Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål.


Herved bekendtgøres den i Stockholm den 6. februar 1931 indgåede konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, jfr. bekendtgørelse nr. 323 af 28. december 1931, med de ændringer og tilføjelser, som er en følge af den i Stockholm den 26. marts 1953 indgåede overenskomst mellem samme stater om ændring af nævnte konvention, jfr. bekendtgørelse nr. 6 af 15. februar 1954 (Lovtid. C).

I. Ægteskab.

Artikel 1.

Vil en statsborger i en af de kontraherende stater indgå ægteskab for en af de andre staters myndigheder, skal hans ret til at indgå ægteskabet bedømmes efter loven i denne stat, såfremt han i de sidste to år har været og fremdeles er bosat der, men ellers efter loven i den stat, hvor han har statsborgerret.

Skal statsborgerlandets lov anvendes, kan retten til at indgå ægteskabet godtgøres ved bevidnelse fra denne stats myndigheder (ægteskabsattest).

Artikel 2.

Om lysning, herunder prøvelse af ægteskabsbetingelserne, og om vielse gælder loven i den stat, for hvis myndighed ægteskabet indgås.

Lysning efter nævnte lov kræves dog ikke, hvis lysning, der er foretaget efter loven i en anden af staterne, stadig har virkning, og hver af brudefolkene herved er fundet at have ret til at indgå ægteskabet efter den lov, som i vielseslandet skal lægges til grund ved afgørelsen af dette spørgsmål. Dette gælder, selv om kun den ene af brudefolkene er statsborger i en anden af de kontraherende stater end den, for hvis myndighed ægteskabet indgås, og den anden er statsborger i vielseslandet.

Artikel 3.

Retsvirkningerne af ægteskab mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de kontraherende stater, skal, forsåvidt angår ægtefællernes formueforhold, bedømmes efter loven i den af staterne, hvor ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse bosatte sig. Har begge ægtefæller senere bosat sig i en anden af staterne, skal denne stats lov i stedet herfor finde anvendelse, forsåvidt der ikke er tale om virkning af en retshandel, som tidligere er indgået.

En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom eller over rettighed, som dermed er ligestillet, skal, hvis ejendommen er beliggende i en af staterne, altid bedømmes efter loven i denne stat.

Artikel 4.

En ægtepagt mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de kontraherende stater, og som da bosatte sig i en af staterne, skal i henseende til formen anses for gyldig i enhver af de kontraherende stater, ikke blot, når den lov, som efter artikel 3 var bestemmende for ægtefællernes formueforhold, er iagttaget, men også når ægtepagten opfylder formforskrifterne i den stat, hvor parterne eller en af dem havde statsborgerret.

Hver af staterne kan gøre en ægtepagts gyldighed overfor trediemand betinget af, at den er tinglyst eller anmeldt til retten overensstemmende med der gældende lov.

Artikel 5.

Begæring om bosondring mellem sådanne ægtefæller, som omhandles i artikel 4, afgøres i den stat, hvor begge ægtefæller er bosat. Er de bosat i forskellige stater, afgøres begæringen i den stat, hvor den ægtefælle, mod hvem kravet er rettet, har bopæl eller hvis han er bosat i Finland, i den stat, hvis lov efter artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes formueforhold.

Artikel 6.

Artiklerne 3-5 angår ikke ægteskaber, hvis retsvirkninger efter loven i nogen af de pågældende stater skal bedømmes efter den ældre ægteskabslovgivning.

Artikel 7.

Spørgsmål om separation eller skilsmisse mellem statsborgere i de kontraherende stater afgøres i den stat, hvor begge ægtefæller er bosat, eller hvor de senest har været bosat samtidig, og en af dem fremdeles er bosat.

Kan sagen ikke efter første stykke afgøres i nogen af staterne, kan afgørelsen træffes i en stat, hvor en af ægtefællerne har statsborgerret.

Skilsmisse på grundlag af separation kan altid meddeles i en stat, hvor begge ægtefæller har statsborgerret.

Artikel 8.

I forbindelse med krav om separation eller skilsmisse kan der af samme eller anden myndighed også træffes afgørelse om midlertidig ophævelse af samlivet, deling af formuen, skadeserstatning, underholdspligt og forældremyndighed.

Spørgsmål om underholdspligt og forældremyndighed, som rejses senere, afgøres i den stat, hvor den ægtefælle, mod hvem kravet er rettet, er bosat; dette gælder også med hensyn til ændring af beslutning, som er truffet i en anden af staterne. Er loven i den stat, hvor der er truffet en afgørelse om separation eller skilsmisse, til hinder for senere fastsættelse eller forhøjelse af underholdsbidrag til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle, kan afgørelse herom heller ikke træffes i de andre stater.

Artikel 9.

Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver stat den der gældende lov. Afgørelse om deling af formuen og om skadeserstatning træffes dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes formueforhold.

Separation, som er opnået i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en der meddelt separation.

Artikel 10.

Med hensyn til afgørelsen af sager om omstødelse af ægteskab mellem personer, som er og ved ægteskabets indgåelse var statsborgere i de kontraherende stater, finder bestemmelserne i artiklerne 7-9 tilsvarende anvendelse. Betingelserne for omstødelse skal dog bedømmes efter den lov, som var bestemmende for sagsøgerens ret til at indgå ægteskabet, eller hvis sagen rejses mod begge ægtefæller, efter en af de love, som var bestemmende for deres ret til at indgå ægteskabet.

II. Adoption.

Artikel 11.

Vil en statsborger i en af de kontraherende stater, som er bosat i en af disse, adoptere en person, der har statsborgerret i en af staterne, skal tilladelsen søges i den stat, hvor adoptanten er bosat.

Artikel 12.

Ved afgørelsen af ansøgningen anvendes i hver stat den der gældende lov. Er den, som skal adopteres, under 18 år, og er han bosat i den stat, hvor han har statsborgerret, må ansøgning dog ikke bevilges i en anden stat, forinden vedkommende børnetilsynsmyndighed i statsborgerlandet har haft adgang til at ytre sig.

Artikel 13.

Spørgsmål om ophævelse af adoptivforhold, som består mellem statsborgere i de kontraherende stater, og som er stiftet i en af disse, afgøres i den stat, hvor adoptanten er bosat, eller hvis han ikke har bopæl i nogen af de kontraherende stater, i den stat, hvor adoptivbarnet er bosat.

Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.

III. Værgemål.

Artikel 14.

Værgemål for mindreårig statsborger i en af de kontraherende stater, som er bosat i en af de andre, hører under myndighederne i sidstnævnte stat, medmindre værgemål allerede udøves i en af de andre stater ved født eller beskikket værge.

Det samme gælder om umyndiggørelse og værgemål for en umyndiggjort.

Artikel 15.

Midlertidig værge kan beskikkes, og andre midlertidige foranstaltninger kan træffes i enhver af staterne.

Artikel 16.

De afgørelser, som omhandles i artiklerne 14 og 15, træffes i hver stat efter der gældende lov.

Artikel 17.

Om umyndighedens virkninger i formueretlig henseende og om værgens beføjelser gælder loven i den stat, hvor værgemålet udøves.

Denne bestemmelse gælder ikke evnen til at indgå veksel- eller checkforpligtelser.

Artikel 18.

Et værgemål kan efter forhandling mellem vedkommende ministerier overføres til en af de andre stater, såfremt den umyndige har bosat sig der, eller det af andre grunde findes hensigtsmæssigt.

Artikel 19.

Spørgsmål om ophævelse af umyndiggørelse, som er besluttet i en af de kontraherende stater, skal, hvis den umyndiggjorte er statsborger i en af disse, afgøres i den stat, hvor værgemålet udøves.

Ved afgørelsen anvendes i hver stat den der gældende lov.

Artikel 20.

Bliver en statsborger i en af de kontraherende stater umyndiggjort i en af de andre, eller bliver umyndiggørelsen ophævet, skal der uden ophold sendes meddelelse til vedkommende ministerium i den stat, hvor han har statsborgerret.

Artikel 21.

Bestemmelserne i artiklerne 17, 19 og 20 finder tilsvarende anvendelse, når en statsborger i en af de kontraherende stater, der er bosat i Danmark og ikke allerede er umyndiggjort i en af staterne, sættes under lavværgemål i Danmark.

Dette værgemål er ikke til hinder for umyndiggørelse i en af de andre stater, hvor vedkommende bosætter sig.

IV.

Almindelige bestemmelser.

Artikel 22.

Administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af staterne er udfærdiget i overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 10, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller dens forudsætninger med hensyn til bopæl eller statsborgerret i den ene eller den anden af de kontraherende stater.

Justitsministeriet, den 10. april 1954.

Hans Hækkerup.

/ Gaarden.

Officielle noter

Ingen