Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Fremgangsmaaden ved Fremsættelse af Anmodninger i Henhold til den i Haag den 17. Juli 1905 afsluttede Civilproceskonvention.


Den i Haag den 17. Juli 1905 afsluttede Konvention angaaende Civilprocessen, der findes bekendtgjort i Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909, er foruden af Danmark tiltraadt af følgende Stater:

  

 Belgien,                          Norge,  

 Czekoslovakiet,                   Polen,  

 Danzig,                           Portugal,  

 Estland,                          Rumænien,  

 Finland,                          Schweiz,  

 Frankrig,                         Spanien (med den spanske  

 Holland                             Protektoratszone i Marokko)  

 Italien,                          Sverige,  

 Jugoslavien,                      Tyskland,  

 Letland,                          Ungarn og  

 Luxemborg,                        Østrig.  

Endvidere er Island at betragte som Deltager i Konventionen.

Angaaende Fremgangsmaaden ved Fremsættelsen af de i Konventionen omhandlede Anmodninger om Forkyndelse af Dokumenter, Bevisoptagelse og Eksigibilitet gælder følgende Regler:

I. Fælles Regler for Anmodninger fra Danmark til andre Lande og omvendt.

Forkyndelse af Dokumenter samt Retsanmodninger.

I Konventionens Art. 1 er det fastsat, at i civile eller kommercielle Anliggender bliver i de kontraherende Stater Forkydelse af Dokumenter, bestemte for Personer, der opholder sig i Udlandet, at udføre efter Anmodning af en Konsul for den Stat, fra hvilken Begæringen kommer, rettet til den Myndighed, som udpeges af den Stat, til hvilken Begæringen rettes. Af Konventionens Art. 9 fremgaar det endvidere, at Anmodninger fra de judicielle Myndigheder i en af de kontraherende Stater til Myndighederne i en anden Kontraherende Stat om at optage Bevis eller foretage andre Retshandlinger (Retsanmodninger) skal oversendes af en Konsul for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, til den Myndighed, som udpeges af den Stat, til hvilken Begæringen Rettes. Det udtales dog i de ovennævnte Artikler, at hver kontraherende Stat ved en Meddelelse til de andre Stater kan erklære, at den ønsker, at Begæringer om Forkyndelser og Retsanmodninger, der skal udføres paa dens Territorium, tilstilles den ad diplomatisk Vej, hvorhos det af samme Artikler fremgaar, at to kontraherende Stater kan komme overens om at tillade direkte Meddelelser og Oversendelser af Retsanmodninger mellem de respektive Myndigheder.

Det fremgaar endvidere af Art. 6, at det, for saa vidt Vedtagelse mellem Staterne hjemler det, eller vedkommende Stat, inden for hvis Omraade Overleveringen eller Forkyndelsen af et Dokument skal finde Sted, ikke modsætter sig saadant, er tilladt 1) at sende Dokumentet direkte med Posten til de interesserede, som befinder sig i Udlandet, 2) at de interesserede lader Forkyndelser ske direkte ved Foranstaltning af de i Bestemmelseslandet kompetente Embedsmænd eller Funktionærer, og 3) at hver Stat direkte ved hjælp af dens diplomatiske eller konsulære Agenter lader foretage Forkyndelser, der er bestemte for Personer, som befinder sig i Udlandet. En Stat kan ikke modsætte sig denne sidste Fremgangsmaade, naar Dokumentet uden Anvendelse af Tvang skal tilstilles en Person, der er Statsborger i det Land fra hvilket Anmodningen fremkommer.

Det fremgaar ligeledes af Art. 15, at hver Stat kan lade Retsanmodninger udføre direkte ved sine diplomatiske eller konsulære Agenter, hvis Overenskomster mellem de interesserede Stater tillader det, eller hvis den Stat, paa hvis Territorium Anmodningen skal udføres, ikke modsætter sig dette.

Begæringer om Eksigibillitet. I Konventionens Art. 18 er det foreskrevet, at Domme, hvorved en Sagsøger eller en Intervenient i nogen af de kontraherende Stater dømmes til at betale Processens Omkostninger, skal paa en ad diplomatisk Vej fremsat Begæring i enhver af de andre kontraherende Stater af den dertil kompetente Myndighed gøres gratis eksigible, hvilket ligeledes skal ske med Hensyn til de Retsafgørelser, ved hvilke Procesomkostningernes Beløb senere er fastsat. Dog tillades det, at to kontraherende Stater kommer overens om, at Begæringen om Eksigibilitet sker direkte af den interesserede Part.

For at træffe Bestemmelse med Hensyn til Begæringer om Eksigibilitet skal den kompetente Myndighed undersøge, om visse i Art. 19 nærmere angivne Betingelser er fyldestgjorte, i hvilken Henseende det dog udtales, at det for nogle af disse Betingelsers Vedkommende er tilstrækkeligt, at der foreligger en Erklæring fra den kompetente Myndighed i den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, udvisende, at Afgørelsen har vundet Retskraft. Denne Myndigheds Kompetence skal, hvis ikke andet er aftalt, være bekræftet af den højeste Embedsmand, der forestaar Justitsforvaltningen i den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer.

Af Afsnit II fremgaar det, til hvilke danske Repræsentationer i de forskellige Stater Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Konventionens Art. 1 ff., og de i Art. 9 ommeldte Retsanmodninger skal fremsendes, for saa vidt den diplomatiske Fremsendelsesmaade ikke fordres. Med Hensyn til direkte Fremsendelse bemærkes, at Danmark kun med Tyskland og Luxemborg har afsluttet Overenskomst om direkte Besørgelse af Anmodninger efter de nævnte Artikler, jfr. herom Bekendtgørelse Nr. 162 af 6. Juli 1910 og Nr. 16 af 29. Januar 1932 og Bekendtgørelse Nr. 20 af 25. Januar 1912 og Nr. 57 af 11. Marts 1932, men ellers kan - bortset fra Forholdet mellem Danmark og Island, se herom Afsnit II Nr. 8 og Afsnit III - saadan direkte Besørgelse af Anmodninger efter disse Artikler ikke finde sted. Danmark har ikke afsluttet Overenskomst med nogen Stat om, at den i Art. 18 ommeldte Begæring om Eksigibilitet kan ske direkte af den interesserede Part. Opmærksomheden henledes her særlig paa, at en saadan Ordning ikke er truffet ved den mellem Danmark og Tyskland under 1. Juni 1914 afsluttede Deklaration, jfr. Bekendtgørelse Nr. 128 af 13. Juni 1914, om Fuldbyrdelse af Retsafgørelser om Procesomkostninger.

Mellem Danmark og Sverige er der ved Deklaration af 12. Marts 1912, jfr. Bekendtgørelse Nr. 48 af 14. Marts 1912, i Henhold til Konventionens Art. 6 truffet Overenskomst om, at hver af Parterne direkte gennem sine diplomatiske eller konsulære Repræsentanter kan lade foretage Forkyndelse af Stævninger m.v. for Personer, der befinder sig paa den anden Parts Territorium.

Omkostninger. Det fremgaar af Artiklerne 7 og 16, at Forkyndelse og Udførelse af Retsanmodninger ikke kan medføre Refusion af Gebyrer og Omkostninger af nogen som helst Art bortset fra de i nævnte Artikler anførte Undtagelser, i hvilken Henseende det bemærkes, at Sagførersalær og Porto ikke vil kunne kræves refunderede, men heri Landet maa afholdes efter Reglerne om Udgifter ved beneficerede Sager, jfr. Lov Nr. 37 af 28. Februar 1908 § 1, 2det Stykke og Retsplejelovens § 334, hvorimod Udgifter til Stævningsmænd nødvendiggjorte ved, at der i Henhold til Art. 3 er fremsat Ønske om, at et Dokument forkyndes paa den Maade, der er foreskrevet i Landets indre Lovgivning, eller ved, at Vidner ikke har givet frivillig Møde, vil kunne kræves refunderede. Udgifter til Stævningsmænd kan dog ikke kræves refunderede, dersom gratis Retshjælp er blevet tilstaaet en Statsborger i en af de kontraherende Stater, jfr. Art 23. Udgifter foraarsagede ved, at Dokumenter ønskes forkyndt paa en særlige Maade, eller ved, at en særlig Form ønskes iagttaget ved Retsanmodningers Iværksættelse, kan ligeledes kræves refunderede.

Oversættelse. Saavel Dokumenter, der i Henhold til Art. 3 ønskes forkyndt paa den Maade, der er foreskrevet i Landets indre Lovgivning for Udførelsen af tilsvarende Forkyndelser, eller paa en særlig Maade, der ikke er i Strid med denne Lovgivning, som Retsanmodninger - med Bilag - skal, naar ikke andet er aftalt, være affattede enten i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i det mellem de to interesserede Stater aftalte Sprog, eller være ledsagede af en Oversættelse til et af disse Sprog. Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 3, bør fremsendes i to Eksemplarer eller ledsages af Oversættelse i to Eksemplarer. Saafremt Forkyndelse af et Dokument i Medfør af Art. 2 ønskes foretaget ved Overlevering af Dokumentet til Adressaten, hvilket kun kan ske, naar denne frivillig modtager det, er Oversættelse af Dokumentet ufornøden. De fornævnte Oversættelser skal være bekræftede af en diplomatisk eller konsulær Agent for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen rettes. Det vil i denne Henseende være rettest, at Dokumenter og Retsanmodninger, der herfra afgaar til Udlandet, er ledsagede af Translatøroversættelse. Translatørens Underskrift maa være legaliseret af Ministeriet for Handel og Industri. Fornøden Bekræftelse af Oversættelsen, jfr. Art. 3 og 10, vil derefter blive foretaget af vedkommende danske diplomatiske eller konsulære Repræsentation, jfr. nedenfor Afsnit II. Modtages Dokumenter fra Udlandet uden behørig Oversættelse, foranstaltes denne paa Rekvirentens Bekostning.

Det bemærkes, at der mellem den danske og den svenske Regering er sluttetOverenskomst om, at de i Art. 1 omtalte Anmodninger om Forkyndelser og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger, som fremsættes af danske Myndigheder til svenske og omvendt, ikke skal være ledsagede af Oversættelse, men kan fremsættes i det Lands Sprog, fra hvilket Begæringen kommer. Det gælder ogsaa selve de til Forkyndelse bestemte Dokumenter og de Retsanmodninger som Bilag medfølgende Aktstykker. Tilsvarende Ordning gælder ifølge Praksis med Hensyn til Forkyndelser og Retsanmodninger, som fremsættes af danske Myndigheder til norske og omvendt, og som fremsættes af danske Myndigheder til islandske.

Med Hensyn til Tyskland henvises til de fornævnte Bekendtgørelser af 6. Juli 1910 og 29. Januar 1932. Opmærksomheden henledes særlig paa, at Bekræftelse af Oversættelser efter den sidstnævnte Bekendtgørelse - foruden paa en af de ovennævnte Maader - kan ske ved en Translatør i det Land, hvorfra Begæringen udgaar, og således at Legalisering af Translatørens Underskrift ikke kræves. Endvidere henledes Opmærksomheden paa, at Begæringer om Forkyndelser samt Retsanmodninger affattes i den Myndigheds Sprog, der afsender dem. Endelig henvises med Hensyn til Luxemborg til de fornævnte Bekendtgørelser af 25. Januar 1912 og 11. Marts 1932.

Ligeledes er der sluttet Overenskomst med den franske Regering om, at den ved Konventionens Artikel 3 og 10 paabudte Oversættelse af henholdsvis retlige Dokumenter, der fremsendes til Forkyndelse, og Retsanmodninger, der fremsendes ad diplomatisk Vej, i Sager, hvor den ene Part har fri Proces, skal foranstaltes af det Land, til hvilket Begæring rettes, og ske uden Udgift for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer.

II. Anmodninger fra Danmark til andre Lande.

Saavel Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., som de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger skal, for saa vidt Fremsendelse ad diplomatisk Vej gennem Justitsministeriet ikke i Henhold til de i det følgende meddelte Oplysninger er fornøden, og der ikke foreligger Overenskomst med det paagældende Land om direkte Oversendelse til den kompetente Myndighed, sendes til den af Udenrigsministeriet dertil bestemte danske Repræsentation i det Land, til hvilket Begæringen rettes, jfr. herom nærmere nedenfor.

Vedkommende diplomatiske eller konsulære Repræsentation retter derefter fornøden Henvendelse til den kompetente udenlandske Myndighed.

Begæring om Bistand til Forkyndelse fremsættes i en Skrivelse fra vedkommende Person eller Myndighed, som ønsker Forkyndelsen foretaget til den af Udenrigsministeriet dertil bestemte danske Repræsentation i Udlandet eller, saafremt Begæringen skal fremsættes ad diplomatisk Vej, til Justitsministeriet. - Saafremt det Dokument, der ønskes forkyndt, ikke er udfærdiget af en Myndighed, maa det være forsynet med en Paategning af den Myndighed, der har godkendt det; f. Eks. skal Stævninger være forsynet med Rettens Paategning om Stævnevarsel og Berammelse.

I de i Art. 9 nævnte Tilfælde maa der foreligge en Rekvisitionsskrivelse fra den herværende Ret, stilet til »vedkommende Myndighed i - - - (Landets Navn)». Det tilføjes, at det bør undgaas at fremsende overflødige Bilag, og at der saa vidt muligt bør optages en udførlig Sagsfremstilling i Rekvisitionsskrivelsen.

I Forhold til de forskellige Lande, som er Deltagere i Konventionen, gælder herefter følgende Regler:

1. Til B e l g i e n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., vil være at tilstille det kgl. danske Konsulat i Antwerpen. De i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet.

2. Til C z e k o s l o v a k i e t.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Prag.

3. Til D a n z i g.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet. Oversættelse vil være at foretage til Tysk.

4. Til E s t l a n d.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Reval.

5. Til F i n l a n d.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet.

6. Til F r a n k r i g.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Konsulat i Paris.

7. Til H o l l a n d.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Konsulat i Rotterdam.

8. Til I s l a n d.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille Danmarks Repræsentantion i Island, Reykjavik. Dog kan danske Myndigheder efter den mellem Landene gældende Praksis rette direkte Henvendelse til de kompetente islandske Myndigheder. Oversættelse er ufornøden.

9. Til I t a l i e n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Rom. De i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet.

10. Til J u g o s l a v i e n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Belgrad.

11. Til L e t l a n d.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Riga.

12. Til L u x e m b o r g.

Med Luxemborg er der i Henhold til Bestemmelserne i Konventionens Art.1, 4de Stykke og Art. 9, 4de Stykke afsluttet Overenskomst om direkte Meddelelse mellem de danske og luxemborgske Myndigheder.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil i Henhold til denne Overenskomst af vedkommende danske Myndighed være at tilstille Statsprokurørerne (les procureurs d'Etat) ved Distriktsretterne (les tribunaux d'Arrondissement) i Luxemborg og Diekirch, jfr. Bekendtgørelse Nr. 20 af 25. Januar 1912 og Nr. 57 af 11. Marts 1932, til hvilke der i det hele henvises.

13. Til N o r g e.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omhandlede Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Oslo. Oversættelse er ufornøden.

14. Til P o l e n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omhandlede Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Warszawa.

15. Til P o r t u g a l.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet.

16. Til R u m æ n i e n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet.

17. Til S c h w e i z.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at fremsende ad diplomatisk Vej og tilstilles derfor Justitsministeriet.

18. Til S p a n i e n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Madrid.

19. Til S v e r i g e.

Med Sverige er der i Henhold til Konventionens Art. 6 afsluttet Overenskomst om Ret for diplomatiske og konsulære Repræsentanter til at foretage Forkyndelser, jfr. Bekendtgørelse Nr. 48 af 14. Marts 1912.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff, vil være at tilstille det kgl. danske Konsulat i vedkommende Distrikt eller det kgl. danske Generalkonsulat i Stockholm. Stævninger skal fremsendes i Original og bekræftet Genpart. De i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Generalkonsulat i Stockholm. Oversættelse er ufornøden.

20. Til T y s k l a n d.

Med Tyskland er der i Henhold til Bestemmelserne i Konventionens Art. 1, 4de Stykke og Art. 9, 4de Stykke afsluttet Overenskomst om direkte Meddelelse mellem de danske og tyske Myndigheder.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil i Henhold til denne Overenskomst af vedkommende danske Myndighed være at tilstille Præsidenten for den paagældende tyske Landret, jfr. Bekendtgørelser Nr. 162 af 6. Juli 1910 og Nr. 16 af 29. Januar 1932, til hvilke der i det hele henvises.

21. Til U n g a r n.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Generalkonsulat i Budapest.

22. Til Ø s t r i g.

Dokumenter, der ønskes forkyndt i Henhold til Art. 1 ff., og de i Art. 9 omtalte Retsanmodninger vil være at tilstille det kgl. danske Gesandtskab i Wien. Oversættelse vil være at foretage til Tysk, jfr. Bekendtgørelse Nr. 50 af 21. Marts 1912.

De i Konventionens Art. 18 omtalte Begæringer om Eksigibilitet vil til samtlige Lande undtagen Island være at fremsende ad diplomatisk Vej og indsendes derfor af vedkommende Part til Justitsministeriet. Anmodninger om Eksigibilitet til Island tilstille direkte »Danmarks Repræsentation i Island«, Reykjavik.

III. Anmodninger fra andre Lande til Danmark.

Danmark har tilkendegivet de øvrige Stater, at de i Konventionens Art. 1 og 9 omtalte Begæringer om Forkyndelser og Retsanmodninger bør tilstilles Retten paa det Sted, hvor Adressaten eller den Person, der skal møde for Retten, bor eller opholder sig, naar dette er uden for København. For Københavns Vedkommende sker Henvendelsen til Præsidenten for Københavns Byret, naar Spørgsmaalet er om Forkyndelse efter Konventionens Art. 1, og til Justitsministeriet, naar Spørgsmaalet er om Retsanmodninger efter Art. 9. Fra I s l a n d kommende Anmodninger om Forkyndelse af Dokumenter og Retsanmodninger vil, naar fornøden Oversættelse til Dansk medfølger, være at efterkomme af de kompetente danske Myndigheder, hvad enten de modtages gennem Islands Gesandtskab i København eller direkte fra en islandsk Myndighed.

De i Konventionens Art. 18 omtalte Begæringer om Eksigibilitet tilstilles altid Justitsminiteriet ad diplomatisk Vej for af dette at tilstilles vedkommende Foged.

Med Hensyn til Anmodninger fra T y s k l a n d og L u x e m b o r g henvises til Bekendtgørelse Nr. 162 af 6. Juli 1910, jfr. Bekendtgørelse Nr. 16 af 29. Januar 1932, og Bekendtgørelse Nr. 20 af 25. Januar 1912, jfr. Bekendtgørelse Nr. 57 af 11. Marts 1932, om Afslutningen af særlige Overenskomster med disse Lande om direkte Meddelelse mellem de danske og tyske, henholdsvis luxemborgske Myndigheder.

Det maa være en Følge af Art. 2 smh. med Art. 3, at den Myndighed, til hvilken de ommeldte Begæringer rettes, kan indskrænke sig til at udføre Forkyndelsen ved Overlevering af Dokumentet til Adressaten, naar denne frivillig modtager det, medmindre der er fremsat Ønske om Forkyndelse paa den her i Landet foreskrevne Maade eller paa en særlig Maade, der ikke er i Strid med dansk Lovgivning, idet denne da maa iagttages. Naar Adressaten nægter frivillig at modtage Dokumentet, vil det være nødvendigt for den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet, at lade dette forkynde paa almindelig Maade ved Stedets Stævningsmænd, forudsat at Dokumentet opfylder de i Art. 3 i Begyndelsen med Hensyn til Sproget foreskrevne Betingelser.

Med Hensyn til Beviset for Forkyndelsen henvises til Art. 5, hvorefter Beviset tilvejebringes enten ved et dateret og legaliseret Modtagelsesbevis fra Adressaten eller ved en Bevidnelse af vedkommende Mydighed, til hvilken Begæringen er rettet, udvisende, at og paa hvilken Maade og hvilken Dag Forkyndelsen har fundet Sted. Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er blevet fremsendt i to Eksemplarer, skal Modtagelsesbeviset eller Bevidnelsen anbringes paa eller vedhæftes et af Duplikaterne.

Saafremt der opstaar Vanskeligheder, skal Sagen, da saadanne i Henhold til Artiklerne 1 og 9 vil være at ordne ad diplomatisk Vej, indsendes til Justitsministeriet.

Det tilføjes, at man har meddelt de øvrige Stater, at den danske Regering har besluttet at benytte sig af den i Konventionens Art. 6, sidste Stk. og Art. 15 hjemlede Adgang til at modsætte sig, at henholdsvis Forkyndelser og Udførelse af Retsanmodninger paa dansk Territorium sker direkte ved diplomatiske eller konsulære Agenter, undtagen hvor det drejer sig om Forkyndelser uden Anvendelse af Tvang for en Person, der er Statsborger i det Land, fra hvilket Begæringen fremkommer. Med Sverige er der dog som omtalt ovenfor afsluttet særlig Overenskomst angaaende Ret for diplomatiske og konsulære Tjenestemænd til at foretage Forkyndelser, jfr. Bekendtgørelse Nr. 48 af 14. Marts 1912.

Denne Bekendtgørelse træder i Kraft den 1. Juli 1932; samtidig ophæves Bekendtgørelse Nr. 106 af 14. Juli 1899 om Fremgangsmaaden ved Fremsættelse af Begæringer om, at visse Dokumenter maa blive forkyndte i Udlandet, samt Bekendtgørelse Nr. 161 af 6. Juli 1910 om Fremgangsmaaden ved Fremsættelse af Anmodninger fra Danmark til Udlandet og omvendt i Henhold til Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909 om den mellem forskellige evropæiske Stater afsluttede Konvention angaaende en international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold m.m.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

Justitsministeriet, den 20. Maj 1932.

Zahle.

/Robert Hove.

Officielle noter

Ingen