Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i København den 16. Marts 1932 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme.


Ved kongelig Resolution af 4. Februar 1933 har Danmark ratificeret den i København den 16. Marts 1932 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme.

Konventionen har følgende Ordlyd:

Konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme.

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island, Republiken Finlands Præsident, Hans Majestæt Norges Konge og Hans Majestæt Kongen af Sverige, hvilke er kommet overens om at afslutte en Konvention om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme, har udnævnt til deres befuldmægtigede:

HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK OG ISLAND:

For Danmark:

Sin Udenrigsminister, Dr. phil. PETER ROCHEGUNE MUNCH;

For Island:

Overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Hr. SVEINN BJØRNSSON;

REPUBLIKEN FINLANDS PRÆSIDENT:

Republikens overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København, Hr. ONNI TALAS;

HANS MAJESTÆT NORGES KONGE:

Sin overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København, Hr. HANS EMIL HUITFELDT;

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SVERIGE:

Sin overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København, Hr. OSKAR ANTON HERMAN EWERLØF; hvilke, behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende Artikler:

Artikel 1.

Retskraftige Domme, som i en af de kontraherende Stater er afsagt i borgerlige Sager, skal have bindende Virkning ogsaa i de andre Stater. Det samme gælder Domme i Straffesager, forsaavidt angaar Erstatning eller Oprejsning for skadegørende Handlinger.

Ved Dom forstaas Rettens Afgørelse af det Krav eller Retsforhold, som udgør Sagens Genstand.

Artikel 2.

Lige med retskraftige Domme stilles i denne Konvention:

1. Afgørelser, hvorved Overeksekutor i Finland eller Sverige i Sager, hvor Kravet grunder paa Gældsbrev eller andet skriftligt Bevis (lagsøkningsmål), har paalagt Betalingspligt, naar Fristen for Anke (besvær) over Afgørelsen er udløbet;

2. Forlig, der er indgaaet for en Forligskommission eller en Ret;

3. retskraftige Afgørelser, som i borgerlige Sager, enten i Dommen eller særskilt, er truffet om Erstatning for Sagsomkostninger eller om Godtgørelse til Vidner eller sagkyndige.

Artikel 3.

Udeblivelsesdom, som i Danmark, Island eller Norge er afsagt i første Instans over sagsøgte, og tredskodom eller anden Dom, som i Finland eller Sverige er afsagt i første instans over en udebleven sagsøgt, skal ikke have bindende Virkning i de andre Stater, medmindre:

1. sagsøgte, da Stævningen, Forligsindkaldelsen eller Indkaldelsen til Overeksekutor blev forkyndt, havde Bopæl eller anmeldt Firma i den Stat, hvor Dommen er afsagt, eller Bestyrelsen, som repræsenterede sagsøgte, havde Sæde i denne Stat, eller Forkyndelsen er sket for en Repræsentant, som sagsøgte efter Loven var forpligtet til at have i denne Stat; eller

2. der var truffet bindende Aftale om Sagens Behandling ved den Ret, som har afsagt Dommen; eller

3. Dommen angaar Erstatning eller Oprejsning for en skadegørende Handling, som er begaaet i den Stat, hvor Dommen er afsagt, og Stævningen er forkyndt for sagsøgte personlig under Ophold i denne Stat.

De samme Regler gælder om Udeblivelsesdomme, der i Ankeinstansen er afsagt over sagsøgte, forsaavidt Dommen i første Instans ligeledes var en Udeblivelsesdom.

Artikel 4.

Afgørelser og Forlig, som efter Artiklerne 1-3 har bindende Virkning udenfor den Stat, hvor Afgørelsen er truffet eller Forliget indgaaet, og som kan fuldbyrdes i denne Stat, kan kræves fuldbyrdet i de andre Stater.

Artikel 5.

Begæring om Fuldbyrdelse rettes:

i Danmark og Island til Fogden,

i Finland og Sverige til Overeksekutor,

i Norge til Namsretten.

Artikel 6.

Begæring om Fuldbyrdelse af en Afgørelse skal være ledsaget af:

1. Afgørelsen i Original eller af vedkommende Myndighed bekræftet Udskrift;

2. Bevidnelse om, at Afgørelsen er af den i Artiklerne 1 eller 2 nævnte Art, og at den er retskraftig og kan fuldbyrdes i den Stat, hvor den er truffet;

3. Ved Dom af den i Artikel 3 omhandlede Art bevidnelse, hvoraf fremgaar, at Dommen har Virkning efter nævnte Artikel.

Begæring om Fuldbyrdelse af et Forlig skal være ledsaget af Forliget i en af vedkommende Myndighed bekræftet Udskrift og af Bevidnelse om, at Forliget er indgaaet for en Forligskommission eller en Ret og kan fuldbyrdes i den Stat, hvor det er indgaaet.

Skriftstykker, som affattet paa Finsk eller Islandsk, skal være ledsaget af bekræftet Oversættelse til Dansk, Norsk eller Svensk.

Artikel 7.

De Bevidnelser, som nævnes i Artikel 6, udfærdiges:

i Danmark, Finland og Island af Justitsministeriet,

i Norge af Justitsdepartementet,

i Sverige af en Lensstyrelse.

Artikel 8.

Beslutning om, hvorvidt Fuldbyrdelse skal iværksættes i Henhold til denne Konvention, træffes, uden at Modparten høres. Dog kan der under særlige Omstændigheder gives ham Adgang til at udtale sig.

Artikel 9.

Fuldbyrdelsen iværksættes i hver Stat efter der gældende Lov uden Hensyn til, hvad Afgørelsen eller Forliget maatte indeholde om Tvangsmidler.

Artikel 10.

Bestemmelserne i denne Konvention om den bindende Virkning af Domme gør ingen Forandring i Artikel 22 i Konventionen af 6. Februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige Bestemmelser om Ægteskab, Adoption og Værgemaal og medfører ikke, at der tillægges Afgørelsen af en Sag af saadan Art Gyldighed i andre Tilfælde end der bestemt. Fuldbyrdelse af judicielle Afgørelser, som har Gyldighed efter nævnte Artikel, kan kræves efter Artiklerne 4-9 i denne Konvention.

Er der i Danmark, Island eller Norge afsagt en Dom, som gør Anvendelse af Lovgivningen om Ægtefællers Formueforhold, skal denne Konvention ikke anvendes paa Dommen i Finland eller Sverige, saafremt Tvisten der skulde have været bedømt efter Landets ældre Ægteskabslovgivning.

Denne Konvention omfatter ikke Afgørelser og Forlig angaaende familieretlig Underholdspligt og gør ingen Forandring i Konventionen af 10. Februar 1931 angaaende Inddrivelse af Underholdsbidrag.

Ej heller gør Konventionen nogen Forandring i de Bestemmelser, som indeholdes i andre Konventioner om Gyldigheden eller Fuldbyrdelsen af Domme og andre Afgørelser.

Artikel 11.

Denne Konvention kommer ikke til Anvendelse paa Afgørelser og Forlig vedrørende:

1. Slægtskab, Arveret, Arvingers Ansvar for Gæld, Dødsboskifte, Konkursbehandling, Tvangsakkord udenfor Konkurs eller Afkræftelse i Tilfælde af Konkurs;

2. Ejendomsret eller anden Ret over fast Ejendom i en af de andre Stater, Forpligtelse til at træffe Dispositioner med Hensyn til saadanne Rettigheder eller Følgerne af Misligholdelse af Forpligtelsen;

3. Skatter eller Afgifter til Stat eller Kommune eller andre offentligretlige Forhold, selvom Afgørelsen maatte være truffet i de for borgerlige Sager gældende Former.

Paa Afgørelser, der er truffet af de særlige Domstole for Arbejdstvistigheder, finder Konventionen ikke Anvendelse.

Artikel 12.

Konventionen medfører ikke Forpligtelse til at anerkende eller fuldbyrde en Afgørelse eller et Forlig, naar dette aabenbart vilde være uforeneligt med Landets Retsorden.

Artikel 13.

Konventionen kommer ikke til Anvendelse paa Afgørelser , som er truffet, eller Forlig, som er indgaaet for Konventionens Ikrafttræden.

Artikel 14.

Konventionen skal ratificeres, og Ratifikationsdokumenterne skal deponeres i det danske Udenrigsministeriums Arkiv, saa snart ske kan.

Konventionen træder i Kraft mellem de ratificerende Stater den 1. Januar eller den 1. Juli, der indtræder, naar tre Maaneder er forløbet, efter at mindst tre af Staterne har deponeret deres Ratifikationsdokumenter. I Forhold til senere ratificerende Stater træder Konventionen i Kraft den 1. Januar eller den 1. Juli, der indtræder, naar tre Maaneder er forløbet efter Deponeringen af Ratifikationsdokumentet.

Enhver af Staterne kan i Forhold til hver af de andre opsige Konventionen med en Frist af eet Aar til Ophør en 1. Januar eller en 1. Juli.

Til Bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention og forsynet den med deres Segl.

Udfærdiget i København i et Eksemplar paa hvert af følgende Sprog: Dansk, Finsk, Islandsk, Norsk og Svensk, og for det svenske Sprogs Vedkommende i to Tekster, en for Finland og en for Sverige, den 16. Marts 1932.

  • (sign:) P. Munch.

(L.S.)

Danmarks Ratifikationsdokument deponeres tilligemed de øvrige kontraherende Staters Ratifikationsdokumenter i det danske Udenrigsministerium den 18. Marts 1933.

I Forbindelse med Konventionens Afslutning har den danske Regering ved Noteveksling mellem det danske Udenrigsministerium og det svenske Gesandtskab i København truffet en Aftale med den svenske Regering gaaende ud paa, at den mellem Danmark og Sverige den 25. April 1861 afsluttede Konvention om gensidig Fuldbyrdelse af Domme og Kendelser, afsagt i Danmark og Sverige (jfr. Kundgørelse af 13. Juni 1861) ved Ikrafttrædelsen af den ved nærværende Bekendtgørelse offentliggjorte Konvention skal ophøre at gælde, dog saaledes at Konventionen af 1861 vedblivende skal komme til Anvendelse paa Afgørelser, som er truffet, og Forlig, som er indgaaet, forinden foranstaaende Konvention er traadt i Kraft.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab med tilføjende, at Konventionen træder i Kraft den 1. Juli 1933.

Justitsministeriet, den 10. Maj 1933.

Zahle.

/Robert Hove.

Officielle noter

Ingen