Denne datasammenskrivning omfatter lov nr. 398 af 13. juni 1990, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990, lov nr.
322 af 31. maj 1991, lov nr. 284 af 29. april 1992, lov nr. 226 af 6. april
1994 og lov nr. 1098 af 21. december 1994 § 3.
Kapitel 1. Indledende bestemmelser |
|
Lovens anvendelsesområde |
§§1-3 |
Definitioner |
§§ 4-6 |
Lovens fravigelighed |
§ 7 |
Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt |
|
Formkrav til kreditaftaler |
§ 8 |
Kreditaftaler med fast lånebeløb |
§ 9 |
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb |
§§ 10-12 |
Opgørelse af kreditomkostningerne |
§§ 13-14 |
Variable kreditomkostninger |
§ 15 |
Beregning af de årlige omkostninger i procent |
§§ 16-18 |
Kapitel 3. (Ophævet) |
|
Kapitel 4. Forbud mod underpant i
kreditkøb |
§ 21 |
Kapitel 5. Generalklausul |
§ 22 |
Kapitel 6. Tilsidesættelse af
oplysningspligten |
§ 23-24 |
Kapitel 7. Forbrugerens betalinger |
|
Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter |
§ 25 |
Indfrielse af fordringen før
forfaldstidspunktet |
§§ 26-27 |
Afskrivning på fordringen |
§ 28 |
Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse |
§§ 29-30 |
Kapitel 9. Kreditorskifte |
|
Brug af negotiable dokumenter |
§ 31 |
Bevarelse af indsigelser m.v. |
§§ 32-33 |
Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold |
|
Ejendomsforbeholds gyldighed |
§ 34 |
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse |
§ 35 |
Betingelser for tilbagetagelse |
§§ 36-37 |
Opgørelse af fordringen |
§ 38 |
Opgørelse af det solgtes værdi |
§§ 39-42 |
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret |
§§ 43-44 |
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse |
§§ 45-47 |
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken |
§ 48 |
Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb |
§§ 49-52 |
Kapitel 12. Forskellige bestemmelser |
§§ 53-55 |
Kapitel 13. Straffebestemmelser |
§§ 56-57 |
Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser |
§§ 58-60 |
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en
erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit
som led i sit erhverv, når en anden part (forbrugeren) hovedsalig
handler uden for sit erhverv.
Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler,
hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er
indgået eller formidlet for kreditgiveren af en erhvervsdrivende.
Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en
kreditaftale ikke er omfattet af loven.
§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for
kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb. Kapitel 11 gælder
dog ikke for erhvervsdrivendes køb til videresalg eller af materialer,
der indgår i virksomhedens produktion.
§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:
- 1) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder
efter aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3
måneder efter salgsgenstandens levering.
- 2) Kredit, der aftales i et retsforlig.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder
loven, hvis der foreligger et køb med ejendomsforbehold eller et
kreditkøb i henhold til en aftale om kredit med variabelt
lånebeløb.
Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for
kreditaftaler,
- 1) hvor det samlede beløb, der skal betales, eller ved
kreditaftaler med variabelt lånebeløb det samlede beløb,
der skal betales ved fuld udnyttelse af kontoen, ikke overstiger 1.500 kr.,
eller
- 2) hvor der ikke betinges vederlag for kreditten.
Definitioner
§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale
om kredit i form af henstand, lån eller anden tilsvarende form for
finansiel ydelse.
Stk. 2. En aftale om præstation af løbende
ydelser, for hvilke forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis
bagud, anses ikke for en kreditaftale.
§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale
med henblik på køb af løsøre, hvorefter
- 1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand
med betaling af købesummen eller en del af denne eller
- 2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån
indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en
aftale herom mellem denne og sælgeren.
§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold
forstås et kreditkøb, hvor det er aftalt, at sælgeren kan
tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke opfylder sine
forpligtelser.
Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses
også en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter
betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen,
såfremt det må antages at have været meningen, at
modtageren af tingen skal blive ejer af den.
Lovens fravigelighed
§ 7. Loven og de i medfør af denne
udfærdigede forskrifter kan ikke ved forudgående aftale fraviges
til skade for forbrugeren.
Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges
ved aftale. De kan dog ikke fraviges til skade for køberen
ifølge et køb med ejendomsforbehold.
Kapitel 2
Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler
§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges
skriftligt og indeholde de oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10
og i § 14, samt aftalens øvrige væsentlige vilkår.
Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens
indgåelse have overgivet en genpart af kreditaftalen.
§ 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i
fast ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt
aftalens øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens
tilbud.
Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit
mod udstedelse af pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er
nævnt i stk. 1, gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal
kreditgiveren endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal
betales, hvis forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for
at udstede pantebrev.
Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1
eller 2, er af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt
sende meddelelse om de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.
Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende
anvendelse.
§ 8 b. Justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om afgivelse og opbevaring af kreditoplysninger efter §
8 a. Justitsministeren kan herunder navnlig fastsætte, at
kreditoplysningerne skal afgives i en anden form, og at visse aftaler om
henstand helt eller delvis skal undtages fra pligten til at afgive
kreditoplysninger.
Kreditaftaler med fast lånebeløb
§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med
fast lånebeløb skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
- 1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter
fradrag af stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende.
- 2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .
- 3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i
overensstemmelse med § 13.
- 4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for
kreditten udtrykt i procent pr. år af lånebeløbet og
beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.
- 5) Det samlede beløb, der skal betales: Summen af
lånebeløbet, udbetalingen og kreditomkostningerne.
- 6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.
- 7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.
Stk. 2. I kreditkøb påhviler oplysningspligten efter stk.
1 sælgeren. Denne skal tillige oplyse forbrugeren om
kontantprisen, dvs. den pris, for hvilken tingen ved aftalens
indgåelse kunne være købt mod kontant betaling hos
sælgeren.
Stk. 3. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne,
ydelserne eller andre vilkår, der har betydning for størrelsen
af de årlige omkostninger i procent, kan ændres under
kreditaftalens forløb, skal kreditgiveren oplyse forbrugeren herom
samt angive de betingelser, hvorunder omkostningerne således kan
ændres.
Stk. 4. Er det ikke muligt at beregne de årlige
omkostninger i procent, skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den
nominelle årlige rente.
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb
§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med
variabelt lånebeløb skal kreditgiveren oplyse forbrugeren
om:
- 1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som
må trækkes på kontoen.
- 2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af
kreditomkostninger , jf. § 13, samt beregningsmåden for
sådanne omkostninger, herunder den nominelle årlige rente, hvis
en periodisk rente anvendes.
- 3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige
udnyttelser af kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr.
år af lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§
16-18.
- 4) Det samlede beløb, der skal betales ved forskellige
udnyttelser af kontoen: Summen af lånebeløbet og
kreditomkostningerne.
- 5) Hvorledes gælden skal betales.
- 6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.
- 7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 3-4, finder tilsvarende
anvendelse.
§ 11. For hver periode, for hvilken der
ifølge en aftale som nævnt i § 10 skal tilsendes forbrugeren
kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for kreditten, såfremt
der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren kontoudtog, der
indeholder oplysning om:
- 1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.
- 2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer
i løbet af perioden.
- 3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente
anvendes.
- 4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at
undgå, at der pålægges yderligere
kreditomkostninger.
§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens
stiltiende accept overskrider kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1,
nr. 1, og overtrækket vedvarer ud over tre måneder, skal
kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med den årlige nominelle
rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med overtrækket samt
enhver ændring heri.
Opgørelse af kreditomkostningerne
§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle
omkostninger, herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende
provisioner og alle andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for
kreditten, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af
kreditomkostningerne ses der bort fra følgende omkostninger:
- 1) Misligholdelsesomkostninger.
- 2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af
løsøre eller tjenesteydelser, hvad enten der købes
kontant eller på kredit.
- 3) Omkostninger ved overførsel af penge.
- 4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af
ydelserne på kreditten bortset fra omkostninger ved opkrævning af
betalinger, hvad enten de opkræves kontant eller på anden
måde.
- 5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i
henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har
indvirkning på kreditvilkårene.
- 6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller
garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.
Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun
anvendelse, hvis forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes
pengeoverførslen eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne
ikke er unormalt store.
§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens
indgåelse oplyse forbrugeren om størrelsen af de omkostninger,
der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt angive, under hvilke
omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af
omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren
om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn
over omkostningernes størrelse.
Variable kreditomkostninger
§ 15. Lovens regler om, at der skal gives
forbrugeren oplysning om renten eller om beløb, hvori renten
indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke, at parterne aftaler, at renten
helt eller delvis skal være variabel. Oplysningerne skal i så
fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for oplysningerne
og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.
Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive
virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan
det alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med
størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som
kreditgiver er uden indflydelse på.
Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn
til andre kreditomkostninger end renten.
Stk. 4. Kreditgiveren skal informere forbrugeren om
enhver ændring i den årlige nominelle rente eller de
øvrige kreditomkostninger, når ændringen indtræder.
Oplysningen kan gives ved, at der gives forbrugeren særskilt
underretning om ændringen eller ved annoncering herom i dagspressen i
forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende
kontoudtog.
Beregning af de årlige omkostninger i procent
§ 16. De årlige omkostninger i procent
defineres som den omkostningssats, der på årsbasis giver samme
nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige
forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og
kreditomkostninger), der følger af aftalen mellem kreditgiveren og
forbrugeren.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i
procent foretages i overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i
bilaget til loven.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning af de årlige
omkostninger i procent.
§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger
i procent foretages på tidspunktet for kreditaftalens
indgåelse.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger
foretages ud fra den antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte
tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser
ifølge aftalen.
§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for
at ændre rentesatsen eller størrelsen af andre omkostninger, der
indgår i beregningen af de årlige omkostninger i procent, men som
ikke kan kvantificeres ved beregningen, foretages beregningen af de
årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at rentesatsen og
de øvrige omkostninger er konstante i forhold til udgangsniveauet, og
at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i
procent foretages om nødvendigt ud fra følgende antagelser:
- 1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens
størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000
kr.
- 2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for
tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i
øvrigt, anses kredittens løbetid for at være 1
år.
- 3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses
kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af
de i aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af
kreditaftalen.
Kapitel 6
Tilsidesættelse af oplysningspligten
§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i
overensstemmelse med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale
lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid
værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et
tillæg på 5 pct.
Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk.
1, nr. 3, kan kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt
kræve yderligere kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige
omkostninger i procent som nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt
angivet, kan kreditgiveren ikke kræve højere kreditomkostninger,
end hvad der svarer til den procentsats, der er angivet.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis
kreditgiveren kan godtgøre, at forbrugeren på trods af de
manglende eller urigtige oplysninger har haft et forsvarligt grundlag for at
bedømme kreditomkostningerne.
Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse
af restgælden, skal forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den
ordning, der er aftalt med kreditgiver, således at afkortning sker i
den eller de sidste ydelser, som skal betales.
§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb
ikke givet oplysninger som foreskrevet i §§ 9-10, jf. § 8, kan kreditgiveren
i almindelighed ikke kræve godtgørelse for omkostninger, som
ellers ville påløbe i anledning af forbrugerens
misligholdelse.
Kapitel 7
Forbrugerens betalinger
Indbetaling til pengeinstitutter
§ 25. Indbetaling ifølge en kreditaftale
til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring
til betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den
betalingsfrist, der gælder efter kreditaftalen.
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet
§ 26. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin
gæld i henhold til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er
forfalden. Forbrugeren har i så fald ret til reduktion af
kreditomkostningerne i overensstemmelse med reglerne i § 27.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for pantebreve i fast
ejendom.
§ 27. Vil forbrugeren betale sin gæld,
før den er forfalden, eller gør kreditgiveren krav på
betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldne, eller
på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne
opgøres efter stk. 2-5.
Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en
procentdel af den til enhver tid værende restgæld eller som et
gebyr pr. ydelse, kan kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for
den ubenyttede del af kredittiden.
Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes
på andet grundlag end nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den
i aftalen fastsatte betalingstid endnu ikke er kommet, alene kræves
betalt med en så stor del, som lånebeløbet udgør af
summen af samtlige afdrag.
Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten
er særskilt opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren
kræve disse omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne
fragår da i de afdrag, der skal afkortes efter stk. 3.
Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren
uden for fastsat forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2,
for at løbe fra den første aftalte forfaldsdag, som
indtræder efter betalingen. Under tilsvarende omstændigheder
nedsættes det første afdrag, der forfalder efter betalingen,
ikke efter stk. 3.
Stk. 6. Stk. 1-5 gælder ikke for pantebreve i fast
ejendom.
Afskrivning på fordringen
§ 28. Ved indbetalinger til kreditgiver kan
forbrugeren bestemme, på hvilken af flere fordringer beløbet
skal afskrives.
Stk. 2. Ved en kreditaftale med variabelt
lånebeløb anses i denne sammenhæng kreditgiverens samlede
tilgodehavende hos forbrugeren som een fordring.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales,
at beløb, som forbrugeren indbetaler, først skal afskrives
på fordringer, der hidrører fra reparation af det solgte eller
andre foranstaltninger vedrørende dette. Anvender kreditgiveren i
overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte beløb til
afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges
den aftalte betalingsordning tilsvarende.
Kapitel 8
Forbrugerens misligholdelse
§ 29. Undlader forbrugeren i et kreditkøb
at opfylde sin betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at
forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldet, tage det solgte tilbage eller gøre anden aftalt
særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre
forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid
og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2. Det forfaldne beløb skal
udgøre:
- 1) mindst en tiendedel af det samlede beløb, der skal betales,
eller
- 2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag,
mindst en tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales,
eller
- 3) hele restfordringen.
§ 30. Hvis ikke særlige hensyn til
forbrugeren eller kreditgiveren taler imod det, kan fogedretten i
kreditkøb henvise en kreditgiver, der ikke har ejendomsforbehold, til
så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af
det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§ 39-40, §§ 43-44 og
§ 47. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende
efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det overskydende
beløb.
Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om
kreditkøb ikke er gyldigt, fordi betingelserne i § 34 ikke er opfyldt,
og fogedretten træffer beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun
under de i § 41 fastsatte betingelser krav på betaling af det
beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte overstige det solgtes
værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte køb
undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 36, stk. 2,
hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende
betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens
skøn overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for
fogedforretningen.
Kapitel 9
Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter
§ 31. Kreditgiveren må i forbindelse med en
kreditaftale ikke modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der
forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan medføre
indskrænkning af forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser
vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
kreditgiver får pant i fast ejendom.
Bevarelse af indsigelser m.v.
§ 32. Det kan ikke aftales, at der ved
overdragelse til tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren,
sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse, sker
indskrænkning af dennes forpligtelser over for forbrugeren.
§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor
gøre samme indsigelser gældende som over for kreditgiveren,
sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5,
nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme
pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren.
Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at
sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke
overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra
forbrugeren i anledning af købet.
Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på
opnåelse af en tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende
anvendelse, når vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller
delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en tredjemand på
grundlag af en aftale herom mellem denne og leverandøren af
tjenesteydelsen.
Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom,
jf. § 31, stk. 2, gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet
ikke følger af reglerne om tinglyste pantebreve i fast ejendom.
Kapitel 10
Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed
§ 34. Ejendomsforbehold er kun gyldigt,
såfremt
- 1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til
forbrugeren,
- 2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5,
overstiger 2.000 kr.,
- 3) kreditkøbet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb og
- 4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort
for mindst 20 pct. af kontantprisen.
Stk. 2 . Ved salg af bøger er det uanset
bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, tilstrækkeligt, at sælgeren, inden
nogen del af det købte overgives til forbrugeren, er fyldestgjort for
et beløb svarende til det største beløb, der efter
aftalen forfalder inden for en måned.
Stk. 3. Ejendomsforbehold kan ikke aftales til sikkerhed
for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser efter et andet køb
eller i øvrigt betaler beløb, som kreditor ikke kan godskrive
sig efter § 38.
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse
§ 35. Kreditgiveren skal søge sig
fyldestgjort for sit tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog
§ 36, stk. 2. Kreditgiveren kan kun i de tilfælde, der er nævnt i
§§ 41-42, foretage udlæg i forbrugerens øvrige aktiver.
Udlæg kan foretages på grundlag af fogedrettens opgørelse
af kravet.
Betingelser for tilbagetagelse
§ 36. Kreditgiveren kan umiddelbart på
grundlag af købekontrakten søge sig fyldestgjort for sit
tilgodehavende hos forbrugeren gennem tilbagetagelse af det solgte ved
fogedrettens hjælp, hvis kontrakten
- 1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den
pågældende i genpart og
- 2) indeholder ejendomsforbehold.
Stk. 2 . Tilbagetagelse af det solgte kan uanset
forbrugerens samtykke ikke ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1,
eller § 515, stk. 2, ville være undtaget fra udlæg.
§ 37. Hvis forbrugeren, inden der er sket
tilbagetagelse af det solgte, har betalt det beløb, som ikke blev
betalt i rette tid, med tillæg af renter og kreditgiverens eventuelle
omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage det solgte tilbage, forlange
betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, eller
gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen
gældende, medmindre dette på grund af særlige
omstændigheder ved misligholdelsen må anses for
påkrævet.
Opgørelse af fordringen
§ 38. Vil kreditgiveren i et køb med
ejendomsforbehold tage det solgte tilbage, kan denne ved opgørelsen af
sit tilgodehavende kun medregne
- 1) den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 27, stk. 2-3,
- 2) rente af forfaldne ydelser og
- 3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder
inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.
Opgørelse af det solgtes værdi
§ 39. Tages det solgte tilbage, skal dets
værdi ved tilbagetagelsen indgå i opgørelsen mellem
parterne til fordel for forbrugeren.
Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det
beløb, som sælgeren kan opnå ved at sælge tingen
på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig
istandsættelse.
§ 40. Hvis det solgtes værdi overstiger det
beløb, som kreditgiveren kan beregne sig efter § 38, kan kreditgiveren
kun tage tingen tilbage, hvis det overskydende beløb samtidig betales
til forbrugeren.
§ 41. Er det solgtes værdi mindre end
kreditgiverens tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren kun krav på
betaling af det overskydende beløb, i det omfang særlige
omstændigheder taler derfor, navnlig hvis forbrugeren har udvist
forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af det købte eller
har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.
§ 42. Hvis § 36, stk. 2, hindrer tilbagetagelse af
det solgte, kan kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige
omstændigheder som nævnt i § 41, foretage udlæg for et
beløb, der overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for
tilbagetagelsesforretningen.
Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under
tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos
forbrugeren for sit tilgodehavende efter § 38, således som dette
opgøres af fogedretten.
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret
§ 43. Har kreditgiveren fået det solgte
tilbage, kan forbrugeren i 14 dage derefter indløse det solgte mod at
betale kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38. Forbrugeren kan
under tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.
§ 44. Er flere ting solgt ved samme aftale, og
fremsætter kreditgiveren krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren
udtage en eller flere af tingene efter eget valg mod at betale det
beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38
overstiger værdien af de øvrige ting. Er kreditgiverens
tilgodehavende mindre end denne værdi, har forbrugeren krav på at
få betalt det overskydende beløb samtidig med
tilbagetagelsen.
Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan
forbrugeren i 14 dage derefter indløse en eller flere af tingene efter
eget valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens
tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de
øvrige ting. Forbrugeren kan under tilbagetagelsesforretningen give
afkald på denne ret.
Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der
hører således sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage,
at fraskillelsen ville medføre væsentlig værdiforringelse
af det tilbagetagne.
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse
§ 45. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte
skal være skriftlig og være ledsaget af en opgørelse af
kreditgiverens tilgodehavende samt købekontrakten i original eller
genpart. Hvis købekontrakten ikke indeholder de oplysninger, der er
nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen oplyses, om rekvisitus er
en forbruger. Det originale dokument skal fremlægges under
fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at det
originale dokument skal foreligge, før fogedforretningen
berammes.
Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for
fogedretten, hvor forbrugeren har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236.
Har forbrugeren ikke hjemting her i landet, finder retsplejelovens § 487,
stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som
følger af retsplejelovens § 247.
Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser
fogedretten denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde
i fogedretten og give de nødvendige oplysninger gælder
retsplejelovens § 494, stk. 1-3, jf. stk. 4, og § 497. Om fogedrettens
vejledningspligt og adgang til beskikkelse af advokat for en part
gælder retsplejelovens § 500.
§ 46. Er der anmodet om tilbagetagelse af det
solgte på grund af forsinkelse med betalingen, kan fogedretten
udsætte forretningen i indtil 4 måneder fra anmodningens
modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er kommet i
forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse
bør ikke ske, hvis kreditgiverens sikkerhed bringes i fare.
Fogedretten kan fastsætte vilkår for udsættelsen. Hvis
forbrugerens forhold giver anledning til det, kan fogedretten til enhver tid
bestemme, at forretningen skal fremmes.
§ 47. Det solgtes værdi ansættes af
fogedretten, eventuelt efter tilkaldelse af sagkyndig bistand.
Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten
på grundlag af en vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige
personer efter rettens nærmere bestemmelse, foretager en fornyet
prøvelse af værdiansættelsen.
Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af
værdiansættelsen skal fremsættes inden afslutningen af det
retsmøde, hvor værdiansættelsen finder sted. Den, der
fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for omkostningerne ved
tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse, medmindre
fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den
pågældende derfor. Ved opgørelsen af parternes
mellemværende afgør fogedretten, hvem af dem der skal bære
omkostningerne. Såfremt hensynet til en part i særlig grad taler
derfor på grund af den pågældendes økonomiske
forhold, kan fogedretten bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal
betales af staten.
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken
§ 48. Har kreditgiveren uden fogedrettens
medvirken taget det solgte tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal
fogedretten afvise en fogedforretning i anledning af købet eller
tilbagetagelsen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder
eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har erhvervet et særligt
retsgrundlag.
Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt
aftalt, at kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får
det solgte tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke
påberåbe sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der
påhviler denne yderligere forpligtelser over for kreditgiveren i
anledning af købet. Har kreditgiveren taget det solgte tilbage som
nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på andet grundlag
gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af
købet, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
Kapitel 11
Ikke-forbrugerkøb
§ 49. § 22 og §§ 25-29 finder tilsvarende
anvendelse på kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.
§ 50. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse
på kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb, og hvor der er
aftalt ejendomsforbehold med hensyn til det solgte, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 34, stk. 1, nr. 4, § 35, §§ 41-42, § 45, stk.
2, og § 48, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte
køb.
§ 51. I køb med ejendomsforbehold som
nævnt i § 50 kan kreditgiveren ikke gøre udlæg i det
solgte, men kan søge sig fyldestgjort enten ved tilbagetagelse af det
solgte, jf. dog § 36, stk. 2, eller ved foretagelse af udlæg i
køberens øvrige aktiver.
Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at
ville medføre urimeligt tab eller væsentlige ulemper for
køberen, kan fogedretten henvise kreditgiveren til så vidt
muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte.
Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end
kreditgiverens tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på
betaling af det overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren
foretage udlæg hos køberen på grundlag af fogedrettens
opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 36, stk. 2,
hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen
under tilbagetagelsesforretningen.
§ 52. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte
skal fremsættes over for fogedretten, enten hvor køberen har
hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236 og §§ 238-240, eller hvor
køberen driver erhvervsmæssig virksomhed, jf. retsplejelovens §
237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt., finder
retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med
de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.
Kapitel 12
Forskellige bestemmelser
§ 53. Justitsministeren kan bestemme, at lovens
regler eller nogle af disse ikke anvendes på kreditkøb, der er
af en særlig beskaffenhed eller angår bestemte arter af
løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb
med de afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs
særlige karakter.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler
eller nogle af disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente,
der er lavere end markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i
almindelighed, eller kun anvendes på sådanne kreditter med de
afvigelser, som tilsiges af de pågældende kreditters
særlige karakter.
§ 54. Justitsministeren kan fastsætte
regler, hvorefter skriftlige aftaler og dokumenter, der er omfattet af loven,
skal være påtrykt en af ministeren udarbejdet vejledning om
forbrugerens retsstilling.
§ 55. Justitsministeren kan, i det omfang det
betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i § 3, stk.
3, nr. 1, og § 34, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2 . Justitsministeren kan hvert andet år efter
forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet
ændre den rente, der er fastsat i § 23, stk. 1.
Kapitel 13
Straffebestemmelser
§ 56. Den, der overtræder § 31, straffes med
bøde.
Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der
gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 8
a, stk. 1-3, § 9, § 10, § 12 eller § 14.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i
medfør af § 8 b og § 54, kan der fastsættes straf af bøde
for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et
aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der
pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 57. Den, der driver virksomhed med
kreditgivning, der er omfattet af loven, eller medvirker hertil, kan ved dom
for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at drive den
pågældende virksomhed eller til at drive den under visse former
eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2 . Påstand om frakendelse efter stk. 1
nedlægges af anklagemyndigheden efter anmodning fra
forbrugerombudsmanden.
Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er
spørgsmål om frakendelse efter stk. 1, kan behandles ved
Sø- og Handelsretten i København. I øvrigt gælder
reglerne i retsplejelovens kapitel 63.
Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er
frakendt ham i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader
nogen, som er frakendt retten hertil, medvirke ved salg på kredit,
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 131. Drives virksomheden af et aktieselskab, anpartsselskab,
andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
Kapitel 14
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 58. Loven træder i kraft den 1. januar
1991, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, og § 10,
stk. 1, nr. 3, træder først i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på
kreditaftaler, der indgås efter ikrafttrædelsen.
Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb
på kredit ophæves. Loven gælder dog fortsat for
kreditkøb, der er indgået inden denne lovs
ikrafttræden.
§ 59. I lov om tinglysning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 622 af 15. september 1986, som ændret ved
§ 7 i lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i § 42 a, stk. 1,
»postvæsenet« til: »postvæsenet eller til et pengeinstitut«.
§ 60. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men §§ 1-58 kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.