Datasammenskrivning af lov om erhvervelse af
fast ejendom
Denne datasammenskrivning omfatter lovbekg. nr. 566 af 28.
august 1986 om erhvervelse af fast ejendom som ændret ved § 1 i lov nr. 1102
af 21. december 1994.
§ 1. Personer, der ikke har bopæl i Danmark, og som
ej heller tidligere har haft bopæl her i landet i et tidsrum af i alt 5 år,
kan kun med justitsministerens tilladelse erhverve adkomst på fast ejendom
her i landet.
Stk. 2. Det samme gælder selskaber, foreninger og andre
sammenslutninger, offentlige eller private institutioner, stiftelser og
legater, der ikke har hjemsted i Danmark, samt udenlandske offentlige
myndigheder.
»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler
om, at visse personer, der ikke har bopæl og ikke tidligere har haft bopæl
her i landet i et tidsrum af i alt 5 år, samt visse selskaber m.v., der ikke
har hjemsted her i landet, uden justitsministerens tilladelse kan erhverve
adkomst på fast ejendom her i landet, der skal tjene som fornøden helårsbolig
for erhververen, eller hvor erhvervelsen er en forudsætning for at udøve
selvstændig virksomhed eller levere tjenesteydelser.
§ 2. Erhverves fast ejendom ved arv, ved overtagelse
til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo, er
justitsministerens tilladelse ufornøden. Det samme gælder erhvervelse ved
gave til slægtninge i ret op- og nedstigende linie.
§ 3. Tilladelse til erhvervelse af endelig adkomst på
fast ejendom skal søges inden 6 måneder fra overdragelsens tidspunkt,
medmindre ejendommen forinden er overgået til en anden ejer.
§ 4. Den, der ikke uden tilladelse fra
justitsministeren kan erhverve fast ejendom, kan heller ikke uden
justitsministerens tilladelse have et pant til brugelighed i længere tid end
6 måneder.
§ 5. De i §§ 1 og 4 omhandlede tilladelser kan gøres
betingede og gives for en bestemt tid.
§ 6. Ved anmeldelse til tinglysning af et dokument om
erhvervelse af fast ejendom på anden måde end nævnt i § 2 skal erhververen,
såfremt han ikke har bopæl i Danmark eller afgiver erklæring på tro og love
om, at han tidligere har haft bopæl her i landet i et tidsrum af i alt 5 år,
forevise tilladelse fra justitsministeren til at erhverve adkomst på
ejendommen. De i § 1, stk. 2, nævnte selskaber og institutioner m.m. skal
forevise tilladelse fra justitsministeren til at erhverve adkomst på
ejendommen. Hvis justitsministerens tilladelse ikke forevises, sætter
dommeren i overensstemmelse med reglerne i § 15, jfr. § 16, i lov nr. 111 af
31. marts 1926 om tinglysning erhververen en frist til at fremskaffe
tilladelsen.
Stk. 2. Anmeldes dokumentet til tinglysning efter
udløbet af den i § 3 omhandlede frist, afvises dokumentet, medmindre det
samtidig oplyses, at ansøgning rettidigt er indsendt til justitsministeren, i
hvilket tilfælde der fastsættes frist i overensstemmelse med stk. 1.
§ 7. Fastsættes der i henhold til § 6 frist til at
indhente tilladelse fra justitsministeren, giver dommeren indberetning herom
til justitsministeriet. Det samme gælder, når en fast ejendom overtages til
brugeligt pant af en person, der ikke har bopæl i Danmark, eller af et af de
i § 1, stk. 2, nævnte selskaber m.m.
§ 8. Hvis tilladelse til erhvervelse af fast ejendom
nægtes eller bortfalder, jfr. § 5, eller ansøgning om tilladelse ikke
indgives, meddeler justitsministeren ejeren pålæg om at afhænde ejendommen
inden en af ministeren fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år. I
tilfælde af en ejendoms overtagelse til brugeligt pant meddeles der under
samme omstændigheder panthaveren pålæg om inden nævnte frist at lade
ejendommen sælge ved tvangsauktion eller fravige pantet.
§ 9. Aftaler om langvarige brugs- eller lejeforhold
vedrørende fast ejendom, der må antages at være indgået med det formål at
omgå de i denne lov indeholdte regler, er ugyldige.
Stk. 2. På andre retshandler, hvorved lovens
bestemmelser søges omgået, finder de i §§ 3-8 indeholdte regler tilsvarende
anvendelse.
§ 10. Den, der undlader inden den foreskrevne frist
at indgive ansøgning om justitsministerens tilladelse til erhvervelse af fast
ejendom eller til overtagelse af fast ejendom til brugeligt pant, straffes
med bøde.
Stk. 2. Overtrædelse af et i medfør af § 8 meddelt
pålæg straffes på samme måde. Det skal af retten pålægges ejeren eller den,
der har overtaget en ejendom til brugeligt pant, at efterkomme det givne
pålæg under tvang af fortløbende ugentlige bøder, hvis størrelse fastsættes
af retten.
Stk. 3 Påtale sker efter påbud af justitsministeren.
§ 11. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1960.
Stk. 2. Loven kommer til anvendelse på alle
erhvervelser, der anmeldes til tinglysning efter dens ikrafttræden.
§ 12. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Justitsministeriet, den 29. maj 1995
Niels Boesen