Den fulde tekst

Bekendtgørelse af Lov om landvæsensretter.

Herved bekendtgøres lov nr. 213 af 31. marts 1949 om landvæsensretter med de ændringer, som følger af lov nr. 181 af 20. maj 1952 og lov nr. 148 af 9. april 1969.


§ 1. De i denne lov omhandlede landvæsens- og overlandsvæsenskommissioner behandler alle sager, som ved den hidtil gældende lovgivning eller ifølge gammel praksis og sædvane er henlagt under de i lov af 30. december 1858 omhandlede landvæsens- og overlandvæsenskommissioners forretningsområde.

Stk. 2. De af vandsynsmænd efter den hidtil gældende lovgivning behandlede sager behandles fremtidig af landvæsensnævnet.

I. Landvæsensretternes sammensætning.

  • a) Landvæsensnævn.

§ 2. Landvæsensnævnets område er retskredsen.

Stk. 2. Landbrugsministeren bemyndiges til efter indstilling fra vedkommende amtsråd at dele retskredsen i 2 eller flere distrikter, hvert med sit selvstændige landvæsensnævn, eller henlægge en del af retskredsens område under landvæsensnævnet for et tilgrænsende område indenfor samme landvæsenskommissionsområde.

§ 3. For hvert nævnsområde udnævner amtsrådet en fast formand, der kan være fælles for flere områder. Ingen kan fungere som formand efter det fyldte 70. år.

Stk. 2. På samme måde udnævnes en stedfortræder for formanden. Stedfortræderen kan samtidig være nævnsmand.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 4-årige perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.

Stk. 4. Hvervene som formand og stedfortræder er ikke borgerlige ombud og udelukker ikke, at den pågældende samtidig er landvæsenskommissær.

§ 4. For hver primærkommune udnævnes 2 nævnsmænd af kommunalbestyrelsen. Efter indstilling fra kommunalbestyrelsen kan landbrugsministeren dog forhøje antallet af nævnsmænd.

Stk. 2. Nævnsmændene er forpligtet til også at indtræde i nævn i nærliggende områder, når det kræves af vedkommende nævns formand.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 4-årige perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.

Stk. 4. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan fungere som nævnsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage udnævnelse. Den, der har fungeret i fire år, er ikke forpligtet til at modtage udnævnelse som nævnsmand før efter udløbet af en valgperiode. Alle spørgsmål om fritagelse afgøres i øvrigt af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for landbrugsministeren.

§ 5. Den, som første gang udnævnes til formand, stedfortræder eller nævnsmand, afgiver straks efter udnævnelsen til den udnævnende myndighed en skriftlig erklæring på ære og samvittighed om at ville varetage hvervet med upartiskhed og omhu.

Stk. 2. Afskedigelse af en formand, stedfortræder eller nævnsmand kan foretages af den myndighed, der har udnævnt ham.

Stk. 3. Beslutningen herom kan indankes for landbrugsministeren.

§ 6. Første møde i sagen foretages af formanden alene, medmindre rekvirenten i sin begæring har krævet medvirken af nævnsmænd, eller formanden finder sådan medvirken påkrævet. Ved det første møde forespørger formanden de øvrige parter, hvorvidt disse ønsker sagen behandlet under medvirken af nævnsmænd, og i bekræftende fald tilkalder formanden vedkommende kommunes nævnsmænd og, forsåvidt sagen berører to eller flere kommuner, de 2 bekvemmest boende nævnsmænd indenfor kommunerne.

Stk. 2. Vedrører sagen flere nævnsområder, behandles den af vedkommende formænd i forening. Den ældste af formændene leder i så fald forhandlingerne, og hans stemme er i tilfælde af stemmelighed afgørende.

Stk. 3. Med amtsrådets tilslutning kan formanden antage sekretærhjælp.

  • b) Landvæsenskommissioner.

§ 7. Landvæsenskommissionens område er amtsrådskredsen.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan efter indstilling fra vedkommende amtsråd dele det i stk. 1 nævnte område i to eller flere distrikter, hvert med sin selvstændige landvæsenskommission, og henlægge en del af et område under landvæsenskommissionen for et tilgrænsende område inden for samme overlandvæsenskommissionsområ~ de.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan nedsætte særlige landvæsenskommissioner til behandling efter denne lov af alle sager, der vedrører et byudviklingsområde eller et samlet, naturligt afstrømningsområde.

§ 8. For hvert område udnævnes en fast formand af landbrugsministeren efter indstilling fra amtsrådet blandt områdets underretsdommere og efter samråd med justitsministeren. Formanden kan være fælles for flere områder. Indstillingen skal omfatte flere end een.

Stk. 2. På samme måde udnævnes en stedfortræder til at fungere under formandens forfald.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 8-årige perioder.

§ 9. Landvæsenskommissærer udnævnes for hvert område i et antal, der fastsættes af landbrugsministeren efter indhentet erklæring fra vedkommende amtsråd.

Stk. 2. Kommissærer udnævnes af landbrugsministeren efter indstilling fra amtsrådet. De kan tillige være formand for landvæsensnævn, stedfortræder for formanden eller nævnsmand.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 8-årige perioder, idet dog halvdelen afgår hvert fjerde år. Første gang efter lovens ikrafttræden sker halvdelens afgang ved lodtrækning.

Stk. 4. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan fungere som landvæsenskommissær. Anmodning om at blive fritaget i løbet af en periode afgøres af landbrugsministeren.

§ 10. De i § 5, stk. 1 og 2, fastsatte regler finder tilsvarende anvendelse for kommissærer.

§ 11. En landvæsenskommission består af formanden og 2 andre medlemmer, der udmeldes af formanden blandt landvæsenskommissærerne i området. Formanden kan antage sekretærhjælp.

Stk. 2. Vedrører sagen flere områder, udpeges såvel formanden som de øvrige medlemmer af landbrugsministeren efter indstilling fra amtsrådene.

Stk. 3. På samme måde som i stk. 2 fastsat forholdes, når inhabilitet nødvendiggør udnævnelse af formand eller medlemmer fra andre områder.

§ 12. Ophævet.

  • c) Overlandvæsenskommissioner.

§ 13. Landet deles i 6 overlandvæsenskommissionsområder, hvis grænser fastsættes af landbrugsministeren.

§ 14. For hvert overlandvæsenskommissionsområde udnævner kongen en fast formand, der skal være eller opfylde betingelserne for at kunne udnævnes til landsdommer.

Stk. 2. Udnævnelen gælder for 8-årige perioder.

Stk. 3. På samme måde udnævnes en stedfortræder.

§ 15. En overlandvæsenskommission består af formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af landbrugsministeren for hver enkelt sag. Vedrører sagen flere overlandvæsenskommissionsområder, udmelder landbrugsministeren tillige formanden bland de af kongen udnævnte faste formænd. Formanden kan antage sekretærhjælp.

Stk. 2. Et eller to medlemmer vælges blandt fagligt sagkyndige under hensyn tilde hovedinteresser, der er sagens genstand, medens medlemmerne iøvrigt vælges blandt bekvemt boende landvæsenskommissærer, uden at valget er begrænset til noget bestemt område.

Stk. 3. Berører en sag staden København, vælges altid 2 medlemmer blandt fagligt sagkyndige til medlemmer af overlandvæsenskommissionen.

II. Landvæsensretternes nedsættelse.

§ 16. Begæring om nedsættelse af en landvæsensret indgives til formanden i det område, hvor det anlæg, der er sagens genstand, er beliggende.

Stk. 2. Vedrører sagen flere områder, indgives begæringen til formanden for det område, hvori sagens genstand efter rekvirentens skøn hovedsagelig er beliggende.

§ 17. Begæringen om nedsættelse af en landvæsensret skal være skriftlig affattet og indeholde en fremstilling af de forhold, der ønskes undergivet landvæsensrettens bedømmelse, og af de påstande, der agtes nedlagt. Endvidere skal i begæringen opgives med navn og bopæl, hvem der ønskes indkaldt til møde. Den kan ledsages af kort og andre dokumenter, ved hvilke den indeholdte påstand agtes begrundet.

§ 18. Når landvæsensrettens formand har modtaget begæringen og, om fornødent, har foranlediget retten nedsat, fastsætter formanden tid og sted for det første møde og indkalder hertil med mindst 1 uges varsel rekvirenten og de i begæringen nævnte personer. Ved enhver sag angående spildevandsanlæg, reguleringer, vandstandssænkninger, opstemmninger, rørlægning af vandløb samt ved sager angående andre foranstaltninger, hvorved et vandløbs naturlige tilstand ændres, skal fiskeriministeriet og om fornødent naturfredningsmyndighederne indkaldes.

Stk. 2. Hvis begæringen ikke indeholder fornødne oplysninger om, hvem der skal indkaldes, og hvor disses bopæl er, skal formanden, forinden indkaldelse udfærdiges, indhente nærmere underretning herom fra rekvirenten. Han skal derhos så vidt muligt gøre såvel denne som andre indkaldte opmærksom på, hvilke dokumenter eller andre oplysninger det må anses for nødvendigt at have tilstede inden det første møde.

Stk. 3. Forvaltningsmyndighederne kan indtræde i sagen efter reglerne i lov om rettens pleje § 252.

§ 19. Indkaldelsen til landvæsensrettens første møde skal foruden tid og sted for mødet og eventuel åstedsforretning indeholde en kort udredning af sagens genstand og skal i almindelighed ske ved anbefalet brev. Forkyndelsen kan dog også ske ved stævningsmand på den i lov om rettens pleje for borgerlige sager foreskrevne måde. Hvis indkaldelsen angår en større kreds af personer, kan den i stedet for ske ved en kort bekendtgørelse i de efter formandens skøn i egnen mest udbredte dagblade. Bekendtgørelsen skal henvise til, at angivelse af sagens hensigt fremgår af begæringen, der ligger til eftersyn på angivet sted. Bekendtgørelsen indrykkes 2 gange, sidste gang mindst 8 dage før forretningens afholdelse. Dog skal rekvirenten og offentlige institutioner og myndigheder, der må anses for interesserede i forretningen, altid indkaldes særskilt ved anbefalet brev med 8 dages varsel.

Stk. 2. Til senere møder indvarsles ved, at formanden, inden mødes hæves, meddeler tid og sted for det næste møde. Forsåvidt dette ikke er muligt, giver formanden, inden mødet hæves, de mødende underretning om, på hvilken måde indvarsling vil ske.

III. Tilfælde, hvor landvæsensretternes medlemmer kan eller skal vige deres sæde.

§ 20. Ingen må deltage som medlem af landvæsensretten i behandlingen af eller være sagkyndig i en sag, når han

  • 1) selv er part i sagen eller interesseret i dens udfald,
  • 2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie eller i sidelinie så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller plejebarn,
  • 3) har afgivet forklaring, aflagt vidnesbyrd eller udarbejdet projekt i sagen eller har handlet i sagen i den underordnede instans som retsmedlem.

Stk. 2. Den omstændighed, at et medlem af retten eller dennes sagkyndige, fordi han beklæder offentlige hverv, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, uden at han dog har deltaget i dens behandling for en underordnet instans, medfører ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.

§ 21. I de i foregående paragraf omhandlede tilfælde er det pågældende medlem af retten pligtig at give retten meddelelse om de omstændigheder, som ifølge foregående paragraf formenes at medføre hans inhabilitet, ligesom enhver af rettens andre medlemmer, der måtte være bekendt med sådanne omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at rejse spørgsmålet derom, hvorefter afgørelse træffes ved kendelse af retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i påkendelse af spørgsmålet.

§ 22. Parterne kan ikke blot fordre, at et medlem af retten skal vige sit sæde i de i § 20 angivne tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte indsigelse mod, at et medlem beklæder retten, når andre omstændigheder foreligger, som er egnede til at vække tvivl om dets fuldstændige upartiskhed. I tilfælde af den sidstnævnte beskaffenhed kan også medlemmet selv, når han frygter for, at parterne ikke kan have fuld tillid til ham, vige sit sæde, ligesom enhver af rettens medlemmer kan rejse det spørgsmål, om nogen af rettens medlemmer på grund af omstændigheder af den heromhandlede art bør fratræde.

§ 23. Spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af retten skal fratræde, bør såvidt muligt rejses inden forhandlingernes begyndelse. Det kan afgøres, uden at parterne har haft adgang til ytre sig derom.

Stk. 2. Kendelser, hvorved det pålægges et medlem af retten at vige sit sæde, er ikke genstand for anke eller kære. Kendelser, hvorved indsigelser mod et medlems habilitet forkastes, kan påkæres til landsretten. Når det straks forlanges, kan i denne anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.

IV. Landvæsensretternes møder.

§ 24. Landvæsensretternes møder er offentlige. Som regel foretages i forbindelse med det første møde en besigtigelse på åstedet.

Stk. 2. Forhandlingerne for landvæsensretterne ledes af formanden og føres mundtligt. Kun når parterne er enige derom, eller retten undtagelsesvis finder, at sagens beskaffenhed gør det fornødent, kan det tillades at indlevere skriftlige fremstillinger af sagen.

Stk. 3. Ved forberedende møder kan retten repræsenteres af formanden alene.

Stk. 4. Det er parterne tilladt at møde ved befuldmægtiget. Den, der møder for en anden må ikke være gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linie eller beslægtet i sidelinie så nær som søskende med noget i sagen optrædende retsmedlem og må være forsynet med behørig fuldmagt.

§ 25. Over forhandlingerne for landvæsensretterne føres efter nærmere af landbrugsministeren fastsatte regler en protokol, der for landvæsensnævnenes og landvæsenskommissionernes vedkommende autoriseres af amtmanden og for overlandvæsenskommissionernes vedkommende af landbrugsministeriet.

Stk. 2. Protokollen skal indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne og de fremsatte påstande, men ikke udviklinger og foredrag til begrundelse heraf. Dog kan formanden bestemme, at enkelte udtalelser skal optages. I protokollen indføres endvidere det fornødne om de fremskaffede oplysninger, om undersøgelser på åstedet samt om de til retten afgivne forklaringer.

Stk. 3. Oplæsning af det protokollen under de offentlige møder tilførte finder kun sted, når nogen af parterne ønsker det.

Stk. 4. Protokollen underskrives ved hvert mødes slutning af rettens formand.

Stk. 5. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af særlige kendelses- og forligsprotokoller.

§ 26. Udsættelse kan indrømmes af retten, hvor parterne er enige om at ønske dette.

Stk. 2. Udsættelse kan endvidere indrømmes, når retten anser det for nødvendigt, at der indleveres skriftlige fremstillinger af sagen eller fremskaffes yderligere faktiske oplysninger, eller når sygdom eller andre særlige grunde gør dette nødvendigt.

Stk. 3. Frmsætter en af parterne under forhandlingerne for landvæsensretter påstand om, at noget punkt i sagen henhører under domstolene, skal der, hvis de pågældende ikke kan blive enige om at lade spørgsmålet afgøre af landvæsensretten, og denne anser det for nødvendigt at få spørgsmålet afgjort, inden sagen påkendes, gives vedkommende part en passende frist, inden hvis udløb han skal anlægge sag. Landvæsensretssagen udsættes da, indtil endelig dom er falden, medmindre den pågældende undlader rettidig at påtale sagen og at forfølge denne, i hvilket tilfælde landvæsensretssagen fremmes på sædvanlig måde, som om hans påstand var blevet underkendt ved domstolene. Dog skal der i så fald tages et udtrykkeligt forbehold om, at det skal stå ham frit for, når han senere måtte vinde sagen ved domstolene, at forlange sagen påny taget under behandling på sin bekostning.

§ 27. Sager, som behandles efter begæring af en offentlig myndighed, skal fremmes til den berammede tid, selvom ingen møder på det offentliges vegne. Sager, som behandles efter privat begæring, skal ved rettens kendelse hæves, hvis alle de pågældende udebliver. Såfremt en landvæsensretsforretning i en privat sag mellem 2 bestemte parter kun er begæret af den ene part, og denne udebliver fra det første møde, skal sagen afvises.

Stk. 2. Udebliver ellers nogen af de indkaldte uagtet lovlig sket tilsigelse, bliver sagen, når de mødende forlanger det, at fremme efter de oplysninger, som de mødende meddeler, eller landvæsensretten selv ved undersøgelse på åstedet forskaffer sig.

Stk. 3. Landvæsensrettens møde må dog ikke hæves før efter forløbet af en time efter den berammede tid. Først herefter bliver vedkommende, der ikke er mødt, at anse som udebleven.

Stk. 4. Forsåvidt parterne møder, har landvæsensretten at prøve forlig. De indgåede forlig skal underskrives af parterne og indføres i protokollen.

Stk. 5. Forlig, indgåede for en landvæsensret, har samme gyldighed og kraft som en kendelse.

Stk. 6. Parterne kan forlange, at forlig, der ikke er indgået for en landvæsensret, tilføres protokollen for den landvæsensret, som skulle have behandlet sagen i første instans, såfremt forliget indeholder de fornødne bestemmelser om de forhold, hvorom der i det foreliggende tilfælde skal være truffet afgørelse. Formanden drager omsorg for, at tilførslen foretages, og forliget har derefter retsvirkning som forlig, der er indgået for en landvæsensret.

V. Tilvejebringelse af oplysninger.

§ 28. Landvæsensrettens formand skal vejlede parterne og opfordre dem til at afgive de erklæringer og fremskaffe de oplysninger, som må anses nødvendige til sagens påkendelse. Landvæsensretten kan modtage forklaringer af de personer, som i sådant øjemed fremstilles af parterne, ligesom retten kan afhøre andre personer, som er tilstede, og som er villige til at afgive forklaring, eller som efter rettens indbydelse kommer tilstede.

Stk. 2. Forudsætter sagens oplysning fremlæggelse af dokumenter, der af vedkommende part eller tredjemand hævdes at indeholde forretningshemmeligheder, hvis offentliggørelse vil kunne skade ham eller pådrage ham udgifter eller betydelig ulejlighed, kan landvæsensrettens formand bestemme, at dokumenterne alene skal være til rådighed for rettens medlemmer, den teknisk sagkyndige og vedkommende kommune.

§ 29. Landvæsensnævnet kan, når nogen af parterne begærer det, bevilge udsættelse til for domstolene af føre vidner til oplysning i sagen, ligesom nævnet i sager, som behandles efter begæring af en offentlig myndighed, kan forlange vidneførsel foretaget ved domstolene.

Stk. 2. Vidneførsel eller optagelse af syn og skøn til brug for en landvæsenskommission eller overlandvæsenskommission kan foregå for kommissionen selv. Bestemmelser herom træffes af kommissionens formand. Reglerne i lov om rettens pleje finder tilsvarende anvendelse.

§ 30. Udfordres til sagens oplysning optagelse af kort, opmålinger, nivellementer, overslag eller deslige, og ingen af parterne er villige til at drage omsorg derfor, kan retten bestemme, hvem af parterne det påhviler at tilvejebringe de manglende oplysninger, samt om retten vil fremskaffe disse oplysninger for vedkommende parts regning eller pålægge ham selv at fremskaffe disse oplysninger med tilkendegivelse af, at undladelse af at efterkomme opfordringen vil kunne medføre, at retten enten hæver sagen eller undlader at tage hensyn til hans påstand.

§ 31. Udover de tilfælde, hvor landvæsensretten i henhold til særlig lovbestemmelse skal benytte sagkyndig medhjælp, bliver der at tilkalde en sagkyndig, når rekvirenten forlanger det, eller det ønskes af landvæsensretten. Den sagkyndige har efter landvæsensrettens anmodning at udtale sig mundtligt eller skriftligt om de spørgsmål, hvorom hans erklæring ønskes. Han skal endvidere deltage i behandlingen af sagen, men ikke i dennes afgørelse.

Stk. 2. Landvæsensretten kan endvidere anmode andre sagkyndige om at afgive erklæring eller eventuelt tilkalde dem. Landvæsensretten kan, hvis en af parterne eller den sagkyndige fremsætter begæring derom, bestemme, at den sagkyndiges medvirken skal finde sted efter retsplejelovens regler om syn og skøn. I sager om erstatning skal parterne have lejlighed til, forinden sagen optages til afgørelse, at gøre sig bekendt med og udtale sig om de erklæringer, der er afgivet af den sagkyndige.

Stk. 3. På områder, hvor der af et ministerium er udarbejdet lister over sagkyndige, skal disse benyttes.

VI. Kendelse.

§ 32. Når sagen anses tilstrækkeligt forhandlet, optager retten den til påkendelse. Dersom rette imidlertid, efter at sagen er optaget, finder grund til at søge yderligere oplysninger tilvejebragt, kan den foretage sagen påny, hvilket også skal ske, hvis der ved sagens påklage og behandling er formelle mangler, som ved en fornyet behandling kan afhjælpes.

Stk. 2. Kendelsen kan gå ud på at afvise eller hæve sagen eller påkende sagen i realiteten.

§ 33. Landvæsensretternes rådslagninger er hemmelige.

Stk. 2. Det beror på retten, om den finder at kunne afsige sin kendelse, endnu medens den er samlet eller først senere. Dog skal kendelsen i alle tilfælde afsiges snarest muligt efter sagens optagelse.

Stk. 3. Kendelsen, der skal indføres i protokollen, skal indeholde en fremstilling af sagen og de grunde, der har ledet til udfaldet.

Stk. 4. Sager, der i henhold til § 6, stk. 1, behandles af en landvæsensnævnsformand uden medvirken af nævnsmænd, afgøres af formanden. I øvrigt skal samtlige medlemmer deltage i sagens afgørelse. Er et enkelt medlem afgået ved døden eller på grund af sygdom udelukket fra at deltage, afgøres sagen dog af de øvrige medlemmer. Ved atstemningen gør stemmeflertal udslaget. Såfremt stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. Afvigende meninger bliver kun at tilføre protokollen, såfremt dette forlanges af vedkommende medlem af retten.

Stk. 5. Parterne skal indkaldes til at høre kendelsen blive afsagt. Ved sagens optagelse medeler retten parterne, hvor og når kendelsen vil blive afsagt, eller på hvilken måde de vil blive indkaldt til at høre den afsagt.

§ 34. Retten skal i sin kendelse bestemme, hvem der skal bære sagens omkostninger.

Stk. 2. Såfremt en landvæsensretsforretning i en privat sag mellem 2 bestemte personer kun er begæret af den ene part, og denne udebliver, skal der efter den mødende parts begæring tilkendes ham erstatning for de ham ved sagen påførte udgifter hos den, der har begæret forretningen.

§ 35. Landvæsensretternes kendelser fuldbyrdes efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmmelse med retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre andet fremgår af kendelses indhold.

Stk. 2. Hvis en kendelse påbyder nogen af parterne at udføre noget, skal retten bestemme den tvang, der skal anvendes for at få det udført, samt den frist efter kendelsens afsigelse, inden hvilken det skal ske, hvorhos retten også kan tillægge den, til hvis fordel et arbejde skal udføres, ret til selv at foranstalte dette udført på den modvilliges bekostning.

Stk. 3. Såfremt retten finder, at en foreliggende sag bør nyde fremme, og at der ved hurtig fremme af sagen kan undgås betydelige ulemper og bekostninger, kan retten efter rekvirentens begæring og på dennes ansvar afsige kendelse om sagens fremme, uanset at bedømmelsen af erstatningskrav eller endelig udgiftfordeling ikke er tilendebragt. Af til svarende grunde kan retten tillige, når den ved kendelsen har forkastet de under sagen fremsatte indsigelser mod planen, på rekvirentens begæring give denne tilladelse til på eget ansvar, med eller uden sikkerhedsstillelse, at påbegynde arbejdet, uanset om kendelsen betimelig påankes.

§ 36. Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser som alene vedrører udfærdigelsens form.

Stk. 2. Retten kan endvidere, når begæring derom fremkommer inden ankefristens udløb, og efter at der er givet parterne lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i kendelsen indeholdte fremstilling af parternes mundtlige angivelser og ytringer, for så vidt fremstillingen erkendes at lide af feje bestående i forbigåelser, uklarheder eller modsigelser, men derimod ikke iøvrigt foretage forandringer enten i begrundelsen eller resultatet. Beslutning angående sådanne berigtigelser træffes og meddelelse om dem sker efter de samme regler, som gælder for den oprindelige kendelse.

Stk. 3. Den i henhold til rettens beslutning berigtigede kendelsen træder i alle henseender i stedet for den oprindelige. Beslutningen angående berigtigelse er ikke genstand for anke.

VII. Anke.

§ 37. Anke kan iværksættes til forandring, ophævelse eller hjemvisning, hvorimod anke alene til stadfæstelse ikke kan finde sted.

§ 38. Anke kan foruden af parterne iværksættes af de offtentlige myndigheder, hvis forretningsområde den afsagte kendelse berører.

§ 39. Landbæsensnævnets kendelser kan, forsåvidt de er genstand for anke, indankes for en landvæsenskommission.

Stk. 2. De af landvæsenskommissionen som 1. instans afsagte kendelser, kan forsåvidt de er genstand for anke, indankes for en overlandvæsenskommission.

Stk. 3. De af landvæsenskommissionen som ankeinstans afsagte kendelser kan ikke yderligere påankes. Dog kan landbrugsministeren undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for en overlandvæsenskommission, når den skønnes at have almindelig interesse eller videregående betydelige følger for vedkommende. Ansøgning herom skal indgives til landbrugsministeriet inden 8 uger efter kendelsens afsigelse. Landbrugsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter afsigelsen.

§ 40. Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt, og udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne.

Stk. 2. Ankefristen, der regnes fra kendelsens afsigelse, er 4 uger ved anke fra landvæsensnævn til landvæsenskommission og 8 uger ved anke fra landvæsenskommission til overlandvæsenskommission. Landbrugsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anke efter ankefristens udløb, såfremt ansøgning herom indgives til landbrugsministeriet inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Begæring om anke skal indgives til formanden for den overordnede ret inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter stk 2, 2. pkt., eller § 39, stk. 3, inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

§ 41. Udebliver nogen af parterne eller begge parter, antages han eller de at henholde sig til forhandlingerne for underinstansen, og sagen nyder ligefuldt fremme.

Stk. 2. Påstand om den indankede kendelses forandring eller ophævelse eller om sagens hjemvisning kan nedlægges ikke blot af den, der har foretaget indankningne, men også af modparten. I henhold til sådan påstand kan indstævnte kræve sagen fremmet til kendelse, selvom appellanten udebliver eller hæver sagen.

Stk. 3. Ankeinstansen kan undtagelsesvis tilstede fremlæggelse af nye bevisligheder, modtage yderligere forklaringer, eller tilstede nye indsigelser, når de ikke står i strid med, hvad vedkommende selv har indrømmet for underinstansen. I alle tilfælde skal dog modparten, hvis han ikke møder for ankeinstansen, udtrykkelig underrettes om, hvad der således agtes benyttet, og have lejlighed til at udtale sig derover, ligesom han, hvis han ikke er mødt, skal særskilt indkaldes til at overvære forklaringens afgivelse for ankeinstansen.

§ 42. Iøvrigt kommer de i lov om rettens pleje om anke fastsatte bestemmelser til anvendele med de lempelser, der følger af forholdets natur.

§ 43. Ankeinstansens kendelser er endelige, jfr. dog § 39, stk. 3. Dog står det den part, der formener, at ankeinstansen har afgjort punkter, der ligger udenfor landvæsensretternes område, eller afvist sager, der ligger indenfor deres område, frit for at påkære kendelsen til landsretten, der da kun vil have af afgøre, om ankeinstansen har været kompetent eller ikke, og efter omstændighederne helt eller delvis at ophæve kendelsen og at afvise sagen fra eller henvise den til vedkommende landvæsensret, men iøvrigt ikke at indlade sig på sagens realitet. Kæren foregår efter de i lov om rettens pleje kap. 37 indeholdte regler med de fornødne lempelser. Landsrettens afgørelse kan påkæres til højesteret efter reglerne i samme lovs § 422.

VIII. Forskellige bestemmelser.

§ 44. Landvæsensretten kan bestemme, at flere for samme indbragte sager skal behandles under een sag. Landbrugsministeren kan bestemme, at flere for forskellige landvæsensretter verserende sager skal behandles under een sag, og fastsætte, ved hvilken landvæsensret denne bliver at påkende.

Stk. 2 Hvor en særlig lovbestemmelse påbyder det, ændres landvæsensrettens sammensætning og udmeldelsesmåde i overensstemmelse hermed.

§ 45. Når landvæsensretten har afsluttet en sag og udfærdiget de bestilet udskrifter, sendes sagens akter tillige med en genpart af kendelsen til amtsrådet til opbevaring.

Stk. 2. Genpart af kendelsen sendes til landbrugsministeriet. Ved appelsager skal formanden for den overordnede ret tilstille formanden for underinstansen en genpart af kendelsen til opbevaring og notering i rettens protokol; endvidere sendes 3 genparter af kendelsen til landbrugsministeriet.

Stk. 3. Skønner landvæsensretten efter sagens forhold en mangfoldiggørelse af kendelsen formålstjenlig, kan den træffe beslutning derom, og udgifterne derved henregnes da til sagens omkostninger. Mangfoldiggørelsen skal foreligge snarest muligt efter kendelsens afsigelse.

Stk. 4. For udskrifter, der udfærdiges og bekræftes af landvæsensrettens formand eller af den myndighed, hos hvilken kendelse eller akter er arkiveret, eller for aktbeskrivelser betales et gebyr i overensstemmelse med den til enhver tid gældende retsafgiftlov. Gebyr for udskrifter, der udfærdiges og bekræftes af landvæsensnævnenes formænd, tilfalder disse. I øvrigt tilfalder gebyrer vedkommende myndighed. Udskrifterne, der skal indeholde oplysninger om protokolnummer og -pagina, skal udfærdiges inden 8 dage.

§ 46. Der ydes landvæsensretternes medlemmer og sekretærer og tilkaldte sagkyndige dagpenge og befordringsgodtgørelse efter regler, der fastsættes af landbrugsministeren.

Stk. 2. Honorar til de sagkyndige medlemmer af overlandvæsenskommissionerne og de i § 31, stk. 2, nævnte sagkyndige fastsættes af landvæsensretterne.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte udgifter henregnes til sagens omkostninger og kan inddrives ved udpantning.

Stk. 4. Landbrugsministeren fastsætter regler om honorarer til landvæsensretternes formænd og sekretærer og om afholdelse af kontorholdsudgifter, herunder udgifter til anskaffelse af protokoller. For så vidt angår overlandvæsenskommissionerne afholdes udgiften til statskassen og for så vidt angår landvæsenskommissionerne og landvæsensnævnene af amtsrådet.

§ 47. Landvæsensrettens formand kan forlange, at rekvirenten inden en nærmere fastsat frist stiller sikkerhed for sagens omkostninger. Spørgsmålet herom kan inden fristens udløb indankes for landbrugsministeren.

§ 48. Amtmanden kan bevilge en part, hvis økonomiske forhold i forbindelse med sagens vigtighed og begrundethed giver anledning dertil, fritagelse for at betale sagens omkostninger for landvæsensretterne, hvilke da udredes af statskassen.

§ 49. Ophævet.

§ 50. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder i kraft 6 måneder efter lovens indrykkelse i lovtidende.

Stk. 2. Fra dette tidspunkt ophæves lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og overlandsvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m.m. samt lov nr.335 af 28. juni 1920 om nævnte lovs indførelse i de sønderjyske landsdele.

Stk. 3. De ved denne lovs ikrafttræden nedsatte landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner fungerer og tilendebringer behandlingen af de til dem henviste sager efter reglerne i lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m. m. Behandlingen af de ved denne lovs ikrafttræden for vandsynsmænd indbragte sager tilendebringes efter reglerne i lov nr. 63 af 28. maj 1880 om vands afledning og afbenyttelse.

Stk. 4. Ved denne lovs ikrafttræden afgår de i henhold til lov af 30. december 1858 udnævnte landvæsenskommissærer og de i henhold til lov nr. 63 af 28. maj 1880 udnævnte vandsynsmænd, idet der forinden dette tidspunkt bliver at foretage udnævnelse af nævnsmænd, landvæsenskommissærer og formænd for landvæsensretterne i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

Stk. 5. Denne lov berører ikke landbrugsministerens adgang til at iværksætte foranstaltninger til landvinding m. v. i henhold til lov om finansiering af vandløbsregulering m. v. (landvindingsloven).

§ 2 i lov nr. 148 af 9. april 1969 om ændring af lov om landvæsensretter indeholder følgende bestemmelser.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1970.

Stk. 2. Formænd for landvæsensretterne, disses stedfortræder samt nævnsmænd og landvæsenskommissærer, der er udnævnt før lovens ikrafttræden, vedbliver at fungere, indtil nye udnævnelser og valg har fundet sted efter reglerne i denne lov.

Landbrugsministeret, den 6. marts 1970.

Peter Larsen.

/J. Graff Nielsen.

Officielle noter

Ingen