Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af Myndighedsloven

Herved bekendtgøres lov om umyndighed og værgemål (myndighedsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 554 af 16. november 1976, med de ændringer, der følger af lov nr. 244 af 8. juni 1978, lov nr. 212 af 13. maj 1981 og love nr. 230 og 231 af 6. juni 1985.


Kapitel 1

Om umyndige

§ 1. Den, der er under 18 år, er umyndig. Den, der er 18 år eller derover, er myndig, men kan umyndiggøres efter reglerne i § 2.

Stk. 2. Personer, der er umyndige på grund af alder, betegnes i loven som mindreårige. Mindreårige og umyndiggjorte betegnes under et som umyndige.

§ 2. Den, der er fyldt 18 år, kan umyndiggøres, såfremt han:

  • 1) på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller anden sjælelig forstyrrelse er uskikket til at varetage sine anliggender;
  • 2) ved ødselhed eller anden uforsvarlig adfærd udsætter sin eller sin families velfærd for fare;
  • 3) på grund af drikfældighed eller lignende last er uskikket til at varetage sine anliggender;
  • 4) på grund af legemlig mangel, sygdom eller anden skrøbelighed er mindre skikket til at varetage sine anliggender og selv ønsker at blive umyndiggjort.

§ 3. (Ophævet).

§ 4. Umyndiggørelsesdekretet tinglæses i den underretskreds, hvor den umyndiggjorte har sit hjemting.

§ 5. Umyndiggørelsen skal ophæves, når den umyndiggjorte findes skikket til selv at varetage sine anliggender.

Kapitel 2

Forældremyndighed

§ 6. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.

Forældremyndighedens indhold

§ 7. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.

Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.

Indehavere af forældremyndighed

§ 8. Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages.

Stk. 2. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen forældremyndigheden alene.

Aftale om fælles forældremyndighed

§ 9. Forældre, der ikke er gift med hinanden eller er separerede, kan med statsamtets godkendelse aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Ophør af fælles forældremyndighed

§ 10. Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan enhver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.

Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Separation og skilsmisse

§ 11. Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.

Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets eller rettens godkendelse aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed, eller at en af dem skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Godkendelsen foretages af statsamtet, hvis separationen eller skilsmissen sker ved bevilling, og ellers af retten.

Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Genoptagelse af samlivet

§ 12. Er der truffet aftale eller afgørelse efter § 10 eller § 11 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår aftale herom efter § 9.

Overførelse af forældremyndighed ved aftale

§ 13. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle.

Overførelse af forældremyndighed ved dom

§ 14. Har ugifte forældre ikke haft fælles forældremyndighed, jfr. § 8, stk. 2, kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved afgørelsen tages hensyn til faderens hidtidige forbindelse med barnet.

Forældremyndigheden efter dødsfald

§ 15. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende.

Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.

Stk. 3. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 træffes af statsamtet og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 5. Statsamtets afgørelse kan inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for retten under en sag mod den, statsamtet har tillagt forældremyndigheden.

§ 16. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 15 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.

Ændring af forældremyndighedsaftaler og afgørelser

§ 17. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom tillagt en af forældrene alene, kan retten overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er påkrævet under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået medhold under en sag efter § 14.

Stk. 3. Aftale efter § 13 eller afgørelse efter § 15 kan ændres af retten efter samme betingelser som nævnt i stk. 1.

Midlertidige afgørelser om forældremyndighed

§ 18. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises.

§ 19. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.

§ 20. Under en sag ved statsamtet om forældremyndighed efter en indehavers død, jfr. § 15, kan statsamtet bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.

§ 21. Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, kan statsamtet afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.

§ 22. Midlertidig afgørelse efter §§ 18-21 kan ændres, hvis det er bedst for barnet. Er retssag anlagt, træffes afgørelsen af retten.

Samværsret

§ 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.

§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.

§ 25. Behandles en sag om forældremyndighed ved retten eller statsamtet, træffer statsamtet efter anmodning afgørelse om midlertidig samværsret under sagen for en indehaver af forældremyndigheden efter reglerne i § 24. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse eller aftale om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.

Sagsbehandling

§ 26. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samværsret, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen.

§ 27. Statsamtet skal indhente erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 13 eller § 15, stk. 2, medmindre dette kan være til væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.

§ 27 a. Statsamtet skal tilbyde forældre og barnet en børne- og familiesagkyndig rådgivning og vejledning ved uenighed om forældremyndighed og samværsret.

§ 28. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes behandling af sager efter dette kapitel.

Kapitel 3

Værger

§ 29. For børn og unge under 18 år er indehaveren af forældremyndigheden værge. For gifte under 18 år er den hidtidige indehaver af forældremyndigheden værge. Har forældrene fælles forældremyndighed, er de begge værger.

Stk. 2. Er der fælles forældremyndighed, og er den ene af indehaverne umyndig eller under lavværgemål, eller er værgemålet frataget denne, jfr. § 32, er den anden værge alene.

Stk. 3. Indtræder en af de i stk. 2 nævnte omstændigheder for en, der har forældremyndigheden alene, eller for begge indehavere, beskikkes en værge.

Stk. 4. Forældremyndighedens indehaver er værge uden beskikkelse.

§ 30. For umyndiggjorte beskikkes en værge.

§ 31. Den, der på grund af sygdom, alder eller anden særlig grund kun med betydelig vanskelighed kan udøve værgemål, kan afslå eller kræve sig fritaget for værgebeskikkelse.

§ 32. Værgemålet fratages værgen, hvis denne misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet.

Stk. 2. Værgemålet ophører, hvis værgen bliver umyndiggjort eller sat under lavværgemål.

§ 33. Værger beskikkes, og værgemål fratages af statsamtet.

Stk. 2. I forbindelse med en umyndiggørelsesdom foretages værgebeskikkelsen af den ret, der afsiger dommen.

Stk. 3. Skal værge beskikkes for en umyndiggjort eller for en mindreårig, der er fyldt 12 år, skal der finde en samtale sted herom med den pågældende, før afgørelsen træffes. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være unødvendig eller til skade for den pågældende.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler for statsamternes værgebeskikkelser m.v.

Kapitel 4

Om umyndigheds retsvirkninger

§ 34. En umyndig kan ikke selv råde over sin formue eller forpligte sig ved retshandler, for så vidt ikke andet nedenfor er bestemt.

§ 35. En mindreårig, der har indgået ægteskab, træffer selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde.

Stk. 2. Har en mindreårig med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved han er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan han, for så vidt han er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.

§ 36. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som en mindreårig på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, såfremt hensynet til den mindreåriges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med rimeligt varsel, og hvor billighed taler derfor, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.

§ 37. Det har sit forblivende ved lovgivningens særlige regler om lærlingeforhold.

§ 38. En umyndiggjort træffer, uanset umyndiggørelsen, selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde. Dog kan retten, når hensynet til den umyndiggjortes velfærd kræver det, bestemme, at sådan aftale alene skal kunne indgås og ophæves af værgen. Er sådan bestemmelse truffet, kan værgen også ophæve en aftale, som den umyndiggjorte tidligere har indgået. Ophævelsen skal da så vidt muligt ske med rimeligt varsel, og hvor billighed taler derfor, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.

Stk. 2. Bestemmelse i henhold til stk. 1, 2. pkt., kan træffes enten i forbindelse med umyndiggørelsen eller under særlig sag, på hvilken da reglerne i lov om rettens pleje af 11. april 1916 kapitel 43 finder tilsvarende anvendelse.

§ 39. En umyndig råder selv over, hvad han har erhvervet ved egen virksomhed efter sit fyldte 15. år eller, hvis han er umyndiggjort, efter umyndiggørelsen. Rådigheden omfatter også indtægten af det således erhvervede, og hvad der træder i stedet derfor. Den medfører ikke adgang til at påtage sig gældsforpligtelser.

Stk. 2. Den rådighed, der således tilkommer en mindreårig, kan, hvis det skønnes, at hans tarv kræver det, fratages ham af forældremyndighedens indehaver, ved at denne tager det erhvervede i sin varetægt. For så vidt angår mindreårige, der har indgået ægteskab, og umyndiggjorte, kan rådigheden under samme betingelser fratages dem af værgen med justitsministerens samtykke.

§ 40. Reglerne i § 39 finder tilsvarende anvendelse på, hvad en umyndig ved gave eller testamente har fået til egen rådighed.

§ 41. En umyndiggjort, som i henhold til § 49 har tilladelse til at udøve en næring eller virksomhed, kan på egen hånd indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens område.

Stk. 2. Tilbagekaldelse af tilladelsen får kun virkning over for tredjemand, når han kendte eller burde kende den.

§ 42. Det har sit forblivende ved ægteskabs- og arvelovgivningens regler om de derunder hørende retshandler.

§ 43. Har en umyndig på egen hånd truffet en aftale, som han ikke har haft hjemmel til at slutte, kan den anden part træde tilbage fra aftalen, medmindre denne forinden er godkendt eller er bindende opfyldt fra den umyndiges side.

Stk. 2. Vidste den anden part, at aftalen blev truffet med en umyndig, og havde han ikke grund til at tro, at denne havde hjemmel til at slutte den, kan han dog først træde tilbage efter udløbet af den tid, som ved aftalens indgåelse blev fastsat til at indhente godkendelse, eller som med rimelighed måtte forudsættes at medgå dertil. Heller ikke kan den anden part træde tilbage fra en aftale om personligt arbejde fra den umyndiges side, så længe denne opfylder aftalen.

Stk. 3. Tilbagetrædelsen kan meddeles også til den umyndige selv.

§ 44. Bliver en aftale ugyldig på grund af umyndighed, skal hver af parterne tilbagelevere, hvad han har modtaget eller, hvis tilbagelevering ikke kan ske, erstatte dets værdi. Den umyndige er dog kun pligtig at yde sådan erstatning i det omfang, hvori det modtagne er brugt til passende underhold for ham eller i øvrigt skønnes at være kommet ham til nytte.

Stk. 2. Har en umyndig ved urigtige anbringender om sin hjemmel til at træffe en aftale forledet den anden part til at slutte denne, kan det, uanset om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang, hvori det findes billigt, pålægges ham at erstatte det tab, som aftalen har medført. Har den umyndige ved aftalens indgåelse gjort sig skyldig i strafbart forhold, påhviler der ham erstatningspligt efter lovgivningens almindelige regler.

Kapitel 5

Om værgens beføjelser og pligter

§ 45. For så vidt ikke andet særlig er bestemt, bestyrer værgen den umyndiges formue og handler på hans vegne i retsforhold vedrørende formuen.

§ 46. For så vidt retten skønner, at den umyndiggjorte er ude af stand til selv at drage tilbørlig omsorg for sin person, påhviler dette værgen. Bestemmelse herom kan træffes enten i forbindelse med umyndiggørelsen eller under særlig sag, på hvilken da lov om rettens pleje af 11. april 1916 kapitel 43 finder tilsvarende anvendelse.

§ 47. For så vidt den umyndiges midler står under værgens bestyrelse, skal han på passende måde sørge for deres bevaring og frugtbargørelse og deres anvendelse til bedste for den umyndige.

§ 48. En umyndig kan ikke forpligtes ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld.

§ 49. Værgen for en umyndiggjort kan med justitsministerens samtykke give den umyndiggjorte tilladelse til på egen hånd at udøve en næring eller anden virksomhed. Denne tilladelse kan tilbagekaldes af værgen med justitsministerens samtykke.

§ 50. I vigtige anliggender skal værgen så vidt muligt indhente erklæring fra den umyndige, hvis han er fyldt 15 år, og har den umyndige en ægtefælle, med hvem han samlever, tillige fra denne.

§ 50 a. Når forældrene i forening er værge for mindreårigt ægtebarn, kan enhver af dem give den anden fuldmagt til i almindelighed eller med hensyn til nærmere bestemte anliggender at udøve værgemålet alene.

Stk. 2. Enhver af forældrene kan med virkning over for tredjemand modtage og kvittere for ydelser, der lovligt kan erlægges til en værge, medmindre den anden til vedkommende tredjemand har anmeldt, at han ønsker at medvirke.

Stk. 3. Er den ene af forældrene ved fraværelse, sygdom eller af anden grund midlertidigt forhindret i at deltage i en under værgemålet hørende afgørelse, som ikke uden ulempe kan opsættes, udøves bestemmelsesretten af den anden.

§ 51. Justitsministeren fører tilsyn med værgemålene og udfærdiger nærmere bestemmelser om værgens forhold til tilsynsmyndigheden, om værgens bestyrelse af den umyndiges formue og aflæggelse af regnskab herfor samt om, i hvilket omfang der kan tillægges værgen vederlag for bestyrelsen.

§ 52. Udøves værgemålet for mindreårigt ægtebarn af forældrene i forening, og er de uenige om en afgørelse, træffes denne af justitsministeren.

§ 53. Værgen skal varetage den umyndiges interesser med omhu og efter bedste evne. Han er erstatningspligtig over for den umyndige for den skade, han forvolder ham ved forsætligt eller uagtsomt forhold.

Kapitel 6

Om lavværgemål

§ 54. Når det er påkrævet af hensyn til en persons uerfarenhed eller i øvrigt på grund af mangler ved hans legemlige eller sjælelige tilstand, kan han sættes under lavværgemål, såfremt han selv ønsker det.

Stk. 2. Lavværgemål kan anordnes med virkning fra det fyldte 18. år.

§ 55. Den, der er sat under lavværgemål, kan kun i forbindelse med sin lavværge råde over sin formue og forpligte sig ved retshandler. Dog træffer han selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde.

§ 56. Reglerne i §§ 4, 5, 31-33, 39, stk. 1, 40, 43, 44, 50 og 53 finder tilsvarende anvendelse ved lavværgemål.

§ 57. (Ophævet).

Kapitel 7

Om værger beskikkede til særligt hverv og testamentariske værger

§ 58. Til udførelsen af et bestemt hverv for en umyndig kan der i fornødent fald beskikkes en særlig værge. En sådan bliver altid at beskikke, når værgens interesse i et foreliggende retsforhold kan komme i strid med den umyndiges.

§ 59. Er nogen ved sygdom eller fraværelse midlertidig forhindret i at varetage sine anliggender, kan der i fornødent fald beskikkes en værge til, så længe tilstanden består, at varetage hans anliggender i nærmere angivet omfang. Forinden beskikkelsen sker, skal den pågældendes samtykke så vidt muligt indhentes.

§ 60. Værgebeskikkelsen foregår på det sted, hvor hvervet skal udføres, eller, når værge skal beskikkes for en syg, på det sted, hvor denne bor.

Stk. 2. Bestemmelse om fratagelse af værgemålet træffes af den myndighed, der har foretaget beskikkelsen.

§ 61. Reglerne i §§ 31-32, 33, stk. 1 og 4, 50, 51 og 53 finder tilsvarende anvendelse på værger beskikkede til særligt hverv. Dog foretages beskikkelse efter § 58 i anledning af et skifte af skifteretten.

§ 62. En arvelader kan ved testamente bestemme, hvem der som værge skal bestyre en arv, der tilfalder en umyndig efter ham. Arveladerens bestemmelse kan tilsidesættes af justitsministeren, såfremt den findes stridende mod den umyndiges tarv.

Stk. 2. Reglerne i §§ 32, 33, stk. 1 og 4, 50, 51 og 53 finder tilsvarende anvendelse på testamentariske værger.

Stk. 3. Tilsidesættes arveladerens bestemmelse om testamentarisk værge, eller ønsker denne ikke at overtage værgemålet, finder lovens almindelige regler anvendelse. Det samme gælder, hvis værgemålet fratages værgen eller ophører af andre grunde.

Kapitel 8

Om umyndiges og sindssyges erstatningsansvar og om sindssyges

retshandler

§ 63. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder; dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

§ 64. En person, som på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende handlinger efter samme regler som sjælssunde personer; dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt under hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har den skadegørende ved misbrug af beruselsesmidler eller på lignende måde forbigående hensat sig i en sindstilstand som ovenfor nævnt, er en lempelse i erstatningsansvaret udelukket.

§ 65. Har en person, som på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftmæssigt, truffet en aftale, er denne ikke bindende for ham, og enhver af parterne skal tilbagelevere, hvad han har modtaget, eller hvis tilbagelevering ikke kan ske, erstatte dets værdi. Den, som manglede evnen til at handle fornuftmæssigt, er dog kun pligtig at yde sådan erstatning i det omfang, hvori det modtagne er brugt til passende underhold for ham eller i øvrigt skønnes at være kommet ham til nytte.

Stk. 2. Var den anden part i god tro, kan der, uanset om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang, hvori det findes billigt, tillægges ham erstatning for det tab, som aftalen har medført.

Kapitel 9

Forskellige bestemmelser og overgangsbestemmelser

§ 66. Denne lov træder i kraft den 1. oktober 1922.

§§ 67-70. (Overgangsbestemmelser udeladt).

§ 71. Fra denne lovs ikrafttræden ophæves Christian den Femtes Danske Lov 1. bog, 23. kap., art. 9 og 12, og 24. kap., art. 9; 3. bog. 17. kap., 5. bog, 3. kap., art. 10; 6. bog, 13. kap., art. 2, og 19. kap., art. 10; for Færøernes vedkommende samme konges Norske Lov 1. bog, 21. kap., art. 9 og 12, og 22. kap., art. 9; 3. bog, 19. kap.; 5. bog, 3. kap., art. 24; 6. bog, 13. kap., art. 2, og 19. kap., art. 12; Fr. 14. maj 1754 §§ 1-3; fundats 7. maj 1788, 2. kap. § 5; Fr. 24. april 1839; pl. 10. april 1841; lov nr. 75 af 7. april 1899 § 10; lov nr. 36 af 13. marts 1903; lov nr. 130 af 27. maj 1908 § 10, stk. 5; lov nr. 133 af 27. maj 1908 §§ 1-3 og lov om retsforholdet mellem husbond og medhjælpere af 6. maj 1921 § 2.

Stk. 2. Endvidere bortfalder, hvad der i øvrigt i lovgivningen måtte være stridende mod denne lov.

Lov nr. 17 af 6. februar 1957 indeholder i § 2, stk. 2-3, følgende bestemmelse:

Lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål som ændret ved nærværende lov kan ved kgl. anordning sættes i kraft i Grønland med de ændringer og tilføjelser, som måtte findes hensigtsmæssige under hensyn til de særlige forhold i denne landsdel.

Efter forhandling med det færøske hjemmestyre kan nærværende lov ved kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, som måtte findes hensigtsmæssige under hensyn til de særlige forhold på øerne.

Lov nr. 578 af 19. december 1969 (* 1) indeholder følgende bestemmelser:

§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1970.

§ 3. Uanset bestemmelsen i § 1, nr. 1, kan begæring om skifte efter arvelovens § 18, stk. 1, når arvelader er død før lovens ikrafttræden, først fremsættes, når vedkommende arving er fyldt 21 år. Det samme gælder en arvings begæring om udbetaling af arv, når arvelader er død før lovens ikrafttræden, og der er givet henstand med arvens betaling efter skiftelovens § 63 eller tidligere gældende regler. Er henstanden givet under skifte af uskiftet bo, finder bestemmelsen i 2. pkt. dog kun anvendelse, såfremt begæringen om skiftet er fremsat før lovens ikrafttræden.

Lov nr. 312 af 10. juni 1976 (* 2) indeholder følgende bestemmelser:

§ 2. Loven træder i kraft den 1. november 1976.

§ 3. Uanset § 1, nr. 1, kan begæring om skifte efter arvelovens § 18, stk. 1, når arvelader er død mellem den 1. januar 1970 og lovens ikrafttræden, først fremsættes, når vedkommende arving er fyldt 20 år. Det samme gælder en arvings begæring om udbetaling af arv, når arvelader er død i det nævnte tidsrum, og der er givet henstand med arvens betaling efter skiftelovens § 63. Er henstanden givet under skifte af uskiftet bo, finder 2. pkt. dog kun anvendelse, hvis begæringen om skiftet er fremsat før lovens ikrafttræden.

Lov nr. 230 af 6. juni 1985 (* 3) indeholder følgende bestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1986.

§ 4

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden anlagt retssag om separation eller skilsmisse eller indgivet ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden endelig dom afsiges eller bevilling meddeles, anvendes dog bestemmelserne i §§ 1 og 2.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden truffet aftale eller afgørelse om forældremyndighed, der ikke skal gælde for en senere separation eller skilsmisse, skal der under en separations- eller skilsmissesag tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme.

§ 5

Stk. 1. Behandler statsamtet ved lovens ikrafttræden en sag efter de hidtidige regler i myndighedslovens § 24, stk. 1, § 26, § 28, stk. 4, § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 32, stk. 2, anvendes den tidligere lovgivnings regler. Det samme gælder, hvis skifteretten behandler en sag om værgebeskikkelse efter den hidtidige regel i myndighedslovens § 10.

Stk. 2. Såfremt parterne er enige derom, inden afgørelse træffes af statsamtet eller skifteretten, anvendes dog bestemmelserne i § 1.

§ 6

Stk. 1. Er der ikke før lovens ikrafttræden afsagt endelig dom i en sag efter den hidtidige regel i myndighedslovens § 28, stk. 2, anvendes § 14, som affattet ved § 1.

Stk. 2. Ændring af afgørelser efter den hidtidige regel i myndighedslovens § 28, stk. 2, sker efter § 17, som affattet ved § 1.

§ 7

Bestemmelsen i myndighedslovens § 33, som affattet ved § 1, anvendes kun på sager om værgebeskikkelse, der rejses efter lovens ikrafttræden.

§ 8

Bestemmelserne i myndighedslovens § 17 og § 24, stk. 2, som affattet ved § 1, anvendes også på aftaler eller afgørelser om forældremyndighed og samværsret truffet før lovens ikrafttræden.

Ændringslovene nr. 220 af 8. juni 1966, nr. 257 af 4. juni 1969, nr. 578 af 19. december 1969, nr. 280 af 7. juni 1972, nr. 312 af 10. juni 1976, nr. 244 af 8. juni 1978, nr. 212 af 13. maj 1981, nr. 230 og nr. 231 af 6. juni 1985 indeholder alle bestemmelser om, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 3. oktober 1985

Erik Ninn-Hansen

/ M. Levy

Officielle noter

(* 1) hvorved myndighedsalderen blev nedsat til 20 år.

(* 2) hvorved myndighedsalderen blev nedsat til 18 år.

(* 3) hvorved kapitel 2 og 3 fik ny affattelse.