Bekendtgørelse af lov om lenskontrollen
Herved bekendtgøres lov nr. 6 af 23. januar 1931 om
lenskontrollen med de ændringer, der følger af § 15, stk. 1, i lov nr. 139 af
1. maj 1954 og § 5 i lov nr. 212 af 13. maj 1981.
§ 1. Det ved lov nr. 101 af 2. maj 1914 om kontrollen
med len, stamhuse, fideikommisgodser og pengefideikommisser oprettede kontor
(lenskontoret) nedlægges.
Stk. 2. Kontrollen med pengefideikommisser tilbageføres
til justitsministeriet. Kontrollen med de midler, der i henhold til § 4 i lov
nr. 563 af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de
derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom er henlagt til
fordel for den successionsberettigede slægt i anledning af successionsrettens
bortfald (successorfonds), overgår til justitsministeren.
§ 2. De for lenskontoret normerede
tjenestemandsstillinger, jfr. §§ 153 og 154 i lov nr. 126 af 27. juni 1927 om
statens tjenestemænd, nedlægges.
Stk. 2. De i anledning af overførelsen af en del af
kontorets forretninger til overformynderiet fornødne nye
tjenestemandsstillinger oprettes ved normeringslov.
§ 3. Som vederlag for udgifterne ved udførelsen af
kontrollen med pengefideikommisser og successorfonds, derunder den
lenskontrollen nu påhvilende pensionsbyrde, vil der af besidderne (nyderne)
af de kontrollerede fideikommisser og fonds være at udrede en årlig afgift,
der udgør 30 ø. af hver 1.000 kr. af de til vedkommende fideikommis eller
fond henlagte midler.
Stk. 2. Afgiften beregnes på grundlag af de pr. 31.
december i det foregående år foreliggende oplysninger, og således at
obligationer - offentlige som private - samt aktier sættes til deres
pålydende værdi. Fra det således udfundne beløb drages kapitalværdien af
fideikommisser påhvilende legater og lignende ydelser, der ikke kommer
besidderen eller den successionsberettigede slægt til gode. Det beløb,
hvormed de enkelte således opgjorte kapitaler måtte overstige hele tusinder
af kroner, kommer ikke i betragtning ved beregningen af afgiften.
Stk. 3. Opkrævningen af afgiften sker i første halvdel
af april måned. Undlader en besidder (nyder) at betale det ham påhvilende
afgiftsbeløb inden den påfølgende 1. maj, bliver han pligtig at forrente
beløbet med 5 pct. p. a. fra denne dag at regne. Afgiftsbeløbene kan
inddrives ved udpantning. Finder succession sted med hensyn til et
fideikommis (fond), går betalingspligten over til successor, også for så vidt
angår restancer.
§ 4. Den i lenskontoret pr. 31. marts 1931
tilstedeværende kassebeholdning samt lenskontorets pensionsfond indgår i
statskassen.
Stk. 2. Statskassen overtager den lenskontoret nu
påhvilende pensionsbyrde.
§ 5. Denne lov træder i kraft den 1. april 1931.
Justitsministeriet, den 9. september
1986
Erik Ninn-Hansen
/Jens Møller