Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om skifte af dødsbo og fællesbo m.v.

Herved bekendtgøres lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo m.v. med de ændringer, der følger lov nr. 58 af 18. marts 1925, lov nr. 412 af 18. december 1963, § 2 i lov nr. 207 af 21. maj 1969, lov nr. 259 af 4. juni 1969, § 17, stk. 2, nr. 4, i lov nr.346 af 26. juni 1975, § 4 i lov nr. 299 af 8. juni 1977, § 1 i lov nr. 170 af 14. maj 1980 og § 2 i lov nr. 212 af 13. maj 1981.


1. afsnit

Om dødsfaldets anmeldelse og om de almindelige betingelser for skifterettens overtagelse af dødsboers behandling

I

§ 1. Når nogen afgår ved døden, skal derom uopholdelig gøres anmeldelse til stedets skifteret, som på forlangende og uden betaling meddeler attest om anmeldelsen. Ligets begravelse må ikke finde sted, forinden sådan attest er forevist.

Stk. 2. Anmeldelsespligten påhviler den afdødes ægtefælle, hvor sådan gives og er nærværende; i andet fald de tilstedeværende myndige arvinger og, hvor sådanne ikke findes, den, hos hvem den afdøde har været til huse, eller de myndige medlemmer af samme husstand.

§ 2. Forsømmelse af den i foregående paragraf foreskrevne anmeldelse belægges under en offentlig politisag med en bøde til statskassen af 20-200 kroner.

§ 3. Ved anmeldelsen, som kan ske enten skriftlig eller mundtlig, bør det såvidt muligt opgives, hvor den afdøde havde bolig eller opholdssted, hvem arvingerne er, samt hvor efterladenskaberne forefindes.

Stk. 2. Det påhviler såvel anmelderen som andre, hos hvem en afdøds efterladenskaber beror, med tilbørlig omhu at bevare disse, indtil skiterettens nærmere bestemmelse kan erholdes.

§ 4. Adgang til at forlange offentligt skifte har enhver arving, om også de øvrige arvinger er enige i at ville dele boet selv. Derimod kan legatarer ikke forlange boet taget under offentlig skiftebehandling, og ej heller kreditorer, undtagen i de tilfælde, hvor sådant hjemles ved reglerne om konkurs.

§ 5. Uden hensyn til arvingernes forlangende bliver dødsboer, med den af § 10 flydende indskrænkning, at tage under behandling af skifteretten:

  • a) når ved skiftets begyndelse nogen af arvingerne på grund af alder er umyndig;
  • b) når nogen af arvingerne ved skiftets begyndelse er umyndiggjort, med mindre den umyndiggjorte har i sædvanligt formuefællesskab med ham samlevende ægtefælle i live, i hvilket tilfælde værgen i forbindelse med denne kan tiltræde boet på den umyndiggjortes vegne,
  • c) når ved skiftets begyndelse nogen af arvingerne er fraværende uden for riget, eller hans opholdssted ikke vides, og han heller ikke har befuldmægtiget en anden til i boet at varetage sit tarv; vides det ikke, om en eventuelt arveberettiget person, hvis opholdssted ikke kendes, har overlevet arveladeren, kan boet dog overtages til privat skifte, når der er forløbet en tid af 5 år, siden der sidst havdes efterretning om ham, eller når de i forordningen af 11. september 1839 §§ 14 og 15 omhandlede betingelser, under hvilke en bortebleven persons arvinger ville kunne procedere til at erholde nytten og brugen af dennes formue, er tilstede med hensyn til ham.

§ 6. Skifteretten har fremdeles, uden hensyn til arvingernes forlangende, at behandle sådanne dødsboer, som ved gyldig viljesbestemmelse af den afdøde er henviste til offentlig skiftebehandling. Selv om en arvelader efterlader sig livsarvinger, skal det være ham tilladt ved testamente at anordne offentligt skifte eller at indsætte testamentexekutorer uden dømmende myndighed. Sådan bestemmelse kan med virkning for hele fællesboet træffes af den længstlevende ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo.

§ 7. Har arvingerne overtaget boet til privat skifte og deling, indtræder offentligt skifte ikke, fordi forholdene senere under boets behandling forandrer sig derhen, at offentligt skifte måtte være indtrådt, hvis de havde været således ved dødsfaldet.

§ 8. I tilfælde af uenighed imellem arvinger, som har begyndt privat skifte, er enhver enkelt af dem berettiget til at fordre boet opgjort og delt ved skifteretten i overensstemmelse med reglerne for behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås.

§ 9. Er offentligt skifte begyndt, men grunden til sådan behandling bortfalder, forinden boet sluttes, kan arvingerne fordre sig boet udleveret til privat skifte og deling, når de alle er enige herom, dog kun med de anmeldte kreditorers samtykke, hvis de ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles dem for, at de vil blive fyldestgjorte til forfaldstid, og, for så vidt kreditorerne er blevet indkaldte, først efter udløbet af den dem satte frist.

Stk. 2. Under samme betingelser kan den længstlevende ægtefælle, for så vidt forudsætningerne for at hensidde i uskiftet bo er tilstede, fordre sig boet udleveret til fri rådighed.

§ 10. Når det ifølge de ved dødsanmeldelsen foreliggende omstændigheder må antages, at der i et dødsbo ikke findes midler til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan skifteretten straks udlægge, hvad der findes i boet, til den, som har bekostet eller vil bekoste begravelsen.

Stk. 2. Aktiver, som ikke medgår til dækning af begravelsesudgifter, men som er af så ringe værdi, at de ikke kan dække omkostningerne ved en bobehandling, eller hvis værdi står i åbenbart misforhold til omfanget af det arbejde, som en bobehandling vil kræve, kan skifteretten udlægge til den eller dem, som bekoster eller vil bekoste begravelsen, til afdødes efterladte eller til statskassen.

Stk. 3. Genoptages et bo, der er udlagt efter stk. 1 eller 2, fordi der efter udlægget fremkommer yderligere aktiver, indgår det udlagte ikke i boet. Skifteretten kan dog undtagelsesvis bestemme, at udlæg efter stk. 2 helt eller delvis skal indgå i boet.

§ 11. Om fremgangsmåden, som arvinger, der ønsker at benytte deres ret til at skifte og dele selv, har at bruge, og om beviserne, som de i så henseende har at forskaffe, gælder der i øvrigt de nedenfor i kapitel 7 givne forskrifter.

2. afsnit

Om offentligt skifte

II. Om den offentlige skiftebehandlings begyndelse og om de første foranstaltninger ved den

§ 12. Er betingelserne for offentlig skiftebehandling tilstede, skal der, for så vidt denne lov ikke bestemmer anderledes, snarest mulig efter, at dødsanmeldelsen er sket, eller efter at skifteretten på anden måde er kommen til kundskab om dødsfaldet, afholdes en begyndelsesforretning, under hvilken skifteretten ved forsegling eller på anden hensigtssvarende måde har at tage under sin varetægt, hvad der findes i boet, ligesom den har at drage omsorg for, at de boet tilhørende genstande, som findes i andre retskredse, tages under forsegling eller under varetægt af stedets skifteret. Forefundne på ihændehavere lydende værdipapirer skal skifteretten snarest mulig foranstalte noterede på navn, for så vidt sådan notering kan finde sted. Erfares det, at den afdøde har haft noget udestående hos andre, bør med hensyn dertil træffes fornøden foranstaltning. Ting, som skønnes at tilhøre andre, og som disse kan forlange straks udleverede, bliver ikke at inddrage under behandlingen.

§ 13. Den i foregående paragraf omhandlede begyndelsesforretning kan dog opsættes til straks efter begravelsen, for så vidt skifteretten ikke i de foreliggende omstændigheder finder betænkelighed derved.

Stk. 2. Når betingelserne for, at den længstlevende ægtefælle kan hensidde i uskiftet bo, eller for, at arvingerne kan tiltræde boet uden det offentliges mellemkomst, vel ikke straks ved anmeldelsen er tilstede, men det dog kan forudses, at de inden kort tid vil kunne opfyldes, kan skifteretten give en kort udsættelse med forretningen, for så vidt boets ejendele skønnes ikke at være udsatte for at forvanskes eller forkomme.

Stk. 3. Det har sit forblivende ved bestemmelserne i forordningen om kasse- og regnskabsvæsenet i almindelighed af 8. juli 1840 §§ 52 og 53.

§ 14. Skifteretten har snarest mulig efter boets overtagelse at anstille undersøgelse om arvingerne og legatarerne, samt at give dem særskilt underretning om dødsfaldet, for så vidt dette behøves. Sådan underretning meddeles på den måde, skifteretten i hvert enkelt tilfælde anser for hensigtsmæssig, og det er den navnlig tilladt at benytte meddelelse ved anbefalet brev. Hvis der iblandt foranførte i boet interesserede personer findes umyndige, har skifteretten at gøre de fornødne skridt, for at værger snarest mulig kan blive beskikkede for dem, for så vidt dette ikke tidligere er sket. For fraværende arvinger, hvis opholdssted ikke kendes, eller som er så langt borte, at boets videre behandling ikke findes at burde udsættes, indtil deres bestemmelse kan indhentes, bliver der ligeledes, for så vidt ingen fuldmægtig giver møde for dem, efter skifterettens foranstaltning i overensstemmelse med reglerne i forordningen af 11. september 1839 § 6, jfr. § 7, at beskikke værger, der i enhver henseende har samme ret og pligt og er samme kontrol underkastede som værger for umyndige.

§ 15. Enten i forbindelse med begyndelsesforretningen eller snarest mulig derefter skal skifteretten foretage registrering af boet og i forbindelse dermed lade iværksætte vurdering af det, ved hvilken lejlighed også boets indgæld og udgæld optegnes, for så vidt om samme på den tid haves kundskab, og det ikke skønnes hensigtsmæssigere at udsætte dette, indtil gennemsyn af boets regnskabsbøger og papirer har fundet sted, hvilket så snart som muligt bør iværksættes af skifteretten, således at der gives arvingerne lejlighed til at være tilstede.

§ 16. Begyndelses- og registreringsforretninger udføres af skifteretten i forening med to vidner, hvilke under eds tilbud har at vurdere boets ejendele, for så vidt der ikke hertil udfordres særlige kundskaber, i hvilket tilfælde kyndige vurderingsmænd bliver at udmelde af skifteretten. Dersom det senere under skiftet forlanges, lader skifteretten vidnerne bekræfte den stedfundne vurdering med ed, som modtages i en skiftesamling. På steder, hvor omstændighederne gør det tilrådeligt, kan efter justitsministeriets nærmere bestemmelse et fast ansat retsbud i stedet for de tvende vidner benyttes til at foretage vurdering af indbo af mindre betydenhed, ligesom med justitsministeriets billigelse faste edsvorne vurderingsmænd og vurderingskoner for retskredsen kan ansættes af skifteretten til at foretage alle vurderinger af løsøre. På landet kan skifteretten lade begyndelses- og registreringsforretninger i boer efter gårdmænd, der kun er brugere, samt husmænd og andre, der er stillede lige med dem, såsom håndværkere og mindre handlende, udføre af sognefogeden med to tilkaldte vidner. Disse forretninger indføres i en særskilt af amtet autoriseret protokol. Vederlaget til vidner, retsbude og vurderingsmænd fastsættes af skifteretten og afholdes af boet.

Stk. 2. Ved de i denne paragraf omhandlede forretninger bliver, så vidt det kan ske uden ophold, arvinger og legatarer at tilkalde. Skifteretten har enten ved registreringsforretningens slutning eller, navnlig for så vidt forretningen er udført af sognefogeden, i en særskilt skiftesamling, der afholdes snarest mulig derefter, efter forhandling med dem at tage beslutning om sådanne foranstaltninger i boet, som ikke tåler opsættelse, og at opfordre dem til at erklære, om de vil overtage ansvaret for den afdødes gæld eller ikke. Til at afgive denne erklæring kan der tilstås dem en kort betænkingstid. Er der umyndige eller fraværende arvinger, for hvilke værger er beskikkede ifølge § 14, afgives erklæringen på deres vegne af disse; dog kan skifteretten, uagtet værgerne erklærer at ville vedgå arv og gæld, modsætte sig dette, når den antager, at der vil blive påført den umyndige eller den fraværende arving tab ved at overtage gældsansvaret.

§ 17. Når der fra de arvinger, som har været tilstede ved den i forrige paragraf omhandlede forretning, erholdes erklæring om, at de vil overtage gældsansvaret, eller de i alt fald ikke afgiver en modsat erklæring, men der er fraværende arvinger, fra hvilke ingen erklæring haves, har skifteretten uden ophold at indkalde samtlige arvinger og legatarer til en skiftesamling.

Stk. 2. De arvinger og legatarer, hvis bopæl eller opholdssted inden riget er skifteretten bekendt, skal have særskilt underretning, der kan gives ved anbefalet brev; dersom ikke alle arvingerne eller legatarerne kendes, eller nogen af dem ikke har bekendt bopæl eller opholdssted inden riget, foregår indvarslingen for deres vedkommende ved en offentlig indkaldelse, der indrykkes to gange i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser.

Stk. 3. Skifteretten bestemmer varslet efter et skøn over, hvad der i hvert enkelt tilfælde er nødvendigt; dog bør det i reglen ikke være kortere end 1 og ikke længere end 6 uger.

§ 18. I den i foregående paragraf omhandlede skiftesamling skal skifteretten give arvingerne og legatarerne underretning om boets formuetilstand, så vidt oplysning herom haves, hvorefter arvingerne opfordres til at erklære, om de vil overtage ansvaret for den afdødes gælder eller ikke.

Stk. 2. Når der ikke, enten ved den i § 16 omhandlede sammenkomst med arvingerne eller ved den i overensstemmelse med § 17 berammede skiftesamling, fra alle arvingerne fås erklæring om at ville vedgå gæld, og når der heller ikke forlanges konkursbehandling i henhold til konkurslovens § 19, behandles boet i overensstemmelse med reglerne i det følgende kapitel med den virkning, at ethvert gældsansvar udover, hvad boets midler er i stand til at dække, undgås.

III. Om behandlingen af dødsbo, når arvingerne ikke påtager sig ansvaret for gælden, og ej heller nogen kreditor forlanger boets behandling efter konkursloven ifølge dennes § 19

Første underafdeling

OM BEHANDLINGSMÅDEN I ALMINDELIGHED

§ 19. Når arv og gæld ikke vedgås, er kreditorerne stemmeberettigede i boets anliggender så længe, indtil de er fyldestgjorte, eller behørig fyldestgørelse sikres dem. Fra dette tidspunkt af bliver derimod arvingerne at anse som dem, der har rådighed over boet. Rejses der tvivl om, hvorvidt nogen, der som fordringshaver møder i en skiftesamling, forinden fordringerne er prøvede, bør erkendes som sådan, har skifteretten ved at benytte de oplysninger, som på forhånd kan haves, at afgøre, hvorvidt den mødende kan stedes til stemme. Denne afgørelse er uden indflydelse på den senere prøvelse af hans fordring.

§ 20. Vedgås arv og gæld ikke, skal indkaldelse, indeholdende udtrykkelig tilkendegivelse herom, straks udstedes til kreditorerne, jfr. dog § 43.

Stk. 2. Skifterettens pligt at meddele visse fordringshavere eller andre særlig underretning om skiftet vedbliver fremdeles ligesom hidtil.

§ 21. Indkaldelsen til kreditorerne bør tillige indeholde opfordring til arvinger og legatarer, for så vidt disse ikke allerede kendes og deres opholdssted vides, om at melde sig inden samme frist; dog kan indkaldelsen i forhold til dem ikke medføre nogen pligt til at melde sig under deres rettigheders fortabelse. Den træder i alle henseender i stedet for den nu foreskrevne indkaldelse af arvinger med år og dags varsel, og hvor den lovmedholdelig kan undlades (jfr. § 43), er skifteretten ikke pligtig at vente nogen vis tid med boets opgørelse og slutning.

§ 22. Indkaldelsen sker ved en 3 gange i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser indrykket bekendtgørelse med 3 måneders varsel, når den afdøde skønnes ikke at have stået i gældsforpligtelser eller at have arvinger på noget sted uden for Europa eller på Island eller Færøerne, og i andet fald med 6 måneders varsel, i begge tilfælde regnet fra den sidste bekendtgørelse. Når skifteretten finder det rigtigt, kan indkaldelsen tillige bekendtgøres på anden hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Viser det sig, at den afdøde har haft kreditorer udenfor Europa eller på Island eller Færøerne, bliver der dog ikke at udstede ny indkaldelse, men sådanne kreditorer kan fordre deres krav taget i betragtning, for så vidt de anmelder dem inden forløbet af det længere varsel, som burde være givet ved indkaldelsen. Sker slig anmeldelse, forinden endelig opgørelse er affattet, kan skifteretten, når den erkender, at den udstedte indkaldelse har givet for kort varsel, om fornødent, genoptage de allerede afsluttede dele af skiftebehandlingen. Dersom anmeldelsen først sker, efter at boet er sluttet, må den stedfundne skiftebehandling påankes til omgørelse, hvorefter der da under den fornyede behandling bliver at tage behørigt hensyn til de inden forløbet af 6 måneder fra den sidste bekendtgørelse af indkaldelsen lovlig anmeldte fordringer.

Stk. 3. Det har sit forblivende ved den gældende rets regler om den pligt som indkaldelsen pålægger kreditorerne til at melde sig under deres fordringers fortabelse, samt om måden, hvorpå indkaldelsens virkning afbrydes.

§ 23. Skiftesamlinger afholdes i boet efterhånden, som det findes fornødent. De tillyses ved en bekendtgørelse fra skifteretten i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser efter omstændighederne tillige i andre aviser - for så vidt skifteretten ikke foretrækker at give dem, der skal tilkaldes, særlig personlig underretning, hvilken kan meddeles på den måde, som skifteretten i hvert enkelt tilfælde finder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet brev. Varselet, tiden og stedet bestemmes af skifteretten.

§ 24. Med det under forhandling værende anliggende og boets videre behandling i henhold hertil forholdes i reglen på den måde, som de mødende stemmeberettigede (§ 19) forenes om, dog at skifteretten kan nægte sin godkendelse af en værges erklæring, når den skønner, at den tagne beslutning vil skade myndlingens tarv. Sålænge den for fordringernes anmeldelse bestemte frist ikke er udløben, bør skifteretten dog ikke tage beslutninger til følge, som strider mod endnu ikke anmeldte kreditorers interesse. Det følger i øvrigt af sig selv, at skifteretten ikke bør godkende beslutninger, hvorved de stemmende gør indgreb i nogens ret.

Stk. 2. I tilfælde af meningsulighed mellem de mødende tilfalder det skifteretten at tage beslutninger om de omhandlede punkter. Retten har herved at tage det størst mulige hensyn til de fremsatte meninger, men den er dog ikke bunden ved dem, hvorimod den, for så vidt ikke anderledes bestemmes i denne lov, har at handle efter sit eget skøn om, hvad der bedst tjener samtliges og især de fraværendes og umyndiges tarv.

§ 25. Udebliver nogen fra en skiftesamling, til hvilken han lovlig er kaldet, er han afskåren fra at gøre nogen indvending imod hensigtsmæssigheden af de angående boets bestyrelse i samme tagne bestemmelser. Derimod kan den udeblivende selvfølgelig ikke anses for at have givet afkald på nogen rettighed eller fordring.

§ 26. Møder på skiftesamlingen ingen stemmeberettiget, har skifteretten at tage beslutning angående det pågældende anliggende efter eget bedste skønnende om, hvad der er hensigtsmæssigt. Dog kan skifteretten, når omstændighederne taler derfor, indkalde en ny skiftesamling, forinden endelig beslutning tages.

§ 27. Salg af boets ejendele sker ved skifterettens foranstaltning. Salget sker ved offentlig auktion, jfr. retsplejelovens § 538 b, eller på anden måde, såfremt dette vedtages på en skiftesamling eller skifteretten antager, at der ved underhåndssalg kan opnås et bedre resultat for boet.

§ 28. Værdipapirer, som har kurs på Københavns børs eller på fremmede børser, sælges ved et medlem af fondsbørsen eller en bank eller sparekasse, medmindre de udlægges til arvinger.

Stk. 2. Har boet i øvrigt udestående fordringer, der ikke er af den beskaffenhed, at de kan gives kreditorer eller arvinger i udlæg efter deres fulde pålydende, og det formedelst fordringernes usikkerhed, det ophold, boet ville lide ved deres inddrivelse, eller af andre grunde anses for utilrådeligt at bekoste søgsmål i anledning af samme, bør de bortsælges ved offentlig auktion, for så vidt boets vedkommende ikke vil lade sig dem udlægge pro rata eller enes om en værdi, for hvilken en eller flere af dem vil overtage fordringerne.

§ 29. (Ophævet).

§ 30. Skifteretten har at udføre samtlige til boets behandling hørende forretninger; dog kan den forlange, at en inkassator skal antages. Denne vælges af boets vedkommende med stemmeflerhed i en tilvarslet skiftesamling, men skifteretten har at påse, at den antagne stiller betryggende sikkerhed.

§ 31. Inkassator har at affatte forslag til auktionskonditioner for boets løsøre og forelægge disse for skifteretten; ved de løsøreauktioner, som holdes over boets ejendele, bliver han som selvskyldner ansvarlig for, at beløbene af de af ham antagne bud bliver indbetalte til skifteretten inden 4 uger efter den i auktionskonditionerne givne betalingsfrists udløb. Det kan også af skifteretten overdrages inkassator at indkræve boets udestående fordringer, hvilke dog, så snart de indgår, bliver at indbetale til skifteretten.

Stk. 2. Inkassators vederlag for hans ovennævnte forretninger bestemmes ved overenskomst eller, i fald en sådan ikke er afsluttet, ved skifterettens beslutning.

§ 32. I København, såvel som uden for København, når et mindst halvdelen af de mødende stemmeberettigedes krav repræsenterende flertal derom er enigt, kan der antages en kurator for boet, for så vidt skifteretten dertil finder føje ifølge boets størrelse og beskaffenhed. Den, for hvem et flertal af den anførte beskaffenhed i en skiftesamling erklærer sig, bør i reglen vælges, medmindre skifteretten finder særlige grunde til at nægte valgets godkendelse, i hvilket tilfælde den efter eget skøn vælger kurator. Denne har som medhjælper under den hele skiftebestyrelse at bistå skifteretten med korrespondance m.m., hvorhos han, dersom der ikke er antaget en særskilt inkassator, tillige har at overtage dennes forretninger. Ingen, som står i tjenesteforhold til eller er ansat i skifteretten, kan vælges til kurator eller uden alle vedkommendes samtykke antages til for betaling at indkræve boets udestående fordringer eller at udføre de i § 33 nævnte forretninger.

§ 33. Forinden der er givet boets vedkommende lejlighed til at vælge en kurator, såvel som når vedkommende ikke vil beslutte antagelsen af en kurator, er skifteretten berettiget til under administrationen af boet at benytte sådan anden hjælp, som måtte behøves til udførelsen af enkelte boet vedkommende forretninger, der ikke efter de hidtil gældende regler påligger den, såsom sagførelse, bestyrelse og tilsyn med boets faste ejendomme, begyndte forretningers tilendebringelse, gennemsyn af boets bøger og papirer osv.

Stk. 2. Det vederlag, som tilkommer kurator eller andre, der antages til at udføre noget for boet, bestemmes i tilfælde af uenighed af skifteretten.

Anden underafdeling

OM DEN OFFENTLIGE SKIFTEBEHANDLINGS INDFLYDELSE PÅ FORDRINSHAVERNES STILLING, NÅR GÆLDSANSVAR IKKE OVERTAGES AF ARVINGERNE

§ 34. Fra den tid, et dødsbo er overtaget til offentlig skiftebehandling, skal alle fordringer på den afdøde eller med hensyn til hans efterladenskab fremsættes for skifteretten.

Stk. 2. Dog gælder det anførte ikke, når sag imod den afdøde var begyndt derved, at stævning lovligen var ham forkyndt, thi i så fald er boet pligtigt at tåle dens fortsættelse og pådømmelse ved den ret, ved hvilken den lovligen er anlagt.

§ 35. Ved et dødsbos overgang til offentlig skiftebehandling taber arrest, som måtte være gjort i de til det hørende genstande, sin virkning, ligesom også al adgang bortfalder til, i anledning af fordringer på den afdøde eller med hensyn til efterladenskaberne, at lade afholde arrest eller til at søge fyldestgørelse igennem exekution og tvangsauktion.

§ 36. Ved skifterettens beslutninger og kendelser bestemmes, hvad der med hensyn til boets behandling og udlodning bliver at iagttage og derunder, med de i § 34 gjorde undtagelser, hvorvidt de mod samme fremsatte påstande skal antages eller ikke. Derimod har skifteretten ikke ret til at tilpligte nogen at indbetale noget i boet eller at udføre noget for det eller til i øvrigt at påkende boets fordringer på andre. Dog kan skifteretten, hvor nogen har anmeldt fordring i boet, påkende dettes modfordringer, for så vidt de kan komme til afdrag i dets gæld, ligesom den, når nogen påstår udlevering eller overdragelse af genstande, der findes i boet, kan gøre sådan udlevering eller overdragelse afhængig af, at vedkommende opfylder sine forpligtelser i den anledning mod boet. Også kan skifteretten, når noget er udbetalt af boet mod skadesløs kvittering, afgøre, om dette i det hele eller for en del på grund af senere oplysninger eller omstændigheder bør tilbagebetales.

§ 37. Enhver, som har noget at fordre eller påstå i et dødsbo, bør anmelde dette enten i en skiftesamling eller i skrivelse til skifteretten, som på forlangende meddeler tilståelse for anmeldelsen og har at gøre fornøden tilførsel herom i skifteprotokollen eller anden hertil bestemt bog.

Stk. 2. Ved anmeldelsen erhverves alle de rettigheder med hensyn til renter, afbrydelse af hævd eller forældelse og desl., som ellers flyder af sagsanlæg.

§ 38. Når den ved indkaldelsen til kreditorerne givne frist er udløben, har skifteretten inden en måned derefter at forfatte en liste over de anmeldte fordringer, om fornødent med angivelse af deres indbyrdes orden, og derpå at forelægge denne bilagt med anmeldelserne i en behørig tillyst skiftesamling. I denne samling gennemgås listen tillige med de bemærkninger, som boets kurator, hvor en sådan er antagen, eller skifteretten har fundet anledning til at knytte til samme eller da fremsætte, og boets vedkommende opfordres til at erklære sig over fordringerne. Såfremt de vil gøre indsigelse mod nogen fordring eller den en sådan anviste plads i ordenen, skal de være pligtige at fremkomme med disse under samlingen eller senest inden 4 uger efter samme og dernæst uden ophold forfølge dem videre. De fordringer, mod hvilke ingen indsigelse er fremsat inden den foranførte tidsfrist, betragtes som anerkendte. I den nævnte samling bør derhos såvidt muligt fremlægges en oversigt over boets status.

§ 39. Når nogen anmeldt fordring modsiges, bliver det, efter forgæves forsøgt forligsmægling af skifteretten, ved dennes kendelse i overensstemmelse med de hidtil gældende rettergangsregler at afgøre, om og for hvilket beløb fordringen skal komme boet til udgift. På samme måde afgøres tvistigheder om fortrinsret og alle andre tvistigheder om, hvorledes boet skal udloddes. Skifteretten drager omsorg for, at boets tarv i slige tilfælde varetages enten ved kurator eller, om fornødent, ved en antagen sagfører.

§ 40. De afsagte kendelser kan ikke, medmindre de pågældende parter frafalder påanke, eller vedkommende kendelse ifølge sin genstand er upåankelig, lægges til grund for boets videre behandling, førend påankefristen er udløben, uden at påanke er iværksat, jfr. § 88.

Stk. 2. Skulle kendelsen blive forandret eller annulleret ifølge en senere iværksat påanke, tages behørigt hensyn hertil ved boets videre behandling og i fornødent fald ved omgørelse af det foretagne, hvor skiftet ikke endnu er sluttet, men efter den tid må enhver forandring søges iværksat ved påanke af udlodningen.

Stk. 3. Lignende regler gælder om de i anledning af påanken afsagte overretsdomme.

§ 41. Vil en eller flere af boets vedkommende påanke en i en tvist, hvori de ikke er boets modparter, afsagt skiftekendelse eller dom, ved hvilken boet vil lade det bero, da har de hertil adgang, for så vidt der ikke mellem boet og vedkommende er sluttet overenskomst om tvistens genstand, og sagens påanke ikke udsætter boet for tab af rettigheder, som ved kendelsen eller dommen måtte være det tilkendt.

§ 42. Boets vedkommende, som ved påanke i henhold til foregående paragraf har forøget boets masse, er berettigede til at forlange de herpå anvendte bekostninger erstattede af boet, for så vidt de ikke overstiger den forøgelse, som boet derved vinder. Er boet sluttet, når den endelige dom falder, tilfalder det ved påanken vundne den eller dem, som har iværksat den, indtil deres bekostninger er dækkede; med overskuddet forholdes der efter de i tredje underafdeling givne regler.

Tredje underafdeling

OM DØDSBOETS SLUTNING OG OPGØRELSE

§ 43. Viser det sig, at der i et dødsbo ikke findes midler til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan skifteretten straks slutte et sådant bo ved at udbetale eller udlægge til den, som har bekostet begravelsen, hvad der findes i boet. Er det overskydende ikke mere, end at det skønnes at ville medgå til dækning af privilegerede fordringer, kan skifteretten udlægge boets beholdning til disse efter deres orden og beskaffenhed og dermed slutte behandlingen.

§ 44. Så snart de i § 38 nævnte 4 uger efter listens fremlæggelse er gået, iværksætter skifteretten udlodningen til kreditorerne i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens 18. kapitel.

Stk. 2. Kravene fyldestgøres efter reglerne i konkurslovens §§ 82 og 85-99.

Stk. 3. Bestemmelserne i konkurslovens §§ 1, 2, 31 og 38-63 anvendes med de ændringer, som følger af forholdets natur, og således at der i stedet for tidspunktet for konkursdekretets afsigelse regnes med tiden for dødsfaldet.

§ 45. Befindes der at være overskud at arve, efter at kreditorerne er fyldestgjorte, har skifteretten at skride til udlodningen af boet til arvinger og legatarer, så snart i øvrigt boets formue er samlet og indkommet.

Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at der ved opgørelse og udlodning i boet skal bortses fra arvelodder, hvis udbetaling vil medføre uforholdsmæssige ulemper eller omkostninger, eller at sådanne arvelodder skal indbetales til statskassen.

§ 46. Et dødsbo behøver ikke at henstå usluttet på grund af forpligtelser, der er afhængige af betingelser, om hvis indtrædelse der først længere hen i tiden kan fås vished, hvorimod der, når boet i øvrigt er færdigt til udlodning, afsættes det fornødne til sådanne fordringer. Det, som senere måtte vise sig at være ufornødent til fordringens fyldestgørelse, udlægges da ved en efterlodning til vedkommende.

Stk. 2. Heller ikke skal det være til hinder for et dødsbos slutning, at den afdøde har arv henstående i uskiftet bo eller anden sådan i henseende til størrelsen uberegnelig fordring, som må henstå i ubestemt tid, hvorimod en senere genoptagelse af skiftet også for så vidt forbeholdes.

§ 47. Enhver arving er berettiget til for sin arvelod at fordre udlæg efter vurdering, dog ikke i fast ejendom; værgens påstand herom på en umyndigs vegne godkendes af skifteretten, når det skønnes at være til den umyndiges gavn. Forlanger flere arvinger udlæg i den samme ting, bliver det ved lodtrækning at afgøre, hvem der skal have fortrinet. Ting, der har særlig erindringsværdi for familien, skal den arving, fra hvis slægt eller slægtsgren tingen stammer, dog være fortrinsberettiget til at få udlagt. Om den efterlevende ægtefælles rettigheder på skifte henvises til § 61 a, 1. punktum, samt §§ 62 a-62 e og § 63.

§ 48. Vil vedkommende lodtagere i boet, når udlæg efter vurdering af hele boet eller enkelte dertil hørende genstande skal finde sted, ikke erkende den under registreringen stedfundne vurdering for regel, står det enhver af dem åbent at forlange en formelig vurdering af de ting, som formenes at være urigtig ansatte. Denne vurdering iværksættes af mænd, som skifteretten efter forudgående meddelelse til alle vedkommende udmelder hertil.

§ 49. Hvis beløb, der tilfalder nogen på skifte, skal bestyres efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v., kan sådanne beløb kun med justitsministerens samtykke udlægges i udenlandske pengeeffekter, som ikke kan noteres her i landet, eller som kan opsiges til udbetaling under sådanne former, at der kun med vanskelighed kan opnås kundskab om forfaldstiden, eller hvis renter skal indkasseres i udlandet.

§ 50. Boets slutning kan foregå i en skiftesamling ved opgørelse til skifteprotokollen, og når da alle vedkommende erklærer sig tilfredse med opgørelsen, sker udtællingerne med det samme.

Stk. 2. Hvor denne fremgangsmåde efter boets beskaffenhed ikke kan benyttes, bør skifteretten, så snart boet er modent dertil, optage det til slutning og forfatte et udkast til opgørelse, hvortil den har en frist af i det højeste 6 - eller, når den består af flere medlemmer, 12 - uger fra optagelsesdagen. Udkastet bør, dersom ikke alle vedkommende erklærer, at de antager det, efter foregående offentlig bekendtgørelse, henlægges hos skifteretten til eftersyn og overvejelse i 14 dage, inden hvilken frists udløb enhver heri interesseret kan henlede skifterettens opmærksomhed på mulige fejl og mangler i det. Finder skifteretten den fremsatte bemærkning grundet, berigtiger den udkastet i overensstemmelse hermed; men i modsat fald, såvel som når ingen indvending fremkommer inden fristens udløb, affattes den endelige opgørelse i overensstemmelse med udkastet, og skiftet sluttes, således at forandring deri kun kan ske ved påanke.

Stk. 3. Udtællinger i henhold til opgørelsen foregår først, når påankefristen (§ 88) er udløben, uden at påanke af den er sket, eller alle vedkommende frafalder påanke.

IV. Om behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås

§ 51. Når arv og gæld vedgås, bliver der at forholde således med boets behandling, som de myndige arvinger og de umyndiges eller fraværendes værger er enige om at begære, dog at skifteretten kan nægte sin godkendelse af en værges erklæring, når den skønner, at den tagne beslutning vil skade myndlingens tarv.

Stk. 2. Er der uenighed mellem arvingerne, eller udebliver de alle, når beslutning på skiftesamling skal tages, tilfalder det skifteretten at tage fornøden bestemmelse. Retten har herved at tage det størst mulige hensyn til de fremsatte meninger, men den er ikke bunden ved dem, hvorimod den har at handle efter sit skøn om, hvad der bedst tjener samtliges og især de fraværendes og umyndiges tarv.

§ 52. I de heromhandlede boer behøver indkaldelse til kreditorer ikke at udstedes, med mindre nogen arving forlanger det. Når ikke alle arvinger er myndige og tilstede, bør indkaldelse dog udstedes, med mindre skifteretten efter de foreliggende omstændigheder anser det for unødvendigt.

Stk. 2. Boet må ikke deles mellem arvingerne, med mindre de anmeldte kreditorer samtykker, hvis de ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles dem for, at de vil blive fyldestgjorte til forfaldstid, og, for så vidt indkaldelse udstedes, først efter udløb af den ved samme givne frist.

§ 53. Efter boets deling og skiftets slutning hæfter arvingerne en for alle og alle for en for den gæld, som har været anmeldt og krævet betalt i boet forinden dets deling; for anden gæld, for så vidt den ikke er bortfalden som uanmeldt, hæfter arvingerne kun i det forhold, hvori de er berettigede til at tage arv, med mindre de ifølge overenskomstens indhold er en for alle og alle for en forpligtede, eller den afdøde har været regnskabspligtig for kongens penge, børnepenge, fattiges penge eller kirkepenge, og arvingerne har delt boet uden først at aflægge sådant regnskab.

§ 54. Når arv og gæld er vedgået, kan der gøres arrest i de til boet hørende formuegenstande, ligesom der i dem kan søges fyldestgørelse ved exekution og tvangsauktion, når et behørigt exekutionsgrundlag er tilstede. Arrest, som forud for boets overtagelse måtte være gjort i de til det hørende formuegenstande, træder atter i kraft, som om den ikke var bleven afbrudt.

§ 55. Den, der vil gøre nogen fordring på den afdøde gældende for derefter at søge exekution i boet, kan anlægge retssag mod arvingerne ved retten på det sted, hvor boet behandles.

Stk. 2. Arvingerne er pligtige at give møde efter stævning, forkyndt for skifteretten med varsel beregnet efter dens embedskontor, forøget med et tillæg af 14 dage; det er skifterettens pligt at meddele dem underretning om stævningen.

§ 56. Ved de heromhandlede boer bliver der i øvrigt at forholde efter de i forgående kapitel givne regler, for så vidt ikke denne lovs bestemmelser medfører andet.

V. Om behandling af dødsboer, når der er en efterlevende ægtefælle

§ 57. Såfremt skifteretten skønner, at der under hensyn til den efterlevende ægtefælles særlige rettigheder intet bliver at udlodde til arvingerne, og ægtefællen erklærer at ville overtage ansvaret for afdødes gæld, kan såvel fællesboet som afdødes særeje uden skiftebehandling udlægges til ægtefællen.

Stk. 2. I øvrigt bliver afdødes bodel og særeje at skifte efter lovens almindelige regler med de afvigelser, der følger af reglerne i § 61 a, §§ 62 a-62 e og § 63, medens den efterlevende ægtefælles bodel skiftes efter nedenstående regler. Hans særeje kan inddrages under skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt til fyldestgørelse af de krav, der omhandles i § 23 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger og i arvelovens § 21.

Stk. 3. Har den efterlevende ægtefælle hensiddet i uskiftet bo, behandles hele boet efter nedenstående regler.

§ 58. Under skiftet beholder den efterlevende ægtefælle rådigheden over sin bodel. Er der særlig grund at at befrygte, at han utilbørligt vil forrykke bodelens stilling, kan skifteretten dog helt eller delvis fratage ham rådigheden over bodelen under skiftet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter de i lov om tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926 § 48, stk. 1, indeholdte regler.

§ 59. De af den længstlevende opgivne arvinger bliver af skifteretten at underrette om skiftet i overensstemmelse med reglerne i §§ 14 og 23. For fraværende arvinger eller legatarer, hvis opholdssted ikke kendes, eller som er så langt borte, at boets behandling ikke findes at burde udsættes af hensyn til dem, bliver der, for så vidt ingen fuldmægtig møder for dem, efter skifterettens foranstaltning at beskikke værger, der har at varetage deres tarv på skiftet.

§ 60. Skiftet bør grundes på den længstlevendes egen opgørelse af indgæld og udgæld, for så vidt denne erkendes af de tilstedeværende arvinger eller disses værger, og skifteretten ikke på de umyndiges eller fraværendes vegne finder nogen særdeles anledning til at betvivle dens rigtighed. Men selv når opgørelsen ikke fra alle sider erkendes for rigtig, bør dog ingen afhændelse af ejendelene finde sted, men disses værdi alene under anvendelse af reglerne i § 48 ansættes af uvildige mænd, ligesom der med hensyn til de anmeldte fordringers rigtighed i reglen kun bliver at anstille sådan undersøgelse, som af skifteretten skønnes efter omstændighederne at være tilstrækkelig, såsom ved at adspørge kreditorerne.

§ 61. Arvingerne efter den førstafdøde bliver ikke ved at modtage arv eller vederlag herfor ansvarlige for den gæld, der påhviler den længstlevende. Om det dem således udlagte eller udbetalte af kreditorerne kan forlanges tilbagegivet, afgøres efter konkurslovens forskrifter om retshandlers afkræftelse på grund af konkurs.

§ 61 a. Har den efterlevende ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel, kan han forlods udtage vederlag herfor af sin bodel. Under samme betingelse kan den førstafdøde ægtefælles arvinger forlods udtage vederlag af førstafdødes beholdne bodel.

§ 62. Den omstændighed, at den længstlevende på den heromhandlede måde skifter med den førstafdødes arvinger, indskrænker ikke den længstlevendes kreditorer i at forfølge deres ret mod ham ganske på samme måde, som om ingen skiftebehandling fandt sted.

§ 62 a. Den efterlevende ægtefælle har ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til hans personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.

Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har endvidere ret til forlods at udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug.

§ 62 b. Er boet af ringe værdi, kan den efterlevende ægtefælle udtage bohave, arbejdsredskaber og andet løsøre i det omfang, hvori det skønnes nødvendigt, for at han kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, selv om der derved tilfalder ham mere end hans boslod og arvelod.

Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med hans boslod og arvelod og hans særeje udgør indtil 50.000 kr.

§ 62 c. Den efterlevende ægtefælle er berettiget til af fællesboet at fordre udlæg efter vurdering for sin boslod og arvelod også i fast ejendom. Ønsker ægtefællen og arvinger udlæg i samme ting, har ægtefællen fortrinnet.

Stk. 2. Overstiger værdien af de ejendele, som den efterlevende ægtefælle ønsker udlagt, hans boslod og arvelod, skal han desuagtet være berettiget til at få dem udlagt mod at udbetale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger.

§ 62 d. I afdødes særeje kan den efterlevende ægtefælle fordre udlæg efter vurdering, for så vidt angår hans arv af særejet. Udlæg kan også forlanges i fast ejendom. Ægtefællen har fortrin fremfor andre arvinger, der ønsker udlæg i samme ting.

§ 62 e. Bestemmelserne i §§ 62 c og d finder ikke anvendelse på ting, hvorover den førstafdøde ægtefælle har rådet ved testamente i medfør af arvelovens § 66.

§ 63. I det omfang, arven til afdødes umyndige livsarvinger ikke kan udredes uden afhændelse af fast ejendom eller løsøre, som er nødvendige, for at den længstlevende kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, eller uden at den længstlevende berøves andre midler, som er nødvendige herfor, kan skifteretten mod en efter forholdene passende sikkerhed give ægtefællen henstand med udbetalingen af arven, indtil børnene bliver myndige. Nærmere regler herom fatsættes af justitsministeren.

VI. Om skifte ved separation og skilsmisse m.v.

§ 64. Når et ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, samt når ægtefæller er blevet separeret, eller der er afsagt dekret om bosondring, finder offentligt skifte af fællesbo sted, såfremt en af ægtefællerne begærer det.

§ 64 a. Begæring om skifte indgives til skifteretten på det sted, hvor ægtefællerne har bopæl. Har de ikke bopæl i samme retskreds, foretages skiftet af skifteretten på det sted, hvor de sidste har haft fælles bopæl, såfremt en af dem fortsat har bopæl i retskredsen. Medmindre der af ægtefællerne træffes anden aftale, foretages skiftet i øvrigt af skifteretten i den retskreds, hvor den af ægtefællerne, mod hvem kravet om skifte er rettet, har bopæl.

Stk. 2. Dersom ingen skifteret efter reglerne i stk. 1 kan tage boet under behandling, kan justitsministeren, såfremt mindst en af ægtefællerne har tilknytning til Danmark, efter begæring bestemme, at skifte skal finde sted her i landet. Justitsministeren bestemmer i så fald tillige, hvilken skifteret der skal foretage skiftet.

§ 65. Efter registrering og vurdering foretages opgørelse over hver ægtefælles bodel. Har en ægtefælle tillige særeje, bliver også dette at inddrage under skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt til fyldestgørelse af de krav, der omhandles i § 23 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger.

Stk. 2. Grundlaget for de i stk. 1 nævnte opgørelser er de aktiver og passiver, der hører til bodelene på tidspunktet for formuefællesskabets ophør, for bosondring dog tidspunktet for bosondringsbegæringens indgivelse. Hvis rigtigheden af den af en ægtefælle opgivne gæld bestrides af den anden ægtefælle, afgør skifteretten, om gældsposten kan tages i betragtning ved opgørelsen.

Stk. 3. Ved opgørelsen af bodelene medregnes ikke de krav mellem ægtefæller, som nævnes i §§ 26 og 56 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel.

§ 65 a. Findes der gæld, for hvilken begge ægtefæller hæfter, har enhver af dem ret til at forlange, at den anden betaler den del af gælden, som endeligt skal bæres af ham, eller at der stilles ham sikkerhed for, at gælden betales.

Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem ægtefæller om, hvilken del af en dem begge påhvilende gæld, der endeligt skal bæres af hver af dem, afgøres spørgsmålet af skifteretten.

§ 66. Under skiftet beholder hver af ægtefællerne rådigheden over sin bodel. Er der særlig grund til at befrygte, at en ægtefælle vil forrykke sin bodels stilling, kan skifteretten dog helt eller delvis fratage ham rådigheden over bodelen under skiftet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter de i lov om tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926 § 48, stk. 1, indeholdte regler.

§ 66 a. Har en ægtefælle efter separation eller skilsmisse, efter dom til omstødelse eller efter indgivelse af begæring om bosondring disponeret over ejendele eller indkasseret fordringer, som hører til hans bodel, skal han aflægge regnskab til skifteretten.

§ 67. Et skifte mellem ægtefæller indskrænker ikke kreditorernes adgang til at forfølge deres ret på samme måde, som om intet skifte fandt sted.

§ 67 a. Har en ægtefælle et krav mod den anden ægtefælle af den i § 65, stk. 3, nævnte art, kan han under skiftet forlange det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.

§ 68. Udviser den i henhold til § 65 foretagne opgørelse af en ægtefælles bodel overskud, deles dette ligeligt mellem ægtefællerne, medmindre andet følger af nedenstående bestemmelser eller af ægteskabslovgivningens regler.

Stk. 2. En ægtefælle bliver ikke ved at modtage udlæg for sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for dennes gæld. Om ægtefællen er pligtig at tilbagegive det modtagne til kreditorernes fyldestgørelse, afgøres efter konkurslovens regler om retshandlers afkræftelse.

§ 68 a. Hver af ægtefællerne har ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til hans personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.

Stk. 2. Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan udtages forlods af den ægtefælle, der har forældremyndigheden over børnene.

§ 69. Ved skifte i anledning af ægteskabs omstødelse udtager hver ægtefælle forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad han har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave, eller hvad han har overført til fællesboet fra eget særeje. Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.

§ 69 a. Har en ægtefælle indbragt den væsentligste del af fællesboet på den i § 69 angivne måde, og vil en ligedeling være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter begæring bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at bestemmelserne i § 69 bringes til anvendelse i det omfang, dette findes begrundet.

§ 69 b. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel, kan han forlods udtage vederlag herfor af sin bodel.

§ 70. Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde ham.

§ 70 a. Ved bodelingen er hver af ægtefællerne berettiget til at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.

Stk. 2. Kræver ægtefællerne udlagt samme ejendel, skal den ægtefælle, til hvis bodel den hører, have fortrinsret. Der gælder dog herfra følgende undtagelser:

  • 1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse.
  • 2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne.
  • 3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt virksomheden udelukkende eller dog i det væsentlige er blevet drevet af denne.
  • 4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
  • 5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til opretholdelsen af hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.

Stk. 3. Finder udlæg ikke sted efter de i stk. 1 og 2 indeholdte regler, afhændes ejendelene på den i §§ 27 og 28 angivne måde.

§ 70 b. Udlæg efter vurdering kan finde sted, selv om værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det overskydende beløb må betales til den anden ægtefælle. Efter skifterettens nærmere bestemmelse kan der i særlige tilfælde tilstås afdragsvis betaling af beløbet mod en af skifteretten fastsat rente og mod en sikkerhed, som efter ægtefællernes formueforhold skønnes passende.

3. afsnit

Om privat skifte

VII

§ 71. Vil arvingerne i de tilfælde, hvor dette efter det foregående er tilladt, selv overtage boet uden skifterettens mellemkomst, har de for denne at tilkendegive deres vilje i så henseende samt forelægge den de oplysninger, som den måtte anse fornødne. Dog vil der i reglen ikke være at affordre de sig meldende arvinger efter loven bevis for deres opgivende om slægtskabsforholdene, medmindre skifteretten måtte finde grund til at betvivle rigtigheden deraf, i hvilket tilfælde retten kan forlange, at arvingerne skal fremskaffe oplysninger, der bestyrker rigtigheden af deres opgivende. Påstås det, at de i § 5 nævnte betingelser for ved skiftet at forbigå en person, der ville være arving, hvis han havde overlevet arveladeren, er tilstede, har skifteretten at prøve de i så henseende fremførte oplysninger, og derefter træffe afgørelse, samt, hvis det tillades arvingerne at behandle boet privat, at pålægge dem snarest mulig at udstede arveproklama (§ 22) med sådant varsel, som skifteretten bestemmer. Dersom arvingerne fremstiller personer, som kan give oplysning om de omstændigheder, som skal oplyses, for at det kan tillades arvingerne at skifte privat, skal skifteretten være berettiget til at afhøre disse samt, dersom det skønnes fornødent, lade dem bekræfte deres forklaring med ed.

§ 72. Når arvingerne ikke fremkommer med begæring om selv at overtage boet eller ikke forskaffer de af skifteretten i så henseende forlangte oplysninger, eller de ikke i det i § 71, næstsidste punktum, omtalte tilfælde udsteder behørig indkaldelse til arvingerne inden den fastsatte frist, bliver boets behandling at fremme i overensstemmelse med reglerne om offentligt skifte. Finder skifteretten derimod, at der er fremkommet de efter omstændighederne fornødne oplysninger for at kunne tillade arvingerne selv at overtage boet, afholder den sig fra at påbegynde skiftebehandling. Arvinger, der senere måtte melde sig, er beføjede til at fordre boet overtaget til offentligt skifte, men kun efter, at de har ført fuldstændigt bevis for deres arveberettigelse, hvis denne ikke anerkendes af de andre arvinger.

§ 73. Skifteretten kan på begæring af mødende arvinger opfordre ikke mødte myndige arvinger, der har bekendt opholdssted, til at erklære, om de begærer offentligt skifte, med den virkning, som ved opfordringen udtrykkelig bør betydes dem, at de, hvis ingen erklæring afgives, anses for at ville overtage boet til privat deling med de øvrige arvinger. Når pågældende i dette tilfælde undlader at indfinde sig på skiftet eller at sende fuldmægtig for sig, har skifteretten at beskikke en god mand til at varetage deres tarv ved det private skifte. Arvingen underrettes om den trufne foranstaltning. Når han møder eller lader møde, ophører den beskikkede mands hverv.

§ 74. I det i § 71, næstsidste punktum, omtalte tilfælde må boet ikke deles, forinden indkaldelsesfristen er udløben, eller den pågældende arving har ladet møde på skiftet. Sker det desuagtet, bliver de delende arvinger overfor den forbigåede arving solidarisk ansvarlige for det tab og den skade, han derved måtte komme til at lide.

§ 75. Når samtlige myndige arvinger såvel som de umyndiges eller fraværendes værger, efter at boet behørig er registreret og vurderet, eller efter at den længstlevendes opgørelse af dets indgæld og udgæld ifølge § 60 er befundet rigtig, fremsætter begæring om at erholde boet udleveret til videre behandling og deling, kan skifteretten uden hensyn til boets størrelse tilstå dette, når der ikke i særlige love eller i arveladerens gyldige viljebestemmelse er noget til hinder derfor, og skifteretten efter boets beskaffenhed, arvingernes personlige forhold og de øvrige forhåndenværende omstændigheder finder, at de umyndiges eller fraværendes interesse ikke herved udsættes for fare; når dertil findes anledning, kan skifteretten til yderligere oplysning herom indhente nærmere erklæring fra vedkommende kommunale myndighed eller troværdige mænd, som er bekendt med forholdene. Udleveringen kan dog kun finde sted med de anmeldte kreditorers samtykke, hvis disse ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles dem for, at de vil blive det til forfaldstid, og for så vidt kreditorerne er blevet indkaldte, først efter udløbet af den dem satte frist.

Stk. 2. De myndige arvinger overtager i de i foregående stykke ommeldte tilfælde overfor de umyndige eller fraværende et solidarisk ansvar for efterlevelsen af bestemmelserne i § 78, samt for den behørige tilbagebetaling af udbetalte beløb i tilfælde af, at skifteretten anordner dette i henhold til § 80.

Stk. 3. De i denne paragraf omhandlede regler kommer i det hele ikke til anvendelse, når der kun er umyndige eller fraværende arvinger.

§ 76. Opstår der imellem arvinger, der selv skifter og deler, strid desangående, kan sagen, når parterne er enige derom, indbringes for den skifteret, som i tilfælde af offentlig skiftebehandling skulle have behandlet boet, til afgørelse efter de almindelige for skifteretssager gældende procesregler. Skifteretten mægler da forlig mellem parterne.

§ 77. Ethvert bo, der deles uden skifterettens mellemkomst, uagtet ikke samtlige arvinger er myndige og, personlig eller ved fuldmægtig, tilstede i riget (jfr. §§ 5 b, 7 og 75), bør så vidt muligt være sluttet inden 1 år fra dødsfaldet. Medens det derhos i øvrigt ved privat skifte beror på de pågældende arvinger, hvorvidt de vil udstede indkaldelse til kreditorerne, bør dette i de her omhandlede tilfælde kun undlades, når den afdøde efter hans livsforhold ikke kan formodes at have stået i nogen ualmindelig forbindelse formedelst handel eller deslige.

§ 78. I de i foregående paragraf omhandlede boer forfattes et dokument, som bør indeholde fortegnelse over boets indgæld og udgæld, beregning af arvelodderne og forklaring om, hvorledes enhver for samme erholder udlæg, hvorved bliver at bemærke, at der udenfor det i § 63 omhandlede tilfælde ikke uden skifterettens samtykke kan gives umyndige eller fraværende udlæg for deres arvelod på anden måde end i rede penge. Dette dokument, ledsaget af bevis for, at de beløb, som efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, er afgivne til samme, bliver, efter at være underskrevet af samtlige arvinger eller værger, snarest muligt at indsende til skifteretten, som har at gennemgå det. Hvis retten ikke i de umyndiges eller fraværendes interesse finder noget at erindre derved, påtegner den dokumentet sin godkendelse og lader afskrift af det indføre i skifteprotokollen eller lader det vedlægge denne. I modsat tilfælde har retten på den i § 17 bestemte måde at kalde samtlige arvinger eller værger for sig og opfordre dem til at erklære sig nærmere over opgørelsen samt eventuelt berigtige dens udsættelser. Befindes de hertil uvillige, kan skifteretten ved kendelse erklære den stedfundne opgørelse og deling for ugyldig samt straks overtage boet til behandling og deling i overensstemmelse med reglerne for behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås.

§ 79. Ligeledes kan skifteretten, dersom arvingerne ikke har sluttet boet inden 1 års forløb, uden at herfor af dem anføres nogen tilstrækkelig grund, overtage boet til opgørelse og deling på den i foregående paragraf angivne måde.

§ 80. Når skifteretten i henhold til bestemmelserne i de foregående paragraffer overtager og deler boet, er arvingerne forpligtede til at tilbageføre, hvad der måtte være udloddet til dem, for så vidt skifteretten anser sådan tilbageførsel for nødvendig til berigtigelse af skiftet.

§ 81. Med hensyn til arvingers retsforhold indbyrdes samt til legatarer og kreditorer ved privat skifte, såvel som med hensyn til retsforholdet mellem den længstlevende ægtefælle og den førstafdødes arvinger og mellem ægtefæller indbyrdes ved privat skifte har det i øvrigt sit forblivende ved den gældende rets regler i forbindelse med de af nærværende lovs bestemmelser, som efter deres beskaffenhed er anvendelige derpå.

4. afsnit

Tillægsbestemmelser

VIII

§ 82. De om offentlig skiftebehandling af dødsboer givne regler bliver med de lempelser, som følger af forholdets natur, at anvende i andre boer, såsom interessentskabsboer, der kommer under skiftebehandling, uden at indbringes under konkursbehandling.

§ 83. Dødsboers behandling ved skiftekommissarier og testamentseksekutorer med dømmende myndighed bortfalder, for så vidt angår de boer, der først tages under behandling, efter at denne lov er trådt i kraft.

Stk. 2. Ved kgl. bevilling kan en eller flere myndige, pålidelige og vederhæftige personer beskikkes til som eksekutorer uden dømmende myndighed at behandle et dødsbo. Bevillingen meddeles af justitsministeren eller af den, han bemyndiger dertil. Boet udleveres til eksekutorerne af skifteretten og bliver at behandle efter reglerne i denne lov. De i den øvrige lovgivning indeholdte bestemmelser angående eksekutorers forhold forbliver i kraft.

§ 84. Søgsmål, som går ud på at gøre arverettigheder eller fordringer på legater og dødsgaver gældende, såvel som søgsmål, hvorved fordringer på arveladeren gøres gældende mod arvingerne som sådanne, kan anlægges ved den ret, som i dødsøjeblikket var den afdødes hjemting.

§ 85. Søgsmål til tilbagebetaling af, hvad nogen som arving eller kreditor i et under offentlig skiftebehandling stående bo ifølge foreløbigt udlæg eller endelig udlodning, som senere i det hele eller for en del er funden urigtig, har modtaget, kan anlægges ved retten på det sted, hvor skiftet holdes.

§ 86. I de tilfælde, hvor arvinger eller kreditorer i medfør af §§ 55 og 85 kan søges for retten på det sted, hvor boet behandles, eller hvor sag i medfør af § 84 kan anlægges ved den afdødes hjemting, står det sagsøgeren frit for at indkalde modparten til forligsmægling for forligskommissionen sammesteds, dog at indkaldelsen for de personers vedkommende, der bor udenfor kredsen, sker med mindst 14 dages varsel.

§ 87. Det bestemmes efter de hidtil gældende regler, hvilken skifteret det tilfalder at behandle et bo. Dog skal det, når en dansk, som ikke har bopæl her i landet, er afgået ved døden i udlandet, og der ikke der foretages skifte efter ham, være justitsministeriet tilladt at henvise sådant bos behandling til den indenlandske skifteret, som findes hensigtsmæssigst at kunne behandle det.

§ 88. (* 1) Påanke af den tilendebragte skiftebehandling må iværksættes inden 12 uger, efter at skiftet i henhold til reglen i § 50 anses som sluttet.

Stk. 2. Kendelser eller beslutninger, der forefalde under behandlingen, kunne gøres til genstand for særskilt påanke, som må iværksættes inden 12 uger efter afsigelsen. Boets behandling bliver dog ikke desto mindre at fortsætte, men skifteretten har i så fald at drage omsorg for, at den påankendes ret ikke foregribes ved boets behandling medens påanken står på.

Stk. 3. Oprejsning bevilges aldrig, efter at der er hengået år og dag efter påankefristens udløb.

§ 89. Når skifteretten ikke efter foregående erindring tilbørlig fremmer et bo, kan justitsministeren beskikke en anden til at behandle samme; det skal da uværgerlig, under tvangsmiddel af suspension og tiltale til embedsfortabelse, overleveres til den således beskikkede, hvem den pågældende skifteforvalter vil have at tilsvare vederlag for hans arbejde efter justitsministerens bestemmelse, foruden at være tiltale undergiven til straf og erstatning efter plakat 21. april 1824 § 1.

Stk. 2. Med hensyn til boer, som behandles af testamentseksekutorer, kan justitsministeren, når der fra nogen af de interesserede i boet fremkommer klage over boets utilbørlige forhaling, og klagen, efter at der er givet testamentseksekutorerne lejlighed til at ytre sig over samme, findes begrundet, bestemme, at boets behandling skal gå over til den ordentlige skifteret.

§ 90. Skifteretterne er fremdeles, for så vidt de indesidder med boernes midler, undergivne de hidtil gældende regler angående regnskabsvæsenet i dødsboer og konkursboer, ligesom det har sit forblivende ved de gældende bestemmelser i henseende til tilsynet med skifternes fremme, revisionen af skiftebehandlingen og de dermed forbundne oppebørsler, samt tilsynet med, at de midler, som efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, virkelig indkommer. Nærmere forskrifter i de anførte henseender samt de med hensyn hertil fornødne tvangsmidler kan fastsættes ved kongelig anordning.

§ 91. (Ophævet).

§ 92. For så vidt embedsmænd, hvem nogen del af skifteforvaltningen eller tilsyn med samme er betroet, måtte findes pligtige at udrede erstatning til private i anledning af deres embedsførelse i så henseende, være sig i døds-, konkurs- eller andre boer, er statskassen ansvarlig for sådan erstatnings udredelse, dersom den ikke kan fås hos vedkommende embedsmænd eller i deres bo.

§ 93. Denne lov træder i kraft den 1. april 1875 samtidig med lov om betalingen for de til skiftevæsenet henhørende forretninger. Den er anvendelig ikke blot på de boer, der fra den dag tages under behandling, men også på de retshandlinger, der efter den dag måtte forefalde i de under behandling værende boer, for så vidt ikke forholdets beskaffenhed måtte udelukke sådan anvendelse.

Stk. 2. Regeringen bemyndiges til ved kongelig anordning at sætte loven i kraft på Færøerne med de lempelser, som ifølge disse øers særegne forhold måtte findes hensigtsmæssige.

----

Lov nr. 412 af 18. december 1963 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. (* 2)

----

Lov nr. 207 af 21. maj 1969 indeholder følgende bestemmelse:

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne. Bestemmelsen i § 2, nr. 2 (* 3), kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne.

----

Lov nr. 259 af 4. juni 1969 indeholder følgende bestemmelse:

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 346 af 26. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse:

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 299 af 8. juni 1977 indeholder følgende bestemmelse:

§ 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 170 af 14. maj 1980 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 212 af 13. maj 1981 indeholder følgende bestemmelse:

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning kan § 1 og § 3 sættes i kraft for Færøerne og § 1 og § 6 for Grønland med de afvigelser, som de særlige henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 23. oktober 1986

Erik Ninn-Hansen

/Ida Heide-Jørgensen

Officielle noter

(* 1) Ved §§ 662 og 665 i retsplejeloven, jfr. justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 er § 88 i skifteloven ophævet.

(* 2) Se anordning nr. 469 af 24/ 9 1984.

(* 3) Ændring af skiftelovens § 62 b, stk. 2.