Dokumentets indarbejdede forskrifter
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om dansk indfødsret

Herved bekendtgøres lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 17. juni 1991, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 1097 af 21. december 1994.


§ 1. Dansk indfødsret erhverves ved fødslen af

1. ægtebarn, hvis fader eller moder er dansk,

2. barn uden for ægteskab, hvis moder er dansk.

Stk. 2. Hittebarn, som bliver fundet her i riget, anses, indtil andet oplyses, som havende dansk indfødsret.

§ 2. Har dansk mand og fremmed kvinde børn sammen, inden de indgår ægteskab, erhverver børnene ved forældrenes ægteskab dansk indfødsret, forsåvidt de er ugifte og under 18 år.

§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, der begge er danske statsborgere, eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget sammen med adoptivforældrene (adoptanten).

Stk. 2. Erhvervelse af indfødsret har virkning fra den dag, bevillingen udstedes.

§ 3. Udlænding, som vedblivende har haft bopæl her i riget fra det fyldte 16. år og derudover tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år, erhverver dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. år, men inden det fyldte 23. år over for Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. Har han ikke statsborgerret i noget land, eller godtgør han, at han vil miste sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret, kan erklæringen afgives allerede efter det fyldte 18 år, såfremt han ved erklæringens afgivelse vedblivende har haft sin bopæl her i riget i de sidste 5 år og derudover tidligere har boet her i sammenlagt mindst 5 år.

Stk. 2. Er riget i krig, kan borger i en fjendtlig stat ikke erhverve indfødsret i medfør af denne paragraf. Det samme gælder den, der ikke har statsborgerret i nogen stat, men senest har været statsborger i en fjendtlig stat.

§ 4. Har nogen, som ved fødslen har erhvervet dansk indfødsret, og som har boet her i riget indtil det fyldte 18. år, mistet indfødsretten, generhverver han, såfremt han har boet her i de sidste 2 år, indfødsretten ved over for Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. Er han statsborger i et andet land, kan erklæringen dog kun afgives, såfremt han godtgør, at han derved mister den fremmede statsborgerret.

§ 5. Erhverver en person indfødsret i medfør af §§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også hans her i riget bosatte, ugifte ægtebarn under 18 år. Dette gælder dog ikke barn, som efter opløsning af forældrenes ægteskab eller deres separation er undergivet den anden forældreparts forældremyndighed.

Stk. 2. Reglen i stk. 1, 1. punktum, finder tilsvarende anvendelse i forholdet mellem en kvinde og hendes barn uden for ægteskab, med mindre forældremyndigheden over barnet er tillagt dets udenlandske far.

§ 6. Indfødsret kan erhverves ved naturalisation i henhold til grundloven.

Stk. 2. Har den, der naturaliseres, børn, finder reglerne i § 5 tilsvarende anvendelse, medmindre andet i det enkelte tilfælde fastsættes.

§ 7. Dansk indfødsret fortabes af

1. den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke,

2. den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land,

3. ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed statsborgerret på den foran under nr. 1 eller 2 angivne måde, medmindre den anden af dets forældre vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden.

§ 8. Den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år. Justitsministeren, eller den, han bemyndiger dertil, kan dog efter ansøgning indgivet inden dette tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.

Stk. 2. Taber nogen sin indfødsret efter denne paragraf, taber også hans barn indfødsretten, hvis det har erhvervet den gennem ham, medmindre barnet derved bliver statsløst.

§ 9. Justitsministeren, eller den, han bemyndiger dertil, kan løse den, som er eller ønsker at blive fremmed statsborger, fra dennes statsborgerlige forhold til Danmark. Løsningen sker i det sidste tilfælde på betingelse af, at ansøgeren inden en vis frist bliver statsborger i et andet land.

Stk. 2. Løsning kan ikke nægtes en person som er fremmed statsborger, og som har sin faste bopæl i et andet land.

§ 9 A. Kongen kan efter overenskomst med andre stater fastsætte, at bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal finde anvendelse. Udtrykket aftaleland i denne paragraf omfatter den eller de stater, med hvilke sådan overenskomst er sluttet.

Stk. 2. En person, som ved fødslen har erhvervet statsborgerret såvel i Danmark som i aftaleland, mister dansk indfødsret ved opnåelsen af en i overenskomsten fastsat alder, som ikke må være under 19 år og ikke over 22 år, såfremt han i de sidste 5 år har haft sin faste bopæl i vedkommende aftaleland.

Stk. 3. Taber nogen sin indfødsret efter stk. 2, taber også hans barn indfødsretten, hvis det har erhvervet den gennem ham, medmindre barnet derved bliver statsløst.

Stk. 4. Den, der har mistet dansk indfødsret i henhold til denne paragraf og derefter vedblivende har været statsborger i aftaleland, generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast bopæl her i riget overfor Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i § 4, 2. punktum, og i § 5 finder tilsvarende anvendelse.

§ 10. Kongen kan, efter overenskomst med Finland, Island, Norge og Sverige fastsætte, at en eller flere af bestemmelserne under A-C skal finde anvendelse. Udtrykket nordisk aftaleland i denne paragraf omfatter den eller de stater, med hvilke sådan overenskomst er sluttet.

A. Ved anvendelsen af § 3 ligestilles bopæl i nordisk aftaleland indtil det fyldte 16. år med bopæl her i riget. Den pågældende skal dog ved erklæringens afgivelse vedblivende have haft bopæl her i riget i de sidste 5 år.

Stk. 2. Ved anvendelsen af § 4 ligestilles bopæl i nordisk aftaleland indtil det fyldte 12. år med bopæl her i riget.

Stk. 3. Ved anvendelsen af § 8 ligestilles bopæl i nordisk aftaleland i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i riget.

B. Statsborger i nordisk aftaleland, som

1. har erhvervet statsborgerret der på anden måde end ved naturalisation,

2. er fyldt 18 år,

3. har haft fast bopæl her i riget i de sidste 7 år, og

4. ikke i løbet af denne tid er dømt til frihedsstraf, arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller til anbringelse i en særlig forvaringsanstalt, jf. borgerlig straffelovs § 70, stk. 1, erhverver dansk indfødsret ved overfor Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland at afgive skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i § 5 finder tilsvarende anvendelse.

C. Den, der har mistet dansk indfødsret og derefter vedblivende har været statsborger i nordisk aftaleland, generhverver indfødsretten, når han efter at have taget fast bopæl her i riget overfor Statsamtet, Overpræsidiet, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland afgiver skriftlig erklæring herom. Bestemmelserne i § 5 finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. Erklæring om erhvervelse af indfødsret i henhold til denne lovs §§ 3, 4, 9 A, stk. 4, 10 B og 10 C kan ikke afgives ved værge eller af forældremyndighedens indehaver.

§ 12. Ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation betales et gebyr på 1.000 kr. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om gebyrets betaling og undtagelser herfra.

Stk. 2. Justitsministerern kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af denne lov.

Stk. 3. Justitsministeren kan hos skattemyndigheder og andre myndigheder i den offentlige forvaltning indhente de oplysninger, også i elektronisk form, om ansøgere om dansk indfødsret, som er nødvendige for at behandle ansøgningerne.

Stk. 4. Erklæringer om forhold, der omfattes af denne lov eller de i henhold til loven fastsatte forskrifter, herunder erklæringer afgivet til brug ved ansøgninger om indfødsret eller om bevis for indfødsret, kan kræves afgivet på tro og love.

§ 13. Barn under 18 år, som ville have haft dansk indfødsret, hvis bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 2, havde været gældende før lovens ikrafttræden, og som ikke er eller har været statsborger i noget land, erhverver dansk indfødsret.

Stk. 2. Ved anvendelsen af § 4 anses den, der har erhvervet dansk indfødsret i medfør af lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjydske landsdeles indlemmelse i Danmark, jf. lov nr. 247 af 12. juni 1922, som danskfødt. Bopæl i de sønderjydske landsdele inden den 15. juni 1920 ligestilles med bopæl her i riget.

Stk. 3. En kvinde, som efter den tidligere gældende lovgivning har mistet indfødsret ved at indgå ægteskab med fremmed mand eller ved at erhverve fremmed statsborgerret enten gennem ægteskab eller gennem mandens erhvervelse af fremmed statsborgerret, men som vedblivende ville have bevaret sin danske indfødsret, såfremt denne lov havde været gældende tidligere, generhverver indfødsret ved overfor overøvrigheden (i København Magistraten) eller anden af indenrigsministeren bestemt myndighed at afgive skriftlig erklæring herom. Sådan en erklæring kan dog ikke gyldigt afgives efter den 31. december 1955.

Stk. 4. For kvinde, der fylder 22 år inden den 1. janaur 1954, og som ved opnåelsen af den nævnte alder er eller har været gift, indtræder tab af indfødsret i henhold til § 8, stk. 1, først med udgangen af året 1953.

Stk. 5. Bestemmelserne i §§ 3 og 4 og i nærværende paragrafs stk. 3 finder ikke anvendelse på personer, der omfattes af lov nr. 379 af 12. juli 1946, således som denne er ændret ved lov nr. 528 af 22. december 1947, jf. lov nr. 518 af 22. december 1948, og som ikke ved særlig lov har opnået adgang til at erhverve eller bevare indfødsret uanset bestemmelserne i loven af 12. juli 1946. Det samme gælder den, der ville have været omfattet af disse love, såfremt han havde været danskfødt og havde bevaret bopæl her i riget.

Stk. 6. Flytter nogen, der er blevet statsborger i et andet land, men som i henhold til § 5, 2. pkt. i lov nr. 123 af 18. april 1925 har bevaret dansk indfødsret, ud af riget, medfører dette ikke fortabelse af indfødsretten, medmindre vedkommende vedblivende har statsborgerret i et andet land og ville miste eller have mistet indfødsretten efter reglerne i nærværende lovs § 7, hvis de havde været gældende tidligere.

Stk. 7. I øvrigt kommer bestemmelserne i den lov til anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder erhvervelse eller fortabelse af indfødsret, ligger efter lovens ikrafttræden.

§ 14. Denne lov, der træder i stedet for lov nr. 123 af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, gælder for alle dele af den danske stat.

§ 15. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1951.

Lov nr. 159 af 18. marts 1991 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter dens stadfæstelse (* 1).

Lov nr. 1097 af 21. december 1994, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Loven træder i kraft ugedagen efter dens stadfæstelse (* 2).

Justitsministeriet, den 14. september 1995

Bjørn Westh

/ Niels Beckman

Officielle noter

(* 1) Lov nr. 159 blev stadfæstet den 18. marts 1991.

(* 2) Lov nr. 1097 blev stadfæstet den 21. december 1994.