Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af Færdselslov

Herved bekendtgøres færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 17. februar 1986 med de ændringer, der følger af lov nr. 846 af 20. december 1989, § 3 i lov nr. 62 af 7. februar 1990, § 2 i lov nr. 396 af 13. juni 1990 og lov nr. 401 af 13. juni 1990.


Kapitel 1

Lovens område m.v.

Lovens område

§ 1. Loven gælder, hvor andet ikke er bestemt, for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Definitioner m.v.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1. Akseltryk:

det tryk, der overføres til vejen fra hjulene på en aksel.

2. Bil:

motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter, valser, meder eller lignende, samt motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt overstiger 400 kg.

3. Blokvogn:

motordrevet køretøj eller dertil koblet køretøj, hvis vægt, akseltryk, dimensioner eller øvrige konstruktion udelukker køretøjet fra registrering, og som er beregnet til transport af særlig tungt eller omfangsrigt gods.

4. Egenvægt:

vægten af køretøj med tilbehør, som køretøjet normalt medfører. Vægten af driftsmidler, herunder brændstof, smøreolie og kølevand, samt fører medregnes ikke til egenvægten.

5. Fodgængerfelt:

den del af vejen, som er bestemt for gående ved passage over kørebane eller cykelsti, og som er særlig afmærket.

6. Knallert:

motordrevet to- eller trehjulet køretøj med en motor, hvis slagvolumen ikke overstiger 50 (cm3), eller med elmotor, og hvis motor ikke kan fremdrive køretøjet med større hastighed end 30 km i timen ad vandret vej. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om yderligere betingelser, som et motordrevet køretøj skal opfylde for at kunne anses som knallert.

7. Krybespor:

særlig vognbane, som med færdselstavle anvises for langsomtkørende færdsel.

8. Kørebane:

den del af vejen, der er bestemt for kørende, herunder dog ikke cykelsti eller ridesti. Reglerne om færdsel på kørebane gælder også for færdsel på cykelsti og ridesti.

9. Køretøj:

indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner. Færdselsreglerne for kørende gælder, i den udstrækning de kan anvendes, også for ridende samt dem, der fører heste eller driver kreaturer.

10. Lygtetændingstiden:

tiden fra solnedgang til solopgang eller i øvrigt, når anvendelse af køretøjets lygter på grund af mørke, tåge, dis, regn eller lignende dårlige sigt- eller lysforhold er påkrævet enten for at gøre køretøjet synligt for andre trafikanter eller for at give føreren tilstrækkelig synsvidde.

11. Motorcykel:

motorkøretøj på 2 hjul, med eller uden sidevogn, og motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt ikke overstiger 400 kg.

12. Motordrevet køretøj:

køretøj, der er forsynet med motor som drivkraft. For kørestol, som er konstrueret til en hastighed af højst 15 km i timen og kun med væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til større hastighed, gælder bestemmelserne om cykel, hvor intet andet er bestemt. Motordrevne køretøjer inddeles i motorkøretøj, traktor, motorredskab og knallert.

13. Motorkøretøj:

motordrevet køretøj, der hovedsagelig er indrettet til selvstændigt at benyttes til person- eller godsbefordring. Motordrevet køretøj, som er indrettet til andet formål, men som er konstrueret til eller uden væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til en hastighed af over 30 km i timen, anses ligeledes for motorkøretøj. Motorkøretøjer inddeles i bil og motorcykel.

14. Motorredskab:

motordrevet køretøj, som hovedsagelig er indrettet som arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst 30 km i timen og kun med en væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til større hastighed. Motordrevet køretøj, der er bestemt til at føres af en gående, anses som motorredskab.

15. Motorvej og motortrafikvej:

vej, som er forbeholdt færdsel med motorkøretøjer, og som med færdselstavler er afmærket som henholdsvis motorvej og motortrafikvej.

16. Parkering:

enhver hensætning af et køretøj med eller uden fører. Standsning kortere end 3 minutter, standsning for af- eller påstigning samt af- eller pålæsning af gods anses dog ikke for parkering.

17. Påhængskøretøj:

køretøj, der efter sin indretning er bestemt til at blive trukket af andet køretøj. Påhængskøretøjer inddeles i påhængsvogn, sættevogn og påhængsredskab.

18. Påhængsredskab:

andet påhængskøretøj end påhængsvogn og sættevogn. Campingvogn anses som påhængsredskab.

19. Påhængsvogn:

påhængskøretøj, der hovedsagelig er indrettet til befordring af personer eller gods, sættevogn dog undtaget.

20. Sidevogn:

et-hjulet køretøj, der kobles til siden af et to-hjulet køretøj, og som hovedsagelig er indrettet til befordring af personer eller gods.

21. Sættevogn:

påhængskøretøj, der hovedsagelig er indrettet til befordring af personer eller gods, og som kobles til det trækkende køretøj således, at køretøjet eller dets last delvis hviler på det trækkende køretøj.

22. Totalvægt:

køretøjets øjeblikkelige vægt med driftsmidler, fører og last (faktiske totalvægt) eller den ved registrering eller godkendelse tilladte største vægt af køretøjet med driftsmidler, fører og last (tilladte totalvægt).

23. Trafikant:

enhver, der færdes eller i øvrigt opholder sig på vej eller i køretøj på vej.

24. Traktor:

motordrevet køretøj, som hovedsagelig er indrettet til at trække andet køretøj eller arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst 30 km i timen og kun med væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til større hastighed.

25. Tættere bebygget område:

område, hvis grænser tilkendegives ved særlig afmærkning.

26. Vej:

vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, hvad enten den er offentlig eller privat.

27. Vejkryds:

vejkryds, vejforgrening og vejudmunding.

28. Vognbane:

enhver af de baner, i hvilke kørebanen kan deles, og som hver er tilstrækkelig bred til at kunne benyttes af en række køretøjer med 4 hjul.

Kapitel 2

Regler for al færdsel

Grundregler m.v.

§ 3. Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres. Der skal også vises hensyn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen.

Stk. 2. Særligt hensyn skal vises over for børn, skolepatruljer, ældre mennesker samt personer, der ifølge særligt af justitsministeren fastsat kendetegn eller i øvrigt, efter hvad der fremgår af omstændighederne, lider af svækket syn eller hørelse eller anden legemlig mangel eller sygdom, som er til ulempe for dem i færdslen.

Stk. 3. Det påhviler politi og vejmyndigheder efter samråd med skolerne at træffe foranstaltninger til at beskytte børnene mod farerne fra den kørende færdsel på deres vej til og fra skolen.

Anvisninger for færdslen

§ 4. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde, jfr. § 95.

Stk. 2. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen, jfr. § 89. Disse anvisninger skal efterkommes forud for anvisninger i stk. 1.

Stk. 3. Anvisningerne i stk. 1 og 2 skal efterkommes forud for færdselsreglerne.

Stk. 4. Trafikanter skal uanset afmærkning, der tilkendegiver ubetinget vigepligt, rette sig efter signalanlæg, der regulerer færdslen i det pågældende vejkryds.

Færdsel over jernbanespor m.v.

§ 5. Trafikanter, der skal passere jernbaneoverkørsel, skal udvise særlig forsigtighed. Færdsel over jernbaneoverkørsel må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at tog nærmer sig. Kørende skal afpasse hastigheden således, at standsning om nødvendigt kan ske før sporene. Når sporene passeres, skal dette ske uden unødigt ophold.

Stk. 2. Trafikanter må ikke passere jernbaneoverkørsel, når:

  • 1) pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg,
  • 2) bomme er lukkede, eller medens bomme lukkes eller åbnes, eller
  • 3) jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.

Stk. 3. Standsning skal ske i betryggende afstand fra sporene og før signal eller bom. I lygtetændingstiden må på køretøj, der har særligt positionslys (parkeringslys), kun positionslygterne være tændt under standsningen.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder også for passage af andre overkørsler samt for kørsel på eller over spor, der ligger i vej, havneplads eller lignende uden at være afgrænset derfra.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der skal iagttages ved passage af jernbaneoverkørsler med:

  • 1) transporter, der er særlig langsomme eller tunge,
  • 2) transporter, der overskrider de almindelige bestemmelser for bredde, længde eller højde, der er fastsat i medfør af § 84, eller
  • 3) dyr, der trækkes eller drives.

Leg m.v.

§ 6. Ingen må springe af eller på et køretøj, der er i bevægelse, eller opholde sig på et køretøjs trinbræt eller lignende, medmindre det er særligt godkendt hertil.

Stk. 2. Slæde, trækvogn eller lignende må ikke hænges efter køretøj. Den, der løber på ski, skøjter, rulleskøjter eller lignende, må ikke trækkes af køretøj.

Stk. 3. Der må ikke på vej køres på rullebræt eller laves glide- eller kælkebaner. På vej bortset fra legegader må der ikke leges eller spilles bold til ulempe for færdslen.

Udrykningskørsel m.v.

§ 7. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udrykningskørsel og kan herunder fravige regler i denne lov.

Stk. 2. Når der ved kørsel med udrykningskøretøj anvendes særlige af justitsministeren fastsatte lyd- eller lyssignaler, skal andre trafikanter i god tid holde vejen åben for køretøjet. Kørende skal om nødvendigt standse.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til sikring af ambulancers og brandslukningskøretøjers uhindrede kørsel til og fra uheldsstedet eller brandstedet.

Stk. 4. Motorkøretøj, der i et enkelt tilfælde benyttes til kørsel med alvorligt syge eller tilskadekomne eller i et andet lignende øjemed, som ikke tåler opsættelse, og som foran på køretøjet på iøjnefaldende måde har anbragt en hvid dug, er under denne kørsel ligestillet med udrykningskøretøj. Føreren af motorkøretøjet skal snarest muligt, efter at sådan kørsel har fundet sted, give politiet meddelelse herom. Uberettiget anvendelse af hvid dug er forbudt.

Stk. 5. Uvedkommende må ikke komme så nær til et uheldssted eller brandsted, at redningsarbejdet eller slukningsarbejdet, herunder kørsel til eller fra stedet, derved hæmmes.

Stk. 6. Trafikanter skal give fri passage for forsvarets og civilforsvarets kolonner, grupper af børn under opsyn af leder, ligtog eller andet sluttet optog.

Beskadigelse af færdselstavler m.v.

§ 8. Den, der med eller uden egen skyld beskadiger færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller andre færdselsanordninger, skal straks bringe afmærkningen i orden igen, hvis det er muligt. Kan dette ikke ske, skal den pågældende snarest underrette politiet og i øvrigt foretage, hvad der er nødvendigt for at advare andre trafikanter.

Forpligtelser ved færdselsuheld

§ 9. Trafikant, der med eller uden egen skyld bliver indblandet i et færdselsuheld, skal straks standse og i muligt omfang yde hjælp til tilskadekomne. Den pågældende skal endvidere til sikring af færdslen deltage i de foranstaltninger, som uheldet giver anledning til. Hvis en anden, der er indblandet i uheldet, anmoder herom, skal vedkommende opgive navn og bopæl. Tilsvarende oplysninger skal efter anmodning gives den, på hvis ejendom eller ting, der er sket skade.

Stk. 2. Er der sket skade på en anden person, og er skaden ikke ubetydelig, skal den, der har forvoldt skaden, snarest muligt underrette politiet. Er der sket skade på ejendom eller ting, og er der ingen til stede, som kan modtage de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, skal den, der har forvoldt skaden, snarest muligt underrette skadelidte eller politiet.

Stk. 3. Er nogen dræbt eller kommet alvorligt til skade ved færdselsuheldet, må der ikke ændres ved forholdene på uheldsstedet eller fjernes spor, som kan være af betydning for opklaringen af uheldet. Køretøj, der har været indblandet i uheldet, skal dog flyttes, hvis dets placering er til fare for færdslen.

Kapitel 3

Færdselsregler for gående

§ 10. Gående skal benytte fortov, gangsti eller rabat, dog ikke midterrabat. Cykelsti eller kørebane må kun benyttes, såfremt der ikke findes fortov, gangsti eller egnet rabat.

Stk. 2. Gående, som benytter kørebanen, skal gå yderst i venstre side i færdselsretningen eller, hvis vedkommende trækker cykel eller knallert, yderst i højre side. Den gående kan dog gå i den modsatte side, hvis den pågældende ellers ville blive udsat for fare, eller hvis særlige omstændigheder tilsiger det.

Stk. 3. På fortov, gangsti, cykelsti eller rabat må gående ikke trække cykel eller knallert eller medføre omfangsrige genstande, såfremt dette vil være til væsentlig ulempe for andre gående. Gående, som benytter cykelsti, må ikke være til ulempe for kørende på cykelstien.

Stk. 4. Gående, der vil passere kørebane eller cykelsti, skal, når kørebanen eller cykelstien betrædes, udvise den forsigtighed, der er nødvendig under hensyn til afstanden til og hastigheden af kørende, der nærmer sig stedet. Passagen skal ske uden unødigt ophold.

Stk. 5. Ved passage over kørebane eller cykelsti skal fodgængerfelt benyttes, såfremt et sådant findes i nærheden. Findes fodgængerbro eller -tunnel i nærheden, skal broen eller tunnelen om muligt benyttes.

Stk. 6. I andre tilfælde end nævnt i stk. 5 skal passagen ske lige over kørebane eller cykelsti og fortrinsvis i tilslutning til vejkryds.

Stk. 7. På steder, hvor færdslen reguleres af politi eller ved signalanlæg, må kørebane og cykelsti kun betrædes, når signal, der gælder for den gående, viser grønt lys, eller når det ved politiets tegngivning tilkendegives, at færdslen er fri i den gåendes færdselsretning.

§ 11. Som gående anses også den, der løber på ski, skøjter, rulleskøjter eller lignende, og den, der fører barnevogn eller legevogn. Den, der skubber kørestol, trækker cykel eller knallert, anses ligeledes som gående.

§ 12. Sluttet optog skal så vidt muligt færdes på rabat, dog ikke midterrabat, eller i kørebanens højre side i færdselsretningen. Børn i gruppe med højst to ved siden af hinanden skal om muligt benytte fortov, gangsti, rabat, dog ikke midterrabat, eller cykelsti. Optog, som i lygtetændingstiden benytter rabat, kørebane eller cykelsti, skal foran mod vejens midte medføre mindst een lygte, der viser hvidt eller gult lys fremad, og bagtil mindst een lygte, der viser rødt lys bagud.

§ 13. Invalid, der selv fører kørestol, må, hvis der køres med almindelig ganghastighed, benytte fortov, gangsti eller rabat samt fodgængerfelt og anses i så fald som gående.

Kapitel 4

Færdselsregler for kørende

Anvendelsen af vejens forskellige baner

§ 14. Er der på vej anlagt særlige baner for forskellige færdselsarter, skal kørende benytte den bane, som er bestemt for færdsel med køretøj af den pågældende art.

Stk. 2. Knallert skal føres på cykelsti, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning. Hastigheden skal på cykelsti afpasses således, at der ikke fremkaldes fare eller ulempe for den øvrige færdsel på denne. Cyklist og knallertkører må kun anvende cykelsti i højre side af vejen i færdselsretningen, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

Stk. 3. Cykel eller knallert må ikke føres på cykelsti, såfremt køretøjet på grund af dets bredde i belæsset eller ubelæsset stand kan være til væsentlig ulempe for andre kørende på cykelstien.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om cyklisters anvendelse af fortov og gangsti. Der skal i sådanne tilfælde være klar adskillelse mellem den del af fortovet eller gangstien, hvorpå cyklister må færdes, og den del, der er forbeholdt for gående.

Stk. 5. Hvor der findes et krybespor, skal dette anvendes af køretøjer, der fremføres med en lavere hastighed end den, som er angivet på færdselstavlen ved krybesporet. Andet køretøj må ikke føres i krybespor. Ved udkørsel fra krybespor skal den kørende sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller unødig ulempe for andre.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om hyrevognes adgang til at benytte de for busser særligt anlagte baner.

Placeringen på vejen

§ 15. Kørende skal under hensyntagen til anden færdsel og forholdene i øvrigt holde så langt til højre som muligt.

Stk. 2. Har kørebanen tre vognbaner, må et køretøj ikke benytte den vognbane, som er beliggende yderst til venstre i færdselsretningen, medmindre færdslen på kørebanen er ensrettet.

Stk. 3. Afstanden til foran kørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes. Køretøjer, for hvilke der gælder en særlig hastighedsbegrænsning, jfr. § 43, skal uden for tættere bebygget område tillige holde en sådan afstand til foran kørende, at overhalende køretøjer uden fare kan føres ind imellem et sådant køretøj og køretøjet foran.

Stk. 4. Kørende skal holde til højre for helleanlæg, færdselsfyr og lignende, der er anlagt eller anbragt på kørebanen. Kørende kan dog også køre venstre om, hvis dette er tilkendegivet ved afmærkning, eller indretningen er beliggende på kørebaner med ensrettet færdsel.

Stk. 5. Køretøj, der anvendes ved vejarbejde, kan med fornøden forsigtighed føres således, som det er nødvendigt af hensyn til arbejdet.

Svingning m.v.

§ 16. I god tid før vejkryds skal kørende i de tilfælde, hvor kørebanen har to eller flere vognbaner, der er forbeholdt færdslen i samme retning, anbringe sig i vognbanen længst til højre, hvis der skal svinges til højre, og i vognbanen længst til venstre, hvis der skal svinges til venstre. Den, der skal lige ud, kan anbringe sig i den vognbane, som under hensyn til den øvrige færdsel og den fortsatte kørsel er den mest hensigtsmæssige.

Stk. 2. Kørende, som i vejkryds ønsker at ændre færdselsretning, skal før forberedelsen og udførelsen af manøvren sikre sig, at denne kan foretages uden fare eller unødig ulempe for andre, som færdes i samme retning.

Stk. 3. Ved svingning til højre skal køretøjet føres så langt ud mod kørebanens højre kant som muligt. Svinget skal gøres så lille som muligt. Ved svingning til venstre skal køretøjet føres så langt som muligt ind mod kørebanens midte eller, hvis kørebanen har ensrettet færdsel, mod kørebanens venstre kant. Svingningen skal foretages på en sådan måde, at køretøjet, når det forlader krydset, befinder sig til højre på den kørebane, det svinger ind på.

Stk. 4. Har den kørebane, som køretøjet efter svingningen føres ind på, to eller flere vognbaner, der er forbeholdt færdslen i samme retning, skal svingningen uanset bestemmelserne i stk. 3 udføres på den måde, der under hensyn til den øvrige færdsel og den fortsatte kørsel er mest hensigtsmæssig.

Stk. 5. Modkørende køretøjer, der fra hver sin side føres ind i et vejkryds, hvor de begge skal svinge til venstre, kan køre forbi hinanden til venstre, hvis dette kan ske uden fare eller ulempe.

§ 17. § 16, stk. 1-3, gælder også ved kørsel over eller bort fra kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 2. Køretøj, der anvendes ved vejarbejde, kan med fornøden forsigtighed føres således, som det er nødvendigt af hensyn til arbejdet.

Vending, bakning og vognbaneskift m.v.

§ 18. Kørende skal før vending eller bakning sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller ulempe for andre. Vending skal ske forlæns til venstre, medmindre forholdene ikke tillader dette.

Stk. 2. Kørende skal før igangsætning fra kanten af vejen, ved vognbaneskift eller anden ændring af køretøjets placering til siden sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller unødig ulempe for andre. Det samme gælder, når den kørende vil standse eller hurtigt nedsætter hastigheden.

Stk. 3. Kørende i tilkørselsbane (accelerationsbane) skal tilpasse sin hastighed til færdslen i den vognbane, som skal benyttes under den fortsatte kørsel, og forlade tilkørselsbanen, når det kan ske uden fare eller unødig ulempe. Kørende i den vognbane, som færdslen i tilkørselsbanen skal køre ud i, skal, om nødvendigt ved at nedsætte hastigheden, lette udkørslen fra tilkørselsbanen.

Stk. 4. Hvor antallet af vognbaner, der er forbeholdt færdslen i samme retning, formindskes, skal de kørende under gensidig hensyntagen tilpasse deres kørsel efter de ændrede forhold, herunder ved eventuelt at ændre hastigheden. Det samme gælder ved sammenløb af to kørebaner.

Stk. 5. Frakørselsbane (decelerationsbane) skal benyttes straks ved banens begyndelse. Det samme gælder baner, der er forbeholdt en vis art færdsel, samt baner, der skal benyttes ved svingning.

Kørsel ved busstoppested m.v.

§ 19. Kørende, som i tættere bebygget område nærmer sig et stoppested, hvor en bus er standset, skal, hvis føreren af bussen giver tegn til igangsætning, nedsætte hastigheden og om nødvendigt standse, således at bussen kan forlade stoppestedet. Føreren af bussen fritages dog ikke herved for at udvise særlig forsigtighed for at undgå fare.

Stk. 2. Kørende, som nærmer sig en skolebus, der er standset for at optage eller afsætte passagerer, skal udvise særlig agtpågivenhed. Det samme gælder, når en skolebus forlader et sådant sted. Føreren skal specielt være opmærksom på, om børn befinder sig på kørebanen eller er på vej ud på denne.

Møde

§ 20. Kørende, som møder hinanden, skal holde til højre. De skal holde tilstrækkelig afstand til siden mellem køretøjerne og samtidig udvise særlig agtpågivenhed over for trafikanter, der færdes i kørebanens højre side. Er vejen delvis spærret, skal det køretøj, i hvis side af kørebanen spærringen er, om nødvendigt standse og lade det mødende køretøj passere.

Stk. 2. Ved møde med køretøjer, som anvendes ved vejarbejde, kan der med fornøden forsigtighed køres på den måde, som er mest hensigtsmæssig.

Overhaling

§ 21. Overhaling skal ske til venstre. Dog skal overhaling ske højre om et køretøj, hvis fører svinger til venstre eller tydeligt forbereder et sådant sving. Cyklist og knallertkører kan overhale køretøjer af andre arter til højre.

Stk. 2. Kørende, der vil overhale, skal sikre sig, at dette kan ske uden fare, herunder særlig:

  • 1) at den vognbane, hvor overhalingen skal foregå, på en tilstrækkelig lang strækning er fri for modkørende færdsel, og at der ikke er anden hindring for overhalingen,
  • 2) at den foran kørende ikke giver tegn til overhaling af et andet køretøj,
  • 3) at bagfra kommende køretøjer ikke har påbegyndt overhaling, og
  • 4) at det, bortset fra tilfælde, hvor overhaling sker i en vognbane, hvor modkørende færdsel ikke må forekomme, efter overhalingen utvivlsomt er muligt atter at føre køretøjet ind i trafikstrømmen uden at være til ulempe for denne.

Stk. 3. Den overhalende skal holde tilstrækkelig afstand til siden mellem sit køretøj og det køretøj, der overhales. Sker overhaling til venstre, skal den overhalende holde til højre, så snart dette kan ske uden fare eller ulempe. Køretøjet behøver dog ikke at blive ført tilbage i vognbanen til højre, hvis den overhalende efter overhalingen har til hensigt straks at overhale endnu et køretøj, og betingelserne for at foretage overhaling i øvrigt er opfyldt.

Stk. 4. Køretøj, som anvendes ved vejarbejde, kan med fornøden forsigtighed overhales på den måde, der er mest hensigtsmæssig.

§ 22. Når en foran kørende bliver opmærksom på, at en bagfra kommende vil overhale til venstre, skal den pågældende holde så langt til højre som muligt og må ikke øge hastigheden.

Stk. 2. Hvis et køretøj føres med lav hastighed eller optager megen plads, og kørebanen er smal eller bugtet, eller der er modkørende færdsel, skal føreren være særlig opmærksom på bagfra kommende færdsel. Såfremt det kan gøre overhalingen lettere, skal føreren nedsætte hastigheden og om nødvendigt føre køretøjet ud til siden, så snart dette er muligt, og eventuelt helt standse.

Forbud mod overhaling

§ 23. Overhaling må ikke foretages:

  • 1) umiddelbart foran eller i vejkryds, medmindre:
  • a) køretøjerne er placeret i vognbaner, der er forbeholdt færdslen i samme retning, jfr. § 16, stk. 1,
  • b) overhaling skal ske til højre af hensyn til køretøj, der svinger til venstre,
  • c) færdslen i krydset reguleres af politi eller ved signalanlæg, eller
  • d) færdslen på den krydsende vej har ubetinget vigepligt i medfør af § 26,
  • 2) umiddelbart foran eller på en jernbaneoverkørsel, eller
  • 3) når oversigten foran eller på uoverskuelig bakke eller i vejkurve er begrænset, medmindre kørebanen i kørselsretningen har mindst to vognbaner, hvor modkørende færdsel ikke må forekomme.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke ved overhaling af tohjulet cykel og tohjulet knallert.

Forbikørsel og vognbaneskift i tæt færdsel

§ 24. Er færdslen tæt, og fremføres den i flere rækker med en hastighed, der bestemmes af de foran kørende, skal det ikke anses som overhaling, hvis et køretøj i en vognbane føres forbi et køretøj i en anden vognbane. I sådanne tilfælde må der ikke skiftes vognbane, medmindre det er påkrævet efter § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 3-5, eller det sker for at parkere eller standse.

Stk. 2. Føres et køretøj i en vognbane, der ved afmærkning er forbeholdt en vis art af færdsel, forbi et køretøj i en anden vognbane, som ikke er forbeholdt en sådan art af færdsel, eller bliver det forbikørt, anses dette ikke som overhaling.

Overhaling og forbikørsel ved fodgængerfelt

§ 25. Kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, må ikke foretage overhaling eller forbikørsel af et andet køretøj, såfremt dette køretøj hindrer fuldt udsyn over fodgængerfeltet.

Vigepligt m.v.

§ 26. Kørende skal iagttage særlig forsigtighed ved vejkryds.

Stk. 2. Ved kørsel ind på eller over en vej har den kørende vigepligt for den kørende færdsel fra begge sider (ubetinget vigepligt), såfremt dette er tilkendegivet ved afmærkning i medfør af § 95.

Stk. 3. Ubetinget vigepligt gælder endvidere ved udkørsel fra parkeringsplads, ejendom eller grundstykke, tankstation eller andet lignende område uden for vej, fra sti, gågade, markvej eller lignende og ved enhver udkørsel fra vej, der sker over fortov,cykelsti eller rabat, som er hævet over kørebanen på den vej, der køres ind på. Cyklist eller knallertkører, som fra en cykelsti, der ikke er anlagt i forbindelse med en vej, kører ind på eller over en vej, samt cyklist eller knallertkører, der svinger fra en cykelsti ud på kørebanen, har ligeledes ubetinget vigepligt.

Stk. 4. Når kørende i andre tilfælde færdes på en sådan måde, at deres færdselsretninger skærer hinanden, har føreren af det køretøj, der har det andet køretøj på sin højre side, vigepligt (højre-vigepligt), medmindre andet følger af § 18.

Stk. 5. Kørende, som har vigepligt, skal på tydelig måde ved i god tid at nedsætte hastigheden eller standse, tilkendegive, at de vil opfylde vigepligten. Kørslen må kun fortsættes, når det under hensyn til andre køretøjers placering på vejen, afstanden til dem og deres hastighed kan ske uden fare eller ulempe.

Stk. 6. Kørende må ikke svinge til venstre, før det kan ske uden ulempe for modkørende færdsel. Ved svingning til højre må den kørende ikke være til ulempe for cyklister og knallertkørere, der kører lige ud. Er der i forbindelse med vejen anlagt cykelsti, hvor færdsel i begge retninger er tilladt (dobbeltrettet cykelsti), må kørende ikke svinge til venstre, før det kan ske uden ulempe for cyklister og knallertkørere, der kører lige ud. Det samme gælder ved svingning til højre over for modkørende cyklister og knallertkørere. Tilsvarende regler gælder ved kørsel over eller bort fra kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 7. Kørende, som nærmer sig eller kører ind i vejkryds, skal køre således, at der ikke opstår unødig ulempe for færdslen på den krydsende vej, såfremt vedkommende tvinges til at standse i krydset. I kryds, hvor færdslen reguleres ved signalanlæg, må den kørende, selv om signalet viser grønt lys, ikke køre ind i krydset, hvis den pågældende på grund af færdselsforholdene på stedet må indse, at krydset ikke vil kunne forlades, inden signalet har skiftet til grønt lys for krydsende færdsel.

Forpligtelser over for gående

§ 27. Kørende, som møder eller kører forbi gående, skal give den gående tid til at vige til side samt i øvrigt give den gående fornøden plads på vejen.

Stk. 2. Kørende, som kører over fortov eller gangsti, eller i øvrigt fører køretøj ind på kørebanen fra udkørsel fra ejendom ved vejen, skal holde tilbage for gående. Det samme gælder ved kørsel ind på eller over gågade.

Stk. 3. Ved kørsel på gågade skal de kørende udvise særlig agtpågivenhed og hensynsfuldhed over for gående.

Stk. 4. Ved busstoppested, beliggende ved kanten af cykelsti, hvor passagererne ikke optages fra eller afsættes på et areal, der er særligt indrettet for dem, skal de kørende på cykelstien holde tilbage og om fornødent standse for på- eller afstigende passagerer.

Stk. 5. Ved svingning i vejkryds må kørende ikke være til fare for gående, der passerer den kørebane, som skal benyttes under den fortsatte kørsel. Tilsvarende gælder ved kørsel over eller bort fra kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 6. Ved fodgængerfelt på steder, hvor færdslen reguleres af politi eller ved signalanlæg, skal den kørende, selv om han i øvrigt ifølge signalet eller politiets tegngivning kan passere fodgængerfeltet, holde tilbage for gående, som befinder sig i feltet på vej over kørebanen. Er et sådant fodgængerfelt beliggende ved vejkryds, skal den kørende, som efter svingning i krydset skal passere feltet, køre med passende lav hastighed og om nødvendigt standse for at lade de gående passere, som befinder sig i fodgængerfeltet eller er på vej ud i dette.

Stk. 7. Kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, der ikke er reguleret, skal afpasse hastigheden således, at der ikke opstår fare eller ulempe for gående, som befinder sig i feltet eller er på vej ud i dette. Den kørende skal om nødvendigt standse for at lade de gående passere.

Stk. 8. Kørende skal så vidt muligt undgå, at køretøjet standses i fodgængerfeltet.

Standsning og parkering

§ 28. Standsning eller parkering må ikke ske på et sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for færdslen.

Stk. 2. Standsning eller parkering må kun ske i højre side af vejen i færdselsretningen. På mindre befærdet vej og vej med ensrettet færdsel kan standsning eller parkering dog ske i venstre side. Ved standsning eller parkering skal køretøjet anbringes i vejens længderetning ved kørebanens yderkant eller om muligt uden for denne. Ved standsning eller parkering på parkeringsplads, som uden for tættere bebygget område er anlagt i umiddelbar tilslutning til vejen, skal føreren så vidt muligt benytte parkeringsplads, der er beliggende til højre i færdselsretningen.

Stk. 3. Standsning eller parkering må ikke ske på cykelsti, gangsti eller fortov. Tilsvarende gælder for midterrabat, helleanlæg og lignende. Køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3,5 t, kan dog, medmindre andet bestemmes i en lokal bekendtgørelse, standses eller parkeres med en del af køretøjet på fortov, såfremt dette ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet. 1. pkt. gælder ikke cykler og knallerter.

Stk. 4. Når føreren af et køretøj forlader dette, skal det sikres, at køretøjet ikke kan sætte i gang af sig selv. Føreren skal endvidere træffe foranstaltninger for at sikre, at køretøjet ikke uberettiget kan benyttes af andre. Påbudt anordning til tyverisikring skal være sat i funktion. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, hvilke typer låseanordninger der skal anvendes.

Stk. 5. Åbning af vogndøre, på- eller afstigning og på- eller aflæsning skal finde sted på en sådan måde, at der ikke opstår fare eller unødig ulempe.

§ 29. Standsning eller parkering må ikke ske:

  • 1) på fodgængerfelt eller ud for udkørsel fra cykelsti eller inden for en afstand af 5 m foran fodgængerfeltet eller udkørslen,
  • 2) i vejkryds eller inden for en afstand af 5 m fra den tværgående kørebanes eller cykelstis nærmeste kant,
  • 3) på jernbaneoverkørsel eller anden overkørsel,
  • 4) på en sådan måde, at færdselstavle eller -signal dækkes,
  • 5) i viadukt eller tunnel,
  • 6) på eller i nærheden af bakketop eller i eller ved uoverskueligt vejsving,
  • 7) på strækning, hvor kørebanen før vejkryds ved hjælp af spærrelinier er inddelt i vognbaner, eller inden for en afstand af 5 m før begyndelsen af en sådan strækning,
  • 8) ved siden af spærrelinie, hvis afstanden mellem køretøjet og linien er mindre end 3 m, og der ikke mellem køretøjet og spærrelinien findes en punkteret linie,
  • 9) i krybespor eller
  • 10) på afmærket holdeplads for hyrevogne.

Stk. 2. Ved busstoppested er det ikke tilladt at standse eller parkere på den afmærkede strækning på hver side af stoppestedsskiltet. Findes en sådan afmærkning ikke, gælder forbudet inden for en afstand af 12 m på hver side af skiltet.

Stk. 3. Parkering må ikke ske:

  • 1) nærmere end 30 m fra jernbaneoverkørsel,
  • 2) ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel til eller fra ejendom væsentlig vanskeliggøres,
  • 3) på kørebanen på hovedveje uden for tættere bebygget område,
  • 4) ved siden af andet køretøj, som holder ved kørebanens kant, bortset fra to-hjulet cykel, to-hjulet knallert eller to-hjulet motorcykel uden sidevogn, eller
  • 5) på en sådan måde, at adgangen til andet køretøj herved hindres, eller at dette ikke kan føres fra stedet.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte yderligere forbud mod standsning og parkering, herunder gældende for enkelte typer af køretøjer.

§ 30. §§ 28 og 29 gælder ikke for køretøj, der anvendes ved vejarbejde, såfremt standsning eller parkering er nødvendig af hensyn til arbejdet, og der træffes fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Det samme gælder standsning eller parkering, der foretages af politi, brandvæsen eller redningskorps.

Forpligtelser ved standsning og parkering på særlige områder og i særlige tilfælde

§ 31. Er køretøj standset eller parkeret på spor, der ligger i vej, havneplads eller lignende, eller inden for 2 m fra nærmeste skinne, må føreren ikke fjerne sig længere fra køretøjet, end at vedkommende til enhver tid kan være opmærksom på eventuel trafik ad sporet. Når det kan ses eller høres, at tog eller andet skinnekøretøj nærmer sig, skal føreren uopfordret fjerne køretøjet.

Stk. 2. Køretøj, som på grund af færdselsuheld, motorfejl eller af anden årsag er standset på et sted, hvor det er forbudt at standse eller parkere, skal snarest muligt flyttes til et passende sted, medmindre andet følger af bestemmelserne i § 9. Er køretøjet standset på et sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for færdslen, skal føreren, såfremt køretøjet ikke straks fjernes, træffe foranstaltninger for at advare andre trafikanter. Motordrevet køretøj, bortset fra knallert og to-hjulet motorcykel uden sidevogn, samt påhængskøretøj skal afmærkes med en trekantet advarselsanordning. Denne skal anbringes, så kørende, der nærmer sig, advares i god tid. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om advarselsanordningen og dens anbringelse.

Stk. 3. Er køretøjet standset på jernbaneoverkørsel eller anden overkørsel, skal føreren, hvis køretøjet ikke straks kan flyttes, også træffe sådanne foranstaltninger, der er nødvendige for at advare førere af tog eller andet skinnekøretøj.

Signaler og tegn

§ 32. Kørende skal, når det er nødvendigt for at forebygge eller afværge fare, ved lyd- eller lyssignal eller på anden hensigtsmæssig måde henlede andre trafikanters opmærksomhed på faren. I lygtetændingstiden skal fører af motorkøretøj anvende lyssignal i stedet for lydsignal, medmindre faren er overhængende. Lydsignal må ikke anvendes uden for de tilfælde, der er nævnt i 1. og 2. pkt., og må ikke vare længere end nødvendigt. Lyssignal gives ved blink med køretøjets fjern- eller nærlys.

Stk. 2. Kørende skal give tegn før igangsætning fra kanten af vejen og før vending og svingning. Ved vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden skal kørende give tegn, når det er påkrævet til vejledning for den øvrige færdsel. Tegnet skal gives ved hjælp af blinklys, hvor anbringelse heraf på køretøjet er påbudt eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes vandret ud til siden. Brug af blinklys fritager ikke fører af knallert for selv at give tegn.

Stk. 3. Kørende, der standser eller hurtigt nedsætter hastigheden, skal give tegn, når det er påkrævet til vejledning for andre. Tegnet skal gives ved brug af stoplygte, hvor anbringelse heraf på køretøjet er påbudt eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes i vejret. Brug af stoplygte fritager ikke fører af knallert for selv at give tegn.

Stk. 4. De tegn, der nævnes i stk. 2 og 3, skal gives i god tid før den påtænkte manøvre og på en tydeligt synlig og utvetydig måde. Tegngivningen skal senest være ophørt, når den pågældende manøvre er afsluttet.

Lygteføring

§ 33. Ved kørsel i lygtetændingstiden skal de påbudte lygter holdes tændt. På flere sammenkoblede køretøjer er det kun nødvendigt at holde baglygter tændt bagest på vogntoget og nummerpladebelysningen tændt ved vogntogets bageste nummerplade.

Stk. 2. Fjernlys (langt lys) skal anvendes, når førerens synsvidde under hensyn til køretøjets hastighed ellers er utilstrækkelig til sikker kørsel.

Stk. 3. Fjernlys (langt lys) må ikke anvendes:

  • 1) på strækning, hvor vejen er tilstrækkeligt oplyst,
  • 2) ved møde med andet køretøj i sådan afstand fra dette, at føreren kan blændes,
  • 3) ved møde med tog, som fremføres langs med vejen, hvis der kan opstå risiko for blænding ved anvendelse af fjernlys, eller
  • 4) ved kørsel bag efter et andet køretøj, såfremt den forankørende kan blændes af fjernlyset og anvendelse af nærlys under hensyn til køretøjets hastighed og lysforholdene i øvrigt giver føreren tilstrækkelig synsvidde til sikker kørsel.

Stk. 4. Såfremt fjernlys (langt lys) efter stk. 2 ikke findes påkrævet, kan nærlys (kort lys) anvendes. Hvis fjernlys (langt lys) i medfør af stk. 3 ikke må anvendes, skal nærlys (kort lys) anvendes.

Stk. 5. Tågelygter må kun anvendes i tåge og under kraftig nedbør og kan i så fald anvendes i stedet for de foreskrevne lygter. Hjælpelygter må ikke anvendes til andet formål end det, hvortil lygten er bestemt.

Stk. 6. Lygter må ikke anvendes således, at andre førere kan blændes.

Stk. 7. Anvendelse af andre lygter og andre refleksanordninger end påbudt eller tilladt i denne lov eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, er forbudt.

§ 33 a. Ved kørsel uden for lygtetændingstiden skal nærlys (kort lys) anvendes på motordrevne køretøjer. Ved kørsel med motorredskab gælder dette dog kun, såfremt motorredskabet er forsynet med nærlyslygter. I stedet for nærlys kan anvendes tågeforlygter eller særligt kørelys.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om fritagelse for pligten til at anvende nærlys m.v. ved lejlighedsvis kørsel med veterankøretøjer og ved kørsel med køretøjer under opbygning eller reparation.

Stk. 3. § 33, stk. 7, gælder også ved kørsel uden for lygtetændingstiden.

§ 34. Køretøjer, der ikke skal være udstyret med lygter, skal i lygtetændingstiden være afmærket efter bestemmelser, der fastsættes af justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om afmærkning af ridende.

§ 35. Er køretøj i lygtetændingstiden standset eller parkeret på vej, skal køretøjets positionslys (parkeringslys), baglygter og nummerpladebelysning holdes tændt. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at også andre lygter end dem, der er nævnt i 1. pkt., skal eller kan holdes tændt.

Stk. 2. Køretøj, der ikke skal være udstyret med lygter, skal, når det i lygtetændingstiden er standset eller parkeret på vej, være afmærket efter bestemmelser, der fastsættes af justitsministeren.

Stk. 3. Andre lygter end dem, der er omfattet af stk. 1 og 2, må ikke holdes tændt.

Stk. 4. Er et motordrevet køretøj, hvis længde og bredde ikke overstiger henholdsvis 6 m og 2 m, parkeret langs vejens kant i tættere bebygget område behøver kun positionslys (parkeringslys) og baglygte mod vejens midte at være tændt, medmindre køretøjet er tilkoblet andet køretøj. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at der i stedet kan anvendes særlig sidelygte.

Stk. 5. Ved standsning eller parkering af sammenkoblede køretøjer gælder bestemmelsen i § 33, stk. 1, 2. pkt.

§ 36. § 35 gælder ikke, såfremt vejen er så godt oplyst, at køretøjet tydeligt kan iagttages på tilstrækkelig afstand, eller såfremt det er standset eller parkeret på parkeringsplads eller andet afmærket område for parkering.

Stk. 2. Belysningen behøver heller ikke at være tændt på to-hjulet cykel, to-hjulet knallert eller to-hjulet motorcykel uden sidevogn, såfremt køretøjet henstilles langs vejens yderste kant.

Cykel- og motorløb

§ 37. Cykelløb må kun finde sted med politiets tilladelse. Denne skal bl.a. betinges af, at der ikke køres på cykelsti, og at start og opløb foregår uden ulempe for den øvrige færdsel. Politiet kan forbyde træningskørsel på visse veje og visse tider.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gennemførelse af motionsløb for cyklister.

Stk. 3. Justitsministeren kan tillade, at:

  • 1) internationalt motorløb passerer dansk område,
  • 2) der afholdes orienteringsløb og præcisionsløb med motorkøretøjer og knallerter, og at
  • 3) der undtagelsesvis afholdes hastighedskonkurrencer på mindre betydende og mindre befærdede veje, der på betryggende vis er afspærret fra al anden færdsel.

Stk. 4. Al anden kap- og væddekørsel på vej må ikke finde sted.

Stk. 5. For indgivelse af ansøgning efter stk. 1-3 betales 1.000 kr. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling for eventuel politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet under afviklingen af de i stk. 1-3 nævnte løb.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af publikum og løbsdeltagere ved kap- eller væddekørsel uden for vej.

Unødig støj m.v.

§ 38. Fører af motordrevet køretøj skal betjene køretøjet således, at det ikke afgiver unødig støj eller unødigt udvikler røg eller gasarter.

Stk. 2. I og ved bebyggelse må kørsel, der er unødvendig og forstyrrende, ikke finde sted. Hastighed og køremåde i øvrigt skal på sådanne steder afpasses således, at andre ikke unødigt forstyrres.

Forsvarets og civilforsvarets køretøjer

§ 39. For forsvarets og civilforsvarets køretøjer gælder færdselsreglerne i den udstrækning, de kan anvendes. Hvor reglerne fraviges, skal der træffes foranstaltninger til at undgå fare eller unødig ulempe for andre trafikanter.

Lokale trafiksaneringer

§ 40. Justitsministeren kan i samråd med miljøministeren, efter indstilling fra de kommunale myndigheder, fravige reglerne i kapitlerne 2, 3 og 4 i det omfang, det er nødvendigt for i lokalområder at fremme en hensigtsmæssig trafiksanering.

Kapitel 5

Hastighed

Almindelige regler

§ 41. Et køretøjs hastighed skal til enhver tid være afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Den kørende skal herved tage vej-, vejr- og sigtforholdene, køretøjets tilstand og belæsning samt færdselsforholdene i øvrigt i betragtning. Hastigheden må aldrig blive større, end at føreren bevarer fuldt herredømme over køretøjet. Der skal kunne standses på den strækning af kørebanen foran køretøjet, som føreren har udsyn over, og foran enhver hindring, der kan påregnes. Ved nedblænding fra fjernlys (langt lys) til nærlys (kort lys) skal hastigheden før nedblændingen tilpasses de nye sigtforhold.

Stk. 2. Kørende skal holde en efter forholdene passende lav hastighed:

  • 1) i tættere bebygget område,
  • 2) når sigtbarheden er nedsat på grund af lys- eller vejrforholdene,
  • 3) ved vejkryds og i vejsving,
  • 4) foran fodgængerfelt,
  • 5) foran bakketop eller på andre steder, hvor oversigten er begrænset,
  • 6) ved risiko for blænding,
  • 7) ved møde med andet køretøj på smal vej,
  • 8) i vådt, glat eller fedtet føre,
  • 9) hvor køretøjet nærmer sig bus, der holder for at optage eller afsætte passagerer,
  • 10) hvor køretøjet nærmer sig børn på eller ved vejen,
  • 11) hvor køretøjet nærmer sig heste eller kreaturer på vejen,
  • 12) hvor der foretages arbejde på vejen, og
  • 13) forbi uheldssted på vejen.

Stk. 3. Kørende må ikke hindre andre kørendes normale kørsel ved uden rimelig grund at køre med overdreven lav hastighed eller pludseligt at bremse.

Stk. 4. I dårligt føre skal den kørende afpasse hastigheden således, at andre så vidt muligt ikke tilstænkes.

Generelle hastighedsbegrænsninger

§ 42. På andre veje end motorveje og motortrafikveje må køretøjers hastighed ikke overstige følgende grænser:

  • 1) i tættere bebygget område: 50 km i timen,
  • 2) uden for tættere bebygget område: 80 km i timen.

Stk. 2. På motorveje må hastigheden ikke overstige 100 km i timen.

Stk. 3. På motortrafikveje må hastigheden ikke overstige 80 km i timen.

Stk. 4. For en vejstrækning kan der fastsættes en højere hastighedsgrænse end den generelle hastighedsgrænse, såfremt omstændighederne, herunder trafikafviklingen, tilsiger det, og afgørende færdselssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler derimod. På motortrafikveje må hastigheden dog ikke overstige 90 km i timen.

Stk. 5. For en vejstrækning, hvor det ikke vil være forsvarligt eller ønskeligt at tillade kørsel med hastigheder svarende til den generelle hastighedsgrænse, kan der fastsættes en lavere grænse. I tættere bebygget område kan der på tilsvarende måde fastsættes en lavere hastighedsgrænse for et nærmere afgrænset område.

Hastighed for særlige typer af køretøjer

§ 43. For busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, og for ledbusser må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 80 km i timen.

Stk. 2. For andre biler, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler), og for vogntog bestående af en lastbil eller en bus, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, dog bortset fra de i stk. 1 nævnte ledbusser, og et registreringspligtigt påhængskøretøj må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 70 km i timen. I tættere bebygget område må hastigheden ikke overstige 50 km i timen, uanset om der er fastsat en højere lokal hastighedsgrænse.

Stk. 3. For biler med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 70 km i timen, hvis der er tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn.

Stk. 4. For biler, hvortil der er tilkoblet et ikke-registreringspligtigt påhængsredskab, og for traktorer og motorredskaber må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 30 km i timen.

Stk. 5. For motordrevet køretøj eller vogntog, på hvilket et eller flere hjulpar har massiv hjulbeklædning, må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 15 km i timen.

Stk. 6. Ved registrering eller godkendelse af et motordrevet køretøj kan der fastsættes en særlig, lavere hastighedsgrænse, såfremt køretøjets konstruktion nødvendiggør det.

Stk. 7. Justitsministeren kan, hvor forholdene taler herfor, fastsætte en højere hastighedsgrænse end de i stk. 1-5 nævnte, gældende for særlige køretøjstyper, såfremt færdselssikkerhedsmæssige eller køretøjstekniske grunde ikke taler derimod.

Kapitel 6

Særlige regler for færdsel på motorvej og motortrafikvej

Motorvej

§ 44. Færdsel på motorvej samt på tilkørsels- og frakørselsvej til en sådan vej må kun ske med motorkøretøjer, som på vandret vej kan og må fremføres med en hastighed af mindst 40 km i timen.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan politiet tillade kørsel med blokvogn, hvis en transport ikke med rimelighed kan gennemføres på anden måde.

§ 45. Indkørsel på motorvej må kun ske ved dennes begyndelse eller ad særligt anlagt tilkørselsvej.

Stk. 2. Bortkørsel fra motorvej må kun ske ved dennes endepunkt eller ad særligt anlagt frakørselsvej.

§ 46. Kørsel over midterrabat eller gennem åbninger i denne er ikke tilladt.

Stk. 2. På motorvej og på tilkørsels- eller frakørselsvej til sådan vej er det ikke tilladt at foretage vending eller bakning. Der må ikke standses eller parkeres uden for de anviste parkerings- eller rastepladser. Standsning ved nødtelefon er dog tilladt med henblik på anvendelse af nødtelefonen.

Stk. 3. Såfremt der i samme færdselsretning findes tre eller flere vognbaner, må biler med en tilladt totalvægt på over 3,5 t og vogntog, hvis længde overstiger 7 m, kun benytte en af de to vognbaner længst til højre, medmindre andet følger af § 16, stk. 1.

Stk. 4. Vejarbejde på motorvej samt på tilkørsels- og frakørselsvej til sådan vej skal foretages under udvisning af særlig forsigtighed. Køretøjer, der anvendes ved vejarbejde, skal anvende en eller flere lygter, der tydeligt synligt fra alle retninger viser gult blinkende lys. Hvis de ikke omfattes af § 44, stk. 1, skal de køre til og fra arbejdsstedet ad nærmeste tilkørsels- og frakørselsvej.

§ 47. Tvinges et køretøj til standsning på grund af færdselsuheld, motorfejl eller af anden årsag, skal køretøjet så vidt muligt placeres uden for kørebanen og derefter snarest muligt fjernes fra motorvejen, medmindre andet følger af bestemmelserne i § 9. Såfremt køretøjet ikke straks fjernes fra kørebanen, skal føreren træffe foranstaltninger for at advare andre trafikanter, jfr. § 31, stk. 2, 3.-5. pkt. Under brug af nødtelefon skal køretøjet så vidt muligt placeres uden for kørebanen.

Motortrafikvej

§ 48. §§ 44-47 finder tilsvarende anvendelse på motortrafikvej samt på tilkørsels- og frakørselsvej til en sådan vej.

Kapitel 7

Særlige regler for cykler

§ 49. Cykel må ikke føres ved siden af andet køretøj. Hvor der er tilstrækkelig plads hertil, må to cyklister dog køre ved siden af hinanden, hvis det kan ske uden fare eller ulempe. Gives der signal til overhaling, må cyklister ikke køre ved siden af hinanden, medmindre færdselsforholdene tillader eller nødvendiggør dette. Cykel med tre eller flere hjul må dog aldrig føres ved siden af anden cykel.

Stk. 2. Cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen. Vognbanen ved siden af kan dog om nødvendigt anvendes under overhaling, såfremt denne ikke kan ske til højre.

Stk. 3. Før vejkryds skal cyklist, der skal lige ud eller svinge til venstre, uanset § 16, stk. 1 og 3, fortsat holde til højre på vejen. Såfremt en eller flere vognbaner ved afmærkning er forbeholdt de kørende, der skal svinge til højre, er det dog tilladt cyklisten at placere sig ved linjen mellem den nærmeste vognbane, som ikke er forbeholdt de højresvingende, og højresvingsbanen. Cyklist, der ønsker at svinge til venstre, skal fortsætte gennem krydset til dets modsatte side og må først foretage svingningen, når det kan ske uden ulempe for den øvrige færdsel. Dette gælder uanset afmærkning, medmindre det fremgår af denne, at den gælder for cyklister. 1.-4. pkt. gælder også ved kørsel over eller bort fra kørebanen uden for vejkryds.

Stk. 4. Cyklist skal under kørslen have begge fødder på pedalerne og mindst den ene hånd på styret.

Stk. 5. Det er forbudt at cykle på fortov eller gangsti, medmindre andet følger af de regler, der fastsættes af justitsministeren efter § 14, stk. 4. Cykel skal trækkes over fortov eller gangsti. Cyklist kan dog køre over fortov eller gangsti, når overkørslen sker fra en sidevej.

Stk. 6. Cyklist må ikke under kørslen holde fast i andet køretøj eller i fører af eller passager på andet køretøj.

Stk. 7. Cykel, der henstilles, skal holdes aflåst, medmindre henstillingen er ganske kortvarig.

§ 50. Barn under 6 år må ikke cykle uden at være under ledsagelse og kontrol af en person, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. På en cykel må ikke befordres flere personer, end den er beregnet til. Dog må to børn under 6 år medtages på cyklen, når der er indrettet særlig siddeplads med beskyttelse mod hjulegerne, og cyklisten er fyldt 15 år.

Stk. 3. På cykel må ikke medføres genstande, der er mere end 3 m lange eller 1 m brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre cyklisten i at have fuldt herredømme over cyklen eller i behørig tegngivning. Cyklister må heller ikke medføre genstande, der i øvrigt er til ulempe for den øvrige færdsel. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om største længde, bredde, højde og vægt for genstande, som befordres på cykler, der er særligt indrettet til varetransport, samt på påhængskøretøj og sidevogn til cykel.

Kapitel 8

Særlige regler for knallerter

§ 51. Knallert må ikke føres ved siden af andet køretøj.

Stk. 2. § 49, stk. 2 og 3, om placering på vej og kørsel i vejkryds gælder også for knallerter.

Stk. 3. Knallert skal trækkes over fortov eller gangsti. Knallert kan dog køres over fortov eller gangsti, når overkørslen sker fra en sidevej.

Stk. 4. Knallertkører skal under kørslen have begge fødder på pedalerne eller fodhvilerne og mindst den ene hånd på styret.

Stk. 5. Knallertkører må ikke under kørslen holde fast i andet køretøj eller i fører af eller passager på andet køretøj.

Stk. 6. På knallert må ikke befordres andre personer end føreren.

Stk. 7. På knallert må ikke medføres genstande, der er mere end 2 m lange eller 70 cm brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre knallertkøreren i at have fuldt herredømme over knallerten eller i behørig tegngivning. Knallertkørere må heller ikke medføre genstande, der i øvrigt er til ulempe for den øvrige færdsel. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om største længde, bredde, højde og vægt for genstande, som befordres på knallerter, der er særligt indrettet til varetransport eller som invalidekøretøj.

Kapitel 9

Særlige regler for motorcykler

§ 52. Motorcykel må ikke føres ved siden af andet køretøj.

Stk. 2. Motorcyklist må kun anvende fortov eller gangsti i de tilfælde, der er nævnt i § 27, stk. 2.

Stk. 3. En passager på en motorcykels bagsæde skal sidde med et ben på hver side af motorcyklen.

Stk. 4. På motorcykel og i sidevogn hertil må ikke befordres flere personer, end den er beregnet til. Dog må der derudover i sidevogn medbringes et barn under 10 år.

Kapitel 10

Førere af køretøjer m.v.

Spiritus- og promillekørsel

§ 53. For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 1,20 promille.

Stk. 2. For spirituskørsel straffes endvidere den, som i øvrigt fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at han ikke kan føre køretøjet på betryggende måde.

Stk. 3. For promillekørsel straffes den, som uden at være skyldig i spirituskørsel fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,80 promille.

Sygdom, spirituspåvirkning m.v.

§ 54. Et motordrevet køretøj må ikke føres eller forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde.

Stk. 2. Cykel, hestekøretøj eller hest må ikke føres eller forsøges ført af nogen, der af de foran nævnte grunde eller som følge af påvirkning af spiritus befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde.

Stk. 3. Det er forbudt at overlade føringen af et køretøj eller en hest til en person, der af de i stk. 1 nævnte grunde eller på grund af påvirkning af spiritus befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde.

Stk. 4. Har en person på en restauration eller andet serveringssted, hvortil der er offentlig adgang, indtaget spiritus, og værten eller dennes medhjælper ved eller har grund til at antage, at den pågældende er fører af køretøj eller hest og på grund af spiritusindtagelse ikke er i stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde, skal værten eller medhjælperen, eventuelt ved tilkaldelse af politiet, søge at hindre den pågældende i at føre køretøjet eller hesten.

Kontrol m.v.

§ 55. Politiet kan til enhver tid kræve, at føreren af et køretøj eller en rytter foretager udåndingsprøve.

Stk. 2. Politiet kan fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er grund til at antage, at han har overtrådt § 53 eller § 54, stk. 1 eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve. Angår mistanken andre forhold end spirituspåvirkning, kan politiet tillige fremstille den pågældende til undersøgelse af en læge. Det samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de i stk. 1 og 2 nævnte prøver og undersøgelser.

Kørekort til motorkøretøj

§ 56. Motorkøretøj må kun føres af en person, der har erhvervet kørekort. Føreren skal under kørslen have kørekortet hos sig og skal på forlangende vise det til politiet.

Stk. 2. Kørekort kan udstedes til en person, der:

  • 1) er fyldt 18 år, jfr. dog § 57, stk. 1,
  • 2) er i besiddelse af tilstrækkelig syns- og høreevne samt i øvrigt af den fornødne åndelige og legemlige førlighed, og
  • 3) ved en prøve godtgør at have tilstrækkelig kørefærdighed og fornødent kendskab til køretøjet og dets behandling samt til færdselsreglerne.

Stk. 3. Kørekort kan nægtes den, der er afhængig af brug af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er ædruelig. Spørgsmålet herom kan forlanges indbragt for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.

Stk. 4. Såfremt en ansøger ikke tidligere har haft kørekort til et motorkøretøj af samme art, skal den pågældende have modtaget undervisning i kørefærdighed hos en godkendt kørelærer. Den indledende praktiske undervisning skal foregå på lukkede øvelsespladser. Undervisningen skal endvidere omfatte udvidet øvelseskørsel på særlige køretekniske anlæg.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om køreuddannelsen og kan herunder fastsætte bestemmelser om undervisning på særlige lukkede øvelsespladser og anlæg. Justitsministeren fastsætter endvidere bestemmelser om betingelserne for at få udstedt kørekort, herunder om køreprøven, samt om kørekortets udseende og indhold og om gebyret for prøven og kørekortet.

§ 57. Justitsministeren kan tillade, at kørekort til langsomtkørende invalidekøretøj udstedes til en person, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte yderligere betingelser for erhvervelse af kørekort til motorkøretøj, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer, og til visse motorcykler. Justitsministeren kan endvidere fastsætte særlige bestemmelser om erhvervelse af kørekort til motorkøretøj, der benyttes til buskørsel, godstransport, transport af farligt gods eller til kørsel med personer eller gods i international trafik.

§ 58. Kørekort til motorkøretøj, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer, kan nægtes under den i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte betingelse.

§ 59. Kørekortet gælder, indtil den pågældende er fyldt 70 år. For kørekort til de motorkøretøjer, der er nævnt i § 57, stk. 2, kan justitsministeren fastsætte en kortere gyldighedstid.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om gyldighedstiden for kørekort, der udstedes til personer, der er fyldt 70 år. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at et kørekort, når forholdene taler derfor, skal gælde i kortere tidsrum end fastsat i stk. 1.

Stk. 3. Efter udløbet af gyldighedstiden kan kørekortet fornys, såfremt den pågældende stadig opfylder betingelserne. Politiet bestemmer, om der skal aflægges ny prøve. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om aflæggelse af ny prøve.

§ 59 a. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at allerede udstedte kørekort skal ombyttes.

Stk. 2. For ombytningen betales 100 kr.

Inddragelse og generhvervelse af førerretten

§ 60. Politiet kan inddrage førerretten, hvis den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at få kørekort. Såfremt en person nægter at medvirke til de undersøgelser eller prøver, der er nødvendige til afgørelse heraf, kan politiet straks inddrage førerretten. Spørgsmålet, om den pågældende er afhængig af brug af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er ædruelig, kan forlanges indbragt for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.

Stk. 2. Har førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt en orienterende køreprøve bestås. Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har domfældte bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal orienterende prøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort.

Stk. 3. Er førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en orienterende køreprøve. Førerretten inddrages, såfremt prøven ikke bestås, eller vedkommende undlader at medvirke til den. Orienterende køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis frakendelsen er sket i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 2. Orienterende køreprøve skal heller ikke aflægges, såfremt domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om orienterende køreprøve, herunder om inddragelse af førerretten i medfør af stk. 3 og om gebyr for prøven.

Stk. 5. Den, der midlertidigt eller endeligt har mistet førerretten, skal aflevere sit kørekort til politiet.

Udenlandske førere

§ 61. Personer, der ikke har bopæl her i landet, kan, uden at være i besiddelse af dansk kørekort, under ophold her i landet føre motorkøretøj efter bestemmelser, der fastsættes af justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, under hvilke betingelser personer, der har ret til at føre motorkøretøj i udlandet, kan få dansk kørekort.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at kørekort, der er udstedt i Finland, Island, Norge og Sverige, er gyldige her i landet, også efter at indehaveren har taget bopæl her.

Kørekort til traktor og motorredskab

§ 62. Traktor og motorredskab må kun føres af personer, der har erhvervet kørekort til bil eller særligt kørekort til traktor (motorredskab).

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for kørsel på vejområder, der er begrænset på betryggende måde ved afspærring eller afmærkning, eller for kørsel med motorredskab, der er bestemt til at føres af en gående. Sådan kørsel kan foretages af personer, der er fyldt 16 år.

Stk. 3. §§ 56-60, bortset fra § 56, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, og § 57, stk. 1, gælder også med hensyn til kørekort til traktor (motorredskab). Kørekortet kan udstedes til personer, der er fyldt 16 år.

Knallertkørere

§ 63. Knallert må kun føres af personer, som er fyldt 16 år.

Stk. 2. Personer under 18 år skal endvidere have erhvervet bevis for med et tilfredsstillende resultat at have modtaget undervisning i færdselsreglerne og kørsel med knallert. Dette gælder dog ikke for personer, der har erhvervet kørekort til traktor.

Stk. 3. Det påhviler kommunen at sørge for undervisningen i færdselsreglerne og kørsel med knallert.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om undervisningen og om beviset for modtagelsen heraf. Justitsministeren kan herunder fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for deltagelse i undervisningen, ligesom justitsministeren kan fravige reglerne i stk. 1 og 2 for øvelseskørsel på vej.

Stk. 5. Til personer under 18 år, der efter at have erhvervet kørekort til traktor ikke længere er i besiddelse af dette, kan politiet efter regler fastsat af justitsministeren udstede en erklæring om, at vedkommende opfylder betingelserne for at føre knallert.

Stk. 6. Føreren af en knallert skal under kørslen medbringe præmiekvittering, der viser, at ansvarsforsikring er tegnet og holdt i kraft, jfr. § 105. Knallertkørere under 18 år skal endvidere medbringe det i stk. 2 nævnte bevis eller kørekort eller den i stk. 5 nævnte erklæring. Præmiekvittering samt bevis, kørekort eller erklæring skal på forlangende forevises politiet.

Stk. 7. Stk. 2 gælder kun for personer, der har bopæl her i landet.

Øvelseskørsel

§ 64. Øvelseskørsel for personer, der uddanner sig til kørsel med bil, må kun finde sted, når der i køretøjet ved siden af eleven findes en godkendt kørelærer, der da anses for at være fører af køretøjet. Under køreprøven anses eleven dog for at være fører. Såfremt en person, der allerede har kørekort, foretager øvelseskørsel i et dertil godkendt køretøj med en godkendt kørelærer ved siden af sig, anses kørelæreren for at være fører af køretøjet. I de tilfælde, hvor kørelæreren må anses som fører, gælder bestemmelserne i §§ 53-55 også for eleven.

Stk. 2. Øvelseskørsel med motorcykel må kun finde sted under vejledning og overvågen af en godkendt kørelærer, der har ansvaret for, at øvelseskørslen foregår på sådanne steder og på en sådan måde, at det efter elevens uddannelsestrin må antages at kunne ske uden fare for den øvrige færdsel. Tilsvarende gælder øvelseskørsel med traktor.

Stk. 3. Øvelseskørsel på motorvej må kun foretages med elever, der gennem forudgående uddannelse i såvel bykørsel som landevejskørsel uden for motorveje har opnået en sådan kørefærdighed, at øvelseskørslen på motorvej kan ske uden fare for færdselssikkerheden og uden unødigt at sinke færdslens afvikling.

Stk. 4. Øvelseskørsel må ikke finde sted tidligere end 3 måneder før det tidspunkt, hvor eleven efter sin alder kan få udstedt kørekort, og for personer, hvem førerretten er frakendt ubetinget, ikke tidligere end 3 måneder før frakendelsestidens udløb.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om øvelseskørsel og om indretning af særlige lukkede øvelsespladser og anlæg og om kontrol med køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om sikkerhedsudstyr og forsikring for køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel på særlige lukkede pladser og anlæg.

Oplysningspligt m.v.

§ 65. Ejeren (brugeren) af et køretøj skal efter anmodning fra politiet oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet.

Stk. 2. Ejeren (brugeren), føreren og den, der i øvrigt har rådighed over et motordrevet køretøj, må ikke overlade føringen til en person, der ikke lovligt kan føre køretøjet.

Kørelærere

§ 66. Ret til at opnå godkendelse som kørelærer har enhver, der:

  • 1) er fyldt 21 år,
  • 2) i de sidste 3 år jævnligt har ført bil, henholdsvis motorcykel,
  • 3) har gennemgået en godkendt kørelæreruddannelse,
  • 4) har bestået en prøve for kørelærere og
  • 5) ikke har udvist et forhold, der omfattes af straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 2. Godkendelsen gælder i 5 år, dog højst så længe den pågældende har kørekort. Den kan fornys, såfremt indehaveren stadig opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 5, og godtgør i den forløbne periode jævnligt at have drevet undervisning som kørelærer og indstillet elever til prøve.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om supplerende efteruddannelse som betingelse for fornyelse af godkendelsen som kørelærer.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om kørelæreruddannelsen, om prøven, om meddelelse af godkendelsen, om kørelærernes virksomhed samt om gebyret for prøven og godkendelsen.

Kapitel 11

Køretøjer m.v.

Køretøjers indretning og udstyr m.v.

§ 67. Et køretøj skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre samt uden skade for vejene.

Stk. 2. Ejeren eller den person (brugeren), som har varig rådighed over køretøjet, er ansvarlig for, at køretøjet er i lovlig stand.

Stk. 3. Føreren af et køretøj skal til enhver tid være opmærksom på, at køretøjet og eventuelt påhængskøretøj er i forsvarlig stand, særlig at styre-, bremse-, signal- og tegngivningsapparater samt lygter virker forskriftsmæssigt og sikkert, og at tilkoblingen til eventuelt påhængskøretøj er forsvarlig.

§ 68. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med. For forsvarets og civilforsvarets køretøjer kan justitsministeren fastsætte fornødne lempelser.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod forhandling af udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personlig sikkerhedsmæssig udrustning til førere og passagerer, såfremt de pågældende dele ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller de ved deres anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig ulempe.

Stk. 3. Justitsministeren kan, såfremt færdselssikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, forbyde brugen af et køretøj, selv om det opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1.

Ændring af køretøjers klassificering

§ 69. Justitsministeren afgør i tvivlstilfælde, til hvilken køretøjskategori et køretøj skal henføres.

Stk. 2. Justitsministeren kan, hvis særlige grunde taler derfor, bestemme, at et køretøj eller køretøjer af en bestemt type skal henføres under en anden køretøjskategori end den, der følger af definitionerne i § 2.

Tilkobling og slæbning

§ 70. Til bil og cykel må kobles eet påhængskøretøj. Til traktor og motorredskab må kobles to påhængsvogne eller een påhængsvogn og eet påhængsredskab. Til motorcykel og knallert må ikke kobles påhængskøretøj.

Stk. 2. Til motorcykel og cykel må kobles sidevogn, der skal være anbragt til højre for motorcyklen eller cyklen. Til knallert må ikke kobles sidevogn.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om tilkobling af påhængskøretøj og sidevogn. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, hvad der må medføres på sådanne køretøjer. Justitsministeren kan for kørsel inden for særlige områder fravige bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om slæbning af køretøjer.

Statens Bilinspektion/bilinspektørerne

§ 71. Bilinspektørerne foretager køretøjstekniske undersøgelser og yder bistand ved andre myndigheders behandling af færdselssager. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om bilinspektørernes virksomhed.

Stk. 2. Forsvarsministeren fastsætter bestemmelser om kontrol med forsvarets køretøjer.

Registrering

§ 72. Motorkøretøj og traktor skal, inden køretøjet tages i brug, registreres her i landet og forsynes med nummerplader, jfr. dog §§ 74-76. Det samme gælder påhængs- eller sættevogn til et registreringspligtigt køretøj samt campingvogn. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om registreringspligt for andre påhængsredskaber og for motorredskaber.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at køretøj, som ganske overvejende anvendes uden for offentlige veje, ikke skal registreres. Ved registreringsfritagelsen fastsættes det område, på hvilket køretøjet må anvendes, og der kan fastsættes yderligere vilkår om dets indretning, udstyr og benyttelse.

§ 73. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om:

  • 1) registrering,
  • 2) nummerplader,
  • 3) medbringelse af registreringspapirer under kørslen,
  • 4) midlertidig eller lejlighedsvis kørsel med registreringspligtigt køretøj, der ikke er registreret, og
  • 5) gebyr for registrering, nummerplader, godkendelse af køretøjers indretning og udstyr m.v. samt godkendelse af udstyr og dele til køretøjer.

Stk. 2. Forsvarsministeren og indenrigsministeren fastsætter bestemmelser om registrering af henholdsvis forsvarets og civilforsvarets køretøjer.

Traktorer, der er fritaget for registrering

§ 74. Traktorer, der ganske overvejende anvendes uden for vejene som træk- eller drivkraft for arbejdsredskaber, skal ikke registreres, hvis de alene benyttes på vejene:

  • 1) til egentransport til og fra arbejdssted og reparatør,
  • 2) som trækkraft til og fra arbejdssted og reparatør for arbejdsredskaber,
  • 3) som trækkraft til og fra arbejdssted og reparatør for påhængsvogne, der er tomme, eller som medfører arbejdsredskaber, som er knyttet til traktorens funktion, og
  • 4) til prøvekørsel eller lignende tidsbegrænset kørsel efter tilladelse fra politiet.

Stk. 2. Traktorer, der på vejene ud over kørsel som nævnt i stk. 1 alene benyttes til vejarbejde på vejområder, der er begrænset på betryggende måde ved afspærring eller afmærkning, eller anvendes til renholdelse, snerydning og lignende, skal ikke registreres.

Godkendte traktorer

§ 75. En traktor, der tilhører ejeren eller brugeren af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, kan endvidere uden registrering anvendes til følgende transporter, når den er godkendt dertil:

  • 1) transport af arbejdsredskaber mellem dele af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, selv om traktoren ikke ved arbejdsredskabernes anvendelse benyttes som træk- eller drivkraft, og
  • 2) transport af produkter, der hidrører fra eller skal benyttes i en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsvirksomhed, til og fra en sådan ejendom og mellem dele af den. Traktoren må dog ikke anvendes til samtidig transport af produkter fra flere virksomheder, medmindre disses ejere eller brugere alle er medejere af traktoren. Benzindrevne traktorer må ikke anvendes ud over en afstand af 10 km fra den pågældende ejendom til transport til industriel brug af produkter, der hidrører fra virksomheden. Sådan transport kan dog altid ske til nærmeste jernbanestation.

Stk. 2. For traktorer i sameje mellem ejere eller brugere af flere ejendomme kan godkendelse efter stk. 1 ikke meddeles, hvis samejet omfatter mere end 2 traktorer, eller hvis en af ejerne eller brugerne foruden de traktorer, der er i sameje, ejer en eller flere andre traktorer.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om godkendelse efter stk. 1 og betaling af gebyr herfor.

Udenlandske køretøjer

§ 76. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om benyttelse af udenlandske køretøjer her i landet, herunder om, hvornår der indtræder dansk registreringspligt.

Kontrol af køretøjer

§ 77. Politiet kan standse et køretøj og lade det undersøge for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren opfylder betingelserne for lovligt at kunne føre køretøjet. Opfylder køretøjet ikke bestemmelserne i loven eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, kan det indkaldes til senere kontrol. Såfremt køretøjet er til fare for færdselssikkerheden, kan dets nummerplader inddrages.

Stk. 2. Ved broer og andre særlige vejstrækninger, f. eks. dæmninger, kan der iværksættes fast kontrol med køretøjers vægt og størrelse.

§ 78. Et registreret eller godkendt køretøj kan kræves fremstillet til eftersyn af, om det opfylder bestemmelserne i loven eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om periodisk eftersyn af vare- og lastkøretøjer, af personbiler med mere end 8 siddepladser foruden førerens, af udrykningskøretøjer samt af motorkøretøjer, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer, udlejes uden fører eller benyttes til øvelseskørsel.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om gebyr for eftersyn efter stk. 1.

Stk. 3. Fremstilles et køretøj ikke efter tilsigelse, kan dets nummerplader inddrages.

Udlejning

§ 79. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udlejning af motorkøretøjer uden fører.

Kapitel 12

Sikkerhedsudstyr

Sikkerhedsseler

§ 80. Såfremt en siddeplads i bil eller trehjulet motorcykel er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter siddepladsen.

Stk. 2. Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder ikke for børn under 3 år. Børn, der er fyldt 3 år, men ikke 7 år, kan i stedet for sikkerhedssele anvende barnestol. Der kan i kombination med sikkerhedssele anvendes selepude.

Stk. 3. Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter visse personer fritages for pligten til at anvende sikkerhedssele. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler, der fritager for pligten til at anvende sikkerhedssele ved særlige former for kørsel.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr for børn under 3 år.

Stk. 6. Føreren skal påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med stk. 1-5.

Styrthjelme

§ 81. Føreren af en tohjulet motorcykel eller af en motorcykel med sidevogn og enhver passager, som er fyldt 15 år, skal under kørslen anvende fastspændt styrthjelm. Det samme gælder en knallertkører.

Stk. 2. Føreren skal påse, at passagerer, der er fyldt 12 år, men endnu ikke 15 år, anvender fastspændt styrthjelm.

Stk. 3. Pligten til at bære styrthjelm gælder ikke under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om fritagelse for pligten til at anvende styrthjelm.

Kapitel 13

Befordring, belæsning, vægt, dimensioner m.v.

Køretøjets belæsning

§ 82. Personer eller gods må ikke være anbragt på en sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet. Gods skal anbringes således, at den tegngivning, der nævnes i § 32, stk. 2 og 3, eller påbudt lygte eller nummerplade ikke skjules.

Stk. 2. Passagerer må ikke medtages i et sådant antal eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller andre.

Stk. 3. Gods skal være anbragt således, at det ikke kan frembyde fare for personer eller medføre skade på ejendom. Det må endvidere ikke kunne slæbe eller falde af på vejbanen, forårsage forstyrrende støvdannelse eller lignende ulempe, vanskeliggøre færdslen eller volde unødig støj.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt eller bredt gods.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om transport af farligt gods, herunder om tvungen ansvarsforsikring til dækning af erstatningsansvar, der opstår i forbindelse med transport af sådant gods.

Befordring af personer

§ 83. Justitsministeren kan fastsætte sikkerhedsbestemmelser vedrørende befordring af personer.

§ 83 a. Campingvogn må ikke benyttes til befordring af personer.

Køretøjers bredde, længde og højde

§ 84. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om køretøjers og vogntogs største bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset stand, herunder om kørsel med særlig brede, lange eller høje køretøjer eller vogntog.

Stk. 2. Uanset de bestemmelser om største tilladte højde, som fastsættes i medfør af stk. 1, har føreren pligt til ved kørsel under viadukter, ledninger og lignende at sikre sig, at passagen kan foretages uden fare eller ulempe.

Stk. 3. Justitsministeren kan for transporter, der efter de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, kun kan gennemføres efter forud indhentet tilladelse fra politiet, fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved sådanne transporters gennemførelse.

Vægt og akseltryk

§ 85. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om største tilladte akseltryk og totalvægt for køretøjer i såvel belæsset som ubelæsset stand.

Stk. 2. Politiet kan efter forhandling med vedkommende vej- eller brobestyrelse tillade fravigelse af bestemmelser fastsat i medfør af stk. 1 om største tilladte totalvægt eller akseltryk, såfremt den pågældende transport ikke med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde. Politiets tilladelse skal medbringes under kørslen.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved gennemførelse af transporter, der kræver tilladelse efter stk. 2.

Kørsel med blokvogne

§ 86. Kørsel med blokvogn i belæsset stand må kun ske med politiets tilladelse, der meddeles efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse. Tilladelse gives til en enkelt kørsel eller til kørsel på en bestemt strækning eller inden for et bestemt område. Blokvogn må kun anvendes til transport, som ikke med rimelighed vil kunne gennemføres på anden måde.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om blokvognskørsel og kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved gennemførelse af sådanne transporter.

§ 86 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om gebyr for indgivelse af ansøgning om tilladelse efter §§ 84-86.

Kapitel 14

Hindringer på vej

Forurening af vej m.v.

§ 87. Der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen.

Stk. 2. Såfremt der fra køretøj tabes eller spildes noget på vej, der kan være til fare eller ulempe for færdslen, skal dette straks fjernes. Kan dette ikke ske, skal andre, indtil faren eller ulempen er fjernet, ved afmærkning eller på anden lignende måde gøres opmærksom på forholdet.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af beholdere og lignende genstande på vej. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om afmærkning af vejmaterialer på vej.

Stk. 4. Politiet kan forlange privat luftledning, der føres over vej, fjernet, såfremt den er til fare eller ulempe for færdslen.

Dyr på vej

§ 88. Ingen må lade heste, kreaturer m.v. færdes på vej, uden at de er forsvarligt bevogtet. De må ikke tøjres således, at de kan nå ind på vejen. Såfremt de ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved forsvarlig indhegning.

Kapitel 15

Færdselsregulering og afmærkning m.v.

Færdselsregulering

§ 89. Politiet kan regulere færdslen på steder, hvor det skønnes nødvendigt.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om andre personers adgang til at regulere færdslen.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om tegngivning til regulering af færdslen.

§ 90. Ved vej- og broarbejde samt i tilfælde, hvor der pludselig opstår skade på vej eller bro til fare for færdslen, kan den vejbestyrelse eller den kommunale myndighed, som forestår arbejdet eller fører tilsyn med vejen, eller brobestyrelsen foretage den fornødne regulering af færdslen, herunder anvisning af omkørsel.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om regulering af færdslen efter stk. 1.

Udlægning af hovedveje og motortrafikveje

§ 91. Politiet træffer med samtykke fra vedkommende vejbestyrelse bestemmelse om udlægning af hovedveje. Tilsvarende gælder med hensyn til motortrafikveje.

Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem politi og vejbestyrelse, afgøres sagen af justitsministeren. Afgørelser efter stk. 1 kan påklages til justitsministeren.

Færdselsindskrænkninger

§ 92. Politiet kan med samtykke fra vejbestyrelsen eller, for så vidt angår private veje, vedkommende kommunale myndighed træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejes udnyttelse eller indretning. Der kan bl.a. træffes bestemmelse om:

  • 1) parkering og standsning,
  • 2) indførelse af ubetinget vigepligt,
  • 3) påbud om ensrettet færdsel,
  • 4) etablering af fodgængerfelter og
  • 5) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Stk. 2. Politiet kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.

Stk. 3. Vedrører de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser stationspladser eller adgangsveje til stationer og færgelejer, skal politiet tillige forhandle med vedkommende jernbane- eller færgeselskab.

Stk. 4. Afgørelser efter § 42, stk. 4 og 5, om lokale hastighedsbegrænsninger træffes for hovedvejes vedkommende af justitsministeren og i øvrigt af politiet. Afgørelsen træffes efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse eller, for så vidt angår private veje, vedkommende kommunale myndighed.

Stk. 5. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der nævnes i stk. 1 og 4, afgøres sagen af justitsministeren. Klager over bestemmelser, der træffes af politiet i medfør af stk. 1, 2 og 4, afgøres tillige af justitsministeren.

Stk. 6. Foranstaltninger af den art, der nævnes i stk. 1, 2 og 4, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Såfremt en foranstaltning efter stk. 1, nr. 1 eller 5, ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, kan den dog i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.

Parkeringsskiver

§ 93. Justitsministeren kan bestemme, at parkering af motorkøretøjer, hvor adgangen til parkering er tidsmæssigt begrænset, kun må ske under benyttelse af parkeringsskive. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om parkeringsskiver og deres benyttelse.

Tøbrudsrestriktioner

§ 94. Trafikministeren kan i tøbrudsperioder eller under lignende særlige forhold, hvor vejene skønnes særlig udsat for beskadigelser, midlertidigt forbyde færdsel med køretøjer, hvis faktiske totalvægt eller akseltryk overstiger en vis grænse, eller begrænse den tilladte kørehastighed for sådanne køretøjer.

Almindelige bestemmelser om afmærkning

§ 95. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og betydningen af:

  • 1) færdselstavler,
  • 2) afmærkning på kørebanen,
  • 3) signalanlæg og
  • 4) anden afmærkning eller indretning på eller ved vej til regulering af eller til vejledning for færdslen.

Stk. 2. Færdselsreglerne kan fraviges ved afmærkning efter stk. 1.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter endvidere bestemmelser om anvendelsen af afmærkningen i stk. 1, herunder om indhentelse af samtykke fra politiet.

Stk. 4. Justitsministeren kan bestemme, at tekniske regler og normer vedrørende afmærkning udarbejdes i forbindelse med de af ministeren for offentlige arbejder fastsatte vejregler.

§ 96. Afmærkningen i § 95 tilvejebringes og bekostes for offentlige vejes vedkommende af vejbestyrelsen, medmindre andet følger af vejlovgivningen.

Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem politiet og vejbestyrelsen om afmærkningen, afgøres sagen af justitsministeren. Klager over afmærkning afgøres ligeledes af justitsministeren. Afgørelserne i 1. og 2. pkt. træffes dog af trafikministeren, såfremt sagen vedrører bestemmelser om afmærkning, der i medfør af § 95, stk. 4, er udarbejdet i forbindelse med vejreglerne.

Afmærkning på private veje

§ 97. Anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95, på eller ved privat vej eller bro kræver politiets godkendelse. Politiet kan, hvor det skønnes fornødent, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vej- eller broejeren.

Stk. 2. Politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning, der ikke er i overensstemmelse med de forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.

Stk. 3. Såfremt en privatperson eller institution, der som vej- eller broejer er berettiget til at forbyde visse arter af færdsel, ønsker at gennemføre et sådant forbud ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde, skal politiets godkendelse forinden indhentes. Politiet kan påbyde særlig afmærkning eller belysning af afspærringen, hvis den kan være til fare for færdslen.

Afmærkning af vejarbejder

§ 98. Når der foretages vejarbejde, er den, som forestår arbejdet, ansvarlig for, at det til enhver tid er forsvarligt afmærket.

Vildledende afmærkning m.v.

§ 99. Færdselstavler, signalanlæg eller indretninger til regulering af eller til advarsel eller vejledning for færdslen må ikke anbringes ved offentlige veje uden for de tilfælde, der er angivet i denne lov eller de i medfør af denne fastsatte bestemmelser.

Stk. 2. Skilte, opslag, lysindretninger og lignende må ikke anbringes på eller i forbindelse med afmærkning efter § 95, stk. 1.

Stk. 3. Genstande af den i stk. 2 nævnte art, der kan ses fra vej, kan af politiet forlanges fjernet, hvis de har lighed med afmærkning efter § 95, stk. 1, eller de i øvrigt kan virke vildledende eller være til ulempe for færdslen.

Stk. 4. Reflekterende materiale på privat område må ikke anbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen.

Vejanlæg

§ 100. Afgørelse om udførelse af vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser, træffes af vejbestyrelsen med samtykke fra politiet.

Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, afgøres sagen af trafikministeren. Klager vedrørende de i stk. 1 nævnte vejarbejder og anlæg afgøres ligeledes af trafikministeren.

Kapitel 16

Erstatning og forsikring

Ansvarsgrundlaget m.v.

§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet.

Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

§ 102. Hvis et motordrevet køretøj volder skade på anden måde end nævnt i § 101, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for køretøjet, betale erstatning efter lovgivningens almindelige regler.

§ 103. Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i § 101, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Sker der tingsskade ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes.

§ 104. Erstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler den ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte.

Stk. 2. Føreren er erstatningsansvarlig efter lovgivningens almindelige regler.

Forsikringspligt

§ 105. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der er anerkendt af justitsministeren, jfr. dog § 109.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på indtil 50 mill. kr. og tingsskade på indtil 10 mill. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres årligt med samme procent, som ugelønnen for april kvartal er steget eller faldet i forhold til april kvartal 1985. Reguleringen har virkning fra den følgende 1. april. Ugelønnen beregnes som den af Danmarks Statistik offentliggjorte gennemsnitlige timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i april kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld sædvanlig arbejdstid. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb. Justitsministeriet bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, i hvilket omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.

§ 106. For motordrevne køretøjer, der skal registreres eller godkendes, påhviler forsikringspligten ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over køretøjet.

Stk. 2. For andre motordrevne køretøjer påhviler forsikringspligten den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej.

§ 107. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse. Stk. 2. Præmier for forsikringen er tillagt udpantningsret. Er forsikring tegnet for et større beløb end efter § 105, stk. 2, gælder denne regel hele præmien.

Forsikringsselskabets hæftelse og regres

§ 108. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter § 105, stk. 1.

Stk. 2. En aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren om, at selskabet skal have regres mod den, der efter § 104 er ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den ansvarlige ved uagtsomhed, har kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed.

Selvforsikrede køretøjer

§ 109. Motordrevne køretøjer, der tilhører staten eller en kommune, er undtaget fra forsikringspligt efter § 105.

Stk. 2. Justitsministeren kan træffe tilsvarende bestemmelse med hensyn til motordrevne køretøjer, der tilhører fremmede stater eller internationale organisationer.

Stk. 3. Er et køretøj efter stk. 1 og 2 ikke forsikret, hæfter den danske stat eller den kommune, der ejer køretøjet, for erstatning i samme omfang som et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring efter § 105.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af erstatning for skader, som forvoldes i udlandet af de køretøjer, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Sagernes behandling

§ 110. Anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige enhver, der er ansvarlig efter § 104, til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 2.

Stk. 2. Enhver, der tilsiges efter stk. 1, kan ved at fremsætte begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen. Indtræder han ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for ham.

§ 111. Hvis der rejses tiltale for en skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette kapitel, skal der gives den eller de skadelidte lejlighed til at påstå erstatning. Hvis der ikke opnås forlig om erstatningen, skal erstatningspåstandene påkendes under sagen, selv om straf ikke pålægges tiltalte.

Stk. 2. I særlige tilfælde, hvor erstatningskravet angår materiel skade og er af indviklet beskaffenhed, kan retten dog, efter at forlig forgæves er prøvet, nægte kravets forfølgning under straffesagen.

§ 112. Påkendelse af erstatningsspørgsmålet kan ske før eller efter afgørelsen af spørgsmålet om straf.

Stk. 2. Det forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring for det køretøj, som tiltalte benyttede, eller den, der efter § 109, stk. 3, hæfter for den skete skade, anses for erstatningsspørgsmålets vedkommende som part i sagen og skal tilsiges til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i straffesager.

Stk. 3. Påhviler der efter § 104 andre end tiltalte erstatningsansvar, skal tillige disse tilsiges til ethvert retsmøde med det i stk. 2 nævnte varsel. Bestemmelserne i § 110, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når erstatningsspørgsmålet påkendes under sagen, kan retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 30 pålægge rettergangsbøder og sagsomkostninger.

§ 113. Ankes en straffesag, under hvilken erstatningsspørgsmålet er blevet påkendt, anses enhver, der for erstatningsspørgsmålets vedkommende har været part i den indankede sag, tillige som part under anken, hvis erstatningsspørgsmålet tages under påkendelse.

Stk. 2. Den i retsplejelovens § 996 nævnte adgang til at anke i den borgerlige retsplejes former står åben for enhver, der, for så vidt angår erstatningsspørgsmålet, har været part i sagen.

Stk. 3. Med hensyn til anke betragtes en særskilt påkendelse af straffe- eller erstatningspåstanden som en selvstændig dom.

Stk. 4. Retsplejelovens § 995, stk. 4, finder ikke anvendelse i de sager, der er nævnt i § 111.

§ 114. (Ophævet).

§ 115. Hvis spørgsmålet om straf for en skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette kapitel, er afgjort ved udenretligt bødeforelæg, skal politiet efter anmodning fra en skadelidt indbringe erstatningsspørgsmålet for den ret, for hvilken der ellers ville være blevet rejst tiltale. Erstatningsspørgsmålet behandles herefter, som om der var rejst tiltale i sagen. § 111, stk. 2, § 112, stk. 2-4, og § 113, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Politiet skal underrette de skadelidte om deres adgang til at forlange erstatningsspørgsmålet indbragt for retten.

Ansvar efter lov om fragtaftaler ved international vejtransport

§ 116. Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse på en fragtførers ansvar, hvis dette er omfattet af lov om fragtaftaler ved international vejtransport.

Kapitel 17

Straf, afgifter m.v.

Straf

§ 117. Spirituskørsel med motorkøretøj, traktor eller motorredskab straffes med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteget 2,00 promille, er straffen hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen efter stk. 1, 1. pkt., kan stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år, hvis føreren

  • 1) tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel,
  • 2) findes skyldig i flere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel eller
  • 3) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor.

Stk. 3. Promillekørsel straffes med bøde. Det samme gælder spirituskørsel med knallert. Er den skyldige tidligere dømt for spiritus- eller promillekørsel, kan straffen dog stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 4. Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56, stk. 1, og § 62, stk. 1, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 5. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

§ 118. Med bøde straffes den, der:

  • 1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10, § 12, §§ 14-52, § 54, stk. 2-4, § 60, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, §§ 97-99 og § 105,
  • 2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven eller
  • 3) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Overtrædelse af de i § 121, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser og forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. For overtrædelse af forskrifter, der er udstedt efter § 85, stk. 1, kan der pålægges ejeren eller brugeren af køretøjet bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 5. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant.

Sagernes behandling

§ 119. Sagerne behandles som politisager, jfr. dog stk. 3.

Stk. 2. Angår sagen et forhold, hvor der opstår spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten, kan de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 68, 69, 71 og 72, anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager. Offentlig forsvarer beskikkes efter samme regler som i sager, hvor der bliver spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde og hæfte. Retsplejelovens § 934, stk. 1, finder ikke anvendelse.

Stk. 3. Angår sagen et forhold, hvor der opstår spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, behandles sagen, for så vidt den ikke kan afgøres med vedtagelse efter § 119 a, efter samme regler som sager, der påtales af statsadvokaten. Tiltale for underretten rejses dog af politimesteren, der tillige kan opgive eller frafalde tiltale. Tiltalen rejses efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80. Angår sagen overtrædelse af § 53, og medvirker der ved byrettens behandling ikke domsmænd, beskikkes offentlig forsvarer, når den tiltalte begærer det. Tiltalte skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

§ 119 a. Såfremt en sag om spiritus- eller promillekørsel ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan politimesteren i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejelovens § 930, stk. 1, om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Sager om spiritus- og promillekørsel, hvori der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum.

Stk. 4. Vedtagelser efter stk. 1 og 3 har med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning samme virkning som en dom.

§ 119 b. I forbindelse med tilkendegivelser efter § 119 a, stk. 1, skal politiet vejlede den sigtede om, at han, inden han tager stilling til spørgsmålet om vedtagelse, kan få bistand af en offentlig forsvarer, jfr. § 733, stk. 1, i lov om rettens pleje. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Advokatrådet takster for forsvarerens vederlag i de pågældende sager.

Tilbageholdelse af køretøjer

§ 120. Er såvel føreren som det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, hjemmehørende i udlandet, kan køretøjet tilbageholdes af politiet, indtil forskyldte bøder, standsnings- og parkeringsafgifter, sagsomkostninger, erstatningsbeløb eller præmier for lovpligtig ansvarsforsikring er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i køretøjet.

Stk. 2. Med hensyn til iværksættelse af tilbageholdelsen efter stk. 1 finder reglerne i retsplejelovens §§ 782 og 783 om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres, tilsvarende anvendelse. Tilbageholdelsen kan kun ske, for så vidt den findes påkrævet for at sikre betaling af de nævnte beløb. Var føreren uberettiget i besiddelse af køretøjet, kan tilbageholdelse ikke ske.

Stk. 3. Reglen i stk. 1 finder bortset fra forskyldte standsnings- og parkeringsafgifter ikke anvendelse med hensyn til førere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige.

Standsnings- og parkeringsafgifter

§ 121. Politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af:

  • 1) § 28, stk. 2, 1. pkt.,
  • 2) § 28, stk. 3, for så vidt angår standsning eller parkering på cykelsti, gangsti, midterrabat og helleanlæg samt standsning eller parkering med hele køretøjet på fortov,
  • 3) § 29, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5, 7, 8, 9 og 10, og stk. 2,
  • 4) § 29, stk. 3, nr. 1, nr. 2 for så vidt angår parkering ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom og nr. 3,
  • 5) standsnings- eller parkeringsforbud, der angives ved afmærkning,
  • 6) de bestemmelser om parkering i opholds- og legeområder, der udfærdiges i medfør af § 40,
  • 7) standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter § 92, selv om forbuddet ikke angives ved afmærkning,
  • 8) andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsættes i medfør af §§ 92 og 93, og
  • 9) de bestemmelser om benyttelse af parkometre, parkeringsautomater eller lignende, der udfærdiges i medfør af § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Afgørelse om pålæggelse af afgift kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Afgiften tilfalder statskassen.

Stk. 3. Afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren.

Stk. 4. Afgiften påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Afgiften kan inddrives ved udpantning.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om:

  • 1) størrelsen af den nævnte afgift og
  • 2) fremgangsmåden ved pålæggelse af afgiften og opkrævningen af denne.

Parkeringskontrollører

§ 122. Justitsministeren kan bestemme, at det inden for bestemte områder overdrages særlige parkeringskontrollører, der ansættes under politiet, helt eller delvis at varetage kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om parkeringskontrollørernes virksomhed.

Politiets fjernelse og salg af køretøjer

§ 123. Politiet kan foranledige de nedenfor under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område:

  • 1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser om standsning eller parkering,
  • 2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj og
  • 3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden nummerplader.

Stk. 2. Køretøjet bringes til den af politiet anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Beløbet kan inddrives ved udpantning.

Stk. 3. Det påhviler politiet at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 4. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet.

Stk. 4. Politiet er efter udløbet af den i henhold til stk. 3 fastsatte frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 3 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af disse.

§ 124. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden at være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets eller bilinspektionens varetægt, kan sælges i overensstemmelse med bestemmelserne i § 123, stk. 3 og 4.

Kapitel 18

Frakendelse af førerret

Spirituskørsel

§ 125. Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis han har gjort sig skyldig i spirituskørsel.

Stk. 2. Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig formildende omstændigheder kan frakendelse dog ske betinget.

Andre overtrædelser

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

  • 1) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,
  • 2) har gjort sig skyldig i promillekørsel, eller
  • 3) frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

Stk. 2. Frakendelsen sker betinget, medmindre føreren:

  • 1) forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,
  • 2) ved forskellige lejligheder har gjort sig skyldig i forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 2,
  • 3) tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden, eller
  • 4) tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 3. Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.

Frakendelsestiden

§ 127. Ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år eller for bestandig. Ubetinget frakendelse for spirituskørsel, hvor alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen har oversteget 2,00 promille, sker dog for et tidsrum af mindst 2 år og 6 måneder.

Betinget frakendelse

§ 128. Betinget frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes ham. Ved betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden. Under særlige omstændigheder kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år for den betingede frakendelse.

§ 129. Begår den dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af førerretten, fastsætter retten en fælles frakendelse for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse.

Inddragelse af førerretten under sagen

§ 130. Skønner politiet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger, kan det midlertidigt inddrage førerretten. Politiet skal i forbindelse hermed vejlede føreren om prøvelsesretten, jfr. stk. 2.

Stk. 2. Den, hvis førerret er midlertidigt inddraget, kan forlange inddragelsen prøvet af retten. Retten træffer ved kendelse afgørelse om inddragelsen.

Stk. 3. Det tidsrum, hvori førerretten har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

Virkningen af anke m.v.

§ 131. Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at førerretten har været inddraget i medfør af § 130, har ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af underretten ved kendelse. I andre tilfælde kan underretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende virkning.

Stk. 2. Afsiges der i en sag, hvori førerretten er inddraget efter § 130, frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om frakendelse, eller sker frakendelsen betinget, skal kørekortet udleveres, selv om dommen ankes.

Generhvervelse af førerret inden frakendelsestidens udløb

§ 132. Er retten til at føre motordrevet køretøj i henhold til denne eller nogen tidligere lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år af frakendelsestiden. Retten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har retten til at være fører tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan gengivelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.

Erstatning for inddragelse eller frakendelse af førerret

§ 133. Reglerne i kapitel 93a i lov om rettens pleje finder anvendelse på krav om erstatning for frakendelse eller inddragelse af førerretten i anledning af strafforfølgning.

Kapitel 19

Handlinger foretaget i udlandet

§ 134. Lovens bestemmelser om straf og frakendelse af førerretten finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der uden at overtræde nogen dansk forskrift, i Finland, Island, Norge eller Sverige handler i strid med de der gældende regler vedrørende:

  • 1) kørsel med motordrevet køretøj, uden at der som foreskrevet er tegnet ansvarsforsikring til dækning af erstatningskrav for skade forvoldt ved brug af køretøjet,
  • 2) pligt for trafikanter til at efterkomme færdselsanvisninger givet af politiet,
  • 3) køretøjers hastighed,
  • 4) køretøjers plads på vejen, færdselsretning, møde med eller overhaling af andre køretøjer, svingning, vending samt kørsel over jernbaneoverkørsler,
  • 5) vigepligt,
  • 6) pligt til at give fri passage for udrykningskøretøjer,
  • 7) pligt til at efterkomme anvisninger, der gives ved færdselstavler, signaler eller afmærkning på kørebane eller cykelsti,
  • 8) køretøjers standsning og parkering,
  • 9) forbud mod benyttelse af køretøjer eller kategorier af køretøjer på visse veje, f. eks. på grund af køretøjernes vægt og dimensioner,
  • 10) sikkerhedsanordninger for køretøjer og last,
  • 11) afmærkning af køretøjer og last,
  • 12) køretøjers lysanordninger og brugen af lys,
  • 13) køretøjers last og lasteevne,
  • 14) køretøjers registrering og deres forsyning med nummerplade og nationalitetsmærke eller
  • 15) kørsel uden kørekort.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at stk. 2 skal finde anvendelse med hensyn til overtrædelser begået i andre stater end de nævnte.

Stk. 4. § 118, stk. 2, gælder ikke for de i stk. 1-3 nævnte sager.

Kapitel 20

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser for lovens regler om

spirituspåvirkning m.v. og om frakendelse af førerretten

Ikrafttræden

§ 135. §§ 53-55, § 60, stk. 2-5, § 64, stk. 1 og 4, § 117, stk. 1, 2 og 4, § 119, kapitel 18 og §§ 135-138 træder i kraft den 1. juli 1976.

Stk. 2. Det samme gælder følgende bestemmelser i det omfang, de kan anvendes i forbindelse med de i stk. 1 nævnte regler: § 1, § 2, nr. 2, 6, 12, 13, 14 og 24, § 117, stk. 3, § 118, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, § 134, stk. 1-3, og § 143.

Stk. 3. Fra samme tidspunkt ophæves §§ 15, 16 og 18 a, § 20, stk. 1 og 3, § 54, stk. 2, § 69, stk. 2, 4 og 5, og §§ 70-70 h i færdselsloven af 1955, jfr. lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, som ændret senest ved lov nr. 270 af 26. juni 1975.

Regler, som også gælder i forbindelse med overtrædelser af færdselsloven af 1955

§ 136. § 64, stk. 1, § 119 og kapitel 18 i denne lov gælder også i forbindelse med overtrædelser af færdselsloven af 1955, jfr. lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, som ændret senest ved § 135, stk. 3, og i forbindelse med overtrædelser af de i medfør af færdselsloven af 1955 givne bestemmelser.

Overgangsregler

§ 137. Spørgsmål om frakendelse af førerretten i anledning af forhold, som er begået, men ikke endeligt påkendt den 1. juli 1976, afgøres alene efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Skal førerretten i anledning af et sådant forhold frakendes efter § 126, stk. 1, nr. 1 eller 3, gælder § 126, stk. 2, nr. 4, dog ikke for så vidt angår tidligere frakendelser, der er sket i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1.

Stk. 3. Sager om frakendelse af førerretten i anledning af forhold, som er begået inden lovens ikrafttræden, behandles efter § 119, såfremt sagen ikke er domsforhandlet i første instans inden dette tidspunkt.

§ 138. Betingede og ubetingede frakendelser af førerretten efter de hidtil gældende regler bevarer deres gyldighed og har retsvirkninger efter denne lov, jfr. dog stk. 2-5.

Stk. 2. For personer, som efter de hidtil gældende regler om frakendelse i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1, er frakendt førerretten for et kortere tidsrum end 2 år, og som ved dommen kun blev straffet med bøde, bortfalder fuldbyrdelsen af dommens bestemmelse om frakendelse eller den resterende del af denne fuldbyrdelse ved lovens ikrafttræden. § 60, stk. 2, finder kun anvendelse, hvis den dømte ved lovens ikrafttræden har fuldbyrdet mindst 6 måneder af dommens bestemmelse om frakendelse.

Stk. 3. For alle personer, som efter de hidtil gældende regler om frakendelse i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1, er frakendt førerretten for et kortere tidsrum end 2 år, og som ved dommen kun blev straffet med bøde, forkortes endvidere fristen i § 126, stk. 2, nr. 4, til 3 år. Hvis dommens bestemmelse om frakendelse ikke var fuldbyrdet den 1. juli 1976, regnes den nævnte frist fra den 1. juli 1976.

Stk. 4. Politimesteren kan efter ansøgning bestemme, at en person, som efter de hidtil gældende regler om frakendelse i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1, er frakendt førerretten for et kortere tidsrum end 2 år, og som ved dommen blev idømt straf af hæfte eller fængsel også efter andre regler end § 69, stk. 1, i færdselsloven af 1955, skal være omfattet af stk. 2 og 3. Sådan bestemmelse kan dog kun træffes, hvis det forhold, der gav anledning til frakendelsen, må antages kun at ville have medført betinget frakendelse efter denne lov. Politimesterens afgørelse kan af den dømte forlanges indbragt for den ret, der har påkendt sagen i første instans. Afgørelsen træffes ved kendelse.

Stk. 5. For alle personer, som er frakendt førerretten i mindre end 1 år efter de regler, der gjaldt før den 1. juli 1975, forkortes fristen i § 126, stk. 2, nr. 4, til 3 år. Hvis dommens bestemmelse om frakendelse ikke var fuldbyrdet den 1. juli 1975, regnes den nævnte frist fra den 1. juli 1975.

Kapitel 21

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v. for lovens øvrige

regler

§ 139. De bestemmelser i loven, som ikke er sat i kraft ved § 135, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. maj 1977.

Stk. 2. Justitsministeren kan dog bestemme, at lovens regler om vægt og akseltryk træder i kraft på et tidligere tidspunkt, og at de tilsvarende regler i færdselsloven af 1955, jfr. lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, samtidig ophæves.

§ 140. Den 1. maj 1977 ophæves færdselsloven af 1955, jfr. lovbekendtgørelse nr. 123 af 9. marts 1973, bortset fra §§ 73-73 e, som affattet ved lov nr. 363 af 13. juni 1973 og lov nr. 310 af 19. juni 1974, og § 69, stk. 1, sammenholdt med de nævnte bestemmelser.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter, hvilke bekendtgørelser udstedt i henhold til den tidligere lov der forbliver i kraft efter den 1. maj 1977. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde. § 118, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 5, samt § 119 finder tilsvarende anvendelse.

§ 141. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, under hvilke betingelser personer, der regelmæssigt har kørt traktor, uden at aflægge køreprøve kan erhverve kørekort til traktor med adgang til at foretage den kørsel, der omhandles i § 74.

§ 142. § 105, stk. 2, har virkning for skader, der er forvoldt efter lovens ikrafttræden. Ansvarsforsikringer, der er tegnet inden den 1. maj 1977, og som ikke opfylder kravene i § 105, stk. 2, ændres i overensstemmelse med denne bestemmelse. De ældre policer behøver ikke at forsynes med påtegning herom. Forsikringstagerne kan ikke opsige forsikringsaftalen på grund af en forhøjelse af præmierne, som alene er begrundet med den ændring af forsikringen, der følger af 2. pkt.

§ 143. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 144. (Ophævet).

§ 2 i lov nr. 302 af 8. juni 1977 om ændring af færdselsloven (obligatorisk knallertundervisning) indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven har alene virkning for de personer, der fylder 15 år efter et tidspunkt fastsat af justitsministeren.

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 27. november 1979 om ikrafttræden af lov om ændring af færdselsloven (obligatorisk knallertundervisning) indeholder følgende bestemmelser:

§ 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1980, jfr. dog §§ 2 og 3.

§ 2. Loven har alene virkning for personer, der fylder 15 år i 1980 eller senere. (* 1)

§ 3. Kommunen skal senest påbegynde den obligatoriske knallertundervisning den 1. september 1980.

§ 2 i lov nr. 158 af 24. april 1985 om ændring af færdselsloven (hastighedsgrænser, køreudannelse m.v.) indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Den ved § 1, nr. 2, ændrede affattelse af § 42, stk. 1, nr. 1, og det ved § 1, nr. 3, indsatte 2. pkt. i § 43, stk. 2, træder først i kraft den 1. oktober 1985.

Stk. 3. § 1, nr. 5, 10 og 11, træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, dog således, at det ved § 1, nr. 5, indsatte 3. pkt. i § 56, stk. 4, træder i kraft senest den 1. januar 1990 for så vidt angår køreuddannelsen til almindelig bil (kategori B). (* 2)

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 604 af 12. september 1986 om ikrafttræden af lov om ændring af færdselsloven (hastighedsgrænser, køreuddannelse m.v.) indeholder følgende bestemmelser:

§ 1

Lovens § 1, nr. 5, om indledende praktisk undervisning på lukkede øvelsespladser træder i kraft den 1. oktober 1986.

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1986. § 2 i lov nr. 846 af 20. december 1989 om ændring af færdselsloven (ombytning af kørekort) indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

I lov nr. 62 af 7. februar 1990 om ændring af forskellige love fastsættes i § 5, at de ændringer, som angår færdselslovens § 37, stk. 5, § 60, stk. 4 og § 86 a træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 16 i lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. indeholder følgende bestemmelser:

§ 16

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. . . . . . . . . . .

Stk. 4. § 2, nr. 2, og § 3 har virkning for sager, der anlægges, eller hvor der rejses tiltale i 1. instans, efter lovens ikrafttræden. (* 3) . . . . . . . . . . § 2 i lov nr. 401 af 13. juni 1990 om ændring af færdselsloven (færdselssikkerhedsfremmende foranstaltninger, forenkling og modernisering m.v.) indeholder følgende bestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1990.

Stk. 2. Den ved § 1, nr. 2 og 7, ændrede affattelse af §§ 33 og 52, den ved § 1, nr. 3, indføjede § 33 a samt den ved § 1, nr. 9, ændrede affattelse af § 80 træder først i kraft den 1. oktober 1990.

Justitsministeriet, den 16. november 1990

Hans Engell

/ Henrik Waaben

  

    REGISTER  

  Kapitel 1. Lovens område m.v.                       §§ 1-2.  

 Lovens område                                         § 1.  

 Definitioner m.v.                                     § 2.  

  Kapitel 2. Regler for al færdsel                    §§ 3-9.  

 Grundregler m.v.                                      § 3.  

 Anvisninger for færdslen                              § 4.  

 Færdsel over jernbanespor m.v.                        § 5.  

 Leg m.v.                                              § 6.  

 Udrykningskørsel m.v.                                 § 7.  

 Beskadigelse af færdselstavler m.v.                   § 8.  

 Forpligtelser ved færdselsuheld                       § 9.  

  Kapitel 3. Færdselsregler for gående                §§ 10-13.  

  Kapitel 4. Færdselsregler for kørende               §§ 14-40.  

 Anvendelsen af vejens forskellige baner               § 14.  

 Placeringen på vejen                                  § 15.  

 Svingning m.v.                                       §§ 16-17.  

 Vending, bakning og vognbaneskift m.v.                § 18.  

 Kørsel ved busstoppested m.v.                         § 19.  

 Møde                                                  § 20.  

 Overhaling                                           §§ 21-22.  

 Forbud mod overhaling                                 § 23.  

 Forbikørsel og vognbaneskift i tæt færdsel            § 24.  

 Overhaling og forbikørsel ved fodgængerfelt           § 25.  

 Vigepligt m.v.                                        § 26.  

 Forpligtelser over for gående                         § 27.  

 Standsning og parkering                              §§ 28-30.  

 Forpligtelser ved standsning og parkering på  

  særlige områder og i særlige tilfælde                § 31.  

 Signaler og tegn                                      § 32.  

 Lygteføring                                          §§ 33-36.  

 Cykel- og motorløb                                    § 37.  

 Unødig støj m.v.                                      § 38.  

 Forsvarets og civilforsvarets køretøjer               § 39.  

 Lokale trafiksaneringer                               § 40.  

  Kapitel 5. Hastighed                                §§ 41-43.  

 Almindelige regler                                    § 41.  

 Generelle hastighedsbegrænsninger                     § 42.  

 Hastighed for særlige typer af køretøjer              § 43.  

  Kapitel 6. Særlige regler for færdsel på motorvej  

    og motortrafikvej                                 §§ 44-48.  

 Motorvej                                             §§ 44-47.  

 Motortrafikvej                                        § 48.  

  Kapitel 7. Særlige regler for cykler                §§ 49-50.  

  Kapitel 8. Særlige regler for knallerter             § 51.  

  Kapitel 9. Særlige regler for motorcykler            § 52.  

  Kapitel 10. Førere af køretøjer m.v.                §§ 53-66.  

 Spiritus- og promillekørsel                           § 53.  

 Sygdom, spirituspåvirkning m.v.                       § 54.  

 Kontrol m.v.                                          § 55.  

 Kørekort til motorkøretøj                            §§ 56-59 a.  

 Inddragelse og generhvervelse af førerretten          § 60.  

 Udenlandske førere                                    § 61.  

 Kørekort til traktor og motorredskab                  § 62.  

 Knallertkørere                                        § 63.  

 Øvelseskørsel                                         § 64.  

 Oplysningspligt m.v.                                  § 65.  

 Kørelærere                                            § 66.  

  Kapitel 11. Køretøjer m.v.                          §§ 67-79.  

 Køretøjers indretning og udstyr m.v.                 §§ 67-68.  

 Ændring af køretøjers klassificering                  § 69.  

 Tilkobling og slæbning                                § 70.  

 Statens Bilinspektion/bilinspektørerne                § 71.  

 Registrering                                         §§ 72-73.  

 Traktorer, der er fritaget for registrering           § 74.  

 Godkendte traktorer                                   § 75.  

 Udenlandske køretøjer                                 § 76.  

 Kontrol af køretøjer                                 §§ 77-78.  

 Udlejning                                             § 79.  

  Kapitel 12. Sikkerhedsudstyr                        §§ 80-81.  

 Sikkerhedsseler                                       § 80.  

 Styrthjelme                                           § 81.  

  Kapitel 13. Befordring, belæsning, vægt,  

    dimensioner m.v.                                  §§ 82-86.  

 Køretøjers belæsning                                  § 82.  

 Befordring af personer                                § 83-83 a.  

 Køretøjers bredde, længde og højde                    § 84.  

 Vægt og akseltryk                                     § 85.  

 Kørsel med blokvogne                                  § 86.  

 Gebyr                                                 § 86 a.  

  Kapitel 14. Hindringer på vej                       §§ 87-88.  

 Forurening af vej m.v.                                § 87.  

 Dyr på vej                                            § 88.  

  Kapitel 15. Færdselsregulering og afmærkning m.v.   §§ 89-100.  

 Færdselsregulering                                   §§ 89-90.  

 Udlægning af hovedveje og motortrafikveje             § 91.  

 Færdselsindskrænkninger                               § 92.  

 Parkeringsskiver                                      § 93.  

 Tøbrudsrestriktioner                                  § 94.  

 Almindelige bestemmelser om afmærkning               §§ 95-96.  

 Afmærkning på private veje                            § 97.  

 Afmærkning af vejarbejder                             § 98.  

 Vildledende afmærkning m.v.                           § 99.  

 Vejanlæg                                              § 100.  

  Kapitel 16. Erstatning og forsikring                §§ 101-116.  

 Ansvarsgrundlaget m.v.                               §§ 101-104.  

 Forsikringspligt                                     §§ 105-107.  

 Forsikringsselskabets hæftelse og regres              § 108.  

 Selvforsikrede køretøjer                              § 109.  

 Sagernes behandling                                  §§ 110-115.  

 Ansvar efter lov om fragtaftaler ved international  

    vejtransport                                       § 116.  

  Kapitel 17. Straf, afgifter m.v.                    §§ 117-124.  

 Straf                                                §§ 117-118.  

 Sagernes behandling                                   § 119-119 b.  

 Tilbageholdelse af køretøjer                          § 120.  

 Standsnings- og parkeringsafgifter                    § 121.  

 Parkeringskontrollører                                § 122.  

 Politiets fjernelse og salg af køretøjer             §§ 123-124.  

  Kapitel 18. Frakendelse af førerret                 §§ 125-133.  

 Spirituskørsel                                        § 125.  

 Andre overtrædelser                                   § 126.  

 Frakendelsestiden                                     § 127.  

 Betinget frakendelse                                 §§ 128-129.  

 Inddragelse af førerretten under sagen                § 130.  

 Virkningen af anke m.v.                               § 131.  

 Generhvervelse af førerret inden frakendelsestidens  

    udløb                                              § 132.  

 Erstatning for inddragelse eller frakendelse  

    af førerret                                        § 133.  

  Kapitel 19. Handlinger foretaget i udlandet          § 134.  

  Kapitel 20. Ikrafttrædelses- og  

    overgangsbestemmelser for lovens regler om  

    spirituspåvirkning m.v. og om frakendelse  

    af førerretten                                    §§ 135-138.  

 Ikrafttræden                                          § 135.  

 Regler, som også gælder i forbindelse med  

    overtrædelse af færdselsloven af 1955              § 136.  

 Overgangsregler                                      §§ 137-138.  

  Kapitel 21. Ikrafttrædelses- og  

    overgangsbestemmelser m.v. for lovens  

    øvrige regler                                     §§ 139-143.  

Officielle noter

(* 1) For personer, der er fyldt 15 år før den 1. januar 1980, gælder § 63, stk. 2, i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976. Denne bestemmelse har følgende ordlyd: »Føreren af en knallert skal under kørslen medbringe præmiekvittering, der viser, at ansvarsforsikring er tegnet og holdt i kraft, jfr. § 105, og på forlangende vise den til politiet.«

(* 2) Lovens § 1, nr. 5, vedrører færdselslovens § 56, stk. 4, 2. og 3. pkt., og § 1, nr. 10 og 11, som således endnu ikke er sat i kraft, vedrører færdselslovens § 66, stk. 1, nr. 3.

(* 3) Lovens § 2, nr. 2, vedrører ændring af færdselslovens § 119, stk. 3.