Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig

Herved bekendtgøres lov nr. 36 af 29. marts 1873 om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig med de ændringer, der følger af lov nr. 49 af 9. marts 1926, lov nr. 139 af 28. marts 1951, lov nr. 112 af 12. april 1957, lov nr. 206 af 21. maj 1969 og lov nr. 258 af 26. maj 1976.


I. Om udpantning

§ 1. Udpantning kan finde sted for efternævnte fordringer:

  • 1) Stats- og kommuneskatter, samt afgifter og ydelser, som ifølge lovgivningens umiddelbare bud eller en i henhold til samme foretagen ligning eller ansættelse tilkommer stat, kommune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlige stiftelser eller embeder og bestillinger;
  • 2) enhver på en fast ejendom hvilende, stadig tilbagevendende eller af en bestemt begivenhed afhængig penge- eller naturalafgift, som uden særlig vedtagelse går over fra ejer til ejer, for så vidt den tilkommer en af de under nr. 1 ommeldte berettigede, herunder indbefattet renterne af de i enkelte ejendomme fra det forrige ryttergodses salg indestående, statskassen tilhørende halve købesummer, fremdeles bankhæftelsesrenter, tiendevederlag og ethvert ved de anordnede kommissioners mellemkomst fastsat vederlag for afløsningen af naturalydelser, pligtarbejde eller byrder på faste ejendomme, alt for så vidt de i dette nummer omhandlede afgifter eller vederlag er bestemte til en uforanderlig eller dog efter faste regler vekslende størrelse;
  • 3) den betaling, som efter et af kongen eller vedkommende ministerium stadfæstet eller af vedkommende kommunalbestyrelse eller anden offentlig myndighed inden for grænserne af den samme tilkommende beføjelse vedtaget eller stadfæstet betalingsreglement bliver at erlægge for benyttelsen af sådanne et almennyttigt formål tjenende indretninger, hvortil adgangen under visse almindelige betingelser står åben for enhver;
  • 4) gebyrer for kongelige eller ministerielle ekspeditioner, rets- og magistratsgebyrer og de med retshandlinger forbundne udgifter samt det vederlag, derunder indbefattet dagpenge og befordringsgodtgørelse, som tilkommer nogen for udførelsen af forretninger eller møder i medfør af loven, af offentlig bestilling eller af en vedkommende myndighed særlig sket udmeldelse eller givet pålæg, for så vidt vederlagets størrelse eller reglen for dets beregning er fastsat i lov eller i en af kongen eller vedkommende ministerium i henhold til de gældende regler stadfæstet takst, så og erstatning for de af den pågældende til forretningens udførelse lovlig gjorte udlæg;
  • 5) erstatning hos private for det udlæg, som stat, kirke eller kommune har haft ved på den forsømmeliges vegne at besørge befalede anskaffelser, istandsættelser, arbejder eller naturalydelser;
  • 6) underholdningsbidrag, som det ifølge øvrighedens i medfør af den gældende lovgivning afgivne bestemmelse eller sammes stadfæstelse på separations- eller skilsmissevilkår påhviler nogen at udrede til ægte eller uægte børn, stedbørn, forældre, forladte, fraseparerede eller fraskilte hustruer, så og de erstatningskrav, som kunne påhvile husbond eller andre, fra hvem personer, der er pligtige at svare underholdningsbidrag, har indtægt, når der af øvrigheden i henhold til de gældende regler er gjort forbud imod udbetalingen;
  • 7) de brandhjælpspenge, der tilkommer Københavns brandforsikring, den almindelige brandforsikring for landbygninger og den almindelige brandforsikring for købstadsbygninger, så længe disse er undergivne regeringens tilsyn;
  • 8) afløsningsvederlag for ægt og arbejde til kirker, når vederlaget er fastsat ved den anordnede kommissions mellemkomst eller, hvis afløsning ikke har fundet sted, tiendeejerens krav på erstatning for den ved den privates forsømmelse med at udføre sådant ægt og arbejde pådragne udgift;
  • 9) ejeres krav på erstatning hos fæstere og lejere for udlagte skatter og afgifter af ejendommen og på vederlag for afløsning af hoveri, pligtarbejde eller jagtdage i henhold til afløsningslovene af 4. juli 1850 samt, når sådant særligt er vedtaget, ejeres krav på vederlag for afløsning af hoveri og jagtdage, der er fastsat uden afløsningsmændenes mellemkomst, og på fæsteafgift af huse på landet;
  • 10) a. fordringer hos en og samme skyldner på betaling for løsøre, der er købt ved offentlig auktion, når auktionsprotokollen tydelig udviser køberens navn og købesummernes størrelse;

b. de beløb, som det ifølge den i forordningen af 13. november 1829 §§ 3 og 5 ommeldte fordeling påligger kirkeværgen at indkræve;

c. den enker efter fæstere i henhold til lov af 19. februar 1861 om forandringer i fæstelovgivningen § 7 tilkommende fordring på den ved fæstefratrædelse betingede aftægt af fæstet;

d. det bidrag, som medlemmer af foreninger mellem svende, fabrikarbejdere, søfarende o.lign. har at erlægge til foreningens syge- og begravelseskasse, når det i foreningens af Indenrigsministeriet stadfæstede vedtægt er bestemt, at bidraget skal inddrives ved udpantning;

e. fordringer efter bankhæftelsesobligationer, som, efter at være cederede skyldneren, af ham er borttransporterede;

f. bøder og erstatninger, som af de i henhold til lov om hærens distriktsheste af 26. maj 1868 § 3 anordnede militære mønstringskommissioner pålægges private foderværter i overensstemmelse med de af krigsbestyrelsen fastsatte og af vedkommende foderværter ved hestenes overtagelse indgåede betingelser for udstationeringen af hærens heste.

  • 11) Bøder pålagt i henhold til retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4, eller § 536.
  • 12) Det beløb, som det i henhold til retsplejelovens § 320, stk. 2, er pålagt en part at betale til statskassen.

Stk. 2. Udenfor de ovennævnte tilfælde kan udpantning ikke finde sted.

Stk. 3. Ligesom det altid står i rekvirentens magt at indtale sin fordring ved sædvanlig rettergang, således skal det også være ham tilladt, når fogden finder, at omstændighederne taler derfor, at benytte udpantning for en del af den ham tilkommende fordring og indtale resten ved sædvanlig rettergang.

Stk. 4. Tilbyder skyldneren delvis betaling, bør denne modtages.

§§ 2-13. (Udelades). (* 1)

§ 14. (Ophævet).

II. Om udlæg uden grundlag af dom eller forlig

§ 15. Udlæg uden grundlag af dom eller forlig skal herefter kunne ske efter tinglæste pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven pengesum gives pant i fast ejendom, for så vidt de indeholder parternes vedtagelse om, at der uden forudgående lovmål og dom skal kunne gøres eksekution i pantet, samt er oprettede eller vedkendte for notarius publicus eller to vitterlighedsvidner, når forfaldstiden er indtrådt enten på grund af opsigelse, eller fordi det tidspunkt, der i pantebrevet er fastsat som betalingstermin, er kommet, eller, for så vidt sådan følge udtrykkelig er betinget i pantebrevet, på grund af udeblivelse med renter. Udlægget kan ske ikke blot for kapitalen eller afdrag på samme, men også særskilt for renter; det kan dog ikke udstrækkes til andet end pantet og kan først finde sted, når der er forløbet en tid af 14 dage fra forfaldstiden, samt efter at skyldneren, for så vidt han bor på den pantsatte ejendom, med tre dages varsel har på den for stævningers forkyndelse foreskrevne måde fået meddelelse om, når forretningen vil blive foretaget. Med hensyn til påanke af det skete udlæg og de på grundlag deraf stedfundne auktioner gælder de almindelige regler; afkald på retten til at påanke disse retshandlinger er, for så vidt det er meddelt før udlægsforretningen, uden retsvirkning.

Stk. 2. Det har sit forblivende ved de begunstigelser, som i henhold til plakat af 1. juni 1837, lov af 20. juni 1850 § 2 b, lov af 9. februar 1866 samt lov af 25. marts 1872 § 1 nr. 2 tilkommer de sammesteds ommeldte banker og kreditforeninger med hensyn til udlæg og forauktionering af de til dem pantsatte ejendomme. Bestemmelsen i plakat af 7. oktober 1771 § 1 ophæves.

§ 16. Denne lov, der træder i kraft den 1. maj 1873, gælder ikke for Færøerne.

Justitsministeriet, den 18. november 1986

Erik Ninn-Hansen

/Hans-Viggo Jensen

Officielle noter

(* 1) Bestemmelserne må anses for erstattet af retsplejelovens bestemmelser om udlæg.