Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Den, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder sig her i landet, kan udleveres i overensstemmelse med denne lov.

§ 2. Udlevering af en dansk statsborger kan kun ske, såfremt han i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

§ 3. Udlevering til strafforfølgning kan kun finde sted for handlinger, der efter lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre højere straf end en bøde.

Stk. 2. Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf eller anbringelse i anstalt, eller der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse.

Stk. 3. Ulvering til straforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 eller 2 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

§ 4. Udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, kan kun ske, såfremt en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger.

§ 5. Udlevering kan ikke ske, når den, der begæres udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den i begæringen angivne strafbare handlign. Er tiltale mod ham frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis de i retsplejeloven fastsatte betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

§ 6. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:

  • 1) Den udleverede må ikke drages til ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbar handling end den, han er udleveret for, medmindre
  • a) justitsministeriet tillader det i medfør af § 17,
  • b) han selv i et retsmøde meddeler samtykke dertil,
  • c) han, uanset at han i en måned uhindret har kunnet forlade det land, til hvilket han er udleveret, har undladt dette, eller
  • d) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
  • 2) Den udleverede må ikke uden justitsministeriets tilladelse udleveres videre til et tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.

Stk. 2. I øvrigt kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes hensigtsmæssige.

§ 7. Fremsættes flere af de i § 1 nævnte landes begæring om udlevering af samme person, skal der ved afgørelsen af spørgsmålet om, til hvilket land udlevering kan ske, særlig tages hensyn til tiden og stedet for og beskaffenheden af det eller de strafbare forhold, tidspunktet for begæringernes fremsættelse samt den pågældendes nationalitet og bopæl.

Stk. 2. Angår begæringerne om udlevering forskellige strafbare forhold, kan det som vilkår for udleveringen fastsættes, at den pågældende efter retsforfølgning og fuldbyrdelse af straf eller anden retsfølge i det ene land skal udleveres videre til det andet land.

§ 8. Begæring om udlevering kan fremsættes af politi eller anklagemyndighed i det land, hvortil udlevering ønskes, og rettes til rigsadvokaten, statsadvokat eller politimester (i København politidirektøren).

Stk. 2. Begæringen skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og - om muligt - opholdssted for den, der begæres udleveret, samt sådanne oplysninger, som i øvrigt er nødvendige til bestemmelse af hans identitet.

Stk. 3. Såfremt den, der ønskes udleveret til strafforfølgning, ikke i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen eller erkender sig skyldig i det forhold, for hvilket udlevering begæres, skal der som grundlag for begæringen foreligge en af en domstol truffet beslutning, hvoraf fremgår, at domstolen har fundet rimelig grund til mistanke om, at han har begået den strafbare handling. Udlevering til strafforfølgning for flere forhold kan dog finde sted, selv om der kun foreligger tilståelse eller domstolsbeslutning med hensyn til et af forholdene.

§ 9. Efter modtagelsen af en begæring om udlevering iværksætter politi uden ophold den nødvendige undersøgelse. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

§ 10. Den, som begæres udleveret, kan forlange rettens afgørelse af, om de i det foregående angivne betingelser for udlevering er opfyldt. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

Stk. 2. Den pågældende skal af politiet gøres bekendt med den i stk. 1 hjemlede adgang til domstolsprøvelse.

§ 11. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de i retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72 omhandlede retsmidler anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Ved afgørelse af, om betingelserne for anvendelse af et af disse retsmidler er opfyldt, kan den i § 8, stk. 3, nævnte retsafgørelse lægges til grund uden yderligere prøvelse af beviserne for den pågældendes skyld.

§ 12. I sager om udlevering finder de i retsplejelovens kapitel 66 indeholdte regler om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse. Offentlig forsvarer skal dog altid beskikkes, når den, der begæres udleveret, fremsætter ønske herom.

Stk.2 Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal udredes af den, som begæres udleveret.

§ 13. Såfremt den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samttykke til udleveringen og det findes utvivlsomt, at betingelserne for udlevering er opfyldt, kan udleveringen iværksættes af politiet efter nærmere af justitsministeriet fastsatte regler.

Stk. 2. I øvrigt forelægges spørgsmålet om, hvorvidt udlevering skal finde sted, for justitsministeriet.

§ 14. Når der er truffet bestemmelse om udlevering, skal denne snarest muligt iværksættes. Med henblik på at sikre udleveringens gennemførelse kan de i retsplejelovens kapitler 71 og 72 omhandlede retsmidler anvendes, såfremt handlinger svarende til den, for hvilken udlevering er begæret, efter dansk ret kunne medføre højere straf end bøde eller hæfte. Den pågældende kan dog altid undergives anholdelse i indtil 24 timer.

§ 15. I forbindelse med en beslutning om udlevering kan det bestemmes, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har begæret udlevering.

§ 16. Den, som af myndighederne i et af de i § 1 nævnte lande er efterlyst for en strafbar handling, som kan begrunde udlevering efter denne lov, kan anholdes og fængsles i overensstemmelse med reglerne i § 11.

Stk. 2. En i medføre af stk. 1 anordnet fængsling skal ophæves, såfremt begæring om udlevering ikke er modtaget inden for en frist af 2 uger.

§ 17. Justitsministeriet kan efter begæring tillade, at en person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, drages til ansvar eller udleveres videre til et andet af de i § 1 nævnte lande for en anden før udleveringen begået strafbar handling end den, han er udleveret for.

Stk. 2. Tilladelsen kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter bestemmelserne i denne lov. Bestemmelsen i § 10, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Den i stk. 1 nævnte begæring skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med § 10.

§ 18. Personer, som udleveres fra et af de i § 1 nævnte lande til et andet i samme paragraf nævnt land, kan uden særlig tilladelse føres over dansk territorium.

§ 19. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle af de i § 1 nævnte lande.

Stk. 2. Loven har gyldighed for Færøerne og Grønland med de afvigelser, der følger af de for Færøerne og Grønland gældende særlige retsplejelove.

Givet på Christiansborg slot, den 3. februar 1960.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.

/Hans Hækkerup.

Officielle noter

Ingen