Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager.

VI MARGRETHE DEN ANDEN; af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Lovovertrædelser, som er omfattet af den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager, jfr. bilaget (* 1) til denne lov, kan retsforfølges efter reglerne i konventionens afsnit I-IV og bestemmelserne i denne lov.

§ 2. Sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes af anklagemyndigheden for retten på det sted, hvor den pågældende bor. Har han ikke bopæl her i landet, bestemmer justitsministeren, hvilken ret der skal behandle sagen.

§ 3. I det omfang konventionen ikke indeholder modstående regler, gælder retsplejelovens regler om straffesagers behandling.

Stk. 2. Når en fremmed stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte anmodning om retsforfølgning, og danske domstole alene er kompetente til at behandle sagen efter straffelovens § 8, stk. 1, nr. 7, kan den sigtede anholdes og fængsles i overensstemmelse med reglerne i konventionens art. 27-29.

§ 4. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser om konventionens gennemførelse.

§ 5. Justitsministeren kan på grundlag af gensidighed bestemme, at loven også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og en stat, der ikke har tiltrådt konventionen.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. juli 1975.

Stk. 2. Loven finder kun anvendelse på lovovertrædelser, der er begået efter, at konventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat eller justitsministeren har truffet bestemmelse efter § 5.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som landsdelenes særlige forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 12. juni 1975.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

MARGRETHE R.

Orla Møller.

Bilag

Oversættelse

KONVENTION OM OVERFØRSEL AF RETSFORFØLGNING I STRAFFESAGER

Undertegnede medlemsstater af Det europæiske Råd er i betragtning af, at Det Europæiske Råd har til formål at tilvejebringe større enhed mellem sine medlemmer,

i ønsket om at udbygge det arbejde, som de allerede har gennemført på det strafferetlige område, med henblik på at opnå mere retfærdige og effektive sanktioner,

i betragtning af, at det med dette formål for øje vil være hensigtsmæssigt, på grundlag af gensidig tillid, at skabe mulighed for gennemførelse af retsforfølgning af lovovertrædelser på internationalt plan, således at man navnlig undgår de ulemper, der følger af kompetencekonflikter, blevet enige om følgende:

Afsnit I

Definitioner

Artikel 1

I denne konvention

  • a) omfatter "lovovertrædelse" handlinger, der omfattes af straffelovgivningen, samt handlinger, der behandles efter de retsregler, der opregnet i bilag III til denne konvention, forudsat at den pågældende, hvor lovovertrædelsen henhører under en administrativ myndigheds kompetence, har mulighed for at få sagen prøvet af en domstol;
  • b) betyder "sanktion" enhver straf eller anden foranstaltning, der pålægges for en lovovertrædelse eller for en overtrædelse af de retsregler, der er nævnt i bilag III.

Afsnit II

Kompetence

Artikel 2

1. Ved anvendelsen af denne konvention skal enhver af de kontraherende stater have kompetence til at foretage retsforfølgning efter egne strafferegler for enhver lovovertrædelse, der omfattes af en anden kontraherende stats lovgivning.

2. Såfremt en kontraherende stats kompetence udelukkende er begrundet i reglen i stk. 1, kan den kun udøves i medfør af en anmodning om retsforfølgning, der er fremsat af en anden kontraherende stat.

Artikel 3

Enhver kontraherende stat, som efter sin lovgivning er kompetent til at retsforfølge en lovovertrædelse, kan med henblik på at anvende denne konvention frafalde eller undlade retsforfølgning mod en mistænkt, som er eller vil blive retsforfulgt for den samme lovovertrædelse af en anden kontraherende stat. Under hensyn til bestemmelserne i artikel 21, stk. 2, er enhver sådan afgørelse om at frafalde eller undlade retsforfølgning foreløbig, indtil der er truffet endelig afgørelse i den anden kontraherende stat.

Artikel 4

Den anmodede stat skal indstille en retsforfølgning, der alene sker i henhold til artikel 2, når adgangen til at pålægge strafansvar efter de foreliggende oplysninger er bortfaldet efter den begærende stats lovgivning af andre grunde end forældelse. For forældelse gælder de særlige regler i artikel 10 c), 11 f) og g), 22, 23 og 26.

Artikel 5

Bestemmelserne i afsnit III medfører ingen begrænsning i den kompetence til at foretage retsforfølgning, der er tillagt en anmodet stat i henhold til dens interne lovgivning.

Afsnit III

Overførsel af retsforfølgning

Kapitel 1. Anmodning om retsforfølgning

Artikel 6

1. Når en person mistænkes for at have begået en lovovertrædelse i henhold til en kontraherende stats lovgivning, kan denne stat anmode en anden kontraherende stat om at overtage retsforfølgningen i de tilfælde og under de betingelser, der er fastsat i denne konvention.

2. Såfremt en kontraherende stat i henhold til denne konvention kan anmode en anden kontraherende stat om at overtage retsforfølgningen, skal de kompetente myndigheder i den førstnævnte stat overveje denne mulighed.

Artikel 7

1. Der kan kun foretages retsforfølgning i den anmodede stat, såfremt den pågældende lovovertrædelse ville have været en lovovertrædelse, hvis den var begået på denne stats territorium, og lovovertræderen i så fald kunne være pålagt en sanktion også i henhold til dens egen lovgivning.

2. Såfremt lovovertræderen er begået af en person i offentligt hverv eller mod en sådan person, en institution eller andet af offentlig karakter i den begærede stat, anses lovovertrædelsen i den anmodede stat for begået af en person i offentligt hverv i denne stat eller mod en sådan person, en institution eller andet, der indtager tilsvarende stilling eller er af tilsvarende karakter i den anmodede stat.

Artikel 8

1. En kontraherende stat kan anmode en anden kontraherende stat om at overtage retsforfølgning i følgende tilfælde:

  • a) såfremt den mistænkte er fast bosiddende i den anmodede stat;
  • b) såfremt den mistænkte er statsborger i den anmodede stat, eller hvis denne stat er hans oprindelige hjemland;
  • c) såfremt den mistænkte afsoner eller skal afsone en straffedom, der medfører frihedsberøvelse, i den anmodede stat;
  • d) såfremt der foretages retsforfølgning mod den mistænkte i den anmodede stat for samme eller en anden lovovertrædelse;
  • e) såfremt den pågældende stat finder, at overførsel af retsforfølgning er ønskelig af hensyn til sagens opklaring, særligt når det vigtigste bevismateriale befinder sig i den anmodede stat;
  • f) såfremt den finder, at fuldbyrdelsen i den anmodede stat af en eventuel straffedom må antages at forbedre mulighederne for domfældtes resocialisering;
  • g) såfremt dem finder, at den mistænktes tilstedeværelse ikke kan sikres under sagens behandling i den begærende stat, medens hans personlige tilstedeværelse kan sikres under sagens behandling i den anmodede stat; eller
  • h) såfremt den finder, at den ikke selv kan fuldbyrde en eventuel straffedom, selv ikke med muligheden for udlevering taget i betragtning, medens den anmodede stat er i stand hertil.

2. Hvis den mistænkte er endeligt domfældt i en kontraherende stat, kan denne stat kun anmode om overførsel af retsforfølgning i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, såfremt den ikke selv er i stand til at fuldbyrde dommen, selv ikke med muligheden for udlevering taget i betragtning, og kun såfremt den anden kontraherende stat principielt ikke anerkender fuldbyrdelse af udenlandske domme eller afslår at fuldbyrde en sådan dom.

Artikel 9

1. De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal behandle en anmodning om retsforfølgning, der fremsættes i henhold til de foregående artikler. De afgør i overensstemmelse med deres egen lovgivning, hvilke skridt anmodningen giver anledning til.

2. Såfremt straf for lovovertrædelsen efter den anmodede stats lovgivning pålægges af en administrativ myndighed, skal den pågældende stat snarest muligt underrette den begærende stat herom, medmindre den anmodede stat har afgivet en erklæring i medfør af stk. 3.

3. Enhver kontraherende stat kan samtidig med konventionens undertegnelse eller ved deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet eller på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, under hvilke betingelser dens interne lovgivning giver mulighed for, at straf for visse lovovertrædelser pålægges af en administrativ myndighed. En sådan erklæring træder i stedet for den meddelelse, der er nævnt i stk. 2.

Artikel 10

Den anmodede stat kan ikke træffe foranstaltninger i anledning af anmodningen:

  • a) såfremt denne ikke opfylder bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1;
  • b) såfremt retsforfølgning strider mod bestemmelserne i artikel 35;
  • c) såfremt adgangen til strafforfølgning på tidspunktet for anmodningens fremsættelse er forældet i den begærende stat efter denne stats lovgivning.

Artikel 11

Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 10, kan den anmodede stat kun afslå helt eller delvis at imødekomme anmodningen i følgende tilfælde:

  • a) såfremt den finder, at grundlaget for anmodningen efter artikel 8 er utilstrækkeligt;
  • b) såfremt den mistænkte ikke er fast bosiddende i den anmodede stat;
  • c) såfremt den mistænkte ikke er statsborger i den anmodede stat og ikke var fast bosiddende på denne stats territorium, da lovovertrædelsen blev begået;
  • d) såfremt den anser den lovovertrædelse, for hvilken der begæres retsforfølgning, for at være af politisk karakter eller for at være en rent militær eller fiskal lovovertrædelse;
  • e) såfremt den finder, at der er vægtige grunde til at antage, at anmodningen om retsforfølgning er begrundet i hensyn til race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning;
  • f) såfremt dens egen lovgivning uafhængigt af anmodningen kan anvendes på lovovertrædelsen, og retsforfølgning ville være forældet efter denne lovgivning på tidspunktet for anmodningens modtagelse; artikel 26, stk. 2, finder ikke anvendelse i dette tilfælde;
  • g) såfremt dens kompetence alene er begrundet i reglen i artikel 2, og retsforfølgning ville være forældet efter dens egen lovgivning, selv når hensyn tages til den i artikel 23 fastsatte forlængelse af fristen med 6 måneder;
  • h) såfremt lovovertrædelsen er begået uden for den begærende stats territorium;
  • i) såfremt retsforfølgning ville stride mod den anmodede stats internationale forpligtelser;
  • j) såfremt retsforfølgning ville stride mod den anmodede stats grundlæggende retsprincipper;
  • k) såfremt den begærende stat ikke har overholdt procedureforskrifter, der er fastsat i denne konvention.

Artikel 12

1. Den anmodede stat skal tilbagekalde sin imødekommelse af anmodningen, hvis der senere viser sig at foreligge en af de omstændigheder, som efter artikel 10 begrunder, at der ikke kan træffes foranstaltninger i anledning af anmodningen.

2. Den anmodede stat kan tilbagekalde sin imødekommelse af anmodningen:

  • a) såfremt det viser sig, at den mistænktes personlige tilstedeværelse ikke kan sikres under sagens behandling i denne stat, eller at en eventuel dom ikke ville kunne fuldbyrdes i denne stat;
  • b) såfremt en af de grunde til at afslå anmodningen, der er nævnt i artikel 11, viser sig at foreligge, før sagen indbringes for retten;
  • c) i andre tilfælde, hvis den begærende stat samtykker heri.

Kapitel 2. Proceduren ved overførsel

Artikel 13

1. Alle anmodninger i henhold til denne konvention skal fremsættes skriftligt. De skal tillige med alle meddelelser, som er nødvendige ved anvendelsen af denne konvention, fremsendes enten af justitsministeriet i den begærende stat til justitsministeriet i den anmodede stat eller - efter særlig gensidig aftale - direkte af myndighederne i den begærende stat til myndighederne i den anmodede stat; de skal tilbagesendes gennem de samme myndigheder.

2. I hastende sager kan anmodninger og meddelelser sendes gennem den internationale kriminalpolitiorganisation (INTERPOL).

3. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, at den for sit vedkommende ønsker at anvende andre regler for oversendelse end dem, der er fastsat i stk. 1.

Artikel 14

Såfremt en kontraherende stat finder, at de oplysninger, der er tilvejebragt af en anden kontraherende stat, er utilstrækkelige til, at den kan anvende denne konvention, skal den anmode om de fornødne supplerende oplysninger. Den kan fastsætte en tidsfrist for modtagelsen af disse.

Artikel 15

1. En begæring om retsforfølgning skal være ledsaget af straffesagens akter og alle andre nødvendige dokumenter i original eller bekræftet genpart. Såfremt den mistænkte er varetægtsfængslet i henhold til bestemmelserne i kapitel 5, og den begærende stat ikke er i stand til at oversende de nævnte dokumenter samtidig med anmodningen om retsforfølgning, kan disse dog sendes efterfølgende.

2. Den begærende stat skal ligeledes skriftligt underrette den anmodede stat om enhver proceshandling eller foranstaltning, der er foretaget eller truffet i den begærende stat af betydning for retsforfølgningen efter anmodningens oversendelse. Denne meddelelse skal være ledsaget af ethvert relevant dokument.

Artikel 16

1. Den anmodede stat skal omgående underrette den begærende stat om sin afgørelse vedrørende anmodningen om retsforfølgning.

2. Den anmodede stat skal ligeledes underrette den begærende stat om et eventuelt tiltalefrafald eller om den afgørelse, der er en følge af retsforfølgningen. En bekræftet genpart af enhver skriftlig afgørelse skal sendes til den begærende stat.

Artikel 17

Såfremt den anmodede stats kompetence alene er begrundet i reglen i artikel 2, skal denne stat underrette den mistænkte om anmodningen om retsforfølgning, for at han kan få lejlighed til at fremsætte sit syn på sagen, før den pågældende stat træffer afgørelse vedrørende anmodningen.

Artikel 18

1. Der kan ikke kræves oversættelse af de dokumenter, der står i forbindelse med anvendelsen af denne konvention, jf. dog stk. 2.

2. Enhver kontraherende stat kan samtidig med konventionens undertegnelse eller deponeringen af ratifikations-. godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær forbeholde sig ret til at kræve, at de nævnte dokumenter, med undtagelse af genparten af den skriftlige afgørelse, der er nævnt i artikel 16, stk. 2, skal være ledsaget af en oversættelse. De øvrige kontraherende stater skal fremsende oversættelserne enten i den modtagende stats eget sprog eller i det af Det europæiske Råds officielle sprog, som den modtagende stat anviser. En sådan anvisning er imidlertid ikke obligatorisk. De øvrige kontraherende stater kan påberåbe sig gensidighed.

3. Denne artikel berører ikke bestemmelser om oversættelse af anmodninger og bilag hertil, der måtte være indeholdt i overenskomster eller ordninger, som er gældende eller bliver indgået mellem to eller flere kontraherende stater.

Artikel 19

Dokumenter, der fremsendes i medfør af denne konvention, skal ikke legaliseres.

Artikel 20

De kontraherende stater kan ikke gøre krav på refusion af udgifter, der er en følge af denne konventions anvendelse.

Kapitel 3. Virkninger i den begærende stat af en anmodning om retsforfølgning

Artikel 21

1. Når den begærende stat har fremsat anmodning om retsforfølgning, kan den ikke længere retsforfølge den mistænkte for den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, eller fuldbyrde en dom, som tidligere er afsagt mod ham i denne stat for den samme lovovertrædelse. Indtil den begærende stat har modtaget underretning om den anmodede stats afgørelse vedrørende anmodningen om retsforfølgning, bevarer den dog sin ret til at tage alle retsforfølgende skridt, som ikke indebærer, at sagen indbringes for retten til domforhandling, eller at den administrative myndighed, som måtte være kompetent, træffer afgørelse i sagen.

2. Retten til retsforfølgning og til straffuldbyrdelse tilkommer påny den begærende stat:

  • a) såfremt den anmodede stat meddeler, at den i henhold til artikel 10 har besluttet ikke at træffe foranstaltninger i anledning af anmodningen;
  • b) såfremt den anmodede stat meddeler, at den i henhold til artikel 11 har besluttet at afslå anmodningen;
  • c) såfremt den anmodede stat meddeler, at den i henhold til artikel 12 har besluttet at tilbagekalde sin imødekommelse af anmodningen;
  • d) såfremt den anmodede stat meddeler, at den har besluttet ikke at indlede retsforfølgning eller at indstille denne;
  • e) såfremt den begærende stat tilbagekalder sin anmodning, før den har modtaget underretning fra den anmodede stat om, at denne har besluttet at imødekomme anmodningen.

Artikel 22

En anmodning om retsforfølgning, der er fremsat i henhold til bestemmelserne i dette afsnit, medfører, at forældelsesfristen for retsforfølgning i den begærende stat forlænges med 6 måneder.

Kapitel 4. Virkninger i den anmodede stat af en anmodning om retsforfølgning

Artikel 23

Såfremt den anmodede stats kompetence alene er begrundet i reglen i artikel 2, forlænges forældelsesfristen for retsforfølgning i denne stat med 6 måneder.

Artikel 24

1. Såfremt retsforfølgning i begge stater er betinget af, at der er fremsat begæring om påtale, har en begæring, fremsat i den begærende stat, samme gyldighed som en begæring fremsat i den anmodede stat.

2. Hvis begæring om påtale kun kræves i den anmodede stat, kan denne stat foretage retsforfølgning, selv om der ikke foreligger begæring om påtale, såfremt den person, der er beføjet til at fremsætte denne, ikke har gjort indsigelse inden 1 måned efter, at han har modtaget meddelelse fra vedkommende myndighed, der gør ham bekendt med hans ret til at gøre indsigelse.

Artikel 25

Den sanktion, der i den anmodede stats lovgivning er foreskrevet for lovovertrædelsen, skal anvendes, medmindre andet er bestemt i den nævnte lovgivning. Hvor den anmodede stats kompetence alene er begrundet i reglen i artikel 2, må den sanktion, der fastsættes i denne stat, ikke være strengere end den, der er foreskrevet i den begærende stats lovgivning.

Artikel 26

1. Enhver foranstaltning med henblik på retsforfølgning, der er truffet i den begærende stat i overensstemmelse med dens lovgivning og forskrifter, har samme gyldighed i den anmodede stat, som om den var truffet af denne stats myndigheder, forudsat at denne ligestilling ikke giver foranstaltningen større beviskraft, end den har i den begærende stat.

2. Enhver handling, der afbryder forældelse, og som er gyldigt foretaget i den begærende stat, har samme virkning i den anmodede stat og omvendt.

Kapitel 5. Foreløbige foranstaltninger i den anmodede stat

Artikel 27

1. Når den begærende stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte en anmodning om retsforfølgning, og hvis den anmodede stats kompetence alene ville være begrundet i reglen i artikel 2, kan den anmodede stat - efter den begærende stats anmodning og i medfør af denne konvention - foreløbigt anholde og fængsle den mistænkte, såfremt:

  • a) der efter den anmodede stats lovgivning er hjemmel til at varetægtsfængsle for den pågældende lovovertrædelse, og
  • b) der er grund til at frygte, at den mistænkte vil flygte, eller at han vil søge at undertrykke beviser.

2. Anmodningen om foreløbig anholdelse og fængsling skal angive, at der foreligger en anholdelsesbeslutning eller fængslingskendelse eller anden afgørelse af samme indhold, udstedt i overensstemmelse med de regler, der gælder i den begærende stat; det skal endvidere angives, for hvilken lovovertrædelse retsforfølgning vil blive begæret, samt hvornår og hvor lovovertrædelsen er begået, ligesom anmodningen skal indeholde så nøjagtig en beskrivelse af den mistænkte som muligt. Den skal også indeholde en kort redegørelse for sagens omstændigheder.

3. En anmodning om foreløbig anholdelse og fængsling skal af de myndigheder i den begærende stat, der er nævnt i artikel 13, sendes direkte til de tilsvarende myndigheder i den anmodede stat med post eller telegram eller på sådan anden måde, der sikrer et skriftligt bevis eller er accepteret af den anmodede stat. Den begærende stat skal uden ophold underrettes om udfaldet af anmodningen.

Artikel 28

Når den anmodede stat har modtaget en anmodning om retsforfølgning, ledsaget af de dokumenter, der er nævnt i artikel 15, stk. 1, er den kompetent til at anvende alle sådanne foreløbige foranstaltninger, herunder anholdelse og varetægtsfængsling af den mistænkte og beslaglæggelse af ejendom, som ville kunne anvendes efter dens egen lovgivning, såfremt den pågældende lovovertrædelse var begået inden for dens eget territorium.

Artikel 29

1. De foreløbige foranstaltninger, der er nævnt i artiklerne 27 og 28, skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention og den anmodede stats lovgivning. Denne stats lovgivning eller konventionen er ligeledes afgørende for under hvilke betingelser, de omhandlede foranstaltninger ophører.

2. Foranstaltningerne skal ophøre i de tilfælde, der er nævnt i artikel 21, stk. 2.

3. Den, der er undergivet varetægtsfængsel, skal under alle omstændigheder løslades, såfremt han er anholdt og fængslet i henhold til artikel 27, og den anmodede stat ikke inden 18 dage efter anholdelsen har modtaget anmodningen om retsforfølgning.

4. Den, der er undergivet varetægtsfængsel, skal under alle omstændigheder løslades, såfremt han er anholdt og fængslet i henhold til artikel 27, og den anmodede stat ikke inden 15 dage efter modtagelsen af anmodningen om retsforfølgning har modtaget de dokumenter, der skulle fremsendes sammen med anmodningen.

5. Varetægtsfængsling, der er foretaget alene med hjemmel i artikel 27, må i intet tilfælde udstrækkes ud over 40 dage.

Afsnit IV

Retsforfølgning i mere end een stat

Artikel 30

1. Hvis en kontraherende stat, før retsforfølgning indledes, eller medens retsforfølgning sker for en lovovertrædelse, som den hverken anser for at være af politisk karakter eller en ren militær lovovertrædelse, bliver bekendt med, at der i en anden kontraherende stat foretages retsforfølgning mod samme person for samme lovovertrædelse, skal den overveje, om den selv kan frafalde forfølgningen, stille den i bero eller overføre den til den anden stat.

2. Hvis den pågældende stat efter omstændighederne finder det rettest ikke at frafalde retsforfølgningen eller at stille denne i bero, skal den i god tid underrette den anden stat herom, og i hvert fald inden sagen afgøres i realiteten.

Artikel 31

1. I det tilfælde, der er nævnt i artikel 30, stk. 2, skal de pågældende stater, ud fra en vurdering i hvert enkelt tilfælde af de omstændigheder, der er nævnt i artikel 8, såvidt muligt søge at nå til enighed om, hvilken af dem der alene skal fortsætte forfølgningen. Under denne forhandlingsprocedure skal de pågældende stater udsætte realitetsafgørelsen uden dog at være pligtige at udstrække udsættelsen mere end 30 dage fra afsendelsen af den meddelelse, der er nævnt i artikel 30, stk. 2.

2. Bestemmelserne i stk. 1 er ikke bindende:

  • a) for den stat, der afsender den meddelelse, der er nævnt i artikel 30, stk. 2, såfremt domsforhandlingen er påbegyndt i denne stat med tiltaltes tilstedeværelse før afsendelsen af meddelelsen,
  • b) for den stat, hvortil meddelelsen fremsendes, såfremt domsforhandlingen er påbegyndt i denne stat med tiltaltes tilstedeværelse før modtagelsen af meddelelsen.

Artikel 32

Af hensyn til sagens opklaring og med henblik på fastsættelse af en passende sanktion, skal de implicerede stater undersøge, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at kun en af dem foretager retsforfølgning, og i så fald søge at nå til enighed om, hvilken af dem det bør være, når

  • a) flere lovovertrædelser, der er forskelligartede, og som omfattes af hver af disse staters straffelovgivning, enten tilskrives en enkelt person eller flere personer, der har optrådt i fællesskab;
  • b) en enkelt lovovertrædelse, der omfattes af hver af disse staters straffelovgivning, tilskrives flere personer, der har optrådt i fællesskab.

Artikel 33

Alle afgørelser, der træffes i henhold til artikel 31, stk. 1, og artikel 32, har i forholdet mellem de pågældende stater de samme virkninger som en overførsel af retsforfølgning i henhold til denne konvention. Den stat, som frafalder forfølgningen, anses for at have overført den til den anden stat.

Artikel 34

De regler om proceduren ved overførsel, der er fastsat i afsnit III, kapitel 2, anvendes i det omfang, de er forenelige med de regler, der indeholdes i afsnit IV.

Afsnit V

Ne bis in idem

Artikel 35

1. En person, over for hvem en endelig og eksigibel straffedom er afsagt, kan i en anden kontraherende stat hverken retsforfølges eller dømmes, eller gøres til genstand for fuldbyrdelse af en sanktion for den samme handling:

  • a) såfremt han blev frifundet;
  • b) såfremt den idømte sanktion:
  • 1) er blevet fuldbyrdet fuldtud eller er under fuldbyrdelse; eller
  • 2) for så vidt angår hele sanktionen eller den del af den, der ikke er fuldbyrdet, er bortfaldet ved benådning eller amnesti; eller
  • 3) ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse;
  • c) såfremt lovovertræderen er fundet skyldig, uden at der er fastsat nogen sanktion.

2. En kontraherende stat er dog ikke, medmindre den selv har anmodet om retsforfølgning, forpligtet til at anerkende "ne bis in idem"-virkningen, såfremt den pådømte handling enten var rettet mod en person i offentligt hverv eller en institution eller andet, der er af offentlig karakter i denne stat, eller såfremt domfældte selv havde et offentligt hverv i denne stat.

3. Yderligere er ingen kontraherende stat, i hvilken handlingen er begået eller anses for begået i henhold til den pågældende stats lovgivning, forpligtet til at anerkende "ne bis in idem"-virkningen, medmindre den pågældende stat selv har anmodet om retsforfølgningen.

Artikel 36

Såfremt der rejses ny sag mod en person, som i en anden kontraherende stat er dømt for den samme handling, skal ethvert tidsrum af frihedsberøvelse, der er udstået i forbindelse med dommens fuldbyrdelse, fradrages i den sanktion, der måtte blive pålagt.

Artikel 37

Bestemmelserne i dette afsnit udelukker ikke anvendelse af mere vidtgående nationale bestemmelser vedrørende den "ne bis in idem"-virkning, der tillægges udenlandske straffedomme.

Afsnit VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 38

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Det europæiske Råds medlemsstater. Den skal ratificeres eller godkendes. Ratifikations- eller godkendelsesdokumenterne skal deponeres hos Det europæiske Råds generalsekretær.

2. Denne konvention træder i kraft 3 måneder efter datoen for deponeringen af det tredje ratifikations- eller godkendelsesdokument.

3. For en signatarstat, der senere ratificerer eller godkender konventionen, træder denne i kraft 3 måneder efter datoen for deponeringen af dens ratifikations- eller godkendelsesdokument.

Artikel 39

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Det europæiske Råds ministerkomite opfordre enhver ikke-medlemsstat til at tiltræde konventionen, forudsat at bestemmelsen om en sådan opfordring træffes med tilslutning af alle de medlemmer af Rådet, som har ratificeret konventionen.

2. En sådan tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos Det europæiske Råds generalsekretær og får virkning 3 måneder efter datoen for deponeringen af dette.

Artikel 40

1. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet angive, på hvilket territorium eller hvilke territorier denne konvention finder anvendelse.

2. Enhver kontraherende stat kan ved deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet eller på et hvilket som helst senere tidspunkt ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, at den udstrækker denne konvention til et eller flere andre territorier, der er anført i erklæringen, og for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig, eller på hvis vegne den er bemyndiget til at indgå forpligtelser.

3. Enhver erklæring, der er afgivet i medfør af stk. 2, kan, for så vidt angår ethvert i erklæringen anført territorium trækkes tilbage efter de regler, der er fastsat i artikel 45.

Artikel 41

1. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet tilkendegive, at den tager et eller flere af de forbehold, der er angivet i bilag I til konventionen, eller afgive en erklæring i henhold til konventionens bilag II.

2. Enhver kontraherende stat kan helt eller delvis tilbagekalde et forbehold, den har taget, eller en erklæring, den har afgivet i medfør af stk. 1, ved til Det europæiske Råds generalsekretær at afgive en erklæring, der får virkning fra datoen for dens modtagelse.

3. En kontraherende stat, der har taget forbehold med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke gøre krav på, at en anden kontraherende stat anvender denne bestemmelse; såfremt der er tale om et delvist eller betinget forbehold, kan den førstnævnte stat dog gøre krav på, at bestemmelsen anvendes i det omfang, hvori den selv har accepteret den.

Artikel 42

1. Enhver kontraherende stat kan når som helst ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær angive de lovbestemmelser, der skal optages i bilag III til denne konvention.

2. Det europæiske Råds generalsekretær skal underrettes om enhver ændring i de nationale bestemmelser, der er anført i bilag III, såfremt en sådan ændring gør oplysningerne i dette bilag urigtige.

3. Enhver ændring, der sker i bilag III i medfør af stk. 1 og 2, får virkning i den enkelte kontraherende stat 1 måned efter, at Det europæiske Råds generalsekretær har givet underretning derom.

Artikel 43

1. Denne konvention berører hverken de rettigheder og forpligtelser, der følger af udleveringstraktater og internationale, multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold eller bestemmelser vedrørende forhold, der omhandles i denne konvention, og som indeholdes i andre konventioner, der er i kraft mellem kontraherende stater.

2. De kontraherende stater kan kun afslutte bilaterale eller multilaterale overenskomster med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet i konventionen, med henblik på at supplere dens bestemmelser eller lette anvendelsen af de deri indeholdte principper.

3. Såfremt to eller flere kontraherende stater allerede har reguleret deres indbyrdes forhold på dette område på grundlag af ensartet lovgivning eller ved en særlig ordning eller skulle de i fremtiden gøre dette, er de dog berettiget til at regulere deres indbyrdes forhold på dette grundlag uden hensyntagen til bestemmelserne i denne konvention.

4. Kontraherende stater, der ophører med at anvende konventionens bestemmelser på deres indbyrdes forhold i henhold til stk. 3, skal underrette Det Europæiske Råds generalsekretær herom.

Artikel 44

Den europæiske kriminalkomite skal holdes underrettet om denne konventions anvendelse og skal efter behov medvirke til en fredelig løsning af enhver vanskelighed, der måtte opstå i forbindelse med dens virke.

Artikel 45

1. Denne konvention gælder uden tidsbegrænsning.

2. Enhver kontraherende stat kan for sit eget vedkommende opsige denne konvention ved en meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær.

3. Opsigelsen træder i kraft 6 måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af meddelelsen.

Artikel 46

Det europæiske Råds generalsekretær skal underrette Rådets medlemsstater samt enhver stat, som har tiltrådt denne konvention, om:

  • a) enhver undertegnelse;
  • b) enhver deponering af et ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument;
  • c) enhver ikrafttræden af denne konvention i medfør af artikel 38;
  • d) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 9, stk. 3;
  • e) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 13, stk. 3;
  • f) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 18, stk. 2
  • g) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 40, stk. 2 og 3;
  • h) ethvert forbehold eller enhver erklæring i henhold til artikel 41, stk. 1;
  • i) tilbagekaldelse af ethvert forbehold eller enhver erklæring i henhold til artikel 41, stk. 2
  • j) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 42, stk. 1, samt enhver senere meddelelse modtaget i henhold til samme artikels stk. 2;
  • k) enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel 43, stk. 4;
  • l) enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel 45 samt datoen for opsigelsens ikrafttræden.

Artikel 47

Denne konvention samt de meddelelser og erklæringer, der afgives i henhold hertil, finder kun anvendelse på lovovertrædelser, der er begået efter at konventionen er trådt i kraft mellem de pågældende kontraherende stater.

Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 15. maj 1972 med engelsk og fransk tekst, som begge har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Det europæiske Råds arkiv. Generalsekretæren skal fremsende bekræftede genparter til de regeringer, som undertegner eller tiltræder konventionen.

Bilag I

Enhver kontraherende stat kan ved afgivelse af en erklæring tilkendegive, at den forbeholder sig ret til:

  • a) at afslå en anmodning om retsforfølgning, såfremt den finder, at lovovertrædelsen er af rent religiøs karakter;
  • b) at afslå en anmodning om retsforfølgning i anledning af en handling, for hvilken der efter dens egen lovgivning kun kan pålægges sanktioner af en administrativ myndighed;
  • c) ikke at acceptere artikel 22;
  • d) ikke at acceptere artikel 23;
  • e) af forfatningsmæssige grunde ikke at acceptere de i artikel 25, 2. punktum, indeholdte bestemmelser;
  • f) ikke at acceptere bestemmelsen i artikel 26, stk. 2, når den pågældende stat er kompetent ifølge sin egen lovgivning;
  • g) ikke at anvende artiklerne 30 og 31 i forbindelse med en handling, for hvilken der efter dens egen eller den anden stats lovgivning kun kan pålægges sanktioner af en administrativ myndighed;
  • h) ikke at acceptere afsnit V.

Bilag II

Enhver kontraherende stat kan ved afgivelse af en erklæring tilkendegive, at den af forfatningsmæssige grunde kun kan fremsætte eller modtage anmodninger om retsforfølgning under de nærmere omstændigheder, der er angivet i dens egen lovgivning.

Enhver kontraherende stat kan for sit vedkommende ved afgivelse af en erklæring definere udtrykket "statsborger" i denne konventions forstand.

Bilag III

Fortegnelse over lovovertrædelser, der falder uden for straffelovgivningen.

Følgende lovovertrædelser skal ligestilles med lovovertrædelser efter straffelovgivningen:

- i Frankrig:

Enhver ulovlig adfærd, der sanktioneres med en "contravention de grande voirie".

- i Den tyske Forbundsrepublik:

Enhver ulovlig adfærd, der behandles efter reglerne i lov om overtrædelse af ordensforskrifter (Gesetz uber Ordnungswidrigkeiten af 24. maj 1968 - BGBL 1968, I 481).

- i Italien:

Enhver ulovlig adfærd, der er omfattet af lov nr. 317 af 3. marts 1967.

Officielle noter

(* 1) Folketingstid. 1974-75: 649, 1939; A. 1553