Lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven,
færdselsloven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning,
gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet
følgende lov:
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. december 1989,
som ændret senest ved lov nr. 941 af 27. december 1991 og § 2 i lov nr. 6 af
3. januar 1992, foretages følgende ændringer:
1. I § 9 a, stk. 3, 2. pkt., ændres »politisager«
til: »sager«.
2. Kapitel 10 affattes således:
»Kapitel 10
Anklagemyndigheden
§ 95. De offentlige anklagere er rigsadvokaten,
statsadvokaterne, politimestrene (i København politidirektøren) samt de
personer, der er antaget til bistand for disse ved den retlige behandling af
straffesager.
§ 96. De offentlige anklageres opgave er i
forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. De offentlige anklagere skal fremme enhver sag
med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot
påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af
uskyldige ikke finder sted.
§ 97. Den, der efter kapitel 2 i forvaltningsloven må
anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, må ikke virke som anklager i
sagen.
§ 98. Justitsministeren er de offentlige anklagere
overordnet og fører tilsyn med disse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om
de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver.
Stk. 3. Justitsministeren kan give de offentlige
anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at
begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.
Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over
afgørelser truffet af rigsadvokaten som 1. instans.
§ 99. Rigsadvokaten varetager udførelsen af
straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret.
Stk. 2. Rigsadvokaten er de øvrige offentlige anklagere
overordnet og fører tilsyn med disse. Rigsadvokaten kan fastsætte
bestemmelser og meddele pålæg efter regler svarende til § 98, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser
truffet af statsadvokaterne som 1. instans. Rigsadvokatens afgørelse i en
klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.
§ 100. Til bistand for rigsadvokaten udnævnes en
eller flere statsadvokater ved Højesteret.
Stk. 2. Rigsadvokaten kan bemyndige også andre til at
virke som anklager ved Højesteret eller ved Den Særlige Klageret i en enkelt
sag.
§ 101. Statsadvokaterne varetager udførelsen af
straffesager ved landsretterne.
Stk. 2. Statsadvokaterne fører tilsyn med
politimestrenes behandling af straffesager og behandler klager over
afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning.
Statsadvokaternes afgørelser i klagesager kan ikke påklages til rigsadvokaten
og justitsministeren. Statsadvokaterne kan fastsætte bestemmelser og meddele
pålæg efter regler svarende til § 98, stk. 2 og 3.
§ 102. Fristen for klager efter § 98, stk. 4, § 99,
stk. 3, 1. pkt., og § 101, stk. 2, 1. pkt., er 4 uger efter, at klageren har
fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne
frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for
undskyldelig.
§ 103. Justitsministeren fastsætter antallet af
statsadvokater og fordelingen af forretningerne mellem disse.
Stk. 2. Justitsministeren beskikker de fornødne
juridiske medhjælpere for statsadvokaterne ved udførelsen af straffesager for
landsretten.
Stk. 3. Rigsadvokaten kan bemyndige også andre til at
virke som anklager ved landsretten i en enkelt sag.
Stk. 4. Rigsadvokaten kan pålægge en statsadvokat at
overtage behandlingen af en eller flere sager, som henhører under en anden
statsadvokat.
§ 104. Politimestrene og de offentlige anklagere, der
er ansat hos disse, samt andre ansatte, der bemyndiges hertil, varetager
udførelsen af straffesager ved byretterne og Sø- og Handelsretten.
Stk. 2. Rigsadvokaten kan bemyndige også andre til at
virke som anklager ved byretten eller Sø- og Handelsretten i en enkelt sag.
Stk. 3. Statsadvokaten kan pålægge en politimester at
overtage behandlingen af en eller flere sager, der henhører under en anden
politimester.
§ 105. Rigsadvokaten, statsadvokaterne og de, der
bemyndiges til at virke som anklager ved Højesteret eller landsretten i en
enkelt sag, jf. § 100, stk. 2, og § 103, stk. 3, skal have bestået juridisk
kandidateksamen. Endvidere skal de i reglen have været i virksomhed i mindst
3 år som dommer, som politimester, som medhjælper hos en statsadvokat, som
auditør ved forsvaret eller som advokat med møderet for landsret.
Stk. 2. Medhjælpere for en statsadvokat eller de, der
bemyndiges til at virke som anklager ved byretten eller Sø- og Handelsretten
i en enkelt sag, jf. § 104, stk. 2, skal have bestået juridisk
kandidateksamen. Endvidere skal de opfylde betingelserne for at blive
beskikket som advokat med hensyn til forudgående praktisk virksomhed, jf. §
119.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan beskikkes til at
udføre tiltale for Sø- og Handelsretten og byretterne i sager vedrørende lov
om markedsføring.
§ 106. Virksomhed som advokat udelukker ikke fra
antagelse som medhjælper for en statsadvokat eller fra bemyndigelse til at
optræde som anklager i en enkelt sag.
§ 107. Personer, der virker som anklagere i en enkelt
sag, jf. § 100, stk. 2, § 103, stk. 3, og § 104, stk. 2, modtager vederlag af
det offentlige for den enkelte sag, medmindre udførelsen af sagen må anses
som led i udførelsen af den pågældendes tjeneste. Vederlaget fastsættes af
retten efter arbejdets betydning og omfang.«
3. Kapitel 62 affattes således:
»Kapitel 62
Saglig kompetence
§ 686. Straffesager behandles i 1. instans ved
byretterne eller Sø- og Handelsretten, medmindre andet følger af bestemmelser
i denne lov.
Stk. 2. Domsmænd medvirker i sager, hvor der bliver
spørgsmål om højere straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af
særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig
interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
- 1) sager, som fremmes efter § 925, § 934, § 935, stk. 1, § 936 eller §
937,
- 2) sager, som behandles ved Sø- og Handelsretten i København eller ved
søret, og
- 3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, nævnte sager vedrørende
betinget dømte.
Stk. 4. Domsmænd medvirker endvidere, hvis sådan
behandling er foreskrevet efter regler i andre love.
§ 687. Ved landsretterne behandles i 1. instans de
sager, hvor nævninge medvirker.
Stk. 2. Nævninge medvirker i
- 1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller
derover, for så vidt dette ikke er en følge af, at der bliver spørgsmål om
fastsættelse af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1,
og 61,
- 2) sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution
i medfør af straffelovens § 68 eller dom til forvaring, jf. straffelovens §
70, og
- 3) sager vedrørende politiske lovovertrædelser.
Stk. 3. Nævninge medvirker ikke i
- 1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 286 eller
289 og
- 2) de i stk. 2, nr. 1 og 2, nævnte sager, som fremmes efter § 925 eller §
925 a.
§ 688. Straffesager, der omfatter flere
lovovertrædelser, behandles ved landsret under medvirken af nævninge, hvis
sådan behandling efter reglerne i § 687 kræves med hensyn til en af
overtrædelserne. Andre straffesager omfattende flere lovovertrædelser
behandles som domsmandssager ved byret, hvis sådan behandling efter reglerne
i § 686 eller regler i andre love kræves med hensyn til en af
overtrædelserne.
§ 689. Ved landsretterne behandles endvidere
afgørelser i anledning af anke eller kære af byretternes domme, kendelser og
beslutninger.
Stk. 2. Domsmænd medvirker i
- 1) sager, hvor byrettens afgørelse er truffet under medvirken af
domsmænd, og
- 2) sager, hvor der for landsretten bliver spørgsmål om højere straf end
bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for
tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i
- 1) sager, der i 1. instans er behandlet ved søret, og
- 2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, nævnte sager vedrørende
betinget dømte.
§ 690. Under Højesteret hører alle afgørelser i
anledning af anke eller kære af landsretternes og Sø- og Handelsrettens
domme, kendelser og beslutninger.
§ 691. Retten prøver af egen drift, om en sag er
undergivet dens kompetence, og om domsmænd skal medvirke ved sagens
behandling. Er domsforhandling ved landsret begyndt, kan forhandlingen dog
fortsættes, uanset om sagen burde have været anlagt ved byret. Er
domsforhandling under medvirken af domsmænd begyndt, kan retten, selv om
sagen burde have været behandlet uden disses medvirken, bestemme, at domsmænd
fortsat skal medvirke.
Stk. 2. Afgørelser, hvorved en begæring om sagens
påkendelse ved landsret eller under medvirken af domsmænd eller sagkyndige
afslås, kan kæres.«
4. § 698, stk. 1, nr. 2, affattes således:
- »2) lovovertrædelser, for hvilke der ikke bliver spørgsmål om højere
straf end bøde eller hæfte.«
5. Kapitel 64, »Den offentlige anklagemyndighed«
( §§ 710-717), ophæves.
6. Kapitel 65 affattes således:
»Kapitel 65
Påtalen
§ 718. Retterne træder inden for strafferetsplejens
område kun i virksomhed efter begæring af anklagemyndigheden eller en privat
påtaleberettiget.
§ 719. Offentlig påtale tilkommer politimesteren,
medmindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov.
Stk. 2. Statsadvokaten påtaler
- 1) sager, der skal behandles ved landsretterne i 1. instans eller som
ankesager, og
- 2) sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og
13, §§ 127-129 a, § 132 a, § 136, stk. 2, § 137, stk. 2, § 140, § 141,
kapitel 16, § 158, § 160, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1,
§ 187, stk. 1, §§ 237-240, § 261, stk. 2, § 266 a og § 266 b.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i øvrigt nærmere
regler om påtalens fordeling mellem statsadvokaterne og politimestrene.
§ 720. Justitsministeren kan fastsætte, at offentlig
påtale i nærmere angivne sager er betinget af justitsministerens eller
rigsadvokatens beslutning.
Stk. 2. Hvis offentlig påtale efter lovgivningen er
betinget af en begæring, kan påtale kun ske, såfremt begæring herom
fremsættes af en efter § 725 berettiget. Er privat påtale begyndt, kan
offentlig påtale ikke begæres. Påtalemyndigheden kan nægte at efterkomme en
begæring om offentlig påtale, der udelukker nogen medskyldig fra
forfølgningen. Angår begæringen kun nogle af de skyldige uden at udelukke
mulige medskyldige, kan påtalemyndigheden udstrække forfølgningen til disse,
medmindre den berettigede efter at have haft lejlighed til at udtale sig
herom modsætter sig dette. I så fald finder 3. pkt. anvendelse.
Stk. 3. Statsadvokaten og politimesteren kan uanset
bestemmelserne i stk. 1 og 2 foretage uopsættelige handlinger, når forholdet
må antages at være den, der kan beslutte eller begære påtale, ubekendt og
omstændighederne gør det antageligt, at påtale vil blive besluttet eller
begæret. Tilbagekaldes en begæring efter stk. 2, inden der er afsagt dom,
standses forfølgningen, medmindre påtalemyndigheden skønner, at almene hensyn
kræver, at forfølgningen fortsættes.
§ 721. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives
i tilfælde,
- 1) hvor sigtelsen har vist sig grundløs,
- 2) hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at
sigtede findes skyldig, eller
- 3) hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger
eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning
og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.
Stk. 2. Adgangen til at opgive påtale i medfør af stk.
1, nr. 1, tilkommer politimesteren. I de øvrige tilfælde tilkommer adgangen
påtalemyndigheden, medmindre andet følger af bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
§ 722. Tiltale i en sag kan helt eller delvis
frafaldes i tilfælde,
- 1) hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere
straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed,
- 2) hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede
undergives hjælpeforanstaltninger efter § 33 i lov om social bistand,
- 3) hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet og der fastsættes
vilkår efter § 723, stk. 1,
- 4) hvor straffelovens § 10 b eller § 89 er anvendelig, når det skønnes,
at ingen eller kun en ubetydelig straf ville blive idømt, og at domfældelse
heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning,
- 5) hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger
eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning
og den straf, som i givet fald kan forventes idømt,
- 6) hvor lovgivningen indeholder særlig hjemmel for, at tiltale kan
frafaldes, eller
- 7) hvor dette følger af bestemmelser fastsat af justitsministeren eller
rigsadvokaten.
Stk. 2. I andre tilfælde kan tiltale kun frafaldes,
hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre særlige
forhold og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn.
Stk. 3. Påtalemyndigheden kan frafalde tiltale i medfør
af stk. 1, mens tiltalefrafald efter stk. 2 besluttes af den nærmeste
overordnede anklagemyndighed.
§ 723. Som vilkår for et tiltalefrafald kan
fastsættes
- 1) at sigtede vedtager at betale en bøde eller indgår på konfiskation, og
- 2) samme vilkår som i betingede domme.
Stk. 2. Vilkår kan kun fastsættes, såfremt den sigtede
i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved
de i øvrigt foreliggende omstændigheder.
Stk. 3. Vilkårene fastsættes af den myndighed, der har
adgang til at frafalde tiltalen. Vilkårene skal godkendes af retten.
Stk. 4. Såfremt et vilkår overtrædes, kan sagen
genoptages.
§ 724. Ved afgørelse om påtaleopgivelse underrettes
sigtede og andre, der må antages at have en rimelig interesse heri. Ved
afgørelse om tiltalefrafald underrettes sigtede. En afgørelse om
påtaleopgivelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter
reglerne i kapitel 10. Sigtede kan efter samme regler klage over en afgørelse
om tiltalefrafald.
Stk. 2. Er der truffet afgørelse om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun
fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis
meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra
afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse
eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede.
§ 725. Retten til privat påtale og fremsættelse af
begæring om offentlig påtale tilkommer den forurettede. Er denne umyndig,
finder reglerne i § 257 anvendelse. Når den forurettede er død, eller når en
mod en afdød rettet handling er strafbar, tilkommer retten til privat påtale
eller til at begære offentlig påtale den afdødes ægtefælle, forældre, børn
eller søskende.
Stk. 2. Den, der efter stk. 1 er berettiget til at
påtale eller begære påtale, kan give afkald på denne ret. Dette gælder, selv
om en sag er anlagt eller begæring er fremsat.
§ 726. Lovovertrædelser, hvis offentlige påtale er
betinget af en privat begæring, kan påtales af en efter § 725 berettiget,
såfremt handlingen ikke kan medføre højere straf end hæfte. Indledes
offentlig forfølgning, finder reglerne i § 727, stk. 3, tilsvarende
anvendelse.
§ 727. Såfremt en handling, der indeholder en
lovovertrædelse, som er henvist til privat forfølgning, tillige indeholder en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan påtalemyndigheden
efter begæring af den private påtaleberettigede forfølge begge
lovovertrædelser under eet. Den private kan i sådanne tilfælde på ethvert
trin standse den efter begæring begyndte forfølgning.
Stk. 2. Offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er
henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis almene hensyn kræver det. Dette
gælder dog ikke, hvis der er afsagt dom i en privat straffesag om
overtrædelsen, eller hvis retten til privat påtale vedrørende en
overtrædelse, der er undergivet betinget offentlig påtale, alene følger af,
at handlingen ikke kan medføre højere straf end hæfte, jf. § 726, 1. pkt.
Stk. 3. Når offentlig forfølgning er indledt efter stk.
2, ophører den privates ret til at påtale. § 345 finder tilsvarende
anvendelse. Den private kan tilslutte sig påtalemyndighedens forfølgning,
hvis der straks afgives erklæring herom. Den private kan dog ikke kræve
udsættelse af sagen, og det påhviler ikke tiltalte eller dennes forsvarer at
afgive foreskrevne meddelelser til den private. Standser påtalemyndigheden
den begyndte forfølgning, kan den private påtale eller fortsætte sin påtale.
§ 728. Forfølgning kan opgives, så længe der ikke er
afsagt dom eller afgivet nævningeerklæring. Opgives forfølgning, efter at
domsforhandling er begyndt, afsiger retten frifindelsesdom. I andre tilfælde
udsteder retten efter anmodning skriftlig erklæring om, at en begyndt
forfølgning er opgivet.«
7. § 731, stk. 1, litra e, affattes således:
- »e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde eller hæfte,»
8. § 749 affattes således:
»§ 749. Politiet afviser en indgivet anmeldelse,
hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.
Stk. 2. Er der ikke grundlag for at fortsætte en
påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen
træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse
rejst, finder bestemmelserne i § 721 og § 722 anvendelse.
Stk. 3. Afvises anmeldelsen, eller indstilles
efterforskningen, underrettes de, der må antages at have rimelig interesse
heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter
reglerne i kapitel 10.«
9. § 752, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om,
i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til
at overvære afhøringen af sigtede under 18 år.«
10. § 754 e affattes således:
»§ 754 e. Reglerne i §§ 754 a-754 d finder ikke
anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12,
§§ 111-115 og 118.«
11. § 791, stk. 2, 3. pkt., affattes således:
»Bestemmelserne i 2. pkt. finder ikke anvendelse på materiale, der er
tilvejebragt som led i efterforskning af overtrædelser af straffelovens
kapitel 12, §§ 111-115 og 118.«
12. I § 801, stk. 1, 1. pkt., ændres
»statsadvokatens« til: »anklagemyndighedens«.
13. § 822, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
14. § 842, stk. 1, nr. 2, affattes således:
- »2) at sagen ikke er undergivet offentlig påtale, eller«.
15. I § 869, stk. 1, ændres »om statsadvokaten har
påtaleret« til: »om sagen er undergivet offentlig påtale«.
16. § 885, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Det tilkommer ikke nævningene at afgøre,
om det forhold, som tiltalen angår, er undergivet offentlig påtale.«
17. § 908, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Frifindelse skal ske, når forholdet ikke
er undergivet offentlig påtale, når forfølgningen opgives, når forholdet er
forældet, samt når tiltalte ikke findes skyldig.«
18. Overskriften til kapitel 80 affattes således:
»Tiltale og domsforhandling for byret samt Sø- og Handelsretten i
sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte
eller om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73«.
19. I § 925, stk. 1, 1. pkt., ændres
»politimesteren« til: »anklageren«.
20. § 926 affattes således:
»§ 926. I andre tilfælde end de i § 925 nævnte
rejses tiltale ved et anklageskrift, der skal indeholde angivelser som nævnt
i § 831, stk. 1.«
21. Overskriften til kapitel 81 affattes således:
»Tiltale og domsforhandling for byret samt Sø- og Handelsretten i
sager, i hvilke der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller
hæfte«.
22. § 930 affattes således:
»§ 930. Tiltale rejses som angivet i § 926. Når
sigtede er til stede i retten, kan tiltale dog med rettens tilladelse rejses
mundtligt til retsbogen og sagen derefter straks fremmes til
domsforhandling.«
23. I § 931, stk. 1, ændres »politimesteren« til:
»anklagemyndigheden«.
24. I § 931, stk. 2, ændres »§ 930, stk. 1,» til:
»§ 831, stk. 1, nr. 2 og 3,».
25. I § 931, stk. 3 og 5, ændres »§ 749, stk. 3,»
til: »§ 724, stk. 2,».
26. I § 936, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
»betvivle tiltaltes skyld,»: »med anklagerens samtykke«.
27. § 936, stk. 2, ophæves.
28. § 962, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Domme kan kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige
følger end bøde eller konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser,
tiltalen lyder på.«
29. I § 965 c, stk. 2, ændres »statsadvokaten mangler
påtaleret« til: »sagen ikke er undergivet offentlig påtale«.
30. I § 975 ændres »§ 749, stk. 3,» til: »§
724, stk. 2,».
31. Overskriften til Fjerde bog, Sjette afsnit, affattes
således:
»Sjette afsnit. Regler om behandlingen af private straffesager og
om forfølgning af borgerlige krav under straffesager«.
32. Kapitel 87 ophæves.
33. Overskriften til kapitel 88 affattes således:
»Regler om behandlingen af private straffesager«.
34. Før § 990 indsættes i kapitel 88:
»§ 989. Straffesager, der påtales af private,
behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, jf. dog § 990.«
35. I § 990, stk. 1, ændres »§ 725« til: »§
727«.
36. § 991, stk. 1-3, affattes således:
»I sager, som behandles efter kapitel 80 og 81 uden medvirken af
domsmænd, kan der tilkendes den forurettede erstatning hos tiltalte for den
ved forbrydelsen forvoldte skade, når den pågældende har fremsat begæring
herom for retten. Der skal gives den forurettede lejlighed til at fremsætte
erstatningskrav, for så vidt sagen efter sin beskaffenhed giver anledning
hertil.
Stk. 2. I andre offentlige straffesager påhviler det
anklagemyndigheden efter den forurettedes begæring at forfølge borgerlige
krav, såfremt dette kan ske uden væsentlig ulempe.
Stk. 3. Særlige beviser vedrørende borgerlige krav i en
nævningesag skal angives i bevisfortegnelsen, jf. § 834 og § 836.«
37. § 1018 f, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Sagen behandles under medvirken af
domsmænd, medmindre erstatningskravet er fremsat som følge af en sag
vedrørende en lovovertrædelse, der efter loven ikke kan medføre højere straf
end bøde eller hæfte, eller af en sag, der er afgjort i retten uden medvirken
af nævninge eller domsmænd.«
§ 2
I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september
1986, som ændret senest ved lov nr. 282 af 29. april 1992, foretages følgende
ændringer:
1. § 6, stk. 2, § 8, stk. 2 og 3, og § 140, 2.
pkt., ophæves.
2. § 11 affattes således:
»§ 11. Er en person, der har dansk indfødsret
eller er bosat i den danske stat, i fremmed stat straffet for en handling,
der efter dansk ret kan medføre frakendelse eller fortabelse af kald eller
erhverv eller anden rettighed, kan frakendelse heraf ske efter offentlig
påtale her i landet.«
§ 3
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 765 af 16. november 1990, som
ændret senest ved lov nr. 283 af 29. april 1992, foretages følgende
ændringer:
1. § 119 affattes således:
»§ 119. Sager, hvor der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde eller hæfte eller om anvendelse af straffelovens §§ 68,
69, 70 eller 73, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80.
Endvidere behandles sager, hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse
af førerretten, efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80, medmindre sagen
kan afgøres med vedtagelse efter § 119 a. Andre sager behandles efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 81 eller § 119 a. Såfremt sagen behandles
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 og der bliver spørgsmål om
betinget frakendelse af førerretten, finder retsplejelovens § 934, stk. 1,
ikke anvendelse.
Stk. 2. Domsmænd medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,
- 1) hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
- 2) hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, og
- 3) i sager, som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning
for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i sager, der
- 1) fremmes efter retsplejelovens § 925 eller § 935, stk. 1,
- 2) vedrører overtrædelse af § 117, stk. 5, eller
- 3) vedrører overtrædelse af § 53, medmindre der er spørgsmål både om
højere straf end bøde og om anvendelse af § 117, stk. 2, nr. 3, og i
ankesager at anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.
Stk. 4. Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i
retsplejelovens §§ 731 og 732. Såfremt tiltalte fremsætter begæring herom,
beskikkes i byretten tillige offentlig forsvarer
- 1) i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget frakendelse af
førerretten, og
- 2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke bliver spørgsmål om
højere straf end bøde.
Tiltalte skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.«
2. I § 119 a, stk. 1, ændres »politimesteren«
til: »anklagemyndigheden«.
3. I § 119 a, stk. 2, ændres »§ 930, stk. 1,»
til: »§ 831, stk. 1, nr. 2 og 3,».
§ 4
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som
ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændring:
§ 62 affattes således:
»§ 62. Sager vedrørende overtrædelse af lovens §
59, stk. 1, nr. 2, behandles uden medvirken af domsmænd, uanset om der bliver
spørgsmål om højere straf end bøde.«
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
Stk. 2. Bestemmelserne i lovens § 1, nr. 2, om
behandlingen af klager over afgørelser truffet af anklagemyndigheden har
virkning for afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Lovens § 1, nr. 1 og 3-37, og §§ 2-4 har
virkning for sager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i
1. instans.
§ 6
Stk. 1. § 2 gælder ikke for Færøerne, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 2. § 4 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Givet på Amalienborg, den 20. maj 1992
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Hans Engell