Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om køb på kredit

(Kreditkøbsloven)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1

I lov nr. 275 af 9. juni 1982, jf. lovbekendtgørelse nr. 585 af 1. september 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Justitsministeren kan i det omfang, det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i stk. 1.«.

2. I § 18, 1. pkt., ændres »20 pct.« til: »30 pct.«.

3. I § 32 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

  • »4) Hvorledes gælden skal betales.«.

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

4. Efter § 35 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 4 a

SÆRLIGE KREDITVILKÅR I FORBRUGERKØB

§ 35 a. I forbrugerkøb, der ikke sker i henhold til en kontoaftale, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr., må sælgeren kun indgå en aftale, hvorefter

  • 1) denne ved overgivelsen af det købte til køberen skal være fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen, og
  • 2) kreditkøbsprisen skal betales inden 3 år fra aftalens indgåelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder tilsvarende for den tredjemand, som i henhold til § 1, stk. 2, nr. 2, har finansieret købet.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.

Stk. 4. Justitsministeren kan i det omfang, det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i stk. 1.

§ 35 b. Bestemmelsen i § 35 a finder også anvendelse på en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betaling i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, hvis det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af denne.

§ 35 c. En sælger eller en tredjemand, som nævnt i § 3, må kun indgå eller anvende en kontoaftale om forbrugerkøb, hvorefter køberen hver måned for den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der er købt i perioden.

Stk. 2. En periode, som nævnt i stk. 1, må højst være af 1 måneds varighed.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke, hvis køberen ifølge kontoaftalen er forpligtet til at betale kontantprisen senest 3 måneder efter salgsgenstandens levering.

Stk. 4. Justitsministeren kan i det omfang, det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i stk. 1.«.

5. § 40, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 8 og § 32, samt i grov eller gentagen overtrædelse af § 35 a, § 35 b jfr. § 35 a og § 35 c.«.

§ 2

Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på aftaler om køb, der indgås efter dens ikrafttræden.

Stk. 3. En sælger eller en tredjemand, der indgår eller anvender en kontoaftale om forbrugerkøb, kan udskyde opkrævningen af de beløb, køberen skal betale efter § 35 c, til senest den 31. januar 1987.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

GIVET I JAGTHUSET, TREND SKOV, DEN 17. OKTOBER 1986

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ERIK NINN-HANSEN

Officielle noter

Ingen