Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om udveksling af oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og kommunerne m.v.

1. Indledning

Ved lov nr. 403 af 13. juni 1990 om ændring af retsplejeloven er der som § 115 b indsat en bestemmelse, der åbner mulighed for, at de myndigheder, som deltager i et kriminalitetsforebyggende samarbejde, uden samtykke fra den oplysningerne angår, kan videregive de personoplysninger, som man mener er nødvendige for, at samarbejdet kan fungere.

Retsplejelovens § 115 b har følgende formulering:

»§ 115 b. Politiet kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde.

Stk. 2. I samme omfang som nævnt i stk. 1 kan en myndighed videregive oplysninger om enkeltpersoner til politiet og andre myndigheder, som indgår i det kriminalitetsforebyggende samarbejde. Oplysningerne må i forbindelse med det kriminalitetsforbyggende samarbejde ikke videregives med henblik på efterforskning af straffesager.

Stk. 3. Inddrages selvejende institutioner, der løser opgaver for det offentlige inden for social- og undervisningsområdet, i det kriminalitetsforebyggende samarbejde, kan der i samme omfang som nævnt i stk. 1 og 2 udveksles oplysninger mellem myndighederne og institutionerne.

Stk. 4. De myndigheder og institutioner der indgår i et kriminalitetsforebyggende samarbejde, er ikke forpligtet til at videregive oplysninger efter stk. 1-3.«

I det følgende vil der blive redegjort for den nærmere anvendelse af den nye bestemmelse og dens forhold til forvaltningslovens almindelige regler om videregivelse af oplysninger. Endvidere vil der blive redegjort for andre videregivelsesregler, der kan være af betydning for myndighedernes kriminalitetsforebyggende samarbejde.

2. Forvaltningslovens videregivelsesregler

Oplysningernes karakter

De almindelige regler om videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden er fastsat i §§ 28-32 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985). (Reglerne i lovens kapitel 8 er optaget som bilag til denne vejledning).

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 28 bygger på en sondring mellem oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold (de meget følsomme oplysninger), jf. § 28, stk. 1, og andre fortrolige oplysninger ( de almindeligt fortrolige oplysninger), jf. § 28, stk. 3.

I forvaltningslovens § 28, stk. 1, er der en opregning af forskellige typer af oplysninger, som skal behandles som særligt fortrolige. Det drejer sig om oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler. Opregningen er ikke udtømmende, men angiver alene karakteren af de forhold, der gør, at en oplysning må anses for at være om rent private forhold. Ved afgørelsen af, om en oplysning vedrører rent private forhold eller blot i øvrigt skal behandles som fortrolig efter § 28, stk. 3, skal der lægges vægt på, om oplysningen, på samme måde som i de oven for nævnte tilfælde, direkte afslører særligt følsomme forhold i forbindelse med den pågældendes privatliv.

Således vil f.eks. oplysninger om interne familieforhold, herunder om separations- og skilsmisseforhandlinger, adoption og ulykkestilfælde i almindelighed være af rent privat karakter. Oplysning om økonomiske forhold, uddannelses- og ansættelsesmæssige forhold og boligforhold vil derimod ikke i almindelighed være af rent privat karakter.

Hvilke regler gælder for videregivelse

Videregivelsesreglen i forvaltningslovens § 28 omfatter kun fortrolige oplysninger. Oplysninger, der ikke er omfattet af tavshedspligten efter forvaltningslovens § 27, vil således frit kunne videregives fra en forvaltningsmyndihed til en anden. Det gælder bl.a. oplysninger, der, selv om de angår bestemte personer, i forvejen er offentligt tilgængelige.

De almindeligt fortrolige oplysninger må efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Det kræves ikke, at den, oplysningen angår, giver samtykke til videregivelsen eller underrettes herom.

Er der således et sagligt behov for videregivelse af sådanne oplysninger, f.eks. om uddannelsesmæssige forhold og boligforhold, er der ikke efter forvaltningsloven noget til hinder for, at man i forbindelse med et kriminalitetsforebyggende samarbejde videregiver oplysningerne til andre myndigheder under en drøftelse af de forhold, der kan være årsagen til børnenes eller de unges problemer.

Skal der i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde videregives oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, følger det af bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 2, at sådanne oplysninger som udgangspunkt kun må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når den, oplysningen angår, har givet samtykke hertil. Det er disse regler om samtykke til videregivelse, der fraviges ved den ovenfor nævnte bestemmelse i retsplejelovens § 115 b.

3. Videregivelse efter retsplejelovens § 115 b

Det kriminalitetsforebyggende samarbejde omkring bestemte børn og unge bygger på et princip om frivillighed. Forældrene og den unge bør derfor som hovedregel inddrages i løsningen af barnets eller den unges problemer, og det bør sikres, at de er indforståede med myndighedernes samarbejde om sagen.

Uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 115 b bør myndighederne derfor som hovedregel sikre, at forældrene og den unge er indforståede med, at der, som led i samarbejdet, udveksles de fornødne oplysninger om familiens forhold. Dette gælder dog ikke, før myndighederne har fået konstateret, at der foreligger et problem, der bør løses tværfagligt/tværsektorielt. Dette gælder heller ikke, såfremt forældrene som følge af særlige omstændigheder ikke kan forventes at deltage i samarbejdet, men væsentlige hensyn til barnets tarv taler for, at samarbejdet iværksættes.

Retsplejelovens § 115 b tænkes således som hovedregel anvendt i tilfælde, hvor der, inden en konkret kriminalitetsforebyggende indsats påbegyndes, er behov for, at myndighederne mere uformelt drøfter barnets eller den unges forhold for i det hele taget at få klarlagt, om der er behov for en tværfaglig kriminalpræventiv indsats. Politiet kan i den forbindelse uden at indlede en egentlig sagsbehandling, hvorunder der indhentes samtykke fra forældrene m.v., give kommunens medarbejdere på skole- og socialområdet oplysninger om, at man har visse problemer med bestemte unge eller en bestemt gruppe af unge, som f.eks. begår mindre butikstyverier og hærværk. Hvis de pågældende unge ikke er kendt i den kommunale forvaltning, kan problemerne måske løses med nogle generelle kriminalpræventive tiltag. Er de pågældende imidlertid også kendt i den kommunale forvaltning med hensyn til problemer i hjemmet og i skolen, har forvaltningen en tilsvarende adgang til at give politiet og de andre myndigheder og institutioner, som deltager i samarbejdet, oplysninger, som kan belyse problemernes karakter og omfang. Myndighederne kan herefter sammen vurdere, hvilke initiativer der vil være mest hensigtsmæssige for at hjælpe de pågældende børn og unge ud af de øjeblikkelige problemer omkring kriminalitet. Bestemmelsen i § 115 b giver på den måde myndighederne mulighed for at gennemføre sådanne indledende drøftelser, uden at et samtykke fra de unge eller deres forældre til videregivelse af oplysningerne er nødvendigt.

Når en foreløbig drøftelse har vist, at der er behov for et nærmere samarbejde mellem myndighederne om løsningen af bestemte børn og unges problemer for at hindre, at de kommer ud i yderligere kriminalitet, bør forældrene og den unge inddrages i samarbejdet. Det er i den forbindelse vigtigt, at de forstår betydningen af, at de deltager i samarbejdet og giver samtykke til en drøftelse af familiens forhold mellem myndighederne.

Hvis forældrene ønsker at medvirke, følger det af lovbemærkningerne til retsplejelovens § 115 b, at der ikke stilles krav om et formelt skriftligt samtykke, men at der, med den nye bestemmelse, åbnes op for et mere smidigt og naturligt samarbejde mellem myndighederne og forældrene. En mundtlig tilkendegivelse over for kommunen eller politiet om, at man er indforstået med, at myndighederne drøfter familiens problemer, vil herefter normalt være tilstrækkelig.

I de tilfælde, hvor der kun opnås samtykke fra den ene af forældrene og/eller den unge, eller hvor den unge nægter at give samtykke, mens dette opnås fra forældrene, må myndighederne foretage en konkret afvejning i den enkelte sag for at afgøre, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at fortsætte samarbejdet uden det manglende samtykke.

I visse tilfælde må det erkendes, at forældre til børn, som i en ganske ung alder kommer ind i kriminalitet, ikke kan overskue myndighedernes ønske om og behov for at samarbejde om løsningen af barnets problemer. Det kan f.eks. skyldes, at forældrene er angste eller problemfornægtende og måske nærer en dybtliggende mistillid til offentlige myndigheder. Det kan også skyldes, at forældrene befinder sig i en misbrugssituation, der gør dem ude af stand til at varetage barnets tarv. Om man i disse tilfælde alligevel skal forsøge at få et samtykke fra forældrene, eller oplysningerne blot skal videregives med hjemmel i retsplejelovens § 115 b, må afgøres i de enkelte tilfælde på baggrund af myndighedernes kendskab til familien.

Det er vigtigt at understrege, at retsplejelovens § 115 b kun kan anvendes i de tilfælde, hvor det i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde viser sig, at der er tale om børn og unge, der er alvorligt truede af kriminalitet (uanset kriminalitetens art), og hvor hensynet til barnets tarv taler for, at man undersøger forholdet nærmere med henblik på, at en eller flere myndigheder i fællesskab løser de spørgsmål, der opstår.

Der har, i forbindelse med forberedelsen af lovforslaget, været lagt betydelig vægt på, at videregivelsen af oplysninger, i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde, ikke må skade myndighedernes klientforhold. Myndighederne er derfor efter bestemmelsen i § 115 b ikke forpligtede til at udveksle oplysninger.

Hertil kommer, at der ikke er nogen begrænsning i kommunernes adgang til på ethvert tidspunkt at rejse en sag om hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven og herefter benytte sig af adgangen til at iværksætte særlige sociale støtteforanstaltninger uden for samarbejdet. Dette kunne f.eks. være tilfældet, hvis det kriminalitetsforebyggende samarbejde, på grundlag af de foreløbige drøftelser eller senere, viser, at der er tale om børn og unge med betydelige sociale problemer.

Det skal også understreges, at oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde ikke må videregives med henblik på efterforskning af straffesager. Det er udtrykkeligt bestemt i retsplejelovens § 115 b, stk. 2, 2. pkt.

Da der er tale om et tværfagligt samarbejde om faktisk forvaltningsvirksomhed, er der i forarbejderne til loven lagt stor vægt på, at der ikke er noget krav om, at de oplysninger, som myndighederne udveksler i forbindelse med samarbejdet skal noteres ned eller på anden måde indgå i en mere formel sagsbehandling.

4. Andre bestemmelser om videregivelse

Ved siden af forvaltningslovens generelle bestemmelser om videregivelse af oplysninger findes der regler i retsplejeloven og bistandsloven, der medfører, at bl.a. politiet og skolevæsenet kan eller skal videregive oplysninger til de sociale myndigheder.

Det følger således af retsplejelovens § 752, stk. 2, at politiet så vidt muligt skal underrette de sociale myndigheder, inden der foretages afhøring af en sigtet under 18 år, og sagen angår en straffelovsovertrædelse eller anden alvorligere kriminalitet. De sociale myndigheder skal også have adgang til at overvære afhøringen. Politiet vil derfor ikke være afskåret fra i den forbindelse at underrette de sociale myndigheder om barnets eller den unges alvorligere kriminalitet.

Bistandsloven indeholder i kapitel 5 regler om oplysningspligt over for de sociale myndigheder. Efter bistandslovens § 17 vil bl.a. politiet og personalet på en skole eller institution efter en anmodning fra den, der behandler en sag efter bistandsloven, være forpligtet til at videregive alle de oplysninger, som er nødvendige for, at kommunen kan tage stilling til, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes efter bistandsloven.

Efter bistandslovens § 19 kan socialministeren fastsætte regler, hvorefter personer, der udfører offentlig tjeneste, skal underrette de sociale myndigheder, såfremt de får kendskab til, at en person skønnes at have behov for social bistand. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 889 af 11. december 1986. I bekendtgørelsen er det fastsat, at personer, der udfører offentlig tjeneste, skal underrette det sociale udvalg, når man bliver bekendt med forhold for børn eller unge under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for social bistand. Underretningspligten foreligger, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet eller den unge i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.

Det følger endelig af bistandslovens § 20, at enhver, der får kendskab til, at et barn under 18 år fra forældrenes eller andres side udsættes for vanrøgt eller barnets sundhed eller udvikling er i fare, har pligt til at underrette de sociale myndigheder.

Justitsministeriet, den 17. august 1990

P. M. V.

E. B.

John Vogter

Bilag

Lov nr. 571 af 19. december 1985, Forvaltningsloven, §§ 27, 28, 29, 30, 31 og 32.

Udeladt her, da den forefindes i Lovtidende og i Retsinformation.

Officielle noter

Ingen