Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om sproget i love og andre retsforskrifter.

 

    Lovtidendeudvalget, som justitsministeriet nedsatte den 22. marts 1965, har i samarbejde med Dansk Sprognævn udformet følgende sproglige retningslinjer for udarbejdelsen af love og andre retsforskrifter:

I.

Almindelige bemærkninger.

    Ved den sproglige udformning af love og andre retsforskrifter må man have for øje, at enhver, som teksten henvender sig til, let skal kunne læse og forstå den.

    Formen skal være enkel og præcis og sætningerne korte og klare.

    Et begreb bør overalt i samme tekst betegnes med samme udtryk.

II.

Ledstilling.

    Hovedudsagnet i en sætning bør som hovedregel anbringes så langt fremme som muligt. Der bør ikke være for lang afstand mellem grundled og udsagnsled, mellem hjælpeudsagnsord (f.eks. har ) og hovedudsagnsord, mellem modalverbum (mådeudsagnsord, f.eks. skal) og infinitiv (navneform, f.eks. gøre) og mellem udsagnsled og genstandsled (-leddene). Navnlig bør der ikke indskydes led, der lige så godt kan anbringes sidst i sætningen.

III.

Visse ord- og sætningskonstruktioner.

    Som eksempler på ord- og sætningskonstruktioner, der ofte vanskeliggør forståelsen, kan nævnes:

    

1. Abstrakte substantiver (navneord), især afledt af verber (udsagnsord).

    Eksempler: redskaberne kan konfiskeres bør foretrækkes for: der kan foretages konfiskation af redskaberne; anvendes bør foretrækkes for finder anvendelse.

    

2. Konstruktioner med præsens participium (nutids tillægsform) og perfektum participium (datids tillægsform).

    I nogle tilfælde kan en relativsætning (henførende ledsætning) bruges i stedet.

    Eksempel: personer, som bør i kommunen bør foretrækkes for: i kommunen bosiddende (bosatte) personer.

    I andre tilfælde kan konstruktionen omskrives til et præpositionsled (forholdsordsled), som sættes efter substantivet (navneordet), eller eventuelt til en genitiv (ejefald).

    Eksempel: betingelserne i loven eller lovens betingelser bør foretrækkes for: de i loven angivne betingelser.

    I atter andre tilfælde kan man bruge infinitiv (navneform).

    Eksempel: må anses for at stride mod bør foretrækkes for: må anses for stridende mod.

    

3. Præpositionsforbindelser (forholdsordsforbindelser) foran adjektiver (tillægsord).

    Eksempel: forskrifter, som er nødvendige for at gennemføre loven bør foretrækkes for: de til lovens gennemførelse nødvendige forskrifter.

    

4. En kombination af de konstruktioner, der er nævnt under 1-3, vil yderligere vanskeliggøre forståelsen.

    Eksempel: de foranstaltninger, som er egnede til at fremme landbrugseksporten bør foretrækkes for: de til fremme af landbrugseksporten egnede foranstaltninger.

    

5. Modalverber (mådeudsagnsord) i præteritum (datid), f.eks. skulle, bør kun anvendes, når det hypotetiske skal fremhæves. I stedet kan man bruge enten omvendt ordstilling eller ordene hvis eller dersom.

    Eksempel: overtræder den prøveløsladte vilkårene bør foretrækkes for: skulle den prøveløsladte overtræde vilkårene; hvis det bliver nødvendigt bør foretrækkes for: måtte det vise sig nødvendigt.

    

6. Passivkonstruktioner.

    Når det handlende led er nævnt i sætningen, bør aktivformen normalt foretrækkes. Eksempel: ministeren kan pålægge tjenestemænd at bør foretrækkes for: det kan af ministeren pålægges tjenestemænd at.

IV.

Visse ord og udtryk.

    Erfaringen viser, at nogle af de ord, der nævnes nedenfor, ofte anvendes i lovsproget, selv om de i al almindeligt skriftsprog og i talesprog virker tunge eller er vanskelige at forstå.

    

1. Fremmedord bør undgås, hvis et dækkende hjemligt ord findes.

    Eksempler: irrelevant (uvæsentlig, uden betydning), obligatorisk (tvungen), fakultativ (frivillig, valgfri).

    

2. Lange ord.

    Eksempler: byggemodningsforanstaltninger, valgretsfortabelsesgrund. Sådanne ord må normalt omskrives til flere ord: foranstaltninger til byggemodning, grund til fortabelse af valgret.

    

3. Tekniske ord og udtryk, d.v.s. ord og udtryk, som er udviklet og overvejende anvendes inden for en snævrere fagkreds, bør ikke uden nærmere forklaring bruges i love, der henvender sig til en større kreds.

    Eksempler: policedag (den dag, da policen blev oprettet; dagen for policens oprettelse).

    

4. Visse kancelliudtryk.

    Eksempler: erholde (få), andragende (ansøgning), begæring (anmodning), besværing (klage), erlægge og udrede (betale), fornævnte og bemeldte (ovennævnte), omhandlende (kan ofte erstattes af: nævnte), hvorhos og derhos (ligesom, ligeledes, samtidig eller anden omskrivning), nærværende lov (kan ofte erstattes af: loven eller denne lov), angående og vedrørende (om), vil være at (skal), er pligtig at (skal), er bemyndiget til at (kan), tilstille (sende til), samtlige (alle).

    

5. Overflødige ord og udtryk.

    Ord og udtryk, som i sammenhængen er overflødige, bør undgås. Det vil ofte gælde vendingerne: det bemærkes, det tilføjes og ordene: pågældende og vedkommende. Er de sidstnævnte ord ikke overflødige, vil de ofte med fordel kunne erstattes af et mere præcist ord eller udtryk.

Justitsministeriet, den 15. oktober 1969

Knud Thestrup.

    /Ole Due.