Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse nr. 36 af 27. juni 1958 af overenskomst af 8. februar 1957 med Frankrig til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.

Den i Paris den 8. februar 1957 undertegnede overenskomst mellem Danmark og Frankrig til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. er affattet som følger:


Overenskomst mellem Danmark og Frankrig om undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig bistand med hensyn til skatter af indkomst og formue.

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Præsidenten for Den Franske Republik har i ønsket om at undgå dobbeltbeskatning med hensyn til skatter af indkomst og formue og at træffe en ordning vedrørende visse spørgsmål af skattemæssig karakter besluttet at indgå en overenskomst og har til dette formål til deres befuldmægtigede udnævnt:

Hans Majestæt Kongen af Danmark:

Ejnar WÆRUM, Danmarks Ambassadør i Frankrig;

Præsidenten for Den Franske Republik:

Louis JOXE, Frankrigs Ambassadør, Direktør for Udenrigsministeriet;

som efter at have udvekslet deres fuldmagter, der blev fundet i god og behørig form, er blevet enige om følgende bestemmelser:

Artikel 1.

1. De skatter, som omfattes af nærværende overenskomst, er:

  • a) For så vidt angår Danmark:

1 grad - Indkomstskat til staten;

2 grad - Formueskat til staten;

3 grad - Indkomstskat til den fælleskommunale udligningsfond;

4 grad - Formueskat til den fælleskommunale udligningsfond;

5 grad - Kommunal indkomstskat.

  • b) For så vidt angår Frankrig:

1 grad - Indkomstskat af fysiske personer (taxe proportionelle og surtaxe progressive);

2 grad - Selskabsskat.

2. Nærværende overenskomst skal finde tilsvarende anvendelse på alle andre skatter og afgifter af lignende karakter, som efter at nærværende overenskomst er underskrevet måtte blive pålagt af nogen af de to kontraherende stater eller i et område, til hvilket nærværende overenskomst måtte være blevet udvidet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 26.

3. Der er enighed om, at de to landes kompetente myndigheder vil træde i forbindelse med hinanden, for så vidt der i nogen af staternes skattelovgivning måtte blive indført ændringer, som væsentlig forandrer naturen eller karakteren af de i afsnit 1 i nærværende artikel omhandlede skatter.

Artikel 2.

Ved anvendelsen af nærværende overenskomst skal:

1. Udtrykket "Frankrig", når det anvendes i geografisk betydning, kun omfatte det egentlige Frankrig og de oversøiske departementer (Guadeloupe,Guyane, Martinique, Reunion), men ikke Algier og andre områder henhørende til Den Franske Union;

Udtrykket "Danmark", anvendt i samme betydning, omfatte Kongeriget Danmark med undtagelse af Færøerne og Grønland;

2. Udtrykket "person" betyde:

  • a) fysiske personer;
  • b) juridiske personer;
  • c) sammenslutninger af personer, som ikke har karakteren af en juridisk person;

3. Udtrykket "fast driftssted" betyde sædet for den virkelige ledelse, filialer, fabrikker eller andre varige anlæg, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves.

Det omfatter et agentur, for så vidt agenten har og sædvanligvis udøver en generalfuldmagt til at forhandle om og afslutte kontrakter på foretagendets vegne. Som udstyret med en sådan fuldmagt skal særlig den agent anses, som har et lager til rådighed og sædvanligvis af dette leverer produkter eller varer, som han sælger og leverer direkte til kunderne uden forudgående forhandling med foretagendet.

Der er enighed om at:

  • a) den omstændighed, at et foretagende, beliggende i en af de to kontraherende stater, har forretningsforbindelser i den anden stat enten gennem en kommissionær, en mægler eller et datterselskab, ikke skal medføre, at dette foretagende skal anses for at have et fast driftssted i den sidstnævnte stat;
  • b) den omstændighed, at et foretagende i en af de to stater i den anden stat har kontorer, som alene foretager indkøb af produkter eller varer, ikke skal medføre, at dette foretagende anses for at have et fast driftssted i den anden stat, selv om kontorerne har varig karakter;
  • c) når et foretagende i en af de to stater i kraft af kontrakter, afsluttede i denne stat, opnår fortjeneste ved salg af produkter eller varer fra et lager,der af leveringshensyn er beliggende i den anden stat, skal sådan fortjeneste ikke anses som hidrørende fra et foretagendet tilhørende fast driftssted beliggende i denne anden stat, selv om købstilbudene er indhentet der af en agent, som har tilstillet foretagendet dem til accept;
  • d) for så vidt angår forsikringsforetagender skal den omstændighed, at sådanne foretagender i en af de to kontraherende stater har en repræsentant, som er godkendt af myndighederne i denne stat, eller er bemyndiget til at meddele kvittering for modtagelsen af præmier, bevirke, at de anses for at have et fast driftssted.

4. En fysisk person har sit skatteretlige domicil på det sted, hvor han har sin faste bopæl, dette udtryk forstået som centrum for den pågældendes livsinteresser, det vil sige det sted, med hvilket han har de stærkeste personlige forbindelser.

Såfremt det ikke er muligt at fastslå domicilet i henhold til foranstående stykke, skal en fysisk person anses for at have sit domicil i den af de to stater, hvor han sædvanligvis opholder sig. I tilfælde af ophold af lige lang varighed i de to stater skal vedkommende anses for at have sit domicil i den af de to stater, hvor han er statsborger; hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de højeste administrative myndigheder i de to stater træffe aftale.

Hvor en juridisk person eller en sammenslutning af personer, som ikke udgør en juridisk person, har sit skatteretlige domicil afgøres i henhold til skattelovgivningen i hver af de to stater. Hvis der herefter foreligger domicil i begge stater, er det stedet, hvor den virkelige ledelse har sit sæde, som er afgørende.

5. Udtrykket "kompetent myndighed" eller "kompetente myndigheder" betyder for så vidt angår Frankrig, Generaldirektøren for Skattevæsenet eller hans behørigt befuldmægtigede repræsentant, og for så vidt angår Danmark, finansministeren eller hans behørigt befuldmægtigede repræsentant.

Artikel 3.

Indtægter af fast ejendom, herunder fortjeneste ved landbrugsvirksomhed og skovdrift, beskattes alene i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Artikel 4.

1. Fortjeneste, indvundet af foretagender, der driver industri-, mine-, handels- eller finansvirksomhed, beskattes alene i den stat, på hvis territorium der er et fast driftssted.

2. Når et foretagende har faste driftssteder i begge de kontraherende stater,kan hver stat alene beskatte den indkomst, som hidrører fra virksomhed, udøvet af de faste driftssteder, der ligger på dens territorium.

3. Den indkomst, som beskattes, kan ikke overstige den fortjeneste ved industri-, mine-, handels- eller finansvirksomhed, som er indtjent af det faste driftssted, herunder i givet fald indbefattet indtægter eller fordele, som indirekte er opnået af dette driftssted eller som måtte være ydet eller tilstået andre enten ved forhøjelse eller nedsættelse af købs- eller salgspriser eller på en hvilken som helst anden måde. En forholdsmæssig andel af hovedsædets generalomkostninger skal fradrages i de forskellige driftssteders driftsoverskud.

4. I påkommende tilfælde vil de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater, i mangel af fyldestgørende regnskab, hvoraf det nøjagtigt og klart fremgår, hvilken fortjeneste der kan henføres til faste driftssteder, beliggende på deres respektive territorier, træffe aftale om fastsættelsen af regler for beregningen (beskatningsgrundlaget).

Artikel 5.

1. Når et foretagende i en af de to stater på grund af sin deltagelse i ledelse eller kapital i et foretagende i den anden stat, over for sidstnævnte i deres kommercielle eller finansielle forbindelser fastsætter eller pålægger vilkår,som afviger fra dem, som ville være blevet fastsat i forhold til et uafhængigt foretagende, kan enhver fortjeneste, som et af disse foretagenders regnskaber normalt skulle udvise, men som på den anførte måde er overført til det andet foretagende, medregnes til det førstnævnte foretagendes skattepligtige indkomst.

2. Et foretagende skal anses for at deltage i ledelse eller i kapital i et andet foretagende, navnlig når de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelse eller i kapital i begge foretagender.

Artikel 6.

1. Uanset artikel 4 i nærværende overenskomst er fortjeneste, som et foretagende i en af de to kontraherende stater opnår ved skibs- eller luftfart, fritaget for beskatning i den anden kontraherende stat.

2. Fra den dag at regne, da nærværende overenskomst træder i kraft, og sålænge den er gældende, skal de bestemmelser, der ved den den 28. februar 1930 stedfundne noteveksling mellem Frankrig og Danmark er vedtaget med hensyn til beskatning af fortjeneste ved skibsfart, ikke finde anvendelse.

Artikel 7.

1. Et selskab, som har sit skatteretlige domicil i Danmark, skal i Frankrig kun svare "taxe proportionelle" af indtægt af løs kapital på de i artiklerne 109-2 og 1674 i "Code General des Impots" fastsatte betingelser, såfremt det i Frankrig har et fast driftssted i den i artikel 2 fastsatte betydning. Den indkomst, der beskattes i medfør af artikel 109-2, skal ikke kunne overstige den gennem et fast driftssted i Frankrig indvundne samlede indtægt eller fortjeneste, opgjort i overensstemmelse med reglerne i artiklerne 4 og 5 i nærværende overenskomst.

2. Et selskab, som har sit skatteretlige domicil i Danmark, skal ikke i Frankrig svare "taxe proportionelle" af indtægt af løs kapital som følge af sin deltagelse i ledelse eller kapital i et selskab, som har sit skatteretlige domicil i Frankrig eller som følge af nogensomhelst anden forbindelse med dette selskab; men den fortjeneste, som er udloddet af sidstnævnte selskab, og som er undergivet "taxe proportionelle", for så vidt angår indtægt af løs kapital,skal i givet fald ved påligningen af skat forhøjes med enhver fortjeneste eller fordel, som det førstnævnte selskab indirekte måtte have opnået hos sidstnævnte selskab, under de betingelser, som er fastsat i artiklerne 4 og 5.

Artikel 8.

Indtægter af værdipapirer og indtægter,der kan sidestilles hermed (udbytte af aktier, stifterandele, gælds- og kommanditistbeviser og obligationer), er kun skattepligtige i den stat, på hvis territorium den til indkomsten berettigede har sit skatteretlige domicil.

Hvis lovgivningen i den stat, hvorfra indtægterne udredes, indeholder hjemmel for beskatning ved kilden af disse indtægter, er anvendelsen af den i denne artikels første stykke fastsatte bestemmelse om beskatningen betinget af, at det er dokumenteret over for skattemyndigheden i denne stat på den måde, som er aftalt mellem de kompetente myndigheder i de to stater, at den berettigede har sit domicil i den anden stat, og at han kontrolleres af skattemyndighederne der.

Hvis den dokumentation, som er foreskrevet ovenfor, ikke er præsteret af den berettigede, inden indtægten oppebæres, vil skat opkrævet ved kilden ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Artikel 9.

1. Skat af indtægt af lån, deponerede beløb, beløb på konti og alle andre fordringer skal kun opkræves i den stat, hvor fordringshaveren har sit skatteretlige domicil. Den stat, på hvis territorium skyldneren har sit skatteretlige domicil, vil i givet fald give afkald på at anvende sin skat ved kilden på betingelse af, at det på den i artikel 8 fastsatte måde godtgøres, at fordringshaveren har sit skatteretlige domicil i den anden stat og kontrolleres af denne stats skattemyndigheder.

2. Hvis fordringshaveren har faste driftssteder i begge stater, og et af disse driftssteder yder et lån eller foretager en deponering, skal skatten dog opkræves i den af de to stater, på hvis territorium dette driftssted er beliggende.

Artikel 10.

1. Royalties, som betales for brugen af faste ejendomme eller udnyttelsen af miner, stenbrud eller andre naturkilder, beskattes alene i den af de to kontraherende stater, hvor de faste ejendomme, minerne, stenbruddene eller de andre naturkilder er beliggende.

2. Indtægter af ophavsrettigheder såvel som indtægter eller royalties, hidrørende fra salget af eller overladelsen af ret til at udnytte patenter, varemærker, hemmelige metoder og formler, som betales i en af de to kontraherende stater til en person, som har sit skatteretlige domicil i den anden stat, er fritaget for beskatning i førstnævnte stat på betingelse af, at denne person ikke udøver sin virksomhed gennem et fast driftssted der.

3. Ordet "royalty", således som det anvendes i nærværende artikels afsnit 2, skal forstås som omfattende indtægterne ved udleje af film.

4. Hvis en royalty er større end den reelle og normale værdi af de rettigheder, for hvilke den betales, skal den fritagelse, der er fastsat i nærværende artikels afsnit 2, kun gælde den del af denne royalty, som svarer til den reelle og normale værdi.

Artikel 11.

Tantieme, mødegodtgørelse og andet vederlag til medlemmer af bestyrelser og repræsentantskaber i aktieselskaber beskattes i den af de to stater, hvor selskabet har sit skatteretlige domicil, under forbehold af anvendelsen af artiklerne 14 og 15, for så vidt angår vederlag, oppebåret af vedkommende i anden egenskab.

Artikel 12.

Vederlag, som staten, amterne (les departements), kommunerne eller andre offentligretlige juridiske personer, behørigt oprettet i overensstemmelse med de kontraherende staters interne lovgivning, udbetaler som vederlag for aktuelle eller tidligere tjeneste- eller arbejdsydelser i form af løn, pension, honorar eller andre ydelser, beskattes alene i den stat, hvor skyldneren hører hjemme.

Artikel 13.

Private pensioner og livrenter, der hidrører fra en af de kontraherende stater og udbetales til personer, der har deres skatteretlige domicil i den anden stat, er fritaget for beskatning i den første stat.

Artikel 14.

1. Under forbehold af bestemmelserne i artikel 12 skal løn, honorarer og andre lignende vederlag kun beskattes i den stat, på hvis territorium den personlige virksomhed udøves, hvorved disse indkomster er indtjent.

2. Ved anvendelsen af foranstående paragraf skal det ikke anses som udøvelse af en personlig virksomhed i en af de to stater, at en lønmodtager, som er ansat i et foretagende i den ene stat, på den anden stats territorium udfører et midlertidigt arbejde, når dette kun kræver et ophold, der er mindre end tolv måneder; det skal dog være en betingelse, at vedkommendes løn fortsat afholdes og udbetales af det nævnte foretagende.

I tilfælde, hvor arbejdets varighed har oversteget i alt tolv måneder, kan den stat, på hvis territorium arbejdet er udført, kræve skat af det samlede vederlag, lønmodtageren har modtaget for den virksomhed, som han siden arbejdets påbegyndelse har udøvet på det nævnte territorium.

Artikel 15.

1. Indtægt ved udøvelse af et liberalt erhverv og al anden arbejdsindtægt i almindelighed end den, som omhandles i artiklerne 11, 12, 13 og 14 i nærværende overenskomst, beskattes alene i den stat, hvor den personlige virksomhed udøves.

2. Ved anvendelsen af foregående afsnit anses den personlige virksomhed kun for udøvet i en af de to stater, hvis den har et fast tilknytningspunkt i denne stat.

3.Som liberale erhverv i nærværende artikels betydning anses navnlig videnskabelig, kunstnerisk, litterær, undervisende eller pædagogisk virksomhed såvel som virksomhed som læge, sagfører, arkitekt eller ingeniør.

Artikel 16.

Professorer, lærere og lignende fra en af de to kontraherende stater, som for et tidsrum af højst 2 år tager ophold på den anden stats territorium for at give undervisning ved et universitet, et gymnasium, en højere skole eller en hvilkensomhelst anden skole eller undervisningsanstalt, er fritaget for beskatning i denne sidstnævnte stat af vederlag, som de modtager for deres undervisning i nævnte tidsrum.

Artikel 17.

Studerende og uddannelsessøgende fra en af de to kontraherende stater, som opholder sig i den anden stat udelukkende af studiehensyn eller for at opnå erhvervsmæssig uddannelse, er ikke undergivet nogen beskatning fra den sidstnævnte stats side for så vidt angår den understøttelse, som de modtager fra udlandet.

Artikel 18.

Indtægter, som ikke er omtalt i de foregående artikler, beskattes alene i den stat, hvor den til indkomsten berettigede har sit skatteretlige domicil.

Artikel 19.

1. Under forbehold af anvendelsen af bestemmelserne i artiklerne 8 og 9 skal indtægter, som i henhold til nærværende overenskomst er skattepligtige i en af de to stater, ikke kunne beskattes i den anden stat, ej heller i form af beskatning ved kilden.

Såfremt en person, som har sin bopæl i en af de to stater, tager bopæl i den anden stat, er vedkommende for så vidt angår indtægter, for hvilke bopælen i henhold til nærværende overenskomst er afgørende, skattepligtig i den førstnævnte stat af den del af disse indtægter, som han har erhvervet eller opnået inden bopælsforlægningen, og i den anden stat af den del af indtægterne, som han har erhvervet eller opnået efter tidspunktet for bopælsforlægningen.

2. Hver af de to stater bevarer retten til at beregne de direkte skatter vedrørende de dele af indkomst eller af formue, hvis beskatning er den forbeholdt, efter den skattesats, der svarer til den skattepligtiges samlede indkomst eller samlede formue.

Artikel 20.

1. Ordinære formueskatter af den i artikel 1 omhandlede art kan kun udskrives af den stat, som ifølge bestemmelserne i nærværende overenskomst har beskatningsretten til indtægt, som hidrører fra den pågældende formue.

2. Al formue, som efter sin natur almindeligvis ikke afkaster indtægt, er kun skattepligtig i den stat, hvor ejeren har sin bopæl. Værdien af indbo er dog skattepligtig i den stat, hvor det hjem, som indboet hører til, befinder sig.

Artikel 21.

1. Statsborgere og selskaber eller andre sammenslutninger i en af de to kontraherende stater skal i den anden stat ikke være undergivet andre eller højere skatter end de, som påhviler statsborgere og selskaber eller andre sammenslutninger i sidstnævnte stat.

2. I særdeleshed skal statsborgere fra en af de to kontraherende stater, som beskattes på den anden stats territorium, under samme betingelser som statsborgere i denne sidstnævnte stat, nyde de fritagelser, nedslag i beregningsgrundlaget, fradrag og nedsættelser i skatter og afgifter, som tilstås familieforsørgere.

3. Udtrykket "statsborgere" betyder:

  • a) for så vidt angår Danmark: alle danske borgere,
  • b) for så vidt angår Frankrig: alle franske borgere og protegeer.

Artikel 22.

Dansk lovgivnings bestemmelser om beskatning af uafsluttede dødsboer finder ikke anvendelse, for så vidt arvingerne i kraft af nærværende overenskomsts bestemmelser beskattes direkte i Frankrig af indtægter eller formue, hidrørende fra boet.

Artikel 23.

De to kontraherende stater vil udveksle de oplysninger af skattemæssig karakter, som de har til rådighed,og som kan være nyttige for den anden stat for at sikre behørig påligning og opkrævning af de skatter, der omhandles i nærværende overenskomst, og anvendelsen af de vedrørende disse skatter gældende lovbestemmelser, som tager sigte på at forhindre skattesvig.

Oplysninger, udvekslet på denne måde, skal holdes hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end de, som er beskæftigede med påligning og opkrævning af de skatter, der omhandles i nærværende overenskomst.

Bestemmelserne i denne artikel skal ikke i noget tilfælde kunne anses for at pålægge nogen af de to kontraherende stater pligt til at meddele den anden stat andre oplysninger end de, som den med hjemmel i sin egen skattelovgivning kan opnå, eller oplysninger, hvis meddelelse ville medføre krænkelse af en industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed.

Bestemmelserne skal heller ikke kunne anses for at pålægge nogen af de to kontraherende stater pligt til at foretage forvaltningsakter, som ikke er i overensstemmelse med dens forskrifter eller praksis.

Bistand vil ligeledes kunne nægtes, såfremt den stat, overfor hvem anmodningen er fremsat, mener, at denne er af en sådan karakter, at den kan medføre fare for dens suverænitet eller sikkerhed eller være skadelig for dens almindelige interesser.

Udveksling af oplysninger skal finde sted ex officio eller efter begæring i det enkelte tilfælde. De to kontraherende staters kompetente myndigheder vil træffe aftale om udfærdigelse af en fortegnelse over de oplysninger, der skal meddeles ex officio.

Hvis den stat, som modtager oplysningerne, bliver opmærksom på, at de ikke stemmer med de faktiske forhold, skal den kompetente myndighed i denne stat, såfremt den skønner, at sådan forholdsregel er mulig og er af interesse for den anden stat, snarest muligt tilbagesende de modtagne dokumenter til den kompetente myndighed i den anden stat under angivelse af grundene til tilbagesendelsen eller gøre den bekendt med de kendsgerninger, som måtte være konstateret desangående.

Artikel 24.

1. De kontraherende stater forpligter sig til at yde hinanden hjælp og bistand ved inddrivelsen af de skatter, som omfattes af nærværende overenskomst, tilligemed renter, omkostninger og tillæg til skatterne samt bøder, som ikke har strafferetlig karakter.

2. Begæring, som fremsættes i dette øjemed, skal være ledsaget af de dokumenter, som ifølge den begærende stats lovgivning er nødvendige til godtgørelse af, at det beløb, der skal inddrives, er endeligt fastsat.

3. På grundlag af disse dokumenter foretages i den stat, til hvilken begæringen er rettet, meddelelser og forholdsregler i henseende til opkrævning og inddrivelse i overensstemmelse med de love, der gælder for inddrivelse og opkrævning af dennes egne skatter. I særdeleshed skal inddrivelsesforanstaltninger foretages i den form, der er fastsat i lovgivningen i denne stat.

4. Skattekrav, som skal inddrives, anses ikke som privilegerede fordringer i den stat, til hvilken begæringen er rettet.

5. For så vidt angår skattekrav, som endnu kan påklages, kan den stat, hvem kravet tilkommer, for at sikre sine rettigheder anmode den anden stat om for skyldneren at forkynde en stævning eller en begæring om opkrævning. Indsigelser mod denne forkyndelse kan kun fremsættes overfor den kompetente myndighed i den stat, som har fremsat begæringen.

Artikel 25.

1. Enhver skatteyder, som godtgør, at foranstaltninger, trufne af de to kontraherende staters skattemyndigheder for ham har medført en dobbeltbeskatning med hensyn til de skatter, som omhandles i nærværende overenskomst, kan rette henvendelse enten til de kompetente myndigheder i den stat, på hvis territorium han har sit skatteretlige domicil, eller til myndighederne i den anden stat. Hvis denne henvendelse anses for velbegrundet, træffer de to staters kompetente myndigheder aftale om på rimelig måde at undgå dobbeltbeskatning.

2. De to kontraherende staters kompetente myndigheder kan ligeledes træffe aftale for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke omhandles i nærværende overenskomst såvel som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst måtte give anledning til vanskeligheder eller tvivl.

Artikel 26.

1. Bestemmelserne i nærværende overenskomst skal kunne udvides enten helt eller delvis, med de ændringer, som eventuelt måtte anses for nødvendige, til ethvert territorium, hvis internationale forbindelser varetages af en af de to stater, og som opkræver skatter af samme karakter som dem, der omhandles i denne overenskomst.

2. De i afsnit 1 i nærværende artikel fastsatte udvidelser skal finde sted ved udveksling mellem de to kontraherende stater ad diplomatisk vej af noter, som angiver det eller de territorier, på hvilke de omhandlede bestemmelser skal finde anvendelse, og nærmere fastsætter betingelserne for denne udvidelse.

De ved den nævnte noteveksling udvidede bestemmelser skal helt eller delvis eller med de eventuelt nødvendige ændringer finde anvendelse på det eller de angivne territorier fra og med den dag eller de dage at regne, som angives i noterne.

3. Efter forløbet af et tidsrum af et år, regnet fra det tidspunkt, da en udvidelse i henhold til afsnit 1 og 2 i nærværende artikel har fået virkning, skal enhver af de kontraherende stater nårsomhelst ved skriftlig opsigelse meddelt den anden kontraherende stat ad diplomatisk vej kunne bringe anvendelsen af bestemmelserne til ophør for så vidt angår et hvilketsomhelst af de områder, til hvilket de måtte være udvidet. I dette tilfælde skal bestemmelserne ophøre at være gældende i det pågældende territorium fra og med den 1. januar, som følger efter opsigelsens dato; dette skal dog ikke berøre gyldigheden af de omhandlede bestemmelser i Danmark eller Frankrig eller i ethvert andet territorium, til hvilket de måtte være udvidet og som ikke er nævnt i meddelelsen om opsigelse.

4. Når overenskomstens bestemmelser ophører at have gyldighed mellem Danmark og Frankrig, skal disse bestemmelser ligeledes ophøre at have gyldighed i ethvert territorium, til hvilket de er blevet udvidet i kraft af nærværende artikel, medmindre andet udtrykkeligt er blevet aftalt mellem de kontraherende stater.

5.Ved anvendelsen af nærværende overenskomst i ethvert territorium, til hvilket den er blevet udvidet, skal overenskomsten, hver gang den henviser til Danmark eller til Frankrig, anses for ligeledes at henvise til nævnte territorium.

Artikel 27.

1. Nærværende overenskomst er affattet i det danske og det franske sprog, således at de to tekster har lige gyldighed. Den skal ratificeres og ratifikationsdokumenterne skal udveksles i København snarest muligt.

2. Overenskomsten træder i kraft ved udvekslingen af ratifikationsdokumenterne, således at den første gang har virkning:

  • a) for så vidt angår skatter, der som kildeskat opkræves af indtægt af løs kapital: Ved beskatning af indtægter, for hvilke forfaldstiden indtræder efter udløbet af den anden måned efter den måned, i hvilken udveksling af ratifikationsdokumenterne har fundet sted;
  • b) for så vidt angår skat af anden indkomst: Ved beskatning af indtægter, hidrørende fra ikrafttrædelsesåret eller fra regnskabsår, der afsluttes i løbet af ikrafttrædelsesåret;
  • c) for så vidt angår formueskat: Ved beskatning af formuen pr. 31. december i ikrafttrædelsesåret eller den sidste dag i regnskabsår, der afsluttes i løbet af ikrafttrædelsesåret.

De i artikel 23 omhandlede oplysninger skal, for så vidt de udveksles ex officio, meddeles i det omfang, hvori de måtte være disponible, medens overenskomsten har gyldighed.

Artikel 28.

Nærværende overenskomst forbliver i kraft uden tidsbegrænsning.

Efter den 1. januar 1960 skal dog hver af de to kontraherende stater i løbet af hvert års første seks måneder skriftligt og ad diplomatisk vej kunne meddele den anden stat, at den agter at bringe nærværende overenskomst til ophør. I så fald skal overenskomsten ophøre at have virkning fra den 1. januar i det år, der følger efter datoen for opsigelsen, således at overenskomstens virkning begrænser sig til:

  • a) for så vidt angår skatter, der som kildeskat opkræves af indtægt af løs kapital: Beskatningen af indtægter, for hvilke forfaldstiden indtræder i det år, i hvilket opsigelsen er meddelt;
  • b) for så vidt angår skat af anden indkomst: Beskatning af indtægter, hidrørende fra det år, i hvilket opsigelsen har fundet sted, eller fra regnskabsår, der afsluttes i løbet af dette år;
  • c) for så vidt angår formueskat: Beskatning af formue pr. 31. december i det år, i hvilket opsigelsen har fundet sted, eller den sidste dag i regnskabsår, der afsluttes i løbet af dette år.

Til bekræftelse herpå..........

E. Wærum/J.O. Krag.

Officielle noter

Ingen