Den fulde tekst

Lov om ændring af selskabsskatteloven og fusionsskatteloven

(Sikkerhedsfonde)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 2. august 1994, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 180 af 23. marts 1995, foretages følgende ændring:

Efter § 13 B indsættes som ny paragraf:

» § 13 C. Sikkerhedsfondshenlæggelser, der er foretaget i indkomstårene 1959-89 med virkning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og som pr. 31. december 1994 endnu ikke er anvendt, medregnes ved opgørelsen af forsikringsselskabets skattepligtige indkomst efter reglerne i 2.-5. pkt. For hver 10 procentpoint forsikringsselskabets forsikringsmæssige hensættelser for egen regning, bortset fra bonusudjævningshensættelser, ultimo indkomståret er nedbragt i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser for egen regning, bortset fra bonusudjævningshensættelser, pr. 31. december 1994, medregnes 10 procent af sikkerhedsfondshenlæggelsen pr. 31. december 1994 ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Nedbringes sikkerhedsfondshenlæggelsen helt eller delvis, herunder ved overdragelse, medregnes et tilsvarende beløb ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Sikkerhedsfondshenlæggelser, der er medregnet ved indkomstopgørelsen i medfør af 3. pkt., kan fradrages ved opgørelsen af sikkerhedsfondshenlæggelser, der for det pågældende eller senere indkomstår skal medregnes ved indkomstopgørelsen i medfør af 2. pkt. Sikkerhedsfondshenlæggelser, der ikke er medregnet ved indkomstopgørelsen i medfør af 2. og 3. pkt., medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori selskabet ophører med at drive forsikringsvirksomhed.

Stk. 2. Ved overdragelse af forsikringer, som den 31. december 1994 var omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, og som ikke er blevet aktuelle inden den 31. december 1995, fra et skadesforsikringsselskab til et livsforsikringsselskab, finder stk. 1, 3. pkt., ikke anvendelse på en samtidig overdragelse af sikkerhedsfondshenlæggelser til livsforsikringsselskabets sikkerhedsfond. Dette gælder dog højst overdragelse af sikkerhedsfondshenlæggelser svarende til den del af skadesforsikringsselskabets sikkerhedsfondshenlæggelser pr. 31. december 1994, der svarer til forholdet mellem de overførte forsikringer og alle forsikringer i skadesforsikringsselskabet pr. 31. december 1994. Ved overdragelse til et livsforsikringsselskab er det endvidere en betingelse, at det modtagende livsforsikringsselskabs sikkerhedsfondshenlæggelser og hensættelser som nævnt i stk. 1 pr. 31. december 1994 forøges med de til de overførte forsikringer svarende henlæggelser og hensættelser. Ved anvendelse af stk. 1 på det modtagende selskab betragtes de forøgede henlæggelser til sikkerhedsfond som ubeskattede henlæggelser.

Stk. 3. Såfremt der i forbindelse med en overdragelse af de i stk. 2 nævnte forsikringer ikke sker en samtidig overdragelse af alle de sikkerhedsfondshenlæggelser, der kan overdrages skattefrit efter samme stykke, skal skadesforsikringsselskabet medregne den ikke overdragne del af disse henlæggelser i sin skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvor forsikringerne overdrages.«

§ 2

I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 719 af 1. august 1994, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 180 af 23. marts 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 15 b, stk. 1, udgår 3. pkt., og i stedet indsættes som nye punktummer:

»Et modtagende selskab kan alene overtage den del af det indskydende selskabs skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger og henlæggelser, der vedrører de overtagne aktiver. Sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, fordeles som udgangspunkt efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på spaltningstidspunktet. Ligningsrådet kan fastsætte en anden fordeling.«

2. I § 15 b, stk. 2, udgår 3. pkt., og i stedet indsættes som nye punktummer:

»Et modtagende selskab kan alene overtage den del af det indskydende selskabs skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger og henlæggelser, der vedrører de overtagne aktiver. Sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, fordeles som udgangspunkt efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på spaltningstidspunktet. Ligningsrådet kan fastsætte en anden fordeling.«

3. I § 15 d, stk. 2, udgår 3. pkt., og i stedet indsættes som nye punktummer:

»Det modtagende selskab kan alene overtage den del af det indskydende selskabs skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger og henlæggelser, der vedrører den eller de tilførte virksomhedsgrene. Sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, fordeles som udgangspunkt efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på tilførselstidspunktet. Ligningsrådet kan fastsætte en anden fordeling.«

4. I § 15 d, stk. 3, udgår 3. pkt., og i stedet indsættes som nye punktummer:

»Det modtagende selskab kan alene overtage den del af det indskydende selskabs skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger og henlæggelser, der vedrører den eller de tilførte virksomhedsgrene. Sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, fordeles som udgangspunkt efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på tilførselstidspunktet. Ligningsrådet kan fastsætte en anden fordeling.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med den 18. januar 1995.

Stk. 2 . Forsikringsselskaberne kan i stedet for at anvende det i selskabsskattelovens § 13 C, som affattet ved denne lovs § 1, nævnte opgørelsestidspunkt, den 31. december 1994, vælge at opgøre de forsikringsmæssige reserver for egen regning, bortset fra bonushensættelser, og sikkerhedsfondshenlæggelser pr. 17. januar 1995.

Givet på Christiansborg Slot, den 19. april 1995

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Carsten Koch

Officielle noter

Ingen