Den fulde tekst

Lov om ændring af forskellige skattelove (Beskatning af investeringsforeninger og deres medlemmer m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. september 1993, som ændret ved lov nr. 1118 af 22. december 1993, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, nr. 5 a, litra a, affattes således:

  • »a) indtjente renter, fordelt over den periode renteindtægten vedrører, og udbytter,».

2. § 1, stk. 1, nr. 5 a, litra b, affattes således:

  • »b) erhvervede eller skattepligtige gevinster og tab som omhandlet i kursgevinstloven og«.

3. I § 1, stk. 1, nr. 5 a, litra c, ændres »aktieavancebeskatningslovens § 4« til: »aktieavancebeskatningslovens § 2 d«.

4. § 1, stk. 1, nr. 5 b, affattes således:

»5 b) institutter godkendt i henhold til realkreditloven, der ikke er omfattet af nr. 1, fonde og foreninger som nævnt i realkreditlovens § 69, stk. 1 og 2, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Landsbankernes Reallånefond, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Danmarks Skibskreditfond og Dansk Eksportfinansieringsfond,».

5. § 13, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Udbytte, der ikke er omfattet af stk. 1, og som modtages fra selskaber, der er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 a, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med 66 pct. af udbyttebeløbet, når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 3. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse at udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter, kursgevinster og aktieavancer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter § 1, stk. 3. Det gælder dog kun den del af beløbet, som overstiger de i 2. pkt. nævnte renter, kursgevinster, aktieavancer og udbytter fra selskaber, der ikke er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 a, eventuelt nedsat efter § 1, stk. 3.«

6. § 17, stk. 1, affattes således:

»Indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-6, nævnte aktieselskaber og foreninger m.v. udgør 34 pct. af den skattepligtige indkomst.«

7. § 20 ophæves.

8. I § 27, stk. 1, 1. pkt., ændres »30. april« til: »1. juli«.

9. § 27, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Udløber fristen en fredag eller en lørdag, kan selvangivelsen indgives rettidigt den følgende søndag.«

§ 2

I lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 864 af 22. oktober 1992, som ændret ved lov nr. 186 af 14. april 1993 og lov nr. 421 af 25. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, nr. 2, affattes således:

  • »2) erhvervede eller skattepligtige gevinster og tab som omhandlet i kursgevinstloven og«.

2. I § 2, stk. 1, nr. 3 , indsættes efter »aktieavancebeskatningslovens § 2 a«: », realiserede fortjenester som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 d nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse«.

3. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-14«.

4. I § 3, stk. 1 , indsættes efter 2. pkt.:

»For skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, der ikke omfattes af kursgevinstlovens § 3, gælder dette dog ikke for så vidt angår fordringer i danske kroner, der opfylder mindsterentekravet i kursgevinstlovens § 7. Tilskrivninger eller fraskrivninger på medlemmernes indestående i foreningen anses for at hidrøre fra nettogevinster på fordringer i fremmed valuta, fordringer i danske kroner, som ikke opfylder mindsterentekravet, samt kontrakter som omhandlet i kursgevinstlovens §§ 8 C-8 F forud for kursgevinster på fordringer i danske kroner, der opfylder mindsterentekravet.«

5. I § 3, stk. 4, affattes 2. pkt. således:

»For så vidt angår tab finder bestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2, 2.-5. pkt., dog tilsvarende anvendelse.«

6. I § 3, stk. 5, 1. pkt. , indsættes efter »de i stk. 1 omhandlede fortjenester medregnes«: »fuldt ud«.

7. § 3, stk. 6, affattes således:

» Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse på skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller fondsbeskatningsloven i det omfang fortjenesten og tabet hidrører fra aktier m.v. Dette gælder dog ikke fortjeneste eller tab, der hidrører fra afståelse af aktier som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 a og investeringsbeviser som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 d. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis indskuddet må anses for foretaget som led i den skattepligtiges næring.«

8. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nye stykker:

» Stk. 7. Skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller fondsbeskatningsloven kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage tab på fordringer som omhandlet i kursgevinstloven, dog ikke konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne, ved hævning af indskud som omhandlet i stk. 1. Tab anses for at hidrøre fra fordringer i fremmed valuta, fordringer i danske kroner, som ikke opfylder mindsterentekravet, samt kontrakter som omhandlet i kursgevinstlovens §§ 8 C-8 F forud for tab på fordringer i danske kroner, der opfylder mindsterentekravet.

Stk. 8. Skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage tab på fordringer i fremmed valuta som omhandlet i kursgevinstlovens § 6 ved hævning af indskud som omhandlet i stk. 1.«

Stk. 7-12 bliver herefter stk. 9-14.

9. I § 3, stk. 7 , der bliver stk. 9, ændres »stk. 4« til: »stk. 4-8«.

10. I § 3, stk. 8 , der bliver stk. 10, ændres »stk. 5« til: »stk. 9«.

11. I § 3, stk. 9 , der bliver stk. 11, ændres »Stk. 5« til: »Stk. 9« to steder og »stk. 5« til: »stk. 9«.

12. I § 3, stk. 10 , der bliver stk. 12, ændres »stk. 5« til: »stk. 9«.

§ 3

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (aktieavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 753 af 15. september 1993, som ændret ved lov nr. 1117 af 22. december 1993, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Endvidere skal investeringsforeninger, som ifølge vedtægterne er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde de i indkomståret indtjente beløb som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter selskabsskattelovens § 1, stk. 3, (udloddende investeringsforeninger), opgøre fortjeneste og tab efter § 6.«

2. Efter § 2 c indsættes:

» § 2 d. Fortjeneste ved afståelse af omsættelige beviser for indskud i investeringsforeninger, som ifølge vedtægterne er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde de i indkomståret indtjente beløb som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter selskabsskattelovens § 1, stk. 3, (udloddende investeringsforeninger), medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medmindre det godtgøres, at investeringsforeningen udelukkende investerer i aktier m.v. som omhandlet i denne lov, dog ikke aktier som omhandlet i § 2 a og konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne.

Stk. 2. Skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-5 b, og stk. 2, 1. pkt., eller fondsbeskatningsloven kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage tab ved afståelse af investeringsbeviser som omhandlet i stk. 1, når det godtgøres, at investeringsforeningen udelukkende investerer i fordringer som omhandlet i kursgevinstloven, dog ikke konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvor investeringsforeningen ud over at investere i fordringer har anbragt en del af midlerne i finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven, dog forudsat at det godtgøres, at investeringsforeningens anvendelse af finansielle kontrakter opfylder reglerne i bekendtgørelse nr. 455 af 19. juni 1990 om investeringsforeningers adgang til at anbringe midler i finansielle instrumenter samt indgå terminsforretninger.

Stk. 3. Skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage tab ved afståelse af investeringsbeviser som omhandlet i stk. 1, når det godtgøres, at investeringsforeningen udelukkende investerer i fordringer i fremmed valuta som omhandlet i kursgevinstlovens § 6. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvor investeringsforeningen ud over at investere i fordringer i fremmed valuta har anbragt en del af midlerne i finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven, dog forudsat at investeringsforeningen er omfattet af direktiv 85/611/EØF og det godtgøres, at investeringsforeningens anvendelse af finansielle kontrakter opfylder reglerne i bekendtgørelse nr. 455 af 19. juni 1990 om investeringsforeningers adgang til at anbringe midler i finansielle instrumenter samt indgå terminsforretninger.

Stk. 4. Fortjeneste og tab efter stk. 1-3 opgøres efter reglerne i § 6.

Stk. 5. I tilfælde, der er omfattet af stk. 1-3, finder §§ 2 og 4 ikke anvendelse. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse i de i §§ 2 a, 2 c og 3 nævnte tilfælde.«

3. I § 3, stk. 3, ændres »§ 6, stk. 7« til: »§ 6, stk. 6«.

4. I § 5, stk. 1, 1. pkt., udgår »og § 2 c, stk. 5, 1. pkt.,».

5. I § 6, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 2, stk. 3. 2.-3- pkt.« til: »§ 2, stk. 3, 2.-4. pkt.« og »§ 2 c, stk. 5,» til: »§ 2 c, § 2 d«.

6. § 6, stk. 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

§ 4

I lov om indkomst- og formueskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 700 af 1. september 1993, som ændret ved lov nr. 1115 af 22. december 1993 og § 9 i lov nr. 1117 af 22. december 1993, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 14 F og § 27 B, stk. 4,» til: »og § 14 F«.

2. § 4, stk. 1, nr. 3 a, affattes således:

»3 a) beregnet kapitalafkast efter virksomhedsskattelovens § 22 a med fradrag af kapitalafkast, der er medregnet i den personlige indkomst efter virksomhedsskattelovens § 23 a,».

3. I § 4, stk. 1, nr. 4 , indsættes før »aktieudbytte«: »skattepligtigt«.

4. I § 4, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »2 c«: », 2 d«.

5. § 4, stk. 1, nr. 5 b , affattes således:

»5 b) skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab som omhandlet i § 3 i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, bortset fra beløb omfattet af § 4 a, stk. 1, nr. 5,».

6. I § 4, stk. 5, indsættes som nyt punktum:

»Tilsvarende gælder fortjeneste og tab som nævnt i stk. 1, nr. 5 b, i det omfang fortjenesten og tabet hidrører fra aktier.«

7. I § 4 a, stk. 1, nr. 1, ændres »selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2,» til: »selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 a,».

8. I § 4 a, stk. 1, nr. 2, ændres »selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2,» til: »selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 a,».

9. § 4 a, stk. 1, nr. 3, affattes således:

  • »3) udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse at udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter, kursgevinster og aktieavancer som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter selskabsskattelovens § 1, stk. 3. Dette gælder dog kun den del af beløbet, som overstiger de i 1. pkt. nævnte renter, kursgevinster, aktieavancer og udbytter fra selskaber, der ikke er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 a, eventuelt nedsat efter selskabsskattelovens § 1, stk. 3,».

10. I § 4 a, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 4.« til: »§ 4,».

11. I § 4 a, stk. 1, indsættes som nr. 5:

  • »5) fortjeneste og tab som omhandlet i § 3, stk. 5, i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, i det omfang fortjenesten og tabet hidrører fra aktier m.v. Dette gælder dog ikke fortjeneste eller tab, der hidrører fra afståelse af aktier og investeringsbeviser som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 a og § 2 d.«

12. § 4 a, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke udbytter og fortjenester vedrørende aktier som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 a. Stk. 1 omfatter heller ikke fortjeneste og tab ved afståelse af medlemsbeviser m.v. i foreninger m.v., der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, med undtagelse af fortjeneste ved afståelse 3 år eller mere efter erhvervelsen af omsættelige investeringsbeviser i investeringsforeninger, der udelukkende investerer i aktier m.v. som omhandlet i aktieavancebeskatningsloven, dog ikke konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne.«

§ 5

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 7. oktober 1993, som senest ændret ved lov nr. 1122 af 22. december 1993, indsættes i § 16 A som stk. 4:

» Stk. 4. Udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge vedtægterne er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde de i indkomståret indtjente beløb som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter selskabsskattelovens § 1, stk. 3, (udloddende investeringsforeninger), er skattefri for skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, der ikke omfattes af kursgevinstlovens § 3. Det gælder dog kun, i det omfang udlodningen hidrører fra kursgevinster på fordringer i danske kroner, der opfylder mindsterentekravet, og højst det beløb, hvormed udlodningen overstiger

  • a) nettobeløbet af investeringsforeningens indtjente renter fordelt over den periode, renteindtægten vedrører, realiserede gevinster og tab på fordringer i fremmed valuta og fordringer i danske kroner, som ikke opfylder mindsterentekravet, erhvervede gevinster og tab efter kursgevinstlovens §§ 8 C-8 F, realiserede fortjenester som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse, realiserede fortjenester som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 a samt realiserede fortjenester som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 2 d nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse og
  • b) investeringsforeningens udbytter nedsat med eventuelle nettotab som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4.«

§ 6

I lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 2. september 1993, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, nr. 3, affattes således:

  • »3) en afgiftspligtig del af udbytter, kursværdiændringer og realiserede kursgevinster og -tab vedrørende investeringsbeviser i investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, opgjort efter § 3 e,».

2. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 3, nr. 10 og 11« til: »stk. 3, nr. 9 og 10«.

3. § 3, stk. 3, nr. 7 og 8, ophæves, og i stedet indsættes:

  • »7) udbytter, kursværdiændringer og realiserede kursgevinster og -tab vedrørende investeringsbeviser i investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 3,».

Nr. 9-14 bliver herefter nr. 8-13.

4. § 3 a affattes således:

» § 3 a. Formueafkast som nævnt i § 3, stk. 3, nr. 3-6, af aktier, anparter, andelsbeviser og konvertible obligationer medregnes ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget, når selskabet er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det må antages,

  • 1) at virksomheden i selskabet overvejende har været af finansiel karakter, og
  • 2) at det samlede afkast heraf er beskattet væsentlig lavere end efter danske beskatningsregler.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når selskabet i væsentligt omfang direkte eller indirekte ejer eller har ejet aktier i selskaber m.v., der er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det må antages,

  • 1) at virksomheden i det sidstnævnte selskab m.v. overvejende har været af finansiel karakter,
  • 2) at det samlede afkast heraf er beskattet væsentlig lavere end efter danske regler, og
  • 3) at eventuelle udbytter fra det sidstnævnte selskab m.v. samlet beskattes med en procentsats, der er væsentlig lavere end den i selskabsskattelovens § 17, stk. 1, nævnte.«

5. I § 3 c, stk. 5, ændres »§ 3, stk. 3, nr. 12« til: »§ 3, stk. 3, nr. 11«.

6. Efter § 3 d indsættes som ny paragraf:

» § 3 e. Afgiftspligten efter § 3, stk. 1, nr. 3, omfatter den afgiftspligtige del af udbytter, kursværdiændringer og realiserede kursgevinster og -tab, der er oppebåret i den del af kalenderåret, hvor investeringsbeviset er indgået i en afgiftspligtig ordning. Den afgiftspligtige del opgøres på grundlag af forholdet mellem hele kalenderårets afgiftspligtige indtjening i investeringsforeningen og hele kalenderårets samlede indtjening. Når investeringsbeviset sælges eller udgår af en afgiftspligtig ordning, anvendes sidste kalenderårs henholdsvis afgiftspligtige og samlede indtjening. Hvis investeringsforeningen er stiftet i kalenderåret, anvendes dog forholdet mellem den afgiftspligtige og samlede indtjening i kalenderåret, der er kendt, når afgiften beregnes. Hvis indtjeningen ikke kan fordeles, anses hele indtjeningen for afgiftspligtig. Afgiftsberegningen kan dog senere ændres på grundlag af oplysninger om fordelingen.

Stk. 2. Investeringsforeningen opgør kalenderårets afgiftspligtige indtjening efter reglerne i stk. 3-5. Investeringsforeningen opgør kalenderårets samlede indtjening efter reglerne i stk. 6.

Stk. 3. Afgiftspligtig indtjening omfatter alt formueafkast i investeringsforeningen, der ikke er omfattet af stk. 4, herunder:

  • 1) Formueafkast som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, 2 a, 3, 4 og 5, og § 3 a.
  • 2) Kursværdiændringer og realiserede kursgevinster og -tab på de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte værdipapirer i danske kroner bortset fra konvertible obligationer.

Stk. 4. Afgiftsfri indtjening omfatter formueafkast som nævnt i § 3, stk. 3, nr. 2-7, 9-11 og 13.

Stk. 5. Ved opgørelsen af formueafkast som nævnt i stk. 3, nr. 1, finder § 4, stk. 2, 1. pkt., § 4, stk. 5, § 4 a, § 4 b, § 4 c, 1. pkt., og § 5 tilsvarende anvendelse. Formueafkast som nævnt i stk. 3, nr. 2, opgøres efter reglerne i § 4, stk. 5.

Stk. 6. Kalenderårets samlede indtjening opgøres som summen af udbytter, kursværdiændringer og realiserede kursgevinster og -tab på de enkelte medlemmers andele i investeringsforeningen, herunder på andele, der indfries eller emitteres i løbet af kalenderåret.«

7. I § 6, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 3, nr. 10 og 11« to steder til: »§ 3, stk. 3, nr. 9 og 10«.

8. § 9 affattes således:

» § 9. Såfremt den afgiftspligtige del af afgiftsgrundlaget eller det særskilte afgiftsgrundlag efter § 10 a, stk. 1, eventuelt nedsat efter § 8, bliver negativt, beregnes en negativ afgift med den efter § 10, stk. 1, henholdsvis § 10 a, stk. 2, opgjorte sats. Den negative afgift kan fradrages i afgift for det pågældende eller de nærmest efterfølgende fem afgiftsår. Fradrag skal ske i det tidligst mulige afgiftsår.«

9. Efter § 10 indsættes:

» § 10 a. Formueafkast som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3, af investeringsbeviser i investeringsforeninger, der ikke ifølge vedtægterne er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde det i indkomståret indtjente afkast som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a (akkumulerende investeringsforeninger), udskilles som et særskilt afgiftsgrundlag.

Stk. 2. Afgiften beregnes som en procentdel af afgiftsgrundlaget efter stk. 1 eventuelt nedsat efter § 8. Procenten beregnes ved at trække investeringsforeningens skatteprocent fra afgiftssatsen efter § 10, stk. 2.

§ 10 b. Afgiftspligten efter § 3, stk. 1, nr. 3, indtræder, når generalforsamlingen har godkendt investeringsforeningens årsregnskab. Afgiftspligten indtræder dog altid senest den 1. juli i det efterfølgende kalenderår. Hvis investeringsbeviset sælges eller udgår af en afgiftspligtig ordning, indtræder afgiftspligten på tidspunktet for salget eller udgangen.

Stk. 2. Til brug for opgørelsen af afgiftsgrundlaget foretager investeringsforeningen en opdeling af indtjeningen efter § 3 e og meddeler dette til den afgiftspligtige eller pengeinstituttet senest samtidig med, at afgiftspligten indtræder efter stk. 1, 1. og 2. pkt.«

10. I § 11, stk. 1 , indsættes som nyt punktum:

»Såfremt den efter § 10 a, stk. 2, beregnede afgiftssats bliver nul eller negativ, betales der ikke afgift af det særskilte afgiftsgrundlag for dette afgiftsår.«

11. § 20, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Den centrale told- og skatteforvaltning kan pålægge de afgiftspligtige efter § 2, stk. 1, pengeinstitutter med konti som nævnt i § 2, stk. 2, og investeringsforeninger inden en nærmere angiven frist at give de oplysninger, som forvaltningen har brug for ved kontrollen med opgørelsen af afgiften efter §§ 12-16.«

12. I § 28, stk. 1, nr. 10, ændres »overførsler.« til: »overførsler,».

13. I § 28, stk. 1, indsættes efter nr. 10 som nye numre:

  • »11) regler for opgørelsen efter § 10 b, stk. 2,
  • 12) regler for investeringsforeningers oplysningspligt over for de afgiftspligtige og pengeinstitutterne efter § 10 b, stk. 2.«

§ 7

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 27. juli 1993, som ændret ved § 15 i lov nr. 1117 af 22. december 1993, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 1, ændres »§ 10 B, stk. 1, 1. og 2. pkt.« til: »§ 10 B, stk. 1, 1.-3. pkt.«

2. I § 10, stk. 1 , indsættes efter »aktier«: »og investeringsforeningsbeviser«.

3. I § 10, stk. 2 , indsættes efter »selskabets«: »m.v.«

4. I § 10 A, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter »andelskasser,»: »investeringsforeninger,».

5. I § 10 A, stk. 1 , indsættes efter 1. pkt.:

»På samme måde skal oplysning gives om indfrielse af udbyttekuponer vedrørende investeringsbeviser i investeringsforeninger eller udbetaling af renter og udbytter m.v. fra kontoførende investeringsforeninger samt investeringsbevisernes respektive den kontoførende investeringsforenings betegnelse og kursværdien ved årets udgang. Skatteministeren kan endvidere bestemme, at indberetningspligtige som nævnt i 1. pkt. indbyrdes skal afgive oplysninger til brug for opfyldelse af indberetningspligten over for de statslige told- og skattemyndigheder.«

6. I § 10 A, stk. 1, 2. pkt. , der bliver 4. pkt., indsættes efter »oplysning«: »endvidere«.

7. I § 10 A, stk. 2 , ændres »rentekupon« til: »rente- eller udbyttekupon«, og »obligationsejerens« til: »ejerens«.

8. I § 10 A, stk. 3 , ændres »obligationsejeren« tre steder til: »ejeren«.

9. I § 10 A, stk. 3, 3. pkt. , indsættes efter »obligationen«: »m.v.«, og »rentekupon« ændres til: »rente- eller udbyttekupon«.

10. I § 10 B, stk. 1 , indsættes efter 1. pkt.:

»Det samme gælder om overdragelse af investeringsbeviser og udbyttekuponer vedrørende sådanne samt hel eller delvis hævning af indestående i en kontoførende investeringsforening.«

11. I § 10 B, stk. 3 , indsættes efter »renter«: »og udbytter«, og efter »obligation«: »m.v.«

12 . I § 10 C, 2. pkt. , indsættes efter »obligationsejere«: »m.v.«

13. I § 14, stk. 2 , ændres »§ 10 B, stk. 1, 1. og 2. pkt.« til: »§ 10 B, stk. 1, 1.-3. pkt.«

§ 8

I lov om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, jf. lovbekendtgørelse nr. 293 af 5. maj 1993, foretages følgende ændring:

§ 3, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. For personer og dødsboer dækkes udgifter, der er betalt inden udgangen af kalenderåret 1997, med 44 pct. og senere betalte udgifter med 38 pct. For andre dækkes betalte udgifter med 34 pct. Tilskuddet er skattefrit.«

§ 9

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 1-3 og 5, § 2, § 3, nr. 2-6, § 4, nr. 4-8 og 10-12, og § 7 har virkning fra den 19. januar 1994. Dog har den i ændringerne under § 1, nr. 2 og 3, indeholdte ophævelse af kravet om udlodning af urealiserede kursgevinster og -tab efter kursgevinstlovens §§ 6, 7 og 8 C-F og om udlodning af realiserede fortjenester som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4 nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse samt den i ændringen under § 2, nr. 1, indeholdte ophævelse af kravet om medregning af urealiserede kursgevinster og -tab efter kursgevinstlovens §§ 6, 7 og 8 C-F virkning fra og med 19. maj 1993.

Stk. 3. Skattepligtige, som efter det under § 2, nr. 7, affattede § 3, stk. 6, i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger skal medregne fortjeneste ved hævning af indskud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan anvende indskuddets handelsværdi den 19. januar 1994 i stedet for anskaffelsessummen, hvis en eventuel fortjeneste ved hævning af indskuddet den 18. januar 1994 ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse for skattepligtige, som efter de under § 2, nr. 8, indsatte § 3, stk. 7 og 8, i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger kan fradrage tab. Anskaffelsessummen til brug ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved en hævning af indskud kan dog ikke udgøre et højere beløb end indskuddets handelsværdi den 19. januar 1994 eller dets handelsværdi på tidspunktet for hævningen.

Stk. 5. Skattepligtige, som efter det under § 3, nr. 2, indsatte § 2 d, stk. 1, i aktieavancebeskatningsloven skal medregne fortjeneste på investeringsbeviser ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan anvende investeringsbevisets handelsværdi den 19. januar 1994 i stedet for anskaffelsessummen, hvis en eventuel fortjeneste ved afståelse af investeringsbeviset den 18. januar 1994 ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 6. Stk. 5 finder tilsvarende anvendelse for skattepligtige, som efter de under § 3, nr. 2, indsatte § 2 d, stk. 3 og 4, i aktieavancebeskatningsloven kan fradrage tab. Anskaffelsessummen til brug ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved en afståelse kan dog ikke udgøre et højere beløb end investeringsbevisets handelsværdi den 19. januar 1994 eller dets handelsværdi på afståelsestidspunktet.

Stk. 7. Skattepligtige, som før den 19. januar 1994 har realiseret et fradragsberettiget tab efter aktieavancebeskatningslovens § 2 eller § 4, stk. 3, kan efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven overføre tabet til fradrag i fortjenester på investeringsbeviser, der omfattes af den under § 3, nr. 2, indsatte § 2 d, såfremt investeringsbeviset er erhvervet før den 19. januar 1994.

Stk. 8. § 1, nr. 4, har virkning fra og med indkomståret 1993.

Stk. 9. § 1, nr. 6 og 7, og § 4, nr. 2, har virkning fra og med indkomståret 1994.

Stk. 10. § 1, nr. 8 og 9, har virkning for selvangivelser, der indgives for indkomståret 1993.

Stk. 11. § 3, nr. 1, har virkning for aktier m.v., der afstås den 23. marts 1994 eller senere.

Stk. 12. § 4, nr. 3 og 9, og § 5 har virkning for udlodninger, der oppebæres den 1. januar 1995 eller senere.

Stk. 13. § 6 har virkning for realrenteafgiftspligtige efter realrenteafgiftslovens § 2 fra og med afgiftsåret 1995.

Stk. 14. § 9 i bekendtgørelse nr. 702 af 2. september 1993 af lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v. finder fortsat anvendelse på negativt afgiftsgrundlag, der hidrører fra afgiftsårene til og med afgiftsåret 1994.

Stk. 15. Ved opgørelsen af realrenteafgiftsgrundlaget for investeringsbeviser, som fra og med afgiftsåret 1995 overgår til hel eller delvis afgiftspligt, anses investeringsbeviset for anskaffet for værdien den 1. januar 1995.

Stk. 16. Ved opgørelsen af afkast af fast ejendom efter det under § 6, nr. 6, indsatte § 3 e, stk. 5, i realrenteafgiftsloven skal fast ejendom, der ejes af investeringsforeningen den 1. januar 1994, anses for anskaffet til ejendomsværdien den pågældende dag.

Stk. 17. § 8 har virkning for regninger, der er betalt efter lovens ikrafttræden.

Givet på Christiansborg Slot, den 27. april 1994

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

I Dronningens Navn:

FREDERIK

Kronprins

/Ole Stavad

Officielle noter

Ingen