Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om undersøgelse og rapportering af begivenheder under anvendelse af militære luftfartøjer

 

I medfør af § 154 stk. 1 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001, fastsættes:

Kapitel 1

Formål og definitioner

§ 1. Formålet med denne bekendtgørelse er at fastsætte regler for undersøgelse og rapportering af begivenheder ved anvendelse af militære luftfartøjer for at klarlægge de flyvesikkerhedsmæssige omstændigheder og årsager samt gennemføre forebyggende foranstaltninger.

Stk. 2. Ved begivenheder forstås utilsigtede eller ugunstige situationer, der indtræffer ved anvendelse af et militært luftfartøj.

§ 2. Begivenheder i forbindelse med flyvning inddeles som følger:

1)   flyvehavari jf. § 3,

2)   flyvehændelse jf. § 4,

3)   flyvetildragelse jf. § 5.

§ 3. Et flyvehavari er en begivenhed, der indtræffer under anvendelse af et militært bemandet luftfartøj fra det tidspunkt, hvor nogen person ankommer til luftfartøjet i den hensigt at flyve, og indtil alle har forladt luftfartøjet på planlagt vis, eller ved anvendelse af et militært ubemandet luftfartøj fra det tidspunkt, hvor procedure for afsendelse begynder, og indtil luftfartøjet er bragt til landing, hvor

1)   nogen savnes, afgår ved døden eller kommer alvorligt til skade som følge af at være i eller på et luftfartøj eller ved direkte berøring med luftfartøjet eller noget tilbehør, der på hændelsestidspunktet er fast eller har været fast eller midlertidigt monteret på dette,

2)   luftfartøjet udsættes for skade eller strukturelle fejl i et sådant omfang, at genopbygning ikke anses for en mulighed, eller

3)   luftfartøjet savnes eller er fuldstændig utilgængeligt.

§ 4. En flyvehændelse er en begivenhed under anvendelse af et militært luftfartøj, der ikke kan henføres til definitionen for et flyvehavari, men som, under de herskende eller lignende omstændigheder, kunne have afstedkommet et sådant.

Under flyvehændelser hører:

1)   En hændelse, hvor luftfartøjer passerer hinanden i en sådan nærhed, eller hvor andre vanskeligheder forårsaget af mangelfulde procedurer, manglende efterlevelse af procedurer eller fejl ved hjælpemidler på jorden resulterer i, at der opstår en faretruende situation, som udløser en ”Air Traffic Incident Report” af en af de involverede parter.

2)   Kollision med terræn, herunder vandoverflader, forhindringer, køretøjer, andre luftfartøjer eller andre genstande på jorden, vandet eller i luften.

3)   Nærkollision med terræn, herunder vandoverflader, forhindringer, køretøjer eller andre genstande på jorden eller vandet.

4)   Start eller afbrudt start på en lukket eller optaget bane.

5)   Landing eller forsøg på landing på en lukket eller optaget bane.

6)   Landing/afbrudt start uden for eller afkørsel af bane/start- eller landingsområde.

7)   Motorsvigt eller alvorlig nedsættelse af motorydeevne.

8)   Enhver brand i luftfartøjet eller dele heraf.

9)   Røgudvikling, der reducerer besætningens mulighed for sikker betjening af luftfartøjet.

10) Strukturel skade på luftfartøjet eller alvorlig motorskade, der ikke er klassificeret som flyvehavari.

11) Funktionsfejl i et eller flere af luftfartøjets systemer, der har alvorlig indvirkning på styring af luftfartøjet.

12) Ethvert tilfælde af et flyvebesætningsmedlems uarbejdsdygtighed under flyvningen.

13) En så begrænset resterende brændstofbeholdning, at piloten må melde, at der foreligger en nødsituation.

14) Flyvning uden for luftfartøjets tilladte begrænsninger, der medfører hel eller delvis tab af kontrollen med luftfartøjet.

15) Utilsigtet kast eller tab af genstande, last eller udstyr fra et luftfartøj.

16) Utilsigtet eller fejlsigtet kast eller affyring af våben.

§ 5. En flyvetildragelse er en begivenhed med eller en tilstand på et militært luftfartøj, der konstateres før, under eller efter flyvning, herunder observeres under eftersyn eller inspektion, og som ikke er omfattet af definitionen af et flyvehavari eller en flyvehændelse, men hvor kendskab til begivenheden skønnes at være af betydning for flyvesikkerheden eller flyvesikkerhedsvirksomheden i forsvaret.

Kapitel 2

Flyvehavari- og undersøgelseskommissioner

§ 6. Forsvarschefen nedsætter Forsvarets Flyvehavarikommission for at undersøge flyvehavarier, der indtræffer med militære luftfartøjer. Kommissionens sammensætning fastsættes af Forsvarschefen.

Stk. 2. Retningslinier for Forsvarets Flyvehavarikommission fastsættes af Forsvarschefen i samråd med Forsvarsministeren.

§ 7. Chefen for den flyvestation, der har det flyvesikkerhedsmæssige rapporteringsansvar for luftfartøjet, nedsætter en undersøgelseskommission med henblik på at undersøge andre begivenheder end flyvehavari indtruffet med militære luftfartøjer.

Stk. 2. Retningslinier for en flyvestations undersøgelseskommission fastsættes af Flyvertaktisk Kommando.

Kapitel 3

Rapportering

§ 8. Senest 7 døgn efter et havari udsender Forsvarets Flyvehavarikommission en foreløbig rapport til de af forsvarets myndigheder, for hvem den foreløbige rapport har særlig betydning.

Stk. 2. Den endelige havarirapport sendes til Forsvarschefen, normalt senest 6 måneder efter havariet. Efter Forsvarschefens godkendelse fordeles rapporten til øvrige berørte myndigheder i forsvaret. Rapporterne offentliggøres ikke.

Stk. 3. Forsvarskommandoen offentliggør en redigeret uklassificeret redegørelse.

§ 9. Flyvestationens undersøgelseskommission, jf. § 7, udarbejder rapport vedrørende undersøgelse af flyvehændelser og flyvetildragelser.

Stk. 2. Rapporter sendes til de myndigheder i forsvaret, for hvem undersøgelsen har særlig betydning. Rapporter vedrørende flyvehændelser og flyvetildragelser offentliggøres ikke.

Stk. 3. Flyvertaktisk Kommando kan efter anmodning udsende en redigeret uklassificeret redegørelse vedrørende flyvehændelser og kan offentliggøre en årlig, statistisk oversigt over flyvetildragelser.

§ 10. Personer, der medvirker i en undersøgelse, som foretages af Forsvarets Flyvehavarikommission eller af en flyvestations undersøgelseskommission, eller andre, som modtager oplysninger i medfør af § 8, stk. 1 og 2, og § 9, stk. 2 , er under ansvar efter straffelovens §§ 152 og 152a - e forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de bliver vidende om i forbindelse med undersøgelsen.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.

Forsvarsministeriet, den 12. december 2003

Svend Aage Jensby

/John S. Rasmussen