Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om anvendelse af Christianiaområdet

(Ændret formål og ejerskab til området m.v.)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov nr. 399 af 7. juni 1989 om anvendelse af Christianiaområdet foretages følgende ændringer:

1. § 1 affattes således:

»§ 1. Lovens formål er at muliggøre en udvikling af Christianiaområdet som et bæredygtigt kvarter i København i overensstemmelse med den planlægning, der gennemføres for området.

Stk. 2. Loven har særligt til formål at sikre,

1) at den del af Christianshavns Volds hovedvold og ydre vold, som ligger på Christianiaområdet, samt områderne i Carls og Frederiks Bastioner retableres som et samlet rekreativt, landskabeligt område under hensyntagen til fortidsmindets historiske udformning,

2) at områderne i Ulrichs, Sophie Hedevigs og Vilhelms Bastioner samt områderne mellem disse opretholdes og udvikles som boligområde under hensyntagen til såvel områdets placering på fortidsmindet som det for området særegne kulturmiljø,

3) at den del af Christianiaområdet, der ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, udvikles som blandet bolig- og erhvervsområde gennem istandsættelse og ombygning, nedrivning og nybyggeri samt forbedring af friarealer under hensyntagen til områdets særlige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, og

4) at der gennemføres en ændring af ejerskabet til bygninger og arealer på området.«

2. § 2 affattes således:

»§ 2. Loven gælder for Christianiaområdet, jf. lovens bilag 1.

Stk. 2. Loven gælder ikke for de dele af området, som overdrages i henhold til § 8.«

3. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Brugsrettigheder til bygninger eller arealer på Christianiaområdet skal anmeldes til Forsvarsministeriet senest den 1. januar 2005. Forsvarsministeren kan udsætte den i 1. pkt. nævnte frist med indtil 6 måneder.

Stk. 2. Anmeldelsen skal være skriftlig og ledsaget af dokumentation for brugsrettigheden. Det skal endvidere være anført i anmeldelsen, hvilken bygning eller del af bygning eller hvilket areal brugsrettigheden omfatter.

Stk. 3. Brugsrettigheder, som ikke er anmeldt inden for den i stk. 1 anførte frist, kan ikke gøres gældende efter fristens udløb.

Stk. 4. Forsvarsministeren meddeler accept af eller afslag på anmeldelsen.«

4. § 3 affattes således:

»§ 3. Forsvarsministeren kan bringe brugsrettigheder til bygninger og arealer på Christianiaområdet til ophør med et passende varsel.

Stk. 2. Forsvarsministeren kan meddele tilladelse til brug af konkrete bygninger og arealer.

Stk. 3. Forsvarsministeren kan tillade,

1) at bygninger opføres, ombygges eller nedrives, og

2) at boder, skure, skurvogne, campingvogne, hegn eller andre genstande placeres uden for bygningerne.

Stk. 4. Forsvarsministeren kan stille vilkår for tilladelsen.

Stk. 5. Forsvarsministeren kan tage forbehold om tilbagekaldelse af tilladelsen. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis vilkår for tilladelsen overtrædes. Tilladelsen kan tidsbegrænses.

Stk. 6. Forsvarsministeren kan bringe tilladelser til ophør med et passende varsel.

Stk. 7. Forsvarsministeren kan bestemme, at bygninger, der ikke må anvendes til beboelse eller andet formål, skal ombygges eller nedrives.

Stk. 8. Lejeloven og erhvervslejeloven gælder ikke for brugsrettigheder i medfør af tilladelser, der er meddelt efter stk. 2.

Stk. 9. Bestemmelserne om nedlæggelse af boliger i boligreguleringslovens § 46 gælder ikke ved ophør af brugsrettigheder og tilladelser efter stk. 1, 5 og 6.«

5. § 4, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

6. § 5 affattes således:

»§ 5. Københavns Kommune skal, inden 6 måneder fra en begæring om erstatningsbolig fremsættes, tilbyde erstatningsbolig til enhver, der skal fraflytte sin bolig efter § 4, stk. 1, og som er tilmeldt folkeregisteret med fast bopæl på Christiania. Pligten til at tilbyde erstatningsbolig gælder dog kun, hvis den pågældende på fraflytningstidspunktet er fyldt 18 år og har fået registreret sin brugsrettighed efter § 2 a.

Stk. 2. Den anviste erstatningsbolig skal være af passende størrelse, beliggenhed, kvalitet og udstyr. Boligen har en passende størrelse, når den har enten et værelse mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme værelsesantal som husstandens tidligere bolig.

Stk. 3. Bestemmelserne i lov om byfornyelse og udvikling af byer § 64, stk. 1-5, §§ 65 og 66 og § 105, stk. 1 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Beboere, som skal anvises erstatningsbolig, jf. stk. 1, har ret til godtgørelse af rimelige og dokumenterede flytteudgifter. Ansøgning om flyttegodtgørelse indgives til Københavns Kommune, som beregner og udbetaler godtgørelsen.

Stk. 5. Københavns Kommune yder godtgørelse til virksomheder, der skal fraflytte deres lokaler efter § 4, stk. 1. Virksomheden har dog kun ret til godtgørelse, i det omfang virksomheden videreføres og det dokumenteres, at der er lidt et tab, der ikke med rimelighed kunne være undgået.

Stk. 6. Godtgørelse efter stk. 5 ydes til dækning af

1) tab på inventar og installationer,

2) driftstab i flytteperioden,

3) flytteudgifter og

4) rimelige udgifter til sagkyndig bistand.

Stk. 7. Københavns Kommunes afgørelse efter stk. 5 kan indbringes for de i lov om offentlige veje omhandlede taksationsmyndigheder. Klage til taksationsmyndighederne skal være indgivet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 8. Forsvarsministeren refunderer Københavns Kommunes udgifter til tilvejebringelse og anvisning af erstatningsboliger samt til flyttegodtgørelse og godtgørelse efter stk. 5.«

7. § 8 affattes således:

»§ 8. Forsvarsministeren bemyndiges til at overdrage den del af Christianiaområdet, som omfatter fortidsmindet, til en offentlig myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Forinden overdragelse efter stk. 1 kan forsvarsministeren sælge statslige bygninger på grunde omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, idet der ved afhændelsen kan tages sociale og kulturelle hensyn. Adkomsten tinglyses efter tinglysningslovens regler om bygninger på lejet grund.

Stk. 3. For den del af Christianiaområdet, der ikke er omfattet af stk. 1, bemyndiges forsvarsministeren til at sælge ejendomme, idet der ved afhændelsen kan tages sociale og kulturelle hensyn.«

8. Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a. Forsvarsministeren bemyndiges til at henlægge varetagelsen af statens ejerskab til Christianiaområdet til en statsinstitution. Institutionen overtager de beføjelser og forpligtelser, der efter § 2 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2-4, og §§ 3-8 og 10 tilkommer forsvarsministeren.

Stk. 2. Forsvarsministeren kan ikke give tjenestebefaling om institutionens behandling og afgørelse af enkeltsager.

Stk. 3. Institutionens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Forsvarsministeren fastsætter de nærmere regler om institutionens opgaver, styrelse, budget m.v. Forsvarsministeren kan udpege en bestyrelse for institutionen.«

9. I § 9 udgår », om nedsættelse af et særligt styringsråd, om etablering af et sekretariat«.

10. I § 10 udgår »1 og«.

11. Efter § 10 indsættes:

»§ 10 a. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af denne lov, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Forsvarsministeren kan efter ansøgning i særlige tilfælde meddele dispensation fra bestemmelsen i 1. pkt. Ansøgning om dispensation skal være indgivet inden for den i 1. pkt. nævnte frist.«

12. § 11, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) uden forsvarsministerens tilladelse foretager de i stk. 2 og 3 nævnte handlinger,«.

13. I § 11, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 3, stk. 2,« til: »§ 3, stk. 4,«.

14. § 11, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 2

Loven træder i kraft den 15. juni 2004.

§ 3

Forsvarsministeren fremsætter forslag om revision af loven senest i folketingsåret 2010-11.

Givet på Christiansborg Slot, den 9. juni 2004

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Søren Gade Jensen



Bilag 1

AG157_1.JPG Size: (645 X 892)