Senere ændringer til forskriften
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret som revideret, senest i Stockholm den 14. juli 1967. (* 2)


Ved kgl. resolution af 31. december 1969 har Danmark ratificeret den efter en konference i Stockholm den 14. juli 1967 undertegnede reviderede Pariserkonvention af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, som tidligere var blevet revideret i Bruxelles den 14. december 1900, i Washington den 2. juni 1911, i Haag den 6. november 1925, i London den 2. juni 1934 og i Lissabon den 31. oktober 1958, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 19 af 15. juni og nr. 26 af 24. september 1938, Lovtidende C.

Konventionen har følgende ordlyd: Pariserkonventionen af 20. marts 1883 til beskyttelse af industriel ejendomsret revideret i Bruxelles den 14. december 1900, i Washington den 2. juni 1911, i Haag den 6. november 1925, i London den 2. juni 1934, i Lissabon den 31. oktober 1958 og i Stockholm den 14. juli 1967.

Artikel 1

  • (1) De lande, over for hvilke denne konvention finder anvendelse, danner en union til beskyttelse af den industrielle ejendomsret.
  • (2) Beskyttelsen af den industrielle ejendomsret har til genstand patenter, brugsmønstre og modeller, varemærker, servicemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser og undertrykkelse af illoyal konkurrence.
  • (3) Industriel ejendomsret skal forstås i videste betydning og finder anvendelse ikke blot på industri og handel i egentlig forstand, men også på landbrugets område og på erhverv, hvis formål er udvinding af råstoffer, samt på alle fabrikerede eller naturlige produkter, f.eks. vin, korn, tobaksblade, frugt, dyr, mineraler, mineralvand, øl, blomster og mel.
  • (4) Under benævnelsen patenter er indbefattet de forskellige slags industrielle patenter, som tilstås i medfør af unionslandenes lovgivninger, såsom indførselspatenter, forbedringspatenter, tillægspatenter og tillægscertifikater o.s.v.

Artikel 2

  • (1) Personer, der tilhører et unionsland, skal, for så vidt angår beskyttelse af den industrielle ejendomsret, i alle unionens andre lande nyde de samme fordele, som hvert lands love nu indrømmer eller i fremtiden måtte indrømme egne undersåtter eller statsborgere, alt dog med forbehold af de rettigheder, som er særlig hjemlet ved denne konvention. Som følge heraf skal de have den samme beskyttelse og den samme adgang til retsmidler mod ethvert indgreb i deres rettigheder som disse, alt på betingelse af, at de opfylder de vilkår og iagttager de formaliteter, som påhviler landets egne statsborgere eller undersåtter.
  • (2) For dem, som tilhører unionen, kan det dog ikke opstilles som betingelse for at nyde godt af nogen af de industrielle ejendomsrettigheder, at de skal have bopæl eller forretning i det land, i hvilket beskyttelse kræves.
  • (3) Hvert unionsland har dog forbeholdt sig frihed til i lovgivningen at træffe bestemmelse med hensyn til den judicielle og administrative fremgangsmåde og kompetence og ligeledes i overensstemmelse med reglerne for den industrielle ejendomsrets beskyttelse nærmere at give forskrifter for valg af hjemsted eller udnævnelse af en befuldmægtiget.

Artikel 3

Ligestillede med personer, der tilhører unionslandene, er personer, der tilhører lande uden for unionen, når de er bosat i eller er indehavere af regulære industrielle eller kommercielle virksomheder i noget land inden for unionen.

Artikel 4

A.(1) Den, som i et af unionslandene på foreskreven måde har indgivet andragende om patent, registrering af et brugsmønster, et industrielt mønster eller model eller et varemærke, eller den, til hvem hans ret er overgået, skal, inden for de nedenfor fastsatte frister, nyde fortrinsret med hensyn til indlevering af tilsvarende andragende i de andre lande.

  • (2) Som fortrinsretsbegrundende skal anerkendes ethvert andragende, der i henhold enten til den nationale lovgivning i et unionsland eller til bilaterale eller multilaterale aftaler mellem unionslandene er ligestillet med et forskriftsmæssigt nationalt andragende.
  • (3) Ved forskriftsmæssigt nationalt andragende skal forstås ethvert andragende, som er fyldestgørende i henseende til at fastslå den dag, på hvilken anmeldelsen blev indgivet i det pågældende land, uanset det endelige udfald af dette andragende.

B. Som følge heraf skal et andragende, der senere er indleveret i et af de andre unionslande inden disse fristers udløb, ikke kunne blive erklæret virkningsløst på grund af begivenheder, der er indtruffet i mellemtiden, således navnlig ikke på grund af indgivelse af et andet andragende, opfindelsens offentliggørelse eller udøvelse, falholdelse af eksemplarer af mønstret eller modellen eller mærkets benyttelse, og disse begivenheder skal ikke kunne skabe nogen ret for tredjemand eller foranledige nogen personlig beføjelse. Det overlades hvert unionsland i sin nationale lovgivning at fastsætte regler for de rettigheder, som er erhvervet af tredjemand forud for dagen for indgivelsen af det første fortrinsretsbegrundende andragende.

C. (1) De ovennævnte fortrinsretsfrister skal udgøre tolv måneder for patenter og brugsmønstre og seks måneder for industri- eller mønstre og modeller samt for varemærker.

  • (2) Disse frister begynder at løbe fra den dag, da det første andragende blev indgivet. Indgivelsesdagen medregnes ikke i fristen.
  • (3) Hvis fristens sidste dag er en lovbestemt helligdag eller en dag, på hvilken kontoret i det land, hvor beskyttelsen kræves, ikke er åbent for modtagelse af andragender, skal fristen forlænges til den første påfølgende søgnedag.
  • (4) Som første andragende, fra hvis indgivelsesdag fortrinsretsfristen skal beregnes, skal et senere andragende kunne anses, når det angår det samme som et tidligere første andragende, jfr. ovenfor stk. (2), indgivet i samme unionsland, forudsat at dette tidligere andragende, den dag det senere andragende indgives, er tilbagetaget, bortfaldet eller afslået uden at have været fremlagt til almindeligt eftersyn, og uden at der fortsat består nogen rettighed og forudsat at det ikke har tjent som grundlag for krav og fortrinsret. Det tidligere andragende vil i så fald ikke længere kunne tjene som grundlag for krav om fortrinsret.

D. (1) Enhver, der vil gøre krav på fortrinsret fra et tidligere andragendes indgivelse, skal afgive en erklæring om det tidspunkt, på hvilket indleveringen har fundet sted, såvel som om, i hvilket land dette er sket. Hvert land kan bestemme, hvornår denne erklæring senest skal være afgivet.

  • (2) Disse angivelser skal optages i de publikationer, der udgår fra vedkommende myndigheder, særlig angående patenter og de dertil hørende beskrivelser.
  • (3) Unionslandene skal kunne forlange af den, som kræver fortrinsret, at han skal fremskaffe en afskrift af det andragende (beskrivelse, tegninger m.v.), som han tidligere har indgivet. Afskriften, hvis rigtighed skal attesteres af den myndighed, som har modtaget dette andragende, skal være fritaget for enhver legalisation, og den skal i hvert fald afgiftsfrit kunne indgives når som helst inden for en frist af tre måneder regnet fra indgivelsen af det senere andragende. Det skal kunne forlanges, at den skal være ledsaget af en bevidnelse fra vedkommende myndighed om dagen for indgivelsen af det tidligere andragende samt af en oversættelse.
  • (4) Andre formaliteter med hensyn til fortrinsretserklæringen skal ikke kunne kræves opfyldt ved andragendets indgivelse. Det tilkommer hvert af unionslandene at fastsætte, hvilke følger undladelsen af at opfylde de i nærværende artikel foreskrevne formaliteter skal medføre, dog at disse ikke må gå videre end til tabet af fortrinsretten.
  • (5) Senere skal yderligere bevisligheder kunne forlanges. Den, som påberåber sig fortrinsret fra et tidligere andragende, skal angive nummeret på dette andragende. Denne angivelse skal offentliggøres på den ovenfor i stk. (2) foreskrevne måde.

E. (1) Når industrielt mønster eller model er anmeldt til beskyttelse i et land med krav om fortrinsret, der grunder sig på en ansøgning om beskyttelse for et brugsmønster, skal fortrinsretsfristen kun være den, der er fastsat for industrielle mønstre og modeller.

  • (2) Desuden er det tilladt i et land at anmelde et brugsmønster under påberåbelse af en fortrinsret, der støttes på en indgivet ansøgning om patent, og omvendt.

F. Intet unionsland skal kunne afslå et krav om fortrinsret eller en patentansøgning med den begrundelse, at ansøgeren kræver fortrinsret på grundlag af flere tidligere ansøgninger, selv om de hidrører fra forskellige lande, eller med den begrundelse, at en ansøgning, for hvilken der kræves fortrinsret på grundlag af en eller flere ansøgninger, indeholder en eller flere enkeltheder, som ikke er omfattet af den eller de ansøgninger, på grundlag af hvilke fortrinsret kræves, forudsat at der i begge tilfælde efter det pågældende lands lovgivning kun foreligger een opfindelse.

Med hensyn til de enkeltheder, der ikke omfattes af den eller de ansøgninger, på grundlag af hvilke fortrinsret kræves, giver indgivelsen af den senere ansøgning grundlag for fortrinsret på sædvanlige betingelser.

G. (1) Hvis det under en patentsags behandling viser sig, at ansøgningen indeholder flere opfindelser, skal ansøgeren være beføjet til at dele ansøgningen i flere særskilte ansøgninger og bevare som indgivelsesdag for hvert af disse datoen for den oprindelige ansøgnings indgivelse og eventuelt også den af fortrinsretten flydende fordel.

  • (2) Ansøgeren skal på eget initiativ kunne dele patentansøgningen og som indleveringsdag for hver af delansøgningerne bevare dagen for den oprindelige ansøgnings indlevering og eventuelt også den af fortrinsretten flydende fordel. Hvert unionsland har ret til at fastsætte de betingelser, på hvilke en sådan deling skal kunne ske.

H. Fortrinsret skal ikke kunne nægtes med den begrundelse, at visse af opfindelsens enkeltheder, for hvilke der kræves fortrinsret, ikke forekommer i de i den fortrinsretsbegrundende ansøgning formulerede patentkrav, for så vidt disse enkeltheder tilstrækkelig tydeligt fremgår af ansøgningens akter.

I. (1) Ansøgninger om opfindercertifikater, der er indleveret i et land, hvor ansøgerne har ret til efter eget valg at søge enten om patent eller opfindercertifikat, skal danne grundlag for fortrinsret som omhandlet i denne artikel på samme betingelser og med samme virkning som patentansøgninger.

  • (2) I et land, hvor ansøgere har ret til efter eget valg at søge om enten patent eller opfindercertifikat, skal den, der søger om opfindercertifikat i overensstemmelse med denne artikels bestemmelser vedrørende patentansøgninger, nyde fortrinsret på grundlag af en ansøgning om patent, brugsmønsterbeskyttelse eller opfindercertifikat.

Artikel 4 b

  • (1) Patenter, der søges i de forskellige unionslande af personer, der tilhører unionen, skal være uafhængige af patenter, som er opnåede for den samme opfindelse i andre lande, hvad enten disse tilhører unionen eller ej.
  • (2) Denne bestemmelse skal forstås uden nogen indskrænkning, navnlig således, at de patenter, der er søgt i løbet af fortrinsretsfristen, er uafhængige såvel med hensyn til de grunde, der kan bevirke deres ugyldighed og bortfald, som med hensyn til deres normale løbetid.
  • (3) Den finder anvendelse på alle de patenter, der eksisterer i det øjeblik, den træder i kraft.
  • (4) Det samme skal i tilfælde af nye landes tiltrædelse gælde for de patenter, der er i kraft på begge sider i det øjeblik, tiltrædelsen finder sted.
  • (5) I de forskellige unionslande skal de patenter, der meddeles med anerkendelse af fortrinsret, have samme løbetid, som de ville have fået, hvis der var ansøgt om og udstedt patent uden krav på fortrinsret.

Artikel 4 c

Opfinderen har ret til at blive nævnt som sådan i patentbrevet.

Artikel 4 d

Udstedelse af et patent skal ikke kunne nægtes og et patent ikke kunne erklæres ugyldigt med den begrundelse, at salg af det patenterede produkt eller af det ved en patenteret fremgangsmåde fremstillede produkt er underkastet restriktioner eller begrænsninger ifølge den nationale lovgivning.

Artikel 5

A. (1) Det skal ikke medføre et patents bortfald, at patenthaveren i det land, hvori han har opnået patenter, indfører genstande, der er fabrikerede i noget af de til unionen hørende lande.

  • (2) Ethvert af unionslandene skal have adgang til ved lov at træffe forholdsregler vedrørende tilståelse af tvangslicens for at hindre de misbrug, som måtte kunne følge af den ved patentet tilståede eneret, f.eks. undladelse af at udøve opfindelsen.
  • (3) Bortfald af patenter skal kun kunne ske i de tilfælde, hvor tilståelse af tvangslicens måtte være utilstrækkelig til at hindre disse misbrug. Foranstaltninger til iværksættelse af et patents bortfald eller tilbagekaldelse skal ikke kunne træffes, førend to år er forløbet fra tilståelsen af den første tvangslicens.
  • (4) Tvangslicens skal ikke kunne kræves tilstået på grund af manglende eller utilstrækkelig udøvelse, førend fire år er forløbet fra patentansøgningens indgivelse eller tre år regnet fra dagen for patentets udstedelse, således at den frist, som udløber senest, skal anvendes. Den skal afslås, hvis patenthaveren kan påberåbe sig gyldige undskyldningsgrunde for sin manglende udøvelse. En sådan tvangslicens skal være ikke-eksklusiv og skal ikke kunne overdrages, ej heller ved tilståelse af underlicens, medmindre det sker sammen med den del af virksomheden eller forretningen, som udnytter denne licens.
  • (5) Foranstående bestemmelser skal med de fornødne modifikationer også komme til anvendelse på brugsmønstre.

B. Mønsterbeskyttelsen må under ingen omstændigheder bortfalde, hverken fordi mønsterretten ikke udøves, eller fordi genstande svarende til de beskyttede indføres.

C (1) Hvis i et land brugen af et registreret varemærke er obligatorisk, skal registreringen ikke kunne ophæves førend efter en passende frist, og i så tilfælde kun, hvis indehaveren ikke kan anføre gyldige grunde for sin undladelse af at bruge mærket.

C. (2) At indehaveren af et varemærke bruger dette i en form, som kun ved enkeltheder, der ikke forandrer mærkets distinktive karakter, afviger fra den form, hvori det er blevet registreret i et unionsland, skal hverken medføre registreringens ugyldighed eller formindske den beskyttelse, der ydes mærket.

  • (3) At det samme mærke bruges for varer af samme eller lignende art af industri- eller handelsvirksomheder, som efter den nationale lovgivnings regler i det land, hvor beskyttelsen kræves, betragtes som værende i fælleseje om et mærke, skal hverken være til hinder for registrering eller på nogen måde formindske den beskyttelse, der ydes vedkommende mærke i noget unionsland, medmindre anvendelsen bevirker, at almenheden vildledes, eller brugen strider mod det offentliges interesse.

D. Anerkendelse af beskyttelsesretten må ikke gøres betinget af, at en betegnelse for eller en omtale af patentet, brugsmønstret, registreringen af varemærket, det industrielle mønster eller den industrielle model anbringes på varen.

Artikel 5 b

  • (1) En tillægsfrist på mindst seks måneder skal indrømmes til betaling af de for opretholdelsen af de industrielle ejendomsrettigheder fastsatte afgifter, eventuelt mod erlæggelse af en tillægsafgift, såfremt den nationale lovgivning foreskriver en sådan.
  • (2) Unionslandene har adgang til at træffe forholdsregler til genoprettelsen af patenter, som er bortfaldet på grund af manglende afgiftsbetaling.

Artikel 5 c

I intet af unionslandene skal det anses som indgreb i patenthaverens rettigheder:

  • 1) om bord på fartøjer fra unionens andre lande at anvende patenterede opfindelser i fartøjets skrog, maskiner, takkelage, udrustning og andet tilbehør, når sådanne fartøjer midlertidigt eller tilfældigt kommer ind på landets søterritorium, forudsat at disse opfindelser udelukkende anvendes til skibets behov:
  • 2) at bruge patenterede opfindelser ved bygning eller drift af luftfartøjer eller transportfartøjer eller transportmidler på landjorden fra andre unionslande eller som tilbehør til sådanne befordringsmidler, når de midlertidigt eller tilfældigt kommer ind i vedkommende land.

Artikel 5 d

Når et produkt er indført i et unionsland, hvor der findes et patent, som beskytter en fremgangsmåde til fremstilling af nævnte produkt, skal patenthaveren over for det indførte produkt have samme rettigheder, som loven i importlandet på grundlag af patenter på fremgangsmåden giver ham, for så vidt angår produkter fremstillet i selve landet.

Artikel 5 e

Industrielle mønstre og modeller skal kunne beskyttes i alle unionslande.

Artikel 6

  • (1) Betingelserne for anmeldelse og registrering af varemærker foreskrives i hvert unionslands lovgivning.
  • (2) Dog skal en anmeldelse af et varemærke, indgivet af en person, der tilhører et unionsland, ikke i noget af unionens lande kunne afslås eller registreringen ophæves med den begrundelse, at det ikke er anmeldt, registreret eller fornyet i hjemlandet.
  • (3) Et varemærke, som på foreskreven måde er registreret i et unionsland, skal betragtes som uafhængigt af mærker, der er registreret i de andre unionslande, herunder hjemlandet.

Artikel 6 b

  • (1) Unionslandene forpligter sig til, enten ex officio, hvis landets lovgivning tillader det, eller efter den interesserede parts begæring, at afslå eller ophæve registreringen og at forbyde brugen af ethvert varemærke, som er en gengivelse, efterligning eller oversættelse egnet til at fremkalde forveksling med et mærke, som de kompetente myndigheder i registrerings eller brugslandet skønner er vitterlig kendt i dette land som allerede tilhørende en person, der er berettiget efter denne konvention, og anvendt for varer af samme eller lignende art. Det samme skal også gælde, når den væsentlige del af mærket er en gengivelse af et sådant vitterlig kendt mærke eller en efterligning, der er egnet til at fremkalde forveksling dermed.
  • (2) Der skal indrømmes en frist på mindst fem år fra registreringsdatoen at regne, i hvilken ophævelse af registreringen af sådanne mærker kan kræves. Unionslandene har adgang til at fastsætte en frist, inden hvilken indsigelse mod et mærkes brug skal nedlægges.
  • (3) Der skal ikke kunne fastsættes nogen frist, inden hvilken registreringen kan kræves udslettet eller brugen forbudt, for så vidt angår mærker, der er begæret registreret eller taget i brug i ond tro.

Artikel 6 c

  • (1) (a) Unionslandene er enige om at afslå eller ophæve registreringen og ved dertil egnede midler at forbyde brugen enten som varemærker eller som bestanddele af disse, af våben, flag og andre statsemblemer, tilhørende unionslandene samt af dem antagne officielle kontrol- og garantimærker og -stempler, ligesom alt, hvad der fra et heraldisk synspunkt må anses som efterligning deraf, når en sådan brug ikke er tilladt af vedkommende myndigheder.
  • (b) De under (a) ovenfor indeholdte bestemmelser vedrører ligeledes våben, flag og andre emblemer, forkortelser eller benævnelser for internationale mellemstatslige organisationer, af hvilke et eller flere unionslande er medlemmer, med undtagelse af våben, flag og andre emblemer, forkortelser eller benævnelser, som allerede omfattes af ikraftværende internationale overenskomster, der tager sigte på disses beskyttelse.
  • (c) Intet unionsland skal være pligtigt at anvende bestemmelserne overfor under (b) til skade for indehavere af rettigheder, erhvervet i god tro i vedkommende land før denne konventions ikrafttræden. Unionslandene er ikke pligtige at anvende nævnte bestemmelser, når brugen eller registreringen nævnt ovenfor under (a) ikke er af en sådan karakter, at den hos offentligheden vækker forestilling om, at der består en forbindelse mellem vedkommende organisation og de nævnte våben, flag, emblemer, forkortelser eller benævnelser - eller hvis denne brug eller registrering åbenbart ikke er egnet til at give offentligheden den forestilling, at der består en forbindelse mellem brugeren og vedkommende organisation.
  • (2) Forbudet mod at benytte officielle kontrol- og garantimærker og -stempler skal alene finde anvendelse i tilfælde, hvor de mærker, som indeholder dem, er bestemte til at bruges på varer af samme eller lignende art.
  • (3) (a) Ved anvendelsen af disse bestemmelser er unionslandene enige om gennem Det internationale Bureau i Bern gensidigt at tilstille hverandre en fortegnelse over de statsemblemer, officielle kontrol- og garantimærker og -stempler, som de ønsker eller senere måtte ønske - fuldstændigt eller med visse forbehold - at stille under beskyttelse af denne artikel, såvel som alle senere forandringer i denne fortegnelse. Ethvert af unionslandene skal i god tid gøre de notificerede fortegnelser tilgængelige for offentligheden.

Denne underretning er dog ikke obligatorisk, for så vidt angår statsflag.

  • (b) De under (b) i denne artikels første stykke omhandlede bestemmelser kan kun bringes til anvendelse på våben, flag og andre emblemer, forkortelser af eller benævnelser for internationale mellemstatlige organisationer, som af disse gennem Det internationale Bureau er tilstillet unionslandene.
  • (4) Ethvert af unionslandene skal inden for en frist af tolv måneder fra modtagelsen af notifikationen at regne gennem Det internationale Bureau kunne tilstille det pågældende land eller den mellemstatlige internationale organisation sine eventuelle indvendinger.
  • (5) Med hensyn til statsflag skal de ovenfor i stk. (1) fastsatte regler kun kunne komme til anvendelse på de mærker, der er registreret efter den 6. november 1925.
  • (6) Med hensyn til andre statsemblemer end flag og med hensyn til unionslandenes officielle mærker og stempler, samt våben, flag og andre emblemer, forkortelser eller benævnelser for internationale mellemstatlige organisationer, skal nævnte bestemmelser kun kunne anvendes på mærker, der er registreret senere end to måneder efter modtagelsen af den i denne artikel stk. (3) omhandlede notifikation.
  • (7) I tilfælde af ond tro skal hvert land være beføjet til at foranledige udslettet endog sådanne mærker, som måtte være registreret før den 6. november 1925, når de indeholder statsemblemer, officielle mærker og stempler.
  • (8) Personer, der måtte have tilladelse til at benytte deres eget lands statsemblemer, mærker og stempler, skal kunne fortsætte hermed, selv om disse frembyder lighed med et andet lands.
  • (9) Unionslandene forpligter sig til at forbyde enhver uhjemlet brug i handelen af de andre unionslandes statsvåben, når denne brug er egnet til at bibringe en fejlagtig opfattelse med hensyn til varernes oprindelse.
  • (10) Foranstående bestemmelser skal ikke medføre indskrænkning i landenes beføjelser til i medfør af artikel 6 e, afsnit B, stk. 3, at afslå eller ophæve registreringen af de mærker, som uden hjemmel indeholder våben, flag og andre statsemblemer, eller af et unionsland antagne officielle mærker og stempler såvel som internationale mellemstatlige organisationers kendetegn, omhandlet ovenfor i stk. (1).

Artikel 6 d

  • (1) Når gyldigheden af overdragelsen af et varemærke ifølge lovgivningen i et unionsland er betinget af, at den sker samtidig med overdragelsen af den virksomhed eller forretning, hvortil mærket hører, skal det være tilstrækkeligt til gyldig overdragelse, at der til erhvervelsen overdrages den del af virksomheden eller forretningen, som findes i dette land, tillige med eneretten til deer at fabrikere eller sælge varer med det pågældende mærke.
  • (2) Denne bestemmelse skal ikke pålægge unionslandene nogen pligt til at godkende overdragelsen af et mærke, hvis erhvervelsens brug af dette i virkeligheden vil kunne medføre en vildledelse af offentligheden, i særdeleshed med hensyn til oprindelsen, beskaffenhed eller hovedegenskaberne vedrørende de varer, for hvilke mærket skal anvendes.

Artikel 6 e

A. (1) Ethvert varemærke, som på foreskreven måde er registreret i hjemlandet, skal med de angivne forbehold modtages til registrering og nyde beskyttelse, således som det foreligger i de andre unionslande. Disse lande skal dog, førend endelig registrering foretages, kunne kræve tilvejebragt et bevis for registrering i hjemlandet, udstedt af den kompetente myndighed. Der skal ikke kunne kræves nogen legalisation af dette bevis.

  • (2) Som hjemland skal anses det unionsland, hvor anmelderen har en regulær forretningsvirksomhed af industriel eller kommerciel art, eller - hvis han ikke har en sådan virksomhed - det unionsland, hvor han har sin bopæl, eller hvis han ikke har bopæl i noget unionsland, det land, han tilhører som statsborger, for så vidt dette er et unionsland.

B. De i nærværende artikel omhandlede varemærker kan kun afslås eller kendes ugyldige i følgende tilfælde:

     1. når de er egnet til at gøre indgreb i rettigheder erhvervet af tredjemand i det land, hvor beskyttelsen kræves;

     2. når de savner ethvert særpræg eller udelukkende består af tegn eller angivelser, som i omsætningen kan tjene til at betegne varernes art, beskaffenhed, mængde, bestemmelse, værdi, oprindelsessted eller frembringelsens tidspunkt, eller som benyttes i daglig sprogbrug eller i redelig og fast handelssædvane i det land, hvor beskyttelsen kræves;

     3. når de strider mod moralen eller den offentlige orden og især er egnet til at vildlede offentligheden. Der er enighed om, at et mærke ikke skal kunne anses stridende mod den offentlige orden af den grund alene, at det ikke stemmer med en eller anden bestemmelse i lovgivningen om varemærker, medmindre selve denne bestemmelse netop tager sigte på den offentlige orden.

Dog er anvendelse af artikel 10 b forbeholdt.

C. (1) Ved bedømmelsen af, om mærket er egnet til beskyttelse, skal hensyn tages til alle foreliggende forhold, navnlig varigheden af den brug, der er gjort af mærket.

  • (2) Varemærker skal i de andre unionslande ikke kunne afslås alene under henvisning til, at de i enkeltheder adskiller sig fra de i hjemlandet beskyttede, når disse enkeltheder blot ikke forandrer mærkernes distinktive karakter og ej heller ændrer mærkernes identitet i forhold til den i vedkommende hjemland foretagne registrering.

D. Ingen kan påberåbe sig bestemmelserne i denne artikel, medmindre det mærke, som kræves beskyttet, er registreret i hjemlandet.

E. Dog skal i intet tilfælde fornyelsen af et mærkes registrering i hjemlandet medføre forpligtelse til at forny registreringen i de andre unionslande, hvor mærket måtte være blevet registreret.

F. Fortrinsretten bibeholdes for mærker, som er anmeldt til registrering inden for den i artikel 4 fastsatte frist, selv om registreringen i hjemlandet først sker efter udløbet af denne frist.

Artikel 6 f

Unionslandene forpligter sig til at beskytte servicemærker, men er ikke pligtige at træffe forholdsregler til registrering af sådanne mærker.

Artikel 6 g

  • (1) Hvis den, der er agent eller repræsentant for nogen, som er indehaver af et mærke i et af unionslandene, uden nævnte mærkeindehavers samtykke, begærer mærket registreret i eget navn i et eller flere af disse lande, har indehaveren ret til at modsætte sig denne registrering eller at kræve mærket udslettet, eller hvis det pågældende lands love tillader det, kræve nævnte registrering overdraget til sig, medmindre vedkommende agent eller repræsentant kan retfærdiggøre sin handling.
  • (2) En mærkeindehaver skal være berettiget til, med det ovenfor i stk. (1) nævnte forbehold, at modsætte sig, at hans agent eller repræsentant tager hans mærke i brug, hvis han ikke har givet samtykke til en sådan brug.
  • (3) Hvert land har ret til i den nationale lovgivning at fastsætte en rimelig frist, inden hvilken mærkeindehaveren skal gøre de i nærværende artikel omtalte rettigheder gældende.

Artikel 7

Beskaffenheden af den vare, for hvilken mærket er bestemt til at anvendes, kan i intet tilfælde hindre dets registrering.

Artikel 7 b

  • (1) Unionslandene forpligter sig til at tilstede registrering af og beskytte fællesmærker, som tilhører sammenslutninger, hvis eksistens ikke strider mod hjemlandets lovgivning, selv om disse sammenslutninger driver industri- eller handelsvirksomhed.
  • (2) Hvert land skal kunne fastsætte de særlige betingelser, under hvilke et fællesmærke skal kunne beskyttes, og det skal kunne nægte beskyttelsen, hvis dette mærke strider mod det offentliges interesse.
  • (3) Dog skal beskyttelse for sådanne mærker ikke kunne nægtes nogen sammenslutning, hvis eksistens ikke strider mod hjemlandets lovgivning, med den begrundelse, at sammenslutningen ikke er etableret i det land, hvor beskyttelsen kræves, eller ikke er konstitueret i overensstemmelse med dette lands lovgivning.

Artikel 8

Firmanavne skal beskyttes i alle unionens lande uden pligt til anmeldelse eller registrering, hvad enten de udgør en del af et varemærke eller ej.

Artikel 9

  • (1) Enhver vare, der uhjemlet bærer et varemærke eller et firmanavn, skal beslaglægges ved indførslen i de unionslande, i hvilke dette mærke eller dette firmanavn har ret til lovlig beskyttelse.
  • (2) Beslaglæggelsen skal ligeledes iværksættes i det land, hvor den uhjemlede anbringelse er foretaget, eller i det land, hvori varen er blevet indført.
  • (3) Beslaglæggelsen skal finde sted på begæring enten af påtalemyndigheden eller af enhver anden kompetent myndighed eller af en interesseret part, være sig en fysisk eller juridisk person, i overensstemmelse med hvert lands nationale lovgivning.
  • (4) Myndighederne skal ikke være pligtige at foretage beslaglæggelse i tilfælde af transitering.
  • (5) Dersom et lands lovgivning ikke tillader beslaglæggelse ved indførslen, skal beslaglæggelse erstattes af forbud mod indførsel eller af beslaglæggelse i selve landet.
  • (6) Dersom et lands lovgivning hverken tilsteder beslaglæggelse ved indførslen eller forbud mod indførsel eller beslaglæggelse i selve landet, skal disse foranstaltninger, indtil lovgivningen bliver underkastet den fornødne forandring, erstattes af sådanne retsskridt og retsmidler, som dette lands love i lignende tilfælde tilsikrer dets egne statsborgere.

Artikel 10

  • (1) Den foregående artikels bestemmelser skal finde anvendelse i tilfælde af direkte eller indirekte brug af en urigtig angivelse vedrørende varens oprindelse eller af producentens, fabrikantens eller forhandlerens identitet.
  • (2) Som interesseret part skal under alle omstændigheder anerkendes producent, fabrikant eller handlende, hvad enten det er en fysisk eller juridisk person, som er beskæftiget med produktion, fabrikation eller forhandling af denne vare, og som har sin forretning enten på det sted, som urigtigt er angivet som oprindelsessted, eller i den egn, hvor dette sted er beliggende, eller i det urigtigt angivne land eller i det land, hvor den urigtige oprindelsesangivelse er bragt til anvendelse.

Artikel 10 b

  • (1) Unionslandene er pligtige at tilsikre enhver, som tilhører unionen, en virksom beskyttelse imod illoyal konkurrence.
  • (2) Ved illoyal konkurrence forstås enhver i konkurrenceøjemed foretagen handling, som strider mod hæderlig forretningsskik i industri- og handelsforhold.
  • (3) Særlig skal forbydes:

     1. enhver handling af en sådan art, at den uanset det anvendte middels karakter er egnet til at fremkalde forveksling med en konkurrents forretning, hans varer eller hans industrielle eller kommercielle virksomhed;

     2. alle urigtige angivelser under udøvelse af handelsvirksomhed, for så vidt de er egnede til at bringe en konkurrents forretning, hans varer eller hans industrielle eller kommercielle virksomhed i miskredit;

     3. benævnelser eller angivelser, hvis anvendelse under udøvelse af handelsvirksomhed er egnet til at vildlede offentligheden med hensyn til varernes art, fremstilling, karakter, anvendelighed eller mængde.

Artikel 10 c

  • (1) Unionslandene forpligter sig til at tilsikre enhver, som tilhører de andre unionslande, adgang til de fornødne retsmidler for med virkning at kunne undertrykke alle de i artiklerne 9, 10 og 10 b nævnte handlinger.
  • (2) De påtager sig endvidere at tilvejebringe bestemmelser, der hjemler organisationer og sammenslutninger, der repræsenterer de interesserede industridrivende, producenter og handlende, og hvis eksistens ikke strider mod deres eget lands love, at rejse søgsmål eller henvende sig til de administrative myndigheder til undertrykkelse af de i artiklerne 9, 10 og 10 b nævnte handlinger i den udstrækning, som lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves, hjemler det for landets egne organisationer og sammenslutninger.

Artikel 11

  • (1) Unionslandene skal i overensstemmelse med deres nationale lovgivning med hensyn til genstande, der udstilles på officielle eller officielt anerkendte internationale udstillinger, der afholdes inden for et af landenes grænser, indrømme en midlertidig beskyttelse for patenterbare opfindelser, brugsmønstre, mønstre og varemærker.
  • (2) Denne midlertidige beskyttelse skal ikke kunne forlænge de i artikel 4 ommeldte frister. Hvis fortrinsretten senere påberåbes, skal hvert lands myndigheder kunne regne fristen tilbage fra den dag, da genstanden blev indført på udstillingen.
  • (3) Ethvert land skal til godtgørelse af den udstillede genstands identitet og af tidspunktet for dens fremstilling kunne fordre sådanne bevisligheder, som det måtte anse påkrævede.

Artikel 12

  • (1) Ethvert af unionslandene forpligter sig til at oprette et særligt forvaltningsorgan for den industrielle ejendomsret og et centralkontor for meddelelser til offentligheden om patenter, brugsmønstre, mønstre og varemærker.
  • (a) navnene på indehaverne af meddelte patenter med en kort angivelse af de patenterede opfindelser;
  • (b) gengivelser af registrerede varemærker.

Artikel 13

  • (1) (a) Unionen har en forsamling bestående af de unionslande, som er forpligtede i henhold til artiklerne 13 til 17.
  • (b) Hvert lands regering repræsenteres af een delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.
  • (c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget den.
  • (2) (a) Forsamlingen skal:
  • (i) behandle alle sager vedrørende unionens opretholdelse og udvikling samt gennemførelsen af denne konvention;
  • (ii) give direktiver vedrørende forberedelsen af revisionskonferencer til Det internationale Bureau for intellektuel ejendomsret (i det følgende benævnt »Det internationale Bureau«), som omtales i den konvention, ifølge hvilken Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret er oprettet (i det følgende benævnt »Organisationen«) idet der tages behørigt hensyn til meningstilkendegivelser fremsat af de unionslande, som ikke er forpligtede i henhold til artiklerne 13 til 17;
  • (iii) gennemgå og godkende Organisationens generaldirektørs beretninger og hans virksomhed vedrørende unionen og give ham alle nødvendige direktiver angående forhold inden for unionens kompetence;
  • (iv) vælge medlemmerne til forsamlingens eksekutivkomitee;
  • (v) gennemgå og godkende eksekutivkomiteens beretninger og virksomhed og give denne komitee direktiver;
  • (vi) bestemme unionens program og vedtage dens treårige budget samt godkende dens afsluttende regnskab;
  • (vii) fastsætte unionens finansielle regulativer;
  • (viii) nedsætte sådanne ekspertudvalg og arbejdsgrupper, som måtte være nødvendige for unionens arbejde;
  • (ix) bestemme, hvilke lande blandt dem, der ikke er medlemmer af unionen, og hvilke mellemstatlige og internationale ikke-statslige organisationer, der kan få adgang til dens møder som observatører;
  • (x) vedtage ændringer i artiklerne 13 til 17;
  • (xi) træffe enhver anden hensigtsmæssig foranstaltning til fremme af unionens formål;
  • (xii) varetage sådanne andre opgaver, som naturligt henhører under denne konvention;
  • (xiii) under forbehold af, at den finder det rigtigt, udøve sådanne rettigheder, som er givet den i den konvention, ifølge hvilken Organisationen er oprettet.
  • (b) Med hensyn til spørgsmål, som også er af interesse for andre unioner under Organisationen administration, træffer forsamlingen sine afgørelser efter at have indhentet udtalelse fra koordinationskomiteen.
  • (3) (a) Med forbehold af bestemmelserne under litra (b) kan en delegeret kun repræsentere eet land.
  • (b) Unionslande, der i henhold til særlig overenskomst er samlet under et fælles kontor, der for hvert af disse har karakter af et særligt nationalt organ for industriel retsbeskyttelse, som omhandlet i artikel 12, kan under forhandlinger samlet være repræsenteret af et af landene.
  • (4) (a) Hvert land, som er medlem af forsamlingen, har een stemme.
  • (b) Forsamlingen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemslande er repræsenteret.
  • (c) Uanset bestemmelserne under litra (b) kan forsamlingen træffe beslutninger, hvis antallet af repræsenterede lande i et møde er mindre end halvdelen, men udgør mindst en trediedel af dens medlemslande. Med undtagelse af beslutninger vedrørende dens egen procedure træder sådanne beslutninger dog kun i kraft, hvis følgende betingelser er opfyldt: Det internationale Bureau skal sende meddelelsen om sådanne beslutninger til de lande, som er medlemmer af forsamlingen, men ikke var repræsenteret, og skal opfordre disse til inden for et tidsrum af tre måneder fra datoen for meddelelsen skriftligt at tilkendegive deres stemme eller meddele, at de afstår fra at stemme. Hvis de lande, der herefter har tilkendegivet deres stemme eller har meddelt, at de afstår fra at stemme, ved udløbet af dette tidsrum når op på det antal, som manglede, for at selve mødet kunne være beslutningsdygtigt, skal sådanne beslutninger træde i kraft under forudsætning af, at der stadig er det fornødne flertal for beslutningen.
  • (d) Med forbehold af bestemmelserne i artikel 17 (2) træffer forsamlingen sine beslutninger med et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer.
  • (e) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.
  • (5) (a) Med forbehold af bestemmelserne under litra (b) kan en delegeret kun stemme i eet lands navn.
  • (b) De i stk. (3) (b) omhandlede unionslande skal som hovedregel sende deres egne delegationer til forsamlingens møder. Hvis et sådant land imidlertid på grund af særlige omstændigheder ikke kan sende sin egen delegation, kan det give et andet sådant lands delegation fuldmagt til at stemme i sit navn, idet dog hver delegation kun kan stemme som befuldmægtiget for eet land. Sådan fuldmagt skal meddeles i et dokument, underskrevet af statsoverhovedet eller vedkommende minister.
  • (6) De unionslande, som ikke er medlemmer af forsamlingen, skal have adgang til dens møder som observatører.
  • (7) (a) Forsamlingen afholder ordinært møde een gang hvert tredje kalenderår efter generaldirektørens indkaldelse og - hvis ikke særlige omstændigheder foreligger - i samme periode og på samme sted som Organisationens generalforsamling.
  • (b) Forsamlingen afholder ekstraordinært møde efter generaldirektørens indkaldelse på begæring af eksekutivkomiteen eller af en fjerdedel af forsamlingens medlemslande.
  • (8) Forsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 14

  • (1) Forsamlingen har en eksekutivkomite.
  • (2) (a) Eksekutivkomiteen består af lande valgt på forsamlingen blandt dennes medlemslande. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 16 (7) (b) skal endvidere det land, på hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, i kraft heraf være medlem af komiteen.
  • (b) Regeringen i hvert af eksekutivkomiteens medlemslande repræsenteres af een delegeret, som kan bistås af suppleanter, rådgivere og eksperter.
  • (c) Hver delegations udgifter afholdes af den regering, som har udpeget den.
  • (3) Antallet af de lande, som er medlemmer af eksekutivkomiteen, skal svare til en fjerdedel af de lande, som er medlemmer af forsamlingen. Ved fastsættelsen af eksekutivkomiteens medlemstal skal der efter division med fire ses bort fra en eventuel rest.
  • (4) Ved valg af medlemmer til eksekutivkomiteen skal forsamlingen tage behørigt hensyn til en rimelig geografisk fordeling samt til nødvendigheden af, at de lande, som har indgået de særaftaler, der måtte blive truffet i forbindelse med unionen, er repræsenteret i eksekutivkomiteen.
  • (5) (a) Hvert medlem af eksekutivkomiteen skal være medlem fra afslutningen af det møde, på hvilket forsamlingen valgte eksekutivkomiteen, til afslutningen af forsamlingens næste ordinære møde.
  • (b) Indtil to tredjedele af eksekutivkomiteens medlemmer kan genvælges.
  • (c) Forsamlingen fastsætter de nærmere regler for valg og eventuelt genvalg af eksekutivkomiteens medlemmer.
  • (6) (a) Eksekutivkomiteen skal:
  • (i) udarbejde udkast til dagsorden for forsamlingen;
  • (ii) forelægge forsamlingen forslag vedrørende det af generaldirektøren udarbejdede udkast til unionens program og treårige budget;
  • (iii) inden for programmets og det treårige budgets rammer godkende de af generaldirektøren udarbejdede særlige årlige budgetter og programmer;
  • (iv) forelægge forsamlingen generaldirektørens periodiske beretninger og de årlige revisionsberetninger i forbindelse med regnskaberne og fremkomme med kommentarer hertil;
  • (v) i overensstemmelse med foreningens beslutninger og under hensyntagen til omstændigheder, som måtte indtræffe imellem to ordinære møder afholdt af forsamlingen, træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at unionens program bliver bragt til udførelse af generaldirektøren;
  • (vi) varetage sådanne andre opgaver, som er den tildelt ifølge denne konvention.
  • (b) Med hensyn til spørgsmål, som også er af interesse for andre unioner under Organisationens administration, træffer eksekutivkomiteen sine beslutninger efter at have indhentet udtalelse fra Organisationens koordinationskomite.
  • (7) (a) Eksekutivkomiteen afholder ordinært møde een gang om året efter indkaldelse fra generaldirektøren, fortrinsvis i samme periode og på samme sted som Organisationens koordinationskomitee.
  • (b) Eksekutivkomiteen afholder ekstraordinært møde efter indkaldelse fra generaldirektøren, enten på dennes eget initiativ eller på begæring af dens formand eller en fjerdedel af dens medlemmer.
  • (8) (a) Hvert land, som er medlem af eksekutivkomiteen, har een stemme.
  • (b) Eksekutivkomiteen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemmer er repræsenteret.
  • (c) Beslutninger træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer.
  • (d) Afståelser fra at stemme betragtes ikke som stemmer.
  • (e) En delegeret kan kun repræsentere eet land og kan kun stemme i dettes navn.
  • (9) De unionslande, som ikke er medlemmer af eksekutivkomiteen, har adgang til dens møder som observatører.
  • (10) Eksekutivkomiteen fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 15

  • (1) (a) De administrative opgaver vedrørende unionen udføres af Det internationale Bureau, som er en fortsættelse af unionens bureau forenet med bureauet for den union, der er oprettet ifølge den internationale konvention om beskyttelse af litterære og kunstneriske værker.
  • (b) Det internationale Bureau skal først og fremmest være sekretariat for unionens forskellige organer.
  • (c) Organisationens generaldirektør er unionens højeste embedsmand og repræsenterer unionen.
  • (2) Det internationale Bureau skal indsamle og offentliggøre oplysninger om beskyttelsen af industriel ejendomsret. Hvert land, som er medlem af unionen, skal omgående give Det internationale Bureau meddelelse om alle nye love og officielle bestemmelser angående beskyttelsen af industriel ejendomsret. Det skal endvidere meddele Det internationale Bureau alle de af dets organ for industriel ejendomsret foretagne offentliggørelser, der direkte vedrører beskyttelse af industriel ejendomsret, og som Det internationale Bureau anser for nyttigt i dets arbejde.
  • (3) Det internationale Bureau skal udgive et månedsblad.
  • (4) Det internationale Bureau skal på begæring give ethvert unionsland oplysning om forhold vedrørende beskyttelsen af industriel ejendomsret.
  • (5) Det internationale Bureau skal foretage undersøgelser og yde tjenester til fremme af beskyttelse af industriel ejendomsret.
  • (6) Generaldirektøren og medarbejdere udpeget af ham deltager uden stemmeret i alle forsamlingens, eksekutivkomiteens og alle andre ekspertkomiteers eller arbejdsgruppers møder. Generaldirektøren eller en af ham udpeget medarbejder er i medfør af sin stilling disse organers sekretær.
  • (7) (a) I overensstemmelse med forsamlingens direktiver og i samarbejde med eksekutivkomiteen forbereder Det internationale Bureau konferencerne vedrørende revision af konventionens bestemmelser, bortset fra artiklerne 13 til 17.
  • (b) Det internationale Bureau kan rådføre sig med mellemstatlige og internationale ikke-statslige organisationer angående forberedelser til revisionskonferencer.
  • (c) Generaldirektøren og personer udpeget af ham deltager uden stemmeret i drøftelserne på sådanne konferencer.
  • (8) Det internationale Bureau skal varetage enhver anden opgave, som måtte blive det tildelt.

Artikel 16

  • (1) (a) Unionen skal have et budget.
  • (b) Unionens budget omfatter unionens egne indtægter og udgifter, dens bidrag til unionernes fælles udgiftsbudget, samt det beløb, der eventuelt stilles til rådighed for Organisationens konferences budget.
  • (c) Udgifter, der ikke udelukkende kan tilskrives unionen, men tillige een eller flere andre unioner under Organisationens administration, anses som unionernes fælles udgifter. Unionens andel i sådanne fælles udgifter afhænger af den interesse, unionen har i dem.
  • (2) Unionens budget fastsættes med behørig hensyntagen til behovet for koordinering med budgetterne for de andre unioner under Organisationens administration.
  • (3) Unionens budget finansieres af følgende midler:
  • (i) bidrag fra unionslandene;
  • (ii) gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det internationale Bureaus tjeneste i forbindelse med unionen;
  • (iii) salg af eller royalties for Det internationale Bureaus publikationer i forbindelse med unionen;
  • (iv) gaver, testamentariske ydelser og anden økonomisk støtte;
  • (v) leje-, rente- og andre forskellige indtægter.
  • (4) (a) Hvert unionsland skal med henblik på fastsættelsen af dens bidrag til budgettet tilhøre en bestemt klasse og betale sine årlige bidrag på grundlag af et antal enheder, der fastsættes som følger:
     
    
        Klasse I .................... 25  
    
        Klasse II ................... 20  
    
        Klasse III .................. 15  
    
        Klasse IV ................... 10  
    
        Klasse V ....................  5  
    
        Klasse VI ...................  3  
    
        Klasse VII ..................  1  
    
    
  • (b) Hvert land skal, dersom dette ikke allerede er gjort, samtidig med deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, angive, til hvilken klasse det ønsker at høre. Ethvert land kan skifte klasse. Hvis et land vælger en lavere klasse, skal det meddele dette til forsamlingen på et af dennes ordinære møder. En sådan ændring træder i kraft fra begyndelsen af det kalenderår, der følger efter mødet.
  • (c) Hvert lands årlige bidrag skal udgøre et beløb, der står i samme forhold til det samlede beløb, hvormed alle lande bidrager til unionens årlige budget, som forholdet mellem dets enheder og det samlede antal af alle de bidragende landes enheder.
  • (d) Bidrag forfalder den 1. januar hvert år.
  • (e) Et land, som er i restance med betalingen af sit bidrag, har ingen stemmeret i nogen af de af unionens organer, hvoraf det er medlem, hvis restancebeløbet er lig med eller overstiger de bidragsbeløb, som det skylder for de forudgående to hele år. Imidlertid kan ethvert af unionens organer tillade det pågældende land fortsat at udøve sin stemmeret i dette organ, hvis - og så længe det godtgøres at - den forsinkede betaling skyldes exceptionelle og uundgåelige omstændigheder.
  • (f) Hvis budgettet ikke er vedtaget, før en ny regnskabsperiode begynder, skal det i overensstemmelse med de finansielle regulativer ligge på samme niveau som det foregående års budget.
  • (5) Størrelsen af de gebyrer og afgifter, som skal erlægges for Det internationale Bureaus tjenester i forbindelse med unionen, skal fastsættes af generaldirektøren og af denne meddeles til forsamlingen og eksekutivkomiteen.
  • (6) (a) Unionen skal have en driftskapital, som tilvejebringes ved en engangsindbetaling fra hvert unionsland. Hvis driftskapitalen bliver utilstrækkelig, skal en forhøjelse besluttes af forsamlingen.
  • (b) Størrelsen af hvert lands engangsindbetaling til driftskapitalen eller af dets andel i forhøjelser af denne skal udgøre en forholdsmæssig andel af det pågældende lands bidrag for det år, da driftskapitalen blev tilvejebragt eller forhøjelsen besluttet.
  • (c) Andelen og betalingsvilkårene fastsættes af forsamlingen efter generaldirektørens forslag, og efter at forsamlingen har indhentet udtalelse fra Organisationens koordinationskomitee.
  • (7) (a) I den overenskomst om hovedsædet, som afsluttes med det land, på hvis territorium Organisationen har sit hovedsæde, skal det bestemmes, at det pågældende land skal yde forskud, når driftskapitalen er utilstrækkelig. Størrelsen af sådanne forskud og de betingelser, på hvilke de ydes, skal i hvert enkelt tilfælde fastsættes i særlige aftaler mellem det pågældende land og Organisationen. Så længe det pågældende land er forpligtet til at yde forskud, skal det i kraft heraf have sæde i eksekutivkomiteen.
  • (b) Det under litra (a) nævnte land og Organisationen skal hver for sig ved skriftlig meddelelse have ret til at opsige forpligtelsen til at yde forskud. Opsigelsen får virkning tre år efter udløbet af det år, i hvilket den er blevet meddelt.
  • (8) I henhold til de finansielle regulativer skal regnskaberne revideres af et eller flere af unionens lande eller med disses samtykke af udenforstående revisorer, der udpeges af forsamlingen.

Artikel 17

  • (1) Forslag til ændring af artiklerne 13, 14, 15, 16 samt af denne artikel kan fremsættes af ethvert af forsamlingens medlemslande, af eksekutivkomiteen eller af generaldirektøren. Generaldirektøren skal give forsamlingens medlemslande meddelelse om sådanne forslag mindst seks måneder forud for deres behandling i forsamlingen.
  • (2) Ændringer af de i stk. (1) nævnte artikler skal vedtages af forsamlingen. Ændringer kan vedtages med tre fjerdedele af de afgivne stemmer. Dog skal enhver ændring af artikel 13 og af dette stykke vedtages med fire femtedele af de afgivne stemmer.
  • (3) Enhver ændring af de i stk. (1) nævnte artikler træder i kraft en måned efter, at generaldirektøren fra tre fjerdedele af de lande, som var medlemmer af forsamlingen på det tidspunkt, da denne vedtog ændringen, har modtaget skriftlig meddelelse om godkendelse vedtaget af de respektive lande i henhold til deres forfatning. Enhver således godkendt ændring af de nævnte artikler er bindende for alle lande, som er medlemmer af forsamlingen på det tidspunkt, da ændringen træder i kraft, eller som bliver medlemmer af denne på et senere tidspunkt, dog således at en ændring, som forøger unionslandenes finansielle forpligtelser, kun skal være bindende for de lande, som har givet meddelelse om deres godkendelse af en sådan ændring.

Artikel 18

  • (1) Denne konvention skal underkastes revision med henblik på indførelsen af ændringer til forbedring af unionens system.
  • (2) Med dette formål for øje skal konferencer afholdes successivt i unionens lande af disses delegerede.
  • (3) Ændringer i artiklerne 13 til 17 er undergivet bestemmelserne i artikel 17.

Artikel 19

Unionslandene er enige om at forbeholde sig ret til indbyrdes at indgå særskilte overenskomster til beskyttelse af den industrielle ejendomsret, dog kun for så vidt disse overenskomster ikke strider mod denne konventions bestemmelser.

Artikel 20

  • (1) (a) Ethvert land inden for unionen, som har undertegnet denne akt, kan ratificere den, og hvis det ikke har undertegnet den, kan det tiltræde den. Ratifikations- og tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos generaldirektøren.
  • (b) Ethvert land inden for unionen kan i sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument erklære, at dets ratifikation eller tiltrædelse ikke gælder:
  • (i) artiklerne 1 til 12 eller
  • (ii) artiklerne 13 til 17.
  • (c) Ethvert land inden for unionen, som i overensstemmelse med litra (b) har undtaget en af de to heri omtalte grupper af bestemmelser fra virkningerne af dets ratifikation eller tiltrædelse, kan på ethvert senere tidspunkt erklære, at dets ratifikation eller tiltrædelse nu også skal være gældende for denne gruppe bestemmelser. En sådan erklæring skal deponeres hos generaldirektøren.
  • (2) (a) For så vidt angår de ti første lande inden for unionen, som har deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter uden at afgive den ifølge stk. (1) (b) (i) tilladte erklæring, skal artiklerne 1 til 12 træde i kraft tre måneder efter at det tiende sådanne ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret.
  • (b) For så vidt angår de ti første lande inden for unionen, som har deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter uden at afgive den ifølge stk. (1) (b) (ii) tilladte erklæring, skal artiklerne 13 til 17 træde i kraft tre måneder efter, at det tiende sådanne ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret.
  • (c) Med forbehold af det under litra (a) og (b) fastsatte første ikrafttrædelsestidspunkt for hver af de to i stk. (1) (b) (i) og (ii) omtalte grupper af bestemmelser og med forbehold i bestemmelserne i stk. (1) (b) skal, for så vidt angår ethvert andet unionsland end dem, der er omtalt under litra (a) og (b), og som deponerer et ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, eller ethvert unionsland, som deponerer en erklæring som nævnt i stk. (1) (c), artiklerne 1 til 17 træde i kraft tre måneder efter den dato, på hvilken generaldirektøren giver meddelelse om en sådan deponering, medmindre en senere dato er angivet i det instrument eller den erklæring, som er blevet deponeret. I sidstnævnte tilfælde træder denne akt i kraft for det pågældende land på den således angivne dato.
  • (3) For så vidt angår ethvert land inden for unionen, som deponerer et ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, skal artiklerne 13 til 30 træde i kraft på den første af de datoer, på hvilken en af de i stk (1) (b) omtalte grupper bestemmelser træder i kraft for det pågældende land i overensstemmelse med stk.(2) (b) eller (c).

Artikel 21

  • (1) Ethvert land uden for unionen kan tiltræde denne akt og derved blive medlem af unionen. Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos generaldirektøren.
  • (2) (a) For så vidt angår ethvert land uden for unionen, som deponerer sit tiltrædelsesinstrument mindst en måned før nogen af bestemmelserne i denne akt træder i kraft, skal denne akt, medmindre en senere dato er angivet i tiltrædelsesinstrumentet, træde i kraft på den dato, på hvilken bestemmelserne først træder i kraft i overensstemmelse med artikel 20 (2) (a) eller (b). dog med forbehold af følgende:
  • (i) hvis artiklerne 1 til 12 ikke træder i kraft på den dato, skal det pågældende land i den mellemliggende periode, indtil disse bestemmelser træder i kraft, i stedet for af disse være bundet af artiklerne 1 til 12 i Lissabon-akten;
  • (ii) hvis artiklerne 13 til 17 ikke træder i kraft den dag, skal det pågældende land i den mellemliggende periode, indtil disse bestemmelser træder i kraft, i stedet for af disse være bundet af artiklerne 13 og 14 (3), (4) og (5) i Lissabon-akten.

Hvis et land angiver en senere dato i sit tiltrædelsesinstrument, skal denne akt træde i kraft, for så vidt angår det pågældende land, på den således angivne dato.

  • (b) For så vidt angår ethvert land uden for unionen, som deponerer sit tiltrædelsesinstrument på en dato, som ligger senere end ikrafttrædelsen af en gruppe bestemmelser i denne akt, eller mindre end en måned før, skal med forbehold af bestemmelsen under litra (a) denne akt træde i kraft tre måneder efter denne dato, på hvilken dets tiltrædelse er blevet meddelt af generaldirektøren, medmindre en senere dato er angivet i tiltrædelsesinstrumentet. I sidstnævnte tilfælde træder denne akt i kraft, for så vidt angår det pågældende land, på den således angivne dato.
  • (3) For så vidt angår ethvert land uden for unionen, som deponerer sit tiltrædelsesinstrument efter den dato, da denne akt i sin helhed træder i kraft, eller mindre end en måned før denne dato, skal denne akt træde i kraft tre måneder efter den dato, på hvilken generaldirektøren har givet meddelelse om dets tiltrædelse, medmindre en senere dato er angivet i tiltrædelsesinstrumentet. I sidstnævnte tilfælde træder denne akt i kraft for det pågældende land på den således angivne dato.

Artikel 22

  • (1) Med forbehold af de undtagelsesmuligheder, der er omtalt i artiklerne 20 (1) (b) og 28 (2), medfører ratifikation eller tiltrædelse automatisk accept af alle denne akts bestemmelser samt adgang til de hermed forbundne fordele.

Artikel 23

Efter ikrafttrædelsen af denne akt i sin helhed kan et land ikke tiltræde nogen af denne konventions tidligere akter.

Artikel 24

  • (1) Ethvert land kan i sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument erklære, eller kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved skriftlig meddelelse underrette generaldirektøren om, at denne konvention gælder for alle eller en del af de i erklæringen eller meddelelsen angivne territorier, for hvis udenrigsanliggender det er ansvarligt.
  • (2) Ethvert land, som har afgivet en sådan erklæring eller givet en sådan meddelelse, kan på et hvilket som helst tidspunkt meddele generaldirektøren, at denne konvention ophører med at være gældende for alle eller en del af sådanne territorier.
  • (3) (a) Enhver erklæring afgivet i henhold til stk. (1) får virkning på samme dato som den ratifikation eller tiltrædelse, der indeholdt erklæringen, og enhver meddelelse givet i henhold til samme stykke får virkning tre måneder efter, at generaldirektøren har givet meddelelse herom.
  • (b) Enhver meddelelse givet i henhold til stk. 2 får virkning tolv måneder efter, at generaldirektøren har modtaget den.

Artikel 25

  • (1) Ethvert land, som er deltager i denne konvention, forpligter sig til i overensstemmelse med sin forfatning at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre denne konventions anvendelse.
  • (2) Det forudsættes, at på det tidspunkt, da et land deponerer sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, vil det ifølge sit hjemlands love være i stand til at lade denne konventions bestemmelser træde i kraft.

Artikel 26

  • (1) Denne konvention forbliver i kraft uden tidsmæssig begrænsning.
  • (2) Ethvert land kan opsige denne akt ved meddelelse til generaldirektøren. En sådan opsigelse omfatter også opsigelse af alle tidligere akter og berører kun det land, som giver den, idet konventionen forbliver i fuld virkning, for så vidt angår de andre lande inden for unionen.
  • (3) Opsigelsen træder i kraft et år efter den dag, på hvilken generaldirektøren har modtaget meddelelsen.
  • (4) Retten til opsigelse, som bestemt i denne artikel, må ikke udøves af noget land før udløbet af fem år fra den dato, på hvilken det er blevet medlem af unionen.

Artikel 27

  • (1) Denne akt skal i forholdet mellem de lande, over for hvilke den finder anvendelse, og i det omfang den finder anvendelse, træde i stedet for Pariserkonventionen af 20. marts 1883 og de følgende reviderede akter.
  • (2) (a) For så vidt angår de lande, over for hvilke denne akt ikke finder anvendelse eller ikke finder anvendelse i sin helhed, men over for hvilke Lissabon-akten af 31. oktober 1958 finder anvendelse, skal denne sidste forblive i kraft i sin helhed, eller i det omfang nærværende akt ikke træder i stedet for den i medfør af stk. (1).
  • (b) På samme måde skal, for så vidt angår de lande, over for hvilke hverken denne akt eller dele deraf eller Lissabon-akten finder anvendelse, London-akten af 2. juni 1934 forblive i kraft i sin helhed, eller i det omfang nærværende akt ikke træder i stedet for den i medfør af stk. (1).
  • (c) På samme måde skal, for så vidt angår de lande, over for hvilke hverken denne akt eller dele deraf eller Lissabon-akten eller London-akten finder anvendelse, Haag-akten af 6. november 1925 forblive i kraft i sin helhed, eller i det omfang nærværende akt ikke træder i stedet for den i medfør af stk. (1).
  • (3) Lande uden for unionen, som bliver deltagere i denne akt, skal anvende den over for ethvert unionsland, der ikke er deltager i denne akt, eller som, selv om det er deltager i denne akt, har afgivet en erklæring i overensstemmelse med artikel 20 (1) (b) (i). Sådanne lande skal anerkende, at det pågældende unionsland i sit forhold over for dem anvender bestemmelserne i det seneste akt, i hvilken det er deltager.

Artikel 28

  • (1) Enhver strid mellem to eller flere unionslande om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke afgøres ved forhandling, kan af ethvert af de pågældende lande forelægges Den mellemfolkelige Domstol efter anmodning i overensstemmelse med denne domstols status, medmindre de pågældende lande enes om en anden måde at afgøre sagen på. Det land, der indbringer striden for domstolen, skal give Det internationale Bureau meddelelse herom. Det internationale Bureau skal bringe sagen til de andre unionslandes kundskab.
  • (2) Ethvert land kan på det tidspunkt, da det undertegner denne akt eller deponerer sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, erklære, at det ikke anser sig bundet af bestemmelser i stk. (1). For så vidt angår enhver strid mellem et sådant land og ethvert andet af unionens lande, skal bestemmelserne i stk. (1) ikke finde anvendelse.
  • (3) Ethvert land, som har afgivet en erklæring i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. (2), kan til enhver tid trække sin erklæring tilbage ved meddelelse til generaldirektøren.

Artikel 29

  • (1) (a) Denne akt skal undertegnes i eet eksemplar på fransk og skal deponeres hos Sveriges regering.
  • (b) Officielle tekster skal efter samråd med de interesserede regeringer udarbejdes af generaldirektøren på tysk, italiensk, portugisisk og spansk samt sådanne andre sprog, som forsamlingen måtte bestemme.
  • (c) I tilfælde af meningsforskelle med hensyn til fortolkningen af de forskellige tekster skal den franske tekst være gældende.
  • (2) Denne akt skal stå åben for undertegnelse i Stockholm, indtil den 13. januar 1968.
  • (3) Generaldirektøren skal fremsende to, af Sveriges regering bekræftede, kopier af denne akts undertegnede tekst til regeringerne i alle unionens lande og til regeringen i ethvert andet land, som måtte fremsætte begæring herom.
  • (4) Generaldirektøren skal indregistrere denne akt i De forenede Nationers sekretariat.
  • (5) Generaldirektøren skal give regeringerne i alle unionens lande meddelelse om undertegnelse, deponeringer af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter og alle erklæringer indeholdt i sådanne instrumenter eller afgivet i overensstemmelse med artikel 20 (1) (c), ikrafttræden af enhver af denne akts bestemmelser om opsigelse og meddelelser ifølge artikel 24.

Artikel 30

  • (1) Indtil den første generaldirektør overtager sit embede, skal henvisninger i denne akt til Det internationale Bureau eller generaldirektøren anses som henvisninger til henholdsvis unionens bureau eller dettes direktør.
  • (2) Unionslande, som ikke er forpligtet i henhold til artiklerne 13 til 17, kan, hvis de ønsker det, i fem år efter ikrafttrædelsen af den konvention, ifølge hvilken Organisationen er oprettet, udøve de rettigheder, der omtales i artiklerne 13 til 17 i denne akt, som om de var forpligtet i henhold til disse artikler. Ethvert land, der ønsker at udøve sådanne rettigheder, skal give skriftlig meddelelse herom til generaldirektøren. Denne meddelelse får virkning på datoen for dens modtagelse. Sådanne lande skal anses som medlemmer af forsamlingen indtil udløbet af den nævnte periode.
  • (3) Så længe der er lande inden for unionen, som ikke er blevet medlemmer af Organisationen, skal Organisationens internationale bureau også fungere som unionens bureau og generaldirektøren som direktør for det nævnte bureau.
  • (4) Når alle unionens lande er blevet medlemmer af Organisationen, skal unionens bureaus rettigheder, forpligtelser og ejendom overgå til Organisationens internationale bureau.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede behørigt befuldmægtigede undertegnet denne akt.

UDFÆRDIGET i Stockholm den 14. juli 1967.

  • (Underskrifter)

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 26. januar 1970 hos generaldirektøren for Det internationale Bureau til beskyttelse af intellektuel ejendomsret (BIRPI) i Geneeve. Konventionens bestemmelser (artikel 13-30) trådte i medfør af artikel 20 (2) (b) og (3) i kraft den 26. april 1970 for følgende lande:

 

 Danmark                    De socialistiske Sovjetrepublikkers Union  

 Irland                     Storbritannien  

 Israel                     Sverige  

 Rumænien                   Den tyske demokratiske Republik (* 1)  

 Schweiz                    Ungarn.  

 Senegal  

 Konventionen trådte som helhed i medfør af artikel 20 (2) (a) i kraft  

    den 19. maj 1970 mellem følgende lande:  

 Danmark                    Senegal  

 Bulgarien                  De socialistiske Sovjetrepublikkers Union  

 Irland                     Storbritannien  

 Israel                     Den tyske demokratiske Republik (* 1)  

 Rumænien                   Ungarn.  

 Schweiz  

 ---------------------------------------------------------------------  

Endvidere er konventionen trådt i kraft for følgende lande på den ud for hvert land anførte dato:

 

 Malawi ................................... 25. juni 1970  

 Canada ...................................  7. juli 1970.  

Bulgarien, Rumænien, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union og Ungarn har i medfør af artikel 28 (2) erklæret, at de ikke anser sig for bundet af bestemmelserne i artikel 28 (1) om forelæggelse af tvister for Den mellemfolkelige Domstol.

Canadas og Sveriges ratifikation omfatter ikke artiklerne 1-12.

Luxembourg har den 20. marts 1970 i medfør af artikel 30, stk. 2 meddelt, at det ønsker at udøve de i artiklerne 13-17 omtalte rettigheder.

Udenrigsministeriet, den 13. oktober 1970.

K. Helveg Petersen.

Officielle noter

(* 1) Ikke anerkendt af Danmark.

Redaktionel note
  • BEK nr 143 af 04/12/1997
  • BEK nr 133 af 10/10/1996
  • BEK nr 123 af 05/10/1995
  • BEK nr 108 af 20/10/1994
  • BEK nr 110 af 14/10/1993
  • BEK nr 111 af 22/10/1992
  • BEK nr 97 af 13/10/1970
  • (* 2) Andre landes tiltrædelse:


  • I den engelsk-sprogede udgave af Pariser konventionen anvendes termerne "bis", "ter", "quanter", "quinquies", "sexies" og "septies" i nogle af artikel-nummereringerne. Disse er i den danske oversættelse oversat til "b", "c", "d", "e", "f" og "g".

    Original engelsk version = Dansk oversættelse:
    Art. 1 = Art. 1
    Art. 2 = Art. 2
    Art. 3 = Art. 3
    Art. 4 = Art. 4
    Art. 4 bis = Art. 4 b
    Art. 4 ter = Art. 4 c
    Art. 4 quater = Art. 4 d
    Art. 5 = Art. 5
    Art. 5 bis = Art. 5 b
    Art. 5 ter = Art. 5 c
    Art. 5 quater = Art. 5 d
    Art. 5 quinquies = Art. 5 e
    Art. 6 = Art. 6
    Art. 6 bis = Art. 6 b
    Art. 6 ter = Art. 6 c
    Art. 6 quater = Art. 6 d
    Art. 6 quinquies = Art. 6 e
    Art. 6 sexies = Art. 6 f
    Art. 6 septies = Art. 6 g
    Art. 7 = Art. 7
    Art. 7 bis = Art. 7 b
    Art. 8 = Art. 8
    Art. 9 = Art. 9
    Art. 10 = Art. 10
    Art. 10 bis = Art. 10 b
    Art. 10 ter = Art. 10 c

    Eventuelle spørgsmål kan rettes til Patent- og Varemærkestyrelsen.