Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af de på
den diplomatiske konference i Geneve den 12. august 1949 undertegnede fire
konventioner henholdsvis til forbedring af såredes og syges vilkår i de
væbnede styrker i felten, til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes
vilkår i de væbnede styrker på søen, om behandling af krigsfanger og om
beskyttelse af civile personer i krigstid. (* 5)
På en af den schweiziske regering sammenkaldt diplomatisk konference i
Geneve, til hvilken Danmark havde sendt befuldmægtigede repræsentanter,
vedtoges og undertegnedes den 12.august 1949 fire internationale konventioner
henholdsvis til forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i
felten, til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede
styrker på søen, om behandling af krigsfanger og om beskyttelse af civile
personer i krigstid. Ved konferencens slutning undertegnedes derhos af de
deltagende staters delegerede en særlig slutningsakt med tilhørende, på
konferencen vedtagne 11 resolutioner.
Efter at rigsdagen ved beslutning af 12.juni 1951 havde givet sit samtykke
til Danmarks ratifikation af de fire konventioner af 12.august 1949, blev
disse ratificeret ved kongelig resolution af 14.juni 1951. Det den
sidstnævnte dag udfærdigede danske ratifikationsinstrument til konventionerne
er den 27.juni 1951 blevet deponeret hos den schweiziske regering i Bern.
Slutningsakten med tilhørende resolutioner samt de fire konventioner har
følgende ordlyd:
Indholdsfortegnelse
Side
Slutningsakt vedrørende den diplomatiske konference
i Geneve 1949 .......................................... 528
Resolutioner vedtaget på den diplomatiske konference
i Geneve 1949 .......................................... 540
Genevekonvention af 12.august 1949 til forbedring af
såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten .. 552
Genevekonvention af 12.august 1949 til forbedring af
såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede
styrker på søen ........................................ 632
Genevekonvention af 12.august 1949 om behandling af
krigsfanger ............................................ 698
Genevekonvention af 12.august 1949 om beskyttelse af
civile personer i krigstid ............................. 906
Slutningsakt vedrørende en diplomatiske konference i Geneve 1949
SLUTNINGSAKT VEDRØRENDE DEN DIPLOMATISKE KONFERENCE
sammenkaldt med henblik på revision af Genevekonventionen af 27.juli 1929
om forbedring af såredes og syges vilkår ved hære i krig, af den
X.Haagkonvention af 18.oktober 1907 om anvendelse på søkrigen af
grundsætningerne i Genevekonventionen af 6.juli 1906, af den i Geneve den
27.juli 1929 afsluttede konvention om behandling af krigsfanger og med
henblik på udarbejdelse af en konvention om beskyttelse af civile personer i
krigstid.
Konferencen, der er sammenkaldt af det schweiziske forbundsråd med henblik
på revision af
Genevekonventionen af 27.juli 1929 om forbedring af såredes og syges
vilkår ved hære i krig,
den X. Haagkonvention af 18.oktober 1907 om anvendelse på søkrigen af
grundsætningerne i Genevekonventionen af 6.juli 1906 og
Genevekonventionen af 27.juli 1929 om behandling af krigsfanger
samt med henblik på
udarbejdelse af en konvention om beskyttelse af civile personer i
krigstid,
har fra den 21.april til den 12.august 1949 i Geneve anstillet
overvejelser på grundlag af de fire konventionsudkast, der blev undersøgt og
godkendt af den XVII.internationale Røde Kors konference i Stockholm.
Konferencen vedtog teksterne til nedennævnte konventioner:
I. Genevekonvention til forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede
styrker i felten.
II. Genevekonvention til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes
vilkår i de væbnede styrker på søen.
III. Genevekonvention om behandling af krigsfanger.
IV. Genevekonvention om beskyttelse af civile personer i krigstid.
Disse konventioner, hvis tekst er blevet vedtaget på engelsk og fransk, er
vedføjet nærværende akt. Den officielle oversættelse af disse konventioner
til russisk og spansk vil blive foretaget af Det Schweiziske Forbundsråd.
Konferencen vedtog endvidere 11 resolutioner, der ligeledes er vedføjet
nærværende akt.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, behørigt bemyndigede af deres
respektive regeringer, underskrevet nærværende slutningsakt.
Udfærdiget i Geneve den 12. august 1949 på engelsk og fransk. Originalen
og de dokumenter, der ledsager den, skal deponeres i Det Schweiziske
Forbundsråds arkiver.
For AFGHANISTAN M. Osman AMIRI
N. BAMMATE
Mohammed Ali CHERZAD
For DEN ALBANSKE Halim BUDO
FOLKEREPUBLIK
For ARGENTINA B. LLAMBI
Gunillermo A. SPERONI
For AUSTRALlEN W. R. HODGSON
For ØSTRIG Dr. Rud. BLUEHDORN
For BELGIEN Maurice BOURQUIN
H. ADAM
M. MINEUR
R. DU MOULIN
For DEN BIELORUSSlSKE I. KUTEINIKOV
SOCIALISTISKE SOVJET-
REPUBLIK
Delegationen fra Den Bielorussiske Socialistiske Sovjetrepublik
konstaterer med beklagelse, at den resolution, der er fremsat af delegationen
fra Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og som fordømmer brugen af
masseudryddelsesmidler er blevet forkastet af konferencen. Vedtagelsen af
denne resolution, som var i alle frihedselskende nationers interesse, ville i
væsentligt omfang have forøget nærværende konferences indflydelse og
betydning og ville have bidraget til den mest virkningsfulde beskyttelse af
krigens ofre mod de mest forfærdelige følger af krig.
For DEN BIRMANESISKE Tun Hla OUNG
UNIONSREPUBLIK
For BRASILIEN Joao PINTO DA SILVA
For DEN BULGARSKE K. B. SVETLOV
FOLKEREPUBLIK
For CANADA Emile VAILLANCOURT
Max H. WERSHOF
For CHILE F. CISTERNAS ORTIZ
Ramon RODRlGUEZ
For KINA WU Nan-Ju
For COLOMBIA Rafael ROCHA SCHLOSS
For COSTA RICA M. BOURLA
For CUBA J. DE LA LUZ LEON
For DANMARK Georg COHN
Paul IPSEN
BAGGE
For ÆGYPTEN A. K. SAFWAT
M. S. GUENENA
For ECUADOR Alex. GASTELU
For SPANIEN Luis CALDERON
Le MARQUIS DE VILLALOBAR
For AMERIKAS Leland HARRISON
FORENEDE STATER Raymund J. YINGLING
For ABESSINIEN Gachaou ZELLEKE
For FINLAND V. AHOKAS
For FRANKRIG Albert LAMARLE
Dr. Pierre PUYO
G. CAHEN-SALVADOR
For GRÆKENLAND R. Ax. AGATHOCLES
For GUATEMALA A. DUPONT-WILLEMIN
For DEN UNGARSKE Dr. G. HARASZTI
FOLKEREPUBLIK KARA Anna
For INDIEN B. M. RAO, Colonel
P.N HAKSAR
R. A. NARAYANAN
For IRAN Abdol Hossein MEYKADEH
For REPUBLIKKEN Michael RYNNE
IRLAND George P. HODNETT
Wiliiam M. CASHMAN
For ISRAEL Maurice FISCHER
Zvi LOKER
For ITALIEN Giacinto AURITI
Ettore BAISTROCCHI
Mario PERUZZI
Adolfo MARESCA
For LIBANON MIKAOUI
For LIECHTENSTEIN Comte F. WILCZEK
For LUXEMBOURG J. STURM
For MEXICO Pedro DE ALBA
T. SANCHEZ-HERNANTDEZ
J. OROZCO
For FYRSTENDØMMET M. LOZE
MONACO
For NICARAGUA LIFSCHITZ
For NORGE Rolf ANDERSEN
For NEW ZEALAND R. QUENTIN-BAXTER
For PAKISTAN S. M. A. FARUKI, M. G.
A. H. SHAIKH
For NEDERLANDENE J. BOSCH DE ROSENTHAL
For PERU Gonzalo PIZARRO
For POLEN Stanislaw KALINA
For PORTUGAL General Luaz Pinto LELLO
For DEN RUMÆNSKE E. LUCA
FOLKEREPUBLIK Dr. V. DIMITRIU
Octavian FENESAN
For DET FORENEDE Robert CRAIGIE
KONGERIGE STOR- W. H. GARDNER
BRITANNIEN OG
NORDIRLAND
For PAVESTOLEN Paul BERTOLI
Charles COMTE
FOR SVERIGE Staffan SØDERBLOM
For SCHWEIZ Max PETITPIERRE
Plinio BOLLA
Colonel div. DU PASQUIER
Ph. ZUTTER
H. MEULI
For SYRIEN Omar El DJABRI
A. GENNAOUI
For CZECHOSLOVAKIET Dr. P. WINKLER
For THAILAND L. D. BHAKDI
For TYRKIET Rana TARHAN
Nedim ABUT
H. MAYATEPEK
For DEN SOCIALISTISKE N. BARANE
SOVJETREPUBLIK
UKRAINE
Delegationen fra Den Socialistiske Sovjetrepublik Ukraine konstaterer med
beklagelse, at den resolution, der er fremsat af delegationen fra Unionen af
Socialistiske Sovjetrepublikker, og som fordømmer brugen af
masseudryddelsesmidler, er blevet forkastet af konferencen. Vedtagelsen af
denne resolution, som var i alle frihedselskende nationers interesse, ville i
væsentligt omfang have forøget nærværende konferences indflydelse og
betydning og ville have bidraget til den mest virkningsfulde beskyttelse af
krigens ofre mod de mest forfærdelige følger af krig.
For UNIONEN AF N. SLAVINE
SOCIALISTISKE P. MOROSOV
SOVJETREPUBLIKKER
Ved underskrivelsen af den diplomatiske konferences slutningsakt tager
delegationen fra Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker følgende
forbehold:
1. Den sovjetiske delegation konstaterer med
beklagelse, at den resolution, der er fremsat af den, og som fordømmer brugen
af masseudryddelsesmidler, er blevet forkastet af konferencen. Vedtagelsen af
denne resolution, som var i alle frihedselskende nationers interesse, ville i
væsentligt omfang have forøget nærværende konferences indflydelse og
betydning og ville have bidraget til den mest virkningsfulde beskyttelse af
krigens ofre mod de mest forfærdelige følger af krig.
2. Hvad angår konferencens vedtagelse af en
resolution, som anbefaler at undersøge spørgsmålet om skabelsen af et
internationalt organ at sætte i stedet for beskyttelsesmagten, erklærer den
sovjetiske delegation, at den ikke indser nødvendigheden af at undersøge
dette spørgsmål og endnu mindre af at skabe et sådant organ, da problemet om
beskyttelsesmagterne er blevet tilfredsstillende løst ved de konventioner,
der er udarbejdet under nærværende konference.
For URUGUAY Conseiller Colonel
Hector J. BLANCO
For VENEZUELA A. POSSE DE RIVAS
For DEN JUGOSLAVISKE Consul PLEIC Ratko
FEDERALE FOLKE-
REPUBLIK
Resolutioner vedtaget på den diplomatiske konference i Geneve 1949
1. RESOLUTION
Konferencen henstiller, at De Høje Kontraherende Parter i tilfælde af en
strid, der angår fortolkning eller anvendelse af nærværende konventioner, og
som ikke kan bilægges på anden måde, indbyrdes bestræber sig for at opnå
enighed om henvisning af en sådan strid til Den Internationale Domstol.
2. RESOLUTION (* 1)
Da der i tilfælde af en fremtidig international konflikt kan opstå
forhold, under hvilke der ikke findes en beskyttelsesmagt, med hvis bistand
og under hvis kontrol konventionerne til beskyttelse af krigens ofre kan
anvendes; da artikel 10 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om forbedring
af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten, artikel 10 i
Genevekonventionen af 12. august 1949 om forbedring af såredes, syges og
skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på søen, artikel 10 i
Genevekonventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger og artikel
11 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer
i krigstid, hjemler, at De Høje Kontraherende Parter til enhver tid kan
træffe aftale om overdragelse af de opgaver, der i kraft af fornævnte
konventioner påhviler beskyttelsesmagterne, til et organ, der frembyder de
fornødne garantier for uvildighed og handlekraft,
henstiller konferencen, at der snarest muligt indledes overvejelser
angående det tilrådelige i oprettelsen af et internationalt organ med den
opgave i mangel af en beskyttelsesmagt at løse de opgaver, der normalt
udføres af beskyttelsesmagter med hensyn til anvendelsen af konventionerne
til beskyttelse af krigens ofre.
3. RESOLUTION
Da det er vanskeligt at afslutte overenskomster under fjendtligheder;
da artikel 28 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om forbedring af
såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten pålægger de stridende
parter under fjendtligheder at træffe aftale om frigivelse af tilbageholdt
personel, hvor dette er muligt samt at fastsætte fremgangsmåden for sådan
frigivelse;
da samme konventions artikel 31 hjemler, at de stridende parter fra
fjendtlighedernes udbrud at regne ved særlig overenskomst kan bestemme,
hvilken procentdel af personellet, der skal tilbageholdes i forhold til
antallet af fanger og til nævnte personels fordeling i lejrene,
anmoder konferencen Den Internationale Røde Kors Komite om at udarbejde et
udkast til en overenskomst om de to spørgsmål, der omhandles i de to nævnte
artikler og forelægge dette for De Høje Kontraherende Parter til godkendelse.
4. RESOLUTION
Da artikel 33 i Genevekonventionen af 27. juli 1929 om forbedring af
såredes og syges vilkår ved de væbnede styrker i felten angående
sanitetspersonellets identitetspapirer kun delvis er blevet iagttaget under
den sidste krig, hvilket har skabt alvorlige vanskeligheder for mange
medlemmer af sådant personel,
henstiller konferencen, at stater og nationale Røde Kors-foreninger i
fredstid træffer alle fornødne skridt med henblik på behørig udlevering til
sanitetspersonellet af de i artikel 40 i den nye konvention foreskrevne
emblemer og identitetskort.
5. RESOLUTION
Da Røde Kors-mærket hyppigt er blevet misbrugt,
henstiller konferencen, at staterne træffer strenge foranstaltninger med
henblik på at sikre, at det nævnte mærke såvel som andre emblemer, der er
omtalt i artikel 38 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om forbedring af
såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten, kun anvendes indenfor
de ved Genevekonventionen fastsatte grænser i det øjemed at værne om
emblemernes autoritet og beskytte deres høje betydning.
6. RESOLUTION (* 2)
Da nærværende konference ikke har været i stand til at optage spørgsmålet
om det tekniske studium af forbindelsesmuligheder mellem hospitalsskibe på
den ene side og krigsskibe og militære luftfartøjer på den anden side,
eftersom et sådant studium faldt udenfor konferencens kompetence;
da dette spørgsmål er af største vigtighed for hospitalsskibes sikkerhed
og effektivitet,
henstiller konferencen, at De Høje Kontraherende Parter i nær fremtid
instruerer et ekspertudvalg om at undersøge tekniske forbedringer af moderne
forbindelsesmidler mellem hospitalsskibe på den ene side og krigsskibe og
militære luftfartøjer på den anden side samt udfærdigelse af en international
kode, der fastslår nøjagtige bestemmelser om anvendelse af sådanne
forbindelsesmidler, således at hospitalsskibe erholder den højeste form for
beskyttelse og effektivitet.
7. RESOLUTION (* 3)
Konferencen, der ønsker at sikre hospitalsskibe den størst mulige
beskyttelse, udtaler håbet om, at samtlige de af De Høje Kontraherende
Parter, der er underskrivere af Genevekonventionen af 12. august 1949 om
forbedring af såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på
søen, vil drage omsorg for, at sådanne skibe i alle tilfælde, hvor det er
praktisk muligt, hyppigt og regelmæssigt sender radiomeddelelser med nærmere
angivelse af deres position, rute og fart.
8. RESOLUTION
Konferencen ønsker overfor alle nationer at forsikre:
at det, da dens arbejde udelukkende er inspireret af humanitære mål, er
dens inderlige håb, at regeringerne i fremtiden aldrig må se sig nødsaget til
at bringe Genevekonventionerne til beskyttelse af krigens ofre til
anvendelse; at det er dens højeste ønske, at magterne, såvel store som små,
stedse må nå frem til en venskabelig bilæggelse af deres uoverensstemmelser
ved samarbejde og forståelse mellem folkene, således at freden bestandig må
herske på jorden.
9. RESOLUTION (* 4)
Da det i artikel 71 i Genevekonventionen om behandling af krigsfanger
bestemmes, at krigsfanger, der gennem lang tid ikke har hørt fra deres
pårørende eller ikke har mulighed for ad de normale veje at afsende eller
modtage meddelelser fra disse, samt fanger, der befinder sig i betydelig
afstand fra deres hjem, skal have tilladelse til at afsende telegrammer,
således at taksterne modregnes i krigsfangernes konti hos
tilbageholdelsesmagten eller betales i den til deres rådighed stående valuta,
samt at krigsfanger ligeledes skal kunne benytte sig af disse lempelser i
hastende tilfælde; og
da det med henblik på nedsættelse af de ofte særdeles høje takster for
sådanne telegrammer synes påkrævet at indføre en fremgangsmåde til inddeling
af meddelelser, ved hjælp af hvilke man kan udfærdige og nummerere en række
korte formularmeddelelser vedrørende personligt helbred, hjemmeværende
slægtninges helbred, skolegang, økonomiske forhold og så videre til brug for
krigsfanger under fornævnte omstændigheder,
anmoder konferencen Den Internationale Røde Kors Komite om at udarbejde en
række formularmeddelelser, der svarer til disse krav, samt forelægge dem for
De Høje Kontraherende Parter til godkendelse.
10. RESOLUTION
Konferencen er af den opfattelse, at de betingelser, hvorunder en
stridende part kan opnå anerkendelse som krigsførende af magter, der ikke
deltager i konflikten, beror på folkerettens almindelige regler desangående
og på ingen måde ændres ved Genevekonventionerne.
11. RESOLUTION
Da Genevekonventionerne pålægger Den Internationale Røde Kors Komite til
enhver tid og under alle forhold at være rede til at udføre de humanitære
hverv, der er betroet den ved nærværende konvention,
anerkender konferencen nødvendigheden af at tilvejebringe regelmæssig
finansiel støtte til Den Internationale Røde Kors Komite.
Genevekonvention af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten.
De undertegnede, befuldmægtigede for de regeringer, der har været
repræsenteret ved den diplomatiske konference, som blev afholdt i Geneve fra
21. april til 12. august 1949 med det formål at revidere Genevekonventionen
af 27. juli 1929 om forbedring af såredes og syges vilkår ved hære i krig, er
blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 1
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til under alle forhold selv at
overholde og at drage omsorg for overholdelsen af nærværende konvention.
ARTIKEL 2
Udover de bestemmelser, der gælder i fredstid, finder nærværende
konvention anvendelse i alle tilfælde, hvor en krig er erklæret, eller hvor
der iøvrigt er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere af De Høje
Kontraherende Parter, selv om en af disse ikke anerkender, at der består
krigstilstand.
Konventionen finder ligeledes anvendelse i alle tilfælde af hel eller
delvis besættelse af en af De Høje Kontraherende Parters territorium, selv om
en sådan besættelse ikke møder væbnet modstand.
Selv om en af de stridende magter ikke har tiltrådt nærværende konvention,
er de magter, der har tiltrådt den, bundet af den i deres indbyrdes forhold.
De er endvidere bundet af konventionen i forhold til den pågældende magt,
hvis denne anerkender konventionen og anvender dens bestemmelser.
ARTIKEL 3
Hvor der på en af De Høje Kontraherende Parters territorium opstår en
væbnet konflikt, der ikke er af international karakter, er enhver af de
stridende parter forpligtet til som mindstemål at bringe følgende
bestemmelser til anvendelse:
- 1) Personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder
medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og personer, der er
gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, tilbageholdelse eller en hvilken
som helst anden omstændighed, skal under alle forhold behandles humant. De må
ikke gøres til genstand for mindre gunstig behandling som følge af race,
farve, religion eller overbevisning, køn, fødsel, formueomstændigheder eller
noget som helst andet lignende forhold.
I dette øjemed er og forbliver følgende handlinger til enhver tid og på
ethvert sted forbudt i forhold til ovennævnte personer:
- a) vold mod liv og legeme, i særdeleshed mord under enhver form,
lemlæstelse, grusom behandling og tortur;
- b) udtagelse af gidsler;
- c) krænkelser af den personlige værdighed, i særdeleshed ydmygende og
nedværdigende behandling;
- d) domme, der ikke er afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som
yder alle de judicielle garantier, der betragtes som uundværlige af
civiliserede folk, og henrettelser, der iværksættes uden en sådan domstols
forudgående afgørelse.
- 2) Sårede og syge skal opsamles og plejes.
Uvildige humanitære organer såsom Den Internationale Røde Kors Komite er
berettiget til at tilbyde de stridende parter deres bistand.
Herudover bør de stridende parter tage initiativet til oprettelsen af
særlige overenskomster indeholdende samtlige eller en del af nærværende
konventions øvrige bestemmelser.
Anvendelsen af foranstående bestemmelser berører ikke de stridende parters
retlige status.
ARTIKEL 4
Neutrale magter skal på samme måde anvende nærværende konventions
bestemmelser på sårede og syge og på medlemmer af det sanitære og gejstlige
personel tilhørende de stridende parters væbnede styrker, som modtages eller
interneres på den neutrale stats territorium, såvel som på opsamlede døde.
ARTIKEL 5
På de personer, der beskyttes af nærværende konvention, og som er faldet i
fjendens hænder, finder konventionen anvendelse i tidsrummet indtil deres
endelige hjemsendelse.
ARTIKEL 6
Foruden de overenskomster, der er udtrykkeligt hjemlede i artiklerne 10,
15, 23, 28, 31, 36, 37 og 52, kan De Høje Kontraherende Parter afslutte andre
særlige overenskomster vedrørende ethvert spørgsmål, om hvilket de finder det
hensigtsmæssigt at træffe særlig aftale. Ingen særlig overenskomst må
forringe de ved nærværende konvention fastsatte forhold for sårede og syge
eller for medlemmer af det sanitære eller gejstlige personel eller indskrænke
de rettigheder, som konventionen tillægger disse.
Sårede og syge såvel som medlemmer af det sanitære og gejstlige personel
skal i hele det tidsrum, i hvilket de omfattes af konventionen, nyde fordel
af sådanne overenskomster, medmindre de nævnte eller senere overenskomster
udtrykkeligt bestemmer det modsatte, eller gunstigere foranstaltninger
iværksættes til fordel for dem af en af de stridende parter.
ARTIKEL 7
Sårede og syge såvel som medlemmer af det sanitære og gejstlige personel
kan i intet tilfælde helt eller delvist give afkald på de rettigheder, der
sikres dem ved nærværende konvention eller eventuelt ved de i foregående
artikel omhandlede særlige overenskomster.
ARTIKEL 8
Nærværende konvention skal bringes til anvendelse i samarbejde med og
under kontrol af de beskyttelsesmagter, hvis pligt det er at varetage de
stridende parters interesser. Med dette formål for øje er
beskyttelsesmagterne berettiget til, udover deres diplomatiske eller
konsulære korps, at udnævne delegerede blandt deres egne eller andre neutrale
landes statsborgere. De nævnte delegerede skal godkendes af den magt, hos
hvilken de skal udøve deres virksomhed.
De stridende parter skal i størst muligt omfang lette
beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede udførelsen af hvervet.
Beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede må i intet tilfælde
overskride de grænser, der ved nærværende konvention er fastsat for deres
virksomhed. De skal i særdeleshed tage hensyn til de bydende nødvendige krav
på sikkerhed fra den stats side, i hvilken de udøver deres virksomhed. Deres
virksomhed må kun indskrænkes, når dette nødvendiggøres af bydende militære
krav, og da kun undtagelsesvist og som en midlertidig foranstaltning.
ARTIKEL 9
Nærværende konventions bestemmelser er ikke til hinder for den humanitære
virksomhed, som Den Internationale Røde Kors Komite eller en hvilken som
helst anden uvildig humanitær organisation med de pågældende stridende
parters samtykke måtte påtage sig til beskyttelse af og bistand for sårede og
syge samt medlemmer af det sanitære og gejstlige personel.
ARTIKEL 10
De Høje Kontraherende Parter kan når som helst aftale at betro de pligter,
der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne, til en
organisation, der frembyder de nødvendige garantier for uvildighed og
handlekraft.
Når sårede og syge eller medlemmer af det sanitære og gejstlige personel,
uanset af hvilken grund, ikke nyder fordel af eller ophører at nyde fordel af
en beskyttelsesmagts eller en af de i første stykke omhandlede
organisationers virksomhed, skal tilbageholdelsesmagten anmode en neutral
stat eller en sådan organisation om at påtage sig de opgaver, som i henhold
til nærværende konvention udføres af en beskyttelsesmagt, udpeget af de
stridende parter.
Hvis beskyttelse ikke kan tilvejebringes på denne måde, er
tilbageholdelsesmagten forpligtet til at anmode en humanitær organisation
såsom Den Internationale Røde Kors Komite om at overtage de humanitære
opgaver, der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne,
eller til med de begrænsninger, der følger af nærværende artikel, at modtage
tilbud om bistand, der fremkommer fra en sådan organisation.
Enhver neutral magt eller enhver organisation, der af den interesserede
magt anmodes om eller selv tilbyder at yde sin bistand med dette formål, skal
handle i bevidstheden om sit ansvar over for den stridende part, under
hvilken de personer, der beskyttes af nærværende konvention, hører, og skal
tilvejebringe tilstrækkelige garantier for sin evne til at påtage sig de
omhandlede opgaver og til at udføre dem i uvildig ånd.
Foranstående bestemmelser kan ikke sættes ud af kraft ved særlig
overenskomst mellem magter, af hvilke den ene, selv om det kun er
midlertidigt, som følge af militære begivenheder ikke er i besiddelse af fuld
handlefrihed i forhold til den anden magt eller dens allierede, i særdeleshed
i tilfælde af en besættelse af hele den førstnævnte stats territorium eller
en væsentlig del af dette.
Ordet beskyttelsesmagt indbefatter i nærværende konvention de
organisationer, der ifølge nærværende artikel kan træde i stedet for
beskyttelsesmagten.
ARTIKEL 11
I tilfælde, hvor beskyttelsesmagterne i de beskyttede personers interesse
anser det for tilrådeligt, og i særdeleshed i tilfælde af uenighed mellem de
stridende parter angående anvendelsen eller fortolkningen af nærværende
konventions bestemmelser, skal beskyttelsesmagterne tilbyde deres bistand med
henblik på uoverensstemmelsens bilæggelse.
I dette øjemed kan enhver af beskyttelsesmagterne enten på opfordring af
en af de stridende parter eller af egen drift foreslå parterne et møde,
eventuelt på et hensigtsmæssigt valgt neutralt territorium, mellem deres
repræsentanter og i særdeleshed mellem de myndigheder, der er ansvarlige for
sårede og syge samt for medlemmer af det sanitære og gejstlige personel. De
stridende parter er forpligtet til at rette sig efter de forslag, som stilles
dem med dette formål for øje. Beskyttelsesmagterne kan om fornødent til de
stridende parters godkendelse forelægge forslag om, at en person, der
tilhører en neutral magt eller er udpeget af Den Internationale Røde Kors
Komite, skal indbydes til at deltage i et sådant møde.
KAPITEL II
Syge og sårede.
ARTIKEL 12.
Medlemmer af de væbnede styrker og andre i den følgende artikel nævnte
personer, som er sårede eller syge, skal under alle forhold respekteres og
beskyttes.
De skal behandles humant og plejes af den af de stridende parter, i hvis
magt de befinder sig. De må ikke gøres til genstand for mindre gunstig
behandling som følge af køn, race, nationalitet, religion, politisk anskuelse
eller noget som helst andet lignende forhold. Ethvert angreb på deres liv
eller legeme er strengt forbudt. Det er i særdeleshed forbudt at myrde eller
udrydde dem, eller at gøre dem til genstand for tortur eller for biologiske
forsøg. De må ikke forsætligt lades uden lægehjælp eller pleje, ej heller må
der skabes betingelser, der udsætter dem for smitte eller infektion.
Kun tvingende lægelige grunde kan berettige en fortrinsstilling med hensyn
til behandlingens rækkefølge.
Kvinder skal behandles med ethvert skyldigt hensyn til deres køn.
Den af de stridende parter, der nødsages til at efterlade sårede eller
syge i fjendens magt, er forpligtet til, såvidt militære hensyn tillader det,
at lade en del af sit sanitære personel og materiel blive tilbage med henblik
på at bistå ved deres pleje.
ARTIKEL 13
Nærværende konvention finder anvendelse på sårede og syge, som tilhører
følgende grupper:
- 1) medlemmer af en af de stridende parters væbnede styrker, såvel som
medlemmer af hjemmeværn eller frivillige korps, der udgør en del af de nævnte
væbnede styrker;
- 2) medlemmer af andre hjemmeværn og frivillige korps, herunder
organiserede modstandsbevægelser, som tilhører en af de stridende parter,
hvad enten de opererer på eller uden for deres eget territorium, og selvom
dette territorium er besat, forudsat at disse hjemmeværn eller frivillige
korps, herunder organiserede modstandsbevægelser, opfylder følgende
betingelser:
- a) at de står under kommando af en person, der er ansvarlig for sine
undergivne,
- b) at de er i besiddelse af et fast kendetegn, der er synligt på afstand,
- c) at de bærer våbnene åbenlyst,
- d) at de udfører deres operationer i overensstemmelse med krigens love og
sædvaner;
- 3) medlemmer af regulære væbnede styrker, der adlyder ordrer fra en
regering eller en myndighed, som ikke anerkendes af tilbageholdelsesmagten;
- 4) personer, der ledsager de væbnede styrker uden direkte at være
medlemmer af disse, såsom civile medlemmer af militære luftfartøjers
besætninger, krigskorrespondenter, leverandører, medlemmer af arbejdsenheder
eller tjenestegrene, som er ansvarlige for de væbnede styrkers velfærd,
forudsat at de er autoriseret af de væbnede styrker, som de følger;
- 5) besætninger tilhørende handelsmarinen, herunder skibsførere, lodser og
lærlinge og besætninger tilhørende et af de stridende parters civile
luftfartøjer, forsåvidt de ikke nyder fordel af en gunstigere behandling i
medfør af andre folkeretlige bestemmelser;
- 6) indbyggere i et ikke-besat territorium, der når fjenden nærmer sig af
egen drift griber til våben for at yde modstand mod invasionsstyrkerne uden
at have haft tid til at gruppere sig i regulære militære enheder, forudsat at
de bærer våben åbenlyst og respekterer krigens love og sædvaner.
ARTIKEL 14
Sårede og syge, som tilhører en krigsførende magt, og som falder i
fjendens hænder, vil være at anse som krigsfanger, og de folkeretlige
bestemmelser vedrørende krigsfanger finder anvendelse på dem, jævnfør dog
bestemmelserne i foregående artikel.
ARTIKEL 15
De stridende parter er stedse og i særdeleshed efter en kamp forpligtet
til uden tøven at tage alle forholdsregler til at undersøge og opsamle de
sårede og syge, til at beskytte dem mod plyndring og dårlig behandling, til
at sikre dem tilstrækkelig pleje samt til at eftersøge de døde og forhindre,
at disse udplyndres.
Når som helst omstændighederne tillader det, skal der træffes aftale om
våbenhvile eller indstilling af skydningen eller indgås stedlige
overenskomster med henblik på at tillade evakuering, udveksling og transport
af de sårede, der er efterladt på slagmarken.
Ligeledes kan der afsluttes stedlige overenskomster mellem de stridende
parter om evakuering eller udveksling af sårede og syge fra et belejret eller
omringet område og om passageret for sanitært og gejstligt personel og udstyr
på vej til det nævnte område.
ARTIKEL 16
De stridende parter er i hvert enkelt tilfælde forpligtet til snarest
muligt at optegne alle nærmere omstændigheder, der kan bidrage til at
identificere sådanne af modstanderens sårede, syge og døde, som er faldet i
deres hænder. Disse optegnelser bør såvidt muligt indeholde oplysning om:
- a) den magt, under hvilken vedkommende personer hører;
- b) militært tjenestenummer;
- c) efternavn;
- d) fornavn(e);
- e) fødselsdato;
- f) enhver anden omstændighed, der fremgår af identitetskort eller -plade;
- g) dato og sted for tilfangetagelse eller død,
- h) sår, sygdom eller dødsårsag.
De ovennævnte oplysninger skal snarest muligt tilstilles det i artikel 122
i Genevekonventionen af 12. august 1949 om behandlingen af krigsfanger
omhandlede oplysningskontor, som gennem beskyttelsesmagten og centralkontoret
for krigsfanger skal videresende dem til den magt, under hvilken disse
personer hører.
De stridende parter skal tilvejebringe og gennem nævnte kontor tilstille
hinanden dødsattester eller behørigt bekræftede dødslister. De skal ligeledes
indsamle og gennem det nævnte kontor tilstille hinanden den halvdel af
dobbelte identitetsplader, testamenter eller andre dokumenter, der er af
betydning for de afdødes pårørende, penge og i det hele alle genstande, der
findes på de døde og som har værdi i sig selv eller affektionsværdi. Sådanne
genstande tillige med uidentificerede genstande skal fremsendes i forseglede
pakker ledsaget af erklæringer, indeholdende alle til identificering af de
afdøde ejermænd nødvendige oplysninger såvel som af en fuldstændig
fortegnelse over pakkens indhold.
ARTIKEL 17
De stridende parter er forpligtet til at sikre, at begravelsen eller
ligbrændingen, som forsåvidt forholdene tillader det skal ske individuelt,
kun finder sted efter en omhyggelig undersøgelse af ligene - om muligt
foretaget af en læge - med henblik på at konstatere dødens indtræden, fastslå
identiteten og muliggøre afgivelsen af en redegørelse. Den ene halvdel af
dobbelte identitetsplader, eller såfremt identitetspladen er enkelt, da
denne, skal forblive på liget.
Ligbrænding er kun tilladt, hvor tvingende hygiejniske hensyn eller den
afdødes religion begrunder dette. Omstændighederne i forbindelse med og
grundene til ligbrændingen skal nøje angives på dødsattesten eller den
bekræftede fortegnelse over de døde.
De stridende parter er endvidere forpligtet til at sikre, at de døde
begraves sømmeligt, om muligt under iagttagelse af et ritual i
overensstemmelse med den trosbekendelse, som de døde tilhørte, at deres grave
respekteres, om muligt grupperes efter de afdødes statsborgerforhold, samt
vedligeholdes og afmærkes på passende måde, således at de til enhver tid kan
stedfæstes. I dette øjemed er parterne forpligtet til ved fjendtlighedernes
begyndelse at oprette et særligt forvaltningsorgan for gravene med henblik på
at muliggøre senere opgravninger og at sikre ligenes identificering uanset
gravenes beliggenhed samt den eventuelle transport til hjemlandet. Disse
bestemmelser finder ligeledes anvendelse på asken, som skal opbevares af
forvaltningsorganet for gravene, indtil der fra hjemlandet foreligger ønske
om, hvilke endelige dispositioner, der skal træffes derover.
Så snart forholdene muliggør det og senest ved fjendtlighedernes
afslutning er de omhandlede forvaltningsorganer forpligtet til gennem det i
artikel 16, 2. stykke nævnte oplysningskontor at udveksle fortegnelser, der
angiver gravenes nøjagtige beliggenhed og afmærkning tilligemed nærmere
oplysninger om de der begravede døde.
ARTIKEL 18
De militære myndigheder er berettigede til at anmode befolkningen om af
humanitære grunde og under de militære myndigheders ledelse frivilligt at
opsamle og pleje sårede og syge, således at der ydes personer, som har taget
en sådan anmodning til følge, den nødvendige beskyttelse og de nødvendige
lempelser. Såfremt den fjendtlige part opnår eller genvinder herredømmet over
det pågældende område, er denne ligeledes forpligtet til at yde disse
personer samme beskyttelse og lempelser.
De militære myndigheder er forpligtet til selv i angrebne eller besatte
områder at tillade, at befolkningen og hjælpeorganisationer af egen drift
opsamler og plejer sårede og syge uden hensyn til statsborgerforhold.
Civilbefolkningen er forpligtet til at respektere disse sårede og syge og i
særdeleshed til at afholde sig fra at øve vold imod dem.
Ingen må nogensinde forulempes eller straffes for at have plejet sårede
eller syge.
Nærværende artikels bestemmelser fritager ikke besættelsesmagten for dens
forpligtelse til i såvel fysisk som moralsk henseende at drage omsorg for
sårede og syge.
KAPITEL III
Sanitære enheder og indretninger.
ARTIKEL 19
Sanitetstjenestens faste indretninger og bevægelige sanitære enheder må
under ingen omstændigheder angribes, men skal til enhver tid respekteres og
beskyttes af de stridende parter. Såfremt de nævnte indretninger og enheder
falder i den fjendtlige parts hænder, skal deres personel fortsat frit kunne
udøve sine pligter, sålænge den magt, der har erobret dem, ikke selv har
sikret den nødvendige pleje af de sårede og syge, som befinder sig i sådanne
indretninger og enheder.
Vedkommende myndigheder er forpligtet til at sikre, at de nævnte sanitære
indretninger og enheder såvidt muligt er således beliggende, at angreb mod
militære mål ikke kan bringe deres sikkerhed i fare.
ARTIKEL 20
Hospitalsskibe, der er berettiget til beskyttelse i henhold til
Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes, syges og
skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på søen, må ikke angribes fra
landjorden.
ARTIKEL 21
Den beskyttelse, der tilkommer sanitetstjenestens faste indretninger og
bevægelige sanitære enheder, ophører ikke med mindre de udenfor deres
humanitære opgaver anvendes til udøvelsen af handlinger til skade for
fjenden. Beskyttelsen bortfalder dog først, såfremt en advarsel, der såvidt
muligt skal fastsætte en rimelig tidsfrist, ikke efterkommes.
ARTIKEL 22
Følgende forhold skal ikke betragtes som givende ret til at berøve en
sanitær enhed eller indretning den ved artikel 17 garanterede beskyttelse:
- 1) at det enheden eller indretningen tilhørende personel er bevæbnet, og
at det anvender våbnene i selvforsvar eller til forsvar for de sårede og
syge, som befinder sig i dets varetægt,
- 2) at enheden eller indretningen i mangel af bevæbnede sygepassere
beskyttes af en vagt eller af skildvagter eller af en eskorte,
- 3) at der i enheden eller indretningen findes håndvåben og ammunition,
som er frataget de sårede og syge, og som endnu ikke er overgivet til rette
tjenestegren,
- 4) at personel og materiel tilhørende dyrlægetjenesten findes i enheden
eller indretningen uden at udgøre en integrerende del heraf,
- 5) at den humanitære virksomhed, der udøves af sanitære enheder og
indretninger eller af disses personel, udstrækker sig til pleje af civile
sårede eller syge.
ARTIKEL 23
De Høje Kontraherende Parter i fredstid og de stridende parter efter
fjendtlighedernes begyndelse er berettigede til på deres eget territorium og
i påkommende tilfælde i besatte områder at oprette hospitalszoner og
-områder, der er indrettet med henblik på at beskytte sårede og syge mod
krigens følger, såvel som på at beskytte det personel, der har til opgave at
organisere og administrere de nævnte zoner og områder samt at drage omsorg
for de deri samlede personer.
Efter fjendtlighedernes udbrud og under disse kan de interesserede parter
afslutte overenskomster om gensidig anerkendelse af de hospitalszoner og
-områder, som de har oprettet. De kan med dette formål for øje bringe
bestemmelserne i det nærværende konvention vedføjede overenskomstudkast til
anvendelse med de ændringer, som de skønner nødvendige.
Beskyttelsesmagterne og Den Internationale Røde Kors Komite opfordres til
at yde deres bistand med henblik på at lette indførelsen og anerkendelsen af
hospitalszoner og -områder.
KAPITEL IV
Personel.
ARTIKEL 24
Sanitært personel, som udelukkende er beskæftiget med eftersøgning,
opsamling, transport eller behandling af sårede eller syge eller med
forebyggelse af sygdomme, personer der udelukkende er beskæftiget med
sanitære enheders og indretningers administration, såvel som feltpræster,
tilknyttet de væbnede styrker, skal respekteres og beskyttes under alle
forhold.
ARTIKEL 25
Medlemmer af de væbnede styrker, der særligt er uddannede til i påkommende
tilfælde at anvendes som sygepassere, sygeplejersker eller frivillige
sygebærere til eftersøgning, opsamling, transport eller behandling af sårede
og syge, skal ligeledes respekteres og beskyttes, såfremt de udfører disse
pligter på et tidspunkt, hvor de kommer i berøring med fjenden eller falder i
fjendens hænder.
ARTIKEL 26
Personer, som tilhører nationale Røde Kors-selskaber og andre frivillige
hjælpeorganisationer, der behørigt er anerkendt og autoriserede af
vedkommende regeringer, ligestilles, for så vidt de anvendes til udførelsen
af samme pligter, som det i artikel 24 nævnte personel, med dette, forudsat
at sådanne personer er militære love og anordninger undergivet.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter er forpligtet til enten i fredstid
eller ved fjendtlighedernes begyndelse eller under disse, men i ethvert
tilfælde forinden den faktiske anvendelse af sådanne organisationer, at
underrette de andre kontraherende parter om navnene på de organisationer, som
den har bemyndiget til under sit ansvar at bistå sine væbnede styrkers
regulære sanitetstjeneste.
ARTIKEL 27
En anerkendt organisation tilhørende et neutralt land kan kun yde en
stridende part bistand i form af sanitært personel og sanitære enheder med
sin egen regerings forudgående samtykke og efter bemyndigelse fra den
interesserede stridende part. Det nævnte personel og de nævnte enheder skal
stilles under denne stridende parts ledelse.
Den neutrale regering skal underrette modstanderen af den stat, som
modtager bistanden, om sit samtykke. Den stridende part, som modtager
bistanden, er forpligtet til at underrette den fjendtlige part derom,
forinden den gør brug heraf.
Sådan bistand kan under ingen omstændigheder betragtes som utidig
indblanding i striden.
Medlemmer af det i første stykke nævnte personel skal behørigt forsynes
med de i artikel 40 omhandlede identitetskort forinden afrejsen fra det
neutrale land, som de tilhører.
ARTIKEL 28
Medlemmer af det i artiklerne 24 og 26 angivne personel, som falder i den
fjendtlige parts hænder, må kun tilbageholdes, for så vidt eventuelle
krigsfangers helbredstilstand, åndelige fornødenheder og antal kræver dette.
Medlemmer af således tilbageholdt personel er ikke at anse som
krigsfanger. Ikke desto mindre skal de som et mindstemål nyde fordel af
samtlige bestemmelser i Genevekonventionen af 12. august 1949 om behandling
af krigsfanger. Indenfor rammerne af tilbageholdelsesmagtens militære love og
anordninger og under dennes kompetente tjenestegren er de forpligtet til
fortsat i overensstemmelse med deres faglige etik at udføre deres sanitære og
åndelige pligter til fordel for krigsfanger fortrinsvis fra de væbnede
styrker, som de selv tilhører. De nyder envidere under udførelsen af deres
sanitære eller åndelige pligter følgende lettelser:
- a) der skal meddeles dem tilladelse til med regelmæssige mellemrum at
besøge krigsfanger i arbejdsenheder eller hospitaler uden for lejren.
Tilbageholdelsesmagten skal stille de fornødne befordringsmidler til deres
rådighed;
- b) i enhver lejr har den ældste militærlæge af højeste rang overfor
lejrens militære myndigheder ansvaret for det tilbageholdte sanitære
personels faglige virksomhed. Med dette formål for øje er de stridende parter
forpligtet til ved fjendtlighedernes udbrud at træffe aftale vedrørende
ligestilling i graderne indenfor deres sanitære personel, herunder personel
tilhørende de i artikel 26 angivne organisationer. Denne sanitære officer og
feltpræsterne har vedrørende alle spørgsmål, der opstår som følge af deres
opgaver, direkte adgang til lejrens militære og sanitære myndigheder, der er
forpligtet til at yde dem de fornødne lettelser med hensyn til brevveksling
angående disse spørgsmål;
- c) endskønt tilbageholdt personel i en lejr er den indre lejrdisciplin
undergivet, må det dog ikke pålægges det at udføre arbejde, der falder
udenfor dets sanitære eller religiøse pligter.
Under fjendtligheder skal de stridende parter såvidt muligt tage
forforholdsregler med henblik på frigivelse af tilbageholdt personel og skal
træffe aftale om fremgangsmåden ved sådan frigivelse.
Ingen af foranstående bestemmelser fritager tilbageholdelsesmagten for de
forpligtelser, der påhviler den med hensyn til krigsfangernes sanitære og
åndelige velfærd.
ARTIKEL 29
Medlemmer af det i artikel 25 angivne personel, som er faldet i fjendens
hænder, er at anse som krigsfanger, men skal udøve deres sanitære pligter,
hvor dette er påkrævet.
ARTIKEL 30
Personel, hvis tilbageholdelse ikke er absolut nødvendig i kraft af
bestemmelserne i artikel 28, skal tilbagesendes til den af de stridende
parter, som de tilhører, såsnart der frembyder sig en transportmulighed, og
militære krav tillader det.
I tidsrummet indtil hjemsendelsen er de ikke at anse som krigsfanger. Ikke
desto mindre nyder de som et mindstemål fordel af samtlige bestemmelser i
Genevekonventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger. De skal
fortsat udøve deres pligter efter ordrer fra den fjendtlige part og skal
fortrinsvis beskæftiges med pleje af sårede og syge fra den af de stridende
parter, som de selv tilhører.
Ved afrejsen må de medtage de effekter, personlige ejendele,
værdigenstande og instrumenter, der tilhører dem.
ARTIKEL 31
Udvælgelsen af det personel, der skal hjemsendes i henhold til artikel 30,
skal ske uden hensyntagen til race, religion eller politisk anskuelse og
fortrinsvis i overensstemmelse med tilfangetagelsernes kronologiske
rækkefølge og de pågældende personers helbredstilstand.
Fra fjendtlighedernes udbrud er de stridende parter berettiget til ved
særlig overenskomst at træffe bestemmelse om, hvilken procentdel det
personel, der skal holdes tilbage, skal udgøre i forhold til antallet af
fanger samt om fordelingen af det nævnte personel i lejren.
ARTIKEL 32
Personer, der er angivet i artikel 27, og som er faldet i den fjendtlige
parts hænder, må ikke tilbageholdes.
Medmindre der træffes anden aftale, skal der meddeles dem tilladelse til
at vende tilbage til deres land eller, hvis dette ikke er muligt, til den af
de stridende parters territorium, i hvis tjeneste de befandt sig, såsnart der
frembyder sig en transportmulighed, og militære krav tillader hjemsendelsen.
I tidsrummet indtil deres frigivelse er de forpligtet til at fortsætte
deres arbejde under den fjendtlige parts ledelse; de skal fortrinsvis
beskæftiges med pleje af sårede og syge fra den af de stridende parter, i
hvis tjeneste de befandt sig.
Ved afrejsen må de medbringe deres effekter, personlige ejendele og
værdigenstande samt instrumenter, våben og om muligt befordringsmidler, der
tilhører dem.
De stridende parter er forpligtet til i det tidsrum, i hvilket det nævnte
personel befinder sig i deres magt, at sikre dem samme kost, logi,
godtgørelse og løn, som tilstås tilsvarende personel tilhørende deres egne
væbnede styrker. Kosten skal hvad angår mængde, kvalitet og afveksling være
tilstrækkelig til at opretholde en normal helbredstilstand blandt det nævnte
personel.
KAPITEL V
Bygninger og materiel.
ARTIKEL 33
Materiel tilhørende de væbnede styrkers bevægelige sanitære enheder, som
falder i fjendens hænder, skal bruges til såredes og syges pleje.
Bygninger, materiel og depoter tilhørende de væbnede styrkers faste
sanitære indretninger forbliver undergivet krigens love, men må ikke anvendes
til noget andet formål, så længe de udkræves til såredes og syges pleje. Ikke
desto mindre er chefer for styrker i felten berettiget til at gøre brug af
disse, hvor tvingende militære hensyn nødvendiggør dette, forudsat at de
nævnte chefer forinden tager forholdsregler til fordel for de sårede og syge,
der plejes heri.
Det materiel og de depoter, der er defineret i nærværende artikel, må ikke
forsætligt ødelægges.
ARTIKEL 34
Fast ejendom og løsøre tilhørende hjælpeorganisationer, der nyder fordel
af de ved konventionen foreskrevne forrettigheder, er at anse som privat
ejendom.
Den beslaglæggelsesret, der ifølge krigens love og sædvaner tilkommer
krigsførende, må kun udøves, hvor tvingende hensyn nødvendiggør dette og kun
efter forudgående sikring af de såredes og syges velfærd.
KAPITEL VI
Sanitetstransporter.
ARTIKEL 35
Transporter af sårede og syge eller af sanitetsudstyr skal respekteres og
beskyttes på samme måde som bevægelige sanitære enheder.
Såfremt sådanne transporter eller køretøjer falder i den fjendtlige parts
hænder, undergives de krigens love på betingelse af, at den af de stridende
parter, der erobrer dem, i alle tilfælde sikrer de medførte syges og såredes
pleje.
Civilt personel og alle befordringsmidler, der er erhvervet ved
beslaglæggelse, er undergivet de almindelige folkeretlige regler.
ARTIKEL 36
Sanitetsluftfartøjer, det vil sige luftfartøjer, som udelukkende anvendes
til evakuering af sårede og syge og til transport af sanitært personel og
udstyr, må ikke angribes, men skal respekteres af de krigsførende parter, når
flyvningen finder sted i højder, på tidspunkter og ad ruter, hvorom der er
truffet særlig aftale mellem de interesserede krigsførende parter.
Sådanne luftfartøjer skal på over-, under- og sidefladerne være tydeligt
mærket med det i artikel 38 foreskrevne kendemærke såvel som med de nationale
farver. De skal være forsynet med alle andre mærker eller kendetegn, hvorom
der måtte være truffet aftale mellem de krigsførende parter efter udbruddet
af eller under fjendtlighederne.
Medmindre der er truffet anden aftale, er overflyvninger af fjendtligt
eller af fjenden besat territorium forbudt.
Sanitetsluftfartøjer er forpligtet til at efterkomme ethvert påbud om
landing. Har et luftfartøj foretaget en således påtvungen landing, har det
efter en eventuel undersøgelse ret til at fortsætte flyvningen med de
ombordværende.
I tilfælde af ufrivilig landing på fjendtligt eller af fjenden besat
territorium, er de sårede og syge såvel som luftfartøjets besætning at anse
som krigsfanger. Det sanitære personel vil være at behandle i
overensstemmelse med artikel 24 og de følgende artikler.
ARTIKEL 37
Sanitetsluftfartøjer, der tilhører de stridende parter, har ret til at
overflyve neutrale magters territorium og til om nødvendigt at foretage
landing der eller til at benytte det til mellemlanding, jævnfør dog
bestemmelserne i 2. stykke. De skal give de neutrale magter forudgående
meddelelse om overflyvning af det nævnte territorium og efterkomme ethvert
påbud om landing på landjorden eller på vandet. De er kun beskyttet mod
angreb under flyvning ad ruter, i højder og på tidspunkter, hvorom der er
truffet særlig aftale mellem de stridende parter og den interesserede
neutrale magt.
De neutrale magter er imidlertid berettiget til at fastsætte betingelser
eller indskrænkninger vedrørende sanitetsluftfartøjers overflyvning af eller
landing på deres territorium. Sådanne eventuelle betingelser eller
indskrænkninger skal bringes til ensartet anvendelse overfor alle de
stridende parter.
Medmindre anden aftale er truffet mellem den neutrale magt og de stridende
parter, skal de sårede og syge, som med de stedlige myndigheders tilladelse
landsættes på neutralt territorium fra sanitetsluftfartøjer, tilbageholdes af
den neutrale magt på en sådan måde, at de ikke påny kan deltage i
krigsoperationer, såfremt de folkeretlige regler kræver dette. Den med deres
hospitalsophold og internering forbundne udgift skal bæres af den magt, til
hvilken de hører.
KAPITEL VII
Kendemærket.
ARTIKEL 38
Som en opmærksomhed mod Schweiz forbliver det heraldiske mærke, det røde
kors på hvid bund, der dannes ved ombytning af forbundsrepublikkens farver,
emblem og kendemærke for de væbnede styrkers sanitetstjeneste.
For så vidt angår lande, som allerede i stedet for et rødt kors som
kendemærke anvender den røde halvmåne eller den røde løve og sol på hvid
bund, anerkender nærværende konvention dog ligeledes disse emblemer.
ARTIKEL 39
Den kompetente militære myndighed skal påse, at kendemærket rødt kors på
hvid bund forefindes på flag, armbind og på alt udstyr, der anvendes af
sanitetstjenesten.
ARTIKEL 40
Det i artiklerne 24, 26 og 27 omtalte personel skal på venstre arm bære et
armbind, der kan tåle vand, som er forsynet med kendemærket, og som er
udstedt og stemplet af den militære myndighed.
Foruden den i artikel 16 omtalte identitetsplade skal sådant personel
tillige bære et særligt identitetskort, der er forsynet med kendemærket.
Dette kort skal kunne tåle vand og være af en sådan størrelse, at det kan
bæres i lommen. Det skal være affattet på det nationale sprog og mindst
indeholde indehaverens efternavn og fornavne, fødselsdato, grad og
tjenestenummer, hvorhos det skal angive den egenskab, i hvilken han har ret
til beskyttelse under nærværende konvention. Kortet skal være forsynet med et
fotografi af ejeren tillige med hans underskrift og/eller fingeraftryk. Det
skal bære militærmyndighedens prægestempel.
Identitetskortet skal i hvert land være ensartet for alle de væbnede
styrker og skal såvidt muligt være af ens type i De Høje Kontraherende
Parters væbnede styrker. De stridende parter kan til deres vejledning anvende
det udkast, der som eksempel er vedføjet nærværende konvention. Ved
fjendtlighedernes udbrud skal de meddele hinanden, hvilken model de anvender.
Identitetskort bør om muligt udfærdiges i mindst 2 eksemplarer, af hvilke det
ene skal forblive i hjemlandet.
I intet tilfælde må kendetegn, identitetskort eller retten til at bære
armbind fratages det nævnte personel. Ved tab af kort eller kendetegn har
personellet ret til at erholde genpart af kortene og til at få kendetegnene
erstattet.
ARTIKEL 41
Det i artikel 25 angivne personel skal under udøvelsen af sine sanitære
pligter og kun da bære et hvidt armbind, der i midten er forsynet med
kendemærket i formindsket gengivelse; armbindet skal hidrøre fra og stemples
af den militære myndighed.
Militære identitetspapirer, der bæres af sådant personel, skal nærmere
anføre, hvilken særlig uddannelse, det har modtaget, den midlertidige
karakter af de opgaver, hvormed det er beskæftiget og dets hjemmel til at
bære armbindet.
ARTIKEL 42
Konventionens kendingsflag må kun hejses over sådanne sanitære enheder og
indretninger, som i henhold til konventionen har krav på at blive respekteret
og kun med de militære myndigheders samtykke.
Bevægelige enheder lige så vel som faste indretninger er berettiget til
tillige at føre det nationale flag for den af de stridende parter, som
enheden eller indretningen tilhører.
Sanitære enheder, der er faldet i fjendens hænder, må dog ikke føre noget
andet flag end konventionens.
De stridende parter skal, for så vidt militære hensyn tillader dette,
foranledige, at de kendemærker, der angiver sanitære enheder og indretninger,
er klart synlige for de fjendtlige land-, luft. eller søstridskræfter,
således at muligheden for enhver fjendtlig handling fjernes.
ARTIKEL 43
Sanitære enheder tilhørende neutrale lande, som er bemyndiget til at yde
en krigsførende part deres tjenester på de i artikel 27 fastlagte
betingelser, skal foruden konventionens flag føre denne krigsførende parts
nationale flag, hvor som helst denne gør brug af den ved artikel 42 hjemlede
ret.
De nævnte sanitære enheder er berettiget til ved enhver lejlighed at føre
deres nationale flag, selvom de falder i den fjendtlige parts hænder,
medmindre vedkommende militære myndighed udsteder modstående ordrer.
ARTIKEL 44
Med undtagelse af de i de følgende stykker nævnte tilfælde må det røde
kors på hvid bund og ordene: »Røde Kors« eller »Geneve
Kors« kun anvendes, være sig i fredstid eller i krigstid, til at angive
eller beskytte de sanitære enheder og indretninger, personel og materiel, der
er beskyttede ved nærværende konvention og andre konventioner omhandlende
lignende spørgsmål. Det samme gælder de i artikel 38, stykke 2 nævnte
kendetegn med hensyn til de lande, der benytter disse. De nationale Røde
Kors-selskaber og andre i artikel 26 angivne organisationer har kun ret til
at anvende det kendemærke, der hjemler konventionens beskyttelse, indenfor
rammerne af nærværende stykke.
Endvidere er nationale Røde Kors- (røde halvmåne, røde løve og sol)
selskaber berettiget til i fredstid i overensstemmelse med deres nationale
lovgivning at gøre brug af Røde Kors-navnet og -kendetegnet vedrørende anden
virksomhed, der svarer til de ved de internationale Røde Kors-konferencer
fastlagte grundsætninger. Når denne virksomhed udøves i krigstid, må mærket
kun anvendes på betingelse af, at det ikke kan opfattes som hjemlende
konventionens beskyttelse; mærket skal være af forholdsvis lille størrelse og
må ikke anbringes på armbind eller på bygningers tage.
Det er de internationale Røde Kors-organisationer og deres dertil
bemyndigede personel tilladt til enhver tid at gøre brug af det røde kors på
hvid bund.
Rent undtagelsesvist kan konventionens mærke i overensstemmelse med
national lovgivning og med et af de nationale Røde Kors- (røde halvmåne, røde
løve og sol) selskabers udtrykkelige tilladelse i fredstid anvendes til
betegnelse for køretøjer, der benyttes som ambulancer og til afmærkning af
katastrofeposter, som udelukkende er bestemt til at yde sårede eller syge
vederlagsfri behandling.
KAPITEL VIII
Konventionens gennemførelse.
ARTIKEL 45
Enhver af de stridende parter skal gennem sine øverstkommanderende sikre,
at det i de foregående artikler indeholdte nøje bringes til udførelse, og at
uforudsete tilfælde behandles i overensstemmelse med nærværende konventions
almindelige grundsætninger.
ARTIKEL 46
Repressalier rettede mod sårede, syge, personel, bygninger eller udstyr,
der er beskyttet af konventionen, forbydes.
ARTIKEL 47
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til i krig som i fred i videst
muligt omfang at udbrede kendskabet til nærværende konventions tekst i deres
respektive lande og i særdeleshed til at optage studiet af den i deres
militære og såvidt muligt i deres civile undervisningsprogram, således at
konventionens grundsætninger kan komme til hele befolkningens og i
særdeleshed til de væbnede styrkers og det sanitære og gejstlige personels
kundskab.
ARTIKEL 48
De Høje Kontraherende Parter skal gennem det schweiziske forbundsråd og
under fjendtligheder gennem beskyttelsesmagterne tilstille hinanden den
officielle oversættelse af nærværende konvention såvel som love og
bestemmelser, som de måtte gennemføre med henblik på konventionens
anvendelse.
KAPITEL IX
Bekæmpelse af misbrug og overtrædelser.
ARTIKEL 49
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til at gennemføre alle love,
der er nødvendige for at skabe effektive straffesanktioner overfor personer,
som begår eller beordrer iværksættelsen af nogen af de i følgende artikel
beskrevne grove overtrædelser af nærværende konvention.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter har pligt til at eftersøge
personer, der er sigtet for at have begået eller for at have beordret
iværksættelsen af sådanne grove overtrædelser, og skal uden hensyn til
sådanne personers statsborgerforhold stille dem for sine egne domstole. Den
kan også i overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning beslutte at
overgive sådanne personer til en anden interesseret kontraherende part til
retsforfølgning, under forudsætning af, at denne part har tilvejebragt et
tilstrækkeligt bevismateriale.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal tage de nødvendige
forholdsregler til bekæmpelse af alle handlinger, der uden at falde ind under
de i den følgende artikel definerede grove overtrædelser strider mod
nærværende konventions bestemmelser.
Under alle forhold skal de tiltalte med hensyn til domstolsbehandling og
forsvar nyde garantier, der ikke må være ringere end de i Genevekonventionen
af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger artikel 105 og følgende
artikler fastsatte.
ARTIKEL 50
Ved grove overtrædelser, jævnfør artikel 49, forstås overtrædelser, der
indbefatter en af følgende handlinger, såfremt denne begås overfor personer
eller ejendom, der beskyttes af konventionen: forsætligt drab, tortur eller
umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg, forsætlig tilføjelse af
betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, omfattende
ødelæggelse og tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af den militære
nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde.
ARTIKEL 51
Ingen af De Høje Kontraherende Parter kan frigøre sig selv eller en anden
kontraherende part for ansvar, som den selv eller en anden kontraherende part
har pådraget sig med hensyn til de i den foregående artikel omhandlede
overtrædelser.
ARTIKEL 52
På begæring af en af de stridende parter skal der iværksættes en
undersøgelse i en form, der fastsættes af de interesserede parter, vedrørende
enhver påstået krænkelse af konventionen.
Hvis der ikke er opnået enighed om fremgangsmåden ved undersøgelsen, bør
parterne træffe aftale om valg af en voldgiftsmand, som skal bestemme,
hvilken fremgangsmåde, der skal følges.
Når en krænkelse er fastslået, skal de stridende parter bringe den til
ophør og snarest muligt bekæmpe den.
ARTIKEL 53
Det forbydes til enhver tid andre enkeltpersoner, foreninger, firmaer
eller handelshuse, være sig offentlige eller private, end sådanne, som er
berettigede hertil i henhold til nærværende konvention, at anvende
kendetegnet eller betegnelsen »Røde Kors« eller »Geneve
Kors« eller noget tegn eller nogen betegnelse, der er en efterligning
heraf, uanset formålet med sådan anvendelse og uden hensyn til tidspunktet
for antagelsen.
Under hensyn til den opmærksomhed, der ydes Schweiz ved antagelsen af
forbundsrepublikkens ombyttede farver, og under hensyn til den forveksling,
der kan opstå mellem det schweiziske våben og konventionens kendemærke,
forbydes det til enhver tid privatpersoner, foreninger eller firmaer at
anvende den schweiziske forbundsrepubliks våben eller noget mærke, der er en
efterligning heraf, være sig som fabriks, eller handelsmærker eller dele af
sådanne mærker, eller med et formål, der strider mod god handelsmoral, eller
under omstændigheder, der kan såre den schweiziske nationalfølelse.
Ikke desto mindre kan de af De Høje Kontraherende Parter, der ikke
tiltrådte Genevekonventionen af 27. juli 1929, tilstå tidligere brugere af de
i første stykke angivne kendetegn, betegnelser, tegn eller mærker en
tidsfrist af ikke over 3 år fra nærværende konventions ikrafttræden til at
indstille sådan anvendelse, forudsat at den nævnte anvendelse ikke er af en
sådan karakter, at den i krigstid ville fremtræde som hjemlende konventionens
beskyttelse.
Det i stykke 1 fastsatte forbud finder ligeledes anvendelse på de i
artikel 38, stykke 2, nævnte kendetegn og mærker, uden at dette dog gælder
rettigheder, der er erhvervet ved tidligere brug.
ARTIKEL 54
De Høje Kontraherende Parter er forpligtet til at tage de forholdsregler,
der til enhver tid er nødvendige til forebyggelse og bekæmpelse af de i
artikel 53 omhandlede misbrug, såfremt deres lovgivning ikke allerede er
fyldestgørende.
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
ARTIKEL 55
Nærværende konvention er affattet på engelsk og fransk. De to tekster har
samme gyldighed.
Det schweiziske forbundsråd skal drage omsorg for udarbejdelsen af
officielle oversættelser af konventionen til russisk og spansk.
Nærværende konvention, som bærer denne dags dato, står indtil den 12.
februar 1950 åben for undertegnelse af de magter, der har været repræsenteret
ved den konference, som åbnedes i Geneve den 21. april 1949, såvel som af
magter, der ikke har været repræsenteret ved nævnte konference, men som har
tiltrådt Genevekonventionerne af 1864, 1906 eller 1929 om forbedring af
såredes og syges vilkår ved de væbnede styrker i felten.
ARTIKEL 57
Nærværende konvention skal ratificeres snarest muligt, og
ratifikationsdokumenterne skal deponeres i Bern.
Om deponeringen af hvert enkelt ratifikationsdokument skal der optages en
protokol, hvoraf en bekræftet kopi ved det schweiziske forbundsråds
foranstaltning skal tilstilles alle de magter, der har underskrevet
konventionen, eller som har meddelt, at de tiltræder den.
ARTIKEL 58
Nærværende konvention træder i kraft 6 måneder efter deponeringen af
mindst 2 ratifikationsdokumenter.
Derefter træder den i kraft for hver enkelt af De Høje Kontraherende
Parter 6 måneder efter deponeringen af ratifikationsdokumentet.
ARTIKEL 59
I forholdet mellem De Høje Kontraherende Parter træder nærværende
konvention i stedet for konventionerne af 22. august 1864, 6. juli 1906 og
27. juli 1929.
ARTIKEL 60
Fra nærværende konventions ikrafttrædelsesdato at regne skal enhver magt,
der ikke allerede har underskrevet den, kunne tiltræde den.
ARTIKEL 61
Tiltrædelser skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd og
gælder fra 6 måneder efter den dato, på hvilken meddelelsen modtages.
Det schweiziske forbundsråd skal underrette alle de magter, som har
underskrevet konventionen, eller om hvis tiltrædelse der er givet meddelelse,
om tiltrædelser.
ARTIKEL 62
Hvor en af de i artiklerne 2 og 3 omhandlede situationer foreligger,
træder ratifikationer, der er deponeret, og tiltrædelser, hvorom der er givet
meddelelse af de stridende parter før eller efter fjendtlighedernes eller
besættelsens begyndelse, øjeblikkelig i kraft. Det schweiziske forbundsråd
skal på hurtigste måde sende meddelelse om alle ratifikationsdokumenter eller
tiltrædelseserklæringer, der modtages fra en stridende part.
ARTIKEL 63
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal frit kunne opsige nærværende
konvention.
Opsigelsen skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd, der skal
videresende meddelelsen til alle De Høje Kontraherende Parters regeringer.
Opsigelsen træder i kraft et år efter, at meddelelse herom er afgivet til
det schweiziske forbundsråd. En opsigelse, hvorom meddelelse er afgivet på et
tidspunkt, da den opsigende magt var indblandet i en strid, træder imidlertid
først i kraft, når der er sluttet fred, og når virksomheden i forbindelse med
løsladelse og hjemsendelse af de i nærværende konvention beskyttede personer
er tilendebragt.
Opsigelsen gælder kun for den opsigende magts vedkommende. Den svækker på
ingen måde de forpligtelser, som de stridende parter fortsat skal underkaste
sig i kraft af de folkeretlige grundsætninger, således som disse fremgår af
de mellem civiliserede folk gældende sædvaner, af menneskelighedens love og
af den offentlige morals bydende krav.
ARTIKEL 64
Det schweiziske forbundsråd skal lade nærværende konvention indregistrere
i De Forenede Nationers sekretariat. Det schweiziske forbundsråd skal
ligeledes underrette De Forenede Nationers sekretariat om alle modtagne
ratifikationer, tiltrædelser og opsigelser vedrørende nærværende konvention.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der har deponeret deres
respektive fuldmagter, underskrevet nærværende konvention.
Udfærdiget i Geneve den 12. august 1949 på engelsk og fransk. Originalen
skal deponeres i det schweisiske forbundsarkiv. Det schweiziske forbundsråd
skal tilstille enhver af signatarstaterne og de stater, som har tiltrådt
konventionen, en bekræftet kopi af denne.
For AFGHANISTAN M. Osman AMIRI
For DEN ALBANSKE J. MALO
FOLKEREPUBLIK
Artikel 10: Den Albanske Folkerepublik kan ikke anerkende en anmodning fra
en tilbageholdelsesmagt til en humanitær organisation eller til en neutral
stat om at træde i en beskyttelsesmagts sted som værende i orden, medmindre
det land, i hvilket de beskyttede personer er statsborgere, har givet sit
samtykke.
For ARGENTINA Guillermo A. SPERONI
Argentina har altid indtaget en ledende stilling mellem mange andre
nationer i de spørgsmål, der har ligget til grund for vore diskussioner. Jeg
undertegner derfor de fire konventioner i min regerings navn og under
forbehold af ratifikation med det forbehold, at artikel 3, fælles for alle
fire konventioner, skal være den eneste artikel, der med udelukkelse af alle
andre skal kunne anvendes i tilfælde af væbnede konflikter, som ikke har en
international karakter.
For AUSTRALIEN Norman R. MIGHELL
Med forbehold af ratifikation.
For ØSTRIG Dr.Rud. BLUEHDORN
For BELGIEN Maurice BOURQUIN
For DEN BIELORUSSISKE I. KUTEINIKOV
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For BOLIVIA G. MEDEIROS
For BRASILlEN Joao PINTO DA SILVA
General Floriano DE LIMA BRAYNER
For DEN BULGARSKE K. B. SVETLOV
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For CANADA Max H. WERSHOF
For CEYLON V. COOMARASWAMY
For CHILE F. CISTERNAS ORTIZ
For KINA WU Nan-Ju
For COLOMBIA Rafael ROCHA SCHLOSS
For CUBA J. DE LA LUZ LEON
For DANMARK Georg COHN
Paul IPSEN
BAGGE
For ÆGYPTEN A. K. SAFWAT
For ECUADOR Alex. GASTELU
For SPANIEN Luis CALDERON
For AMIERIKAS Leland HARRISON
FORENEDE STATER Raymund J. YINGLING
For ABESSINIEN Gachaou ZELLEKE
For FINLAND Reinhold SVENTO
For FRANKRIG JACQUINOT
G. CAHEN-SALVADOR
For GRÆKENLAND M. PESMAZOGLOU
For GUATEMALA A.DUPONT-WILLEMIN
For DEN UNGARSKE Anna KARA
FOLKEREPUBLIK
1. Ifølge Den Ungarske Folkerepubliks regerings
opfattelse kan bestemmelserne i artikel 10 i konventionen om sårede og syge,
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 11 i
konventionen om civile personer vedrørende en udskiftning af
beskyttelsesmagten kun bringes til anvendelse, såfremt regeringen i den stat,
hvis statsborgere de beskyttede personer er, ikke længere eksisterer.
2. Den Ungarske Folkerepubliks regering kan ikke
godkende bestemmelserne i artikel 11 i konventionen om sårede og syge,
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 12 i
konventionen om civile personer, ifølge hvilke beskyttelsesmagtens kompetence
udstrækker sig til fortolkningen af konventionen.
For INDIEN D. B. DESAI
For IRAN A. H. MEYKADEH
For REPUBLIKKEN Sean MACBRIDE
IRLAND
For ISRAEL M. KAHANY
Med det forbehold, at Israel, samtidig med at respektere
ukrænkeligheden af konventionens kendemærker og emblemer, vil
benytte det røde David-skjold som emblem og kendemærke for dets
væbnede styrkers sanitetstjeneste.
For ITALIEN Giacinto AURITI
Ettore BAISTROCCHI
For LIBANON MIKAOUI
For LIECHTENSTEIN Comte F. WILCZEK
For LUXEMBOURG J.STURM
For MEXICO Pedro DE ALBA
W. R. CASTRO
For FYRSTENDØMMET M. LOZE
MONACO
For NICARAGUA LIFSCHITZ
ad referendum
For NORGE Rolf ANDERSEN
For NEW ZEALAND G. R. LAKING
For PAKISTAN S. M. A.FARUKI, M.G.
A. H. SHAIKH
For PARAGUAY Conrad FEHR
For NEDERLANDENE J. BOSCH DE ROSENTHAL
For PERU Gonzalo PIZARRO
For DEN PHILIPPINSKE P. SEBASTIAN
REPUBLIK
Denne underskrift afgives under forbehold af ratifikation af
Philippinernes senat i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser.
For POLEN Julian PRZYBOS
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For PORTUGAL G. CALDEIRA COELHO
- a) Artikel 3 fælles for alle fire konventioner:
Da der ikke findes nogen foreliggende definition af vendingen en konflikt,
der ikke er af international karakter, og da det ikke, såfremt der med denne
vending kun tænkes på borgerkrig, klart er fastslået på hvilket tidspunkt et
væbnet oprør indenfor et land skal betragtes som borgerkrig, forbeholder
Portugal sig retten til ikke at bringe bestemmelserne i artikel 3 til
anvendelse i alle de territorier, der står under dets overhøjhed i hvilken
som helst del af verden, i det omfang bestemmelserne strider mod portugisisk
lov.
- b) Artikel 10 i konventionerne I, II og III og artikel 11 i konvention
IV:
Den portugisiske regering anerkender kun ovennævnte artikler med det
forbehold at anmodninger fra tilbageholdelsesmagten til en neutral stat eller
til en humanitær organisation om at påtage sig de opgaver, der normalt
udføres af beskyttelsesmagter, foretages med samtykke fra og i enighed med
regeringen for det land, i hvilket de personer, der skal beskyttes, er
statsborgere (oprindelseslande).
- c) Artikel 13 i konvention I og artikel 4 i konvention III:
Den portugisiske regering tager forbehold vedrørende anvendelsen af de
ovennævnte artikler i alle tilfælde, hvor den lovmæssige regering allerede
har bedt om og er gået ind på en våbenstilstand eller ophør af militære
operationer af hvilken som helst karakter, selv hvis de væbnede styrker i
felten endnu ikke har kapituleret.
For DEN RUMÆNSKE I. DRAGOMIR
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For DET FORENEDE Robert CRAIGIE
KONGERIGE STOR- H. A. STRUTT
BRITANNIEN OG W. H. GARDNER
NORDIRLAND
For PAVESTOLEN Philippe BERNARDINI
For EL SALVADOR R. A. BUSTAMANTE
For SVERIGE Staffan SØDERBLOM
Med forbehold af ratifikation af Hans Majestæt Kongen af Sverige
med Riksdagens godkendelse.
For SCHWEIZ Max PETITPIERRE
Colonel div. DU PASQUIER
H. MEULI
Plinio BOLLA
Ph. ZUTTER
For SYRIEN Omar EL DJABRI
A. GENNAOUI
For CZECHOSLOVAKIET TAUBER
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For TYRKIET Rana TARHAN
For DEN UKRAINISKE Professor
SOCIALISTISKE O. BOGOMOLETZ
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For UNIONEN AF N. SLAVINE
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIKER
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For URUGUAY Conseiller Colonel
Hector J. BLANCO
For VENEZUELA A. POSSE DE RIVAS
For DEN JUGOSLAVISKE Milan RISTIC
FEDERALE FOLKE-
REPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
TILLÆG I
Overenskomstudkast vedrørende hospitalszoner og -områder.
ARTIKEL 1
Hospitalszoner er strengt forbeholdt de personer, der nævnes i artikel 23
i Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten samt det personel, der har til opgave at
organisere og administrere disse zoner og områder, og at drage omsorg for de
deri samlede personer.
Personer, der har fast bopæl inden for sådanne zoner har dog ret til at
opholde sig der.
ARTIKEL 2
Personer, der ligegyldigt i hvilken egenskab opholder sig i en
hospitalszone, må ikke udføre arbejde, være sig inden for eller uden for
zonen, der står i direkte forbindelse med militære operationer eller med
fremstilling af krigsmateriel.
ARTIKEL 3
Den magt, der opretter hospitalszoner, er forpligtet til at tage alle
nødvendige forholdsregler med henblik på at forhindre, at ingen personer, som
ikke har ret til at opholde sig eller komme ind i zonen, får adgang til
denne.
ARTIKEL 4
Hospitalszoner må opfylde følgende betingelser:
- a) de må kun omfatte en lille del af det territorium, der styres af den
magt, der har oprettet dem;
- b) deres befolkning skal være lille i forhold til optagelsesmulighederne;
- c) de skal være beliggende i stor afstand fra og må ikke rumme militære
mål eller store industri- eller administrationsanlæg;
- d) de må ikke være beliggende i områder, som med nogen som helst
sandsynlighed kan få betydning for krigsførelsen.
ARTIKEL 5
Hospitalszoner er undergivet følgende forpligtelser:
- a) forbindelsesveje og befordringsmidler tilhørende disse må ikke
anvendes til befordring, selv ikke transitbefordring af militært personel
eller materiel.
- b) de må i intet tilfælde forsvares med militære midler.
ARTIKEL 6
Hospitalszoner skal betegnes ved hjælp af Røde Kors (røde halvmåner, røde
løver og sole) på hvid baggrund anbragt på omkredsen og på bygningerne. Det
er tilladt at afmærke dem på lignende måde om natten ved hjælp af passende
belysning.
ARTIKEL 7
Magterne er forpligtet til i fredstid eller ved fjendtlighedernes udbrud
at tilstille samtlige Høje Kontraherende Parter en fortegnelse over
hospitalszoner i de områder, der styres af disse. De er ligeledes forpligtet
til at fremkomme med meddelelse om alle nye zoner, der oprettes under
fjendtlighederne.
Så snart den fjendtlige part har modtaget ovennævnte meddelelse, er zonen
at anse som behørigt oprettet.
Såfremt den fjendtlige part imidlertid er af den opfattelse, at nærværende
konventions betingelser ikke er opfyldt, er den berettiget til at afslå at
anerkende zonen ved omgående meddelelse derom til den part, der er ansvarlig
for den nævnte zone; den kan ligeledes gøre sin anerkendelse af en sådan zone
afhængig af indførelsen af den i artikel 8 omhandlede kontrol.
ARTIKEL 8
Enhver magt, som har anerkendt en eller flere hospitalszoner, der er
oprettet af den fjendtlige part, er berettiget til at stille krav om en
kontrol ved et eller flere særlige udvalg med det formål at undersøge, om
zonerne opfylder de i nærværende overenskomst fastsatte betingelser og
forpligtelser.
I dette øjemed har de særlige udvalgs medlemmer til enhver tid fri adgang
til de forskellige zoner og kan endogså tage fast bopæl der. Der skal ydes
dem enhver lettelse ved udførelsen af deres tilsynspligter.
ARTIKEL 9
Såfremt de særlige udvalg bemærker nogen kendsgerning, som de opfatter som
stridende mod nærværende overenskomsts bestemmelser, er de forpligtet til
straks at gøre den magt, der styrer den nævnte zone, opmærksom på
kendsgerningen samt til at fastsætte en tidsfrist af 5 dage, indenfor hvilken
sagen skal bringes i orden. De skal behørigt underrette den magt, som har
anerkendt zonen.
Såfremt den magt, som styrer zonen, ikke ved tidsfristens udløb har
efterkommet advarslen, er den fjendtlige part berettiget til at erklære, at
den ikke længere er bundet af nærværende overenskomst med hensyn til den
nævnte zone.
ARTIKEL 10
Enhver magt, der opretter en eller flere hospitalszoner eller et eller
flere hospitalsområder, og de fjendtlige parter, der har modtaget meddelelsen
om disse, skal udnævne eller gennem neutrale magter have udnævnt de personer,
der skal være medlemmer af de i artiklerne 8 og 9 nævnte særlige udvalg.
ARTIKEL 11
Hospitalszoner må under ingen omstændigheder angribes. De skal til enhver
tid beskyttes og respekteres af de stridende parter.
ARTIKEL 12
Ved et territoriums besættelse skal de der beliggende hospitalszoner
fortsat respekteres og udnyttes som sådanne.
Deres formål kan imidlertid ændres af besættelsesmagten på betingelse af,
at alle forholdsregler tages med henblik på at sikre de deri optagne
personer.
ARTIKEL 13
Nærværende overenskomst finder ligeledes anvendelse på områder, som
magterne udnytter til samme formål som hospitalszoner.

Genevekonvention af 12. august 1949 til forbedring af såredes, syges og
skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på søen.
De undertegnede, befuldmægtigede for de regeringer, der har været
repræsenteret ved den diplomatiske konference, som blev afholdt i Geneve fra
21. april til 12. august 1949 med det formål at revidere den 10.
Haagkonvention af 18. oktober 1907 om anvendelse på søkrigen af
grundsætningerne i Genevekonventionen af 1906, er blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 1
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til under alle forhold selv at
overholde og drage omsorg for overholdelsen af nærværende konvention.
ARTIKEL 2
Udover de bestemmelser, der gælder i fredstid, finder nærværende
konvention anvendelse i alle tilfælde, hvor en krig er erklæret, eller hvor
der iøvrigt er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere af De Høje
Kontraherende Parter, selv om en af disse ikke anerkender, at der består
krigstilstand.
Konventionen finder ligeledes anvendelse i alle tilfælde af hel eller
delvis besættelse af en af De Høje Kontraherende Parters territorium, selv om
en sådan besættelse ikke møder væbnet modstand.
Selv om en af de stridende magter ikke har tiltrådt nærværende konvention,
er de magter, der har tiltrådt den, bundet af den i deres indbydes forhold.
De er endvidere bundet af konventionen i forhold til den pågældende magt,
hvis denne anerkender konventionen og anvender dens bestemmelser.
ARTIKEL 3
Hvor der på en af De Høje Kontraherende Parters territorium opstår en
væbnet konflikt, der ikke er af international karakter, er enhver af de
stridende parter forpligtet til som mindstemål at bringe følgende
bestemmelser til anvendelse:
- 1) Personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder
medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og personer, der er
gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, tilbageholdelse eller en hvilken
som helst anden omstændighed, skal under alle forhold behandles humant. De må
ikke gøres til genstand for mindre gunstig behandling som følge af race,
farve, religion eller overbevisning, køn, fødsel, formueomstændigheder eller
noget som helst andet lignende forhold.
I dette øjemed er og forbliver følgende handlinger til enhver tid og på
ethvert sted forbudt i forhold til ovennævnte personer:
- a) vold mod liv og legeme, i særdeleshed mord under enhver form,
lemlæstelse, grusom behandling og tortur;
- b) udtagelse af gidsler;
- c) krænkelser af den personlige værdighed, i særdeleshed ydmygende og
nedværdigende behandling;
- d) domme, der ikke er afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som
yder alle de judicielle garantier, der betragtes som uundværlige af
civiliserede folk, og henrettelser, der iværksættes uden en sådan domstols
forudgående afgørelse.
- 2) Sårede, syge og skibbrudne skal opsamles og plejes.
Uvildige humanitære organer såsom Den Internationale Røde Kors Komite er
berettiget til at tilbyde de stridende parter deres bistand.
Herudover bør de stridende parter tage initiativet til oprettelsen af
særlige overenskomster indeholdende samtlige eller en del af nærværende
konventions øvrige bestemmelser.
Anvendelsen af foranstående bestemmelser berører ikke de stridende parters
retlige status.
ARTIKEL 4
I tilfælde af fjendtligheder mellem stridende parters land- og
søstridskræfter finder nærværende konventions bestemmelser kun anvendelse på
styrker om bord på skibe.
Landsatte styrker falder øjeblikkelig ind under bestemmelserne i
Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten.
ARTIKEL 5
Neutrale magter skal på samme måde anvende nærværende konventions
bestemmelser på sårede, syge og skibbrudne, og på medlemmer af det sanitære
og gejstlige personel tilhørende de stridende parters væbnede styrker, som
modtages eller interneres på den neutrale stats territorium, såvel som på
opsamlede døde.
ARTIKEL 6
Foruden de overenskomster, der er udtrykkeligt hjemlede i artiklerne 10,
18, 31, 38, 39, 40, 43 og 53, kan De Høje Kontraherende Parter afslutte andre
særlige overenskomster vedrørende ethvert spørgsmål, om hvilket de finder det
hensigtsmæssigt at træffe særlig aftale. Ingen særlig overenskomst må dog
forringe de ved nærværende konvention fastsatte forhold for sårede, syge og
skibbrudne eller for medlemmer af det sanitære eller gejstlige personel eller
indskrænke de rettigheder, som konventionen tillægger disse.
Sårede, syge og skibbrudne såvel som medlemmer af det sanitære og
gejstlige personel skal i hele det tidsrum, i hvilket de omfattes af
konventionen, nyde fordel af sådanne overenskomster, medmindre de nævnte
eller senere overenskomster udtrykkeligt bestemmer det modsatte, eller
gunstigere foranstaltninger iværksættes til fordel for dem af en af de
stridende parter.
ARTIKEL 7
Sårede, syge og skibbrudne såvel som medlemmer af det sanitære og
gejstlige personel kan i intet tilfælde helt eller delvist give afkald på de
rettigheder, der sikres dem ved nærværende konvention eller eventuelt ved de
i foregående artikel omhandlede særlige overenskomster.
ARTIKEL 8
Nærværende konvention skal bringes til anvendelse i samarbejde med og
under kontrol af de beskyttelsesmagter, hvis pligt det er at varetage de
stridende parters interesser. Med dette formål for øje er
beskyttelsesmagterne berettiget til at udnævne delegerede ikke alene blandt
medlemmer af deres diplomatiske eller konsulære korps, men også blandt deres
egne eller andre neutrale landes statsborgere. De nævnte delegerede skal
godkendes af den magt, hos hvilken de skal udøve deres virksomhed.
De stridende parter skal i størst muligt omfang lette
beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede udførelsen af hvervet.
Beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede må i intet tilfælde
overskride de grænser, der ved nærværende konvention er fastsat for deres
virksomhed. De skal i særdeleshed tage hensyn til de bydende nødvendige krav
på sikkerhed fra den stats side, i hvilken de udøver deres virksomhed. Deres
virksomhed må kun indskrænkes, når dette nødvendiggøres af bydende militære
krav, og da kun undtagelsesvist og som en midlertidig foranstaltning.
ARTIKEL 9
Nærværende konventions bestemmelser er ikke til hinder for den humanitære
virksomhed, som Den Internationale Røde Kors Komite eller en hvilken som
helst anden uvildig humanitær organisation med de pågældende stridende
parters samtykke måtte påtage sig til beskyttelse af og bistand for sårede,
syge og skibbrudne samt medlemmer af det sanitære og gejstlige personel.
ARTIKEL 10
De Høje Kontraherende Parter kan når som helst aftale at betro de pligter,
der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne, til en
organisation, der frembyder de nødvendige garantier for uvildighed og
handlekraft.
Når sårede, syge og skibbrudne eller medlemmer af det sanitære og
gejstlige personel, uanset af hvilken grund, ikke nyder fordel af eller
ophører at nyde fordel af en beskyttelsesmagts eller en af de i første stykke
omhandlede organisationers virksomhed, skal tilbageholdelsesmagten anmode en
neutral stat eller en sådan organisation om at påtage sig de opgaver, som i
henhold til nærværende konvention udføres af en beskyttelsesmagt, udpeget af
de stridende parter.
Hvis beskyttelse ikke kan tilvejebringes på denne måde, er
tilbageholdelsesmagten forpligtet til at anmode en humanitær organisation
såsom Den Internationale Røde Kors Komite om at overtage de humanitære
opgaver, der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne,
eller til med de begrænsninger, der følger af nærværende artikel, at modtage
tilbud om bistand, der fremkommer fra en sådan organisation.
Enhver neutral magt eller enhver organisation, der af den interesserede
magt anmodes om eller selv tilbyder at yde sin bistand med dette formål, skal
handle i bevidstheden om sit ansvar over for den stridende part, som de
personer, der beskyttes af nærværende konvention, tilhører, og skal
tilvejebringe tilstrækkelige garantier for sin evne til at påtage sig de
omhandlede opgaver og til at udføre dem i uvildig ånd.
Foranstående bestemmelser kan ikke sættes ud af kraft ved særlig
overenskomst mellem magter, af hvilke den ene, selv om det kun er
midlertidigt, som følge af militære begivenheder ikke er i besiddelse af fuld
handlefrihed i forhold til den anden magt eller dens allierede, i særdeleshed
i tilfælde af en besættelse af hele den førstnævnte stats territorium eller
en væsentlig del af dette.
Ordet beskyttelsesmagt indbefatter i nærværende konvention de
organisationer, der ifølge nærværende artikel kan træde i stedet for
beskyttelsesmagten.
ARTIKEL 11
I tilfælde, hvor beskyttelsesmagterne i de beskyttede personers interesse
anser det for tilrådeligt, og i særdeleshed i tilfælde af uenighed mellem de
stridende parter angående anvendelsen eller fortolkningen af nærværende
konventions bestemmelser, skal beskyttelsesmagterne tilbyde deres bistand med
henblik på uoverensstemmelsens bilæggelse.
I dette øjemed kan enhver af beskyttelsesmagterne enten på opfordring af
en af de stridende parter eller af egen drift foreslå parterne et møde
eventuelt på et hensigtsmæssigt valgt neutralt territorium, mellem deres
repræsentanter og i særdeleshed mellem de myndigheder, der er ansvarlige for
sårede, syge og skibbrudne samt for medlemmer af det sanitære og gejstlige
personel. De stridende parter er forpligtet til at rette sig efter de
forslag, som stilles dem med dette formål for øje. Beskyttelsesmagterne kan
om fornødent til de stridende parters godkendelse forelægge forslag om, at en
person, der tilhører en neutral magt eller er udpeget af Den Internationale
Røde Kors Komite, skal indbydes til at deltage i et sådant møde.
KAPITEL II
Syge, sårede og skibbrudne.
ARTIKEL 12
Medlemmer af de væbnede styrker og andre i den følgende artikel nævnte
personer, som er på søen, og som er sårede, syge eller skibbrudne, skal under
alle forhold respekteres og beskyttes. Ved ordet »skibbrud« forstås
skibbrud af enhver årsag, herunder nødlanding på søen af eller fra et
luftfartøj.
Sådanne personer skal behandles humant og plejes af den af de stridende
parter, i hvis magt de befinder sig.De må ikke gøres til genstand for mindre
gunstig behandling som følge af køn, race, statsborgerforhold, religion,
politisk anskuelse eller noget som helst andet lignende forhold. Ethvert
angreb på deres liv eller legeme er strengt forbudt. Det er i særdeleshed
forbudt at myrde eller udrydde dem, eller at gøre dem til genstand for tortur
eller for biologiske forsøg. De må ikke forsætligt lades uden lægehjælp eller
pleje, ej heller må der skabes betingelser, der udsætter dem for smitte eller
infektion.
Kun tvingende lægelige grunde kan berettige en fortrinsstilling med hensyn
til behandlingens rækkefølge.
Kvinder skal behandles med ethvert skyldigt hensyn til deres køn.
ARTIKEL 13
Nærværende konvention finder anvendelse på sårede, syge og skibbrudne på
søen, som tilhører følgende grupper:
- 1) medlemmer af en af de stridende parters væbnede styrker, såvel som
medlemmer af hjemmeværn eller frivillige korps, der udgør en del af de nævnte
væbnede styrker;
- 2) medlemmer af andre hjemmeværn og frivillige korps, herunder
organiserede modstandsbevægelser, som tilhører en af de stridende parter,
hvad enten de opererer på eller uden for deres eget territorium, og selv om
dette territorium er besat, forudsat at disse hjemmeværn eller frivillige
korps, herunder organiserede modstandsbevægelser, opfylder følgende
betingelser:
- a) at de står under kommando af en person, der er ansvarlig for sine
undergivne,
- b) at de er i besiddelse af et fast kendetegn, der er synligt på afstand,
- c) at de bærer våbnene åbenlyst,
- d) at de udfører deres operationer i overensstemmelse med krigens love og
sædvaner;
- 3) medlemmer af regulære væbnede styrker, der adlyder ordrer fra en
regering eller en myndighed, som ikke anerkendes af tilbageholdelsesmagten;
- 4) personer, der følger de væbnede styrker uden direkte at være medlemmer
af disse, såsom civile medlemmer af militære luftfartøjers besætninger,
krigskorrespondenter, leverandører, medlemmer af arbejdsenheder eller af
tjenestegrene, som er ansvarlige for de væbnede styrkers velfærd, forudsat at
de er autoriseret af de væbnede styrker, som de følger;
- 5) besætninger tilhørende handelsmarinen, herunder skibsførere, lodser og
lærlinge og besætninger tilhørende et af de stridende parters civile
luftfartøjer, for så vidt de ikke nyder fordel af en gunstigere behandling i
medfør af andre folkeretlige bestemmelser;
- 6) indbyggere i et ikke-besat territorium, der, når fjenden nærmer sig,
af egen drift griber til våben for at yde modstand mod invasionsstyrkerne
uden at have haft tid til at gruppere sig i regulære militære enheder,
forudsat at de bærer våben åbenlyst og respekterer krigens love og sædvaner.
ARTIKEL 14
Ethvert krigsskib, der tilhører en krigsførende part, er berettiget til at
fordre sig udleveret sådanne sårede, syge eller skibbrudne, som er om bord på
militære hospitalsskibe eller hospitalsskibe tilhørende hjælpeorganisationer
eller privatpersoner, eller som er om bord på handelsskibe, lystbåde eller
andre mindre fartøjer, uanset deres statsborgerforhold, under forudsætning
af, at de sårede og syge kan tåle flytning, og under forudsætning af, at
krigsskibet råder over tilstrækkelige indretninger til den nødvendige
lægebehandling.
ARTIKEL 15
Såfremt sårede, syge eller skibbrudne personer tages om bord i et neutralt
krigsskib eller i et neutralt militært luftfartøj, skal det, hvor de
folkeretlige bestemmelser kræver det, sikres, at de ikke påny kan tage del i
krigsoperationer.
ARTIKEL 16
Sårede, syge og skibbrudne, som tilhører en krigsførende magt, og som
falder i fjendens hænder, vil være at anse som krigsfanger, og de
folkeretlige bestemmelser vedrørende krigsfanger finder anvendelse på dem,
jfr. artikel 12. Den part, der har taget dem til fange, er berettiget til
efter et skøn over omstændighederne at bestemme, om den vil beholde dem eller
sende dem til en havn i sit eget land, til neutral eller endog til fjendtlig
havn. I sidstnævnte tilfælde må krigsfanger, der således er sendt tilbage til
deres hjemland, ikke gøre tjeneste i det tidsrum, i hvilket krigen varer.
ARTIKEL 17
Sårede, syge eller skibbrudne personer, som med de stedlige myndigheders
tilladelse landsættes i neutral havn, skal, hvor de folkeretlige bestemmelser
kræver det, og der ikke mellem den neutrale magt og de krigsførende magter er
truffet modstående aftale, bevogtes på en sådan måde af den neutrale magt, at
de ikke påny kan tage del i krigsoperationer.
Omkostninger forbundet med hospitals- og interneringsophold skal bæres af
den magt, til hvilken de sårede, syge eller skibbrudne personer hører.
ARTIKEL 18
De stridende parter er efter enhver kamp forpligtet til uden tøven at tage
alle forholdsregler til at eftersøge og opsamle de skibbrudne, sårede og
syge, til at beskytte dem mod plyndring og dårlig behandling, til at sikre
dem tilstrækkelig pleje samt til at eftersøge de døde og forhindre, at disse
udplyndres.
Når som helst forholdene tillader det, skal de stridende parter afslutte
stedlige aftaler om såredes og syges evakuering ad søvejen fra et belejret
eller omringet område og om passageret for sanitært og gejstligt personel og
udstyr på vej til det nævnte område.
ARTIKEL 19
De stridende parter er i hvert enkelt tilfælde forpligtet til snarest
muligt at optegne alle nærmere omstændigheder, der kan bidrage til at
identificere sådanne skibbrudne, syge og døde tilhørende en fjendtlig part,
som er faldet i deres hænder. Disse optegnelser bør såvidt muligt indeholde
oplysning om:
- a) den magt, under hvilken vedkommende personer hører;
- b) militært tjenestenummer;
- c) efternavn;
- d) fornavn(e);
- e) fødselsdato;
- f) enhver anden omstændighed, der fremgår af identitetskort eller -plade;
- g) dato og sted for tilfangetagelse eller død;
- h) sår, sygdom eller dødsårsag.
De ovennævnte oplysninger skal snarest muligt tilstilles det i artikel 122
i Genevekonventionen af 12.august 1949 om behandling af krigsfanger
omhandlede oplysningskontor, som gennem beskyttelsesmagten og centralkontoret
for krigsfanger skal videresende dem til den magt, under hvilken disse
personer hører.
De stridende parter skal tilvejebringe og gennem nævnte kontor tilstille
hinanden dødsattester eller behørigt bekræftede dødslister. De skal ligeledes
indsamle og gennem det nævnte kontor tilstille hinanden den ene halvdel af
dobbelte identitetsplader eller, hvis identitetspladen er enkel, da denne,
testamenter eller andre dokumenter, der er af betydning for de afdødes
pårørende, penge og i det hele alle genstande, der findes på de døde, og som
har værdi i sig selv eller affektionsværdi. Sådanne genstande tillige med
uidentificerede genstande skal fremsendes i forseglede pakker ledsaget af
erklæringer, indeholdende alle til identificering af de afdøde ejermænd
nødvendige oplysninger, såvel som af en fuldstændig fortegnelse over pakkens
indhold.
ARTIKEL 20
De stridende parter er forpligtet til at sikre, at begravelsen til søs,
som, for så vidt forholdene tillader det, skal ske individuelt, kun finder
sted efter en omhyggelig undersøgelse - om muligt foretaget af en læge - af
ligene med henblik på at konstatere dødens indtræden, fastslå identiteten og
muliggøre afgivelsen af en redegørelse. Er der anvendt dobbelt
identitetsplade, skal den ene halvdel af pladen forblive på liget.
Såfremt døde personer udskibes, finder bestemmelserne i Genevekonventionen
af 12.august 1949 om forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede
styrker i felten anvendelse.
ARTIKEL 21
De stridende parter kan anmode førere af neutrale handelsskibe,
lystfartøjer eller andre fartøjer om af humanitære grunde at tage syge,
sårede og skibbrudne om bord, om at pleje dem samt om at opsamle døde.
Der skal ydes skibe af enhver art, som tager en sådan anmodning til følge,
såvel som skibe, der på eget initiativ har opsamlet sårede, syge og
skibbrudne personer, særlig beskyttelse og særlige lempelser under udøvelsen
af sådan hjælpevirksomhed.
De må i intet tilfælde opbringes på grund af sådan transport, men kan dog,
medmindre der er givet dem løfte om det modsatte, fortsat gøres til genstand
for opbringelse som følge af ethvert neutralitetsbrud, som de måtte have
begået.
KAPITEL III
Hospitalsskibe.
ARTIKEL 22
Militære hospitalsskibe, det vil sige skibe, der af magterne er bygget
eller udrustet særligt og udelukkende med henblik på at bistå, pleje eller
transportere syge, sårede og skibbrudne, må under ingen omstændigheder
angribes eller opbringes, men skal til enhver tid respekteres og beskyttes på
betingelse af, at deres navne og karakteristik er blevet meddelt de stridende
parter 10 dage, før de pågældende skibe tages i anvendelse.
En sådan meddelelse skal indeholde oplysning om følgende data:
bruttoregistertons, længden fra for- til agterstavn og antallet af master og
skorstene.
ARTIKEL 23
Kystetablissementer, der er berettiget til beskyttelse under
Genevekonventionen af 12.august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten, må ikke bombarderes eller angribes fra
søen.
ARTIKEL 24
Hospitalsskibe, der benyttes af nationale Røde Kors-selskaber, af
officielt anerkendte hjælpeorganisationer eller af privatpersoner, nyder
samme beskyttelse som militære hospitalsskibe og kan ikke gøres til genstand
for opbringelse, såfremt den stridende part, til hvilken de hører, officielt
har autoriseret dem, og for så vidt de i artikel 22 indeholdte bestemmelser
om anmeldelse er iagttaget.
Sådanne skibe skal være forsynet med certifikater udstedt af de ansvarlige
myndigheder, hvoraf det fremgår, at fartøjerne har været under deres kontrol
under udrustningen og ved afrejsen.
ARTIKEL 25
Hospitalsskibe, der benyttes af nationale Røde Kors-selskaber, officielt
anerkendte hjælpeorganisationer eller privatpersoner tilhørende neutrale
lande nyder samme beskyttelse som militære hospitalsskibe og skal ikke kunne
gøres til genstand for opbringelse, såfremt de efter forudgående tilladelse
fra deres egen regering og med vedkommende stridende parts bemyndigelse har
stillet sig under en af de stridende parters ledelse, alt for så vidt de i
artikel 22 indeholdte bestemmelser om anmeldelse er iagttaget.
ARTIKEL 26
Den i artiklerne 22, 24 og 25 omhandlede beskyttelse gælder hospitalsskibe
af enhver tonnagestørrelse og disses redningsbåde, hvor som helst de
opererer. For at sikre størst mulig bekvemmelighed og sikkerhed skal de
stridende parter ikke desto mindre tilstræbe kun at anvende hospitalsskibe på
over 2000 bruttoregistertons ved transport af syge, sårede og skibbrudne på
lange rejser og på det åbne hav.
ARTIKEL 27
Mindre fartøjer, der af staten eller af officielt anerkendte
redningsselskaber anvendes til redningsforetagender ved kysten, skal
ligeledes respekteres og beskyttes under samme betingelser som de i
artiklerne 22 og 24 fastsatte, for så vidt hensynet til de militære
operationer tillader dette.
Samme regel skal i videst muligt omfang anvendes på faste kyst
installationer, der af disse fartøjer udelukkende benyttes i deres humanitære
virksomhed.
ARTIKEL 28
Såfremt der finder kamphandlinger sted om bord på et krigsskib, skal
sygelukaferne såvidt muligt respekteres og skånes. Sygelukafer og deres
udstyr forbliver undergivet krigens love. De må dog ikke unddrages deres
formål, sålænge de udkræves af hensyn til de sårede og syge. Ikke desto
mindre kan den militære chef, i hvis magt de er faldet, benytte rummene til
andre formål, såfremt det militært er tvingende nødvendigt, når han har
draget omsorg for, at de derværende sårede og syge modtager passende pleje.
ARTIKEL 29
Der skal meddeles ethvert hospitalsskib, der befinder sig i en havn, der
falder i fjendens hænder, tilladelse til at forlade havnen.
ARTIKEL 30
De i artiklerne 22, 24, 25 og 27 omhandlede fartøjer er forpligtet til at
yde sårede, syge og skibbrudne hjælp og bistand uden hensyn til disses
statsborgerforhold.
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til ikke at anvende sådanne
fartøjer til noget militært formål.
Sådanne fartøjer må ikke på nogen måde hemme de kæmpende styrker i deres
bevægelser.
Under og efter en kamp handler de på egen risiko.
ARTIKEL 31
De stridende parter har ret til at kontrollere og undersøge de i
artiklerne 22, 24, 25 og 27 nævnte fartøjer. De kan afslå tilbud om hjælp fra
sådanne fartøjer, beordre dem til at fjerne sig, lade dem følge en bestemt
kurs, kontrollere anvendelsen af deres radiotelegraf og andre
meddelelsesmidler og endog tilbageholde dem i et tidsrum af ikke over 7 døgn
regnet fra tidspunktet for prajningen, såfremt omstændighedernes vægt kræver
det.
De er berettiget til midlertidigt om bord at anbringe en repræsentant,
hvis eneste opgave er at påse, at ordrer, der gives i medfør af de i første
stykke indeholdte bestemmelser, udføres.
De stridende parter skal såvidt muligt indføre de ordrer, de har givet
hospitalsskibets kaptajn, i fartøjets logbog på et sprog, som kaptajnen
forstår.
De stridende parter er berettiget til ensidigt eller i medfør af særlige
overenskomster om bord på deres skibe at anbringe neutrale iagttagere, som
skal overvåge, at nærværende konventions bestemmelser nøje overholdes.
ARTIKEL 32
De i artiklerne 22, 24, 25 og 27 omhandlede fartøjer kan, for så vidt
angår deres ophold i neutral havn, ikke ligestilles med krigsskibe.
ARTIKEL 33
Handelsfartøjer, som er blevet omdannet til hospitalsskibe, må ikke
anvendes til noget andet formål i det tidsrum, i hvilket fjendtlighederne
vedvarer.
ARTIKEL 34
Den beskyttelse, der tilkommer hospitalsskibe og sygelukafer, ophører
ikke, medmindre de, når bortses fra deres humanitære opgaver, anvendes til
udøvelse af handlinger til skade for fjenden. Beskyttelsen bortfalder dog
først, såfremt en advarsel, der såvidt muligt skal fastsætte en rimelig
tidsfrist, ikke efterkommes.
I særdeleshed må hospitalsskibe ikke være i besiddelse af eller anvende
hemmelig kode til deres radiotelegraf eller til andre meddelelsesmidler.
ARTIKEL 35
Følgende forhold skal ikke betragtes som givende ret til at berøve
hospitalsskibe eller fartøjers sygelukafer den beskyttelse, der tilkommer
dem:
- 1) at skibenes eller sygelukafernes besætninger er bevæbnede for derved
at kunne opretholde orden samt forsvare sig selv og de syge og sårede;
- 2) at der om bord findes apparater, som udelukkende er bestemt til at
lette navigationen eller meddelelsestjenesten;
- 3) at der om bord på hospitalsskibe eller i sygelukafer opdages håndvåben
og ammunition, som er frataget sårede, syge eller skibbrudne, og som endnu
ikke er overgivet til rette tjenestegren;
- 4) at den humanitære virksomhed, der finder sted på hospitalsskibe eller
i fartøjers sygelukafer, eller som udøves af besætningerne, udstrækkes til
pleje af sårede, syge eller skibbrudne civile;
- 5) at der udover de normalt fornødne mængder transporteres udstyr og
personel, som udelukkende er bestemt for sanitære formål.
KAPITEL IV
Personel.
ARTIKEL 36
Hospitalsskibes gejstlige, lægelige og sanitære personel samt deres
besætninger skal respekteres og beskyttes; de nævnte personer må ikke tages
til fange i det tidsrum, de er i hospitalsskibets tjeneste, hvad enten der er
sårede og syge om bord eller ej.
ARTIKEL 37
Medlemmer af det gejstlige, lægelige og sanitære personel, der har fået
til opgave at øve den lægelige eller åndelige forsorg for de i artiklerne 12
og 13 omhandlede personer, skal, dersom de falder i fjendens hænder,
respekteres og beskyttes. De kan fortsat udføre deres pligter, sålænge dette
er nødvendigt af hensyn til de såredes og syges pleje. De skal derefter
sendes tilbage, såsnart den øverstkommanderende, under hvis myndighed de
befinder sig, anser det for muligt. Når de forlader skibet, er de berettiget
til at medføre deres personlige ejendele.
Hvis det imidlertid af hensyn til krigsfangers lægelige eller åndelige
fornødenheder viser sig nødvendigt at tilbageholde en del af dette personel,
skal der tages alle forholdsregler i det øjemed snarest at muliggøre
personnellets udskibning.
Efter udskibningen omfattes tilbageholdt personel af bestemmelserne i
Genevekonventionen af 12.august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten.
KAPITEL V
Sanitetstransporter.
ARTIKEL 38
Skibe, som er fragtet til sanitetstransporter, er berettiget til at
transportere udstyr, der udelukkende er bestemt til behandling af sårede og
syge medlemmer af væbnede styrker eller til forebyggelse af sygdom, forudsat
at nærmere oplysninger vedrørende rejsen er blevet meddelt den fjendtlige
magt og godkendt af denne. Fjenden bevarer retten til at borde
transportskibene, men ikke til at opbringe dem, ej heller til at beslaglægge
det medførte udstyr.
I henhold til overenskomst mellem de stridende parter kan neutrale
iagttagere anbringes om bord på sådanne skibe for at kontrollere det medførte
udstyr. Med dette formål for øje skal der gives dem fri adgang til udstyret.
ARTIKEL 39
Sanitetsluftfartøjer, det vil sige luftfartøjer, som udelukkende anvendes
til evakuering af sårede, syge og skibbrudne og til transport af sanitært
personel og udstyr, må ikke gøres til genstand for angreb, men skal
respekteres af de stridende parter, når flyvningen finder sted i højder, på
tidspunkter og ad ruter, hvorom der er truffet særlig aftale mellem de
interesserede stridende parter.
Sådanne luftfartøjer skal på over-, under- og sidefladerne være tydeligt
mærket med det i artikel 41 foreskrevne kendemærke såvel som med de nationale
farver. De skal være forsynet med alle andre mærker eller kendetegn, hvorom
der måtte være truffet aftale mellem de stridende parter efter udbruddet af
eller under fjendtlighederne.
Medmindre der er truffet anden aftale, er overflyvninger af fjendtligt
eller af fjenden besat territorium forbudt.
Sanitetsluftfartøjer er forpligtet til at efterkomme ethvert påbud om
landing på landjorden eller på vandet. Har et luftfartøj foretaget en således
påtvunget landing, har det efter en eventuel undersøgelse ret til at
fortsætte flyvningen med de ombordværende.
I tilfælde af ufrivillig landing på landjorden eller på vandet, på
fjendtligt eller af fjenden besat territorium, er de sårede, syge og
skibbrudne såvel som luftfartøjets besætning at anse som krigsfanger. Det
sanitære personel vil være at behandle i overensstemmelse med artiklerne 36
og 37.
ARTIKEL 40
Sanitetsluftfartøjer, der tilhører de stridende parter, har ret til at
overflyve neutrale magters territorium og til om nødvendigt at foretage
landing der eller til at benytte det til mellemlanding, jævnfør dog
bestemmelserne i andet stykke. De skal give neutrale magter forudgående
meddelelse om overflyvning af det nævnte territorium og efterkomme ethvert
påbud om landing på landjorden eller på vandet. De er kun beskyttet mod
angreb under flyvning ad ruter, i højder og på tidspunkter, hvorom der er
truffet særlig aftale mellem de stridende parter og den interesserede
neutrale magt.
De neutrale magter er imidlertid berettiget til at fastsætte betingelser
eller indskrænkninger vedrørende sanitetsluftfartøjers overflyvning af eller
landing på deres territorium. Sådanne eventuelle betingelser eller
indskrænkninger skal bringes til ensartet anvendelse overfor alle de
stridende parter.
Medmindre anden aftale er truffet mellem de neutrale magter og de
stridende parter, skal de sårede, syge eller skibbrudne, som med de stedlige
myndigheders tilladelse landsættes på neutralt territorium fra
sanitetsluftfartøjer, tilbageholdes af den neutrale magt på en sådan måde, at
de ikke påny kan deltage i krigsoperationer, såfremt de folkeretlige regler
kræver dette. Den med deres hospitalsophold og internering forbundne udgift
skal bæres af den magt, til hvilken de hører.
KAPITEL VI
Kendemærket.
ARTIKEL 41
Den kompetente militære myndighed skal påse, at et rødt kors på hvid bund
forefindes på flag, armbind og på alt udstyr, der anvendes af
sanitetstjenesten.
For så vidt angår lande, som allerede i stedet for et rødt kors som
kendemærke anvender den røde halvmåne eller den røde løve og sol på hvid
bund, anerkender nærværende konvention dog ligeledes disse emblemer.
ARTIKEL 42
Det i artiklerne 36 og 37 omtalte personel skal på venstre arm bære et
armbind, der kan tåle vand, som er forsynet med kendemærket, og som er
udstedt og stemplet af den militære myndighed.
Foruden den i artikel 19 omtalte identitetsplade skal sådant personel
tillige bære et særligt identitetskort, der er forsynet med kendemærket.
Dette kort skal kunne tåle vand og være af en sådan størrelse, at det kan
bæres i lommen. Det skal være affattet på det nationale sprog og mindst
indeholde indehaverens efternavn og fornavne, fødselsdato, grad og
tjenestenummer, hvorhos det skal angive den egenskab, i hvilken han har ret
til beskyttelse under nærværende konvention. Kortet skal være forsynet med et
fotografi af ejeren tillige med hans underskrift og/eller fingeraftryk. Det
skal bære militærmyndighedens prægestempel.
Identitetskortet skal i hvert land være ensartet for alle de væbnede
styrker og skal såvidt muligt være af lignende type i De Høje Kontraherende
Parters væbnede styrker. De stridende parter kan til deres vejledning anvende
det udkast, der som eksempel er vedføjet nærværende konvention. Ved
fjendtlighedernes udbrud skal de meddele hinanden, hvilken model de anvender.
Identitetskort bør om muligt udfærdiges i mindst 2 eksemplarer, af hvilke det
ene skal forblive i hjemlandet.
I intet tilfælde må kendetegn, identitetskort eller retten til at bære
armbind fratages det nævnte personel. Ved tab af kort eller kendetegn har
personellet ret til at erholde genpart af kortene og til at få kendetegnene
erstattet.
ARTIKEL 43
De i artiklerne 22, 24, 25 og 27 omhandlede skibe skal være tydeligt
afmærket som nedenfor angivet:
- a) hele den udenbords overflade skal være hvid;
- b) på begge sider af skroget og på de horisontale flader skal et eller
flere mørkerøde kors i størst muligt format være påmalet og anbragt således,
at de i så høj grad som muligt er synlige fra søen og fra luften.
Alle hospitalsskibe skal tilkendegive sig ved at føre deres nationalflag,
og, såfremt de tilhører en neutral stat, ydermere den af de stridende parters
flag, under hvis ledelse de har stillet sig. Så højt på stormasten som muligt
skal føres et hvidt flag med rødt kors.
Hospitalsskibes redningsbåde, kystredningsbåde og alle mindre fartøjer,
som benyttes af sanitetstjenesten, skal være hvidmalede med iøjnefaldende
mørkerøde kors og skal i det hele være afmærket som ovenfor om hospitalsskibe
foreskrevet.
Sådanne af de ovennævnte skibe og fartøjer, som om natten og ved nedsat
sigtbarhed ønsker at sikre sig den beskyttelse, som de er berettiget til,
skal, såfremt dette godkendes af den af de stridende parter, i hvis magt de
befinder sig, træffe de nødvendige forholdsregler til at lade deres maling og
kendemærker fremtræde tilstrækkelig tydeligt.
Hospitalsskibe, som i overensstemmelse med artikel 31 midlertidigt
tilbageholdes af fjenden, er forpligtet til at stryge den af de stridende
parters flag, i hvis tjeneste de befinder sig, eller under hvis ledelse de
har stillet sig.
Det kan tillades kystredningsbåde, der med besættelsesmagtens samtykke
vedbliver at operere fra en besat base, at føre deres egne nationale farver
tillige med et flag med rødt kors på hvid bund, når de befinder sig uden for
basen. Herom skal der på forhånd gives alle interesserede stridende parter
meddelelse.
Alle de i nærværende artikel fastsatte bestemmelser vedrørende det røde
kors finder ligeledes anvendelse på de andre i artikel 41 nævnte emblemer.
De stridende parter skal til enhver tid bestræbe sig for at afslutte
gensidige overenskomster med henblik på anvendelsen af de mest moderne
metoder til lettelse af identificering af hospitalsskibe.
ARTIKEL 44
De i artikel 43 omhandlede kendemærker kan i krig som i fred kun benyttes
til betegnelse eller beskyttelse af de deri nævnte skibe, medmindre andet
følger af en anden international konvention eller af en overenskomst mellem
alle de interesserede stridende parter.
ARTIKEL 45
De Høje Kontraherende Parter er forpligtet til at træffe de nødvendige
forholdsregler til forebyggelse og bekæmpelse på ethvert tidspunkt af ethvert
misbrug af de i artikel 43 omhandlede kendemærker, såfremt deres lovgivning
ikke allerede dækker disse forhold.
KAPITEL VII
Konventionens gennemførelse.
ARTIKEL 46
Enhver af de stridende parter skal gennem sine øverstkommanderende sikre,
at det i de foregående artikler indeholdte nøje bringes til udførelse og at
uforudsete tilfælde behandles i overensstemmelse med nærværende konventions
almindelige grundsætninger.
ARTIKEL 47
Repressalier rettet mod sårede, syge og skibbrudne personer eller mod
personel, fartøjer og udstyr, der er beskyttet af konventionen, forbydes.
ARTIKEL 48
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til i krig som i fred i videst
muligt omfang at udbrede kendskabet til nærværende konventions tekst i deres
respektive lande og i særdeleshed til at optage studiet af den i deres
militære og såvidt muligt i deres civile undervisningsprogram, således at
konventionens grundsætninger kan komme til hele befolkningens og i
særdeleshed til de væbnede styrkers og det sanitære og gejstlige personels
kundskab.
ARTIKEL 49
De Høje Kontraherende Parter skal gennem det schweisiske forbundsråd og
under fjendtligheder gennem beskyttelsesmagterne tilstille hinanden den
officielle oversættelse af nærværende konvention såvel som love og
bestemmelser, som de måtte gennemføre med henblik på konventionens
anvendelse.
KAPITEL VIII
Bekæmpelse af misbrug og overtrædelser.
ARTIKEL 50
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til at gennemføre alle love,
der er nødvendige til skabelsen af effektive straffesanktioner over for
personer, som begår eller beordrer iværksættelsen af nogen af de i den
følgende artikel beskrevne grove overtrædelser af nærværende konvention.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter har pligt til at eftersøge
personer, der er beskyldt for at have begået eller for at have beordret
iværksættelsen af sådanne grove overtrædelser, og skal uden hensyn til
sådanne personers statsborgerforhold stille dem for sine egne domstole. Den
kan også i overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning beslutte at
overgive sådanne personer til en anden interesseret kontraherende part til
retsforfølgning under forudsætning af, at denne anden part har tilvejebragt
et tilstrækkeligt bevismateriale.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal tage de nødvendige
forholdsregler til bekæmpelse af alle handlinger, der uden at falde ind under
de i den følgende artikel definerede grove overtrædelser strider mod
nærværende konventions bestemmelser.
Under alle forhold skal de tiltalte drage fordel af betryggende garantier
med hensyn til domstolsbehandling og forsvar. Disse garantier må ikke være
mindre gunstige end de i Genevekonventionen af 12.august 1949 om behandling
af krigsfanger artikel 105 og følgende artikler fastsatte.
ARTIKEL 51
Ved grove overtrædelser, jævnfør artikel 50, forstås overtrædelser, der
indbefatter en af følgende handlinger, såfremt denne begås overfor personer
eller ejendom, der beskyttes af konventionen: forsætligt drab, tortur eller
umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg, forsætlig påførelse af
betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, omfattende
ødelæggelser og tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af den
militære nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde.
ARTIKEL 52
Ingen af De Høje Kontraherende Parter kan frigøre sig selv eller en anden
kontraherende part for ansvar, som den selv eller en anden kontraherende part
har pådraget sig med hensyn til de i den foregående artikel omhandlede
overtrædelser.
ARTIKEL 53
På begæring af en af de stridende parter skal der iværksættes en
undersøgelse i en form, der fastsættes af de interesserede parter, vedrørende
enhver påstået krænkelse af konventionen.
Hvis der ikke er opnået enighed om fremgangsmåden ved undersøgelsen, bør
parterne træffe aftale om valg af en voldgiftsmand, som skal bestemme,
hvilken fremgangsmåde der skal følges.
Når en krænkelse er fastslået, skal de stridende parter bringe den til
ophør og snarest muligt bekæmpe den.
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
ARTIKEL 54
Nærværende konvention er affattet på engelsk og fransk. De to tekster har
samme gyldighed.
Det schweiziske forbundsråd skal drage omsorg for udarbejdelsen af
officielle oversættelser af konventionen til russisk og spansk.
ARTIKEL 55
Nærværende konvention, som bærer denne dags dato, står indtil den
12.februar 1950 åben for undertegnelse af de magter, der har været
repræsenteret ved den konference, som åbnedes i Geneve den 21. april 1949,
såvel som af magter, der ikke har været repræsenteret ved nævnte konference,
men som har tiltrådt den 10. Haagkonvention af 18.oktober 1907 om anvendelse
på søkrigen af grundsætningerne i Genevekonventionen af 1906 eller
Genevekonventionerne af 1864, 1906 eller 1929 om forbedring af såredes og
syges vilkår ved hære i krig.
ARTIKEL 56
Nærværende konvention skal ratificeres snarest muligt, og
ratifikationsdokumenterne skal deponeres i Bern.
Om deponeringen af hvert enkelt ratifikationsdokument skal der optages en
protokol, hvoraf en bekræftet kopi ved det schweiziske forbundsråds
foranstaltning skal tilstilles alle de magter, der har underskrevet
konventionen, eller som har meddelt, at de tiltræder den.
ARTIKEL 57
Nærværende konvention træder i kraft 6 måneder efter deponeringen af
mindst 2 ratifikationsdokumenter.
Derefter træder den i kraft for hver enkelt af De Høje Kontraherende
Parter 6 måneder efter deponeringen af ratifikationsdokumentet.
ARTIKEL 58
I forholdet mellem De Høje Kontraherende Parter træder nærværende
konvention i stedet for den 10. Haagkonvention af 18. oktober 1907 om
anvendelse på søkrigen af grundsætningerne i Genevekonventionen af 1906.
ARTIKEL 59
Fra nærværende konventions ikrafttrædelsesdato at regne skal enhver magt,
der ikke allerede har underskrevet den, kunne tiltræde den.
ARTIKEL 60
Tiltrædelse skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd og gælder
fra 6 måneder efter den dato, på hvilken meddelelsen modtages.
Det schweiziske forbundsråd skal underrette alle de magter, som har
underskrevet konventionen, eller om hvis tiltrædelse der er givet meddelelse,
om tiltrædelser.
ARTIKEL 61
Hvor en af de i artiklerne 2 og 3 omhandlede situationer foreligger,
træder ratifikationer, der er deponeret, og tiltrædelser, hvorom givet
meddelelse af de stridende parter før eller efter fjendtlighedernes eller
besættelsens begyndelse, øjeblikkelig i kraft. Det schweiziske forbundsråd
skal på hurtigste måde give underretning om alle ratifikationsdokumenter
eller tiltrædelseserklæringer, der modtages fra en stridende part.
ARTIKEL 62
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal frit kunne opsige nærværende
konvention.
Opsigelsen skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd, der skal
videresende meddelelsen til alle De Høje Kontraherende Parters regeringer.
Opsigelsen træder i kraft et år efter, at meddelelse herom er afgivet til
det schweiziske forbundsråd. En opsigelse, hvorom meddelelse er afgivet på et
tidspunkt, da den opsigende magt var indblandet i en strid, træder imidlertid
først i kraft, når der er sluttet fred, og når virksomheden i forbindelse med
løsladelse og hjemsendelse af de i nærværende konvention beskyttede personer
er tilendebragt.
Opsigelsen gælder kun for den opsigende magts vedkommende. Den svækker på
ingen måde de forpligtelser, som de stridende parter fortsat skal underkaste
sig i kraft af de folkeretlige grundsætninger, således som disse fremgår af
de mellem civiliserede folk gældende sædvaner, af menneskelighedens love og
af den offentlige morals bydende krav.
ARTIKEL 63
Det schweiziske forbundsråd skal lade nærværende konvention indregistrere
i De Forenede Nationers sekretariat. Det schweisiske forbundsråd skal
ligeledes underrette De Forenede Nationers sekretariat om alle modtagne
ratifikationer, tiltrædelser og opsigelser vedrørende nærværende konvention.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der har deponeret deres
respektive fuldmagter, underskrevet nærværende konvention.
Udfærdiget i Geneve den 12.august 1949 på engelsk og fransk. Originalen
skal deponeres i det schweiziske forbundsarkiv. Det schweiziske forbundsråd
skal tilstille enhver af signatarstaterne og de stater, som har tiltrådt
konventionen, en bekræftet kopi af denne.
For AFGHANISTAN M. Osman AMIRI
For DEN ALBANSKE J. MALO
FOLKEREPUBLIK
Artikel 10: Den Albanske Folkerepublik kan ikke anerkende en anmodning fra
en tilbageholdelsesmagt til en humanitær organisation eller til en neutral
stat om at træde i en beskyttelsesmagts sted som værende i orden, medmindre
det land, i hvilket de beskyttede personer er statsborgere, har givet sit
samtykke.
For ARGENTINA Guillermo A. SPERONI
Argentina har altid indtaget en ledende stilling mellem mange andre
nationer i de spørgsmål, der har ligget til grund for vore diskussioner. Jeg
undertegner derfor de fire konventioner i min regerings navn og under
forbehold af ratifikation med det forbehold, at artikel 3, fælles for alle
fire konventioner, skal være den eneste artikel, der med udelukkelse af alle
andre skal kunne anvendes i tilfælde af væbnede konflikter, som ikke har en
international karakter.
For AUSTRALIEN Norman R. MIGHELL
Med forbehold af ratifikation.
For ØSTRIG WILDMANN
For BELGIEN Maurice BOURQUIN
For DEN BIELORUSSISKE I. KUTEINIKOV
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For BOLIVIA G. MEDEIROS
For BRASILIEN Joao PINTO DA SILVA
General Floriano DE LIMA BRAYNER
For DEN BULGARSKE K. B. SVETLOV
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For CANADA Max H. WERSHOF
For CEYLON V. COOMARASWAMY
For CHILE F. CISTERNAS ORTIZ
For KINA WU Nan-Ju
For COLUMBIA Rafael ROCHA SCHLOSS
For CUBA J. DE LA LUZ LEON
For DANMARK Georg COHN
Paul IPSEN
BAGGE
For ÆGYPTEN A. K. SAFWAT
For ECUADOR Alex. GASTELU
For SPANIEN Luis CALDERON
For AMERIKAS Leland HARRISON
FORENEDE STATER Raymund J. YINGLING
For ABESSINIEN Gachaou ZELLEKE
For FINLAND Reinhold SVENTO
For FRANKRIG JACQUINOT
G. CAHEN-SALVADOR
For GRÆKENLAND M. PESMAZOGLOU
For GUATEMALA A. DUPONT-WILLEMIN
For DEN UNGARSKE Anna KARA
FOLKEREPUBLIK
1. Ifølge Den Ungarske Folkerepubliks regerings
opfattelse kan bestemmelserne i artikel 10 i konventionen om sårede og syge,
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 11 i
konventionen om civile personer vedrørende en udskiftning af
beskyttelsesmagten kun bringes til anvendelse, såfremt regeringen i den stat,
hvis statsborgere de beskyttede personer er, ikke længere eksisterer.
2. Den Ungarske Folkerepubliks regering kan ikke
godkende bestemmelserne i artikel 11 i konventionen om sårede og syge,
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 12 i
konventionen om civile personer, ifølge hvilke beskyttelsesmagtens kompetence
udstrækker sig til fortolkningen af konventionen.
For INDIEN D. B. DESAI
For IRAN A. H. MEYKADEH
For REPUBLIKKEN Sean MACBRIDE
IRLAND
For ISRAEL M. KAHANY
Med det forbehold, at Israel, samtidig med at respektere
ukrænkeligheden af konventionens kendemærker og emblemer, vil
benytte det røde David-skjold på flag, armbind og alt materiel
(herunder hospitalsskibe), der anvendes i sanitetstjenesten.
For ITALIEN Giacinto AURITI
Ettore BAISTROCCHI
For LIBANON MIKAOUI
For LIECHTENSTEIN Comte F. WILCZEK
For LUXEMBOURG J. STURM
For MEXICO Pedro DE ALBA
W. R. CASTRO
For FYRSTENDØMMET M. LOZE
MONACO
For NICARAGUA LIFSCHITZ
ad referendum
For NORGE Rolf ANDERSEN
For NEW ZEALAND G. R. LAKING
For PAKISTAN S. M. A. FARUKI, M. G.
A. H. SHAIKH
For PARAGUAY Conrad FEHR
For NEDERLANDENE J. BOSCH DE ROSENTHAL
For PERU Gonzalo PIZARRO
For DEN PHILIPPINSKE P. SEBASTIAN
REPUBILK
Denne underskrift afgives under forbehold af ratifikation af Philippinernes
senat i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser.
For POLEN Julian PRZYBOS
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For PORTUGAL G. CALDEIRA COELHO
- a) Artikel 3, fælles for alle fire konventioner:
Da der ikke findes nogen foreliggende definition af vendingen en konflikt,
der ikke er af international karakter, og da det ikke, såfremt der med denne
vending kun tænkes på borgerkrig, klart er fastslået, på hvilket tidspunkt et
væbnet oprør indenfor et land skal betragtes som borgerkrig, forbeholder
Portugal sig retten til ikke at bringe bestemmelserne i artikel 3 til
anvendelse i alle de territorier, der står under dets overhøjhed i hvilken
som helst, del af verden, i det omfang bestemmelserne strider mod portugisisk
lov.
- b) Artikel 10 i konventionerne I, II og III og artikel 11 i konvention
IV:
Den portugisiske regering anerkender kun ovennævnte artikler med det
forbehold, at anmodninger fra tilbageholdelsesmagten til en neutral stat
eller til en humanitær organisation om at påtage sig de opgaver, der normalt
udføres af beskyttelsesmagter, foretages med samtykke fra og i enighed med
regeringen for det land, i hvilket de personer, der skal beskyttes, er
statsborgere (oprindelseslande).
For DEN RUMÆNSKE I. DRAGOMIR
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For DET FORENEDE Robert CRAIGIE
KONGERIGE STOR- H. A. STRUTT
BRITANNIEN OG W. H. GARDNER
NORDIRLAND
For PAVESTOLEN Philippe BERNARDINI
For EL SALVADOR R. A. BUSTAMANTE
For SVERIGE Staffan SØDERBLOM
Med forbehold af ratifikation af Hans Majestæt Kongen af Sverige
med Riksdagens godkendelse.
For SCHWEIZ Max PETITPIERRE
Colonel div. DU PASQUIER
H. MEULI
Plinio BOLLA
Ph. ZUTTER
For SYRIEN Omar EL DJABRI
A. GENNAOUI
For CZECHOSLOVAKIET TAUBER
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For TYRKIET Rana TARHAN
For DEN UKRAINISKE Professor
SOCIALISTISKE O. BOGOMOLETZ
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For UNIONEN AF SOCIA- N. SLAVINE
LISTISKE SOVJET-
REPUBLIKER
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For URUGUAY Conseiller Colonel
Hector J. BLANCO
For VENEZUELA A. POSSE DE RIVAS
For DEN JUGOSLAVISKE Milan RISTIC
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.

Genevekonvention af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger.
De undertegnede, befuldmægtigede for de regeringer, der har været
repræsenteret ved den diplomatiske konference, som blev afholdt i Geneve fra
21. april til 12. august 1949 med det formål at revidere den i Geneve den
27.juli 1929 afsluttede konvention om behandling af krigsfanger, er blevet
enige om følgende:
I DEL
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 1
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til under alle forhold selv at
overholde og at drage omsorg for overholdelsen af nærværende konvention.
ARTIKEL 2
Når bortses fra de bestemmelser, der skal være gældende i fredstid, finder
nærværende konvention anvendelse i alle tilfælde, hvor en krig er erklæret,
eller hvor der iøvrigt er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere af
De Høje Kontraherende Parter, selvom en af disse ikke anerkender, at der
består krigstilstand.
Konventionen finder ligeledes anvendelse i alle tilfælde af hel eller
delvis besættelse af en af De Høje Kontraherende Parters territorium, selvom
en sådan besættelse ikke møder væbnet modstand.
Selvom en af de stridende magter ikke har tiltrådt nærværende konvention,
er signatarmagterne bundet af den i deres indbyrdes forhold. De er endvidere
bundet af konventionen i forhold til den pågældende magt, hvis denne
anerkender konventionen og anvender dens bestemmelser.
ARTIKEL 3
Hvor der på en af De Høje Kontraherende Parters territorium opstår en
væbnet konflikt, er enhver af de stridende parter, selvom konflikten ikke er
af international karakter, forpligtet til som mindstemål at bringe følgende
bestemmelser til anvendelse:
- 1) Personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder
sådanne medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og sådanne
personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, tilbageholdelse
eller en hvilken som helst anden omstændighed, skal under alle forhold
behandles humant. De må ikke gøres til genstand for mindre gunstig behandling
som følge af race, farve, religion eller overbevisning, køn, fødsel,
formueomstændighed eller noget som helst andet lignende forhold.
I dette øjemed er og forbliver følgende handlinger til enhver tid og på
ethvert sted forbudt i forhold til ovennævnte personer:
- a) vold mod liv og legeme, i særdeleshed mord under enhver form,
lemlæstelse, grusom behandling og tortur;
- b) udtagelse af gidsler;
- c) krænkelse af den personlige værdighed, i særdeleshed ydmygende og
nedværdigende behandling;
- d) domme, der ikke er afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som
yder alle de judicielle garantier, der betragtes som uundværlige af
civiliserede folk, og henrettelser, der foretages uden en sådan domstols
forudgående afgørelse.
- 2) Sårede og syge skal opsamles og plejes.
Uvildige humanitære organer såsom Den Internationale Røde Kors Komite er
berettiget til at tilbyde de stridende parter deres bistand.
Herudover bør de stridende parter tilstræbe indgåelse af særlige
overenskomster indeholdende samtlige eller en del af nærværende konventions
øvrige bestemmelser.
Anvendelsen af foranstående bestemmelser berører ikke de stridende parters
retlige status.
ARTIKEL 4
A. Ved krigsfanger forstås i nærværende konvention personer, der tilhører
en af følgende grupper, når de er faldet i fjendens magt:
- 1) medlemmer af en af de stridende parters væbnede styrker, såvel som
medlemmer af hjemmeværn eller frivillige korps, der udgør en del af de nævnte
væbnede styrker;
- 2) medlemmer af andre hjemmeværn og frivillige korps, herunder
organiserede modstandsbevægelser, som tilhører en af de stridende parter,
hvad enten de opererer på eller uden for deres eget territorium, og selv om
dette territorium er besat, forudsat at disse hjemmeværn eller frivillige
korps; herunder organiserede modstandsbevægelser, opfylder følgende
betingelser:
- a) at de står under kommando af en person, der er ansvarlig for sine
undergivne,
- b) at de er i besiddelse af et fast kendetegn, der er synligt på afstand,
- c) at de bærer våbnene åbenlyst,
- d) at de udfører deres operationer i overensstemmelse med krigens love og
sædvaner;
- 3) medlemmer af regulære væbnede styrker, der adlyder ordrer fra en
regering eller en myndighed, som ikke anerkendes af tilbageholdelsesmagten;
- 4) personer der følger de væbnede styrker uden direkte at være medlemmer
af disse såsom civile medlemmer af militære luftfartøjers besætninger,
krigskorrespondenter, leverandører, medlemmer af arbejdsenheder eller af
tjenestegrene, som er ansvarlige for de væbnede styrkers velfærd, forudsat at
de er autoriseret af de væbnede styrker, som de følger, og som med dette
formål for øje skal forsyne dem med et identitetskort svarende til vedføjede
udkast;
- 5) besætninger tilhørende handelsmarinen, herunder skibsførere, lodser og
lærlinge og besætninger tilhørende et af de stridende parters civile
luftfartøjer, for så vidt de ikke nyder fordel af en gunstigere behandling i
medfør af andre folkeretlige bestemmelser;
- 6) indbyggere i et ikke-besat territorium, der, når fjenden nærmer sig,
af egen drift griber til våben for at yde modstand mod invasionsstyrkerne
uden at have haft tid til at gruppere sig i regulære militære enheder,
forudsat at de bærer våbnene åbenlyst og respekterer krigens love og
sædvaner.
B. Følgende personer skal ligeledes behandles som krigsfanger under
nærværende konvention:
- 1) personer, der tilhører eller har tilhørt det besatte lands væbnede
styrker, såfremt besættelsesmagten på grund af sådan troskabspligt anser det
for nødvendigt at internere dem, selv om den oprindelig har frigivet dem på
et tidspunkt, da fjendtlighederne foregik udenfor det territorium, som den
holder besat. Dette gælder i særdeleshed i tilfælde, hvor sådanne personer
har gjort et mislykket forsøg på atter at slutte sig til kæmpende, væbnede
styrker, som de tilhører, og i tilfælde, hvor de undlader at efterkomme et
påbud om at lade sig internere;
- 2) personer tilhørende en af de i nærværende artikel opregnede grupper,
som neutrale eller ikke-krigsførende magter har modtaget på deres
territorium, og som disse magter efter folkeretlige regler er forpligtet til
at internere, uden at foranstående er til hinder for, at disse magter kan
vælge at yde dem en gunstigere behandling, og med undtagelse af artiklerne 8,
10, 15, 30, stykke 5, 58 til 67, 92 og 126 samt, hvor de stridende parter har
diplomatisk forbindelse med de pågældende neutrale lande eller
ikke-krigsførende magter, artiklerne vedrørende beskyttelsesmagten. Hvor
sådan diplomatisk forbindelse består, har den af de stridende parter, under
hvilken disse personer hører, ret til at udøve en beskyttelsesmagts
funktioner overfor dem i overensstemmelse med nærværende konvention, uden at
dette er til hinder for udøvelsen af de funktioner, som disse parter normalt
udfører i overensstemmelse med diplomatisk og konsulær sædvane og traktater.
C. Nærværende artikel berør på ingen måde sanitetspersonels og
feltpræsters status som fastsat ved nærværende konventions artikel 33.
ARTIKEL 5
Nærværende konvention finder anvendelse på de i artikel 4 nævnte personer
i tidsrummet, fra de er faldet i fjendens magt, til de endeligt frigives og
hjemsendes.
Skulle der opstå tvivl om, hvorvidt personer, som har foretaget en
krigshandling og er faldet i fjendens hænder, tilhører en af de i artikel 4
opregnede grupper, omfattes sådanne personer af konventionens beskyttelse,
indtil deres status er blevet afgjort af en kompetent domstol.
ARTIKEL 6
Udover de overenskomster, der er udtrykkeligt hjemlede i artikel 10, 23,
28, 33, 60, 65, 66, 67, 72, 73, 75, 109, 110, 118, 119, 122 og 132, kan De
Høje Kontraherende Parter afslutte andre særlige overenskomster vedrørende
ethvert spøgsmål, om hvilket de finder det hensigtsmæssigt at træffe særlig
aftale. Ingen særlig overenskomst må dog forringe de ved nærværende
konvention fastsatte forhold for krigsfanger eller indskrænke de rettigheder,
som konventionen tillægger dem.
Krigsfanger skal i hele det tidsrum, i hvilket de omfattes af
konventionen, nyde fordel af sådanne overenskomster, medmindre de nævnte
eller senere overenskomster udtrykkeligt bestemmer det modsatte, eller
gunstigere foranstaltninger iværksættes til fordel for dem af en af de
stridende parter.
ARTIKEL 7
Krigsfanger kan i intet tilfælde helt eller delvist give afkald på de
rettigheder, der sikres dem ved nærværende konvention eller eventuelt ved de
i foregående artikel omhandlede særlige overenskomster.
ARTIKEL 8
Nærværende konvention bringes til anvendelse i samarbejde med og under
kontrol af de beskyttelsesmagter, hvis pligt det er at varetage de stridende
parters interesser. I dette øjemed er beskyttelsesmagterne berettiget til,
udover deres diplomatiske eller konsulære personel, at udnævne delegerede
blandt deres egne eller andre neutrale landes statsborgere. Disse delegerede
skal godkendes af den magt, hos hvilken de skal udøve deres virksomhed.
De stridende parter skal i størst muligt omfang lette
beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede udførelsen af hvervet.
Beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede må i intet tilfælde
gå ud over de grænser, der ved nærværende konvention er fastsat for deres
virksomhed. De skal i særdeleshed tage hensyn til de bydende nødvendige krav
på sikkerhed fra den stats side, i hvilken de udøver deres virksomhed.
ARTIKEL 9
Nærværende konventions bestemmelser skal ikke være til hinder for den
humanitære virksomhed, som Den Internationale Røde Kors Komite eller en
hvilken som helst anden uvildig humanitær organisation med de pågældende
stridende parters samtykke måtte påtage sig til beskyttelse af og bistand for
krigsfanger.
ARTIKEL 10
De Høje Kontraherende Parter kan når som helst aftale at betro de pligter,
der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne, til en
international organisation, der frembyder de nødvendige garantier for
uvildighed og handlekraft.
Når krigsfanger, der beskyttes af nærværende konvention, af en hvilken som
helst grund ikke nyder fordel af eller ophører med at nyde fordel af en
beskyttelsesmagts eller en af de i første stykke omhandlede organisationers
virksomhed, skal tilbageholdelsesmagten anmode en neutral stat eller en sådan
organisation om at påtage sig de opgaver, som i henhold til nærværende
konvention udføres af en beskyttelsesmagt, udpeget af de stridende parter.
Hvis beskyttelse ikke kan tilvejebringes på denne måde, er
tilbageholdelsesmagten forpligtet til at anmode en humanitær organisation
såsom Den Internationale Røde Kors Komite om at overtage de humanitære
opgaver, der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne,
eller til med de begrænsninger, der følger af nærværende artikel, at modtage
de tilbud om bistand, der fremkommer fra en sådan organisation.
Enhver neutral magt eller enhver organisation, der af den interesserede
magt anmodes om eller selv tilbyder at yde sin bistand med dette formål for
øje er forpligtet til at handle i bevidstheden om sit ansvar overfor den
stridende part, som de personer, der beskyttes af nærværende konvention,
tilhører, og skal tilvejebringe tilstrækkelige garantier for sin evne til at
påtage sig de omhandlede opgaver og til at udføre dem uvildigt.
Foranstående bestemmelser kan ikke sættes ud af kraft ved særlig
overenskomst mellem magter, af hvilke den ene, selvom det kun er
midlertidigt, som følge af krigsbegivenheder ikke er i besiddelse af fuld
handlefrihed i forhold til den anden magt eller dens allierede, i særdeleshed
i tilfælde af en besættelse af hele den førstnævnte stats territorium eller
en væsentlig del af dette.
Ordet beskyttelsesmagt indbefatter i nærværende konvention de
organisationer, der ifølge nærværende artikel kan træde i stedet for
beskyttelsesmagten.
ARTIKEL 11
I tilfælde, hvor beskyttelsesmagterne i de beskyttede personers interesse
anser det for tilrådeligt, og i særdeleshed i tilfælde af uenighed mellem de
stridende parter angående anvendelsen eller fortolkningen af nærværende
konventions bestemmelser, skal beskyttelsesmagterne tilbyde deres bistand med
henblik på uoverensstemmelsernes bilæggelse.
I dette øjemed kan enhver af beskyttelsesmagterne enten på opfordring af
en af de stridende parter eller af egen drift foreslå parterne et møde,
eventuelt på et hensigtsmæssigt valgt neutralt territorium, mellem deres
repræsentanter og i særdeleshed mellem de myndigheder, der er ansvarlige for
krigsfanger. De stridende parter er forpligtet til at rette sig efter de
forslag, som stilles dem med dette formål for øje. Beskyttelsesmagterne kan
om fornødent til de stridende parters godkendelse forelægge forslag om, at en
person, der tilhører en neutral magt eller er udpeget af Den Internationale
Røde Kors Komite, skal indbydes til at deltage i et sådant møde.
II DEL
Almindelige bestemmelser om beskyttelse af krigsfanger.
ARTIKEL 12
Krigsfanger er i den fjendtlige stats og ikke i de enkeltpersoners eller
militære enheders magt, der har taget dem til fange. Uanset enkeltpersoners
mulige ansvar er tilbageholdelsesmagten ansvarlig for den behandling, der
ydes dem.
Krigsfanger må af tilbageholdelsesmagten kun overføres til en magt, som
har tiltrådt nærværende konvention, og om hvis vilje og evne til at bringe
konventionens bestemmelser i anvendelse tilbageholdelsesmagten har forvisset
sig. Når krigsfanger overføres under sådanne omstændigheder, påhviler
ansvaret for konventionens overholdelse den magt, der modtager dem, medens de
er i dens varetægt.
Skulle sidstnævnte magt i nogen vigtig henseende undlade at overholde
konventionens bestemmelser, skal den magt, der har overført krigsfangerne,
efter at have modtaget meddelelse herom af beskyttelsesmagten, desuagtet tage
effektive forholdsregler med henblik på at bringe sagen i orden eller anmode
om tilbageførelse af krigsfangerne. Sådanne anmodninger skal efterkommes.
ARTIKEL 13
Krigsfanger skal til enhver tid behandles humant. Enhver uretmæssig
handling eller undladelse fra tilbageholdelsesmagtens side, der medfører, at
en krigsfange i dens varetægt afgår ved døden, eller at vedkommendes helbred
udsættes for alvorlig fare, forbydes og vil blive betragtet som et groft brud
på nærværende konvention. I særdeleshed må ingen krigsfange underkastes
legemlig lemlæstelse eller medicinske eller videnskabelige forsøg af en
hvilken som helst art, der ikke er forsvarligt begrundet i læge-, tandlæge-
eller hospitalsbehandling af den pågældende fange og udføres i hans
interesse.
Ligeledes skal krigsfanger til enhver tid beskyttes, navnlig mod
voldshandlinger, skræmmeforanstaltninger, fornærmelser og offentlighedens
nyfigenhed.
Repressalier mod krigsfanger forbydes.
ARTIKEL 14
Krigsfanger har under alle forhold krav på, at deres person og ære
respekteres.
Kvinder skal behandles med skyldigt hensyn til deres køn og skal i alle
tilfælde nyde fordel af en behandling, der er lige så gunstig som den, der
ydes mænd.
Krigsfanger bevarer ubeskåret den rets- og handleevne, som de besad på det
tidspunkt, da de blev taget til fange. Tilbageholdelsesmagten må ikke
indskrænke udøvelsen, være sig indenfor eller udenfor dens eget territorium,
af de af sådan evne flydende rettigheder, undtagen i det omfang, hvori disse
personers egenskab af krigsfanger kræver det.
ARTIKEL 15
Den magt, der tilbageholder krigsfanger, er forpligtet til vederlagsfrit
at drage omsorg for deres underhold og for den lægebehandling, som deres
helbredstilstand nødvendiggør.
ARTIKEL 16
Med forbehold af nærværende konventions bestemmelser angående grad og køn
samt af enhver fortrinsbehandling, der ydes krigsfanger på grund af
helbredstilstand, alder eller faglige kvalifikationer, skal alle sådanne
fanger behandles ensartet af tilbageholdelsesmagten. De må ikke gøres til
genstand for mindre gunstig behandling som følge af race, nationalitet,
religiøs overbevisning eller politisk anskuelse eller noget som helst andet
lignende forhold.
III DEL
Fangenskabet.
AFSNIT I
Fangenskabets begyndelse.
ARTIKEL 17
Enhver krigsfange er på forespørgsel alene forpligtet til at opgive
efternavn, fornavne og grad, fødselsdato samt militært tjenestenummer eller i
mangel heraf tilsvarende oplysninger.
Hvis han forsætligt overtræder denne regel, udsætter han sig for en
indskrænkning af de forrettigheder, der tilstås fanger af hans grad eller
status.
Enhver af de stridende parter er forpligtet til at udstyre alle under den
hørende personer, der i givet fald kan blive krigsfanger, med et
identitetskort, der udviser indehaverens efternavn, fornavne, grad, militære
tjenestenummer eller tilsvarende omstændigheder samt fødselsdato. På
identitetskortet kan yderligere anføres indehaverens underskrift og/eller
fingeraftryk tillige med alle andre oplysninger, som vedkommende stridende
part måtte ønske at tilføje vedrørende personer tilhørende dens væbnede
styrker. Såvidt muligt skal kortet måle 6,5 X 10 cm og udstedes i 2
eksemplarer. Identitetskortet skal på forlangende forevises af krigsfangen,
men må i intet tilfælde fratages ham.
Der må aldrig anvendes legemlig eller åndelig tortur eller nogen som helst
anden form for tvang overfor krigsfanger, ligegyldigt hvilke oplysninger man
derved tilsigter at opnå. Krigsfanger, der nægter at udtale sig, må ikke
trues, fornærmes eller udsættes for nogen som helst form for ubehagelig eller
ufordelagtig behandling.
Krigsfanger, der på grund af deres legemlige eller mentale tilstand er ude
af stand til at redegøre for deres identitet, skal overgives til
sanitetstjenesten. Alle til rådighed stående midler skal tages i anvendelse
til konstatering af sådanne fangers identitet, jævnfør dog bestemmelserne i
foregående stykke.
Afhøring af krigsfanger skal finde sted på et sprog, som de forstår.
ARTIKEL 18
Alle ejendele og genstande beregnet til krigsfangernes eget brug med
undtagelse af våben, heste, militær udrustning og militære dokumenter skal
forblive i fangernes besiddelse; det samme gælder deres stålhjelme, gasmasker
og lignende genstande beregnet til personlig beskyttelse. Ejendele og
genstande, der anvendes til beklædning eller bespisning af krigsfanger, skal
ligeledes forblive i disses besiddelse, selv om sådanne ejendele og genstande
hører til deres regulære militære udrustning.
På intet tidspunkt må krigsfanger være uden identitetspapirer.
Tilbageholdelsesmagten skal stille sådanne papirer til rådighed for
krigsfanger, som ingen har.
Kendetegn på grad og nationalitet, dekorationer og genstande, som
overvejende har personlig eller affektionsværdi, må ikke fratages
krigsfanger.
Pengebeløb, som krigsfanger har på sig, må kun fratages dem efter ordre af
en officer og efter indførelse af beløbets størrelse og nærmere oplysning om
ejeren i en særlig protokol og udlevering af en specificeret kvittering,
indeholdende læselige oplysninger om den kvitterendes navn, grad og enhed.
Beløb i tilbageholdelsesmagtens møntsort, og beløb, der på fangens begæring
veksles til sådan møntsort, skal godskrives fangens konto som fastsat i
artikel 64.
Tilbageholdelsesmagten må kun fratage krigsfanger værdigenstande af
sikkerhedsgrunde; når sådanne genstande inddrages, finder den for beslaglagte
pengebeløb gældende fremgangsmåde anvendelse.
Sådanne genstande samt inddragne beløb i enhver anden møntsort end
tilbageholdelsesmagtens tages, dersom ejerne ikke har anmodet om konvertering
af beløbene, i forvaring af tilbageholdelsesmagten og tilbageleveres i deres
oprindelige form krigsfangerne ved fangenskabets afslutning.
ARTIKEL 19
Krigsfanger skal, såsnart som muligt efter deres tilfangetagelse,
evakueres til lejre i områder, der ligger så langt fra kampzonen, at fangerne
er udenfor fare.
Kun krigsfanger, der på grund af sår eller sygdom ville udsætte sig for
større fare ved at evakueres end ved at forblive på stedet, må midlertidigt
tilbageholdes i et farligt område.
Krigsfanger må ikke unødigt udsættes for fare, medens de afventer
evakuering fra en kampzone.
ARTIKEL 20
Evakuering af krigsfanger skal altid gennemføres humant og under forhold,
der svarer til dem, under hvilke tilbageholdelsesmagtens styrker skifter
kvarter.
Tilbageholdelsesmagten skal forsyne krigsfanger, der er under evakuering,
med tilstrækkelige mængder føde og drikkevand samt med fornøden beklædning og
lægehjælp. Tilbageholdelsesmagten skal træffe alle hensigtsmæssige
foranstaltninger med henblik på at garantere krigsfangernes sikkerhed under
evakuering og skal snarest muligt oprette en fortegnelse over evakuerede
fanger.
Såfremt krigsfanger under evakuering skal passere gennemgangslejre, skal
deres ophold i sådanne lejre være så kortvarigt som muligt.
AFSNIT II
Internering af krigsfanger.
KAPITEL I
Almindelige bemærkninger.
ARTIKEL 21
Tilbageholdelsesmagten er berettiget til at underkaste krigsfanger
internering; den er berettiget til at bestemme, at de kun må fjerne sig i en
vis afstand fra den lejr, hvor de er interneret, samt, såfremt lejren er
indhegnet, til at pålægge dem ikke at forlade det indhegnede område. Med
forbehold af nærværende konventions bestemmelser ingående straffe- og
disciplinærsanktioner kan krigsfangerne ikke underkastes indespærring,
medmindre dette er nødvendigt til sikring af deres helbred, og da kun sålænge
de omstændigheder, der nødvendiggør sådan indespærring, fortsat består.
Krigsfanger kan helt eller delvis frigives på æresord eller mod afgivelse
af et løfte, for så vidt dette er tilladt efter den magts lovgivning, under
hvilken de henhører. Sådanne forholdsregler skal navnlig tages i tilfælde,
hvor de kan bidrage til en forbedring af fangernes helbredstilstand. Ingen
krigsfange er forpligtet til at lade sig frigive på æresord eller mod
afgivelse af et løfte.
Ved fjendtlighedernes udbrud skal enhver af de stridende parter underrette
den fjendtlige part om de love og anordninger, der tillader eller forbyder
dens statsborgere at lade sig frigive på æresord eller mod afgivelse af et
løfte. Krigsfanger, der er sat på fri fod mod afgivelse af æresord eller
løfte i overensstemmelse med de således meddelte love og anordninger, er
såvel overfor den magt, under hvilken de hører, som overfor den magt, der har
taget dem til fange, æresforpligtet til samvittighedsfuldt at opfylde de
forpligtelser, de har påtaget sig. I sådanne tilfælde er den magt, under
hvilken de hører, forpligtet til hverken at kræve eller modtage nogen
tjeneste fra dem, som er uforenelig med det givne æresord eller løfte.
ARTIKEL 22
Krigsfanger kan kun interneres i rum, der er beliggende på landjorden og
som opfylder alle hygiejniske og sundhedsmæssige krav. Med undtagelse af
særlige tilfælde, hvor dette er forsvarligt begrundet i fangernes egen
interesse, kan de ikke interneres i straffeanstalter.
Krigsfanger, der er interneret i usunde områder eller på steder, hvor
klimaet er skadeligt for dem, skal snarest muligt overføres til et gunstigere
klima.
Tilbageholdelsesmagten skal samle krigsfanger i lejre eller afdelinger af
lejre efter nationalitet, sprog og kulturel baggrund, idet disse fanger kun
efter eget samtykke må adskilles fra krigsfanger tilhørende de væbnede
styrker, i hvilke de gjorde tjeneste på det tidspunkt, da de blev taget til
fange.
ARTIKEL 23
Ingen krigsfange kan på noget tidspunkt sendes til eller tilbageholdes i
områder, hvor han risikerer at blive udsat for kampzonens ild, lige så lidt
som hans nærværelse må anvendes til at unddrage bestemte punkter eller
områder fra krigsoperationer.
Der skal stå beskyttelsesrum beregnet på luftbombardement og anden
krigsfare til rådighed for krigsfanger i samme omfang som for den stedlige
civilbefolkning. Med undtagelse af personer, der deltager i beskyttelsen af
deres kvarterer mod fornævnte farer, har fangerne under en alarm lov til
snarest muligt at begive sig til beskyttelsesrummene. Enhver anden
beskyttelsesforanstaltning, der træffes til fordel for befolkningen, skal
også komme dem til gode.
Tilbageholdelsesmagterne skal ved beskyttelsesmagternes mellemkomst
meddele de interesserede magter alle nyttige oplysninger om
krigsfangelejrenes geografiske beliggenhed.
Når som helst militære hensyn tillader det, skal krigsfangelejre om dagen
være afmærket med bogstaverne PW eller PG, anbragt således, at de tydelig kan
ses fra luften. De interesserede magter kan dog træffe aftale om enhver anden
form for afmærkning. Kun krigsfangelejre må afmærkes som sådanne.
ARTIKEL 24
Gennemgangs- eller kæmningslejre af varig karakter skal udstyres på
lignende måde som de i nærværende afsnit beskrevne lejre, og de deri anbragte
fanger skal have samme behandling som fanger i andre lejre.
KAPITEL II
Krigsfangers logi, kost og beklædning.
ARTIKEL 25
Krigsfanger skal indkvarteres under forhold, der er lige så gunstige som
vilkårene for afdelinger af tilbageholdelsesmagtens styrker, der har kvarter
i samme område. I så henseende skal der tages hensyn til fangernes sæder og
skikke og forholdene må i intet tilfælde være skadelige for deres helbred.
Foranstående bestemmelser finder i særdeleshed anvendelse på krigsfangers
soverum såvel med hensyn til samlet gulvflade og mindste rumlig udstrækning
som med hensyn til de almindelige installationer, sengetøj og tæpper.
De lokaler, der tilvejebringes til brug for krigsfanger enkeltvis eller
samlet, skal på fyldestgørende måde være beskyttet mod fugt og skal være
tilstrækkeligt opvarmet og oplyst, i særdeleshed i tidsrummet mellem mørkets
frembrud og lysenes slukning. Der skal træffes sikkerhedsforanstaltninger mod
brandfare.
I enhver lejr, hvori der er anbragt både kvindelige og mandlige
krigsfanger, skal der stilles særskilte soverum til rådighed for kvinderne.
ARTIKEL 26
De til grund liggende daglige levnedsmiddelrationer skal med hensyn til
størrelse, kvalitet og sammensætning være tilstrækkelige til at opretholde en
forsvarlig sundhedstilstand blandt krigsfangerne og til at forhindre vægttab
eller opståen af mangelsygdomme. Det skal endvidere tages i betragtning,
hvilken kost der er sædvanlig for fangerne.
Tilbageholdelsesmagten skal forsyne krigsfanger, der udfører arbejde, med
de ekstrarationer, der er påkrævet ved det arbejde, hvormed de beskæftiges.
Der skal leveres krigsfanger drikkevand i tilstrækkelig mængde.
Tobaksrygning er tilladt.
Krigsfanger skal såvidt muligt deltage i tilbredelsen af deres måltider;
de kan i dette øjemed beskæftiges i køkkenerne. Endvidere skal de have
mulighed for selv at tilberede sådanne yderligere levnedsmidler, som de er i
besiddelse af.
Passende lokaler skal stilles til rådighed til spisesale og messer.
Kollektive disciplinære foranstaltninger, der berører kosten, forbydes.
ARTIKEL 27
Beklædning, undertøj og fodtøj skal i tilstrækkelige mængder leveres
krigsfangerne af tilbageholdelsesmagten, som herved skal tage hensyn til
klimaet i den egn, hvor fangerne tilbageholdes. Fjendtlige, væbnede styrkers
erobrede uniformer skal, såfremt de egner sig til klimaet, anvendes til
beklædning af krigsfanger.
Sædvanlig fornyelse og istandsættelse af ovennævnte genstande sikres af
tilbageholdelsesmagten. Ydermere skal krigsfanger, der udfører arbejde,
forsynes med passende beklædning, hvor arbejdets art kræver det.
ARTIKEL 28
Der skal i alle lejre indrettes kantiner, hvor krigsfangerne kan skaffe
sig levnedsmidler, sæbe, tobak og almindelige varer til daglig brug. Priserne
må aldrig overstige de stedlige markedspriser.
Overskud hidrørende fra lejrkantiner skal anvendes til fordel for
fangerne; der skal i dette øjemed oprettes et særligt fond.
Fangerepræsentanten har ret til at deltage i bestyrelsen af kantinen og
fondet.
Når en lejr nedlægges, skal det særlige fonds beholdning overgives en
international velfærdsorganisation, som skal anvende den til fordel for
krigsfanger af samme nationalitet som de, der har bidraget til fondet. I
tilfælde af almindelig hjemsendelse beholder tilbageholdelsesmagten det
nævnte overskud, med mindre der foreligger modstående aftale mellem de
interesserede magter.
KAPITEL III
Hygiejne og lægebehandling.
ARTIKEL 29
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at træffe alle fornødne sanitære
foranstaltninger til sikring af renlighed og sundhed i lejrene og til
forhindring af epidemier.
Krigsfanger skal dag og nat kunne benytte sig af sanitære indretninger,
som opfylder hygiejnens krav, og som til stadighed holdes rene. I alle lejre,
i hvilke der er anbragt kvindelige krigsfanger, skal der stilles særskilte
indretninger til rådighed for disse.
Bortset fra de bade, herunder brusebade, hvormed lejrene skal være
udstyrede, skal krigsfangerne fremdeles forsynes med tilstrækkelige mængder
vand og sæbe til personligt toilette og til vask af eget tøj; der skal
tilstås dem de fornødne installationer og hjælpemidler og den fornødne tid
med henblik herpå.
ARTIKEL 30
Der skal i enhver lejr forefindes en passende udstyret sygeafdeling, hvor
krigsfangerne kan erholde fornøden behandling og passende diæt. Lukkede
afdelinger skal om fornødent forbeholdes patienter, der lider af smitsomme
sygdomme og mentale forstyrrelser.
Krigsfanger, der lider af alvorlige sygdomme, eller hvis tilstand
nødvendiggør særlig kur, kirurgiske indgreb eller hospitalsbehandling, skal
have adgang til optagelse i enhver militær eller civil sanitær enhed, hvor
sådan behandling står til rådighed, selv om det er tanken at hjemsende dem i
nær fremtid. Der skal ydes særlige lempelser med henblik på behandling af
invalider i særdeleshed blinde, og med henblik på oplæring af disse forinden
deres hjemsendelse.
Behandling af krigsfanger skal fortrinsvis udøves af læger, der henhører
under samme magt som fangerne og om muligt er af samme nationalitet som
disse.
Krigsfanger må ikke hindres i at fremstille sig for lægemyndighederne til
undersøgelse. Tilbageholdelsesmyndighederne skal på begæring udstede en
officiel attest til enhver fange, som har været underkastet behandling, med
angivelse af den pågældendes sygdom eller tilskadekomst samt varigheden og
arten af den modtagne behandling. Genpart af denne attest skal fremsendes til
Centralkontoret for Krigsfanger.
Omkostninger i forbindelse med behandling, heri indbefattet alle udgifter
til indkøb af genstande, som er nødvendige til opretholdelse af en forsvarlig
helbredstilstand blandt krigsfanger, særlig proteser, herunder kunstige
tænder, samt briller, skal afholdes af tilbageholdelsesmagten.
ARTIKEL 31
Lægetilsyn med krigsfanger skal finde sted mindst een gang om måneden. Det
skal omfatte kontrol med og optegnelse af hver enkelt krigsfanges vægt.
Formålet hermed skal i særdeleshed være at overvåge den almindelige
sundhedstilstand, forplejning og renlighed blandt fangerne samt at konstatere
forekommende smitsomme sygdomme, navnlig tuberkulose, malaria og
kønssygdomme. I dette øjemed skal de mest effektive metoder tages i
anvendelse, for eksempel periodiske masse-røntgenundersøgelser med henblik på
tidlig konstatering af tuberkulose.
ARTIKEL 32
Tilbageholdelsesmagten kan pålægge krigsfanger, der, omend ikke tilknyttet
deres væbnede styrkers sanitetstjeneste, er læger, tandlæger, sygeplejersker
eller sygepassere, at udøve deres sanitære funktioner til fordel for
krigsfanger, der henhører under samme magt som de selv. I så tilfælde er de
fortsat krigsfanger, men modtager samme behandling som tilsvarende
tilbageholdt sanitetspersonel. De er, uanset bestemmelserne i artikel 49
fritaget for alt andet arbejde.
KAPITEL IV
Sanitetspersonel og feltpræster, der
tilbageholdes til bistand for
krigsfanger.
ARTIKEL 33
Medlemmer af sanitetspersonel og feltpræster er i det tidsrum, i hvilket
de tilbageholdes til bistand for krigsfanger, ikke selv at anse som
krigsfanger. De nyder dog som mindstemål godt af de fordele og den
beskyttelse, der følger af nærværende konvention, og der skal ligeledes
tilstås dem alle fornødne lempelser med henblik på at muliggøre
lægebehandling af og sjælesorg blandt krigsfanger.
Indenfor rammen af tilbageholdelsesmagtens militære love og anordninger og
under ledelse af denne stats kompetente tjenestegrene skal de fortsat i
overensstemmelse med deres faglige etik udøve deres sanitære og religiøse
funktioner til fordel for krigsfanger, fortrinsvis fanger fra de væbnede
styrker, til hvilke de selv hører. De nyder fordel af følgende lempelser ved
udøvelsen af deres sanitære eller religiøse funktioner:
- a) Der skal meddeles dem tilladelse til periodisk at besøge krigsfanger,
som befinder sig i arbejdsenheder eller hospitaler udenfor lejren. I dette
øjemed skal tilbageholdelsesmagten stille de fornødne transportmidler til
rådighed.
- b) Den højeste sanitetsofficer i enhver lejr har overfor lejrens militære
myndigheder ansvaret for alt vedrørende tilbageholdt sanitetspersonels
virksomhed. De stridende parter skal derfor ved fjendtlighedernes udbrud
træffe aftale om ligestilling i grad mellem medlemmer af deres
sanitetspersonel, herunder personel tilhørende de organisationer, der nævnes
i artikel 26 i Genevekonventionen af 12.august 1949 til forbedring af såredes
og syges vilkår i de væbnede styrker i felten. Den højeste sanitetsofficer
samt feltpræster har ret til at forhandle direkte med lejrens kompetente
myndigheder om alle spørgsmål vedrørende deres opgaver. De nævnte myndigheder
skal yde dem alle fornødne lempelser med hensyn til brevveksling vedrørende
disse spørgsmål.
- c) Skønt undergivet den indre disciplin i den lejr, i hvilken de
tilbageholdes, må medlemmer af sådant personel ikke tvinges til at udføre
arbejde, som ikke angår deres sanitære eller religiøse opgaver.
Under fjendtligheder skal de stridende parter træffe aftale om eventuel
afløsning af tilbageholdt personel og fastsætte den fremgangsmåde, der skal
følges.
Ingen af foranstående bestemmelser fritager tilbageholdelsesmagten for de
den fra et sanitært eller religiøst synspunkt påhvilende forpligtelser med
hensyn til krigsfanger.
KAPITEL V
Religiøs, intellektuel og legemlig
beskæftigelse.
ARTIKEL 34
Krigsfanger er berettiget til i fuld frihed at udøve deres religion,
herunder til at deltage i gudstjeneste i overensstemmelse med deres tro, på
betingelse af, at de overholder de af de militære myndigheder fastsatte
rutinemæssige disciplinærbestemmelser.
Passende lokaler skal stilles til rådighed til afholdelse af
gudstjenester.
ARTIKEL 35
Der skal gives feltpræster, der falder i den fjendtlige magts hænder, og
som forbliver her eller tilbageholdes til bistand for krigsfanger, tilladelse
til at yde sådan bistand samt til frit at øve deres gerning blandt
krigsfanger af samme trosbekendelse, alt i overensstemmelse med deres
religiøse overbevisning. De skal fordeles mellem de forskellige lejre og
arbejdsenheder, hvor der findes krigsfanger, der tilhører samme styrker,
taler samme sprog eller udøver samme religion. Der skal tilstås dem de
fornødne lempelser, herunder de i artikel 33 omhandlede transportmidler, til
lettelse af besøg hos krigsfanger udenfor lejren. De skal bortset fra censur
frit kunne brevveksle med de kirkelige myndigheder i tilbageholdelseslandet
og med de internationale religiøse organisationer om anliggender i
forbindelse med deres religiøse opgaver. Breve og brevkort, som de afsender
med dette formål for øje, lægges til det i artikel 71 hjemlede antal.
ARTIKEL 36
Der skal gives krigsfanger, der er præster, men som ikke har forrettet
tjeneste som feltpræster ved deres egne styrker, tilladelse til uanset deres
trosbekendelse frit at yde medlemmer af deres trossamfund gejstlig bistand.
Der skal derfor tilstås dem samme behandling som tilbageholdte feltpræster.
De er ikke forpligtet til at udføre andet arbejde.
ARTIKEL 37
Når krigsfanger ikke erholder bistand af en tilbageholdt feltpræst eller
af en krigsfange, der er præst indenfor samme trossamfund, skal der på
begæring af de interesserede fanger til at beklæde dette embede udnævnes en
præst af fangernes eller en lignende trosbekendelse eller i mangel heraf en
egnet lægmand, såfremt dette er muligt efter vedkommende trossamfunds lære.
Denne udnævnelse, der skal godkendes af tilbageholdelsesmagten, skal finde
sted i forståelse med vedkommende fangers trossamfund samt, hvor det er
nødvendigt, efter indhentet godkendelse fra de stedlige religiøse myndigheder
indenfor samme trosbekendelse. Den således udnævnte person skal overholde
alle bestemmelser, der af tilbageholdelsesmagten fastsættes i disciplinens og
den militære sikkerheds interesse.
ARTIKEL 38
Under hensyntagen til den enkelte fanges personlige ønsker skal
tilbageholdelsesmagten opmuntre krigsfangernes beskæftigelse med åndelige og
uddannelsesmæssige interesser, fritidssyssel, sport og spil og træffe de
fornødne foranstaltninger til sikring af sådan beskæftigelse ved at stille
passende lokaler og fornødent udstyr til fangernes rådighed.
Fanger skal have lejlighed til at deltage i legemsøvelser, herunder sport
og spil, samt til at opholde sig udendørs. I dette øjemed skal der i alle
lejre stilles åbne pladser til rådighed i tilstrækkeligt omfang.
KAPITEL VI
Disciplin.
ARTIKEL 39
Enhver krigsfangelejr skal ledes af en ansvarlig officer tilhørende
tilbageholdelsesmagtens regulære væbnede styrker. Denne officer skal være i
besiddelse af et eksemplar af nærværende konvention; han skal drage omsorg
for, at dens bestemmelser er lejrstaben og bevogtningsmandskabet bekendt, og
er under sin regerings ledelse ansvarlig for dens overholdelse.
Andre krigsfanger end officerer har hilsepligt overfor alle
tilbageholdelsesmagtens officerer og skal vise disse de ydre tegn på respekt,
der hjemles ved de i deres egne styrker gældende bestemmelser.
Krigsfanger, der er officerer, har kun hilsepligt overfor officerer af
højere grad i tilbageholdelseslandet; de har dog hilsepligt overfor
lejrkommandanten uanset dennes grad.
ARTIKEL 40
Det er tilladt at bære kendetegn på grad og nationalitet såvel som
dekorationer.
ARTIKEL 41
I enhver lejr skal ordlyden af nærværende konvention og de sig dertil
sluttende tillæg samt indholdet af enhver i medfør af artikel 6 indgået
særlig overenskomst på fangernes eget sprog være opslået på steder, hvor alle
kan læse dem. Eksemplarer skal på begæring udleveres fanger, der er afskåret
fra at gøre sig bekendt med det opslåede eksemplar.
Forskrifter, påbud, meddelelser og bekendtgørelser af enhver art angående
krigsfangernes forhold skal bringes til disses kundskab på et sprog, som de
forstår. Sådanne forskrifter, påbud og bekendtgørelser skal opslås på den
ovenfor beskrevne måde og genparter overgives fangerepræsentanten. Enhver
ordre og ethvert påbud rettet til krigsfangerne enkeltvis skal ligeledes
afgives på et sprog, som de forstår.
ARTIKEL 42
Anvendelse af våben mod krigsfanger, navnlig sådanne, der er i begreb med
at flygte eller forsøger at flygte, må kun finde sted som en sidste udvej.
Forud herfor skal der altid gå en efter omstændighederne afpasset advarsel.
KAPITEL VII
Krigsfangers grad.
ARTIKEL 43
Ved fjendtlighedernes udbrud skal de stridende parter meddele hinanden
samtlige de i nærværende konventions artikel 4 nævnte personers titel og grad
med henblik på at sikre en ensartet behandling af fanger af tilsvarende grad.
Senere oprettede titler og grader skal gøres til genstand for tilsvarende
meddelelser.
Tilbageholdelsesmagten skal anerkende forfremmelser af krigsfanger, hvorom
der er givet behørig underretning af den magt, under hvilken disse fanger
hører.
ARTIKEL 44
Officerer og dermed ligestillede fanger skal behandles med det hensyn, der
skyldes deres grad og alder.
Med henblik på at sikre betjening af officerslejre skal der anvises et
tilstrækkeligt antal andre medlemmer af de samme væbnede styrker, der så vidt
muligt skal tale samme sprog. Der skal herved tages hensyn til officerernes
og de dermed ligestillede fangers grad. Sådanne ordonnanser er ikke
forpligtet til at udføre andet arbejde.
Officerernes eget opsyn med messen skal på enhver måde lettes.
ARTIKEL 45
Krigsfanger, der ikke er officerer eller ligestillet med disse, skal
behandles med det hensyn, der skyldes deres grad og alder.
Fangernes eget opsyn med messen skal på enhver måde lettes.
KAPITEL VIII
Overførelse af krigsfanger efter ankomsten
til lejren.
ARTIKEL 46
Tilbageholdelsesmagten er ved sine afgørelser om krigsfangers overførelse
forpligtet til at tage hensyn til fangernes interesser med særligt henblik på
ikke at forøge vanskelighederne i forbindelse med disses hjemsendelse.
Overførelse af krigsfanger skal altid gennemføres hensynsfuldt og under
forhold som ikke er mindre gunstige end de, under hvilke
tilbageholdelsesmagtens styrker overføres. Der skal altid tages hensyn til de
klimatiske betingelser der er sædvanlige for krigsfangerne, og forholdene
under overførelsen må i intet tilfælde være skadelige for deres helbred.
Tilbageholdelsesmagten skal under overførelsen med henblik på
opretholdelse af en forsvarlig helbredstilstand blandt krigsfangerne forsyne
disse med tilstrækkelige mængder levnedsmidler og drikkevand og ligeledes med
de fornødne beklædningsgenstande, fyldestgørende beskyttelse mod vejrliget og
det fornødne lægetilsyn. Tilbageholdelsesmagten er særlig ved transport til
søs eller i luften forpligtet til at træffe fyldestgørende foranstaltninger
med henblik på at garantere fangernes sikkerhed under overførelsen samt til
forinden deres afrejse at oprette en fuldstændig fortegnelse over alle
overførte krigsfanger.
ARTIKEL 47
Syge og sårede krigsfanger må ikke overføres, så længe transporten vil
kunne bringe deres helbredelse i fare, medmindre hensynet til deres sikkerhed
gør overførelse bydende nødvendig.
Såfremt kampzonen nærmer sig en lejr, må krigsfangerne i den nævnte lejr
ikke overføres, medmindre overførelsen kan ske under iagttagelse af
fyldestgørende sikkerhedsforanstaltninger, eller det vil udsætte dem for
større fare at forblive på stedet end at overføres.
ARTIKEL 48
I tilfælde af overførelse skal krigsfangerne officielt underrettes om
afrejsen og om den nye postadresse. Sådanne meddelelser skal gives i så god
tid, at de kan pakke deres bagage og underrette deres pårørende.
Der skal meddeles dem tilladelse til at medbringe deres personlige
ejendele samt de breve og pakker, der er bestemt for dem. Såfremt
transportforholdene gør det nødvendigt, kan vægten af sådan bagage begrænses
til, hvad hver fange skønnes at kunne bære, hvilket i intet tilfælde må
anslås til mere end 25 kg pr.person.
Breve og pakker, der er adresseret til fangernes tidligere lejr, skal
ufortøvet eftersendes. Lejrkommandanten er forpligtet til i forståelse med
fangerepræsentanten at tage alle fornødne skridt til sikring af transport
såvel af de ejendele, der tilhører fangerne i fællesskab, som af den bagage,
de er ude af stand til at medbringe som følge af de begrænsninger, der måtte
være pålagt i medfør af stykke 2.
Omkostninger i forbindelse med overførelser afholdes af
tilbageholdelsesmagten.
AFSNIT III
Krigsfangers arbejde.
ARTIKEL 49
Tilbageholdelsesmagten er berettiget til at udnytte fysisk egnede
krigsfangers arbejdskraft under hensyntagen til fangernes alder, køn, grad og
fysiske anlæg og med særligt henblik på at opretholde en forsvarlig legemlig
og åndelig sundhedstilstand blandt dem.
Underofficerer, der er krigsfanger, kan kun beordres til at føre opsyn.
Såfremt de ikke får ordre hertil, kan de ansøge om andet passende arbejde,
der da så vidt muligt skal anvises dem.
Såfremt officerer eller dermed ligestillede personer ansøger om passende
arbejde, skal dette så vidt muligt anvises dem, men de må under ingen
omstændigheder tvinges til at arbejde.
ARTIKEL 50
Udover arbejde i forbindelse med administration, indretning og
vedligeholdelse af lejre kan krigsfanger kun tvinges til at udføre arbejde,
der falder ind under en af følgende klasser:
- a) landbrug;
- b) industrier forbundet med produktion eller udvinding af råstoffer;
fabriksindustrier med undtagelse af metal- og maskinindustrier samt den
kemiske industri; offentlige arbejder og byggeforetagender, som ikke har
militær karakter eller militært formål;
- c) befordring og betjening af lagre som ikke har militær karakter eller
militært formål;
- d) handel, kunst, håndværk;
- e) husvæsen;
- f) offentlige virksomheder, som ikke har militær karakter eller militært
formål.
Krænkes ovenstående bestemmelser, skal der meddeles krigsfanger tilladelse
til at udøve deres klageret i overensstemmelse med artikel 78.
ARTIKEL 51
Der skal ydes krigsfanger passende arbejdsvilkår, navnlig for så vidt
angår logi, kost, beklædning og udstyr; vilkårene må ikke være ringere end
for statsborgere i tilbageholdelseslandet, der er beskæftiget med tilsvarende
arbejde; der skal ligeledes tages hensyn til klimaforhold.
Ved udnyttelsen af krigsfangers arbejdskraft er tilbageholdelsesmagten
forpligtet til at drage omsorg for, at landets lovgivning angående
arbejderbeskyttelse og ikke mindst bestemmelserne om arbejdernes sikkerhed
behørigt finder anvendelse i områder, hvor sådanne fanger beskæftiges.
Krigsfanger skal uddannes, og der skal tages passende skridt til at
beskytte dem under arbejdet svarende til de foranstaltninger, der træffes for
så vidt angår statsborgere i tilbageholdelseslandet. Med forbehold af
bestemmelserne i artikel 52 kan fanger udsættes for den sædvanlige risiko,
som disse civile arbejdere løber.
Arbejdsvilkårene må i intet tilfælde gøres mere byrdefulde ved
disciplinære forholdsregler.
ARTIKEL 52
Ingen krigsfange kan, medmindre vedkommende er frivillig, beskæftiges med
arbejde af usund eller farlig art.
Der må ikke anvises nogen krigsfange arbejde, der ville blive betragtet
som nedværdigende, hvis det var et medlem af tilbageholdelsesmagtens egne
styrker, som udførte det.
Fjernelse af miner og lignende er at anse som farligt arbejde.
ARTIKEL 53
Krigsfangers arbejdsdag, heri indbefattet den tid, der medgår til
transport til og fra arbejdsstedet, må ikke være overdrevent lang og må i
intet tilfælde overstige den tilladte arbejdstid for civile arbejdere i
området, som er statsborgere i tilbageholdelseslandet og beskæftiges med
samme arbejde.
Krigsfanger er berettiget til at holde en pause på ikke under en time midt
på arbejdsdagen. Såfremt arbejdere i tilbageholdelseslandet har krav på en
længere pause, gælder det samme krigsfanger. De skal herudover kunne holde
fri i 24 på hinanden følgende timer hver uge, fortrinsvis om søndagen eller
på hjemlandets hviledag. Endvidere skal der tilstås enhver fange, der har
arbejdet i 1 år, ferie i 8 på hinanden følgende dage, hvorunder hans
arbejdsløn skal komme til udbetaling.
Såfremt en arbejdsform som akkordarbejde tages i anvendelse, må
arbejdstiden ikke derved blive overdrevent lang.
ARTIKEL 54
Krigsfangers arbejdsløn fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i
nærværende konventions artikel 62.
Der skal ydes krigsfanger, som kommer til skade i forbindelse med arbejde,
eller som pådrager sig en sygdom under eller som følge af arbejdet, den
behandling, deres tilstand kræver. Tilbageholdelsesmagten er ydermere
forpligtet til at udlevere sådanne krigsfanger en lægeattest, som gør det
muligt for dem at fremføre deres krav overfor den magt, under hvilken de
henhører, samt til at sende det i artikel 122 omhandlede Centralkontor for
krigsfanger genpart heraf.
ARTIKEL 55
Krigsfangers egnethed til at udføre arbejde skal periodisk og mindst een
gang om måneden konstateres ved lægeundersøgelser. Undersøgelserne skal
særlig tage hensyn til arten af det arbejde, der er pålagt krigsfangerne.
Såfremt en krigsfange mener at være ude af stand til at arbejde, skal der
gives ham tilladelse til at fremstille sig for lejrens lægemyndigheder.
Lægerne kan anbefale, at de fanger, som efter deres skøn er uegnet til at
udføre arbejde, fritages herfor.
ARTIKEL 56
Arbejdsafdelinger skal indrettes og administreres på tilsvarende måde som
krigsfangelejre.
Enhver arbejdsafdeling skal forsat kontrolleres og administreres fra en
krigsfangelejr. Den pågældende lejrs militære myndigheder og kommandanten er
under deres regerings ledelse ansvarlig for, at nærværende konventions
bestemmelser overholdes i arbejdsafdelinger.
Lejrkommandanten er forpligtet til at føre en ajourført fortegnelse over
de under hans lejr hørende arbejdsafdelinger samt til at overgive
fortegnelsen til delegerede for beskyttelsesmagten, Den Internationale Røde
Kors Komite eller andre til fordel for krigsfanger virkende organer, som
besøger lejren.
ARTIKEL 57
Behandlingen af krigsfanger, der arbejder for privatpersoner, må, selvom
de private er ansvarlige for bevogtning og beskyttelse af fangerne, ikke være
ringere end den ved nærværende konvention hjemlede. Tilbageholdelsesmagten,
de militære myndigheder og kommandanten i den lejr, under hvilken sådanne
fanger hører, har det fulde ansvar for sådanne krigsfangers underhold, pleje,
behandling og aflønning.
Sådanne krigsfanger har ret til at holde sig i forbindelse med
fangerepræsentanteren i de lejre, under hvilke de henhører.
AFSNIT IV
Krigsfangers pengemidler.
ARTIKEL 58
Fra fjendtlighedernes udbrud er tilbageholdelsesmagten i afventen af en
herhenhørende aftale med beskyttelsesmagten berettiget til at fastsætte et
største beløb for de pengemidler, som fangerne må være i besiddelse af i form
af kontanter eller lignende. Ethvert overskydende beløb, som de retmæssigt
var i besiddelse af, og som er inddraget eller tilbageholdt, skal godskrives
deres konto tilligemed alle af dem deponerede pengebeløb og må ikke uden
deres samtykke konverteres til nogen anden møntsort.
Såfremt krigsfanger har tilladelse til at skaffe sig tjenesteydelser eller
varer udenfor lejren mod kontant betaling, skal sådanne betalinger foretages
af fangen selv eller af lejradministrationen og debiteres vedkommende fangers
konti. Tilbageholdelsesmagten skal fastsætte de fornødne regler desangående.
ARTIKEL 59
Kontante beløb i tilbageholdelsesmagtens møntsort, der i overensstemmelse
med artikel 18 fratages krigsfanger ved deres tilfangetagelse, skal
godskrives deres respektive konti i overensstemmelse med bestemmelserne i
nærværende konventions artikel 64.
De beløb i tilbageholdelsesmagtens møntsort, der fremkommer ved
konvertering fra andre møntsorter af summer, som er frataget krigsfangerne på
det nævnte tidspunkt, skal ligeledes godskrives de enkelte konti.
ARTIKEL 60
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at yde alle krigsfanger et
månedligt forskud på løn, hvis størrelse fastsættes ved konvertering af
følgende beløb til den nævnte magts møntsort.
Gruppe I: Fanger under sergenter: 8 schweizerfrancs.
- II: Sergenter og andre underofficerer eller dermed ligestillede
fanger: 12 schweizerfrancs.
- III: Officerer af lavere grad end major eller dermed
ligestillede fanger: 50 schweizerfrancs.
- IV: Majorer, oberstløjtnanter, oberster eller dermed
ligestillede fanger: 60 schweizerfrancs.
- V: Generaler eller dermed ligestillede krigsfanger: 75
schweizerfrancs.
De interesserede stridende parter kan dog ved særlig overenskomst ændre
størrelsen af de lønforskud, der tilkommer fanger indenfor førnævnte grupper.
Såfremt de i stk. 1 angivne beløb ville være urimelig høje i sammenligning
med det sold, der udbetales tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker, eller
ligegyldigt af hvilken grund ville sætte tilbageholdelsesmagten i alvorlig
forlegenhed, er tilbageholdelsesmagten fremdeles i afventen af en særlig
overenskomst med den magt, under hvilken fangerne henhører, om ændring af de
ovenfor angivne beløb:
- a) forpligtet til fortsat at godskrive fangernes konti med de i stykke 1.
angivne beløb;
- b) berettiget til midlertidigt at begrænse det beløb, der af disse
lønforskud udbetales krigsfanger til eget brug, til en rimelig sum, som dog
for så vidt angår gruppe I aldrig må være lavere end det beløb,
tilbageholdelsesmagten yder medlemmerne af dens egne væbnede styrker.
Grundene til enhver begrænsning skal ufortøvet meddeles
beskyttelsesmagten.
ARTIKEL 61
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at supplere krigsfangernes løn
med beløb, som den magt, under hvilken fangerne henhører, måtte sende disse.
Dette gælder dog kun under forudsætning af, at de beløb, der skal udbetales,
er de samme for alle fanger indenfor samme gruppe, at de ydes alle under den
nævnte magt henhørende fanger indenfor gruppen, og at de snarest indføres på
de enkelte fangers konti i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 64.
Sådanne tillæg til lønnen fritager ikke tilbageholdelsesmagten for nogen af
nærværende konvention følgende forpligtelse.
ARTIKEL 62
Tilbageholdelsesmyndighederne er forpligtet til at aflønne krigsfanger
efter en rimelig løntarif. Tariffen fastsættes af de nævnte myndigheder, men
må på intet tidspunkt være lavere end 1/4 schweizerfranc for en fuld
arbejdsdag. Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til ved beskyttelsesmagtens
mellemkomst at underrette krigsfangerne samt den magt, under hvilken de
henhører, om, hvilken dagløntarif den har fastsat.
Tilbageholdelsesmyndighederne er ligeledes forpligtet til at udbetale
arbejdsløn til krigsfanger, der har til fast opgave at udføre særlige opgaver
eller helt eller delvist kvalificeret arbejde i forbindelse med
administration, indretning eller vedligeholdelse af lejre. Det samme gælder
fanger, der er beordret til at løse gejstlige eller sanitære opgaver til
fordel for deres kammerater.
Fangerepræsentantens, hans eventuelle rådgiveres og hans medhjælperes
arbejdsløn afholdes af det fond, der fremkommer ved kantinens overskud.
Størrelsen af denne arbejdsløn skal fastsættes af fangerepræsentanten og
godkendes af lejrkommandanten. Såfremt et sådant fond ikke forefindes, er
tilbageholdelsesmyndighederne forpligtet til at betale disse fanger efter en
rimelig arbejdsløntarif.
ARTIKEL 63
Der skal gives krigsfanger tilladelse til at modtage penge, der overføres
til dem enkeltvis eller kollektivt.
Enhver krigsfange skal kunne trække på den for ham i henhold til den
følgende artikel oprettede konto indenfor de grænser, der fastsættes af
tilbageholdelsesmagten, som skal foretage de udbetalinger, der ønskes. Med
forbehold af finansielle eller monetære restriktioner, som
tilbageholdelsesmagten tillægger afgørende betydning, er krigsfanger
ligeledes berettiget til at lade penge udbetale i udlandet. I så tilfælde
kommer udbetalinger til personer, der er afhængige af krigsfangerne, i første
række.
I alle tilfælde kan fanger med samtykke fra den magt, under hvilken de
henhører, lade penge udbetale i deres eget land som følger:
Tilbageholdelsesmagen sender gennem beskyttelsesmagten nævnte magt en
meddelelse indeholdende alle fornødne nærmere oplysninger vedrørende
krigsfangerne, de begunstigede og størrelsen af de pengebeløb, der skal
udbetales, angivet i tilbageholdelsesmagtens møntsort. Den nævnte meddelelse
underskrives af fangerne og paraferes af lejrkommandanten.
Tilbageholdelsesmagten debiterer fangernes konti med et tilsvarende beløb; de
således debiterede summer, godskrives af tilbageholdelsesmagten den magt,
under hvilken fangerne henhører.
Ved anvendelsen af foranstående bestemmelser vil tilbageholdelsesmagten
med fordel kunne rådføre sig med reglementsudkastet i tillæg V til nærværende
konvention.
ARTIKEL 64
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til for hver enkelt krigsfange at
føre en konto, der i det mindste skal udvise
- 1) beløb, krigsfangen har til gode, eller som han har modtaget som
forskud på løn, som arbejdsløn eller fra en hvilken som helst anden kilde;
pengebeløb frataget ham i tilbageholdelsesmagtens møntsort, beløb, der er
frataget ham og på hans begæring konverteret til den nævnte magts møntsort;
- 2) udbetalinger til fangen i kontante beløb eller under enhver anden
lignende form; udbetalinger foretaget på hans vegne og efter hans begæring;
beløb overført i medfør af artikel 63, stykke 3.
ARTIKEL 65
Enhver postering på en krigsfanges konto skal forsynes med underskrift
eller forbogstaver af ham eller af fangerepræsentanten på hans vegne.
Der skal til enhver tid ydes krigsfanger rimelige lettelser med henblik på
deres adgang til at efterse og erholde udskrift af deres konti, hvilke
ligeledes kan kontrolleres af beskyttelsesmagternes repræsentanter, når disse
besøger lejren.
Når krigsfanger overføres fra en lejr til en anden, følges de af deres
personlige konti. I tilfælde af overførelse fra en tilbageholdelsesmagt til
en anden følges fangerne af de dem tilhørende pengebeløb, som ikke foreligger
i tilbageholdelsesmagtens møntsort. Der skal udleveres dem attester
vedrørende andre pengebeløb, som er godskrevet deres konti.
De interesserede stridende parter kan træffe aftale om med faste mellemrum
gennem beskyttelsesmagten at underrette hinanden om størrelsen af de på
krigsfangernes konti indestående beløb.
ARTIKEL 66
Ved fangenskabets ophør i form af krigsfangens løsladelse eller
hjemsendelse er tilbageholdelsesmagten forpligtet til at udlevere ham en
erklæring underskrevet af de dertil beføjet embedsmand i nævnte land og
udvisende den ham da tilkommende kreditsaldo. Tilbageholdelsesmagten skal
ligeledes gennem beskyttelsesmagten sende krigsfangens regering fortegnelser,
indeholdende alle herhenhørende nærmere oplysninger om alle krigsfanger, hvis
fangenskab er ophørt ved hjemsendelse, løsladelse, flugt, dødsfald eller på
anden måde og udvisende størrelsen af deres kreditsaldi. Sådanne fortegnelser
skal på hvert ark bekræftes af en dertil beføjet repræsentant for
tilbageholdelsesmagten.
Enhver af ovenstående bestemmelser kan ændres efter fælles overenskomst
mellem 2 stridende parter.
Den magt, under hvilken krigsfangen henhører, er forpligtet til ved
fangenskabets ophør at regulere enhver ham hos tilbageholdelsesmagten
tilkommende kreditsaldo.
ARTIKEL 67
Forskud på løn, der er udbetalt krigsfangerne i overensstemmelse med
artikel 60, er at anse som ydet på den magts vegne, under hvilken fangerne
henhører. Sådanne lønforskud såvel som alle udbetalinger foretaget af den
nævnte magt i henhold til artikel 63, stykke 3, samt artikel 68 skal gøres
til genstand for overenskomster mellem de interesserede magter ved
fjendtlighedernes ophør.
ARTIKEL 68
Ethvert krav fra en fanges side på skadesløsholdelse i anledning af
tilskadekomst eller anden invaliditet opstået som følge af arbejde, skal
gennem beskyttelsesmagten henvises til den magt, under hvilken han henhører.
I overensstemmelse med artikel 54 skal tilbageholdelsesmagten i alle tilfælde
forsyne vedkommende krigsfange med en erklæring, der udviser beskadigelsens
eller invaliditetens art, de omstændigheder, hvorunder den er opstået, og
nærmere oplysninger om læge- eller hospitalsbehandling, der er ydet i denne
anledning. Denne erklæring skal underskrives af en af tilbageholdelsesmagtens
ansvarlige embedsmænd og de lægelige oplysninger bekræftes af en læge.
Ethvert krav fra en krigsfanges side på skadesløsholdelse for tab af
personlige ejendele, pengebeløb eller værdigenstande, der er beslaglagt af
tilbageholdelsesmagten i medfør af artikel 18, og som ikke er til stede ved
hans hjemsendelse, eller for tab, angiveligt foranlediget ved fejl fra
tilbageholdelsesmagtens eller en af dennes repræsentanters side, skal
ligeledes henvises til den magt, under hvilken han henhører. Alle sådanne
personlige ejendele, for hvilke krigsfangerne har brug under fangenskabet,
skal dog fornyes på tilbageholdelsesmagtens bekostning.
Tilbageholdelsesmagten skal i alle tilfælde forsyne krigsfangen med en af en
ansvarlig embedsmand underskrevet erklæring, indeholdende samtlige
foreliggende oplysninger om grundene til, at sådanne ejendele, pengebeløb
eller værdigenstande ikke er tilbagegivet ham. Genpart af denne erklæring
skal gennem det i artikel 123 omhandlede Centralkontor for Krigsfanger
fremsendes til den magt, under hvilken han henhører.
AFSNIT V
Krigsfangers forbindelse med omverdenen.
ARTIKEL 69
Umiddelbart efter at krigsfangerne er faldet i tilbageholdelsesmagtens
hænder, skal denne stat gennem beskyttelsesmagten underrette dem og de
magter, under hvilke de henhører, om, hvilke forholdsregler der er taget til
gennemførelse af bestemmelserne i nærværende afsnit. Den er ligeledes
forpligtet til at underrette de interesserede parter om alle senere ændringer
i sådanne foranstaltninger.
ARTIKEL 70
Der skal åbnes mulighed for, at enhver krigsfange umiddelbart efter sin
tilfangetagelse eller højst 1 uge efter sin ankomst til en lejr, selv om
dette er en gennemgangslejr, og ligeledes i tilfælde af sygdom eller
overførelse til et hospital eller en anden lejr direkte kan sende sin familie
samt det i artikel 123 omhandlede Centralkontor for krigsfanger et kort, om
muligt svarende til det i nærværende konvention vedføjede udkast, hvori han
kan underrette sine slægtninge om sin tilfangetagelse, adresse og
helbredstilstand. De nævnte kort skal fremsendes snarest muligt og må ikke på
nogen måde forsinkes.
ARTIKEL 71
Der skal gives krigsfanger tilladelse til at afsende og modtage breve og
brevkort. Såfremt tilbageholdelsesmagten skønner det nødvendigt at begrænse
det antal breve og brevkort, der må afsendes af hver krigsfange, kan antallet
ikke sættes lavere end 2 breve og 4 brevkort om måneden, heri ikke indregnet
de i artikel 70 omhandlede tilfangetagelseskort. Disse breve og brevkort skal
så nøje som muligt svare til de udkast, der er vedføjet nærværende
konvention. Yderligere begrænsninger kan kun indføres, såfremt
tilbageholdelsesmagten er overbevist om, at dette ville være i vedkommende
krigsfanges interesse, idet tilbageholdelsesmagten ikke ser sig i stand til
at skaffe tilstrækkelig mange kvalificerede sprogkyndige til bestridelsen af
den fornødne censur. Dersom det viser sig nødvendigt at indskrænke
korrespondance til krigsfanger, kan dette kun påbydes af den magt, under
hvilken fangerne henhører, eventuelt efter begæring af
tilbageholdelsesmagten. Sådanne breve og brevkort skal fremsendes på den
hurtigste måde, der står til tilbageholdelsesmagtens rådighed; de må ikke
forsinkes eller tilbageholdes af disciplinære grunde.
Krigsfanger, der gennem lang tid ikke har hørt fra deres pårørende eller
ikke har mulighed for ad de normale veje at afsende eller modtage meddelelser
fra disse, samt fanger, der befinder sig i betydelig afstand fra deres hjem,
skal kunne afsende telegrammer, således at taksterne modregnes i
krigsfangernes konti hos tilbageholdelsesmagten eller betales i den til deres
rådighed stående valuta. Denne bestemmelse kommer dem ligeledes til gode i
hastende tilfælde.
Krigsfangers korrespondance skal som almindelig regel føres på deres eget
sprog. De stridende parter kan tillade brevveksling på andre sprog.
Sække, der indeholder krigsfangepost, skal være omhyggeligt forseglet,
forsynet med mærkesedler, der tydeligt angiver indholdet, og adresseret til
bestemmelsesstedets postkontorer.
ARTIKEL 72
Der skal meddeles krigsfanger tilladelse til pr. post eller på enhver
anden måde at modtage individuelle eller kollektive forsendelser, i
særdeleshed forsendelser indeholdende levnedsmidler, klæder, medicinalvarer
samt genstande, som dækker deres behov i henseende til religionsudøvelse,
studier eller fritidsbeskæftigelse, herunder bøger, genstande, der tjener til
opbyggelse, videnskabeligt materiale, skriftlige eksamensopgaver,
musikinstrumenter, sportsudstyr og materiale, som gør det muligt for
krigsfanger at fortsætte deres studier eller deres kulturelle virksomhed.
Sådanne forsendelser fritager på ingen måde tilbageholdelsesmagten for de
den i medfør af nærværende konvention påhvilende forpligtelser.
Forsendelserne kan kun begrænses, såfremt forslag herom i fangernes egen
interesse fremsættes af beskyttelsesmagten eller, hvor der foreligger et
ekstraordinært pres på samfærdselsmidler eller forbindelseslinier, af Den
Internationale Røde Kors Komite eller ethvert andet til bistand for fangerne
virkende organ, i dette sidste tilfælde dog kun for så vidt angår disse
organers egne forsendelser.
Betingelserne for fremsendelse af individuelle pakker og kollektive
forsendelser skal om fornødent gøres til genstand for særlige overenskomster
mellem de interesserede magter, som i intet tilfælde må forsinke modtagelse
af hjælpeforsendelser. Pakker med beklædningsgenstande eller levnedsmidler må
ikke indeholde bøger. Forsyninger bestående af medicinalvarer skal som regel
forsendes i kollektive pakker.
ARTIKEL 73
I mangel af særlige overenskomster mellem de interesserede magter angående
betingelserne for modtagelse og fordeling af kollektive hjælpeforsendelser
skal det nærværende konvention vedføjede reglement om kollektive forsendelser
bringes til anvendelse.
De ovenfor omtalte særlige overenskomster kan i intet tilfælde medføre
indskrænkninger i fangerepræsentanternes ret til at overtage kollektive
hjælpeforsendelser, der er bestemt for krigsfanger, eller deres ret til at
fordele disse og til at råde over dem i fangernes interesse.
Sådanne overenskomster må ej heller indskrænke den ret, der tilkommer
repræsentanter for beskyttelsesmagten, Den Internationale Røde Kors komite
eller ethvert andet organ, der yder krigsfanger bistand, og som er ansvarligt
for transport af kollektive forsendelser, til at overvåge disses fordeling
blandt modtagerne.
ARTIKEL 74
Alle hjælpeforsendelser, der er bestemt for krigsfanger, er fritaget for
import-, told- og andre afgifter.
Korrespondance, hjælpeforsendelser og pengeoverførelser, der er bestemt
for krigsfanger eller af fanger er afsendt med posten, være sig direkte eller
gennem det i artikel 122 omhandlede oplysningskontor og det i artikel 123
omhandlede Centralkontor for Krigsfanger, er fritaget for alle postafgifter
såvel i oprindelses- og bestemmelseslandet som i gennemgangslandene.
Dersom hjælpeforsendelser, der er bestemt for krigsfanger, ikke kan
fremsendes gennem postvæsenet på grund af deres vægt eller af anden årsag,
skal omkostningerne ved befordring i alle områder, der kontrolleres af
tilbageholdelsesmagten, afholdes af denne. De andre magter, der har tiltrådt
konventionen, skal afholde transportomkostningerne indenfor deres respektive
områder.
I mangel af særlige overenskomster mellem de interesserede parter skal de
omkostninger i forbindelse med sådanne forsendelsers befordring, der ikke er
fritaget for afgift i medfør af ovenstående, afholdes af afsenderne.
De Høje Kontraherende Parter skal bestræbe sig for så vidt muligt at
nedsætte taksterne for telegrammer, der afsendes af eller til krigsfanger.
ARTIKEL 75
Skulle krigsoperationer forhindre de interesserede magter i at overholde
deres forpligtelser med hensyn tilsikring af befordringen af de i artiklerne
70, 71, 72 og 77 nævnte forsendelser, kan de interesserede
beskyttelsesmagter, Den Internationale Røde Kors Komite eller ethvert andet
af de stridende parter behørigt godkendt organisation påtage sig at sikre en
hensigtsmæssig befordring af sådanne forsendelser (jernbanevogne,
motorkøretøjer, skibe eller flyvemaskiner o.s.v.). I dette øjemed skal De
Høje Kontraherende Parter bestræbe sig for at tilvejebringe sådanne
transportmidler samt for at muliggøre disses benyttelse, navnlig ved i
fornødent omfang at give frit lejde.
Sådanne transportmidler kan også benyttes til befordring af:
- a) breve, lister og beretninger, der udveksles mellem det i artikel 123
nævnte Centraloplysningskontor og de i artikel 122 nævnte nationale kontorer;
- b) breve og beretninger vedrørende krigsfanger, der af
beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite eller ethvert andet
til bistand for fangerne virkende organ udveksles med egne delegerede eller
stridende parter.
Disse bestemmelser begrænser på ingen måde en stridende parts ret til hvis
den foretrækker det, at tilvejebringe andre transportmidler eller til at give
sådanne befordringsmidler frit lejde efter fælles overenskomst.
I mangel af særlige overenskomster skal udgifter foranlediget ved
benyttelse af sådanne transportmidler fordeles forholdsmæssigt mellem sådanne
stridende parter, hvis statsborgere drager fordel heraf.
ARTIKEL 76
Censurering af breve bestemt for eller afsendt af krigsfanger skal
foretages så hurtigt som muligt. Breve må kun censureres af afsender- og
modtagerstaten og kun een gang af hver af disse.
Undersøgelse af forsendelser bestemt for krigsfanger må ikke foregå under
sådanne forhold, at de deri indeholdte varer udsættes for forringelse;
medmindre det drejer sig om skriftligt eller trykt materiale, skal
undersøgelsen finde sted i adressatens eller en af ham udpeget medfanges
nærværelse. Udlevering af individuelle eller kollektive forsendelser til
krigsfanger må ikke forsinkes under påskud af censurvanskeligheder.
Forbud mod brevveksling, der af militære eller politiske grunde udstedes
af de stridende parter, må kun være midlertidige og skal være så kortvarige
som muligt.
ARTIKEL 77
Videresendelse gennem beskyttelsesmagten eller det i artikel 123 om-
handlede Centralkontor for Krigsfanger af akter, papirer eller dokumenter
bestemt for eller afsendt af krigsfanger, navlig fuldmagter og testamenter,
skal på enhver måde lettes af tilbageholdelsesmagterne.
Disse skal i alle tilfælde lette krigsfanger udarbejdelsen og
udfærdigelsen af sådanne dokumenter; i særdeleshed skal de tillade dem at
rådføre sig med en sagfører samt tage de fornødne forholdsregler til
legalisering af underskriften.
AFSNIT VI
Krigsfangers forbindelse med myndighederne.
KAPITEL I
Krigsfangers klager angående vilkårene
under fangeskabet.
ARTIKEL 78
Krigsfanger har ret til at meddele de militære myndigheder, i hvis magt de
befinder sig, deres ønsker med hensyn til de vilkår, som de er undergivet
under fangenskabet.
De har ligeledes en ubegrænset ret til, være sig gennem deres
fangerepræsentant eller, såfremt de anser det for nødvendigt, direkte at
rette henvendelse til beskyttelsesmagternes repræsentanter for at henlede
disses opmærksomhed på ethvert punkt med hensyn til vilkårene under
fangenskabet, angående hvilket de har klager at fremføre.
Disse ønsker og klager kan ikke begrænses eller betragtes som en del af
det i artikel 71 nævnte antal breve.De skal omgående videresendes. Selvom de
befindes at være ubegrundede, kan de ikke give anledning til nogen som helst
afstraffelse.
Fangerepræsentanter er berettiget til at sende beskyttelsesmagternes
repræsententer periodiske beretninger om tilstanden i lejrene og
krigsfangernes behov.
KAPITEL II
Krigsfangerepræsentanter.
ARTIKEL 79
På ethvert sted, hvor der befinder sig krigsfanger, dog ikke, hvor der
opholder sig officerer, skal fangerne frit ved hemmelig afstemning hver 6.
måned og ligeledes i tilfælde af ledige poster vælge fangerepræsentanter, der
skal have til opgave at repræsentere dem overfor de militære myndigheder,
beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite og enhver anden
organisation, som bistår dem. Fangerepræsentanter kan genvælges.
I lejre for officerer og dermed ligestillede personer og i blandede lejre
skal den højeste officer blandt krigsfangerne anerkendes som lejrens
fangerepræsentant. I officerslejre skal han bistås af en eller flere
rådgivere, valgt af officererne; i blandede lejre skal hans medhjælpere selv
være og vælges af krigsfanger, som ikke er officerer.
Krigsfanger af officersrang af samme nationalitet skal anbringes i
arbejdslejre for krigsfanger, hvor de skal have til opgave at udføre de hverv
i forbindelse med lejradministrationen, for hvilke krigsfangerne er
ansvarlige. Sådanne officerer kan ifølge nærværende artikels stykke 1 vælges
til repræsentanter for fangerne. I så tilfælde vælges repræsentanternes
medhjælpere blandt de krigsfanger, som ikke er officerer.
Enhver valgt repræsentant skal godkendes af tilbageholdelsesmagten,
forinden han er berettiget til at overtage sine hverv. Når
tilbageholdelsesmagten afslår at godkende en krigsfange, der er valgt af sine
medfanger, skal den underrette beskyttelsesmagten om grunden til afslaget.
I alle tilfælde skal fangernes repræsentant være af samme nationalitet,
tale samme sprog og tilhøre samme kulturelle gruppe som de krigsfanger, han
repræsenterer. Krigsfanger, der fordeler sig i forskellige afdelinger af en
lejr i overensstemmelse med statsborgerforhold, sprog og kulturel baggrund,
skal for hver afdelings vedkommende være repræsenteret ved deres egen
fangerepræsentant som bestemt i de foregående stykker.
ARTIKEL 80
Fangerepræsentanter skal fremme krigsfangernes legemlige, åndelige og
intellektuelle vel.
I tilfælde, hvor fangerne beslutter indbyrdes at indføre en ordning
vedrørende gensidig bistand, falder en sådan organisation i særdeleshed inden
for fangerepræsentantens arbejdsområde udover de særlige opgaver, der
pålægges ham i henhold til andre bestemmelser i nærværende konvention.
Fangerepræsentanter kan ikke blot på grund af deres stilling drages til
ansvar for nogen som helst overtrædelse, der begås af krigsfanger.
ARTIKEL 81
Det må ikke pålægges fangerepræsentanter at udføre nogen form for arbejde,
såfremt udførelsen af deres opgaver derved gøres vanskeligere.
Fangerepræsentanter kan blandt fangerne udnævne sådanne medhjælpere, som
de behøver. Der skal ydes dem alle materielle lettelser i forbindelse med en
sådan begrænset bevægelsesfrihed, som er nødvendig til udførelsen af deres
hverv (tilsyn med arbejdsafdelinger, modtagelse af forsyninger o.s.v.).
Der skal gives fangerepræsentanter tilladelse til at besøge områder, hvor
krigsfanger tilbageholdes, og enhver krigsfange skal frit kunne rådføre sig
med sin fangerepræsentant.
Der skal ligeledes tilstås fangerepræsentanterne alle lettelser med hensyn
til post- og telegrafforbindelsen med tilbageholdelsesmyndighederne,
beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite og deres
delegerede, de blandede sanitetsudvalg samt de organer, der yder krigsfanger
bistand. Arbejdsafdelinger nyder de samme lettelser med hensyn til
forbindelsen med hovedlejrens fangerepræsentanter. Sådan forbindelse må ikke
indskrænkes og ej heller betragtes som udgørende en del af den i artikel 71
nævnte kvota.
Der skal gives fangerepræsentanter, som overføres, et rimeligt tidsrum til
at gøre deres efterfølgere bekendt med løbende sager.
I tilfælde af afskedigelse skal grundene hertil meddeles til
beskyttelsesmagten.
KAPITEL III
Straffe- og disciplinære sanktioner.
I. almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 82
En krigsfange er underkastet de for tilbageholdelsesmagtens væbnede
styrker gældende love, anordninger og bekendtgørelser. Tilbageholdelsesmagten
er berettiget til at tage retlige eller disciplinære forholdsregler med
hensyn til enhver overtrædelse, der begås af en krigsfange i strid med
sådanne love, anordninger og bekendtgørelser. Det skal dog ikke være tilladt
at gennemføre forfølgning eller anvende straf, der strider mod nærværende
kapitels bestemmelser.
Såfremt nogen af tilbageholdelsesmagten gennemført lov, anordning eller
bekendtgørelse betegner visse handlinger som strafbare, når de begås af en
krigsfange, medens de samme handlinger ikke er strafbare, når de begås af et
medlem af tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker, kan sådanne handlinger kun
medføre disciplinærstraffe.
ARTIKEL 83
Tilbageholdelsesmagten skal sikre, at de kompetente myndigheder udviser
den højeste grad af lemfældighed ved afgørelsen af, om en overtrædelse skal
straffes disciplinært eller efter straffelovsbestemmelser, og at de, hvor det
overhovedet er muligt, anvender disciplinære forholdsregler fremfor
retsforfølgning.
ARTIKEL 84
En krigsfange kan alene stilles for en militær domstol, medmindre allerede
bestående love i tilbageholdelseslandet udtrykkeligt tillægger de civile
domstole domsmyndighed over et medlem af tilbageholdelsesmagtens væbnede
styrker med hensyn til den særlige forseelse, for hvilken krigsfangen
tiltales.
En krigsfange kan under ingen omstændigheder stilles for nogen domstol,
som ikke frembyder de almindeligt anerkendte nødvendige garantier for
uafhængighed og upartiskhed; herunder falder navnlig domstole, der ikke yder
tiltalte de i artikel 105 omhandlede rettigheder og midler til forsvar.
ARTIKEL 85
Krigsfanger, mod hvem der i henhold til tilbageholdelsesmagtens love
rettes forfølgning i anledning af handlinger begået før tilfangetagelsen,
skal, selvom de dømmes, fortsat nyde godt af nærværende konventions
bestemmelser.
ARTIKEL 86
Ingen krigsfange kan straffes mere end een gang for samme handling eller
på grundlag af samme anklage.
ARTIKEL 87
Tilbageholdelsesmagtens militære myndigheder og domstole kan ikke idømme
krigsfanger andre straffe end sådanne, der hjemles med hensyn til medlemmer
af nævnte magts væbnede styrker, som har begået de samme handlinger.
Tilbageholdelsesmagtens domstole eller myndigheder bør ved straffens
fastsættelse i videst mulig udstrækning tage i betragtning, at tiltalte ikke
er statsborger i tilbageholdelsesstaten og derfor ikke bundet af nogen
troskabspligt, og at han befinder sig i dens magt som følge af forhold, der
ikke beror på hans vilje. De nævnte domstole og myndigheder skal frit kunne
nedsætte den straf, der er foreskrevet for den overtrædelse, for hvilken
krigsfangen er tiltalt, og er derfor ikke forpligtet til at overholde den
foreskrevne minimumsstraf.
Kollektiv straf for individuelle handlinger, legemlige afstraffelser,
indespærring i rum uden dagslys og i det hele enhver form for tortur eller
grusomhed er forbudt.
Tilbageholdelsesmagten kan ikke berøve nogen krigsfange dennes rang eller
forhindre, at vedkommende bærer sine distinktioner.
ARTIKEL 88
Officerer, underofficerer og menige, der som krigsfanger afsoner en
disciplinærstraf eller en straf fastsat ved dom, kan ikke undergives
strengere behandling end den, der finder anvendelse overfor personer af
tilsvarende rang tilhørende tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker, som er
ifaldet samme straf.
En kvindelig krigsfange kan ikke idømmes strengere straf eller under
strafafsoning behandles strengere end et kvindeligt medlem af
tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker, der straffes for en tilsvarende
overtrædelse.
I intet tilfælde kan en kvindelig krigsfange idømmes strengere straf eller
under strafafsoning behandles strengere end et mandligt medlem af
tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker, der straffes for en tilsvarende
overtrædelse.
Krigsfanger, der har afsonet disciplinærstraffe eller straffe fastsat ved
dom, må ikke behandles anderledes end andre krigsfanger.
II. Disciplinærsanktioner.
ARTIKEL 89
Følgende disciplinærstraffe kan bringes i anvendelse overfor internerede:
- 1) Bøder, som ikke må overstige 50 pct. af det lønforskud og den
arbejdsløn, som krigsfangen i henhold til bestemmelserne i artiklerne 60 og
62 ellers ville modtage for et tidsrum af ikke over 30 dage.
- 2) Bortfald af begunstigelser, som er indrømmet udover den i nærværende
konvention foreskrevne behandling.
- 3) Pligtarbejde, der ikke overstiger 2 timer om dagen.
- 4) Indespærring.
Den under 3) omhandlede straf må ikke finde anvendelse på officerer.
Disciplinærstraffe må i intet tilfælde være umenneskelige, brutale eller
farlige for krigsfangens helbred.
ARTIKEL 90
Den enkelte strafs længde må i intet tilfælde overstige 30 dage.
Varetægtsarrest forud for pådømmelsen af en disciplinærforseelse skal
fradrages i den en krigsfange idømte straf.
Det ovennævnte maximum på 30 dage må ikke overskrides, selv ikke når
krigsfangen har pådraget sig ansvar for flere overtrædelser på det tidspunkt,
da han idømmes straf, hvad enten sådanne overtrædelser står i indbyrdes
sammenhæng eller ej.
Der må ikke forløbe mere end een måned mellem afgørelsen vedrørende
disciplinærstraffen og straffens fuldbyrdelse.
Når en krigsfange påny ifalder disciplinærstraf, skal der, såfremt
straffetiden i noget af tilfældene andrager 10 dage eller mere, hengå mindst
3 dage mellem fuldbyrdelsen af to af straffene.
ARTIKEL 91
En krigsfanges flugt anses for fuldendt, når:
- 1) han har sluttet sig til den magts væbnede styrker, hvorunder han
hører, eller en allieret magts væbnede styrker,
- 2) han har forladt et territorium, der kontrolleres af
tilbageholdelsesmagten eller af en med denne allieret magt,
- 3) han på tilbageholdelsesmagtens territorialfarvand har sluttet sig til
et skib, der fører den magts flag, hvorunder han hører, eller en allieret
magts flag, under forudsætning af, at det nævnte skib ikke står under
tilbageholdelsesmagtens kontrol.
Krigsfanger, som i nærværende artikels forstand har fuldendt deres flugt
og som påny tages til fange kan ikke idømmes straf i anledning af deres
tidligere flugt.
ARTIKEL 92
En krigsfange, som forsøger at flygte, og som påny tages til fange,
forinden han har fuldendt sin flugt, jævnfør artikel 91, skal selv i
gentagelsestilfælde kun være hjemfalden til disciplinærstraf herfor.
En krigsfange, som påny tages til fange, skal ufortøvet overgives til den
kompetente militære myndighed.
Uanset reglen i artikel 88, stykke 4, kan krigsfanger, som er straffet som
følge af et mislykket flugtforsøg, underkastes særligt opsyn. Det er dog en
forudsætning herfor, at dette opsyn ikke påvirker deres helbredstilstand, at
det udøves i en krigsfangelejr, samt at det ikke medfører, at nogle af de
garantier, der er indrømmet ved nærværende konvention, bortfalder.
ARTIKEL 93
Flugt eller forsøg på flugt skal selv i gentagelsestilfælde ikke betragtes
som en skærpende omstændighed, ifald der rejses tiltale mod en interneret for
overtrædelser, begået under flugten.
I overensstemmelse med den i artikel 83 fastslåede grundsætning kan
overtrædelser, der begås af krigsfanger med det ene formål at lette deres
flugt, og som ikke indebærer anvendelse af vold mod liv eller legeme, men for
eksempel krænkelser af offentlig ejendom, tyveri uden berigelseshensigt,
udfærdigelse og anvendelse af falske papirer, benyttelse af civilt tøj, kun
begrunde disciplinærstraf.
Krigsfanger, som medvirker ved flugt eller forsøg på flugt, kan kun
idømmes disciplinærstraf herfor.
ARTIKEL 94
Såfremt en flygtet krigsfange påny tages til fange, skal den magt,
hvorunder han hører, underrettes herom på den i artikel 122 bestemte måde,
forudsat at der er givet meddelelse om hans flugt.
ARTIKEL 95
En krigsfange, som tiltales for en disciplinær forseelse, kan ikke
indespærres, forinden afgørelsen træffes, medmindre et medlem af
tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker ville blive indespærret, såfremt han
var tiltalt for en tilsvarende overtrædelse, eller medmindre det er af
afgørende betydning af hensyn til orden og disciplin i lejren.
Varetægtsarrest i forbindelse med disciplinærforseelser skal i ethvert
tilfælde begrænses til det strengt nødvendige og må ikke overstige 14 dage.
Bestemmelserne i artiklerne 97 og 98 i nærværende kapitel finder
anvendelse på krigsfanger, som er undergivet varetægtsarrest i anledning af
disciplinærforseelser.
ARTIKEL 96
Handlinger, der udgør brud på disciplinen, skal øjeblikkelig undersøges.
Med forbehold af domstoles og højere myndigheders kompetence må
disciplinærstraf kun idømmes af en officer, der i sin egenskab af
lejrkommandant har disciplinær myndighed, eller af en ansvarlig officer, der
træder i stedet for ham, eller til hvem han har delegeret sin disciplinære
myndighed.
I intet tilfælde kan sådan myndighed delegeres en krigsfange eller udøves
af en krigsfange.
Forinden idømmelse af disciplinærstraf skal der meddeles den tiltalte
nøjagtige oplysninger vedrørende de forhold, for hvilke han er tiltalt, samt
gives ham lejlighed til at redegøre for sin adfærd og forsvare sig. Det skal
i særdeleshed tillades han at indkalde vidner samt om nødvendigt at benytte
sig af en egnet tolks bistand. Afgørelsen skal meddeles den tiltalte
krigsfange og fangerepræsentanten.
Lejrkommandanten skal føre en protokol over disciplinærstraffe, som skal
være tilgængelig for beskyttelsesmagtens repræsentanter.
ARTIKEL 97
Krigsfanger må i intet tilfælde overføres til straffeanstalter (fængsler,
forbedringshuse, tugthuse o.s.v.) for der at afsone disciplinærstraf.
Alle rum, i hvilke disciplinærstraffe afsones, skal opfylde de i artikel
25 foreskrevne hygiejniske krav. En krigsfange, der afsoner straf, skal
sættes i stand til at holde sig ren, jævnfør artikel 29.
Officerer og dermed ligestillede personer må ikke anbringes i samme
kvarterer som underofficerer og menige.
Kvindelige krigsfanger, der afsoner en disciplinærstraf, skal anbringes
adskilt fra mandlige krigsfanger og skal stå under umiddelbart opsyn af
kvinder.
ARTIKEL 98
En krigsfange, der underkastes forvaring som disciplinærstraf, skal
fortsat nyde de ved nærværende konventions bestemmelser hjemlede fordele,
medmindre disse bestemmelser efter deres natur ikke kan anvendes på grund af
forvaringen. I intet tilfælde må han berøves de ved artiklerne 78 og 126
hjemlede fordele.
Hvor en krigsfange idømmes disciplinærstraf, kan de forrettigheder, der er
knyttet til hans rang, ikke berøves ham.
Der skal gives krigsfanger, som afsoner disciplinærstraf, lejlighed til at
tage motion samt til at opholde sig i fri luft mindst to timer daglig.
Såfremt de udtaler ønske derom, skal der gives dem lejlighed til at
fremstille sig ved de daglige lægebesøg. Der skal ydes dem den behandling,
deres helbredstilstand kræver, og de skal om nødvendigt overføres til lejrens
sygeafdeling eller til et hospital.
Der skal meddeles dem tilladelse til at læse og skrive og ligeledes til at
sende og modtage breve. Derimod kan pakker og pengeoverførelser
tilbageholdes, indtil straffen er udstået; sådanne forsendelser skal i det
mellemliggende tidsrum betros fangerepræsentanten, der skal overgive
sygeafdelingen de fordærvelige varer, som indeholdes i pakkerne.
III. Retsskridt.
ARTIKEL 99
Ingen krigsfange kan stilles for en domstol eller dømmes for en handling,
som ikke er forbudt efter tilbageholdelsesmagtens lovgivning eller
folkerettens regler på gerningstiden.
Ingen moralsk eller fysisk tvang må udøves overfor en krigsfange i det
øjemed at påvirke ham til at erkende sig skyldig i den handling, for hvilken
han tiltales.
Ingen krigsfange kan domfældes uden at have haft lejlighed til at føre et
forsvar og uden at have erholdt bistand fra en kvalificeret forsvarer.
ARTIKEL 100
Krigsfanger og beskyttelsesmagterne skal snarest muligt underrettes om,
hvilke overtrædelser der ifølge tilbageholdelsesmagtens lovgivning kan
straffes med døden.
Der må ikke senere indføres dødsstraf for andre overtrædelser uden den
magts samtykke, under hvilken krigsfangerne hører.
Der kan ikke afsiges dødsdom over en krigsfange, med mindre rettens
opmærksomhed i overensstemmelse med artikel 87, stykke 2 udtrykkeligt er
blevet henledt på, at tiltalte ikke er statsborger i tilbageholdelseslandet
og derfor ikke er bundet af nogen troskabspligt overfor dette, og at han
befinder sig i dens magt som følge af forhold, der ikke beror på hans vilje.
ARTIKEL 101
Såfremt der afsiges dødsdom over en krigsfange, kan dommen tidligst
fuldbyrdes ved udløbet af et tidsrum af mindst 6 måneder fra det tidspunkt,
på hvilket beskyttelsesmagten på en opgivet adresse modtog den i artikel 107
omhandlede detaillerede meddelelse.
ARTIKEL 102
En dom over en krigsfange er kun gyldig, såfremt den er afsagt af de samme
domstole og efter samme procesmåde, som hvor det drejer sig om medlemmer af
tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker, og såfremt nærværende kapitels
bestemmelser ydermere er iagttaget.
ARTIKEL 103
Retlig efterforskning vedrørende en krigsfange skal gennemføres så hurtigt
forholdene tillader det og på en sådan måde, at retssagen finder sted snarest
muligt. En krigsfange kan ikke anbringes i varetægtsarrest, medmindre et
medlem af tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker ville blive undergivet
sådan arrest, hvis han var tiltalt for en tilsvarende overtrædelse, eller
hvis varetægtsarrest er af afgørende betydning af nationale sikkerhedsgrunde.
Under ingen omstændigheder kan sådan forvaring overstige 3 måneder.
Den tid, der af en krigsfange tilbringes i varetægtsarrest, skal fradrages
i enhver fængselsstraf, han idømmes, og skal tages i betragtning ved
fastsættelse af straffen.
Bestemmelserne i artiklerne 97 og 98 i nærværende kapitel finder
anvendelse på en krigsfange, der befinder sig i varetægtsarrest.
ARTIKEL 104
I alle tilfælde, hvor tilbageholdelsesmagten har besluttet at indlede
retlige skridt mod en krigsfange, skal den snarest muligt og senest 3 uger
før retssagens begyndelse underrette beskyttelsesmagten. De 3 uger løber fra
den dato, på hvilken sådan meddelelse kom frem til beskyttelsesmagten på en
adresse, som denne tidligere har opgivet overfor tilbageholdelsesmagten.
Den nævnte meddelelse skal indeholde følgende oplysninger:
- 1) Krigsfangens efternavn og fornavne, hans grad, militære
tjenestenummer, fødselsdato og eventuelle stilling.
- 2) Internerings- eller forvaringsstedet.
- 3) Angivelse af de lovbestemmelser, der finder anvendelse.
- 4) Angivelse af den domstol, for hvilken sagen skal føres, såvel som af
tid og sted for første retsmøde.
Samme meddelelse skal af tilbageholdelsesmagten tilstilles
fangerepræsentanten.
Såfremt der ikke i første retsmøde fremlægges bevis for, at den ovenfor
omhandlede meddelelse er modtaget af beskyttelsesmagten, krigsfangen og
vedkommende fangerepræsentant mindst 3 uger før første retsmøde, kan
retssagen ikke finde sted og vil være at udsætte.
ARTIKEL 105
Krigsfangen har ret til at blive bistået af en medfange, til at blive
forsvaret af en af ham selv valgt kvalificeret sagfører og til at indkalde
vidner samt til, hvis han skønner det nødvendigt, at blive bistået af en
dygtig tolk. Han skal i god tid før sagens begyndelse af
tilbageholdelsesmagten underrettes om disse rettigheder.
Såfremt krigsfangen ikke vælger nogen forsvarer, skal en sådan beskikkes
ham af beskyttelsesmagten. Der skal tilstås denne mindst en uge til at træffe
sit valg. Tilbageholdelsesmagten skal på opfordring overgive
beskyttelsesmagten en fortegnelse over personer, der er kvalificerede til at
føre forsvaret. Såfremt krigsfangen eller beskyttelsesmagten undlader at
vælge en forsvarer, er tilbageholdelsesmagten forpligtet til at tilvejebringe
en dygtig sagfører til at føre forsvaret.
Der skal tilstås sagføreren, der fører forsvaret, et tidsrum af mindst 2
uger før første retsmøde, ligesom han skal nyde de lettelser, der er
nødvendige til forsvarets tilrettelæggelse. Han er i særdeleshed berettiget
til frit at besøge tiltalte og samtale med ham i enrum. Han er ligeledes
berettiget til at rådføre sig med ethvert af forsvarets vidner, herunder
krigsfanger. Han nyder disse lempelser indtil udløbet af den frist, indenfor
hvilken han kan appellere eller søge genoptagelse.
Enkeltheder vedrørende det eller de forhold, for hvilke krigsfangen vil
blive tiltalt, såvel som de dokumenter, der sædvanligvis overgives tiltalte i
kraft af den for tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker gældende lovgivning,
skal i god tid før det første retsmøde tilstilles den tiltalte krigsfange på
et sprog, som han forstår. Samme meddelelse skal under samme forhold tilgå
den sagfører, der fører forsvaret for krigsfangen.
Beskyttelsesmagtens repræsentanter er berettiget til at overvære
retssagen, medmindre denne i ekstraordinære tilfælde føres for lukkede døre
af hensyn til statens sikkerhed. I så tilfælde skal tilbageholdelsesmagten
underrette beskyttelsesmagten i overensstemmelse hermed.
ARTIKEL 106
Enhver krigsfange har på samme måde som medlemmer af
tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker ret til at begære appel eller
genoptagelse vedrørende enhver dom, der er afsagt over ham, med henblik på at
opnå en fornyet prøvelse af sagen.Han skal modtage alle oplysninger om sin
ret til at søge appel eller genoptagelse og om den tidsfrist, indenfor
hvilken han kan gøre dette.
ARTIKEL 107
Om enhver dom, der er afsagt over en krigsfange, skal beskyttelsesmagten
øjeblikkeligt underrettes i form af en kortfattet meddelelse, som tillige
skal angive, om han har ret til appel med henblik på dommens omstødelse eller
sagens genoptagelse. Denne meddelelse skal ligeledes sendes til vedkommende
fangerepræsentant samt til den tiltalte krigsfange på et sprog, han forstår,
såfremt dommen ikke er afsagt i hans nærværelse. Tilbageholdelsesmagten skal
ligeledes øjeblikkeligt underrette beskyttelsesmagten om krigsfangens
beslutning med hensyn til at benytte sig af eller afstå fra denne ret til
appel.
Hvis en krigsfange fremdeles er dømt uden adgang til appel, eller hvis en
dom afsagt i første instans over en krigsfange er en dødsdom, skal
tilbageholdelsesmagten snarest muligt rette en detailleret henvendelse til
beskyttelsesmagten, indeholdende:
- 1) Dommens nøjagtige ordlyd.
- 2) En kortfattet redegørelse for de stedfundne undersøgelser samt for
retssagen med særlig vægt på de momenter, hvorpå tiltalen og forsvaret
bygger.
- 3) Efter omstændighederne angivelse af det sted, hvor dommen skal
afsones.
De under 1-3 omhandlede meddelelser skal sendes til beskyttelsesmagten
under en adresse, der tidligere er meddelt tilbageholdelsesmagten.
ARTIKEL 108
Straffe, der er idømt krigsfanger, skal, når dommen kan fuldbyrdes,
afsones i samme anstalter og under samme vilkår, som hvor det drejer sig om
medlemmer af tilbageholdelsesmagtens væbnede styrker. Disse vilkår skal i
alle tilfælde opfylde hygiejnens og menneskelighedens krav.
En kvindelig krigsfange, over hvem der er afsagt en sådan dom, skal
anbringes i en særlig afdeling og skal stå under tilsyn af kvinder.
Krigsfanger, der idømmes frihedsstraffe, bevarer i alle tilfælde de i
henhold til nærværende konventions artikler 78 og 126 hjemlede goder. De er
endvidere berettiget til at modtage og afsende breve, til at modtage mindst
een gavepakke om måneden, til regelmæssigt at drive legemsøvelser i fri luft,
til at modtage den lægehjælp, deres helbredstilstand gør påkrævet, samt til
at modtage den åndelige bistand, som de ønsker. De kan ikke underkastes
straffe, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 87,
stykke 3.
IV DEL
Fangenskabets ophør.
AFSNIT I
Direkte hjemsendelse og anbringelse i
neutrale lande.
ARTIKEL 109
Med den begrænsning, der følger af bestemmelserne i nærværende artikels
stykke 3, er de stridende parter i overensstemmelse med artikel 110, stykke
1, forpligtet til at sende alvorligt sårede og alvorligt syge krigsfanger
tilbage til hjemlandet uanset disses antal og rang, når de efter stedfunden
pleje er i stand til at rejse.
I hele det tidsrum, i hvilket fjendtlighederne vedvarer, skal de stridende
parter bestræbe sig for i samarbejde med de interesserede neutrale magter at
tage skridt til, at de i artikel 110, stykke 2, omhandlede syge og sårede
krigsfanger anbringes i neutrale lande. De kan derudover afslutte
overenskomster om direkte hjemsendelse eller internering i neutrale lande af
raske krigsfanger, hvis fangenskab har strakt sig over et langt tidsrum.
Ingen syge eller sårede krigsfanger, som opfylder betingelserne for
hjemsendelse i henhold til nærværende artikels stykke 1, må mod sin vilje
hjemsendes, medens fjendtlighederne vedvarer.
ARTIKEL 110
Følgende personer hjemsendes direkte:
- 1) Uhelbredeligt sårede og syge, hvis sjælelige eller legemlige
sundhedstilstand synes alvorligt forværret.
- 2) Sårede og syge, hvis helbredelse inden for et år efter et lægeskøn
ikke er sandsynlig, hvis tilstand fordrer behandling, og hvis sjælelige eller
legemlige sundhedstilstand synes alvorligt forværret.
- 3) Sårede og syge, som er helbredt, men hvis sjælelige eller legemlige
sundhedstilstand synes alvorligt og varigt forværret.
Følgende personer kan anbringes i et neutralt land:
- 1) Sårede og syge, hvis helbredelse kan forventes inden for et år fra
tidspunktet for sårets pådragelse eller sygdommens indtræden, såfremt
behandling i et neutralt land kan tænkes at ville forøge udsigterne for en
mere sikker og hurtigere helbredelse.
- 2) Krigsfanger, hvis sjælelige eller legemlige helbred efter et lægeskøn
alvorligt trues af fortsat fangenskab, og hvis anbringelse i et neutralt land
kan tænkes at ville fjerne en sådan fare.
De betingelser, som krigsfanger, der anbringes i et neutralt land, skal
opfylde for at kunne hjemsendes, skal lige så vel som deres status fastsættes
ved aftale mellem de interesserede magter. I almindelighed skal krigsfanger,
som er anbragt i et neutralt land, og som tilhører følgende grupper,
hjemsendes:
- 1) Personer, hvis helbredstilstand er forværret i en sådan grad, at de
opfylder de for direkte hjemsendelse fastsatte betingelser.
- 2) Personer, hvis sjælelige eller legemlige styrke selv efter behandling
forbliver nedsat i betydeligt omfang.
Såfremt der ikke er afsluttet nogen særlig overenskomst mellem de
interesserede stridende parter med henblik på fastsættelsen af, hvilke
tilfælde af invaliditet eller sygdom der hjemler direkte hjemsendelse eller
anbringelse i et neutralt land, skal sådanne tilfælde afgøres i
overensstemmelse med de principper, der er fastsat i det nærværende
konvention vedføjede overenskomstudkast vedrørende sårede og syge
krigsfangers direkte hjemsendelse og anbringelse i neutrale lande samt i de
ligeledes vedføjede regulativer vedrørende blandede sanitetsudvalg.
ARTIKEL 111
Tilbageholdelsesmagten, den magt, krigsfangerne tilhører, samt en af disse
to magter udpeget neutral magt skal bestræbe sig for at afslutte
overenskomster, som gør det muligt for krigsfanger at forblive interneret på
nævnte neutrale magts territorium indtil fjendtlighedernes afslutning.
ARTIKEL 112
Ved fjendtlighedernes udbrud skal der udnævnes blandede sanitetsudvalg,
der skal undersøge sårede og syge krigsfanger, og træffe alle behørige
afgørelser vedrørende disse. Om disse udvalgs udnævnelse, hverv og
embedsudøvelse gælder reglerne i det nærværende konvention vedføjede
reglement.
Krigsfanger, som ifølge tilbageholdelsesmagtens lægemyndigheder åbenbart
er alvorligt sårede eller alvorligt syge, kan dog hjemsendes uden at være
undersøgt af en blandet sanitetskommission.
ARTIKEL 113
Foruden de fanger, der udpeges af tilbageholdelsesmagtens lægemyndigheder,
er sårede og syge krigsfanger, der tilhører en af de nedenfor angivne
grupper, berettiget til at fremstille sig til undersøgelse for de i den
foregående artikel nævnte blandede sanitetsudvalg:
- 1) Sårede og syge, der er foreslået af en læge, som udøver sin virksomhed
i lejren, og som er af samme nationalitet, eller som er statsborger i en med
den magt, hvortil nævnte krigsfanger hører, allieret stridende part.
- 2) Sårede og syge personer, der er foreslået af deres fangerepræsentant.
- 3) Sårede og syge personer, der er foreslået af den magt, hvortil de
hører, eller af en af nævnte magt behørigt anerkendt organisation, som yder
fangerne bistand.
Krigsfanger, som ikke tilhører en af de 3 fornævnte grupper, er dog
berettiget til at fremstille sig til undersøgelse for de blandede
sanitetsudvalg, men undersøges først efter de fanger, der tilhører de nævnte
grupper.
Der skal meddeles den læge, der er af samme nationalitet som de fanger,
der selv fremstiller sig til undersøgelse for de blandede sanitetsudvalg,
såvel som de nævnte fangers repræsentant, tilladelse til at være til stede
ved undersøgelsen.
ARTIKEL 114
Krigsfanger, der er kommet til skade, nyder, medmindre de selv har påført
sig skaden, fordel af de bestemmelser i nærværende konvention, som vedrører
hjemsendelse eller anbringelse i et neutralt land.
ARTIKEL 115
Ingen krigsfange, der er ifaldet en disciplinær straf, og som opfylder
betingelserne for hjemsendelse eller for anbringelse i et neutralt land, må
tilbageholdes under påberåbelse af, at han ikke har udstået sin straf.
Krigsfanger, der tilbageholdes i forbindelse med en retsforfølgning eller
dom, og som er udpeget til hjemsendelse eller anbringelse i et neutralt land,
kan, såfremt tilbageholdelsesmagten samtykker heri, nyde fordel af sådanne
foranstaltninger, forinden forfølgningen er afsluttet, eller straffen er
udstået.
De stridende parter er forpligtet til at meddele hinanden navnene på
personer, som tilbageholdes, indtil forfølgningen er afsluttet, eller
straffen er udstået.
ARTIKEL 116
Omkostningerne i forbindelse med hjemsendelse af krigsfanger eller
transport af disse til et neutralt land skal fra tilbageholdelsesmagtens
grænser bæres af den magt, under hvilken de nævnte fanger hører.
ARTIKEL 117
Ingen hjemsendt person må indkaldes til aktiv militærtjeneste.
AFSNIT II
Frigivelse og hjemsendelse af krigsfanger
ved fjendtlighedernes
afslutning.
ARTIKEL 118
Krigsfanger skal ved de aktive fjendtligheders ophør ufortøvet frigives og
hjemsendes.
Såfremt der i en mellem de stridende parter afsluttet overenskomst ikke
findes bestemmelser herom, eller i mangel af sådan overenskomst, skal
tilbageholdelsesmagterne hver for sig udarbejde og ufortøvet gennemføre en
hjemsendelsesplan i overensstemmelse med den i foregående stykke fastlagte
grundsætning.
I begge tilfælde skal de vedtagne forholdsregler bringes til
krigsfangernes kundskab.
Omkostninger i forbindelse med hjemsendelse af krigsfanger skal i alle
tilfælde fordeles efter billighed mellem tilbageholdelsesmagten og den magt,
under hvilken fangerne hører. Denne fordeling skal gennemføres på følgende
grundlag:
- a) Såfremt de to magter grænser til hinanden, skal den magt, under
hvilken krigsfangerne hører, afholde omkostningerne i forbindelse med
hjemsendelse fra tilbageholdelsesmagtens grænser.
- b) Såfremt de to magter ikke grænser til hinanden, skal
tilbageholdelsesmagten afholde omkostningerne i forbindelse med
krigsfangernes transport på dennes eget territorium indtil grænsen eller den
udskibningshavn, der ligger nærmest ved den magts territorium, under hvilken
fangerne hører. De interesserede parter skal indbyrdes træffe aftale om en
rimelig fordeling af de resterende hjemsendelsesomkostninger. Afslutningen af
en sådan overenskomst kan på ingen måde retfærdiggøre nogen som helst
forsinkelse i krigsfangernes hjemsendelse.
ARTIKEL 119
Hjemsendelsen skal foretages på lignende betingelser som de, der er
fastlagt i nærværende konventions artikler 46-48 om overførelse af
krigsfanger, og idet der tages hensyn til bestemmelserne i artikel 118 og i
det følgende stykke af nærværende artikel.
Ved hjemsendelse skal alle værdigenstande, som er frataget krigsfangerne i
henhold til artikel 18 samt enhver fremmed møntsort, der ikke er konverteret
til tilbageholdelsesmagtens møntsort, tilbagegives fangerne. Værdigenstande
og beløb i fremmed mønt, der, uanset af hvilken grund, ikke ved hjemsendelsen
er blevet tilbagegivet krigsfangerne, skal fremsendes til det i artikel 122
omhandlede oplysningskontor.
Det skal tillades krigsfanger at medbringe personlige ejendele samt alle
breve og pakker, der er bestemt for dem. Såfremt hjemsendelsesforholdene gør
det påkrævet kan vægten af personlig bagage begrænses til, hvad hver fange
skønnes at kunne bære. Det skal i alle tilfælde tillades hver krigsfange at
medbringe mindst 25 kg.
Den hjemsendte fanges øvrige personlige ejendele skal opbevares af
tilbageholdelsesmagten, som skal fremsende dem til ham, såsnart den med den
magt, under hvilken fangen hører, har afsluttet en overenskomst herom
indeholdende bestemmelser om vilkårene for transporten og afholdelsen af de
dermed forbundne omkostninger.
Krigsfanger, mod hvem der verserer en straffesag vedrørende en strafbar
handling, kan tilbageholdes, indtil forfølgningen er afsluttet, og om
nødvendigt indtil straffen er udstået. Det samme gælder krigsfanger, der
allerede er dømt for en strafbar handling.
Stridende parter er forpligtet til at meddele hinanden navnene på alle
krigsfanger, som tilbageholdes, indtil forfølgningen er afsluttet eller
straffen udstået.
Efter overenskomst mellem de stridende parter skal der nedsættes udvalg
med den opgave at eftersøge forsvundne krigsfanger og at sikre deres
hjemsendelse med mindst mulig forsinkelse.
AFSNIT III
Krigsfangers død.
ARTIKEL 120
Krigsfangers testamenter skal affattes på en sådan måde, at de
tilfredsstiller de gyldighedsbetingelser, der stilles af lovgivningen i deres
hjemland, hvilket sidste skal tage skridt til at oplyse
tilbageholdelsesmagten om sine krav i så henseende. Efter krigsfangens
begæring og i alle tilfælde efter et dødsfald skal testamentet ufortøvet
tilstilles beskyttelsesmagten.En bekræftet genpartskal sendes til
centralkontoret.
Dødsattester af form som det udkast, der er vedføjet nærværende konvention
eller fortegnelser bekræftet af en ansvarlig officer for og over alle
personer, der afgår ved døden, medens de er krigsfanger, skal hurtigst muligt
fremsendes til det i overensstemmelse med artikel 122 oprettede
Oplysningskontor for Krigsfanger. Dødsattesterne eller dødslisterne skal som
foreskrevet i artikel 17, stykke 3, udvise nærmere enkeltheder om identiteten
og ligeledes om tid og sted for dødsfaldet, dødsårsagen, tid og sted for
begravelsen samt alle nærmere enkeltheder, der er nødvendige til stedfæstelse
af gravene.
Forinden en krigsfanges begravelse eller ligbrænding finder sted, skal der
foretages en lægeundersøgelse af liget med henblik på at konstatere dødens
indtræden og muliggøre afgivelsen af en redegørelse samt, hvor dette er
nødvendigt, fastslå identiteten.
Tilbageholdelsesmyndighederne skal sikre, at krigsfanger, der afgår ved
døden under fangenskabet, begraves sømmeligt, at begravelsen om muligt finder
sted efter det ritual, der ønskes inden for den trosbekendelse, de tilhører,
samt at deres grave respekteres, vedligeholdes ordentligt og afmærkes
således, at de til enhver tid kan stedfæstes. Hvor det er muligt, skal døde
krigsfanger, der tilhørte den samme magt, begraves på samme sted.
Døde krigsfanger skal begraves i enkeltgrave, medmindre uafvendelige
omstændigheder påbyder anvendelsen af fællesgrave. Liget må kun brændes af
afgørende hygiejniske grunde, på grund af afdødes religion eller i
overensstemmelse med hans derom udtalte ønske. I tilfælde af ligbrænding skal
ligbrændingen samt begrundelsen for denne fremgå af dødsattesten.
Med henblik på at sikre, at grave altid kan stedfæstes, skal alle nærmere
oplysninger om begravelser og grave optegnes af et forvaltningsorgan for
gravene, der skal oprettes af tilbageholdelsesmagten. Fortegnelser over grave
og nærmere enkeltheder over de på kirkegårde og andetsteds jordfæstede skal
meddeles den magt, under hvilken sådanne krigsfanger hørte. Ansvaret for
disse grave og for at redegøre for alle senere flytninger af ligene påhviler
den magt, der behersker territoriet, såfremt denne magt har tiltrådt
nærværende konvention. Disse bestemmelser finder ligeledes anvendelse på
asken, som skal opbevares af forvaltningsorganet for gravene, indtil der er
forholdt dermed i overensstemmelse med hjemlandets ønsker.
ARTIKEL 121
Ethvert dødsfald eller enhver alvorlig tilskadekomst blandt krigsfangerne,
der er forvoldt eller må formodes at være forvoldt af en vagtpost, en anden
krigsfange eller en hvilken som helst anden person, såvel som ethvert
dødsfald, hvis årsag er ubekendt, skal øjeblikkeligt efterfølges af en af
tilbageholdelsesmagten foranstaltet officiel undersøgelse.
Meddelelse herom skal øjeblikkeligt sendes beskyttelsesmagten. Der skal
indhentes erklæringer fra vidner, især fra sådanne, som er krigsfanger, og en
redegørelse indeholdende sådanne erklæringer skal tilstilles
beskyttelsesmagten.
Såfremt undersøgelsen peger på en eller flere personer som de skyldige,
skal tilbageholdelsesmagten træffe alle foranstaltninger til sikring af
retsforfølgning af den eller de ansvarlige personer.
V.DEL
Oplysningskontorer og organisationer, der virker til bistand for
krigsfanger.
ARTIKEL 122
Ved en strids udbrud og i alle tilfælde af besættelse er enhver af de
stridende parter forpligtet til at oprette et officielt oplysningskontor for
krigsfanger, der befinder sig i dens magt. Neutrale og ikke krigsførende
magter, der på deres territorium har modtaget personer, der tilhører en af de
i artikel 4 omhandlede grupper, er forpligtet til at handle på tilsvarende
måde for så vidt angår sådanne personer. Den interesserede magt skal til
sikring af oplysningskontorets effektive arbejde tilvejebringe lokaler,
udstyr og personale i nødvendigt omfang. Det skal stå den frit for at
beskæftige krigsfanger på et sådant kontor under de betingelser, der er
fastsat i nærværende konventions afsnit vedrørende krigsfangers arbejde.
Enhver af de stridende parter skal hurtigst muligt tilstille sit kontor de
i nærværende artikels stykke 4, 5 og 6 omtalte oplysninger vedrørende enhver
fjendtlig person tilhørende en af de i artikel 4 nævnte grupper, som er
faldet i dens magt. Neutrale og ikke-krigsførende magter er forpligtet til at
handle på tilsvarende måde, for så vidt angår personer tilhørende en af de
nævnte grupper, som de har modtaget på deres territorium.
Kontoret skal straks og på hurtigste måde gennem beskyttelsesmagterne og
ligeledes gennem det i artikel 123 omtalte centralkontor tilstille de
interesserede magter sådanne oplysninger.
Sådanne oplysninger skal gøre det muligt hurtigt at underrette de
pårørende. Med de begrænsninger, der følger af artikel 17, skal meddelelsen,
for så vidt oplysninger herom står til oplysningskontorets rådighed, omfatte
angivelse af hver enkelt krigsfanges efternavn, fornavne, rang, militære
tjenestenummer, fødested og fødselsdato, den magt, hvortil han hører,
faderens fornavn og moderens pigenavn, navn og adresse på den person, der
skal underrettes, samt den adresse, hvortil breve til fangen kan sendes.
Oplysningskontoret skal af de pågældende kompetente tjenestegrene
underettes om overførelser, frigivelser, hjemsendelser, tilfælde af flugt,
indlæggelser på hospital og dødsfald og skal videresende sådanne oplysninger
på den i stykke 3 beskrevne måde.
Der skal ligeledes regelmæssigt og såvidt muligt hver uge gives oplysning
om alvorligt syge og hårdtsårede krigsfangers tilstand.
Det påhviler ligeledes oplysningskontoret at besvare alle forespørgsler
vedrørende krigsfanger, herunder dem, som er afgået ved døden i fangenskab.
Såfremt kontoret ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger, skal det
foretage alle nødvendige undersøgelser med henblik på at fremskaffe sådanne.
Alle skriftlige meddelelser, der afgives af et oplysningskontor, skal
bekræftes ved en underskrift eller et stempel.
Det påhviler ydermere oplysningskontoret at indsamle alle personlige
værdigenstande, herunder pengebeløb i anden møntsort end beskyttelsesmagtens,
og dokumenter af betydning for de pårørende, som efterlades af krigsfanger,
der er hjemsendt eller frigivet, eller som er flygtet eller afgået ved døden.
Kontoret skal fremsende de nævnte værdigenstande til de interesserede magter.
Sådanne genstande skal af kontoret afsendes i forseglede pakker ledsaget af
erklæringer indeholdende klar og fuldstændig angivelse af den persons
identitet, hvem genstandene tilhører, samt af en fuldstændig fortegnelse over
pakkens indhold. Andre personlige ejendele tilhørende sådanne krigsfanger
skal fremsendes i overensstemmelse med de mellem de stridende parter derom
trufne aftaler.
ARTIKEL 123
Der skal i et neutralt land oprettes et Centraloplysningskontor for
Krigsfanger. Den Internationale Røde Kors Komite skal, hvis den anser det for
nødvendigt, stille de interesserede magter forslag om organisering af et
sådant kontor.
Kontorets opgave er at indsamle alle oplysninger, som det ad officiel
eller privat vej måtte kunne indhente vedrørende krigsfanger, samt hurtigst
muligt at videregive oplysningerne til krigsfangernes hjemland eller den
magt, under hvilken de hører. Der skal af de stridende parter ydes kontoret
alle lempelser med hensyn til sådanne forsendelser.
De Høje Kontraherende Parter og i særdeleshed de parter, hvis statsborgere
drager fordel af centralkontorets virksomhed, opfordres til at yde kontoret
den nødvendige finansielle hjælp.
Foranstående bestemmelser kan på ingen måde fortolkes som indskrænkende
den humanitære virksomhed, der udfoldes af Den Internationale Røde Kors
Komite eller de i artikel 125 omtalte hjælpeorganisationer.
ARTIKEL 124
De nationale oplysningskontorer og centraloplysningskontoret nyder
portofrihed med hensyn til post såvel som alle de i artikel 74 omhandlede
begunstigelser. Endvidere skal der så vidt muligt ydes dem fritagelse for
telegramgebyrer eller i det mindste stærkt nedsatte takster.
ARTIKEL 125
Med forbehold af de forholdsregler, som tilbageholdelsesmagterne måtte
anse for nødvendige af sikkerhedsgrunde eller til opfyldelse af hvilke som
helst andre rimelige krav, skal de yde repræsentanter (og disses behørigt
udnævnte agenter) for religiøse sammenslutninger, hjælpeselskaber eller
hvilken som helst anden organisation, der bistår krigsfanger, alle lettelser
med henblik på disse personers adgang til at besøge fangerne, til at uddele
hjælpeforsyninger og al slags materiale af religiøs, belærende eller
underholdende art samt til at bistå ved disses sysselsættelse i fritiden
inden for lejrene. Sådanne selskaber og organisationer kan oprettes inden for
tilbageholdelsesmagtens territorium eller i et hvilket som helst andet land,
eller de kan være af international karakter.
Tilbageholdelsesmagten kan begrænse antallet af selskaber og
organisationer, hvis delegerede har tilladelse til at udøve deres virksomhed
på dens territorium og under dens overopsyn, idet en sådan begrænsning dog
ikke må hindre den effektive ydelse af tilstrækkelig hjælp til alle
krigsfanger.
Den Internationale Røde Kors Komites særlige stilling på dette område skal
til enhver tid anerkendes og respekteres.
Samtidig med fordeling blandt krigsfanger af hjælpeforsendelser eller
udstyr, der er beregnet til de ovennævnte formål, eller ganske kort tid
derefter, skal der i hvert enkelt tilfælde sendes det hjælpeselskab eller den
organisation, som har forestået forsendelsen, en af fangerepræsentanten
underskrevet kvittering. De administrative myndigheder, der er ansvarlige for
opsynet med fangerne, skal samtidig kvittere for de nævnte forsendelser.
VI DEL
Konventionens gennemførelse.
AFSNIT 1
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 126
Der skal meddeles beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede
tilladelse til at færdes overalt, hvor der opholder sig krigsfanger, særlig
på internerings-, tilbageholdelses- og arbejdssteder. Der skal gives dem
adgang til alle rum, som benyttes af krigsfanger, og der skal ligeledes gives
dem lejlighed til at besøge afrejse-, gennemrejse- og ankomststeder for
fanger, der overføres. De skal kunne tale med krigsfangerne og i særdeleshed
med fangerepræsentanterne uden vidner, være sig direkte eller ved tolk.
Det skal stå beskyttelsesmagternes repræsentanter og delegerede frit for
at vælge, hvilket sted de ønsker at besøge. Sådanne besøgs varighed og
hyppighed kan ikke indskrænkes. Der må ikke nedlægges forbud mod besøg
undtagen af bydende nødvendige militære grunde og da kun som en ekstraordinær
og midlertidig foranstaltning.
Tilbageholdelsesmagten og den magt, under hvilken de nævnte fanger hører,
kan om nødvendigt træffe aftale om adgang for landsmænd af krigsfangerne til
at deltage i besøgene.
Den Internationale Røde Kors Komites delegerede nyder samme
forrettigheder. Udnævnelser af sådanne delegerede skal godkendes af den magt,
som tilbageholder de krigsfanger, hvem besøget gælder.
ARTIKEL 127
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til i krig som i fred i videst
muligt omfang at udbrede kendskabet til nærværende konventions tekst i deres
respektive lande og i særdeleshed til at optage studiet af den i deres
militære og såvidt muligt i deres civile undervisningsprogram, således at
konventionens grundsætninger kan komme til hele befolkningens kundskab.
Alle civile, militære, politi- eller andre myndigheder, som i krigstid
varetager opgaver med hensyn til beskyttede personer, skal være i besiddelse
af konventionens tekst og have modtaget særlig undervisning i dens
bestemmelser.
ARTIKEL 128
De Høje Kontraherende Parter skal gennem det schweiziske forbundsråd og
under fjendtligheder gennem beskyttelsesmagterne tilstille hinanden den
officielle oversættelse af nærværende konvention såvel som love og
bestemmelser, som de måtte gennemføre med henblik på sikring af konventionens
anvendelse.
ARTIKEL 129
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til at gennemføre alle love,
der er nødvendige til skabelse af effektive straffesanktioner overfor
personer, som begår eller beordrer iværksættelsen af nogen af de i den
følgende artikel beskrevne grove overtrædelser af nærværende konvention.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter har pligt til at eftersøge
personer, der er sigtet for at have begået eller for at have beordret
iværksættelsen af sådanne grove overtrædelser, og skal uden hensyn til
sådanne personers statsborgerforhold stille dem for sine egne domstole. Den
kan også i overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning beslutte at
overgive sådanne personer til en anden interesseret kontraherende part til
retsforfølgning, under forudsætning af, at denne part har tilvejebragt et
tilstrækkeligt bevismateriale.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal tage de nødvendige
forholdsregler til bekæmpelse af alle handlinger, der uden at falde ind under
de i den følgende artikel beskrevne grove overtrædelser strider mod
nærværende konventions bestemmelser.
Under alle forhold skal de tiltalte drage fordel af betryggende garantier
med hensyn til domstolsbehandling og forsvar. Disse garantier må ikke være
mindre gunstige end de, der er fastsat i artikel 105 og følgende artikler i
nærværende konvention.
ARTIKEL 130
Ved grove overtrædelser, jævnfør artikel 129, forstås overtrædelser, der
indbefatter en af følgende handlinger, såfremt denne begås overfor personer
eller ejendom, der beskyttes af konventionen: forsætligt drab, tortur eller
umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg, forsætlig påførelse af
betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred,
tvangsindrullering af en beskyttet person i en fjendtlig magts styrker, eller
det forhold forsætligt at berøve en beskyttet person den ved nærværende
konvention foreskrevne ret til betryggende og behørig domstolsbehandling.
ARTIKEL 131
Ingen af De Høje Kontraherende Parter kan frigøre sig selv eller en anden
part for ansvar, som den selv eller en anden kontraherende part har pådraget
sig med hensyn til de i den foregående artikel omhandlede overtrædelser.
ARTIKEL 132
På begæring af en af de stridende parter skal der iværksættes en
undersøgelse i en form, der fastsættes af de interesserede parter vedrørende
enhver påstået krænkelse af konventionen.
Hvis der ikke er opnået enighed om fremgangsmåden ved undersøgelsen, bør
parterne træffe aftale om valg af en voldgiftsmand, som skal bestemme,
hvilken fremgangsmåde der skal følges.
Når en krænkelse er fastslået, skal de stridende parter bringe den til
ophør og snarest muligt bekæmpe den.
AFSNIT II
Afsluttende bestemmelser.
ARTIKEL 133
Nærværende konvention er affattet på engelsk og fransk. De to tekster har
samme gyldighed.
Det schweiziske forbundsråd skal drage omsorg for udarbejdelsen af
officielle oversættelser af konventionen til russisk og spansk.
ARTIKEL 134
I forholdet mellem De Høje Kontraherende Parter træder nærværende
konvention i stedet for konventionen af 27.juli 1929.
ARTIKEL 135
I forholdet mellem de magter, der har tiltrådt Haagkonventionerne
vedrørende landkrigens love og sædvaner være sig af 29.juli 1899 eller 18.
oktober 1907, og som har tiltrådt nærværende konvention, supplerer
sidstnævnte konvention kapitel II i de til de ovennævnte Haagkonventioner
knyttede regulativer.
ARTIKEL 136
Nærværende konvention, som bærer denne dags dato, står indtil den
12.februar 1950 åben for undertegnelse af de magter, der har været
repræsenteret ved den konference, som åbnedes i Geneve den 21.april 1949,
samt af magter, som ikke har været repræsenteret ved den nævnte konference,
men som har tiltrådt konventionen af 27.juli 1929.
ARTIKEL 137
Nærværende konvention skal ratificeres snarest muligt, og
ratifikationsdokumenterne skal deponeres i Bern.
Om deponeringen af hvert enkelt ratifikationsdokument skal der optages en
protokol, hvoraf en bekræftet kopi ved det schweiziske forbundsråds
foranstaltning skal tilstilles alle de magter, der har underskrevet
konventionen, eller som har meddelt, at de tiltræder den.
ARTIKEL 138
Nærværende konvention træder i kraft 6 måneder efter deponeringen af
mindst 2 ratifikationsdokumenter.
Derefter træder den i kraft for hver enkelt af De Høje Kontraherende
Parter 6 måneder efter deponeringen af ratifikationsdokumentet.
ARTIKEL 139
Fra nærværende konventions ikrafttrædelsesdato at regne skal enhver magt,
der ikke allerede har undertegnet den, kunne tiltræde den.
ARTIKEL 140
Tiltrædelser skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd og
gælder fra 6 måneder efter den dato, på hvilken meddelelsen modtages.
Det schweiziske forbundsråd skal underrette alle de magter, som har
underskrevet konventionen, eller om hvis tiltrædelse der er givet meddelelse,
om tiltrædelser.
ARTIKEL 141
Hvor en af de i artiklerne 2 og 3 omhandlede situationer foreligger,
træder ratifikationer, der er deponeret, og tiltrædelser, hvorom der er givet
meddelelse af de stridende parter før eller efter fjendtlighedernes eller
besættelsens begyndelse, øjeblikkeligt i kraft. Det schweiziske forbundsråd
skal på hurtigste måde sende meddelelse om alle ratifikationsdokumenter eller
tiltrædelseserklæringer, der modtages fra en stridende part.
ARTIKEL 142
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal frit kunne opsige nærværende
konvention.
Opsigelsen skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd, der skal
videresende meddelelsen til alle De Høje Kontraherende Parters regeringer.
Opsigelsen træder i kraft et år efter, at meddelelse herom er afgivet til
det schweiziske forbundsråd. En opsigelse, hvorom meddelelse er afgivet på et
tidspunkt, da den opsigende magt var indblandet i en strid, træder imidlertid
først i kraft, når der er sluttet fred, og når virksomheden i forhindelse med
løsladelse og hjemsendelse af de ved nærværende konvention beskyttede
personer er tilendebragt.
Opsigelsen gælder kun for den opsigende magts vedkommende. Den svækker på
ingen måde de forpligtelser, som de stridende parter fortsat skal underkaste
sig i kraft af de folkeretlige grundsætninger, således som disse fremgår af
de mellem civiliserede folk gældende sædvaner, af menneskelighedens love og
af den offentlige morals bydende krav.
ARTIKEL 143
Det schweiziske forbundsråd skal lade nærværende konvention indregistrere
i De Forenede Nationers sekretariat. Det schweiziske forbundsråd skal
ligeledes underrette De Forenede Nationers sekretariat om alle modtagne
ratifikationer, tiltrædelser og opsigelser vedrørende nærværende konvention.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der har deponeret deres
respektive fuldmagter, underskrevet nærværende konvention.
Udfærdiget i Geneve den 12.august 1949 på engelsk og fransk. Originalen
skal deponeres i det schweiziske forbundsarkiv. Det schweiziske forbundsråd
skal tilstille enhver af signatarstaterne og de stater, som har tiltrådt
konventionen, en bekræftet kopi af denne.

For AFGHANISTAN M. Osman AMIRI
For DEN ALBANSKE J. MALO
FOLKEREPUBLIK
Artikel 10: Den Albanske Folkerepublik kan ikke anerkende en anmodning fra
en tilbageholdelsesmagt til en humanitær organisation eller til en neutral
stat om at træde i en beskyttelsesmagts sted, som værende i orden, medmindre
det land, i hvilket de beskyttede personer er statsborgere, har givet sit
samtykke.
Artikel 12: Den Albanske Folkerepublik er af den opfattelse, at ansvaret i
tilfælde af tilbageholdelsesmagtens overførelse af krigsfanger til en anden
magt med hensyn til anvendelsen af konventionens bestemmelser på sådanne
krigsfanger fortsat påhviler den magt, der tog dem til fange.
Artikel 85: Den Albanske Folkerepublik er af den opfattelse, at personer,
der ifølge tilbageholdelsesmagtens lovgivning i overensstemmelse med
Nurnberg-processens principper er dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser
mod menneskeheden, bør behandles på samme måde, som personer, der er dømt i
vedkommende land. Albanien anser sig derfor ikke for forpligtet af artikel 85
med hensyn til den i nærværende forbehold omtalte kategori af personer.
For ARGENTINA Guillermo A. SPERONI
Argentina har altid indtaget en ledende stilling mellem mange andre
nationer i de spørgsmål, der har ligget til grund for vore diskussioner. Jeg
undertegner derfor de fire konventioner i min regerings navn og under
forbehold af ratifikation, med det forbehold, at artikel 3 fælles for alle
fire konventioner, skal være den eneste artikel, der med udelukkelse af alle
andre skal kunne anvendes i tilfælde af væbnede konflikter, som ikke har en
international karakter.
For AUSTRALIEN Norman R. MIGHELL
Med forbehold af ratifikation.
For ØSTRIG Dr. Rud. BLUEHDORN
For BELGIEN Maurice BOURQUIN
For DEN BIELORUSSISKE I. KUTEINIKOV
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For BOLIVIA G. MEDEIROS
For BRASILIEN Joao PINTO DA SILVA
General Floriano DE LIMA BRAYNER
For DEN BULGARSKE K. B. SVETLOV
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For CANADA Max H. WERSHOF
For CEYLON V. COOMARASWAMY
For CHILE F. CISTERNAS ORTIZ
For KINA WU Nan-Ju
For COLOMIBIA Rafael ROCHA SCHLOSS
For CUBA J. DE LA LUZ LEON
For DANMARK Georg COHN
Paul IPSEN
BAGGE
For ÆGYPTEN A. K. SAFWAT
For ECUADOR Alex. GASTELU
For SPANIEN Luis CALDERON
I spørgsmål om garantier vedrørende fremgangsmåden og om straffe- og
disciplinære sanktioner vil Spanien tilstå krigsfanger den samme behandling
som den, der efter dets lovgivning tilkommer medlemmer af dets egne nationale
styrker.
Ved ordene »folkeretten, der gjaldt« (artikel 99) går man fra
Spaniens side kun ind på at forstå sådan ret, som er hjemlet i en aftale
eller som i forvejen er blevet udarbejdet af organisationer, som Spanien er
medlem af.
For AMERIKAS Leland HARRISON
FORENEDE STATER Raymund J. YINGLING
For ABESSINIEN Gachaou ZELLEKE
For FINLAND Reinhold SVENTO
For FRANKRIG JACQUINOT
G. CAHEN-SALVADOR
For GRÆKENLAND M. PESMAZOGLOU
For GUATEMALA A. DUPONT-WILLEMIN
For DEN UNGARSKE Anna KARA
FOLKEREPUBLIK
- 1) Ifølge Den Ungarske Folkerepubliks regerings opfattelse kan
bestemmelserne i artikel 10 i konventionen om sårede og syge,
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 11 i
konventionen om civile personer vedrørende en udskiftning af
beskyttelsesmagten kun bringes til anvendelse, såfremt regeringen i den stat,
hvis statsborgere de beskyttede personer er, ikke længere eksisterer.
- 2) Den Ungarske Folkerepubliks regering kan ikke godkende bestemmelserne
i artikel 11 i konventionen om sårede og syge, maritimkonventionen og
konventionen om krigsfanger og i artikel 12 i konventionen om civile
personer, ifølge hvilke beskyttelsesmagtens kompetence udstrækker sig til
fortolkningen af konventionen.
- 3) Med hensyn til artikel 12 i konventionen om behandling af krigsfanger
fastholder Den Ungarske Folkerepubliks regering sit synspunkt, nemlig at i
tilfælde af overførelsen af krigsfanger fra en magt til en anden bør ansvaret
for konventionens anvendelse påhvile begge disse magter.
- 4) Den Ungarske Folkerepubliks delegation gentager den indsigelse, den
fremkom med under de møder, ved hvilke artikel 85 i krigsfangekonventionen
blev drøftet, gående ud på, at krigsfanger, der er dømt for krigsforbrydelser
og forbrydelser mod menneskeheden i henhold til Nürnberg-principperne,
bør behandles på samme måde som forbrydere, dømt for andre forbrydelser.
For INDIEN D. B. DESAI
For IRAN A. H. MEYKADEH
For REPUBLIKKEN Sean MACBRIDE
IRLAND
For ISRAEL M. KAHANY
For ITALIEN Giacinto AURITI
Ettore BAISTROCCHI
Den italienske regering erklærer, at den tager forbehold med hensyn
til sidste stykke i artikel 66 i konventionen om behandlingen af
krigsfanger.
For LIBANON MIKAOUI
For LIECHTENSTEIN Comte F. WILCZEK
For LUXEMBOURG J. STURM
Med forbehold af, at dets bestående nationale lovgivning stadig skal
finde anvendelse på de tilfælde, der for øjeblikket er under
overvejelse.
For MEXICO Pedro DE ALBA
W. R. CASTRO
For FYRSTENDØMMET M. LOZE
MONACO
For NICARAGUA LIFSCHITZ
ad referendum
For NORGE Rolf ANDERSEN
For NEW ZEALAND G. R. LAKING
For PAKISTAN S. M. A. FARUKI, M. G.
A. H. SHAIKH
For PARAGUAY Conrad FEHR
For NEDERLANDENE J. BOSCH DE ROSENTHAL
For PERU Gonzalo PIZARRO
For DEN PHILIPPINSKE P. SEBASTIAN
REPUBLIK
Denne underskrift afgives under forbehold af ratifikition af
Philippinernes senat overensstemmelse med forfatningens
bestemmelser.
For POLEN Julian PRZYBOS
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For PORTUGAL G. CALDEIRA COELHO
- a) Artikel 3, fælles for alle fire konventioner:
Da der ikke findes nogen foreliggende definition af vendingen en konflikt,
der ikke er af international karakter, og da det ikke, såfremt der med denne
vending kun tænkes på borgerkrig, klart er fastslået på hvilket tidspunkt et
væbnet oprør indenfor et land skal betragtes som borgerkrig, forbeholder
Portugal sig retten til ikke at bringe bestemmelserne i artikel 3 til
anvendelse i alle de territorier, der står under dets overhøjhed i hvilken
som helst del af verden, i det omfang bestemmelserne strider mod portugisisk
lov.
- b) Artikel 10 i konventioner I, II og III og artikel 11 i konvention IV:
Den portugisiske regering anerkender kun ovennævnte artikler med det
forbehold, at anmodninger fra tilbageholdelsesmagten til en neutral stat
eller til en humanitær organisation foretages med samtykke fra og i enighed
med regeringen for det land, i hvilket de personer, der skal benyttes, er
statsborgere (oprindelseslande).
- c) Artikel 13 i konvention I og artikel 4 i konvention III:
Den portugisiske regering tager forbehold vedrørende anvendelsen af de
ovennævnte artikler i alle tilfælde, hvor den lovmæssige regering allerede
har bedt om og er gået ind på en våbenstilstand eller ophør af militære
operationer af hvilken som helst karakter, selv hvis de væbnede styrker i
felten endnu ikke har kapituleret.
- d) Artikel 60 i konvention III:
Den portugisiske regering anerkender denne artikel med det forbehold, at
den i intet tilfælde forpligter sig til at udbetale fanger en månedlig løn,
der overstiger 50 pct. af den betaling, der tilkommer portugisiske soldater,
som har tilsvarende stilling eller rang, og som gør aktiv tjeneste i
kampzonen.
For DEN RUMÆNSKE I. DRAGOMIR
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For DET FORENEDE Robert CRAIGIE
KONGERIGE STOR- H. A. STRUTT
BRITANNIEN OG W. H. GARDNER
NORDIRLAND
For PAVESTOLEN Philippe BERNARDINI
For EL SALVADOR R. A. BUSTAMANTE
For SVERIGE Staffan SØDERBLOM
Med forbehold af ratifikation af Hans Majestæt Kongen af Sverige
med Riksdagens godkendelse.
For SCHWEIZ Max PETITPIERRE
Colonel div. DU PASQUIER
Plinio BOLLA
Ph. ZUTTER
H. MEULI
For SYRIEN Omar EL DJABRI
A. GENNAOUI
For CZECHOSLOVAKIET TAUBER
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For TYRKIET Rana TARHAN
For DEN UKRAINISKE Professor O. BOGOMOLETZ
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For UNIONEN AF N. SLAVINE
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIKKER
De samme forbehold som den Albanske Folkerepublik.
For URUGUAY Conseiller Colonel
Hector J. BLANCO
For VENEZUELA A. POSSE DE RIVAS
For DEN JUGOSLAVISKE Milan RISTIC
FEDERALE FOLKE-
REPUBLIK
Med hensyn til artikel 10 kan Den Jugoslaviske Federale Folkerepubliks
regering ikke anerkende lovligheden af en anmodning fra
tilbageholdelsesmagten om, at en neutral stat eller en international
organisation eller en humanitær organisation skal overtage de opgaver, som
ifølge nærværende konvention udføres af beskyttelsesmagterne til fordel for
krigsfanger, medmindre regeringen i det land, i hvilket de er statsborgere,
har givet sit samtykke.
Med hensyn til artikel 12 kan Den Jugoslaviske Federale Folkerepubliks
regering ikke anerkende, at den magt, som har foretaget overførelsen af
krigsfanger, er fritaget for sit ansvar for anvendelsen af konventionen i
hele det tidsrum i hvilket sådanne krigsfanger befinder sig i den magts
varetægt, der modtager dem.
TILLÆG I
UDKAST TIL OVERENSKOMST VEDRØRENDE DIREKTE HJEMSENDELSE OG ANBRINGELSE I
NEUTRALE LANDE AF SÅREDE OG SYGE KRIGSFANGER
(se artikel 110)
I. Grundsætninger for direkte hjemsendelse og anbringelse i neutrale
lande.
A. Direkte hjemsendelse.
Følgende personer hjemsendes direkte:
- 1) Alle krigsfanger, der som følge af et trauma er ramt af en af følgende
former for invaliditet: Mangel af et lem, lammelse, led- eller anden
invaliditet, såfremt invaliditeten mindst består i tabet af en hånd eller en
fod, eller hvad der svarer til tabet af en hånd eller en fod.
Uden at dette er til hinder for en videregående fortolkning, er
nedennævnte tilfælde at betragte som svarende til tabet af en hånd eller en
fod:
- a) tab af en hånd eller af samtlige fingre eller tommel- og pegefinger på
den ene hånd, tab af en fod eller af samtlige tæer og mellemfodsled på den
ene fod;
- b) anchylosis, tab af knoglevæv, aragtig sammentrækning, der forhindrer
et af de store led eller alle fingerled på den ene hånd i at fungere;
- c) pseudarthrosis ossium longorum;
- d) misdannelse som følge af brud eller anden skade, som medfører en
alvorlig formindskelse af bevægelighed og bæreevne.
- 2) Alle sårede krigsfanger, hvis tilstand er blevet kronisk i en sådan
grad, at en prognose synes at udelukke muligheden af helbredelse indenfor eet
år fra tidspunktet for tilskadekomsten, selv om patienten underkastes
behandling, såsom i tilfælde af:
- a) projektil i hjertet, selvom den blandede sanitetskommission ved sin
undersøgelse ikke har kunnet konstatere alvorlige forstyrrelser;
- b) metalsplint i hjernen eller i lungerne, selvom den blandede
sanitetskommission ved sin undersøgelse ikke har kunnet konstatere lokale
eller generelle reaktioner;
- c) osteomyelitis, dersom helbredelse ikke kan forudses indenfor et år fra
tilskadekomsten, og såfremt sygdommen sandsynligvis vil medføre anchylosis af
et led eller anden svækkelse, der svarer til tabet af en hånd eller en fod;
- d) dybt og betændt sår i de store led;
- e) beskadigelse af hjerneskallen ledsaget af tab eller forskydning af
knoglevæv;
- f) beskadigelse eller forbrænding af ansigtet med tab af væv og
funktionelle læsioner;
- g) beskadigelse af rygmarven;
- h) lædering af de perifere nerver, der har følger svarende til tab af en
hånd eller fod, og til hvis helbredelse der vil medgå mere end et år fra
tidspunktet for tilskadekomsten, f.eks.: beskadigelse af plexus brachialis
eller lumbosacralis, beskadigelse af nervus medianus eller ischiadicus samt
kombineret beskadigelse af nervus radialis og cubitalis eller af nervus
peronæus communis og tibialis o.s.v. Beskadigelse af nervus radialis,
cubitalis, peronæus eller tibialis kan dog ikke i sig selv begrunde
hjemsendelse undtagen i tilfælde af stivhed eller alvorlig neurotrofisk
forstyrrelse;
- i) beskadigelse af urinsystemet med alvorlig forstyrrelse af dette til
følge.
- 3) Alle syge krigsfanger, hvis tilstand er blevet kronisk i en sådan
grad, at en prognose synes at udelukke muligheden af helbredelse indenfor et
år fra sygdommens indtræden, selv om patienten underkastes behandling, såsom
i tilfælde af:
- a) fremadskridende tuberkulose i et hvilket som helst organ, som efter et
lægeskøn ikke kan helbredes eller blot vil undergå en betydelig forbedring
ved behandling i et neutralt land;
- b) pleuritis excudativa;
- c) alvorlige sygdomme i åndedrætsorganerne af ikke-tuberkuløs oprindelse,
der formodes at være uhelbredelige, f.eks. alvorlig udvidelse af lungerne
-med eller uden bronchitis -kronisk astma, kronisk bronchitis, der har varet
over et år under fangenskabet, bronchiectasia o.s.v.;
- d) alvorlige kroniske affektioner af kredsløbet, f.eks. læsioner af
hjerteklapperne og hjertemusklen (* 1), der under fangenskabet har vist tegn
på svigtende kredsløb, selv om den blandede sanitetskommission ved sin
undersøgelse ikke har kunnet konstatere noget sådant tegn, affektion af
pericardiet og af blodkarrene (Buergers sygdom, aneurisme af de store
blodkar) o.s.v.
- e) alvorlige kroniske affektioner af fordøjelsesorganerne, f.eks. mavesår
og sår på tolvfingertarmen; følger af maveoperationer foretaget under
fangenskabet; kronisk gastritis, enteritis eller colitis, der har varet mere
end et år, og som alvorligt berører almentilstanden; indskrumpning af
leveren, kronisk cholicystopathia (* 1) o.s.v.
- f) alvorlige kroniske affektioner af køns- og urinorganerne, f.eks.:.
kroniske nyresygdomme med ledsagende forstyrrelser; nephrectomia i en
tuberkuløs nyre, kronisk pyelitis eller cystitis; hydro- eller pyonephrosis;
kroniske alvorlige kvindesygdomme; normalt svangerskab og obstetricisk
forstyrrelse, når anbringelse i neutralt land er udelukket o.s.v.;
- g) alvorlige kroniske sygdomme i centralnervesystemet og i det perifere
nervesystem, f.eks. alle udtalte psykoser og psykoneuroser såsom alvorligt
hysteri, alvorlig fængselsneurose o.s.v., der behørigt er konstateret af en
specialist (* 2), enhver af lejrlægen behørigt konstateret form for epilepsi,
forkalkning af hjernen, kronisk nervebetændelse, der har varet over et år
o.s.v.;
- h) alvorlige kroniske sygdomme i systema neurovegetativum, der ledsages
af en betydelig nedsættelse af intellektuel eller legemlig ydeevne, mærkbart
vægttab og almindelig astheni;
- i) blindhed på begge øjne eller på det ene øje, når synet på det andet
øje er under l trods anvendelse af passende briller; nedsættelse af
synsevnen, der ikke kan forøges til 1/2 for i hvert fald det ene øje (* 2);
andre alvorlige øjenaffektioner, f.eks. grøn stær, iritis, choroiditis,
trachoma o.s.v.;
- k) øresygdomme, såsom fuldstændig ensidig døvhed, hvis det andet øre ikke
opfanger normal tale på en meters afstand (* 2) o.s.v.;
- l) alvorlige stofskifteaffektioner, f.eks.: diabetes mellitus, der kræver
insulinbehandling o.s.v.;
- m) alvorlige forstyrrelser af de endokrine kirtler, f.eks.
thyreotoxicosis, hypothyreosis, Addison's sygdom, cachexia Simmond, tetani
o.s.v.;
- n) alvorlige og kroniske forstyrrelser af systema hæmopoeticum;
- o) alvorlige kroniske forgiftninger, f.eks.blyforgiftning,
kviksølvforgiftning, morfinisme, kokainisme, alkoholisme; forgiftning
forårsaget af gas eller udstrålinger o.s.v.;
- p) kroniske affektioner af bevægelsesorganerne med udtalte funktionelle
forstyrrelser, f.eks. osteoarthrosis deformans, primær og sekundær progressiv
polyarthritis chronica, reumatisme med alvorlige kliniske symptomer o.s.v.;
- q) alvorlige kroniske hudsygdomme, der er uimodtagelige for behandling;
- r) enhver ondartet vækst;
- s) alvorlige kroniske infektionssygdomme, der vedvarer et år efter
sygdommens indtræden, f.eks.: malaria med udtalt organisk svækkelse, amøbe-
eller bacillær dysenteri med alvorlige forstyrrelser, tertiær visceral
syphilis, der viser sig vanskeligt tilgængelig for behandling, spedalskhed
o.s.v.;
- t) alvorlig avitaminose eller alvorlig underernæring.
B. Anbringelse i neutrale lande.
Følgende personer kan anbringes i et neutralt land:
- 1) Alle sårede krigsfanger, der sandsynligvis ikke vil kunne komme sig
under fangenskabet, men som eventuelt vil kunne helbredes, eller hvis
tilstand eventuelt vil bedre sig i betydelig grad ved anbringelse i et
neutralt land.
- 2) Krigsfanger, der er angrebet af en hvilken som helst form for
tuberkulose ligegyldigt i hvilket organ, såfremt behandling i neutralt land
sandsynligvis ville medføre helbredelse eller i det mindste en betydelig
bedring, herfra undtaget primær tuberkulose, der er helbredt forinden
fangenskabet.
- 3) Krigsfanger, der lider af affektioner, som udkræver behandling af
åndedræts-, kredsløbs-, fordøjelses-, nerve-, sanse-, køns- og urin-, hud- og
bevægelsessystemet o.s.v., såfremt det er klart, at en sådan behandling ville
give bedre resultater i et neutralt land end i fangenskab.
- 4) Krigsfanger, som er undergået en nephrectomi i fangenskab for en
ikketuberkuløs nyreaffektion; krigsfanger, der lider af osteomyelitis, som
viser tegn på fremskridt eller er latent, eller af diabetes mellitus, som
ikke udkræver insulinbehandling; o.s.v.
- 5) Krigsfanger, som lider af neuroser, der er forårsaget af krig eller
fangenskab.
Patienter, som lider af fængselsneurose, der ikke er helbredt efter 3
måneders ophold i et neutralt land, eller som efter et sådant tidsrums forløb
ikke klart nærmer sig fuldstændig helbredelse, skal hjemsendes.
- 6) Alle krigsfanger, som lider af kronisk forgiftning, forårsaget af
gasarter, metaller, alkaloider o.s.v. for hvem udsigterne til helbredelse ved
behandling i et neutralt land er særlig gunstige.
- 7) Alle kvindelige krigsfanger, som er svangre eller mødre til spædbørn
eller små børn.
Følgende lidelser kvalificerer ikke til anbringelse i et neutralt land:
- 1) Alle behørigt bekræftede kroniske psykoser.
- 2) Alle organiske eller funktionelle nervøse lidelser, der anses for
uheldbredelige.
- 3) Alle smitsomme sygdomme i det tidsrum, i hvilket de frembyder smitte,
herfra undtaget tuberkulose.
II. Almindelige bemærkninger.
- 1) De fastsatte bestemmelser skal som helhed fortolkes og anvendes så
liberalt som muligt.
En sådan fortolkning skal i første række begunstige personer, der er ramt
af neuropatiske og psykopatiske lidelser, som er forårsaget af krig eller
fangenskab, såvelsom tilfælde af tuberkulose på alle stadier. Krigsfanger,
som har pådraget sig adskillige sår, af hvilke intet i sig selv kan begrunde
hjemsendelse, skal undersøges i samme ånd med behørig hensyntagen til de
psykiske traumer, som skyldes sårenes antal.
- 2) Alle patienter, der uden tvivl har krav på direkte hjemsendelse på
grund af amputation, fuldstændig blindhed eller døvhed, åben
lungetuberkulose, sjælelig forstyrrelse, ondartede vækster o.s.v. skal
snarest muligt undersøges og hjemsendes af lejrlægerne eller af militære
sanitetskommissioner, der er udnævnt af tilbageholdelsesmagten.
- 3) Beskadigelser og sygdomme, som var til stede før krigen, og som ikke
er forværret, såvel som beskadigelser forårsaget af krigen, som ikke har
været til hinder for senere militærtjeneste, berettiger ikke til direkte
hjemsendelse.
- 4) Bestemmelserne i nærværende konvention skal fortolkes og anvendes på
ensartet måde i alle de stridende lande. Vedkommende magter og myndigheder
skal tilstå blandede sanitetskommissioner alle fornødne lempelser med henblik
på gennemførelsen af deres hverv.
- 5) De under 1) anførte eksempler angiver kun typiske tilfælde.Hvad der
ikke nøjagtigt svarer til disse tilfælde, skal bedømmes i den ånd, der
kendetegner bestemmelserne i nærværende konventions artikel 110 samt de
grundsætninger, for hvilke nærværende overenskomst giver udtryk.
TILLÆG II
BESTEMMELSER VEDRØRENDE BLANDEDE SANITETSKOMMISSIONER
(se artikel 112)
ARTIKEL 1
De i konventionens artikel 112 omhandlede sanitetskommissioner er
sammensat af 3 medlemmer, af hvilke de 2 tilhører et neutralt land, medens
det tredie udnævnes af tilbageholdelsesmagten. Et af de neutrale medlemmer
fører forsædet.
ARTIKEL 2
De to neutrale medlemmer udnævnes på tilbageholdelsesmagtens begæring af
Den Internationale Røde Kors Komite i forståelse med beskyttelsesmagten. De
kan have bopæl i deres hjemland, i et hvilket som helst andet neutralt land
eller på tilbageholdelsesmagtens territorium.
ARTIKEL 3
De neutrale medlemmer skal godkendes af de interesserede stridende parter,
der skal underrette Den Internationale Røde Kors Komite og beskyttelsesmagten
om godkendelsen. Efter modtagelsen af sådan underretning er de neutrale
medlemmer at anse som gyldigt udnævnt.
ARTIKEL 4
Der skal ligeledes udnævnes et tilstrækkeligt antal suppleanter, der i
påkommende tilfælde kan afløse de faste medlemmer. De skal udnævnes samtidig
med de faste medlemmer eller i alt fald så snart som muligt.
ARTIKEL 5
Hvis Den Internationale Røde Kors Komite af en hvilken som helst grund
ikke kan udnævne de neutrale medlemmer, skal dette ordnes af den magt, der
beskytter de krigsfanger, som skal undersøges.
ARTIKEL 6
Så vidt muligt skal det ene af de to neutrale medlemmer være kirurg og
begge være læger.
ARTIKEL 7
De neutrale medlemmer skal være fuldstændig uafhængige af de stridende
parter, som er forpligtet til at yde dem alle lettelser under udøvelsen af
deres pligter.
ARTIKEL 8
I forbindelse med de i nærværende reglements artikler 2 og 4 omhandlede
udnævnelser fastsætter den Internationale Røde Kors Komite efter aftale med
tilbageholdelsesmagten de udpegede personers tjenestevilkår.
ARTIKEL 9
Den blandede sanitetskommission skal påbegynde sit arbejde snarest muligt
efter godkendelsen af de neutrale medlemmer og i alle tilfælde indenfor et
tidsrum af 3 måneder fra tidspunktet for sådan godkendelse.
ARTIKEL 10
De blandede sanitetskommissioner undersøger samtlige de i konventionens
artikel 113 angivne fanger. De afgiver indstilling om hjemsendelse, afvisning
eller henvisning til en senere undersøgelse. Deres afgørelser træffes på
grundlag af simpelt flertal.
ARTIKEL 11
De af den blandede sanitetskommission i hvert enkelt tilfælde trufne
afgørelser skal inden en måned efter kommissionens besøg meddeles
tilbageholdelsesmagten, beskyttelsesmagten og Den Internationale Røde Kors
Komite. Den blandede sanitetskommission skal ligeledes underrette enhver
undersøgt krigsfange om den trufne afgørelse samt forsyne de fanger, der
indstilles til hjemsendelse, med attester svarende til det nærværende
konvention vedføjede udkast.
ARTIKEL 12
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at gennemføre de blandede
sanitetskommissioners afgørelser indenfor et tidsrum af 3 måneder fra det
tidspunkt, da den modtager behørig underretning om sådanne afgørelser.
ARTIKEL 13
Såfremt der ikke findes nogen neutral læge i et land, hvor en blandet
sanitetskommissions virksomhed synes påkrævet, og såfremt det af hvilken som
helst grund er umuligt at udnævne neutrale læger, som er bosat i et andet
land, skal tilbageholdelsesmagten i forståelse med beskyttelsesmagten
nedsætte en sanitetskommission, som med forbehold af bestemmelserne i
nærværende reglements artikler 1, 2, 3, 4, 5 og 8 skal varetage samme opgaver
som en blandet sanitetskommission.
ARTIKEL 14
Blandede sanitetskommissioner fungerer permanent og skal besøge enhver
lejr med ikke over 6 måneders mellemrum.
TILLÆG III
BESTEMMELSER VEDRØRENDE KOLLEKTIVE FORSENDELSER
(se artikel 73)
ARTIKEL 1
Der skal gives fangerepræsentanter tilladelse til at fordele kollektive
hjælpeforsendelser, der sorterer under dem, blandt alle krigsfanger, der
administreres fra deres lejr, heri indbefattet fanger, som er indlagt på
hospital eller befinder sig i fængsel eller iøvrigt på en straffeanstalt.
ARTIKEL 2
Fordeling af kollektive hjælpeforsendelser skal ske i overensstemmelse med
givernes anvisninger samt med en af fangerepræsentanterne udarbejdet plan.
Udlevering af medicinalvarer bør dog fortrinsvis finde sted i forståelse med
de højeste sanitetsofficerer, og på hospitaler og sygeafdelinger behøver
disse ikke at tage hensyn til de omtalte anvisninger, såfremt hensynet til
deres patienter taler derimod. Indenfor de således afstukne grænser skal
fordelingen stedse ske efter billighed.
ARTIKEL 3
Der skal gives de nævnte fangerepræsentanter eller deres medhjælpere
tilladelse til at begive sig til steder i nærheden af lejren, hvor
hjælpeforsyninger modtages, således at de sættes i stand til at undersøge
kvaliteten såvel som mængden af de modtagne varer og kan udarbejde
detaillerede beretninger herom til giverne.
ARTIKEL 4
Der skal gives fangerepræsentanter de fornødne lettelser til undersøgelse
af, om fordelingen af kollektive forsendelser i alle underafdelinger og
annekser af deres lejre har fundet sted i overensstemmelse med deres
anvisninger.
ARTIKEL 5
Der skal gives fangerepræsentanter tilladelse til at udfylde samt til at
foranledige, at fangerepræsentanter for arbejdsenheder eller de højeste
sanitetsofficerer på hospitaler og sygeafdelinger udfylder blanketter eller
spørgeskemaer, der er bestemt for giverne og angår kollektive
hjælpeforsyninger (fordeling, behov, mængder o.s.v.). Sådanne blanketter og
spørgeskemaer skal i behørigt udfyldt stand ufortøvet fremsendes til giverne.
ARTIKEL 6
Til sikring af regelmæssig udlevering af kollektive forsendelser til
krigsfangerne i vedkommende lejr og med henblik på at imødegå ethvert krav,
der måtte opstå som følge af nye fangers ankomst, skal der gives
fangerepræsentanter tilladelse til at opbygge og vedligeholde tilstrækkelige
reservebeholdninger af kollektive forsendelser. I dette øjemed skal der stå
passende lagerbygninger til deres rådighed; enhver lagerbygning skal være
forsynet med 2 låse således at fangerepræsentanten er i besiddelse af
nøglerne til den ene lås og lejrkommandanten af nøglerne til den anden.
Artikel 7
Når kollektive forsendelser indeholdende beklædningsgenstande modtages,
skal hver krigsfange beholde mindst 1 komplet sæt tøj. Såfremt en fange har
mere end 1 sæt tøj, skal fangerepræsentanten kunne beslaglægge overskydende
tøj hos de fanger, der har fået flest habitter eller mere end 1 af særlige
beklædningsgenstande, dersom dette er nødvendigt til beklædning af fanger,
som er mindre velforsynet. Han må imidlertid ikke beslaglægge ekstra sæt
undertøj, sokker eller fodtøj, medmindre dette er den eneste mulighed for at
ekvipere krigsfanger, som ingen har.
ARTIKEL 8
De Høje Kontraherende Parter og i særdeleshed tilbageholdelsesmagterne er
i videst muligt omfang og med forbehold af de om befolkningens forsyning
gældende bestemmelser forpligtet til at tillade, at der på deres territorier
opkøbes varer til uddeling blandt krigsfanger i form af kollektive
forsendelser. De er ligeledes forpligtet til at lette overførelse af fonds og
andre finansielle foranstaltninger af teknisk eller administrativ art, som
træffes med henblik på sådanne opkøb.
ARTIKEL 9
Foranstående bestemmelser er ikke til hinder for krigsfangers ret til at
modtage kollektive forsendelser forinden deres ankomst til lejren eller under
overførelse og ej heller for, at repræsentanter for beskyttelsesmagten og Den
Internationale Røde Kors Komite eller ethvert andet til bistand for fanger
virkende organ, som er ansvarligt for fremsendelse af sådanne forsyninger,
kan sikre forsendelsernes fordeling blandt modtagerne ved ethvert andet
middel, de skønner praktisk.
TILLÆG IV
B. TILFANGETAGELSESKORT
(se artikel 70)


TILLÆG IV
C. BREVKORT OG BREVE
(se artikel 71)
1. BREVKORT


TILLÆG IV
C. BREVKORT OG BREVE
(se artikel 71)
2. BREVE

TILLÆG IV
D. MEDDELELSE OM DØDSFALD
(se artikel 120)

TILLÆG IV
E. HJEMSENDELSESATTEST
(se tillæg II, artikel 11)
HJEMSENDELSESATTEST
Dato:
Lejr:
Hospital:
Efternavn:
Fornavn(e):
Fødselsdato:
Grad:
Tjenestenummer:
Krigsfangenummer:
Tilskadekomst/sygdom:
Kommissionens afgørelse:
Formand for den blandede
sanitetskommission:
A = direkte hjemsendelse
B = anbringelse i et neutralt land
NC = ny undersøgelse ved næste kommission
TILLÆG V
UDKAST TIL BESTEMMELSER VEDRØRENDE PENGEBELØB, DER PÅ FANGERNES VEGNE
UDBETALES I DISSES HJEMLAND
(se artikel 63)
- 1) Den i artikel 63, stykke 3, nævnte meddelelse skal udvise:
- a) krigsfangens tjenestenummer, jævnfør artikel 17, grad, efternavn og
fornavn(e);
- b) modtagerens navn og adresse i hjemlandet;
- c) det beløb, der skal udbetales, angivet i tilbageholdelseslandets
møntsort.
- 2) Meddelelsen skal forsynes med krigsfangens underskrift eller, såfremt
han ikke kan skrive, med hans bevidnede mærke og skal paraferes af
fangerepræsentanten.
- 3) Lejrkomandanten skal til denne meddelelse føje en bekræftelse af, at
vedkommende krigsfange har en kreditsaldo, der ikke er lavere end det beløb,
der skal komme til udbetaling.
- 4) Meddelelsen kan have form af fortegnelser. Ethvert ark af sådanne
fortegnelser skal da bevidnes af fangerepræsentanten og bekræftes af
lejrkommandanten.
Genevekonvention af 12.august 1949 om beskyttelse af civile personer i
krigstid.
De undertegnede, befuldmægtigede for de regeringer, der har været
repræsenteret ved den diplomatiske konference, som blev afholdt i Geneve fra
21. april til 12. august 1949 med det formål at udarbejde en konvention om
beskyttelse af civile personer i krigstid, er blevet enige om følgende:
I DEL
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 1
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til under alle forhold selv at
overholde og drage omsorg for overholdelsen af nærværende konvention.
ARTIKEL 2
Når bortses fra de bestemmelser, der skal være gældende i fredstid, finder
nærværende konvention anvendelse i alle tilfælde, hvor en krig er erklæret,
eller hvor der iøvrigt er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere af
De Høje Kontraherende Parter, selvom en af disse ikke anerkender, at der
består krigstilstand.
Konventionen finder ligeledes anvendelse i alle tilfælde af hel eller
delvis besættelse af en af De Høje Kontraherende Parters territorium, selvom
en sådan besættelse ikke møder væbnet modstand.
Selvom en af de stridende magter ikke har tiltrådt nærværende konvention,
er signatarmagterne bundet af den i deres indbyrdes forhold. De er endvidere
bundet af konventionen i forhold til den pågældende magt, hvis denne
anerkender konventionen og anvender dens bestemmelser.
ARTIKEL 3
Hvor der på en af De Høje Kontraherende Parters territorium opstår en
væbnet konflikt, er enhver af de stridende parter, selvom konflikten ikke er
af international karakter, forpligtet til som mindstemål at bringe følgende
bestemmelser til anvendelse:
- 1) Personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder
sådanne medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og sådanne
personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, tilbageholdelse
eller en hvilken som helst anden omstændighed, skal under alle forhold
behandles humant. De må ikke gøres til genstand for mindre gunstig behandling
som følge af race, farve, religion eller overbevisning, køn, fødsel,
formueomstændighed eller noget som helst andet lignende forhold.
I dette øjemed er og forbliver følgende handlinger til enhver tid og på
ethvert sted forbudt i forhold til ovennævnte personer:
- a) vold mod liv og legeme, i særdeleshed mord under enhver form,
lemlæstelse, grusom behandling, tortur;
- b) udtagelse af gidsler;
- c) krænkelse af den personlige værdighed, i særdeleshed ydmygende og
nedværdigende behandling;
- d) domme, der ikke er afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som
yder alle de judicielle garantier, der betragtes som uundværlige af
civiliserede folk, og henrettelser, der foretages uden en sådan domstols
forudgående afgørelse.
- 2) Sårede og syge skal opsamles og plejes.
Uvildige humanitære organer såsom Den internationale Røde Kors Komite er
berettiget til at tilbyde de stridende parter deres bistand.
Herudover bør de stridende parter tage initiativet til oprettelsen af
særlige overenskomster indeholdende samtlige eller en del af nærværende
konventions øvrige bestemmelser.
Anvendelsen af foranstående bestemmelser berører ikke de stridende parters
retlige status.
ARTIKEL 4
Beskyttet ved konventionen er personer, der i tilfælde af en strid eller
besættelse i et givet øjeblik og under en hvilken som helst form befinder sig
i hænderne på en stridende part eller besættelsesmagt, i hvilken de ikke er
statsborgere.
Statsborgere tilhørende en stat, der ikke har tiltrådt konventionen,
beskyttes ikke af denne. Statsborgere tilhørende en neutral stat, der
befinder sig på en krigsførende stats territorium, samt statsborgere,
tilhørende en medkrigsførende stat, er ikke at anse som beskyttede personer,
sålænge den stat, i hvilken de er statsborgere, er normalt diplomatisk
repræsenteret i den stat, i hvis hænder de befinder sig.
Bestemmelserne i II. del finder dog anvendelse i videre omfang, som
angivet i artikel 13.
Personer, der beskyttes ved Genevekonventionen af 12. august 1949 til
forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten, ved
Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes, syges og
skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på søen eller ved Genevekonventionen
af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger, er ikke at anse som
beskyttede personer i nærværende konventions forstand.
ARTIKEL 5
Såfremt en af de stridende parter føler sig overbevist om, at en bestemt
beskyttet person, der befinder sig på dens territorium, med rette mistænkes
for deltagelse i virksomhed, der er farlig for statens sikkerhed, er en sådan
person ikke berettiget til at gøre krav på sådanne ved nærværende konvention
hjemlede rettigheder og privilegier, som, hvis de tillægges en sådan person,
ville udsætte statens sikkerhed for fare.
Hvor en bestemt beskyttet person tilbageholdes på besat område som spion
eller sabotør eller som en person, der med rette mistænkes for virksomhed,
der er farlig for besættelsesmagtens sikkerhed, er en sådan person, i de
tilfælde hvor absolutte militære sikkerhedskrav kræver det, at betragte som
havende forskertset sin ved nærværende konvention hjemlede adgang til at
sætte sig i forbindelse med omverdenen.
Sådanne personer skal ikke desto mindre i hvert enkelt tilfælde behandles
humant, og i tilfælde af retssag må den ved nærværende konvention foreskrevne
ret til betryggende og behørig domsforhandling ikke berøves dem. Der skal
ligeledes på det tidligste tidspunkt, hvor dette er foreneligt med
henholdsvis statens eller besættelsesmagtens sikkerhed, i fuldt omfang ydes
dem de rettigheder og privilegier, der i henhold til nærværende konvention
tilkommer en beskyttet person.
ARTIKEL 6
Nærværende konvention finder anvendelse fra begyndelsen af en hvilken som
helst i artikel 2 nævnt strid eller besættelse.
På stridende parters territorium ophører nærværende konvention at finde
anvendelse ved den almindelige indstilling af krigsoperationer.
For så vidt angår besat område ophører nærværende konvention at finde
anvendelse et år efter den almindelige indstilling af krigsoperationer.
Besættelsesmagten er dog under besættelsen i det omfang, hvori den udøver
regeringsmyndighed på sådant område, bundet af bestemmelserne i følgende
artikler i nærværende konvention: 1-12, 27, 29-34, 47, 49, 51, 52, 53, 59,
61-77, 143.
Beskyttede personer, hvis frigivelse, hjemsendelse eller tilbagevenden til
det civile liv finder sted efter dette tidspunkt, drager i det mellemliggende
tidsrum fortsat fordel af nærværende konvention.
ARTIKEL 7
Foruden de overenskomster, der er udtrykkeligt hjemlede i artiklerne 11,
14, 15, 17, 36, 108, 109, 132, 133 og 149 kan De Høje Kontraherende Parter
afslutte andre særlige overenskomster vedrørende ethvert spørgsmål, om
hvilket de finder det hensigtsmæssigt at træffe særlig aftale. Ingen særlig
overenskomst må dog forringe de ved nærværende konvention fastsatte forhold
for beskyttede personer eller indskrænke de rettigheder, som konventionen
tillægger dem.
Beskyttede personer skal i hele det tidsrum i hvilket de omfattes af
konventionen, nyde fordel af sådanne overenskomster, medmindre de nævnte
eller senere overenskomster udtrykkeligt bestemmer det modsatte, eller
gunstigere foranstaltninger iværksættes til fordel for dem af en af de
stridende parter.
ARTIKEL 8
Beskyttede personer kan i intet tilfælde helt eller delvist give afkald på
de rettigheder, der sikres dem ved nærværende konvention eller eventuelt ved
de i foregående artikel omhandlede særlige overenskomster.
ARTIKEL 9
Nærværende konvention bringes til anvendelse i samarbejde med og under
kontrol af de beskyttelsesmagter, hvis pligt det er at varetage de stridende
parters interesser. Med dette formål for øje er beskyttelsesmagterne
berettiget til, udover deres diplomatiske eller konsulære personel, at
udnævne delegerede blandt deres egne eller andre neutrale landes
statsborgere. Disse delegerede skal godkendes af den magt, hos hvilken de
skal udøve deres virksomhed.
De stridende parter skal i størst muligt omfang lette
beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede udførelsen af hvervet.
Beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede må i intet tilfælde
gå ud over de grænser, der ved nærværende konvention er fastsat før deres
virksomhed. De skal i særdeleshed tage hensyn til de bydende nødvendige krav
på sikkerhed fra den stats side, i hvilken de udøver deres virksomhed.
ARTIKEL 10
Nærværende konventions bestemmelser skal ikke være til hinder for den
humanitære virksomhed, som Den Internationale Røde Kors Komite eller en
hvilken som helst anden uvildig humanitær organisation med de pågældende
stridende parters samtykke måtte påtage sig til beskyttelse af og bistand for
civile personer.
ARTIKEL 11
De Høje Kontraherende Parter kan når som helst aftale at betro de pligter,
der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne, til en
organisation, der frembyder de nødvendige garantier for uvildighed og
handlekraft.
Når personer, der beskyttes af nærværende konvention, af en hvilken som
helst grund ikke nyder fordel af eller ophører med at nyde fordel af en
beskyttelsesmagts eller en af de i første stykke omhandlede organisationers
virksomhed, skal tilbageholdelsesmagten anmode en neutral stat eller en sådan
organisation om at påtage sig de opgaver, som i henhold til nærværende
konvention udføres af en beskyttelsesmagt, udpeget af de stridende parter.
Hvis beskyttelse ikke kan tilvejebringes på denne måde, er
tilbageholdelsesmagten forpligtet til at anmode en humanitær organisation
såsom Den Internationale Røde Kors Komite om at overtage de humanitære
opgaver, der ifølge nærværende konvention påhviler beskyttelsesmagterne,
eller til med de begrænsninger, der følger af nærværende artikel, at modtage
tilbud om bistand, der fremkommer fra en sådan organisation.
Enhver neutral magt eller enhver organisation, der af den interesserede
magt anmodes om eller selv tilbyder at yde sin bistand med dette formål for
øje, er forpligtet til at handle i bevidstheden om sit ansvar overfor den
stridende part, som de personer, der beskyttes af nærværende konvention,
tilhører og skal tilvejebringe tilstrækkelige garantier for sin evne til at
påtage sig de omhandlede opgaver og til at udføre dem uvildigt.
Foranstående bestemmelser kan ikke sættes ud af kraft ved særlig
overenskomst mellem magter, af hvilke den ene, selvom det kun er
midlertidigt, som følge af militære begivenheder ikke er i besiddelse af fuld
handlefrihed i forhold til den anden magt eller dens allierede, i særdeleshed
i tilfælde af en besættelse af hele den førstnævnte stats territorium eller
en væsentlig del af dette.
Ordet beskyttelsesmagt indbefatter i nærværende konvention de
organisationer, der ifølge nærværende artikel kan træde i stedet for
beskyttelsesmagten.
Nærværende artikels bestemmelser skal udstrækkes til og anvendes på
statsborgere fra en neutral stat, når de opholder sig på besat territorium
eller befinder sig på territorium tilhørende en krigsførende stat, i hvilken
deres hjemland ikke på normal vis er diplomatisk repræsenteret.
ARTIKEL 12
I tilfælde, hvor beskyttelsesmagterne i de beskyttede personers interesse
anser det for tilrådeligt, og i særdeleshed i tilfælde af uenighed mellem de
stridende parter angående anvendelsen eller fortolkningen af nærværende
konventions bestemmelser, skal beskyttelsesmagterne tilbyde deres bistand med
henblik på uoverensstemmelsens bilæggelse.
I dette øjemed kan enhver af beskyttelsesmagterne enten på opfordring af
en af de stridende parter eller af egen drift foreslå parterne et møde,
eventuelt på et hensigtsmæssigt valgt neutralt territorium, mellem deres
repræsentanter og i særdeleshed mellem de myndigheder, der er ansvarlige for
beskyttede personer. De stridende parter er forpligtet til at rette sig efter
de forslag, som stilles dem med dette formål for øje. Beskyttelsesmagterne
kan om fornødent til de stridende parters godkendelse forelægge forslag om,
at en person, der tilhører en neutral magt eller er udpeget af Den
Internationale Røde Kors Komite skal indbydes til at deltage i et sådant
møde.
II DEL
Befolkningens almindelige beskyttelse mod visse af krigens følger.
ARTIKEL 13
Bestemmelserne i II del omfatter alle dele af befolkningen i de stridende
lande, uden at nogen del heraf må gøres til genstand for mindre gunstig
behandling som følge af race, statsborgerforhold, religion eller politisk
anskuelse, og tilsigter at lindre de af krigen forårsagede lidelser.
ARTIKEL 14
De Høje Kontraherende Parter er i fredstid og de stridende parter efter
fjendtlighedernes udbrud berettiget til på deres eget territorium og i
påkommende tilfælde i besatte områder at oprette hospitals- og
sikkerhedszoner og -lokaliteter, der er således indrettet, at sårede, syge og
gamle, svagelige personer, børn under 15 år, svangre kvinder og mødre til
børn under 7 år beskyttes mod krigens virkninger.
Ved fjendtlighedernes udbrud og under disse kan de interesserede parter
afslutte overenskomster om gensidig anerkendelse af de zoner og lokaliteter,
som de har oprettet. De kan med dette formål for øje bringe bestemmelserne i
det nærværende konvention vedføjede overenskomstudkast til anvendelse med de
ændringer, som de skønner nødvendige.
Beskyttelsesmagterne og Den Internationale Røde Kors Komite opfordres til
at yde deres bistand med henblik på at lette indførelsen og anerkendelsen af
disse hospitals- og sikkerhedszoner og -lokaliteter.
ARTIKEL 15
Enhver af de stridende parter kan enten direkte eller gennem en neutral
stat eller en humanitær organisation foreslå den fjendtlige part at oprette
neutraliserede zoner i de områder, hvor kamphandlinger finder sted, i hvilke
zoner følgende personer uden forskelsbehandling skal beskyttes mod krigens
virkninger:
- a) sårede og syge kombattanter og non-kombattanter,
- b) civile personer, som ikke deltager i fjendtlighederne og ikke udfører
arbejde af militær art under deres ophold i zonerne.
Når de interesserede parter er blevet enige om den foreslåede
neutraliserede zones geografiske beliggenhed, administration, forsyning med
levnedsmidler samt kontrol med zonen, skal der afsluttes en skriftlig
overenskomst, der skal underskrives af repræsentanter for de stridende
parter. Begyndelsestidspunktet for og varigheden af zonens neutralisering
skal fastsættes i overenskomsten.
ARTIKEL 16
Sårede, syge såvel som svagelige personer og svangre kvinder skal i særlig
grad beskyttes og respekteres.
I det omfang, hvori militære hensyn tillader det, skal enhver af de
stridende parter lette foranstaltninger, der tages til eftersøgning af dræbte
og sårede, til bistand for skibbrudne og andre personer, der er udsat for
alvorlig fare og til beskyttelse af dem mod plyndring og mishandling.
ARTIKEL 17
De stridende parter skal søge at afslutte stedlige overenskomster om
evakuering af sårede, syge, svagelige personer og gamle, børn og
barselspatienter fra belejrede eller omringede områder samt om passageret for
præster tilhørende alle religioner og sanitært personel og udstyr på vej til
sådanne områder.
ARTIKEL 18
Civile hospitaler, der er indrettet til pleje af sårede og syge, svagelige
personer og barselspatienter, må under ingen omstændigheder gøres til
genstand for angreb, men skal til enhver tid respekteres og beskyttes af de
stridende parter.
Stater, der er parter i en strid, er forpligtet til at forsyne alle civile
hospitaler med dokumentation, der viser, at de er civile hospitaler, og at de
af dem benyttede bygninger ikke anvendes til andet formål, der ville berøve
disse hospitaler den beskyttelse, der tilkommer dem i henhold til artikel 19.
Civile hospitaler skal afmærkes med det kendemærke, der omhandles i
artikel 38 i Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes
og syges vilkår i de væbnede styrker i felten, på betingelse af at staten
meddeler sin tilladelse.
I det omfang, hvori militære hensyn tillader det, skal de stridende parter
tage de fornødne skridt med henblik på at sikre, at de særlige kendetegn, der
angiver civile hospitaler, er klart synlige for de fjendtlige land-, luft- og
søstridskræfter, således at muligheden for enhver fjendtlig handling fjernes.
I betragtning af de farer, for hvilke beliggenhed i nærheden af militære
mål kan udsætte hospitaler, henstilles det, at sådanne hospitaler anbringes i
så stor afstand som muligt fra sådanne mål.
ARTIKEL 19
Den beskyttelse, der tilkommer civile hospitaler, ophører ikke, medmindre
de udover deres humanitære opgaver anvendes til udøvelsen af handlinger til
skade for fjenden. Beskyttelsen bortfalder dog først, såfremt en advarsel,
der såvidt muligt skal fastsætte en rimelig tidsfrist, ikke efterkommes.
Pleje af syge eller sårede medlemmer af de væbnede styrker på disse
hospitaler eller tilstedeværelsen af håndvåben eller ammunition, der er
frataget sådanne personer, men som endnu ikke er overgivet til rette
tjenestegren kan ikke betragtes som handlinger til skade for fjenden.
ARTIKEL 20
Personer, der regelmæssigt og udelukkende er beskæftiget med drift og
administration af civile hospitaler, herunder personel, der er beskæftiget
med eftersøgning, evakuering, transport og pleje af sårede og syge civile,
svagelige personer samt barselspatienter, skal respekteres og beskyttes.
På besat territorium og i zoner, hvor krigsoperationer finder sted, skal
ovennævnte personel kunne identificeres ved hjælp af identitetskort, der
bekræfter vedkommendes stilling, og som er forsynet med et fotografi af
indehaveren samt med vedkommende myndigheds prægestempel, såvel som ved hjælp
af et stemplet armbind, der tåler vand, og som under tjenesten bæres på
venstre arm. Dette armbind skal tilvejebringes af staten og være forsynet med
det kendemærke, der omhandles i artikel 38 i Genevekonventionen af 12. august
1949 til forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten.
Andet personel, der er beskæftiget med drift og administration af civile
hospitaler, er under udførelsen af sådanne opgaver berettiget til respekt og
beskyttelse samt til under de i nærværende artikel fastsatte betingelser at
bære det ovenfor omhandlede armbind. Identitetskort skal angive de opgaver,
der påhviler dem.
Ethvert hospitals ledelse er til enhver tid forpligtet til at stille en
ajourført fortegnelse over sådant personel til de kompetente nationale eller
besættelsesmyndigheders rådighed.
ARTIKEL 21
Konvojer medførende køretøjer eller hospitalstog til lands, og på søen
særligt indrettede fartøjer, der medfører sårede og syge civile, svagelige
personer samt barselspatienter, skal respekteres og beskyttes på samme måde
som de i artikel 18 omhandlede hospitaler og skal med statens samtykke
afmærkes med det særlige kendemærke, der omhandles i artikel 38 i
Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten.
ARTIKEL 22
Luftfartøjer, der udelukkende benyttes til evakuering af sårede og syge
civile, svagelige personer samt barselspatienter eller til transport af
sanitært personel og udstyr, må ikke angribes, men skal respekteres, når
flyvningen finder sted i højder, på tidspunkter og ad ruter, hvorom der er
truffet særlig aftale mellem alle de interesserede stridende parter.
De kan afmærkes ved hjælp af det særlige kendemærke, der er hjemlet i
artikel 38 i Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes
og syges vilkår i de væbnede styrker i felten.
Medmindre der er truffet anden aftale, er overflyvninger af fjendtlig
eller af fjenden besat territorium forbudt.
Sådanne luftfartøjer er forpligtet til at efterkomme ethvert påbud om
landing. Har et luftfartøj foretaget en således påtvunget landing, har det
efter en eventuel undersøgelse ret til at fortsætte flyvningen med de
ombordværende.
ARTIKEL 23
Enhver af De Høje Kontraherende Parter er forpligtet til at tillade fri
passage for alle forsendelser bestående af sanitært udstyr og medicinalvarer
eller af genstande, der er nødvendige til religiøse formål, såfremt sådanne
forsendelser alene er bestemt for civile, der tilhører en anden af De Høje
Kontraherende Parter, selvom denne er den førstnævnte magts modstander. Der
skal ligeledes tilstås fri passage for alle forsendelser bestående af
fornødne levnedsmidler, beklædning og styrkende midler bestemt for børn under
15 år, svangre kvinder og barselspatienter.
En kontraherende part er dog kun forpligtet til at tillade fri passage for
de i foregående stykke angivne forsendelser på betingelse af, at der efter
dens opfattelse ikke er alvorlig grund til at frygte
- a) at forsendelserne kan blive ført til et andet sted end deres
bestemmelsessted,
- b) at kontrollen eventuelt ikke er effektiv,
- c) at anvendelsen af ovennævnte forsendelser som erstatning for varer,
der ellers skulle tilvejebringes eller fremstilles af fjenden, eller
frigørelsen af materiel, tjenesteydelser eller indretninger, som ellers ville
have været fornødne til produktionen af sådanne varer, ville betyde en klar
fordel for fjendens krigsanstrengelse eller økonomi.
Den magt, som tillader passage af de i nærværende artikels første stykke
angivne forsendelser, kan gøre en sådan tilladelse afhængig af, at uddelingen
til de personer, der skal nyde godt deraf, på stedet overvåges af
beskyttelsesmagterne.
Sådanne forsendelser skal fremsendes hurtigst muligt, og den magt, der
tillader fri passage, er berettiget til at fastsætte forskrifter for den
tekniske gennemførelse af passagen.
ARTIKEL 24
De stridende parter er forpligtet til at træffe de nødvendige
foranstaltninger til sikring af, at børn under 15 år, der som følge af krigen
er blevet forældreløse eller adskilt fra deres familie, ikke overlades til
sig selv, og at deres underhold, gudsdyrkelse og opdragelse under alle
forhold lettes. Deres opdragelse skal såvidt muligt betros til personer, der
tilhører en lignende kulturel tradition.
De stridende parter skal lette sådanne børns overførelse til neutralt land
i det tidsrum, i hvilket striden varer, såfremt den eventuelle
beskyttelsesmagt meddeler sit samtykke, og der stilles betryggende garantier
for iagttagelsen af de i første stykke fastslåede grundsætninger.
De skal endvidere søge at gennemføre, at alle børn under 12 år forsynes
med legitimation i form af identitetsplader eller på anden måde.
ARTIKEL 25
Der skal gives alle personer, der befinder sig på et territorium, der
tilhører en af de stridende parter eller er besat af en sådan, mulighed for
at sende meddelelser af strengt personlig karakter til familiemedlemmer, hvor
de end opholder sig, samt til at modtage meddelelser fra disse. Sådan
korrespondance skal fremsendes hurtigt og uden unødig forsinkelse.
Såfremt omstændighederne vanskeliggør eller umuliggør
familiekorrespondance med almindelig post, skal de interesserede stridende
parter henvende sig til et neutralt mellemled, såsom det i artikel 140
omhandlede centralkontor, og i samråd med dette træffe bestemmelse om,
hvorledes de dem påhvilende forpligtelser kan opfyldes under de bedst mulige
forhold, i særdeleshed i samarbejde med de nationale Røde Kors- (Røde
Halvmåne, Røde Løve og Sol) selskaber.
Såfremt de stridende parter skønner det nødvendigt at indskrænke
familiekorrespondancen, skal en sådan indskrænkning begrænses til tvungen
anvendelse af standardformularer indeholdende 25 frit valgte ord. Der skal
være ret til at afsende mindst een standardformular pr. måned.
ARTIKEL 26
Enhver af de stridende parter er forpligtet til at lette de undersøgelser,
som medlemmer af familier, der er blevet adskilt som følge af krigen,
foretager med det formål påny at opnå indbyrdes kontakt og om muligt mødes. I
særdeleshed er den forpligtet til at opmuntre organisationer, der beskæftiger
sig med denne opgave, forudsat at den kan godkende disse, og at de overholder
dens sikkerhedsbestemmelser.
III DEL
Beskyttede personers stilling og behandling.
AFSNIT 1.
Fælles bestemmelser vedrørende de stridende
parters territorier og
besatte områder.
ARTIKEL 27
Beskyttede personer har under alle forhold krav på, at deres person, ære,
familierettigheder, religiøse overbevisning og religionsudøvelse samt deres
sæder og skikke respekteres. De skal til enhver tid behandles humant og skal
beskyttes særligt mod alle voldshandlinger eller trusler derom og mod
fornærmelser og offentlighedens nyfigenhed.
Kvinder skal særligt beskyttes mod ethvert angreb på deres ære, i
særdeleshed mod voldtægt, tvangsprostitution og enhver form for angreb på
deres blufærdighed.
Idet bortses fra bestemmelserne vedrørende de beskyttede personers
helbredstilstand, alder og køn, skal alle sådanne personer behandles med
samme grad af hensynsfuldhed af de af de stridende parter, i hvis magt de
befinder sig. De må i særdeleshed ikke gøres til genstand for mindre gunstig
behandling som følge af race, religion eller politisk overbevisning.
De stridende parter kan dog træffe sådanne kontrol- og
sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til beskyttede personer, som måtte være
påkrævede som følge af krigen.
ARTIKEL 28
Ingen beskyttet person må benyttes til gennem sin tilstedeværelse at
bringe bestemte punkter eller områder i læ mod militære operationer.
ARTIKEL 29
Den af de stridende parter, i hvis magt der befinder sig beskyttede
personer, er ansvarlig for den behandling, de underkastes af dens
repræsentanter, ganske bortset fra det individuelle ansvar.
ARTIKEL 30
Der skal gives beskyttede personer enhver mulighed for at rette
henvendelse til beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite,
det nationale Røde Kors- (Røde Halvmåne, Røde Løve og Sol) selskab i det
land, hvori de befinder sig, samt til enhver organisation, der måtte kunne
yde dem bistand.
Fra myndighedernes side skal der med dette formål for øje ydes de nævnte
organisationer alle lettelser indenfor de grænser, der sættes af militære
eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Udover de i artikel 143 omhandlede besøg af delegerede for
beskyttelsesmagterne og for Den Internationale Røde Kors Komite skal
tilbageholdelses- eller besættelsesmagterne i videst mulig udstrækning lette
besøg hos beskyttede personer af repræsentanter for andre organisationer, der
har til formål at yde sådanne personer åndelig bistand eller materiel støtte.
ARTIKEL 31
Der må ikke udøves fysisk eller moralsk tvang mod beskyttede personer, i
særdeleshed ikke med det formål at opnå oplysninger fra dem eller fra
trediemand.
ARTIKEL 32
Der er mellem De Høje Kontraherende Parter udtrykkelig enighed om, at
ingen af dem må tage nogen forholdsregel, der kan medføre fysisk lidelse for
eller udryddelse af beskyttede personer, der befinder sig i deres hænder.
Dette forbud omfatter ikke alene mord, tortur, legemsstraffe, lemlæstelse og
medicinske eller videnskabelige forsøg, der ikke nødvendiggøres af en
beskyttet persons lægebehandling, men ligeledes alle andre brutale
handlinger, hvadenten disse begås af civile eller militære agenter.
ARTIKEL 33
Ingen beskyttet person må straffes for en forseelse, som vedkommende ikke
selv har begået. Kollektive straffe såvel som alle skræmme- eller
terrorforanstaltninger forbydes.
Plyndring forbydes.
Repressalier mod beskyttede personer og disses ejendom forbydes.
ARTIKEL 34
Det forbydes at tage gidsler.
AFSNIT 2.
Udlændinge, der befinder sig på en af de
stridende parters
territorium.
ARTIKEL 35
Alle beskyttede personer, der ønsker at forlade territoriet ved
begyndelsen af eller under en strid, er berettiget hertil, medmindre afrejsen
strider mod statens nationale interesser. Afgørelser vedrørende sådanne
personers ansøgninger om udrejsetilladelse skal træffes efter behørigt
fastsatte retningslinier, og afgørelsen skal træffes hurtigst muligt.
Personer, der har erholdt udrejsetilladelse, er berettiget til at forsyne sig
med de til rejsen fornødne pengemidler samt til i rimeligt omfang at medtage
effekter og genstande til personligt brug.
Hvis der nægtes sådanne personer udrejsetilladelde, er de berettiget til
snarest muligt at få et sådant afslag taget op til fornyet behandling af en
kompetent domstol eller et administrativt råd, der med dette formål er nedsat
af tilbageholdelsesmagten.
Repræsentanter for beskyttelsesmagten skal, medmindre sikkerhedshensyn er
til hinder herfor, eller de pågældende personer gør indsigelse herimod, på
begæring gøres bekendt med begrundelsen for ethvert afslag på ansøgninger om
udrejsetilladelse fra området og hurtigst muligt underrettes om navne på alle
personer, hvem udrejsetilladelse er nægtet.
ARTIKEL 36
Udrejser, der tillades i henhold til foregående artikel, skal foregå under
tilfredsstillende sikkerhedsmæssige, hygiejniske, sanitære og
ernæringsmæssige forhold. Alle omkostninger i forbindelse hermed, regnet fra
udrejsestationen på tilbageholdelsesmagtens territorium, skal afholdes af
bestemmelseslandet, eller, hvor det drejer sig om ophold i et neutralt land,
af den magt, hvis statsborgere nyder fordel deraf. De praktiske enkeltheder
vedrørende sådanne rejser skal om fornødent fastsættes ved særlige
overenskomster mellem de interesserede magter.
Ovenstående er ikke til hinder for sådanne særlige overenskomster, som
måtte blive indgået mellem de stridende parter angående udveksling og
hjemsendelse af de af deres statsborgere, der befinder sig i fjendens hænder.
ARTIKEL 37
Beskyttede personer, som holdes i varetægtsarrest, eller som afsoner en
frihedsstraf, skal under deres indespærring behandles humant.
Såsnart de løslades, er de berettiget til at anmode om tilladelse til at
forlade territoriet i overensstemmelse med de foregående artikler.
ARTIKEL 38
Med undtagelse af de ved nærværende konvention, i særdeleshed de ved
artiklerne 27 og 41, hjemlede særlige foranstaltninger, skal de for
udlændinge i fredstid gældende bestemmelser principielt fortsat være gældende
for beskyttede personer. Der skal i ethvert tilfælde indrømmes dem følgende
rettigheder:
- 1) de skal have adgang til at modtage individuel eller kollektiv hjælp,
som måtte blive sendt til dem;
- 2) hvis deres helbredstilstand gør det påkrævet, skal der ydes dem
læge-og hospitalsbehandling i samme udstrækning som den pågældende stats egne
borgere;
- 3) de skal have tilladelse til religionsudøvelse og til at modtage
åndelig bistand af præster tilhørende deres egen trosbekendelse;
- 4) såfremt de opholder sig i et for krigens farer særligt udsat område,
skal de i samme udstrækning som den pågældende stats egne borgere have
tilladelse til at flytte fra dette område;
- 5) børn under 15 år, svangre kvinder og mødre til børn under 7 år skal i
samme udstrækning som den pågældende stats egne borgere nyde fordel af enhver
fortrinsbehandling.
ARTIKEL 39
Der skal gives beskyttede personer, der som følge af krigen har mistet
deres levebrød, mulighed for at finde lønnet beskæftigelse. Denne mulighed
skal med forbehold af sikkerhedshensyn og af bestemmelserne i artikel 40 være
den samme som den, der gives statsborgere tilhørende den magt, på hvis
territorium de befinder sig.
Såfremt en af de stridende parter overfor en beskyttet person anvender
kontrolforanstaltninger, der medfører, at vedkommende ikke kan ernære sig
selv, og i særdeleshed hvis en sådan person af sikkerhedsgrunde forhindres i
at finde lønnet beskæftigelse på rimelige vilkår, skal nævnte part sikre ham
og de af ham afhængige personer underhold.
Beskyttede personer er i ethvert tilfælde berettiget til at modtage
understøttelse fra hjemlandet, beskyttelsesmagten eller de i artikel 30
nævnte hjælpeselskaber.
ARTIKEL 40
Beskyttede personer kan kun tvinges til at arbejde i samme udstrækning som
statsborgere tilhørende den af de stridende parter, på hvis territorium de
befinder sig.
Såfremt beskyttede personer er af fjendtlig nationalitet, kan de kun
tvinges til at udføre arbejde, som normalt er nødvendigt for at sikre
mennesker ernæring, husly, beklædning, transport og sundhed, og som ikke
direkte står i forbindelse med udførelsen af krigsoperationer.
I de i de to foregående stykker omhandlede tilfælde skal personer, der
tvinges til at arbejde, nyde fordel af de samme arbejdsbetingelser og de
samme beskyttelsesforanstaltninger som indenlandske arbejdere, i særdeleshed
med hensyn til løn, arbejdstidens længde, beklædning, udstyr, oplæring og
erstatning for ulykker under arbejdet og erhvervssygdomme.
I tilfælde af overtrædelse af foranstående bestemmelser skal der gives
beskyttede personer adgang til at udøve deres ret til at fremsætte klager i
overensstemmelse med artikel 30.
ARTIKEL 41
Såfremt den stat, i hvis hænder beskyttede personer befinder sig, anser de
i nærværende konvention omhandlede kontrolforanstaltninger for
utilstrækkelige, kan den ikke tage sin tilflugt til strengere
kontrolforanstaltninger end anvisning af tvungent opholdssted eller
internering i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 42 og 43.
Ved anvendelsen af artikel 39, 2.stykke på personer, som skal forlade
deres sædvanlige opholdssted i kraft af en afgørelse, der anviser dem
tvungent ophold på et andet sted, skal tilbageholdelsesmagten så nøje som
muligt lade sig lede af de retningslinier, der fremstilles i nærværende
konventions III del, 4.afsnit vedrørende internerede personers behandling.
ARTIKEL 42
Der må kun gives ordre til internering af eller anvisning af tvungent
opholdssted for beskyttede personer, hvis tilbageholdelsesmagtens sikkerhed
gør dette absolut påkrævet.
Hvis en person gennem beskyttelsesmagtens repræsentanter frivilligt
anmoder om internering, og hans forhold gør dette skridt påkrævet, skal han
interneres af den magt, i hvis hænder han befinder sig.
ARTIKEL 43
En beskyttet person, der er blevet interneret eller har fået anvist
tvungent opholdssted, er berettiget til snarest muligt at få en sådan
afgørelse taget op til fornyet behandling af en kompetent domstol eller et
administrativt råd, der af tilbageholdelsesmagten er nedsat med dette formål.
Hvis interneringen eller det tvungne ophold opretholdes, skal domstolen eller
det administrative råd med regelmæssige mellemrum og mindst to gange årligt
tage sagen op til behandling med henblik på en ændring af den oprindelige
afgørelse til fordel for vedkommende beskyttede person, såfremt
omstændighederne tillader dette.
Medmindre vedkommende beskyttede person rejser indvending herimod, er
tilbageholdelsesmagten forpligtet til hurtigst muligt at meddele
beskyttelsesmagten navnene på alle beskyttede personer, som er blevet
interneret eller har fået anvist tvungent opholdssted, eller som er sat på
fri fod efter internering eller tvungent ophold. Afgørelser, der træffes af
de i nærværende artikels 1.stykke nævnte domstole eller råd, skal på samme
betingelser ligeledes hurtigst muligt meddeles beskyttelsesmagten.
ARTIKEL 44
Ved anvendelsen af de i nærværende konvention omhandlede
kontrolforanstaltninger må tilbageholdelsesmagten ikke behandle flygtninge,
som faktisk ikke står under nogen regerings beskyttelse, som fjendtlige
udlændinge alene på grundlag af den retlige omstændighed, at de har
statsborgerret i en fjendtlig stat.
ARTIKEL 45
Beskyttede personer må ikke overføres til en magt, som ikke har tiltrådt
konventionen.
Denne bestemmelse er dog i ingen henseende til hinder for beskyttede
personers hjemsendelse eller for deres tilbagevenden til bopælslandet efter
fjendtlighedernes ophør.
Beskyttede personer må af tilbageholdelsesmagten kun overføres til en
magt, som har tiltrådt nærværende konvention, og kun efter at
tilbageholdelsesmagten har forvisset sig om vedkommende magts vilje og evne
til at bringe nærværende konventions bestemmelser til anvendelse. Såfremt
beskyttede personer overføres under sådanne forhold, påhviler ansvaret for
overholdelsen af nærværende konvention den magt, som modtager dem, medens de
er i dens varetægt. Skulle sidstnævnte magt i nogen væsentlig henseende
undlade at overholde nærværende konventions bestemmelser, skal den magt, der
har overført de beskyttede personer, efter at have modtaget meddelelse herom
af beskyttelsesmagten, tage effektive forholdsregler med henblik på at bringe
sagen i orden eller kræve tilbageførelse af de beskyttede personer. En sådan
anmodning skal efterkommes.
En beskyttet person må under ingen omstændigheder overføres til et land,
hvor vedkommende kan have grund til at frygte forfølgelse på grund af sine
politiske eller religiøse anskuelser.
Bestemmelserne i nærværende artikel er ikke til hinder for, at beskyttede
personer, der er tiltalt for overtrædelse af den almindelige
straffelovgivning, udvises i medfør af udleveringstraktater, der er afsluttet
før fjendtlighedernes udbrud.
ARTIKEL 46
Indskrænkninger, der er foretaget overfor beskyttede personer, skal, for
så vidt de ikke er blevet tilbagekaldt på et tidligere tidspunkt, ophæves
snarest muligt efter fjendtlighedernes ophør.
Indskrænkninger i deres rådighed over personlig ejendom skal snarest
muligt efter fjendtlighedernes ophør ophæves i overensstemmelse med
tilbageholdelsesmagtens lovgivning.
AFSNIT 3.
Besatte områder.
ARTIKEL 47
Beskyttede personer, der befinder sig i et besat område, må ikke i noget
tilfælde eller på nogen som helst måde berøves de dem ved nærværende
konvention tillagte fordele, være sig ved ændringer i et områdes
institutioner eller regering som følge af områdets besættelse, ved
overenskomster mellem det besatte områdes myndigheder og besættelsesmagten,
eller ved sidstnævntes indlemmelse af hele det besatte område eller en del
deraf.
ARTIKEL 48
Beskyttede personer, som ikke er statsborgere i det land, hvis territorium
er besat, kan i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 35 benytte sig
af deres ret til at forlade territoriet. Afgørelser desangående skal træffes
i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som besættelsesmagten i medfør af
nævnte artikel har fastsat.
ARTIKEL 49
Tvungen overførelse af enkeltpersoner eller tvungne masseoverførelser
såvel som deportation af beskyttede personer fra et besat område til
besættelsesmagtens eller et andet besat eller ubesat lands område forbydes
uden hensyn til begrundelsen herfor.
Besættelsesmagten kan dog foretage hel eller delvis evakuering af et
bestemt område, hvis befolkningens sikkerhed eller tvingende militære grunde
gør dette påkrævet. Sådanne evakueringer må ikke medføre, at beskyttede
personer flyttes udenfor det besatte områdes grænser undtagen i tilfælde,
hvor det af materielle grunde er umuligt at undgå en sådan flytning. Således
evakuerede personer skal umiddelbart efter ophøret af fjendtlighederne i det
pågældende område føres tilbage til deres hjem.
Den beskyttelsesmagt, der iværksætter sådanne flytninger eller
evakueringer, skal i videst muligt omfang sikre, at der skaffes de beskyttede
personer passende indkvarteringsforhold, at flytningen sker under
tilfredsstillende hygiejniske, sundheds-, sikkerheds- og ernæringsmæssige
forhold, samt at medlemmer af samme familie ikke adskilles.
Beskyttelsesmagten skal have meddelelse om enhver flytning eller
evakuering, såsnart denne har fundet sted.
Besættelsesmagten må ikke tilbageholde beskyttede personer i et område,
der i særlig grad er udsat for krigens farer, medmindre befolkningens
sikkerhed eller tvingende militære grunde gør dette påkrævet.
Besættelsesmagten må ikke deportere eller overføre dele af sin egen
civilbefolkning til det område, den besætter.
ARTIKEL 50
I samarbejde med nationale og stedlige myndigheder skal besættelsesmagten
give alle institutioner, der beskæftiger sig med børneforsorg og -opdragelse,
de for den forsvarlige udøvelse af deres virksomhed fornødne lempelser.
Besættelsesmagten skal tage ethvert skridt, der er nødvendigt for at lette
identificering af børn og registrering af deres herkomst. Den må ikke i noget
tilfælde ændre deres personlige retsstilling eller optage dem i enheder eller
organisationer, der er underlagt den.
Besættelsesmagten er forpligtet til at sikre underhold og opdragelse af
forældreløse børn eller børn, der som følge af krigen er blevet skilt fra
deres forældre, såvidt muligt ved personer af børnenes egen nationalitet,
sprog og religion, såfremt de stedlige institutioner måtte vise sig
utilstrækkelige til dette formål, og såfremt der ikke forefindes nære
slægtninge eller venner, der på fyldestgørende vis kan drage omsorg for dem.
En særlig afdeling af det kontor, der skal oprettes i overensstemmelse med
artikel 136, skal have til opgave at tage alle fornødne skridt til
identificering af børn, om hvis identitet der hersker tvivl. Nærmere
oplysninger om deres forældre eller andre nære slægtninge bør altid
registreres, såfremt sådanne oplysninger kan tilvejebringes.
Besættelsesmagten må ikke lægge hindringer i vejen for gennemførelsen af
foranstaltninger, som er indført før besættelsen, og som med hensyn til
levnedsmidler, lægehjælp og beskyttelse mod krigens virkninger begunstiger
børn under 15 år, svangre kvinder og mødre til børn under 7 år.
ARTIKEL 51
Besættelsesmagten må ikke tvinge beskyttede personer til at gøre tjeneste
i dens væbnede styrker eller hjælpeenheder. Påvirkning eller propaganda, der
tager sigte på at fremkalde frivillig indmeldelse, forbydes.
Besættelsesmagten må ikke tvinge beskyttede personer til at arbejde,
medmindre de er over 18 år, og de må da kun anvendes til arbejde, der er
påkrævet enten af hensyn til besættelseshærens behov eller de offentlige
værker eller af hensyn til den i det besatte land bosatte befolknings
ernæring, husly, beklædning, transport eller sundhed. Beskyttede personer må
ikke tvinges til at udføre arbejde, som ville forpligte dem til at tage del i
krigsoperationer. Besættelsesmagten må ikke tvinge beskyttede personer til at
anvende voldelige midler med henblik på at sikre de indretninger, ved hvilke
de udfører tvangsarbejde.
Arbejdet må kun udføres i det besatte område, hvor de udskrevne personer
befinder sig. Alle sådanne personer skal såvidt muligt gøre tjeneste på deres
sædvanlige arbejdspladser. Der skal ydes arbejdere en anstændig løn, og
arbejdet skal være afpasset efter deres fysiske og åndelige evner. Den i det
besatte land gældende lovgivning vedrørende arbejdsforhold og
arbejderbeskyttelse, i særdeleshed med hensyn til løn, arbejdstidens længde,
udstyr, oplæring og erstatning for ulykker under arbejdet og
erhvervssygdomme, kommer til anvendelse på beskyttede personer, der anvendes
til udførelse af det i nærværende artikel omtalte arbejde.
Udskrivning af arbejdskraft må i intet tilfælde ske i form af arbejderes
indkaldelse til tjeneste i en organisation, der helt eller delvist har en
militær karakter.
ARTIKEL 52
Ingen kontrakt, overenskomst eller forskrift kan, hvadenten arbejdet
udføres frivilligt eller ufrivilligt, indskrænke en arbejders ret til, uanset
hvor han befinder sig, at henvende sig til beskyttelsesmagtens repræsentanter
for at anmode om denne magts bistand.
Enhver forholdsregel, der tager sigte på at skabe arbejdsløshed eller på
at forværre forholdene for arbejdere i et besat område i det øjemed at få dem
til at arbejde for besættelsesmagten, forbydes.
ARTIKEL 53
Det forbydes besættelsesmagten at ødelægge fast ejendom eller løsøre, der
særskilt eller samlet tilhører private personer, staten, andre offentlige
myndigheder, sociale eller kooperative organisationer, medmindre
krigsoperationer gør sådan ødelæggelse absolut påkrævet.
ARTIKEL 54
Besættelsesmagten må ikke ændre tjenestemænds eller dommeres stilling i de
besatte områder eller på nogen som helst måde bringe sanktioner,
tvangsforanstaltninger eller mindre gunstig behandling til anvendelse overfor
disse, såfremt de af samvittighedsgrunde afholder sig fra at udøve deres
opgaver.
Dette forbud er ikke til hinder for anvendelsen af artikel 51, 2.stykke.
Det berører ikke besættelsesmagtens ret til at fjerne offentlige tjenestemænd
fra deres poster.
ARTIKEL 55
Besættelsesmagten har pligt til med alle til rådighed stående midler at
sikre befolkningens forsyning med levnedsmidler og medicinalvarer, i
særdeleshed skal den, såfremt det besatte områdes hjælpekilder er
utilstrækkelige, tilføre dette de fornødne levnedsmidler, medicinalvarer og
andre varer.
Besættelsesmagten må ikke beslaglægge levnedsmidler, varer eller
medicinalvarer, der forefindes i det besatte område, medmindre dette sker til
brug for besættelsesstyrkerne og besættelsesadministrationens personel, og da
kun efter at der er taget hensyn til civilbefolkningens behov. Med forbehold
af bestemmelserne i andre internationale konventioner skal besættelsesmagten
træffe foranstaltninger til sikring af, at der ydes et rimeligt vederlag for
alle beslaglagte varer.
Besættelsesmagten har til enhver tid fri adgang til at undersøge
situationen med hensyn til besatte områders forsyning med levnedsmidler og
medicinalvarer, medmindre bydende militære krav nødvendiggør midlertidige
indskrænkninger i denne adgang.
ARTIKEL 56
Besættelesmagten har pligt til med alle til rådighed stående midler og i
samråd med nationale og stedlige myndigheder at sikre og opretholde sanitets-
og hospitalsindretninger og virksomheder i forbindelse hermed såvel som den
offentlige sundhedstjeneste i de besatte områder, i særdeleshed ved
indførelse og anvendelse af profylaktiske og forebyggende forholdsregler, som
er nødvendige til bekæmpelse af udbredelse af smitsomme sygdomme og
epidemier. Der skal gives sanitært personel af enhver art tilladelse til at
udføre deres opgaver.
Såfremt nye hospitaler oprettes i et besat område og den besatte stats
kompetente organer ikke udøver deres virksomhed der, påhviler det
besættelsesmyndighederne om fornødent at meddele hospitalerne den i artikel
18 omhandlede anerkendelse. Under tilsvarende omstændigheder påhviler det
ligeledes besættelsesmyndighederne at anerkende hospitalspersonel og
køretøjer i henhold til bestemmelserne i artiklerne 20 og 21.
Ved tilrettelæggelsen af sundhedsmæssige og hygiejniske forholdsregler
samt ved disses anvendelse skal besættelsesmagten tage hensyn til den
moralske og etiske indstilling hos befolkningen i det besatte område.
ARTIKEL 57
Besættelsesmagten kan kun midlertidigt, og kun hvor det er tvingende
nødvendigt, beslaglægge civile hospitaler af hensyn til syge og sårede
militærpersoners pleje, og da kun på betingelse af, at der i tide drages
omsorg for patienternes pleje og behandling såvel som for civilbefolkningens
behov for hospitaler.
Civile hospitalers udstyr og forråd kan ikke rekvisitioneres, så længe de
er nødvendige af hensyn til civilbefolkningen.
ARTIKEL 58
Besættelsesmagten skal tillade præster at yde medlemmer af deres
menigheder åndelig bistand.
Besættelsesmagten skal ligeledes modtage forsendelser bestående af bøger
og genstande, der er nødvendige til religiøse formål, og skal lette
fordelingen heraf i de besatte områder.
ARTIKEL 59
Såfremt hele befolkningen i et bestemt område, eller en del af denne, er
utilstrækkeligt forsynet, er besættelsesmagten forpligtet til at tillade
hjælpeaktioner til fordel for befolkningen samt til at lette sådanne aktioner
med alle til rådighed stående midler.
Sådanne aktioner, der kan iværksættes enten af stater eller af uvildige
humanitære organisationer såsom Den Internationale Røde Kors Komite skal
fortrinsvis omfatte forsendelser bestående af levnedsmidler, medicinalvarer
og beklædningsgenstande.
Alle kontraherende parter skal tillade fri passage af sådanne forsendelser
og stå inde for disses beskyttelse.
En magt, som bevilger fri passage af forsendelser, der er undervejs til et
territorium, der er besat af en fjendtlig part, har imidlertid ret til at
undersøge forsendelserne og til at fastsætte forskrifter med hensyn til deres
passage til bestemte tidspunkter og ad bestemte ruter, samt til gennem
beskyttelsesmagten at opnå rimelig vished for, at de pågældende forsendelser
vil blive anvendt til gavn for den nødstedte befolkning og ikke til fordel
for besættelsesmagten.
ARTIKEL 60
Hjælpeforsendelser fritager på ingen måde besættelsesmagten for nogen af
de den i henhold til artiklerne 55, 56 og 59 påhvilende forpligtelser. Den må
på ingen som helst måde anvende hjælpeforsendelserne til andet formål end
det, hvortil de er bestemt, undtagen i yderste nødstilfælde, når det sker til
fordel for befolkningen i det besatte område samt med beskyttelsesmagtens
samtykke.
ARTIKEL 61.
Fordelingen af de i de foregående artikler omhandlede hjælpeforsendelser
skal ske i samarbejde med og under tilsyn af beskyttelsesmagten. Denne opgave
kan også efter overenskomst mellem besættelsesmagten og beskyttelsesmagten
overdrages til en neutral magt, til Den Internationale Røde Kors Komite eller
enhver anden uvildig humanitær organisation.
I besatte områder er sådanne forsendelser fritaget for alle gebyrer,
skatter og toldafgifter, medmindre disse er nødvendige af hensyn til områdets
økonomi. Besættelsesmagten skal muliggøre en hurtig fordeling af sådanne
forsendelser.
Alle kontraherende parter skal såvidt muligt tillade vederlagsfri transit
og transport af sådanne hjælpeforsendelser, der er undervejs til besatte
områder.
ARTIKEL 62
Når tvingende sikkerhedshensyn ikke er til hinder herfor, skal beskyttede
personer i besatte områder have tilladelse til at modtage de individuelle
hjælpeforsendelser, der fremsendes til dem.
ARTIKEL 63
Når bortses fra forholdsregler af ren midlertidig og undtagelsesvis
karakter, der af tvingende sikkerhedsgrunde indføres af besættelsesmagten,
skal:
- a) anerkendte nationale Røde Kors- (Røde Halvmåne, Røde Løve og Sol)
selskaber kunne udøve deres virksomhed i overensstemmelse med Røde Kors
principper, således som disse er fastlagt af de internationale Røde Kors
konferencer. Andre hjælpeorganisationer skal have tilladelse til at fortsætte
deres humanitære virksomhed på lignende vilkår,
- b) besættelsesmagten ikke kunne kræve nogen ændring i disse selskabers
personel eller opbygning, som ville være til skade for den forannævnte
virksomhed.
De samme grundsætninger gælder virksomhed udøvet af og personel tilknyttet
særlige organisationer af ikke militær karakter, som er eller måtte blive
oprettet, og som har til formål at sikre civilbefolkningens levevilkår ved
opretholdelse af de vigtige offentlige værker, ved fordeling af hjælp og ved
tilrettelæggelse af redningsvirksomhed.
ARTIKEL 64
Det besatte områdes straffelove forbliver i kraft med den undtagelse, at
de kan ophæves eller suspenderes af besættelsesmagten i tilfælde, hvor de
udgør en trusel mod dennes sikkerhed eller er til hinder for anvendelsen af
nærværende konvention. Med forbehold af det sidstnævnte hensyn og af
nødvendigheden af at sikre en effektiv retshåndhævelse skal domstolene i det
besatte område fortsat behandle alle de af de nævnte love omfattede
forbrydelser.
Besættelsesmagten kan imidlertid underkaste befolkningen i det besatte
område bestemmelser, der er af afgørende betydning for besættelsesmagtens
evne til at opfylde de forpligtelser, der i henhold til nærværende konvention
påhviler den, og til at opretholde en ordnet administration i området såvel
som til at sikre besættelsesmagten, medlemmerne af besættelsesstyrkerne og -
administrationen og disses ejendele, samt de af dem benyttede anlæg og
forbindelseslinier.
ARTIKEL 65
De af besættelsesmagten indførte straffebestemmelser træder ikke i kraft,
før de er blevet offentliggjort og bragt til befolkningens kundskab på det
nationale sprog. Der må ikke gives sådanne straffebestemmelser
tilbagevirkende kraft.
ARTIKEL 66
Hvor der foreligger en overtrædelse af de af besættelsesmagten i medfør af
artikel 64, 2.stykke bekendtgjorte straffebestemmelser, kan besættelsesmagten
overgive den anklagede til sine behørigt nedsatte, upolitiske, militære
domstole på betingelse af, at disse domstole har sæde i det besatte land.
Appeldomstole skal fortrinsvis have sæde i det besatte land.
ARTIKEL 67
Domstolene må kun anvende lovbestemmelser, der var gældende forud for den
strafbare handling, og som er i overensstemmelse med almindelige
retsgrundsætninger, i særdeleshed med den grundsætning, at straffen skal stå
i forhold til den strafbare handling. Det skal tages i betragtning, at den
anklagede ikke er statsborger i besættelseslandet.
ARTIKEL 68
Beskyttede personer, der begår en strafbar handling, som alene har til
formål at skade besættelsesmagten, men som ikke udsætter medlemmer af
besættelsesstyrkerne eller -administrationen for angreb på liv eller lemmer
eller skaber en alvorlig kollektiv fare eller alvorligt beskadiger
besættelsesstyrkernes eller -administrationens ejendom eller indretninger,
der benyttes af disse, skal kunne interneres eller indsættes i almindeligt
fængsel, forudsat at varigheden af en sådan internering eller fængsling står
i rimeligt forhold til den begåede strafbare handling. Internering eller
fængsling er den eneste form for frihedsberøvelse, der kan bringes til
anvendelse over for beskyttede personer som følge af sådanne strafbare
handlinger. De i artikel 66 i nærværende konvention omhandlede domstole kan
efter frit skøn forvandle fængselsstraf til straf af internering i samme
tidsrum.
De af besættelsesmagten i overensstemmelse med artiklerne 64 og 65
bekendtgjorte straffebestemmelser kan kun foreskrive livsstraf for en
beskyttet person i tilfælde, hvor vedkommende findes skyldig i spionage,
alvorlige sabotagehandlinger mod besættelsesmagtens militære anlæg eller
forsætlige strafbare handlinger, der har forårsaget en eller flere personers
død, og kun under forudsætning af, at sådanne handlinger kunne medføre
livsstraf i henhold til den lovgivning, der før besættelsens indtræden var
gældende i det besatte område.
Der kan ikke afsiges dødsdom over en beskyttet person, medmindre rettens
opmærksomhed udtrykkeligt er blevet henledt på, at den beskyttede person ikke
er statsborger i besættelseslandet og derfor ikke er bundet af nogen
troskabspligt over for dette.
Der kan i intet tilfælde afsiges dødsdom over en beskyttet person, der var
under 18 år på det tidspunkt, da han begik den strafbare handling.
ARTIKEL 69
Det tidsrum, i hvilket en beskyttet person, der er under tiltale, har
hensiddet i varetægtsarrest, skal i alle tilfælde fradrages i den
fængselsstraf, han måtte blive idømt.
ARTIKEL 70
Beskyttede personer må ikke arresteres, tiltales eller dømmes af
besættelsesmagten for handlinger, der er begået, eller anskuelser, der er
udtalt før besættelsen eller under en midlertidig afbrydelse af denne, herfra
dog undtaget brud på krigens love og sædvaner.
Statsborgere tilhørende besættelsesmagten, som før fjendtlighedernes
udbrud har søgt tilflugt på den besatte stats område, må ikke arresteres,
tiltales, dømmes eller deporteres fra det besatte område, medmindre der
foreliggger strafbare handlinger, der er begået efter fjendtlighedernes
udbrud, eller handlinger, der er strafbare efter den almindelige lovgivning,
som er begået forinden fjendtlighedernes udbrud, og som efter den besatte
stats lovgivning ville have kunnet begrunde udlevering i fredstid.
ARTIKEL 71
Domme må kun afsiges af besættelsesmagtens kompetente domstole efter
behørig rettergang.
Personer, der sættes under tiltale af besættelsesmagten, skal omgående og
på et sprog, som de forstår, have skriftlig meddelelse om enkelthederne i de
anklager, der rejses mod dem, og skal hurtigst muligt stilles for en domstol.
Beskyttelsesmagten skal have meddelelse om enhver retsforfølgning, der af
besættelsesmagten indledes mod beskyttede personer, når anklagen kan medføre
livsstraf eller fængsel i 2 år eller derover; den skal når som helst kunne
indhente oplysninger om det stadium, på hvilket en sådan strafforfølgning
befinder sig. Beskyttelsesmagten er derhos berettiget til på begæring at
erholde nærmere oplysninger om strafforfølgningen og om alle andre
forholdsregler, der af besættelsesmagten træffes mod beskyttede personer.
Den i 2. stykke omhandlede meddelelse til beskyttelsesmagten skal afsendes
omgående og i alle tilfælde være beskyttelsesmagten i hænde 3 uger før
tidspunktet for det første retsmøde. Medmindre der ved domsforhandlingens
begyndelse forelægges beviser for, at nærværende artikels bestemmelser er
fuldtud overholdt, kan strafforfølgningen ikke fortsættes. Meddelelsen skal
omfatte følgende nærmere oplysninger:
- a) angivelse af tiltaltes identitet,
- b) angivelse af tiltaltes bopæl eller stedet, hvor vedkommende
tilbageholdes,
- c) angivelse af det eller de forhold, der påtales (med angivelse af de
straffebestemmelser, på hvilke tiltalen støtter sig),
- d) angivelse af den domstol, ved hvilken sagen forfølges,
- e) angivelse af tid og sted for første retsmøde.
ARTIKEL 72
Tiltalte personer har ret til at fremkomme med de for deres forsvar
nødvendige bevisligheder, herunder i særdeleshed til at føre vidner. De har
ret til bistand af en af dem selv valgt kvalificeret forsvarer, som frit skal
kunne besøge dem, og som skal nyde de lettelser, der er nødvendige til
forsvarets tilrettelæggelse.
Såfremt den tiltalte ikke vælger nogen forsvarer, kan en sådan beskikkes
ham af beskyttelsesmagten. Dersom tiltalen er af alvorlig karakter og
beskyttelsesmagten ikke udøver sin virksomhed, skal besættelsesmagten under
forbehold af tiltaltes samtykke tilvejebringe en forsvarer.
Tiltalte personer skal bistås af en tolk såvel under undersøgelsen som
under domsforhandlingen, medmindre de af fri vilje giver afkald på sådan
bistand. De skal til enhver tid have ret til at afvise tolken og til at
forlange, at han erstattes af en anden.
ARTIKEL 73
Domfældte har ret til at benytte sig af den adgang til appel, som er
hjemlet i den lovgivning, der anvendes af domstolen. Han skal have
fyldestgørende oplysninger om sin ret til appel og om den tidsfrist, indenfor
hvilken kan kan appellere.
De i nærværende afsnit fastsatte straffeprocessuelle regler skal i det
omfang, hvori det er muligt, finde anvendelse i appelsager. Såfremt de af
domstolen anvendte love ikke indeholder bestemmelser om appel, har domfældte
ret til at indgive benådningsansøgning til besættelsesmagtens kompetente
myndighed.
ARTIKEL 74
Repræsentanter for beskyttelsesmagten har ret til at overvære
domsforhandlingen under enhver sag mod en beskyttet person, medmindre
retsmødet undtagelsesvis foregår for lukkede døre af hensyn til
besættelsesmagtens sikkerhed, i hvilket tilfælde denne skal holde
beskyttelsesmagten underrettet. Meddelelse om tid og sted for
domsforhandlingen skal tilstilles beskyttelsesmagten.
Enhver dom, der medfører livsstraf eller fængsel i to år eller derover,
skal med angivelse af præmisserne hurtigst muligt meddeles
beskyttelsesmagten. Meddelelsen skal indeholde en henvisning til den
meddelelse, der er afgivet i henhold til artikel 71, og for fængselsstraffes
vedkommende tillige angivelse af det sted, hvor straffen skal afsones. Andre
domme end de ovenfor omhandlede skal indføres i rettens protokoller og skal
være tilgængelige for beskyttelsesmagtens repræsentanter. Ved domme, der
medfører livsstraf eller fængsel i to år eller derover, løber appelfristen
først fra det tidspunkt, på hvilket beskyttelsesmagten modtog meddelelse om
dommen.
ARTIKEL 75
Retten til at indgive benådningsansøgning må i intet tilfælde berøves
dødsdømte personer.
Ingen dødsdom må fuldbyrdes forinden udløbet af en periode på mindst 6
måneder fra det tidspunkt, da beskyttelsesmagten modtog meddelelse om den
dom, der endeligt stadfæstede en dødsdom, eller om afslag på en
benådningsansøgning.
Denne 6 måneders frist kan afkortes i enkelte tilfælde, hvor en alvorlig
nødstilstand medfører en organiseret trusel mod besættelsesmagtens eller
besættelsesstyrkernes sikkerhed; beskyttelsesmagten skal dog altid
underrettes om en sådan afkortelse og skal have lejlighed til indenfor en
rimelig frist at gøre forestillinger hos de kompetente besættelsesmyndigheder
angående sådanne dødsdomme.
ARTIKEL 76
Beskyttede personer, mod hvem der rejses tiltale for strafbare handlinger,
skal tilbageholdes i det besatte land og skal, hvis de dømmes, afsone deres
straf der. De skal om muligt holdes adskilt fra andre tilbageholdte personer;
de ernæringsmæssige og hygiejniske forhold skal være tilstrækkelige til at
opretholde en forsvarlig sundhedstilstand og skal som mindstemål svare til
forholdene i fængsler i det besatte land.
Der skal ydes dem lægehjælp i det omfang, i hvilket deres helbredstilstand
gør det påkrævet.
De har ligeledes ret til at modtage den åndelige bistand, hvorom de
fremsætter ønske.
Kvinder skal anbringes i særlige afdelinger og under direkte tilsyn af
kvinder.
Der skal tages tilbørligt hensyn til den særlige behandling, der er
passende for mindreårige.
Tilbageholdte beskyttede personer har ret til at modtage besøg af
delegerede fra beskyttelsesmagten og fra Den Internationale Røde Kors Komite
i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 143.
Sådanne personer har ret til at modtage mindst een gavepakke månedligt.
ARTIKEL 77
Beskyttede personer, der har været under tiltale eller er blevet dømt ved
domstolene i besatte områder, skal ved besættelsens afslutning overgives til
myndighederne i det befriede område tillige med sagens akter.
ARTIKEL 78
Såfremt besættelsesmagten af tvingende sikkerhedsgrunde anser det for
nødvendigt at træffe sikkerhedsforanstaltninger overfor beskyttede personer,
kan den ikke træffe videregående forholdsregler end anvisning af tvungent
opholdssted eller internering.
Afgørelser vedrørende sådan anvisning af tvungent opholdssted eller
internering skal træffes efter retningslinier, der af besættelsesmagten skal
fastsætttes i overensstemmelse med nærværende konventions bestemmelser.
Sådanne retningslinier skal indbefatte en ret til appel for de pågældende
personer. Der skal træffes afgørelse i appelsager indenfor det kortest mulige
tidsrum. Såfremt afgørelsen opretholdes, skal den med regelmæssige mellemrum,
om muligt, hver 6.måned, optages til fornyet behandling af et kompetent organ
nedsat af nævnte magt.
Beskyttede personer, der har fået anvist tvungent opholdssted, og som
således har måttet forlade deres hjem, skal i fuld udstrækning nyde fordel af
bestemmelserne i artikel 39 i nærværende konvention.
AFSNIT 4
Bestemmelser vedrørende interneredes
behandling.
KAPITEL I
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 79
De stridende parter må ikke internere beskyttede personer, medmindre dette
sker i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 41, 42, 43, 68 og 78.
ARTIKEL 80
Internerede bevarer ubeskåret rets-og handleevne og er beføjet til at
udøve sådanne i forbindelse hermed stående rettigheder, som er forenelige med
deres egenskab af internerede.
ARTIKEL 81
Stridende parter, der internerer beskyttede personer, er forpligtet til
vederlagsfrit at drage omsorg for disses underhold og ligeledes til at yde
dem den lægehjælp, som deres helbredstilstand gør påkrævet.
Der må ikke til afholdelse af disse omkostninger ske fradrag i
godtgørelse, lønninger eller tilgodehavender, som tilkommer de internerede.
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at drage omsorg for de personers
underhold, der er afhængige af de internerede, såfremt sådanne personer ikke
er i besiddelse af tilstrækkelige midler til at underholde sig selv eller er
ude af stand til at tjene til livets ophold.
ARTIKEL 82
Tilbageholdelsesmagten skal så vidt muligt anbringe de internerede efter
statsborgerforhold, sprog og kulturel baggrund. Internerede, der er
statsborgere i samme land, må ikke adskilles, blot fordi de taler forskellige
sprog.
Medlemmer af samme familie og i særdeleshed forældre og børn skal i hele
det tidsrum, i hvilket interneringen varer, anbringes sammen og på samme
interneringssted, medmindre en midlertidig adskillelse nødvendiggøres af
beskæftigelsesmæssige eller sundhedsmæssige grunde eller til gennemførelse af
bestemmelserne i nærværende afsnits kapitel IX. Internerede kan kræve at
deres børn, som fortsat er på fri fod, og således ikke undergivet forældrenes
omsorg, interneres sammen med dem.
Internerede medlemmer af samme familie skal så vidt muligt indkvarteres i
de samme lokaler, adskilt fra de andre internerede. Der skal ligeledes gives
den mulighed for et normalt familieliv.
KAPITEL II
Interneringssteder.
ARTIKEL 83
Tilbageholdelsesmagten må ikke indrette interneringssteder i områder, der
i særlig grad er udsat for krigsfarer.
Tilbageholdelsesmagten skal ved beskyttelsesmagternes mellemkomst meddele
de fjendtlige magter alle nyttige oplysninger vedrørende
interneringsstedernes geografiske beliggenhed.
Når som helst militære hensyn tillader det, skal interneringslejre
afmærkes med bogstaverne IC, der skal anbringes således, at de om dagen er
klart synlige fra luften. De interesserede magter kan dog træffe aftale om
enhver anden form for afmærkning. Kun interneringslejre må afmærkes som
sådanne.
ARTIKEL 84
Internerede skal med hensyn til anbringelse og administration holdes
adskilte fra krigsfanger og fra personer, der af en hvilken som helst anden
årsag underkastes frihedsberøvelse.
ARTIKEL 85
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at tage alle nødvendige og
gennemførlige forholdsregler med henblik på at sikre, at beskyttede personer
fra interneringens begyndelse anbringes i bygninger og kvarterer, der
opfylder alle hygiejniske og sundhedsmæssige krav og yder effektiv
beskyttelse mod strengt klima og krigens virkninger. Faste interneringssteder
må i intet tilfælde anbringes i usunde områder eller i egne, hvor klimaet er
skadeligt for de internerede. I alle tilfælde, hvor den egn, i hvilken en
beskyttet person midlertidigt er interneret, er beliggende i et område, der
er usundt, eller hvor klimaet er skadeligt for vedkommendes helbred, skal han
overføres til et bedre egnet interneringssted, såsnart forholdene tillader
det.
Rummene skal på fyldestgørende måde være beskyttet mod fugt samt være
tilstrækkeligt opvarmede og oplyste i særdeleshed i tidsrummet mellem mørkets
frembrud og lysenes slukning. Sovesalene skal være tilstrækkeligt rummelige
og vel ventilerede, og der skal under hensyntagen til klimaet og de
interneredes alder, køn og sundhedstilstand stilles passende sengetøj og et
tilstrækkeligt antal tæpper til deres rådighed.
De internerede skal dag og nat kunne benytte sig af sanitære indretninger,
der opfylder hygiejnens krav, og som til stadighed holdes rene. De skal
forsynes med tilstrækkelige mængder vand og sæbe til dagligt personligt
toilette og til vask af eget tøj; de installationer og hjælpemidler, der er
nødvendige med dette formål for øje, skal tilvejebringes. Der skal også være
adgang til bad, eventuelt brusebad. Der skal afsættes den nødvendige tid til
vask og rengøring.
Når som helst det som en rent undtagelsesvis og tidsbegrænset
foranstaltning er nødvendigt at anbringe internerede kvinder, som ikke er
medlemmer af en familieenhed, på et interneringssted, hvor mænd er
internerede, skal bestemmelsen om særskilte sovesale og særskilte sanitære
indretninger til brug for sådanne internerede kvinder ubetinget overholdes.
ARTIKEL 86
Tilbageholdelsesmagten skal stille lokaler, der er egnet til
afholdelse af gudstjeneste, til rådighed for internerede personer
uanset disses trosbekendelse.
ARTIKEL 87
Der skal indrettes kantiner på ethvert interneringssted, medmindre andre
passende indretninger forefindes. Formålet hermed skal være at gøre det
muligt for internerede til priser, der ikke overstiger de stedlige
markedspriser, at foretage indkøb af sådanne levnedsmidler og varer til
dagligt brug, som vil kunne forhøje deres personlige velbefindende og
velvære, herunder sæbe og tobak.
Overskud hidrørende fra sådanne kantiner skal godskrives et velfærdsfond,
der skal oprettes for hvert enkelt interneringssted og skal administreres til
fordel for de der internerede personer. Det i artikel 102 omhandlede
lejrudvalg er berettiget til at føre tilsyn med kantinens og det nævnte fonds
administration.
Når et interneringssted nedlægges, skal velfærdsfondets beholdning
overføres til velfærdsfondet ved et interneringssted for internerede af samme
nationalitet, eller såfremt et sådant ikke findes, til et centralt
velfærdsfond, der skal administreres til fordel for samtlige internerede, som
fortsat befinder sig i tilbageholdelsesmagtens varetægt. I tilfælde af
almindelig løsladelse beholder tilbageholdelsesmagten det nævnte overskud,
medmindre der foreligger modstående aftale mellem de interesserede magter.
ARTIKEL 88
På alle interneringssteder, der er udsat for luftangreb eller anden
krigsfare, skal der indrettes beskyttelsesrum i tilstrækkeligt antal og af en
konstruktion, der sikrer fornøden beskyttelse. Under alarmer skal det
tillades de internerede hurtigst muligt at søge tilflugt i sådanne
beskyttelsesrum. Dette gælder dog ikke internerede, der deltager i
beskyttelsen af deres kvarterer mod fornævnte farer. Enhver
beskyttelsesforanstaltning, der træffes til fordel for befolkningen, skal
også komme internerede til gode.
Der skal på interneringssteder tages alle behørige forholdsregler mod
brandfare.
KAPITEL III
Kost og beklædning.
ARTIKEL 89
Interneredes daglige levnedsmiddelrationer skal i henseende til størrelse,
kvalitet og sammensætning være tilstrækkelige til at opretholde en forsvarlig
helbredstilstand blandt de internerede og til at forhindre opståen af
mangelsygdomme. Det skal endvidere tages i betragtning, hvilken kost der er
sædvanlig for de internerede.
Internerede skal ligeledes sættes i stand til selv at tilberede sådanne
yderligere levnedsmidler, som de er i besiddelse af.
Der skal leveres tilstrækkeligt drikkevand til internerede. Tobaksrygning
er tilladt.
Internerede, der udfører arbejde, skal modtage ekstrarationer, der skal
stå i rimeligt forhold til arbejdets art.
Der skal tildeles vordende og diegivende mødre samt børn under 15 år
ekstra levnedsmidler efter deres legemlige behov.
ARTIKEL 90
Når internerede tages i forvaring, skal der gives dem alle lettelser med
henblik på deres adgang til at forsyne sig med nødvendig beklædning, fodtøj
og skifteundertøj og til senere om fornødent at skaffe sig yderligere
forsyninger. Såfremt internerede ikke er i besiddelse af beklædning, der er
tilstrækkelig under hensyn til klimaet, og er ude af stand til at fremskaffe
sådan beklædning, skal tilbageholdelsesmagten vederlagsfrit forsyne dem
dermed.
Beklædning, hvormed internerede forsynes af tilbageholdelsesmagten, og
ydre kendetegn, der anbringes på deres eget tøj, må ikke være nedværdigende
eller udsætte dem for latterliggørelse.
Der skal udleveres arbejdere passende arbejdstøj, herunder overtrækstøj,
hvor arten af deres arbejde nødvendiggør dette.
KAPITEL IV
Hygiejne og lægetilsyn.
ARTIKEL 91
På ethvert interneringssted skal forefindes en passende udstyret
sygeafdeling, ledet af en kvalificeret læge, hvor internerede kan erholde
fornøden behandling og passende diæt. Lukkede afdelinger skal forbeholdes
patienter, der lider af smitsomme sygdomme eller af mentale forstyrrelser.
Barselspatienter samt internerede, der lider af alvorlige sygdomme, eller
hvis tilstand kræver særlig kur, kirurgiske indgreb eller
hospitalsbehandling, skal have adgang til optagelse i enhver institution,
hvor den fornødne behandling kan ydes, og der skal gives dem en pleje, der
ikke er ringere end den, som ydes befolkningen i almindelighed.
Behandlingen af internerede skal fortrinsvis udøves af læger af deres egen
nationalitet.
Internerede må ikke hindres i at fremstille sig for lægemyndighederne til
undersøgelse. Tilbageholdelsesmagtens lægemyndigheder skal på begæring
udstede en officiel attest til enhver interneret, der har været underkastet
behandling, med angivelse af arten af vedkommendes sygdom eller tilskadekomst
samt varigheden og arten af den behandling, der er ydet. Genpart af denne
attest skal fremsendes til det i artikel 140 omhandlede centralkontor.
Behandlingen, heri indbefattet forsyning med alle genstande, som er
nødvendige til opretholdelse af en tilfredsstillende helbredstilstand blandt
internerede, særlig proteser, herunder kunstige tænder, samt briller, skal
ydes de internerede vederlagsfrit.
ARTIKEL 92
Lægetilsyn med internerede skal finde sted mindst een gang om måneden.
Formålet hermed skal i særdeleshed være at overvåge den almindelige
helbredstilstand, forplejning og renlighed blandt internerede samt at
konstatere forekommende smitsomme sygdomme, navnlig tuberkulose, malaria og
kønssygdomme. Sådant tilsyn skal i særdeleshed omfatte kontrol med hver
enkelt internerets vægt samt mindst 1 røntgenundersøgelse om året.
KAPITEL V
Religiøs, intellektuel og legemlig
beskæftigelse.
ARTIKEL 93
Internerede er berettiget til i fuld frihed at udøve deres religion,
herunder til at deltage i gudstjenester i overensstemmelse med deres tro, på
betingelse af, at de overholder de af tilbageholdelsesmyndighederne fastsatte
rutinemæssige disciplinærbestemmelser.
Der skal gives internerede præster tilladelse til frit at bistå personer
tilhørende deres trossamfund. Med dette formål for øje skal
tilbageholdelsesmagten sikre en ligelig fordeling af sådanne præster mellem
de interneringssteder, hvor der findes internerede, som taler samme sprog og
tilhører samme trosbekendelse. Såfremt der er for få sådanne præster, er
tilbageholdelsesmagten forpligtet til at træffe de fornødne foranstaltninger
til lettelse af deres rejser mellem forskellige interneringssteder, heri
indbefattet tilvejebringelse af befordringsmidler, og der skal gives sådanne
præster tilladelse til at besøge internerede, der er indlagt på hospitaler.
Præster skal frit kunne brevveksle med tilbageholdelseslandets kirkelige
myndigheder om anliggender vedrørende deres gerning samt såvidt muligt med
internationale religiøse organisationer, tilhørende deres trosbekendelse.
Brevveksling af denne art kan ikke anses som udgørende en del af det i
artikel 107 omhandlede antal breve. Den omfattes dog af bestemmelserne i
artikel 112.
Såfremt internerede ikke har adgang til bistand fra præster tilhørende
deres egen trosbekendelse, eller såfremt der er for få sådanne præster, kan
de stedlige kirkelige myndigheder tilhørende samme trosbekendelse i
forståelse med tilbageholdelsesmagten udpege en præst tilhørende de
interneredes trosbekendelse eller, dersom det er foreneligt med vedkommende
trosbekendelse, en præst tilhørende en lignende trosbekendelse eller en egnet
lægmand. Der skal ydes sidstnævnte de lettelser, der tilstås den kirkelige
funktion, han har overtaget. Således udpegede personer er forpligtet til at
overholde alle bestemmelser, der i disciplinens og sikkerhedens interesse
fastsættes af tilbageholdelsesmagten.
ARTIKEL 94
Tilbageholdelsesmagten skal opmuntre de interneredes beskæftigelse med
åndelige og uddannelsesmæssige interesser, fritidssysler, sport og spil, idet
den dog skal stille de internerede frit med hensyn til deltagelse heri. Den
skal tage alle praktiske forholdsregler til sikring af sådan beskæftigelse, i
særdeleshed ved at stille passende lokaler til rådighed.
Der skal gives internerede alle lettelser angående fortsættelse eller
påbegyndelse af studier. Undervisning af børn og unge skal sikres. Der skal
gives dem tilladelse til at søge skole såvel inden-som udenfor
interneringsstedet.
Internerede skal have lejlighed til at deltage i legemsøvelser, sport og
spil i det fri. Med dette formål skal der på alle interneringssteder stilles
åbne pladser til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Særlige legepladser skal
forbeholdes børn og unge.
ARTIKEL 95
Tilbageholdelsesmagten må ikke beskæftige internerede som arbejdere,
medmindre disse selv ønsker det. Beskæftigelse, som ville indebære en
overtrædelse af nærværende konventions artikler 40 og 51, såfremt den under
tvang blev pålagt en ikke-interneret beskyttet person, samt beskæftigelse ved
arbejde af nedværdigende eller ydmygende karakter forbydes i alle tilfælde.
Efter en arbejdsperiode af 6 uger har internerede når som helst ret til
med 8 dages varsel at nedlægge arbejdet.
Disse bestemmelser er ikke til hinder for, at tilbageholdelsesmagten
beskæftiger internerede læger, tandlæger og andet sanitetspersonel ved
arbejde indenfor deres fag til fordel for deres med-internerede, at der
beskæftiges internerede ved administrations-og vedligeholdelsesarbejde på
interneringssteder eller anvises dem arbejde i køkkener eller ved andet
husligt arbejde, eller at der pålægges dem hverv i forbindelse med
interneredes beskyttelse mod luftangreb eller andre krigsfarer. Det kan dog
ikke pålægges nogen interneret at udføre arbejde, hvortil vedkommende efter
et lægeskøn er legemligt uegnet.
Tilbageholdelsesmagten har det fulde ansvar for arbejdsvilkår, lægetilsyn,
udbetaling af løn og tilsikring af, at der ydes alle beskæftigede internerede
erstatning for ulykker under arbejdet og for erhvervssygdomme. De for
ovennævnte arbejdsvilkår og erstatninger fastsatte bestemmelser skal stemme
overens med de nationale love og regulativer og med gældende praksis. De må i
intet tilfælde være ringere end de, der finder anvendelse på ensartet arbejde
på samme egn. Arbejdslønnen bliver at fastsætte på retfærdigt grundlag efter
særlige overenskomster mellem de internerede, tilbageholdelsesmagten og -i
givet fald- andre arbejdsgivere end tilbageholdelsesmagten, idet der tages
tilbørligt hensyn til den tilbageholdelsesmagten påhvilende pligt til at
sørge for vederlagsfrit underhold af internerede samt for lægetilsyn i det
omfang, hvori deres helbredstilstand gør det påkrævet. Internerede, der er
fast beskæftiget ved det i nærværende artikels 3.stykke omhandlede arbejde,
skal modtage en rimelig løn af tilbageholdelsesmagten. For så vidt angår
således beskæftigede internerede må arbejdsvilkårene og omfanget af
erstatning for ulykker under arbejdet og for erhvervssygdomme ikke være
ringere end ved ensartet arbejde på samme egn.
ARTIKEL 96
Alle arbejdsenheder skal vedblive at udgøre en del af og være tilknyttet
et interneringssted. Tilbageholdelsesmagtens kompetente myndigheder og
interneringsstedets chef er ansvarlig for, at nærværende konventions
bestemmelser overholdes indenfor sådanne arbejdsenheder. Chefen skal føre en
liste, der til enhver tid skal være a jour, over de ham underlagte
arbejdsenheder, og skal fremlægge listen for beskyttelsesmagtens delegerede,
Den Internationale Røde Kors Komite eller andre humanitære organisationer,
der besøger interneringsstederne.
KAPITEL VI
Personlig ejendom og pengemidler.
ARTIKEL 97
Der skal gives internerede tilladelse til at beholde genstande til
personligt brug. Pengebeløb, checks, værdipapirer og så videre samt
værdigenstande, der befinder sig i deres besiddelse, må ikke fratages dem,
medmindre det sker i overensstemmelse med forud fastsatte regler. Der skal i
så tilfælde udleveres dem specificeret kvittering.
Beløbene skal godskrives den for hver enkelt interneret oprettede konto,
der omhandles i artikel 98. De må ikke konverteres til nogen anden møntsort,
medmindre gældende lovgivning i det område, hvor ejeren er interneret, kræver
dette, eller den internerede meddeler sit samtykke hertil.
Genstande, der har overvejende personlig eller affektionsværdi, må ikke
fratages de internerede.
En interneret kvinde må kun visiteres af en kvinde.
Ved frigivelse eller hjemsendelse skal alle genstande, pengebeløb eller
andre værdigenstande, der er frataget internerede under internering,
udleveres disse, ligesom enhver kreditsaldo, der indestår på de i henhold til
artikel 98 oprettede konti, skal udbetales dem i kontante beløb, herfra dog
undtaget alle genstande og ethvert beløb, der i henhold til
tilbageholdelsesmagtens lovgivning forbliver hos denne. Hvis en internerets
ejendele på denne måde tilbageholdes skal der udleveres ejeren en
specificeret kvittering.
Slægts- eller identitetspapirer, der befinder sig i interneredes
besiddelse, må kun fratages disse mod kvittering. Internerede må ikke på
noget tidspunkt være uden identitetspapirer. Hvis de ikke er i besiddelse
heraf, skal der af tilbageholdelsesmyndighederne udfærdiges særlige
dokumenter, der skal tjene som identitetspapirer for de pågældende indtil
interneringens ophør.
Internerede er berettiget til at beholde en vis sum penge på sig i form af
kontanter eller indkøbskuponer, hvormed de kan foretage indkøb.
ARTIKEL 98
Der skal regelmæssigt udbetales alle internerede et beløb, der er
tilstrækkeligt til at sætte dem i stand til at indkøbe varer og genstande
såsom tobak, toiletartikler og så videre. Sådanne beløb kan ydes i form af
kredit eller indkøbskuponer.
Der kan endvidere udbetales internerede beløb af den magt, i hvilken de er
statsborgere, af beskyttelsesmagterne, af de organisationer, der bistår dem,
eller af deres familie, såvel som af indtægten af deres formue i
overensstemmelse med tilbageholdelsesmagtens lovgivning. Den godtgørelse, der
ydes af den magt, i hvilken de er statsborgere, skal være den samme for alle
grupper af internerede (svagelige personer, syge, svangre kvinder, og så
videre), men må ikke fastsættes af denne magt eller fordeles af
tilbageholdelsesmagten på grundlag af en forskelsbehandling af internerede af
den i nærværende konventions artikel 27 forbudte art.
Tilbageholdelsesmagten skal åbne en fast konto for hver interneret. På
denne konto skal indsættes de i nærværende artikel omhandlede beløb,
indtjente lønninger og modtagne pengeforsendelser samt sådanne inddragne
pengebeløb, over hvilke der kan rådes i henhold til gældende lov i det
område, hvor vedkommende er interneret. Der skal ydes internerede alle
lettelser med henblik på deres adgang til at overføre penge til deres familie
eller andre af dem afhængige personer i det omfang, hvor dette er foreneligt
med lovgivningen i det pågældende område. Indenfor de af
tilbageholdelsesmagten foreskrevne rammer kan de på deres konti trække de
beløb, der er påkrævet til afholdelse af deres personlige udgifter. Der skal
til enhver tid gives dem rimelige lettelser med henblik på deres adgang til
at efterse deres konto og erholde udskrift heraf. En opgørelse over kontoen
skal på begæring stilles til rådighed for beskyttelsesmagten og skal ved den
interneredes flytning følge denne.
KAPITEL VII
Administration og disciplin.
ARTIKEL 99
Ethvert interneringssted skal ledes af en ansvarlig officer eller
tjenestemand tilhørende tilbageholdelsesmagtens regulære militære styrker
eller civile administration. Den officer eller tjenestemand, der leder
interneringsstedet, skal være i besiddelse af et eksemplar af nærværende
konvention på landets officielle sprog eller et af dets officielle sprog, og
han er ansvarlig for dens overholdelse. Det personale, der fører kontrol med
de internerede, skal vejledes med hensyn til nærværende konventions
bestemmelser samt de administrative forholdsregler, der er indført med
henblik på at sikre dens anvendelse.
Nærværende konventions ordlyd, samt ordlyden af særlige overenskomster,
afsluttet i henhold hertil, skal på et sprog, der forstås af de internerede,
opslås indenfor interneringsstedet eller være i lejrudvalgets besiddelse.
Forskrifter, påbud, meddelelser og bekendtgørelser af enhver art skal
meddeles de internerede og opslås indenfor interneringsstedet på et sprog,
som de forstår.
Enhver ordre og ethvert påbud rettet til internerede enkeltvis skal
ligeledes afgives i et sprog, som de forstår.
ARTIKEL 100
Det for interneringssteder gældende disciplinære system skal stemme
overens med humanitære grundsætninger og må under ingen omstændigheder
indeholde forskrifter, som pålægger internerede nogen form for legemlig
anstrengelse, der udsætter deres helbred for fare, eller forskrifter
tilsigtende legemlig eller åndelig krænkelse. Identificering ved hjælp af
tatovering eller stempling af tegn eller mærker på legemet forbydes.
I særdeleshed forbydes det at holde internerede i langvarig stående
stilling, ligesom langvarige navneopråb, straffeeksercits, militær eksercits
og militære øvelser samt nedsættelse af levnedsmiddelrationer forbydes.
ARTIKEL 101
Internerede har ret til at forebringe ethvert andragende angående de
interneringsvilkår, de er underkastet, for de myndigheder, i hvis magt de
befinder sig.
De har ligeledes ret til i ubegrænset omfang enten gennem lejrudvalget
eller, såfremt de anser det for nødvendigt, direkte at henvende sig til
beskyttelsesmagtens repræsentanter for overfor disse at fremføre alle
klagemål i forbindelse med interneringsforholdene.
Sådanne andragender og klagemål skal straks videregives uændret, og selvom
klagerne findes ubeføjede, må de ikke give anledning til afstraffelse.
Periodiske redegørelser angående forholdene på interneringsstederne og de
interneredes behov kan af lejrudvalgene fremsendes til beskyttelsesmagternes
repræsentanter.
ARTIKEL 102
På alle interneringssteder skal de internerede frit og ved hemmelig
afstemning hver 6. måned vælge et udvalg, der er bemyndiget til at
repræsentere dem overfor tilbageholdelses-og beskyttelsesmagterne, Den
Internationale Røde Kors Komite og enhver anden organisation, der bistår dem.
Udvalgets medlemmer kan genvælges.
De således valgte internerede overtager deres opgaver, når deres valg er
godkendt af tilbageholdelsesmyndighederne. Begrundelsen for enhver afsættelse
eller nægtelse af godkendelse af udvalgsmedlemmer skal meddeles de
interesserede beskyttelsesmagter.
ARTIKEL 103
Lejrudvalgene skal fremme de interneredes legemlige, åndelige og
intellektuelle velbefindende.
Såfremt de internerede indbyrdes træffer særlig beslutning om oprettelse
af en gensidig bistandsordning, falder en sådan ordning ind under udvalgenes
kompetence ud over de særlige opgaver, der er dem betroet i henhold til andre
bestemmelser i nærværende konvention.
ARTIKEL 104
Det må ikke pålægges medlemmer af lejrudvalget at udføre andet arbejde,
dersom løsningen af deres opgaver derved vanskeliggøres.
Medlemmer af lejrudvalg kan udpege de medhjælpere, de behøver blandt de
internerede. Der skal ydes dem alle materielle lempelser, i særdeleshed en
sådan bevægelsesfrihed, som er nødvendig for løsningen af deres opgaver
(besøg hos arbejdsenheder, modtagelse af forsyninger og så videre).
Der skal ligeledes tilstås medlemmer af lejrudvalg alle lettelser med
henblik på post-og telegrafforbindelser med tilbageholdelsesmyndighederne,
beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite og disses
delegerede samt med organisationer, der yder internerede bistand.
Udvalgsmedlemmer, der befinder sig i arbejdsenheder, skal nyde lignende
lettelser med henblik på forbindelsen med lejrudvalget på deres
hovedinterneringssted. Udvekslingen af sådanne meddelelser må ikke begrænses
og kan ikke betragtes som udgørende en del af det i artikel 107 omhandlede
antal breve.
Der skal gives medlemmer af lejrudvalg, der flyttes, et rimeligt tidsrum
til at sætte deres efterfølgere ind i de løbende sager.
KAPITEL VIII
Forbindelser med omverdenen.
ARTIKEL 105
Tilbageholdelsesmagterne er forpligtet til umiddelbart efter internering
af beskyttede personer at underrette den magt, i hvilken disse er
statsborgere, samt disses beskyttelsesmagt om de forholdsregler, der er taget
til gennemførelse af bestemmelserne i nærværende kapitel.
Tilbageholdelsesmagterne skal ligeledes underrette de interesserede parter om
alle senere ændringer i sådanne foranstaltninger.
ARTIKEL 106
Der skal åbnes mulighed for, at enhver interneret umiddelbart efter
stedfunden internering og ikke senere end en uge efter sin ankomst til et
interneringssted, og ligeledes i tilfælde af sygdom eller overførelse til et
andet interneringssted eller et hospital direkte kan sende såvel sin familie
som det i artikel 140 omhandlede centralkontor et interneringskort, der om
muligt skal svare til det nærværende konvention vedføjede udkast, og hvori
han kan underrette sine slægtninge om sin tilbageholdelse, adresse og
helbredstilstand. De nævnte kort skal fremsendes hurtigst muligt og må ikke
på nogen måde forsinkes.
ARTIKEL 107
Der skal gives internerede tilladelse til at afsende og modtage breve og
brevkort; såfremt tilbageholdelsesmagten skønner det nødvendigt at begrænse
det antal breve og brevkort, der må afsendes af hver interneret, må antallet
ikke sættes lavere end 2 breve og 4 brevkort om måneden. Disse skal
udfærdiges således, at de så nøje som muligt svarer til de udkast, der er
vedføjet nærværende konvention. Såfremt det viser sig nødvendigt at
indskrænke korrespondancen til internerede, kan dette kun påbydes af den
magt, under hvilken vedkommende interneret hører, eventuelt efter begæring af
tilbageholdelsesmagten. Sådanne breve og brevkort skal befordres i et
rimeligt tempo; de må ikke forsinkes eller tilbageholdes af disciplinære
grunde.
Internerede, der gennem lang tid ikke har hørt fra deres slægtninge eller
ikke har mulighed for ad de normale veje at afsende eller modtage meddelelser
fra disse, samt internerede, der befinder sig i betydelig afstand fra deres
hjem, skal kunne afsende telegrammer mod betaling i den til deres rådighed
stående valuta. De skal ligeledes nyde godt af denne bestemmelse i tilfælde,
der anerkendes som presserende.
Interneredes korrespondance skal normalt være skrevet på deres eget sprog.
De stridende parter kan tillade brevveksling på andre sprog.
ARTIKEL 108
Der skal meddeles internerede tilladelse til pr. post eller på enhver
anden måde at modtage individuelle eller kollektive forsendelser, i
særdeleshed forsendelser indeholdende levnedsmidler, klæder, medicinalvarer
samt bøger og genstande, som dækker deres behov i henseende til
religionsudøvelse, studier eller fritidsbeskæftigelse. Sådanne forsendelser
fritager på ingen måde tilbageholdelsesmagten for de forpligtelser, der
påhviler den i medfør af nærværende konvention.
Såfremt militære hensyn gør det nødvendigt at indskrænke mængden af
sådanne forsendelser, skal behørig meddelelse herom tilstilles
beskyttelsesmagten, Den Internationale Røde Kors Komite eller enhver anden
organisation, der yder de internerede bistand og er ansvarlig for
fremsendelsen af sådanne forsendelser.
Betingelserne for fremsendelse af individuelle pakker og kollektive
forsendelser skal om fornødent gøres til genstand for særlige overenskomster
mellem de interesserede magter, som i intet tilfælde må forsinke interneredes
modtagelse af hjælpeforsendelser. Pakker med beklædning og levnedsmidler må
ikke indeholde bøger. Hjælpeforsyninger bestående af medicinalvarer skal som
regel fremsendes i kollektive pakker.
ARTIKEL 109
I mangel af særlige overenskomster mellem de stridende parter angående
betingelserne for modtagelse og fordeling af kollektive hjælpeforsendelser
skal det nærværende konvention vedføjede reglement vedrørende kollektiv hjælp
bringes til anvendelse.
De ovenfor omhandlede særlige overenskomster må i intet tilfælde medføre
indskrænkninger i lejrudvalgets ret til at overtage kollektive
hjælpeforsendelser bestemt for internerede eller deres ret til at fordele
disse og til at råde over dem i modtagernes interesse.
Sådanne overenskomster må ej heller indskrænke den ret, der tilkommer
repræsentanter for beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite
eller enhver anden organisation, der yder internerede bistand, og som er
ansvarlig for fremsendelsen af kollektive forsendelser, til at overvåge
disses fordeling blandt modtagerne.
ARTIKEL 110
Alle hjælpeforsendelser bestemt for internerede er fritaget for import-,
told-og andre afgifter.
Alle postforsendelser, herunder gavepakker sendt som postpakker og
pengeforsendelser, som tilstilles de internerede fra andre lande eller
afsendes af dem med posten, være sig direkte eller gennem de i artikel 136
omhandlede oplysningskontorer eller det i artikel 140 omhandlede
centraloplysningskontor, er fritaget for alle postafgifter, såvel i
oprindelses-og bestemmelseslandet som i gennemgangslandene. I dette øjemed
skal i særdeleshed den afgiftsfrihed, der er hjemlet ved
verdenspostkonventionen af 1947 og verdenspostunionens ordninger til fordel
for civile personer af fjendtlig nationalitet, der tilbageholdes i lejre
eller civile fængsler, udstrækkes til at omfatte de øvrige internerede
personer, der beskyttes af nærværende konvention. De lande, som ikke har
tiltrådt ovennævnte ordninger, er under samme omstændigheder forpligtet til
at indrømme afgiftsfrihed.
Omkostninger ved befordring af hjælpeforsendelser, der er bestemt for
internerede, og som på grund af deres vægt eller af nogen anden grund ikke
kan sendes gennem postvæsenet, skal i alle de områder, der er under
tilbageholdelsesmagtens kontrol, afholdes af denne. Andre magter, som har
tiltrådt nærværende konvention, skal afholde transportomkostningerne indenfor
deres respektive områder.
Omkostninger i forbindelse med befordring af sådanne forsendelser, der
ikke dækkes af de ovenstående bestemmelser, skal afholdes af afsenderne.
De Høje Kontraherende Parter skal bestræbe sig for så vidt muligt at
nedsætte taksterne for telegrammer, der afsendes af eller til de internerede.
ARTIKEL 111
Såfremt krigsoperationer forhindrer de interesserede magter i at opfylde
deres forpligtelse med hensyn til sikring af de i artiklerne 106, 107, 108 og
113 omhandlede post-og hjælpeforsendelsers befordring, kan de interesserede
beskyttelsesmagter, Den Internationale Røde Kors Komite eller en hvilken som
helst anden af de stridende parter behørigt anerkendt organisation påtage sig
sikringen af en hensigtsmæssig befordring af sådanne forsendelser (jernbane,
motorkøretøj, skib eller flyvemaskine og så videre). Med dette formål for øje
skal De Høje Kontraherende Parter bestræbe sig for at skaffe dem sådanne
befordringsmidler og tillade disses benyttelse, navnlig ved i fornødent
omfang at give frit lejde.
Sådanne befordringsmidler kan også benyttes til befordring af:
- a) brevveksling, lister og beretninger, der udveksles mellem det i
artikel 140 omhandlede centraloplysningskontor og de i artikel 136 omhandlede
nationale kontorer;
- b) brevveksling og beretninger vedrørende internerede, som af
beskyttelsesmagterne, Den Internationale Røde Kors Komite eller en hvilken
som helst anden organisation, der bistår de internerede, udveksles enten med
disses egne delegerede eller med de stridende parter.
Disse bestemmelser begrænser på ingen måde en stridende parts ret til hvis
den foretrækker det, at tilvejebringe andre befordringsmidler eller til at
tilstå sådanne befordringsmidler frit lejde efter gensidig aftale.
Udgifter foranlediget ved brug af sådanne befordringsmidler skal afholdes
af den af de stridende parter, hvis statsborgere drager fordel deraf, i
forhold til forsendelsernes vigtighed.
ARTIKEL 112
Censurering af breve bestemt for eller afsendt af de internerede skal
foretages hurtigst muligt.
Undersøgelsen af forsendelser bestemt for internerede må ikke foregå under
sådanne forhold, at de deri indeholdte varer udsættes for forringelse. Den
skal foretages enten i adressatens eller en af ham behørigt udpeget
medinternerets nærværelse. Udlevering af individuelle eller kollektive
forsendelser til internerede må ikke forsinkes under påskud af
censurvanskeligheder.
Ethvert forbud mod brevveksling, udstedt af de stridende parter af
militære eller politiske grunde, må kun være midlertidigt og skal være så
kortvarigt som muligt.
ARTIKEL 113
Tilbageholdelsesmagterne skal på enhver rimelig måde lette videregivelse
af testamenter, fuldmagter, bemyndigelseserklæringer eller andre dokumenter,
bestemt for eller afsendt af de internerede, være sig gennem
beskyttelsesmagten eller gennem det i artikel 140 omhandlede centralkontor
eller på anden måde.
Tilbageholdelsesmagterne skal i alle tilfælde lette de internerede
udfærdigelsen og den behørige legalisering af sådanne dokumenter i
særdeleshed ved at give dem tilladelse til at rådføre sig med en sagfører.
ARTIKEL 114
For så vidt det ikke er uforeneligt med betingelserne for interneringen
eller med den i betragtning kommende lov, skal tilbageholdelsesmagten yde de
internerede alle lettelser med henblik på at sætte dem i stand til at bestyre
deres formue. Med dette formål for øje kan denne magt meddele dem tilladelse
til at forlade interneringsstedet i påtrængende tilfælde, såfremt forholdene
tillader det.
ARTIKEL 115
I alle tilfælde, hvor en interneret er part i en retssag, skal
tilbageholdelsesmagten, uanset ved hvilken domstol sagen verserer, efter hans
begæring foranledige, at retten erholder underretning om hans
tilbageholdelse; den skal fremdeles i den udstrækning, loven tillader det,
sikre, at alle nødvendige skridt tages til at hindre, at hans internering på
nogen måde kommer ham til skade ved forberedelsen og behandlingen af hans sag
eller ved fuldbyrdelsen af en af retten afsagt dom.
ARTIKEL 116
Der skal gives enhver interneret tilladelse til regelmæssigt og så hyppigt
som muligt at modtage besøg, navnlig af nære slægtninge.
I påtrængende tilfælde, særligt ved dødsfald eller alvorlige sygdomme i
familien, skal det såvidt muligt tillades de internerede at aflægge besøg i
deres hjem.
KAPITEL IX
Straffe og disciplinærsanktioner.
ARTIKEL 117
Den indenfor det territorium, hvor de internerede befinder sig, gældende
lovgivning finder fortsat anvendelse på internerede, der forbryder sig under
interneringen, jævnfør dog nærværende konventions bestemmelser.
Såfremt love, anordninger eller bekendtgørelser erklærer visse handlinger
for strafbare, når de begås af internerede, medens de samme handlinger ikke
er strafbare, når de begås af personer, der ikke er internerede, kan sådanne
handlinger kun medføre disciplinærstraffe.
Ingen interneret kan straffes mere end een gang for samme handling eller
på grundlag af samme anklage.
ARTIKEL 118
Domstolene eller myndighederne bør ved domfældelsen i videst mulig
udstrækning tage i betragtning, at tiltalte ikke er statsborger i
tilbageholdelsesstaten. De skal frit kunne nedsætte den straf, der er
foreskrevet for den overtrædelse, for hvilken den internerede er tiltalt, og
er derfor ikke forpligtet til at overholde den foreskrevne minimumsstraf.
Indespærring i rum uden dagslys og i det hele enhver form for grusomhed er
uden undtagelse forbudt.
Internerede, der har afsonet disciplinære straffe eller straffe fastsat
ved dom, må ikke behandles anderledes end de øvrige internerede.
Såfremt en interneret disciplinært eller ved dom ifalder frihedsstraf,
skal det tidsrum, i hvilket han har været underkastet varetægtsarrest,
fradrages i straffen.
Lejrudvalg skal holdes underrettet om alle retsskridt, der indledes mod
internerede, som de repræsenterer samt om resultatet af sådanne retsskridt.
ARTIKEL 119
Følgende disciplinære straffe kan bringes i anvendelse overfor
internerede:
- 1) bøder, som ikke må overstige 50% af den løn, som den internerede i
henhold til bestemmelserne i artikel 95 ville have modtaget for et tidsrum af
ikke over 30 dage,
- 2) bortfald af begunstigelser som er indrømmet udover den i nærværende
konvention foreskrevne behandling,
- 3) pligtarbejde højst 2 timer om dagen, når arbejdet står i forbindelse
med vedligeholdelsen af interneringsstedet,
- 4) indespærring.
Disciplinære straffe må i intet tilfælde være umenneskelige, brutale eller
farlige for de interneredes helbred. Der skal tages hensyn til den
interneredes alder, køn og helbredstilstand.
Den enkelte strafs længde må i intet tilfælde overstige et maksimum af 30
på hinanden følgende dage, selvom den internerede på det tidspunkt, da hans
sag kommer til behandling, har gjort sig skyldig i flere
disciplinærforseelser, og uanset om der er forbindelse mellem disse eller ej.
ARTIKEL 120
Internerede, som pågribes efter at være flygtet eller under flugtforsøg,
skal selv i gentagelsestilfælde kun være hjemfaldet til disciplinærstraffe
herfor.
Uanset reglen i artikel 118, stykke 3, kan internerede, som er straffet på
grund af flugt eller forsøg på flugt, underkastes særligt opsyn. Det er dog
en forudsætning herfor, at dette opsyn ikke påvirker deres helbredstilstand,
at det udøves på et interneringssted, samt at det ikke medfører, at nogen af
de garantier, der er indrømmet ved nærværende konvention, bortfalder.
Internerede, som medvirker ved flugt eller forsøg på flugt, kan kun
indrømmes disciplinærstraffe herfor.
ARTIKEL 121
Flugt eller forsøg på flugt skal selv i gentagelsestilfælde ikke betragtes
som en skærpende omstændighed, ifald der rejses tiltale mod en interneret for
overtrædelser begået under flugten.
De stridende parter skal sikre, at de kompetente myndigheder udviser
lemfældighed ved afgørelsen af, hvorvidt en af en interneret begået
overtrædelse skal straffes disciplinært eller efter straffelovgivningen.
Dette gælder navnlig handlinger som foretages i forbindelse med flugt eller
forsøg på flugt.
ARTIKEL 122
Handlinger, der udgør brud på disciplinen, skal øjeblikkelig undersøges.
Dette gælder i særdeleshed flugt eller forsøg på flugt. Internerede, der
atter pågribes, skal hurtigst muligt overgives til de kompetente myndigheder.
Varetægtsarrest i forbindelse med disciplinære forseelser skal for alle
internerede nedsættes til et absolut minimum og må ikke overstige 14 dage;
dens varighed skal i alle tilfælde fradrages i enhver frihedsstraf.
Reglerne i artiklerne 124 og 125 finder anvendelse på internerede, som
hensidder i varetægtsarrest på grund af disciplinærforseelser.
ARTIKEL 123
Med forbehold af domstoles og højere myndigheders kompetence må
disciplinærstraf kun idømmes af interneringsstedets kommandant eller af en
ansvarlig officer eller embedsmand, der træder i stedet for ham, eller til
hvem han har delegeret sin disciplinære myndighed.
Forinden idømmelse af disciplinærstraf skal der meddeles den tiltalte
internerede udtømmende oplysninger vedrørende de forhold, for hvilke han er
tiltalt, samt gives ham lejlighed til at redegøre for sin adfærd og forsvare
sig. Det skal i særdeleshed tillades ham at indkalde vidner samt om
nødvendigt at benytte sig af en egnet tolks bistand. Afgørelsen skal
kundgøres i overværelse af tiltalte og et medlem af lejrudvalget.
Der må ikke forløbe mere end een måned mellem afgørelsen vedrørende
disciplinærstraffen og straffens fuldbyrdelse.
Når en interneret påny ifalder disciplinærstraf, skal der, såfremt
straffetiden i noget af tilfældene andrager 10 dage eller mere, hengå mindst
tre dage mellem iværksættelsen af to af straffene.
Interneringsstedets kommandant skal føre en protokol over
disciplinærstraffe, som skal være tilgængelig for beskyttelsesmagtens
repræsentanter.
ARTIKEL 124
Internerede må i intet tilfælde overføres til straffeanstalter (fængsler,
forbedringshuse, tugthuse og så videre) for der at afsone en
disciplinærstraf.
De rum, i hvilke disciplinærstraffe afsones, skal opfylde hygiejnens krav;
de skal i særdeleshed forsynes med tilstrækkeligt sengetøj. Internerede, der
afsoner straf, skal sættes i stand til at holde sig rene.
Internerede kvinder, der afsoner en disciplinærstraf, skal anbringes
adskilt fra internerede mænd, og skal stå under umiddelbart opsyn af kvinder.
ARTIKEL 125
Der skal gives internerede, som afsoner disciplinærstraf, lejlighed til at
tage motion samt til at opholde sig i fri luft mindst to timer daglig.
Såfremt de udtaler ønske derom, skal der gives dem lejlighed til at
fremstille sig ved de daglige lægebesøg. Der skal ydes dem den behandling,
deres helbredstilstand kræver, og de skal om nødvendigt overføres til
interneringsstedets sygeafdeling eller til et hospital.
Der skal meddeles dem tilladelse til at læse og skrive og ligeledes til at
sende og modtage breve. Derimod kan pakker og pengeforsendelser
tilbageholdes, indtil straffen er udstået; sådanne forsendelser skal i det
mellemliggende tidsrum betros lejrudvalget, der skal overgive sygeafdelingen
de fordærvelige varer, som indeholdes i pakkerne.
De ved nærværende konventions artikel 107 og 143 hjemlede fordele må ikke
berøves nogen interneret, der ifalder disciplinærstraf.
ARTIKEL 126
Bestemmelserne i artiklerne 71 til 76 inklusive finder analogt anvendelse
på retsforfølgning imod internerede, der opholder sig på
tilbageholdelsesmagtens eget territorium.
KAPITEL X
Overførelse af internerede.
ARTIKEL 127
Overførelse af internerede skal altid gennemføres hensynsfuldt. Den skal
som almindelig regel ske med tog eller andre transportmidler og under
betingelser, der i det mindste svarer til de, under hvilke
tilbageholdelsesmagtens tropper skifter opholdssted. Hvis det som en
ekstraordinær foranstaltning er nødvendigt, at en sådan overførelse foregår
til fods, bør den ikke finde sted, medmindre de interneredes sundhedstilstand
tillader det, og den må i intet tilfælde udsætte dem for overdreven
anstrengelse.
Tilbageholdelsesmagten skal under overførelsen forsyne de internerede med
drikkevand og kost, der med hensyn til mængde, kvalitet og afveksling er
tilstrækkelig til at opretholde en forsvarlig helbredstilstand blandt disse,
samt endvidere med de nødvendige beklædningsgenstande, fyldestgørende
beskyttelse mod vejrliget og det nødvendige lægetilsyn.
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at tage alle rimelige forholdsregler
med henblik på at sikre de interneredes sikkerhed under overførelsen og til
forinden afrejsen at oprette en fuldstændig fortegnelse over samtlige
internerede, der overføres.
Internerede, der er syge, sårede eller svagelige samt barselspatienter må
ikke overføres, såfremt rejsen kan udsætte deres helbred for alvorlig fare,
medmindre hensynet til deres sikkerhed gør overførelsen bydende nødvendig.
Såfremt kampzonen nærmer sig interneringsstedet, må de internerede på det
pågældende sted ikke overføres, medmindre overførelsen kan ske under
iagttagelse af fyldestgørende sikkerhedsforanstaltninger, eller det vil
udsætte dem for større fare at forblive på stedet end at overføres.
Tilbageholdelsesmagten skal, når den træffer beslutning om overførelse af
internerede, tage hensyn til disses interesser og må i særdeleshed intet
foretage sig, som kan forøge vanskelighederne ved de interneredes
hjemsendelse til deres hjemland eller deres hjem.
ARTIKEL 128
Ved overførelse af internerede skal der gives disse officiel underretning
om afrejsen og om deres nye postadresse. Sådan meddelelse skal gives så
betids, at de forinden kan pakke deres bagage og underrette deres pårørende.
Der skal gives dem tilladelse til at medbringe deres personlige ejendele
samt de breve og pakker, der er bestemt for dem. Såfremt transportforholdene
gør det nødvendigt, kan vægten af sådan bagage begrænses, dog i intet
tilfælde til mindre end 25 kilo for hver interneret.
Breve og pakker, der er adresseret til deres tidligere interneringssted,
skal eftersendes uden forsinkelse.
Interneringsstedets kommandant er forpligtet til i forståelse med
lejrudvalget at tage alle fornødne skridt til sikring af transporten af såvel
de ejendele, der tilhører de internerede i fællesskab, som den bagage, de
internerede er ude af stand til at medbringe som følge af de begrænsninger,
der måtte være pålagt i henhold til stykke 2.
KAPITEL XI
Dødsfald.
ARTIKEL 129
De ansvarlige myndigheder er forpligtet til at modtage de interneredes
testamenter til opbevaring; i tilfælde af en internerets død skal hans
testamente ufortøvet overgives til en person, som han tidligere har udpeget.
En internerets død skal attesteres af en læge, og der skal udfærdiges en
dødsattest, indeholdende oplysning om dødsårsagen samt om de omstændigheder,
hvorunder dødsfaldet fandt sted.
Der skal udfærdiges en officiel og behørigt indregistreret dødsattest i
overensstemmelse med de regler, der gælder herom på det territorium, hvor
interneringsstedet er beliggende, og en behørigt bekræftet genpart af
dødsattesten skal ufortøvet tilstilles såvel beskyttelsesmagten som det i
artikel 140 omhandlede centralkontor.
ARTIKEL 130
Tilbageholdelsesmyndighederne skal sikre, at internerede, der afgår ved
døden under interneringen, begraves sømmeligt, at begravelsen om muligt
finder sted efter det ritual, der følges indenfor den trosbekendelse, de
tilhørte, samt at deres grave respekteres, vedligeholdes ordentligt og
afmærkes således, at de altid kan stedfæstes.
Døde internerede skal begraves i enkeltgrave, medmindre uafvendelige
omstændigheder påbyder anvendelsen af fællesgrave. Lig må kun brændes af
afgørende hygiejniske grunde, på grund af afdødes religion eller i
overensstemmelse med hans derom udtalte ønske. I tilfælde af ligbrænding skal
ligbrændingen samt begrundelsen for denne fremgå af dødsattesten. Asken skal
omhyggeligt opbevares af tilbageholdelsesmyndighederne og skal snarest muligt
overgives til de pårørende, såfremt disse anmoder herom.
Såsnart forholdene tillader det og ikke senere end ved fjendtlighedernes
afslutning, skal tilbageholdelsesmagten gennem det i artikel 136 omhandlede
oplysningskontor fremsende lister over de afdøde interneredes grave til de
magter, som de afdøde internerede tilhørte. Sådanne lister skal indeholde
alle nærmere oplysninger, der er nødvendige til identificering af de afdøde
internerede såvelsom til påvisning af deres graves nøjagtige beliggenhed.
ARTIKEL 131
Ethvert dødsfald eller enhver alvorlig tilskadekomst blandt de
internerede, der er forvoldt eller må formodes at være forvoldt af en
vagtpost, en anden interneret eller en hvilken som helst anden person, såvel
som ethvert dødsfald, hvis årsag er ubekendt, skal øjeblikkeligt efterfølges
af en af tilbageholdelsesmagten foranstaltet officiel undersøgelse.
Meddelelse herom skal øjeblikkelig sendes beskyttelsesmagten. Alle
vidneudsagn skal nedskrives, og en redegørelse indeholdende sådanne
vidneudsagn skal udarbejdes og tilstilles beskyttelsesmagten.
Såfremt undersøgelsen peger på en eller flere personer som de skyldige,
skal tilbageholdelsesmagten tage alle nødvendige skridt til sikring af
retsforfølgning af den eller de ansvarlige personer.
KAPITEL XII
Frigivelse, hjemsendelse og anbringelse i
neutrale lande.
ARTIKEL 132
Enhver interneret person skal frigives af tilbageholdelsesmagten, såsnart
de grunde, der nødvendiggjorde hans internering, ikke længere gør sig
gældende.
De stridende parter skal endvidere bestræbe sig for under stridighederne
at afslutte overenskomster om, at visse grupper af internerede, først og
fremmest børn, svangre kvinder og mødre med spædbørn og små børn, samt
sårede, syge og internerede, der har været tilbageholdt i lang tid, frigives,
hjemsendes, vender tilbage til deres bopæl eller anbringes i et neutralt
land.
ARTIKEL 133
Interneringen skal ophøre snarest muligt efter fjendtlighedernes
afslutning.
Internerede, der befinder sig på en af de stridende parters territorium,
og mod hvem der verserer en straffesag vedrørende forseelser, der kan medføre
anden straf end disciplinærstraf, kan tilbageholdes, indtil forfølgningen er
afsluttet, eller, såfremt omstændighederne kræver det, indtil straffen er
udstået. Det samme gælder internerede, der tidligere er idømt frihedsstraf.
Efter overenskomst mellem tilbageholdelsesmagten og de interesserede
magter kan der, efter at fjendtlighederne er afsluttet eller territoriets
besættelse ophørt, nedsættes udvalg med henblik på at eftersøge forsvundne
internerede.
ARTIKEL 134
De Høje Kontraherende Parter skal bestræbe sig for ved fjendtlighedernes
afslutning eller besættelsens ophør at sikre alle interneredes tilbagevenden
til deres sidste bopæl eller lette deres hjemsendelse.
ARTIKEL 135
Tilbageholdelsesmagten er forpligtet til at afholde udgifterne ved
frigivne interneredes tilbagevenden til de steder, hvor de boede, da de blev
interneret eller, såfremt den tog dem i forvaring, medens de var på
gennemrejse eller befandt sig på det åbne hav, omkostningerne i forbindelse
med fuldførelsen af rejsen eller tilbagerejsen.
Dersom en tilbageholdelsesmagt nægter at meddele en frigivet interneret,
der tidligere har haft fast bopæl på dens territorium, opholdstilladelse, er
den forpligtet til at betale omkostningerne i forbindelse med en sådan
internerets hjemsendelse. Såfremt den internerede på eget ansvar eller efter
ordre fra regeringen i det land, hvori han er statsborger, vælger at vende
tilbage til dette land, er tilbageholdelsesmagten dog ikke pligtig at betale
udgifterne ved hans rejse længere end til det sted, hvor han forlader dens
territorium. Tilbageholdelsesmagten er ikke pligtig at betale
hjemsendelsesudgifter for en interneret, der er blevet interneret efter eget
ønske.
Dersom internerede overføres i overensstemmelse med artikel 45, skal den
overførende og den modtagende magt træffe aftale om den indbyrdes fordeling
af ovennævnte omkostninger.
Foranstående bestemmelser er ikke til hinder for afsluttelsen af
overenskomster mellem de stridende parter vedrørende udveksling og
hjemsendelse af sådanne af deres statsborgere, der befinder sig i fjendens
hænder.
AFSNIT 5
Oplysningskontorer og
centraloplysningskontor.
ARTIKEL 136
Ved en strids udbrud og i alle tilfælde af besættelse er enhver af de
stridende parter forpligtet til at oprette et officielt oplysningskontor, der
har til opgave at modtage og formidle oplysninger vedrørende de beskyttede
personer, der befinder sig i dens magt.
Enhver af de stridende parter skal hurtigst muligt tilstille sit kontor
meddelelse om enhver forholdsregel, som den har taget overfor en hvilken som
helst beskyttet person, som holdes i forvaring i mere end to uger, som får
anvist tvungent opholdssted eller som interneres. Endvidere skal den pålægge
sine kompetente administrationsgrene omgående at underrette ovennævnte
oplysningskontor om alle ændringer i disse beskyttede personers forhold,
såsom overførelser, frigivelser, hjemsendelser, flugt, hospitalsindlæggelser,
fødsler og dødsfald.
ARTIKEL 137
Ethvert nationalt kontor skal straks på hurtigste måde ved
beskyttelsesmagternes mellemkomst og ligeledes gennem det i artikel 140
omhandlede centralkontor fremsende underretning vedrørende beskyttede
personer til de stater, hvori disse personer er statsborgere eller på hvis
territorium de havde bopæl. Oplysningskontorerne skal ligeledes besvare alle
forespørgsler, der modtages vedrørende beskyttede personer.
Oplysningskontorer skal videregive oplysninger vedrørende en beskyttet
person, medmindre sådan videregivelse kan komme vedkommende person eller hans
eller hendes slægtninge til skade. Selv i så tilfælde bør oplysningerne ikke
forholdes centralkontoret, som efter at være blevet underrettet om forholdene
har at tage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger som angivet i artikel
140.
Alle skriftlige meddelelser, der afgives af et oplysningskontor, skal
bekræftes ved en underskrift eller et stempel.
ARTIKEL 138
De oplysninger, som det nationale kontor modtager og videregiver, skal
være af en sådan art, at de muliggør nøjagtig identificering af den
beskyttede person og hurtig underretning af hans pårørende. Oplysningerne
vedrørende hver enkelt person skal mindst omfatte angivelse af efternavn,
fornavne, fødested og fødselsdato, statsborgerforhold, sidste opholdssted og
særlige kendetegn, faderens fornavn og moderens pigenavn, dato og sted for
samt arten af de forholdsregler, der er taget med hensyn til den enkelte
person og handlingens art, den adresse under hvilken korrespondance kan
stiles til ham, tillige med navn og adresse på den person, som skal
underrettes.
Der skal ligeledes regelmæssigt og så vidt muligt hver uge gives oplysning
om alvorligt syge eller hårdtsårede interneredes tilstand.
ARTIKEL 139
Det påhviler ydermere ethvert nationalt oplysningskontor at indsamle alle
personlige værdigenstande, som efterlades af de i artikel 136 omtalte
beskyttede personer, i særdeleshed sådanne personer, der er hjemsendt,
frigivet, flygtet eller afgået ved døden; kontoret skal fremsende de nævnte
værdigenstande til rette vedkommende direkte eller om fornødent gennem
centralkontoret. Sådanne genstande skal af kontoret sendes i forseglede
pakker ledsaget af erklæringer indeholdende klar og fuldstændig angivelse af
den persons identitet, hvem genstanden tilhørte, samt af en fuldstændig
fortegnelse over pakkens indhold. Der skal føres detaillerede fortegnelser
over modtagelse og afsendelse af alle sådanne værdigenstande.
ARTIKEL 140
Der skal i et neutralt land oprettes et centralt oplysningskontor for
beskyttede personer, i særdeleshed internerede. Den Internationale Røde Kors
Komite skal, hvis den anser det for nødvendigt, stille de interesserede
magter forslag om organiseringen af et sådant kontor, som kan være det samme
som det i artikel 123 i Genevekonventionen af 12.august 1949 om behandling af
krigsfanger omhandlede.
Kontorets opgave er at indsamle alle oplysninger af den i artikel 136
nævnte art, som måtte kunne indhentes af officiel eller privat vej, samt
hurtigst muligt at videregive dem til de pågældende personers hjemland eller
opholdsland, undtagen i tilfælde, hvor sådan videregivelse kan komme de
personer, oplysningerne vedrører, eller deres slægtninge til skade. De
stridende parter skal give kontoret alle rimelige lettelser med henblik på
fremsendelse af sådanne oplysninger.
De Høje Kontraherende Parter og i særdeleshed de parter, hvis statsborgere
drager fordel af centralkontorets virksomhed, opfordres til at yde kontoret
den fornødne finansielle hjælp.
Foranstående bestemmelser kan på ingen måde fortolkes som indskrænkende
Den Internationale Røde Kors Komites eller de i artikel 142 omtalte
hjælpeorganisationers humanitære virksomhed.
ARTIKEL 141
De nationale oplysningskontorer og det centrale oplysningskontor nyder
portofrihed med hensyn til al post såvel som den i artikel 110 omhandlede
afgifts- og gebyrfritagelse; endvidere skal der så vidt muligt ved
telegrafering ydes dem takstfritagelse eller i det mindste meget nedsatte
takster.
IV DEL
Konventionens gennemførelse.
AFSNIT I
Almindelige bestemmelser.
ARTIKEL 142
Med forbehold af de forholdsregler, som tilbageholdelsesmagterne måtte
anse for nødvendige til værn for deres sikkerhed eller til opfyldelse af
andre rimelige krav skal de yde repræsentanter (og disses behørigt udnævnte
agenter) for religiøse sammenslutninger, hjælpeselskaber eller hvilke som
helst andre organisationer, der bistår beskyttede personer, alle lettelser
med henblik på deres adgang til at besøge de beskyttede personer, til at
uddele hjælpeforsyninger og al slags materiale af belærende, underholdende
eller religiøs art, samt til at bistå ved disses sysselsættelse i fritiden
indenfor interneringsstederne. Sådanne selskaber eller organisationer kan
oprettes indenfor tilbageholdelsesmagtens territorium eller eventuelt i et
andet land, eller de kan være af international karakter.
Tilbageholdelsesmagten kan begrænse antallet af selskaber og
organisationer, hvis delegerede har tilladelse til at udføre deres virksomhed
på dens territorium og under dens overopsyn, på betingelse af at en sådan
begrænsning ikke hindrer, at der ydes alle beskyttede personer effektiv og
tilstrækkelig hjælp.
Den Internationale Røde Kors Komites særlige stilling på dette område skal
til enhver tid anerkendes og respekteres.
ARTIKEL 143
Der skal meddeles beskyttelsesmagternes repræsentanter eller delegerede
tilladelse til at færdes overalt, hvor der opholder sig beskyttede personer,
særlig på internerings-, tilbageholdelses- og arbejdssteder.
Der skal gives dem adgang til alle rum, som benyttes af beskyttede
personer, og de skal kunne tale med dem uden vidner direkte eller ved tolk.
Sådanne besøg må ikke forbydes, medmindre tvingende militære hensyn kræver
det, og da kun som en ekstraordinær og midlertidig foranstaltning. Besøgenes
varighed og hyppighed må ikke indskrænkes.
Det skal stå sådanne repræsentanter og delegerede frit for at vælge,
hvilke steder de ønsker at besøge. Tilbageholdelses- eller besættelsesmagten,
beskyttelsesmagten og i givet fald den magt, hvis statsborgere besøget
gælder, kan træffe aftale om adgang for landsmænd af de internerede til at
deltage i besøgene.
Den Internationale Røde Kors Komites delegerede nyder ligeledes ovennævnte
forrettigheder. Udnævnelse af sådanne delegerede skal godkendes af den magt,
som har herredømmet over de områder, hvor de skal udføre deres hverv.
ARTIKEL 144
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til i krig som i fred i videst
muligt omfang at udbrede kendskabet til nærværende konventions tekst i deres
respektive lande og i særdeleshed til at optage studiet af den i deres
militære og såvidt muligt i deres civile undervisningsprogram, således at
konventionens grundsætninger kan komme til hele befolkningens kundskab.
Alle civile, militære, politi- eller andre myndigheder, som i krigstid
varetager opgaver med hensyn til beskyttede personer, skal være i besiddelse
af konventionens tekst og have modtaget særlig undervisning i dens
bestemmelser.
ARTIKEL 145
De Høje Kontraherende Parter skal gennem det schweiziske forbundsråd og
under fjendtligheder gennem beskyttelsesmagterne tilstille hinanden den
officielle oversættelse af nærværende konvention såvel som love og
bestemmelser, som de måtte gennemføre med henblik på konventionens
anvendelse.
ARTIKEL 146
De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til at gennemføre alle love,
der er nødvendige til skabelse af effektive straffesanktioner overfor
personer, som begår eller beordrer iværksættelsen af nogen af de i den
følgende artikel beskrevne grove overtrædelser af nærværende konvention.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter har pligt til at eftersøge
personer, der er under tiltale for at have begået eller for at have beordret
iværksættelsen af sådanne grove overtrædelser, og skal uden hensyn til
sådanne personers statsborgerforhold stille dem for sine egne domstole. Den
kan også i overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning beslutte at
overgive sådanne personer til en anden interesseret kontraherende part til
retsforfølgning, under forudsætning af at denne part har tilvejebragt et
tiltrækkeligt bevismateriale.
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal tage de nødvendige
forholdsregler til bekæmpelse af alle handlinger, der uden at falde ind under
de i den følgende artikel definerede grove overtrædelser strider mod
nærværende konventions bestemmelser.
Under alle forhold skal de tiltalte drage fordel af betryggende garantier
med hensyn til domstolsbehandling og forsvar. Disse garantier må ikke være
mindre gunstige end de, der er fastsat i artikel 105 og følgende artikler i
Genevekontionen af 12.august 1949 om behandling af krigsfanger.
ARTIKEL 147
Ved grove overtrædelser, jævnfør artikel 146, forstås overtrædelser, der
omfatter en af følgende handlinger, såfremt denne begås overfor personer
eller ejendom, der beskyttes af konventionen: forsætligt drab, tortur eller
umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg, forsætlig påførelse af
betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, ulovlig
deportation eller overførelse eller ulovlig indespærring af en beskyttet
person, tvangsindrullering af en beskyttet person i en fjendtlig magts
styrker, det forhold forsætligt at berøve en beskyttet person den ved
nærværende konvention foreskrevne ret til betryggende og behørig
domstolsbehandling, udtagelse af gidsler samt omfattende ødelæggelse og
tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af den militære nødvendighed,
og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde.
ARTIKEL 148
Ingen af De Høje Kontraherende Parter kan frigøre sig selv eller en anden
kontraherende part for ansvar, som den selv eller en anden konstraherende
part har pådraget sig med hensyn til de i den foregående artikel omhandlede
overtrædelser.
ARTIKEL 149
På begæring af en af de stridende parter skal der iværksættes en
undersøgelse i en form, der fastsættes af de interesserede parter vedrørende
enhver påstået krænkelse af konventionen.
Hvis der ikke er opnået enighed om fremgangsmåden ved undersøgelsen, bør
parterne træffe aftale om valg af en voldgiftsmand, som skal bestemme,
hvilken fremgangsmåde der skal følges.
Når en krænkelse er fastslået, skal de stridende parter bringe den til
ophør og snarest muligt bekæmpe den.
AFSNIT 2.
Afsluttende bestemmelser.
ARTIKEL 150
Nærværende konvention er affattet på engelsk og fransk. De to tekster har
samme gyldighed.
Det schweiziske forbundsråd skal drage omsorg for udarbejdelsen af
officielle oversættelser af konventionen til russisk og spansk.
ARTIKEL 151
Nærværende konvention, som bærer denne dags dato, står indtil den
12.februar 1950 åben for undertegnelse af de magter, der har været
repræsenteret ved den konference, som åbnedes i Geneve den 21.april 1949.
ARTIKEL 152
Nærværende konvention skal ratificeres snarest muligt, og
ratifikationsdokumenterne skal deponeres i Bern.
Om deponeringen af hvert enkelt ratifikationsdokument skal der optages en
protokol, hvoraf en bekræftet kopi ved det schweiziske forbundsråds
foranstaltning skal tilstilles alle de magter, der har underskrevet
konventionen, eller som har meddelt, at de tiltræder den.
ARTIKEL 153
Nærværende konvention træder i kraft seks måneder efter deponeringen af
mindst to ratifikationsdokumenter.
ARTIKEL 154
Derefter træder den i kraft for hver enkelt af De Høje Kontraherende
Parter seks måneder efter deponeringen af ratifikationsdokumentet.
I forholdet mellem de magter, der har tiltrådt Haagkonventionerne
vedrørende landkrigens love og sædvaner være sig af 29. juli 1899 eller 18.
oktober 1907, og som har tiltrådt nærværende konvention, supplerer
sidstnævnte konvention afsnit II og III i de til de ovennævnte
Haagkonventioner knyttede regulativer.
ARTIKEL 155
Fra nærværende konventions ikrafttrædelsesdato at regne skal enhver magt,
der ikke allerede har undertegnet den, kunne tiltræde den.
ARTIKEL 156
Tiltrædelser skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd og
gælder fra seks måneder efter den dato, på hvilken meddelelsen modtages.
Det sehweiziske forbundsråd skal underrette alle de magter, som har
underskrevet konventionen, eller om hvis tiltrædelse der er givet meddelelse,
om tiltrædelser.
ARTIKEL 157
Hvor en af de i artiklerne 2 og 3 omhandlede situationer foreligger,
træder ratifikationer, der er deponeret, og tiltrædelser, hvorom der er givet
meddelelse af de stridende parter før eller efter fjendtlighedernes eller
besættelsens begyndelse, øjeblikkelig i kraft. Det schweiziske forbundsråd
skal på hurtigste måde sende meddelelse om alle ratifikationsdokumenter eller
tiltrædelseserklæringer, der modtages fra en stridende part.
ARTIKEL 158
Enhver af De Høje Kontraherende Parter skal frit kunne opsige nærværende
konvention.
Opsigelsen skal skriftligt meddeles det schweiziske forbundsråd, der skal
videresende meddelelsen til alle De Høje Kontraherende Parters regeringer.
Opsigelsen træder i kraft et år efter, at meddelelse herom er afgivet til
det schweiziske forbundsråd. En opsigelse, hvorom meddelelse er afgivet på et
tidspunkt, da den opsigende magt var indblandet i en strid, træder imidlertid
først i kraft, når der er sluttet fred, og når virksomheden i forbindelse med
løsladelse og hjemsendelse af de i nærværende konvention beskyttede personer
er tilendebragt.
Opsigelsen gælder kun for den opsigende magts vedkommende. Den svækker på
ingen måde de forpligtelser, som de stridende parter fortsat skal underkaste
sig i kraft af de folkeretlige grundsætninger, således som disse fremgår af
de mellem civiliserede nationer gældende sædvaner, af menneskelighedens love
og af den offentlige morals bydende krav.
ARTIKEL 159
Det schweiziske forbundsråd skal lade nærværende konvention indregistrere
i De Forenede Nationers sekretariat. Det schweiziske forbundsråd skal
ligeledes underrette De Forenede Nationers sekretariat om alle modtagne
ratifikationer, tiltrædelser og opsigelser vedrørende nærværende konvention.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der har deponeret deres
respektive fuldmagter, underskrevet nærværende konvention.
Udfærdiget i Geneve den 12.august 1949 på engelsk og fransk. Originalen
skal deponeres i det schweiziske forbundsarkiv. Det schweiziske forbundsråd
skal tilstille enhver af signatarstaterne og de stater, som har tiltrådt
konventionen, en bekræftet kopi af denne.
For AFGHANISTAN M. Osman AMIRI
For DEN ALBANSKE J. MALO
FOLKEREPUBLIK
Artikel 11: Den Albanske Folkerepublik kan ikke anerkende en anmodning fra
en tilbageholdelsmagt til en humanitær organisation eller til en neutral stat
om at træde i en beskyttelsesmagts sted, som værende i orden, medmindre det
land, i hvilket de beskyttede personer er statsborgere, har givet sit
samtykke.
Artikel 45: Den Albanske Folkerepublik er af den opfattelse, at ansvaret i
tilfælde af tilbageholdelsesmagtens overførelse af beskyttede personer til en
anden magt med hensyn til anvendelsen af konventionens bestemmelser på
sådanne beskyttede personer fortsat påhviler tilbageholdelsesmagten.
For ARGENTINA Guillermo A. SPERONI
Argentina har altid indtaget en ledende stilling mellem mange andre
nationer i de spørgsmål, der har ligget til grund for vore diskussioner. Jeg
undertegner derfor de fire konventioner i min regerings navn og under
forbehold af ratifikation, med det forbehold, at artikel 3, fælles for alle
fire konventioner, skal være den eneste artikel, der med udelukkelse af alle
andre skal kunne anvendes i tilfælde af væbnede konflikter, som ikke har en
international karakter. Jeg underskriver ligeledes konventionen om
beskyttelse af civilpersoner under forbehold med hensyn til artikel 68.
For AUSTRALIEN Norman R. MIGHELL
Med forbehold af ratifikation.
For ØSTRIG Dr. Rud. BLUEHDORN
For BELGIEN Maurice BOURQUIN
For DEN BIELORUSSlSKE I. KUTEINIKOV
SOCIALlSTISKE
SOVJETREPUBLlK
De samme forbehold som den Albanske Folkerepublik.
For BOLIVIA G. MEDEIROS
For BRASILIEN Joao PINTO DA SILVA
Gen. Floriano DE LIMA BRAYNER
Ved undertegnelsen af konventionen om beskyttelse af civile personer i
krigstid ønsker Brasilien at tage to udtrykkelige forbehold, nemlig med
hensyn til artikel 44, fordi den er egnet til at kunne hemme
tilbageholdelsesmagtens handlefrihed, og med hensyn til artikel 46, fordi det
i artiklens 2.stykke omhandlede emne falder udenfor konventionens område,
hvis afgørende og særlige formål er beskyttelsen af personer og ikke deres
ejendom.
For DEN BULGARSKE K. B. SVETLOV FOLKEREPUBLIK De samme forbehold som den
Albanske Folkerepublik.
For CANADA Max H. WERSHOF
Canada forbeholder sig retten til at idømme dødsstraf i henhold til
bestemmelserne i artikel 68, stykke 2, uden hensyn til om de der omhandlede
forbrydelser kan straffes med døden ifølge det besatte territoriums
lovgivning ved besættelsens begyndelse.
For CHILE F. CISTERNAS ORTIZ
For KINA WU Nan-Ju
For COLOMBIA Rafael ROCHA SCHLOSS
For CUBA J. DE LA LUZ LEON
For DANMARK Georg COHN
Paul IPSEN
BAGGE
For ÆGYPTEN A. K. SAFWAT
For ECUADOR Alex. GASTELU
For SPANIEN Luis CALDERON
For AMERIKAS John Carter VINCENT
FORENEDE STATER
Amerikas Forenede Staters regering giver sin fulde støtte til de formål,
der fremgår af Genevekonventionen om beskyttelse af civile personer i
krigstid.
Jeg er af min regering instrueret om at undertegne denne konvention med
følgende forbehold med hensyn til artikel 68:
Amerikas Forenede Stater forbeholder sig retten til at idømme dødsstraf i
henhold til bestemmelserne i artikel 68, stykke 2, uden hensyn til om de der
omhandlede forbrydelser kan straffes med døden ifølge det besatte
territoriums lovgivning ved besættelsens begyndelse.
For ABESSINIEN Gachaou ZELLEKE
For FINLAND Reinhold SVENTO
For FRANKRIG JACQUINOT
G. CAHEN-SALVADOR
For GRÆKENLAND M. PESMAZOGLOU
For GUATEMALA A. DUPONT-WILLEMIN
For DEN UNGARSKE Anna KARA
FOLKEREPUBLIK
1. Ifølge Den Ungarske Folkerepubliks regerings
opfattelse kan bestemmelserne i artikel 10 i konventionen om sårede og syge,
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 11 i
konventionen om civile personer vedrørende udskiftning af beskyttelsesmagten
kun bringes til anvendelse, såfremt regeringen i den stat, hvis statsborgere
de beskyttede personer er, ikke længere eksisterer.
2. Den Ungarske Folkerepubliks regering kan ikke
godkende bestemmelserne i artikel 11 i konventionen om sårede og syge, i
maritimkonventionen og konventionen om krigsfanger og i artikel 12 i
konventionen om civile personer, ifølge hvilke beskyttelsesmagtens kompetence
udstrækker sig til fortolkningen af konventionerne.
3. Endelig fastholder Den Ungarske Folkerepubliks
regering den af den udtrykte opfattelse med hensyn til artikel 45 i
konventionen om civile personer, nemlig at i tilfælde af overførelsen af
beskyttede personer fra en magt til en anden, bør ansvaret for konventionens
anvendelse påhvile begge disse magter.
For INDIEN D. B. DESAI
For IRAN A. H. MEYKADEH
For REPUBLIKKEN Sean MACBRIDE
IRLAND
For ISRAEL M. KAHANY
Med det forbehold, at Israel, samtidig med at respektere ukrænkeligheden
af de kendemærker og emblemer, der er hjemlede i artikel 38 i
Genevekonventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges
vilkår i de væbnede styrker i felten, vil benytte det røde David-skjold som
det emblem og kendemærke, der er hjemlet i nærværende konvention.
For ITALIEN Giacinto AURITI
Ettore BAISTROCCHI
For LIBANON MIKAOUI
For LIECHTENSTEIN Comte F. WILCZEK
For LUXEMBOURG J. STURM
For MEXICO W. R. CASTRO
Pedro DE ALBA
For FYRSTENDØMMET M. LOZE
MONACO
For NICARAGUA LIFSCHITZ
ad referendum
For NORGE Rolf ANDERSEN
For NEW ZEALAND G. R. LAKING
1. New Zealand forbeholder sig retten til at idømme
dødsstraf i henhold til bestemmelserne i artikel 68, stykke 2, uden hensyn
til om de der omhandlede forbrydelser kan straffes med døden ifølge det
besatte territoriums lovgivning ved besættelsens begyndelse.
2. Eftersom De Forenede Nationers plenarforsamling,
der har bifaldet de principper, der er fastlagt ved Pagten og
Nürnberg-domstolens afgørelse, har pålagt kommissionen for
mellemfolkelig ret at medtage disse principper i en almindelig kodifikation
om forbrydelser mod menneskehedens fred og sikkerhed, forbeholder New Zealand
sig retten til at tage de nødvendige forholdsregler for at sikre, at sådanne
forbrydelser bliver straffet, uanset bestemmelserne i artikel 70, stykke 1.
For PAKISTAN S. M. A. FARUKI, M. G.
A. H. SHAIKH
For PARAGUAY Conrad FEHR
For NEDERLANDENE J. BOSCH DE ROSENTHAL
Kongeriget Nederlandene forbeholder sig retten til at idømme dødsstraf i
henhold til bestemmelserne i artikel 68, stykke 2, uden hensyn til om de der
omhandlede forbrydelser kan straffes med døden ifølge det besatte
territoriums lovgivning ved besættelsens begyndelse.
For PERU Gonzalo PIZARRO
For DEN PHILIPPINSKE P. SEBASTIAN
REPUBLIK
Denne underskrift afgives under forbehold af ratifikation af Philippinernes
senat i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser.
For POLEN Julian PRZYBOS
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For PORTUGAL G. CALDEIRA COELHO
- a) Artikel 3, fælles for alle fire konventioner:
Da der ikke findes nogen bestemt definition af udtrykket: en konflikt, der
ikke er af international karakter, og da det ikke, såfremt der med dette
udtryk kun tænkes på borgerkrig, klart er fastslået, på hvilket tidspunkt et
væbnet oprør indenfor et land skal betragtes som borgerkrig, forbeholder
Portugal sig retten til ikke at bringe bestemmelserne i artikel 3 til
anvendelse i alle de territorier, der står under dets overhøjhed i hvilken
som helst del af verden, i det omfang bestemmelserne strider mod portugisisk
lov.
- b) Artikel 10 i konventionerne I, II, og III og artikel 11 i konvention
IV:
Den portugisiske regering anerkender kun ovennævnte artikler med det
forbehold, at anmodninger fra tilbageholdelsesmagten til en neutral stat
eller til en humanitær organisation om at påtage sig de opgaver, der normalt
udføres af beskyttelsesmagter, foretages med samtykke fra og i enighed med
regeringen for det land, i hvilket de personer, der skal beskyttes, er
statsborgere (oprindelseslande).
For DEN RUMÆNSKE I. DRAGOMIR
FOLKEREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For DET FORENEDE Robert CRAIGIE
KONGERIGE STOR- H. A. STRUTT
BRITANNIEN OG W. H. GARDNER
NORDIRLAND
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland forbeholder sig retten
til at idømme dødsstraf i henhold til bestemmelserne i artikel 68, stykke 2,
uden hensyn til om de der omhandlede forbrydelser kan straffes med døden
ifølge det besatte territoriums lovgivning ved besættelsens begyndelse.
For PAVESTOLEN Philippe BERNARDINI
For EL SALVARDOR R. A. BUSTAMANTE
For SVERIGE Staffan SØDERBLOM
Med forbehold af ratifikation af Hans Majestæt Kongen af Sverige
med Riksdagens godkendelse.
For SCHWEIZ Max PETITPIERRE
Colonel div. DU PASQUIER
H. MEULI
Plinio BOLLA
Ph. ZUTTER
For SYRIEN Omar EL DJABRI
A. GENNAOUI
For CZECHOSLOVAKIET TAUBER
De samme forbehold som den Albanske Folkerepublik.
For TYRKIET Rana TARHAN
For DEN UKRAINISKE Professor
SOCIALISTISKE O. BOGOMOLETZ
SOVJETREPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For UNIONEN AF N. SLAVINE
SOCIALISTISKE
SOVJETREPUBLIKKER
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
For URUGUAY Conseiller Cononel
Hector J. BLANCO
For VENEZUELA A. POSSE DE RIVAS
For DEN JUGOSLAVISKE Milan RISTIC
FEDERALE FOLKE-
REPUBLIK
De samme forbehold som Den Albanske Folkerepublik.
TILLÆG I
Udkast til overenskomst om hospitals- og sikkerhedszoner og -lokaliteter.
ARTIKEL 1
Hospitals- og sikkerhedszoner er udelukkende forbeholdt personer, der er
omhandlede i artikel 23 i Genevekonventionen af 12. august 1949 til
forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten og
artikel 14 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile
personer i krigstid samt personel, der er beskæftiget med organisation og
administration af disse zoner og lokaliteter og med pleje af de der samlede
personer.
Personer, hvis faste bopæl er beliggende inden for sådanne zoner, har dog
ret til at opholde sig der.
ARTIKEL 2
Personer, der i en hvilken som helst egenskab opholder sig i en hospitals-
og sikkerhedszone, må hverken i eller uden for zonen udføre arbejde, der har
direkte tilknytning til krigsoperationer eller fremstilling af krigsmateriel.
ARTIKEL 3
Den magt, der opretter en hospitals- og sikkerhedszone, er forpligtet til
at træffe alle nødvendige forholdsregler med henblik på at forhindre, at
personer, der ikke har ret til at komme ind i eller opholde sig i zonen, får
adgang dertil.
ARTIKEL 4
Hospitals- og sikkerhedszoner skal opfylde følgende betingelser:
- a) de må kun omfatte en lille del af det territorium, der styres af den
magt, der har oprettet dem,
- b) de skal være tyndt befolket i forhold til indkvarteringsmulighederne,
- c) de skal være beliggende langt fra - og må ikke indeholde - militære
mål eller større industrivirksomheder eller administrationskontorer,
- d) de må ikke være beliggende i områder, som efter al sandsynlighed kan
blive af betydning for krigsførelsen.
ARTIKEL 5
Om hospitals- og sikkerhedszoner gælder følgende:
- a) forbindelseslinier og trafikmidler i disse områder må ikke benyttes
til transport af militært personel eller materiel, selv ikke transit;
- b) de må i intet tilfælde forsvares militært.
ARTIKEL 6
Hospitals- og sikkerhedszoner skal afmærkes med røde skråstriber på hvid
bund, anbragt på bygningerne og langs zonegrænsen.
Zoner, der udelukkende er forbeholdt sårede og syge, kan afmærkes med røde
kors (rød halvmåne, røde løve og sol) -mærket på hvid bund.
Om natten kan de afmærkes på tilsvarende måde ved hjælp af passende
belysning.
ARTIKEL 7
Magterne skal i fredstid eller ved fjendtlighedernes udbrud sende alle De
Høje Kontraherende Parter en fortegnelse over hospitals- og sikkerhedszoner i
de territorier, der står under deres herredømme. De skal også give meddelelse
om eventuelle nye zoner, der oprettes under fjendtlighederne.
Så snart den fjendtlige part har modtaget ovennævnte meddelelse, er zonen
behørigt oprettet.
Hvis den fjendtlige part imidlertid er af den opfattelse, at betingelserne
i nærværende overenskomst ikke er opfyldt, kan den nægte at anerkende zonen
ved straks at give meddelelse herom til den part, der har ansvaret for den
nævnte zone, eller den kan gøre sin anerkendelse af en sådan zone afhængig af
indførelsen af den i artikel 8 hjemlede kontrol.
ARTIKEL 8
Enhver stat, der har anderkendt en eller flere sikkerhedszoner, som er
oprettet af den fjendtlige part, er berettiget til at kræve, at det af et
eller flere særlige udvalg kontrolleres, om zonerne opfylder de i nærværende
overenskomst fastsatte betingelser og forpligtelser.
I dette øjemed har medlemmer af de særlige udvalg til enhver tid fri
adgang til de forskellige zoner og kan endogså tage varigt ophold der. Der
skal ydes dem alle lettelser ved udførelsen af deres kontrolvirksomhed.
ARTIKEL 9
Skulle de særlige udvalg konstatere forhold, som forekommer dem at være i
strid med bestemmelserne i nærværende overenskomst, er de forpligtet til
omgående at gøre den magt, hvorunder zonen hører, opmærksom herpå, og de skal
fastsætte en tidsfrist på 5 dage, indenfor hvilken forholdet skal bringes i
orden. Udvalget skal give den stat, der har anerkendt zonen, behørig
underretning herom.
Hvis den stat, hvorunder zonen hører, ikke ved tidsfristens udløb har
rettet sig efter henstillingen, er den fjendtlige part berettiget til at
erklære, at den ikke længere er bundet af nærværende overenskomst med hensyn
til den nævnte zone.
ARTIKEL 10
Enhver magt, der opretter en eller flere hospitals- og sikkerhedszoner, og
de fjendtlige parter, der har modtaget meddelelse om disse zoners eksistens,
skal udpege eller lade beskyttelsesmagten eller andre neutrale magter udpege
personer, som er egnede til at være medlemmer af de i artiklerne 8 og 9
nævnte særlige udvalg.
ARTIKEL 11
Hospitals- og sikkerhedszoner må under ingen omstændigheder gøres til
genstand for angreb. De skal til enhver tid beskyttes og respekteres af de
stridende parter.
ARTIKEL 12
I tilfælde af, at et territorium besættes, skal de derværende hospitals-
og sikkerhedszoner fortsat respekteres og benyttes som sådanne.
Besættelsesmagten kan imidlertid gøre indskrænkninger i anvendelsen af
disse zoner mod at træffe enhver forholdsregel med henblik på at garantere de
der anbragte personers sikkerhed.
ARTIKEL 13
Nærværende overenskomst finder også anvendelse på lokaliteterne, som
magterne måtte benytte til samme formål som hospitals- og sikkerhedszoner.
TILLÆG II
Udkast til bestemmelser vedrørende kollektive forsendelser.
ARTIKEL 1
Der skal gives interneringsudvalgene tilladelse til at fordele kollektive
hjælpeforsendelser, der sorterer under dem, blandt alle internerede, der
administreres fra det nævnte udvalgs interneringssted, heri indbefattet de
internerede, som er indlagt på hospital eller befinder sig i fængsel eller
iøvrigt på en straffeanstalt.
ARTIKEL 2
Fordelingen af kollektive hjælpeforsendelser skal ske i overensstemmelse
med givernes anvisninger samt med en af interneringsudvalgene udarbejdet
plan. Udlevering af medicinalvarer bør dog fortrinsvis finde sted i
forståelse med de højeste sanitetsofficerer, og på hospitaler og
sygeafdelinger behøver disse ikke at tage hensyn til de omtalte anvisninger,
såfremt hensynet til deres patienter taler derimod. Indenfor de således
afstukne grænser skal fordelingen stedse ske efter billighed.
ARTIKEL 3
Der skal gives medlemmer af interneringsudvalg tilladelse til at begive
sig til jernbanestationerne eller andre steder i nærheden af
interneringsstederne, hvor hjælpeforsyninger modtages, således at de sættes i
stand til at undersøge kvaliteten såvel som mængden af de modtagne varer og
kan udarbejde detaillerede beretninger herom til giverne.
ARTIKEL 4
Der skal gives interningsudvalg de fornødne lettelser til undersøgelse af,
om fordelingen af kollektive forsendelser i alle underafdelinger og annekser
af deres interneringssteder har fundet sted i overensstemmelse med deres
anvisninger.
ARTIKEL 5
Der skal gives interneringsudvalg tilladelse til at udfylde samt til at
foranledige, at medlemmer af interneringsudvalgene for arbejdsenheder eller
de højeste sanitetsofficerer på hospitaler og sygeafdelinger udfylder
blanketter eller spørgeskemaer, der er bestemt for giverne og angår
kollektive hjælpeforsyninger (fordeling, behov, mængder og så videre).
Sådanne blanketter og spørgeskemaer skal i behørigt udfyldt stand ufortøvet
fremsendes til giverne.
ARTIKEL 6
Til sikring af regelmæssig fordeling af kollektive forsendelser til de
internerede på vedkommende interneringssted og med henblik på at imødegå
ethvert krav, der måtte opstå som følge af nye interneredes ankomst, skal der
gives interneringsudvalgene tilladelse til at opbygge og vedligeholde
tilstrækkelige reservebeholdninger af kollektive forsendelser. I dette øjemed
skal der stå passende lagerbygninger til deres rådighed; enhver lagerbygning
skal være forsynet med 2 låse, således at interneringsudvalget er i
besiddelse af nøglerne til den ene lås og interneringsstedets kommandant af
nøglerne til den anden.
ARTIKEL 7
De Høje Kontraherende Parter og i særdeleshed tilbageholdelsesmagterne er
i videst muligt omfang og med forbehold af de om befolkningens
levnedsmiddelforsyning gældende bestemmelser forpligtet til at tillade, at
der på deres territorier opkøbes varer til uddeling blandt de internerede i
form af kollektive forsendelser. De er ligeledes forpligtet til at lette
overførelse af fonds og andre finansielle foranstaltninger af teknisk eller
administrativ art, som træffes med henblik på sådanne opkøb.
ARTIKEL 8
Foranstående bestemmelser er ikke til hinder for interneredes ret til at
modtage kollektive forsendelser forinden deres ankomst til interneringsstedet
eller under overførelse og ej heller for, at repræsentanter for
beskyttelsesmagten og Den Internationale Røde Kors Komite eller enhver anden
til bistand for internerede virkende humanitær organisation, som er ansvarlig
for fremsendelse af sådanne forsyninger, kan sikre forsendelsernes fordeling
blandt modtagerne ved ethvert andet middel, de skønner praktisk.
TILLÆG III



Foruden Danmark har hidtil følgende lande deponeret deres
ratifikationsinstrumenter til konventionerne: Chile, Czechoslovakiet,
Frankrig, det Hashimitiske kongerige Jordan, Indien, Israel, Jugoslavien,
Libanon, Liechtenstein, Monaco, Pakistan og Schweiz.
Hvilket herved bringes til almindelig kundskab.
Udenrigsministeriet, den 26. juli 1951.
Ole Bjørn Kraft.