Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af konvention af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer. (* 1) (* 2)


Ved kgl. resolution af 4. juni 1975 har Danmark ratificeret den på den 11. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer.

Konventionen har følgende ordlyd:

KONVENTION

om anerkendelse af skilsmisser og separationer

De stater, der har undertegnet denne konvention, har

i ønsket om at lette anerkendelsen af skilsmisser og separationer opnået inden for deres respektive territorier,

besluttet at indgå en konvention herom og er blevet enige om følgende bestemmelser:

Artikel 1

Denne konvention skal finde anvendelse ved anerkendelse i en kontraherende stat af skilsmisser og separationer opnået i en anden kontraherende stat ved dom eller en anden i denne stat officielt anerkendt afgørelsesmåde, når afgørelsen lovligt har fået virkning der.

Konventionen omfatter ikke afgørelse af skyldspørgsmål eller accessoriske afgørelser truffet i skilsmisse- eller separationsdekretet, navnlig ikke afgørelse om økonomiske forpligtelser eller forældremyndighed.

Artikel 2

Skilsmisse og separation skal, med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne konvention, anerkendes i alle andre kontraherende stater, når en af følgende betingelser var opfyldt den dag, sagen blev rejst id en stat, hvor skilsmissen eller separationen er meddelt (i det følgende kaldet »oprindelsesstaten«):

  • 1) den ægtefælle, fra hvem skilsmisse eller separation søgtes, havde sin bopæl der; eller
  • 2) sagsøgeren/ansøgeren havde sin bopæl der, og en af følgende yderligere betingelser var opfyldt:
  • a) sådan bopæl havde bestået i mindst et år, middelbart før sagen blev rejst;
  • b) ægtefællernes sidste fælles bopæl var der; eller
  • 3) begge ægtefæller var statsborgere i denne stat; eller
  • 4) sagsøgeren/ansøgeren var statsborger i denne stat, og en af følgende yderligere betingelser var opfyldt:
  • a) sagsøgeren/ansøgeren havde sin bopæl der; eller
  • b) han havde haft sin bopæl der i en sammenhængende periode af et år, som i hvert fald delvis falder inden for de sidste to år før sagen blev rejst; eller
  • 5) den, der søger skilsmisse, var statsborger i denne stat, og begge de følgende yderligere betingelser var opfyldt:
  • a) sagsøgeren/ansøgeren opholdt sig i denne stat, da sagen blev rejst, og
  • b) ægtefællernes sidste fælles bopæl var i en stat, hvis lovgivning, da sagen blev rejst, ikke gav adgang til skilsmisse.

Artikel 3

Når oprindelsesstatens kompetence i skilsmisse- og separationssager beror på begrebet domicil, anses udtrykket »bopæl« i artikel 2 som omfattende domicil, således som dette begreb forstås i denne stat.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke for en kvindes domicil, når det er retligt afhængigt af mandens.

Artikel 4

Hvis der har været rejst et modkrav, skal en skilsmisse eller separation, der følger enten af hovedkravet eller af modkravet, anerkendes, hvis et af kravene opfylder betingelserne i artikel 2 eller 3.

Artikel 5

Hvis en separation, der opfylder betingelserne i denne konvention, er blevet afløst af en skilsmisse i oprindelsesstaten, kan anerkendelse af skilsmissen ikke nægtes med den begrundelse, at betingelserne i artikel 2 eller 3 ikke længere var opfyldt, da skilsmissesagen blev rejst.

Artikel 6

Hvis den ægtefælle, fra hvem skilsmisse eller separation søges, har givet møde under sagen, er myndighederne i den stat, hvor der søges anerkendelse af en skilsmisse eller separation, bundet af den afgørelse om faktiske forhold, hvorpå kompetencen blev støttet.

Anerkendelse af en skilsmisse eller separation kan ikke nægtes:

  • a) fordi lovgivningen i den stat, hvori anerkendelse søges, ikke giver adgang til skilsmisse henholdsvis separation på grundlag af de samme faktiske forhold, eller
  • b) fordi der er anvendt en anden lovgivning end den, der skulle have været anvendt efter de internationalprivatretlige regler i denne stat.

Under forbehold af, hvad der er nødvendigt for at anvende andre bestemmelser i denne konvention, kan myndighederne i den stat, hvori der søges anerkendelse af en skilsmisse eller separation, ikke foretage nogen materiel prøvelse af afgørelsen.

Artikel 7

En kontraherende stat kan nægte at anerkende en skilsmisse, hvis begge ægtefæller, da skilsmissen blev givet, udelukkende var statsborgere i stater, som ikke giver adgang til skilsmisse.

Artikel 8

Anerkendelse af skilsmissen eller separationen kan nægtes, hvis der, alle omstændigheder taget i betragtning, ikke har været taget passende skridt med henblik på at give den anden ægtefælle underretning om skilsmisse- eller separationssagen, eller hvis denne ikke har fået tilstrækkelig lejlighed til at fremføre sine synspunkter.

Artikel 9

En kontraherende stat kan nægte at anerkende en skilsmisse eller separation, hvis den er uforenelig med en tidligere afgørelse vedrørende ægtefællernes ægteskabelige stilling, og denne afgørelse enten blev truffet i den stat, i hvilken anerkendelse søges, eller er anerkendt eller opfylder betingelserne for anerkendelse i denne stat.

Artikel 10

En kontraherende stat kan nægte at anerkende en skilsmisse eller separation, hvis en anerkendelse er åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper (»ordre public«) i denne stat.

Artikel 11

En stat, som efter konventionen er forpligtet til at anerkende en skilsmisse, må ikke udelukke nogen af de tidligere ægtefæller fra at gifte sig igen, fordi skilsmissen ikke anerkendes efter lovgivningen i et andet land.

Artikel 12

Sag om skilsmisse eller separation i en kontraherende stat kan udsættes, når der i en anden kontraherende stat verserer sag om den ene eller den anden ægtefælles ægteskabelige stilling søges anerkendt i kontraherende stat verserer sag om den ene eller den anden ægtefælles ægteskabelige stilling.

Artikel 13

Ved anvendelsen af konventionen på skilsmisse eller separation, der er opnået i eller søges anerkendt i kontraherende stater, i hvilke der inden for forskellige territoriale områder gælder to eller flere retssystemer for skilsmisse- eller separationssager, skal:

  • 1) enhver henvisning til oprindelsesstatens lovgivning forstås som sigtende til lovgivningen i det område, hvor skilsmissen eller separationen blev opnået:
  • 2) enhver henvisning til lovgivningen i den stat, i hvilken anerkendelse søges forstås som sigtende til lovgivningen i det område, hvor anerkendelsen søges (lex fori); og
  • 3) enhver henvisning til domicil eller bopæl i oprindelsesstaten forstås som sigtende til domicil eller bopæl i det område, hvor skilsmissen eller separationen blev opnået.

Artikel 14

Hvis der inden for forskellige territoriale områder i oprindelsesstaten gælder to eller flere retssystemer for skilsmisse- eller separationssager, skal for så vidt angår artiklerne 2 og 3:

  • 1) artikel 2, stk. 3) anvendes, når begge ægtefæller var statsborgere i den stat, hvoraf det territoriale område, hvor skilsmissen eller separationen blev opnået, udgør en del, uanset ægtefællernes bopæl:
  • 2) artikel 2, stk. 4) og 5) anvendes, når sagsøgeren/ansøgeren var statsborger i den stat, hvoraf det territoriale område, hvor skilsmissen eller separationen blev opnået, udgør en del.

Artikel 15

I forhold til en kontraherende stat, i hvilken der for forskellige persongrupper gælder to eller flere retssystemer for skilsmisse- eller separationssager, skal enhver henvisning til lovgivningen i denne stat forstås som sigtende til det retssystem, som udpeges af lovgivningen i denne stat.

Artikel 16

Når det for anvendelsen af denne konvention er nødvendigt at tage hensyn til lovgivningen i en anden stat end oprindelsesstaten eller den stat, i hvilken anerkendelse søges, skal der, hvad enten den anden stat er en kontraherende stat eller ej, hvis der i denne stat for forskellige territoriale områder eller for forskellige persongrupper gælder to eller flere retssystemer for skilsmisse- eller separationssager, tages hensyn til det retssystem, som udpeges af lovgivningen i denne stat.

Artikel 17

Denne konvention udelukker ikke en kontraherende stat fra at anvende retsregler, der i videre omfang medfører anerkendelse af udenlandske skilsmisser og separationer.

Artikel 18

Denne konvention berører ikke andre konventioner, som en eller flere kontraherende stater er eller i fremtiden bliver deltagere i, og som indeholder bestemmelser om forhold, der er omfattet af denne konvention.

Kontraherende stater bør dog afstå fra at afslutte andre konventioner om de samme forhold, hvis en sådan konvention er uforenelig med bestemmelserne i denne konvention, medmindre der foreligger særlige grunde som følge af regionale eller andre tilknytningsforhold; uanset bestemmelserne i sådanne konventioner er de forpligtet til i overensstemmelse med denne konvention at anerkende skilsmisser og separationer, der er givet i kontraherende stater, som ikke er deltagere i sådanne andre konventioner.

Artikel 19

En kontraherende stat kan senest ved ratifikationen eller tiltrædelsen tage forbehold om:

  • 1) at nægte at anerkende en skilsmisse eller separation mellem to ægtefæller, som på tidspunktet for skilsmissen eller separationen udelukkende var statsborgere i den stat, hvori anerkendelse søges hvis der ved skilsmissen eller separationen blev anvendt en anden lovgivning end den der angives i de internationalprivatretlige regler i anerkendelsesstaten, medmindre den anvendte lovgivning har ført til samme resultat, som ville være opnået ved anvendelsen af den i de nævnte regler angivne lovgivning;
  • 2) at nægte at anerkende en skilsmisse, hvis begge ægtefæller, da den blev opnået, havde bopæl i stater, som ikke giver adgang til skilsmisse. En stat, som gør brug af forbeholdet i dette stykke, kan ikke nægte anerkendelse efter artikel 7.

Artikel 20

Kontraherende stater, hvis lovgivning ikke giver adgang til skilsmisse, kan senest ved ratifikationen eller tiltrædelsen tage forbehold om ikke at anerkende en skilsmisse, hvis en af ægtefællerne, da den blev opnået, var statsborger i en stat, hvis lovgivning ikke giver adgang til skilsmisse.

Dette forbehold skal kun have virkning så længe lovgivningen i den stat, der gør brug deraf, ikke giver adgang til skilsmisse.

Artikel 21

Kontraherende stater, hvis lovgivning ikke giver adgang til separation, kan senest ved ratifikationen eller tiltrædelsen tage forbehold om ikke at anerkende en separation, hvis en af ægtefællerne, da den blev opnået, var statsborger i en kontraherende stat, hvis lovgivning ikke giver adgang til separation.

Artikel 22

Kontraherende stater kan når som helst erklære, at visse persongrupper med statsborgerret i den pågældende stat ikke behøver at blive betragtet som denne stats statsborgere ved anvendelsen af konventionen.

Artikel 23

Hvis en kontraherende stat har mere end eet retssystem for skilsmisse- eller separationssager, kan den ved undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen erklære, at konventionen skal gælde i forhold til alle dens retssystemer eller kun i forhold til et eller flere af dem, og kan senere til enhver tid ændre sin erklæring ved at afgive en anden erklæring.

Disse erklæringer skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium og skal udtrykkelig angive de retssystemer, for hvilke konventionen gælder.

En kontraherende stat kan nægte at anerkende en skilsmisse eller separation, hvis konventionen, når anerkendelse søges, ikke gælder for det retssystem, under hvilket skilsmissen eller separationen blev opnået.

Artikel 24

Konventionen gælder uanset det tidspunkt, på hvilket skilsmissen eller separationen blev opnået.

En kontraherende stat kan dog senest ved ratifikationen eller tiltrædelsen tage forbehold om ikke at anvende konventionen på en skilsmisse eller separation, der er opnået, før konventionen trådte i kraft i forhold til denne stat.

Artikel 25

En stat kan senest ved ratifikationen eller tiltrædelsen tage et eller flere af de forbehold, der nævnes i denne konventions artikler 19, 20, 21 og 24. Intet andet forbehold er tilladt.

En kontraherende stat kan ligeledes, når den giver meddelelse om en udvidelse af konventionen i henhold til artikel 29, tage et eller flere af de nævnte forbehold med virkning for alle eller nogle af de områder, der nævnes i udvidelsen.

En kontraherende stat kan til enhver tid trække et forbehold, som den har taget, tilbage. En sådan tilbagetrækning skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium.

Et sådant forbehold ophører med at have virkning den 60. dag efter den meddelelse, der er nævnt i det foregående stykke.

Artikel 26

Denne konvention er åben for undertegnelse af de stater, som var repræsenteret på Den internationale privatretlige Haagerkonferences 11. samling.

Den skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.

Artikel 27

Denne konvention træder i kraft den 60. dag, efter at det tredje ratifikationsinstrument er deponeret som fastsat i artikel 26.

For hver undertegnende stat, som ratificerer senere, træder konventionen i kraft den 60. dag efter deponeringen af denne stats ratifikationsinstrument.

Artikel 28

Enhver stat, som ikke var repræsenteret på Den internationale privatretlige Haagerkonferences 11. samling men som er medlem af denne konference eller af De forenede Nationer eller af en hvilken som helst af denne organisations særorganisationer, eller som har tiltrådt Den internationale Domstolsstatut, kan tiltræde denne konvention, efter at den er trådt i kraft i henhold til artikel 27.

Tiltrædelsesinstrumentet deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.

Konventionen træder i kraft for en tiltrædende stat den 60. dag efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet.

Tiltrædelsen har kun retsvirkning i forholdet mellem den tiltrædende stat og de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om at godkende tiltrædelsen. En sådan erklæring deponeres i det nederlandske udenrigsministerium, som ad diplomatisk vej sender en bekræftet genpart deraf til hver af de kontraherende stater.

Konventionen træder i kraft mellem den tiltrædende stat og den stat, som har afgivet erklæring om at godkende tiltrædelsen, den 60. dag, efter at erklæringen om godkendelse er deponeret.

Artikel 29

Enhver stat kan i forbindelse med undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen erklære, at denne konvention desuden skal udvides til alle de territorier, hvis internationale forbindelser den varetager, eller til et eller flere af dem. En sådan erklæring har virkning fra konventionens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.

Efter dette tidspunkt skal sådanne udvidelser meddeles det nederlandske udenrigsministerium.

Udvidelsen har kun retsvirkning i forholdet mellem de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om at godkende udvidelsen. En sådan erklæring deponeres i det nederlandske udenrigsministerium, som ad diplomatisk vej sender en bekræftet genpart deraf til hver af de kontraherende stater.

Udvidelsen træder i hvert enkelt tilfælde i kraft den 60. dag efter afgivelsen af erklæringen om godkendelse.

Artikel 30

Denne konvention gælder i fem år fra den dag, den træder i kraft i henhold til artikel 27, selv for stater, der senere har ratificeret eller tiltrådt den.

Konventionen fornys stiltiende for fem år ad gangen, medmindre den opsiges.

Opsigelsen skal mindst seks måneder før femårsperiodens udløb meddeles det nederlandske udenrigsministerium.

Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de territorier, som konventionen omfatter.

Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige kontraherende stater.

Artikel 31

Det nederlandske udenrigsministerium skal underrette de stater, der er nævnt i artikel 26, og de stater, som har tiltrådt konventionen i henhold til artikel 28, om følgende:

  • a) undertegnelser og ratifikationer, jfr. artikel 26;
  • b) datoen for konventionens ikrafttræden, jfr. artikel 27;
  • c) tiltrædelser, jfr. artikel 28 og den dato, de får virkning;
  • d) udvidelser, jfr. artikel 29 og den dato, de får virkning;
  • e) opsigelser. jfr. artikel 30;
  • f) forbehold og tilbagetrækning af sådanne, jfr. artiklerne 19, 20, 21, 24 og 25;
  • g) erklæringer, jfr. artiklerne 22, 23, 28 og 29.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndiget dertil, undertegnet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Haag den 1. juni 1970 på fransk og engelsk, idet begge tekster har samme gyldighed, i eet eksemplar, som deponeres i den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en bekræftet genpart ad diplomatisk vej tilsendes hver af de stater, der var repræsenteret på Den internationale privatretlige Haagerkonferences 11. samling.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 25. juni 1975 i det nederlandske udenrigsministerium, og konventionen træder i medfør af artikel 27 i kraft den 24. august 1975. Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument afgav Danmark erklæring om, at konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland.

Foruden af Danmark er konventionen ratificeret af Storbritannien og Sverige.

Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument har Storbritannien afgivet erklæringer og taget forbehold som følger:

  • a) I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 23 gælder konventionen i forhold til retssystemerne i de tre dele af Det forenede Kongerige, d.v.s. England og Wales, Skotland og Nordirland.
  • b) I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 24 forbeholder Det forenede Kongerige sig ret til ikke at anvende konventionen på skilsmisser eller separationer opnået før den dato, på hvilken konventionen træder i kraft i forhold til Det forenede Kongerige.

Det forenede Kongerige vil ikke desto mindre i praksis anvende konventionens bestemmelser på skilsmisser eller separationer, der er opnået på eller efter den dato, på hvilken lovgivningen til gennemførelse af konventionens bestemmelser er trådt i kraft i den del af Det forenede Kongerige, hvor anerkendelse søges.

Det forenede Kongerige vil ligeledes anvende konventionens bestemmelser på skilsmisser eller separationer, der er opnået før denne dato, dog således at anvendelsen af konventionens bestemmelser i sådanne tilfælde ikke vil berøre eventuelle formuerettigheder, som en person har opnået før denne dato; ej heller vil de pågældende bestemmelser finde anvendelse i de tilfælde, hvor spørgsmålet om gyldigheden af en skilsmisse eller separation før denne dato er afgjort af en kompetent domstol i Det forenede Kongerige eller af de kompetente retsmyndigheder på Guernsye, Jersey eller Man.

Lovgivningen til gennemførelse af konventionens bestemmelser er den 1. januar 1972 trådt i kraft i England og Wales og i Skotland, og den 1. januar 1974 i Nordirland.

Konventionens gyldighed er i overensstemmelse med artikel 29 udstrakt til at omfatte retskredsene for Guernsey, Jersey og Man med følgende forbehold:

»I overensstemmelse med bestemmelserne i konventionens artikler 24 og 25 forbeholder Det forenede Kongerige sig ret til for de nævnte områders vedkommende ikke at anvende konventionen på skilsmisser eller separationer opnået før den dato, på hvilken konventionen er trådt i kraft i forhold til disse områder.

Konventionens bestemmelser vil ikke desto mindre i praksis blive anvendt på skilsmisser eller separationer opnået på eller efter den dato, på hvilken konventionenes bestemmelser er trådt i kraft i den del af disse områder, hvor anerkendelse søges.

Konventionens bestemmelser vil ligeledes finde anvendelse inden for disse områder på skilsmisse eller separation opnået før denne dato, dog således at anvendelsen af konventionenes bestemmelser i sådanne tilfælde ikke vil berøre eventuelle formuerettigheder, som en person har opnået før denne dato; ej heller vil de pågældende bestemmelser finde anvendelse i de tilfælde, hvor en kompetent domstol i Det forenede Kongerige eller de kompetente retsmyndigheder på Guernsey Jersey eller Man før denne dato har truffet afgørelse om gyldigheden af en skilsmisse eller separation.«

Udenrigsministeriet, den 24. juli 1975.

K. B. Andersen.

Redaktionel note
  • (* 2) Konventionen er trådt i kraft den 24. august 1975 jfr. BEK nr. 391 af 31/07/1975
  • U BEK nr 65 af 08/06/1995
  • (* 1) Andre landes tiltrædelse. BEK nr 102 af 05/11/1981 BEK nr 97 af 14/10/1983 BEK nr 51 af 23/08/1985 BEK nr 80 af 03/09/1986 BEK nr 90 af 28/10/1987