Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om begravelse og ligbrænding. (Til biskopperne, amtmændene og Københavns magistrat).


Ved lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding ophæves lov nr. 100 af 19. april 1907 om forskellige forhold vedrørende begravelser og lov nr. 162 af 18. april 1950 om ligbrænding samt en række andre bestemmelser om begravelser og ligbrænding.

De vigtigste regler om begravelse og ligbrænding er nu samlet i den nævnte lov af 26. juni 1975, der er aftrykt som bilag til nærværende cirkulære, og en i tilslutning dertil udfærdiget bekendtgørelse af 1. december 1975, hvoraf særtryk vedlægges. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1976, fra hvilken dato sager om ligbrænding overføres fra justitsministeriets forretningsområde til kirkeministeriet.

Om den således stedfundne ændring af lovgivningen skal man bemærke følgende:

I. Begravelsesmyndigheden.

Efter reglerne i lovens §§ 5-7 er visse af de funktioner i forbindelse med begravelse og ligbrænding, som hidtil er varetaget af præsterne, begravelsesvæsenerne, krematoriebestyrelserne og politiet, henlagt til sognepræsterne, der som begravelsesmyndighed træffer afgørelse med hensyn til, om lig skal begraves eller brændes, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal foregå uden medvirken af en præst (borgerlig begravelse).

Havde afdøde bopæl her i landet, er sognepræsten på afdødes bopælssted begravelsesmyndighed. Havde afdøde ikke bopæl her i landet, er sognepræsten på dødsstedet begravelsesmyndighed. Er dødsfaldet sket i udlandet og havde afdøde ikke bopæl her i landet, må begravelsesmyndighedens funktioner i mangel af særlige regler herom varetages af sognepræsten på det sted, hvor liget skal begraves eller brændes.

Hvor omstændighederne taler derfor, kan der dog med kirkeministeriets godkendelse efter indstilling fra vedkommende menighedsråd oprettes en særlig begravelsesmyndighed.

II. Anmodning om begravelse og ligbrænding.

Ifølge lovens § 1 skal lig enten begraves eller brændes. Andre begravelsesmåder end jordfæstelse og ligbrænding er således ikke tilladt.

Også dødfødte børn er omfattet af bestemmelsen i lovens § 1. Forinden der af begravelsesmyndigheden efter derom fremsat anmodning er truffet afgørelse med hensyn til, hvilken begravelsesmåde der skal anvendes, må jordfæstelse eller ligbrænding aldrig foretages, jfr. lovens § 10, 1. pkt. Det samme gælder som hovedregel også begravelseshandlingen (højtideligheden), hvorom henvises til afsnit IV; 1.

Nedgravning af dødfødte fostre (aborter) på kirkegårde sker som hidtil i henhold til aftale med kirkegårdsbestyrelsen, jfr. kirkeministeriets cirkulære af 1. juli 1950.

1. Anmodningens fremsættelse.

Anmodning om foretagelse af begravelse eller ligbrænding skal ifølge lovens § 5, stk. 1, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremsættes over for begravelsesmyndigheden snarest muligt efter dødsfaldet.

Der er ikke i loven fastsat bestemmelser om, hvem det påhviler at fremsætte anmodning om begravelse eller ligbrænding, idet loven i overensstemmelse med den hidtil gældende retstilstand bygger på den antagelse, at den afdødes nærmeste normalt vil betragte det som et ret og pligt at drage omsorg for begravelsen. Det er i loven forudsat, at anmodningen foruden af afdødes nærmeste kan fremsættes af den eller de personer eller den institution, der hidtil har draget omsorg for afdøde, eller af andre, der vil påtage sig at sørge for begravelsen. Kun for det tilfælde, at undtagelsesvis ingen fremsætter anmodning om begravelse eller ligbrænding, er det ved lovens § 5, stk. 2, pålagt kommunen at fremsætte anmodning herom.

Den omstændighed, at en anmodning allerede er fremsat, udelukker ikke, at en person, der stod afdøde nærmere end den, der har fremsat anmodningen, selv fremsætter en anmodning, jfr. lovens § 8, stk. 3. Som afdødes nærmeste anses hans med ham til hans død samlevende ægtefælle eller - såfremt sådan ikke findes - hans børn (eventuelt en for umyndige børn beskikket værge). Efterlader afdøde sig hverken ægtefælle eller børn, anses hans forældre eller - hvis disse ikke er i live - hans søskende som hans nærmeste. Ved afgørelsen af, hvem der stod afdøde nærmest, vil efter omstændighederne også andre forhold end ægteskabs- og slægtskabsforhold, såsom faste samlivsforhold, plejeforhold o.lign. kunne tages i betragtning.

Anmodningen kan ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremsættes enten ved personlig eller skriftlig henvendelse til begravelsesmyndigheden. Ved kirkeministeriets foranstaltning er der fremstillet en blanket til brug ved fremsættelse af anmodning om begravelse eller ligbrænding. Blanketten, der uden betaling udleveres af den dødsattestudstedende læge sammen med dødsattesten, omfatter tillige formularer til anmeldelse af dødsfaldet til ministerialbogen, skifteretten og det sociale udvalg. Blanketten kan i påkommende tilfælde også fås udleveret ved henvendelse til begravelsesmyndigheden.

Begravelsesmyndigheden bør om fornødent bistå med blankettens udfyldelse.

2. Anmodningens indhold.

Det skal fremgå af anmodningen, om der skal foretages jordfæstelse eller brænding af liget, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen. Anmodningen skal for så vidt angår disse forhold være i overensstemmelse med ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år, jfr. reglerne i lovens § 8, stk. 1 og 2, og bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2.

Ifølge disse regler kan enhver, der er fyldt 15 år, bestemme, om hans lig skal begraves eller brændes, og om begravelseshandlingen skal være kirkelig eller borgerlig. For så vidt angår personer mellem 15 og 18 år stilles der ikke krav om samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Derimod er det i alle tilfælde en betingelse for erklæringens gyldighed, at den pågældende ved erklæringens afgivelse var i stand til at forstå betydningen af erklæringen.

Erklæringer som de nævnte bør så vidt muligt nedfældes skriftligt, men da der ikke i loven stilles særlige krav til formen for sådanne erklæringer, vil disse også kunne foreligge som mundtlige tilkendegivelser.

Tilkendegivelser om de nævnte forhold vil ifølge loven også kunne foreligge på anden måde. Således skal den omstændighed, at afdøde ved sin død var medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses som udtryk for ønske om ligbrænding, medmindre det godtgøres, at afdøde - uanset sådant medlemsskab - havde truffet bestemmelse om, at hans lig ikke skal brændes.

På tilsvarende måde skal det forhold, at afdøde ved sin død var medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, anses som udtryk for ønske om, at en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen, medmindre det godtgøres, at afdøde - uanset sit religiøse tilhørsforhold - ikke ønskede en kirkelig begravelse.

Såfremt en person, der har afgivet erklæring om, at han ønsker borgerlig begravelse, senere bliver medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, vil der normalt ikke kunne tillægges erklæringen betydning.

Har afdøde ikke gennem medlemsskab af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, medlemskab af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken eller på anden måde givet udtryk for ønsker angående de foran omtalte forhold, eller var afdøde under 15 år, er det overladt til den, der fremsætter anmodningen, at træffe bestemmelse, medmindre en person, der stod afdøde nærmere, fremsætter en afvigende anmodning, jfr. lovens § 8, stk. 3.

3. Dokumentation.

Anmodning om begravelse eller ligbrænding skal være ledsaget af dokumentation som nedenfor anført.

1. Dødsattest og for dødfødte børn tillige jordemoderanmeldelse, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Går anmodningen ud på foretagelse af ligbrænding, skal dødsattesten indeholde erklæring fra lægen om, at der efter hans skøn ikke er grund til mistanke om, at døden er forårsaget ved en forbrydelse. Foreligger der ikke dødsattest med den nævnte erklæring, må ligbrænding ikke tillades, forinden der af politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder herfor.

2. Har dødsfaldet fundet sted i de sønderjyske landsdele, vedlægges attest fra personregisterføreren om dødsfaldets anmeldelse til personregistret, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 375 af 22. december 1961 om førelsen af de borgerlige personregistre i de sønderjyske landsdele § 29.

3. Endvidere vedlægges så vidt muligt afdødes dåbs- eller navneattest samt - såfremt den pågældende var eller havde været gift - vielsesattest.

Efter omstændighederne bør også andre dokumenter såsom navnebeviser, adoptionsbevillinger, skilsmisse- og separationsbevillinger eller domsudskrifter medfølge.

4. Testamente eller optegnelser, hvori afdøde har truffet bestemmelse om sin begravelse, skal så vidt muligt medfølge eller forevises. Det samme gælder bevis for medlemsskab af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning. 4.Anmodningens prøvelse.

Prøvelse af anmodningen skal finde sted umiddelbart efter dennes modtagelse, og bør - såfremt de foran under pkt. 1-2 nævnte attester foreligger - ikke udsættes, selv om nogle af de under pkt. 3-4 nævnte dokumenter eller nogle af de i blanketten krævede oplysninger savnes, medmindre det drejer sig om dokumenter eller oplysninger, som er af betydning for begravelsesmyndighedens afgørelse.

På grundlag af det i anordningen anførte, de medfulgte attester, andre foreliggende bevisligheder og oplysninger samt under hensyntagen til eventuelle indsigelser, jfr. nedenfor, afgør begravelsesmyndigheden ifølge lovens § 7 om anmodningen kan tages til følge, og dermed om der skal finde jordfæstelse eller ligbrænding sted, og om en præst i eller uden for folkekirken skal medvirke. Ved anmodningens prøvelse skal begravelsesmyndigheden påse, at anmodningen er i overensstemmelse med ønsker, som afdøde måtte have givet udtryk for efter sit fyldte 15. år, jfr. lovens § 8, stk. 1 og 2.

Begravelsesmyndigheden kan ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 4, om fornødent opfordre den, der har fremsat anmodningen eller på hvis vegne den er fremsat, til at afgive personlig forklaring.

Må anmodningen efter det foreliggende anses for stemmende med afdødes ønsker, tages den til følge. Det samme gælder, dersom der ingen oplysninger foreligger om afdødes ønsker, medmindre en afvigende anmodning fremsættes af en person, der stod afdøde nærmere, jfr. lovens § 8, stk. 3. I dette tilfælde tages sidstnævnte anmodning til følge, såfremt betingelserne herfor iøvrigt er til stede.

Når en anmodning er taget til følge, udleverer begravelsesmyndigheden en genpart af anmodningen forsynet med påtegning herom til den, der har fremsat anmodningen eller til dennes befuldmægtigede til brug ved henvendelse til kirkegårdsbestyrelsen eller krematoriebestyrelsen, jfr. bekendtgørelsens §§ 6, stk. 1, og 13, stk. 1., 3. pkt. Skal en præst medvirke, udleveres yderligere et påtegnet eksemplar til brug for denne.

Finder begravelsesmyndigheden at en anmodning ikke vil kunne tages til følge, bør der - inden endelig afgørelse træffes - gives den, der har fremsat anmodningen, adgang til at ændre denne.

En anmodning, der ikke er taget til følge, er dermed bortfaldet. Herom gives der af begravelsesmyndigheden straks meddelelse til den, der har fremsat anmodningen. Er en anden anmodning taget til følge, skal dette fremgå af meddelelsen.

Indsigelser.

  • a) mod anmodningen.

Enhver, der mener at kunne godtgøre, at en til begravelsesmyndigheden indgivet anmodning ikke stemmer med afdødes ønsker, kan over for begravelsesmyndigheden fremsætte indsigelse mod anmodningen.

Begravelsesmyndigheden bør om fornødent opfordre den, der fremsætter indsigelsen eller på hvis vegne den er fremsat, til at afgive personlig forklaring, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 4.

Om udfaldet af prøvelsen gives der skriftlig meddelelse til den eller dem, der har fremsat indsigelse.

  • b) mod begravelsesmyndighedens afgørelse. Indsigelse mod begravelsesmyndighedens afgørelse fremsættes over for denne myndighed.

Tager begravelsesmyndigheden indsigelsen til følge og ændrer sin afgørelse, skal der omgående gives alle vedkommende meddelelse herom.

Finder begravelsesmyndigheden derimod ikke, at indsigelsen kan begrunde en ændring af afgørelsen, skal begravelsesmyndigheden ifølge lovens § 9, stk. 1, hurtigst muligt forelægge sagen for den stedlige skifteret.

Om sagens indbringelse for skifteretten gives der meddelelse til alle vedkommende, herunder oplysning om, for hvilken skifteret sagen er indbragt. Hvis indbringelsen for skifteretten er sket med henblik på afgørelse af spørgsmålet om kirkelig begravelse, skal dette fremgå af meddelelsen til præsten.

Skifterettens afgørelse er endelig. Begravelsesmyndigheden giver alle vedkommende meddelelse om afgørelsen.

5. Arkivering m.v.

Den originale anmodning, forsynet med påtegning om afgørelsen, tillige med modtagne skrivelser og kopier af afgivne svar opbevares efter endt brug i 5 år og kasseres derefter.

De med anmodningen fulgte bilag, som ikke skal vedlægges den nedenfor omtalte dødsanmeldelse til ministerialbogen, tilbageleveres sammen med meddelelsen om begravelsesmyndighedens afgørelse.

III. Anmeldelse af dødsfaldet til ministerialbogen, skifteretten og det sociale udvalg.

Snarest muligt efter modtagelsen af en dødsanmeldelse skal begravelsesmyndigheden videresende denne til:

  • 1) Ministerialbogsføreren i det sogn, hvor dødsfaldet (dødfødslen) skal registreres, såfremt dette er et andet end bopælssognet. Med anmeldelsen skal følge dødsattesten - for dødfødte børn tillige jordemoderanmeldelsen - samt andre foreliggende attester af betydning for dødsfaldets registrering i ministerialbogen.
  • 2) skifteretten på dødsstedet.
  • 3) det sociale udvalg i afdødes bopælskommune.

Anmeldelsen forsynes inden videresendelsen med begravelsesmyndighedens stempel.

For så vidt angår dødsfald, der indtræffer i de sønderjyske landsdele, bortfalder den under pkt. 1-2 foreskrevne videresendelse af anmeldelsen til ministerialbogsfører og skifteret. Derimod skal begravelsesmyndigheden efter endt brug videresende dødsattesten og for dødfødte børn tillige jordemoderanmeldelsen til dødsstedets sognepræst.

Det påhviler begravelsesmyndigheden at foretage fornøden berigtigelse eller supplering af fejlagtigt eller mangelfuldt udfyldte anmeldelser og dødsattester med angivelse af, at rettelserne er foretaget af begravelsesmyndigheden. Mangler angivelse af afdødes personnummer og kan oplysning herom undtagelsesvis ikke tilvejebringes, må anmeldelsen og dødsattesten påføres bemærkning herom.

De af præsterne uden for København modtagne dødsattester og jordemoderanmeldelser vedrørende dødfødte børn indsendes som hidtil inden 14 dage efter hver måneds udgang til embedslægen sammen med de summariske indberetninger om antallet af fødte og døde. I København skal dødsattesterne og jordemoderanmeldelserne vedrørende dødfødte børn, der hidtil er afleveret til Københavns begravelsesvæsen, fremtidig - første gang for ugen 4.-10. januar 1976 - tilsendes stadslægen i København sammen med jordemoderanmeldelserne vedrørende levendefødte børn. De hidtil anvendte blanketter til summarisk indberetning om antallet af ægteviede og fødte (levendefødte) vil blive afløst af nye blanketter, der også omfatter dødsfald og dødfødsler. De nye blanketter fås ved henvendelse til stadslægens kontor (H.C. Andersens Boulevard 25, 1553 København V, tlf. (01) 116870).

IV. Begravelseshandlingen.

1. Generelle bestemmelser.

Begravelseshandlingen (højtideligheden) må normalt ikke finde sted, forinden der af begravelsesmyndigheden er truffet afgørelse om, hvorvidt en præst skal medvirke ved handlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal foregå uden medvirken af en præst (borgerlig begravelse). Hvis liget skal føres til en anden del af landet eller til udlandet, udleveres til anatomisk brug eller omstændighederne iøvrigt taler derfor, kan kirkelig begravelseshøjtidelighed dog finde sted, forinden begravelsesmyndighedens afgørelse foreligger eller er kommet til præstens kundskab, såfremt han efter de foreliggende oplysninger finder, at betingelserne for hans medvirken er til stede, jfr. lovens § 10, 2. og 3. pkt., og bekendtgørelsens § 6, stk. 2, 2. og 3. pkt. Er det præsten bekendt, at spørgsmålet om, hvorvidt en præst skal medvirke ved begravelsen, er indbragt for skifteretten, må kirkelig begravelse dog aldrig finde sted, før skifteretten har truffet afgørelse herom, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, 3. pkt.

Den hidtil gældende ligbrændingslovs bestemmelse om, at de ikke kan pålægges folkekirkens præster at forrette jordpåkastelse eller foretage anden kirkelig handling, hvor ligbrænding finder sted, er bortfaldet.

Da dødsattest skal forelægges begravelsesmyndigheden, forinden denne træffer sin afgørelse, og da dødsanmeldelsens afgivelse til skifteretten foretages - i de sønderjyske landsdele påses - af begravelsesmyndigheden, påhviler der ikke længere den ved begravelsen fungerende præst pligt til at lade sig forevise dødsattest og skifteretsattest (i de sønderjyske landsdele personregisterattest). Begravelseshandlingen kan således finde sted alene på grundlag af begravelsesmyndighedens attest.

Anmodningen om klokkeringning skal imødekommes såvel ved kirkelig som ved borgerlig begravelse, såfremt det er sædvane på stedet, at der foretages klokkeringning ved begravelser, jfr. lovens § 14.

I lovens §§ 11 og 12 er der givet nærmere bestemmelser om fastsættelse af begravelseshandlingens forløb henholdsvis ved kirkelige og borgerlige begravelser, jfr. nedenfor. For så vidt angår den del af begravelseshandlingen, der foregår på kirkegården eller fra dens kapeller, gælder det i følge lovens § 13, at kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig sådanne led i en påtænkt begravelseshandling, som ville stride imod den sømmelighed og orden, der bør iagttages på kirkegårde.

2. Begravelseshandlingens forløb.

a. Kirkelig begravelse i folkekirken.

Når en præst i folkekirken medvirker ved en begravelse, skal ifølge lovens § 11, stk. 2, folkekirkens jordpåkastelsesritual følges, uanset om begravelsen finder sted på en folkekirkelig kirkegård eller andetsteds. Skal ligbrænding finde sted, skal jordpåkastelsen foregå inden brændingen. Undtagelse herfra kan dog ske, når den medvirkende præst finder, at omstændighederne taler derfor, jfr. bekendtgørelsens § 8, stk. 2, 2. og 3. pkt. Der tænkes herved blandt andet på tilfælde, hvor asken af et lig, der er brændt i udlandet uden forudgående jordpåkastelse, føres hertil for at jordfæstes.

Ifølge lovens § 11, stk. 1, fastlægges begravelseshandlingens forløb iøvrigt af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller ligbrændingen foretaget. Ved denne bestemmelse er spørgsmålet om, hvorledes begravelseshandlingen - bortset fra jordpåkastelsen - i enkeltheder skal forløbe, henskudt til afgørelse ved forhandling mellem præsten og den, der drager omsorg for begravelsen. Under forhandlingen må der træffes aftale om, hvor jordpåkastelsen skal finde sted, om præsten skal tale ved begravelsen, hvilke salmer der skal synges, om der skal anvendes anden musik end orgelmusik samt eventuelt om medbringelse af faner. De ønsker, som fremsættes af den eller dem, der retter henvendelse til præsten om begravelsen, bør i videst muligt omfang imødekommes, men da det er den ved begravelsen fungerende præst, der er ansvarlig for begravelseshandlingens forløb såvel i kirken (kapellet) som på kirkegården, er det i tilfælde, hvor der under forhandlingen ikke opnås fuld enighed, præsten der tager den endelige bestemmelse. Dette gælder også med hensyn til afgørelsen af, om en lægmand bør have adgang til at tale i kirken, i begravelseskapellet eller ved graven, samt om det bør tillades, at vers, der er digtet til lejligheden, oplæses eller afsynges.

Hvad særligt angår spørgsmålet om præsters ret og pligt til at tale ved begravelser bemærkes, at der - modsat tidligere - ikke findes nogen speciel bestemmelse herom i loven, idet også spørgsmålet om, hvorvidt præsten skal holde en egentlig tale ved begravelsen, så vidt muligt bør finde sin afgørelse under den foran omtalte forhandling mellem præsten og den eller dem, der drager omsorg for begravelsen. Heraf følger, at præsten ikke er pligtig at holde en egentlig ligtale. Såfremt de pårørende ikke ønsker det, bør han heller ikke holde en sådan tale, men han vil i så fald dog altid kunne oplæse nogle skriftsteder fra biblen eller citere nogle salmevers o.lign.

b. Kirkelig begravelse i trossamfund uden for folkekirken. Bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1, hvorefter begravelseshandlingens forløb fastlægges af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller ligbrændingen foretaget, gælder også ved begravelser inden for trossamfundene, og det er således også i disse tilfælde præsten som den for begravelseshandlingens forløb ansvarlige, der har den endelige afgørelse.

Den hidtidige ordning, hvorefter kun præster inden for anerkendte trossamfund og ikke-anerkendte kristne trossamfund kunne få adgang til at foretage begravelse på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kapeller, er udvidet, således at nu præster for alle trossamfund uden for folkekirken har adgang til at foretage begravelser på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kapeller, jfr. lovens § 11, stk. 3.

Derimod kan folkekirkens kirker kun med biskoppens tilladelse og efter menighedsrådets indstilling stilles til rådighed for begravelse af medlemmer af kristne trossamfund uden for folkekirken og kun såfremt der ikke findes et begravelseskapel på stedet, jfr. § 25 i lov om kirkens brug, sognebåndsløsning m.m. (lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961 med senere ændringer) og kirkeministeriets cirkulære af 15. juli 1970, pkt. 9.

Foretages begravelsen på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kirker og kapeller, stilles der ikke som hidtil krav om, at begravelseshandlingen skal foretages efter folkekirkens ritual eller et af kirkeministeriet godkendt ritual. Derimod skal præsten foruden med den eller dem, der ønsker begravelsen foretaget, forhandle med kirkegårdsbestyrelsen om begravelseshandlingens forløb, jfr. lovens § 11, stk. 3.

På kommunale begravelsespladser har alle trossamfunds præster ret til at foretage begravelse efter deres trossamfunds ritual, jfr. lovens § 16, stk. 1.

Den foran omtalte bestemmelse i lovens § 13, hvorefter kirkegårdsbestyrelsen kan modsætte sig sådanne led i en påtænkt begravelseshandling, som ville stride imod den sømmelighed og orden, der bør iagttages på kirkegårde, gælder også med hensyn til begravelseshandlinger på trossamfundenes egne kirkegårde. Iøvrigt er det som hidtil overladt til de uden for folkekirken stående trossamfund selv at fastsætte nærmere bestemmelser om udførelse af begravelseshandlinger på deres egne kirkegårde.

c. Borgerlig begravelse. Der er som hidtil adgang til at foretage begravelse uden medvirken af en præst på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kapeller. I modsætning til den hidtil gældende begravelseslov indeholder loven ikke detaljerede bestemmelser angående fremgangsmåden ved foretagelse af sådanne begravelseshandlinger, og det hidtil gældende forbud mod foretagelse af jordpåkastelse ved borgerlige begravelser er bortfaldet.

Begravelseshandlingens forløb ved borgerlig begravelse på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kapeller skal ifølge lovens § 12 fastlægges ved aftale mellem kirkegårdsbestyrelsen og den, der ønsker begravelsen foretaget. Dennes ønsker bør så vidt muligt imødekommes, for så vidt de er forenelige med kravet om iagttagelse af sømmelighed og orden på kirkegårde, jfr. lovens § 13. I øvrigt bør der ved begravelsens tilrettelæggelse tages hensyn til, at den ikke må virke forstyrrende på gudstjenester eller kirkelige handlinger i en på eller ved kirkegården beliggende kirke eller på andre begravelser på kirkegården.

Såfremt den, der træffer aftale med kirkegårdsbestyrelsen om begravelseshandlingens forløb, ikke selv skal forestå begravelsen, påhviler det ham at drage omsorg for, at den, der ifølge aftalen skal lede begravelseshandlingen, bliver gjort bekendt med aftalens indhold. Ansvaret for, at aftalen overholdes, og at hensynet til sømmelighed og orden tilgodeses, påhviler herefter den, der leder begravelseshandlingen.

V. Jordfæstelse og ligbrænding. Ved henvendelse til kirkegårdens eller krematoriets bestyrelse om jordfæstelse af kister eller foretagelse af ligbrænding skal ifølge bekendtgørelsens § 13, stk. 1, begravelsesmyndighedens attest fremlægges. Efter endt brug arkiveres attesten.

Som noget nyt er der ved lovens § 9, stk. 2, tilvejebragt hjemmel for, at spørgsmålet om valg af gravsted kan forelægges skifteretten til afgørelse i tilfælde af uenighed mellem de efterladte. Skifterettens afgørelse er endelig, jfr. lovens § 9, stk. 3.

Angående udførelse af ligbrænding henvises til et andet cirkulære af dags dato til krematoriebestyrelserne.

Med hensyn til jordfæstelse og anden anbringelse af kister og askeurner gælder følgende bestemmelser:

1. Jordfæstelse af kister og askeurner.

Jordfæstelse af kister og askeurner skal ske på folkekirkens kirkegårde eller andre af kirkeministeriet godkendte begravelsespladser, jfr. lovens §§ 2, stk. 1, og 3, stk. 2, 1. pkt. Brug af urne kan dog undlades, således at asken blandes direkte med jorden.

Undtagelsesvis kan der af kirkeministeriet meddeles tilladelse til jordfæstelse af urner uden for godkendte begravelsespladser, jfr. lovens § 3, stk. 2, 1. pkt. Tilladelse til nedsættelse af en urne på en privat ejendom vil i overensstemmelse med hidtidig praksis bl.a. blive betinget af, at der ikke på stedet, hvor urnen nedsættes, anbringes sten, mindesmærke eller andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads.

Tilladelse til anlæggelse af private begravelsespladser til nedsættelse af kister og askeurner vil - ligeledes i overensstemmelse med hidtidig praksis - kun kunne forventes givet aldeles undtagelsesvis, når særlig stærke grunde taler derfor, jfr. kirkeministeriets cirkulære af 30. april 1949. Sådanne tilladelser, der hidtil er meddelt ved kgl. bevilling, udfærdiget ad mandatum gennem kirkeministeriet, meddeles fremtidig af kirkeministeren, jfr. lovens § 16, stk. 3.

Opmærksomheden henledes på, at der ikke længere skal gives meddelelse til krematorierne om nedsættelse af urner på kirkegårde.

2. Anden anbringelse af kister og askeurner.

Kister kan kun anbringes i gravkamre på kirkegårde og andre begravelsespladser, såfremt dette er tilladt efter bestemmelserne i kirkegårdens eller begravelsespladsens vedtægt og ikke er i strid med den stedlige sundhedsvedtægt eller andre bestemmelser. Med hensyn til indretning og benyttelse af gravkamre gælder i øvrigt forskrifterne i kirke- og undervisningsministeriets cirkulære af 15. maj 1914, der er opretholdt ved § 41 i kgl. anordning nr. 143 af 20. april 1953 om kirkegårde.

Gravsætning af kister i kirker eller dertil hørende gravkapeller eller krypter kan ifølge lovens § 2, stk. 2, kun finde sted, såfremt der fra tidligere tid foreligger særlig hjemmel herfor, eller der under særlige omstændigheder meddeles tilladelse hertil af kirkeministeriet.

Urner, der ikke ønskes jordfæstet, kan som hidtil anbringes i dertil særligt indrettede rum (kolumbarier), jfr. lovens § 3, stk. 2, 1 1. pkt. Tilladelse til indretning af kolumbarier meddeles fremtidig af kirkeministeriet. De af justitsministeriet tidligere meddelte tilladelser forbliver i kraft. Endvidere kan urner anbringes i gravkamre på kirkegårde, hvor dette er hjemlet i kirkegårdsvedtægten eller tillades af kirkegårdsbestyrelsen.

Ønskes der forholdt med asken på anden sømmelig måde, kan der af kirkeministeriet meddeles tilladelse hertil, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde, jfr. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt.

VI. Frister og tider for jordfæstelse og ligbrænding.

Jordfæstelse eller ligbrænding skal - hvis kortere frist ikke er foreskrevet i sundhedslovgivningen - ske senest 8 dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnet), jfr. bekendtgørelsens § 14. Kirkegårdsbestyrelsen eller krematoriebestyrelsen kan dog med tilslutning fra embedslægen tillade forlængelse af denne frist, når forholdene taler derfor.

Bestemmelser om, på hvilke dage og tider begravelse og ligbrænding kan foretages, skal ifølge bekendtgørelsens § 15 fastsættes i kirkegårdens eller krematoriets vedtægt. Inden for de således fastlagte tidsmæssige rammer bør ønsker, som fremsættes af den, der ønsker begravelse eller ligbrænding foretaget, så vidt muligt imødekommes. Selv om der ikke i vedtægten er taget forbehold herom, vil begravelseshandlinger på folkekirkens kirkegårde eller fra dens kirker og kapeller dog i almindelighed ikke kunne finde sted 1. påskedag, 1. pinsedag og 1. juledag.

VII. Overførelse af lig og urner til udlandet.

Loven tager alene sigte på begravelse og brænding af lig her i landet.

Skal liget føres til udlandet, skal der - efter at dødsfaldet er anmeldt til ministerialbogen og skifteretten (i de sønderjyske landsdele til personregistret) - rettes henvendelse til embedslægen om udstedelse af et ligpas, som skal følge liget under transporten.

Angående overførelse af urner til udlandet henvises til ministeriets cirkulære af dags dato om udførelse af ligbrænding.

----------------

Fra den 1. januar 1976 ophæves justitsministeriets cirkulære nr. 258 af 15. december 1965 vedrørende attestation om ligbrænding og kirkeministeriets cirkulære nr. 14 af 27. januar 1966 om dødsattester.

Man skal anmode om, at samtlige præster i folkekirken og de anerkendte trossamfund samt kirkegårds- og krematoriebestyrelser gøres bekendt med loven, bekendtgørelsen og nærværende cirkulære.

Kirkeministeriet, den 1. december 1975.

P.M.V.

E.B.

Arne Truelsen.

Bilag.

Lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding.

(Udelades her)

Officielle noter

Ingen