Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om særlige regler for fiskeriet i Mariager Fjord

I medfør af § 32, stk. 1, § 71, § 73, stk. 1 og 2, og § 130, stk. 2, i fiskeriloven, jf. lov nr. 281 af 12. maj 1999, og efter bemyndigelse fastsættes:

Område mv.

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på fiskeri på Mariager Fjord indtil dennes udløb i Kattegat, begrænset af linien i retvisende nord-syd gennem toldbroen ved Als Odde, men ikke det tilgrænsende vandområde Kielstrup Sø.

    Stk. 2. Alle stedangivelser er anført på kort, der kan gennemses hos pågældende fiskeriinspektorats stedlige afdeling.

Bundgarn

§ 2. Det er ikke tilladt at udsætte bundgarn øst for en linie fra Nybro Østre Sandhage til Ballegård.

    Stk. 2. I vandområdet mellem den i stk. 1 nævnte linie og linien fra Nybro til Skarodde må der på hver bundgarnsplads kun udsættes et bundgarn, og radens længde må højst være 165 meter.

Åleruser

§ 3. Øst for en linie fra Nybro østre sandhage til Ballegård gælder følgende regler for indtagelse af pladser til ålerusefiskeri:

1) En plads til åleruser anses for indtaget,

a) når der den 15. juli, for så vidt angår efterårsruser,

b) den 15. november, for så vidt angår forårsruser, på pladsen findes anbragt en pæl påsat et mærke med den pågældende fiskers navn og adresse, og

c) hvis der den 15. juli, henholdsvis den 15. november, er anbragt mere end et mærke på pælen, skal de pågældende, hvis der ikke kan opnås enighed om, hvem pladsen skal tilfalde, inden 3 døgn gøre anmeldelse derom til pågældende fiskeriinspektorats stedlige afdeling, som da om fornødent foretager lodtrækning om pladsen.

2) Kun registrerede erhvervsfiskere med A-status er berettiget til at deltage i lodtrækning om pladser til ålerusefiskeri.

3) Fiskere, der arbejder i fællesskab (kompagni), kan kun deltage med en person for hvert kompagni.

4) Den der har erhvervet flere pladser, end den pågældende kan eller vil besætte, skal straks afgive de pladser, den pågældende ikke kan eller vil besætte. Om de afgivne pladser finder der da om fornødent ny lodtrækning sted.

5) En plads, der er indtaget efter disse regler, giver fortrinsret til fiskeriet i efterårssæsonen i året,

a) når ålerusens eller åleruserækkens inderste pæl er anbragt senest den 15. august i året,

b) er forsynet med et trekantet, 30 cm langt flag med indehaverens navnebogstaver, og

c) når udsættelsen af redskabet er påbegyndt i året senest den 5. september og afsluttet senest den 15. september, jf. § 9.

6) En plads, der er indtaget efter disse regler, giver, medmindre isforhold hindrer det, fortrinsret til fiskeriet i forårssæsonen i året, når udsættelsen af redskabet er påbegyndt senest den 1. april og udsættelsen er afsluttet senest den 15. april.

    Stk. 2. For at en plads til ålerusefiskeri kan opnå fortrinsret efter stk. 1, skal pladsen endvidere anmeldes til pågældende fiskeriinspektoratets stedlige afdeling inden den indtages med angivelse af pladsens beliggenhed på kort eller kortskitse.

§ 4. I vandområdet vest for broen ved Hadsund kan der i første ruserække, som skal udsættes ved Revsbæk Bro, og derefter i hver tredje ruserække, udsættes et efter forholdene passende antal ruser fra Sandgrunden til den gravede rende.

    Stk. 2. Mellem de efter stk. 1 udsatte ruser må der sættes 2 ruserækker af en længde på 60 m hver.

    Stk. 3. I de i stk. 2 nævnte lange ruserækker

1) må hver deltager højst disponere over en længde på 100 m pr. strækning, og

2) der må ikke udsættes sommeråleruser, dvs. åleruser, hvis største bøjle højst måler ¾ m i diameter.

§ 5. I vandområdet øst for broen ved Hadsund gælder følgende sideafstande mellem åleruserækker indbyrdes:

1)

På sydsiden af fjorden

 
 

a)

Fra broen ved Hadsund til indsejlingen til lergravshul i Ejstrupbugten

60 m

 

b)

Fra indsejlingen til lergravshul i Ejstrupbugten til den anden røde kost vest for det gamle farvand 200 m

60 m

 

c)

Derfra til fjordens udmunding, jf. § 1,

60 m

2)

På nordsiden af fjorden

 
 

a)

Fra broen ved Hadsund til Havnø Bro

200 m

 

b)

Derfra og 4 stader mod øst

200 m

 

c)

Derfra til fjordens udmunding, jf. § 1,

60 m

§ 6. I vandområdet vest for broen ved Hadsund skal sideafstanden mellem åleruserækker indbyrdes være 100 meter.

§ 7. Hvor det er muligt at sætte ruser indenfor inderenden af de faststående åleruser, er dette tilladt, men sådanne ruser skal da sættes i samme flugtlinie, som det i forvejen stående redskab.

§ 8. De i § 5 anførte sideafstande for åleruser må ikke overskrides på steder, hvor flere fiskere ønsker at indtage fiskepladser.

§ 9. Fiskeri med åleruser af en hvilken som helst størrelse er forbudt i tiden fra 15. juni til 15. august, begge dage inklusive.

Stk. 2. Det er dog tilladt at bjærge pæle og vodgarn indtil den 1. juli.

    Stk. 3. Det er dog tilladt at opsætte pæle til åleruser uden redskab fra og med den 16. juli.

    Stk. 4. Det er tilladt at påbegynde opsætning af redskabet fra og med den 1. august. Redskabet må dog først være fiskedygtigt fra og med den 16. august.

Trawl og vod

§ 10. Det er kun tilladt at anvende følgende:

1) Flynder- og torskesnurrevod, hvor maskemålet i voddet er mindst 55 mm fra knude til knude (halvmaske), og længden af dragelinerne ikke overstiger 500 meter på hver vodarm.

2) Ålevod, hvor maskemålet mindst er 10 mm i sækken og 14 mm i armene, begge målt fra knude til knude, og når længden af dragelinerne højst er 250 meter på hver vodarm.

3) Agnvod spilet med bom, når den samlede længde af voddets arme og fangåbning ikke overstiger 7½ meter i ført tilstand.

Øvrige fiskeribestemmelser, straf og ikrafttræden mv.

§ 11. Ålekvabber må kun bringes i land til brug som agn eller direkte konsum/menneskeføde.

§ 12. For alle forhold, hvor der ikke er givet særlige regler gælder de almindelige regler for fiskeri.

§ 13. Overtrædelse eller forsøg på overtrædelse af §§ 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 straffes med bøde, jf. dog § 136 i fiskeriloven, lov nr. 281 af 12. maj 1999.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. juli 2001.

    Stk. 2. Vedtægt af 27. oktober 1952 for fiskeriet i Mariager Fjord ophæves.

Fiskeridirektoratet, den 9. juli 2001

P.D.V.
Birgit Bolgann

/J. Bohn