Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Skrivelse om cirkulære om udfærdigelse af regulativ for de ved kirker og kirkegårde ansatte.


Man fremsender vedlagt cirkulære af 15. september 1981 om udfærdigelse af regulativ for de ved kirker og kirkegårde ansatte. Om cirkulæret, der med øjeblikkelig virkning ophæver cirkulære af 15. juli 1975 angående udfærdigelse af regulativer for kirke- og kirkegårdsfunktionærer, skal man bemærke følgende:

1 . Regulativ skal oprettes for alle ansatte ved kirker og kirkegård

e med undtagelse af ansatte, der er omfattet af finansministeriets overenskomst med SID vedrørende gartnere og gartneriarbejdere på bykirkegårde, jfr. §1.

Efter bestemmelsen i cirkulærets §8 skal endeligt regulativ for gravere først oprettes fra det tidspunkt, da aftale om løn- og ansættelsesvilkår for stillinger som graver træder i kraft i det enkelte ansættelsesforhold.

2 . Ved udarbejdelse af regulativ må opmærksomheden være henledt på, at samtlige arbejdsopgaver, som påhviler den ansatte, kort beskrives.

Med henblik på tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en arbejdsopgave, der udføres af en ansat, også påhviler denne som tjenestepligt, bemærkes, at for så vidt arbejdsopgaven er omfattet af standardregulativets almindelige stillingsbeskrivelse (afsnit A), må spørgsmålet besvares bekræftende. Hvis arbejdsopgaven er optaget af den ansatte af egen drift, og menighedsrådet skønner, at opgaven ikke bør varetages som tjenestepligt, må rådet pålægge den ansatte at ophøre med at udføre arbejdsopgaven. Har den ansatte en betydelig egeninteresse i at fortsætte med arbejdsopgaven som frivilligt, ulønnet arbejde, kan menighedsrådet dog efter den ansattes skriftlige anmodning give tilladelse hertil.

3 . Under henvisning til cirkulærets §2 bemærkes, at ministeriet har godkendt de standardregulativblanketter, der er udarbejdet af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og Danmarks Provsteforening i forening med den faglige organisation for følgende stillingsgrupper:

Gravere.

Kirkegårdsassistenter.

Kirkegårdsledere.

Kirketjenere.

Kordegne.

Organister, der lønnes efter lønrammesystemet.

Organister, der honorarlønnes.

Kirkesangere.

Kirkekorsangere.

Standardregulativ for sidstnævnte stillingsgruppe er dog kun godkendt som foreløbigt regulativ.

For kirketjeneres vedkommende henvises til det tillæg til standardregulativets stillingsbeskrivelse, som er fastsat i ministeriets cirkulæreskrivelse af 20. december 1979 angående kirketjeneres forpligtelser med hensyn til renholdelse og snerydning m.m. af adgangsveje til præstens kontor og konfirmandstue.

I ansættelsesforhold, hvor regulativ er udarbejdet på standardblanket, der efter foranstående er godkendt af ministeriet, skal nyt regulativ ikke udarbejdes i anledning af vedlagte cirkulæres ikrafttræden.

4 . Oprettede regulativer skal efter den ved lov nr. 200 af 27. maj 1980 gennemførte ændring af § 32 i lov om folkekirkens lønningsvæsen m.m. ikke mere godkendes af provstiudvalget. Regulativerne skal dog som hidtil forelægges provstiudvalget som et led i provstiudvalget revisions- og tilsynsforpligtelse, jfr. § 4.

5 . Bestemmelsen i cirkulærets § 5 er begrundet i klassificeringsmæssige hensyn.

----------

3.

Cirkulæret bedes bekendtgjort for menighedsråd og provstiudvalg i stiftet.

P.M.V.

Maria Topp

Officielle noter

Ingen