Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om gymnasiet

(gymnasiebekendtgørelsen)


I henhold til §§ 2, 4 og 22 i lov om gymnasieskoler og studenterkursus, jfr. lovbekendtgørelse nr. 510 af 3. oktober 1984 som ændret ved § 15 i lov nr. 217 af 23. april 1986 og ved lov nr. 370 af 10. juni 1987 samt i henhold til §§ 3 og 6 i lov om amtskommuners overtagelse af visse statsskoler og -kursus m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 438 af 27. juni 1986 fastsættes følgende almindelige bestemmelser om gymnasiet (gymnasiebekendtgørelsen).

I. GYMNASIETS OPBYGNING OG INDHOLD

§ 1. Undervisningen i gymnasiet er 3-årig og gives på to forskellige linjer, den sproglige og den matematiske . Undervisningen omfatter obligatoriske fag , som er fælles for alle elever på den valgte linje, og valgfag , som kan vælges af elever på begge linjer, jfr. dog stk. 3 og 4. Valgfag findes på to niveauer, højt niveau og mellemniveau .

Stk. 2. De obligatoriske fag på begge linjer er religion, oldtidskundskab, dansk, historie, engelsk, geografi, biologi, musik, billedkunst og idræt. På den sproglige linje undervises tillige i tysk eller fransk som fortsættersprog, tysk, fransk, spansk eller russisk som begyndersprog samt i latin og naturfag (matematik-fysik-kemi). På den matematiske linje undervises tillige i matematik, fysik og kemi samt fransk eller tysk som fortsættersprog eller tysk, fransk, spansk eller russisk som begyndersprog.

Stk. 3. Valgfagene på højt niveau er engelsk, tysk som fortsættersprog og begyndersprog, fransk som fortsættersprog og begyndersprog, spansk, russisk, latin, græsk, samfundsfag, biologi, kemi, fysik, matematik og musik. Latin og græsk kan kun vælges af elever på sproglig linje. Biologi, fysik, kemi og matematik kan kun vælges af elever på matematisk linje. Engelsk tilrettelægges forskelligt på de to linjer.

Stk. 4. Valgfagene på mellemniveau er latin, samfundsfag, geografi, biologi, kemi, fysik, matematik, datalogi, teknikfag, erhvervsøkonomi, filosofi, dramatik, musik, idræt, billedkunst samt film- og tv-kundskab. Matematik og fysik kan kun vælges af elever på sproglig linje. Latin og kemi tilrettelægges forskelligt på de to linjer.

Stk. 5. Direktoratet kan godkende, at der tilbydes eleverne undervisning i andre valgfag end de i stk. 3 og 4 nævnte.

Stk. 6. Undervisningen omfatter tillige en større skriftlig opgave, jfr. § 7.

Stk. 7. Alle elever undervises desuden i edb.

Stk. 8. Med hensyn til fagenes indhold henvises til bekendtgørelse om fagene m.v. i gymnasiet ( gymnasiefagbekendtgørelsen ).

Oversigt over gymnasiets fag

For elever på begge linjer

Obligatoriske fag

religion

oldtidskundskab

dansk

historie

geografi

biologi

musik

billedkunst

idræt

Valgfag på højt niveau

tysk (som fortsættersprog og begyndersprog)

fransk (som fortsættersprog og begyndersprog)

spansk

russisk

samfundsfag

musik

Valgfag på mellemniveau

samfundsfag

geografi

biologi

datalogi

teknikfag

erhvervsøkonomi

filosofi

dramatik

musik

idræt

billedkunst

film- og tv-kundskab

For elever på sproglig linje

Obligatoriske fag

engelsk

fortsættersprog

(tysk eller fransk)

begyndersprog

(tysk, fransk, spansk

eller russisk)

latin

naturfag

  • (matematik-fysik-kemi)

Valgfag på højt niveau

engelsk

latin

græsk

Valgfag på mellemniveau

latin

fysik

kemi

matematik

For elever på matematisk linje

Obligatoriske fag

engelsk

matematik

fortsættersprog

(tysk eller fransk)

eller

begyndersprog

(tysk, fransk, spansk

eller russisk)

fysik

kemi

Valgfag på højt niveau

engelsk

fysik

kemi

matematik

biologi

Valgfag på mellemniveau

latin

kemi

§ 2. For den enkelte elev omfatter undervisningen de obligatoriske fag efter § 1, stk. 2 samt valgfag efter § 1, stk. 3 og 4 i et omfang af 4 eller 5 ugentlige timer i 2. gymnasieklasse og 14-15 ugentlige timer i 3. gymnasieklasse, jfr. dog stk. 2-8. Hertil kommer den større skriftlige opgave. Et fag kan kun vælges på eet niveau, og samme fag på mellemniveau kan ikke vælges både i 2. gymnasieklasse og i 3. gymnasieklasse.

Stk. 2. Mindst to af valgfagene skal vælges blandt de fag, der er nævnt i § 1, stk. 3, dog således at elever på sproglig linje skal vælge mindst et sprog på højt niveau, og elever på matematisk linje skal vælge et af fagene matematik, fysik, kemi, biologi, musik eller samfundsfag på højt niveau.

Stk. 3. Elever på sproglig linje, der vælger både latin og græsk som valgfag på højt niveau, afslutter efter eget valg undervisningen i fortsættersprog eller begyndersprog efter 1. gymnasieklasse. Elever, der vælger græsk på højt niveau, deltager ikke i undervisningen i oldtidskundskab i 3. gymnasieklasse.

Stk. 4. Elever, som vælger biologi på højt niveau, skal yderligere vælge enten geografi eller kemi på mellemniveau. Holdene skal oprettes, så undervisningen i de to fag kan koordineres; der kan dispenseres herfra på skoler, hvis elevtal taler herfor.

Stk. 5. Elever, som vælger samfundsfag på højt niveau, skal yderligere vælge enten geografi, biologi eller kemi på mellemniveau. Holdene skal oprettes, så undervisningen i de to fag kan koordineres; der kan dispenseres herfra på skoler, hvis elevtal taler herfor.

Stk. 6. Elever på matematisk linje, som vælger kemi eller musik på højt niveau, skal yderligere vælge mindst et af fagene matematik eller fysik på højt niveau.

Stk. 7. Elever, som vælger både matematik og fysik på højt niveau, skal yderligere vælge kemi på mellemniveau eller højt niveau; disse elever undervises i matematik og fysik i 3. gymnasieklasse på særskilte hold; der kan dispenseres herfra på skoler, hvis elevtal taler herfor.

Stk. 8. Valg af fagene tysk, fransk, spansk og russisk som valgfag forudsætter, at eleven har fulgt undervisning i det/de pågældende sprog i 1. og 2. gymnasieklasse.

§ 3. Eleverne skal følge undervisningen i deres valgfag og i samtlige obligatoriske fag på den linje, de har valgt. De skal herunder aflevere skriftlige arbejder og deltage i årsprøver i 1. og 2. gymnasieklasse, jfr. dog lov om gymnasieskoler og studenterkursus, § 5 om fritagelse for undervisning i religion.

  • *) jf. dog 2, stk. 3

II. UNDERVISNINGEN I GYMNASIET

§ 4. Undervisningen i gymnasiet tilrettelægges efter følgende timeplan (lektioner pr. uge):

  

 Sproglig linje:       1.g.        2.g.       3.g.  

 Religion               -           -          3  

 Oldtidskundskab*)      -           -          3  

 Dansk                  3           3          4  

 Engelsk                4           4          -  

 Tysk. el. fransk  

 (fortsættersprog)*)    4           4          -  

 Begyndersprog*)        4           4          -  

 Latin                  3           -          -  

 Historie               3           3          3  

 Geografi               -           3          -  

 Biologi                3           -          -  

 Naturfag  

 (matematik-fysik-kemi) 3           4          -  

 Musik                  3           -          -  

 Billedkunst            -           -          2  

 Idræt                  2           2          2  

 Valgfag                -         4-5      14-15  

 ---------------------------------------------------------------------  

                       32       31-32      31-32  

 --------------------------------------------------------------------  

 Matematisk linje:  

 --------------------------------------------------------------------  

                      1.g.        2.g.       3.g.  

 Religion               -           -          3  

 Oldtidskundskab        -           -          3  

 Dansk                  3           3          4  

 Engelsk                3           4          -  

 Begyndersprog/  

 fortsættersprog        4           4          -  

 Historie               3           3          3  

 Geografi               -           3          -  

 Biologi                3           -          -  

 Fysik                  3           3          -  

 Kemi                   3           -          -  

 Matematik              5           5          -  

 Musik                  3           -          -  

 Billedkunst            -           -          2  

 Idræt                  2           2          2  

 Valgfag                -         4-5      14-15  

 -------------------------------------------------------------------  

                       32       31-32      31-32  

-------------------------------------------------------------------

Stk. 2. Undervisningen i valgfagene på højt niveau, jfr. § 1, stk. 3, tilrettelægges efter følgende timeplan (lektioner pr. uge):

  

 Højt niveau:                     2.g.       3.g.  

 -------------------------------------------------------------------  

 Latin                              5          5  

 Samfundsfag                        5          5  

 Musik                              5          5  

 Græsk                              5          8 *)  

 Biologi                            5          5  

 Kemi                               4          5  

 Engelsk                            -          5  

 Tysk (fortsætter-  

 eller begyndersprog)               -          5  

 Fransk (fortsætter-  

 eller begyndersprog)               -          5  

 Spansk                             -          5  

 Russisk                            -          5  

 Matematik                          -          5  

 Fysik                              -          5  

-------------------------------------------------------------------

  • *) jf. dog 2, stk. 3.

Stk. 3. Valgfagene på mellemniveau, jfr. § 1, stk. 4, tilrettelægges over eet år med fire ugentlige timer. I fagene geografi samt matematik, fysik og kemi på sproglig linje finder undervisningen sted i 3. gymnasieklasse. For de øvrige fags vedkommende finder undervisningen sted enten i 2. eller i 3. gymnasieklasse. Holdene kan bestå af elever fra begge klassetrin.

§ 5. Ved begyndelsen af undervisningen skal læreren enten sammen med eleverne udarbejde en plan for arbejdet i efterårshalvåret eller gøre eleverne bekendt med en sådan plan. For de senere faser i undervisningen gælder, at læreren og eleverne i fællesskab planlægger arbejdet. Læreren og eleverne drøfter regelmæssigt undervisningen.

Stk. 2. Eksamensopgivelserne udvælges i samråd med eleverne og skal godkendes i direktoratet.

Stk. 3. Undervisningen i den enkelte klasse skal koordineres med henblik på at sikre sammenhængen mellem fagene og en passende fordeling af elevernes arbejdsbyrde.

§ 6. Ud over de i § 2 nævnte fag omfatter undervisningen fællestimer og frivillig undervisning i musik, billedkunst og idræt samt ekskursioner m.v. Direktoratet fastsætter nærmere regler herom.

Den større skriftlige opgave

§ 7. I 3. gymnasieklasse udarbejder hver elev en større skriftlig opgave i et af fagene dansk eller historie eller i et af elevens valgfag på højt niveau, jfr. § 1, stk. 3. Den enkelte elev vælger selv det fag, som opgaven skal skrives i. Opgaven udarbejdes i løbet af en uge mellem efterårsferien og juleferien. Undervisningen suspenderes i denne uge for elever i 3. gymnasieklasse. Opgaven formuleres af læreren i det pågældende fag inden for et område, der vælges af eleven i samråd med læreren.

Stk. 2. Direktoratet fastsætter nærmere retningslinjer om praktiske forhold i forbindelse med udarbejdelse af opgaven og om fremgangsmåden ved bedømmelsen af opgaven.

Stk. 3. Skolernes lokaler, bibliotek og øvrige udstyr skal være til rådighed for eleverne i den uge, hvor opgaven udarbejdes. Fysik-, kemi- og biologilokaler skal være til rådighed i passende omfang inden for normal undervisningstid afhængig af opgavens karakter, og en af fagets lærere skal være til stede.

Studievejledning

§ 8. Skolen tilbyder eleverne kollektiv og individuel studievejledning.

Stk. 2. Rektor udpeger efter internt opslag en eller flere studievejledere, der varetager hvervet i en del af deres tjenestetid. Studievejlederne udpeges blandt skolens fastansatte lærere.

Stk. 3. Direktoratet fastsætter nærmere retningslinjer for studievejlederfunktionen, herunder om uddannelseskrav til vejledere, og for vejledningens indhold, omfang og tilrettelæggelse.

III. UNDERVISNINGEN PÅ DEN ENKELTE GYMNASIESKOLE

§ 9. Ved hver offentlig gymnasieskole skal der gives undervisning på den sproglige og den matematiske linje.

Stk. 2. Amtsrådet træffer efter indstilling fra rektor beslutning om, hvilke valgfag der skal tilbydes på den enkelte skole. Der skal dog mindst tilbydes undervisning i 6 valgfag på højt niveau, herunder engelsk for sproglige og et andet fremmedsprog, matematik og fysik, samt i mindst 6 valgfag på mellemniveau.

Stk. 3. Samtlige valgfag på højt niveau efter § 1, stk. 3 og følgende valgfag efter § 1, stk. 4: latin, samfundsfag, geografi, biologi, kemi, fysik, matematik, datalogi, teknikfag, erhvervsøkonomi, musik, idræt samt billedkunst skal tilbydes ved en eller flere af de offentlige gymnasieskoler inden for amtskommunen.

Stk. 4. Den enkelte skole kan udover reglerne i § 2, stk. 2-7 fastsætte yderligere bindinger på elevernes valg af valgfag.

Stk. 5. Til handicappede elever gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang.

§ 10. Amtsrådet træffer beslutning om antallet af valghold og hold til fortsættersprog og begyndersprog ved den enkelte skole. Til undervisningen i valgfag samt i fortsættersprog og begyndersprog skal der afhængig af skolens samlede antal gymnasieklasser det pågældende skoleår mindst oprettes henholdsvis videreføres følgende antal hold a 4 eller 5 ugetimer:

For skoler med højst 15 klasser:

24 hold+2 hold pr. klasse udover 9.

For skoler med mere end 15 klasser:

36 hold+1 hold pr. klasse udover 15.

Hertil lægges i alle tilfælde 2 hold pr. sproglig 1. g.-klasse, 2 hold pr. sproglig 2. g.-klasse, 1 hold pr. matematisk 1. g.-klasse og 1 hold pr. matematisk 2. g.-klasse.

For skoler med færre end 9 klasser kan direktoratet godkende et lavere antal hold.

Stk. 2. Rektor træffer afgørelse om, hvilke hold der oprettes inden for de rammer, der er fastsat i henhold til stk. 1. Afgørelsen skal træffes med udgangspunkt i skolens undervisningstilbud og således, at elevernes ønsker opfyldes bedst muligt.

Stk. 3. Antallet af elever på et hold kan ikke overstige 28. Direktoratet fastsætter særlige regler for antallet af elever i laboratorietimer og for holddannelsen i faget idræt.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, 2 og 4, samt § 10, stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for private gymnasieskoler, idet den private gymnasieskoles bestyrelse træder i stedet for amtsrådet. Direktoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelsen i § 9, stk. 2, 2. punktum.

Stk. 5. Reglerne vedrørende amtskommunerne finder tilsvarende anvendelse for Københavns og Frederiksberg kommuner. For Sorø Akademis Skoles vedkommende træder direktoratet i stedet for amtsrådet.

§ 11. Oprettelse af valgfag kræver første gang godkendelse fra direktoratet.

§ 12. Senest den 1. april skal eleverne i 1. gymnasieklasse meddele, hvilke af de tilbudte valgfag de ønsker at følge undervisning i i 2. gymnasieklasse, jfr. § 2. Samtidig skal eleverne med henblik på skolens planlægning meddele, hvilke af de tilbudte valgfag de påregner at vælge i 3. gymnasieklasse.

Stk. 2. Elever i 2. gymnasieklasse skal tilsvarende senest 1. april meddele deres endelige valg af valgfag for 3. gymnasieklasse, jfr. § 2.

IV. EKSAMEN

§ 13. Eksamen afholdes normalt i maj/juni (maj/juni-eksamensterminen).

§ 14. Studentereksamen omfatter prøver i alle obligatoriske fag undtagen idræt, musik og billedkunst samt i alle valgfag.

Stk. 2. Eksamen omfatter for hver elev i alt 10 prøver samt den større skriftlige opgave, jfr. § 7. Prøverne aflægges på det klassetrin, hvor eleven afslutter undervisningen i faget, jfr. stk. 3. Elever, der vælger et valgfag, som tillige er obligatorisk fag, aflægger kun prøve i valgfaget. Elever, der vælger både latin og græsk på højt niveau, aflægger dog ikke prøve i det sprogfag, der fravælges efter 1. gymnasieklasse, jfr. § 2, stk. 3.

Stk. 3. Alle elever aflægger efter 3. gymnasieklasse skriftlig prøve i dansk og i de fag efter § 1, stk. 3, der er valgt. Efter 2. gymnasieklasse aflægger alle elever på den sproglige linje skriftlig prøve i engelsk og alle på den matematiske linje skriftlig prøve i matematik.

Stk. 4. Direktoratet fastsætter hvert år, i hvilke fag der herudover aflægges mundtlig prøve. Antallet af prøver for den enkelte elev efter 1. og 2. gymnasieklasse fastsættes således, at der normalt aflægges fire mundtlige prøver efter 3. gymnasieklasse. Om eksamen på særlige vilkår henvises til § 19, stk. 2.

Stk. 5. For elever, der vælger latin, biologi eller kemi som valgfag på mellemniveau i 3. g., bortfalder en eventuel aflagt prøve efter 1. gymnasieklasse.

§ 15. For elever, som på grund af sygdom ikke eller kun delvis har kunnet deltage i maj/juni-eksamensterminen, holdes der sygeeksamen i august/september (august/september-eksamenstermin), jfr. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Bliver en elev forhindret af sygdom i at møde til en af de skriftlige eller mundtlige prøver til studentereksamen, skal der snarest gives skolens rektor besked herom. Er sådan meddelelse ikke givet inden den pågældende prøves afslutning, betragtes eleven som udeblevet fra prøven af anden grund end sygdom, jfr. § 16.

Stk. 3. Gennemfører en elev trods sygdom en prøve, kan eleven ikke aflægge ny prøve inden for maj/juni-eksamensterminen eller i den følgende august/september-eksamenstermin.

Stk. 4. Varer en sygdom, der har hindret en elev i at deltage i en eller flere mundtlige prøver, ikke længere, end at eksaminationen eller eksaminationerne kan flyttes inden for maj/juni-eksamensterminen, har eleven ikke krav på at komme til sygeeksamen. Eleven er dog ikke pligtig til at lade sig eksaminere i mere end eet fag på samme dag.

Stk. 5. Tilmelding til sygeeksamen sker inden 25. juni til skolens rektor, der efter regler fastsat af direktoratet godkender tilmeldingen eller indsender den til direktoratet. Tilmeldingen skal indeholde lægeattest for, at eleven på grund af sygdom ikke eller kun delvis har kunnet deltage i eksamen i maj/juni-eksamensterminen. Tilmeldingen sker på en blanket, der udformes af direktoratet, og som for så vidt angår lægeattesten skal være godkendt af Den Almindelige Danske Lægeforenings attestudvalg.

Stk. 6. Sygeeksamen omfatter de prøver, som eleven på grund af sygdom ikke har kunnet påbegynde eller fuldføre.

§ 16. Elever, som af andre grunde end sygdom ikke eller kun delvis har deltaget i eksamen, kan først gå til eksamen igen efter et års forløb.

§ 17. I fag, hvor mundtlig prøve til studentereksamen afholdes ved udgangen af 1. eller 2. gymnasieklasse, kan en elev efter anmodning aflægge ny mundtlig prøve i faget i august/september-eksamensterminen, hvis eleven som årskarakter i faget har fået 5 eller derover og som eksamenskarakter 00 eller 03. Eksamenskarakteren til studentereksamen er karakteren for den nye prøve.

Stk. 2. I fag, hvor mundtlig prøve til studentereksamen afholdes ved udgangen af 1. eller 2. gymnasieklasse, men hvor prøve i faget er bortfaldet som følge af reglen i § 14, stk. 4, kan en elev efter anmodning aflægge mundtlig prøve i faget i august/september-eksamensterminen, hvis eleven som årskarakter har fået 00 eller 03. Prøven indgår som en af de 10 prøver i henhold til § 14.

Stk. 3. Elever, der ved sygeeksamen bliver berettiget til prøve efter stk. 1, eller som på grund af sygdom forhindres i at aflægge prøve i august/september-eksamensterminen, som de er berettiget til efter stk. 1 eller 2, kan efter anmodning aflægge prøve i faget i den følgende maj/juni-eksamenstermin.

Stk. 4. Tilmelding til prøve efter stk. 1, 2 og 3 sker til skolens rektor inden 25. juni.

Adgang til at aflægge eksamen m.v.

§ 18. Rektor skal inden en frist, der fastsættes af direktoratet, meddele dette, hvor mange elever der ventes at aflægge eksamen i hvert fag, og hvilke lærere der skal eksaminere i de enkelte fag.

Stk. 2. Eleverne betragtes som tilmeldt de prøver til studentereksamen, der afholdes i maj/juni-eksamensterminen. Om tilmelding til sygeeksamen og til prøver efter § 17, stk. 1 og 2, henvises til § 15 og § 17, stk. 4.

Stk. 3. Inden 1. marts indsendes et eksemplar af de enkelte klassers/holds læsepensa og eksamensopgivelser til direktoratet. Fortegnelse over læsepensum i valgfrit stof eller valgfrit emne skal dog indsendes inden frister, der fastsættes af direktoratet.

§ 19. Direktoratet fastsætter nærmere retningslinjer om, hvorvidt en elev, der har forsømt undervisningen i et eller flere fag i væsentligt omfang eller årsprøver efter 1. eller 2. gymnasieklasse, kan aflægge eksamen, eventuelt på særlige vilkår, jfr. stk. 2.

Stk. 2. Ved aflæggelse af eksamen på særlige vilkår gælder følgende:

  • 1) Eleven aflægger prøve i alle fag, der afsluttes i 3. gymnasieklasse, og hvor der kan afholdes prøve efter reglerne i § 14. Eksamenskarakterer fra 1. og 2. gymnasieklasse, herunder årskarakterer overført som eksamenskarakterer, bevares.
  • 2) Eksamensopgivelserne udarbejdes efter regler, der fastsættes af direktoratet, og kan omfatte hele det undervisningsstof, der er læst efter gymnasiefagbekendtgørelsen.
  • 3) Eleven får ikke årskarakterer i 3. gymnasieklasse. Årskarakterer givet i eksamensfag i 1. og 2. gymnasieklasse indføres ikke på eksamensbeviset.
  • 4) Eksamensresultatet er gennemsnittet af eksamenskaraktererne.

Skriftlig eksamen

§ 20. Direktoratet stiller opgaverne til den skriftlige eksamen. Forslag hertil udarbejdes af en opgavekommission for hvert fag med skriftlig prøve. Opgavekommissionernes formænd og medlemmer beskikkes af direktoratet. Hver kommission skal have mindst 2 medlemmer indbefattet formanden. Direktoratet kan fastsætte regler om opgavekommissionernes arbejde.

§ 21. Direktoratet fastsætter tidspunkterne for de skriftlige prøver. Den enkelte elev kan kun aflægge een skriftlig prøve pr. dag. Om varigheden af prøverne henvises der til gymnasiefagbekendtgørelsen.

§ 22. Direktoratet fastsætter regler om tilsyn ved prøverne, om de praktiske forhold ved disse, herunder om, hvilke hjælpemidler der må benyttes ved prøverne, og om forsendelsen af besvarelserne til censorerne.

Stk. 2. En eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan ikke deltage heri. Rektor kan dog tillade vedkommende at deltage, hvis det må anses for udelukket, at den pågældende har fået nogen oplysning om opgaven, og rektor finder forsinkelsen rimeligt begrundet. Rektor skal straks efter prøven indberette sagen til direktoratet, der afgør, om prøven kan godkendes for denne eksaminand.

Stk. 3. Hvis en eksaminand gribes i utvivlsomt forsøg på at skaffe sig selv eller give en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelsen, skal vedkommende straks bortvises fra eksamen. Bortvisningen skal umiddelbart derefter indberettes til direktoratet. Hvis der under en prøve eller ved bedømmelsen af en besvarelse opstår formodning om, at en eksaminand har skaffet sig eller ydet uretmæssig hjælp eller forsøgt herpå, indberettes dette til direktoratet, der undersøger sagen. Bliver formodningen bekræftet, bortvises eksaminanden fra eksamen.

§ 23. Besvarelserne og censorernes karakterliste sendes som anbefalet pakke til skolen senest 10 dage før første dag i sommerferien. Rektor viser karakterlisten til faglæreren og giver denne besvarelserne. Faglæreren kan med en skriftlig redegørelse for sine grunde - gennem rektor og senest 2 dage efter sin modtagelse af besvarelserne - optage forhandling med censorerne om at få en eller flere bedømmelser taget op til revision. Når resultatet af forhandlingerne foreligger, indfører rektor eller en af ham hertil bemyndiget karaktererne i eksamensprotokollen.

Stk. 2. Karakterlisterne skal opbevares af skolen i mindst et år.

§ 24. Besvarelserne kan udleveres til eksaminander, der ønsker det, når de har modtaget eksamensbeviset og klagefristen efter § 44 er udløbet, uden at der er rejst klagesag, som besvarelserne kan blive inddraget i. Besvarelser, som ikke udleveres, kan tilintetgøres efter et år.

Mundtlig eksamen

§ 25. De mundtlige prøver er offentlige.

§ 26. Direktoratet fastsætter nærmere regler om afvikling af eksamen. Direktoratet beskikker censorer ved eksamen, jfr. § 39.

§ 27. Skolen sender de beskikkede censorer meddelelse om læsepensa og eksamensopgivelserne inden en frist, der fastsættes af direktoratet.

§ 28. I fag, hvor der skal prøves i et opgivet pensum, skal faglæreren forelægge eksamensspørgsmålene for censor, før prøven begynder. Spørgsmålene skal fyldigt og alsidigt repræsentere hele det opgivne pensum uden hensyn til eksaminandernes antal. Censor kan henstille til læreren, at bestemte spørgsmål udskydes, eller at deres form ændres. Nægter læreren at følge sådanne henstillinger, skal censor efter prøvens afslutning indberette sagen til direktoratet. Det skal også indberettes, hvis vægtige dele af det opgivne pensum ikke kan drages ind i eksaminationen gennem de stillede spørgsmål.

Stk. 2. I fag, hvor der skal prøves i en ulæst tekst valgt af censor, skal denne senest 7 dage før prøven sende faglæreren (eksaminator) et eksemplar af de tekster, censor vil benytte ved prøven, og en liste over de tekststeder, eksaminanderne vil få forelagt. Listen skal indeholde så mange tekststeder, at læreren kan udskyde indtil 1/5 af dem. Læreren kan desuden - ved mundtlig forhandling, før prøven begynder - henstille til censor, at eksaminanderne får enkelte gloser oversat eller får særlige forklaringer, hvis en sådan hjælp anses for nødvendig. Censor medbringer det fornødne antal ekstemporaltekster.

Stk. 3. I fag, hvor der skal prøves i en ulæst tekst valgt af eksaminator, skal denne senest 7 dage før prøven sende censor en liste over de tekster, eksaminator vil forelægge eksaminanderne. Hvis en tekst ikke er hentet i de almindelige anvendte antologier, skal den vedlægges i kopi.

§ 29. Eksaminator sørger for, at det nødvendige materiale (bøger, kort, billeder og lignende) er til stede ved prøven, og har ansvaret for, at eleverne er orienteret om, hvilke hjælpemidler det er tilladt at anvende.

Stk. 2. Eksamensspørgsmålene tildeles eksaminanderne ved lodtrækning.

Stk. 3. Der eksamineres udelukkende af eksaminator, og censor kan kun undtagelsesvis, og da kun med eksaminators tilladelse, stille enkelte spørgsmål til eksaminanden. Finder censor eksaminationen utilfredsstillende, kan censor dog på et passende tidspunkt (efter en eksamination) i enrum forhandle med eksaminator om eksaminationsformen. Ændrer eksaminator ikke eksaminationsformen herefter, skal censor straks underrette rektor og efter prøvens afslutning indberette sagen til direktoratet.

Stk. 4. Der censureres efter hver enkelt eksamination. Kun censor og eksaminator er til stede ved censureringen. Censor giver sin bedømmelse først.

§ 30. Rektor eller en, som rektor har bemyndiget hertil, fører karaktererne ind i eksamensprotokollen efter en karakterliste, der er underskrevet af eksaminator og censor. Karakterlisten opbevares af skolen i mindst et år.

§ 31. I forberedelsestiden må eksaminanden ikke kunne henvende sig til andre om faglige emner. Eksaminanden skal så vidt muligt sidde alene i et lokale, navnlig ved prøver i fremmedsprog. Hvis flere eksaminander forbereder sig i samme lokale, skal der være tilsyn. Bestemmelsen i § 22, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Evaluering m.v.

§ 32. Undervisningen i gymnasiet skal løbende evalueres til intern brug, så elever og lærere informeres om udbyttet af undervisningen. Desuden skal den enkelte elevs faglige kvalifikationer evalueres til ekstern brug; dette sker ved følgende former for bedømmelse: vidnesbyrd, standpunktskarakterer, årskarakterer og eksamenskarakterer.

Stk. 2. Om de karakterer, der anvendes, og om betingelserne for, at eksamen er bestået gælder reglerne i bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 1963 om karakterskala og nr. 153 af 15. maj 1964 om dispensation i særlige tilfælde fra karakterkrav ved realeksamen og studentereksamen.

§ 33. Som led i evalueringen afholdes der følgende prøver, der ikke indgår i studentereksamen:

- 1. gymnasieklasse: skriftlige årsprøver i dansk (danskopgaven) på begge linjer, i engelsk på den sproglige linje og i matematik på den matematiske linje.

- 2. gymnasieklasse: skriftlige årsprøver i dansk og i de af fagene i § 1, stk. 3, eleven har valgt. Desuden skriftlig terminsprøve i engelsk på sproglig linje og i matematik på matematisk linje i tiden fra midten af februar til begyndelsen af april.

- 3. gymnasieklasse: skriftlig terminsprøve i dansk og i de af fagene i § 1, stk. 3 eleven har valgt. Prøverne holdes i tiden fra midten af februar til begyndelsen af april.

Karaktererne indgår i grundlaget for fastsættelsen af standpunktskarakterer og årskarakterer.

Stk. 2. Årsprøverne holdes i maj/juni-eksamensterminen. I 1. og 2. gymnasieklasse holdes der hvert år desuden 3 mundtlige årsprøver/eksaminer, med mindre undervisningen fortsætter, og elevernes udbytte evalueres på anden måde. Der skal dog som minimum afholdes mindst fire mundtlige årsprøver/eksaminer i løbet af de to år.

§ 34. Vidnesbyrd og standpunktskarakterer gives efter regler, der fastsættes af direktoratet, der også kan give regler og vejledning om evaluering til intern brug.

§ 35. Årskarakterer gives i alle fag ved slutningen af alle 3 gymnasieklasser. Der gives dog ikke årskarakter i idræt som obligatorisk fag. Om eksamen på særlige vilkår henvises der til § 19, stk. 2.

Stk. 2. I fag, som efter § 14, stk. 3 har skriftlig prøve til studentereksamen, gives der to årskarakterer: En for skriftlige og en for mundtlige præstationer. I andre fag gives der een årskarakter.

Stk. 3. Årskarakteren i det enkelte fag gives af faglæreren. Karakteren er en bedømmelse af elevens standpunkt ved skoleårets slutning.

§ 36. På grundlag af evalueringen ved skoleårets slutning rådgiver lærerforsamlingen eleverne i 1. og 2. gymnasieklasse og eventuelt deres forældre om de enkelte elevers fortsættelse i næste klasse. Afgørelse herom træffes af eleven eller - hvis denne er under 18 år og ugift - af forældremyndighedens indehaver, jfr. dog § 19, stk. 1 og 2. Direktoratet fastsætter regler om lærerforsamlingens rådgivning.

§ 37. Årskaraktererne fra det klassetrin, hvor faget afsluttes, indgår i studentereksamen, jfr. § 40. Umiddelbart før sådanne årskarakterer fastsættes, drøftes elevernes standpunkt på et lærerforsamlingsmøde. Karaktererne skal være givet senest 7 dage før den første skriftlige prøve og skal være indført i eksamensprotokollen, før skemaet for den mundtlige eksamen offentliggøres.

§ 38. Eksamenskarakterer gives i de fag, hvor der efter § 14, stk. 3 holdes skriftlig prøve, i alle fag, hvor der kan holdes mundtlig prøve efter § 14, stk. 1, samt i den større skriftlige opgave, jfr. § 7. Der henvises til § 17, stk. 1 om eksamenskarakteren ved fornyet prøve.

Stk. 2. Der gives en eksamenskarakter for den skriftlige prøve i et fag. Karakteren gives af to censorer, der beskikkes af direktoratet.

Stk. 3. Der gives en eksamenskarakter for hver mundtlig prøve og i den større skriftlige opgave. Karakteren gives af eksaminator og af en censor, der beskikkes af direktoratet.

Stk. 4. Holdes der som følge af reglen i § 14, stk. 4 ikke prøve i et fag, tæller årskarakteren også som eksamenskarakter og overføres som sådan til eksamensprotokollen. Dette gælder dog ikke årskarakteren efter 1. g. i det sprogfag, der fravælges af elever på sproglig linje som har valgt latin og græsk på højt niveau, jfr. § 2, stk. 3.

Stk. 5. For elever på sproglig linje, der vælger engelsk på højt niveau, fremkommer eksamenskarakteren i skriftlig engelsk ved at de skriftlige karakterer ved prøverne efter 2. gymnasieklasse og efter 3. gymnasieklasse sammenlægges i forholdet 1:2, jfr. stk. 6. For elever på matematisk linje, der vælger matematik på højt niveau, fremkommer eksamenskarakteren i skriftlig matematik ved at de skriftlige karakterer ved prøverne efter 2. gymnasieklasse og efter 3. gymnasieklasse sammenlægges i forholdet 1:2, jfr. stk. 6.

Stk. 6. Ved udregninger efter stk. 5 afrundes til nærmeste tal i karakterskalaen. Karaktererne 00 og 13 kan kun gives, hvis begge delkarakterer er henholdsvis 00 og 13.

§ 39. Eksamenskaraktererne fremkommer således:

  • 1) For den skriftlige eksamenspræstation i hvert fag giver hver censor en karakter, hvorefter eksamenskarakteren fastsættes ved mundtlig forhandling mellem censorerne. Kan de ikke blive enige, fastsættes karakteren af en opmand, der udpeges af direktoratet.
  • 2) For hver mundtlig eksamenspræstation og for den større skriftlige opgave giver eksaminator og censor hver en karakter. Hvis karaktererne er forskellige, og eksaminator og censor ikke bliver enige om eksamenskarakteren ved forhandling, fastsættes karakteren som gennemsnitstallet mellem de to karakterer. Svarer gennemsnitstallet ikke til et tal på karakterskalaen, afrundes det til den nærmeste karakter. Ligger tallet midt mellem to karakterer, afrundes der opad, hvis censor har givet den højeste karakter, og nedad, hvis censor har givet den laveste karakter. Karaktererne 00 og 13 kan kun gives, hvis eksaminator og censor bliver enige om det. Hvis forhandling om en karakter ikke har ført til enighed, skal censor indberette eksaminators og censors karakterer til direktoratet.

§ 40. Af alle årskarakterer udregnes et gennemsnitstal med een decimal, idet dog årskaraktererne i musik og billedkunst som obligatoriske fag indgår i beregningen med vægt 0,5.

Stk. 2. Af alle eksamenskarakterer, herunder overførte årskarakterer, udregnes et gennemsnitstal med een decimal.

Stk. 3. Ved udregninger efter stk. 1 og 2 gælder hver af karaktererne enkelt. Hvis kvotienten får mere end een decimal, afrundes der til det nærmeste tal med een decimal. Ligger kvotienten midt imellem to tal med en decimal afrundes der opad.

Stk. 4. Eksamensresultatet er middeltallet mellem årskarakterernes gennemsnitstal og eksamenskarakterernes gennemsnitstal og angives med een decimal, eventuelt efter afrunding som efter stk. 3.

Stk. 5. Eksamensresultatet og de to gennemsnitstal indføres i eksamensprotokollen.

Stk. 6. Om eksamen på særlige vilkår henvises der til § 19, stk. 2.

Eksamensbevis, indberetninger og klage

§ 41. På eksamensbeviset indføres

- alle årskarakterer, der efter § 37 indgår i studentereksamen,

- eksamenskaraktererne efter § 38, herunder overførte årskarakterer, der udtrykkeligt angives som sådanne,

- de to gennemsnitstal efter § 40,

- eksamensresultatet efter § 40, stk. 4.

Om eksamen på særlige vilkår henvises der til § 19, stk. 2.

§ 42. Eksamensbeviset udstedes på en blanket, der udformes af direktoratet. Beviset underskrives af rektor og forsynes med skolens segl eller prægestempel.

§ 43. Umiddelbart efter eksamen sender rektor indberetning om eksamens udfald til direktoratet efter dettes nærmere anvisning. Indberetningen skal omfatte alle elever i skolens 3. gymnasieklasser, som har været tilmeldt eksamen, herunder også elever, som ikke har bestået eller fuldført eksamen.

§ 44. Ved klager over eksamen, herunder over årskarakterer, der indgår i studentereksamen, skal klagepunkterne præciseres og begrundes. Klagen skal indgives til rektor af den eller de berørte elever eller lærere inden 1 måned efter, at bedømmelsen er meddelt eleven. Hvis eleven er under 18 år og ugift, kan klage også indgives af forældremyndighedens indehaver. Rektor indhenter udtalelser fra bedømmerne ved prøven og indsender klagen og udtalelserne til direktoratet med sine kommentarer.

V. ANDRE BESTEMMELSER

§ 45. Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen fører tilsyn med undervisningen i gymnasieskolen.

Stk. 2. Direktoratet fastsætter nærmere regler om undervisningen og eksamen m.v.

Stk. 3. Direktoratet kan godkende sådanne afvigelser fra bekendtgørelsens bestemmelser, som er led i pædagogisk udviklingsarbejde eller som i øvrigt indgår i en fastlagt plan. Det er en betingelse herfor, at eksamens anvendelighed som grundlag for videregående uddannelse ikke forringes.

Stk. 4. Direktoratet kan dispensere fra bekendtgørelsen i særlige tilfælde.

Stk. 5. Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 46. Direktoratet kan give økonomisk støtte til pædagogisk udviklingsarbejde.

Stk. 2. Direktoratet fastsætter nærmere regler om pædagogisk udviklingsarbejde.

§ 47. Bekendtgørelsen finder første gang anvendelse for de 1. gymnasieklasser, der begynder undervisningen i august 1988 med henblik på dismission i 1991.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 265 af 25. maj 1984 om studentereksamen m.v. i gymnasiet og bekendtgørelse nr. 268 af 25. maj 1984 om undervisningen m.v. ophæves. Reglerne i disse bekendtgørelser finder dog fortsat anvendelse på de gymnasieklasser, der har påbegyndt undervisningen før august 1988 med henblik på dimission før 1991.

Stk. 3. Direktoratet fastsætter eller godkender i de enkelte tilfælde de fornødne overgangsordninger.

Undervisningsministeriet, den 10. september 1987

BERTEL HAARDER

/Hanne Koktvedgaard

Officielle noter

Ingen