Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af
lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

 

Herved bekendtgøres lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991 som ændret ved § 4 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, ved § 35 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, ved § 8 i lov nr. 389 af 14. juni 1995, ved § 7 i lov nr. 385 af 22. maj 1996 og ved § 9 i lov nr. 232 af 2. april 1997.

Kapitel 1

Ægteskabsbetingelser

§ 1. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab uden statsamtets tilladelse. Statsamtet kan ved meddelelse af tilladelse til indgåelse af ægteskab til en ung under 18 år fastsætte vilkår om, at den unge trods ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil det fyldte 18. år.

§ 2. Den, som er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes samtykke.

Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg, åndssvag eller uden del i forældremyndigheden, eller hvis hans erklæring ikke kan indhentes uden særlig vanskelighed eller forsinkelse, er den andens samtykke tilstrækkeligt.

§ 3. Den som er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke.

§ 4. Nægtes samtykke efter §§ 2-3, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

§ 5. (Ophævet)

§ 6. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende.

§ 7. Ægteskab må ikke uden justitsministerens tilladelse indgås mellem personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke taler derimod.

§ 8. Adoptant og adoptivbarn må ikke indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består.

§ 9. Den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består.

§ 10. Den, som har været gift eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab, før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller fritagelse for skifte særligt er hjemlet. Endvidere kan justitsministeren tillade, at bestemmelsen i 1. pkt. fraviges, såfremt særlige grunde taler derfor.

§ 11. Ægteskab må ikke indgås, uden at hver af parterne over for den anden og den myndighed, der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om, hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som er bortadopteret.

Kapitel 2

Prøvelse af ægteskabsbetingelserne og vielse

§ 12. Før ægteskab indgås, skal det godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Justitsministeren fastsætter regler herom.

§ 13. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af kommunalbestyrelsens formand. I kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at prøvelsen skal foretages af et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand.

Stk. 2. Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af parterne bor. Har ingen af parterne bopæl her i landet, foretages prøvelsen på det sted, hvor en af parterne opholder sig.

Stk. 3. Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales 500 kr., hvis ingen af parterne har bopæl her i landet.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.

§ 14. Efter parternes ønske kan der ske lysning ved kundgørelse fra prædikestolen. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:

1)   inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,

2)   inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund,

3)   indenfor andre trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund, og trossamfundet har præster, som af kirkeministeren er bemyndiget til at foretage vielser.

Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af udenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

Stk. 2. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages af de præster, som er særligt bemyndiget dertil.

§ 18. Adgang til at blive borgerlig viet står åben for alle. Vielsen foretages af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1.

Stk. 2. Den myndighed, der foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, kan bemyndige en eller flere personer til på sit ansvar at foretage vielse.

§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten skal være udstedt inden for de sidste 4 måneder.

Stk. 2. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted, kan vielse dog foretages, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Stk. 3. Vielse må aldrig foretages, såfremt det er vielsesmyndigheden bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt.

§ 20. Vielse skal foregå i overværelse af mindst to vidner.

Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.

Stk. 3. Regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken og ved borgerlig vielse fastsættes af henholdsvis kirkeministeren og justitsministeren. For de anerkendte trossamfund gælder disses særlige forskrifter. For andre trossamfund godkendes fremgangsmåden ved vielse efter § 16, stk. 1, nr. 3, af kirkeministeren.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.

§ 21. En vielse er kun gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af bestemmelsen i § 20, stk. 2.

Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan af justitsministeren godkendes som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor.

§ 22. Kirkeministeren kan fastsætte regler om adgang for danske præster til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om adgang for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 3. Lovens regler om ægteskabsbetingelser og vielse finder anvendelse på vielser, der foretages i henhold til stk. 1-2. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan foretages af en diplomatisk eller konsulær tjenestemand, som af udenrigsministeren er bemyndiget hertil.

Stk. 4. Ved overenskomst med fremmed stat kan det bestemmes, at ægteskaber, der indgås for vedkommende lands præster eller diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er gyldige i Danmark.

Kapitel 3

Ægteskabs omstødelse

§ 23. Et ægteskab omstødes ved dom, hvis det er indgået i strid med § 6 eller § 9.

Stk. 2. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan det dog ikke omstødes, når det tidligere ægteskab er ophørt, inden sag er anlagt.

Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, eller af en af ægtefællerne. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan tillige ægtefællen i det tidligere ægteskab anlægge sag.

§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere ved dom efter påstand af den ene ægtefælle:

1)   hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt,

2)   hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,

3)   hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller

4)   hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 6 måneder efter, at den i stk. 1, nr. 1-2, nævnte tilstand eller tvang er ophørt, eller efter, at ægtefællen er blevet bekendt med de forhold, der er nævnt under nr. 3-4. Sag må anlægges inden 3 år efter ægteskabets indgåelse.

§ 25. Omstødelse medfører samme retsvirkninger som skilsmisse.

Stk. 2. Om formuedelingen gælder reglerne i skiftelovens § 69.

§ 26. Omstødes et ægteskab, og var den ene ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende denne, kan der ved dommen tilkendes den førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.

§ 27. Dør en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes efter § 23, inden omstødelse er sket, kan den efterlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve reglerne i skiftelovens § 69 bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter § 26.

Stk. 2. Samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter § 24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og inden fristerne i § 24, stk. 2, er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne i skiftelovens § 69 bragt til anvendelse.

Stk. 3. Krav efter stk. 1-2 må fremsættes inden 6 måneder efter dødsfaldet.

§ 28. Hvis en ægtefælle, som har indgået ægteskab i strid med § 9, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal den ret mod tredjemand til erstatning, pension eller andet økonomisk gode, som ved dødsfaldet tilfalder en efterlevende ægtefælle, tilkomme ægtefællen i det første ægteskab, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

Kapitel 4

Separation

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

§§ 36 - 41. (Ophævet)

Fremgangsmåden ved opnåelse af separation eller skilsmisse

§ 42. Separation og skilsmisse gives ved dom eller bevilling.

Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 46, 49 og 54-56 nævnte vilkår, jf. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde til statsamtets afgørelse.

Stk. 3. Findes det betænkeligt at meddele bevilling, skal bevilling nægtes.

§ 42 a. Bevilling udfærdiges af justitsministeren eller af statsamtet efter justitsministerens bemyndigelse.

Stk. 2. Ved indgivelse af ansøgning om skilsmisse ved bevilling betales 500 kr. til statsamtet.

Stk. 3. Hvis ansøgeren inden for de sidste 3 måneder har indgivet en ansøgning om skilsmisse, for hvilken der er sket   betaling, skal der dog ikke ske fornyet betaling.

Mægling

§ 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.

Vilkårsforhandling

§ 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse efter § 31, og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.

Kapitel 5

Separations- og skilsmissevilkår og ændring af vilkårene m.v.

§ 45. De vilkår, der er fastsat ved en dom til separation, afsagt her i landet, gælder også for tiden efter en skilsmisse, opnået på grundlag af separationen. Med hensyn til bidragspligt kan der dog ved separationsdommen træffes anden bestemmelse.

Forældremyndighed

§ 46. Om forældremyndigheden over børnene i forbindelse med separation eller skilsmisse gælder reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.

§ 47. (Ophævet)

Ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed

§ 48. (Ophævet)

Underholdsbidrag

§ 49. I forbindelse med separation eller skilsmisse træffes der bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold.

§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens statsamtet fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende.

§ 51. Bidragspligt bortfalder, når den berettigede indgår nyt ægteskab, eller en af ægtefællerne afgår ved døden.

Ændring af aftale eller afgørelse om underholdsbidrag

§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse kan ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen.

§ 53. En ved dom truffet afgørelse om ægtefællernes bidragspligt kan ændres ved en ny dom, såfremt væsentligt forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt taler herfor.

Stk. 2. En af statsamtet truffet afgørelse om bidragets størrelse kan ændres af statsamtet, såfremt omstændighederne taler derfor.

Andre vilkår

§ 54. Om retten til ægtefællepension efter en skilsmisse gælder lovgivningens særlige regler herom.

§ 55. Om ægtefællernes ret til at fortsætte lejemålet af fælles lejlighed gælder lejelovgivningens regler herom.

Stk. 2. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den enes bodel eller særeje, og som indeholder flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan retten i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet.

§ 56. Har en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler derfor, efter påstand af den anden ægtefælle i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter separationen eller skilsmissen. Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen.

Midlertidig bestemmelse om forældremyndighed

§ 57. (Ophævet)

Ændring af visse aftaler om vilkår m.v.

§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan aftalen ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 59. Loven træder i kraft den 1. januar 1970.

§ 60. Bestemmelsen i § 21, stk. 2, anvendes også på vielser foretaget før lovens ikrafttræden.

§ 61. Er der før lovens ikrafttræden anlagt sag til opnåelse af separation, skilsmisse eller ægteskabs omstødelse eller indgivet ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller begærer det, inden endelig dom afsiges, eller bevilling meddeles, kan lovens regler dog anvendes.

Stk. 3. Omstødes et ægteskab, der er indgået før lovens ikrafttræden, anvendes lovens regler om virkningerne af ægteskabs omstødelse.

§ 62. Om ægtefællers adgang til at opnå skilsmisse på grundlag af en separation, meddelt før lovens ikrafttræden, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan hver af ægtefællerne dog kræve skilsmisse fra den 1. januar 1971.

Stk. 3. Efter begge ægtefællers begæring kan lovens regler i øvrigt anvendes helt eller delvis.

§ 63. Bestemmelsen i § 48 anvendes også på aftaler og afgørelser om forældremyndighed, der er truffet før lovens ikrafttræden.

§ 64. Bestemmelserne i §§ 52 og 58 anvendes kun på aftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Ændring af afgørelser om underholdsbidrag, der er truffet før lovens ikrafttræden, sker efter lovens regler.

§ 65. Fra lovens ikrafttræden ophæves, jf. dog §§ 61, 62 og 64:

1)   forordning af 30. april 1824 om præsters embede angående ægteskab,

2)   lov af 13. april 1851 om ægteskab uden for folkekirken,

3)   lov nr. 79 af 19. februar 1892 om ægteskabs indgåelse for danske konsuler i udlandet,

4)   lov nr. 269 af 14. december 1906 om overenskomster vedrørende ægteskaber indgåede for diplomatiske eller konsulære embedsmænd,

5)   lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning og

6)   lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption § 26.

§ 66. Ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse og opløsning.

§ 67. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 230 af 6. juni 1985, der vedrører §§ 46-48 og § 57 indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1986.

§ 4

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden anlagt retssag om separation eller skilsmisse eller indgivet ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden endelig dom afsiges eller bevilling meddeles, anvendes dog bestemmelserne i §§ 1 og 2.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden truffet aftale eller afgørelse om forældremyndighed, der ikke skal gælde for en senere separation eller skilsmisse, skal der under en separations- eller skilsmissesag tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme.

 

Lov nr. 209 af 5. april 1989, der vedrører ægteskabslovens §§ 2, 5, 29-44, 50, 52 og 58, indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 6

Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 7

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.

Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne i § 1.

§ 8

Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1, gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.

 

Lov nr. 373 af 7. juni 1989, der vedrører ægteskabslovens §§ 9 og 10, fastsætter i § 5, at loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

 

Lov nr. 845 af 20. december 1989, hvis § 1 vedrører ægteskabslovens § 42, fastsætter i § 3, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 1)

 

Lov nr. 396 af 13. juni 1990, hvis § 7 vedrører ægteskabslovens §§ 1, 4, 10, 20, 42, 50 og 53, fastsætter i § 16, at loven træder i kraft den 1. juli 1990, dog træder § 7, nr. 4, der vedrører ægteskabslovens § 20, først i kraft den 1. oktober 1990.

 

Lov nr. 386 af 20. maj 1992, hvis § 4 vedrører ægteskabslovens §§ 13, 20, 42 og 42 a, fastsætter i § 12, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 24. april 1992. 2)

Lov nr. 387 af 14. juni 1995, hvis § 35 vedrører ægteskabslovens §§ 13, 20 og 46, fastsætter i § 33, at loven træder i kraft den 1. januar 1996, dog træder § 35, nr. 1 og 2, der vedrører ægteskabslovens §§ 13 og 20, i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 3)

 

Lov nr. 389 af 14. juni 1995, hvis § 8 vedrører ægteskabslovens §§ 1 og 3, fastsætter i § 23, at loven træder i kraft den 1. januar 1997.

 

Lov nr. 385 af 22. maj 1996, hvis § 7 vedrører ægteskabslovens § 10, fastsætter i § 15, at loven træder i kraft den 1. januar 1997.

 

Lov nr. 232 af 2. april 1997, hvis § 9 vedrører ægteskabslovens §§ 13 og 18, fastsætter i § 14, at loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Justitsministeriet, den 9. marts 1999

Frank Jensen

/Dorrit Sylvest Nielsen

Officielle noter

1) Bekendtgjort i Lovtidende den 21. december 1989

2) Bekendtgjort i Lovtidende den 21. maj 1992

3) Bekendtgjort i Lovtidende den 15. juni 1995