Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Regler om udbetaling af støtte til efg-elever i basisåret

(De tekniske skoler og handelsskolerne)

Finansudvalget har tiltrådt, at der i 2. halvdel af finansåret 1978 kan anvendes et beløb på ca. 12,5 mill. kr. til støtte til eleverne i de erhvervsfaglige grunduddannelsers basisår (25 mill. kr. på årsbasis). Støtten skal fordeles efter trang, og der fastsættes nedenfor regler om fordeling og udbetaling af støtten.

1. Direktoratet tildeler i januar og i august den enkelte skole et rådighedsbeløb, hvis størrelse fastsættes efter forholdet mellem skolens faktiske antal elever under basisuddannelse og det samlede antal elever under basisuddannelse.

2. Fordelingen af rådighedsbeløbet mellem skolens elever forestås af et af skolens forstander nedsat nævn med et ligeligt antal lærer- og elevrepræsentanter. Lærerrepræsentanterne udpeges af de heltidsbeskæftigede lærere ved basisuddannelsen, og elevrepræsentanterne udpeges af eleverne i basisuddannelsen. Skolens forstander fastsætter efter forhandling med lærere og elever antallet af nævnsmedlemmer. Nævnet fastsætter selv sin forretningsorden. Hvis det findes hensigtsmæssigt, kan nævnet nedsætte underudvalg for hvert hovederhvervsområde. Det vil være rimeligt at knytte en repræsentant fra skolens administration til nævnet.

3. Elever, som ønsker at komme i betragtning ved udbetaling af støtte, må indsende ansøgning herom til skolen eller til nævnet. Ansøgning kan kun indsendes af elever under basisuddannelsen. Ansøgningsfristen er 15. august (for de elever, der begynder basisuddannelsen i januar, dog 15. januar), eller senest 14 dage efter, at eleven er påbegyndt uddannelsen. Skolen skal ved sædvanlig meddelelse gøre eleverne under basisuddannelsen bekendt med støttemulighederne og ansøgningsfristerne.

4. Afgørelse af, hvorvidt en ansøgning skal imødekommes samt udmålinger af den eventuelle støtte, foretages af nævnet efter et samlet skøn over ansøgerens økonomiske behov.

I vurdering af dette behov bør nævnet tage hensyn til samtlige omstændigheder af betydning for ansøgerens økonomiske forhold, f.eks. forældrenes indtægts- og formueforhold, ansøgerens indtægts- og formueforhold, herunder modtagelse af andre offentlige ydelser, stipendier m.v., ansøgerens boligforhold (hjemmeboende, skolehjem, privat værelse m.v.) samt ansøgerens forsørgelsespligt over for andre.

Sammenslutningen af ledere af tekniske skoler har udarbejdet vedlagte skema, der vil kunne benyttes af eleverne ved ansøgning om støtte.

5. Der kan ikke tildeles støttebeløb på under 1.000 kr. pr. år. Støtten kan maksimalt udgør 4.000 kr. årligt.

6. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, dog kan spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen (form og fremgangsmåde) ved klage indbringes for undervisningsministeriet, direktoratet for erhvervsuddannelserne.

7. Den årligt tildelte støtte udbetales eleverne ved skolens foranstaltning med lige store beløb bagud i hver af månederne august-maj incl. Første rate kan dog udbetales samtidig med anden rate efter den enkelte skoles bestemmelse.

Såfremt eleven forlader basisuddannelsen, udbetales støtte indtil tidspunktet herfor.

8. Der kan inden for rådighedsbeløbets rammer eventuel foretages supplerende tildeling af støtte.

9. Nævnet afgiver en beretning til undervisningsministeriet, direktoratet for erhvervsuddannelserne, om sin virksomhed og er i det hele forpligtet til at meddele ministeriet oplysninger efter ministeriets nærmere bestemmelse.

Beretning aflægges første gang inden udgangen af februar 1979. 10. Skolen aflægger særskilt regnskab for rådighedsbeløbets anvendelse. Regnskab vil blive indkaldt sammen med skolens øvrige regnskaber.

N. Hummeluhr

/ M. Johansen

Officielle noter

Ingen