Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Skrivelse om retningslinier vedrørende mundtlig eksamen i matematik, studentereksamen og HF


For mundtlig eksamen i matematik vil vi gerne præcisere følgende:

1. Forberedelsestiden.

Det er tilladt eksaminanderne at medtage alle hjælpemidler: Lærebøger, noter, såvel egne som andres, formelsamling etc. i forberedelsestiden.

Når eksaminanden har fået sit spørgsmål (dobbeltspørgsmål) udleveret skriftligt og efter lodtrækning, bør eksaminator, inden eksaminanden begynder forberedelsen, sikre sig, at spørgsmålet er forstået rigtigt, eventuelt ved i overværelse af censor at stille nogle kontrolspørgsmål.

2. Spørgsmålsformuleringen.

Om formulering af eksamensspørgsmål gælder, at

  • a) spørgsmålene skal være så præcist formuleret, at eksaminanderne ikke kommer i tvivl om, hvilket stofområde der vil blive eksamineret i, men på den anden side skal der også være mulighed for eksaminanderne til selv at disponere og demonstrere en selvstændig tilrettelæggelse af emnet.
  • b) spørgsmålsformuleringen bør ikke indeholde sidetal, paragrafnumre etc., der henviser til det anvendte undervisningsmateriale.
  • c) hvis der til det enkelte spørgsmål udleveres bilag med eksempelmateriale, skal det klart fremgå, at det står eksaminanden frit, om han vil benytte sig af dette.

Det er uhensigtsmæssigt, hvis udlevering af sådant materiale fører til, at forberedelsestiden benyttes til »opgaveregning«.

  • d) på de niveau'er, hvor der stilles dobbeltspørgsmål, kan det ene spørgsmål være af mere oversigtsmæssig karakter. I et sådant oversigtsspørgsmål kan der ikke kræves en selvstændig fremstilling, men eksaminationen må forme sig som en samtale mellem eksaminand og eksaminator. Detaljeret bevisførelse kan heller ikke kræves i et oversigtsspørgsmål.

3. Dispositionen.

I forberedelsestiden kan eksaminanderne udarbejde en disposition, og de har lov til at medbringe denne disposition, men ingen andre hjælpemidler, til selve eksaminationen. Eksaminator og censor har ret til at se dispositionen, men skal ikke godkende den og må ikke lade den indgå i vurderingen af eksaminandens præstation.

Eksaminanden bør lægge dispositionen fra sig under eksaminationen og kun lejlighedsvis støtte sig til den. En højtlæsning af eller afskrift fra dispositionen kan ikke i sig selv tælle positivt ved karakterfastsættelsen.

Generelt gælder, at såvel udformningen af spørgsmålene som selve eksaminationen bør svare til den emnebehandling og det faglige niveau, der har præget den daglige undervisning. Det er vigtigt, at eleverne i god tid inden eksamen får lejlighed til at se eksempler på udformning af eksamensspørgsmål, og at læreren drøfter udarbejdelse og brug af dispositionen med dem.

Endelig gør vi opmærksom på, at hvis klassen i forbindelse med det opgivne pensum har benyttet noter eller læst efter ikke almindeligt tilgængelige tekster, skal disse (kopi af disse) i god tid før eksamen fremsendes til censor. Det samme gælder eventuelle noter udarbejdet af læreren til brug ved eksamen.

P.d.v.

Lisa Rasmussen

undervisningsinspektør

Officielle noter

Ingen