Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
K klagede over en artikel i bladet og anførte bl.a., at artiklen bragte forkerte oplysninger om, hvorvidt hans far havde hjulpet en krigsforbryder til flugt efter Anden Verdenskrig. Tre nævnsmedlemmer fandt ikke grundlag for at kritisere den journalistiske fremstilling af baggrunden for krigsforbryderens flugt. Et nævnsmedlem fandt derimod ikke grundlag for at antage, at klagerens far havde hjulpet den pågældende krigsforbryder til flugt og fandt, at artiklen var i strid med god presseskik. Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtalte derfor ikke sin kritik af bladet.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/2000

    En mand har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Berlingske Tidende den 20. december 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

    Det fremgår bl.a. af artiklen med overskriften "Læger hjalp Værnet til flugt", at:

    

"Nazi-læge: Arkivmateriale viser, at den nazistiske danske læge Carl Peter Værnet fik hjælp af andre læger til at komme ud af landet.

    Den danske nazistiske læge Carl Peter Værnet blev efter Anden Verdenskrig efter alt at dømme hjulpet på flugt af to fremtrædende danske læger for at undgå at blive anklaget for krigsforbrydelser. Det fremgår af arkivmateriale fra Frederiksberg Politi, som Ritzau har fået adgang til i Landsarkivet for Sjælland i København.

     Værnet flygtede til Argentina og undgik dermed at blive stillet for retten.

    Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) og overlæge dr. med [A] fra Kommunehospitalet i København afgav begge i 1945 og 1946 gentagne erklæringer på, at Værnet led af en alvorlig hjertesygdom. Han skulle angivelig kun have få år tilbage at leve i.

    

    I slutningen af 1946 forsvandt den nazistiske læge ud af landet senere ankom han til Argentina. Her blev han ansat i det argentinske sundhedsministerium og drev samtidig en specialpraksis. C. P. Værnet døde i 1965 i en alder af 72 år.

     Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med homoseksuelle fanger, hvoraf mindst to efter alt at dømme døde som følge af forsøgene.

     Carl Peter Værnet var rejst til Tyskland i 1943, hvor han fik laboratorier i Prag, der dengang lå i det nazistisk kontrollerede Protektorat Böhmen-Mähren. Han fik rang af SS-sturmbannführer (major), og politichefen Heinrich Himmler, en af de mægtigste mænd i det nazistiske rige, interesserede sig personligt for hans projekt.

    Efter krigen blev Værnet interneret på Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission i Danmark havde et internat for mistænkte krigsforbrydere. I december 1945 blev han imidlertid indlagt på Kommunehospitalet i København for en hjertelidelse, og i slutningen af 1946 forsvandt han ud af landet efter på baggrund af lægeerklæringerne at have fået tilladelse til at besøge en hjertespecialist på Karolinskasygehuset i Stockholm.

    

Svær hjertelidelse

    Om sygdommen skrev overlæge [A] 24. januar 1946 i en erklæring, at Værnet "har en meget svær hjertelidelse, og jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med hjertekrampe". Syv måneder senere, den 22. august 1946, erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at "læge Værnets sygdom i den sidste da forløbne tid har udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens erklæringer".

    I mellemtiden havde Carl Peter Værnet imidlertid virket aktivt for at skabe en storstilet produktion af sit hormonprodukt, som han håbede kunne bruges til en kur mod ældning i almindelighed ikke blot som et kureringsmiddel for mandlige homoseksuelle."

    Det fremgår bl.a. af artiklen med overskriften " Værnetsag forarger", at:

    

"Forkert: Professor Niels Høiby fra Rigshospitalet er forarget over afsløringen af, at danske læger ved hjælp af falske lægeerklæringer hjalp nazi-lægen Carl Peter Værnet ud af landet og væk fra en anklage om krigsforbrydelser.

    Afsløringen af, at mindst to danske læger hjalp koncentrationslejrlægen Carl Peter Værnet til at flygte efter Anden Verdenskrig, chokerer i lægeverdenen.

    "Det er jo noget af det, vi har frygtet, at der var kollegaer dybt involveret i at udsmugle Værnet. Det er meget forargeligt, at kammerateri er gået først, og at man ved at forfalske lægeattester har ladet en krigsforbryder undslippe. Og det er helt forkert, at man først får kendskab til det nu", siger Niels Høiby, professor og overlæge ved Rigshospitalet.

    

    I forsøget på at "kurere" homoseksualitet foretog Værnet i 1944 dødelige eksperimenter i den tyske kz-lejr Buchenwald. Efter krigen sad Værnet varetægtsfængslet i Danmark, men blev løsladt, fordi lægekollegaerne Gunnar Kelstrup og [A] attesterede, at han led af en alvorlig hjertesygdom, som kun kunne behandles i Sverige. Fra Sverige undslap Værnet til Argentina, og han blev aldrig stillet for retten."

    Klageren, der er søn af afdøde overlæge, dr.med. [A], har til brug for sagens behandling fremlagt bl.a. en række erklæringer, rapporter og breve fra 1945 til 1947.

    Klageren har gjort gældende, at artiklernes indhold og researchmæssige baggrund er i strid med god presseskik, og at bladet groft har krænket [A]s eftermæle og bragt hans efterkommere, herunder klagerens gode navn og rygte i miskredit.

    Klageren har anført, at artiklen med overskriften "Læger hjalp Værnet til flugt" sammenholdt med underrubrikken "Nazi-læge: Arkivmateriale viser, at den nazistiske danske læge Carl Peter Værnet fik hjælp af andre læger til at komme ud af landet" bibringer læseren den klare opfattelse, at [A] aktivt har hjulpet en nazistisk krigsforbryder til flugt fra retsforfølgelse. Der er imidlertid intet, som tyder på, at [A] har foretaget sig andet end at udføre sin lægelige pligt, nemlig at afgive en erklæring om en patients helbredstilstand, og der er ingen dokumentation for, at [A] som følge af misforstået kollegialitet, politiske sympatier eller af andre årsager skulle have udfærdiget en "hjælpsom" lægeattest. Overskriften og underrubrikken har således ingen dækning i artiklens indhold.

    Klageren har derudover anført, at artiklen med overskriften " Værnetsagen forarger" sammenholdt med underrubrikken "Forkert: Professor Niels Høiby fra Rigshospitalet er forarget over afsløringen af, at danske læger ved hjælp af falske lægeerklæringer hjalp nazi-lægen Carl Peter Værnet ud af landet og væk fra en anklage om krigsforbrydelser" bibringer læseren den opfattelse, at der er tale om afsløringer af falske lægeerklæringer, hvilket der imidlertid ikke er dokumentation for i nogen af artiklerne. Overskriften og underrubrikken har således ikke dækning i artiklens indhold.

    Klageren har tillige anført, at der i artiklen med overskriften " Værnetsagen forarger" fremføres en lang række anklager mod [A], men at der mangler dokumentation for talrige af påstandene. Redaktionelle bemærkninger fremstilles således som historiske kendsgerninger, hvilket er i strid med god presseskik. Dette gælder f.eks., at Værnet blev løsladt fra fængsling, fordi [A] attesterede, at han led af en alvorlig hjertesygdom, at [A] skulle have udfærdiget falske lægeerklæringer, og at [A] skulle have erklæret, at Værnets sygdom alene kunne behandles i Sverige. Det forhold, at Værnet levede i 20 år efter lægeerklæringerne blev skrevet, er ikke dokumentation for, at erklæringerne var falske.

    Klageren har videre anført, at der først i 1947 opstod mistanke om, at Værnet havde medvirket ved medicinske forsøg i tyske koncentrationslejre, og at han i 1945 alene var under anklage for overtrædelse af nogle almindelige værnemagerparagraffer ikke for grove krigsforbrydelser.

    Klageren har yderligere anført, at Værnet ikke blev arresteret i Tyskland som oplyst i artiklerne, men at han blev arresteret i sin hjemby Odder den 6. maj 1945, enten af den danske modstandsbevægelse eller af det danske politi. Det er relevant for bedømmelsen af sagen, at indklagede giver forkerte oplysninger om, hvornår Værnet blev arresteret, idet dette er symptomatisk for indholdet af artiklerne.

    Klageren har derudover anført, at de i alt syv lægeerklæringer, som [A] skrev, stammer fra perioden 24. november 1945 (12 dage efter Værnets indlæggelse) til 18. februar 1946 (dagen før Værnet blev udskrevet). Ved en gennemlæsning af disse lægeerklæringer fremgår det, at [A] var i tvivl om, hvad han skulle stille op med sin patient. Den 19. februar 1946 blev Værnet udskrevet fra Kommunehospitalet, og [A]s forbindelse med sagen ophører. At læge Kelstrup i brev af 22. august 1946 anmoder om tilladelse til, at Værnet rejser til Sverige for at blive behandlet for sine hjerteproblemer, og samtidig henviser til lægeerklæringer afgivet af [A] mange måneder tidligere, kan ikke lægges [A] til last. [A] anbefalede således på intet tidspunkt, at Værnet skulle behandles i Sverige.

    Klageren har endelig anført, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen skal efterprøves i særlig grad, men at det fremgår af Landsarkivets dokumenter, at artiklernes forfatter kun havde de relevante dokumenter til gennemsyn nogle få dage forud for, at artiklerne blev bragt. Oplysningerne i artiklerne er således ikke efterprøvet i særlig grad, hvilket er i strid med god presseskik.

    Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt bl.a. en række breve, notater, erklæringer og avisartikler fra 1945 til 1949 samt en redegørelse vedrørende læge Værnets flugt fra København via Stockholm til Argentina i 1946, udarbejdet af professor, overlæge, dr. med. Niels Høiby 19. januar 2000.

    Indklagede har gjort gældende, at klageren savner den fornødne retlige interesse i sagen, idet han ikke selv omtales i artiklerne, hvorfor Pressenævnet bør afvise sagen.

    Indklagede har anført, at såvel artiklernes indhold som deres opsætning giver en dækkende beskrivelse af de faktiske forhold, og at oplysningerne i artiklerne er efterprøvet i særlig grad.

    Indklagede har tillige anført, at der er overensstemmelse mellem artiklernes overskrifter/underrubrikker og artiklerne indhold, og at artiklernes indhold er korrekt. Som dokumentation for artiklernes oplysninger om, at [A] og læge Kelstrup hjalp Værnet til flugt, har indklagede henvist til en artikel i Berlingske Tidende fra 9. juli 1947, hvoraf det bl.a. fremgår, at "Den tidligere Københavnske modelæge, dr. Carl Værnet, er flygtet fra politiet. Han var sigtet for landsskadelig virksomhed og blev anholdt for lang tid siden, men fik på grundlag af en række lægeerklæringer tilladelse til at rejse til Stockholm til en specialbehandling for et hjerteonde". Indklagede har videre henvist til en artikel i Ugeskrift for læger fra 23. februar 1999, "En skamplet på den danske lægestand", hvoraf det ligeledes fremgår, at Værnet på grundlag af en række lægeerklæringer fik lov til at rejse til Sverige.

    Indklagede har derudover anført, at de to læger Kelstrup og [A] ikke var uvidende redskaber i Værnets flugtplan, men at de bevidst samarbejdede med Værnet, hvilket bl.a. kan udledes af, at [A] skrev syv lægeerklæringer, der reelt beskrev Værnet som døende, hvilket ikke var troværdigt, Værnets senere livsforløb taget i betragtning. [A] skrev bl.a. i erklæringen den 22. december 1945, "at jeg ikke tror, at han nogensinde mere bliver arbejdsdygtig, og at det er mest sandsynligt, at han ikke lever ret længe". Værnet rejste imidlertid fra Sverige til Sydamerika sidst på året i 1946, hvor han levede i yderligere 20 år. Som yderligere dokumentation for, at lægeerklæringerne var afgivet mod bedre vidende, har indklagede henvist til brev af 27. april 1946 fra Værnet til dennes advokat, hvori omtales fabrikationen af nogle hormonpræparater, hvor Værnet skriver: "Da nu intet af alt dette kan sættes i gang, uden at jeg personligt er tilstede, vil det sige, at hvis der rejses tiltale, er alt dette ødelagt også for landet". Fire måneder senere anbefalede læge Kelstrup på baggrund af lægeerklæringerne fra [A], at Værnet skulle rejse til Sverige for at blive behandlet for sine hjertelidelser med en E-vitaminkur.

    Indklagede har dernæst anført, at et yderligere moment, som tyder på, at der var tale om et bevidst samarbejde mellem Værnet, Kelstrup og [A] er, at en svensk E-vitamin behandling ifølge redegørelse fra overlæge Niels Høiby var uden lægeligt holdepunkt.

    Indklagede har videre anført, at det er uden betydning, at de danske myndigheder først fik mistanke om Værnets KZ-eksperimenter i 1947, idet det afgørende var, at han selv kendte hertil, og at han dermed var sig bevidst, at han ville blive stillet til regnskab for sine handlinger på et tidspunkt. Værnet var derfor interesseret i at komme ud af landet. Indklagede medgiver dog klageren, at man ved læsning af artiklerne får indtryk af, at sigtelsen for hormoneksperimenter blev rejst i 1945 og ikke i 1947. Unøjagtigheden har imidlertid ingen relevans for vurderingen af [A]s rolle i sagen, og unøjagtigheden påvirker ikke avislæsernes forståelse af forløbet.

    Indklagede har tillige anført, at det var almindelig kendt i offentligheden, at Værnet plejede omgang med DNSAP-ledere, hvilket ikke kan have undgået [A]s opmærksomhed. Det kan endvidere udledes af en af [A]s erklæringer, at han må have vidst, at Værnet var varetægtsfængslet, idet [A] i erklæringen har forholdt sig til en eventuel fornyet fængsling af Værnet. [A] har således været klar over Værnets situation, og har måttet indse, hvilken betydning lægeerklæringerne havde for denne.

    Indklagede har anført, at [A]s og læge Kelstrups handlinger og betydningen af disse handlinger skal bedømmes samlet. [A] udskrev således nogle ukorrekte lægeerklæringer, som Kelstrup henviste til, da han den 22. august 1946 anbefalede, at Værnet kom til Sverige, hvor han skulle behandles med en E-vitaminkur, som skulle have forbløffende virkninger ved behandlingen af hjertelidelser. At [A] og Kelstrup arbejdede bevidst sammen om at få Værnet ud af landet kan endvidere udledes af, at Værnet i brev den 20. november 1945 skrev, at han ville være lykkelig for at få endnu en række gode arbejdsår, og at han ville være glad, hvis Kelstrup ville overvåge den lægelige side af produktionen af Værnets hormonpræparat. 4 dage senere, nemlig den 24. november 1945 afgav [A] den første af sine i sagen fremlagte syv lægeerklæringer.

    Indklagede har derudover anført, at Værnet var allieret krigsfange på Alsgade Skole i sommeren 1945, og at han senere blev overdraget til dansk politi. Indklagede medgiver dog klageren, at det fremgår af en politirapport fra 6. maj 1945, at Værnet blev anholdt i Odder. Indklagede mener imidlertid, at dette spørgsmål er uden betydning ved bedømmelsen af, om god presseskik er tilsidesat.

    Indklagede har endelig anført, at artiklens forfatter har arbejdet grundigt med dokumenterne på Landsarkivet såvel den 16. og den 17. december 1999, og at han i øvrigt kendte hovedlinierne i sagsforløbet, idet han har dækket Værnet sagen siden engang i 1999. Indklagede har således efterprøvet oplysningerne grundigt, og han har arbejdet med sagen i et fuldt forsvarligt tidsrum.

    I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

    Da klageren er søn af afdøde [A], har han den fornødne retlige interesse i sagen, og han er dermed berettiget til at få afgjort af Pressenævnet, om god presseskik er overtrådt.

    På baggrund af sagens oplysninger anser Pressenævnet det for sandsynligt, at Værnet havde et ønske om at undgå at blive stillet til regnskab for sine handlinger under Anden Verdenskrig.

Tre medlemmer Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard udtaler :

    Pressenævnet finder endvidere, at [A]s lægeerklæringer om Værnets helbred ikke er i overensstemmelse med det forhold, at Værnet levede indtil 1965.

    Da den lægeerklæring, som udløste Værnets tilladelse til at rejse til Sverige for at blive behandlet, i vid udstrækning er baseret på [A]s erklæringer, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske fremstilling af baggrunden for Værnets flugt til Argentina.

    Bladet har derfor ikke tilsidesat god presseskik.

Et medlem Axel Kierkegaard udtaler:

    Jeg finder, at Pressenævnet ikke har mulighed for at afgøre, om de lægeerklæringer, [A] udskrev om Værnet, byggede på en forsvarlig lægefaglig vurdering. Dette gælder også det forhold, at Værnet i strid med [A]s antagelse faktisk blev arbejdsdygtig igen og levede til 1965.

    [A] udtalte sig i sine erklæringer ikke om, hvorvidt Værnets hjertesygdom med fordel kunne behandles i udlandet, og hans erklæringer indeholdt ingen anbefaling af, at Værnet blev sendt til Sverige for at blive behandlet der. Der er ikke grund til at antage, at var involveret i den henvendelse, som læge Kelstrup 22. august 1946 et halvt år efter, at Værnet var udskrevet fra [A]s hospitalsafdeling, - rettede til Statsadvokaten, og hvori der henvistes til nogle af [A]s under Værnets indlæggelse afgivne erklæringer til støtte for, at Værnet kom til hospitalsbehandling i Sverige. Jeg finder, at det derfor er i strid med god presseskik og kritisabelt, når bladet både i overskriften "Læger hjalp Værnet til flugt" og i selve artiklen fremstiller det, som om [A] hjalp Værnet til flugt.

    Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler derfor ikke sin kritik af bladet.

    Afsagt den 1. marts 2000.