Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
K klagede over to artikler i bladet og anførte, bl.a., at artiklerne bragte forkerte oplysninger om, hvorvidt hans far havde hjulpet en krigsforbryder til flugt efter Anden Verdenskrig. Tre nævnsmedlemmer fandt ikke grundlag for at kritisere den journalistiske fremstilling af baggrunden for krigsforbryderens flugt. Et nævnsmedlem fandt derimod ikke grundlag for at antage, at klagerens far havde hjulpet den pågældende krigsforbryder til flugt og fandt, at artiklen var i strid med god presseskik. Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtalte derfor ikke sin kritik af bladet.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 8/2000

    En mand har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Jyllands-Posten den 19. december 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

    Det fremgår bl.a. af artiklen, der har overskriften "Danske læger hjalp nazistisk kollega til flugt", at:

    "Den danske nazistiske læge Carl Peter Værnet blev efter Anden Verdenskrig efter alt at dømme hjulpet på flugt af to fremtrædende danske læger for at undgå at blive anklaget for krigsforbrydelser. Det fremgår af arkivmateriale fra Frederiksberg Politi, som Ritzau har fået adgang til i Landsarkivet for Sjælland i København. Værnet flygtede til Argentina og undgik dermed at blive stillet for retten.

    Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste, red.), og overlæge, dr. med. [A] fra Kommunehospitalet i København afgav begge i 1945 og 1946 gentagne erklæringer på, at Værnet led af en alvorlig hjertesygdom. Han skulle angiveligt kun have få år tilbage at leve i.

    

Arbejdede alligevel

    Samtidig arbejdede Værnet imidlertid tilsyneladende sammen med sin søn Kjeld Værnet fra 1945 aktivt for at lave en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet. Og som han stillede store forventninger til.

    I slutningen af 1946 forsvandt den nazistiske læge ud af landet senere ankom han til Argentina. Her blev han ansat i det argentinske sundhedsministerium og drev samtidig en specialistpraksis. C. P. Værnet døde i 1965 i en alder af 72 år.

    

Forsøg i KZ-lejre

     Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med homoseksuelle fanger, hvoraf to efter alt at dømme døde som følge af forsøgene.

    

    Efter krigen blev Værnet interneret på Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission i Danmark havde et internat for mistænkte krigsforbrydere. I december 1945 blev han imidlertid indlagt på Kommunehospitalet i København for en hjertelidelse, og i slutningen af 1946 forsvandt han ud af landet efter på baggrund af lægeerklæringerne at have fået tilladelse til at besøge en hjertespecialist på Karolinska-sygehuset i Stockholm.

    

Lægeerklæringer

    Om sygdommen skrev overlæge [A] 24. januar 1946 i en erklæring, at Værnet "har en meget svær hjertelidelse, og jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med hjertekrampe".

    "Jeg anser i det hele udsigten for dr. Værnet for at være meget dårlig, idet jeg ikke tror, at han lever mere end nogle få år og sandsynligvis ikke så længe".

    Syv måneder senere, den 22. august 1946, erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at "læge Værnets sygdom i den siden da forløbne tid har udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens erklæringer".

    "Hjertekramperne har tiltaget i hyppighed trods al til rådighed stående behandling".

    Hertil er nu yderligere kommet, at på grund af de af hjerteanfaldene fremkaldte blodomløbsforstyrrelser er venstre hånd og arm i betydelig grad invalideret ligesom blodomløbsforstyrrelserne er synlig mærkbare på højre hånd og begge fødder.

    Læge Værnet er således ikke længere i stand til at klare sig selv ved f.eks. spisning, påklædning o.lign.", skrev læge Gunnar Kelstrup."

    Klageren, der er søn af afdøde overlæge, dr. med. [A], har til brug for sagens behandling fremlagt bl.a. en række erklæringer, rapporter og breve fra 1945 til 1947.

    Klageren har gjort gældende, at artiklens indhold og researchmæssige baggrund er i strid med god presseskik, og at bladet groft har krænket [A]s eftermæle og bragt hans efterkommere, herunder klagerens gode navn og rygte i miskredit.

    Klageren har anført, at artiklen indeholder udokumenterede påstande, idet artiklens overskrift og indledning fremstiller det som en kendsgerning, at de navngivne læger i artiklen medvirkede ved en krigsforbryders flugt. De citerede uddrag fra lægeerklæringerne læst i sammenhæng med de udokumenterede påstande bestyrker læseren i, at de ved navn identificerede læger bedrev et helt utilstedeligt kammerateri med Værnet, eller endog at de følte sympati med Værnets politiske synspunkter og handlinger i koncentrationslejrene. Der er imidlertid intet, der tyder på, at [A] i 1945 kendte til, at Værnet var krigsforbryder, eller at [A] kendte til, at Værnet havde foretaget medicinske forsøg med fanger i tyske kz-lejre.

    Klageren har dernæst anført, at det fremgår af en notits fra 8. september 1947 fra Statsadvokaten for Sjælland, at det først er på dette tidspunkt, at der opstår mistanke om, at Værnet havde medvirket ved medicinske eksperimenter med fanger i tyske koncentrationslejre og dermed havde gjort sig skyldig i grove krigsforbrydelser. Det var således slet ikke disse forhold, som Værnet var under mistanke for i 1945, men for overtrædelse af nogle almindelige værnemagerparagraffer. Dette forhold er imidlertid ikke omtalt i artiklen.

    Klageren har yderligere anført, at Værnet ikke blev arresteret i Tyskland som oplyst i artiklen, men at han blev arresteret i sin hjemby Odder den 6. maj 1945, enten af den danske modstandsbevægelse eller af det danske politi.

    Klageren har videre anført, at de i alt syv erklæringer, som [A] skrev, stammer fra perioden 24. november 1945 (12 dage efter Værnets indlæggelse) til 18. februar 1946 (dagen før Værnet blev udskrevet). Ved en gennemlæsning af disse erklæringer fremgår det, at [A] var i tvivl om, hvad han skulle stille op med sin patient. Den 19. februar 1946 blev Værnet udskrevet fra Kommunehospitalet, og [A]s forbindelse med sagen ophørte.

    Klageren har tillige anført, at det intet sted fremgår, at de erklæringer, som [A] afgav, er afgivet ud fra andre hensyn end relevante lægefaglige og administrative hensyn.

    Klageren har derudover anført, at det fremgår af brev af 17. december 1946 fra Rigsadvokaten, at forudsætningen for Værnets flugt var "lægeerkl." Væsentligt for Værnets tilladelse til at rejse ud af landet var dog utvivlsomt læge Kelstrups brev til statsadvokaten af 22. august 1946, hvori der direkte anmodes om tilladelse til, at Værnet rejser til Sverige for at blive behandlet for sine hjerteproblemer, og hvori der henvises til lægeerklæring afgivet af [A]. Det forhold, at læge Kelstrup på denne måde bruger [A]s lægeerklæringer, kan imidlertid ikke lægges [A] til last. [A] anbefalede således på intet tidspunkt, at Værnet skulle behandles i Sverige.

    Klageren anfører endvidere, at det forhold, at Værnet levede indtil 1965 ikke kan begrunde de alvorlige anklager, som artiklen fremfører mod [A].

    Klageren anfører videre, at bladet har overtrådt reglerne for god presseskik, idet man i artiklen ikke har gjort klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Dette er imidlertid væsentligt i en artikel som den foreliggende, der rejser alvorlige personanklager.

    Klageren har endelig anført, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, men at det fremgår af Landsarkivets dokumenter, at artiklens forfatter kun havde de relevante dokumenter til gennemsyn i 2-3 dage, før artiklen offentliggøres. Dette dokumenterer, at indklagede ikke har efterprøvet oplysningerne i særlig grad.

    Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt bl.a. en række breve, notater og erklæringer fra 1943 til 1959.

    Indklagede har anført, det er urigtigt, når klageren hævder, at der først i september 1947 opstod mistanke om, at Værnet havde gjort sig skyldig i grove krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig. Efter sin anholdelse i Odder i maj 1945 blev Værnet overført til det britiske internat for mistænkte krigsforbrydere på Alsgades Skole i København. I forbindelse med Værnets frigivelse fra "allieret krigsfangeskab" hedder det i en skrivelse fra Rigspolitichefen den 8. december 1945, at "British Military Mission (Denmark) hertil har meddelt, at den pågældende muligvis senere ønskes afhørt i Tyskland vedrørende sin virksomhed i Buchenwald". Som dokumentation for, at mistanken mod Værnet opstod før 1947, har indklagede endvidere henvist til en erklæring fra politibetjent Cavous Nielsen, der under krigen var interneret i Buchenwald, og hvor han så Værnet i SS-uniform. Det fremgik endvidere af en avisartikel, der blev offentliggjort før Værnets flugt, at mistanken om hormonforsøg på kz-fanger var inde i billedet. Under en afhøring i januar 1946 omtalte Værnets bekendte, Holger Winding Christensen endvidere Buchenwald-forsøgene. Endelig havde et undersøgelsesudvalg under lægeforeningen i september 1945 en samtale med den engelske major R. F. Hemingway, som vurderede, at Værnet utvivlsomt ville blive dømt af de allierede som krigsforbryder.

    Indklagede har endvidere anført, at der er forhold, som tyder på, at [A]s erklæringer om Værnet blev afgivet ud fra andre hensyn end relevant lægefaglige og administrative hensyn. Værnet havde således et motiv til at fingere en alvorlig hjertelidelse, idet han havde foretaget medicinske eksperimenter med kz-fanger. Han må derfor have vidst, at dette ville blive opdaget på et tidspunkt, og at han derfor stod til en hård fængselsstraf.

    Indklagede har desuden henvist til følgende forhold, som ligeledes peger i retning af, at der ikke kun lå lægefaglige og administrative hensyn bag [A]s lægeerklæringer:

    Det fremgår således af de fremlagte bilag, at Værnet havde et godt helbred i 1943, hvilket ikke hænger sammen med den måde, hvorpå [A] to år senere beskrev hans tilstand. Værnet var endvidere ikke mere medtaget, end at han kunne arbejde med sit livsværk under sit sygeleje. Hertil kommer, at Værnet var ansat på kommunehospitalet i to omgange i 20'erne, og han derfor må have kendt [A]. Det er endvidere påfaldende, hvor hyppigt [A] skriver om sagen, idet han på ret kort tid afgav 7 lægeerklæringer.

    Indklagede har endelig anført, at Værnet boede i Argentina til sin død i 1965. Den mand, der ifølge [A] i 1946 var på gravens rand, levede således i 20 år efter sin flugt.

    Indklagede erkender, at artiklen på ét punkt er ukorrekt, idet Værnet arresteredes i Odder og ikke i Tyskland, hvilket indklagede beklager. Bortset herfra fastholder indklagede, at artiklen kun bragte korrekte oplysninger, og at god presseskik derfor ikke er tilsidesat.

    I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

    På baggrund af sagens oplysninger anser Pressenævnet det for sandsynligt, at Værnet havde et ønske om at undgå at blive stillet til regnskab for sine handlinger under Anden Verdenskrig.

Tre medlemmer Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard udtaler:

    Pressenævnet finder endvidere, at [A]s lægeerklæringer om Værnets helbred ikke er i overensstemmelse med det forhold, at Værnet levede indtil 1965.

    Da den lægeerklæring, som udløste Værnets tilladelse til at rejse til Sverige for at blive behandlet, i vid udstrækning er baseret på [A]s erklæringer, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske fremstilling af baggrunden for Værnets flugt til Argentina.

    Bladet har derfor ikke tilsidesat god presseskik.

Et medlem Axel Kierkegaard udtaler:

    Jeg finder, at Pressenævnet ikke har mulighed for at afgøre, om de lægeerklæringer, [A] udskrev om Værnet, byggede på en forsvarlig lægefaglig vurdering. Dette gælder også det forhold, at Værnet i strid med [A]s antagelse faktisk blev arbejdsdygtig igen og levede til 1965.

    [A] udtalte sig i sine erklæringer ikke om, hvorvidt Værnets hjertesygdom med fordel kunne behandles i udlandet, og hans erklæringer indeholdt ingen anbefaling af, at Værnet blev sendt til Sverige for at blive behandlet der. Der er ikke grund til at antage, at var involveret i den henvendelse, som læge Kelstrup 22. august 1946 et halvt år efter, at Værnet var udskrevet fra [A]s hospitalsafdeling, - rettede til Statsadvokaten, og hvori der henvistes til nogle af [A]s under Værnets indlæggelse afgivne erklæringer til støtte for, at Værnet kom til hospitalsbehandling i Sverige. Jeg finder, at det derfor er i strid med god presseskik og kritisabelt, når bladet både i overskriften "Danske læger hjalp nazistisk kollega til flugt" og i selve artiklen fremstiller det, som om [A] hjalp Værnet til flugt.

    Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler derfor ikke sin kritik af bladet.

    Afsagt den 1. marts 2000.