Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Regler for registrerede sorterevirksomheder for spisekartofler


I henhold til § 3, stk. 3 og § 6, stk. 1, i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 71 af 10. marts 1982 om kvalitetskontrol og afgift ved salg af kartofler fastsætter statens plantetilsyn, i det følgende kaldt tilsynet, ved disse regler bestemmelser for kartoffelsorterevirksomheders registrering og drift.

Definition.

§ 1. En registreret sorterevirksomhed for spisekartofler er en virksomhed, der har tilladelse til at foretage kvalitetssortering, opbevaring og omsætning af spisekartofler, der kan være af egen avl, indkøbt fra andre avlere eller er indført fra andre lande.

Registrering.

§ 2. En registreret sorterevirksomhed må ikke tages i brug, før tilsynet skriftligt har godkendt virksomheden og herunder meddelt registreringsnummer. Ansøgningsskemaer om registrering kan rekvireres fra statens plantetilsyn, Gersonsvej 13, 2900 Hellerup, eller fra et af tilsynets distriktskontorer. Det udfyldte ansøgningsskema bilagt en skitse med en kort beskrivelse af virksomhedens indretning, indsendes til et af tilsynets distriktskontorer eller til hovedkontoret.

Stk. 2. Ansøgningen skal angive en bestemt person, der i henhold til registreringen er ansvarlig for overholdelse af bestemmelserne fastsat af landbrugsministeriet eller tilsynet vedrørende omsætning af spisekartofler, og som alene er underskriftsberettiget på tilsynets formularer mv. Denne person kan kun være ejeren/forpagteren af virksomheden eller dennes daglige, ansvarlige leder.

Stk. 3. Registreringen omfatter den af tilsynet godkendte bygning me

d inventar mv., samt ejer- og ansvarsforhold som anført ved meddelelse om registrering. Såfremt der sker ændringer af disse forhold, eller virksomhedens drift ophører, skal dette omgående meddeles tilsynet.

Indretning

§ 3. En registreret sorterevirksomheds bebyggede areal skal være sammenhængende og udgøre mindst 250 kvadratmeter. Der skal være fast gulv i hele bygningsarealet. Bygningernes ydermure og loft skal være isoleret til en K-værdi på 0,35 W/kvadratmeter grader C (svarende til 0,30 kcal/kvadratmeter.h.grader C)

Stk. 2. Opbevaringsrum for usorterede kartofler skal være indrettet, så kartoffelpartierne kan holdes adskilt.

Stk. 3. I sorteringsrummet skal der være installeret en sorteremaskine til størrelsesortering, sorterebord til frasortering af kartofler med kvalitetsfejl samt en justeret vægt. I forbindelse med disse indretninger skal der findes kraftig belysning, og i forbindelse med sorteringsrummet skal der være indrettet plads til mindst 10 tons færdigsorterede spisekartofler. Omkring sorterebordet skal der være så rigelig plads, at arbejdet kan udføres forsvarligt.

Stk. 4. Til brug for partikontrollen skal der findes et permanent kontrolbord påmonteret kraftig belysning. Kontrolbordet skal være mindst 2 m langt og 0,6 m bredt. Til brug for virksomhedens ansatte og tilsynets kontrollører skal der i virksomheden findes håndvask med varmt vand, sæbe, børste og håndklæde.

Stk. 5. På sorterevirksomheden skal der findes de nødvendige midler og rekvisitter til den daglige rengøring.

Stk. 6. En oplagsplads til jord og affald fra den daglige rengøring af maskiner og anlæg skal findes ved sorterevirksomheden. Jord og affald må ikke udkøres på arealer med kartoffeldyrkning.

Stk. 7. Adgangsveje til sorterevirksomheden skal holdes i forsvarlig stand og i øvrigt være fri for jord eller affald fra kartofler.

Drift

§ 4. På en registreret sorterevirksomhed skal findes et til enhver tid ajourført lagerregnskab, der omfatter alle kartofler omsat af, oplagret eller sorteret af sorterevirksomheden samt datoen for disse bevægelser. Regnskabet skal indeholde oplysninger om avlerens navn og adresse samt kartoffelsortens navn, for importerede kartofler angives sortsnavn, oprindelsesland samt importørens navn. Ved salg anføres i regnskabet modtagerens navn og adresse, partiets størrelse samt pakningsenhedernes størrelse og klassebetegnelse. Ved salg af spisekartofler til eksport anføres modtageren samt nummeret og datoen på anmeldelsesformularen.

Stk. 2. Lagerregnskabet skal opbevares i 2 år og konstant være tilgængeligt for tilsynet.

§ 5. Kartoffelpartier, der opbevares på sorterevirksomheden, skal være mærket med avlerens navn, sortsnavn og indleveringsdato. For importerede kartofler anføres oprindelsesland, importørens navn, sortsnavn og indleveringsdato. De enkelte partier skal holdes adskilt under opbevaring, transport og sortering mv.

Stk. 2. Inden behandlingen af et nyt parti kartofler påbegyndes, ska

l sortere- og transportanlæg rengøres, herunder skal jord og affald under og ved maskinanlægget fjernes. Ved transport af spisekartofler må kun anvendes forsvarligt rengjort emballage og transportmidler.

§ 6. Opsorterede spisekartofler skal som minimum være mærket med følgende: Spisekartofler, sortsnavn, kvalitetsklasse og sorteringsstørrelse samt for importerede kartofler oprindelsesland. Såfremt kartoflerne er pakket i salgsemballage, skal mærkningsbestemmelserne angivet i bilag 2 til landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 71 af 10. marts 1982 være opfyldt.

Stk. 2. Opsorterede spisekartofler til eksport skal være mærket efter gældende bestemmelser herom.

§ 7. Lokaler, installationer og maskiner skal holdes tørre og rene og være vedligeholdt i en stand, der svarer til niveauet ved tilsynets godkendelse af virksomheden. Lokalerne skal holdes ryddelige og fri for brugte sække samt restpartier af kartofler under nedbrydning. Tilsynet kan meddele nærmere regler for rengøring og desinfektion mv.

Stk. 2. Lokaler, der er omfattet af tilsynets godkendelse, må ikke anvendes til andre formål, herunder opbevaring af andre effekter, uden tilsynets skriftlige tilladelse.

Partikontrol

§ 8. Tilsynet fører kontrol med, at kvalitets- og mærkningsbestemmelserne i bilag 1 og 2 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 71 af 10. marts 1982 overholdes.

Stk. 2. Anmeldelse til partikontrol af spisekartofler til eksport foretages på tilsynets anmeldelsesformular (form. 15), der skal være tilsynet i hænde i god tid og senest dagen, før kontrollen ønskes udført, og inden for tilsynets åbningtid.

Stk. 3. Tilsynet er berettiget til vederlagsfrit imod kvittering at udtage prøver af kartoffelpartierne i det omfang, kontrollen gør det nødvendigt.

Det påhviler virksomheden at give tilsynet fornødne oplysninger om de kartoffelpartier, der er omfattet af kontrollen, samt yde tilstrækkelig bistand til kontrollens gennemførelse.

Stk. 4. Den i henhold til registreringen ansvarlige person har ansvaret for, at de givne oplysninger er rigtige, samt at eksisterende regler er fulgt, herunder at kartoflerne opfylder gældende kvalitets- om mærkningsbestemmelser.

Kontrol

§ 9. Tilsynet fører kontrol med, at bestemmelserne i disse regler overholdes.

Stk. 2. Tilsynet kan pålægge virksomheden at rette fejl og mangler ved virksomhedens indretning og drift.

Klage

§ 10. Tilsynets afgørelser i henhold til disse regler kan påklages til landbrugsministeriet.

Ikrafttræden

§ 11. Reglerne træder i kraft den 1. juni 1983.

Samtidig ophæves statens plantetilsyns regulativer af 25. august og 2. november 1977 for registrerede sorterevirksomheder for spisekartofler.

Stk. 2. Fra datoen for disse reglers ikrafttræden bortfalder alle tidligere meddelte registreringer som kartoffelsorterevirksomhed, idet arbejdet på virksomheden dog vil kunne fortsættes indtil den 30. juni 1984.

Stk. 3. Såfremt bestemmelserne i disse regler, dog undtaget kravet til størrelse, er opfyldt seneste den 30. juni 1984, meddeles der kartoffelsorterevirksomheden ny registrering med virkning fra 1. juli 1984. Er bestemmelserne derimod ikke opfyldt seneste den 30. juni 1984, bortfalder registreringen fra dette tidspunkt.

STATENS PLANTETILSYN, den 2. maj 1983.

Erling Jacobsen

/Paul Regenberg

Officielle noter

Ingen