Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Cirkulære om indlæggelse af forskrifter og administrative afgørelser i Retsinformation

(Til samtlige ministerier og styrelser m.v.)


I tilknytning til cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om

ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation fastsættes

følgende:

Kapitel 1

Regelbaser

§ 1. Alle nye forskrifter, der udstedes af ministerier og styrelser m.v., skal indlægges i regelbasen i Retsinformation, medmindre de pågældende forskrifter er undtaget fra indlæggelse, jf. §§ 3-4 i cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996.

Stk. 2. Forskrifter skal indlægges i fuld tekst og med grafik samt alle redaktionelle oplysninger anført i de relevante dokumentafsnit. Når en forskrift giver anledning til ajourføring af de redaktionelle oplysninger vedrørende andre dokumenter eller konsekvensrettelser i øvrigt, skal ajourføringen foretages i forbindelse med indlæggelse af den pågældende forskrift.

Bilag til forskrifter

§ 2. Bilag til en forskrift skal indlægges i Retsinformation som en del af forskriften. Dette gælder dog ikke, såfremt et bilag er en national forskrift, en EF- eller EU-forskrift eller en international overenskomst, som allerede er indlagt i en af Retsinformations baser som selvstændigt dokument eller som bilag til et selvstændigt dokument. I disse tilfælde anføres i stedet i dokumentafsnittet »Særnoter« en reference til det pågældende dokument samt oplysning om, at bilaget indgår i dette dokument.

Stk. 2. Såfremt en national forskrift vedrører en EF- eller EU-forskrift, som ikke er optaget som bilag til den nationale forskrift, kan den udstedende myndighed bestemme, at EF- eller EU-forskriften skal indlægges i Retsinformation sammen med den nationale forskrift. Dette gælder, uanset om den nationale forskrift udtrykkeligt henviser til EF- eller EU-forskriften.

Traktater m.v.

§ 3. Udenrigsministeriet indlægger og ajourfører diplomatiske overenskomster samt forvaltningsoverenskomster i Retsinformation. Dette gælder dog ikke forvaltningsoverenskomster, herunder dobbeltbeskatningsoverenskomster, der kan henføres til Skatteministeriets område, idet disse forskrifter indlægges og ajourføres af Skatteministeriet. Tilsvarende ordninger vil efter behov kunne etableres for andre ministerier efter nærmere aftale med Udenrigsministeriet og Sekretariatet for Retsinformation.

Stk. 2. Såfremt et dokument kan henføres til et enkelt andet ministeriums område, anføres dette ministerium i dokumentafsnittet »Ressort«, uanset om kompetencen til at indlægge og ajourføre dokumentet efter bestemmelsen i stk. 1 tilkommer Udenrigsministeriet.

Samlelove

§ 4. En lov, der samtidig ændrer flere andre love, skal indlægges i Retsinformation i sin helhed. Såfremt en samlelov ændrer love, der henhører under flere ministerområder, indlægges samleloven af det ministerium, hvorunder den henhører.

Stk. 2. Når bestemmelser i en samlelov indarbejdes i en ny lov eller i en lovbekendtgørelse, giver Sekretariatet for Retsinformation det ministerium, hvorunder samleloven henhører, meddelelse om den ajourføring af de redaktionelle oplysninger vedrørende samleloven, ministeriet skal foretage.

Datasammenskrivninger

§ 5. Datasammenskrivninger af love skal udarbejdes og indlægges i Retsinformation, såfremt der ikke senest 1 måned efter en ændringslovs offentliggørelse i Lovtidende offentliggøres en lovbekendtgørelse, hvori ændringsloven er indarbejdet.

Stk. 2. Datasammenskrivninger udarbejdes efter samme retningslinjer, som gælder for lovbekendtgørelser, jf. vejledning nr. 243 af 18. november 1969 om udarbejdelse af lovbekendtgørelser. Der må dog ikke foretages redaktionelle ændringer, herunder berigtigelser, i forhold til den kundgjorte tekst. Sådanne ændringer skal i stedet foretages i dokumentafsnittet »Særnoter« med notemarkering i datasammenskrivningens tekst.

Stk. 3. Datasammenskrivninger skal dateres og underskrives af det pågældende kontor.

Kapitel 2

Historisk markering af dokumenter i regelbasen

§ 6. Ved kundgørelse af en ny forskrift, der ophæver en eksisterende forskrift, markeres den ophævede forskrift historisk ved ajorføring af dokumentafsnittet »Gyldighed«. Dette gælder uanset tidspunktet for den nye forskrifts ikrafttrædelse, når den nye forskrift indeholder bestemmelse om, at den træder i kraft på et i forskriften fastsat tidspunkt.

Stk. 2. Træder den nye forskrift ikke i kraft umiddelbart efter kundgørelsen, anføres ikrafttrædelsestidspunktet i dokumentafsnittet »Særnoter« på såvel den nye forskrift som på den ophævede og historisk markerede forskrift.

§ 7. Indeholder en lov bestemmelse om, at dele af loven træder i kraft på et i loven fastsat tidspunkt, og at tidspunktet for de øvrige deles ikrafttræden fastsættes administrativt, finder reglerne i § 6 tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde skal noterne, jf. § 6, stk. 2, angive de dele af loven, hvis ikrafttræden fastsættes administrativt.

§ 8. Indeholder en lov bestemmelse om, at tidspunktet for hele lovens ikrafttræden fastsættes administrativt, skal den lov, der ophæves, ikke markeres historisk. Begge love forsynes med en note om, at ikrafttrædelsesforskriften endnu ikke er udstedt, og at den ophævede lov derfor ikke er markeret historisk.

Stk. 2. Den ophævede lov markeres historisk, når ikrafttrædelsesforskriften er kundgjort. Samtidig ændres noterne til en reference til ikrafttrædelsesforskriften med oplysning om ikrafttrædelsestidspunktet.

Stk. 3. Indeholder en administrativ forskrift bestemmelse om, at forskriften sættes i kraft ved ministerens foranstaltning, finder reglerne i § 6, § 7 og § 8, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Ikrafttrædelsesforskrifter

§ 9. Forskrifter, der sætter andre forskrifter i kraft, men ikke i øvrigt har et selvstændigt normerende indhold, markeres historisk efter de regler, som gælder for forskrifter med normerende indhold.

Ophævelsesforskrifter

§ 10. Forskrifter, der ophæver andre forskrifter, men ikke i øvrigt har et selvstændigt normerende indhold, markeres ikke historisk.

Periodiske forskrifter

§ 11. Forskrifter, der alene er gældende for en i forskriften angivet periode, markeres historisk ved gyldighedsperiodens udløb. Tidspunktet angives ved indlæggelse af forskriften i dokumentafsnittet »Histdato«.

Samlelove

§ 12. Samlelove markeres historisk, når alle dele af samleloven er indarbejdet i lovbekendtgørelser eller ophævet.

Lovbekendtgørelser

§ 13. Forskrifter, der er indarbejdet i en lovbekendtgørelse, markeres historisk, når lovbekendtgørelsen er kundgjort.

Datasammenskrivninger

§ 14. Datasammenskrivninger markeres historisk, når de forskrifter, der indgår i datasammenskrivningen, er indarbejdet i en lovbekendtgørelse eller ophævet, eller når datasammenskrivningen er afløst af en ny datasammenskrivning. Forskrifter, der indgår i en datasammenskrivning, markeres ikke historisk.

Administrative forskrifter

§ 15. Såfremt en lov, der udgør hjemmel for eksisterende administrative forskrifter, ophæves, og de pågældende administrative forskrifter ikke udtrykkeligt er opretholdt, markeres disse administrative forskrifter historiske, når den lov, der ophæver hjemmelsloven, indlægges i Retsinformation.

Stk. 2. Når en administrativ forskrift ophæves, finder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende anvendelse for andre administrative forskrifter, der har hjemmel i eller vedrører den ophævede forskrift.

Kapitel 3

Afgørelsesbasen

§ 16. Den løbende og systematiske udvælgelse af administrative afgørelser af principiel betydning skal sikre, at samtlige afgørelser, der efter saglige, organisatoriske og aktualitets kriterier er relevante, indlægges for alle sektorområder.

Stk. 2. Såfremt et ministerium anser det begrundet at fravige de generelle udvælgelseskriterier for enkelte sagsområder, skal de pågældende sagsområder være klart definerede. Fravigelse af de generelle udvælgelseskriterier kan dog ikke ske for sagsområder, hvor afgørelser i øvrigt offentliggøres på tryk eller maskinlæsbært medie.

Stk. 3. Udvælgelsen skal for ministerområdet som helhed være tilrettelagt således, at ministeriet i oversigtsform kan redegøre for indholdet af afgørelsesbaserne samt for afgørelsestyper, der er udeladt.

§ 17. Det kan være relevant at indlægge afgørelser, hvor den afgørende myndighed principielt må betragtes som part i sagen, uanset om det er afgørelser i 1. instans. Udvælgelse af sådanne afgørelser bør ske i samarbejde med offentlige og private brugere, for eksempel kommuner, advokater og brancheorganisationer.

Stk. 2. Udvælgelse af afgørelser, som er truffet af særlige klageinstanser, der er uafhængige af vedkommende minister, bør ske i samarbejde med disse klageinstanser.

Kapitel 4

Administrative bestemmelser

Ikrafttræden

§ 18. Uanset den interne tilrettelæggelse af ministerområdets varetagelse af opgaver vedrørende Retsinformation udpeger ministeriet en kontaktperson, der over for Sekretariatet for Retsinformation repræsenterer hele ministerområdet.

§ 19. Ansvaret for indlæggelse af forskrifter og administrative afgørelser i Retsinformation samt for ajourføring af de indlagte forskrifter påhviler alene ministeriet.

§ 20. Cirkulæret træder i kraft den 1. marts 1996.

Justitsministeriet, den 28. februar 1996

Bjørn Westh

/ Peter Carpentier

Officielle noter

Ingen