Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende retningslinier for faget billedkunst i gymnasiet


Dette er hæfte nr. 1 i en serie på 28 om reglerne for fagene i gymnasiet. Det indeholder de bestemmelserne om billedkunst, som er fastsat i § 2 i bekendtgørelse af 4. november 1987 om fagene i gymnasiet (* 1). Desuden indeholder hæftet de vejledende retningslinier for faget.

Vejledende retningslinier

Billedkunst

Obligatorisk niveau

Formål:

I faget billedkunst skal eleverne gennem deres skabende virksomhed opleve, at forestillinger, erfaringer og følelser kan udtrykkes i billeder. Dette arbejde skal give et indblik i, hvilke redskaber og metoder der står til rådighed for den billedskabende proces, og de overvejelser der indgår i den.

Når fagets genstandsområde er defineret som »billedkunst i bred forstand«, tænkes der hermed ikke kun på egentlige billedkunstneriske fremstillinger, men visuelle udtryk i det hele taget og som vigtig bestanddel heraf: elevernes egne billeder.

Elevernes arbejde med egne billeder har som sit ene mål, at eleverne oplever en udvidelse af deres udtryksmuligheder og erkender værdien af at kunne formulere sig i billedsprog.

Det andet mål er at sikre eleverne grundlaget for en mere bevidst oplevelse og forståelse af visuelle fremstillinger og fænomener.

Erfaringerne fra det praktiske arbejde skal sammen med fagets teoretiske undervisning udvikle elevernes evne til at iagttage visuelle indtryk, give dem et sprog til at formulere det sete - og dermed forudsætninger for en mere kvalificeret stillingtagen til billeder.

I en tid, hvor flere og flere oplevelser knyttes til de moderne billedmedier er det nødvendigt, at eleverne erkender deres sansers betydning i systematiseringen og oplevelsen af deres egen omgivende virkelighed.

Undervisningen:

Arbejdsområdet er hele det felt af visuelle fremtrædelsesformer, der har betydning for den daglige kommunikation og sociale adfærd, og i særlig grad billedkunstens engagerede og personlige udtryk.

Faget skal afspejle den virkelighed, eleverne møder uden for skolen og dermed inddrage vor tids visuelle udtryksformer; det trykte billede, som det anvendes i journalistik, reklame og underholdning, - det levende og det elektroniske billede - som kunstnerisk udtryk og som kommunikationsværktøj - og endelig formgivningen af vort miljø: design og byplanlægning.

Kunstværket er, ligesom andre billedformer, resultatet af en lang

række valg, baseret på et samspil mellem personlige, sansemæssige,

tekniske, kulturelle og samfundsmæssige faktorer.

En række af de elementer der er virksomme i det kunstneriske billedudtryk, er fælles for hele det visuelle område; det gælder først og fremmest de elementer, der har med synsoplevelsen at gøre. De er grundelementer i den skabende proces og derfor også vigtige ved aflæsningen af billeder.

Gennem egen billedskaben kan eleverne mest direkte erfare disse forhold, så derfor skal undervisningen i vid udstrækning baseres på elevernes eget arbejde.

Det selvstændige arbejde giver desuden eleven mulighed for at opleve sit eget særpræg og udtrykke det.

I dette arbejde kan eleven erfare billedets muligheder som et fælles meddelelsessystem og derved opleve, at almengørelsen af det individuelle gennem et fælles formsprog giver muligheder for erkendelse af kollektive livsvilkår.

Undervisningen skal udvikle elevernes forståelse for sammenhængen mellem de enkelte kulturudtryk og de samfundsskabte betingelser. Kunsten skal beskrives som del af en bredere sammenhæng, hvor stilforhold, teknik og materialevalg ses som dele af en kulturel og samfundsmæssig helhed - og ikke kun som isoleret æstetisk fænomen.

De mange forskellige billedformer, som faget berører, har tilsvarende forskellige udtryksmidler, som der må tages hensyn til ved iagttagelse, analyse og fremstilling.

Undervisningens indhold:

I faget skal behandles billedudtryk i flade, rum og tid:

De to-dimensionale billedfremstillingers karakter kan undersøges gennem arbejde med f.eks. tegning, grafik, maleri og fotografi. Øvelser i bl.a. komposition, rumkonstruktion og farveanvendelse kan give forståelse for de egenskaber der specielt knytter sig til en to- dimensional præsentationsform.

Tilsvarende øvelser kan anvendes over for andre to-dimensionale former som pressebilleder, underholdningsbilleder eller arkitekturtegninger.

Arbejdet med tre-dimensionale udtryk omfatter:

Eksperimenter med materialer som relativt let lader sig forarbejde til skulpturel form og som kan demonstrere de hensyn, man må tage ved fremstilling af rumlige genstande: de taktile kvaliteter, forholdet mellem skulptur og omgivende rum, den successive oplevelse af skulpturen i modsætning til den simultane oplevelse af det to- dimensionale billede.

De æstetiske og funktionelle overvejelser omkring udformning af bygningers ydre- og indre arkitektur, rum og miljø som det viser sig i arkitektur, skulptur og scenografi samt de funktionelle og æstetiske forhold, der knytter sig til designede brugsgenstande.

Udviklingen inden for de teknisk avancerede medier gør det naturligt at arbejde med de specielle forhold, der gør sig gældende ved visuelle oplevelser, der forløber i tid.

Gennemgang af - og praktiske øvelser med billedserier og diasserier kan føre frem til et arbejde med filmens og videoens formsprog.

TV-formidlingen af information, nyheder, underholdning og kunst kan anvendes som analysegrundlag for vor tids virkelighedsskildringer. Endelig kan et arbejde med EDB demonstrere den særlige æstetik, der knytter sig til det digitaliserede skærmbillede.

De følgende to afsnit beskriver arbejdet med punkterne A og B i bekendtgørelsens afsnit om det obligatoriske niveau. Selvom arbejdsområderne er opdelt i to punkter er det dog vigtigt, at de sammenholdes og griber ind i hinanden i den daglige undervisning.

Ad punkt A, obligatorisk niveau

For at kunne arbejde med billedudtryks forskelligartede funktioner skal eleverne erhverve erfaringer, der kan støtte deres iagttagelser og overvejelser. Et væsentligt udgangspunkt for vurderingen af et billedudtryk er at kunne aflæse dettes formelle opbygning og sammensætning. Eleverne skal lære at se den valgte teknik og de valgte materialer som betydningsfulde for udtryk og indhold i billeder, skulpturer og bygningsværker.

Erfaringerne fra det praktiske arbejde med tegning, perspektivlære, grafik, maleri, farvelære og skulptur sammenholdt med en formel billedbedskrivelse og -analyse er vigtige forudsætninger for det analytiske arbejde.

Kendskabet - fra eget billedarbejde - til de tekniske og kunstneriske forudsætninger for billeders tilblivelse giver eleverne gode muligheder for forståelse for de muligheder det enkelte billede har realiseret.

De vil kunne konstatere, hvorledes farveanvendelse, lys- og skyggevirkning, komposition og billedets enkelte detaljers indbyrdes hierarki og placering karakteriserer billedets meddelelser.

I forlængelse af denne værkanalyse kan eleverne gennem sammenligninger mellem ældre og nyere værker danne sig indtryk af tidstypiske virkemidler i billederne.

På det grundlag kan de opnå en forståelse af i hvilken grad det enkelte billede anvender fortsættelsen af en tradition eller om det viser et brud på traditionen og således angiver nye veje for det billedkunstneriske udtryk.

I behandlingen af en periodes billedkunstneriske udtryk kan eleverne få en mere nuanceret opfattelse af billedkunsten, hvis man inddrager forskellige billedtyper fra perioden; f.eks. ville man give et mere afrundet billede af impressionismen, hvis man også tog stilling til den salonkunst, der samtidigt nød stor yndest.

En forståelse af betingelserne for billedkunsten må også bygge på de forhold, der ligger uden for billederne, dvs. deres sociale kontekst: en beskrivelse af den hensigt, de er skabt i, og om de har en bevidst meddelelsesfunktion over for definerede modtagere og endelig, hvordan de formidles.

I den forbindelse kan der ligge et centralt diskussionsmateriale om kunstbegrebet i de overlapninger mellem de visuelle områder: billedkunst, massemedier og design, der især siden 1960'erne er blevet stadig tydeligere.

Ved at behandle billeder fra forskellige perioder og kulturer skal eleverne gøres bevidste om visuel sansning som kulturelt betinget fænomen.

En formel sammenligning mellem renæssancemaleriet, impressionistisk, kubistisk og japansk maleri - med henblik på rumgengivelsen - kunne være et velegnet eksempel på billedkunsten som en meget direkte kilde til indsigt i forskellige virkelighedsopfattelser.

Billeders indholdsside skal indgå, så eleverne også forstår og oplever billedkunst som tilværelsestolkning: en fastholdelse af menneskelige forestillinger om, hvordan tilværelsen faktisk er og hvordan den kunne være.

Tematiske sammenstillinger af billeder skabt i andre kulturelle situationer end elevernes egen kan give viden om det anderledes og dermed sætte elevernes egen situation i relief. Den sidste hensigt kan understreges gennem nutidige billedkunstneriske udtryk og massemediebilleder (der ofte er tættest på elevernes egne forestillinger).

De tematiske sammenstillinger kan foretages i en undervisning, der involverer både elevernes egne arbejder over temaet og analyser af billedkunst omhandlende temaet.

Ad punkt B, obligatorisk niveau

Det faglige grundlag for billedarbejdet er selve iagttagelsesprocessen og perceptionen. Visuelle fremstillinger har en række fælles elementer, som finder anvendelse i såvel billedskaben som analyse.

Det visuelle udtryks strukturering og betydning er altid resultat af en organisering af disse elementer: størrelse, proportion, form, kontrast, farve, rum, bevægelse etc.

Arbejdet med elementernes rolle i forskellige billedudtryk er derfor vigtigt i udviklingen af elevernes evne til billedskaben og deres oplevelse af de midler der står til rådighed for billedmæssig meddelelse.

Der kan derfor være grund til - så tidligt som muligt - at inddrage billedelementerne i undervisningen.

Ved at lade billedelementerne udgøre den væsentligste analytiske faktor i efterbehandlingen af elevernes arbejder udvikles der kendskab til fagets centrale begreber og terminologi.

Derigennem dannes et fælles sprog om billeder, der er forudsætning for dialogen i det analytiske arbejde og i den kollektive og individuelle rådgivning under det praktiske arbejde.

Med foranstående er samtidig angivet en model for en progression i undervisningen, der gradvist øger elevernes indsigt i fagområdet.

Enkelte elementer kan i en vis udstrækning behandles isoleret i kursusform, hvor eleverne i en eksperimentrække afprøver, hvordan ændringer i et element, der er tillagt en central rolle i billederne, kan ændre såvel udtryk som meddelelse.

Formændringer efter dette mønster kan fungere som en instruktiv indfaldsvinkel til stilbegrebet.

Et arbejde med enkeltelementer som gennemgående undervisningsform kan imidlertid føre til en formalisme, der ikke er ønskelig for faget og heller ikke motiverende for eleverne.

Elementerne kan derimod anvendes som redskaber i den skabende proces, hvor der arbejdes i forløb der via afprøvninger omsætter ideer til billeder.

Skal eleverne engageres i det praktiske arbejde, er det vigtigt, at undervisning tager de indhold op, som eleverne føler lyst til at give visuelt udtryk. De temaer, lærer og elever vælger sammen, skal være egnede til visualisering og appellere til en visuel fantasi.

Er de betingelser ikke opfyldt, vil eleverne sjældent opleve billeder som et værdifuldt personligt udtryksmiddel.

Mindstekrav til gennemgået stof:

Elevernes praktiske arbejde med billedmediet skal have en central placering i undervisningen.

Undervisningen skal struktureres, så centrale begreber for visuel kommunikation og æstetik behandles.

Undervisningsforløbet skal gennemgå samspillet mellem visuelle grundelementer og æstetiske overvejelser inden for de tre kategorier: flade, rum og tid. To af de tre kategorier skal behandles grundigere.

I forløbet skal indgå egentlig billedkunst, dels værker fra tidligere perioder dels samtidskunst, der defineres som kunst skabt inden for det seneste tiår.

Endelig skal visuelle indtryk, der ikke er snævert billedkunstneriske inddrages; herunder de moderne visuelle medier.

Forårssemesterets opgave - punkt C:

Formålet med forårets opgave er, at den skal give eleverne mulighed for at koncentrere sig om områder, de er særligt engagerede i. Opgaven behøver ikke have tilknytning til forudgående undervisning. Til opgaven, der løses i undervisningstimerne, afsættes 6-7 uger. Opgaveperiodens placering skal koordineres med elevernes arbejdsbyrde i andre fag.

Opgavens indhold og form vælges af eleverne og opgaven løses i grupper eller individuelt; evt. med hele elevgruppen samlet om een større opgave.

Skal læreren have tid til at vejlede alle, kan opgavevalget ikke være helt frit; forløbet vil fungere bedst, hvis eleverne grupperer sig omkring et begrænset antal udtryksformer og temaer. Det er et krav til opgavens løsning, at den indeholder praktisk arbejde og en visuel formidling.

Opgaven kan bestå i et praktisk arbejde med en visuel udtryksform, en problemstilling af formel karakter, visualisering af et tema etc. Opgaven kan ikke løses ved at elever »kun« orienterer sig i et teoretisk stof. Men det udelukker ikke områder som: en kunsthistorisk periode, forskellige tiders opfattelse af samme motiv, by- eller landskabsplanlægning, mediebilleder etc. Til den type emner kræves det så, at løsningen skal fremstå i en visuel form: en fotomontage, en videoproduktion, et lyd/diasshow eller lignende.

Opgaven kan indgå i en tværfaglig sammenhæng eller have en udadvendt karakter som f.eks.:

* en arkitekturopgave, der behandler lokalmiljøet og formulerer realistiske og/eller utopiske arkitekturforslag

* en udsmykningsopgave i lokalsamfundet

* en visuel rapport, f.eks. baseret på en kort praktikperiode i en institution, der arbejder med visuelle udtryk (kunstmuseum, kunsthåndværk, reklamebureau, billedredaktion, lokal-TV).

Frivillig undervisning:

Den frivillige undervisning er åben for alle skolens elever. Her fungerer læreren som rådgiveren, der stiller en bred vifte af muligheder til rådighed, så eleverne kan arbejde lystbetonet og selvstændigt.

Den frivillige undervisning skal give billedkunsteleverne lejlighed til at arbejde videre med områder fra undervisningen eller tage nye områder op, som er for omfattende til at kunne rummes i den daglige undervisning.

Eleverne skal også kunne arbejde med visualisering af rapporter og opgaver fra andre fag, f.eks. i form af video- og lyd/diasproduktioner.

Elevmedbestemmelse:

Et introduktionsforløb, der præsenterer faget, dets stofområder og problemstillinger er forudsætningen for at kunne inddrage eleverne i den videre planlægning. Introduktionsforløbet planlægges af læreren og danner udgangspunkt for en fælles skitsering af den videre undervisning.

Da eleverne ikke har modtaget en undervisning, der både indebar billedfremstilling og billedforståelse siden 5. klasse, står mange elever - selvfølgelig ikke alle fremmede overfor faget.

Skal undervisningen tilgodese såvel elevernes ofte forskellige forudsætninger og interesser som opfyldelsen af bekendtgørelsens krav, må dens planlægning nødvendigvis være fleksibel. Det kan anbefales, at man - især i begyndelsen - planlægger relativt korte forløb således, at elevindflydelsen gradvis kan øges. I valget af arbejdsformer kan man drage fordel af, at eleverne - især i den obligatoriske undervisning - har erfaringer om forskellige arbejdsformers anvendelighed i elevgruppen.

Det er lærerens ansvar at undervisningen opfylder bekendtgørelse og vejledningens krav, ligesom han/hun er ansvarlig for at der foregår en progression i undervisningen.

Arbejdsformer:

Faget rummer med dets både praktiske og teoretiske indhold mulighed for mange forskellige arbejdsformer. Fagets eksperimentelle karakter vil desuden ofte indebære, at der under et forløb foregår omorganiseringer af arbejdet.

Grænsen mellem praktisk og teoretisk arbejde i faget er i de fleste tilfælde flydende. I tilknytning til det praktiske arbejde vil som hovedregel indgå en teoretisering, men ikke i alle forløb kan praksis og teori integreres. Det gælder især forløb med teoretisk udgangspunkt, hvoraf nogle kun kunstigt kunne integrere en praktisk dimension; f.eks. forløb af typen: kunstnerens sociale status i renæssancen -altså forløb, der behandler billedkunstnernes sociale forhold.

Faget giver gode muligheder for at opøve evnen til samarbejde - i teams, hvor deltagerne bidrager med hver deres forskellige materiale og i grupper hvor deltagerne arbejder sammen om løsning af hele opgaven. Begge former kan være fagligt nyttige (og tidsbesparende) og samtidig lærerige i mere almen forstand.

Ved instruktionen i eller introduktionen af et teknisk område og ved gennemgang af et analysemateriale vil klasse- eller holdundervisning være den mest almindelige. I forbindelse med det sidste kan gruppearbejder være velegnede som en øvelse i at formulere sig verbalsprogligt om billeder.

Ønsker om at fremme det billedsproglige skabende udtryk foregår oftest i en individuel undervisningsform, men de kan også foregå i fællesopgaver hvor det personlige bidrag har en betydning.

Hjemmearbejdet er typisk forberedelse af praktiske arbejder f.eks. i skitseform.

Men det teoretiske stof i faget kan også kræves forberedt hjemmefra; f.eks. elevgennemgange af visuelle genstande eller egentlige billedanalyser.

For at lette hjemmearbejde, der typisk vil være skitse- og registreringsopgaver, er det formålstjenligt tidligt i undervisningen at øve eleverne i hurtige skitseringer, fotografering og at tegne rids over billeder, de møder i opslagsværker (og i timerne).

I faget er indeholdt nogle adfærdsmønstre, som i andre sammenhænge opfattes som adskilte - og henholdsvis maskuline og feminine: den udadvendte, praktisk handlende side og en side, der har at gøre med et følelsesmæssigt udtryk.

Det er vigtigt, at undervisningen betoner fagets muligheder for sammenkædning af de to sider og lader eleverne udfolde så mange sider af deres personlighed som muligt - også dem, eleverne normalt oplever som fremmede for deres eget køn.

Det skal desuden nævnes, at faget ud nytter sit timetal mest effektivt, hvis det skemalægges med dobbelttimer. Den tid, der medgår til opstilling af apparatur og oprydning, vil da tage en forholdsvis mindre del af undervisningstiden.

Eksempler på undervisningsforløb:

Et billedelement: farven

a. Registrering, optælling og indsamling af farver i de daglige omgivelser: påklædning, rum, bygninger, natur etc. Registreringerne kunne foretages ved hjælp af farvefotos, indsamlingerne kunne være af farvede papirer (indpakningspapir, kuverter, udklip fra ugeblade etc.).

Formålet med arbejdet er at skærpe elevernes evne til iagttagelse af farver og at gøre opmærksom på det store antal farver, det menneskelige øje kan registrere og adskille fra hinanden.

Indsamlingen af farveprøver kan danne grundlag for forsøg på en farvesystematik.

b. Grimme og smukke farver/farvesammensætninger, vil ofte blive en del af den opståede diskussion. Et arbejde, hvor kravet er at udføre de grimmest mulige farvesammensætninger, vil kunne danne et grundlag for en praktisk/analytisk behandling.

c. Farveregistreringer i forhold til kunstbilleder fra samtid, fortid og andre kulturer, kan bevidstgøre om farvebegrebet som socialt fænomen.

Registreringerne kan foregå som farveskitser udført efter dispositivfremvisninger.

d. Farveregistreringer i forhold til reklamens billeder. Hvordan anvendes hvilke farver og efter hvilke lovmæssigheder?

e. Øvelser med farveblandinger i praksis kan danne et supplerende grundlag for opstilling af en farvesystematik.

f. Orientering om farvesystematik, hvor teknikken bag 4-farvetryk og de elektroniske mediers farvesystem og teori gennemgås. I den sidste forbindelse kan eksperimenteres med farvekomposition og -blanding på skærmterminaler.

Forløbet kan derefter tage mange retninger: Det kan være udgangspunkt for individuelt arbejde med farveudtryk baseret på iagttagelser eller forestillinger. Det kan være udgangspunkt for dekorationsopgaver på skolen.

Princippet i de efterfølgende modelforløb er, at de går ud fra elevernes direkte iagttagelse af omverdenen.

De skal desuden demonstrere, hvorledes flere dele af fagets undervisningsstof kan kædes sammen på en meningsfuld måde, der kan give eleverne muligheder for at opleve faget som en sammenhæng med stigende progression og kompleksitet.

Modelforløbene er eksempler på, hvordan fagets praktiske og analytiske sider kan danne en naturlig helhed.

De særlige lokale muligheder, fagets timetal og elevernes interesser kan selvsagt altid danne grundlaget for en tilrettelæggelse af undervisningsforløb.

Udgangspunkt i skulptur og arkitektur

Forløbet behandler fagets praktiske sider gennem et arbejde med: skulpturopbygning, skitsering og fotografering, og dets analytiske sider gennem et arbejde med: skulpturen i samtidskunsten, »den private skulptur«, den offentlige skulptur, arkitektur og byplanlægning og - eventuelt - skulpturbegrebet i andre kulturer.

Det inddrager elevens egen skabende virksomhed og den billedskabende proces.

Arbejdet med selve den skulpturelle fremstilling skulle i dette tilfælde være centreret om skulptur som et offentligt anliggende: hvorfor har man offentlig skulptur? hvilke skulpturer står der, og hvilke burde stå hvor?

Faser i arbejdet kunne være:

a. Byvandring med diskussion om byens arkitektur og planlægningsprincipper.

Registrering af offentlige skulpturer (evt. fotografisk).

b. Hvilket formål har offentlig skulptur?

c. Praktisk arbejde med skulptur (modeller) i et eller flere forskellige materialer.

d. Hvor skal offentlig skulptur placeres?

Udgangspunkt i et kunstværk (*)

Værket: F. Goya,»Tredie maj 1808«.

a. Gennemgang af værket især med henblik på en afdækning af billedets forskellige symbollag.

b. Rekonstruktion af billedet.

Eleverne forsøger at rekonstruere personernes stillinger og indbyrdes placeringer i et tableau, der kommer så tæt på værket som muligt, helst ved også at rekonstruere Goyas »lyssætning« i tableauet.

c. Fotografering og/eller skitsetegning af tableauet fra flere synsvinkler, herunder også den originale.

d. Sammenligning af de nye produkter med originalværket.

Hvordan og hvorfor adskiller kunst og »virkelighed« sig fra hinanden?

e. På grundlag af det forudgående arbejde udarbejdes egne billedversioner individuelt eller i grupper.

f. Sammenligning med andre fremstillinger af krigen som f.eks.: Picassos, national romantiske fremstillinger, Bayeux-tapetet, andre kulturers krigsbilleder (japanske og kinesiske billedruller etc.) og samtidskunstens skildringer.

g. Sammenligninger med mediefremstillinger.

  • (*) Forløbet kunne vendes om og tage sit udgangspunkt i et af mediernes billeder, f.eks. det berømte pressefotografi fra Iwo Jima suppleret med Kienholz' »Portable War Memorial« i rækken af kunstværket.

h. En fri fremstilling af billeder over temaet kan afrunde forløbet.

Design:

Grafisk design er det designområde, der bedst behandles udtømmende i faget.

Plakater, skrifttyper, skiltning, logos og frimærker er eksempler på arbejdsområder, der kan være udgangspunkt for både et analytisk og et praktisk arbejde.

Sammenhængen mellem skrift og billede kan belyses ud fra massemedierne og forskellige former for litteratur. Elevernes lærebøger i andre fag ville være et let tilgængeligt materiale.

Møbeldesign kan gøres til et selvstændigt forløb eller være del af et forløb om stilarter. Forholdet mellem form og funktion kunne være det centrale tema. De lokale møbelhandleres udstillinger, kataloger og - eventuelt - fotos fra elevernes hjem kunne være undervisningsmaterialet.

Indendørsarkitektur som den viser sig i indretningen af supermarkeder, banker, cafeer og i offentlige institutioner kan anvendes i betragtninger over forholdet mellem udnyttelse af gulvareal, dekorationer, image og de adfærdsmønstre indretningen pålægger kunder og ansatte.

Tværfagligt samarbejde:

En tværfaglig undervisning organiseres på obligatorisk niveau lettest i samarbejde med de humanistiske fællesfag - de eneste fag, alle elever i klassen har sammen.

Et eller flere af disse fag kunne indgå i et samarbejde med billedkunst; f.eks. med belysning af en kulturel situation i sin helhed som arbejdsområde.

I det historiske stofs behandling, ville fagene historie og billedkunst kunne støtte hinanden i et frugtbart samarbejde: forskellige billedformer kunne belyse en periodes selvforståelse, mens den materielle og sociale baggrund for billedudtrykkenes form og indhold kunne klarlægges.

Perioderne kunne f.eks. være:

Overgangen fra middelalder til renæssance: sammenhæng mellem den begyndende handelskapitalisme, den nye virkelighedsopfattelse og rumopfattelsen i malerkunsten.

1950/60'erne: forbrugersamfundets opståen, eksplosionen i den kulørte presse og TV's udbredelse, sammenholdt med f.eks. kunstfonddebat, abstrakt ekspressionisme, pop-art, minimal- og concept-art.

En periode kan være genstand for såvel teoretisk som praktisk arbejde i billedkunst. I det historiske stof ligger temaer med store visuelle muligheder velegnede i elevernes egen skabende virksomhed: enkeltbegivenheder, klassemodsætninger, levevilkår etc.

På mellemniveauet vil det som regel være vanskeligt at etablere tværfagligt samarbejde i gængs forstand, da eleverne kommer fra forskellige klasser.

Mulighederne for et tværfagligt samarbejde mellem billedkunst og valgfag må nødvendigvis bestemmes af, hvilke andre - og forskellige - valgfag eleverne har.

Man kan forestille sig emner, som behandles samtidig i en række fag: hvor billedkunsteleverne anvendte deres viden om billeder i samarbejdende fag og hvor specialviden fra disse fag blev udnyttet i billedkunst.

Begrebet perception kunne behandles på denne måde: biologi kunne behandle de fysiologiske forhold omkring perception, fysik de rent fysiske, musik og billedkunst perceptionen i forhold til det æstetiske udtryk.

Efter en tilsvarende model kunne der undervises i musikvideoer: musik, et sprogfag og billedkunst behandlede æstetiske aspekter, samfundsfag produktions-, distributions- og komsumptionssiden, mens fysik og datalogi redegjorde for de teknologiske forudsætninger.

Udstillinger:

Elevernes arbejder skal så vidt muligt vises uden for faglokalet gennem hele skoleåret - dels for at eleverne kan opleve deres billeder som bidrag til skolens hverdag, dels for at nedbryde en fordom om billedkunstnerisk udfoldelse som et privat anliggende. Arbejdet med ophængninger, opstilling af skulpturer etc. kan gøres til en selvstændig læreproces og en vigtig øvelse for eleverne på mellemniveau - forud for deres eksamensudstilling.

Der kan være tale om arbejder skabt til et bestemt rum på skolen eller med et andet defineret formål i forhold til den øvrige skole.

Men udstillingerne kan også afspejle en arbejdsproces. Skitsearbejder og forskellige billedeksperimenter kan uden for faglokalet vidne om det arbejde, der foregår i det.

Videoproduktioner, lyd/diasshows og lignende kan indgå i fællestimearrangementer, morgensamlinger og frikvarterer. Det samme gælder performances, der i øvrigt ofte fungerer bedst, når de bryder skolens rutiner på uventede måder.

Aktiviteterne uden for faglokalet skal ikke kun give billedkunsteleverne et publikum, men også gøre skolerne til steder, der udstråler engagement og vitalitet.

Udadrettet virksomhed:

Udadrettet virksomhed kan have to former. Eleverne kan opsøge

billedkunst uden for skolen og elevernes arbejder kan indgå i sammenhænge uden for skolen.

Eleverne skal have lejlighed til at møde original kunst i den helhed, den er skabt til, såvel som på samlinger. Kravet om beskæftigelse med samtidig kunst kan bl.a. opfyldes gennem ekskursioner til aktuelle kunstbegivenheder.

Faget er velegnet som udgangspunkt for udlandsekskursioner, hvor formålet netop må være oplevelse af det anderledes ved at se .

Et undervisningsforløb kan forberede en visuel registrering på stedet af arkitektur, boligmiljø og byplanlægning ved hjælp af tegning, akvarel eller foto. Rejsemålets kunstsamlinger kunne udgøre et andet element. For at give eleverne et indblik i professionelles arbejde kan der arrangeres besøg hos kunstnere, kunsthåndværkere, på reklamebureauer og hos arkitektfirmaer.

Endelig kan elevernes egne arbejder indgå i mange sammenhænge uden for skolen: dekorationer til institutioner eller på offentligt sted, ligesom fagets produkter er velegnet stof både i den trykte presse og lokal-TV.

Mellemniveau

Grundlaget for fagets to niveauer er principielt det samme og den obligatoriske undervisning er indeholdt i mellemniveauets undervisning.

I det følgende beskrives derfor kun, på hvilke punkter mellemniveauets målsætning er udvidet, og hvordan det adskiller sig fra den obligatoriske undervisning i sin form.

Formål:

Undervisningen på mellemniveau har som sit væsentligste formål, at eleverne gennem egen billedskaben styrkes i oplevelsen af billeder som et betydningsfuldt middel til erkendelse og meddelelse, samt udvikler kendskab til og gør erfaringer med den billedskabende proces.

Arbejdet med metode og analyse skal bringe eleverne op på et niveau,

der gør dem i stand til at anvende og skelne mellem relevante

analysemetoder.

Det praktiske arbejde:

I undervisningen på mellemniveauet skal der lægges endnu større vægt på elevernes egen billedskaben, end på det obligatoriske niveau.

Evnen til at udtrykke sig visuelt skal styrkes gennem såvel bevidst registrering og iagttagelse af omverdenen som et billedarbejde baseret på forestillingsevnen.

Arbejdets eksperimentelle art skal give eleverne en selektiv holdning til medier og teknik, så de er i stand til at vælge dem ud fra udtryksbærende og funktionelle krav til resultatet.

Eleverne skal tilegne sig fagets arbejdsmetode gennem et gentaget arbejde med den kunstneriske proces: vekselvirkningen mellem faktorerne: ide - skitse - analysere-realisering.

Analysedelen i den kreative proces skal erfares gennem en stadig vurdering af det dialektiske forhold mellem ide og realisering, så eleverne får en voksende bevidsthed om form og indhold som indbyrdes afhængige størrelser.

Det analytiske arbejde:

Gennem afprøvning af analysemetoder over for et bredere udsnit af visuelle udtryk - skal eleverne gøre erfaringer med hensyn til metodernes hensigt og egnethed.

Groft kan der sondres mellem to typer af analysemetoder med vidt forskellige hensigter:

* metoder, der beskriver det umiddelbart iagttagelige, som f.eks. en formel analyse, og

* metoder, der placerer det visuelle udtryk i en overordnet sammenhæng, f.eks. psykologiske og sociologiske.

Den udtømmende analyse af et billedmateriale vil som regel inddrage flere metoder. Det afgørende er, at eleverne bliver bevidste om, hvilke metoder de faktisk anvender i analysens enkelte faser.

Kravet til den udtømmende analyse - i faget billedkunst - er at den inddrager billedbeskrivelse, uanset analysens overordnede formål.

Valget af metode må iøvrigt afhænge af, hvilket mål man har med analysen, dvs. hvilken sammenhæng man ønsker at se billedkunsten i. En undersøgelse af f.eks. portrættets offentlige og private funktioner vil naturligt inddrage en sociologisk metode.

I en vis udstrækning vil også det valgte analyseobjekt gøre nogle metoder mere relevante end andre. En behandling af musikvideoen, som den fremstår midt i 80'erne med tematiseringer af lyst- og angstfantasier vil hurtigt få brug for en psykologisk forståelsesramme.

Mindstekrav til gennemarbejdet stof:

Her gælder de samme krav som til den obligatoriske undervisning. Derudover skal undervisningen give et overblik over hele fagområdet og dets tre hovedkategorier: flade, rum og tid. Der skal arbejdes grundigere med to emner inden for to af kategorierne, hvoraf et emne inden for hver kategori skal være af billedkunstnerisk karakter.

Opgaven:

Opgaven på mellemniveau tjener samme formål som opgaven i den obligatoriske undervisning. Og den skal også indeholde praktisk arbejde og visuel formidling.

De områder, der kan behandles er principielt de samme, men der stilles større krav til fordybelse i stoffet.

Omkring 3-4 uger før opgaven skal løses, vælger eleverne det område, inden for hvilket den endelige opgave skal løses.

Ved valg af område menes en bred formulering af et stofområde, som kan danne grundlag for en endelig snæver opgaveformulering, der foretages af eleven selv.

I perioden mellem valget af område og den endelige formulering giver læreren råd og vejledning om mulige løsningsmodeller og arbejdsformer, dvs. diskuterer med eleverne, om opgaven er egnet til et gruppearbejde, om et fælles tema skal binde alle opgaverne sammen eller om individuelle løsninger er bedst egnede over for det valgte område. Det er vigtigt, at eleverne selv gennemtænker den foranliggende proces, så arbejdet i højere grad får karakter af læreproces end af eksamensopgave.

I den indledende fase skal eleven kende de ydre begrænsninger for arbejdet: tidsrammen, pladsforhold, apparatsamlingens kapacitet og fagets økonomiske bevillinger.

Det er nødvendigt med en grundig planlægning af selve opgaveperioden, så den kan forløbe gnidningsløst, organisatorisk som teknisk. Opgaven indgår i eksamen og samtalen om den udgør en del af vurderingsgrundlaget. Højst 4 elever kan arbejde sammen om en opgave. Der gives ingen særskilt karakter for opgaven, men eleverne kan i forbindelse med evalueringen af opgaven få lærerens vurdering af dens omtrentlige niveau. Da opgaven skal vise elevernes evne til at udtrykke sig i billeder, placeres den bedst sent i undervisningen.

Opgaven må ikke kræve et arbejde af eleverne, der går ud over den sædvanlige undervisnings og forberedelses omfang.

Eksamen:

Prøven falder i to dele:

  • A) En samtale baseret på en udstilling af elevens arbejder og den individuelle/ gruppeopgaven.
  • B) En eksamination på grundlag af et ekstemporalt billedmateriale, med tilknytning til undervisningen.

ad A:

Op til eksamens afholdelse arrangerer hver elev en udstilling af sine arbejder - herunder også hjemmearbejder.

Arbejderne skal på en fyldestgørende måde repræsentere de områder der er behandlet i undervisningen.

Udstillingen skal vise såvel skitser som det mere gennemarbejdede. Arbejder der ikke indgår i selve udstillingen skal være umiddelbart tilgængelige for censor.

Samtlige arbejder skal være signerede og daterede.

Det er faglærerens opgave at sørge for det praktiske arrangement af udstillingen, ligesom han/hun skal være eleverne behjælpelig i rent tekniske spørgsmål, der vedrører udstillingen.

Lyd/dias-, film- og videoproduktioner, der er udført som gruppearbejder vises før de individuelle eksaminationers begyndelse.

Karakteren gives på grundlag af elevarbejderne og samtalen om dem.

Der kan tages hensyn til selve den visuelle præsentation af arbejderne,

ad B:

Prøven skal vise elevens evne til at beskrive, analysere og perspektivere et ekstemporalt billedmateriale.

Billedmaterialet, der udvælges af eksaminator skal svare til de områder, der har været inddraget i undervisningen.

Følgende områder skal være repræsenteret i eksamensspørgsmålene:

a. To af de tre hovedkategorier (flade, rum eller tid), der er behandlet grundigere.

b. Samtidskunst

c. Kunst fra andre perioder/kulturer.

d. Visuelle udtryk, der ikke er snævert billedkunstneriske.

Eksaminanden skal først og fremmest kunne beskrive og analysere det fremlagte billedmateriale, men også i rimeligt omfang kunne anvende det til at drage paralleller til områder fra undervisningen.

Redaktionel note
  • (* 1) Bekendtgørelsens paragraf er udeladt