Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende retningslinjer for faget datalogi i gymnasiet


Dette er hæfte nr. 4 i en serie på 28 om reglerne for fagene i gymnasiet. Det inderholder de bestemmelserne om datalogi, som er fastsat i § 5 i bekendtgørelse af 4. november 1987 om fagene i gymnasiet (* 1). Desuden indeholder hæftet de vejledende retningslinier for faget.

Vejledende retningslinier

Datalogi

Indledning

Det centrale i formålsformuleringen er, at eleverne skal opnå en datalogisk indsigt, som kombinerer teoretisk forståelse, praktiske færdigheder og generel viden.

Undervisningen i datalogi skal generelt bidrage med et fagligt grundlag for elevernes deltagelse såvel i kultur- og samfundslivet som i videre uddannelse, og den skal medvirke til at udvikle elevernes abstraktionsevne og kreativitet.

Undervisningen i datalogi skal ses i sammenhæng med og fortsættelse af gymnasiets obligatoriske edb-undervisning, hvor eleverne i fælleskurset bl.a. opnår fortrolighed med at anvende datamater og får forståelse af elementære datalogiske begreber i tilknytning hertil. I datalogiundervisningen sættes disse forkundskaber ind i en faglig sammenhæng. Undervisningen skal udbygge elevernes kendskab til datalogiens begreber, teorier, metoder og deres anvendelse, og dette skal sammen med de øvrige fags bidrag til den obligatoriske edb- undervisning give eleverne et bredt, samlet kendskab til informationsbehandling og dennes rolle i det moderne samfund.

Undervisningens indhold

Generelle bemærkninger:

Undervisningen skal tilgodese både den teoretiske og den praktiske side af faget. For den teoretiske side sker det ved, at eleverne får kendskab til en række grundlæggende begreber, metoder og teknikker ved beskæftigelse med generelle datalogiske problemstillinger. For den praktiske side sker det ved, at eleverne får fortrolighed med brug af datamater ved løsning af konkrete datalogiske problemstillinger.

Mens det praktiske indhold i undervisningen naturligt beskrives i tilknytning til de enkelte emner i vejledningen, har undervisningen et overordnet, teoretisk indhold, som med fordel kan uddybes i sammenhæng. Dette indhold omfatter begreberne information, struktur, proces og model, som specielt i datalogi spiller en vigtig rolle på flere forskellige planer:

* Selve datamaten kan anskues fra en sådan overordnet synsvinkel: Den er eksempel på, hvordan en samling elektroniske komponenter kan organiseres til en struktur af simple fysiske informationsbærere, som sammen med fysiske processer til at bearbejde strukturen kan udgøre et ydedygtigt, generelt informationsbehandlingsværktøj.

* For at kunne drage nytte af datamaten som værktøj må man beskrive de strukturer og processer, der organiserer datamatens ressourcer i forhold til de opgaver, man ønsker løst. Beskrivelsen kan antage flere forskellige former, men oftest består den af et program i et passende programmeringssprog, eller den består i en specifik anvendelse af et generelt værktøjsprogram.

* Programmeringssprog og værktøjsprogrammel er karakteriseret ved at indeholde nogle indbyggede primitiver til repræsentation af information og til beskrivelse af simple processer. Hertil kommer mekanismer til at sammensætte og strukturere sådanne primitiver til større enheder, der er mere ydedygtige og dermed mere hensigtsmæssige.

* De overordnede begreber optræder desuden i forbindelse med problemløsning ved datalogiske metoder, nemlig i problemformuleringen, problemanalysen og programmeringen. Det drejer sig her om at organisere tankegange på en sådan måde, at strukturer og processer træder klart frem som kernen i løsningen på et aktuelt problem. Resultatet danner basis for konstruktionen af en model, som formuleres i et formaliseret sprog. Problemformuleringen og problemanalysen handler dermed mest om at identificere strukturer og processer i en konkret problemstilling, mens programmeringen mest går ud på at formulere dem hensigtsmæssigt i et konkret sprog.

Undervisningen omfatter følgende områder:

Problembeskrivelse og formalisering.

Programmering.

Datamatens struktur.

Programmer og sprog.

Valgfrit emne.

Kort udtrykt er hovedindholdet i de enkelte områder og den indbyrdes sammenhæng mellem dem følgende:

* Problembeskrivelse og formalisering vedrører den arbejdsproces, der består i at strukturere og formalisere en konkret problemstilling med henblik på løsning vha. et passende, datamatbaseret værktøj.

* Programmering handler om fremstilling af programmer i et velstruktureret, højere programmeringssprog, herunder (hierarkiske) strukturer af programmoduler.

* Datamatens struktur handler om selve datamatens strukturer og processer.

Tilsammen repræsenterer disse tre områder en progression gennem niveauer, der fører eleverne hele vejen fra en mere eller mindre kompliceret, ustruktureret situation til datamatens fysiske virkelighed.

* Programmer og sprog behandler programmeringssprog og naturlige sprog, og sammenhængen mellem dem.

I dette område er man tilbage på det overordnede niveau og møder her nogle principielle begrænsninger i mulighederne for formalisering.

* Valgfrit emne kan disponeres efter lærers og elevers forudsætninger og interesser.

Dette område giver f.eks. muligheder for at arbejde videre med de aspekter i de øvrige områder, som lærer og elever har fundet mest interessante.

Problembeskrivelse og formalisering:

Området skal være den konkrete introduktion til faget. Elevernes forskellige erfaringer fra fælleskurset og den fagintegrerede del af edb-undervisningen skal samles og uddybes eller forøges med endnu et overskueligt eksempel på anvendelse af færdige datamatiske systemer. Erfaringsmaterialet skal bruges som baggrund for en indledende diskussion om de krav til problemformulering, problemanalyse og formalisering, som skal være opfyldt, for at et problem kan løses ved datalogiske metoder.

Herefter består undervisningen i, at eleverne i en sammenhængende periode arbejder med et fælles projekt, hvor problemformulering, problemanalyse og formalisering indgår.

Emnet for projektet skal være egnet til at illustrere disse arbejdsprocesser, det skal være velkendt og opleves som relevant af eleverne, og det skal være af en sådan art, at en ikke-triviel løsning faktisk kan realiseres. Eksempler på emner er: 1) registrering (f.eks. af personlige oplysninger om eleverne på holdet), 2) etablering af en vidensbase, som alle skal bidrage til og kunne drage nytte af (f.eks. en fælles informationssamling til brug for at skrive dansk stil), 3) etablering af en simpel simulationsmodel inden for et felt, som eleverne på holdet finder interessant og vedkommende (f.eks. et økologisk system).

Det datamatbaserede værktøj kan være et regneark, et databasesystem, en ekspertsystemskal eller et logikprogrammeringssprog. Kravene til det er, at programmellet er egnet til at illustrere fundamentale datalogiske begreber, og at det findes i en sådan udformning, at et tidkrævende arbejde med at lære betjeningen af programmellet ikke er nødvendigt.

Samtidig med dette overvejende praktiske forløb skal elevernes egne oplevelser og erfaringer under arbejdsprocessen sættes ind i en større sammenhæng. Dette sker, ved at projektarbejdet ses i forhold til nogle af de lovmæssigheder, der gælder for gennemførelse af edb-projekter i stor skala og under realistiske omstændigheder.

Programmering:

Undervisningen i programmering skal sikre, at eleverne har et operativt kendskab til denne centrale disciplin i faget, og dermed et konkret erfaringsgrundlag, når man i den øvrige undervisning kommer ind på de væsentlige datalogiske begreber.

For at opnå dette skal der udvælges et særligt egnet programmeringssprog som det gennemgående redskab i undervisningen, og der skal arbejdes så meget med en kerne af det, at eleverne bliver i stand til selv at skrive korrekte og forståelige programmer. Gode programmeringsvaner indøves dels ved, at eleverne løbende præsenteres for illustrative eksempler, dels ved at elevernes erfaring øges gennem passende øvelsesopgaver, der giver dem forståelse for det centrale i de generelle teknikker. Eleverne skal i denne forbindelse opnå fortrolighed med trinvis forfining. Begrebet programmel-hierarki skal afspejles i undervisningen, og kan eksempelvis realiseres vha. lag af rutinebiblioteker. Eleverne skal blive i stand til selv at oprette/udbygge sådanne biblioteker.

Udover de nævnte generelle programmeringsteknikker skal elevene kende nogle grundlæggende datastrukturer og algoritmer. Det er poster, tabeller, lister, træer, eksempler på algoritmer til gennemløb og manipulation af datastrukturerne samt enkelte algoritmer til søgning og sortering.

Programmeringssproget skal støtte de ovenfor omtalte generelle teknikker (trinvis forfining, hierarkier), lige som det skal være bekvemt at realisere de grundlæggende datastrukturer og algoritmer i det. Undervisningen i det konkrete sprog begrænses til sprogets fundamentale dele. For sædvanlige imperative sprog er det programstrukturerne: tildeling, sekvens, iteration, selektion (rekursive) procedurer og funktioner, samt en kerne af sprogets typebegreb og eventuelle procesbegreb.

Svarende til det valgte programmeringssprog skal der benyttes et programudviklingssystem med omgivelser, som gør elevernes arbejde ved fremstilling og afprøvning af programmer lettest muligt, dvs. brugervenlige redigerings-, overvågnings- og fejlfindingsfaciliteter o.l. Det må anbefales, at redigeringsfaciliteten indeholder syntaksstyring.

Der skal lægges vægt på den enkelte elevs selvstændige arbejde med programmering. Det kan foregå ved individuel løsning af mindre øvelsesopgaver, og det kan ske gennem bidrag til gruppearbejder, hvor eleverne sammen udarbejder lidt større programmer.

Den indledende undervisning kan med fordel baseres på programbiblioteker, der indeholder et lille udvalg af gode, veldokumenterede rutiner til tekstbehandling, grafik eller lignende. Det indebærer den pædagogiske fordel, at selv små elevfremstillede programmer kan udrette noget ikke-trivielt, og det er således med til at øge elevernes motivation til selv at udvikle sådanne biblioteker.

Når programmeringssproget/programudviklingssystemet opfylder undervisningens krav om hensigtsmæssighed, vil det normalt rumme faciliteter, som rækker langt ud over den valgte kerne. Tiden tillader ikke, at der undervises i alle sådanne ekstra faciliteter, ligesom det ikke er nødvendigt, at eleverne behersker alle mulige varianter af samme grundlæggende struktur som f.eks. kontrolstrukturerne for repetition.

Datamatens struktur:

Undervisningen i dette område skal give eleverne forståelse af, hvordan det i princippet går til, at en datamat kan fungere. Eleverne skal præsenteres for den basale model for datamater, og det skal gøres klart for dem, at dens princip er universelt i den forstand, at alle datamater - lige fra regnecentrenes største superdatamater til de simpleste mikrodatamater i legetøj - kan simuleres af denne simple mekanisme.

Undervisningen skal endvidere behandle samspillet mellem programmel og maskinel, dvs. fortrinsvis arten af datamatens systemprogrammel og dets samspil med det traditionelle maskinsprogsniveau.

Undervisningen kan tage udgangspunkt i det traditionelle maskinsprogsniveau, dvs. at den indledes med det postulat, at teknikere kan bygge elektriske kredsløb, der fortolker symbolfølger som kommandoer og data i overensstemmelse med fastlagte regler.

Den fundamentale model for datamater (Babbage, von Neumann) præsenteres. Modellen kan med fordel illustreres ved simulering af en simpel maskinarkitektur på skolens datamater. Simulation er tilstrækkelig til at belyse de grundlæggende principper, og det giver samtidig let adgang til en overskuelig arkitektur, der er velegnet i forbindelse med konkrete øvelser i maskinsprogsprogrammering. Eleverne skal prøve at skrive simple programmer på maskinsprogsniveau, og de skal opnå en sikker forståelse af dualiteten mellem program og data, således som den manifesterer sig på dette programmeringsniveau. Men det er ikke meningen, at eleverne skal lære at beherske programmering i symbolsk maskinsprog.

Dernæst skal den fundamentale hierarkiide (som går igen fra område 2. Programmering) belyses vha. datamatens forskellige niveauer. Eleverne skal lære, hvilken rolle forskellige typer af (system)programmer spiller i den samlede arkitektur, og de skal vide, hvilke opgaver programmerne varetager, samt hvordan de i princippet fungerer. Følgende typer af programmel skal behandles: startprogram (booter), operativsystem, oversætter/fortolker, værktøjsprogrammel. Man kan også her basere undervisningen på en model af en simpel maskinarkitektur, hvortil der er udviklet modeller af de pågældende systemprogrammer. Sådanne findes til forskellige typer datamater i skolen.

Programmer og sprog:

Det overordnede indhold i dette område angår nogle af de principielle og/eller praktiske muligheder og begrænsninger for anvendelse af datamater. Undervisningen skal give eleverne baggrund for at deltage i diskussioner herom ud fra et datalogisk synspunkt.

Undervisningen kan tage udgangspunkt i spørgsmålet om formalisering af naturlige sprog, f.eks. med henblik på at få maskiner til at »forstå« naturligt sprog, herunder at oversætte fra et sprog til et andet. Her behandles fundamentale problemer omkring tvetydighed, betydningens afhængighed af den givne sammenhæng (kontekst) o.l.

Vanskeligheden ved at formalisere naturligt sprog står i skarp kontrast til programmeringssprog, hvor såvel syntaks som semantik er formaliseret. Eleverne skal i undervisningen stifte bekendtskab med formelle grammatikker, og det skal fremgå, hvilken rolle disse spiller for oversættere og fortolkere. Principperne kan f.eks. illustreres ved at gennemgå, hvordan karakteristiske konstruktioner i højere programmeringssprog kan oversættes til konstruktioner på et lavere niveau.

Semantisk definition af programmeringssprog behandles på det intuitive plan, men undervisningen skal understrege, at netop fastlæggelsen af semantikken er grundlaget for at få præcise svar på spørgsmål om korrekthed og effektivitet af programmer. Simple teknikker til at ræsonnere om programmer præsenteres.

Det er velkendt for eleverne (bl.a. fra område 3. Datamatens struktur), at en datamat kun kan løse opgaver, der kan formaliseres, dvs. reduceres til et spørgsmål om symbolmanipulationer. Selv om man indskrænker sig til at se på formaliserbare problemer, er der imidlertid mange, der ikke kan løses af datamater, hverken principielt eller i praksis. Undervisningen skal komme ind på denne problematik, og der skal gives eksempler på problemer, som er algoritmisk uløselige eller praktisk uoverkommelige.

Undervisningen skal gøre det klart for eleverne, at der findes mange forskellige programmeringssprog, som hver især udmærker sig ved at være gode til bestemte ting, men som også er ækvivalente i den forstand, at man i princippet kan realisere de samme algoritmer i dem alle. Dette kan illustreres med passende valgte eksempler.

Valgfrit emne:

Arbejdet med det valgfrie emne kan organiseres som et forløb, hvor holdet samlet behandler et udvalgt emne. Arbejdet kan også forløbe med eleverne delt op i grupper. Såfremt der arbejdes i grupper kan gruppernes arbejde være led i et fælles overordnet emne, eller emnerne kan være forskellige fra gruppe til gruppe.

Det skal være et led i forberedelsen af arbejdet med det valgfrie emne, at der sker en afgrænsning af emnet for at sikre en rimelig fordybelse. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at et ambitiøst emnevalg ofte vil resultere i en alt for bred og dermed overfladisk emnebehandling. Emnets forbindelse med den obligatoriske undervisning skal belyses. Elevernes valg af emne skal godkendes af læreren.

Hvis arbejdet med det valgfrie emne organiseres som gruppearbejder, kan elever med fælles fag danne grupper med henblik på tværfagligt samarbejde. Der er således gode muligheder for at samarbejde om konkrete emner af overvejende teknisk art med de matematisk naturvidenskabelige fag. Der er tilsvarende gode muligheder for at samarbejde om behandlingen af forskellige datalogiske anvendelsesmuligheder med de humanistiske og/eller samfundsvidenskabelige fag.

Almindelige bestemmelser

Undervisningens tilrettelæggelse:

Undervisningen omfatter følgende fem områder:

1. Problembeskrivelse og formalisering (ca. 15%)

2. Programmering (ca. 35%)

3. Datamatens struktur (ca. 15%)

4. Programmer og sprog (ca. 15%)

5. Valgfrit emne (ca. 20%)

Procentangivelserne i parentes angiver de enkelte om råders omtrentlige vægt i undervisningen.

Nummereringen angiver ikke nødvendigvis kronologien i undervisningen. For at markere og udnytte datalogiundervisningens forbindelse med den obligatoriske edb-undervisning skal område 1. Problembeskrivelse og formalisering dog behandles først.

Hvis man vælger at tilrettelægge undervisningen med områderne i den anførte nummerorden, kan man med fordel bygge videre på den sammenhæng mellem områderne, som er omtalt under »Generelle bemærkninger« tidligere i denne vejledning.

Elevforudsætninger:

Undervisningen i datalogi skal ses i sammenhæng med den obligatoriske edb-undervisning, specielt fælleskurset, og bygge videre på de forudsætninger, som eleverne møder op med herfra.

Det stiller særlige krav til undervisningen, når holdet består af elever med meget forskellige forudsætninger fra undervisningen i de øvrige fag i gymnasiet, f.eks. fra sproglig og matematisk linie og eventuelt også fra både 2. og 3.g. Endelig kræves der en særlig bevidst indsats fra lærerens side for at sikre, at undervisningen giver lige muligheder for piger og drenge - specielt i de sammenhænge, hvor undervisningen involverer arbejde ved datamater.

Undervisningen skal tilrettelægges således, at emnevalg, indfaldsvinkler, undervisningsmateriale og undervisningsformer tager ligeligt hensyn til elevernes forudsætninger. Interesser hos en gruppe af elever med specielt kendskab til datamater og/eller programmering må ikke ensidigt præge undervisningen.

Arbejdsformer:

Undervisningen skal overvejende bestå af konstruktivt og konkret arbejde med løsning af ikke-trivielle problemer. Faget er karakteriseret ved, at det er let at give eleverne erfaringer med at gennemføre alle problemløsningens faser og selv kontrollere, at det færdige resultat løser den stillede opgave. Valg af vekslende arbejdsformer skal især tilgodese elevernes muligheder for at udfolde denne form for kreativitet.

Udover de faglige hensyn skal der ved valg af arbejdsformer tages hensyn til sammensætningen af det enkelte hold. Når et hold består af både sproglige og matematiske elever, skal læreren sikre, at elever fra begge linier kommer til orde. Det sker naturligt i klasseundervisningen, men det må også tilstræbes i vejledningen under gruppearbejder. Ved etableringen af grupper kan det undertiden være hensigtsmæssigt at anbefale en gruppesammensætning med sproglige elever i grupper for sig og matematiske elever i grupper for sig. Dette må imidlertid ikke opfattes som en generel regel, idet der vil være en række emner, hvor eleverne med den forskellige baggrund i de to linier kan styrke indlæringen i en frugtbar vekselvirkning. Læreren kan medvirke hertil ved at nedprioritere de traditionelt matematiske indfaldsvinkler til faget og i stedet satse på mere generelle aspekter (f.eks. ved i programmeringsundervisningen at beskæftige sig med analyse og bearbejdning af tekst frem for løsning af ligninger).

Klasseundervisning er naturligt i de sammenhænge, hvor nye emneområder skal gennemgås, generelle problemer udredes eller typiske træk i udarbejdede løsninger drøftes.

Ved siden af denne klasseundervisning er arbejde i mindre grupper den dominerende arbejdsform.

I nogle typer af gruppearbejde er arbejdet ved datamaterne hovedbeskæftigelsen. 1 sådanne tilfælde må det stærkt anbefales, at holdet deles i grupper bestående af to elever (undtagelsesvis tre), så hver enkelt elev får tilstrækkelig mulighed for at arbejde med datamaten.

Lidt større grupper er hensigtsmæssigt i forbindelse med større projektopgaver. Arbejdet må her tilrettelægges, så man undgår, at en meget aktiv elev overtager arbejdet ved datamaten, og de øvrige elever i gruppen henvises til en passiv rolle. Arbejdet i disse grupper skal i almindelighed bestå af mere og andet end arbejde med maskinen, og det er her vigtigt at få gruppens arbejde struktureret.

Det er et af formålene med undervisningen, at eleverne bliver i stand til at formulere sig skriftligt og mundtligt om datalogiske emner. Den skriftlige formulering bliver indlært f.eks. i forbindelse med rapportarbejdet. For at støtte færdighederne i mundtlig fremstilling kan man lade elevforedrag indgå i undervisningen. Det kan f.eks. ske ved at eleverne fremlægger resultater fra et gruppearbejde for holdet. I alle faglige sammenhænge, skriftlige såvel som mundtlige, skal man forsøge at præge elevernes arbejdsform med samme krav til klarhed, struktur og disciplin, som eleverne selv oplever i deres arbejde med datamaten.

Studieteknik:

På et tidligt tidspunkt i forløbet skal eleverne gøres opmærksom på, hvorledes de mest hensigtsmæssigt deltager i undervisningen, og hvor tilegnelsen af viden og færdigheder er speciel for netop dette fag. Der skal gives råd om hjemmeforberedelsen, herunder teorilæsning og besvarelse af skriftlige opgaver - såvel øvelsesopgaver som rapportopgaver. En særlig indsats er påkrævet i forbindelse med den udstrakte anvendelse af leksikalsk litteratur som brugervejledninger til både maskinel og programmel.

Kontakt mellem undervisningen og arbejdslivet:

Datamater og dermed datalogi optræder i et stort antal forskellige anvendelser, som berører de fleste menneskelige aktiviteter. Begge dele går ofte under fællesbetegnelsen edb, og når man blot er opmærksom på, at denne forskel i sprogbrug ofte er rent formel, er det let at identificere datalogiske anvendelsesområder i arbejdslivet.

Det er bl.a. i »Vejledning til §7 edb-undervisning« omtalt, hvorledes de anvendelsesmæssige aspekter af datalogien kan behandles i undervisningen. Edb-relaterede virksomheds- og institutionsbesøg har her fået en særlig dybtgående omtale.

Også i Direktoratets Tema-hefte nr. 8: »Praktik og andre kontaktformer mellem gymnasiet/HF og arbejdslivet. En vejledning.(1987)» kan man finde inspiration og praktiske anvisninger på sådanne aktiviteter.

Skriftligt arbejde:

Det konstruktive og kreative element har stor betydning overalt i undervisningen, og det skal specielt dyrkes i forbindelse med det skriftlige arbejde, såvel besvarelse af simple øvelsesopgaver som besvarelse af rapport opgaver.

En del af elevernes skriftlige arbejde skal udføres ved hjælp af skolens datamater eller dertil svarende udstyr.

Rapporter

Rapporterne er resultatet af dokumentationen af elevernes selvstændige arbejde med konkrete problemstillinger i en undervisningsperiode. Arbejdet med hver rapport skal være af et omfang svarende til 1-2 ugers undervisningstid, og rapportopgaver må altså ikke opfattes som »specialer«. Det betyder, at kravene til eleverne gradvis kan øges i takt med progressionen i undervisningen, så omfanget af rapportarbejdet med problemløsning og dokumentation gennemgående svarer til arbejdsbyrden i 1-2 ugers undervisning i faget incl. forberedelse. I perioder med rapportarbejde skal eleverne altså ikke belastes med andet hjemmearbejde eller øvelsesopgaver.

Nogle af rapportopgaverne kan passende besvares af grupper på 3-4 elever. Især ved grupperapporter er en fyldestgørende dokumentation helt nødvendig for, at den enkelte deltager i gruppen kan sikres overblik over opgavens samlede løsning.

En rapport udarbejdes i et integreret forløb, hvor dokumentationen udfærdiges samtidig med at arbejdet med løsningen skrider frem, således at arbejdets produkt i princippet foreligger, når løsningen er nået. Kun på denne måde får eleverne indblik i en rationel rapporteringsform og dokumentationsudarbejdelse. Eleverne skal i hvert enkelt tilfælde have præcise retningslinier for rapportens ind hold og opbygning, afhængigt af de krav, den stillede opgave lægger op til. Rapportopgaver skal have en sværhedsgrad, der er tilpasset det pågældende trin i undervisningen. Man kan - især ved de første opgaver - hjælpe eleverne godt på vej ved at udlevere en skitse af det mulige forløb med råd, vejledning og specifikation af kravene til dokumentation.

Når en gruppe udarbejder en rapport, vil det ofte indebære, at gruppens deltagere udarbejder særskilte dele af den samlede rapport. Såfremt en sådan grupperapport indgår i eksamensopgivelserne, opgiver alle gruppedeltagerne den samlede rapport.

Øvelsesopgaver

Der udarbejdes skriftlige øvelsesopgaver i tilknytning til det gennemgåede stof. De udarbejdes normalt i klassen, og de kan variere i omfang og sværhedsgrad.

Eksamen:

Eksamensopgivelserne

Det præcise antal opgivne sider vil afhænge af de anvendte undervisningsmaterialer, f.eks. fremstillingens sværhedsgrad og bredde. Leksikalsk litteratur må kun indgå i begrænset omfang. Programtekster skal foreligge udskrevet på papir og kan endvidere foreligge i en form, som er elektronisk læsbar vha. de af skolens datamater, som er benyttet i undervisningen. Materialer, som eleverne selv har fremstillet, og som har indgået i undervisningen, kan også indgå i opgivelserne.

Den mundtlige prøve

Der skal være en datamat til rådighed såvel i forberedelsestiden som under eksaminationen, og det skal være af den type, som har været anvendt af eleverne i undervisningen. Hvis datamaterne indgår i et netværk, må netværket ikke benyttes af uvedkommende samtidigt med forberedelsestiden/eksaminationen i faget.

Eksamensspørgsmålene skal dække det opgivne pensum. Hvert enkelt spørgsmål skal være udformet på en sådan måde, at det tydeligt fremgår, hvilket stofområde der er grundlag for eksaminationen. Hvert spørgsmål kan være udformet som angivelse af et relativt bredt emneområde efterfulgt af nogle stikord og forslag til fremgangsmåde. Sådanne stikord og forslag er imidlertid kun vejledende, og de er ikke bindende for eksaminanden.

Materiale i form af tekster, figurer, diagrammer, programtekster eller dele heraf, eksempler o.l. kan vedlægges som bilag til spørgsmålet, men det skal klart fremgå, om materialet vil blive inddraget ved eksaminationen, eller om det står eksaminanden frit for at benytte det. Bilagene må ikke være udformet på en sådan måde, at eksaminanden finder anledning til at benytte forberedelsestiden til egentlig opgaveregning.

Såvel eksaminand som eksaminator kan inddrage datamaten i eksaminationen. Selve brugen af datamaten må dog kun optage en mindre del af eksaminationstiden.

Redaktionel note
  • (* 1) Bekendtgørelsens paragraf er udeladt