Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende retningslinjer for faget filosofi i gymnasiet


Dette er hæfte nr. 10 i en serie på 28 om reglerne for fagene i gymnasiet. Det indeholder de bestemmelser om filosofi, som er fastsat i § 11 i bekendtgørelse af 4. november 1987 om fagene i gymnasiet. (* 1) Desuden indeholder hæftet de vejledende retningslinier for faget.

Vejledende retningslinier

Filosofi

Indledning

Undervisningsvejlederen falder i tre dele: I) en kort indledende overvejelse, hvor filosofi søges afgrænset som virksomhed i sig selv, og som gymnasiefag; II) gymnasiefagets indhold; III) eksamen.

Filosofi som gymnasiefag

1. Filosofi udspringer af undren. Efter sit navn indebærer filosofi en »stræben efter indsigt«: Det er en søgende tankevirksomhed, dens anliggende er at stille stadig dybere spørgsmål og overveje mulige svar.

Efter sit væsen er filosofien udbredt alle steder og til alle tider, så længe mennesket har haft evnen til at undres. I den europæiske tradition er grækernes »philosophia« vor tidligste form for teoretisk erkendelse.

I den vestlige verden i dag er filosofi betegnelse både for de grublerier, vi hengiver os til i hverdagen, og for de overordnede begrebssammenhænge, som vi opholder os ved i mere betydningsfulde øjeblikke; men det er også betegnelse for et fag med en faglig tradition og faglige udøvere med fælles uddannelsesbaggrund, og det er betegnelse for fagfolkenes forskning, undervisning og formidling.

Næsten alle de videnskaber, vi kender i dag, har oprindelig været dele af filosofien, men er i historiens løb blevet udskilt som selvstændige fag. Således er filosofien en modervidenskab. Den er tillige en grundvidenskab, idet man inden for alle fagområder når til filosofiske problemer, hvis man spørger tilstrækkeligt dybtgående. Derudover er filosofi et alment træk i vores kultur, fordi alle politiske holdninger, alle former for ideologi og livsanskuelse i sidste instans har et filosofisk indhold.

2. Filosofien spørger efter rationelle begrundelser. I samtale med sig selv og med andre opstiller filosofferne præmisser, vejer argumenter og uddrager konklusioner, de opsøger indvendingerne og viser følgerne, de prøver de enkelte udsagns rækkevidde og gyldighed.

Således må filosofien til sidst overveje sig selv. Spørgsmålet om, hvad filosofi er, er filosofiens eget grundlagsproblem; enhver filosofisk helhedsopfattelse må forsøge et svar på dette spørgsmål. Den filosofiske virksomhed kendetegnes ved den oplyste tvivl, den rationelle dialog, den fælles søgen.

En neutral bestemmelse af, hvad filosofi er, gives således ikke. I universitetstraditionen er faget gennem tiderne blevet opdelt forskelligt: I problemområder, i discipliner, metoder og genstandsområder. Men det 20. århundredes filosofiske hovedretninger - f.eks. fænomenologi, logisk empirisme, marxisme, eksistentialisme, sproganalytisk filosofi - forholder sig meget forskelligt til denne tradition. Der er store forskelle i deres opfattelser af filosofiens grundlag, genstande, metoder og opgaver, og i deres måde at afgrænse filosofien på i forhold til fagvidenskaber, religion, kunst og politik.

Det ligger dog fast, at filosofien efter sit væsen kan inddrage alle slags erfaringer, iagttagelser og teorier i sin virksomhed. Ofte bruges materiale fra fagvidenskaber. I en overvejelse af spørgsmålet om menneskets natur kan man bygge på sådanne fagvidenskaber som antropologi, sociologi, psykologi og biologi. Men filosofien er ikke selv en erfaringsvidenskab. Dens primære arbejdsmåder er det, som Arne Næss har kaldt »lænestolsmetoden«, altså overvejelser om grundlaget for dagligdags og videnskabelige antagelser om virkeligheden og for vores livs- og handlingsorienterede forestillinger. Sådanne overvejelser over de forudsætninger, der ligger bag ved de begreber og modeller vi i almindelighed tager for givet, tvinges vi især ind i, når den gængse brug af begreberne fører ud i modsigelser eller paradokser.

Filosofien er altså en grundlagstænkning, der overvejer også sit eget grundlag; det er et fag med en årtusindgammel overlevering, som stiller visse indlysende mindstekrav til sine udøvere; og det er en rationel dialog knyttet til enhver abstrakt tankevirksomhed.

3. Faget er valgfag i gymnasiet. I overensstemmelse med filosofiens væsen må gymnasiefaget lægges ret åbent an; men det må også bibringe eleverne en vis indsigt i den tradition, som har forvaltet filosofien og givet den dens systematik; og det må knytte forbindelse til gymnasiets andre fag således, at det undervejs både uddyber den enkelte elevs særlige faglige interesser og udvider dem.

Undervisningen i gymnasiefaget filosofi bygger på emnekredse, og inden for hver af disse må eleverne nå et systematisk overblik over de berørte dele af den filosofiske tradition og af nutidens filosofiske opfattelser. Der kan ikke kræves en filosofihistorisk gennemgang, og der kan ikke kræves et overblik over fagets systematik. Faget har 4 ugentlige timer gennem et år.

Gymnasiefaget filosofi skal bidrage til at selvstændiggøre den enkelte som tænkende menneske. Det skal indføre eleverne i den abstrakte tænknings væsen og vilkår, udvikle deres sans for rækkevidden af filosofiske spørgsmål og meddele dem et begrebsapparat, som muliggør rationel samtale.

Gymnasiefagets indhold

Teoretisk og praktisk filosofi:

Filosofiens discipliner kan samles under to synsvinkler, den teoretiske og den praktiske filosofi. Det er distinktionen mellem den »betragtende« tænkning og den »handlingsrettede« tænkning; distinktionen kan fortegne billedet af filosofiens væsen, som under alle omstændigheder er »teoretisk«, men den har rødder tilbage til Aristoteles' videnskabsskole, og bevares for den europæiske filosofiske tradition ved Ciceros og Senecas forfatterskaber (»vita contemplativa« og »vita activa«).

Distinktionen anvendes også af mange nutidige fagfilosoffer som en nyttig inddeling.

Ved teoretisk filosofi forstås da filosofiske overvejelser i tilknytning til mennesket som betragtende og erkendende væsen (vita contemplativa). Hvad er sproget for en størrelse? Hvad er tid og rum? Har mennesket adgang til at erfare virkeligheden? Hvad er bevidstheden? Hvilken plads har mennesket i naturen? Er mennesket selvbestemmende? Under teoretisk filosofi henregnes normalt disciplinerne erkendelsesteori, metafysik (naturfilosofi), logik og videnskabsfilosofi.

Ved praktisk filosofi forstås filosofiske overvejelser i tilknytning til mennesket som handlende væsen (vita activa). Er et godt menneske det samme som et moralsk menneske? Er lykken behovstilfredsstillelse? Hvilke menneskerettigheder kan der opstilles herunder spørgsmålet om kvindens rettigheder? Må mennesket manipulere den genetiske kode? Hvad kan der siges for og imod atomkraft? Findes der god smag? Under praktisk filosofi henregnes normalt de værdifilosofiske discipliner, etik, politisk filosofi, æstetik, religionsfilosofi, livsfilosofi m.v.

Gymnasiefaget filosofi bygger på delingen i teoretisk og praktisk filosofi. Den større bestand af discipliner i universitetstraditionen anføres her som specifikationer af disse to hovedområder, der altså angiver de to synsmåder, gymnasiefaget skal kunne anlægge på stoffet.

De filosofiske discipliner:

Teoretisk filosofiske discipliner

Disse discipliner beskæftiger sig med grundlaget for vores virkelighedsantagelser og for vores erkendelse.

Erkendelsesteori: Læren om den menneskelige erkendelses arter, deres oprindelse, gyldighed og grænser. Er det muligt at nå til en sikker, objektiverkendelse, eller vil al erkendelse, herunder enhver videnskabelig erkendelse, være præget af subjektive forudsætninger? Hvad er kriterier for gyldig erkendelse: Erfaring, praksis, nytte eller rationel evidens? Er erkendelsen principielt uden ende, eller når vi til en grænse for spørgsmål, som kan besvares? Er spørgsmål om »Hvad er kraft?», »Hvad er tid?», »Hvad er rum?» principielt umulige at besvare?

Logik: I diskussionen om erkendelsens begrundelse har logikken tit haft en central placering; klassisk logik henregnes derfor under erkendelsesteori. Ligeledes har f.eks. begrebsanalyse og undersøgelse af udsagns mening spillet en stor rolle. Den filosofiske semantik opfattes af nogle som en erkendelsesteoretisk disciplin, men er også under den mere omfattende betegnelse »sprogfilosofi« udskilt som en selvstændig filosofisk bestræbelse.

Naturfilosofi (ontologi, metafysik): Læren om det værendes natur, herunder også menneskets natur. Er alt i verden i sidste instans eet og det samme, f.eks. materie? I så fald, hvad skal man forstå ved materie? Eller har det værende både et materielt og et åndeligt, bevidsthedsmæssigt aspekt? I så fald, hvordan er forholdet mellem de to? Er alt i universet determineret, årsagsbestemt? Er mennesket totalt årsagsbestemt (og dermed ansvarsfrit?), eller har det på visse områder en fri vilje? Hvad er en fri vilje? Kan liv forklares rent fysisk-kemisk (mekanicisme), eller er det et irreducibelt fænomen (holisme), eller beror det på en særlig kraft (vitalisme)? Kan naturen betragtes som stof eller materiale for menneskets udfoldelse, eller har naturen en værdi i sig selv? Hvad står videnskabernes grundbegreber for, rum, tid, kraft, energi, stof? Dette sidste spørgsmål kaldes ofte et »videnskabsfilosofisk« spørgsmål og fører over i

Videnskabsteori: Læren om de enkelte fagvidenskabers egenart, om deres teoriers status og gyldighed, om deres metoder, om deres indbyrdes forhold, deres forhold til værdier osv. For hver videnskab kan der afstikkes en videnskabsteori, f.eks. for fysik, psykologi, sociologi, historie. For historiens vedkommende kan man spørge: Hvad er en historisk forklaring? Kan man med henvisning til årsager forklare den historiske udvikling? Hvordan kan man vægte de historiske determinanter, den materielle side af kulturen over for den åndelige, f.eks.? Er enhver historieopfattelse bundet af sin tids ubevidste fordomme, idealer, videnskabssyn? Har historien en mening? Er den nyttig?

Praktisk filosofiske discipliner: Over for tendensen til at opfatte virkeligheden som en samling fakta og processer, der kan beskrives værdifrit og rationelt, står den uafviselige kendsgerning, at vi i vort dagligliv uafladeligt vurderer, dømmer noget som rigtigt og godt eller forkert og dårligt, noget som smukt, andet som grimt, noget som naturligt, andet som unaturligt, noget som humant, andet som inhumant.

Etik: Læren om de almene retningslinier for menneskelig handlen. Er det muligt at opstille en objektiv etik, et regelsæt for, hvordan den enkelte skal handle i sin omgang med andre - og handle med sig selv? Kan et sådant regelsæt begrundes i almene principper, eller skal man snarere søge etikkens grundlag i erfaringer af f.eks. lykke og ulykke, eller af kærlighed, tillid, barmhjertighed? Hvad ligger der i begreber som pligt, ansvar, skyld, solidaritet? Er de fundamentale for forståelsen af, hvad et menneske er, eller er de blot udtryk for konventioner på linie med færdselsreglerne? I forlængelse heraf har vi

Politisk filosofi: Er det muligt at afgøre, hvilket politisk system eller hvilken politisk ideologi der er den bedste, den rigtigste, den nyttigste - og hvad kan vi så forstå ved disse udtryk? Hvordan skal man vægte forholdet mellem individ og samfund? Er det muligt at bestemme, hvor grænserne skal gå for individets frihed? Hvad er demokrati? Hvad er frihed? Hvad er lighed? Er disse begreber i praksis forenelige? Hvilke yderste formål skjuler sig i de nu kendte politiske ideologier?

Under de værdifilosofiske discipliner kan også nævnes den pædagogiske filosofi, spørgsmålet om uddannelsens og opdragelsens retningslinier og mål, midler og menneskesyn; retsfilosofien, hvor man diskuterer et problem som straffens begrundelse og form; og en række af etikkens særlige anvendelsesområder, hvor f.eks. medicinsk etik og økologisk etik stiller påtrængende spørgsmål til mennesket i dag.

Æstetik: Overvejelsen af kunstens og det naturskønnes væsen. Hvad er skønhed? Er kunstens emne det skønne, eller er kunst erkendelse? Er vores æstetiske vurderinger, inden for litteratur, billedkunst, drama, musik, mode, sport og natur subjektive eller objektive? Eller er distinktionen subjektiv-objektiv misvisende? Er vurderingerne knyttede til sociale institutioner, bestemmes maleriets værdi af anmeldelser, udstillinger, salgspriser? Eller er der særlige træk ved kunstværket, en tidløs værdi, som gør det til kunst? Er der i så fald fællestræk ved al kunst, eller er »kunst« en samlebetegnelse for kun overfladisk beslægtede størrelser?

Religionsfilosofi: Denne disciplin henter træk fra metafysikken, fra værdifilosofien og fra erkendelsesteorien herunder sprogfilosofien. Det er spørgsmålet om Guds eksistens og væsen, men også spørgsmålet om, hvad det vil sige at tro, og spørgsmålet om begrundelsen af godt og ondt. Hvordan påvirker det vort verdensbillede, hvis vi antager Guds eksistens? Hvordan kan vi forklare verden, hvis vi afviser Guds eksistens? Er de forskellige religionsformer forskellige udtryk for den samme grundlæggende overbevisning? Hvad er det hellige? Findes det hellige? Hvad er åbenbaringen?

Livsfilosofi: Den del af den praktiske filosofi, som forsøger at besvare de livsanskuelsesmæssige spørgsmål om, hvordan livet lykkes. Vil man adskille den klart fra etikken, kan man sige, at livsfilosofi er en diskussion af de handlingsorienterende forestillinger eller idealer, som angår den individuelle »etik«, den enkeltes forhold til sig selv, hvor etikken begrænses til at beskæftige sig med de ideer og idealer, som gælder forholdet til andre mennesker og til naturen. De livsfilosofiske idealer kan deles op i to hovedgrupper: Dels de idealer, som angår det i tilværelsen, som er livsbefordrende, livsudvidende, tilværelsens muligheder, dels de idealer, som angår det i tilværelsen, der er livsindsnævrende og livsnedbrydende, altså det vi kan kalde tilværelsens begrænsninger. De angår med andre ord lykke og lidelse.

De her opridsede discipliner er vanskelige at afgrænse. Deres områder må nødvendigvis overlappe hinanden. Der forekommer desuden terminologisk uenighed. For blot at nævne en enkelt ting forstår nogle filosoffer ved betegnelsen »metafysik« transcendentalfilosofi, dvs. undersøgelsen af de yderste forudsætninger for vor erkendelse - altså hvad der ovenfor blev kaldt erkendelsesteori.

Men disciplininddelingen er alligevel international - man finder den i næsten samme form i Europa, Nord- og Sydamerika, Sovjetunionen og Kina. Og overalt tilføjer man naturligvis endnu en disciplin, nemlig filosofihistorien: Det drejer sig her ikke blot om almindelige oversigter over fortidens tænkning, men også om det stadige arbejde med at udforske menneskers forstandsvirksomhed i andre sammenhænge og under andre vilkår end vore.

Emnekredsene:

Filosofien har hele virkeligheden som sit mulige genstandsområde. Den kan derfor bl.a. inddeles efter de tre fundamentale virkelighedsformer: menneske, samfund og natur. Denne inddeling er lagt til grund for gymnasiefaget. Det er således struktureret i tre emnekredse, som drejer sig om hhv. menneskesyn, samfundssyn og natursyn.

De tre emnekredse udgør tilsammen nogenlunde den virkelighed, vi i det daglige forholder os til. En skarp grænsedragning mellem dem er ikke mulig, og heller ikke gavnlig. På den anden side kan der stilles et sæt af spørgsmål svarende til hver af disse tre emnekredse, og der kan arbejdes tilfredsstillende inden for hver emnekreds, uden at man behøver at inddrage spørgsmål fra de to andre. I sidste instans må de forskellige spørgsmål tænkes sammen, men i en indføring i filosofi vil en foreløbig tredeling som denne være hensigtsmæssig. Den svarer desuden til den nu gængse inddeling af videnskaberne i humanvidenskaber, samfundsvidenskaber og naturvidenskaber.

1. Mennesket og dets symboler: Til denne emnekreds hører spørgsmål om menneskets og de menneskelige udtryksformers væsen. Mennesket er et naturvæsen. Det har et køn, og det gennemløber en karakteristisk udvikling fra fødsel og barndom over ungdom og moden alder frem til alderdom og død. Men mennesket er også et historisk, socialt og moralsk væsen, udstyret med fornuft, følelse, vilje og sansning. Den menneskelige virksomhed omfatter fremstilling af genstande, sproglig udfoldelse i tale og skrift, udforskning og erkendelse, religiøse ritualer og troshandlinger, kropslige vanemønstre og bevidst adfærd, leg og kunstnerisk skaben. I den filosofiske belysning af mennesket kan disse forskellige træk afklares sammen med spørgsmålet om forholdet mellem dem og dermed hvilket eller hvilke der må anses for de mest fundamentale, herunder hvilke dele af den menneskelige virksomhed der kan tilskrives arten, hvilke der hører til kønnet, og hvilke der er samfundsbetingede.

Spørgsmålene om menneskets symbolske udtryksformer drejer sig om sprog i vid forstand. Her vil således spørgsmål om sprogets status som system, som tale og som handling kunne behandles, dets forskellige funktioner i erkendelse, dagligdag, kunst og religion og dets forhold til andre former for sprog. Ligeledes vil de æstetiske problemer kunne tages op her.

I tydningen og tydeliggørelsen af verden opstiller mennesket værdier, mennesket gør sig tanker om godt og ondt, og bevidstheden søger at indrette verden derefter. Etikken, religionsfilosofien og livsfilosofien arbejder med at afklare vore værdibegreber, og spørgsmål om lykke, lidelse, personlig udvikling, skæbne og død har hjemme her.

Denne emnekreds omfatter endelig spørgsmålene om humanvidenskabernes grundlag, legitimering, arbejdsmetoder og resultater: Om disse videnskaber beskriver engangsfænomener eller lovmæssigheder, om de bygger på et bestemt menneskesyn eller kan hævde en principiel værdifrihed, og om hvordan tydning af menneskers adfærd i fortiden er mulig.

2. Samfundet og historien: Til denne emnekreds hører spørgsmålet om det menneskelige fællesskabs væsen og udvikling.

I spørgsmålet om samfundets væsen drejer det sig om de fundamentale træk ved menneskers fællesliv. I ethvert samfund findes en række forskellige funktioner eller institutioner som f.eks. produktion, styring, opdragelse og uddannelse samt legitimeringer med deraf afledte roller. Inden for disse overordnede institutioner findes en lang række grupperinger eller mindre institutioner som f.eks. familie, skole, faglige organisationer, politiske systemer, retssystemer, læreanstalter, transport og erhvervsvirksomheder. Disse forskellige institutioner varetager de forskellige samfundsfunktioner under offentlig opmærksomhed: Det moderne samfund bygger på forventningen om, at en vågen offentlighed kan holde rede på et overleveret værdifællesskab og udvikle den fælles virksomhed og samfundsdebat i den ønskede retning. De filosofiske spørgsmål, der knytter sig til samfundslivet, drejer sig om at afklare samfundets egentlige indretning, dets forskellige træk, forholdet mellem dem og dermed hvad der betinger hvad. Hertil hører behandlingen af de legitimerende værdier og utopiske idealer, der gennemsyrer samfundet. Det omfatter bl.a. de politiske ideologier, spørgsmål om borgernes pligter og rettigheder, om ekspertviden og politik, om kønsroller og alle den politiske filosofis problemer iøvrigt. Dele af samfundet kan have karakter af selvstyrende systemer, økonomi, teknologi og bureaukrati f.eks. Et væsentligt problem i moderne samfund kan derfor formuleres som spørgsmål om forholdet mellem systemer og den verden af overleverede værdier og verdenstolkninger vi oplever i hverdagen, kaldet menneskets livsverden.

Ethvert samfund er produkt af historiske processer og i større eller mindre forandring, og i disse processer spiller samfundets forskellige funktioner og institutioner sammen. I den filosofiske belysning af historien drejer det sig om at afklare, hvad en historisk udvikling er, og hvad der betinger den. Det omfatter derfor spørgsmål om f.eks. idehistoriens, den politiske histories og den økonomiske histories egenart, og hvordan de spiller sammen, ligesom det inddrager spørgsmålene om historiens nytte, mål og mening og de idealer og utopier, der ligger heri.

Denne emnekreds omfatter endelig spørgsmålet om samfundsvidenskabernes grundlag, deres arbejdsmetoder og deres resultater.

3. Naturen og teknikken: Til denne emnekreds hører spørgsmål om verdens indretning og om omverdenen som redskab i menneskenes liv.

Der spørges her ikke om det enkelte menneske og ikke om menneskelige fællesskaber, men om den helhed, som menneskene og deres samfund er en del af. Naturen ses som det overordnede begreb, som mennesket og kulturen hører ind under. Men naturen er samtidig genstand for det forbrug, som den kulturelle udvikling bygger på og afhænger af. Mennesket er selv natur, men vil samtidig være herre over naturen.

Naturen har afgørende indflydelse på menneskets livsmod og velbefindende; landskabet, dyrelivet, vejrliget, lysets vekslen og årstiderne hensætter os i forskellige stemninger og giver anledning til metafysiske og religiøse overvejelser. Men der er en verden til forskel på denne natur og den natur, som naturvidenskabsmanden beskriver, med atomer og molekyler, elektriske ladninger, kraftfelter, bølger, kemiske processer, genetiske koder, kontinentforskydninger, supernova'er, sorte huller, lysår og kvantespring. De filosofiske spørgsmål vedrørende naturen drejer sig da om forholdet mellem disse forskellige naturopfattelser. Det er overvejelser over verden i sig selv, det værendes indretning og væsen, spørgsmålene om rum og tid og kraft og stof. I dag er det især sprængningen af den klassiske fysiks verdensbillede, der trænger sig på som filosofisk anliggende.

De filosofiske spørgsmål, der knytter sig til den klassiske naturvidenskab, drejer sig om naturlovenes status, om måle-veje- tælle-princippets rækkevidde, om årsagsbegrebets gyldighed, om eksperimentets forhold til den virkelighed, som det hævdes at give oplysninger om, og om den naturvidenskabelige undersøgelses objektivitet eller subjektivitet ved udvælgelsen af spørgsmål og arbejdsmetoder. De filosofiske spørgsmål vedrørende den teknologiske udvikling er dels praktisk-politiske spørgsmål om vor mulighed for at styre denne udvikling, dels etiske spørgsmål om berettigelsen af at forlænge håbløst syge menneskers liv og lidelser, om rimeligheden af at fjerne mindre ønskværdige fostre ved abortindgreb, om det betimelige i at gribe ind ved selve livskilden gennem en manipulation af den genetiske kode.

Emnekredse og discipliner:

Som omtalt er der ikke skarpe grænser mellem de tre emnekredse. F.eks. kan spørgsmål om forholdet mellem individ og samfund og kommunikationsteoretiske problemer placeres under både første og anden emnekreds, teknikken som historisk og samfundsmæssig faktor kan placeres under både anden og tredie, og endelig kan spørgsmål om ydre og indre natur vanskeligt adskilles og danner således et bindeled mellem første og sidste kreds.

Det skulle også være fremgået, at i alle tre emnekredse er problemer fra den teoretiske og praktiske filosofi vævet sammen. Det er i sig selv et filosofisk problem, om der gives værdifri og ikke- handlingsforpligtende menneskesyn, samfundssyn og natursyn, og under alle omstændigheder vil der til de tre virkelighedsområder være knyttet både konstateringer og vurderinger.

En mere systematisk behandling af de enkelte discipliners grundspørgsmål kan tages op inden for den emnekreds, hvor de pågældende problemer rejses. Således kan etikkens, erkendelsesteoriens og videnskabsfilosofiens grundlæggende problemer tages op inden for alle tre emnekredse, mens f.eks. retsfilosofiske og politisk filosofiske grundproblemer nok primært vil opstå inden for den anden emnekreds.

Til alle tre emnekredse hører en filosofisk-historisk dimension, idet man tilbage i historien kan finde en lang række forskellige opfattelser af og argumentationer omkring forståelse af de tre virkelighedsområder.

Ikke-europæisk filosofi:

Den filosofi der drives og dyrkes i de europæiske lande er overvejende af europæisk oprindelse. Det gælder også den danske universitetsfilosofi. Der er imidlertid ikke noget i vejen for at inddrage ikke-europæisk filosofi, f.eks. indisk eller kinesisk i undervisningen, evt. i samarbejde med faget religion.

Edb og filosofi:

Edb kan komme ind i faget filosofi på tre forskellige måder.

For det første vil faget ligesom andre fag kunne nyde godt af edb- teknologiens udvikling som et redskab, dvs. i form af tekstbehandlingsprogrammer, adgang til databaser, undervisningsprogrammer m.m.

For det andet kan der udvikles programmer til støtte ved undervisning i logik. Det forudsætter, at man i undervisningen har valgt at lægge meget vægt på logik, f.eks. ved at lade et af de fire emner handle om logik.

For det tredie kan edb, informationsteknologien eller datalogien være et emne for filosofisk reflektion. Et sådant emne kan tages op under den tredie emnekreds: Naturen og teknikken. Emnet kunne dreje sig om kunstig intelligens, registerlovgivningens etiske sider, informationsteknologiens samfundsmæssige betydning eller det kommende informationssamfund i dets positive og negative aspekter. Hermed er man på vej over i den anden emnekreds.

Formålet:

De elever, der vælger faget filosofi i gymnasiet, skal opnå viden, færdighed og forståelse i et nærmere angivet omfang.

Deres viden gælder de filosofiske teorier og problemstillinger, der knytter sig til de fire valgte emner i undervisningen. De skal altså have et solidt kendskab til de filosoffer og filosofiske arbejder, som direkte inddrages i arbejdet med det valgte emne, og de skal have en bredere viden om de filosofiske retninger, som har ytret sig om emnet. De skal desuden have elementær indsigt i de filosofiske discipliner, som befatter sig med det pågældende emne, og de skal tilegne sig det dertil hørende elementære begrebsapparat.

Videnskravet er altså ikke knyttet til de tre overordnede emnekredse, så ville fordringen også være uendelig. Orienteringspunktet er i hvert af de fire undervisningsforløb det emne, som elever og underviser selv har valgt og selv afgrænser. Det må dog forventes, at eleverne igennem de fire forløb opnår en elementær indsigt i, hvad de discipliner betegner, som bekendtgørelsen omtaler: Metafysik, erkendelsesteori, videnskabsteori, logik, etik, politisk filosofi og livsfilosofi.

Færdighedskravet drejer sig om elevernes formuleringsevne, deres analytiske formåen og deres evne til at forholde sig til problemer og argumenter (perspektivering).

Formuleringsevnen er naturligvis ikke det samme som evnen til at tale i lange sætninger med mange fine ord og vendinger. Det er derimod evnen til at kunne skelne tilstrækkeligt klart mellem begreber, ord og udtryk til, at problemer og argumenter kan træde tydeligt frem.

Den analytiske evne er evnen til at kunne fremdrage forudsætninger for et givet synspunkt eller argument, at kunne følge og overskue trinene i en argumentation og at kunne opløse et uklart eller kompliceret spørgsmål i dets bestanddele.

Evnen til perspektivering består i at kunne anstille relevante overvejelser angående problemer og teorier, anskue dem fra forskellige synsvinkler, anvende dem på kendte sagområder, diskutere deres erkendelsesværdi og fremsætte og vurdere argumenter efter deres rækkevidde og gyldighed. Hertil hører også at have sans for de filosofiske problemers rækkevidde og for hvor de glider over i videnskabelige, kunstneriske, religiøse eller andre typer problemer.

Kravet om perspektivering kan af gode grunde ikke være så stramt som kravet til filosofisk fremstilling og analyse: Perspektivering knytter sig til de videre sammenhænge for den enkelte emnebehandling, og en redegørelse, der holder sig til de store træk, er fuldt tilfredsstillende.

Formålsbeskrivelsens sidste punkt, forståelse, hører naturligt sammen med den viden og færdighed, som eleverne skal opnå. Kendskab til et filosofisk arbejdsfelt og analytisk overblik over de foreslåede løsninger vil føre til, at den enkelte elev udvikler en større filosofisk bevidsthed i sit arbejde med gymnasiets øvrige fag og i sin opfattelse af sig selv og det omgivende samfund. Men forståelseskravet lægger op til, at der i undervisningsforløbene udtrykkeligt henvises til sammenhæng mellem filosofiske opfattelser på den ene side og videnskabelig og politisk virksomhed på den anden side. Dertil kommer, at de fleste emnevalg i faget uundgåeligt vil tage nogle af disse sammenhængsproblemer under behandling; i disse tilfælde bliver forståelsen en nødvendig del af videns- og færdighedskravet som beskrevet ovenfor.

Undervisningen:

I gymnasiefaget filosofi skal der undervises i fire emner. Det giver fire undervisningsforløb, som dog ikke nødvendigvis skal være adskilte i gennemførelsen, således at et forløb skal være afsluttet, før det næste kan begynde. Men bestemmelsen fordrer af underviseren, at hvert af undervisningens delforløb klart er knyttet til et af de fire emner, så eleverne ved, hvilken overordnet sammenhæng den enkelte time indgår i.

Bekendtgørelsen kræver endvidere, at både teoretisk og praktisk filosofi er fyldigt repræsenteret og indbyrdes afgrænset igennem de forskellige undervisningsforløb. Underviseren skal altså sikre sig, at eleverne får en klar opfattelse af, hvornår problemstillingerne er af teoretisk-filosofisk art, og hvornår de er af praktisk-filosofisk. De to hoveddiscipliner kan ikke have samme vægt i alle de fire overordnede undervisningsforløb, men må være genstand for overvejelse gennem hele året.

Et af de fire emner vælges frit, men de tre andre vælges således, at de tre emnekredse (Mennesket, Samfundet, Naturen) er repræsenteret. Dette betyder ikke nødvendigvis, at der er et emnevalg inden for hver af de tre emnekredse, men det betyder, at det i undervisningen klart skal angives, hvilke dele af det valgte emne der hører hjemme i den ene eller anden af emnekredsene; og i de tilfælde, hvor grænsedragning er vanskelig, må vanskeligheden inddrages i overvejelserne.

Undervisningens materiale er dels primærtekster, dels fremstillinger. Tidspres og sværhedsgrad vil betyde, at mange af de tekster, der arbejdes med, kun vil blive læst i korte uddrag. Tekststykkerne bliver da meget let uselvstændige bidrag til en sammenhæng, som ligger udtrykt i det samlede tekstvalg snarere end i den enkelte tekst. Som modvægt hertil fastslår bekendtgørelsen, at der i mindst et af de fire emner skal arbejdes med en større samlet helhed af primærtekster. Der vil her typisk være tale om, at en 50-60 sider af en eller nogle få filosoffer gøres til genstand for en grundig læsning, hvor teksten får lov til at »tale ud«.

Det pågældende emne skal behandles historisk og systematisk. Det betyder, at den tilknyttede filosofihistorie skal inddrages i undervisningen, og at der skal redegøres for den samlede systematik, som problemfeltet har hjemme i. Dette emne træder således frem foran de tre andre som en slags hovedemne.

Undervisningens tilrettelæggelse:

Om tekstlæsningen

Bekendtgørelsen stiller krav om, at eksamenspensummet skal omfatte 100-150 sider primærtekster svarende til 2/3 af det læste stof. Undervisningen skal altså omfatte 150-225 sider primærtekster, fordelt på eet frit og tre bundne emner; dertil kommer så sekundærlitteraturen.

Ved »sekundærlitteratur« forstås filosofihistoriske fremstillinger, baggrundsstof, lærebogskapitler, oversigtsartikler og tilsvarende. Ved »primærlitteratur« forstås tekster, hvor forfatteren har sat sig for at behandle et givet problem direkte, foretage en selvstændig formulering af det, foreslå en ny løsning på det og eventuelt bringe helt nye problemer på bane. Sekundærteksterne har primærteksterne som deres emne, primærteksterne har mennesket, samfundet, naturen, verden eller virkeligheden som deres emne.

Tekstvalg: Valget af sekundærlitteratur er valget af hjælpemidler til brug for primærlæsningen. Valget bestemmes af en række emnemæssige og pædagogiske overvejelser, af synsvinklen på det givne primærstof, af den enkeltes undervisningsform, af den øjeblikkelige vægtning mellem oversigtslæsning og primærlæsning, af tidspunktet i forløbet, osv. Det skal ikke her omtales og normeres nærmere.

Primærteksterne fordeler sig på de fire emner med et gennemsnit på 35-55 sider. Men der kan frit afviges fra dette gennemsnit. Nogle tekster, f.eks. matematisk-logiske fremstillinger, kan være meget koncentrerede og meget tidskrævende, men mange filosofiske tekster er tjent med at blive læst i længere stræk. Eet emne kan således bygge på et ret begrænset sidetal, mens et andet bygger på et tilsvarende større. For mindst et emnes vedkommende er det ligefrem et krav i bekendtgørelsen, at det bygger på en sådan større samlet helhed af tekster.

Det almindelige omfang for den enkelte primærtekst er 5-20 sider (på dansk). Der vil i de fleste tilfælde være tale om udtog af et større værk, valgt således, at resultatet bliver en nogenlunde sluttet og sammenhængende helhed.

De filosofiske forfatterskaber har meget forskellig sværhedsgrad og meget forskellig tilgængelighed. En bevisførelse på en halv side kan stille større krav til læseren og til undervisningen end 50 siders almindelige overvejelser over dette og hint.

Hvad angår valget af primærtekster, vil skønsomt udvalgte tekster af en række store klassiske og moderne tænkere (Platon, Descartes, Kierkegaard, Nietzsche, Sartre, Popper) formentlig kunne læses i gymnasiet. Det kan imidlertid ikke nægtes, at tekster af en række - lige så betydningsfulde - store klassiske og moderne tænkere (Aristoteles, Kant, Frege, Husserl, Carnap, Heidegger) vil rejse næsten uoverstigelige pædagogiske barrierer i gymnasiesammenhæng. På det punkt må man imidlertid være opmærksom på, at præsentationen at vigtige problemstillinger eller opfattelser ikke altid behøver at basere sig på tekster af de største og kendteste filosoffer. Man vil ikke sjældent kunne finde tekster af mindre originale tænkere (f.eks. Cicero, Holberg, Holbach og la Mettrie), som på pædagogisk anskuelig måde sammenfatter en given epokes filosofiske grundopfattelser uden af den grund at være reduceret til sekundærlitteratur.

Ud over de egentlige filosofiske forfatterskaber kan der hentes materiale til emnekredsene også fra skønlitterære værker, ja fra menneskelige kulturytringer i videste forstand, anskuet som bærere af et bestemt filosofisk budskab eller som udtryk for en bestemt filosofisk problemstilling. Dette vil ikke mindst have interesse for den lærer, der ønsker at anvende teksterne som illustrations- og eksempelmateriale i en systematisk-filosofisk undervisningsform, og som i mindre grad vil lægge sin undervisning an på eksegetisk nærlæsning af stærkt koncentrerede primærtekster.

Det historisk og systematisk behandlede emne: Primærteksterne inden for mindst et af de valgte emner skal udgøre en større samlet helhed, der sikrer en historisk og systematisk problembehandling. Saglige og pædagogiske hensyn taler for, at der tages udgangspunkt i nutidige eller nyere tekster, og at ældre tekster først og fremmest inddrages for illustrationens og perspektiveringens skyld. Samtidig er det dog klart, at tidligere tiders formuleringer i nogle tilfælde kan være lettere tilgængelige og kan gøre problemet mere umiddelbart anskueligt, end en nutidig og måske meget teknisk terminologis fremstilling formår. Det er vigtigt, at eleverne også forstår, at de filosofiske problemer har deres bestemte historie. Det skal tekstudvalget og problembehandlingen under dette emne sikre.

Læsemetode: I gymnasiefaget filosofi er problembehandlingen det centrale for undervisningen. Den enkelte tekst skal placeres i dens historiske sammenhæng, samtidig med at de historiske og sproglige realkommentarer begrænses til det, der er nødvendigt for at begribe tekstens problem. Den filosofiske tekst er diskussionsbidrag i en stadigt vedkommende og fortløbende dialog.

Den litterært-filosofiske tekst har ofte et pædagogisk fortrin frem for den mere analytiske. Den elev, der fanges ind af tekstens litterære kvalitet vil også lettere opleve problemets nærvær.

Problemhandlingen inden for den enkelte emnekreds er afgørende for valget af tekster og valget af læsemetode. Men derudover skal der ikke her knæsættes nogen bestemt form for tekstlæsning. Der skal være frihed til at anvende meget forskellige tekstgennemgange, og til at gøre undervisningen mere eller mindre tekstbunden.

Men arbejdet med teksterne rummer tillige en beskæftigelse med det sprog, som de filosofiske problemer er knyttet til, og som har udviklet sig gennem tiderne frem til det fagsprog, som bruges i nutidens filosofiske samtale. Eleverne skal indføres i dette sprog og opøves i selv at bruge det. I den henseende er undervisningen entydigt forpligtet af de valgte tekster.

Om emneforløbene

Bestemmelsen om, at undervisningen organiseres i fire emner, udtrykker ikke en forventning om, at undervisningen skal falde i fire lange, adskilte emneforløb. Der er altså ikke noget i vejen for, at man i arbejdet med emne som »sproget og de ikke-sproglige udtryksformer« (under emnekredsen Mennesket) gradvist bevæger sig over i en diskussion af forholdet mellem fornuft og følelse; og dette kan udvikle sig til en længere undersøgelse af det almene problem om sjæl-legeme-forholdet. Men man kan også i arbejdet med sproget blive optaget af de nutidige filosofiske strømninger, der bygger på bestemte sprogsyn, dagligsprogsfilosofien, strukturalismen, hermeneutikken, fænomenologien m.v.

I det første tilfælde har man da bevæget sig gennem tre emner (»sprog overfor ikke et-sprog«, »fornuft overfor følelse«, »sjæl-legeme«), i det andet tilfælde gennem to (»sprog overfor ikke-sprog«, »fremtrædende sprogfilosofiske retninger i nutiden«). Når arbejdet med et valgt emne udvikler sig til et arbejde med en række forskellige, men beslægtede og indbyrdes relaterede problemstillinger, er man ikke tvunget til kun at kunne opgive en af disse problemstillinger som emnet inden for den pågældende emnekreds til eksamen. Man kan udmærket opgive hele spektret af behandlede problemstillinger, idet man da samler dem under en fælles titel - i første tilfælde f.eks. »Dualismen i menneskeopfattelsen i relation til tænkning om sprog og andre udtryksformer« - i andet tilfælde f.eks. »Sproget og de andre udtryksformer anskuet ud fra hovedretninger i moderne filosofi«.

Med andre ord: Ethvert af de fire emner kan bestå i en række indbyrdes forbundne delemner. Filosofi består ikke af et endeligt antal emner eller problemstillinger. Endvidere gælder det, at ethvert filosofisk spørgsmål er forbundet med et ubestemt antal andre spørgsmål.

I det tilfælde, hvor et planlagt forløb ikke lykkes, kan løsningen være den at skifte til et andet emne under samme emnekreds. Man begynder måske med det klassiske problem om viljens frihed, men kører fast og erstatter det da med problemet om personlig identitet. Denne problemstilling kan vise sig at være umiddelbart oplysende for eleverne, som lettere får klarhed over deres følelse af frihed, deres spontaneitet og utvungethed, end det var muligt gennem de klassiske diskussioner om den frie vilje.

Der er heller ikke noget til hinder for, at et vellykket og givende forløb inden for en emnekreds videreføres under en anden. Frihedsbegrebet kan således behandles under emnekredsen Mennesket (det er den frie vilje, eksistensen som frihed); det kan behandles under emnekredsen Samfund og Historie (det er den politiske frihed, det frie initiativ, forbrugernes frihed i markedsøkonomien); og det kan også behandles under emnet Natur og Teknik (f.eks. kvantemekanikkens ubestemthedsrelationer, eller organismernes selvregulering, som frihed over for nødvendighed).

Det afgørende er, at hvert emneforløb udvikler de klare omrids af et emne undervejs. Eleverne skal være på det rene med, hvilket emne de i det givne øjeblik arbejder med, at en eller flere emnekredse er repræsenteret i denne emnebehandling, og at denne synsvinkel er overvejende teoretisk-filosofisk, mens en anden først og fremmest er af praktisk-filosofisk art. Man kan godt igennem nogle timer lade en nærmere bestemmelse heraf stå åben, men underviseren er forpligtet til, at det enkelte forløb vinder klarhed i denne henseende, jo før jo bedre.

Den mest oplagte måde at sikre dette på er selvfølgelig at planlægge og overskue hele forløbet på forhånd, efter rådslagning med eleverne. Ulempen herved er, at lyse indfald undervejs og nysgerrighed i andre retninger end den planlagte får sværere ved at finde plads i arbejdet. Man kan da foretrække en løsere tilrettelæggelse af rammerne, med udfyldning undervejs; og man er selvfølgelig berettiget til også at ændre den overordnede plan undervejs, blot man gør det i samråd med eleverne og med udtrykkelig angivelse af, hvad dette indebærer for det allerede gennemgåede stof.

Den teoretiske og praktiske filosofi skal gøres gældende i emnebehandlingen, siger bekendtgørelsen. Men det er klart, at der er emner, hvor den ene synsmåde har forrang frem for den anden. Vælger man således at beskæftige sig med spørgsmål om tid og rum (under Natur og Teknik), er det hverken nødvendigt eller nærliggende at inddrage praktisk-filosofiske overvejelser. Men man kan hertil føje en behandling af menneskets tid, og vi kan gå videre til betragtningen af tiden som anledning, øjeblikket i Guds frelsesplan, og så er vi inde i livsfilosofi eller religionsfilosofi; synsvinklen er da oplagt af praktisk-filosofisk art.

Tre af de fire emner skal dække de tre emnekredse, og det skal være klart for eleverne, hvornår det er den ene emnekreds, og hvornår det er den anden. Dette indholdsprincip er valgt, fordi det er elev-aktiverende. Man har et stykke virkelighed foran sig, som kalder på ens omtanke og afklaring af, hvad det betyder for ens handlinger og livsførelse.

Emnevalg og behandlingsformer gør det altså muligt at supplere og sammenbinde gymnasiets andre fag. Dette gælder for de tre bundne emner, men i endnu højere grad for det frie: Her skal der være plads til at arbejde med filosofien som hjælpedisciplin i forbindelse med et andet fag; eller man er interesseret i filosofiens bidrag til kulturdebatten, eller filosofien som hjælpemiddel i udviklingen af ens selvforståelse; man ønsker måske at arbejde med en bestemt filosof eller filosofisk skole; med et bestemt problems eller begrebs historie; eller med en bestemt filosofihistorisk periode; eller man vælger at arbejde med en hel filosofisk disciplin, f.eks. erkendelsesteori og etik.

Progression og arbejdsformer

Eleverne kender ikke filosofi som fag fra deres tidligere skolegang. Undervisningen bør derfor indledes med en kort introduktion, hvor faget præsenteres, og hvor den fagbeskrivelse og faglige struktur, som bekendtgørelse og vejledning bygger på, gennemgås.

Det kan derefter være hensigtsmæssigt at indkredse et første emne, eventuelt ved at begynde at læse en filosofisk tekst, hvor deltagerne lærer hinanden at kende, og elevernes forskellige forudsætninger kommer frem. I løbet af de første par uger, altså efter små 10 timer, kan så det første undervisningsforløb tilrettelægges, i større eller mindre enkeltheder, alt efter emnevalg og holdets sammensætning. Selve drøftelsen af de kommende timers, ugers og måneders undervisning er en naturlig del af den løbende undervisning.

Ved disse drøftelser og i arbejdet med de enkelte emneforløb, finder den filosofiske selvstændiggørelse af eleverne sted. Undervisningen kan ikke på nogen måde gøre dem til all-round filosoffer, men den kan og skal lære dem nysgerrigheden, tvivlen, dømmekraften og nøjagtigheden i den filosofiske tilgang til alverdens problemer. Det ligger lige for, at timerne i filosofi vil være en blanding af klasseundervisning, elevfremlæggelser, diskussioner og friere samtaler.

En fundamental disciplin i filosofi er at lære eleverne at undersøge sandhedsværdien af et givet udsagn og sætte dem i stand til at argumentere logisk sammenhængende for deres påstande. Derfor udmærker filosofifaget sig i høj grad ved at kunne bidrage til at afklare og skærpe bevidstheden over for standpunkterne i kønsrolledebatten. Såvel metodisk som indholdsmæssigt indtager filosofi en central position, når det gælder spørgsmålet om opfattelsen af kvinders evner og muligheder i forhold til mænd. Undervisningen i filosofi kan bidrage til, at visse overfladiske og forhastede domme, visse falske analogislutninger og visse mangelfuldt underbyggede påstande - eksempelvis om kvinders og mænds natur - får anvist deres rette plads.

Fagets vigtigste håndbøger præsenteres for eleverne på et tidligt tidspunkt, så de bliver fortrolige med de hjælpemidler, der står til rådighed for dem i det daglige arbejde og ved eksamenslæsningen.

Tværfagligt samarbejde

Som det er fremgået, har filosofi berøringsflader med alle de andre gymnasiefag og kan derfor indgå i tværfagligt samarbejde med dem. Elever og lærer må vurdere, hvornår og hvordan et samarbejde med et eller flere andre fag kan iværksættes. Under alle omstændigheder vil henvisninger i undervisningen til de andre fag, når det er relevant, være værdifulde.

Eksamen

Der afholdes en mundtlig prøve med forberedelsestid, hvor eleven må benytte alt i undervisningen anvendt materiale og egne notater. Der stilles een opgave. Det hedder i bekendtgørelsen, at »eksaminationen finder sted på grundlag af en læst tekst evt. suppleret med andet materiale«. Fagets karakter og tekstlæsningens form i faget taget i betragtning betyder det, at den tekst, der leveres sammen med eksamensopgaven, kan indgå i eksaminationen på forskellig måde: der kan være tale om en tekstfortolkning med efterfølgende diskussion, teksten kan også indgå som eksempel- eller illustrationsmateriale. Det skal af eksamensopgavens formulering fremgå, på hvilken måde teksten skal indgå i besvarelsen eller om eleven er stillet frit. Opgaven kan evt. suppleres med korte vejledende spørgsmål. I undervisningens løb skal eleverne gøres fortrolige med de typer eksamensopgaver der vil blive anvendt. Eksamensspørgsmålene skal dække det opgivne pensum jævnt.

Eksamensopgivelser. Der opgives 100-150 sider primærtekster. Det forudsættes, at eleverne gennem undervisningen har fået den nødvendige baggrundsviden og orientering i sekundærlitteratur. Opgivelserne skal svare til ca. 2/3 af det læste stof og skal være fordelt på mindst tre af de fire emner, undervisningen har omfattet. Eksamensopgivelserne skal afspejle den undervisning, der faktisk han fundet sted.

Om gruppeopgivelser til eksamen gælder følgende: Et hold har normalt fælles opgivelser, men der kan inden for et emne i det samlede eksamenspensum anvendes gruppevis eksamensopgivelser. De enkelte gruppers samlede mængde stof må i så fald have samme omfang som ved fælles eksamensopgivelser.

Benyttes der gruppevis opgivelser, må det klart fremgå af eksamensopgivelserne, hvad der er fællesstof for holdet, og hvad der er gruppestof. Gruppeopgivelserne angives på en liste med elevernes fordeling på grupperne. Listen indlægges i pensumskemaet. Er der gruppevis eksamensopgivelser, skal et antal eksamensspørgsmål svarende til gruppeopgivelsernes andel af eksamenspensum falde indenfor gruppernes delemner.

Vurdering. Vurderingen beror på et helhedsindtryk af eksaminationen. Det må vurderes, om eksaminanden har faglig viden, er i stand til at formulere, analysere og forholde sig til filosofiske spørgsmål og specielt er i stand til at fremdrage væsentlige sider ved prøveemnet og til at indgå i en uddybende drøftelse af det.

Redaktionel note
  • (* 1) Bekendtgørelsens paragraf er udeladt