Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende retningslinjer for faget græsk i gymnasiet


Dette er hæfte nr. 14 i en serie på 28 om reglerne for fagene i gymnasiet. Det indeholder de bestemmelser om græsk, som er fastsat i § 15 i bekendtgørelse af 4. november 1987 om fagene i gymnasiet. (* 1) Desuden indeholder hæftet de vejledende retningslinier for faget.

Formål

Fagbeskrivelse og fagforståelse

Mødet med faget græsk er for eleverne et møde med noget nyt og fremmedartet. Det er derfor vigtigt, at fagets indhold og formål drøftes med eleverne straks ved undervisningens begyndelse.

Det er væsentligt for forståelsen af faget, at græsk kommer til at fremstå for eleverne både som et sprogfag og et kulturfag. Erkendelsen af, at det sproglige og det kulturhistoriske er en sammenhængende helhed, forudsætter, at eleverne får mulighed for at opleve græsk som et kultursprog i et dobbelt perspektiv: dels som den klassiske græske oldtidskulturs eget sprog, der ikke lever mere som et talt sprog (det synkrone perspektiv), dels som den europæiske kulturtraditions fælles basissprog, der lever videre som normgivende for andre sprogs udvikling til kultursprog (det diakrone perspektiv).

Begge perspektiver tager udgangspunkt i det sproglige. Målet for det sproglige arbejde er, at eleverne via tilstrækkeligt kendskab til det græske sprogs idiomer og logiske og formale kategorier opnår en sådan læsefærdighed, at de bliver i stand til at præstere en kompetent oversættelse af (ikke for svære) græske originaltekster. Ved en kompetent oversættelse forstås en oversættelse, der bygger på motiverede valg af betydningsmuligheder inden for de grænser, en given kontekst sætter, og som honorerer de krav, der må stilles til et korrekt dansk.

Som udtryk for en dækkende tekstforståelse forudsætter den kompetente oversættelse, at eleverne har tilegnet sig en rimeligt velfunderet viden om samfund, historie og kultur bag sproget. Tilegnelsen af denne viden tager sigte på, at eleverne får udviklet evnen til at forstå de græske tekster dels som autentiske tolknings- og tydningsdokumenter, skabt inden for rammerne af den græske oldtidskultur og på dennes særlige historiske betingelser, dels som tekster, der i kraft af deres »eksemplariske« karakter overskrider deres historiske begrænsning og derved fremstår som bærere af et større sprogligt-kulturelt fællesskab, som vort eget sprog og vor egen kultur stadig må forholde sig til.

Opfyldelsen af formålet med faget græsk betyder således, at eleverne har nået et sådant niveau i deres faglige viden, at de forstår sig selv, deres eget sprog og deres egen nutid i sammenhæng med og som betingede af den historiske tradition, hvis grundmønster blev tegnet i det græske sprogs og den græske kulturs forestillingsverden for to et halvt årtusind siden.

Undervisningen

Faglig viden og metode

Underisningen begynder i sproget og går videre i mødet med teksterne, dvs. linien går fra praktisk-konkret sprogerfaring til historisk- litterær tekstfotolkning.

Med sprogerfaring tænkes der først på den rent empiriske proces, hvor eleverne stifter bekendtskab med det græske sprogs særlige struktur i morfologi, syntaks, semantik og stilistik. Det sproghistoriske perspektiv skal inddrages i rimeligt omfang. Hertil kræves kendskab til f.eks. de vigtigste lydlove (aflyd, assimilation, dissimilation, analogi m.fl.) og til betydningslæren (herunder etymologiske forklaringsmodeller), således at lovmæssigheden i sprogets forandringer og slægtskabet mellem sprogene bliver anskueliggjort for eleverne.

Det er vigtigt, at eleverne trænes i at anvende fagets hjælpemidler med skønsomhed og omtanke. F.eks. bør det gøres klart, at ordbøger ikke er det samme som mekaniske facitlister, at der sjældent findes helt eksakte synonymer, og at tilsyneladende identiske udtryk fra to sprog langt fra altid henviser til nøjagtig samme genstand, begreb eller handling, men kan dække forskellige felter.

Således hører det med til sprogerfaringen, at eleverne i konfrontationen med det græske sprog ikke undgår at blive opmærksomme på deres eget sprog på en ny måde: under tilegnelsen af det fremmede sprog kan det danske på den ene side antage karakter af forhindring, fordi man konstant bliver gjort opmærksom på dets grænser, hvilket på den anden side medfører et øget krav til det sproglige beredskab på dansk som den nødvendige forudsætning for overtagelsen af det fremmede. Et væsentligt metodisk princip i undervisningen bliver derfor at fastholde eleverne i kravet om en præcis sproglig analyse og om præcision i deres sproglige udtryksform til fremme af en reflektorisk sprogbevidsthed, således at arbejdet med kultursproget græsk kan medvirke til at styrke deres danske sprogkultur.

Erkendelsen af, at sproget ikke blot er et simpelt og nødvendigt kommunikationsmiddel til overførelse af praktisk og konkret information, men også et følsomt og kompliceret instrument til formidling af filosofisk indsigt og æstetisk oplevelse, er en vigtig forudsætning for tekstfortolkningen.

For tekstforståelsen er det dernæst nødvendigt, at eleverne er i stand til at placere forfatterne i en historisk og litterær sammenhæng. De skal derfor erhverve sig et overblik over hovedtrækkene i samfundsudviklingen, herunder de materielle vilkår, fra mykensk til hellenistisk tid, dog med hovedvægten på den arkaiske og klassiske periode.

Endvidere skal eleverne have kendskab til baggrund for og udvikling af de politiske styreformer (monarki, tyranni, oligarki, demokrati), samt til udviklingen i græsk filosofi fra de ioniske naturfilosoffer over sofisterne til Sokrates og Platon/Aristoteles.

Endelig må græsk religion og mytologi behandles i det omfang, disse områder er væsentlige for forståelsen af grækernes liv og forestillingsverden.

Kendskabet til den filosofiske, politiske og religiøse tradition, som kommer til syne i de græske tekster, skal samtidig danne grundlag for elevernes forståelse af hovedlinierne i udviklingen inden for den vesteuropæiske kulturtraditions menneskeopfattelse, livssyn og samfundssystemer fra antikken til i dag.

De græske teksters gennemgående paradigmatiske karakter kan allerede i sig selv anvise en metode for fortolkningen. Det paradigmatiske betyder, at teksterne gør brug af begreber, tankemønstre, problemstillinger og ideer, der ikke alene er repræsentative for den græske samtidskultur, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være genkendelige for eleverne.

Begrebspar som årsag-virkning, væsentlig-tilfældig, sansning-tænkning, ide-fænomen, idealisme-materialisme, statisk-dynamisk, individ-samfund, frihed-nødvendighed dukker op som temaer i teksterne og kan bruges til at vise eleverne, at vi gennem vor almindelige anvendelse af låneord og oversættelseslån faktisk taler græsk, når vi udtrykker vor erkendelse af verden og vor forståelse af os selv.

Den stadige henvisning til det danske sprogs kendte begreber og den metodiske opsøgning af genkendelseskriterier i den græske tekst - kriterier der ofte må søges et stykke under sprogets overflade - vil ikke alene kunne befordre elevernes tilegnelse af teksternes umiddelbare (græske) tankeindhold, men også give dem mulighed for at opleve, at det, som måske i første omgang forekom dem fjernt og fremmedartet, alligevel - gennem systematisk arbejde - kan forstås ud fra deres egne betingelser.

Med disse bestræbelser som et metodisk hovedpunkt vil undervisningen kunne lede frem til, at konkret sprogtilegnelse og abstraherende tekstfortolkning går sammen i en enhed, hvis dele er forbundet som hinandens komplementære forudsætninger.

Undervisningens planlægning

Tekstvalgskriterier:

Kriterier for valg af tekster fastsættes af bekendtgørelsen. Desuden tager tekstvalget udgangspunkt i faglige overvejelser og elevernes forudsætninger.

Bekendtgørelsen giver mange muligheder for sammensætning af et undervisningsforløb. Teksterne skal i henhold til bekendtgørelsen fortrinsvis være fra perioden 700 f.Kr. til 300 f.Kr. (fra Homer til og med Aristoteles). Fortrinsvis betyder, at mere end halvdelen af teksterne skal være fra denne periode. Ca. betyder, at de 110 sider opgøres med en margin på plus/minus ti procent. Af pensum skal mindst en trediedel, højst to trediedele være poesi. Når indtil 35 normalsider kan erstattes af det dobbelte sidetal tillempet tekst, betyder det, at mindst 75 normalsider skal være originaltekster. Ved genrer og forfatterskaber, der er centrale for forståelsen af den græske oldtids liv og forestillingsverden, forstås tekster, der ikke blot sikrer læsningen af forskellige, centrale genrer og forfatterskaber, men også står som mærkepæle både i oldtiden og i eftertiden og derfor er uomgængelige for virkeliggørelsen af formålet.

Ud fra faglige overvejelser kan det være en god ide at begynde med de attiske talere, de attiske historikere eller lettere episoder af den attiske komedie; de frembyder ikke særlige vanskeligheder og samler en række samtidige tanker og forestillinger i et brændpunkt, der er velegnet som udgangspunkt for emneopbyggede undervisningsforløb.

Når et sæt tekster har gennemgået f.eks. den attiske polis, dens love og institutioner eller individets stilling i forhold til samfundet i lyset af den herskende arbejdsdeling, vil et nyt sæt tekster kunne gennemgå den selvforståelse, der præger samtidens mennesker, i enighed og uenighed, f.eks. sofisternes opgør med gamle absolutte værdier og Sokrates' og Platons opgør med sofistikkens værdirelativisme og-nihilisme. Endnu et sæt tekster kan gennemgå den fælles horisont, under hvilken opgørene finder sted, f.eks. Homer som en slags fædrelandshistorie, gammelt testamente og ABC i eet.

Fælles for den type tekstvalg er, at de samler sproglige fænomener og væsentlige problemstillinger i teksterne og indarbejder faglige metoder og viden.

Det kan ofte være pædagogisk vellykket at lade tekstvalget styre af nutidige værdiforstillinger uden for teksterne og af elevinteresser og - forudsætninger. Et undervisningsforløb over et påtrængende samfundsproblem kan imødekomme et behov hos eleverne.

Følgende kan være et eksempel herpå: eleverne begynder med at læse nogle karakteristiske afsnit af romanen Homo Faber af Max Frisch. De analyserer og definerer dette teknologiske menneske som irrationelt i dets oplyste rationalitet. Derpå gennemgår de oplysningens historie baglæns, idet de særligt undersøger tankens og følelsens relation til betydningsforskydningerne i naturbegrebet.

I kontrast hertil vælges græske tekster, der belyser det antikke naturbegreb; tekster af f.eks. Heraklit, Parmenides og Platon om erkendelsens gyldighed vil være centrale. Når det af disse tekster fremgår at erkendelsens gyldighed afgøres af skelnen mellem tidløs, rationel naturlov og tidsbundet lovvedtægt, drages en videre kreds af tekster frem. De vil da kunne vise, at den samme skelnen gælder i mangfoldige sammenhænge: moral, politik, økonomi, litteratur, kunst, religion m.m., således at det bliver klart, at naturen for den græske tanke ikke blot er den ydre natur, men også tingenes væsen, deres indre natur. Da denne natur har karakter af tidløs lov, kan naturen for grækerne ikke være et råstof, som man behersker: i stedet behersker man sig.

Eleverne kan afslutte undervisningsforløbet med at holde det teknologiske naturbegreb op mod det græske. Tilsvarende undervisningsforløb kan gennemføres med problemer som individ- samfund, basis-overbygning eller kooperation-korporation.

Arkæologi og kunsthistorie:

Udvælgelsen af det arkæologiske materiale har for øje, at materialet skal anskueliggøre den materielle virkelighed, der er rammen om teksternes forestillingsverden, og at det skal behandles æstetisk og - for en væsentlig dels vedkommende -som normgivende for senere tider. Eleverne skal lære, at beskrivelse kommer før fortolkning, både når materialet anskues arkæologisk, og når det anskues æstetisk.

Anskueliggørelsen af den materielle virkelighed omfatter både en selvstændig redegørelse for materialets tilvirkning og udnyttelsen af dets illustrative potentiale i forbindelse med de litterære tekster. F.eks. rummer vasemalerierne mange muligheder for at illustrere detaljer fra dagliglivet; men vaser behøver ikke at blive beskrevet som arkæologiske levn, hver gang et vasebillede bruges som illustration. Skulptur og arkitektur behandles mest hensigtsmæssigt i en sammenhængende gennemgang.

Et væsentligt formål med den æstetiske beskrivelse og fortolkning af det arkæologiske materiale kan være at forstå den græske kunsts betydning for den europæiske kunsts formsprog. Materialet kan udvælges med henblik på en kronologisk gennemgang af udviklingens faser. Eller materialet kan udvælges med udgangspunkt i en »strøgtur« med eleverne, der undervejs lærer at se de græske stiltræk, hovedgadens bygninger rummer; disse stiltræk sættes derpå ind i deres historiske sammenhæng.

Supplerende litteratur:

Supplerende litteratur er dels oversættelser af de tekster, der ikke læses på græsk, dels nyere enkeltværker og håndbøger om den antikke verden.

Som led i elevernes tilegnelse af metodisk færdighed i at udlægge og fortolke en tekst udvikler de en respekt for detaljen, som må afbalanceres af en tilsvarende sans for overblikket. Derfor må de dele af en tekst, der læses på græsk, ikke isoleres, men læses som dele af helheder ved at blive suppleret med oversættelser. Det gælder både dele af et helt værk, dele af et helt forfatterskab og dele af en hel genre.

Kravet om læsning af såvel originaltekster som oversættelser skal give eleverne mulighed for at fordybe sig i hele, afsluttede tekster, hvor selve det, at de er hele, rummer en merværdi i forhold til læsning af brudstykker, der er skåret til ud fra et tematisk, illustrativt eller andet redaktionelt synspunkt. Teksterne skal så vidt muligt have lov til at tale ud, også når en vis uundgåelig redaktionel interesse styrer udvælgelsen.

Moderne håndbøger og oversigter, herunder bøger på engelsk eller tysk kan fra undervisningens begyndelse inddrages med henblik på at give eleverne et første overblik. For at udvikle elevernes kritiske sans vil det være naturligt at konfrontere dem med moderne fortolkende synteser over den græske civilisation.

Ekskursioner og studierejser som praktik:

Ekskursioner og studierejser er et naturligt led i undervisningen med det formål at uddybe elevernes forståelse af sammenhængen mellem sprog og kultur. De vil have stor udbytte af ved selvsyn at opleve de steder og se de genstande, som historisk er den fysiske ramme om de tekster, de har læst, og de tanker, som sproget bærer.

Ekskursioner går til lokaliteter i Danmark, navnlig samlinger som Det Kgl. Bibliotek, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum, Nationalmuseets antik- og møntsamlinger, Afstøbningssamlingen i København og Antikmuseet i Århus, men også til samlinger, der omfatter værker i arkitektur og kunst, som i nyere tid afspejler græske former.

Studierejser går til lokaliteter i udlandet, først og fremmest i Grækenland.

Undervisningens tilrettelæggelse

Medbestemmelse:

Læreren har som oftest på forhånd valgt, hvilket begyndersystem der skal anvendes; men hvis det er muligt, skal eleverne tages med på råd, især hvis der skal vælges mellem forskellige systemer (f.eks. engelsksproget over for svensksproget system).

I valget af supplerende litteratur i form af oversættelser inddrages eleverne lige fra begyndelsen, idet deres manglende forudsætninger dog nødvendiggør, at læreren vejleder eleverne gennem en kort orientering om de foreliggende muligheder. Senere tekstvalg foretages af elever og lærer i fællesskab.

Lige muligheder

Ved tilrettelæggelsen af undervisningen skal der tages hensyn til, at alle elever får lige muligheder for at gøre sig gældende i timerne.

Det opnås lettest ved en kombination af varieret tekstvalg (forfattere, genrer og emner) og varierede arbejdsformer (lærestyret undervisning, gruppearbejde, mindre skriftlige opgaver besvaret af en enkelt elev eller en gruppe af elever, elevforedrag, gruppers eller enkelte elevers gennemgang af gennemgået eller ikke gennemgået tekst m.m.).

En forsagt og - i klasseundervisningen tilsyneladende - stille elev vil meget vel kunne udfolde sig under andre arbejdsformer, der ikke spiller op til mere dominerende elever. Der kan være tale om en fornuftig gruppeopdeling af holdet, brug af tavlen (til f.eks. bøjningsøvelser, hvor flere elever »er oppe« på en gang, og hvor læreren tager sig af eleverne enkeltvis, både dem der arbejder ved tavlen og dem der sidder med papir og blyant), lejlighedsvis brug af edb, mundtlige/skriftlige elevopgaver eller andet.

Studieteknik

Arbejdet med grammatik og tekst skal foruden at formidle faglige kundskaber bidrage til, at eleverne får gode arbejdsvaner med hensyn til studie- og notatteknik.

Læreren må fra begyndelsen gøre det klart for eleverne, at man ved sproglige noter forstår nedskrivning af enkeltgloser (helst i opslagsform med angivelse af køn, hovedtider o.l.), faste vendinger, grammatiske kommentarer (i stikordsform eller som henvisninger til grammatikken), indholdsmæssige kommentarer (i stikordsform) og stilistiske kommentarer.

For at eleverne kan kontrollere deres hjemmearbejde, kan de under hjemmearbejdet f.eks. bruge et 2-sidet system med deres eget forslag til oversættelse på den ene side, hvori der rettes i løbet af timen, og med gloser noter og kommentarer på den anden side, så at de to sider hele tiden kan anvendes samtidigt. Herved lærer eleverne at systematisere deres egne iagttagelser og lærerens oplysninger.

Det er vigtigt både af hensyn til elevernes faglige udbytte, deres studievaner og eksamenspræstation, at notetagningen ikke udarter til »skriveøvelser«, som nedsætter arbejdstempoet i timerne ved en malplaceret hensyntagen til skrivetempoet. Derfor må eleverne ikke nedskrive oversættelse i timerne.

Sideløbende med oplæring i god notatteknik skal eleverne øves i brug af håndbøger, i første række ordbøger.

Koordination

Tværfaglige aspekter inddrages, hvor det er muligt. De moderne fremmedsprog holdes vedlige og fremmes gennem læsning af artikler o.l. som en del af den supplerende litteratur og som en del af forberedelsen til videregående studier, hvor fremmedsprogene er uundgåelige brugsredskaber.

Begynderundervisning:

Begynderundervisningen udgør ikke så meget et selvstændigt forløb som en særlig tilrettelæggelsesopgave. Det betyder mere for undervisningen som helhed, hvordan eleverne indskoles, end hvordan de hjælpes fra begynderteksterne over i forfatterlæsningen.

Første skridt i begynderunderisningen er indlæringen af det græske alfabet - en proces, som sjældent volder vanskeligheder. Eleverne må lære bogstavernes korrekte rækkefølge, da ordbogsopslag ellers vanskeliggøres unødigt. Daglig højtlæsning og små skriftlige opgaver på græsk fremmer elevernes fortrolighed med bogstaverne. Der redegøres for akcenternes placering og betydning for udtalen. En korrekt udtale er lige så let at lære som en forkert og skal tilstræbes fra begyndelsen. Dette hjælper eleverne til at skelne mellem former, der ellers kan forveksles, samt ved ordbogsopslag.

I begynderfasen vil teksterne som regel være glosserede, hvilket kan medføre, at eleverne for sent kommer i gang med at bruge ordbogen, hvis der ikke gøres en særlig indsats, f.eks. gennem en fælles gennemgang af artikler, hvorunder opstillinger og forkortelser forklares. En hensigtsmæssig arbejdsmetode kræver, at eleverne er fortrolige med ordbogen.

I begynderundervisningen må læreren sørge for, at eleverne systematiserer deres iagttagelser og opstiller enkle regler, der er præget af nødvendighed og økonomi. De fleste syntaktiske regler vil kunne reduceres til regler, eleverne i forvejen kender fra latin og dansk. Et omhyggeligt arbejde med orddannelser kan lette elevernes gloseindlæring og senere hen deres tekstforståelse. Allerede i begynderfasen skal eleverne med udgangspunkt i den græske tekst arbejde med centrale sider af den græske forestillingsverden.

Begyndereksternes indhold skal være lødigt og inddrage væsentlige sider af den græske historie og kultur. Teksterne skal tidligt indeholde enkelte originale sætninger og gradvis blive mindre tillempede. Herved lettes overgangen fra de tillempede til de originale tekster, samtidig med at eleverne lige fra begyndelsen har den tilfredsstillelse at læse »rigtigt« græsk. En tæt glossering - med angivelse af, hvilke gloser der bør læres udenad - sikrer et rimeligt arbejdstempo og en høj læsehastighed, uden at elevernes arbejdsbyrde bliver urimelig. Som supplement til begyndersystemets tekster er det hensigtsmæssigt sideløbende i oversættelse at læse de værker, hvorfra uddragene på græsk er taget.

Undervisningsforløb:

Både i tekstvalg og i organiseringen af undervisningen må det stå klart, at græskundervisningen er eet sammenhængende undervisningsforløb. Undervisningen må ikke stykkes ud i afsluttede moduler, hvis eleverne senere frugtbart skal kunne udnytte deres først tilegnede kundskaber.

Undervisningen betragtet som et helt forløb må dog ikke forhindre, at dens faser er overskuelige. Pointer i de valgte tekster og variation i arbejdsformerne vil kunne markere midlertidige stationer i forløbet, hvor der kan gøres status.

De enkelte faser rundes af og afsluttes med en evaluering, hvorunder elever og lærer vurderer og drøfter arbejdsform og udbytte, så at de indvundne erfaringer kan inddrages i de efterfølgende faser.

Arbejdsformer:

Arbejdsformer, der hviler på elevernes forudsætninger og valg, vil kunne øge deres motivation og følelse af medansvar for undervisningen. Ved valget af arbejdsformer skal der endvidere tages hensyn til mulighederne for individualisering, samarbejde og evaluering.

Arbejdsformer, der betoner, at eleverne ikke kommer i skole for at vise, hvad de kan, men for at lære mere, skal foretrækkes frem for arbejdsformer, der i for høj grad gør læreren til den, der kontrollerer elevernes hjemmearbejde.

Eleverne skal vænnes til at gøre sig klart, hvori teksternes vanskeligheder består, så at de metodisk kan drage nytte af hjælpemidlerne og lærerens støtte.

Efterhånden som der udvikles edb-programmer generelt for fremmedsprogene og specielt for græsk, skal lærer og elever sammen overveje, om sådanne programmer med udbytte kan benyttes i undervisningen. Det gælder både programmer til indøvelse af elementære sproglige færdigheder og programmer, der kan erstatte større opslagsværker (databaser).

Teksterne vil i alt væsentligt være tilgængelige for eleverne i form af bøger eller duplikater. Der kan dog også i forbindelse med studierejser læses stedfaste epigrafiske tekster.

Det skriftlige arbejde:

Valget af skriftlige opgaver retter sig dels efter elevernes standpunkt, dels efter overvejelser over indlæringen.

Senest fra midten af 2.g skal der stilles mindre skriftlige opgaver. Dermed styrkes elevernes evne til at overskue og fastholde det græske skriftbillede, og deres tilegnelse af morfologi og syntaks lettes.

Gennem det skriftlige arbejde skal eleverne trænes i at identificere ord og former, forstå deres funktion, orientere sig i en græsk tekst ved hjælp af en oversættelse, vurdere og karakterisere en oversættelse, tolke og forstå en tekst og søge kendskab til tekstbaggrunden, herunder at beskrive og tolke billedgengivelser.

Det skriftlige arbejde omfatter således både sproglige og indholdsmæssige opgaver:

Eleverne skal lære at gøre præcise sproglige iagttagelser af ordenes morfologi og syntaks og at udtrykke sig klart og entydigt om disse iagttagelser. En skematisk opstilling, som sikrer, at alle enkeltheder i analysen er medtaget, kan anbefales. Eleverne skal endvidere trænes i at analysere hele sætningsperioder, så at der gøres rede for både enkeltleds og helsætningers indbyrdes funktion.

Sideløbende hermed inddrages spørgsmål vedrørende sprogforskelle og -ligheder, der udmøntes i motiverede forslag til alternative oversættelser. Med alternativ oversættelse menes ikke en »forbedring« af den forelagte paralleloversættelse. Det væsentligste krav til den alternative oversættelse er, at den tydeligt viser, at eleven har forstået den græske tekst i alle dens sproglige enkeltheder, samt at eleven kan gengive den på et korrekt dansk.

Den redaktionelle opstilling af eksamensopgaverne viser progressionen i de enkelte opgavetypers vanskelighed.

Ved det skriftlige arbejde med de indholdsmæssige spørgsmål trænes eleverne i at søge viden i større håndbøger samt i at formulere denne viden kort og præcist. Samtidig oparbejder de med henblik på eksamen, hvor sådanne håndbøger ikke er til rådighed, en alsidig viden om den græske kultur.

Eleverne skal arbejde både med opgaver, som kræver, at de kan dokumentere deres forståelse af tekstens indhold (tekstkommentering) og med opgaver, som forudsætter en bredere viden om et eller flere emner (emnebehandling).

Ved et skønsomt udvalg af de opgaver, der er givet ved de senere års eksamen i skriftlig græsk, kan læreren sikre, at de forskellige sider af det skriftlige arbejde dækkes i løbet af det samlede undervisningsforløb.

Den større skriftlige opgave i 3.g:

Det er formålet med den større skriftlige opgave i 3.g at give eleverne lejlighed til - inden for et særligt studeret område - i skriftlig form at sammenfatte, anvende og fremstille de kundskaber, de har tilegnet sig om græsk sprog og kultur.

Eleverne skal vise, at de kan læse og forstå græske tekster, opsøge og anvende sekundærlitteratur og fremstille materialet veldokumenteret og i en afrundet form.

Arbejdet med opgaven er i øvrigt omfattet af formålsparagraffen for græsk, også når en elev inddrager materiale fra andre fag.

Til den større skriftlige opgave går der 4 uger med indlæsning og 1 skemafri uge med udarbejdelse.

Indlæsning

Når det område, der skal studeres, er aftalt mellem lærer og elev, indsamler eleven materiale. Der kan ikke aftales et område, hvor der ikke er adgang til kvalificeret sekundærlitteratur på skolens bibliotek eller det lokale folkebibliotek. Fagets håndbøger skal være tilgængelige i opgaveugerne.

Læreren skal vejlede eleven i søgningen efter materiale til det valgte område. Det vil være en fordel, at der afleveres en kort, skriftlig oversigt over det materiale, der er indsamlet, samt over de tanker, eleven har gjort sig om afgrænsning, litteratur, problemstilling og disposition. I materialet, der kan være forbundet med stoffet i timerne, skal indgå græske tekster, der ikke er anvendt i den øvrige undervisning. Flere elever kan studere det samme område; men den endelige opgave er individuel.

Udarbejdelse

Efter indsamlings- og indlæsningsperioden stiller læreren opgaven inden for en afgrænset del af det studerede område. Opgavens titel udleveres skriftligt.

Titlen må ikke være så bredt formuleret, at opgaven ikke kan afgrænses fra det studerede område, men heller ikke så snævert, at eleven bliver forhindret i frit at disponere materialet. Hvis det studerede område er f.eks. »værdiopløsningen under den Peloponnesiske Krig«, kunne titlen være »Lov og vedtægt i Antifon-fragmentet: Om Sandhed (vedlagt)». Det ville derimod være for bred en formulering at bede om en redegørelse for forholdet mellem nomos og fysis i samfundsdebatten under den Peloponnesiske Krig.

Eleverne skal vejledes i de krav, en større formidlingsopgave stiller. Det gælder tekniske spørgsmål som paginering, citatbrug, indholdsoversigt, noter og litteraturfortegnelse, men også almindelige principper for skriftlig fremstilling.

Opgaven skrives på dansk i et omfang af 10-15 sider ekskl. bilagsmateriale o.d.

Bedømmelse

Ved bedømmelsen tages der særligt hensyn til følgende: Står det klart, at formålet med det skrevne er at formidle det? Er der en overskuelig disposition med et eller flere samlende, overordnede synspunkter, der forbinder opgavebesvarelsens enkelte afsnit? Er der logik og progression i besvarelsen? Opsamles konkrete tekstiagttagelser i generelle formuleringer på et passende abstraktionsniveau? Har sekundærlitteraturen et rimeligt omfang? Kan eleven udnytte dette materiale i en selvstændig, kritisk opgavebesvarelse?

Vurderingen af besvarelsen skal være en helhedsbedømmelse, hvori der indgår vurderingen af lay-out og sproglig udformning.

Eksamen

Mundtlig eksamen:

Opgivelserne

Læreren udarbejder et forslag, der rummer en vis mængde overskydende tekster, så at eleverne får mulighed for at vælge.

Det skal af opgivelserne til eksamen fremgå, om poesien er læst skanderet. Hvis det er tilfældet, regnes 25 vers som 1 normalside, i modsat fald regnes 30 vers som 1 normalside.

Indberetningen skal omfatte både den undervisning, der er gennemført, og den, der endnu kun er planlagt.

Eksamination

Der eksamineres i et tekststed på ca. 0,5 normalside samt i billedstof. Planer og rekonstruktioner er ikke billedstof. Da eksaminanden selv skal disponere besvarelsen, må eksamensspørgsmålet ikke være forsynet med vejledende spørgsmål og/eller overskrifter.

De enkelte dele af eksaminationen afvikles i den rækkefølge, som eksaminanden vælger. Læreren vejleder i god tid forud for eksamen eleverne om, hvilken rækkefølge han/hun finder mest hensigtsmæssig; men eksaminator må ikke ved eksamen insistere på, at netop den følges, hvis eksaminanden disponerer anderledes.

Under oversættelsen må eksaminator ikke afbryde for at rette mindre fejl. Kun hvis oversættelsen bliver helt meningsløs, eller hvis eksaminanden går i stå, skal eksaminator gribe ind.

Karaktergivning

Der gives een karakter for den samlede præstation. Ved karaktergivningen lægges vægten på tekststedet; men præstationen i billedspørgsmålet skal give et klart udslag i karakterfastsættelsen, altså ikke kun fastslå tendensen i den øvrige præstation.

Skriftlig eksamen:

Eleverne skal vejledes i brugen af hjælpemidlerne og rådes til kun at medbringe hjælpemidler, som de er fortrolige med.

Eleverne skal endvidere vejledes i kravene til de enkelte opgavetyper, herunder specielt oversættelsesopgaverne.

Redaktionel note
  • (* 1) Bekendtgørelsens paragraf er udeladt