Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende retningslinjer for faget latin i gymnasiet


Dette er hæfte nr. 18 i en serie på 28 om reglerne for fagene i gymnasiet. Det indeholder de bestemmelser om latin, som er fastsat i § 19 i bekendtgørelse af 4. november 1987 om fagene i gymnasiet (* 1). Desuden indeholder hæftet de vejledende retningslinier for faget.

Vejledende retningslinier

Latin

Formål

Fagbeskrivelse og fagforståelse:

Kultursprog

Latin er et kultursprog. Som kultursprog har det græsk som forbillede og er selv forbillede for og tilstede i alle europæiske sprog, som har udviklet sig til kultursprog.

Undervisningen i latin har derfor et dobbelt sprogligt og kulturhistorisk formål. Eleverne møder det latinske sprog, som det var i oldtiden, og som eftertiden har gjort brug af dette oldtidssprog, og de møder oldtidens romerske kultur, som den kommer til orde i sproget, og som den gennem det har præget eftertiden. Mødet finder sted ved læsning af latinske tekster.

Formålet er nået, når eleverne, alt efter niveau, kan så meget latin og ved så meget om romersk kultur, at de har dannet sig et begreb om den indbyrdes afhængighed mellem sprog og kultur. Det er således ikke blot kundskaber om sproget og dets historie, men også en udviklet opmærksomhed over for historien i sproget, der sikrer, at det stående krav om kundskabstilegnelse resulterer i en levende dannelse hos eleverne.

Sproglig dannelse

Latinundervisningen begynder og ender i elevernes eget danske sprog. Selv om latin ikke længere lever som et talt sprog, indgår det stadigvæk som en levende faktor i dansk og de andre moderne europæiske sprog, som i stort omfang består af latinske låneord og oversættelseslån (kalker). Når eleverne taler og tænker dansk, tænker og taler de allerede i en vis forstand latin. Kendskab til latin er derfor også kendskab til dansk, og forståelse af, at det forholder sig sådan, bidrager til at styrke elevernes danske sprogkultur.

Latinundervisningen som en sproglig dannelsesproces må indledes tidligt med, at elever og lærer i fællesskab drøfter fagets formål, indhold og arbejdsformer og forsøger at give foreløbige svar på fagets hvorfor, hvad og hvordan.

Elementær nysgerrighed ved, at ganske almindelige danske ord som mur, klar, kærlighed m.fl. har deres oprindelse i latin, kan blive til en stadig fascination af latinske sprogfænomener, når eleverne konfronteres med f.eks. vort kalendersystem: årets inddeling i måneder, der engang gik fra marts til februar, som det fremgår af navnene september og december, og med en konstatering af, at man i den europæiske kulturkreds har relativt let ved at forstå hinandens sprog og kultur, mens det er betydeligt vanskeligere at sætte sig ind i tekster fra andre kulturkredse. Hvis man fastholder traditionen som noget centralt i undervisningen, kan elevernes umiddelbare fascination efterhånden forankres i en skærpet opmærksomhed og modtagelighed over for sproget og dets verden.

Historisk indsigt i sprog- og begrebsudviklingen kan få eleverne til at se, at tradition også er udvikling, og at vi, den historiske kontinuitet til trods, har fjernet os langt fra den antikke verden og det sprog, denne fjerne fortid udtrykte sig med, således at det er nødvendigt at benytte moderne ord og udtryk for at beskrive fortiden. Gennem erkendelsen af, at således er ikke blot fortidens sprog tilstede i nutidens, men også nutidens i forståelsen af fortiden, udvikles den sproglige dannelse, der er i stand til at anskue sprog og kultur, nutid og fortid, som en sammenhængende helhed.

  

 Vægtning af latinundervisningens mål:       S1   S2   S3   M  

 --------------------------------------------------------------  

 1. LÆSEFÆRDIGHED  

 (den »nødvendige« grammatik, elementær       .    .    .   .  

 forståelse og oversættelse)  

 --------------------------------------------------------------  

 2. SPROGLIG UDDYBNING  

 (alm. sprogbehandling og -bevidsthed;        .   (.)   .   .  

 latins betydning for andre sprog)  

 --------------------------------------------------------------  

 3. TEKSTLIG UDDYBNING  

 (vejen fra den sproglige detalje til        (.)   .    .  (.)  

 forståelse, tolkning og vurdering af  

 teksten (»filologi«))  

 --------------------------------------------------------------  

 4. KENDSKAB TIL ANTIKKEN OG TRADITIONEN  

 (placering af teksten i en større           (.)  (.) .  (.)  

 sammenhæng  

 --------------------------------------------------------------  

 S1  = obligatorisk niveau, sproglig linie, 1.g  

 S2  = mellemniveau, sproglig linie, 2. el. 3.g  

 S3  = højt niveau, sproglig linie 2. og 3.g  

 M   = matematikerlatin, matematisk linie, 3.g                       .  

  = behandles indgående                                            (.)  

 (.) = behandles mindre indgående eller alternativt med andre af  

       fagets aspekter.  

Faglig viden og metode:

Oversættelse

Eleverne skal via tilstrækkeligt kendskab til det latinske sprogs idiomer og logiske og formale kategorier opnå en sådan læsefærdighed, at de bliver i stand til at præstere en kompetent oversættelse af (ikke for svære) latinske originaltekster. Ved en kompetent oversættelse forstås en oversættelse, der bygger på motiverede valg af betydningsmuligheder inden for de grænser, en given kontekst sætter, og som opfylder de krav, der må stilles til et korrekt dansk.

Som udtryk for en dækkende tekstforståelse forudsætter den kompetente oversættelse, at eleverne har tilegnet sig en rimeligt velfunderet viden om samfund, historie og kultur bag sproget. Dette både kræver og medfører, at eleverne forstår de latinske tekster dels som autentiske tolknings- og tydningsdokumenter, der er blevet til inden for rammerne af den romerske oldtidskultur og på dennes historiske betingelser, dels som tekster, der i kraft af deres eksemplariske karakter overskrider egen historisk begrænsning og fremstår som bærere af et større sprogligt-kulturelt fællesskab, som vort eget sprog og vor egen kultur stadig må forholde sig til.

Sprogerfaring

Med sprogerfaring menes først den elementært empiriske proces, hvor eleverne stifter bekendtskab med det latinske sprogs særlige struktur og morfologi, syntaks, semantik og stilistik. Det sproghistoriske skal indgå i rimeligt omfang; der kræves kendskab til de vigtigste lydlove (aflyd, assimilation, dissimilation, analogi m.fl.) og til betydningslæren (herunder etymologiske forklaringsmodeller), således at lovmæssigheden i sprogets forandringer og i slægtskabet mellem sprogene bliver anskueliggjort for eleverne.

Eleverne skal trænes i at anvende fagets hjælpemidler med skønsomhed og omtanke, således at anvendelsen af faglig metode bliver en vane. Det skal f.eks. gøres klart, at ordbøger ikke er det samme som mekaniske facitlister, at der sjældent findes helt eksakte synonymer, og at tilsyneladende identiske udtryk fra to sprog langt fra altid henviser til samme genstand, men kan dække forskellige betydningsfelter.

Det hører således med til sprogerfaringen, at eleverne i konfrontationen med det latinske sprog ikke undgår at blive opmærksomme på deres eget sprog på en ny måde: under tilegnelsen af det fremmede sprog kan det danske på den ene side antage karakter af forhindring, fordi man konsekvent bliver opmærksom på dets grænser, hvilket på den anden side medfører et øget krav til det sproglige kendskab til dansk som den nødvendige forudsætning for overtagelsen af det fremmede. Et væsentligt metodisk princip bliver derfor at fastholde eleverne i kravet om en præcis sproglig analyse og om præcision i deres sproglige udtryksform til fremme af en reflektorisk sprogbevidsthed, således at arbejdet med kultursproget latin kan medvirke til at styrke deres danske sprogkultur.

Tekstfortolkning

Sproget er ikke blot et simpelt og nødvendigt kommunikationsmiddel til overførelse af praktisk og konkret information, men også et følsomt og kompliceret instrument til formidling af logisk argumentation, filosofisk indsigt og æstetisk oplevelse. Den ovenfor nævnte sprogerfaring må derfor forbindes med tekstfortolkningen. Undervisningen må tilrettelægges, således at denne erkendelse er mulig på de forskellige kundskabstrin, også de elementære.

For at forstå teksterne er det dernæst nødvendigt, at eleverne bliver i stand til at placere forfatterne i en litterær og historisk sammenhæng. De skal derfor erhverve sig et overblik over hovedtrækkene i samfundsudviklingen, herunder de materielle vilkår, fra den tidlige republik til den sene kejsertid, dog med hovedvægten på senrepublikken og principatet.

Endvidere skal eleverne, især på de videregående niveauer, have kendskab til de værdiforestillinger og centrale politiske begreber, der er baggrund for skiftende styreformer, og til de filosofiske systemer, der forfægtes af de mest fremtrædende forfattere.

Kendskabet til den litterære, politiske og filosofiske tradition, som kommer til syne i de latinske tekster, skal samtidig danne grundlag for elevernes forståelse af fælles europæisk begrebsdannelse og formsprog.

De latinske teksters gennemgående paradigmatiske karakter kan allerede i sig selv anvise en metode for fortolkningen. Det paradigmatiske betyder, at der i teksterne findes begreber, tankemønstre, problemstillinger og ideer, der ikke alene er repræsentative for den samtidige romerske kultur, men ved nærmere eftersyn også viser sig at være genkendelige for eleverne, f.eks. civilmilitær, liberal-servil, privat-offentlig, individuel-social, naturlig-kunstig, rustik-urban.

Den stadige henvisning til det danske sprogs kendte begreber og den metodiske opsøgning af genkendelseskriterier i den latinske tekst vil ikke alene kunne lette elevernes tilegnelse af teksternes umiddelbare (tanke)indhold, men også underbygge forståelsen af traditionen, dvs. give dem mulighed for at opleve, at det, der måske ved første øjekast forekom dem fjernt og fremmedartet, alligevel - gennem systematisk arbejde - kan forstås ud fra deres egne betingelser.

Undervisningens planlægning

Tekstvalg:

I bekendtgørelsen understreges det på alle niveauer, at man ved valget af tekster skal være opmærksom på latin som den fælles europæiske begrebsdannelses medium. Det latinske sprogs og den romerske kulturs betydning for senere europæisk tradition er derfor et overordnet valgkriterium.

Det medfører videre, at det er vigtigt at overveje, om de tekster, der tænkes valgt, er lødige og væsentlige for princippet om, at teksterne fortrinsvis skal være klassiske, dvs. at de skal være bestemmende for den senere europæiske tradition. Tekstvalget må således ikke alene afgøres af, om sproget er let. Det dilemma kan opstå, at den påtænkte tekst er væsentlig i følge det overordnede valgkriterium, men ikke overalt er sprogligt let tilgængelig. Det må da foretrækkes, at der benyttes læsestrategier, der gør teksten tilgængelig, fremfor at den opgives.

Kravet om, at teksterne fortrinsvis skal tages fra perioden 100 f.Kr. til 100 e.Kr., holder fast ved det historiske udgangspunkt for traditionen, men er på den anden side så åbent og bredt, at det undgår en forfatterkanon eller obligatorisk beskæftigelse med bestemte politiske begivenheder. Fortrinsvis betyder, at mindst halvdelen af pensum skal ligge inden for perioden og indtil halvdelen kan være hentet fra tiden før eller efter kærneperioden. Det er samtidig en opfordring til at vælge tekster, der viser forudsætninger for og eftervirkninger af den centrale periode. Herved opnås det, at pensum kommer til at udgøre en enhed, hvis dele kompletterer hinanden efter formålet.

Ved opgørelse af pensums omfang betyder ca. et muligt udsving mellem plus og minus ti procent.

Den del af de læste tekster, som opgives til eksamen, skal på alle niveauer være ubearbejdet originaltekst, og de enkelte tekster skal være sammenhængende, hvad enten det er uddrag (evt. suppleret med læsning i oversættelse) eller afsluttede kortere eller korte tekster som f.eks. bevingede ord eller epigrammer. Isolerede sætninger til belysning af grammatiske fænomener er ikke sammenhængende tekster.

I overvejelserne over valg af tekster skal der tages hensyn til de generelle bestemmelser om elevernes medbestemmelse og koordinering med andre fag. Som supplement til de faglige overvejelser kan disse hensyn imødekomme elevernes nysgerrighed og forudsætninger. Traditions- og identitetsforståelsen er afhængig af, at eleverne forbinder en eksistentiel interesse med forståelsen.

Særligt om de enkelte niveauer:

Obligatorisk niveau for 1.g sproglige er beskrevet som et indgangsniveau, der samtidig er et afsluttet forløb: den sproglige indlæring sker med henblik på læsning af litteratur og forståelse af sprogets betydning. Tekstmaterialet er også en forskole til de videregående niveauer og skal give eleverne et elementært indblik i romernes forestillingsverden og materielle kultur og i sammenhængen mellem sprog og kultur. Græsk kultur skal inddrages som led i romernes forestillingsverden.

På obligatorisk niveau er der fuld frihed i valget af tekster og metoder, når blot pensumkravet på 10 normalsider ubearbejdet tekst overholdes.

Det læste kan således bestå af

- et begyndersystem samt eksamenspensum

- det af klassen og læreren frit fastsatte antal sider bearbejdet/tillempet/parafraseret/konstrueret tekst samt eksamenspensum

- ubearbejdet tekst af frit fastsat omfang, foruden eller iberegnet eksamenspensum

- eksamenspensum samt en frit fastsat mængde intensivt eller ekstensivt læste sider originaltekster eller andre tekster

- eksamenspensum, der fastlægges fra begyndelsen, således at man i begynderfasen benytter parafraserede/bearbejdede/ tillempede/konstruerede tekster, som er baserede på det planlagte eksamenspensums tekster og ordforråd.

Lærer og elever afgør, hvilken model man vil arbejde efter, og hvilke hjælpemidler, lærerbøger og udgaver man ønsker at benytte, når blot eleverne i løbet af undervisningsperioden øver brugen af de relevante håndbøger og får den sproglige og litterære, historiske og kulturelle baggrund, som bekendtgørelsen kræver.

Det sproglige mellemniveau er beskrevet som et fortsætterniveau. Eleverne skal her læse litteratur og uddybe deres forståelse af sprog og forestillingsverden. Kravet om læsning af såvel originaltekster som tekster i oversættelse skal give eleverne mulighed for fordybelse i hele, afsluttede tekster, hvor selve det, at de er hele, rummer en merværdi i forhold til læsning af brudstykker, der er skåret til ud fra et tematisk, illustrativt eller andet redaktionelt synspunkt. Teksterne skal så vidt muligt have lov til at tale ud, også når en vis uundgåelig redaktionel interesse styrer udvælgelsen.

Kravet om, at tekstvalget skal omfatte mindst to områder, skal tjene samme hensigt, ikke mindst på baggrund af afstanden mellem det pensum, man kan nå at læse, og den samlede litteratur. Hvis man nøjes med at læse to områder, skal de begge opgives til eksamen. Muligheden for at lade et område omfatte tekster på nyere latin er en opfordring til at sammensætte pensum, så at traditionen bliver synlig i tekster i stedet for i kommentarer.

Endelig skal det indgå i overvejelserne over tekstvalget, hvorledes man kan honorere kravet om præcis faglig arbejdsmetode og udbygning af elevernes centrale ordforråd med påvisning af bl.a. låneord og oversættelseslån (kalker) i dansk og andre nyere sprog.

Højt niveau for sproglige er beskrevet som det avancerede niveau, hvor de færdigheder og kundskaber, som grundlægges på obligatorisk niveau og udbygges på mellemniveau, efterhånden bringes til udfoldelse. Pensum skal derfor sammensættes med alsidigt hensyn til tekster, der repræsenterer den romerske oldtid, dens centrale forfattere og genrer, og genrer og forfattere fra senere perioder, der fremhæver de antikke teksters paradigmatiske karakter. Oversættelser skal anvendes for at komplettere læsningen af forfatterskaber og genrer, så at de ses i deres historisk-litterære sammenhæng.

Af pensum skal mindst en trediedel, højst to trediedele være poesitekster.

Det skal i tekstvalget tages i betragtning, at nogle tekster skal kunne gennemgås med anvendelse af skriftlige arbejdsformer, ligesom skriftlig latin som selvstændig disciplin skal omfatte tekster, der har forbindelse med det øvrige pensum i undervisningen.

Mellemniveau på matematisk linie er beskrevet som et begynderniveau. Det adskiller sig fra obligatorisk niveau for sproglige ved det højere timetal og tilsvarende større pensum. Der skal læses ca. 25 normalsider latin, hvoraf de 15, der skal opgives til eksamen, skal være originaltekster. Mindst 7 1/2 normalside originaltekst skal repræsentere den klassiske periode, 100 f.Kr. til 100 e.Kr., men kan i øvrigt tages fra hele den latinske tradition. Dette skal ses som en opfordring til at læse tekster, der i særlig grad inviterer til den påkrævede undervisning i orddannelse; lettere videnskabshistoriske tester på latin vil kunne bidrage til grundlæggelsen af f.eks. et medicinsk latinsk og teknisk terminologisk ordforråd. Samtidig vil det kunne vises, at også naturvidenskabelige udsagn er betingede af litterære konventioner. Læsningen af sådanne tekster vil desuden kunne styrke elevernes fagterminologiske kundskaber i de fremmedsprog, som eleverne på matematisk linie dels studerer som selvstændige fag, dels bruger integrerede i andre fag.

Arkæologisk og andet supplerende materiale:

Tekstlæsningen er det centrale i latinundervisningen, men på alle niveauer kan andet materiale og alternativ undervisning med udbytte inddrages. På mellemniveau og højt niveau for sproglige er det et krav. Teksterne og det overordnede formål bestemmer arten; omfanget - og tidsforbruget - bestemmes af pensumkravene.

Arkæologisk materiale vil ofte kunne visualisere de fysiske rammer om teksternes forestillingsverden og bidrage til forståelsen af de områder, teksterne ikke taler om.

Det supplerende materiale kan være oversættelser af andre dele af et forfatterskab eller andre oldtidsforfattere, så at flere lag kontekst inddrages i den historisk-litterære udlægning af den tekst, man arbejder med.

Artikler i håndbøger og tidsskrifter, foruden afsnit i monografier, kan udvide elevernes historiske, litteraturhistoriske og geografisk-topografiske kendskab, og inddragelsen af fiktions- og kunstværker af nyere og moderne forfattere og kunstnere, der forholder sig til antikken, vil kunne sætte kundskaberne i perspektiv.

Ekskursioner, studierejser og anden udadrettet virksomhed:

Ekskursioner og studierejser kan bringe en udbytterig variation ind i undervisningen ved at sætte de læste tekster ind i deres fysiske sammenhæng.

F.eks. vil et besøg på et lokalmusæums jernaldersamlinger kunne bidrage væsentligt til forståelsen af Tacitus' Germania , og kirker og klosterbygninger er oplagte ekskursionsmål, når der læses middelaldertekster. Germania og andre tekster vil kunne begrunde et besøg på Moesgaard, mens besøg på Nationalmuseet og Glyptoteket vil kunne sætte væsentlige dele af pensum ind i en materialhistorisk sammenhæng.

En dansk købstad med historie tilbage til middelalderen vil kunne gennemgås i billedet af urbs og således afgive et nærliggende eksempel på fælles europæisk begrebsdannelse og formsprog. Sådanne ekskursioner vil ofte kunne forbindes med læsningen af lokallatinske tekster.

Studierejser til Rom, Italien eller andre af romerrigets provinser vil foruden en hjemmefra forberedt besigtigelse af vigtige lokaliteter og samlinger kunne give mulighed for læsning af stedfaste latinske tekster. Læsning af epigrafik kræver en vis teknisk øvelse, som senere kan være overordentlig nyttig for eleverne; latinske indskrifter fra alle tider møder de overalt.

Anden udadrettet virksomhed og praktik er i latin, som i de klassiske fag i det hele taget, forbundet med kulturproduktion og -formidling.

Undervisningens tilrettelæggelse

Medbestemmelse:

Elevernes ret til medbestemmelse er i latin påvirket af, at de ikke har haft faget i folkeskolen. Alligevel skal medbestemmelsesretten praktiseres. Den kan imidlertid være en vigtig faktor i motiveringen af eleverne og kan forpligte læreren på det stof og de arbejdsformer, der bliver aftalt.

Præsentation af stofområder kan omfatte opstilling af valgmuligheder, begrundelse af spisesedlens indhold ud fra bekendtgørelsens bestemmelser samt ud fra sproglige, litterære og kulturelle kriterier, redegørelse for stofområdets relevans i forhold til tidligere behandlede tekster og emner, og evt. planlagt tværfaglig undervisning. Man skal være opmærksom på, at detaljerede valgmuligheder for eleverne kan være ensbetydende med en forstærket lærerstyring.

Ægte elevmedbestemmelse forudsætter, at langtidsplanlægningen er så fleksibel, at elevinteressen for det valgte område imødekommes med udvidelse eller indskrænkning af det planlagte sidetal. Læsning af oversættelser kan øge fleksibiliteten, idet en lødig oversættelse enten muliggør en øget tekstlæsning inden for området efter elevernes eget valg eller sikrer en hurtigere afrunding af et område, som klassen er ved at køre fast i.

Lige muligheder:

Læreren skal ved sin tilrettelæggelse af undervisningen bestræbe sig på, at alle elever får lige mulighed for at gøre sig gældende i timerne. Det opnås lettest ved en kombination af varieret tekstvalg (forfattere, genrer og emner) og varierede arbejdsformer: lærerstyret undervisning, gruppearbejde, mindre skriftlige opgaver besvaret af en enkelt elev eller en gruppe af elever, elevforedrag (evt. som fremlæggelse af et gruppearbejde), gruppers eller enkelte elevers gennemgang af gennemgået eller ikke gennemgået tekst m.m.

En forsagt og stille - i klasseundervisningen måske tilsyneladende passiv - elev vil meget vel kunne udfolde sig under andre arbejdsformer, hvor mere dominerende elever pacificeres, hvad enten det sker ved en fornuftig gruppeopdeling af klassen, brug af tavlen (ved bøjningsøvelser f.eks., hvor et større antal elever er oppe på en gang, og hvor læreren hjælper og trøster både dem ved tavlen og resten, der arbejder med blyant og papir), lejlighedsvis brug af edb, mundtlige/skriftlige elevopgaver eller på anden måde.

Studieteknik:

Arbejdet med grammatik og tekst skal foruden at formidle faglige kundskaber bidrage til, at eleverne får gode arbejdsvaner med hensyn til studie- og notatteknik.

Læreren må fra begyndelsen gøre det klart for eleverne, at man ved sproglige noter forstår nedskrivning af enkeltgloser (helst i opslagsform med angivelse af køn, hovedtider og lign.), faste vendinger, grammatiske kommentarer (i stikordsform eller som henvisninger til grammatikken), indholdsmæssige kommentarer (i stikordsform) og stilistiske kommentarer.

Det er meget svært for eleverne at begrænse deres notetagning, og det må derfor indskærpes, at nedskrivning af oversættelse, i hvert fald på begynderniveau, er uacceptabel. Hvis eleverne noterer med henblik på eksamen, skal de ovenfor omtalte sproglige noter derfor benyttes.

Den praktiske indøvelse af notatteknik kan støttes ved, at læreren i begyndelsen og lejlighedsvis også senere i forløbet

- skriver noterne på tavle/overhead-projector

- dikterer gloser og oplysninger i relevant form

- lader en elev give oplysningerne i korrekt form

- kontrollerer elevernes notetagning og påtaler uheldige arbejdsmetoder

- forhindrer tilskrivninger i tekst og margin

- fremhæver, at eleverne ødelægger deres egen indlæring og kontrol af sig selv ved uhensigtsmæssig og overdreven notetagning og tilskrivning.

Det er vigtigt både af hensyn til elevernes faglige udbytte, deres studievaner og eksamenspræstation, at notetagningen ikke udarter til skriveøvelser, som nedsætter arbejdstempoet i timerne af en helt malplaceret hensyntagen til skrivetempoet.

En tidlig instruktion i mnemoteknik vil på længere sigt nedsætte elevernes arbejdsbyrde og gøre mange notater overflødige. Det vil være en stor fordel for eleverne at indse, at mnemoteknik er lig med effektiv indlæringsteknik.

Sideløbende med oplæring i god notatteknik skal eleverne øves i brugen af håndbøger, i første række ordbog. Denne øvelse kan let gå hånd i hånd med gennemgang af ny tekst, hvor man i fællesskab finder frem til den form, ordbogen opgiver opslagsordet i; øvelsen dækker således på en gang syntaks, formlære og håndbogsbenyttelse og fører i sig selv til korrekt notetagning.

Brug af større håndbøger vil ofte bedst finde sted i forbindelse med gruppearbejde og skriftlige/mundtlige elevopgaver.

Tværfagligt samarbejde:

Undervisningen i latin kan bidrage til det tværfaglige samarbejde om især sproglige og kulturhistoriske emner. Under afsnittet om undervisningens planlægning er der flere steder peget på tværfaglige hensyn og muligheder.

Undervisningen kan tilrettelægges, således at kundskaber, der er erhvervet i latin, kan underbygge kundskabstilegnelsen i andre fag. Det er f.eks. nærliggende, at man i latin efter aftale påtager sig den almene grammatiske introduktion, som alligevel uundgåeligt skal foretages i latin. På samme måde vil det være en støtte for latinundervisningen, hvis man fra beslægtede fag har støtte i kundskaber med særlig henvisning til latin; det være sig historiske, litterære, sproglige, filosofiske m.fl. Parallelle eller integrerede undervisningsforløb vil yderligere kunne bidrage til at styrke tværfaglige bestræbelser.

Arbejdsformer:

Begynderfasen

Undervisningen skal være varieret og tilrettelægges, således at eleverne efter introduktionsfasen kan medvirke ved valg af emner, tekster, planlægning af forløb og valg af arbejdsformer.

Da hovedsigtet med latin er kulturforståelse gennem sprog- og tekstforståelse, er der i princippet ikke brug for skrive-, lytte- og taleøvelser. Alligevel kan sådanne især i begynderfasen være egnede til at skabe den ønskede overindlæring og gennem aktiv sprogtilegnelse øge elevernes passive sprogforståelse - samt være et kreativt element i timerne.

Men de første latintimers egenprofil skal først og fremmest være, at de enkelte fænomener behandles alment og ikke kun med henblik på latinsk læsefærdighed. F.eks. ved gennemgang af passiv: skelnen mellem form og funktion; forskel mellem passiv og blive-omskrivning på dansk; agens på dansk, engelsk, tysk osv.; hvornår man overhovedet bruger passiv i stedet for aktiv m.m.

Sprogproblematiseringen kan også gennemføres over for indholdet: hvad er et brev? breves betydning gennem tiderne? breve som litterær genre? m.m., under gennemgangen af et Cicero- eller Seneca-brev i oversættelse.

Den elementære indføring kan enten foregå ved brug af en begynderbog eller ved hjælp af lærerens eget materiale eller gennem læsning af originaltekster, evt. med forudgående bearbejdelser og parafraser af disse. Det er vigtigt at finde en balance mellem indlæring af semantik og grammatik (i elevperspektiv: mellem ordets betydning og endelsens betydning), således at latin fremtræder ikke som en rebus, men et sprog, der er tilgængeligt ved anvendelse af såvel sproglig og kulturel viden som grammatisk metode - og læserens intuition.

Den elementære indlæring kan enten være induktiv eller deduktiv; i det første tilfælde udleder eleverne selv reglerne på grundlag af tilrettelagt materiale, i det andet tilfælde går man ud fra reglerne eller principperne. Den induktive metode er psykologisk set meget tilfredsstillende, i praksis dog ikke altid gennemførlig.

Tæt glossering er efterhånden blevet norm i nyere lærebøger og tekstudgaver. Men det er vigtigt, at klassen også prøver at arbejde med rene tekster og dermed bliver fortrolig med ordbog og grammatik. Opslag i ordbog og opbygningen af de længere ordbogsartikler er to vanskelige punkter for begynderen og kræver lærerens vejledning.

Oversættelse

Oversættelsen af teksterne har en dobbelt funktion: den er en kontrol af, at indholdet og sætningsstrukturen er forstået, og samtidig en træning i at formulere fremmedartede tanker og udtryksformer på sit modersmål. Den lidt kluntede, tekstnære oversættelse er et godt redskab til at komme ind i en tekst med - med respekt for tekstens egen ordstilling. Den velformulerede, frie oversættelse kræver megen tid og bør desuden af og til følges op af overvejelser om oversætteren som forræder (»traduttore - traditore«). Her kan inddragelse af kunsthistorisk og arkæologisk materiale visualisere indholdet (at navis ikke er en Storebæltsfærge, og at arma ikke er moderne våben, men at spyddene alligevel var dødbringende, osv.).

Lejlighedsvis bør der inddrages brug af paralleloversættelser, både som et muligt hjælpemiddel til at trænge ind i en vanskelig originaltekst med og som udgangspunkt for en drøftelse af oversættelsesproblemer, som f.eks. at stærkt aktualiserende oversættelser ofte forældes hurtigt. Men oversættelsernes vigtigste funktion er at tjene til supplerende læsning, således at de nødvendigvis ret små (men ikke alt for små) tekststykker på latin kan ses i en større sammenhæng, som dele af en tekst, et forfatterskab eller en emnekreds. Lejlighedsvis kan også fremmedsprogede oversættelser inddrages.

Gennemgang af ny tekst

Der er flere måder at gribe tekster på sværttilgængelige sprog an på, og eleverne skal ikke lægge sig fast på en enkelt mekanisk gentaget metode. Derfor skal (dele af) den ny lektie gennemgås i fællesskab, idet forskellige strategier afprøves: man kan tage udgangspunkt i sætningsstrukturen, i gloser (der evt. er forberedt hjemme), i forventninger til teksten (»hvad mon det foregående stykke lægger op til?»), i relia m.m. På den anden side skal eleverne også have mulighed for selvstændigt hjemmearbejde, både i form af færdigbearbejdelse af det gennemgåede og i form af læsning af ugennemgået stof.

Det er næppe realistisk at forvente, at eleverne kan læse længere tekster kursorisk på latin. Men der er andre måder at arbejde med større tekststykker på: for det første kan man benytte paralleloversættelse og stille f.eks. følgende opgave: »Læs oversættelsen og find de latinske udtryk svarende til... (nøgleord, oversættelsesproblemer, nemme sætninger m.m.)»; for det andet kan man anvende informationssøgning (uden brug af oversættelse) og stille følgende opgave: »Find personer, stednavne og oplysninger om disse«, eller denne sproglige: »Bestem disse verbalformer, denne sætnings længde, osv.«

Skriftligt arbejde:

Der skelnes mellem skriftligt arbejde som arbejdsform og disciplin. Som arbejdsform kan det skriftlige arbejde benyttes på alle niveauer, hvilket forudsætter, at der kompenseres med bortfaldet af andre arbejdsformer, således at arbejdsbyrden bliver den samme.

Som disciplin findes det skriftlige arbejde i bekendtgørelsen for latin på højt niveau. Der gives en selvstændig karakter til studentereksamen i skriftlig latin.

Der skrives en version om ugen. Når der afleveres opgaver, der består af både version og kommentering, skrives der en opgave hver fjortende dag.

Det skriftlige arbejde på højt niveau skal omfatte oversættelse fra latin til dansk (version). Den særlige vejledning i versionsskrivning (Latinske Versioner) er udsendt af Direktoratet i 1986.

Men herudover skal det skriftlige arbejde på højt niveau også omfatte andre af fagets aspekter:

  • a) syntaktisk og morfologisk analyse, hvor forskellige opstillingsmodeller og deres teoretiske baggrund kan diskuteres; enhver grammatik er et forslag til en grammatik, der altid kan gøres bedre;
  • b) sammenligning mellem original og trykte oversættelser: er oversættelsen fri eller tekstnær? er der udeladt, tilføjet eller ændret noget? hvad er oversættelsens målgruppe (f.eks. ved dramatekst: grydeklar scenetekst eller historisk kildeskrift?) hvilke generelle træk kan udpeges (typisk latin/typisk dansk?)
  • c) resumee: træning i at skimme en latinsk tekst og forstå hovedtrækkene;
  • d) tekstkommentering og tekstbaggrund: fortolkning af teksten, realkommentarer, sammenligning mellem teksten og andre tekster (antikke eller moderne), behandling af billedmateriale;
  • e) emneopgaver: 1-2 siders sammenfattende oversigter over på forhånd udvalgt og aftalt sekundærlitteratur, som eleverne både skal tilegne sig og i kortform gengive indholdet af.

De skriftlige opgaver skal i rimeligt omfang behandle emner, som er relevante for den daglige tekstlæsning. De gennemgås normalt ikke på forhånd, dog kan en vanskelig tekst naturligvis færdigbehandles i mundtligform.

De skriftlige opgaver tjener til, 1) at underbygge de sproglige kundskaber; 2) at udbygge elevernes oversættelsesfærdighed; 3) at udbygge elevernes selvstændige tekstarbejde; 4) at formulere sig på dansk ud fra materiale indsamlet ved informationssøgning.

Edb:

På de tidlige trin kan der arbejdes med edbstøttet undervisning, hvor eleverne med datamaskiner kan trænes i elementære grammatiske færdigheder som bøjningsmønstre, indsætningsøvelser o.l.

Erfaringen synes at vise, at denne type indlæring for eleverne er en velkommen afveksling fra den almindelige klasseundervisning. På de mere fremskredne trin kan eleverne sættes til at konstruere meningsfulde opgaver til de yngre klasser.

Som introduktion til programmeringssprog kan vælges f.eks. at opstille en algoritme, der analyserer en sætning:

  • 1) Find verballed
  • 2) Find subjekt
  • 3) Find objekt
  • 4) Find adverbielle led

Dette afføder naturligt en diskussion om, hvordan man egentlig bærer sig ad med at finde et verballed, og - når det er fundet - hvilke krav man da kan stille til subjektet, og om det derefter overhovedet vil være frugtbart at lede efter et objekt. Selve problemet med at formalisere fremgangsmåden er givende for forståelsen såvel af forholdet mellem stringent sætningsanalyse og almindelig sprogbrug som af datamatens virkemåde.

Under gennemgang af metrik kan det ved datamaten påvises, hvor bundet digteren er af det valgte metrum. Efterhånden som man nærmer sig versliniens slutning, indskrænkes mulighederne; den improviserende digter kan jo ikke gå tilbage i verset og lave det om. Eleverne kan evt. prøve at udforme deres egne metre, mens et program skridt for skridt vurderer det indtastede og melder tilbage om de muligheder, der står til rådighed for resten af verset.

Tekstarbejdet kan kombineres med elektronisk tekstbehandling. En oplagt mulighed er indskrivning af gruppearbejder og andre opgaver på tekstbehandlingsanlæg.

Alle almindelige tekstbehandlingsprogrammer indeholder imidlertid også en »søge-funktion«, hvorved man hurtigt kan gennemsøge en meget stor tekst og finde forekomster af bestemte ord og vendinger. Derved kan man tilrettelægge en tematisk læsning af udvalgte forfattere og have et meget bredt tekstgrundlag. Man kan f.eks. sammenligne sprogbrugen hos elegikerne. Eller »skældsord hos Ovid og Horats«, eller »findes der hos Plinius et ord for at kysse«, eller »hvilke steder optræder Lesbia i Catuls Carmina og hvordan omtales hun«.

Ved behandlingen af arkæologisk materiale er det nærliggende at betragte det via en elektronisk database og den terminologi, der knytter sig dertil. Dels opnås indsigt i brug af databaser, dels erfarer man det begrebsapparat, arkæologer anvender til entydigt at beskrive og kategorisere fund.

Den større skriftlige opgave i 3.g:

Det er formålet med den større skriftlige opgave i 3.g at give eleverne lejlighed til - inden for et særligt studeret område - i skriftlig form at sammenfatte, anvende og fremstille de kundskaber, de har tilegnet sig om latinsk sprog og romersk kultur.

Eleverne skal vise, at de kan læse og forstå latinske tekster, opsøge og anvende sekundærlitteratur og fremstille materialet veldokumenteret og i en afrundet form.

Arbejdet med opgaven er omfattet af formålsparagraffen for latin på højt niveau, også når en elev inddrager materiale fra andre fag.

Til den større skriftlige opgave går der 4 uger med indlæsning og 1 skemafri uge med udarbejdelse.

Indlæsning

Når det område, der skal studeres, er aftalt mellem lærer og elev, indsamler eleven materiale. Der kan ikke aftales et område, hvor der ikke er adgang til kvalificeret sekundærlitteratur på skolens bibliotek eller det lokale folkebibliotek. Fagets håndbøger skal være tilgængelige i opgaveugerne.

Læreren skal vejlede eleven i søgningen af materiale til det valgte område. Det vil være en fordel, at der afleveres en kort skriftlig oversigt over det materiale, der er indsamlet, samt over de tanker, eleven har gjort sig om afgrænsning, litteratur, problemstillinger og disposition. I materialet, der kan være forbundet med stoffet i timerne, skal indgå latinske tekster, der ikke er anvendt i den øvrige undervisning. Flere elever kan studere det samme område, men den endelige opgave er individuel.

Udarbejdelse

Efter indsamlings- og indlæsningsperioden stiller læreren opgaven inden for en afgrænset del af det studerede område. Opgavens titel udleveres skriftligt. Titlen må ikke være så bredt formuleret, at opgaven ikke kan afgrænses fra det studerede område, men heller ikke så snævert, at eleven bliver forhindret i frit at disponere materialet. Hvis det studerede område er f.eks. »det romerske clientelasamfund«, kunne titlen være »Forholdet mellem Cicero og Caesar, belyst ud fra to breve (vedlagt)». Det ville derimod være for bred en formulering at bede om en redegørelse for forholdet mellem client og patron i republikkens sidste årtier.

Eleverne skal vejledes i de krav, en større formidlingsopgave stiller. Det gælder tekniske spørgsmål som paginering, citatbrug, indholdsoversigt, noter og litteraturfortegnelse, men også almindelige principper for skriftlig fremstilling.

Opgaven skrives normalt på dansk i et omfang af 10-15 sider ekskl. bilagsmateriale o.d.

Bedømmelse

Ved bedømmelsen tages der særligt hensyn til følgende: Står det klart, at formålet med det skrevne er at formidle det? Er der en overskuelig disposition med et eller flere samlende, overordnede synspunkter, der forbinder opgavebesvarelsens enkelte afsnit? Er der logik og progression i besvarelserne? Opsamles konkrete tekstiagttagelser i generelle formuleringer på et passende abstraktionsniveau? Har sekundærlitteraturen et rimeligt omfang? Kan eleven udnytte dette materiale i en selvstændig, kritisk opgavebesvarelse?

Vurderingen af besvarelsen skal være en helhedsbedømmelse, hvori der indgår vurderingen af lay-out og sproglig udformning.

Eksamen

Mundtlig eksamen:

Opgivelser

Læreren udarbejder et forslag til eksamensopgivelser, der rummer en vis mængde overskydende tekster, så at eleverne får mulighed for at vælge. Sammensætningen skal afspejle sammensætningen af læsepensa, dvs. følge de kriterier, der gælder for valg af læsepensum. For at sikre proportionaliteten i de endelige eksamensopgivelser kan forslaget fra læreren være opdelt i grupper af ligeværdige/ligestillede tekster med hensyn til sværhedsgrad, genrer og perioder. Fravalg kan herefter foretages inden for hver gruppe for sig.

Det skal af opgivelserne til eksamen fremgå, om poesien er læst skanderet. Hvis det er tilfældet, regnes 25 vers som 1 normalside: i modsat fald regnes 30 vers som 1 normalside.

Indberetningen skal omfatte både den undervisning der er gennemført, og den, der endnu kun er planlagt.

Forberedelse

Inden undervisningens ophør skal eleverne af læreren have en omhyggelig orientering om eksamen. En gennemgang af indberetningen skal sikre, at eleverne har forstået opgivelserne. Det skal indskærpes, at oversættelse, skrevet under forberedelsen, af hele eksamensstykkets tekst eller dele deraf ikke må anvendes som notater ved eksaminationen. Dog er notater med oversættelse af gloser og enkelte vendinger tilladte.

Det skal over for de elever, der følger undervisningen på højt niveau, fremhæves, at de selv skal disponere deres besvarelse af eksamensspørgsmålet, og at forberedelsestiden derfor skal benyttes til udarbejdelse af en sådan disposition og ikke til eksamenslæsning.

Eksamination

Eksaminationen omfatter disciplinerne oplæsning, oversættelse, sproglig analyse og indholdsforståelse.

Under eksaminationen skal tiden til de enkelte discipliner afpasses til eksaminandens præstationsniveau, men således at samtlige discipliner kommer for. Herved sikres, at den eksaminand, der på kort tid kan dokumentere et højt præstationsniveau i de første discipliner, får relativt mere tid til det sidste.

Hele eksamensstykkets tekst skal oversættes. Oversættelsen skal være tekstnær, idet den i rimelig grad skal fremtræde som mundret dansk. Det må således kræves, at ordstillingen er dansk. Oversættelsen skal være eksaminandens selvstændige præstation, hvor eksaminator kun må afbryde, hvis det er nødvendigt at hjælpe.

Eksaminanden prøves i sproglig analyse af en eller to perioder i eksamensstykkets tekst, som udpeges af eksaminator, når oversættelsen er færdig. Der stilles forskellige krav til den sproglige analyse på forskellige niveauer:

  • 1) på obligatorisk niveau for sproglige kræves: morfologisk genkendelse af den basale grammatik, opslagsformer, centrale sætningsled og sætningstyper;
  • 2) på mellemniveau for sproglige kræves: kompleks syntaks, stikprøver i morfologi og opslagsformer;
  • 3) på højt niveau for sproglige kræves: kompleks syntaks evt. med forskellige analyser, stikprøver i morfologi, forholdet mellem grammatik og semantik (og mellem dansk og latin);
  • 4) mellemniveau for matematikere: morfologisk genkendelse af den basale grammatik, ordanalyse, centrale sætningsled.

Eksaminanden skal redegøre for tekststykkets mening og indhold foruden den sammenhæng, hvori det indgår.

På højt niveau skal eksaminanden - under hensyn til tekstens art - fortolke teksten ud fra en litterær og/eller kulturhistorisk synsvinkel.

Karaktergivning

Der gives een karakter for den samlede præstation. Med undtagelse af oplæsningen skal præstationerne i de enkelte discipliner give et klart udslag i karakterfastsættelsen, altså ikke kun fastslå tendensen i den øvrige præstation.

Skriftlig eksamen:

Eleverne skal vejledes i brugen af hjælpemidler og rådes til kun at medbringe hjælpemidler, som de er fortrolige med.

Eleverne skal endvidere vejledes i, hvilke krav de skal opfylde ved besvarelsen af opgaven.

Redaktionel note
  • (* 1) Bekendtgørelsens paragraf er udeladt