Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau


I medfør af § 55, stk. 6 og § 84, stk. 2 i lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985, som senest ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, fastsættes:

§ 1. Senest 1. januar 1999 skal der på alle ejendomme, der er tilsluttet almene vandforsyninger, jf. vandforsyningslovens § 3, stk. 3, være installeret vandmålere på ejendomsniveau. Uanset bestemmelsen i ejerlejlighedslovens § 4, stk. 1, anses en ejendom, bestående af flere ejerlejligheder - i relation til bekendtgørelsen - for en ejendom.

Stk. 2. Pligten og retten til at iværksætte installation - eller pålægge iværksættelse - af vandmålere, jf. stk. 1, påhviler vandforsyningen. Installationen sker af grundejeren for grundejerens bekostning på et af vandforsyningen godkendt sted.

§ 2. Målerne stilles til rådighed af vandforsyningen og forbliver vandforsyningens ejendom.

§ 3. Målerne skal være i overensstemmelse med bestemmelser om koldtvandsmålere, som fastsat af Erhvervsfremme Styrelsen.

§ 4. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes, jf. vandforsyningslovens kap. 10.

§ 5. Med bøde straffes

  • 1) den almene vandforsyning, der undlader at foranledige installeret vandmålere tidsnok til at installationen kan være gennemført senest 1. januar 1999, jf. § 1.
  • 2) den almene vandforsyning, der undlader at opkræve betaling i overensstemmelse med § 6.
  • 3) den grundejer, der undlader at installere vandmåler på vandforsyningens foranledning, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 2. Er en af de i stk. 1 nævnte lovovertrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden som sådan bødeansvar.

§ 6. Senest fra 1. januar 1999 skal betaling for levering af vand ske efter det målte forbrug. I betalingen kan indgå et fast bidrag.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 1996.

Miljø- og Energiministeriet, den 14. juni 1996

Svend Auken

/ Hans Henrik Christensen

Officielle noter

Ingen