Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulæreskrivelse om deltagelse i uddannelseskurser for det i staten og folkekirken ansatte personale

(Til samtlige ministerier m.v.)

Efter forhandling med tjenestemændenes centralorganisationer fastsættes herved følgende retningslinier:

I. Grundsynspunkter vedrørende uddannelseskurser.

I de senere år har der vist sig et stærkt stigende behov for supplerende uddannelse af personalet, og det bør derfor tilstræbes, at adgangen til at deltage i de af tjenestemandsorganisationerne og andre faglige organisationer arrangerede kurser lettes mest muligt.

II. Kurser, som kommer i betragtning.

Den kursusvirksomhed, som kommer i betragtning, vil kunne omfatte:

  • 1) Egentlige uddannelseskurser af følgende typer:

a. Grunduddannelse for personalegrupper, som er antaget uden forudgående uddannelse eller med en begrænset forudgående uddannelse, med det formål at dygtiggøre til mere kvalificeret arbejde.

b. Efteruddannelse, det vil sige uddannelse, der ligger på samme niveau som en tidligere gennemgået uddannelse og har som mål at bevare denne uddannelses værdi for det tjenstlige arbejde.

c. Videreuddannelse, det vil sige uddannelse, som er videregående i forhold til en tidligere gennemgået uddannelse og har som mål at forøge denne uddannelses værdi for det tjenstlige arbejde.

  • 2) Blandede kurser.

Af organisationerne arrangeres i stigende grad kurser, hvori der foruden rent organisationsmæssige spørgsmål indgår faglige emner, der har berøring med de forhandlingsretlige forhold eller med samarbejdsudvalgsvirksomheden, og som dermed har uddannelsesmæssig værdi i forskellige relationer. Deltagelse i kursusvirksomhed af en sådan blandet karakter bør ligeledes lettes, og der bør derfor ikke foretages afkortning i løn, selv om det drejer sig om kurser, hvis indhold tillige omfatter forhold af rent organisationsmæssig art.

III. Former for støtte.

  • 1) Tjenestefrihed.

Til deltagelse i kurser af de ovenfor nævnte arter vil der efter ansøgning kunne tilstås tjenestefrihed uden lønafkortning til tjenestemænd og andre medarbejdere med forventet varig tilknytning til tjenesten. Hvor ansøgning fremkommer gennem en forhandlingsberettiget organisation, og navnlig når den angår valgte tillidsmænd, bør afslag kun meddeles, såfremt vægtige tjenstlige hensyn taler imod.

  • 2) Tilskud.

Under forudsætning af, at den fornødne bevilling er til stede, vil der endvidere kunne ydes tilskud til hel eller delvis dækning af rimelige kursusafgifter og udgifter til befordring, der er afholdt i overensstemmelse med de herom for tjenesterejser fastsatte regler.

IV. Forhold, som ikke omfattes af ovenstående retningslinier.

Det bemærkes, at ovenstående retningslinier ikke er til hinder for, at styrelserne som hidtil kan beordre ansatte til at deltage i kurser af speciel karakter, der indgår som led i det normale tjenstlige arbejde. I sådanne tilfælde påhviler det styrelsen inden for bestående bevillinger at afholde samtlige udgifter, ligesom eventuelle rejser i den anledning foretages på almindelige tjenesterejsevilkår.

Det bemærkes endvidere, at ovenstående retningslinier ikke medfører nogen ændring i den bestående praksis, hvorefter tjenestefrihed uden lønafkortning kan ydes til deltagelse i forhandlingsberettigede organisationers hovedbestyrelsesmøder og forretningsudvalgsmøder o. l.

Nærværende cirkulæreskrivelse træder i stedet for økonomiministeriets cirkulære af 28. april 1967 om statsansattes deltagelse i efteruddannelseskurser.

Ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsen, den 23. juni 1971.

Aage Hastrup

/ I. Egeberg

Officielle noter

Ingen