Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledning til gennemførelse af den mellem Danmark og Indien den 16. september 1959 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst.


I. Overenskomstens ikrafttræden, dens område og almindelige principper.

Ved den mellem Danmark og Indien den 16. september 1959 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 33 (Lovtid. C) af 21. juli 1961, er der fastsat en række bestemmelser, der i visse tilfælde, hvor en skattepligtig ville blive udsat for dobbeltbeskatning på grund af sammenstødende skattekrav fra dansk og indisk side, medfører afvigelser fra skattelovgivningens almindelige regler med hensyn til indkomstbeskatningen.

Overenskomsten kommer for Danmarks vedkommende første gang til anvendelse på skatteansættelserne for skatteåret 1959-60,jfr. art. XX (2) (b).

Overenskomsten kommer uanset statsborgerforhold til anvendelse på alle skattepligtige, der er hjemmehørende enten i Danmark eller i Indien, samt på aktieselskaber og andre sammenslutninger, der er hjemmehørende enten i Danmark eller i Indien. Det er således en forudsætning for overenskomstens anvendelse, at den pågældende person eller det pågældende selskab m.v. opfylder betingelserne for fuld skattepligt i et af de to lande.

For Danmarks vedkommende omfatter overenskomsten i henhold til art. I (1) (b) indkomstskatter til staten og kommunale indkomstskatter.

I henhold til art. I (2) finder overenskomsten endvidere anvendelse på alle andre skatter af væsentlig samme art, der udskrives efter overenskomstens underskrift.

Overenskomsten omfatter ikke formueskat til staten.

Bestemmelser om gensidig bistand med hensyn til opkrævning af skatter findes ikke i overenskomsten.

Definitionerne findes i overenskomstens art. II, hvoraf her skal fremhæves art. II (1) (a), hvorefter "Danmark" i overenskomsten betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland. Overenskomsten kan dog i sin helhed eller med ændringer ved noteveksling udvides til at gælde for disse områder, såfremt der her opkræves skatter af væsentlig samme karakter som dem, der omfattes af overenskomsten, jfr. art. XXII.

Endvidere kan fremhæves, at udtrykket "person" ikke alene omfatter fysiske personer, men også selskaber og alle andre sammenslutninger, der behandles som selvstændige skattesubjekter i henhold til den i hvert af statsområderne gældende skattelovgivning, jfr. art. II (1) (c).

Det bemærkes, at der ved udtrykket "kompetent myndighed" i overenskomsten for Danmarks vedkommende forstås finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder og for Indiens vedkommende "The Central Government in the Ministry of Finance, Department of Revenue" eller dettes befuldmægtigede stedfortræder, jfr. art. II (1) (i).

Overenskomsten går ud fra det synspunkt, at dobbeltbeskatning foreligger, når en skattepligtig beskattes i begge lande af indkomst fra samme lande. Derimod er det uden betydning for spørgsmålet om dobbeltbeskatning efter denne overenskomst, om beskatning af den pågældende indkomst sker i samme tidsrum i begge lande.

Det fastslås i art. XVII (2) og (3) som et almindeligt princip, at indkomst, der hidrører fra kilder i en af de to stater, og som i henhold til denne stats lovgivning og i overensstemmelse med overenskomsten er underkastet beskatning i den pågældende stat, enten ved direkte påligning eller ved indeholdelse, ikke må underkastes beskatning i den anden stat.

Overenskomsten må herefter forstås således, at det land, der ved overenskomsten har givet afkald på sin beskatningsret, dog vil kunne udøve denne, såfremt den stat, der ved overenskomsten har fået tillagt beskatningsretten, som følge af sin interne lovgivning er afskåret fra at udøve den tillagte beskatningsret.

De i overenskomsten indeholdte regler falder i øvrigt i 2 hovedgrupper:

1. Regler om undgåelse af dobbeltbeskatning, og

2. Regler om udveksling af oplysninger af skattemæssig karakter.

Reglerne til undgåelse af dobbeltbeskatning tager sigte på løsning af konflikten mellem den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvorfra en indkomst hidrører (kildelandet), og den beskatningsret, der kan tilkomme det land, hvor den pågældende skatteyder er bosat eller har hjemsted og derfor opfylder betingelserne for fuld skattepligt (bopælslandet).

Hvor Danmark i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser giver afkald på en beskatningsret, som dets interne lovgivning hjemler, indeholder bestemmelsen i art. XVII (4) hjemmel til ved skattesatsens beregning at medregne de dele af indkomsten, som i henhold til den interne danske lovgivning skulle have været medregnet. I henhold til finansministerens resolution skal denne adgang til at benytte den højere skattesats anvendes ved skatteligningen her i landet.

Som bestemmelsen om progressionsforbeholdet er udformet, gælder den både, hvor der er tale om en fuldt skattepligtig person og i tilfælde af begrænset skattepligt.

For Danmarks vedkommende har reglen dog kun praktisk betydning for skatteberegningen for personer, der er fuldt skattepligtige (bosat) her.

Overenskomsten søger i øvrigt, bortset fra reglen om beskatning af indtægter ved skibsfartsvirksomhed, dobbeltbeskatning afbødet på den måde, at det land, der giver afkald på skat, ved skatteansættelsen skal bortse fra den indkomst, som det har givet afkald på at beskatte.

Sådan indkomst kan derfor kun medtages ved fastsættelsen af den skattesats, der skal anvendes ved skatternes beregning, men må ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Angående den nærmere fremgangsmåde skal man i øvrigt henvise til afsnit IV i skattedepartementets vejledning af 23. februar 1939 til den dansk-tyske aftale af 16. december 1938 og til afsnit I i skattedepartementets vejledning af 18. februar 1954 til den dansk-svenske overenskomst af 27. oktober 1953.

Det bemærkes endelig, at art. XVII (1) indeholder den bestemmelse, at de gældende love i hvert af de to statsområder fortsat skal være bestemmende for skatteansættelsen og beskatningen af indkomst i de respektive statsområder, undtagen hvor der ved overenskomsten er truffet udtrykkelig aftale om det modsatte.

Heraf følger, at der for så vidt angår forholdet mellem Danmark og Indien bliver anvendelse for reglen i ligningslovens § 33 om nedslag i dansk skat for skat erlagt i udlandet i tilfælde, hvor der er erlagt indisk skat af en indkomstart, med hensyn til hvilken der ikke i overenskomsten er truffet udtrykkelig aftale om fordeling af beskatningsretten. Spørgsmålet kan f.eks. opstå, såfremt der fra personer hjemmehørende i Indien ydes underholdsbidrag eller gaver til her bosatte personer, jfr. endvidere det nedenfor om art. VI (3) anførte.

II. Overenskomstens bestemmelser vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning.

Til de enkelte artikler bemærkes følgende:

Fortjeneste ved industri eller handel beskattes ifølge art. III (1) som hovedregel i det land, hvor det virksomheden udøvende foretagende er hjemmehørende, det vil sige, hvis udøveren er en fysisk person, der, hvor han er bosat, og hvor det drejer sig om et selskab, der, hvor det er registreret, eller hvor dets forretninger er ledet og kontrolleret, jfr. definitionerne i art. II (1) (f).

En undtagelse herfra gælder for det tilfælde, hvor et i det ene land hjemmehørende foretagende driver virksomhed fra et fast driftssted i det andet land. I så fald beskattes indkomsten ved en sådan filialvirksomhed i det land, hvor filialen er hjemmehørende (kildestaten). Med hensyn til, hvad der skal forstås ved "fast driftssted" henvises til definitionerne i art. II (1) (h).

I art. III (2) fastsættes retningslinjerne for opgørelsen af filialvirksomhedens indtægt. I bestemmelsen fastslås det princip, at filialens indtægt skal opgøres, som om den var oppebåret af et uafhængigt foretagende uden hensyn til eventuelle mellem hovedforretningen og filialen trufne aftaler, der - eventuelt af skattemæssige hensyn - tilstræber en vilkårlig regnskabsmæssig placering af den gennem henholdsvis hovedforetagendet og filialen indvundne fortjeneste.

Art. III (3) fastslår, at udtrykket "fortjeneste ved industri eller handel" ikke indbefatter indkomst i form af leje, royalty, rente, aktieudbytte, betaling for særskilt udført hverv, vederlag for arbejde eller personlige tjenesteydelser eller indkomst fra søfart og luftfart; udtrykket omfatter derimod lejeafgifter eller royalties for så vidt angår spillefilm.

Art. IV indeholder lignende regler som de i art. III (2) fastsatte for tilfælde, hvor et foretagende i den ene stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden stat, eller hvor samme personer på tilsvarende måde deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i den ene stat og et foretagende i den anden stat.

Indkomst ved udøvelse af luftfartsvirksomhed omhandles i art. V, der i afsnit (1) bestemmer, at beskatningsretten tilkommer det statsområde, hvor virksomheden er hjemmehørende, medmindre luftfartsvirksomheden helt eller i det væsentlige udøves mellem steder, beliggende inden for det andet statsområde. Det følger af denne bestemmelse sammenholdt med definitionen af udtrykket "fortjeneste ved industri eller handel" i art. III (3), at indkomst ved luftfartsvirksomhed fritages for beskatning i det andet statsområde, også for så vidt den hidrører fra et fast driftssted i dette. Når indkomst flyder fra Indien til en luftfartsvirksomhed i Danmark, skal indkomsten derfor indkomstbeskattes her på sædvanlig måde, uanset om foretagendet måtte have et fast driftssted i Indien. Den i art. V (1) indeholdte undtagelsesbestemmelse er for tiden uden praktisk betydning.

Ifølge art. V (2) skal bestemmelsen i afsnit (1) også gælde,i tilfælde, hvor luftfartsforetagender er deltagere i pool-aftaler af en hvilken som helst art.

Fortjeneste ved udøvelse af skibsfartsvirksomhed omhandles i art. VI, der hjemler ret såvel for den stat, hvori det skibsfartsvirksomheden udøvende foretagende er hjemmehørende (bopælsstaten), som for den stat, hvori virksomheden udøves (kildestaten), til at beskatte fortjenesten. Imidlertid skal den i kildestaten pålignede skat reduceres med et beløb svarende til 50 pct. heraf, og det resterende skattebeløb skal tillades fradraget i den i bopælslandet pålignede skat af den pågældende indkomst. Når indkomst flyder fra Indien til en skibsfartsvirksomhed i Danmark, skal den pågældende indkomst herefter medregnes ved opgørelsen af virksomhedens her i landet skattepligtige indkomst, men halvdelen af den i Indien pålignede skat af den pågældende indkomst skal fradrages i den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den pågældende indkomst.

Art. VI (3) bestemmer, at afsnit (1) og (2) ikke skal anvendes for så vidt angår indkomst, hidrørende fra kysttrafik. Såfremt en her i landet hjemmehørende skibsfartsvirksomhed har indkomst ved kysttrafik i Indien, er Indien herefter berettiget til at beskatte den pågældende indkomst fuldtud. Danmark skal i dette tilfælde give nedslag for den indiske skat i den danske skat af den pågældende indkomst i overensstemmelse med bestemmelsen i ligningslovens § 33.

Royalties, der oppebæres af en i et af statsområderne bosiddende person fra kilder i det andet statsområde, kan ifølge art. VII kun beskattes i sidstnævnte område. Artiklen omfatter enhver afgift eller andet lignende beløb, der er oppebåret som vederlag for retten til at benytte forfatterrettigheder, kunstneriske eller videnskabelige arbejder, patenter, modeller, mønstre, tegninger, hemmelige fremstillingsmetoder eller formler, varemærker og andre lignende formuerettigheder.

Artiklen omfatter derimod ikke afgift eller andet lignende beløb, der er oppebåret for udnyttelse af gruber, stenbrud eller andre naturforekomster, idet sådan royalty omfattes af art. X om indkomst af fast ejendom, jfr. herom nedenfor. Art. VII omfatter ejheller royalty, der erlægges for udnyttelsen af spillefilm, idet sådan royalty som ovenfor nævnt omfattes af art. III.

Art. VIII bestemmer, at aktieudbytte, der udbetales af et selskab med hjemsted i et af statsområderne, til en person, der er bosiddende i det andet statsområde, kun kan beskattes i førstnævnte statsområde.

Renter, der oppebæres af en person bosiddende i et af statsområderne og hidrører fra kilder i det andet statsområde, kan ifølge art. IX kun beskattes i dette andet statsområde. Udtrykket renter omfatter rente af obligationer, gældsbeviser, forskrivninger eller af en hvilken som helst anden gæld.

Sammenfattende kan om artiklerne VII-IX anføres, at beskatningsretten til royalties, aktieudbytte og renter således er tillagt kildelandet. Ved skatteansættelsen for her i landet bosatte personer vil sådanne indkomster herefter kun kunne medtages ved fastsættelsen af skattesatsen.

Indkomst af fast ejendom beskattes ifølge art. X i den stat, i hvilken den faste ejendom er beliggende. Ved anvendelsen af bestemmelsen skal leje, royalty eller anden indkomst, som hidrører fra udnyttelsen af gruber, stenbrud eller andre naturforekomster, betragtes som indkomst af fast ejendom og således beskattes i den stat, i hvilken gruben, stenbruddet eller naturforekomsten er beliggende. Som indtægt af fast ejendom betragtes derimod ikke renter af fordringer sikrede ved pant i fast ejendom; sådanne renter omfattes af art. IX.

Ifølge art. XI kan fortjeneste, d.v.s. kapitalgevinster, som hidrører fra salg, bytte eller anden overdragelse af en formuegenstand, hvad enten der er tale om løsøre eller fast ejendom, kun beskattes i det land, i hvilket den pågældende formuegenstand befinder sig på tidspunktet for salget, byttet eller overdragelsen.

Lønindtægt m.v. (artiklerne XII-XVI).

Ifølge art. XIV (1) beskattes fortjeneste ved eller vederlag for faglige tjenesteydelser (herunder indbefattet hverv som bestyrelsesmedlem) eller vederlag for personligt arbejde som hovedregel i den stat, hvor arbejdet er udøvet. En herboende person, der har lønindtægter ved arbejde udført i Indien, kan således som hovedregel ikke beskattes i Danmark af den oppebårne løn.

Fra denne hovedregel gælder dog flere undtagelser:

1. Vederlag (bortset fra pensioner og livrenter, jfr. herom nedenfor), som af offentlige midler i en af staterne udbetales i den anden stat for der udførte tjenester, må ifølge art. XII (1) og (2) ikke beskattes i denne anden stat, medmindre modtageren af betalingen er statsborger i denne stat. Danmark må herefter ikke beskatte vederlag, der af den indiske stat udbetales en her i landet bosiddende person i den indiske stats tjeneste, medmindre modtageren er dansk statsborger. Det fastslås i art. XII (4), at bestemmelserne i afsnit (1) og (2) også omfatter vederlag, bortset fra pensioner og livrenter, som udbetales af the Reserve Bank of India, the Public Railways Authorities of India og the Postal Administration of India samt af Danmarks Nationalbank, De danske Statsbaner og Postvæsenet i Danmark.

Beskatningsretten med hensyn til vederlag for tjenesteydelser, der har forbindelse med næring eller forretning, der drives erhvervsmæssigt af en af staterne eller politiske underafdelinger heraf, afgøres derimod efter reglerne i art. XIII og XIV.

2. Fortjeneste eller vederlag af den i art. XIV (1) omhandlede art beskattes i henhold til artiklens afsnit (2) i modtagerens bopælsstat, såfremt:

  • (a) modtageren midlertidigt opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage indenfor et skatteår,
  • (b) tjenesteydelserne udføres for en i bopælsstaten bosiddende person eller på dennes vegne,
  • (c) fortjenesten eller vederlaget er undergivet beskatning i bopælsstaten, og
  • (d) fortjenesten eller vederlaget ikke er fratrukket ved indkomstopgørelsen for et i den anden stat skattepligtigt foretagende.

3. Vederlag, som professorer eller lærere fra en af de to stater modtager for undervisning ved et universitet, et kollegium, en skole eller anden undervisningsanstalt i det andet statsområde under en midlertidig opholdsperiode af ikke over to år, må ikke beskattes i opholdsstaten. Den nævnte to års frist begynder at løbe straks fra den pågældendes ankomst.

For søfolk og andre personer, der til stadighed eller for en overvejende del gør tjeneste på skibe eller luftfartøjer, anvendt af et foretagende, der er hjemmehørende i en af staterne, bestemmer art. XIV (4), at tjenesten skal anses for udført i den stat, i hvilken foretagendet er hjemmehørende.

Personer, der gør tjeneste i danske rederier eller luftfartsselskaber, er således efter overenskomsten skattepligtige her. Denne beskatningsret kan dog kun gennemføres, såfremt der efter den danske skattelovgivning er hjemmel til at beskatte de pågældende.

Enhver pension eller livrente, som oppebæres af en person bosiddende i en af staterne, og som hidrører fra kilder i det andet statsområde, må ifølge art. XIII kun beskattes i dette andet statsområde.

Beskatningsretten til pensioner og livrenter, hvad enten de er offentlige eller private, er således tillagt kildestaten.

Ifølge art. XIII betyder udtrykket "pension" et periodisk betalbart beløb, som udgør vederlag for udførte tjenesteydelser eller erstatning for lidte skader. Udtrykket "livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter enten for livstid, for et bestemt tidsrum eller for et tidsrum, der lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værd.

Ifølge art. XVI fritages visse studerende og uddannelsessøgende fra en af de to stater, som midlertidigt og udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den anden stat, for beskatning i opholdsstaten af understøttelse, som udbetales til dem fra udlandet til deres ophold, undervisning eller uddannelse, eller af legater eller af beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser, udført i opholdsstaten, forudsat at disse tjenesteydelser har forbindelse med studierne eller uddannelsen eller er nødvendige for den pågældendes ophold.

Den omhandlede skattefritagelse i opholdsstaten skal ydes, selvom den pågældende ikke har bevaret bopæl i den stat, han kommer fra.

En indisk lærling, der opholder sig her for at uddanne sig, kan herefter hverken beskattes af det underhold, han modtager fra udlandet, eller af legater eller af indtægt ved lønnet arbejde her i landet, for så vidt arbejdet er et led i hans uddannelse eller er nødvendigt for hans underhold.

III. Beskatning ved til- og fraflytning.

Der er ikke i overenskomsten givet særlige regler om løsning af de dobbeltbeskatningsproblemer, der kan opstå i forbindelse med flytning mellem de to stater, og vore sædvanlige interne regler må derfor finde anvendelse.

  • a) Ved flytning fra Danmark til Indien ophører skattepligten i Danmark herefter med udgangen af det kvartal, i hvilket flytningen er afsluttet. Opgiver herefter en person sin bopæl i Danmark f.eks. den 15. juli, skal de skatter, der vedrører tiden fra den 1. oktober og skatteåret ud, føres til afgang, medens de skatter, der vedrører tiden fra skatteårets begyndelse og til 1. oktober, skal betales.
  • b) Ved flytning fra Indien til Danmark må tilflytteren skatteansættes her i landet på sædvanlig måde fra begyndelsen af det efter tilflytningen førstkommende kvartal af sin forventede fremtidige indkomst i henhold til reglerne i ligningslovens § 2.

IV. Særlige bestemmelser.

Art. XVIII fastsætter gensidig oplysningspligt for så vidt angår sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af overenskomstens bestemmelser. Kun sådanne oplysninger, som står til skattemyndighedernes rådighed i henhold til deres respektive skattelovgivninger og i forbindelse med deres normale administration, skal udveksles. Oplysningerne skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end dem, der er beskæftigede med påligningen og opkrævningen af de skatter, der omhandles i overenskomsten. Der må ikke udveksles oplysninger, som kan røbe forretningsmæssige eller lignende hemmeligheder.

Henvendelser fra danske skattemyndigheder om oplysninger fra Indien må ske gennem skattedepartementet.

I henhold til art. XIX (1) kan en person, der har været genstand for dobbeltbeskatning, der strider mod overenskomsten, rette henvendelse til myndighederne i den stat, hvor han er bosat.

Anses indsigelsen for berettiget, kan bopælsstatens myndigheder - for Danmarks vedkommende skattedepartementet - træffe aftale med myndeghederne i den anden stat med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatningen.

I henhold til art. XIX (2) kan de to staters kompetente myndigheder ligeledes træffe aftale såvel med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten, som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten giver anledning til vanskeligheder eller tvivl.

V. Overenskomstens praktisering.

Overenskomstens regler vil være at praktisere ved selve skatteligningen. For så vidt angårskatteårene 1959-60 til 1962-63 incl. vil der, såfremt skatteansættelser eller skatteberegninger er foretaget i strid med overenskomstens bestemmelser, blive spørgsmål om genoptagelse af de pågældende ansættelser eller beregninger. For så vidt begæring om regulering af skatteansættelser eller skatteberegninger for de nævnte skatteår i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser allerede er fremsat eller fremsættes af vedkommende skattepligtige inden den 1. september 1963, bemyndiges skatterådene herved til at genoptage vedkommende ansættelser eller beregninger til fornyet behandling uden forud indhentet bemyndigelse fra statens ligningsdirektorat. Fremkommer begæringen først efter nævnte tidspunkt, vil bemyndigelse til genoptagelse være at indhente på sædvanlig måde.

Tvivlsspørgsmål med hensyn til overenskomstens praktisering vil være at forelægge for skattedepartementet.

Skattedepartementet, den 29. april 1963.

Hans P. Gøtrik.

/B. Blume.

Officielle noter

Ingen

Redaktionel note
  • Der er indsat en fiktiv dato af systemtekniske hensyn.
  • Kun året for offentliggørelsen er kendt.