Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i Geneve den 20. April 1929 afsluttede internationale Konvention til Bekæmpelse af Falskmøntneri med tilhørende Protokol af samme Dato.(* 1)


Ved kgl. Resolution af 5. Februar 1931 har Danmark med det nedenfor angivne Forbehold ratificeret den i Geneve den 20. April 1929 afsluttede internationale Konvention til Bekæmpelse af Falskmøntneri med tilhørende Protokol af samme Dato.

Konventionen og Protokollen har følgende Ordlyd: Oversættelse

KONVENTION.

HANS MAJESTÆT KONGEN AF ALBANIEN; PRÆSIDENTEN FOR DET TYSKE RIGE; PRÆSIDENTEN FOR AMERIKAS FORENEDE STATER; FORBUNDSPRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN ØSTRIG; HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE; HANS MAJESTÆT KONGEN AF STORBRITANNIEN, IRLAND OG DE BRITISKE OVERSØISKE BESIDDELSER, KEJSER AF INDIEN; HANS MAJESTÆT BULGARERNES KONGE, PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN KINAS NATIONALREGERING; PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN COLUMBIA; PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN CUBA; HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK; PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN POLEN PAA FRISTADEN DANZIGS VEGNE; HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN; PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK; PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK; HANS HØJHED REGENTEN OVER KONGERIGET UNGARN; HANS MAJESTÆT KONGEN AF ITALIEN; HANS MAJESTÆT KEJSEREN AF JAPAN; HENDES KONGELIGE HØJHED STORHERTUGINDEN AF LUXEMBOURG; HANS HØJHED FYRSTEN AF MONACO; HANS MAJESTÆT NORGES KONGE; PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN PANAMA; HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE; PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN POLEN; PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK; HANS MAJESTÆT KONGEN AF RUMÆNIEN; HANS MAJESTÆT SERBERNES, KROATERNES OG SLOVENERNES KONGE; DEN CENTRALE EXECUTIVKOMITE FOR DE SOCIALISTISKE SOVJETREPUBLIKERS UNION; DET SCHWEIZISKE FORBUNDSRAAD; PRÆSIDENTEN FOR DEN CZEKOSLOVAKISKE REPUBLIK,

Har i ønsket om at gøre Forebyggelse og Bekæmpelse af Falskmøntneriforbrydelser mer og mer virkningsfuld udnævnt til deres Befuldmægtigede:

HANS MAJESTÆT KONGEN AF ALBANIEN:

Dr. STAVRO STRAVRI, Charge d'affaires i Paris;

PRÆSIDENTEN FOR DET TYSKE RIGE:

Dr. ERICH KRASKE, »Vortragender Legationsrat« i Udenrigsministeriet,

Dr. WOLFGANG METTGENBERG, »Ministerialrat« i Rigsjustitsministeriet,

Dr. VOCKE. »Geheimer Finanzrat«. Medlem af Rigsbankens Direktorium;

PRÆSIDENTEN FOR AMERIKAS FORENEDE STATER;

H. HUGH R. WILSON, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister ved Det Schweiziske Forbundsraad;

FORBUNDSPRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN ØSTRIG:

Dr.BRUNO SCHULTZ, Politidirektør, Chef for Kriminalpolitiafdelingen ved Politipræfekturen i Wien;

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE:

Hr. SERVAIS, »Ministre d'Etat«, honorær offentlig Anklager ved Appelretten i Bryssel;

HANS MAJESTÆT KONGEN AF STORBRITANNIEN, IRLAND OG DE BRITISKE OVERSØISKE BESIDDELSER, KEJSER AF INDIEN;

For Storbritannien og Nord-Irland og alle Del af Det Britiske Rige, der ikke er særskilt Medlemmer af Folkenes Forbund:

Sir JOHN FISCHER WILLIAMS, britisk juridisk Raadgiver ved Reparationskommissionen,

LESLIE S. BRASS, Esq., »Assistant Principal at the Home Office«;

For Indien:

VERNON DAWSON, Esq., C.I.E., »Principal at the India Office«;

HANS MAJESTÆT BULGARERNES KONGE:

Hr. D. MIKOFF, Charge d'Affaires i Bern;

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN KINAS NATIONALREGERING:

Hr. LONE LIANG, Legationsraad ved det kinesiske Gesandtskab hos Præsidenten for Det Tyske Rige;

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN COLUMBIA:

Dr. ANTONIO JOSE RESTREPO, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, fast Delegeret ved Folkenes Forbund;

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN CUBA:

Hr. G. DE BLANCK Y MENOCAL, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, fast Delegeret ved Folkenes Forbund,

Hr. MANUEL R. ALVAREZ, Handelsattache ved den faste Delegation ved Folkenes Forbund;

HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK:

Hr. WILLIAM BORGBERG, fast Delegeret ved Folkenes Forbund;

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN POLEN PAA FRISTADEN DANZIGS VEGNE:

Hr. FRANCOIS SOKAL, befuldmægtiget Minister, Republiken Polens Delegerede ved Folkenes Forbund;

Hr. JOHN MUHL, første offentlige Anklager og Chef for Fristadens Kriminalpoliti;

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN:

Hr. MAURICIO LOPEZ ROBERTS, MARQUIS DE LA TORREHERMOSA, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister ved Det Schweiziske Forbundsraad;

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK:

Grev DE CHALENDAR, Finansattache ved Ambassaden hos Hans britiske Majestæt;

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK:

Hr. MEGALOS CALOYANNI, »Conseiller honoraire« ved den høje Appelret i Kairo;

HANS HØJHED REGENTEN OVER KONGERIGET UNGARN:

Hr. P. DE HEVESY DE HEVES, Ministerresident, fast Delegeret ved Folkenes Forbund;

HANS MAJESTÆT KONGEN AF ITALIEN:

Commendatore Dr. UGO ALOISI, »Conseiller a la Cour de Cassation«, Attache i Justitsministeriet;

HANS MAJESTÆT KEJSEREN AF JAPAN:

Hr. RAIZABURO HAYASHI, offentlig Anklager ved Højesteret;

Hr. SHIGERU NAGAI, Direktør for den kejserlige Mønt;

HENDES KONGELIGE HØJHED STORHERTUGINDEN AF LUXEMBURG:

Hr. CHARLES G. VERMAIRE, Konsul i Geneve;

HANS HØJHED FYRSTEN AF MONACO:

Hr. RODOLPHE ELLES, Vicekonsul i Geneve;

HANS MAJESTÆT NORGES KONGE:

Hr. CHR. L. LANGE, Generalsekretær for den interparlamentariske Union;

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN PANAMA:

Dr. AROSEMENA, Udenrigsminister;

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE:

Baron A.A. VAN DER FELTZ, fhv. Chef for det nederlandske Kontor til Bekæmpelse af Falsknerier, fhv. offentlig Anklager ved Appelretten i Amsterdam,

Hr. P.J. GERKE, »Tresorier general« i Finansdepartementet for Nederlandsk Indien,

Hr. K.H. BROEKHOFF, Statspolitikommissær, Chefinspektør for Politiet;

PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN POLEN:

Hr. FRANCOIS SOKAL, befuldmægtiget Minister, Delegeret ved Folkenes Forbund,

Dr. VLODZIMIERZ SOKALSKI, Dommer i Højesteret;

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK:

Dr. JOSE CAEIRO DA MATTA, Direktør for Portugals Bank, Proffessor ved det juridiske Fakultet ved Universitetet i Lissabon;

HANS MAJESTÆT KONGEN AF RUMÆNIEN:

Hr. CONSTANTIN ANTONIADE, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister ved Folkenes Forbund,

Hr. VESPASIEN V. PELLA, Professor i Strafferet ved Universitetet i Jassy,

Hr. PASCAL TONCESCO, Advokat ved Appelretten;

HANS MAJESTÆT SERBERNES, KROATERNES OG SLOVENERNES KONGE:

Dr. THOMAS GIVANOVITCH, Professor i Strafferet ved Universitetet i Belgrad;

DEN CENTRALE EXECUTIVKOMITE FOR DE SOCIALISTISKE SOVJETREPUBLIKERS UNION:

Hr. GEORGES LACHKEVITCH, juridisk Raadgiver ved Unionens Ambassade hos Præsidenten for Den Franske Republik,

Hr. NICOLAS LIUBIMOV, Attache ved Unionens Ambassade hos Præsidenten for Den Franske Republik;

DET SCHWEIZISKE FORBUNDSRAAD:

Hr. E. DELAQUIS, Chef for Politiafdelingen i det federale Justits- og

Politidepartement, Professor i Retsvidenskab ved Universitetet i Bern;

PRÆSIDENTEN FOR DEN CZEKOSLOVAKISKE REPUBLIK:

Dr. JAROSLAV KALLAB, Professor i Strafferet og international Ret ved Universitetet i Brno;

hvilke, efter at have fremlagt deres Fuldmagter, der befandtes i god og behørig Form, er kommet overens om følgende Bestemmelser:

FØRSTE DEL.

Artikel 1.

De høje kontraherende Parter anerkender de i første Del af nærværende Konvention indeholdte Regler som det under de nuværende Omstændigheder mest virkningsfulde Middel til Forebyggelse og Bekæmpelse af Falskmøntneriforbrydelser.

Artikel 2.

Ved Ordet »Penge« forstaas i nærværende Konvention Papirpenge, herunder Banksedler, og Metalpenge, hvis Omløb er lovmæssigt autoriseret.

Artikel 3.

Følgende Handlinger skal være strafbare som Forbrydelser efter gældende Ret:

1. Enhver i bedragerisk Hensigt foretaget Fremstilling eller Forandring af Penge, uanset hvilke Midler der anvendes;

2. Udgivelse af falske Penge i bedragerisk Hensigt;

3. Handlinger, hvorved nogen i Udgivelseshensigt indbringer falske Penge i Landet, modtager eller forskaffer sig saadanne Penge, vidende om at de er falske;

4. Forsøg paa og forsætlig Meddelagtighed i disse Forbrydelser;

5. Fremstilling, Modtagelse eller Anskaffelse - alt i bedragerisk Hensigt - af Redskaber eller andre Genstande, som ifølge deres Natur er bestemt til Fremstilling af falske Penge eller Forandring af gældende Penge.

Artikel 4.

Dersom de i Artikel 3 omtalte Handlinger udføres i forskellige Lande, skal enhver af dem betragtes som en særskilt Forbrydelse.

Artikel 5.

I Straffebestemmelserne vedrørende de i Artikel 3 omtalte Forbrydelser maa der ikke skelnes mellem Handlinger, der angaar Landets egne Penge, og Handlinger, der angaar udenlandske Penge; denne Bestemmelse kan ikke gøres betinget af lovmæssig eller traktatmæssig Gensidighed.

Artikel 6.

I Lande, der anerkender Princippet om international Gentagelsesvirkning, skal udenlandske Straffedomme for nogen af de i Artikel 3 omtalte Forbrydelser - paa de i de paagældende Landes Lovgivninger fastsatte Betingelser - medføre Gentagelsesvirkning.

Artikel 7.

I det Omfang, hvori Landenes indre Lovgivning tilsteder civile Parters Optræden i Straffesager, skal udenlandske civile Parter, herunder eventuelt selve den høje kontraherende Part, hvis Penge er blevet forfalsket, være beføjet til at udøve de samme Rettigheder, som Borgerne i det Land, hvor Sagen behandles, ifølge Loven har Krav paa.

Artikel 8.

I lande, der ikke anerkender Princippet om Udlevering af egne Statsborgere, skal saadanne, naar de er vendt tilbage til Hjemlandets Territorium efter i Udlandet at have begået en af de i artikel 3 omtalte Forbrydelser, straffes paa samme Maade, som om Forbrydelsen var blevet begaaet i deres eget Land, selv i Tilfælde af, at Forbryderen har erhvervet sin Nationalitet efter Forbrydelsens Udførelse.

Denne Bestemmelse kommer ikke til Anvendelse, saafremt i et lignende Tilfælde Udlevering af en Udlænding ikke vilde kunne tilstedes.

Artikel 9

Udlændinge, der i Udlandet har begaaet nogen af de i Artikel 3 omtalte Forbrydelser, og som befinder sig i et Land, hvis indre Lovgivning som almindelig Regel anerkender Princippet om Strafforfølgning af Forbrydelser, begaaet i Udlandet, skal straffes paa samme Maade, som om Forbrydelsen var blevet begaaet paa dette Lands Territorium.

Forpligtelsen til Strafforfølgning er betinget af, at der er fremsat Begæring om Udlevering, og at det Land, til hvilket Begæringen er rettet, af en Grund, der ikke har Forbindelse med Forbrydelsen, ikke har kunnet udlevere den sigtede.

Artikel 10.

De i Artikel 3 omtalte Handlinger skal uden videre betragtes som faldende ind under Udleveringsforbrydelser ifølge en hvilken som helst Udleveringstraktat, der er eller maatte blive sluttet mellem de forskellige høje kontraherende Parter.

De høje kontraherende Parter, der ikke som Betingelse for Udlevering kræver Tilstedeværelsen af en Traktat eller Gensidighedstilsagn, anerkender herefter de i Artikel 3 omtalte Forbrydelser som Udleveringstilfælde mellem sig indbyrdes.

Udlevering skal finde Sted i Overensstemmelse med Lovgivningen i det Land, til hvilket Begæringen rettes.

Artikel 11.

Falske Penge saavelsom de i Artikel 3 Nr. 5 omtalte Redskaber og andre Genstande skal beslaglægges og konfiskeres. Saadanne Penge, Redskaber og andre Genstande skal efter stedfunden Konfiskation paa Anmodning oversendes til den Regering eller den Seddelbank, om hvis Penge Sagen drejer sig, dog med Undtagelse af Bevisgenstande, hvis Opbevaring i vedkommende Kriminalarkiv er foreskrevet i Loven i det Land, hvor Strafforfølgningen har fundet Sted, samt af Prøver, som det maatte skønnes hensigtsmæssigt at tilstille det i Artikel 12 omhandlede Centralkontor. I alle Tilfælde skal saadanne Genstande gøres ubrugelige.

Artikel 12.

Efterforskningen af Falskmøntneriforbrydelse skal i ethvert Land indenfor Rammerne af den nationale Lovgivning organiseres af et Centralkontor.

Dette Centralkontor skal staa i nær forbindelse:

  • a) med de seddeludstedende Institutioner;
  • b) med Landets egne Politimyndigheder;
  • c) med de andre Landes Centralkontorer.

Centralkontoret skal i hvert enkelt Land være det Sted, hvor alle Oplysninger, der kan lette Efterforskning, Forebyggelse og Bekæmpelse af Falskmøntneriforbrydelser, samles.

Artikel 13.

Centralkontorerne i de forskellige Lande skal korrespondere direkte med hverandre.

Artikel 14.

Hvert Centralkontor skal i det Omfang, det skønner det hensigtsmæssigt, tilstille de andre Landes Centralkontorer en Samling autentiske, annullerede Prøver paa gældende Penge i dets eget Land.

Hvert Centralkontor skal - i samme Omfang - regelmæssigt underrette Centralkontorerne i de andre Lande og forsyne dem med alle nødvendige Oplysninger om:

  • a) nye Emissioner af Penge i dets eget Land;
  • b) Tilbagekaldelse og Forældelse af Penge.

Bortset fra Tilfælde af udelukkende lokal Interesse skal hvert Centralkontor i det Omfang, det skønner det hensigtsmæssigt, underrette Centralkontorerne i Udlandet:

1. om Opdagelser af falske Penge. Underretninger om Forfalskning af Bank- eller Statssedler skal være ledsaget af en teknisk Beskrivelse af Falskneriet, udarbejdet alene af den Institution, hvis Sedler er blevet forfalsket. En fotografisk Gengivelse eller om muligt et Eksemplar af de forfalskede Sedler skal medsendes. I paatrængende Tilfælde kan der paa uofficiel Maade tilstilles de interesserede Centralkontorer en fra vedkommende Politimyndighed hidrørende Meddelelse og kort Beskrivelse, uden at dette præjudicerer den ovennævnte Underretning og tekniske Beskrivelse;

2. om Efterforskninger. Straffeforfølgninger, Arrestationer, Domfældelser og Udvisninger i Sager vedrørende Falskmøntneriforbrydelser samt endvidere, saavidt muligt, om Forbrydernes Færden og om enhver Enkelthed, der kan være til nogen Nytte, navnlig meddele Signalementer, Fingeraftryk og Fotografier af Forbryderne;

3. om Enkeltheder med Hensyn til Opdagelser af Falskmøntnerier med Angivelse af, hvorvidt det har været muligt at beslaglægge alle de udgivne falske Penge.

Artikel 15.

For at befæste, forbedre og udvikle det direkte internationale Samarbejde til Forebyggelse og Bekæmpelse af Falskmøntneriforbrydelser skal Repræsentanter for de høje kontraherende Parters Centralkontorer fra Tid til anden afholde Konferencer, hvori ogsaa deltager Repræsentanter for Seddelbankerne og de interesserede Centralmyndigheder. Genstanden for en af disse Konferencer kan være Organisation af og Overtilsyn med et internationalt Central-Oplysningskontor.

Artikel 16.

Fremsendelse af Retsanmodninger vedrørende de i Artikel 3 omhandlede Forbrydelser skal finde Sted:

  • a) fortrinsvis ved direkte Meddelelse mellem de judicielle Myndigheder, i givet Fald ved Mellemkomst af Centralkontorerne;
  • b) ved direkte Korrespondance mellem de to Landes Justitsministre, eller ved direkte Meddelelse fra vedkommende Myndighed i det Land, fra hvilket Begæringen kommer, til Justitsministeren i det Land, til hvilket Begæringen rettes;
  • c) ved Mellemkomst af en diplomatisk eller konsulær Repræsentant for det Land, fra hvilket Begæringen kommer, i det Land, til hvilket Begæringen rettes: denne Repræsentant skal sende Retsanmodningen direkte til den kompetente judicielle Myndighed eller til den Myndighed, der er udpeget af Regeringen i det Land, til hvilket Begæringen rettes, og skal direkte fra denne Myndighed modtage de Dokumenter, der udviser, hvad der er foretaget i Anledning af Retsanmodningen.

Naar en af de under a) og c) angivne Fremgangsmaader benyttes, skal Genpart af Retsanmodningen altid samtidig tilstilles vedkommende Centralmyndighed i det Land, til hvilket Begæringen rettes.

Medmindre andet er aftalt, skal Retsanmodningen være affattet i den Myndigheds Sprog, fra hvilken Begæringen kommer, men det Land, til hvilket Begæringen rettes, kan dog forlange en Oversættelse til sit eget Sprog, bekræftet af den Myndighed, hvorfra Begæringen kommer.

Enhver af de høje kontraherende Parter skal ved en Meddelelse til hver af de andre høje kontraherende Parter tilkendegive, hvilken eller hvilke af de ovennævnte Fremsendelsesmaader den vil anerkende for Retsanmodninger fra den paagældende høje kontraherende Part.

Indtil saadan Tilkendegivelse er udgaaet fra en høj kontraherende Part, skal dens gældende Regler om Fremgangsmaaden ved Fremsættelse af Retsanmodningen forblive i Kraft.

Udførelsen af Retsanmodningen kan ikke give Anledning til Refusion af Gebyrer eller andre Omkostninger end Udgifter til Sagkyndige.

Intet i nærværende Artikel kan fortolkes som medførende en Forpligtelse for de høje kontraherende Parter til i Henseende til Bevisreglerne i Straffesager at anerkende en Afvigelse fra deres Love.

Artikel 17.

En høj kontraherende Parts Deltagelse i nærværende Konvention kan ikke fortolkes som berørende Partens Stilling til det almindelige Spørgsmaal om strafferetlig Juridiktionskompetence som folkeretligt Spørgsmaal.

Artikel 18.

Nærværende Konvention lader det Princip uberørt, at de i Artikel 3 omhandlede Forbrydelser - uden at der nogensinde indrømmes Straffrihed for disse - i hvert Land skal defineres, forfølges og paadømmes i Overensstemmelse med de almindelige Regler i Landets egen Lovgivning.

ANDEN DEL.

Artikel 19.

De høje kontraherende Parter er enige om, at alle Stridigheder, der maatte opstaa mellem dem med Hensyn til nærværende Konventions Fortolkning eller Anvendelse, dersom de ikke kan bilægges ved direkte Forhandling, skal henvises til Afgørelse ved den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje. I Tilfælde af, at de høje kontraherende Parter, mellem hvilke der opstaar en Strid, eller en af dem ikke skulde være Deltager i den den 16. December 1920 daterede Protokol vedrørende den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje, skal Striden efter Parternes Valg og i Overensstemmelse med hver enkelts forfatningsmæssige Bestemmelser henvises enten til den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje eller til en Voldgiftsdomstol, oprettet i Overensstemmelse med Konventionen af 18. Oktober 1907 om fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder, eller til en hvilken som helst anden Voldgiftsdomstol.

Artikel 20.

Nærværende Konvention, hvis franske og engelske Tekst begge er autentiske, skal bære denne Dags Dato: indtil den 31. December 1929 skal den staa aaben for Undertegnelse af ethvert Medlem af Folkenes Forbund og af enhver Ikke-Medlemsstat, der har været repræsenteret paa den Konference, som har udarbejdet nærværende Konvention, eller som af Folkeforbundsraadet har erholdt tilstillet et Eksemplar af Konventionen.

Konventionen skal ratificeres og Ratifikationsinstrumenterne skal oversendes til Generalsekretæren for Folkenes Forbund, der vil underrette alle Medlemmer af Forbundet og de i foregaaende Stykke nævnte Ikke-Medlemsstater om Modtagelsen deraf.

Artikel 21.

Fra den 1. Januar 1930 at regne skal nærværende Konvention staa aaben for Tiltrædelse af ethvert Medlem af Folkenes Forbund og af enhver af de i Artikel 20 nævnte Ikke-Medlemsstater, der ikke har undertegnet den.

Tiltrædelsesinstrumenterne skal oversendes til Generalsekretæren for Folkenes Forbund, der vil underrette alle Medlemmer af Forbundet og de i Artikel 20 nævnte Ikke-Medlemsstater om Modtagelsen deraf.

Artikel 22.

De Lande, der er rede til at ratificere Konventionen i Overensstemmelse med Artikel 20, 2. Stk., eller til at tiltræde den i Kraft af Artikel 21, men som ønsker at kunne tage Forbehold med Hensyn til Konventionens Anvendelse, kan underrette Generalsekretæren for Folkenes Forbund om deres Hensigt i saa Henseende. Generalsekretæren vil uopholdelig gøre alle de høje kontraherende Parter, der har deponeret Ratifikations- eller Tiltrædelsesinstrumenter, bekendt med saadanne Forbehold og rette Forespørgsel til dem om, hvorvidt de maatte have noget at indvende derimod. Saafremt der ikke inden Udløbet af seks Maaneder fra Generalsekretærens Meddelelse at regne er blevet rejst nogen Indvending fra de andre høje kontraherende Parters Side, skal disse betragtes som havende godkendt, at den Stat, der tager det paagældende Forbehold, deltager i Konventionen med dette Forbehold.

Artikel 23.

En høj kontraherende Parts Ratifikation eller Tiltrædelse af nærværende Konvention forudsætter, at dens Lovgivning og administrative Organisation er i Overensstemmelse med de i Konventionen indeholdte Regler.

Artikel 24.

Medmindre en høj kontraherende Part maatte have givet Erklæring i modsat Retning ved Undertegnelsen, Ratifikationen eller Tiltrædelsen, skal Bestemmelserne i nærværende Konvention ikke komme til Anvendelse paa Kolonier, oversøiske Omraader, Protektorater eller Omraader under Suzerænitet eller Mandat.

De høje kontraherende Parter forbeholder sig dog Ret til at tiltræde Konventionen i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Artikel 21 og 23 forsaavidt angaar deres Kolonier, oversøiske Omraader, Protektorater eller Omraader under Suzerænitet eller Mandat. De forholder sig ligeledes Ret til at opsige den særskilt i Overensstemmelserne i Artikel 27.

Artikel 25.

Nærværende Konvention skal først træde i Kraft, naar den er blevet ratificeret eller tiltraadt af ialt fem Medlemmer af Folkenes Forbund eller Ikke-Medlemsstater. Datoen for dens Ikrafttræden skal være halvfemsindstyvende Dag efter den dag, paa hvilken Generalsekretæren for Folkenes Forbund har modtaget den femte Ratifikation eller Tiltrædelse.

Artikel 26.

Efter at Konventionen er traadt i Kraft i Overensstemmelse med Artikel 25, skal hver følgende Ratifikation eller Tiltrædelse opnaa Gyldighed fra og med den Halvfemsindtyvende Dag efter den Dag, paa Hvilken Generalsekretæren for Folkenes Forbund har modtaget den.

Artikel 27.

Nærværende Konvention kan af ethvert Medlem af Folkenes Forbund og af enhver Ikke-Medlemsstat opsiges ved skriftlig Meddelelse, stiler til Generalsekretæren for Folkenes Forbund, der vil underrette alle Medlemmer af Forbundet samt de i Artikel 20 nævnte Ikke-Medlemsstater om slige Meddelelser. Saadan Opsigelse medfører Virkning et Aar efter den Dag, paa hvilken den er modtaget af Generalsekretæren for Folkenes Forbund og skal kun gælde for den høje kontraherende Part, i hvis Navn den har fundet Sted.

Artikel 28.

Nærværende Konvention skal registreres af Folkenes Forbunds Sekretariat den Dag, den træder i Kraft.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF, har de ovenfor nævnte Befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention.

SKET i Geneve den tyvende April Nittenhundredeniogtyve i eet Eksemplar, der forbliver deponeret i Folkeforbundssekretariatets Arkiv, og hvoraf bekræftede Afskrifter vil blive tilstillet alle Medlemmer af Forbundet samt de i Artikel 20 nævnte Ikke-Medlemsstater.

  

 ALBANIEN                             Dr. STAVRO STAVRI  

 TYSKLAND                             Dr. ERICH KRASKE  

                                      DR. WOLFGANG METTGENBERG  

                                      VOCKE  

 AMERIKAS FORENEDE STATER             HUGH R. WILSON  

 ØSTRIG                               Dr. BRUNO SCHULTZ  

 BELGIEN                              SERVAIS  

 STORBRITANNIEN OG NORD-IRLAND  

 og alle Dele af Det Britiske Rige,  

 som ikke er særskilte Medlemmer  

 af Folkenes Forbund                   JOHN FISCHER WILLIAMS  

                                       LESLIE S. BRASS  

 INDIEN  

 I Overensstemmelse med Konventionens Artikel 24 omfatter min  

 Underskrift ikke Omraader tilhørende Fyrster og Høvdinger under Hans  

 Majestæts Suzerænitet.  

                                      VERNON DAWSON  

 BULGARIEN                            D. MIKOFF  

 KINA                                 LONE LIANG  

 COLUMBIA                             A.J. RESTREPO  

 CUBA                                 G. DE BLANCK  

                                      M. R. ALVAREZ  

 DANMARK                              WILLIAM BORBERG  

 FRISTADEN DANZIG                     F. SOKAL  

                                      JOHN MUHL  

 SPANIEN                              MAURICIO LOPEZ ROBERTS,  

                                        MARQUIS DE LA TORREHERMOSA  

 FRANKRIG                             CHALENDAR  

 GRÆKENLAND                           MEGALOS CALOYANNI  

 UNGARN                               PAUL DE HEVESY  

 ITALIEN                              UGO ALOISI  

 JAPAN                                RAIZABURO HAYASHI  

                                      SHIGERU NAGAI  

 LUXEMBURG                            CH.G. VERMAIRE  

 MONACO                               R. ELLES  

 NORGE  

Ved Undertegnelsen af nærværende Konvention erklærer undertegnede paa

sin Regerings Vegne følgende:

I Betragtning af Bestemmelserne i Artikel 176, 2. Stk. i den norske

almindelige Straffelov og i Artikel 2 i den norske Lov om Udlevering

af Forbrydere kan den i Artikel 10 i nærværende Konvention omtalte

Udlevering ikke tilstedes for den i Artikel 3 Nr. 2 nævnte

Forbrydelse i Tilfælde, hvor den Person, der udgiver falske Penge,

selv i god Tro har modtaget disse som ægte.

  

                                      CHR.L. LANGE  

 PANAMA                               J.D. AROSEMENA  

 NEDERLANDENE                         A.A. VAN DER FELTZ  

                                      P.J. GERKE  

                                      K.H. BROEKHOFF  

 POLEN                                F. SOKAL  

                                      VLODZIMIERZ SOKALSKI  

 PORTUGAL                             JOSE CAEIRO DA MATTA  

 RUMÆNIEN                             ANTONIADE  

                                      VESPASIEN V. PELLA  

                                      PASCAL TONCESCO  

 SERBERNES; KROATERNES OG  

 SLOVENERNES KONGERIGE                DR. THOMAS GIVANOVITCH  

 DE SOCIALISTISKE  

 SOVJETREPUBLIKERS UNION              G. LACHKEVITCH  

                                      NICOLAS LIUBIMOV  

 SCHWEIZ                              DELAQUIS  

 CZEKOSLOVAKIET                       JAROSLAV KALLAB  

 PROTOKOL  

I. FORTOLKNINGER.

Ved undertegnelsen af Konventionen af Dags Dato erklærer de undertegnede Befuldmægtigede, at de, forsaavidt angaar de forskellige Bestemmelser i Konventionen, antager nedenstaaende Fortolkninger.

Der bestaar Enighed om:

1. at Forfalskning af et paa en Pengeseddel anbragt Stempelmærke, hvis Formaal er at gøre Seddelen gyldig i et bestemt Land, skal betragtes som Forfalskning af selve Seddelen;

2. at Konventionen ikke berører de høje kontraherende Parters Ret til ved deres indre Lovgivning frit at fastsætte Principperne for formildende Omstændigheder saavelsom for Benaadning og Amnesti;

3. at den i Artikel 4 indeholdte Bestemmelse ikke gør noget Indgreb i Landenes indre Forskrifter vedrørende Fastsættelse af Straf i Tilfælde af Sammenstød af Forbrydelser, og at nævnte Bestemmelse ikke er til Hinder for, at en Person, der selv baade har begaaet Falskmøntneri og udgivet de falske Penge, kun tiltales for det førstnævnte Forhold;

4. at de høje kontraherende Parter kun er forpligtet til at udføre Retsanmodninger i det i deres egen Lovgivning fastsatte Omfang.

II. FORBEHOLD.

De høje kontraherende Parter, der tager de nedenfor anførte Forbehold, gør deres Antagelse af Konventionen betinget af disse Forbehold; de andre høje kontraherende Parter godkender, at de deltager i konventionen med de nævnte Forbehold.

1. INDIENS Regering tager det Forbehold, at Artikel 9 ikke kommer til Anvendelse forsaavidt angaar Indien, hvor det ikke falder indenfor den lovgivende Magts Beføjelser at fastsætte den i nævnte Artikel udtalte Regel.

2. Da der svæver Forhandlinger om Anskaffelse af Konsularjurisdiktionen, som visse Magters Statsborgere stadig nyder godt af, er kun KINESISKE Regering ikke i Stand til at akceptere Artikel 10, der indeholder den almindelige Forpligtelse for en Regering til at tilstede Udlevering af en Udlænding, der af en tredie Stat er tiltalt for Falskmøntneri.

3. Med Hensyn til Bestemmelserne i Artikel 20 forbeholder Delegationen for DE SOCIALISTISKE SOVJETREPUBLIKERS UNION sin Regering Ret til, dersom den maatte ønske det, at oversende sit Ratifikationsinstrument til en anden Signatarmagt, for at denne kan tilstille Generalsekretæren for Folkenes Forbund en Afskrift deraf til Notifikation for alle Stater, der har undertegnet eller tiltraadt Konventionen.

III. ERKLÆRINGER.

SCHWEIZ

Ved Undertegnelsen af Konventionen har Repræsentanten for Schweiz afgivet følgende Erklæring:

»Det Schweiziske Forbundsraad, der ikke kan paatage sig nogen Forpligtelse med Hensyn til Konventionens Straffebestemmelser, forinden Spørgsmaalet om Indførelse af en ensartet Straffelov i Schweiz maatte være bragt til en positiv Løsning, henleder Opmærksomheden paa, at Konventionens Ratificering ikke kan finde Sted indenfor en bestemt Tid.

Ikke desto mindre er Forbundsraadet rede til, saa langt dets Myndighed rækker, at bringe Konventionens administrative Bestemmelser til Anvendelse, saasnart Konventionen er traadt i Kraft i Overensstemmelse med Artikel 25«.

DE SOCIALISTISKE SOVJETREPUBLIKERS UNION.

Ved Undertegnelsen af Konventionen har Repræsentanten for De socialistiske Sovjetrepublikers Union afgivet følgende Erklæring:

»Idet Delegationen for De socialistiske Sovjetrepublikers Union akcepterer Bestemmelserne i Artikel 19, erklærer den at Unionens Regering for sit Vedkommende ikke agter at benytte sig af den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje.

Hvad angaar samme Artikels Bestemmelse om, at alle Stridigheder, der ikke kan bilægges ved direkte Forhandling, skal henvises til anden Voldgiftsbehandling end ved den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje, erklærer Delegationen for De socialistiske Sovjetrepublikers Union udtrykkeligt, at antagelsen af denne Bestemmelse ikke maa fortolkes som en Fravigelse fra Unionsregeringens Syn paa det almindelige Spørgsmaal om Voldgift som et Middel til Bilæggelse af Stridigheder mellem Staterne«.

Nærværende Protokol skal i det Omfang, den skaber Forpligtelser for de høje kontraherende Parter, have samme Gyldighed, Virkning og Varighed som Konventionen af Dags Dato, hvoraf den skal betragtes som en integrerende Del.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de Undertegnede forsynet nærværende Protokol med deres Underskrifter.

SKET i Geneve den tyvende April Nittenhundredeniogtyve i eet Eksemplar, der skal deponeres i Folkeforbundssekretariatets Arkiv, og hvoraf bekræftede Afskrifter skal oversendes til alle Medlemmer af Folkenes Forbund samt til alle paa Konferencen repræsenterede Ikke-Medlemsstater.

  

 ALBANIEN                             Dr. STAVRO STAVRI  

 TYSKLAND                             Dr. ERICH KRASKE  

                                      Dr. WOLFGANG METTGENBERG  

                                      VOCKE  

 AMERIKAS FORENEDE STATER             HUGH R. WILSON  

 ØSTRIG                               Dr. BRUNO SCHULTZ  

 BELGIEN                              SERVAIS  

 STORBRITANNIEN OG NORD-IRLAND  

 og alle dele af Det Britiske Rige,  

 som ikke er særskilte Medlemmer af  

 Folkenes Forbund                     JOHN FISCHER WILLIAMS  

                                      LESLIE S. BRASS  

 INDIEN                               VERNON DAWSON  

 BULGARIEN                            D. MIKOFF  

 KINA                                 LONE LIANG  

 COLUMBIA                             A.J. RESTREPO  

 CUBA                                 G. DE BLANCK  

                                      M.R. ALVAREZ  

 DANMARK                              WILLIAM BORBERG  

 FRISTADEN DANZIG                     F. SOKAL  

                                      JOHN MUHL  

 SPANIEN                              MAURICIO LOPEZ ROBERTS,  

                                       MARQUIS DE LA TORREHERMOSA  

 FRANKRIG                             CHALENDAR  

 GRÆKENLAND                           MEGALOS CALOYANNI  

 UNGARN                               PAUL DE HENESY  

 ITALIEN                              UGO ALOISI  

 JAPAN                                RAIZABURO HAYASHI  

                                      SHIGERU NAGAI  

 LUXEMBURG                            CH.G. VERMAIRE  

 MONACO                               R. ELLES  

 NORGE                                CHR.L. LANGE  

 PANAMA                               J.D. AROSEMENA  

 NEDERLANDENE                         A.A. VAN DER FELTZ  

                                      P. J. GERKE  

                                      K.H. BROEKHOFF  

 POLEN                                F. SOKAL  

                                      VLODZIMIERZ SOKALSKI  

 PORTUGAL                             JOSE CAIRO DA MATTA  

 RUMÆNIEN                             ANTONIADE  

                                      VESPASIEN V. PELLA  

                                      PASCAL TONCESCO  

 SERBERNES, KROATERNES OG  

 SLOVENERNES KONGERIGE                Dr. THOMAS GIVANOVITCH  

 DE SOCIALISTISKE  

 SOVJETREPUBLIKERS UNION              G. LACHKEVITCH  

                                      NICOLAS LIUBIMOV  

 SCHWEIZ                              DELAQUIS  

 CZEKOSLOVAKIET                       JAROSLAV KALLAB  

Danmarks Ratifikationsinstrument deponeredes den 19. Februar den 19. Februar 1931 i Folkeforbundets Sekretariat, idet der samtidig af Danmarks faste Delegerede ved Folkeforbundet blev afgivet en Erklæring, hvorved toges det Forbehold, at Konventionen og Protokollen for Danmarks Vedkommende først vil træde i Kraft samtidig med »Borgerlig Straffelov« af 15. April 1930.

Konventionen og protokollen er endvidere ratificeret af Bulgarien, Czekoslovakiet, Grækenland, Jugoslavien, Norge, Portugal, Spanien og Østrig samt tiltraadt af Estland.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab med Tilføjende, at Konventionen og Protokollen uden yderligere Bekendtgørelse træder i Kraft her i Landet samtidig med »Borgerlig Straffelov« af 15. April 1930.

Udenrigsministeriet, den 17. Oktober 1931.

P. Munch.

Redaktionel note
  • J BEK nr 107 af 12/09/1996
  • (* 1) Andre landes tiltrædelse og eventuelle forbehold: BEK nr 16 af 28/09/1936 BEK nr 13 af 21/05/1937 BEK nr 20 af 28/08/1939 BEK nr 1 af 05/01/1950 BEK nr 35 af 20/08/1964 BEK nr 22 af 08/03/1967 BEK nr 40 af 26/03/1968 BEK nr 29 af 29/04/1970 BEK nr 42 af 06/05/1971 BEK nr 53 af 15/05/1975 BEK nr 42 af 08/07/1977 BEK nr 95 af 16/08/1979