Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme

    VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


     § 1. Politiet kan forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom, hvis

  • 1) ejendommen tjener som tilholdssted for en gruppe, som den pågældende person tilhører eller har tilknytning til, og
  • 2) den pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen.

     Stk. 2. Politiet kan forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom, hvis der skønnes at være betydelig risiko for et angreb som nævnt i stk. 1, nr. 2. Forbud tilkendegives ved skiltning.

     Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan kun anvendes, såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer.

     Stk. 4. Forbud nedlægges for et bestemt tidsrum eller indtil videre.

     Stk. 5. Politiet skal ophæve et forbud efter stk. 1 og 2, når den risiko for angreb, der gav anledning til forbudet, ikke længere foreligger. Det gælder, selv om forbudet er meddelt for et bestemt tidsrum.

     § 2. Forsætlig overtrædelse af forbud udstedt i medfør af § 1, stk. 1 og 2, straffes med fængsel indtil 2 år.

     § 3. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

     § 4. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1997-98.

Givet på Amalienborg, den 15. oktober 1996

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

    /Bjørn Westh

Officielle noter

Ingen