Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet - vejledning


Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende

specialeplanlægning og lands-

og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet.

Sundhedsstyrelsen 1996Indhold

Vejledning vedrørende specialeplanlægning og lands-

og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet.

Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner - principper og kriterier

Specialeoversigt

Læsevejledning

De enkelte specialer

Bilag:

Frit sygehusvalg

Forord

Sundhedsstyrelsens »Vejledning vedrørende specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet 1996« erstatter Sundhedsstyrelsens Vejledning vedrørende lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet fra 1993.

Det er Sundhedsstyrelsens opgave løbende, med et 2-årigt interval, at forestå arbejdet med revision af fordelingen og placeringen af lands- og landsdelsfunktionerne.

Beslutningen om regelmæssig revision af Vejledningen blev taget i 1990 i erkendelse af, at udviklingen inden for sundhedsvæsenet er dynamisk.

Vejledning 1996 fastlægger lands- og landsdelsfunktionerne og deres placering på

sygehusene.

Vejledningen indeholder herudover anbefalinger om specialeplanlægning på basisniveauet.

Dette sker bl.a. med baggrund i 10. juni-aftalen 1994 om udvikling af sygehusvæsenet i perioden 1995-1998 mellem Regeringen, Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns og Frederiksberg Kommuner, hvori der lægges op til en bredt anlagt vurdering af specialefordelingen.

Sundhedsstyrelsens Vejledning har betydning for det frie sygehusvalg. Valget er frit såvel inden for basisniveauet som på landsdelsniveau, og det er Sundhedsstyrelsens Vejledning, der angiver grænsen mellem de to niveauer.

Udarbejdelsen af Vejledningen er foregået i dialog med amterne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og de lægevidenskabelige selskaber. Arbejdet har været varetaget af Sundhedsstyrelsens 3. afdeling.

Sekretariatsfunktionen i 3. afdeling har hovedsageligt været varetaget af læge

Marianne Jespersen, læge Lars Onsberg Henriksen, læge Helge Worning, fuldmægtig Lars Tanderup og assistent Ea Damgaard.

København, maj 1996

Einar Krag Iben Holten

Specialeplanlægning og lands-

og landsdelsfunktioner

* principper og kriterier.

Begrebet lands- og landsdelsfunktioner indførtes i 1978 for de funktioner i sygehusvæsenet, der kun skulle varetages få steder. Begrebet blev siden anvendt i Indenrigsministeriets og Sundhedsstyrelsens cirkulærer af 16. januar 1981 og 22. november 1983 om »Vejledende retningslinier for visitation af patienter til lands- og landsdelssygehuse mv.«.

Det Sundhedspolitiske Kontaktudvalg besluttede i april 1990, at Sundhedsstyrelsen løbende skal forestå arbejdet med revision af fordelingen og placeringen af lands- og landsdelsfunktionerne. Revisionen skal ske med 2 års interval. »Vejledning vedrørende lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet« udsendtes i januar 1993. Samtidig oplystes, at en revision var planlagt til 1995.

I aftalen om udviklingen af sygehusvæsenet i perioden 1995-1998 mellem Regeringen, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune indgår, at der skal gennemføres en bredt anlagt vurdering af specialefordelingen. Vejledning 1996 indeholder derfor også anbefalinger for specialeplanlægning på basisniveau.

Vejledning 1996 erstatter Vejledningen fra 1993. I Vejledningen fastlægges lands- og landsdelsfunktionerne og deres placering på sygehusene. Herudover indeholder Vejledningen anbefalinger for specialeplanlægning på basisniveau. Vejledningen har betydning for det frie sygehusvalg. I bemærkningerne til »loven om frit sygehusvalg« er det præciseret, at Sundhedstyrelsens Vejledning vedrørende lands- og landsdelsfunktioner angiver, »hvilke sygehusafdelinger der varetager sådanne funktioner, og giver retningslinier for, hvilke sygdomstilfælde der skal henvises til behandling på lands- og landsdelsafdelinger«.

Specialeplanlægning generelt

Ifølge lovgivningen påhviler ansvaret for sygehusvæsenets planlægning og drift sygehuskommunerne.

Formålet med planlægning af sygehusvæsenet og specialernes fordeling er at sikre befolkningen adgang til kvalificeret diagnostik og behandling under hensyn til den mest effektive udnyttelse af de til enhver tid til rådighed værende ressourcer.

Krav om god kvalitet af ydelserne gælder overalt i sygehusvæsenet.

Ved god kvalitet forstås med henvisning til WHO:

  

 -    høj professionel standard  

 -    effektiv ressourceudnyttelse  

 -    minimal patientrisiko  

 -    høj patienttilfredshed  

 -    helhed i patientforløbet.  

Det grundlæggende princip for sundhedsvæsenets organisation i Danmark er, at sundhedsydelser gives på det organisatorisk laveste, fagligt forsvarlige og hensigtsmæssige niveau. Nærhed og lige adgang til kvalificerede sundhedsydelser er ligeledes væsentlige forudsætninger for organisering af sygehusvæsenet.

Dette betyder, at samling af funktioner kun foretages, hvor hensynet til kvaliteten, herunder effektiv ressourceudnyttelse, tilsiger dette.

Beslutning om samling af funktioner træffes med udgangspunkt i følgende kriterier:

  

 -     om sygdommen/tilstanden på grund af sjældenhed og hensynet til  

    erfaringsopsamling bør behandles få steder.  

 -     om diagnostik og/eller behandling er kompliceret og forudsætter  

    tilstedeværelse af mange tværgående funktioner/samarbejdspartnere.  

 -     om diagnostik og/eller behandling medfører et stort  

    ressourceforbrug, f.eks. i form af specialapparatur.  

Basis for disse kriterier er opfattelsen af, at kvaliteten generelt øges med stigende erfaring, dvs. at øvelse gør mester. Kun ved at samle såvel de faglige som økonomiske ressourcer vedrørende visse sygdomstilstande kan man sikre den erfaringsopsamling, der er nødvendig for at fastholde og udvikle ekspertise på internationalt sammenligneligt niveau.

På længere sigt vil data vedrørende kvalitet, dvs. dokumentation for resultaterne af indsatsen få væsentlig betydning for, om en funktion skal samles, og for placeringen af den enkelte funktion, dvs. for planlægningen af sygehusvæsenet.

I de kommende år vil arbejdet med at forbedre dokumentationen af indsatsen derfor være en væsentlig opgave.

Der kan være tale om samling af funktioner på to niveauer: På basisniveau og på højt specialiseret niveau, dvs. lands- og landsdelsniveau. Principperne vedrørende patientunderlag (sjældenhed), kompleksitet (bl.a. samarbejde på tværs) og ressourcemæssige forhold bør indgå i overvejelserne på samme måde på begge niveauer.

Samarbejde og opgavefordeling

Sygehusstrukturen med små og store sygehuse medfører meget forskellige muligheder for opgaveløsning. Denne struktur stiller samtidig store krav til opgavefordeling og samarbejde mellem:

  

 -     sygehusene og sygehusafdelingerne i det enkelte amt  

 -     amterne indbyrdes i f.eks. tværamtssamarbejde  

 -     landsdelssygehuse og basissygehuse  

 -     landsdelssygehusene indbyrdes  

 Overvejelser om etablering af funktioner på henholdsvis basisniveau  

    og på højt specialiseret niveau bør foretages efter systematisk  

    vurdering og afvejning af en lang række forhold, bl.a.:  

 -    om patientunderlaget er stort eller lille  

 -    teknologiens karakteristika: er den enkel eller kompliceret  

 -    snævert eller bredt anvendelsesområde/er det veldefineret  

 -    forudsætningerne for kvalitet, f.eks. tilstedeværelse af  

    kvalificeret personale og understøttende funktioner  

 -    er det ressourcemæssigt hensigtsmæssigt, samfunds- og  

    driftsøkonomisk  

 -    mulighed/behov for forskning og udvikling  

 -    uddannelseshensyn  

I beslutningsgrundlaget må altid indgå overvejelser om virkningen og betydningen for den samlede opgavevaretagelse på kortere og længere sigt, dvs. for andre afdelinger og funktioner i amtet, regionen og på lands- og landsdelsniveauet.

Opgavefordelingen i sygehusvæsenet ændrer sig over tid både på basisniveau og på landsdelsniveau. Lands- og landsdelsfunktioner er således ikke et statisk begreb. Nye opgaver kommer til, mens andre efterhånden bliver så almindelige, kendte og ukomplicerede, at de kan varetages på basisniveau. Denne form for specialespredning er både naturlig og hensigtsmæssig. Det er landsdelsafdelingernes forpligtelse løbende at medvirke til, at relevante opgaver spredes til det øvrige sygehusvæsen. Omvendt har basisafdelingerne en forpligtelse til at viderevisitere relevante patienter til landsdelsniveauet.

Aftaler om samarbejde

Der er indenfor Vejledningens rammer behov for udvikling af principper og procedurer for samarbejde om opgavefordeling mellem amterne. Der er behov for aftaler mellem amterne om fastlæggelse af principper og procedurer for beslutning om etablering af specialfunktioner og specialafdelinger. Udgangspunktet herfor bør være, at funktioner ikke etableres flere steder end der er behov og patientunderlag for. Der bør ved sådanne aftaler tages overordnede sundhedsfaglige hensyn i regionen og for landet som helhed. I de fleste tilfælde vil det indebære en sundhedsplanændring.

Med henblik på at sikre, at specialeplanlægningen foregår i et koordineret samarbejde mellem tilgrænsende amter inden for landsdelene, er der således i enighed mellem amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab etableret en samarbejdsstruktur omkring specialeplanlægningen i tre områder, omfattende følgende amter:

Område Nord

Nordjyllands, Viborg, Århus, Ringkøbing og Vejle Amter.

Område Syd

Ribe, Vejle, Sønderjyllands og Fyns Amter.

Område Øst

Storstrøms, Vestsjællands, Roskilde, Frederiksborg, Bornholms og Københavns Amter samt Hovedstadens Sygehusfællesskab.

De tre tværamtslige områdesamarbejder har til opgave at drøfte forudsætningerne for specialeudbygningsplaner i de tværamtslige områder (kapacitet, økonomi, ventelister, faglige forhold, organisation m.v.) før der i det enkelte amt tages endelig politisk stilling.

Inden for Vejledningens rammer er der herudover behov for udvikling af principper og procedurer for konkrete aftaler om samarbejde og opgavefordeling afdelinger/sygehuse imellem, hvad enten det er inden for et amt eller over amtsgrænser. Fælles skriftlige aftaler om arbejdsdelingen er her en forudsætning. Sådanne aftaler for de involverede afdelinger/sygehuse bør omfatte beskrivelse af:

  

 -    nødvendigt patientunderlag  

 -    kapacitets- og aktivitetsniveau  

 -    indikationsniveau for udredning og behandling  

 -    mål for kvalitet/kvalitetsprogrammer  

 -    økonomiske rammer/konsekvenser  

 -    betydning for forskning og uddannelse  

 -    principper for samarbejde  

 -    opfølgning og evaluering  

Der er patienter, hvis sygdom skal kontrolleres og behandles på højt specialiseret niveau, men som i visse perioder af sygdomsforløbet vil kunne følges på en basisafdeling i samarbejde med den højt specialiserede afdeling. Et sådant samarbejde kan sikres ved satellitaftaler.

Ved satellitaftaler forstås, at en funktion, som iøvrigt er en landsdelsfunktion, i et veldefineret omfang kan varetages på basisniveau ved en konkret afdeling efter skriftlig fælles aftale med landsdelsafdelingen.

Samarbejdet kan iøvrigt styrkes via udvikling af samarbejdsformer f.eks. i form af fælles behandlingsplaner, vandrejournaler, konferencer, konsulentfunktion, udebesøg af specialister og fælles ansættelse i to sygehuskommuner.

Placering af funktioner og betydningen for specialeplanlægningen

I sygehusvæsenet skelnes mellem to hovedtyper af funktioner: basisfunktion og højt specialiseret funktion. Placeringen af funktionerne i sygehusvæsenet tager udgangspunkt i to niveauer: basisniveauet og lands- og landsdelsniveauet.

På basisniveauet varetages de hyppige og almindeligt forekommende opgaver. Basisfunktioner er funktioner, der ikke er defineret som højt specialiserede. Lands- og landsdelsniveauet varetager de højt specialiserede funktioner.

Indenfor de fleste lægelige specialer og grenspecialer findes både basisfunktioner og højt specialiserede funktioner, dvs. lands- og landsdelsfunktioner.

Det skal understreges, at landsdelsniveauet kun omfatter en lille del af ydelserne i det samlede

sygehusvæsen. Gennem en årrække har sengedagsforbruget på landsdelsniveau udgjort i størrelsesordenen 10-12% af det samlede sengedagsforbrug.

På det højt specialiserede niveau samles funktionerne på bestemte landsdelssygehuse. På basisniveau bør nogle funktioner, under hensyn til patientunderlaget og kompleksiteten, samles et sted i amtet, oftest på hovedsygehusniveau. Mange funktioner vil kunne varetages på flere sygehuse.

Lands- og landsdelsniveau:

Lands- og landsdelsfunktioner varetages på lands- og landsdelsniveauet. Den enkelte funktion kan findes på samtlige landsdelssygehuse, eller på nogle af disse. I enkelte tilfælde varetages en funktion kun et sted, dvs. at funktionen er en landsfunktion.

Nogle specialer varetages udelukkende på landsdelsniveauet. Eksempler herpå er neurokirurgi og thoraxkirurgi.

Landsdelsniveau med satellitfunktioner på nogle sygehuse på basisniveau:

I nogle tilfælde er der mulighed for at en funktion, der i øvrigt er højt specialiseret, kan varetages decentralt af en konkret basisafdeling i et tæt aftalt samarbejde med landsdelsafdelingen. Herved kan hensynet til nærhed tilgodeses. Det kan f.eks. dreje sig om enkelte faser i et langvarigt forløb eller lettere tilfælde. Et klart og fælles aftalt samarbejde (satellitaftale) mellem basisafdelingen og landsdelsafdelingen generelt og om de konkrete patienter er en forudsætning.

Basisniveau:

Basisfunktioner varetages på basisniveau af alle amter. Den enkelte funktion kan findes et sted i amtet, typisk på hovedsygehusniveau, eller ved flere sygehuse i amtet. Dette vil afhænge af patientunderlaget, kvalitetshensyn, de teknologiske krav, det enkelte amts sygehusstruktur m.v.

I enkelte tilfælde, f.eks. geriatri og arbejdsmedicin, er alle funktioner indenfor et speciale basisfunktioner, men almindeligvis vil der også være lands- og landsdelsfunktioner indenfor specialet.

Basisniveau med funktion kun i nogle amter:

I nogle tilfælde er der ikke patientunderlag eller ekspertise til at basisfunktioner kan varetages i alle amter. Sådanne basisfunktioner bør derfor kun etableres i nogle amter som led i et tværamtsligt samarbejde.

Specialeplanlægning

Basisfunktioner

Basisniveauet omfatter almindeligt forekommende sygehusydelser, hvor der er patientunderlag til at ydelserne kan gives på et højt kvalitetsniveau på basisniveauet. Skønsmæssigt omfatter basisniveauet ca. 90% af sengedagsforbruget. Ved specialeplanlægning på basisniveau bør hensynet til nærhed og behovet for akutfunktioner afvejes i forhold til hensynet til et tilstrækkeligt patientunderlag, dvs. til rutine og erfaring og dermed kvalitet.

Forpligtelser for basissygehuse

Varetagelsen af en funktion på et basissygehus betyder, at afdelingen påtager sig følgende forpligtelser:

  

 -    at sikre kvaliteten af afdelingens ydelser  

 -    at fastholde den nødvendige ekspertise  

 -    at viderevisitere relevante patienter til andre  

 sygehuse i amt, region eller til landsdelsniveau  

 -    at tilbyde funktionen også til borgere fra andre sygehuskommuner  

 -    at varetage uddannelsesopgaver på området  

 -    at udvikle funktionen, herunder eventuelt at indgå i  

    forskningsopgaver på området  

 -    at samarbejde med landsdelsafdelinger om behandling af patienter  

    der følges lokalt  

 -    at samarbejde med landsdelsafdelinger om spredning af opgaver  

    der er blevet almindeligt kendte og ukomplicerede.  

Vægten i forpligtelserne vil være forskellig afhængig af størrelsen af sygehuset, specialiseringsgraden samt af den etablerede sygehusstruktur og opgavefordeling i amtet. Typisk omhandler de sidste forpligtelser hovedsageligt opgaver, som kun bør varetages et sted i amtet, oftest på hovedsygehusniveau.

Principper for tilrettelæggelsen af basisfunktioner

Den fremtidige sygehusplanlægning bør anskues for det amtslige sygehusvæsen under et. Udviklingen medfører til stadighed øgede muligheder og krav til diagnostik og behandling. Dette medfører behov for en øget opgavefordeling mellem større og mindre sygehuse.

Varetagelse af en række mindre hyppigt forekommende opgaver på basisniveau vil således forudsætte, at disse opgaver kun varetages et sted i amtet, typisk ved et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau.

Det principielle udgangspunkt for en nutidig kvalitet i patientbehandlingen er, at specialiserede funktioner varetages på steder, der råder over speciallæger inden for specialet, og at bagvagtsfunktioner inden for et givet speciale varetages af en speciallæge i faget.

Funktioner bør ikke være etableret flere steder end nødvendigt under hensyn til patientunderlag og kvalitet. Der bør således indgås tværamtslige samarbejdsaftaler om udvalgte funktioner og specialer.

Specialeplanlægning på basisniveau er dynamisk og mulighederne for opgavevaretagelse ændrer sig med tiden, i denne forbindelse bør specialeplanlægningen også samordnes med almen praksis og speciallægepraksis.

Der er grænser for antallet af funktioner, der bæredygtigt vil kunne varetages på mindre sygehuse. En udbygning af samarbejdet mellem større og mindre sygehuse og udvikling af nye samarbejdsformer, er således en nødvendig forudsætning for tilbud af kvalitet i alle led af et basissygehusvæsen.

Lands- og landsdelsfunktioner

Ved lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet forstås funktioner, der vedrører sygdomme/tilstande:

  

 -    som på grund af sjældenhed og hensynet til erfaringsopsamling  

    bør behandles få steder i landet  

 -    hvis diagnostik og/eller behandling er kompliceret og  

    forudsætter tilstedeværelsen af mange tværgående  

    funktioner/samarbejdspartnere  

 -    hvis diagnostik og/eller behandling medfører et stort  

    ressourceforbrug, f.eks. i form af specialapparatur.  

Der vil herudover være patienter eller sygdomstilfælde, som er af en så særlig karakter, at disse, selvom de ikke er anført som lands- og landsdelsfunktioner, alligevel bør viderevisiteres til lands- eller landsdelsafdeling.

Ved henvisning til lands- og landsdelsafdelinger vil der ofte være tale om en forudgående udredning på basisniveau som forudsætning for en hensigtsmæssig viderevisitering.

I visse tilfælde vil patientunderlaget i Danmark være for lille til, at indenlandsk ekspertise kan etableres på passende niveau. I sådanne tilfælde bør patienterne henvises til højt specialiseret behandling i udlandet.

Forpligtelser for lands- og landsdelssygehuse

At en funktion fastsættes som lands- eller landsdelsfunktion på en afdeling betyder, at den pågældende afdeling påtager sig følgende forpligtelser:

  

 -    at tilbyde funktionen også til patienter fra andre  

    sygehuskommuner  

 -    at sikre kvaliteten af afdelingens ydelser gennem et  

    kvalitetsudviklingsprogram  

 -    at fastholde og udvikle funktionen og den nødvendige ekspertise  

 -    at varetage forsknings- og udviklingsopgaver på området  

 -    at varetage uddannelsesopgaver på området  

 -    at foretage medicinsk teknologivurdering af nye og særlige  

    ydelser før eventuel spredning  

 -    at samarbejde med basisafdelinger om patienter, der kan følges  

    lokalt i henhold til satellitaftale  

 -    at samarbejde med basisafdelinger om spredning af opgaver, der  

    er blevet almindeligt kendte og ukomplicerede.  

Principper for tilrettelæggelsen af lands- og landsdelsfunktioner.

Lands- og landsdelsfunktioner placeres ved bestemte sygehuse, de såkaldte landsdelssygehuse, da tilstedeværelsen af tværgående funktioner og andre (lands- og landsdels-)funktioner på tilsvarende højt specialiseret niveau er væsentlig for diagnostik og behandling.

Det kan være nødvendigt at etablere team funktioner omfattende flere diagnostiske og kliniske specialer. Et samarbejde om patientforløb på tværs af specialer vil ofte være hensigtsmæssigt.

Det vil for de fleste specialer være hensigtsmæssigt at foretage en vis opgavefordeling mellem de forskellige landsdelsafdelinger, således at landdelsafdelingerne inden for specialet ikke nødvendigvis har samme faglige profil.

Lands- og landsdelsfunktioner etableres også under hensyn til geografiske forhold. Dette betyder, at funktioner om muligt etableres i Øst- og Vestdanmark, hvis der er patientunderlag til flere enheder.

Specialeoversigt

Anæstesiologi

Arbejdsmedicin

Børne- og ungdomspsykiatri

Dermato-venerologi

Diagnostisk radiologi

Gynækologi og obstetrik

Intern Medicin

Geriatri

Hepatologi

Hæmatologi

Infektionsmedicin

Kardiologi

Medicinsk allergologi

Medicinsk endokrinologi

Medicinsk gastroenterologi

Medicinske lungesygdomme

Nefrologi

Reumatologi

Kirurgi

Karkirurgi

Kirurgisk gastroenterologi

Plastikkirurgi

Thoraxkirurgi

Urologi

Endokrinkirurgi

Børnekirurgi

Klinisk biokemi

Klinisk farmakologi

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Klinisk genetik

Klinisk immunologi

Klinisk mikrobiologi

Neurokirurgi

Neurologi

Klinisk neurofysiologi

Oftalmologi

Onkologi

Ortopædisk kirurgi

Oto-rhino-laryngologi

Audiologi

Patologisk anatomi

Psykiatri

Pædiatri

Hospitalsodontologi (tand-mund- og kæbekirurgi)

Læsevejledning for de enkelte

specialer/fagområder

Vejledningen henviser til sygehuse, ikke afdelinger. De konkrete landsdelsafdelinger er anført på den vedlagte afdelingsliste.

Hvert speciale, grenspeciale eller fagområde gennemgås efter følgende systematik:

Beskrivelse

Kort beskrivelse af specialet/grenspecialet/fagområdet med angivelse af væsentlige karakteristika.

Nuværende organisation af specialet

  

 -    Praksisområdet: Angivelse af speciallægepraksis.  

 -    Basisniveau: Angivelse af basis-sygehusafdelinger inden for  

    specialet.  

 -    Lands- og landsdelsniveau: Angivelse af de sygehuse, der har  

    landsdelsfunktion inden for specialet.  

Specialeplanlægning

Omfatter kort angivelse af væsentlige karakteristika af betydning for specialeplanlægningen herunder:

  

 -    Specielle patient- og sygdomskarakteristika og  

    befolknings-/patientunderlag.  

 -    Ambulante/stationære og akutte/elektive funktioner.  

 -    Særlige krav, f.eks. apparatur, samarbejde, specialiseringsgrad.  

 -    Grænseflader til andre specialer, herunder evt. hvilke opgaver  

    der kan løses i primærsektoren.  

 -    Forventninger til den fremtidige udvikling.  

Talangivelser i dette afsnit er enten faktiske aktivitetstal, anbefalet mindste aktivitet af hensyn til god kvalitet eller anbefalet nødvendigt patientunderlag for at etablere/opretholde en funktion.

Endvidere eventuelt samlede tal for forekomsten af nye tilfælde pr. år i hele landet (incidens).

Basisniveau

Omfatter de amtslige sygehuse/afdelinger, her beskrives:

  

 -    Behov for og krav til varetagelse af basisfunktioner.  

 -    Nødvendigt befolkningsunderlag generelt og for særlige  

    undergrupper pr. enhed (afdeling og/eller læge).  

 -    Antal steder (amtslig/tværamtslig), sygehustype (større  

    specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau).  

 -    Samarbejde med andre specialer/grenspecialer.  

Talangivelser i dette afsnit er enten anbefalet mindste aktivitet på basisafdeling af hensyn til god kvalitet eller anbefalet nødvendigt patientunderlag for at etablere/opretholde en basisfunktion.

Endvidere eventuelt samlede tal for forekomsten af nye tilfælde pr. år i hele landet (incidens).

Når der i afsnittet anføres »et sted i amtet« forudsættes et »standardamt«. I en række tilfælde vil de mindste amter, især Bornholms Amt, ikke have befolkningsunderlag for funktionen, medens enkelte amter med en stor befolkning kan have grundlag for flere steder.

Lands- og landsdelsniveau

Beskrivelse af behov for og krav til varetagelse af landsdelsfunktioner.

Antal steder og det nødvendige patientunderlag.

Samarbejde med andre specialer/grenspecialer.

Talangivelser i dette afsnit er enten anbefalet mindste aktivitet på landsdelsafdeling af hensyn til god kvalitet, eller anbefalet nødvendigt patientunderlag for at opretholde en landsdelsfunktion.

Under de tværgående laboratoriefag er anført særlige undersøgelser, der udføres på landsdelssygehusene på baggrund af de kliniske specialers lands- og landsdelsfunktioner og som er af en sådan karakter, at de ikke bør foretages andre steder.

Lands- og landsdelsfunktioner

Her oplistes de sygdomsgrupper/diagnoser samt diagnostiske og behandlingsmæssige metoder, der er lands- og landsdelsfunktioner med angivelse af de sygehuse, der varetager funktionerne.

Der angives kun eksisterende funktioner. Planlagte overflytninger der påregnes gennemført i løbet af 1996 vil normalt være anført under det nye sygehus. Dette gælder f.eks. Hovedstadens Sygehusfællesskab og for Århus Universitetshospital.

Hvor intet andet er anført, angiver tallene i parentes efter hver landsdelsfunktion skøn over antal nye patienter årligt i hele landet. I nogle tilfælde har det ikke været muligt at give et kvalificeret skøn.

Formuleringer af typen »visse svære tilfælde af..« og »særlig kompliceret...« eller lignende er i videst muligt omfang undgået, men de har af og til måttet anvendes. Sammenholdt med antallet af nye patienter årligt angiver formuleringen, at det kun er en mindre del af en ofte meget stor patientgruppe, som har behov for henvisning til det højt specialiserede niveau.

Særlige bemærkninger

  

 -    Indeholder uddybende eller præciserende bemærkninger.  

 -    Referencer (Sundhedsstyrelsens Vejledninger, særlige  

    referenceprogrammer og lignende).  

 -    Andre initiativer og bemærkninger.  

Anæstesiologi

Beskrivelse

Det anæstesiologiske speciale omfatter forskellige former for bedøvelse i forbindelse med operation eller undersøgelse, herunder præoperativ forberedelse og postoperativ overvågning og behandling. Specialet varetager intensivbehandling af kritisk syge og akut behandlingskrævende patienter, herunder multitraumatiserede patienter, i samarbejde med andre specialer. Desuden varetager specialet akut og kronisk smertebehandling, akut præhospitalsbehandling og katastrofemedicin.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Praktiserende anæstesiologiske speciallæger foretager ca. 40.000 anæstesier om året, hovedsageligt i øjen- og ørelægepraksis. Det drejer sig typisk om kortvarig standardanæstesi, bl.a. i forbindelse med mindre indgreb på i øvrigt raske børn. Praktiserende speciallæger foretager desuden smertebehandling.

Basisniveau

Der er anæstesiologiske afdelinger eller funktioner ved alle sygehuse med akutfunktion og/eller kirurgisk virksomhed. Intensiv terapi varetages overvejende i anæstesiologisk regi, 30 anæstesiafdelinger behandler kroniske smertepatienter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Specialeplanlægning inden for anæstesiologi omfatter en række forskellige områder.

Anæstesi og postoperativ overvågning

Nye anæstesimetoder, det forhold, at flere ældre patienter og flere patienter i dårlig almentilstand med komplicerede sygdomstilfælde kan opereres, indførelse af sammedagskirurgi og nye kirurgiske behandlingsformer medfører øgede krav til den nutidige anæstesi og postoperative overvågning.

Intensiv terapi

Behandling af patienter med multiorgansvigt og multitraumatiserede patienter bør foregå på sygehuse med multidisciplinær intensiv afdeling. Indsatsen for patienter med multiorgansvigt og multitraumer bør tilrettelægges med direkte transport til sygehuse, der råder over tilstedeværelsesvagt af speciallæge i anæstesiologi, og hvor traumeproblemerne kan varetages akut. Det drejer sig om sygehuse med akutfunktion for en række kirurgiske og medicinske specialer og billeddiagnostik.

Smertebehandling

Det anæstesiologiske speciale indgår i samarbejdet om vurdering og behandling af patienter med akutte, herunder postoperative, og kroniske smerter, herunder cancersmerter. Der behandles i anæstesiologisk sygehusregi ca. 8.000 kroniske smertepatienter årligt. Der er i henhold til Sundhedsstyrelsens redegørelse om kræft ca. 13.000 cancerpatienter, som har behov for smertebehandling. Anæstesiologer indgår i smertebehandlingen for en del af disse patienter i samarbejde med andre specialer. Nogle patienter med kroniske non-maligne smerter har behov for behandling i multidisciplinære smerteenheder/-team.

Sygehusberedskab og præhospitalsbehandling

Alle anæstesiologiske afdelinger indgår i katastrofeberedskabet/ sygehusberedskabet. Større sygehuse er således ofte forpligtet til udsendelse af »udrykningshold« bestående af bl.a. anæstesilæge og anæstesisygeplejerske i forbindelse med større ulykker og katastrofer.

Formaliseret præhospitalsbehandling med lægeligt vagthold (varierende dækning) findes i enkelte større byer. Der må generelt forudses en udbygning af den præhospitale indsats og af interhospital transport, som vil involvere det anæstesiologiske speciale.

Basisniveau

Alle sygehuse med akutfunktion og/eller kirurgisk virksomhed bør have en anæstesiologisk afdeling/enhed.

Specielle procedurer bør samles et sted i amtet ved et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau. Det drejer sig om:

  

 -    Generel anæstesi af børn under 2 år i nært samarbejde med amtets  

    børneafdeling og enheden for kirurgi på børn.  

 -    Intensivfunktion for patienter med svær lungesvigt og intensiv  

    terapi af børn. Endvidere, afhængig af befolkningsunderlaget,  

    patienter med multiorgansvigt og multitraumer.  

 -    Smerteenhed i samarbejde mellem flere specialer.  

Lands- og landsdelsniveau

Anæstesi i forbindelse med en lang række kirurgiske lands- og landsdelsfunktioner kræver særlig anæstesiologisk ekspertise og erfaring. Det drejer sig bl.a. om neurokirurgiske, thoraxkirurgiske og særlige børnekirurgiske indgreb.

I visse tilfælde kan det være de anæstesiologiske problemstillinger, der i sig selv udgør grundlaget for, at opgaven bør varetages på landsdelsniveau, f.eks. generel anæstesi af spædbørn.

Lands- og landsdelsfunktioner

Nervus phrenicus pacemaker: Rigshospitalet (1-2).

Behandling af kronisk respirationsinsufficiens, som følge af neuromuskulære lidelser, thoraxdeformiteter m.v., herunder bl.a. børn med tracheostomi på grund af misdannelser, teamfunktion med neurologi, pædiatri og oto-rhino-laryngologi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (170).(* 1)

Hyperbar iltbehandling, ved f.eks. gasgangræn, kæbenekrose og visse tilfælde af kulilteforgiftning: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (30).

Malign hypertermi, herunder udredning, registrering og vejledning af patienter og pårørende: Amtssygehuset i Herlev (50).

Epidural bagstrengstimulation, ved kroniske smerter, som ikke kan behandles med operation eller medicinsk behandling: Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (30).

Non-maligne og maligne smertetilstande, hvor specielle diagnostiske eller behandlingsmæssige teknikker/og eller særlig tværfaglig indsats er nødvendig: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev og Aalborg Sygehus (900).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) I henhold til Sundhedsstyrelsens Vejledning om kronisk respirationsinsufficiens, 19. december 1990.

Registrering og vejledning af patienter og pårørende til patienter med Cholinesterasemangel foregår på Rigshospitalet (300).

Sundhedsstyrelsen vil igangsætte udredning vedrørende organisering af intensiv terapi.

Arbejdsmedicin

Beskrivelse

Specialet arbejdsmedicin beskæftiger sig med sammenhænge mellem arbejdsmiljø og eksternt miljø på den ene side og sundhedstilstanden hos individer og grupper på den anden side. I faget indgår udredning og forebyggelse af arbejds- og miljøbetingede lidelser samt rådgivning til bl.a. bedriftssundhedstjenester og andre sygehusafdelinger. Karakteristisk for specialet er en integreret anvendelse af lægefaglig, toksikologisk, teknisk hygiejnisk, epidemiologisk og samfundsvidenskabelig viden.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ikke praktiserende speciallæger i arbejdsmedicin.

Basisniveau

Der er arbejdsmedicinske klinikker i alle amter, undtagen Bornholms Amt. Rigshospitalets arbejdsmedicinske klinik dækker Københavns og Frederiksberg Kommuner og Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ingen landsdelsfunktioner i specialet.

Specialeplanlægning

Patientunderlaget for de arbejdsmedicinske klinikker udgøres hovedsageligt af patienter, der henvises til undersøgelse for erhvervsbetinget sygdom, herunder grupper med særlige eksponeringer.

De arbejdsmedicinske klinikker varetager også undersøgelse af personer og grupper som har været udsat for særlig eksponering uden for arbejdsmiljøet, f.eks. ydre miljø, bolig m.v.

Sygdomsmønstret blandt patienterne på de arbejdsmedicinske klinikker har gennem 1980-erne ændret karakter fra at være domineret af patienter til undersøgelse for hjerneskader efter eksponering for opløsningsmidler, til en bredere vifte af sygdomme med bevægeapparatslidelser som den største gruppe. Der har herudover været en stigning i antallet af patienter med arbejdsrelaterede allergiproblemer (rhinitis og asthma bronchiale), i henvisninger på grund af mistanke om erhvervsbetinget kræft og i antallet af henvisninger af patienter med psykiske reaktioner/belastningsreaktioner.

Alle patientgrupper ses ambulant i almindelig dagtid, og der er ikke behov for arbejdsmedicinske sengeafdelinger.

Arbejdsmedicin har tæt samarbejde med bl.a. dermatologi, lungemedicin, allergologi, neurologi og reumatologi. De arbejdsmedicinske klinikker samarbejder endvidere med de praktiserende læger og med socialforvaltningerne vedr. sociale konsekvenser for patienter med arbejdsmedicinske lidelser. Der er endvidere samarbejde med Arbejdstilsynet, Arbejdsskadestyrelsen, bedriftssundhedstjenester, sikkerhedsorganisationer, branchesikkerhedsråd, faglige organisationer m.fl.

Basisniveau

Der bør være arbejdsmedicinske klinikker i alle amter. Rigshospitalet kan betjene Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ingen landsdelsfunktioner i specialet.

Giftinformationen på Rigshospitalet (* 1) fungerer som landsfunktion med rådgivning vedrørende diagnostik og behandling af forgiftninger. Behandlingen heraf udføres på relevant klinisk afdeling.

Særlige bemærkninger

(* 1) Funktionen planlægges overført til Bispebjerg Hospital i slutningen af 1997.

Børne- og ungdomspsykiatri

Beskrivelse

Børne- og ungdomspsykiatri omfatter undersøgelse og behandling af børn og unge med psykiske lidelser, herunder udviklingshæmmede børn med psykiske lidelser. Specialet omfatter forskellige psykiske forstyrrelser, herunder udviklings- og adfærdsforstyrrelser, psykosomatiske lidelser og patienter med psykotiske tilstande.

Det børne- og ungdomspsykiatriske arbejde foregår i tæt samarbejde med barnets eller den unges familie og netværk. Behandlingsmetoderne omfatter rådgivning, psykoterapi, biologisk behandling og miljøbehandling. Arbejdsformen er ofte distriktspsykiatrisk.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der findes ganske få praktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri.

Basisniveau

Specialet etableredes pr. 1. januar 1994 ved sammenlægning af det hidtidige børnepsykiatriske speciale med fagområdet ungdomspsykiatri.

Der er børnepsykiatriske ambulatorier/afdelinger i 12 amter og i Hovedstadens Sygehusfællesskab. Der er ungdomspsykiatriske afdelinger/afsnit i 9 amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Bispebjerg Hospital), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Glostrup), Århus Universitetshospital (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital) og Odense Universitetshospital (Det Børnepsykiatriske hus).

Specialeplanlægning

Årligt henvises under 0,5% af børne-ungdomspopulationen til børne-ungdomspsykiatrisk undersøgelse og behandling.

Forskellige undersøgelser tyder på, at ialt 10-20% af børn og unge på et eller andet tidspunkt under opvæksten har brug for hjælp pga. psykiske problemer. Kun en lille del af disse børn/unge har dog behov for hjælp fra børne- og ungdomspsykiater.

Børne- og ungdomspsykiatri har samarbejde med de pædagogiske/psykologiske rådgivninger, social- og sundhedsforvaltninger og døgninstitutioner for børn og unge samt videnscentre i socialt regi.

I sygehusvæsenet samarbejder børne- og ungdomspsykiatrien især med pædiatri og voksenpsykiatri. Vægten i det børne- og ungdomspsykiatriske speciale ligger for de yngste på ambulant- og deldøgnsvirksomhed, og behov for akutfunktioner forekommer kun i begrænset omfang. Der tilbydes overvejende subakut undersøgelse og behandling (ambulant og stationær) inden for få dage. Med stigende alder øges behovet for både døgnfunktion og akut indlæggelse, ligesom sygdomsmønstret ændres henimod voksenpsykiatri.

Der må i fremtiden forventes et noget øget behov for behandling af børn og unge med psykiske lidelser.

Der er samarbejde med pædiatri bl.a. omkring udredning og behandling af komplicerede syndromer, spædbarnspsykiatriske, neuropsykiatriske og psykosomatiske tilstande samt komplicerede psykiske tilstande ved somatisk sygdom.

Der er samarbejde med voksenpsykiatri omkring børn af psykisk syge forældre, i forbindelse med selvmordstruede unge og unge med psykoser og »border-line«-tilstande.

Basisniveau

Organisationen af behandlingen af børn og unge i amterne må forventes ændret i overensstemmelse med den nye specialeafgrænsning. Der bør i overgangsfasen, i samarbejde med voksenpsykiatrien, udvises særlig opmærksomhed overfor de ungdomspsykiatriske patienter og udvises fleksibilitet bl.a. med hensyn til aldersgrænser.

Alle amter bør have en børne- og ungdomspsykiatrisk funktion. En sådan basisfunktion bør som minimum omfatte ambulant funktion samt børnepsykiatrisk dagfunktion og ungdomspsykiatrisk døgnfunktion.

Amter med stort befolkningsunderlag kan etablere en børnepsykiatrisk døgnfunktion og en ungdomspsykiatrisk afdeling/afsnit med lukket eller skærmet afsnit: funktioner der ellers kan etableres via tværamtsligt samarbejde.

Lands- og landsdelsniveau

Landsdelsniveauet omfatter sværere og mere komplicerede tilstande, der kræver særlig erfaring eller samarbejde med andre funktioner, f.eks. pædiatriske eller intern medicinske afdelinger ved svære spiseforstyrrelser, eller behov for avanceret neurobiologisk undersøgelsesteknik, neuropsykologi og lignende. Retspsykiatrisk undersøgelse af unge bør foregå på landsdelsniveau.

Lands- og landsdelsfunktioner

Svære komplicerede spiseforstyrrelser. Bispebjerg Hospital, Århus Universitetshospital (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital) og Odense Universitetshospital (Det Børnepsykiatriske hus) (10-20).

Følgende funktioner varetages på Bispebjerg Hospital, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital) og Odense Universitetshospital (Det Børnepsykiatriske hus):

Komplicerede psykotiske tilstande hos større børn og unge (20-30).

Svære og atypiske udviklingsforstyrrelser (20-30).

Neuropsykiatriske lidelser, f.eks. Tourettes syndrom, kompliceret hyperkinetisk syndrom (20).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Dermato- venerologi

Beskrivelse

Dermato-venerologi omfatter forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdomme i huden samt af seksuelt overførte sygdomme. Hudsygdommene omfatter bl.a. hudinfektioner med bakterier, svampe eller virus samt eksemsygdomme, immunologisk betingede sygdomme, bivirkninger fra medicin, godartede og ondartede hudtumorer, kroniske sårdannelser og hudmanifestationer ved genetisk betingede sygdomme.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Diagnostik og behandling af hudsygdomme og seksuelt overførte sygdomme foregår for størstedelens vedkommende ambulant i almen praksis og speciallægepraksis. Sværere eller diagnostisk uafklarede tilfælde henvises til undersøgelse og behandling på dermatologisk specialafdeling.

Basisniveau

Der er ikke basisafdelinger i specialet. Der er dermatologiske konsulentordninger i sygehusvæsenet i nogle amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Bispebjerg Hospital), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Gentofte), Århus Universitetshospital (Marselisborg Hospital) og Odense Universitetshospital.

Til afdelingerne er knyttet venereaklinikker (kønssygdomsklinikker), hvor patienterne uden henvisning kan henvende sig med henblik på undersøgelse og behandling for seksuelt overførte sygdomme.

Specialeplanlægning

De dermato-venerologiske opgaver varetages hovedsageligt af speciallægepraksis i samarbejde med almen praksis samt af landsdelsafdelingerne inden for specialet.

Tilstedeværelse af praktiserende speciallæger medvirker til en geografisk spredning af dermatologisk service. Den altdominerende andel af virksomheden er ambulant. Der er ikke behov for dermatologiske stationære funktioner på amtsniveau.

Landsdelsafdelingerne sikrer mulighed for stationær specialiseret diagnostik og behandling.

Der er behov for samarbejde med infektionsmedicin, plastikkirurgi, reumatologi, pædiatri, geriatri, klinisk genetik og arbejdsmedicin.

Basisniveau

Der er ikke behov for etablering af dermatologiske afdelinger på basisniveau i sygehusvæsenet.

Lands- og landsdelsniveau

Behovet for stationær dermatologisk-venerologisk behandling dækkes af landsdelsafdelingerne som også varetager den højt specialiserede indsats.

Der er endvidere en række hud- og seksuelt overførte sygdomme der forudsætter særlig diagnostisk eller behandlingsmæssig teknologi.

Særlige diagnostiske procedurer omfatter bl.a. udvidet epikutantestning (lappeprøver) med specifikt fremstillede substanser og udredning af ekspositionsforhold. Endvidere udvidet priktest og eliminations- og provokationsprogram, dermatoskopisk vurdering af særlige pigmenterede hudforandringer, fototestning, fotolappeprøver, hudfysiologiske undersøgelser, immunflourescensundersøgelser og elektronmikroskopi samt udvidet syfilisdiagnostik.

De mere specielle behandlingsprocedurer omfatter indledning af systemisk behandling og eventuelt fortsat kontrol ved behandling med visse lægemidler, som kræver særlig ekspertise, eksempelvis retinoider, Methotrexat og Cyclosporin. Endvidere fotokemoterapi med retinoid plus PUVA (re-PUVA), lokal røntgenbehandling og visse former for cytostatisk lokalbehandling.

Behandling af behandlingsresistent ulcus cruris varetages af de dermatologiske afdelinger i et samarbejde med karkirurgi, ortopædkirurgi og plastikkirurgi eventuelt i form af en sårcenterfunktion.

Lands- og landsdelsfunktioner

Laserbehandling af større hæmangiomer og svære hudfølger af dermatologisk sygdom: Bispebjerg Hospital og Århus Universitetshospital (Marselisborg Hospital) (antal?).

Følgende funktioner varetages på Bispebjerg Hospital, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Marselisborg Hospital) og Odense Universitetshospital:

Kutane maligne lymfomer (antal?).

AIDS-relaterede hudsygdomme, i samarbejde med infektionsmedicin (antal?).

Hudmanifestationer ved generaliserede bindevævssygdomme (autoimmunsygdomme), i samarbejde med reumatologi (antal?).

Genodermatoser, i samarbejde med klinisk genetik (antal?).

fortsættes...

Særlige tilfælde af erhvervsbetingede eksemer, i samarbejde med arbejdsmedicin (antal?).

Svære udbredte eller behandlingsresistente hudinfektioner forårsaget af svampe, bakterier eller virus (antal?).

Ernærings- og mangelsygdomme med hudmanifestationer (antal?).

Udbredte tilfælde af kutan vaskulitis (antal?).

Svære og udbredte tilfælde af UV- og lysfremkaldte dermatoser og kutane porfyrisygdomme (antal?).

Syfilis og mistanke herom (antal?).

Komplicerede eller sjældne seksuelt overførte sygdomme (antal?).

Svære tilfælde af visse hudsygdomme bl.a.: bulløse hudsygdomme, psoriasis, eksemer og atopisk dermatitis (antal?).

Hudkræft, herunder mindre, tynde maligne melanomer (under 1 mm), i samarbejde med plastikkirurgi og onkologi (antal?).(* 1)

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selv om der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Dermatologiske landsdelsafdelinger indgår i udredning af hudlidelser med mistanke om malignitet. Mindre tynde melanomer (under 1 mm) kan behandles af dermatologisk landsdelsafdeling i samarbejde med plastikkirurgisk landsdelsafdeling.

Diagnostisk radiologi

Beskrivelse

Specialet diagnostisk radiologi omfatter udførelse og vurdering af undersøgelser baseret på konventionel røntgenteknik og ultralyd-, CT- og MR-teknik samt invasive billedvejledte diagnostiske og behandlingsmæssige procedurer. Såvel diagnostiske som terapeutiske procedurer forudsætter tæt samarbejde med henvisende læger.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

De radiologiske sygehusafdelinger betjener sygehusene, almen praksis og speciallægepraksis, bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommuner, hvor praktiserende læger og speciallæger betjenes af radiologisk speciallægepraksis.

Basisniveau

Der er 61 radiologiske afdelinger med basisfunktioner, omfattende såvel universitetsafdelinger som afdelinger på centralsygehuse og 4-delte sygehuse.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

De radiologiske funktioner omfatter diagnostik og behandling for sygehusafdelinger/-ambulatorier og for den primære sundhedssektor herunder speciallægepraksis.

Både diagnostiske og terapeutiske procedurer forudsætter et tæt samarbejde med de henvisende læger for at sikre valg af hensigtsmæssige diagnostiske og terapeutiske strategier. En subspecialisering er nødvendig, hvor radiologer indgår i teamfunktion i relation til højt specialiserede organrelaterede områder på landsdelsniveau. En vis subspecialisering må i fremtiden forventes på større sygehuse på basisniveau.

Radiologien er præget af en meget hurtig teknologisk udvikling, specielt inden for invasive procedurer, ultralyd-, MR- og CT-scanning samt digitaliseret konventionel radiologi. Af hensyn til kvalitetsudvikling og ressourceforbrug bør ansvaret for billeddiagnostiske procedurer generelt forblive billeddiagnostiske afdelingers ansvarsområde. Udvikling af samarbejde og teamfunktioner er således væsentlig.

Nyudviklet (radiologisk) billeddiagnostisk teknologi bør primært etableres på radiologiske afdelinger ved landsdelssygehuse med henblik på afprøvning og vurdering af anvendelsesområde (medicinsk teknologivurdering) forud for eventuel spredning.

Der bør inden for radiologien løbende foretages kvalitetsovervågning og udarbejdelse af referenceprogrammer bl.a. med udgangspunkt i strålehygiejniske hensyn.

Basisniveau

Specialet omfatter mange akutte funktioner. Afdelinger på sygehuse med akut modtagelse bør døgnet rundt have mulighed for radiologisk diagnostik og behandling på speciallægeniveau.

Hvert amt bør kunne varetage alle de ikke-højtspecialiserede radiologiske funktioner, der er nødvendige for en nutidig patientbehandling, dvs. konventionel røntgenteknik og ultralydscanning inkl. Doppler, CT- og/eller MR-scanning samt angiografi, minimum et sted i amtet. Placering af disse radiologiske funktioner afhænger af patientunderlag og de kliniske funktioner på det enkelte sygehus.

Specielle funktioner og visse invasive indgreb bør, under hensyntagen til patientunderlaget og de kliniske funktioner på amtets sygehuse, samles et sted i amtet. Andre procedurer bør samles i få amter efter tværamtslig aftale, f.eks. PTA i tilknytning til karkirurgi på basisniveau.

Klinisk mammografi kræver speciel ekspertise og bør derfor koncentreres på få læger og radiografer på den enkelte afdeling for at opretholde et højt kvalitetsniveau. Klinisk mammografi bør foregå i et tæt samarbejde med klinikere og patologer - og med tæt kontakt til primærsektoren.

Vedrørende mammografiscreening henvises til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og redegørelse: »Brystkræft - Tidlig opsporing og undersøgelse«, 1994.

Lands- og landsdelsniveau

På sygehuse med lands- og landsdelsfunktioner har de højt specialiserede kliniske funktioner i stor udstrækning nødvendiggjort, at radiologer besidder ekspertise på særlige områder såsom neuro-, muskuloskeletal-, thorax-, gastrointestinal-, urogenital, kardiovaskulær- og pædiatrisk radiologi. Radiologi indgår i tværfaglige team omkring en lang række lands- og landsdelsfunktioner.

Radiologiske afdelinger på landsdelssygehuse bør foruden konventionelt røntgenudstyr og ultralydsapparatur med Dopplerfunktion have såvel CT- som MR-apparatur, som ofte er en forudsætning for adækvat diagnostik i forbindelse med lands- og landsdelsfunktionerne.

Angiografiske specialfunktioner med invasive procedurer bør kun udføres på lands- og landsdelssygehuse med tilstedeværelse af de relevante kliniske specialer (f.eks.: kar-, hjerte- og neurokirurgi). Endovaskulær terapi kræver foruden manuelle færdigheder avanceret røntgenudstyr for at vedligeholde og udvikle funktionen. Dette nødvendiggør et patientunderlag svarende til mindst 25 endovaskulære procedurer om året pr. radiolog tilknyttet funktionen.

Yderligere samling af landsdelsfunktionerne bør overvejes i fremtiden.

Lands- og landsdelsfunktioner

Superselektiv angiografi og embolisationsbehandling af:

  

 -    Store intracerebrale arteriovenøse malformationer, i samarbejde  

    med neurokirurgi: Aalborg Sygehus (5-6).  

 -    Intracerebrale (sacculate) aneurismer (coilbehandling), i  

    samarbejde med neurokirurgi: Odense Universitetshospital (35).(*  

    1)  

 -    Intracerebrale fistler og mindre arteriovenøse malformationer, i  

    samarbejde med neurokirurgi: Odense Universitetshospital og  

    Aalborg Sygehus (15).  

 -    Store arteriovenøse malformationer, fistler og angiomatøse  

    tumorer i lunger, abdomen og ekstremiteter: Rigshospitalet, Århus  

    Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus),  

    Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (175).  

 -    Carotis eksterna-gebetet: Rigshospitalet, Århus  

    Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense  

    Universitetshospital og Aalborg Sygehus (10).  

Renal angioplastik, i samarbejde med karkirurgi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (50).

Koronararteriografi og PTCA, se kardiologi.

Kateterisation, m.h.p. opsamling af blodprøver til lokalisationsdiagnostik ved endokrine tumorer (kateterisation af sinus petrosus samt hals-, lever-, porta-, nyre-, og binyrevener): Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (40).

Angioplastik på supraaortale arterier: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (30).

Specielle MR-undersøgelser: Rigshospitalet/Hvidovre Hospital og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Coilbehandling er en funktion under udvikling, se særlige bemærkninger under neurokirurgi.

Elektronisk billedtransmission vil fremover give mulighed for tættere samarbejde mellem basisafdelinger og landsdelsafdelinger. Udbygning af formaliserede samarbejdsaftaler/relationer vil oftest være en forudsætning.

Gynækologi og obstetrik

Beskrivelse

Gynækologi omfatter forebyggelse, opsporing og behandling af sygdomme og symptomer i de kvindelige kønsorganer, diagnostik og behandling af fertilitetsproblemer, svangerskabsforebyggelse, abortprovokation og hormonsubstitutionsbehandling af kvinder bl.a. i og efter klimakteriet. Gynækologi omfatter endvidere diagnostik og behandling af kvinder med sygdomme, der skyldes forandringer i bækkenbund og nedre urinveje.

Obstetrik (fødselshjælp) omfatter forebyggelse, undersøgelser og behandling under svangerskab, fødsel og i barselsperioden. Desuden varetager specialet en stor del af den prænatale genetiske rådgivning og de prænatale diagnostiske prøveudtagninger i et nært samarbejde med de genetiske centre.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Svangreprofylakse og gynækologiske problemstillinger udgør en stor andel af virksomheden i almen praksis. Hovedparten af de gynækologiske speciallægepraksis findes i de større byområder. Der er 75 heltidspraktiserende speciallæger. En del af den gynækologi, som ikke forudsætter indlæggelse eller generel anæstesi inklusive visse ambulante operationer, foregår i gynækologisk speciallægepraksis. Gynækologisk speciallægepraksis beskæftiger sig kun i meget lille omfang med obstetrik eller svangreprofylakse.

Abortprovokation er i henhold til lovgivningen en sygehusfunktion. Basisniveau

Der er 31 gynækologisk/obstetriske afdelinger. Herudover varetages visse gynækologiske funktioner og fødsler på 17 kirurgiske afdelinger, 6 af disse kirurgiske afdelinger har ansat gynækologisk/obstetrisk speciallæge.

Alle disse afdelinger varetager i varierende omfang såvel akutte som elektive funktioner.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Fødselstallet har i en årrække været stigende, men forventes ikke at ændre sig væsentligt de nærmeste år.

Antallet af ekstremt tidligt fødte (se iøvrigt pædiatri) har vist en stigende tendens og udgør nu ca. 140 årligt - svarende til ca. 2 promille af alle levendefødte børn.

Obstetriske indgrebsfrekvenser har ligget stabilt i en årrække, men udviser fortsat betydelige regionale variationer.

Gynækologisk/obstetriske speciallæger deltager ikke i fødsler udenfor sygehus. Hjemmefødsler varetages af praktiserende læger og jordemødre.

De senere års udvikling i diagnostik med vaginal ultralydsscanning har betydet en reduktion i antallet af indlæggelser og en afkortning af liggetiden i forbindelse med komplikationer i det tidlige svangerskab.

Udbygning af den endoskopiske diagnostik og kirurgi (hysteroskopi/laparoskopi) har nedsat liggetiden og medført en reduktion i antallet af stationære gynækologiske senge og en udvikling henimod større

gynækologiske ambulatorier og dagsengeafsnit. Denne udvikling forventes at fortsætte.

Behandlingen af komplicerede tilfælde af urogynækologiske problemer forudsætter adgang til urodynamisk laboratorium og urologisk ekspertise.

I specialeplanlægningen skal der tages hensyn til de akutte funktioner, der stiller store krav til vagtberedskabet. Det drejer sig først og fremmest om fødsler og ved akutte problemer i det tidlige svangerskab (truende abort og extrauterin graviditet).

Gravide, som vurderes at have en øget risiko for at føde et behandlingskrævende barn, henvises til fødsel på gynækologisk/obstetrisk specialafdeling på sygehus med mulighed for den nødvendige pædiatrisk/neonatologiske bistand.

Udviklingen har medført øgede, men også mere krævende muligheder for prænatal diagnostik og derfor øget behov for genetisk rådgivning. De gynækologisk/obstetriske specialafdelinger, der indgår i disse funktioner, bør have et nært samarbejde med klinisk genetik og en pædiatrisk afdeling.

Basisniveau

Ambulante gynækologiske basisfunktioner kan foregå både i speciallægepraksis og på sygehusafdelinger, sidstnævnte varetager herudover den stationære gynækologi, abortprovokation og de obstetriske funktioner.

Alle risikograviditeter- og fødsler skal visiteres til specialafdeling ved sygehus med tilstedeværelse af pædiatrisk afdeling med neonatal funktion. Komplicerede fødsler bør samles et sted i amtet under hensyn til patientunderlaget.

Funktionerne i forbindelse med prænatal rådgivning og udtagelse af prøver bør ligeledes samles af hensyn til opnåelse af rutine og kvalitet (ca. 200 fostervandsprøver pr. læge pr. år, se »Prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse«, Sundhedsstyrelsen, 1994).

Almindelig IVF-behandling er basisfunktion. Forudsætningen for varetagelse af denne funktion er mindst 300 behandlinger årligt, hvilket kan gøre det hensigtsmæssigt, at basisfunktioner inden for området gøres til genstand for aftaler om tværamtsligt samarbejde.

Lands- og landsdelsniveau

Forudsætningen for varetagelse af moderkagebiopsi (chorion villus biopsi) er, at den udførende læge gennemfører omkring 400 undersøgelser om året. For tiden vil kun landsdelsafdelingerne kunne opfylde dette krav.(* 1)

Lands- og landsdelsfunktioner

Gravide, der er levertransplanterede: Rigshospitalet (0-1).

Invasiv mola/choriocarcinom: Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (10).

Svær rhesus- og anden blodtypeimmunisering: Rigshospitalet (25).

Gravide med alloimmun thrombocytimmunisering, (Zwa): Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (30).

Gravide med para- og tetraplegi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (under 10).(* 2)

Gravide med mistanke om alvorlig sygdom hos fosteret, som kan nødvendiggøre tilstedeværelse af børnekirurgisk ekspertise ved fødslen: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (150). Se iøvrigt børnekirurgi.

Gravide med truende ekstrem tidlig fødsel, d.v.s. fødsel før 28 fuldendte uger, se også pædiatri: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (250).(* 3)

Specielle og nye former for assisteret reproduktion: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (200-300).

Mandlig infertilitet, hvor der kræves særlig udredning, eller behandling af både mand og kvinde: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (100-200).

Gravide med

insulinkrævende diabetes mellitus (250).

rhesusimmunisering og anden blodtypeimmunisering (120).

autoimmun thrombocytopeni (50): Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Kompliceret urogynækologi, dvs. svære tilfælde af urinincontinens og genital prolaps eller recidiv efter operation, i samarbejde med urologi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup (* 4), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (antal ?).

fortsættes...

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Speciel prænatal diagnostik, (* 1) herunder

Ultralydscanning type III (300-400).

Chorion villus biopsi (3.000).

Gravide med svære hjerte-, nyre-, immun- eller tarmsygdomme (100).

Cancer vulvae, (90).

Cancer cervicis uteri udover stadium 1 A (150),

Cancer ovarii med præoperativ mistanke om spredning til blære og/eller tarm (50?).

Recidivtilfælde af gynækologisk cancer, som kræver særlig kirurgisk ekspertise, i samarbejde med onkologi (50).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning og redegørelse vedrørende 53Prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse' 1994.

Ultralydscanning type III udføres kun på speciel indikation med henblik på afklaring af foetale misdannelser i samarbejde med bl.a. børnekardiologer og børnekirurger.

Cordocentesis (300), og andre specielle fosterprøver (under 100), anses for udviklingsfunktioner.

(* 2) Se Sundhedsstyrelsens anbefaling og redegørelse vedr.'Para- og Tetraplegi - organisation af behandling og kontrol, 1994.

(* 3) Se iøvrigt Sundhedsstyrelsens anbefalinger og redegørelsen 53Neonatologiens fremtidige organisation', 1994, samt Middellevetidsudvalgets rapport 53Børnedødelighed i relation til fødsel og første leveår'.

(* 4) Landsdelfunktionen varetages aktuelt på amtssygehuset i Glostrup. Sundhedsstyrelsen finder at funktionen bør varetages på Amtssygehuset i Herlev i samarbejde med den urologiske landsdelsfunktion.

Sundhedsstyrelsen foretager for tiden en revision af retningslinierne for svangreomsorgen.

Intern medicin

Beskrivelse

Intern medicin omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede medicinske sygdomme i de indre organer og bevægeapparatet. Intern medicin er grundspeciale for 11 medicinske grenspecialer, der varetager forskellige områder af den interne medicin. Det intern medicinske grundspeciale har overlappende funktioner over for en række andre specialer og grenspecialer, hvilket kræver et koordineret samarbejde. Specialet varetager typisk undersøgelse og behandling af hyppige og udbredte ikke-kirurgiske sygdomme, især sådanne som ikke varetages af andre specialer.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

En stor del af de intern medicinske problemer varetages i almen praksis. Der er endvidere praktiserende speciallæger i intern medicin. En del af disse varetager såvel specialet intern medicin som et eller flere grenspecialer.

Basisniveau

Der er intern medicinske afdelinger på de fleste sygehuse bortset fra specialsygehuse. Der er således medicinske afdelinger på landsdelssygehuse, 4-delte sygehuse og centralsygehuse. Der er til de intern medicinske afdelinger, i meget varierende omfang knyttet speciallæger i intern medicin der også er speciallæger i et eller flere medicinske grenspecialer.

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktionerne er knyttet til de medicinske grenspecialer (se disse).

Specialeplanlægning

De intern medicinske afdelinger modtager og behandler hovedparten af de medicinske patienter. Der er på alle intern medicinske afdelinger speciallæger i grundspecialet intern medicin, der varetager behandling af medicinske patienter principielt inden for alle kategorier. En stor del af de medicinske patienter har symptomer og sygdomsproblemer der involverer flere medicinske grenspecialers og andre specialers område.

På en række af de grenspecialiserede afdelinger udgør udøvelse af grundspecialefunktioner en del af den daglige aktivitet. De fleste specialæger i et internt medicinsk grenspeciale er også speciallæger i det intern medicinske grundspeciale.

Behandling af mere specielle sygdomstilstande kan forudsætte vurdering og behandling af grenspecialister enten på basisniveau eller på lands- og landsdelsniveau. Henvisning af sådanne patienter tager som hovedregel udgangspunkt i visitations- eller samarbejdsaftaler.

Udviklingen i varetagelsen af de intern medicinske opgaver følger to retninger. Opretholdelse af intern medicinske afdelinger, hvor grenspecialiserede funktioner er inkorporeret i afdelingen eller færre intern medicinske afdelinger og flere grenspecialiserede afdelinger.

Valg af organisationsform bør afhænge af patientunderlaget for funktionerne, tilstedeværelse af de nødvendige speciallæger i grund- og grenspecialet og sygehusstrukturen i amtet.

Specialet arbejder i stigende grad med ambulante ydelser, men der vil fortsat være behov for stationære afdelinger, specielt til varetagelse af undersøgelse, behandling og pleje af den ældre del af befolkningen, ligesom der er et stort behov for akut beredskab i intern medicin.

Basisniveau

De intern medicinske afdelinger på basisniveau varetager den brede gruppe af almindeligt forekommende medicinske sygdomstilfælde. Organiseringen af det intern medicinske speciale og grenspecialerne varierer meget i amterne. Udgangspunktet for planlægning er således meget forskelligt.

Tilrettelæggelsen af behandlingen af de medicinske patienter på basisniveau bør som udgangspunkt have, at meget hyppige og udbredte intern medicinske sygdomme behandles på intern medicinske afdelinger, hvor der findes speciallæger i grundspecialet.

Mindre hyppigt forekommende tilstande og mere komplicerede tilstande varetages på afdelinger, hvor der er speciallægekompetence i det relevante grenspeciale. Sådanne funktioner bør ikke varetages flere steder, end der er patientunderlag til, af hensyn til opretholdelse af den nødvendige rutine og dermed kvalitet. En række funktioner bør således være samlet et eller få steder i det enkelte amt. En vis arbejdsdeling mellem de intern medicinske afdelinger i et amt vil således være nødvendig og hensigtsmæssig.

Nogle sjældnere forekommende patientkategorier på basisniveau forudsætter, udover viden og erfaring på grenspecialeniveau, tillige tæt samarbejde med og tilgængelighed af andre relevante specialer, evt. i form af akutfunktioner. Sådanne patientkategorier bør derfor typisk kun varetages et sted i amtet, på et større sygehus på hovedsygehusniveau.

Se iøvrigt anbefalinger under de enkelte grenspecialer.

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktioner er alle knyttet til grenspecialerne inden for den interne medicin.

Der er ingen landsdelsfunktioner indenfor grundspecialet.

Geriatri

Beskrivelse

Det medicinske grenspeciale geriatri beskæftiger sig med forebyggelse af funktionstab samt undersøgelse, behandling og rehabilitering af ældre med forskellige sygdomsproblemer.

Geriatrien omfatter således den samlede behandlingsproces, som sigter mod at genoprette den fysiske og psykiske funktion og sikre social tilpasning med størst mulig uafhængighed, selvbestemmelse og selvrespekt. Denne rehabilitering sker i et tværfagligt miljø, hvor der ikke lægges vægt på helbredelse alene, men også på en forbedret funktion.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ikke speciallægepraksis i grenspecialet.

Basisniveau

Der er 18 geriatriske afdelinger i Danmark, hvoraf 15 udelukkende varetager geriatri, mens de resterende er tilknyttet intern medicinske afdelinger. Geriatri er som grenspeciale ikke repræsenteret i Ringkøbing, Vejle, Frederiksborg og Bornholms Amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ikke landsdelsfunktioner i specialet.

Specialeplanlægning

Inden for det kommende tiår vil der være en stigning i ældrebefolkningen, især af personer over 80 år, hvorfor der vil være et stigende behov for diagnostik og behandling af 53aldersrelaterede' lidelser.

Der er for tiden betydelig variation i tilrettelæggelsen af den geriatriske funktion og opgaveløsning i amterne.

Der er behov for en organisation, hvor stationære og ambulante sygehusfunktioner varetages i nært samarbejde med almen praksis, kommunale institutioner og hjemmepleje.

Basisniveau

Der bør i alle amter findes en geriatrisk funktion omfattende stationære enheder med mulighed for indlæggelse, daghospital og ambulatoriefunktion. Hertil kommer geriatrisk teamfunktion med eksterne opgaver i samarbejde med den kommunale hjemmepleje m.v., og opgaver internt i sygehusene, hvor indlagte patienter på andre afdelinger tilses. Geriatrifunktionen bør indgå i den tværsektorielle sundhedsplanlægning.

Geriatri bør være etableret med »stamafdeling« på et eller to sygehuse, afhængig af amtets geografi, demografi og organisation af sygehusvæsenet. Der er behov for tæt samarbejde med en lang række andre specialer.

Den geriatriske funktion på amtets øvrige sygehuse kan varetages af et tværfagligt geriatrisk specialkyndigt team med interne og eksterne funktioner udgående fra den geriatriske »stamafdeling« i et tæt samarbejde med de lokale sygehuses intern medicinske afdelinger.

Der bør under hensyn til den tiltagende subspecialisering, teknologiske udvikling og det forhold, at geriatriske problemstillinger indgår i op mod 1/4 til 1/3 af alle indlæggelser lægges vægt på et tæt samarbejde med andre specialer især intern medicin, reumatologi, neurologi, ortopædkirurgi og psykiatri.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ingen landsdelsfunktioner i specialet.

Hepatologi

Beskrivelse

Grenspecialet hepatologi omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme i lever og galdeveje. Det drejer sig hyppigst om forskellige former for leverbetændelse samt om bindevævsomdannelse af leveren. Sjældne sygdomme betinget af ændret stofskifte/blodgennemstrømning i leveren er ligeledes omfattet.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ingen speciallægepraksis i grenspecialet.

Basisniveau

Der er ingen hepatologiske basisafdelinger. På basisniveau behandles patienterne på intern medicinske og medicinsk gastroenterologiske afdelinger. På landsdelssygehuse uden hepatologisk afdeling behandles patienter med leversygdomme på medicinsk gastroenterologisk afdeling, hvoraf nogle har ansat speciallæger i hepatologi.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet) og på Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Specialeplanlægning

Patienter med symptomer på leversygdom, eller laboratoriefund (blodprøvesvar) der tyder på leversygdom, udgør en stor gruppe. Disse patienter ses på alle niveauer i sundhedsvæsenet og udredning,

behandling og rådgivning varetages tilsvarende både i primærsektoren og på sygehusafdelinger. Størstedelen af patienterne behandles på ikke-grenspecialiserede afdelinger. Visse patienter kan have gavn af den særlige erfaring, der er samlet på gastroenterologiske afdelinger, f.eks. endoskopi. En mindre del af patienterne har behov for udredning og behandling på landsdelsafdeling.

Basisniveau

Udredning og behandling af patienter med symptomer på lever- og galdevejslidelser foregår på basisniveau i et samarbejde mellem medicinere, kirurger og radiologer og med adgang til endoskopifunktion. Kravene til integreret samarbejde taler for, at hepatologi på basisniveau henlægges til den afdeling i amtet, der også varetager de særlige medicinsk gastroenterologiske patienter (se medicinsk gastroenterologi). Det er en forudsætning, at afdelingen indgår i et tæt og fleksibelt samarbejde med landsdelsafdelingen om behandlingsprincipper og om konkrete patienter.

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktionerne inden for specialet består fortrinsvis i udredning med henblik på stillingtagen til særlig medicinsk og/eller kirurgisk behandling og nødvendig opfølgning i samarbejde med de amtslige basisafdelinger. Den kirurgiske betjening af leverpatienter ydes af kirurgisk gastroenterologi eller af transplantationskirurger.

Der er to grenspecialiserede hepatologiske landsdelsafdelinger. Satellitaftaler om visse patientgrupper kan eventuelt indgås med basisafdelinger der har speciallæger i grenspecialet.

Lands- og landsdelsfunktioner

Levertransplantation, indstilling til og postoperativ behandling efter levertransplantation, ifølge protokol godkendt af Sundhedsstyrelsens Transplantationsudvalg: Rigshospitalet (60).(* 1)

Akut og subakut leversvigt, med henblik på 53liver assist' og transplantation: Rigshospitalet (25).

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet og på Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital):

Leverlidelse med henblik på levertransplantation, udredning og efterbehandling efter transplantation (150).(* 1)

Akut og subakut leversvigt, hvor transplantation ikke overvejes, vurdering (15).

Cirrose, med diuretika-resistent ascites, portal hypertension eller hjernepåvirkning, når der er behov for udredning af komplicerende faktorer og hæmodynamisk udredning (100).(* 2)

Primær og sekundær biliær cirrose (50).(* 3)

Primær scleroserende cholangitis, tidlig vurdering, bl.a. med henblik på transplantation (50).

Alkoholisk hepatitis, hvor der er behov for særlig behandling af livstruende komplikationer (30).

Kronisk aktiv hepatitis, herunder

virushepatitis B og C, ved dekompenseret leverlidelse eller utilfredsstillende behandlingsresultat og

autoimmun hepatitis, hvor der ikke er umiddelbar komplet respons på immunosuppressiv behandling, eller hvor transplantation kan overvejes (100).

fortsættes...

Arvelige og medfødte leversygdomme (10-15).(* 4)

Primære tumorer i lever og galdeveje, hvor medicinsk eller kirurgisk behandling overvejes (50). Se også kirurgisk gastroenterologi.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Medicinsk efterbehandling og kontrol i henhold til Sundhedsstyrelsens Vejledning: »Organisation og transplantation. 1995«.

(* 2) Hæmodynamisk udredning kan også varetages på Hvidovre Hospital, Klin.fys. afd.

(* 3) Primær og sekundær biliær cirrose, som er blevet vurderet på landsdelsafdeling, kan i det meste af forløbet passes på basisafdeling under forudsætning af satellitaftale.

(* 4) Wilsons sygdom indgår i Sundhedsstyrelsens overvejelser vedr. organisering af diagnostik, behandling og kontrol af sjældne handicap.

Hæmatologi

Beskrivelse

Grenspecialet hæmatologi omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af godartede og ondartede sygdomme i blodets, knoglemarvens og lymfesystemets celler og i de bloddannende organer, samt lidelser i det hæmostatiske system (blodets størkningsevne).

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ikke fuldtidspraktiserende speciallæger i grenspecialet hæmatologi.

Basisniveau

Der er hæmatologisk funktion i 7 amter ved intern medicinsk afdeling med speciallæger i hæmatologi.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Der forventes et tilnærmelsesvist uændret patientunderlag inden for de maligne hæmatologiske lidelser de nærmeste år. Der er dog registreret en svag stigning i incidensen af Non-Hodgkin lymfom.

Behandlingsmæssigt forudses en tiltagende anvendelse af »biological responsemodifiers«, herunder hæmatopoietiske vækstfaktorer, samt en yderligere dosiseskalering i de intensive cytostatiske behandlingsprogrammer. Der forudses endvidere udvidet anvendelse af nyere diagnostiske metoder inden for f.eks. cytogenetik og molekylærbiologi. Der forventes ikke stigning i anvendelsen af allogen og syngen knoglemarvstransplantation.

Udredning af hæmostaseabnormiteter bør foregå i et samarbejde mellem hæmatologi og klinisk biokemi/koagulationslaboratorium.

Der bør ikke etableres flere hæmatologiske specialafdelinger.

En række hæmatologiske sygdomme er så sjældne og stiller så store krav til kompliceret diagnostik og behandling, at disse sygdomme kun bør varetages steder, der råder over speciallæger i hæmatologi.

Basisniveau

Etablering af hæmatologi på speciallægeniveau ved intern medicinske afdelinger på basisniveau har generelt medført en hurtigere og mere kvalificeret diagnostik, visitation og behandling.

Hæmatologisk funktion på basisniveau bør varetages samlet et sted i amtet på intern medicinsk afdeling på større specialiseret sygehus. Hvis onkologi er etableret i amtet, bør placeringen ske på samme sygehus.

Hovedparten af patienter med akutte maligne hæmatologiske sygdomme og en del af patienterne med kroniske sygdomme bør behandles på de hæmatologiske landsdelsafdelinger. En del af behandlingerne kan dog efter samarbejdsaftale og afhængig af de konkrete muligheder for diagnostik og behandling varetages af hæmatologer på basisniveau i samarbejde med landsdelsafdelingerne.

Opfølgning og kontrol af visse hæmatologiske patienter med langstrakt sygdomsforløb kan i nogle sygdomsfaser foregå på basisniveau. Forud for etablering af en sådan funktion på basisniveau i hæmatologi bør et gensidigt forpligtende samarbejde aftales med den hæmatologiske landsdelsafdeling, hvori drøftelser af patientunderlag, visitation, fælles udrednings- og behandlingsprotokoller m.v. indgår.

Lands- og landsdelsniveau

En væsentlig landsdelsopgave er at medvirke til den endelige diagnostik og behandling af patienter, især sådanne der behandles med kurativ intention.

Der er tæt samarbejde med de onkologiske centerafdelinger om hæmatologiske patienter med behov for strålebehandling m.v.

Behandling af børn med hæmatologiske lidelser varetages af pædiatri, bortset fra knoglemarvstransplantation.

Splenektomi på komplicerede hæmatologiske patienter finder sted på landsdelssygehuse med hæmatologisk afdeling.

Lands- og landsdelsfunktioner

Graft versus host sygdom: Rigshospitalet (antal ?).

Allogen og syngen knoglemarvstransplantation: Rigshospitalet (40-50).(* 1)

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Autolog knoglemarvstransplantation og transplantation af perifere stamceller (80-120 voksne, 25 børn).(* 1)

Perifer stamcellehøst (formentlig 200-300).

Højdosis kemoterapi/og eksperimentel kemoterapi (antal ?).

Lidelser i det hæmostatiske system, excl. hæmofili, se i øvrigt hæmofili og klinisk immunologi.

Maligne hæmatologiske sygdomme (* 2) (ialt 2.000), herunder:

Akut lymfoblastær leukæmi (50),

Akut myeloblastær leukæmi (200),

Kronisk myeloid leukæmi (75),

Kronisk lymfatisk leukæmi (200),

Myelomatose og Mb. Waldenstrøm (200),

Mb. Hodgkin (100),

Non-Hodgkin malignt lymfom (600),

Myelodysplastisk syndrom (100),

Polycythæmia vera (100),

Myelofibrose (50),

Essentiel trombocytose (25),

Amyloidose (50).

Kompliceret diagnostik og behandling af visse benigne hæmatologiske sygdomme (* 2) (ialt 500), f.eks.:

Aplastisk anæmi,

Hæmoglobinopatier,

Hæmolytisk anæmi,

Neutropeni.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Der henvises til Sundhedsstyrelsens redegørelse »Knoglemarvstransplantation i Danmark«, 1990. Funktionen omfatter både børn og voksne.

(* 2) Behandling af visse hæmatologiske lidelser, samt opfølgning og kontrol af visse hæmatologiske patienter kan foregå i et samarbejde mellem medicinsk afdeling/hæmatolog på basisniveau og den hæmatologiske landsdelsafdeling. En sådan ordning forudsætter etablering af et gensidigt forpligtende samarbejde, f. eks. i form af diagnoserelaterede retningslinier for visitation, behandling og kontrol i sygdommens forskellige faser. Disse aftaler skal sikre, at relevante patienter og patienter i relevante stadier af sygdommen uden forsinkelse visiteres til udredning og behandling på landsdels-niveau.

Behandling og kontrol af patienter med hæmostasedefekter varetages af flere specialer.

Hæmofili

Diagnostik, behandling og kontrol af hæmofilipatienter, børn og voksne varetages af hæmofilicentrene på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Infektionsmedicin

Beskrivelse

Det medicinske grenspeciale infektionsmedicin omfatter undersøgelse og behandling af hjemlige og importerede infektionssygdomme hos normale og immundefekte personer. Herudover varetager specialet behandlingen af visse infektiøst betingede immundefekttilstande (f.eks. HIV-inficerede) og komplikationer hertil.

Forebyggelse af infektioner, samt rådgivning vedr. profylaktiske foranstaltninger i forbindelse med udlandsophold indgår også i grenspecialets opgaver.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er enkelte praktiserende speciallæger i infektionsmedicin.

Basisniveau

Diagnostik og eventuel behandling af infektionssygdomme udgør en væsentlig del af virksomheden i almen praksis.

Infektionsmedicinske patienter varetages på basisniveau af intern medicinske og pædiatriske afdelinger. Der er enkelte intern medicinske afdelinger, hvor der er ansat speciallæge i infektionsmedicin.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet og Hvidovre Hospital), Århus Universitetshospital (Marselisborg Hospital) og Odense Universitetshospital.

Specialeplanlægning

Der må forventes en stigning i antallet af importerede sygdomme pga. øget rejseaktivitet, flygtninge og indvandrere. Endvidere forventes en svag stigning i antallet af nye HIV-smittede. Nye behandlingsmuligheder forventes at øge overlevelsen og dermed antallet af HIV-smittede i kontrol og behandling.

Blandt øvrige infektionsmedicinske patienter forventes en svag stigning i antallet af patienter med salmonelloser og tuberkulose samt en stigende forekomst af multiresistente bakterier.

Det er kendetegnende, at hovedparten af specialets patienter er akutte eller subakutte, som har behov for indlæggelse pga. sygdommens sværhedsgrad og behov for observation, undersøgelse, behandling og pleje. I enkelte tilfælde kan der være tale om særlig smittefare.

De ambulante funktioner omfatter primært kontrol af HIV-patienter, udredning af visse importerede sygdomme og feber af ukendt årsag, samt opfølgende kontrol af patienter efter indlæggelse.

Infektionsmedicin samarbejder med en række kliniske og parakliniske specialer.

Basisniveau

Der er ikke behov for grenspecialiserede infektionsmedicinske afdelinger på basisniveau.

Speciallæger i infektionsmedicin kan med fordel indgå i intern medicinske afdelinger og medvirke til at styrke rationel udredning, diagnostik, behandling og kontrol af de infektionssygdomme, som traditionelt behandles på basisniveau, f.eks. meningitis, sepsis og lungeinfektioner. Der er på basisniveau en vis overlappende funktion i forhold til mikrobiologi.

Lands- og landsdelsniveau

Patienter der henvises til lands- og landsdelsafdelinger vil ofte savne en nøjagtig diagnose. Der kan blive tale om aktionsdiagnoser (af typen uforklaret feber, mistanke om alvorlig eller særlig smittefarlig infektionssygdom o.l.) snarere end afklarede diagnoser som de nedenfor nævnte under landsdelsfunktioner.

Nødvendige samarbejdspartnere for specialet er klinisk mikrobiologi, klinisk biokemi, billeddiagnostiske specialer, intensiv terapi og lungemedicin.

Infektionsmedicin indgår i samarbejde med pædiatri i behandlingen af HIV-familier (socialt/psykologisk/lægeligt samarbejde).

Med baggrund i det stigende antal HIV-smittede patienter, der skal kontrolleres og behandles fremover, vil behovet for ambulante funktioner stige.

Lands- og landsdelsfunktioner

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Århus Universitetshospital (Marselisborg Hospital) og Odense Universitetshospital:

Tetanus (3).

HIV-inficerede børn, se pædiatri.

HIV-inficerede voksne (300)

AIDS og komplikationer hertil (200).(* 1)

Infektioner med svær organpåvirkning, f.eks. svære septikæmier (130).(* 1)

Importerede parasitære, bakterielle og virale infektioner, f.eks malaria, amoebiasis, tyfus, paratyfus, bacillær dysenteri, dengue og gul feber (300).(* 1)

fortsættes...

Mistanke om særlige smitsomme eller alvorlige sygdomme, der ikke normalt forekommer i Danmark, f.eks. poliomyelitis, pest, kolera, rabies, brucellose (20).

Mistanke om viral hæmorragisk feber, bl.a. Lassa-feber, Marburg- og Ebola sygdom samt Crimeau-Congo i.h.t. Sundhedsstyrelsens retningslinier, 1991 (5).

Infektioner med multiresistente mikroorganismer, hvor særlig isolation og/eller observation er påkrævet, f.eks. patienter hjemkommet fra udenlandske sygehuse (isolation til mistanke om multiresistente bakterier er be-/afkræftet)(80).

Kontrol og behandling af infektionsmedicinske problemer hos patienter med immundefekter andet end HIV , herunder Isolationsbeskyttelse (35).

Tuberkulose og andre mykobakterioser hos HIV-inficerede (30).

Ekstrapulmonal tuberkulose og atypiske mykobakterioser (190).

Infektioner i centralnervesystemet, sværere eller særlige tilfælde af meningitis, encephalitis og

abscesser i hjerne og spinalkanal (200).

Komplicerede multifaktorielle infektioner, visse stafylokokinfektioner og højresidig endocarditis(* 2) (antal ?).

Hepatitis B, C og D (* 3), se hepatologi.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Disse sygdomme vil også kunne behandles ved eksisterende lokale infektionsmedicinske funktioner på basisniveau. Forudsætningen er tilstedeværelse af speciallæger i infektionsmedicin og satellitaftale med landsdelsafdeling.

(* 2) Behandling af endocarditis i samarbejde med kardiologer (se kardiologi).

(* 3) Antiviral behandling ved hepatitis varetages også af hepatologer (se hepatologi).

Kardiologi

Beskrivelse

Kardiologi omfatter undersøgelse, behandling, kontrol og forebyggelse af hjerte-karsygdomme, herunder medfødte hjertesygdomme og erhvervede koronarkarsygdomme.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er få kardiologiske speciallægepraksis.

Basisniveau

Der er kardiologiske funktioner i alle amter. Kardiologiske patienter modtages akut på 36 basissygehuse med overlæge, som er speciallæge i kardiologi og på 32 sygehuse uden kardiologisk speciallæge.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Gentofte), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Dødeligheden af iskæmisk hjertesygdom har igennem en årrække været faldende. Hjertesygdom er dog fortsat årsag til knap 1/3 af alle dødsfald i Danmark.

På baggrund af nyere undersøgelser skønnes mellem 100.000-150.000 personer at lide af iskæmisk hjertesygdom i varierende grad.

Bedre medicinske og kirurgiske behandlingsmuligheder har medført forbedret overlevelse og bedre symptomlindring.

Antallet af patienter med behandlingskrævende iskæmisk hjertesygdom må forventes at stige i de kommende år, dels på grund af befolkningssammensætningen og dels som følge af den forbedrede behandling, som medfører at flere lever længere med behandlingskrævende sygdom.

Hjerteklapsygdom findes hos ca. 5.000 personer (prævalens). Rytmeforstyrrelser, hvoraf de fleste er atrie-flimren, forekommer hos ca. 20.000 personer om året (incidens).

Medfødte hjertemisdannelser forekommer hos ca. 8 ud af 1.000 levendefødte børn (incidens). Ca. 70% heraf skal opereres. Børnekardiologi og børnehjertekirurgi er højt specialiserede opgaver, der forudsætter særlig rutine og erfaring.

Hovedparten af patienter med iskæmisk hjertesygdom kontrolleres i almen praksis. En mindre del af patienterne behandles i kardiologisk speciallægepraksis.

De akutte indlæggelser omfatter hovedsageligt patienter med akut myokardieinfarkt (AMI), der indlægges i intensiv afsnit/koronarafsnit. Ca. 10.000-16.000 personer indlægges årligt med akut myokardieinfarkt. Herudover akutindlægges endvidere patienter med angina pectoris, hjertesvigt og rytmeforstyrrelser.

Udredning og behandling af patienter med svær hyperlipidæmi eller svære komplikationer til hyperlipidæmi varetages både af kardiologer og endokrinologer.

Fysisk og psykisk genoptræning af hjertepatienter efter endt medicinsk eller kirurgisk behandling indgår som en del af indsatsen på basisniveau.

Siden 1990 er der på landsdelsniveau foretaget en udbygning af den invasive undersøgelses- og behandlingskapacitet. I henhold til indgået aftale skal kapaciteten udbygges til ca. 9.200 koronararteriografier (KAG) og ca. 5.600 revaskulariserende indgreb årligt, heraf ca. 2.200 PTCA53er (ballonudvidelse).

Udviklingen overvåges af Sundhedsstyrelsens Følgegruppe vedrørende den hjertekirurgiske udbygning.

KAG og PTCA-behandling bør kun foretages på hjertecentre, som råder over den fornødne mulitidsciplinære ekspertise, herunder thoraxkirurgi.

Basisniveau

Diagnostik og behandling af akutte hjertesygdomme på basisniveau omfatter monitorering, ekkokardiografi, intensiv behandling og stillingtagen til henvisning til koronararteriografi m.v. Det er Sundhedsstyrelsens principielle opfattelse, at akutte hjertepatienter bør indlægges på koronarafsnit, og hvor der findes kardiologisk speciallæge.

Kardiologi på speciallægeniveau bør som minimum være til rådighed på et sygehus i hvert amt, hvor også den mere specialiserede kardiologi på basisniveau bør samles. Denne omfatter kardiologiskeundersøgelser, bl.a. ekkokardiografi, arbejds-EKG, Holter-monitorering og udredning af dyslipidæmi. Almindelig pacemakerbehandling kan varetages på basisniveau, et sted i hvert amt.

Kardiologisk senkontrol efter behandling på landsdelsniveau kan i en række tilfælde foregå på den amtslige kardiologiske funktion efter satellitaftale med landsdelsafdelingen.

Lands- og landsdelsniveau

Landsdelsafdelingerne samarbejder tæt med bl.a. thoraxkirurgi om udredning og behandling af hjertesygdomme. Landsdelsafdelingerne råder over fuldt udbyggede kardiologiske laboratorier.

Forudsætning for KAG og PTCA er tilstedeværelse af hjertekirurgisk funktion på samme sygehus.

Yderligere samling af visse landsdelsfunktioner med lille patientunderlag bør overvejes.

Lands- og landsdelsfunktioner

Medfødte hjertemisdannelser hos børn og voksne, herunder

Invasiv udredning (300),

Klinisk og ekkokardiografisk undersøgelse af børn (3.000) og

Interventionel kateterbehandling af børn, i samarbejde med pædiatri: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (40).

Pacemakerbehandling af børn, i samarbejde med pædiatri: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (20).

Svære hjerterytmeforstyrrelser ved behov for invasiv elektrofysiologisk udredning og

Supraventrikulær takykardi, f. eks. WPW, ved behov for elektrofysiologisk udredning og evt. perkutan kateterbaseret overbrænding af ledningsbundt: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (600).

Behandling med komplicerede pacemakersystemer, herunder ICD-pacemakere (implanterbar kardioverter-defibrillator): Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (80).

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshos-pital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Hjertetransplanterede patienter, efterkontrol og behandling iflg. protokol godkendt af Sundhedsstyrelsens transplantationsudvalg (25-30 nye tilfælde årligt, ca. 200 ialt).

Dissekerende aortaaneurisme, udredning med transøsofageal ekkokardiografi (TEE) (300).

Endokarditis, udredning, bl.a. med transøsofageal ekkokardiografi (700).

Perikardiepunktur, elektiv diagnostik (150).

Perikarditis, incl. Constrictio cordis, stillingtagen til operativ behandling (100).

Svær kardiomyopati og

Myokarditis, udredning og behandling (300).

Koronararteriografisk undersøgelse (KAG) (8.000-10.000).

Perkutan transluminal koronarangioplastik (PTCA) (2.500).

fortsættes53

Udredning af erhvervede hjerteklapfejl, herunder

invasiv udredning (800) og

Ballon angio/valvuloplastik (50).

Myokardiebiopsi (1.000).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

PET-scanning af det kardio-vaskulære system foretages på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) som udviklingsfunktion i samarbejde med klinisk fysiologi og nuklearmedicin.

Medicinsk allergologi

Beskrivelse

Grenspecialet medicinsk allergologi omfatter forebyggelse, diagnostik og behandling af overfølsomhedssygdomme - bortset fra eksemsygdomme. De hyppigste diagnoser er astma bronkiale og allergiske reaktioner (urticaria, rhinitis og konjunktivitis) på allergener i miljøet, i fødevarer, i medikamenter og ved insektstik.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er 5 fuldtidspraktiserende speciallæger i medicinsk allergologi fordelt i Øst- og Vestdanmark.

Basisniveau

Der er speciallæger i medicinsk allergologi på intern medicinske eller lungemedicinske afdelinger i 9 amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Gentofte), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.

Specialeplanlægning

Skønsmæssigt har 20-25% af befolkningen inden for det sidste år haft symptomer, der kunne skyldes overfølsomhed. Blandt voksne har 5-10% haft hudsymptomer, ca. 15% rhinitis, ca. 5% astma, mens tarmsymptomer og reaktioner på insektstik eller medicin hver højst tegner sig for nogle få procent. Hyppigheden af allergiske lidelser er stigende.

En stor del af de allergiske sygdomme, specielt høfeber, urticaria og lettere reaktioner på insektstik kan diagnosticeres uden specielle tests og kan behandles i almen praksis. En mindre del har behov for speciallægevurdering enten i speciallægepraksis eller i sygehusregi. Patienter med nyudviklet astma er her en væsentlig gruppe. Efter allergidiagnostik og behandlingsplan hos den allergologiske speciallæge vil hovedparten af patienterne kunne overgå til kontrol i almen praksis.

De allergologiske funktioner er hovedsageligt elektive og ambulante. Nogle overfølsomhedssygdomme optræder dog i akut behandlingskrævende former (anafylaksi, astma, angioødem, insektstik- og medikamentelle reaktioner, nældefeber etc.). Her foretages den primære og akutte behandling af praktiserende læge eller på skadestuen. Hvis indlæggelse er nødvendig sker dette typisk på intern medicinsk eller intensiv afdeling.

Ved mistanke om alvorlige eller komplicerede overfølsomhedssygdomme hos børn varetages udredning og behandling af pædiatriske afdelinger/speciallæger i pædiatri, i samarbejde med allergologer.

Medicinsk allergologi samarbejder med pædiatri, lungemedicin, dermatologi, oto-rhino-laryngologi, arbejdsmedicin, klinisk biokemi og gastroenterologi.

Basisniveau

De letteste allergitilfælde behandles i almen praksis som ovenfor anført. Allergiudredning kan udføres enten i speciallægepraksis eller på sygehuse. Organisationen af den allergologiske service er forskellig i amterne.

Allergologisk service på speciallægeniveau bør kunne tilbydes i alle amter. Da den enkelte patient ofte kun vil have behov for ganske få besøg hos speciallæge, kan en centralisering til et enkelt sted i hvert amt være hensigtsmæssig.

Der er behov for en styrkelse af funktionen i nogle amter.

Lands- og landsdelsniveau

Allergologi på lands- og landsdelsniveau omfatter udredning, rådgivning og behandling af svære tilfælde eller ved mistanke om sjældne allergener.

Lands- og landsdelsfunktioner

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshopsital:

Komplicerede allergiske tilstande og

Mistanke om allergisk genese til alvorlige sygdomme (500-1.000).

Fødevare-, insektgift- og lægemiddelallergi, ved behov for provokationsundersøgelser efter anafylaktiske reaktioner (400)

Erhvervsbetingede allergiske sygdomme, m.h.p. provokationsundersøgelser (200).

Alvorlige allergiske sygdomme, særlig m.h.p. cytostatikabehandling (30).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

Der er nedsat en underarbejdsgruppe vedr. allergidiagnostik under Sundhedsstyrelsens Udvalg for

Medicinsk Teknologivurdering.--???????

Medicinsk endokrinologi

Beskrivelse

Grenspecialet medicinsk endokrinologi omfatter diagnostik og behandling af patienter med sygdomme i hormonproducerende (endokrine) kirtler, herunder en række sygdomme, som sekundært påvirker de hormonelle systemer. En række forstyrrelser i stofskiftet medinddrages ofte under specialet medicinsk endokrinologi (f.eks. forstyrrelser i fedtstofskiftet og medfødte enzymdefekter). Skjoldbruskkirtelsygdom og sukkersyge udgør de store sygdomsgrupper. Afgrænsningen overfor en række andre specialer er flydende, da nogle hormonelle forstyrrelser indgår i sygdomme, der sædvanligvis diagnostiseres og behandles indenfor disse specialer (f.eks. gynækologi, nefrologi og pædiatri).

Ved hormonproducerende tumorer der medfører blodtryksforhøjelse, deltager medicinsk endokrinologi i udredning og behandling.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er få fuldtidspraktiserende speciallæger i medicinsk endokrinologi.

Basisniveau

Basisfunktioner varetages på intern medicinske afdelinger. Der er speciallæger i endokrinologi på intern medicinske afdelinger på 24 sygehuse. Landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Diagnostik og behandling af endokrinologiske sygdomme kræver ofte længere tids observation og mulighed for at følge sygdoms- og behandlingsforløbet. Mange endokrinologiske sygdomme har et livslangt forløb. Patienter med endokrinologiske sygdomme vil ofte med fordel kunne undersøges og behandles i dagafsnit og i ambulatorier.

Stort set alle patienter med endokrinologiske sygdomme vil på et eller andet tidspunkt i sygdomsforløbet blive henvist til sygehusvæsenet. Undtaget herfra er ældre patienter med ikke insulinkrævende diabetes mellitus uden diabetiske senkomplikationer.

Basisniveau

Basisfunktionen omfatter de meget store grupper patienter med diabetes mellitus, benigne thyreoideasygdomme, osteoporose og hyperlipidæmi, der udgør hovedparten af samtlige endokrinologiske lidelser.

Der bør være endokrinologisk funktion i samtlige amter. Basisfunktionen etableres ofte i intern medicinsk afdeling. Akutte endokrinologiske patienter kan indlægges i intern medicinske afdelinger.

Det nødvendige befolkningsunderlag for etablering af en basisfunktion til varetagelse af patienter med diabetes mellitus bør være minimum 100.000.(* 1)

Thyreoideasygdomme er betydeligt sjældnere end diabetes, forudsætningen for en basisfunktion vil derfor ofte kun være tilstede ved samling af funktionen et sted i amtet, som bør samarbejde med den thyreoidea-kirurgiske funktion. Radio-jodbehandling ved benigne thyreoideasygdomme er en basisfunktion i samarbejde med klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk afdeling.

Vurdering og behandling af osteoporose varetages af flere specialer.(* 2)

Udredning og behandling af patienter med svær hyperlipidæmi eller svære komplikationer til hyperlipidæmi varetages både af endokrinologer og kardiologer.

Lands- og landsdelsniveau

Under hensyntagen til at en del endokrinologiske sygdomme er sjældne, bør en landsdelsafdeling have et befolkningsunderlag på 500.000 - 1.000.000.

En landsdelsfunktion kræver adgang til samarbejde med en lang række diagnostiske og kliniske specialer på landsdelsniveau.

Hvad angår nogle af de sjældnere sygdomme kan der eventuelt indgås aftaler om samarbejde mellem

basisafdelinger med betydelig endokrinologisk erfaring og landsdelsafdelinger (satellitaftaler) om den ambulante kontrol, således at diagnostik, behandlingsplaner og forskning i de pågældende sygdomme fortsat finder sted på landsdelsafdelinger.

Lands- og landsdelsfunktioner

Ø-transplantation i forbindelse med nyretransplantation: Odense Universitetshospital (5).(* 3)

Adrenogenitalt syndrom: Rigshospitalet (10). Se også pædiatri.

Livstruende adipositas: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (50).

fortsættes...

Diabetes mellitus med nyreinsufficiens, og andre svære senkomplikationer (75) og efter nyre- eller nyre-bugspytkirteltransplantation: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital/ Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg sygehus.

Metaboliske knoglelidelser, herunder osteomalaci (100) og

Udredning af visse tilfælde af osteoporose herunder juvenil osteroporose og osteoporose hos yngre mænd (200): Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Primær hyperparathyreoidisme (500)

Hypercalcæmi af ukendt årsag (40-50).

Endokrine tumorer i binyrer (30)

fæokromocytomer i Østdanmark: kun Amtsssygehuset i Herlev.

Hypofyse/hypothalamussygdomme (100).

Neuroendokrine tumorer, herunder carcinoider (25).

Malign exophtalmus, ved thyreoideasygdomme (50-100).

Cancer thyreoideae (100).

Spontan hypoglykæmi, herunder insulinomer, udredning (100) og behandling (10-15).

Svært regulerbar diabetes mellitus 53, herunder med

udtalt insulinresistens (50),

Diabetes mellitus hos børn, se pædiatri.

Mandlig hypogonadisme (100-150).

Medfødte metaboliske sygdomme, f.eks. galactosæmi, fruktosæmi,

glykogenoser, lipoidoser, cystinuri og porfyri, se iøvrigt pædiatri og dermatologi (10).(* 5)

Væksthormonbehandling ved væksthormonmangel hos voksne, se

iøvrigt pædiatri (antal?).

Endokrine tumorer i mave-tarmkanal og pankreas, se kirurgisk gastroenterologi.

Gravide med diabetes mellitus, se gynækologi og obstetrik.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Vedr. organisering af diabetesbehandling og kontrol henvises til Sundhedsstyrelsens redegørelse: »Diabetesbehandlingen i Danmark - fremtidig organisation«, 1994.

(* 2) Sundhedsstyrelsen finder, at der kan være behov for etablering af tværfaglige osteoporoseenheder m.h.p. udvikling af forebyggelse og behandling.

(* 3) Ø-transplantation (transplantation af Langerhanske øer fra pancreas) er et udviklingsområde på eksperimentielt grundlag der varetages af Odense Universitetshospital. Der henvises til Sundhedsstyrelsens redegørelse om »Pancreastransplantation-Ø-transplantation«, 1994.

(* 4) Steno Diabetes Center samarbejder med Københavns Amts Sygehusvæsen og H:S. Herudover modtager Steno Diabetes Center patienter fra Østdanmark.

(* 5) Yderligere centralisering samt placering af de enkelte funktioner på landsdelsniveau indgår i Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. sjældne handicap.

Medicinsk gastroenterologi

Beskrivelse

Grenspecialet medicinsk gastroenterologi omfatter forebyggelse, undersøgelse, behandling og kontrol af sygdomme i spiserøret, mave- tarmkanalen, lever og bugspytkirtel samt disses udførselsgange.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er praktiserende speciallæger i medicinsk gastroenterologi, der bl.a. foretager et betydeligt antal endoskopier.

Basisniveau

Der er speciallæger i medicinsk gastroenterologi på intern medicinske afdelinger i alle amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet og Hvidovre Hospital), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehusene i Herlev og Glostrup), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Patienter med gastroenterologiske symptomer udgør talmæssigt en meget stor gruppe. Udredning og behandling af patienter med gastroenterologiske symptomer/sygdomme varetages på alle niveauer i sundhedsvæsenet: både i almen praksis, speciallægepraksis og på amtslige, intern medicinske afdelinger, heraf nogle med tilknyttet gastroenterologisk grenspecialefunktion på basisniveau. Kun en mindre del af de gastroenterologiske patienter har behov for højt specialiseret diagnostik, behandling og kontrol på lands- og landsdelsniveau.

Specialet fungerer i nært samarbejde med kirurgisk gastroenterologi. I mange patientforløb er begge specialer involveret.

Basisniveau

De medicinsk-gastroenterologiske funktioner varetages overvejende ambulant, men en del patienter med akutte, gastroenterologiske symptomer eller svær forværring af kronisk lidelse har behov for indlæggelse.

I mange patientforløb kræves et tæt samarbejde mellem det medicinske og det kirurgiske gastroenterologiske speciale, samt med klinisk fysiologisk afdeling, billeddiagnostiske afdelinger, patologisk afdeling og klinisk biokemisk afdeling.

En række mindre hyppigt forekommende patientkategorier og procedurer kræver særlig viden og erfaring og skal varetages af speciallæger i medicinsk gastroenterologi. Forudsætningen for varetagelsen af disse patientkategorier på basisniveau er en amtslig funktion, der er bemandet med speciallæger i medicinsk gastroenterologi og som er placeret ved et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau i tilknytning til kirurgisk gastroenterologi og med endoskopifunktion.

Varetagelse af sådanne funktioner på basisniveau forudsætter i en række amter en samling og oprustning af funktionerne indenfor medicinsk og kirurgisk gastroenterologi, samt herudover et fleksibelt tæt samarbejde med landsdelsafdeling. Alternativt bør amtet indgå aftale med andet amt, f.eks. med landsdelsafdeling om varetagelse af disse funktioner.

Følgende funktioner bør under hensyn til det nødvendige patientunderlag og kvalitet kun varetages i en sådan specialiseret amtslig funktion på hovedsygehusniveau:

Kronisk inflammatorisk tarmsygdom (nye tilfælde pr. år på landsplan):

  

 -    Colitis ulcerosa        (450)  

 -    Mb. Crohn.              (250)  

 -    Kollagen colitis        (25-50)  

 -    Lymfocytær colitis      (25-50)  

Akut og kronisk pancreatitis - herunder drænage af cyster og abscesser (400). Svære og komplicerede tilfælde af akut pancreatitis henhører under kirurgisk gastroenterologi.

Enterogen malabsorption (coeliaki, mb. Whipple: pseudoobstruktionssyndrom, abnorm intestinal flora) (150).

Kronisk, sekretorisk diare (100).

ERCP - diagnostisk og terapeutisk (5000). Forudsætning for ERCP-funktion bør være udførelse af mere end 100 undersøgelses om året. Vanskelige koledokussten, galdevejsstrikturer og kronisk pancreatitis, som ikke kan behandles endoscopisk på amtsniveau, henvises til landsdelsafdeling.

Endoskopisk behandling af benigne oesopgausstrikturer.

Lever- galdevejslidelser samt komplikationer hertil - se også hepatologi.

Hjemmeenteral ernæring. Derimod er korttarmssyndrom (resektion af mere end 150 cm tyndtarm) og hjemme-parenteral ernæring landsdelsfunktioner.

Indenfor ovennævnte diagnosegrupper vil der være patienter som af den ene eller anden grund bør vurderes af en landsdelsafdeling.

Lands- og landsdelsniveau

Medicinsk gastroenterologi bør placeres i tilslutning til kirurgisk gastroenterologi på landsdelsniveau og i forbindelse med et endoskopicenter. Hertil kommer behov for adgang til særlig billeddiagnostisk service.

Lands- og landsdelsfunktioner:

Endokrine tumorer i mave-tarmkanal og pankreas, eksklusiv insulinom og carcinoid: Righospitalet (5-10).

Tyndtarmstransplantation, for- og efterbehanding: Rigshospitalet (0-1).

Para- og tetraplegi, med gastrointestinale problemer: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Vanskelige koledokussten og galdevejsstrikturer, som ikke kan behandles endoskopisk på amtsligt niveau og hvor ESWL, mor- barnskop eller laserknusning kan overvejes: Hvidovre Hospital, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (320).

Svær kronisk pancreatitis, til endoskopisk behandling: Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (70-80).

Korttarmssyndrom (resektion af mere end 150 cm tyndtarm) (10-15),

Stråleenteropati (5-10) og

Hjemme-parenteral ernæring: Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus

  • (70-80).

Kronisk inflammatorisk tarmsygdom, svære og/eller komplicerede tilfælde: Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospita)l, Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (200).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selv om der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Medicinske lungesygdomme

Beskrivelse

Grenspecialet medicinske lungesygdomme omfatter udredning, medicinsk behandling og kontrol af sygdomme i de nedre luftveje, lunger og lungehinder.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ingen fuldtidspraktiserende lungemedicinere.

Basisniveau

Der er speciallæger i lungemedicin ansat på intern medicinske afdelinger i alle amter på nær Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset

i Gentofte), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og

Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Patientunderlaget for grenspecialet medicinske lungesygdomme består overvejende af patienter med luftvejs- og lungeskader i form af kronisk obstruktive lungesygdomme som bronkitis og emfysem, lungekræft og astma bronchiale.

En væsentlig del af akutte medicinske patienter på sygehusene udgøres af patienter med akutte lungemedicinske lidelser.

En tiltagende del af de lungemedicinske opgaver varetages ambulant. Den overvejende del af behandlingen af astma og kronisk obstruktive lungesygdomme varetages i almen praksis.

Specialet samarbejder med en lang række kliniske og parakliniske specialer.

Basisniveau

Kroniske luftvejslidelser som bronkitis, astma og emfysem udgør den talmæssigt største sygdomsgruppe af lungemedicinske patienter på basisniveau. Sygdommene diagnosticeres og udredes i intern medicinsk og lungemedicinsk regi, i en del tilfælde på lungeklinikker, hvor der lægges en behandlingsplan. Patienterne vil oftest kunne følges i almen praksis.

Indikation for hjemmeiltbehandling bør stilles af lungemedicinere. Indikation for assisteret ventilation ved akut forværring hos patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse bør stilles i samarbejde med lungemedicinere.

Lungemedicinere varetager udredning af patienter med røntgenologiske forandringer i lungerne, hvor årsagen kan være lungekræft, tuberkulose, immunologiske sygdomme, infektioner, eller erhvervsbetingede sygdomme som f.eks. asbestose.

Behandlingen af lungetuberkulose hos ikke-immundefekte patienter varetages af lungemedicinere.

Der bør være etableret basisfunktioner i alle amter, placeret i tilknytning til intern medicinsk afdeling.

Lungemedicin på basisniveau indebærer et tæt samarbejde med anæstesiologi, radiologi (incl. CT- eller MR-scanner) samt allergologi, sidstnævnte specielt ved udredning af patienter med astma bronchiale.

Lands- og landsdelsniveau

Varetagelsen af specialets lands- og landsdelsfunktioner forudsætter et nært samarbejde med anæstesiologer, mikrobiologer, patologer, radiologer (CT-scanning, MR-scanning og ultralydscanning) og tho-raxkirurger.

Lands- og landsdelsfunktioner

Tuberkulose ved infektion med multiresistente stammer: Rigshospitalet (5-10).(* 1)

For- og efterundersøgelse ved lunge og hjerte- lungetransplantation: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), iflg. protokol godkendt af Sundhedsstyrelsens Transplantationsudvalg (30).

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshos-pital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Lungefibrose og andre

Sjældne interstitielle lungesygdomme, f.eks. extrinsic alveolitis, alveolær proteinose, lymfangioleiomyomatose (200).

Uforklaret dyspnoe, m.h.p. udvidet respirationsfysiologisk udredning og vurdering (10-20).

Pleurodesebehandling af maligne pleuraekssudater (antal?)(* 2) og

Recidiverende pneumothorax (antal?).(* 3)

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Tuberkuløs meningitis og tuberkulose hos HIV-positive og AIDS-patienter behandles på infektionsmedicinske afdelinger.

(* 2) Udføres ligeledes af thoraxkirurger og onkologer.

(* 3) Udføres ligeledes af thoraxkirurger.

Substitutionsbehandling med alfa-1 antitrypsin koordineres fra Rigshospitalet og foregår adskillige steder (30).

Nefrologi

Beskrivelse

Det medicinske grenspeciale nefrologi omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af medicinske nyresygdomme, inklusiv renal og renovaskulær hypertension samt svære elektrolytforstyrrelser. Behandlingen af patienter med nyresvigt og/eller svære inflammatoriske nyresygdomme omfatter højteknologiske metoder bl.a. dialyse, plasmaferese, immunoadsorption og nyretransplantation.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ingen fuldtidspraktiserende nefrologer.

Basisniveau

Der findes 11 nefrologiske afdelinger/funktioner, der arbejder tæt sammen med landsdelsafdelingerne. Frederiksborg og Bornholms Amter betjenes fra afdelinger i Københavns Amt og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital.

Specialeplanlægning

Planlægningen af de nefrologiske funktioner baseres bl.a. på at ca. 850 patienter er i kronisk hæmodialyse og ca. 450 patienter i kronisk peritonealdialyse (1994).

Basisniveau

Basisfunktioner i nefrologi omfatter akut og kronisk hæmodialyse, kronisk peritonealdialyse, herunder hjemmedialyse, og udredning og behandling af medicinske nyresygdomme. Funktionerne bør varetages af speciallæger i nefrologi.

Antallet af patienter med behov for dialyse og hensynet til nærhed betyder, at der bør være en nefrologisk afdeling/funktion i alle amter. Det nødvendige patientantal til opnåelse af rutine og kvalitet medfører, at nefrologi på basisniveau bør varetages samlet et sted i amtet ved et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau.

Senkontrol af de aktuelt ca. 1100 nyretransplanterede patienter kræver umiddelbar adgang til speciel ekspertise inden for nefrologi (transplantationserfaring), kirurgi, klinisk fysiologi, ultralyd og nyrepatologi. Patienter med ukomplicerede forløb kan ca. 6 mdr. efter transplantation eventuelt kontrolleres ved de amtslige nefrologiske funktioner i nært samarbejde og efter aftale med den regionale transplantationsafdeling.

Lands- og landsdelsniveau:

De nefrologiske lands- og landsdelsfunktioner knytter sig til undersøgelse og behandling af kronisk

nyresvigt hos børn, sjældne immunologiske nyresygdomme og nyretransplantationsproblemer.

Funktionerne kræver et nært samarbejde med en række specialer f.eks. klinisk immunologi, patalogisk anatomi, billeddiagnostik (diagnostisk radiologi og klinisk fysiologi og nuklearmedicin) og urologi. Funktionerne bør derfor placeres ved sygehuse, der har adgang til disse specialer på lands- og landsdels-niveau.

Lands- og landsdelsfunktioner

Nyre-pancreastransplanterede, behandling og kontrol: Rigshospitalet (0-1).

Nyre- og Ø-transplantation, behandling og kontrol: Odense Universitetshospital (5). Se også medicinsk endokrinologi.

Multiorgantransplantation iøvrigt (nyre og andet organ) behandling og kontrol: Rigshospitalet

  • (0-2).

Nyretransplantation på børn under 15: Rigshospitalet og Odense Universitetshospital (10-15).

Dialysebehandling af børn samt medicinsk behandling og senkontrol af nyretransplanterede børn i samarbejde med pædiatri: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (10-20).(* 1)

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital:

Vurdering af patienter med kronisk nyresvigt, m.h.p. transplantation (250). Nyretransplanterede patienter, behandling og kontrol: (200-250).

Nyresygdomme, til nyrebiopsi og vanskelig immunosuppressiv behandling (f.eks. primær og

sekundær glomerulonefritis, anti-GBM nefrit, mikro-angiopatiske nyresygdomme og tilstande med renovaskulær hypertension) (500-700).

fortsættes...

Svære nyremanifestationer ved inflammatoriske bindevævssygdomme i samarbejde med reumatologi (antal?).

Plasmaferesebehandling (500).

Behandling af særlige komplikationer til kronisk uræmi, f.eks. svære senfølger til langvarig kronisk dialysebehandling, svær perikarditis, vurdering m.h.p. parathyreoidektomi samt kompliceret vaskulær adgang (300).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Behandling af børn med terminal uræmi varetages af de nævnte 3 landsdelscentre. Af praktiske, herunder geografiske, årsager kan dialysebehandling i varierende omfang foregå på de amtslige nefrologiske afdelinger i nært aftalt samarbejde med landsdelscentrene (satellitaftale).

Reumatologi

Beskrivelse

Grenspecialet reumatologi varetager diagnostik, behandling og rehabilitering, herunder optræning, inden for bevægeapparatets medicinske sygdomme. Det drejer sig om inflammatoriske led-, muskel- og bindevævssygdomme, degenerative led- og muskelsygdomme, rygsygdomme, akutte og kroniske belastningssygdomme i bevægeapparatet, metaboliske knoglesygdomme, analyse og behandling af smertesyndromer i bevægeapparatet og af funktionsforstyrrelser i bevægeapparatet.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Reumatologiske lidelser udgør en stor del af virksomheden i almen praksis.

Hovedparten af praktiserende speciallæger i reumatologi findes i Østdanmark. Antallet af praktiserende speciallæger varierer meget fra amt til amt.

Basisniveau

Der er reumatologiske afdelinger i alle amter med undtagelse af Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus samt ved Viborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Reumatologiske sygdomme forekommer med stor hyppighed og er ofte kroniske. Reumatologiske lidelser behandles både i almen praksis, i speciallægepraksis samt på alle niveauer i sygehusvæsenet.

Mange reumatologiske lidelser kan behandles ambulant i speciallægepraksis eller i sygehusenes ambulatorier. I sygehusvæsenet kan multifacetterede undersøgelses- og behandlingstilbud udnyttes. En væsentlig del af de reumatologiske funktioner er elektive, men der er også behov for akutfunktioner.

Det er vigtigt, at reumatologiske afdelinger råder over tilstrækkelig rehabiliteringskapacitet, herunder

fysio- og ergoterapi.

Idrætsmedicin er en multidisciplinær funktion, som er under udvikling i en række amter.

Reumatologi indgår i multidisciplinære smerteenheder, se anæstesiologi.

Behandling, herunder kirurgisk behandling, af degenerative og inflammatoriske lidelser i ryg og perifere led kræver samarbejde med neurokirurgiske, ortopædkirurgiske og billeddiagnostiske afdelinger.

Basisniveau

Hovedparten af de reumatologiske lidelser behandles på basisniveau, hvilket i betragtning af sygdommenes hyppighed betyder, at der bør være reumatologiske afdelinger i alle amter.

Det vil være hensigtsmæssigt, at behandling af mindre hyppigt forekommende reumatologiske sygdomme samles på et sygehus i amtet på hovedsygehusniveau med tilstedeværelse af en række andre specialer.

Genoptræningsfunktioner bør findes flere steder.

Lands- og landsdelsniveau

Landsdelsafdelingerne varetager kun en lille del af de reumatologiske patienter. Ved nogle sjældne og svære lidelser bør også opfølgning og kontrol foregå på landsdelsafdelinger. Andre vil evt. kunne følges i rolige sygdomsfaser af en amtslig hovedafdeling i samarbejde med landsdelsafdelingen. Dette forudsætter et samarbejde i form af satellitaftaler.

Inflammatoriske og degenerative sygdomme med svære komplikationer kræver ofte samarbejde med billeddiagnostisk afdeling med MR-scanner, ligesom de inflammatoriske led-, muskel- og bindevævssygdomme er multiorgansygdomme, der på lands- og landsdelsniveau kræver samarbejde med andre specialer, f.eks. infektionsmedicin, nefrologi, ortopædkirurgi og dermatologi. I forbindelse med rehabilitering vil nogle patienter have behov for specialproteser eller andre specielle hjælpemidler.

Lands- og landsdelsfunktioner

Para- og tetraplegi, behandling og rehabilitering: Rigshospitalet og Viborg Sygehus, Paraplegikerfunktionen (90-130)(* 1).

Hæmofili, blødning i muskler og led, i samarbejde med hæmofilicentrene: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (antal?).

Udredning af særligt komplicerede kroniske ryglidelser, herunder degenerativt betinget segmentsmertesyndrom før evt. spondylodeseoperation, i samarbejde med neurokirurgi/ortopædkirurgi: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Ålborg Sygehus (200).

fortsættes...

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital:

Inflammatoriske ledsygdomme, bl.a. reumatoid arthritis, spondylitis ankylopoietika og psoriasis arthritis ved særligt kompliceret behandling og/eller sjældne komplikationer (100-150), f.eks.

Feltys syndrom og

Nekrotiserende vaskulitis, ved reumatoid artritis (50).

Autoimmune sygdomme/bindevævssygdomme, særligt kompliceret diagnostik, behandling og/eller sjældne komplikationer (100), herunder specielt

Systemisk lupus erythematosus, ved aktive stadier af sygdommen og/eller ved alvorlige komplikationer i form af CNS-sygdom, trombose, vaskulitis m.v.,

Polymyositis/dermatomyositis,

Mixed connective tissue disease og

Bindevævssygdomme med svære koagulationsforstyrrelser.

Vasculitis i aktive stadier med svære systemiske manifestationer (100), herunder

Wegeners granulomatose (50),

Periarteritis nodosa (30),

Churg-Strauss syndrom,

Bechet's sygdom og

Takayasus sygdom.

Andre sjældne bindevævssygdomme (antal?), herunder

Essentiel kryoglobulinæmi og

Arthritis ved immundefekt og komplementmangel.

Svær systemisk sklerodermi, i samarbejde med dermatologi (25).

Inflammatoriske bindevævssygdomme med svære nyremanifestationer, i samarbejde med nefrologi (50).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) I henhold til Sundhedsstyrelsens anbefaling og redegørelse vedrørende »Para- og tetraplegi - organisation af behandling og kontrol«, 1994.

Børnereumatologi , se også pædiatri. Varetagelse af de børnereumatologiske patienter overgår fra pædiatri til reumatologi ved 15-års alderen. En stor del af disse patienter vil fortsat være landsdelspatienter alene pga. lidelsens sværhedsgrad og karakter.

Kirurgi

Beskrivelse

Det kirurgiske speciale omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af sygdomme, skader og medfødte misdannelser, hvor operative indgreb er eller kan blive aktuelle, bortset fra sådanne, der varetages i andre specialer, f.eks. ortopædkirurgi, gynækologi, oto-rhino-laryngologi m.fl.

Det kirurgiske speciale omfatter grundspecialet kirurgi, herunder fagområderne: endokrinkirurgi, mammakirurgi og børnekirurgi, samt fem grenspecialer: karkirurgi, kirurgisk gastroenterologi, plastikkirurgi, thoraxkirurgi og urologi.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er praktiserende speciallæger i kirurgi. En del af disse speciallæger varetager såvel specialet kirurgi som et af fagets grenspecialer.

Basisniveau

Patienter med kirurgiske sygdomme behandles på blandede sygehuse, på 4-delte sygehuse, på mere ud-specialiserede sygehuse samt på lands- og landsdelssygehuse. Nogle sygehuse varetager kun elektive funktioner.

Der er til kirurgiske afdelinger i forskelligt omfang knyttet speciallæger i kirurgi som også har speciallægekompetence i et eller flere grenspecialer, samt på 4-delte sygehuse evt. speciallæger i ortopædkirurgi og gynækologi/obstetrik.

Lands- og landsdelsniveau

Der er lands- og landsdelsfunktioner inden for de særlige fagområder: endokrinkirurgi og børnekirurgi (se disse). Lands- og landsdelsfunktionerne er iøvrigt knyttet til grenspecialerne.

Specialeplanlægning

Den teknologiske udvikling på det kirurgiske område bl.a. med fremkomst af laparoskopisk kirurgi, endoskopiske procedurer, protesekirurgi m.v., har medført mindre behov for store, åbne kirurgiske indgreb. Der må generelt fortsat forventes en betydelig og hurtig udvikling i kirurgiske metoder.

Kirurgiske funktioner vil i stigende omfang kunne varetages i form af sammedagskirurgi. Der vil dog fortsat være behov for stationære funktioner til varetagelse af undersøgelse, behandling og pleje af mere omfattende kirurgiske sygdomme. Der skal i specialeplanlægningen endvidere tages hensyn til det store behov for akut beredskab i det kirurgiske område.

Igennem en årrække er der foregået en udspecialisering af kirurgien ved kirurgiske afdelinger i konsekvens af den teknologiske udvikling og kravene til kvalitet. Der foregår samtidig løbende drøftelser af den kirurgiske speciallægeuddannelse og den fremtidige organisering af det kirurgiske område.

Organiseringen af det kirurgiske område kan følge to retninger: Udvikling af kirurgiske afdelinger, hvor grenspecialiserede funktioner er inkorporeret i afdelingen, eller oprettelse af flere kirurgiske grenspecialiserede afdelinger.

Kirurgi på børn omfatter hyppigst appendektomi (3000 indgreb årligt) og herniotomi samt operationer for retentio testis. Herudover forekommer kirurgi i forbindelse med traumer, idet hovedparten af trauma-tologien varetages af ortopædkirurgien. Ved specialeplanlægning skal der tages hensyn til at mellem 33% og 50% af indgreb på børn er akutte. De elektive operationer, der oftest omfatter mindre indgreb, kan på basisniveau ofte udføres ambulant. På landsdelsniveau kan præoperative undersøgelser og postoperativ opfølgning i vid udstrækning ske ambulant.

Basisniveau

De kirurgiske afdelinger på basisniveau varetager, afhængigt af udspecialiseringsgrad, undersøgelse, behandling og kontrol af kirurgiske sygdomme. Organiseringen af det kirurgiske område i det enkelte amt er meget varierende, afhængig af den valgte sygehusstruktur og udspecialiseringsgrad. Udgangspunktet for den fremtidige planlægning er således meget forskellig.

Behandling af kirurgiske sygdomme på et tilstrækkeligt højt kvalitetsniveau vil i de kommende år stille yderligere krav til arbejdsdeling og samarbejde mellem sygehusene i det enkelte amt. I den forbindelse indgår omfanget af akutfunktioner samt mulighed for elektive enheder. Tilrettelæggelse af det kirurgiske område på basisniveau bør tage udgangspunkt i den teknologiske udvikling, tilstedeværelse af den nødvendige speciallægekompetence og det nødvendige patientunderlag for opretholdelse af rutine og erfaring.

Den specielle børnekirurgi er udelukkende en landsdelsopgave. Hyppige og almindelige kirurgiske indgreb på børn kan udføres i alle amter under hensyn til patientunderlaget. Operation for retentio testis bør udføres af urologer. Ved mindre hyppigt forekommende indgreb og ved indgreb på børn under 2 år bør funktionerne samles et sted i amtet på hovedsygehusniveau, både af hensyn til vedligeholdelse af kirurgisk rutine og erfaring, og af hensyn til tilstedeværelse af den nødvendige anæstesiologiske og pædiatriske ekspertise. Neonatalkirurgi er en landsdelsopgave (se børnekirurgi).

Der henvises iøvrigt til beskrivelserne og anbefalingerne under de enkelte grenspecialer og fagområder.

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktioner varetages af grenspecialiserede afdelinger, samt afdelinger der varetager særlige fagområder. Der henvises til beskrivelsen af de enkelte kirurgiske grenspecialer samt endokrinkirurgi og børnekirurgi.

Særlige bemærkninger

Sundhedsstyrelsen vil overveje organiseringen af mammakirurgi specielt vedr. cancer mammae.

Karkirurgi

Beskrivelse

Grenspecialet karkirurgi omfatter undersøgelse, kirurgisk behandling og kontrol af sygdomme i blod- og lymfekar uden for hjernen, hjertet og den hjertenære del af legemspulsåren. Det drejer sig overvejende om behandling af forsnævringer, tillukninger og udposninger forårsaget af åreforkalkning. Hertil kommer en række sjældnere lidelser i karrene. Rekonstruktiv venekirurgi er omfattet af specialet.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er en betydelig venekirurgisk aktivitet i speciallægepraksis.

Basisniveau

Karkirurgi varetages på ialt 9 afdelinger. Udover landsdelsafdelingerne varetages karkirurgi på basisniveau ved: Amtssygehuset i Gentofte, Hillerød Sygehus, Centralsygehuset i Slagelse, Centralsygehuset i

Esbjerg og Viborg Sygehus.

Landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Størstedelen af de karkirurgiske aktiviteter kan varetages på basisniveau. Basisfunktioner i karkirurgien udgør ca. 80% af den samlede aktivitet.

Behovet for karkirurgiske indgreb, excl. venekirurgi, er årligt på landsplan ca. 140 pr. 100.000 indbyggere. Der er ikke patientunderlag til en karkirurgisk afdeling i hvert amt.

Patienter med åreforkalkning af pulsårene til benene (underekstremitetsiskæmi) bør vurderes af karkirurger m.h.p. karkirurgisk behandling.

Der må i de kommende år forventes en stigning i antallet af operationer for forsnævring af halspulsåren (a. carotisstenose).

Basisniveau

I Sundhedsstyrelsen notat 53Karkirurgi - udvikling og organisation', 1994, anbefales 3 basisafdelinger i Vestdanmark og 3 basisafdelinger i Østdanmark. Det er derfor nødvendigt, at den eksisterende organisationsform med tværamtsligt samarbejde fastholdes og udbygges. Samarbejde kan med fordel etableres, f.eks. i form af fremskudte ambulatorier, i de amter som ikke har egen karkirurgisk funktion.

Den karkirurgiske basisfunktion kan hensigtsmæssigt integreres i en anden kirurgisk afdeling på et større sygehus på hovedsygehusniveau. Karkirurgi er et vagtbelastet speciale, hvor 20-30% af operationerne foregår udenfor dagtiden.

Den operative aktivitet på en basisafdeling bør ligge på mindst 500 indgreb pr. år. Befolkningsunderlaget for en basisafdeling bør derfor være 300.000-500.000 indbyggere.

Karkirurgi på basisniveau bør placeres i tilknytning til den specielle anæstesi samt radiologi med ekspertise i angiografi og PTA (ballonudvidelse af pulsårer).

Lands- og landsdelsniveau

Den operative aktivitet på en landsdelsafdeling bør være på mindst 1.000 indgreb pr. år. Dette forudsætter, at enhederne har et befolkningsunderlag for lands- og landsdelsfunktionerne på 1,5-2,0 mio.indbyggere samt en basisfunktion som er stor nok til at opnå det nødvendige antal operationer, svarende til et befolkningsunderlag på 600.000-800.000 indbyggere.

Karkirurgi på landsdelsniveau forudsætter samarbejde med andre specialer f.eks. thoraxkirurgi, endovaskulær radiologi og speciel anæstesi.

Lands- og landsdelsfunktioner

Thoraco-abdominale aortaaneurismer, i samarbejde med thoraxkirurgi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (10).

Intestinale (viscerale) karsygdomme, elektiv operation, Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (20).

Nyrearteriestenose, Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (50).

Lidelser i de supraaortiske arterier (arteriae anonyma og subclavia): Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (50).

Carotisstenose: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshos-pital og Aalborg Sygehus (200).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

Endovaskulære procedurer (ballonudvidelse m.v.) bør kun foretages på sygehuse, hvor der er umiddelbar adgang til karkirurgisk assistance.

Vedrørende indgreb på koronarkar (PTCA), se kardiologi.

Sundhedsstyrelsen vil nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende behandling af åreknuder med henblik på udarbejdelse af et referenceprogram.

Kirurgisk gastroenterologi

Beskrivelse

Kirurgisk gastroenterologi omfatter forebyggelse, undersøgelse, kirurgisk behandling og kontrol af sygdomme i spiserøret, mave- tarmkanalen, lever og bugspytkirtlen og disses udførselsgange samt milten. Hertil komme sygdomme i bugvæg og bughinde.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er praktiserende speciallæger i kirurgisk gastroenterologi, der bl.a. foretager et betydeligt antal endoskopier.

Basisniveau

Der er speciallæger i kirurgisk gastroenterologi i alle amter på kirurgiske eller kirurgisk-gastroenterologiske afdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet og Hvidovre Hospital), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehusene i Herlev og Glostrup), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.Specialeplanlægning

Diagnostik og behandling af gastroenterologiske sygdomme varetages både af medicinske og af kirurgiske speciallæger. Kirurgisk behandling varetages dels i kirurgisk speciallægepraksis i primærsektoren og dels af almen kirurgiske, parenkymkirurgiske og grenspecialiserede kirurgisk-gastroenterologiske sygehusafdelinger.

Specialet fungerer i nært samarbejde med medicinsk gastroenterologi. I mange patientforløb er begge specialer involveret.

Der skal i specialeplanlægningen tages hensyn til, at over halvdelen af patienterne indlægges akut. Det drejer sig hovedsageligt om blindtarmsbetændelse, akut galdestenssygdom, komplikationer til mavesår, akut bugspytkirtelbetændelse, indeklemt brok og tarmslyng.

Laparoskopisk kirurgi (kikkertkirurgi) må forventes yderligere udbredt.

En stigende patientandel må forventes behandlet med ambulant operation eller sammedagskirurgi.

Behovet for mavesårskirurgi er faldende.

Basisniveau

Af hensyn til tilstrækkeligt patientunderlag og erfaring bør de nedenfor nævnte patientkategorier samles et sted i amtet. En sådan funktion skal kunne varetage akutfunktioner på speciallægeniveau, dvs. være bemandet med kirurgiske gastroenterologer. Funktionen bør placeres ved et større sygehus på hovedsygehusniveau med tilstedeværelse af medicinsk gastroenterologi og en endoskopifunktion for de sjældnere endoskopiformer.

Varetagelse af sådanne patientkategorier på basisniveau forudsætter i en række amter en samling og oprustning af funktioner indenfor medicinsk og kirurgisk gastroenterologi. Alternativt bør amtet indgå aftale med andet amt, f.eks. med landsdelsafdeling om varetagelse af funktionerne.

Det drejer sig om følgende funktioner: (nye tilfælde pr. år på landsplan).

Ventrikelcancer, (700).

Cardiacancer er en landsdelsfunktion.

Colitis ulcerosa og Crohn53s sygdom (200).

Komplicerede tilfælde af colitis ulcerosa og Crohns53s sygdom, herunder fistler, reoperationer og reservoirkirurgi er en landsdelsfunktion.

ERCP . Diagnostisk og terapeutisk (5.000). Forudsætningen for ERCP-funktion er udførelse af mere end 100 undersøgelser om året. Vanskelige koledokussten, galdevejsstrikturer og kronisk pankreatitis, som ikke kan behandles endoskopisk på amtsniveau, henvises til landsdelsafdeling (5.000).

Rectumresektion (low anterior) og rectumeksstirpation (850).

Lands- og landsdelsniveau

Kirurgisk gastroenterologi på landsdelsniveau bør placeres i tilslutning til medicinsk gastroenterologi på landsdelsniveau. Der bør være en avanceret endoskopienhed på samme sygehus.

Landsdelsfunktionerne varetages af 8 landsdelssygehuse. Samling af funktionerne på færre landsdelsafdelinger bør indgå i den fremtidige planlægning.

Lands- og landsdelsfunktioner:

Tyndtarmstransplantation: Rigshospitalet (0-1).

Pancreastransplantation: Rigshospitalet (0-1).(* 1)

Endokrine tumorer i mave-tarmkanal og pankreas, eksklusiv insulinom og carcinoid: Rigshospitalet (5-10).

Levertransplantation: Rigshospitalet (35-40).

Anatomisk leverresektion: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (50).

Mistanke om biliær dyskinesi, undersøgelse (50), behandling (15-20): Hvidovre Hospital og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Vanskelige koledokussten og galdevejsstrikturer, som ikke kan behandles endoskopisk på amtsligt niveau og hvor ESWL, mor- barnskop eller laserknusning kan overvejes: Hvidovre Hospital, (Århus Universitetshospital) Århus Kommunehospital og Odense Universitetshospital (320).

Kirurgisk behandling af livstruende fedme, i samarbejde med endokrinologi: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Aalborg Sygehus (20).

Iatrogene galdevejslidelser, m.h.p. rekonstruktiv kirurgisk behandling: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (30).

Galdevejscancer: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (30-40).

Svær kronisk pancreatitis, med henblik på kirurgisk behandling: Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Aalborg Sygehus (50-75, heraf 20-30 til operation).

Cardiacancer: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (300, heraf 150 til endoskopisk palliation og 120 til operation).(* 2)

Øsofaguscancer: se thoraxkirurgi.(* 2)

Øsofagusfysiologiske undersøgelser og endoskopisk/kirurgisk behandling af godartede spiserørslidelser (gastroøsofageal reflux, organisk stenose, akalasi, hiatushernier, divertikler m.v.): Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (450 undersøgelser og 200 operationer).

Colitis ulcerosa og familiær polypose i colon/rectum til reservoirkirurgi: Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (80-90).

fortsættes...

Crohn's sygdom, komplicerede tilfælde, herunder tilfælde med fistler, alle reoperationer og reservoirkirurgi: Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus) og Odense Universitetshospital

Anorektale motilitetsundersøgelser, og kirurgisk behandling af hertil hørende sygdomme: Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (250 undersøgelser og 100-150 operationer).

Analcancer: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (15).

Cancer pankreatitis og

periampullær cancer, i galdeveje, pancreas eller duodenum m.h.p. resektion: Rigshospitalet, Amts-sygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus ( 80).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger:

(* 1) Ø-transplantation er et udviklingsområde, ved Odense Universitetshospital. Se medicinsk endokrinologi.

(* 2) Undersøgelse og behandling af patienter med øsofagus- og cardiacancer forudsætter et integreret samarbejde mellem kirurgiske gastroenterologer og thoraxkirurger.

Plastikkirurgi

Beskrivelse

Grenspecialet plastikkirurgi omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede deformiteter og defekter, opstået som følge af maligne og benigne tumorer, infektioner, nekrose, atrofi, hypertrofi, traume eller tidligere given behandling, ved hvilke korrektive eller rekonstruktive indgreb kan blive et væsentligt led i behandlingen.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Under sygesikringen findes 12 fuldtidspraksis og 14 deltidspraksis inden for plastikkirurgi.

Basisniveau

Der er 4 enheder uden for landsdelssygehusene, heraf er 2 specialafsnit integreret i parenkymkirurgiske afdelinger (Amtssygehuset i Roskilde og Vejle Sygehus) og 2 konsulentordninger (Kjellerup Sygehus og Åbenrå Sygehus).

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet og Hvidovre Hospital(* 1), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.

Specialeplanlægning

Inden for plastikkirurgi udgør de elektive funktioner hovedparten af aktiviteten. Akutte funktioner omfatter hovedsageligt traumer, herunder især brandskader og ansigtslæsioner.

Der er en betydelig ambulant operativ aktivitet, heraf udføres en del i speciallægepraksis.

Der er i de senere år sket en markant stigning i antallet af tilfælde af modermærkekræft (malignt melanom), en stigning der må forventes at fortsætte. Udredning, behandling og kontrol af malignt melanom henhører under plastikkirurgi.

Basisniveau

Plastikkirurgi i sygehusvæsenet var i.h.t. Vejledningen i 1993 kun placeret på landsdelsniveau, men siden er der etableret 4 basisenheder, heraf de to som konsulentordninger. Der er ikke patientunderlag til at oprette plastikkirurgiske basisfunktioner i alle amter, hvorfor tværamtsligt samarbejde på dette område er hensigtsmæssigt, ligesom integrering i/samarbejde med parenkymkirurgiske og ortopædkirurgiske afdelinger kan indgå i overvejelserne vedrørende eventuel etablering af en funktion.

Eventuel udbygning må foregå under hensyntagen til patientunderlag og krav til minimumsaktivitet, behovet for nærhed, antallet af speciallæger i plastikkirurgi, behovet for fuld funktion af landsdelsafdelingerne og en geografisk jævn fordeling i landet.

Basisfunktioner omfatter sygdomme og tilstande der allerede nu varetages af kirurgi på basisniveau, som forekommer i stort omfang og hvor der ikke er særlige krav til specielt kostbart udstyr. Det drejer sig især om sårbehandling herunder decubitus (tryksår), mammakirurgi m.h.p. korrektion og rekonstruktion ved hjælp af proteseimplantation, almindelige former for hudkræft (særlig lokalisation, recidiv eller størrelse der berettiger større lapplastik/mikrokirurgisk rekonstruktion henvises til landsdelsafdeling), bugvægssvaghed og bugvægsbrok, hvor implantation af alloplastisk materiale skønnes indiceret, samt kirurgisk korrektion af ar og forskellige tilstande i hud og underhud.

Malignt melanom er et specielt område indenfor plastikkirurgi, hvor den primære udredning og kirurgiske behandling eventuelt kan foretages af plastikkirurgi på basisniveau i under forudsætning af satellitaftale med landsdelsafdeling og onkologisk center. Opfølgning og kontrol kan eventuelt foretages af plastikkirurgi på basisniveau under forudsætning af satellitaftale med landsdelsafdeling.

Lands- og landsdelsniveau

Kendetegnende for landsdelsniveauet er, udover varetagelse af sjældne og komplicerede sygdomme, de særlige krav til udstyr og teamsamarbejde med en lang række andre specialer om sjældne medfødte tilstande, særlige kræftformer og store traumer.

Behovet for disse funktioner kan formentligt dækkes af den eksisterende kapacitet på landsdelsniveauet. Ved udbygningen af mikrokirurgien kan det være hensigtsmæssigt at foretage en opgavefordeling imellem landsdelsafdelingerne.

Lands- og landsdelsfunktioner

Transseksualisme, operation efter visitation fra Rigshospitalet, Sexologisk klinik, Rigshospitalet (10).

Primær og sekundær behandling af læbe-gumme-ganespalte hos patienter under 18 år: Rigshospitalet (200).(* 2)

Sekundær behandling af læbe-gumme-ganespalte hos voksne: Rigshospitalet, Århus Universitetshos-pital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (40).

Svære kraniofaciale misdannelser: (* 3)

fortsættes...

Svære urogenitale misdannelser, i samarbejde med børnekirurgi (se denne): Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (5-8).

Intersextilstande, i samarbejde med pædiatri og sexologisk klinik: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (15-29).

Tryksår hos para- og tetraplegikere: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (30).(* 4)

Brandskader, over 10% udbredelse hos børn og over 15% hos voksne: Hvidovre Hospital (50).(* 1)

Svære brandskader iøvrigt: Hvidovre Hospital(* 1) og Odense Universitetshospital (200).

Særlig replantationskirurgi, teamfunktion se ortopædkirurgi.

Myelomeningocele, initial behandling: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (20). (Se iøvrigt neurokirurgi).

Større cancere i ansigt, hals og mundhule, hvor der kræves specielle rekonstruktive procedurer,

teamfunktion med oto-rhino- laryngologi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (30-40).

Større ansigtstraumer, hvor speciel rekonstruktion er påkrævet(* 6): Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (50).

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital (* 1), Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital:

Hypospadi: i samarbejde med børnekirurgi (125).

Større almindelige hudkræftsvulster, især ved recidiv og ved lokalisation nær de naturlige åbninger i hoved- halsområdet, samt genitalia (50-100).

Malignt melanom, udredning, kirurgisk behandling og kontrol (700-800).(* 5)

Rekonstruktiv mikrokirurgi med fri transplantation af væv incl. vaskulariseret nervetransplantation, efter traumer, cancerkirurgi, andre operationssequelae og ved facialisparese (150).

Mikrokirurgi, i forbindelse med

Lymfødem

Mandlig infertilitet og mandlig impotens, udvalgte tilfælde

samt

Autotransplantation af testes (30-50).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Funktionerne på Hvidovre Hospital flytter til Rigshospitalet i 1998.

(* 2) Primær behandling af læbe-, gumme-, ganespalte hos patienter under 18 år er landsfunktion på Rigshospitalet i henhold til særlig aftale.

(* 3) Svære kraniofaciale misdannelser varetages aktuelt af Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital). Organisation og placering af svære kraniofaciale misdannelser overvejes for tiden af Sundhedsstyrelsen. Se bemærkninger under neurokirurgi.

(* 4) I henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og redegørelse 53Para- og tetraplegi - organisation af behandling og kontrol'.

(* 5) Kan evt. foretages af plastikkirurgiske sygehusafdelinger på basisniveau i henhold til satellitaftale med landsdelsafdeling og onkologisk center. Mindre tynde melanomer (under 1 mm) kan behandles af dermatologisk landsdelsafdeling i samarbejde med plastikkirurgisk landsdelsafdeling under forudsætning af aftale. Hyperterm perfusionsbehandling og exairese efter sentinel node marking ved malignt melanom er udviklingsområder på landsdelsniveau på Rigshospitalet.

(* 6) Større ansigtstraumer vil oftest fordre teamsamarbejde mellem flere specialer på landsdelsniveau.

Primær brystrekonstruktion ved mammacancer og sekundær brystrekonstruktion efter mastektomi ved hjælp af autologt væv er et udviklingsområde inden for plastikkirurgi. Der må forventes en betydeligt efterspørgsel efter disse typer operationer.

Thoraxkirurgi

Beskrivelse

Thoraxkirurgi omfatter undersøgelse, kirurgisk behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme og traumer i brystvæggen, hjerte, lunger, spiserør, mellemgulvet og brysthulens øvrige organer og kar.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Specialet er ikke praksisrelevant.

Basisniveau

Der er ikke basisafdelinger i specialet

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Gentofte), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Patientgruppen domineres af patienter med iskæmisk hjertesygdom med behov for coronar-by-pass

kirurgi.

På grundlag af den demografiske udvikling må der forventes en yderligere stigning i antallet af patienter med behandlingskrævende iskæmisk hjertesygdom.

I forbindelse med den øgede aktivitet af revaskulariserende indgreb vil også antallet af patienter med behov for by-pass-operation på grund af gendannet forsnævring efter tidligere revaskulariserende indgreb stige.

I henhold til udbygningsaftale mellem Regeringen og amterne skal antallet af by-pass operationer

udbygges til ialt ca. 3.500 årligt. Udbygningen overvåges af Sundhedsstyrelsens Følgegruppe vedrørende den hjertekirurgiske udbygning.

Aktivitetsniveauet vedrørende hjerteklapkirurgi forventes uændret. Medfødte hjertemisdannelser forekommer hos ca. 8 ud af 1.000 levendefødte børn. Knap 70% heraf skal opereres. Hjertekirurgi for medfødte hjertemisdannelser er en højt specialiseret opgave, der forudsætter særlig rutine og erfaring.

Hjertekirurgi forudsætter ekstrakorporal og/eller assisteret cirkulation og samarbejde med anæstesiologer med særlig erfaring, og samt intensivfunktion.

Kirurgisk behandling af lungecancer henhører under thoraxkirurgi.

Den stigende forekomst af lungecancer medfører, at der vil blive øget behov for thoraxkirurgiske indgreb på dette område.

Der er inden for thoraxkirurgi store krav til akut behandling på speciallægeniveau.

Thoraxkirurgi indgår i samarbejde med kardiologi og lungemedicin.

Kirurgisk behandling af øsofaguscancer henhører under thoraxkirurgiske afdelinger. Behandling af øso-fagusperforation henhører ligeledes under thoraxkirurgiske afdelinger.

Akutte tilfælde af mindre thoraxlidelser, f.eks. spontan pneumothorax kan behandles af kirurgiske eller ortopædkirurgiske afdelinger på basisniveau.

Basisniveau

Der bør ikke etableres basisfunktioner i specialet.

Lands- og landsdelsniveau

Der er samarbejde mellem de kardiologiske og thoraxkirurgiske landsdelsafdelinger - især omkring

revaskulariserende behandling af iskæmiske hjertesygdomme.

Lands- og landsdelsfunktioner

Hjerte/lunge- og lungetransplantation: Rigshospitalet (15-20).

Hjertetransplantation: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (30).

Medfødte hjertefejl, kirurgisk behandling: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby

  • Sygehus) (300).

Supraventrikulær arytmi kirurgi: Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (5-10).

Følgende funktioner udføres på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Coronar by-pass kirurgi, hjerteklapkirurgi og anden hjertekirurgi (4.000-4.500).

fortsættes...

Øsofaguscancer, (350-400, heraf operation 120).(* 1)

Cardiacancer, se kirurgisk gastroenterologi.(* 1)

Øsofagusperforationer (25-30).

Øsofagusfysiologiske undersøgelser (450) og

endoskopisk/kirurgisk behandling af godartede spiserørslidelser (200) f.eks. gastroøsofageal refluks, organisk stenose, akalasi, hiatushernier, divertikler m.m., i samarbejde med kirurgisk gastroenterologi.

Store indgreb på thoraxvæggen, evt. i samarbejde med plastikkirurgi (20).

Operativ behandling af lungecancer (900).

Godartede lungelidelser, mhp. kirurgisk behandling, bl.a. empyem, godartede tumorer, cyster og

recidiverende pneumothorax (600).

Thorakoscopiske operationer (400).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Undersøgelse og behandling af patienter med øsofagus- og cardiacancer forudsætter et integreret samarbejde mellem thoraxkirurger og kirurgiske gastroenterologer.

Sundhedsstyrelsen indgår i de igangværende bestræbelser for at udarbejde et referenceprogram for behandling af lungecancer med deltagelse af flere specialer.

Urologi

Beskrivelse

Urologi omfatter udredning, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme og skader i nyrer, urinveje og mandlige kønsorganer, ved hvilke operative indgreb kan blive et væsentligt led i behandlingen.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Enkelte urologiske lidelser behandles i kirurgisk speciallægepraksis.

Basisniveau

Urologiske basisfunktioner udføres på kirurgiske og parenkymkirurgiske afdelinger, i et vist omfang af speciallæger i urologi.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Årligt indlægges ca. 90.000 patienter med en urologisk hoveddiagnose. Ca. 25% af indlæggelserne er akutte, hvoraf ca. 50% kræver akut urologisk diagnostik i form af især røntgen/ultralydsundersøgelse, 90-95% af operationerne er elektive. En stor del af de urologiske sygdomme forekommer hos ældre mænd.

Den faglige og teknologiske udvikling indebærer flere diagnostiske muligheder med avanceret udstyr og nye og mere skånsomme behandlingsmetoder. Andelen af åbne operationer er faldende og erstattes af bl.a. endoskopiske- og laparoskopiske indgreb. Dette medfører øgede krav til specialiseret viden og færdigheder samt investering i apparatur.

Antallet af indgreb der kan udføres som sammedagskirurgi vil formentlig stige.

Basisniveau

Urologiske basisfunktioner udføres på kirurgiske og parenkymkirurgiske afdelinger.

Hensyn til kvalitet taler for, at man på basisniveau samler den mere specialiserede urologi på grenspecialistniveau et sted i amtet under hensyn til nødvendigt patientunderlag.

Som mere specialiserede basisfunktioner kan nævnes (antal nye tilfælde på landsplan pr. år):

Testikelkræft (300), se iøvrigt onkologi.

Kræft i blærehalskirtlen (1.450).

Tumorer i nyrer og øvre urinveje (650),

Blæretumorer (T1 - T4) og carcinoma in situ (1.200-1.600).

Nyrebækken- og urinledersten (1.400) herunder ca. 500 endoskopiske operationer.

Medfødte misdannelser i øvre urinveje (f.eks. hydronefrose) hos voksne (300).

Varicocele (50)

Refertiliseringsoperation (vaso-vasostomi) efter sterilisation (100).

Diagnostik af mandlig infertilitet.

Endokopisk behandling af uretralstriktur (antal ?)

En række andre funktioner på basisniveau kan foregå på alle kirurgiske eller parenkymkirurgiske afdelinger under hensyn til patientunderlaget. Hvad angår operativ behandling af prostatahypertrofi (6.000 tilfælde årligt til operation) bør den enkelte afdeling operere 150 tilfælde årligt.

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktioner

Urinrørsforsnævring af bagre del af urethra, efter traumatiske læsioner, hvor åben kirurgi kan komme på tale: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (5-10).

Peniscancer, hvor bevaring eller rekonstruktion kan overvejes, i samarbejde med onkologi og plastikkirurgi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (40).

Neurogen blæredysfunktion, hos patienter med

Para- og tetraplegi i samarbejde med paratetraplegifunktion: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (120).

fortsættes...

Urininkontinens hos mænd, hvor implantation af kunstig lukke-muskel kan komme på tale: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (15-20).

Nyretransplantation: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (160).

Obstruktiv azoospermi, bortset fra følger efter sterilisation, i samarbejde med plastikkirurgi: Rigshospitalet og Skejby Sygehus (70-80).

Børneurologi, se børnekirurgi og pædiatri. Særlige tilfælde af prostatacancer, hvor radikal behandling kan overvejes: Rigshospitalet, (mhp. radikal prostatatectomi) og Amtssygehuset i Herlev (mhp. kryoterapi) (20-50).

Erektiv dysfunktion, operativ behandling: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus. (antal ?)

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Nyretumorer med tumortrombeekstension til v. cava, hos ennyrede og bilaterale tilfælde i samarbejde med karkirurgi (30).

Invasiv blærecancer , tilfælde egnet til fjernelse af blæren og etablering af kontinent ureterostomi (150).

Tumorer i øvre urinveje, hvor endoskopisk behandling kan overvejes (30).

Recidivinkontinens og andre komplicerede uro-gynækologiske lidelser i samarbejde med gynækologi (75).

Perkutan endoskopisk nyrekirurgi. (antal ?)

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Endokrinkirurgi

Beskrivelse

Endokrinkirurgi er ikke et selvstændigt speciale, men et fagområde inden for det kirurgiske speciale.

Endokrinkirurgien omfatter undersøgelse, behandling og opfølgning af sygdomme, herunder svulstdannelser i skjoldbruskkirtlen, biskjoldbruskkirtlerne, binyrer og endokrine bugorganer, hvor operative indgreb kan blive aktuelle.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Endokrinkirurgi er ikke relevant for speciallægepraksis.

Basisniveau

Endokrinkirurgi udføres på basisniveau på en række amtslige kirurgiske afdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Den endokrinkirurgiske aktivitet er spredt på afdelinger inden for en række forskellige specialer på amtsniveau: parenkymkirurgi, gastroenterologi, urologi samt på landsdelsafdelinger i thoraxkirurgi, oto-rhino-laryngologi og endokrinkirurgi.

Hensynet til det nødvendige patientunderlag for at opnå tilstrækkelig erfaring og kvalitet medfører,

at funktionerne bør samles på væsentlig færre afdelinger.

Der foregår en udvikling i retning af reduktion i kirurgiske indgreb inden for endokrinkirurgi til fordel for noninvasive behandlingsformer. Den faldende kirurgiske aktivitet forstærker nødvendigheden af at centralisere endokrinkirurgien.

Basisniveau

Thyreoideakirurgi på basisniveau omfatter kun den benigne thyreoideakirurgi. Benign thyreoideakirurgi er hidtil foretaget på et meget stort antal afdelinger, hvoraf nogle har haft en meget lille operativ aktivitet. Der må forventes en fortsat reduktion i den operative aktivitet. Den benigne thyreoideakirurgi bør derfor, under hensyn til patientunderlaget, d.v.s. rutine og erfaring og dermed kvalitet, samles på færre afdelinger.

Funktionen bør samles på en kirurgisk afdeling i amtet eller eventuelt tværamtsligt, i samarbejde med medicinsk endokrinologi, således at der sikres et tilstrækkeligt antal operationer for hver afdeling og kirurg.

Lands- og landsdelsniveau

Endokrinkirurgi på landsdelsniveau omfatter hovedsageligt den komplicerede benigne og den maligne thyreoideakirurgi samt operationer på parathyreoidea. Thyreoideacancerkirurgi foregår både på endokrinkirurgiske og otologiske landsdelsafdelinger.

Operationer på binyrer og gastrointestinale tumorer udføres på urologiske og gastroenterologiske landsdelsafdelinger og på endokrinkirurgiske landsdelsafdelinger.

Lands- og landsdelsfunktioner

Ø-transplantation (transplantation af Langerhanske øer fra pancreas), se medicinsk endokrinologi og nefrologi.

Endokrine tumorer i mave-tarmkanal og pancreas eksklusiv insulinomer og carcinoider: Rigshospitalet (5-10).

Insulinomer og carcinoider: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10-15)

Thyreoideakirurgi hos børn: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus) og Odense Universitetshospital (40).(* 1)

Kompliceret benign thyreoideakirurgi, herunder

recidivstruma,

intratorakal struma,

særlig stor struma,

struma med stemmebåndslammelse,

kronisk thyreoiditis, samt

struma i forbindelse med særlige endokrine lidelser (f.eks. endokrine syndromer, akromegali o.a.): Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus) og Odense Universitetshospital (150-200).(* 1)

Cancer thyreoideae inklusiv mistanke herom: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus) og Odense Universitetshospital. (Se også oto-rhino-laryngologi)(125).(* 1)

Endokrin binyrekirurgi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (30).

fortsættes...

Hyperparathyreoidismus: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus) og Odense Universitetshospital (100).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Anbefaling i overensstemmelse med notatet »Forslag om thyreoideakirurgiens strukturering og visitationsforhold i Danmark«. En række specialer/funktioner har indgået aftaler om opgavefordeling i forbindelse med thyreoidealidelser: Se redegørelse fra Dansk Kirurgisk Selskab vedr. Thyreoideakirurgiens strukturering og visitationsforhold i Danmark. Hovedpunkterne i aftalerne er:

1. Forventet ukomplicerede indgreb samles på kirurgiske afdelinger med thyreoideakirurgisk

ekspertise.

2. Den forventede komplicerede benigne thyreoideakirurgi (se ovenfor) og thyreoideacancer henvises til specialiserede thyreoideakirurgiske afdelinger, 3 endokrinkirurgiske og 5 oto-rhinolaryngologiske landsdelsafdelinger på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Børnekirurgi

Beskrivelse

Børnekirurgi er ikke et selvstændigt speciale, men et fagområde under kirurgi.

Området omfatter udredning, behandling og kontrol af børn med medfødte og erhvervede sygdomme og skader i spiserør, mave- og tarmkanal, lever, galdeveje, bugspytkirtel, urinveje og kønsorganer, ved hvilke operative indgreb kan blive et væsentligt led i behandlingen.

Fagområdet børnekirurgi anvender rekonstruktive metoder, der sjældent eller aldrig anvendes i andre kirurgiske specialer.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Området er ikke praksisrelevant.

Basisniveau

Almenkirurgi på børn foretages i dag generelt på kirurgiske afdelinger, se kirurgi. Fagområdet børnekirurgi varetages udelukkende på landsdelsniveau.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital.

Specialeplanlægning

I forbindelse med kirurgi på børn skelnes mellem almen kirurgi på børn og den specielle børnekirurgi, der typisk omfatter den særlige kirurgiske aktivitet ved medfødte misdannelser og tumorer hos børn.Traditionelt varetages misdannelser og tumorer i bevægeapparatet af ortopædkirurgi, cardiovaskulære misdannelser af thoraxkirurgi, tumorer og misdannelser i centralnervesystemet af neurokirurgi, tumorer i øjet af oftalmologi, misdannelser af øre-næse-hals af oto-rhino-laryngologi og læbe- gumme- ganespalte af plastikkirurgi (se disse).

Børnekirurgi samarbejder med disse specialer samt pædiatri.

Basisniveau

Den specielle børnekirurgi er udelukkende en landsdelsopgave. Vedrørende almindelige kirurgiske indgreb på børn, se kirurgi.

Lands- og landsdelsniveau

Den specielle børnekirurgi, herunder neonatal kirurgi er lands- og landsdelsfunktioner i samarbejde med pædiatri. Det drejer sig typisk om sjældne og større indgreb vedrørende medfødte misdannelser og tumorer.

Ofte forekommer flere misdannelser i forskellige organsystemer. Ideelt set bør alle misdannelser derfor kunne behandles i det samme center, der besidder højt specialiseret ekspertise vedrørende forskellige

typer misdannelser. Herved opsamles også generel tværgående ekspertise på højt niveau. Der er patientunderlag i Danmark til 2 sådanne centre - for visse funktioner dog kun til et landscenter. Enkelte tilstande forekommer så sjældent, at de bør henvises til behandling i udlandet.

Den hidtidige udvikling i Danmark har medført, at ekspertisen i Vestdanmark dels findes på Århus Universitetshospital og dels på Odense Universitetshospital. Landsdelsfunktionerne må således deles i et østdansk center på Rigshospitalet, der udfører alle funktioner, og et vestdansk samarbejde bestående af børnekirurgisk urologi på Skejby Sygehus og børnekirurgisk gastroenterologi på Odense Universitetshospital.

Ved svære misdannelser, der medindrager flere organsystemer bør patienten visiteres til et landsdelssygehus, der kan varetage den samlede patientbehandling. Visitationsovervejelserne vil her også ofte involvere f.eks. thoraxkirurgi og plastikkirurgi.

Kirurgisk behandling af tumorer hos børn skal foregå i tæt samarbejde med pædiatrisk onkologi.

Ved mistanke om eller påvist misdannelse hos fostre, hvor børnekirurgisk intervention i relation til fødslen kan komme på tale, bør børnekirurger inddrages tidligt mhp. information og videre planlægning af forløbet i samarbejde med gynækologi og obstetrik samt pædiatri.

Diagnostik, behandlingsplan, behandling og opfølgning i forbindelse med en lang række misdannelser involverer teamsamarbejde mellem flere specialer på landsdelsniveau, ofte over en længere årrække.

Lands- og landsdelsfunktioner

Blæreekstrofi: Rigshospitalet (1-2).(* 1)

Epispadi og urogenital sinus: Rigshospitalet (6-10).

Svære malformationer i tractus genitalis: Rigshospitalet (3-5).

Høj analatresi (blærehals- og kloakale fistler): Rigshospitalet og Odense Universitetshospital (6-10).

Medfødte misdannelser i mave- og tarmkanal: Rigshospitalet og Odense Universitetshospital (200).

fortsættes...

Medfødte misdannelser i øvre og nedre urinveje, herunder hydronefrose, megaureter, ektopisk

ureter, ureterocele: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (30-50).

Neonatal og prænatal urologi iøvrigt, herunder diagnostisk udredning: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (50).

Bilateral abdominal testisretention eller retention som led i genital udviklingsanomali: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (15).

Hypospadi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), i samarbejde med plastikkirurgi (125).

Solide bløddelstumorer: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (25-35). (* 2)

Urologiske problemer i forbindelse med myelomeningocele: Rigshospitalet og Århus Universitetshos-pital (Skejby Sygehus) (15).

Intersextilstande, i samarbejde med plastikkirurgi og pædiatri: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (6-10).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) På grund af sjældenhed bør samarbejde f.eks. på nordisk plan overvejes.

(* 2) Omfatter ikke bløddelstumorer i ekstremiteter og nervesystem (se ortopædkirurgi og neurokirurgi).

Sundhedsstyrelsen overvejer, under hensyn til patientunderlaget, organiseringen af børnekræftbehandlingen.

Klinisk biokemi

Beskrivelse

Klinisk biokemi er et tværgående laboratoriemedicinsk speciale, der forestår undersøgelser af patienters blod, celler, cerebrospinalvæske, sekreter og ekskreter, herunder urin, i samarbejde med langt de fleste lægelige specialer ved sygehuse og i primærsektoren. Specialet anvender metoder udviklet fra bl.a. biokemi og molekylærbiologi. Undersøgelserne sigter mod at belyse biokemiske funktionstilstande.

Nuværende organisation af specialet

Basisniveau

Klinisk biokemi indgår i teamfunktion med andre laboratoriespecialer, bl.a. klinisk immunologi (især på basisniveau, hvor blodbankfunktionen ofte varetages af den klinisk biokemiske afdeling) og klinisk genetik (landsdelsniveau).

Der er klinisk biokemiske afdelinger (afdelinger ledet af speciallæge ansat på det pågældende sygehus) med døgndækkende funktioner på i alt 32 større sygehuse. Der ydes herfra analytiske og konsultative funktioner til sygehuse uden klinisk biokemisk afdeling, samt til almen praksis/speciallægeprasksis. Lands- landsdelsniveau

Der er ikke landsdelsafdelinger i specialet.

Specialeplanlægning

Ved specialeplanlægning skal tages hensyn til, at klinisk biokemi betjener en lang række kliniske specialer både i primær og sekundærsektoren, samt til nødvendigheden af at kunne tilbyde døgnservice på sygehusene.

Der foregår en udstrakt udveksling af særlige analyser mellem de enkelte afdelinger. Denne uformelle organisation tager hensyn til den tilstedeværende ekspertise og de måletekniske muligheder på de forskellige afdelinger, og sikrer en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne.

Den teknologiske udvikling muliggør en stigende decentralisering af et begrænset antal hyppigt anvendte analyser. Af hensyn til kvaliteten er det hensigtsmæssigt, at dette vurderes i specialeplanlægningssammenhæng, og at klinisk biokemi deltager i denne proces med ansvaret for reference- og kontrolfunktioner.

Der bør ved planlængningen af de biokemiske afdelingers virksomhed indgå overvejelser om hensynet til kvalitet og hensigtsmæssig ressourceanvendelse. Hvis behovet for bestemte analyser er begrænset, vil det være hensigtsmæssigt, at sådanne analyser samles.

Undersøgelser for sjældne eller særlige kliniske problemstillinger, som medfører behov for specialisering, bør samles ved landsdelssygehusene.

Nye analyser specielt i forbindelse med ny teknologi, f.eks. vedr. molekylærbiologi og genetik bør koordineres mhp. teknologivurdering.

Basisniveau

Klinisk biokemi bør som lægeligt speciale være repræsenteret i alle amtskommuner. Fra klinisk biokemiske afdelinger på sygehusniveau bør der etableres konsulentfunktioner til laboratorier på mindre

sygehuse og gerne også til almen praksis/speciallægepraksis.

Det er hensigtsmæssigt, at de klinisk biokemiske afdelingers opgaver følger de kliniske opgavefordelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Den hastige udvikling indenfor den kliniske biokemi, især betinget af øget klinisk anvendelse af molekylærbiologi og molekylærgenetik, har - bl.a. ud fra tætte samarbejdsrelationer med relevante kliniske specialer - medført behov for specialisering af de klinisk biokemiske funktioner på lands- og landsdelssygehusene. Af hensyn til tilstrækkelig ekspertise på et givet område er det for visse aktiviteters vedkommende hensigtsmæssigt at etablere formelle samarbejdsrelationer mellem den kliniske afdeling, der har lands- og landsdelsforpligtelsen, og klinisk biokemisk afdeling på landsdelssygehuset.

En række specielle klinisk biokemiske undersøgelser er placeret ved landsdelssygehusene på baggrund af placeringen af funktioner i de kliniske specialer. Det drejer sig eksempelvis om undersøgelser vedr.:

Sygdomme betinget af abnorm funktion af gastro-entero-pankreatiske hormoner og neuropeptider: Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital.

Hæmoglobinopatier: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Medfødte defekter i det organiske syrestofskifte: Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Medfødte defekter i komplementsystemet: Odense Universitetshospital.

a-1-antitrypsinmangel: Bispebjerg Hospital og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Akut monitorering og behandlingsrådgivning ved forgiftninger med lægemidler og toksiske stoffer: Bispebjerg Hospital.

Der er ikke selvstændige landsdelsfunktioner i specialet.

Klinisk farmakologi

Beskrivelse

Klinisk farmakologi er et område med relation til en række kliniske fag der forbinder det teoretiske og praktiske grundlag for anvendelsen af lægemidler med henblik på rationel farmakoterapi inden for alle områder af sundhedsvæsenet.

Klinisk farmakologi omfatter lægemiddelinformation, klinisk vurdering af lægemidlers anvendelse, effekt og bivirkninger, herunder farmako-epidemiologi, vurdering af lægemiddelanalyser, gennemførelse af kliniske afprøvninger, deltagelse i lægemiddelkomitearbejde og rådgivning om regulative forhold for lægemidler.

Nuværende organisation af specialet

Basisniveau

Der er ved ganske enkelte sygehuse en specialfunktion i klinisk farmakologi.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ingen landsdelsafdelinger.

Specialeplanlægning

Speciale i klinisk farmakologi er under etablering. Efterspørgslen efter klinisk farmakologiske ydelser med henblik på rationel farmakoterapi inden for sygehusvæsenet og i praksissektoren må forudses at vokse i de kommende år.

Basisniveau

Oprettelse af speciallægestillinger evt. med funktion inden for et klinisk speciale og en samtidig klinisk farmakologisk funktion for amtet kan være en model for indførelse af specialet på basisniveau.

Opgaverne vil primært omhandle rådgivning generelt og konkret. Det kan dreje sig om rådgivning i rationel farmakoterapi i forbindelse med patientbehandling, generel lægemiddelinformation/service og undervisning.

Den klinisk farmakologiske funktion forudsætter tæt samarbejde med klinisk biokemisk afdeling vedrørende tolkning af lægemiddelanalyser.

Lands- og landsdelsniveau

I samarbejde med kliniske afdelinger på landsdelssygehuse kan der etableres klinisk farmakologi, evt. i form af selvstændig afdeling. Disse afdelinger betjener landsdelsafdelingerne med særlige analyser, information m.v.

Der er på nuværende tidspunkt ikke grundlag for etablering af specifikke lands- eller landsdelsfunktioner.

Der er i ngen landsdelsfunktioner i klinisk farmakologi.

Særlige bemærkninger

Sundhedsstyrelsen har gennem Specialistnævnet indstillet, at klinisk farmakologi etableres som speciale i forbindelse med den påtænkte revision af specialebekendtgørelsen.

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Beskrivelse

Specialet klinisk fysiologi og nuklearmedicin udfører diagnostiske funktionsundersøgelser. Hertil anvendes bl.a. måling af stråling fra indgivne radioaktive lægemidler, måling af strålingsabsorption, invasiv og ikke-invasiv måling af tryk, strømningshastighed, diffusion og volumina. Endvidere udføres en række stimulations- og suppressionstests samt ultralyd/Doppler-diagnostik. I specialet udføres desuden behandling med radioaktive lægemidler.

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin varetager akut undersøgelse og visitation af patienter udsat for ulykker med ioniserende stråling. Nuværende organisation af specialet

Basisniveau

Der er klinisk fysiologiske-nuklearmedicinske afdelinger i alle amter bortset fra Viborg, Sønderjyllands og Bornholms Amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ikke landsdelsafdelinger i specialet.

Specialeplanlægning

Der må forventes en betydelig teknologisk udvikling. Denne udvikling vil nødvendiggøre samarbejde med klinisk biokemi, klinisk immunologi, klinisk mikrobiologi og diagnostisk radiologi.

Udbygning af specialet bør ske under hensyntagen til, at klinisk fysiologi og nuklearmedicin betjener både primærsektoren og kliniske specialer i sygehusvæsenet, og at specialet fungerer i tæt samarbejde med klinisk biokemi og diagnostisk radiologi.

Basisniveau

Den overvejende del af de klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske undersøgelser er basisfunktioner. Indenfor de fleste kliniske specialer er der behov for basale klinisk fysiologiske/nuklearmedicinske undersøgelser, hvorfor der i hvert amt bør findes en klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk afdeling/funktion. Specialet samarbejder på basisniveau med endokrinologi om behandling af benign hyperthyreose med radioaktivt jod.

Lands- og landsdelsniveau

En række specielle undersøgelser og behandlinger er placeret ved landsdelssygehusene på baggrund af placeringen af funktioner i de kliniske specialer. Det drejer sig eksempelvis om undersøgelser vedr.:

Behandling af visse tumorer med henholdsvis radiojod og radiojoderet MIBG, i samarbejde med onkologiske afdelinger (Cancer thyreoideae og visse adrenergt deriverede tumorer): Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.

Splanchnicusgennemblødning med indikatorstoffer, under kateterisation: Hvidovre Hospital og Odense Universitetshospital.

Kredsløbsundersøgelse ved portal hypertension: Hvidovre Hospital og Odense Universitetshospital.

Helkropstælling mhp. kaliumbestemmelse og kontamineringsmåling: Rigshospitalet.

PET-scanning: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Der er i kke selvstændige landsdelsfunktioner i specialet.

Klinisk genetik

Beskrivelse

Klinisk genetik omfatter diagnostik og rådgivning vedrørende genetisk betingede sygdomme og misdannelser.

Klinisk genetik omfatter en laboratoriediagnostisk del omfattende specielle genetiske analyser, herunder cytogenetik og molekylærgenetik, og en rådgivningsdel baseret på klinisk diagnose, tolkning af analyseresultater og risikovurdering m.v.

Klinisk genetik indgår i behandlingsopgaver i samarbejde med andre specialer.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Området er ikke praksisrelevant.

Basisniveau

Der er ikke klinisk genetik på basisniveau.

Lands- og landsdelsniveau

Der er etableret 6 genetiske laboratorier/afdelinger som varetager primær genetisk udredning. Nogle er placeret indenfor sygehusvæsenet, andre i tilknytning til et universitetsinstitut, en er en selvstændig institution.

Der er landsdelsfunktion i H:S (Rigshospitalet), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital, Vejle Sygehus samt ved Panum Instituttet, Københavns Universitet og John F. Kennedy Instituttet.

I Vestdanmark er der 3 klinisk genetiske afdelinger, der betjener hver sit geografiske område. Der er konsulentfunktion til regionernes sygehuse med henblik på genetisk rådgivning. I Østdanmark drøftes for tiden optageområder og arbejdsdeling.

Specialeplanlægning

Patientunderlaget for klinisk genetik udgøres af patienter med mulige eller konstaterede medfødte genetiske sygdomme, oftest børn, men i stigende grad også voksne med sen debut af genetisk sygdom. Hertil kommer gravide i risikogruppe, som skal tilbydes genetisk information, rådgivning og diagnostiske fosterundersøgelser i henhold til Sundhedsstyrelsens Vejledning: 53Prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse', 1994. Ca. 12% af samtlige gravide får foretaget invasiv fosterdiagnostisk undersøgelse. Talmæssigt har, eller udvikler 3-5% af en fødselskohorte en medfødt genetisk sygdom.

Klinisk genetik er udviklet i samarbejde mellem den humane genetik på universitetsinstitutterne og de kliniske specialer, især pædiatri og gynækologi/obstetrik. Udviklingen, bl.a. indenfor molekylærbiologien, vil gøre det hensigtmæssigt med øget samarbejde, også med en række andre kliniske specialer, bl.a. intern medicin, onkologi, neurologi og oftalmologi.

Efterspørgslen efter klinisk genetisk service må forventes at stige i den nærmeste fremtid. Det internationale 53Human Genome Projekt' medfører kontinuerlig identifikation af flere gener, ligesom ny viden om en række genetiske fænomener af klinisk betydning bliver beskrevet. Mulighederne for genetisk diag-nostik i forbindelse med sygdom udvikles således meget hurtigt.

Identifikation af sygdomsgener muliggør funktionelle undersøgelser, der kan bidrage til afklaring af sygdomsmekanismer og derigennem til udvikling af metoder til forebyggelse og behandling. Det må ligeledes forventes at genterapi i fremtiden bliver en realistisk behandlingsmulighed, bl.a. ved behandling af medfødte sygdomme/handicap. Der må forventes nye og øgede muligheder for prænatal genetisk diag-nostik. Lovgivningsmæssige rammer for genterapi forventes indført.

Basisniveau

Der er for tiden ikke grundlag for etablering af basisfunktioner.

De enkelte amters behov for service bør opfyldes via aftaler med de eksisterende landsdelsfunktioner.

Lands- og landsdelsniveau

Klinisk genetisk diagnostik omfatter laboratorietekniske analyser, fortolkning af analyser, risikovurdering og rådgivning af patienter, familiemedlemmer m.v. Af kvalitets- og udviklingsmæssige hensyn bør klinisk genetik indtil videre indplaceres som landsdelsfunktioner, og oprustning og udbygning bør de nærmeste år udelukkende foretages ved de allerede eksisterende klinisk genetiske centre/afdelinger.

De enkelte klinisk genetiske centre har udviklet ekspertise vedrørende forskellige sygdomsområder, og viderehenvisning mellem centrene på baggrund af specifik ekspertise vedr. en given sygdom bør kunne finde sted.

Der er på nuværende tidspunkt ikke grundlag for en formel arbejdsdeling og fastlæggelse af specifikke lands- eller landsdelsfunktioner ved de enkelte centre.

Lands- og landsdelsfunktioner

Landsdelsfunktioner varetages ved Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehos-pital), Odense Universitetshospital, Vejle Sygehus, Panuminstituttet, Københavns Universitet og John F. Kennedyinstituttet. Hovedfunktionerne kan for tiden afgrænses til:

Genetisk udredning og rådgivning.

Prænatal diagnostik, med analyse af fostervandsprøver og moderkagebiopsi (amnion- og chorion villus-celler), i samarbejde med gynækologisk/obstetriske afdelinger der foretager prøveudtagningen (ca. 8.000).

Postnatale kromosomundersøgelser

DNA-analyser

Metaboliske analyser

Behandling af arvelige sygdomme, herunder metaboliske arvelige sygdomme i samarbejde med bl.a. pædiatri, (se denne).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

Sundhedsstyrelsen har gennem Specialistnævnet indstillet, at klinisk genetik etableres som speciale i forbindelse med den påtænkte revision af specialebekendtgørelsen.

Klinisk immunologi

Beskrivelse

Klinisk immunologi er et laboratoriespeciale, der beskæftiger sig med transfusionsmedicin, transplantationsimmunologi og immunologisk diagnostik. Specialet varetager tapning af bloddonorer, fremstilling af blodkomponenter og udfører blodtypeserologiske og immunologiske undersøgelser i forbindelse hermed, samt yder lægelig rådgivning vedr. transfusionsbehandling. Vævstypebestemmelse og andre immunologiske undersøgelser i forbindelse med transplantationer samt udredning af immundefekter og autoimmune sygdomme er ligeledes omfattet.

Nuværende organisation af specialet

Basisniveau

Specialet er etableret i alle amter bortset fra Bornholms, Ringkøbing, Roskilde og Viborg Amter. Specia-lets basisfunktioner varetages i disse amter af andre specialer især klinisk biokemi.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ikke landsdelsafdelinger i specialet.

Specialeplanlægning

Der er i Danmark ca. 70 blodbanker, der tilsammen årligt foretager ca. 400.000 tapninger af bloddonorer. De immunologiske afdelinger har ansvar for ca. 230.000 af disse tapninger. Danmarks forbrug af blod pr. 1.000 indbyggere er det højeste i Vesteuropa og hhv. ca. 50% og 30% højere end det norske og det svenske. Der er behov for kvalitetsvurdering i forbindelse med transfusionsbehandling, der bl.a. skal sikre mod uhensigtsmæssigt forbrug af blod.

Klinisk immunologi har vagtfunktion til varetagelse af akutte transfusionsmedicinske problemer.

Der er vedrørende blodprodukter produktionsansvar og kvalitetskontrolsansvar som skal opfylde Lægemiddellovens §8 og Sundhedsstyrelsens 53Vejledning i god fremstillingspraksis for blodbankers fremstilling og forhandling m.v. af blod og blodkomponenter'.

Basisniveau

Transfusionsmedicinske basisfunktioner i form af erytrocyttypebestemmelse af patienter, screentest for irregulære erytrocytantistoffer, forligelighedsundersøgelse og tapning af bloddonorer udføres i alle amter. Der bør etableres formaliseret tilknytning af klinisk immunologiske speciallæger med fagligt ansvar for og kvalitetssikring af de udførte transfusionsmedicinske analyser og den kliniske anvendelse af blodkomponenter.

Mere avancerede analyser samt udredning og rådgivning i forbindelse med akutte transfusionsmedicinske problemer bør henlægges til en klinisk immunologisk afdeling med vagtfunktion på laborant- og lægeniveau, hvilket oftest vil sige et sted per sygehuskommune/region. For amter uden etablerede klinisk immunologiske afdelinger må det tilrådes, at der indgås tværamtssamarbejde herom.

Hvad angår produktion af blodprodukter peger den tekniske udvikling, de stigende kvalitetskrav samt økonomiske betragtninger på færre og større produktionsenheder, f.eks. kun et center i hvert amt til varetagelse af fremstilling og kvalitetssikring af blodkomponenter herunder screening for smittemarkører.

Der bør ved organiseringen af tapninger tages betydeligt hensyn til at fastholde de nuværende gunstige donorressourcer.

Lands- og landsdelsniveau

Klinisk transplantationsimmunologi varetages på landsdelsniveau i samarbejde med de kliniske specialer samlet på de klinisk immunologiske afdelinger på Rigshospitalet og på Skejby Sygehus. Hvad angår primær vævstypning af leukæmipatienter og deres familier og typebestemmelse af ubeslægtede knoglemarvsdonorer, også på de klinisk immunologiske afdelinger på Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Produktion af stamcellekoncentrater med henblik på autolog stamcelletransplantation foretages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Skejby Sygehus og Odense Universitetshospital i samarbejde med de relevante kliniske specialer.

En række specielle ydelser foretages på landsdelsniveau og er placeret ved landsdelssygehusene på baggrund af placeringen af funktioner i de kliniske specialer. Det drejer sig eksempelvis om:

Hæmofilibehandling, se hæmatologi/hæmofili.

Blodkomponenter til intrauterin transfusion og behandling af erytroblastose: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (50).

Trombocyttypebestemmelse, identifikation af trombocytantistoffer: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup((SPECIAL TEGN A8)), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Immundefektudredning: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Identifikation af autoantistoffer ved autoimmune sygdomme: Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus,

Udvidede undersøgelser vedrørende smittemarkører: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Terapeutisk aferese: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Odense Universitetshospital, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Alborg Sygehus.

Der er i kke selvstændige landsdelsfunktioner i specialet.

Særlige bemærkninger

(* 1) Placeringen af funktionen i Københavns Amt er under overvejelse.

Klinisk mikrobiologi

Beskrivelse

Specialet klinisk mikrobiologi er et tværgående laboratoriespeciale, der betjener sygehusafdelinger og den primære sundhedstjeneste med undersøgelse af prøver fra patienter og deres omgivelser for tilstedeværelse af sygdomsfremkaldende bakterier, virus, svampe og parasitter. Specialet yder lægefaglig rådgivning vedr. fortolkning af undersøgelsesresultater, antibiotisk behandling, infektionsprofylakse og hygiejne indenfor sygehussektoren og i den primære sundhedstjeneste samt foretager registrering og overvågning af infektionssygdomme.

Nuværende organisation af specialet

Basisniveau

Der er klinisk mikrobiologisk afdeling i alle amter bortset fra Viborg, Roskilde og Bornholms Amter. Specialets basisfunktioner varetages i disse amter af klinisk biokemi. Der er 4 afdelinger i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Lands- og landsdelsniveau

Landsfunktioner varetages af Statens Seruminstitut. Der er indgået aftale om opgavefordeling mellem Statens Seruminstitut og landets amter.

Statens Seruminstitut er efter Sundhedsvæsenets centralstyrelseslov, landets centrallaboratorium for human bakteriologi, virologi og serologi.

Der er iøvrigt ikke landsdelsafdelinger i specialet.

Specialeplanlægning

Ved specialeplanlægning skal der tages hensyn til nærhed til kliniske specialer samt til behovet for døgnservice. Udviklingen indenfor molekylærbiologien vil få betydning for specialets fremtidige arbejdsområde og samarbejdsflader.

Der vil være øget behov for klinisk mikrobiologiske ydelser pga. et stigende antal immunsupprimerede patienter som følge af organtransplantationer og intensiv kemoterapi, ligesom der må imødeses en stigning i antallet af patienter med importerede sygdomme og infektioner med multiresistente bakterier.

Basisniveau

Klinisk mikrobiologi bør findes i alle amter. Det er således hensigtsmæssigt, at hvert amt har sin egen klinisk mikrobiologiske afdeling. Fra de klinisk mikrobiologiske afdelinger kan etableres konsulentfunktion til almen praksis og speciallægepraksis, hvorved laboratoriefunktionerne disse steder kan kvalitetsikres. Døgnservicen, dvs. den klinisk mikrobiologiske lægelige vagtfunktion ligger, af hensyn til den kliniske rådgivning, bedst i den lokale klinisk mikrobiologiske afdeling, men kan eventuelt deles mellem flere afdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Centralisering af sjældne eller særlige analyser kan af ressource- og kvalitetshensyn være hensigtsmæssigt.

En række specielle ydelser er placeret ved landsdelssygehusene på baggrund af placeringen af funktioner i de kliniske specialer.

Statens Seruminstitut varetager en række funktioner, som det er fundet hensigtsmæssigt at centralisere. Det gælder en række specialanalyser og serologiske analyser, substrat- og vaccineproduktion samt kontrol og referencefunktioner, herunder epidemiologisk overvågning af infektionssygdomme.

Statens Seruminstitut er landets centrallaboratorium for så vidt angår human bakteriologi, virologi og serologi.

Der er i kke selvstændige landsdelsfunktioner i specialet (bortset fra Statens Seruminstitut).

Særlige bemærkninger

Statens Seruminstitut yder rådgivning til amterne vedrørende centrale områder inden for sygehushygiejne, og har en »udrykningstjeneste«, som kan bistå de lokale hygiejneorganisationer ved formodning om ophobede tilfælde af infektioner på sygehuse og i institutioner.

Neurokirurgi

Beskrivelse

Specialet neurokirurgi omfatter undersøgelse, kirurgisk behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme samt læsioner i kranie, hjerne, hjernens kar og hinder, rygsøjle, rygmarv og nerver.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Neurokirurgi er ikke praksisrelevant.

Basisniveau

Der er ingen neurokirurgiske basisafdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Glostrup), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Der er ingen neurokirurgiske basisfunktioner. Der er 5 neurokirurgiske afdelinger, som alle varetager landsdelsfunktioner.

Ca. 40% af de neurokirurgiske patienter er akutte.

Der forventes ikke væsentlige ændringer i patientunderlaget vedrørende de store grupper af neurokirurgiske patienter, ligesom der ikke kan forventes ændringer i forholdet mellem akutte og elektive indgreb.

Den teknologiske udvikling vil dog i fremtiden give flere muligheder for operativ behanding af vanskeligt tilgængelige vaskulære misdannelser og tumorer i hjernen.

Der er samarbejde med neurologiske, ortopædkirurgiske og reumatologiske afdelinger, samt med radiologiske, anæstesiologiske og patologiske afdelinger der besidder særlig erfaring indenfor neuro-området. Der er endvidere samarbejde med bl.a. oftalmologi, oto-rhino-laryngologi og onkologi om nogle patientgrupper.

Operation for thoracale og cervikale discusdegenerative lidelser, herunder discusprolaps, er en neurokirurgisk landsdelsfunktion. Lumbale discusprolapsoperationer foretages på neurokirurgiske og på nogle ortopædkirurgiske afdelinger.

Basisniveau

Der er ikke neurokirurgiske basisfunktioner.

Lands- og landsdelsniveau

Opgavefordelingen mellem de neurokirurgiske afdelinger i forbindelse med små patientgrupper bør fortsat overvejes med henblik på sikring af et passende patientunderlag for funktionerne.

Lands- og landsdelsfunktioner

Svære kraniofaciale misdannelser. (* 1)

Ekstrakraniel/intrakraniel arteriel by-pass til hjernen: Aalborg Sygehus (5).

Epilepsikirurgi ved medicinsk intraktabel epilepsi, (se også neurologi): Epilepsikirurgigruppen, Rigshospitalet (5-10)(* 2).

Læsioner af nerveplexer og større perifere nerver (bortset fra håndlæsioner): Odense Universitetshospital. Teamfunktion (1-5).

Svulster på perifere nerver: Odense Universitetshospital (5).

Embolisering af intrakranielle arteriovenøse-malformationer, i samarbejde med radiologi (histoakryl-behandling), herunder også embolisering med efterfølgende operation: Aalborg Sygehus

(ca. 15).(* 3)

Embolisering af intracerebrale (sacculate) aneurismer (coil-behandling), i samarbejde med radiologi: Odense Universitetshospital (35).(* 4)

Neurovaskulær dekompression af hemifaciale spasmer: Rigshospitalet og Odense Universitetshospital (5).

Intrakranielle svulster hos børn, i samarbejde med onkologiske centre og pædiatri, teamfunktion: Rigshospitalet og et sted i Vestdanmark (35).(* 5)

Acusticusneurinomer, teamfunktion, Rigshospitalet i samarbejde med otologisk afdeling, Amtssygehuset i Gentofte (40).

fortsættes...

Neurokirurgisk smertebehandling, implantation af elektroder:

Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (10-20).

Myelomeningocele, initial behandling, i samarbejde med bl.a. plastikkirurgi og pædiatri: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (15-20).(* 6)

Alle frakturer i halscolumna og

columnafrakturer med mistænkt rygmarvs- og nerveskade, (para- og tetraplegi): Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (70).(* 7)

Alle øvrige neurokirurgiske indgreb: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Svære kraniofaciale misdannelser.Ud fra patientunderlag og kompleksitet er der kun behov for en landsfunktion i Danmark. Evt. bør behandlingen foretages i samarbejde med udenlandsk center. For tiden varetager Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) funktionen i samarbejde med de 2 tandlægeskoler. Funktionen er en teamfunktion involverende neurokirurgi, plastikkirurgi, oto-rhino-laryngologi, kæbekirurgi/specialtandlægefunktioner samt pædiatri. Placeringen af funktionen er under overvejelse i Sundhedsstyrelsen.

(* 2) Vedr. epilepsikirurgi henvises til Sundhedsstyrelsens retningslinier vedrørende epilepsikirurgi fra 1991. Landsfunktionen er flyttet fra Hvidovre Hospital til Rigshospitalet.

(* 3) Der er ca. 30 patienter årligt med behandlingskrævende intrakranielle AV-malformationer, ca. 25% kan behandles med embolisering. En lille del af de øvrige ikke-operable mindre AV-malformationer henvises for tiden til udlandet mhp. stereotaktisk strålebehandling.

Den samlede vurdering og behandling af 53store AV-malformationer', dvs. vanskelige Spetzler grad 3 samt Spetzler grad 4 og 5 til embolisation, operation og vurdering mhp. stereotektisk strålebehandling er placeret på Aalborg Sygehus.

(* 4) Indikation og behandling foretages i samarbejde med neuroradiolog. Der er tale om en udviklingsfunktion. Behandlingen må i fremtiden forventes at erstatte en del af aneurismeoperationerne.

(* 5) I Vestdanmark er aftalt en funktionel centerfunktion bestående af Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus. med henblik på fælles behandlingsprotokoller. Antallet af intrakranielle maligne tumorer hos børn er ca. 35 årligt. Sundhedsstyrelsen finder kun behov for 1 højst 2 steder i Danmark. Spørgsmålet overvejes i Sundhedsstyrelsen.

(* 6) Sundhedsstyrelsen anbefaler centralisering af den initiale myelomeningocele-behandling i Vestdanmark. Derimod kan opfølgning og kontrol fortsat foregå i de eksisterende myelomeningocele-team bl.a. under hensyn til nærhed.

(* 7) Akut behandling af columnafrakturer ved rygmarvsskade og para- og tetraplegi. Der foreligger anbefaling fra Sundhedsstyrelsen om samling af funktionen ved Århus Kommunehospital og Rigshospitalet i samarbejde med para- og tetraplegifunktionen i henholdsvis Øst- og Vestdanmark. Se Sundhedsstyrelsens redegørelse vedrørende »Para- og tetraplegi - organisation af behandling og kontrol«, 1994.

Behovet for funktionel stereotaksi må aktuelt anses for overordentligt lille. Indgrebet udføres for tiden ikke i Danmark, evt. henvises til udlandsbehandling.

Psykokirurgiske indgreb kan kun udføres efter særlige regler i henhold til kap. 7 §22 i Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Indgreb er ikke foretaget i Danmark i mange år.

Neurologi

Beskrivelse

Det neurologiske speciale omfatter diagnostik, behandling, rehabilitering og kontrol af erhvervede og medfødte sygdomme i nervesystemet, dvs. hjernen, rygmarven og de perifere nerver samt visse sygdomme i muskler. Det drejer sig om svulster, betændelsesreaktioner, degenerative og toksiske tilstande, sygdomme udløst af forstyrrelser i hjernens, rygmarvens eller de perifere nervers blodforsyning, epilepsi, hovedpine og visse neurogene smertetilstande.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er en række heltidspraktiserende neurologiske speciallæger.

Basisniveau

Der er neurologiske afdelinger i alle amter på nær Bornholms Amt. Der er ialt 12 neurologiske basisafdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Glostrup), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus samt ved Epilepsihospitalet i Dianalund.

Specialeplanlægning

Det stigende antal ældre, og den anbefalede styrkelse af indsatsen vedr. apopleksi, medfører at behovet for neurologisk kapacitet generelt må forventes øget.

Af data fra Landspatientregistret (LPR) fremgår det, at ca. 30% af patienterne med neurologiske diagnoser var indlagt på neurologiske afdelinger og ca. 40% på medicinske afdelinger (1993-data).

Henved halvdelen af patienterne på neurologiske afdelinger bliver indlagt akut.

Varetagelsen af patienter med apopleksi undergår i disse år organisatoriske ændringer i henhold til Sundhedsstyrelsen vejledning, »Apopleksibehandling - fremtidig organisation«, 1994. Med den anbefalede styrkelse af indsatsen i akutfasen, behandlings- og genoptræningsfasen, i form af særlige apopleksiafsnit, vil behovet for neurologiske ydelser stige og behovet for neurologisk sengekapacitet hertil formentlig øges.

Billeddiagnostik med CT- og MR-scannere har medført, at mange neurologiske patienter kan udredes ambulant eller under kortvarig indlæggelse.

Dele af den ambulante neurologi kan udføres enten af sygehusambulatorier eller i speciallægepraksis.

Ansvaret for patienter med amyotrofisk lateral sklerose forudsætter særlig interesse og erfaring. Opgaven er derfor og på grund af sygdommens relative sjældenhed, velegnet til samling i tværamtsligt samarbejde. Enkelte afdelinger i landet har særlig erfaring med denne patientgruppe.

Basisniveau:

Neurologiske basisfunktioner tilbydes i alle amter. Neurologiske afdelinger bør placeres ved større specialiserede sygehuse på hovedsygehusniveau af hensyn til samarbejdet med andre specialer herunder især billeddiagnostisk afdeling, der råder over CT- eller MR-scanner.

I henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinier: »b-interferon behandling af patienter med dissemineret sklerose, Medicinsk Teknologivurdering, 1996«, er b-interferon indtil videre en basisfunktion på neurologiske afdelinger. Anden immunmodulerende behandling er landsdelsfunktion.

Lands- og landsdelsniveau:

De neurologiske lands- og landsdelsfunktioner er afhængige af et nært samarbejde med en lang række andre specialer på landsdelsniveau.

Lands- og landsdelsfunktioner

Medikamentel intraktabel epilepsi, hvor epilepsikirurgi overvejes: Rigshospitalet (25).(* 1)

Akut inflammatorisk polyneuropati (Guillain-Barre) : Rigshospitalet (25-30).

Muskeldystrofier og spinale muskelatrofier, teamfunktion bl.a. vedr. respirationsinsufficiens og præventiv scoliosebehandling, (se i øvrigt anæstesiologi og pædiatri): Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (30).

Myasteni, ved truende respirationsinsufficiens og mhp.

Plasmaseperation og speciel immunologisk terapi (10-20) og mhp.

Tymektomi og/eller immunosuppressiv behandling: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (100).

Kronisk inflammatorisk demyeliniserende polyneuropati (CIDP): Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (5-10).

Kulilteforgiftning, hyperbar oxygenbehandling, i samarbejde med anæstesiologi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (50-100).

fortsættes...

Polymyositis, i samarbejde med reumatologi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (5).

Dissemineret sklerose, intratekal behandling med spasmolytica: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10-20).

Dissemineret sklerose, når funktionel elektrostimulation eller immunmodulerende behandling overvejes: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (100-150).

Udredning af cerebrovaskulære lidelser, (hjernens hæmodynamik og metabolisme): Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (100-150).

Diagnostisk uafklaret og medikamentelt inkompenseret Parkinsons sygdom (100-200) og

Andre basalganglidelser, herunder dystoni (70) mhp. botulinumbehandling: Bispebjerg Hospital, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Svær epilepsi, ved udredning og/eller intensiveret behandling:

Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus og Epilepsihospitalet i Dianalund (200-300).

Svær epilepsi, med behov for langvarig intensiv observation

eller behov for social vurdering: Epilepsihospitalet i Dianalund (100-200).

Hovedpine, der kræver særlig udredning, f.eks. SPECT-scanning og transkraniel Doppler og

Sjældne og/eller behandlingsresistente hovedpineformer: Bispebjerg Hospital, Amtssygehuset i

Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Aalborg Sygehus (200-300).

Primære hjernetumorer, centerfunktion med neurokirurgi og onkologi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (400).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Vedr. epilepsikirurgi henvises til Sundhedsstyrelsens retningslinier vedr. epilepsikirurgi fra 1991. Landsfunktionen er flyttet fra Hvidovre Hospital til Rigshospitalet.

Sundhedsstyrelsen har igangsat et udredningsarbejde vedr. diagnostik og behandling af traumatiske hjerneskader.

Klinisk neurofysiologi

Beskrivelse

Klinisk neurofysiologi er et laboratoriespeciale, der omfatter undersøgelser i forbindelse med udredning af sygdomme i hjerne, rygmarv, nerver, og muskler med elektrofysiologiske og andre neurofysiologiske metoder.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der findes ikke speciallægepraksis.

Basisniveau

Der er ingen afdelinger på basisniveau, men visse neurofysiologiske undersøgelser som f.eks. elektroencefalografi (EEG) og elektromyografi (EMG) udføres i et vist omfang uden for de neurofysiologiske afdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehusene i Gentofte og Glostrup), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus samt Epilepsihospitalet i Dianalund.

Specialeplanlægning

Funktionerne er overvejende elektive. Flertallet af patienter henvises fra sygehusafdelinger eller praktiserende speciallæger. Direkte henvisning fra almen praksis forekommer kun undtagelsesvis. Hovedparten af patienterne henvises fra neurologer, neurokirurger, pædiatere og ortopædkiruger.

Den teknologiske udvikling med mulighed for f.eks. langtids- og video-EEG og monitorering af nervebaner under neurokirurgiske/ortopædkirurgiske operationer må forventes at øge behovet for neurofysio-logisk kapacitet i fremtiden.

Der må forudses et øget behov for botuliniumtoxinbehandling af fokale dystonier m.m. under neurofysiologisk EMG-vejledning, da botulinumbehandling principielt skal foretages livslangt ca. hver 3. måned.

Der må eventuelt forudses øget efterspørgsel efter undersøgelser af patienter med søvnforstyrrelser, herunder døgnundersøgelser i fremtiden.

Basisniveau

Der er ikke grundlag for at etablere klinisk neurofysiologi på basisniveau.

Ansvaret for neurofysiologiske undersøgelser henhører under kliniske neurofysiologer. Enkelte typer af undersøgelser kan dog udføres af neurologer under supervision af klinisk neurofysiolog såfremt væsentlige praktiske forhold, f.eks. geografiske, taler derfor. Konkret aftale herom bør i givet fald indgås mellem neurologisk afdeling og den regionale landsdelsafdeling i klinisk neurofysiologi.

Lands- og landsdelsniveau

Klinisk neurofysiologi er præget af stor metodeudvikling i takt med udvikling i de medikotekniske muligheder.

Lands- og landsdelsfunktioner

Følgende funktioner udføres på Rigshospitalet, Epilepsihospitalet i Dianalund, KAS Gentofte/ Glostrup(* 1) , Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Botulinumbehandling af fokale dystonier, foregår under neurofysiologisk EMG vejledning i samarbejde med neurologi (70-120).

Langtids- og video-EEG monitorering (220).

Elektroencefalografi (EEG) (10.000). (* 2)

Evokerede potentialer (EP) (2.500). (* 2)

Elektromyografi (EMG) og bestemmelse af nerveledningshastighed (dog ikke på Epilepsihospitalet Dianalund) (7.000).

Søvnundersøgelser med polysomnograf (350).(* 3)

Elektroretinografi (50).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selv om der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) For øjeblikket udføres neurofysiologi to steder i Københavns Amts Sygehusvæsen, Sundhedsstyrelsen forudsætter en sammenlægning af de to afdelinger til en afdeling.

(* 2) Kan udføres på neurologisk afdeling på basisniveau, såfremt praktiske forhold taler herfor. Konkret aftale herom bør indgås mellem neurologisk afdeling og landsdelsafdelingen (satellitaftale).

(* 3) Organisering og behov vedrørende søvnforstyrrelser, herunder søvnapnø er uafklaret.

Oftalmologi

Beskrivelse

Oftalmologi omfatter undersøgelse, diagnostik, behandling og kontrol af lidelser i øjne og synsbaner samt lidelser i øjenhuler, tåreveje og ydre øjenomgivelser.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

En meget stor del af patienter med øjensygdomme behandles i speciallægepraksis. Almen praksis foretager kun et meget lille antal ydelser. Der er 143 speciallægepraksis.

Refraktion/brille/kontaktlinsetilpasning foretages også af optikere. Synshjælpemidler tilpasses også af synscentraler. Ortoptiske klinikker indgår i såvel speciallægepraksis som i øjenafdelinger.

Basisniveau

Der er øjenafdelinger i alle amter på nær Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev og Øjenklinikken for pædiatrisk oftalmologi og handicap), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus. Endvidere varetager Statens Øjenklinik og Øjenpatologisk Institut, Københavns Universitet særlige opgaver svarende til landsdelsniveauet.

Specialeplanlægning

Da ældre mennesker vil udgøre en stigende del af befolkningen forventes behovet for ydelser i oftalmologien at stige. Der må således forudses en yderligere stigning i antallet af kataraktoperationer. I de senere år er kataraktkirurgi visse steder udlagt til øjenlægepraksis. Hensyn til kapaciteten og ventetiden til almindelig øjenundersøgelse bør indgå i overvejelser om eventuelt yderligere udlægning af kirurgiske funktioner til øjenlægepraksis.

Udviklingen inden for den refraktive kirurgi (kirurgisk behandling af brydningsanomalier) kan medføre øget efterspørgsel efter sådanne typer operationer.

Oprustning af indsatsen på diabetesområdet vil betyde tættere oftalmologisk kontrol og behandling af diabetespatienter.

I forbindelse med pædiatrisk oftalmologi må forudses nye og forbedrede diagnostiske og behandlingsmæssige muligheder ved arvelige lidelser samt endvidere en øgning af øjenkontrol og behandling som følge af en styrket indsats over for gruppen af sjældne, arvelige handicap.

Oftalmologien vil i stigende omfang gøre brug af nye billeddiagnostiske teknologier som f.eks. laserteknologisk optagelse af øjenbaggrund, højopløselig ultralydsdiagnostik og forbedrede CT- og MR-scanningsteknikker. I fremtiden må anvendelsesområdet og organisering af Excimer-behandling af svær myopi forventes afklaret.

I de senere år er et tiltagende antal oftalmokirurgiske indgreb blevet udført ambulant eller som sammedagskirurgi på øjenafdelinger, en udvikling der sandsynligvis vil fortsætte.

Basisniveau

En meget stor del af patienterne varetages i speciallægepraksis. Sygehusvæsenet undersøger og behandler kun en mindre gruppe af de oftalmologiske patienter. Det drejer sig om patientgrupper der har brug for den mere specielle oftalmokirurgi eller kompliceret diagnostisk teknik og fortolkning inden for det oftalmomedicinske område. Dette medfører, at øjenafdelingernes patienter er ressourcetunge sammenlignet med patienterne i speciallægepraksis.

Øjenskader og visse andre akutte tilstande udgør en del af skadestuefunktionerne. Der vil i forbindelse med visse akutte skader og tilstande være behov for akut oftalmologisk beredskab.

Størstedelen af de oftalmologiske funktioner i sygehusvæsenet er planlagte og ambulante. Akutte funktioner i form af undersøgelse/behandling indenfor 24 timer er relativt få, derimod er ca. 20% af indlæggelserne i øjenafdelingerne subakutte, dvs. indenfor 1-3 dage.

Øjenafdelingerne varetager en omfattende tilsynsvirksomhed på andre sygehusafdelinger. Samarbejdet med andre specialer omfatter et stort antal patienter med øjenmanifestationer af sygdomme i andre organsystemer.

Oftalmologi bør være placeret et sted i amtet ved et specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau, hvor der er adgang til anæstesi, inklusiv børneanæstesi samt billeddiagnostisk afdeling.

Udviklingen inden for oftalmologisk diagnostik og behandling medfører, at forskellige former for tværamtssamarbejde om mindre hyppige sygdomme kan overvejes.

Lands- og landsdelsniveau

Øjenafdelinger på landsdelsniveau varetager komplicerede og/eller sjældne tilfælde på højt specialiseret niveau. Disse kræver ofte tæt samarbejde med andre højtspecialiserede funktioner.

Til oftalmologien er knyttet specielle funktionelle enheder, således Statens Øjenklinik under Socialministeriet, Øjenpatologisk Institut under Københavns Universitet og Øjenklinikken for pædiatrisk oftalmologi og handicap i Københavns Amt.

Lands- og landsdelsfunktioner

Behandling af præmaturitets retinopati: Rigshospitalet (10).

Kongenit glaucom: Rigshospitalet (8).

Oftalmologisk onkologi (* 1), herunder

Embryonale sarkomer: Rigshospitalet (3).

Retinoblastomer: Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (4).

Øvrige intraokulære tumorer mistænkt for malignitet, mhp. biopsi, lokalresektion eller plaquebehandling af forandringer i retina, iris, corpus ciliare og chorioidea: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (40).

Primære orbitale maligne tumorer, i samarbejde med onkologi m.fl.: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (30).

Komplicerede orbitale benigne tumorer: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (40).

Børneglaucom: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (30).

Kirurgisk behandling af komplicerede kongenitte malformationer: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (25).

Kompliceret diagnostik og rehabilitering af synshandicap: Statens Øjenklinik, Øjenklinikken for pædiatrisk oftalmologi og handicap i Københavns Amt og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (200).(* 2)

Kompliceret oftalmogenetisk vejledning: Statens Øjenklinik, Øjenklinikken for pædiatrisk oftalmologi og handicap i Københavns Amt og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (300).(* 2)

Kompliceret vitreoretinal kirurgi, ved bl.a. diabetes mellitus, nethindeløsning og bulbært traume: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (300).

Komplicerede motilitets- og samsynsforstyrrelser: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (100).

Følgende funktioner udføres på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Kompliceret corneatransplantation (70).

fortsættes...

Kompliceret refraktiv kirurgi (100).

Kompliceret neurooftalmologi (200).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud. (* 3)

Særlige bemærkninger

(* 1) Ved kompliceret diagnostik af patienter med tumormistænkte forandringer i øjenregionen tilbydes behandlingsmæssig vejledning på Tumorstationen, Øjenpatologisk Institut, Københavns Universitet/ Rigshospitalet.

(* 2) Regulering, undersøgelse, rådgivning og optisk behandling (f.eks. særlig svagtsynsoptik). Samarbejde og evt. samling af funktionerne i Østdanmark bør overvejes.

(* 3) Anslås til ca. 600 om året.

Histologisk undersøgelse af enukleerede øjne og intraokulære biopsier fra hele landet foretages på Øjenpatologisk Institut, Københavns Universitet, der også udfører histopatologisk undersøgelse af væv fra øjenregionen.

Onkologi

Beskrivelse

Onkologi omfatter undersøgelse, ikke-kirurgisk behandling og kontrol af patienter med kræftsygdomme. Onkologisk behandling omfatter strålebehandling, medicinsk kræftbehandling, samt palliativ behandling og terminal pleje.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ikke speciallægepraksis i specialet.

Basisniveau

Der varetages i forskelligt omfang onkologiske basisfunktioner i alle amter. Disse basisfunktioner spænder fra en selvstændig onkologisk afdeling på Vejle Sygehus over onkologisk funktion integreret i intern medicinske afdelinger til udetjeneste fra en onkologisk landsdelsafdeling. Der er lavvoltsstråleapparatur i Hjørring, Esbjerg, Holstebro og Herning. Vejle Sygehus råder over højvoltsapparatur.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger ved følgende onkologiske centre: i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts

Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Antallet af nyopdagede kræfttilfælde stiger med ca. 2% om året. Der diagnosticeres nu knap 30.000 nye tilfælde årligt og kræft er den næsthyppigste dødsårsag. Samlet er helbredelsesprocenten, forstået som

5 års overlevelsen efter diagnose, 40-50%. På diagnosetidspunktet har omkring 35% af alle kræftpatienter spredning af sygdommen.

Enkelte kræftformer kan forebygges, men de igangværende forebyggelsesaktiviteter vil først efter en længere årrække kunne medvirke til at nedsætte forekomsten af kræft. Der er således fortsat behov for forbedring og udvikling af behandlingmetoder med henblik på at reducere dødeligheden.

Det er vigtigt at sikre den mest hensigtsmæssige og effektive organisation af diagnostik, behandling og kontrol, se Sundhedsstyrelsens redegørelse »Kræft, tilrettelæggelse af den onkologiske virksomhed«, 1994. Heri anbefales at kræftbehandling baseres på et gensidigt forpligtende og aftalt samarbejde mellem de amtslige sygehusvæsener på basisniveau og det regionale onkologiske center. Dette samarbejde, herunder visitationsretningslinier, drøftes overordnet i regionsudvalg.

Diagnostik og behandling af kræftsygdomme foregår inden for alle specialer. Indledende diagnostik af kræftsygdomme foregår på alle niveauer i sundhedsvæsenet. Supplerende diagnostik vil i mange tilfælde kunne foregå på basisniveau. I nogle tilfælde forudsætter diagnostik af kræftsygdomme tilstedeværelse af mange tværgående funktioner og bør foregå på landsdelsniveau. Udvidet diagnostik med stadieinddeling bør foretages efter ensartede retningslinier.

Kirurgisk kræftbehandling foregår både på basisniveau og på landsdelsniveau. De patientkategorier der er så sjældne eller komplicerede at de er lands- eller landsdelsfunktioner, er anført under de relevante kirurgiske specialer.

Stråleterapi bør baseres på højvoltsapparatur, eksisterende strålebehandlingsenheder med lavvoltsapparatur bør afvikles.

I henhold til Sundhedsstyrelsens redegørelse bør efterbehandling og kontrol kun foregå, såfremt formålet med kontrollen er veldefineret. Det kan bla. dreje sig om kontrol mhp. tidlig recidivopsporing, kontrol mhp. behandling af følgetilstande, protokollerede undersøgelser eller som led i kvalitetskontrol.

En betydelig del af den onkologiske behandling indgår i klinisk kontrollerede undersøgelser. Sådanne undersøgelser bør organiseres af de onkologiske centre.

Der må forventes øget opmærksomhed omkring den psyko-sociale indsats.

Der må endvidere forventes en øget opmærksomhed om den palliative indsats(* 1).

En meget stor del af den onkologiske patientbehandling foregår ambulant.

Basisniveau

Den onkologiske behandling og kontrol af kræft kan for store patientkategoriers vedkommende, hvor der foreligger etablerede standardbehandlingsprogrammer, varetages af en onkologisk funktion på basisniveau, såfremt den nødvendige onkologiske ekspertise er tilstede.

En sådan onkologisk funktion bør kun etableres et sted i amtet ved et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau, hvor de nødvendige servicefunktioner er tilstede. På grund af de faglige ligheder og det intensive samarbejde bør onkologi og hæmatologi på basisniveau placeres på samme sygehus/afdeling.

Følgende medicinske funktioner kan varetages i den onkologiske basisfunktion:

Lungekræft: Kemoterapi af småcellet lungekræft.

Brystkræft: Kemoterapi og efterkontrol (bortset fra højdosiskemoterapi).

Kræft i æggestokkene: Kemoterapi (kun ved visse afdelinger).

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktioner vedrørende kræft varetages ved 5 onkologiske centre. Her findes alle nødvendige diagnostiske funktioner, kirurgisk ekspertise samt en onkologisk centerafdeling (landsdelsafdeling) med stråleterapi og medicinsk behandling af kræft. Indsatsen vil ofte være en teamfunktion med relevante specialer. Strålebehandling er en landsdelsfunktion.(* 2)

Særlige onkologiske behandlingsformer, herunder eksperimentelle, onkologisk udviklingsarbejde og eksperimentel behandling, bør kun foregå på centerafdelingerne eller som led i kontrollerede undersøgelser i samarbejde med centerafdelingerne. Aktuelt drejer det sig bl.a. om adjuverende behandling af kræft i tyktarm og endetarm m.fl.

Lands- og landsdelsfunktioner

Choriocarcinomer: Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10).

Mycosis fungoides, total hudbestråling: Amtssygehuset i Herlev.(6).

Kræft i øjet, strålebehandling: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10).

Knoglekræft, strålebehandling og kemoterapi: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (20).

Kræft i bindevævet - ikke organrelateret, s trålebehandling og kemoterapi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.

Følgende funktioner varetages på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Hoved og halskræft, strålebehandling og kemoterapi.

Spiserørskræft, strålebehandling.

Endetarmskræft, stadieinddeling og strålebehandling.

Brystkræft, postoperativ strålebehandling, højdosis kemoterapi.(* 3).

Livmoderhalskræft, strålebehandling og kemoterapi.

Livmoderhulhedskræft, postoperativ strålebehandling.

Testikelkræft, kemoterapi og strålebehandling .(* 4)

Kræft i urinblæren, strålebehandling og kemoterapi.

Kræft i hjernen, strålebehandling.

fortsættes...

Kræft i skjoldbruskkirtlen, ekstern strålebehandling.

Maligne hæmatologiske lidelser, (* 5) i samarbejde med hæmatologi, helkropsbestråling forud for knoglemarvstransplantation, palliativ strålebehandling ved CLL.

Eosinofile granulomer, strålebehandling og kemoterapi.

Ukendt primærtumor, hvor der er indikation for behandling.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selv om der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Der henvises til Sundhedsstyrelsens redegørelse »Omsorg for alvorligt syge og døende«, 1996.

(* 2) Strålebehandling med højvoltsapparatur foretages på onkologisk afdeling på Vejle Sygehus i et aftalt satellitsamarbejde med de onkologiske centre i Århus og Odense.

(* 3) Højdosiskemoterapi ved brystkræft er eksperimentel. Værdien heraf afventer vurdering af internationale og nationale undersøgelser.

(* 4) Kemoterapi og kontrol af testikelkræft kan også foregå på basisniveau i henhold til satellitaftale med centerafdelingen. Det forudsætter, at der er ekspertise samt tilstrækkeligt patientunderlag begge steder.

(* 5) Herunder bl.a. samarbejde om udredning og behandling af organrelaterede lymfomer og Hodgkin.

Kontrol af landsdelspatienter og behandling af visse patientkategorier kan også foregå ved decentrale onkologiske afdelinger/funktioner. Dette forudsætter, at ekspertise og tilstrækkeligt patientgrundlag er tilstede, og at det sker efter aftale (satellitaftale) og i et tæt i samarbejde med landsdelsafdelingen.

Behandlingen af lungehindekræft (80) er et onkologisk udviklingsområde. I Østdanmark er dette centraliseret på Rigshospitalet.

Der henvises iøvrigt til Sundhedsstyrelsens anbefalinger i redegørelsen »Kræft - tilrettelæggelse af den onkologiske virksomhed«, 1994.

Sundhedsstyrelsen overvejer organiseringen af behandlingen af kræft i barnealderen.

Ortopædisk kirurgi

Beskrivelse

Ortopædisk kirurgi omfatter forebyggelse, undersøgelse og behandling af medfødte og erhvervede sygdomme i bevægeapparatet såvel af traumatisk som ikke traumatisk art, ved hvilke operative indgreb eller bandagering er et væsentligt led.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er 35 heltidspraktiserende speciallæger i ortopædkirurgi.

Basisniveau

Der findes 29 ortopædkirurgiske afdelinger med basisfunktion. Specialet er repræsenteret ved selvstændige afdelinger i alle amter med undtagelse af Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehusene i Herlev og Gentofte) Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

I speciallægepraksis foretages en række mindre ortopædkirurgiske indgreb.

Befolkningsudviklingen med flere ældre betyder, at der må forventes en stigning i antallet af patienter med knoglebrud, især i hofteregion, håndled, ryg og skuldre, samt et øget behov for kunstige led. Stigningen må forventes at udgøre 1-2% årligt i de kommende årtier.

På de ortopædkirurgiske afdelinger indlægges 60% akut, og en del af denne patientgruppe har også behov for akut kirurgi. De ortopædkirurgiske afdelinger er almindeligvis tillagt ansvar for skadestuefunktionerne, der omfatter 3/4-1 mill. patientkontakter årligt.

Ortopædisk kirurgi varetager som følge af skadestuetilknytningen også den primære modtagelse og visitation af den hårdt kvæstede patient. På dette felt er der et tæt og nødvendigt samarbejde med andre kirurgiske specialer og anæstesiologi.

Herudover har ortopædkirurgien et tæt samarbejde med reumatologi.

Basisniveau

Der bør være basisafdelinger i alle amter. De specielle basisfunktioner, som f.eks. varetagelse af revisionsoperation efter tidligere indsatte kunstige led og ortopædisk behandling af børn med neuromotoriske lidelser (i samarbejde med pædiatri), bør samles et sted i amtet.

I amter uden neurokirurgisk afdeling foretages lumbal discusprolapskirurgi af visse ortopædkirurgiske afdelinger. Af kvalitetshensyn bør behandlingen samles et sted i amtet. Det er en forudsætning, at afdelingen kan dokumentere kvalitet i behandlingen.

Lands- og landsdelsniveau

Lands- og landsdelsfunktioner

Særlig replantationskirurgi, behandling af store traumatiske knogle- og bløddelslæsioner i samarbejde med plastikkirurgi: Replantationscentret, Odense Universitetshospital (50).

Læsioner af plexus brachialis i samarbejde med neurokirurgi: Odense Universitetshospital (1).

Dysproportionale dværge og kongenitte misdannelser, med behov for ekstremitetsforlængelse: Rigshospitalet (10-20).

Bækkenbrud med brud i hofteskålen, hvor behandling kræver intern fiksation: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus) (60).

Hæmofili og andre blødersygdomme, ved behov for ortopædkirurgisk behandling i samarbejde med pædiatri/hæmofili: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10).

Muskeldystrofi og spinal muskelatrofi, med behov for ortopædkirurgisk behandling. Teamfunktion i samarbejde med bl.a. pædiatri og neuromedicin: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (25).

Osteogenesis imperfecta, ved behov for korrigerende ortopædkirurgiske indgreb: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (30).(* 1)

Sent diagnosticerede hofteluksationer, (efter 1. levemåned) Rigshospitalet og Århus Universitetshos-pital (Århus Kommunehospital) (5).

Svære medfødte misdannelser i bevægeapparatet: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10).

fortsættes...

Proteseforsyning ved amputationer af arme: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (30).

Operation af børn med skoliose, kyfose og spondylolistesis: Rigshospitalet og Århus Universitetshos-pital (Århus Kommunehospital) (100).

Andengangs- eller senere reoperation for løse endoproteser med stort knogletab: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (antal?).

Knoglesarkomer, i samarbejde med onkologi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (150).?

Bløddelssarkomer i ekstremiteter: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.(antal?)

Stabiliserende og dekomprimerende operative indgreb ved frakturer, infektiøse eller neoplastiske tilstande i lænde- og brystrygsøjlen ved mistanke om eller sikker rygmarvsskadeskade, teamfunktion med neurokirurgi og med para- tetraplegifunktion: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (100-150).(* 2)

Særlig håndkirurgi: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Århus Amtssygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus, (600-800).

Klumpfod og recidiv-klumpfod hos børn: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (50-100).

Myelomeningocele, med behov for ortopædisk behandling, i samarbejde med pædiatri: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (antal?).(* 3)

Speciel reumakirurgi, bortset fra håndkirurgi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (antal?).(* 4)

Ortopædkirurgisk undersøgelse og behandling af børn med cerebral parese og bevaret eller potentiel gangfunktion, i samarbejde med pædiatri: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (250 ?).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selv om der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Osteogenesis imperfecta indgår i Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. sjældne handicap (se under pædiatri).

(* 2) Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i redegørelsen 53Para- og tetraplegi organisation af behandling og kontrol', 1994.

(* 3) Se bemærkninger under neurokirurgi vedr. myelomeningocele. Der er ca. 20 nye tilfælde årligt.

Patienterne har behov for regelmæssig kontrol og behandling i en længere årrække.

(* 4) Speciel reumakirurgi omfatter patienter med behov for operation på mange led eller sener og muskler samt ortopædkirurgiske indgreb på andre led end knæ- og hofteled.

Oto- rhino- laryngologi

Beskrivelse

Specialet oto-rhino-laryngologi omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af kirurgiske og medicinske sygdomme i ører, næse, bihuler, mundhule, spytkirtler, svælg, strube og halsens bløddele. Specialet varetager følgende sygdomsgrupper i samarbejde med andre relevante specialer: Akutte og kroniske infektioner og allergiske tilstande samt komplikationer hertil, visse kirurgiske lidelser i skjoldbruskkirtlen, godartede og ondartede tumorer, traumer og medfødte lidelser og kranienervediagnostik, specielt vedrørende svimmelhed og høretab. Desuden udføres endoskopisk diagnostik af sygdomme i strubehovedet, luftrøret mv.

Foniatri og audiologi (se denne) er særlige områder indenfor specialet.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er et stort antal praktiserende speciallæger i oto-rhino- laryngologi. En meget stor del af patienterne med oto-rhino-laryngologiske lidelser diagnosticeres og behandles af praktiserende speciallæger.

Basisniveau

Der er basisafdelinger i alle amter på nær Bornholms Amt.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Gentofte), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Praktiserende speciallæger behandler en lang række almindeligt forekommende oto-rhino-laryngologiske lidelser, herunder en del akutte tilfælde og foretager en række mindre kirurgiske indgreb.

I sygehusvæsenet varetager oto-rhino-laryngologi på basisniveau typisk tungere tilfælde, især patienter som kræver egentlig kirurgisk behandling eller indlæggelse. Specialet skal kunne tilbyde akutte funktioner.

Som i andre operative specialer foregår der i øjeblikket en vis omstilling af den stationære kirurgi til sammedagskirurgi.

Basisniveau

Et befolkningsunderlag på ca. 200.000 indbyggere er et hensigtsmæssigt underlag for en basisafdeling.

Det bør være en otologisk afdeling med såvel akutte som elektive funktioner i alle amter. Afdelingen bør være placeret ved et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau, hvor der tillige er neurologi, billeddiagnostisk afdeling og evt. hospitalsodontologi. Under hensyn til det store antal børnepatienter bør også pædiatri og anæstesi til små børn (børn under 2 år) være til stede på sygehuset.

Opgaverne på basisniveau domineres af næse-bihulekirurgi, mellemørekirurgi, svælg- og strubekirurgi, halskirurgi og behandling af patienter med ansigtstraumer.

Ansigtstraumer behandles på basisniveau i samarbejde med bl.a. hospitalsodontologer (se disse).

Lands- og landsdelsniveau

På landsdelsniveau behandles komplicerede tilstande bl.a. medfødte misdannelser og tumorer i samarbejde eller egentlig teamfunktion med andre landsdelsspecialer.

Patientunderlaget giver mulighed for 5 landsdelsafdelinger, dog samles visse funktioner færre steder.

Lands- og landsdelsfunktioner

Kongenit eller erhvervet døvhed, visse patienter til særlige undersøgelser og behandlinger, herunder cochleografi og cochleære implantater (50, heraf 10-20 operationer med cochlear implant, inkluderende såvel døvfødte som døvblevne): Amtssygehuset i Gentofte og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).(* 1)

Juvenile angiofibromer: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (5-10).

Behandling med knogleforankrede ansigtsproteser: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (20).

Acusticusneurinomkirurgi: Amtssygehuset i Gentofte, i samarbejde med neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet (30-40).

Dystoni ved behov for botulinum-toxinbehandling: Rigshospitalet og Odense Universitetshospital. Se også neurologi og neurofysiologi (antal?).

Stenoser og kongenitte malformationer af larynx, trachea og øsofagus: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) i samarbejde med anæstesiologi (se denne) (15).

fortsættes...

Følgende funktioner udføres på Rigshospitalet, Amtssygehuset i Gentofte, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus:

Næsedeformiteter hos visse patienter med følger efter læbe-ganespalte (50) samt

choanalatresi (10).

Særlige former for svimmelhed, bl.a. med henblik på kirurgisk behandling (50 til undersøgelse,

ca. 25 til operation).

Maligne tumorer i hoved- og halsregionen, i samarbejde med onkologi og plastikkirurgi: Larynx 255 (operation 70), mundhule 150 (operation 150), læber 125 (operation 60), svælg 140 (operation 50), spytkirtler 50 (operation 50), næse- og bihuler 60 (operation 60), thyreoideacancer (* 2) 110 (operation 100), halsglandelexairese (175), øregang og mellemøre 10 (operation 8).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f. eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Se også audiologi. Cochlear implant hos børn: Stillingtagen til operation og opfølgning er en omfattende og langvarig proces, der involverer teamsamarbejde mellem flere faggrupper og institutioner, bl.a. døveskoler.

(* 2) Kirurgisk behandling af benigne og maligne thyreoideasygdomme, se endokrinkirurgi.

Vedrørende svære kraniofaciale misdannelser se neurokirurgi.

Audiologi

Beskrivelse

Audiologi er ikke et speciale, men et fagområde inden for specialet oto-rhino-laryngologi.

Audiologi omfatter undersøgelse og høreapparatbehandling af medfødt og erhvervet hørenedsættelse, herunder tilpasning og vedligeholdelse af høreapparater. Herudover foretages undersøgelse og behandling af svimmelhed og øresusen (tinnitus).

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Audiologisk undersøgelse og behandling foretages ikke i speciallægepraksis.

Basisniveau

Der er audiologisk afdeling/høreklinik i alle amter, bortset fra Bornholms Amt. Alle afdelinger fungerer på basisniveau. I to amter er den audiologiske afdeling opdelt i to adskilte enheder på grund af store afstande.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Gentofte) og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital).

Specialeplanlægning

I Danmark er der i dag ca. 300.000 personer, børn og voksne, der har så stor hørenedsættelse, at de har behov for høreapparatbehandling.

De audiologiske afdelinger har udelukkende elektive funktioner, og virksomheden er ambulant.

For at opnå erfaring og kvalitet i behandlingen, bør en audiologisk afdeling som minimum undersøge ca. 2.000 patienter pr. år, og i forbindelse hermed mindst tilpasse ca. 1.000 høreapparater årligt.

Basisniveau

De audiologiske afdelinger varetager diagnostik af hørenedsættelse, og iværksætter behandling hos patienter, der ikke kan behandles kirurgisk. Alle audiologiske afdelinger har i større eller mindre omfang samarbejde med det amtslige høreinstitut, der har ansvaret for den kompenserende specialundervisning for personer med kommunikationshandicap, bl.a. hørenedsættelse.

Der bør være en audiologisk afdeling/funktion i alle amter.

De audiologiske afdelinger har tæt samarbejde med øre,- næse,- halsafdelingerne. Der er endvidere samarbejde med neurologi, billeddiagnostik, pædiatri og arbejdsmedicin. Audiologi kan derfor hensigtsmæssigt placeres på sygehuse, hvor der er adgang til disse specialer.

Lands- og landsdelsniveau

Ved landsdelsfunktioner i oto-rhino-laryngologi, hvor audiologi udgør en integreret del af den samlede

behandling, kan det være hensigtsmæssigt, at de audiologiske opgaver varetages af samme landsdelssygehus.

Lands- og landsdelsfunktioner

Cochleografi: Amtssygehuset i Gentofte og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (antal?).

Promontorialtest, i forbindelse med cochlear implant: Amtssygehuset i Gentofte og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (antal?). Se iøvrigt oto-rhino-laryngologi.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Patologisk anatomi

Beskrivelse

Patologisk anatomi er et tværgående laboratoriespeciale, der betjener hospitalsafdelinger og den primære sundhedstjeneste med lægelige diagnoser baseret på undersøgelser af organer, væv og celler i forbindelse med screening, udredning og behandlingskontrol. Direkte iagttagelse af væv ved bl.a. sektion, mikroskopiske metoder og et spektrum af nyere undersøgelsesmetoder sigter mod påvisning af strukturelle og funktionelle forandringer, der afspejler sygdomme og sygdomsforløb. Der ydes lægelig rådgivning vedr. fortolkning af undersøgelsesresultaterne over for de kliniske specialer.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

I nogle amter findes deltidsspeciallægepraksis, som betjener den primære sundhedssektor og speciallægepraksis. Omfanget heraf er aftaget, idet en række amter har besluttet at alle vævs- og celleprøver undersøges på sygehusenes patologiske afdelinger.

Basisniveau

I alle amter på nær Bornholms Amt findes en eller flere patologiafdelinger, som betjener et eller flere

sygehuse samt - i varierende grad - den primære sundhedssektor.

Lands- og landsdelsniveau

Der er ingen landsdelsafdelinger i specialet.

Specialeplanlægning

Den fremtidige organisation af specialet er afhængig af fordelingen af kliniske specialer og af den teknologiske udvikling. Specialet er præget af den hurtige bioteknologiske udvikling og af ny molekylærbiologisk viden.

Behovet for samarbejde med andre laboratoriespecialer og de kliniske specialer forventes øget.

Basisniveau

Basisfunktioner bør være tilgængelige i alle amter. Der udføres både almindelig diagnostik og en mere specialiseret diagnostik, afhængig af de kliniske afdelinger, der serviceres.

Lands- og landsdelsniveau

De patologiske afdelinger på landsdelssygehusene vil udvikle forskellig særlig ekspertise afhængig af de tilstedeværende kliniske landsdelsfunktioner. Behovet for tværfagligt samarbejde i teamfunktion må forudses øget i fremtiden.

Nogle højt specialiserede funktioner bør foretages på landsdelsniveau ved landsdelssygehuse, der varetager de dertil svarende kliniske funktioner.

Det drejer sig eksempelvis om:

Oftalmologisk patologi, se oftalmologi.

Transplantationspatologi, vurdering af præparater af

Lever og hjerte: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.

Nyre : Rigshospitalet, Amtssygehuset i Herlev, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital.

Der er ikke selvstændige landsdelsfunktioner i specialet.

Psykiatri

Beskrivelse

Psykiatri omfatter undersøgelse, behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme hos voksne. Psykiatriens kerneområde er sindssygdomme, demenstilstande, behandling af svære personlighedsforstyrrelser og patologiske reaktioner på ydre begivenheder. Psykiatrien har også væsentlige behandlingsmæssige opgaver overfor en række andre psykiske lidelser, herunder lidelser betinget af misbrug.

De tilgængelige behandlingsmetoder indenfor psykiatri er biologiske(medicinske) behandlingsmetoder, psykoterapi, miljøterapi og socialpsykiatrisk intervention.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der er ca. 110 praktiserende speciallæger i psykiatri, fordelt over hele landet.

Basisniveau

Der er psykiatriske sygehusafdelinger i alle amter omfattende såvel åbne som lukkede afsnit. Der er 93 distriktspsykiatriske enheder (1994). Psykiatriske afdelinger er flere steder placeret isoleret fysisk og/eller organisatorisk i forhold til det øvrige sygehusvæsen.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev (Ballerup)). Århus Universitetshospital (Psykiatrisk Hospital i Århus) og Odense Universitetshospital.

Sikringsanstalten ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland har særlig landsfunktion i henhold til lovgivningen.

Specialeplanlægning

I 1994 var der ialt ca. 33.600 psykiatriske indlæggelser, heraf var 7.000 førstegangsindlæggelser. Antallet af langtidsindlagte patienter (mere end 1 år) har gennem en årrække været faldende til nu ca. 400. Antallet af heldøgnsindlæggelser af skizofrene er stigende, hvorimod indlæggelse p.g.a. demens er faldende. Ca. 80% af alle indlæggelser foregår akut. Psykiatrien varetager særlige opgaver i relation til lovgivningen, bl.a. i form af tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.

En meget stor del af de psykiatriske funktioner foregår ambulant, eller i form af deldøgnspladser. Der var i 1994 knap 4.300 psykiatriske heldøgnssenge og et betydeligt antal deldøgnspladser.

Gennem de seneste år er der etableret distriktspsykiatriske ambulante behandlingsenheder. De fleste af disse er organiseret i tilknytning til lokale psykiatriske afdelinger, men således at en række behandlingsaktiviteter foregår i samarbejde med socialsektoren i primærkommunerne.

Specialet samarbejder med en række somatiske specialer og med den sociale sektor.

Der er 16 psykiatriske afdelinger/afsnit, der specielt varetager gerontopsykiatriske funktioner, de fleste har akut modtagelse. Ialt 12 amter har gerontopsykiatriske ordninger og hovedparten af disse ordninger omfatter udadgående funktioner i form af gerontopsykiatriske team.

Der er retspsykiatriske sengeafdelinger i 6 amter. Antallet af patienter med retspsykiatriske særforanstaltninger er stigende.

På en række områder er der behov for udvikling og etablering af nye eller særlige psykiatriske tilbud til grupper med specielle problemer. Det drejer sig om misbrugsområdet, udviklingshæmmede med psykiske lidelser, psykotiske patienter med stofmisbrug (dobbeltdiagnose), ikke-psykotiske personer der har forsøgt selvmord, liaisonpsykiatri og patienter fra fremmede kulturer, hvor psykiatriske lidelser manifesterer sig med andre symptomer. Samarbejde med andre specialer, faggrupper og sektorer vil her ofte være relevant. Neuropsykiatri er et område i hastig forskningsmæssig udvikling, i et samarbejde mellem psykiatere, neurologer, neuro-psykologer m.fl. Udviklingen kan medføre, at der indenfor en kort årrække vil være et øget behov for adgang til neuropsykiatrisk/neuropsykologisk vurdering.

I nogle tilfælde vil der inden for disse områder være behov for udvikling af særlig ekspertise på landsdelsniveau.

Basisniveau

Der bør være psykiatriske sygehusafdelinger med såvel åbne som lukkede afsnit/funktioner samt ambulante psykiatriske funktioner og distriktspsykiatri i alle amter.

I hvert amt bør der endvidere findes en gerontopsykiatrisk funktion.

Der er formentlig ikke behov for retspsykiatriske afdelinger i alle amter. Hovedparten af de retspsykiatriske patienter skal have samme psykiatriske behandling som andre patienter, selvom lovmæssige forhold medfører, at de har en vis særstatus.

Behandling af visse retspsykiatriske patienter, der frembyder sikkerhedsproblemer eller kræver særlig ekspertise, f.eks. anbringelsesdømte patienter og mentalobservander, kan foregå via tværamtssamarbejde på retspsykiatriske afdelinger.

I relation til debuterende psykoser hos unge (yngre) bør der etableres særlige behandlingstilbud, da tidlig intervention vides i væsentlig grad at forbedre prognosen.

I forbindelse med etablering af det børne- og ungdomspsykiatriske speciale bør der udvises speciel opmærksomhed overfor gruppen af 53ældre unge', d.v.s. de ca. 18-24 årige, som for en stor del tidligere har været varetaget i ungdomspsykiatriske afdelinger, men som nu må forudses at blive behandlet i voksenpsykiatrisk regi. Man kan overveje særlige enheder for denne gruppe patienter.

Lands- og landsdelsniveau

Behandlingen af svære komplicerede spiseforstyrrelser foregår i samarbejde med medicinske afdelinger. Etablering af landsdelsfunktion vedrørende transkulturel psykiatri bør overvejes. Der kan herudover være behov for udvikling og etablering af særlig ekspertise på landsdelsniveauet inden for en række af de områder, der er nævnt under specialeplanlægning generelt.

Lands- og landsdelsfunktioner

Katastrofepsykiatri: Rigshospitalet.(* 1)

Svære sexologiske lidelser, herunder transseksuelle mhp. eventuel kønsskiftevurdering: Rigshospitalet (sexologisk klinik) (50).

Svære sexuelle forstyrrelser, herunder somatiske handicappede med sexuelle problemer, sexuelle problemer i forbindelse med vold, incest o.lign. og visse sædelighedskriminelle: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Psykiatrisk Hospital i Århus) og Odense Universitetshospital. (400).(* 2)

Døve psykiatriske patienter: Amtssygehuset i Herlev (Ballerup) (25).

Svære komplicerede spiseforstyrrelser, voksne patienter: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Psykiatrisk Hospital i Århus) og Odense Universitetshospital.(* 3)

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selv om der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Katastrofepsykiatri med døgnberedskab er etableret på Rigshospitalet. Funktionen skal kunne lede den krisepsykiatriske indsats ved katastrofer. Krisepsykiatri i bredere forstand er en basisfunktion i det enkelte amt.

(* 2) Sexologisk behandling af visse sædelighedskriminelle i forbindelse med prøveløsladelse er henlagt til Rigshospitalet, sexologisk klinik: Odense Universitetshospital, psykiatrisk afdeling og Psykiatrisk Hospital i Århus, Risskov iht. Indenrigsministeriets skrivelse af 29. april 1987 til sygehuskommunerne.

(* 3) Behandling evt. i samarbejde med børne-ungdomspsykiatri og medicinske afdelinger.

Særlige funktioner i konsekvens af lovgivning:

Vurdering mhp. evt. psykokirurgisk indgreb: Rigshospitalet, ingen patienter er behandlet i adskillige år. Indgrebet kan kun udføres iht. særlige regler i lov nr. 331 af 24. maj 1989, kap. 7 §22, om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Særligt farlige psykotiske kriminelle, undersøgelse og behandling: Sikringsanstalten, Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland (30 sengepladser) iht. lov nr. 331 af 24. maj 1989, kap. 11 §40, om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens rapporter: 53Målsætninger for kvalitet i voksenpsykiatri', 1995 og 53Retspsykiatri', 1995.

Pædiatri

Beskrivelse

Pædiatri omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme og afvigelser fra normal udvikling i barnealderen, det vil sige fra fødsel til overstået pubertet (15-års-alderen), samt forebyggelse af sygdom og rådgivning vedrørende børns normale psykiske og fysiske udvikling.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet

Der findes 19 fuldtidsspeciallægepraksis i pædiatri.

Basisniveau

Der er pædiatriske afdelinger i alle amter på nær Bornholms Amt. Der er ialt 14 basisafdelinger.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet og Hvidovre Hospital), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Glostrup), Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus samt ved Epilepsihospitalet i Dianalund og ved John F. Kennedy Instituttet.

Specialeplanlægning

Antallet af ydelser på børneafdelingerne har været stigende de senere år, og en vis stigning forventes fortsat. Det skyldes bl.a. stigende fødselstal og øgede behandlingsmuligheder af en række medfødte og erhvervede sygdomme.

Alle børneafdelinger har betydelig ambulant virksomhed, og med den stadige afkortning af sygehusophold overgår flere af de pædiatriske funktioner, der før krævede indlæggelse til ambulante funktioner. Afdelingerne varetager såvel akutte som ikke-akutte funktioner. På de pædiatriske afdelinger er ca. 85% af indlæggelserne akutte.

Specialet samarbejder med en række andre kliniske specialer, og med de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Generelt bør børn indlægges på børneafdelinger.

Basisniveau

Der bør være pædiatrisk afdeling i alle amter. En børneafdelings befolkningsunderlag bør være omkring 150.000 - 200.000 indbyggere eller derover.

Der stilles inden for pædiatri store krav til kvalificeret vagtberedskab i forbindelse med vurdering af akut syge børn samt i forbindelse med varetagelse af amtslig neonatologifunktion.

Pædiatri på basisniveau bør være placeret på et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau, hvor der er radiologi, inklusiv CT-scanning, klinisk biokemi og klinisk mikrobiologi, samt mulighed for akut samarbejde med oto-rhino-laryngologisk, anæstesiologisk og kirurgisk afdeling.

Den pædiatriske afdeling samarbejder med den gynækologisk/obstetriske specialafdeling omkring risikofødsler. Denne pædiatriske afdeling bør kunne varetage en stor del af de neonatologiske funktioner (bortset fra de der er landsdelsfunktioner) herunder CPAP-behandling, men kun undtagelsesvis respiratorbehandling og da af kortere varighed. Neonatologisk funktion på basisniveau bør være samlet et sted i et amt.((SPECIAL TEGN A8))

Lands- og landsdelsniveau

Pædiatriske landsdelspatienters sygdomsforløb er ofte kroniskt og langvarigt. I mange tilfælde kan behandling og opfølgning foregå ved pædiatrisk afdeling på basisniveau efter initial udredning på landsdelsafdelingen i et gensidigt aftalt samarbejde (satellitaftale).

Lands- og landsdelsfunktioner

Udredning af ciliedyskinesier: Rigshospitalet (1).

Svære immundefekter: Rigshospitalet (5).

Kronisk granulomatøs sygdom: Hvidovre Hospital (1).

Svære leverlidelser, herunder vurdering med henblik på levertransplantation: Rigshospitalet (antal?).

Visse medfødte metaboliske sygdomme, herunder Adrenogenitalt syndrom: Rigshospitalet (20-30).

Fenylketonuri: John F. Kennedy Instituttet (5-7).

Svære tilfælde af diabetes mellitus: Amtssygehuset i Glostrup (5-10).

Svær blodtryksforhøjelse: Amtssygehuset i Glostrup (5-10).

Medicinsk intraktabel epilepsi, hvor kirurgisk behandling overvejes, teamfunktion: Epilepsikirurgi-gruppen, Rigshospitalet (1-5).(* 2)

Svær epilepsi med behov for intensiv langvarig observation eller behov for særlig neuropsykologisk vurdering: Epilepsihospitalet i Dianalund (150).

fortsættes...

Allogen knoglemarvstransplantation, i samarbejde med hæmatologi: Righospitalet (15).

Autolog knoglemarvstransplantation: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (20).

Cystisk fibrose (også voksne (* 3) og andre svære kroniske lungesygdomme: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (50).

Medfødte og erhvervede hjertesygdomme, diagnostik og behandling: Se kardiologi og thoraxkirurgi.

Sjældne endokrine sygdomme og komplicerede vækstsygdomme: Rigshospitalet og Odense Universitetshospital (40-50).

Systemiske bindevævssygdomme, herunder svære tilfælde af juvenil reumatoid artrit: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (90).(* 4)

Nyretransplantation af børn, i samarbejde med nefrologi: Righospitalet og Odense Universitetshospital (10-15).

Kronisk nyreinsufficiens, diagnose og behandling i samarbejde med nefrologi: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (10-20).

HIV og AIDS: Hvidovre Hospital, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) og Odense Universitetshospital (40).

Myelomeningocele, teamfunktion, initial behandling: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital i samarbejde med neurokirurgi og plastikkirurgi (15-10).(* 5)

Myelomeningocele, opfølgning, kontrol m.v., teamfunktion i samarbejde med bl.a. ortopædkirurgi: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Neuromuskulære sygdomme, teamfunktion: Rigshospitalet, Århus Universitetshospital (Skejby

  • Sygehus) og Odense Universitetshospital (12-15).

Kroniske inflammatoriske tarmlidelser og svær malabsorptionstilstand: Hvidovre Hospital, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Odense Universitetshospital (antal?).

Sjældne non-maligne hæmatologiske sygdomme, herunder aplastisk anæmi: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) (antal?).

Maligne hæmatologiske og onkologiske lidelser.(* 6)

fortsættes...

Neonatologi. (* 1)

Længerevarende respiratorbehandling af børn med fødselsvægt over 1000 gram og gestationsalder 28 uger eller derover, og

længerevarende parenteral ernæring samt udskiftningstransfusion: Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Aalborg Sygehus.

Børn med gestationsalder under 28 uger eller fødselsvægt under 1000 gram, samt børn med svære misdannelser: Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus).

Hæmofili: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus), se hæmofili.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

(* 1) Se »Neonatologiens fremtidige organisation«, Sundhedsstyrelsen, 1994.

(* 2) Vedr. epilepsikirurgi henvises til Sundhedsstyrelsens retningslinier vedr. Epilepsikirurgi fra 1991. Landsfunktionen er flyttet fra Hvidovre Hospital til Rigshospitalet.

(* 3) Cystisk fibrose, både børn og voksne varetages ved de to landsdelssygehuses pædiatriske afdelinger i henhold til Sundhedsstyrelsens Redegørelse 53Cystisk Fibrose - organisation af kontrol og behandling.' 1988. Det tiltagende antal voksne patienter medfører behov for overvejelse af den mest hensigtsmæssige organisering ved disse landsdelssygehuse.

(* 4) Kontrol og behandling af kæbeledsaffektion foregår i samarbejde med tandlægekolerne i København og Århus.

(* 5) Se bemærkninger i neurokirurgi.

(* 6) For tiden varetages funktionerne på Rigshospitalet, Århus Kommunehospital, Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehuse. Sundhedsstyrelsen overvejer, under hensyn til patientunderlaget, organiseringen af kræft i barnealderen.

De sjældne handicapgrupper omfatter en række sjældne og ofte komplicerede syndromer og sygdomme, hvoraf hovedparten er medfødte og hvor der er behov for længevarende kontakt med flere specialer, typisk i en teamfunktion. Sundhedsstyrelsen finder, at der er behov for at opbygge en koordineret indsats for varetagelse af diagnostik, behandling og kontrol af sådanne sjældne handicapgrupper på landsdelsniveau, typisk et eller to steder. Der pågår for tiden et udredningsarbejde om beskrivelse og placering af funktioner vedrørende en række af disse sjældne handicapgrupper. Enkelte tilstande er så sjældne, at de bør være landsfunktioner eventuelt i samarbejde med udenlandsk center.

Hospitalsodontologi

(Tand-, Mund- og Kæbekirurgi)

Beskrivelse

Hospitalsodontologi dvs. tand-, mund- og kæbekirurgi er et tandlægeligt speciale, der omfatter diagnostik og behandling af medfødte og erhvervede anomalier, traumatisk betingede læsioner, infektioner og benigne sygdomstilstande i tand-, mund- og kæberegionen. Endvidere deltager specialet i diagnostik og behandling af maligne sygdomme i mund- og kæberegion.

Specialet varetager diagnostik og behandling af følgende sygdomsgrupper inden for tand-, mund- og kæberegion, for nogle sygdomsgrupper i samarbejde med andre specialer: Visse medfødte misdannelser, vækstbetingede kæbedeformiteter, akutte og kroniske infektioner, akutte traumer, tumorer og følgetilstande hertil.

Endvidere varetager specialet funktionsforstyrrelser og patologiske tilstande i tyggemuskler og kæbeled. Endelig udføres tandbehandling og dento-alveolære kirurgiske indgreb, hvor dette hensigtsmæssigt

foregår i sygehusregi.

Nuværende organisation af specialet

Praksisomådet

Der er enkelte specialpraksis, der udelukkende foretager dentoalveolær kirurgi og lignende mindre procedurer.

Basisniveau

Der er sygehusafdelinger for hospitalsodontologi (tand-, mund- og kæbekirurgi) i alle amter, bortset fra Viborg, Ringkøbing og Bornholms Amter.

Lands- og landsdelsniveau

Der er landsdelsafdelinger i H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Glostrup), Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus og Tandlægeskolerne i København og Århus.

Specialeplanlægning

Der forventes et tilnærmelsesvist uændret patientunderlag inden for de tand-, mund- og kæbekirurgiske sygdomme. Den største del af disse patienter behandles ambulant i sygehusregi. Liggetiden for tand-, mund og kæbekirurgiske patienter er faldet de senere år, bl.a. som følge af ændrede behandlingsmetoder.

Elektive behandlinger udgør hovedparten af specialets aktiviteter. De akutte funktioner omfatter især traumer.

Der er behov for basisafdelinger/funktioner i alle amter. Befolkningsunderlaget bør dog udgøre mindst 200.000 indbyggere.

Ifølge cirkulære om specialtandlæger i ortodonti og hospitalsodontologi omfatter arbejdsområdet:

  

 -    Diagnostik af anomalier, læsioner og sygdomme i tænder, mund og  

    kæber.  

 -    Behandlinger af frakturer i kæbeskelettet samt følgetilstande  

    heraf.  

 -    Behandlinger af traumatiske skader på tænder og disses  

    støtteapparat samt på mundhulens bløddele.  

 -    Behandlinger af benigne lidelser i relation til tænder, mund og  

    kæber incl. kæbeled.  

 -    Præprotetisk kirurgi med nødvendig transplantation og  

    implantation.  

 -    Kirurgisk korrektion af medfødte og erhvervede kæbeanomalier og  

    malokklusioner.  

 -    Medvirken i det læge- og tandlægelige samarbejde omkring  

    behandling af maligne lidelser i mund og kæber.  

Basisniveau

Tand-, mund- og kæbekirurgi bør være placeret på et større specialiseret sygehus på hovedsygehusniveau sammen med relevante specialer, og hvor det er akut modtagelse.

På basisniveau udføres diagnostik og behandling af benigne sygdomme og anomalier i kæber, mundslimhinde og tænder. Diagnostik og behandling af præmaligne mundslimhindelidelser er en del af disse funktioner. I øvrigt er præprotetisk kirurgi og diagnostik og behandling af funktionsforstyrrelser i kæbeled og muskler en vigtig del af arbejdsområdet.

Behandlingen af traumatisk betingede skader på tænder og kæber udgør en væsentlig del af arbejdsområdet på basisniveau. Specialet varetager behandlingen af mandibel- og maksilfrakturer. Mere udbredte ansigtsskader behandles på basisniveau i samarbejde med andre specialer eksempelvis oto-rhino-laryngologi og ortopædkirurgi.

Lands- og landsdelsniveau

På landsdelsniveau indgår specialet i teamfunktion med en række lægelige specialer bl.a. neurokirurgi, plastikkirurgi og oto-rhino-laryngologi samt med Tandlægeskolerne vedrørende forskellige sjældne og komplicerede lidelser og større ansigtstraumer.

Behandling af maligne sygdomme i mund- og kæberegionerne foregår på landsdelsniveau ved de onkologiske centre. Tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling indgår i visse faser af behandlingen.

Lands- og landsdelsfunktioner

Sekundær korrektion af kæbe-ganespalte, svære tilfælde: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (ca. 60).

Osteomyelitis og osteoradionekrose i kæberne, som kræver hyperbar iltbehandling forud for knoglerekonstruktion: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (20-30).

Odontologisk behandling af hæmofilipatienter, i samarbejde med hæmofilicentrene: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (ca. 30).

Vækstbetingede afvigelser i tand- og kæbestilling i forbindelse med juvenil rheumatoid arthritis, i samarbejde med pædiatri og Tandlægeskolerne i henholdsvis København og Århus: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (ca. 20).

Svære tilfælde af kæbeledslidelser, f.eks. kæbeledsankyloser og kæbeledsrekonstruktioner: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (10-15).

Svære tilfælde af rekonstruktiv kæbekirurgi : typisk større ossøse rekonstruktioner blandt andet efter cancerbehandling, osteoradionekrose eller kæbeostemyelitis: Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) (ca. 15 tilfælde).

Kombineret ortodontisk-kirurgisk behandling af svære tilfælde af ekstrem vækstbetinget kæbe-anomali, f.eks. svære asymmetrier, herunder hemifacial mikrosomi og komplicerede bimaksillære behandlinger: Rigshospitalet, Amtssygehuset i Glostrup, Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital), Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus (ca. 50).

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande kan patienter med mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

Vedrørende specialets virksomhedsområde henvises til:

  

 1.    Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 203 af 9. december 1991.  

    »Cirkulære om uddannelse af specialtandlæge i ortodonti og  

    hospitalsodontologi«.  

 2.    Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 779 af 29. november 1991.  

    »Bekendtgørelse om uddannelse af specialtandlæge m.v.«.  

 3.    Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 743 af 8. november  

    1991. »Bekendtgørelse om specialtandlæger«.  

 4.    Tandlægeloven. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 368 af  

    20. juli 1978 om begrænsning i tandlægernes virksomhedsområde.  

Svære kraniofaciale misdannelser. Udfra patientunderlag og kompleksitet er der kun behov for en landsfunktion i Danmark, evt. bør behandlingen foretages i samarbejde med udenlandsk center. For tiden varetager Rigshospitalet og Århus Universitetshospital (Århus Kommunehospital) funktionen i samarbejde med bl.a. de 2 tandlægeskoler. Funktionen er en teamfunktion involverende neurokirurgi, plastikkirurgi, oto- rhino- og laryngologi, kæbekirurgi/specialtandlægelige funktioner samt pædiatri. Placering af funktioen er under overvejelse i Sundhedsstyrelsen.

Frit sygehusvalg

Ved en ændring af sygehusloven, der trådte i kraft 1. januar 1993, (lov nr. 1024 af 19.12.1992), er der indført frit sygehusvalg. Patienter, der har behov for behandling på basisniveau, kan frit vælge mellem de sygehuse, der varetager behandling på dette niveau. Tilsvarende kan patienter, der efter lægelig vurdering er henvist til lands- og landsdelsniveau, frit vælge mellem lands- og landsdelssygehuse med den pågældende funktion.

Indlæggelse eller behandling på sygehus kræver henvisning fra en læge. For at kunne vælge at blive behandlet på en landsdelsafdeling uden for bopælsamtet, er det en betingelse, at der efter en lægelig vurdering er behov for, at den pågældende bliver behandlet på højt specialiseret niveau. Der vil i disse tilfælde typisk være tale om en sekundær visitation fra en anden sygehusafdeling, og visitationen foregår i henhold til procedurer fastsat af det enkelte amt og H:S.

En amtskommune kan dog ikke i visitationsretningslinierne begrænse patientens ret til at vælge.

Sundhedsstyrelsens Vejledning vedrørende lands- og landsdelsfunktioner angiver, hvilke sygehusafdelinger der varetager sådanne funktioner, og

giver retningslinier for, hvilke sygdomstilfælde der skal henvises til behandling på lands- og landsdelsafdelinger.

Det frie sygehusvalg omfatter alle offentlige sygehuse samt 10 private specialsygehuse i Danmark.

Patienter, der vælger et sygehus, som ligger længere væk end det sygehus vedkommende ellers ville være blevet henvist til, må selv betale merudgiften til transport.

Det frie sygehusvalg gælder også for patienter, der indlægges akut af praktiserende læge eller vagtlæge. Akut indlæggelse uden forudgående lægehenvisning er derimod ikke omfattet af det frie sygehusvalg.

Det frie sygehusvalg kan begrænses for psykiatriske patienter, hvis hensynet til patienten åbenbart taler for det.

Sygehusafdelinger, hvis kapacitet er meget hårdt belastet, kan afvise fritvalgspatienter fra andre amter.

Redaktionel note
  • Der er indsat en fiktiv dato af systemtekniske hensyn.
  • Kun år og måned for underskrivelsen er kendt.