Lovgivning forskriften vedrører
Den fulde tekst

Vejledning om planloven


I Indledning

Denne vejledning erstatter Planstyrelsens »Vejledning om planloven« (nr. 67 af 20. maj 1992) og Miljøministeriets vejledning nr. 172 af 15. oktober 1993 om ændringer i lov om planlægning m.v. samt Miljø- og Energiministeriets vejledning nr. 182 af 17. oktober 1994 til brug for vurdering af om et anlæg eller projekt er omfattet af planlovens regler om vurdering af virkninger på miljøet (VVM).

Systematikken i Planstyrelsens vejledning er bibeholdt, og ind- holdet i den nye vejledning er for store deles vedkommende identisk med oplysningerne i de nævnte vejledninger, idet teks- ten i det væsentlige kun er ajourført og suppleret på de punkter, hvor nye love, bekendtgørelser, vejledninger og Naturklagenævnets afgørelser i klagesager giver grund til det.

Vejledningen indeholder - ligesom Planstyrelsens vejledning - ikke et særligt afsnit om tilsyn. Der henvises fortsat til »Vej-ledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, udsendt af Bygge- og Boligstyrelsen og Planstyrelsen december 1991. For så vidt angår håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder henvises til den vejledning af 8. marts 1994, der er udarbejdet af Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet og Socialministeriet.

En særlig vejledning om lovens bestemmelser om planlægning i kystområderne findes i ministeriets Vejledning om planlægning i kystområderne« (1995).

For så vidt angår reglerne om VVM henvises dels til afsnit III D i denne vejledning, dels til ministeriets vejledning om tilvejebringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræ-farme.

Der henvises endvidere til de afgørelser, der offentliggøres i »Naturklagenævnet orienterer« (NKO).

I bilag 1 findes en samlet oversigt over cirkulærer og vejledninger, der fortsat er relevante. Bilag 2 er planloven (lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994 som ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995). Bilag 3, 4 og 5 er samlebekendtgørelsen, bekendtgørelsen om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed og bekendtgørelse om tilladelse til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM). Bilag 6 er bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder. Bilag 7 er et skema til brug for vurderingen af, om visse anlæg er omfattet af reglerne om VVM.

Vejledningen er ajourført pr. 1. november 1996. Som oplyst i statsministerens redegørelse ved åbningen af Folketinget den 1. oktober 1996 kan der imidlertid ventes fremsat lovforslag om ændring af planloven - præcisering af lovens regler om detail-handel, revision af § 3 a vedrørende indkvartering af asylansø-gere, VVM-regler, erhvervsudøvelse i sommerhusområder m.v. Derudover overvejes også en ændring af bestemmelserne om planlægning for vindmøller. Der må derfor forudses behov for en supplering af visse afsnit i vejledningen inden for en kortere periode.

Miljø- og Energiministeriet, november 1996

Niels Østergård / Kirsten Vintersborg

II Landsplanlægning (§§ 2-5)

A. Generelt

Med Lands-og regionplanloven, der trådte i kraft i 1974, blev der for første gang i Danmark lovgivet om en sammenfattende fysisk landsplanlægning.

En landsdækkende landsplanlægning af arealanvendelsen skulle imidlertid ikke udarbejdes på statsligt niveau, men tilvejebringes af amtsrådene ved udarbejdelse af regionplaner for de enkelte amtskommuner. Regionplanerne skulle tilsammen være udtryk for »landsplanen«.

De statslige landsplaninteresser skulle navnlig varetages gennem miljøministerens godkendelse af regionplanerne og ved udstedelse af bindende statslige forudsætninger for regionplanlægningen - (landsplandirektiver). Den statslige planlægningspolitik udmeldtes gennem årlige landsplanredegørelser.

Planloven fastholder dette systems grundtræk. Den væsentlige decentralisering, der gennemførtes med planloven, er imidlertid afbalanceret med en udvidelse af miljø- og energiministerens kompetence til at fastsætte regler for anvendelsen af lovens be- føjelser og for indholdet af planlægningen efter loven, de såkaldte landsplanbeføjelser. Disse beføjelser bliver kun anvendt, når det er nødvendigt for at sikre statslige interesser. Statslige interesser kan være at sikre den kvalitet i den kommunale planlægning, som regeringen finder nødvendig og ønskelig. Der kan ligeledes være tale om spørgsmål, der ikke kan løses regionalt eller lokalt.

De årlige landsplanredegørelser er afløst af en redegørelse, når der har været nyvalg til Folketinget.

Endelig giver loven miljø- og energiministeren mulighed for at støtte forsøg og udviklingsprojekter til fremme af lovens formål.

B. Bindende forskrifter

Efter planlovens § 3, stk. 1, kan miljø- og energiministeren til varetagelse af landsplanmæssige interesser fastsætte bindende regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven. Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte bindende forskrifter for både region-, kommune- og lokalplanlægningen og for administrationen af enkeltsager f.eks. landzonetilladelser eller dispensationssager.

1. I forhold til regionplanlægningen

Såfremt reglerne retter sig mod planlægningen, er der tale om det, der kaldes for landsplandirektiver . De gældende landsplandirektiver er i denne vejledning opført på oversigten over gældende forskrifter (bilag 1).

Landsplandirektiver kan være en konkretisering af den af Folketinget fastlagte politik på et område og generelt rette sig mod regionplanernes indhold på området.

Landsplandirektiver kan også være yderst konkrete ved f.eks. at forbeholde nærmere angivne arealer til nærmere angivne formål.

Miljø- og energiministeren kan efter planlovens § 3, stk. 2, til- lægge et landsplandirektiv retsvirkning som en regionplan, såle-des at efterfølgende udarbejdelse af regionplantillæg er overflødig. Dette er praktisk i situationer, hvor landsplandirektivet indholdsmæssigt svarer til en regionplanretningslinie, der umiddelbart kan anvendes som ramme for administrationen og den mere detaljerede kommunale planlægning.

Efter samme bestemmelse kan miljø- og energiministeren fastsætte, at bygge- og anlægsvirksomhed, der er forudsat i et landsplandirektiv, kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden landzonetilladelse. Der sigtes her på situationer, hvor landsplandirektivet er så konkret, at yderligere planlægningsovervejelser ikke er nødvendige.

2. I forhold til kommune- og lokalplanlægningen

Der kan efter planlovens § 3, stk. 1, stilles krav til såvel proce-durerne for som indholdet af planlægningen. Reglerne kan omhandle både region-, kommune- og lokalplanlægningen samt landzoneadministrationen. Reglerne kan rette sig generelt mod samtlige landets kommuner/amtskommuner eller de kan konkret rette sig mod en eller flere kommuner/amtskommuner.

3. Retsvirkninger

Bindende forskrifter efter planlovens § 3 er et led i lovens rammestyringsprincip, dvs. at planlægningen ikke må stride mod forskriftens indhold. Efter lovens § 6, stk. 2, må regionplanlægningen ikke stride mod regler eller beslutninger efter lovens § 3. Efter lovens § 11, stk. 2, § 13, stk. 1, jf. §§ 28 og 29, må kommuneplaner og lokalplaner heller ikke stride mod sådanne regler, og amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod kommune- og lokalplanforslag, der er i strid med reglerne, med den virkning, at planerne ikke kan vedtages endeligt.

C. Miljø- og energiministerens konkrete beføjelser

1. Påbud

Efter planlovens § 3, stk. 3, kan miljø- og energiministeren pålægge de kommunale myndigheder at udarbejde en plan med et nærmere bestemt indhold, når dette er nødvendigt til sikring af overordnede interesser, herunder gennemførelse af samfundsnødvendige projekter. Ministeren kan i denne forbindelse fastsætte tidsfrister for planarbejdet.

Efter samme bestemmelse kan miljø- og energiministeren påbyde de kommunale myndigheder at bringe lovens konkrete indgrebsmuligheder i anvendelse, herunder påbud og forbud til sikring af lovens overholdelse eller som indledning til en efterfølgende lokalplanlægning.

2. Indkaldebeføjelse

Efter planlovens § 3, stk. 4, kan miljø- og energiministeren i særlige tilfælde beslutte at overtage de kommunale myndigheders beføjelser efter loven, dvs. såvel planlægningskompetencen som kompetencen til at træffe afgørelser, i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.

Kaldes et planforslag ind, vil indkaldelsen ligesom indsigelser efter lovens §§ 28 og 29 have den virkning, at et offentliggjort planforslag ikke kan vedtages endeligt efter lovens § 27. Pla- nen vil herefter kun kunne få retsvirkninger, såfremt miljø- og energiministeren godkender den eller, efter forhandlinger med amtskommune/kommune, beslutter, at endelig vedtagelse i amtsråd eller kommunalbestyrelse kan finde sted.

Ministeren kan foretage de ændringer, der er nødvendige for at planen får den ønskede udformning, og kan i den forbindelse beslutte kun at kalde en del af et planforslag ind, således at de kommunale myndigheder stilles frit med hensyn til at vedtage den øvrige del af planen.

I modsætning til indsigelsesbestemmelserne i lovens §§ 28 og 29 kan indkaldebeføjelserne anvendes frem til et planforslags endelige vedtagelse.

3. Indsigelsesbeføjelse

Udover de landsplanbeføjelser, der er hjemlet i lovens § 3, har ministeren under visse betingelser ret til at fremsætte indsigelse mod et forslag til regionplan, jf. § 29, stk. 1, med den virkning, at planen ikke kan endeligt vedtages. Der henvises nærmere til kap. VI, afsnit E.

4. Flygtningelandsbyer og asylcentre

Efter planlovens § 3 a kan miljø- og energiministeren efter indstilling fra indenrigsministeren fritage etableringen af indkvarteringssteder for asylansøgere og flygtninge fra det tidligere Jugoslavien med midlertidig opholdstilladelse for at overholde de sædvanlige regler om tilvejebringelse af lokalplan m.v. og landzonetilladelse.

Fritagelsen gælder kun den i bestemmelsen angivne anvendelse, således at en overgang til anden anvendelse skal behandles efter bestemmelserne i en for området gældende lokalplan/byplanvedtægt og de almindelige regler i planloven om lokalplanpligt samt bestemmelserne om landzonetilladelse, hvis ejendommen ligger i landzone.

Fritagelsen meddeles i et brev fra ministeriet. Inden der eventuelt meddeles fritagelse skal der indhentes en udtalelse fra amtsrådet og kommunalbestyrelsen, og kommunalbestyrelsen skal forestå en oplysningsvirksomhed om projektet, inden udtalelsen afgives. Oplysningen er typisk blevet givet på et borgermøde, hvor direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) har medvirket. Men det kan ske på anden måde. Miljø- og Energiministeriet vurderer, om projektet er planmæssigt forsvarligt.

Bestemmelsen blev indsat i planloven ved lov nr. 270 af 6. maj 1993, og den skulle optages til revision i folketingsåret 1994-95. Ved lov nr. 311 af 17. maj 1995 er dette ændret, således at bestemmelsen nu skal optages til revision i folketingsåret 1996-97. Samtidig er bestemmelsen ændret, således at de indkvarteringssteder, der er tilvejebragt efter bestemmelsen, også kan benyttes til midlertidig indkvartering af de bosniske flygtninge, der får asyl eller anden opholdstilladelse.

D. Landsplanredegørelser

Efter planlovens § 2, stk. 2, afgiver miljø- og energiministeren efter nyvalg til Folketinget en redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om landsplanarbejdet.

E. Forsøg

Efter planlovens § 4, stk. 1, kan miljø-og energiministeren yde økonomisk støtte til forsøg, der tilsigter at fremme lovens formål, og ministeren kan i sammenhæng med sådanne forsøg fri-tage de kommunale myndigheder for overholdelse af lovens regler (procedure- og kompetenceregler).

Bestemmelsen åbner mulighed for forsøg som dem, der kendes fra frikommuneordningen, herunder afprøvning af nye reguleringsformer og planlægningsmetoder.

Efter lovens § 4, stk. 2, skal der ske meddelelse i Lovtidende, hvis ministeren i forbindelse med forsøg tillader fravigelse af lovens regler.

F. Undersøgelser og oplysninger

Efter planlovens § 2, stk. 1, er miljø- og energiministeren ansvarlig for, at der foretages de undersøgelser, der er nødvendige for den sammenfattende fysiske planlægning. Sådanne undersøgelser publiceres løbende af Landsplanafdelingen.

Som led i undersøgelsesarbejdet vil Miljø- og Energiministeriet ofte have brug for oplysninger fra de kommunale myndigheder, og efter planlovens § 5, stk. 1, kan miljø- og energiministeren pålægge disse myndigheder at tilvejebringe oplysninger til brug for landsplanarbejdet. Det kan også bestemmes, at oplysningerne skal afgives i en bestemt form, f.eks. med henblik på edb-behandling.

Efter lovens § 5, stk. 2, skal offentlige myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder give Miljø- og Energiministeriet oplysninger om forberedelse eller udførelse af undersøgelser, planlægning og større anlægsdispositioner, som kan få betydning forlandsplanlægningen. Oplysningspligten gælder både oprettelse og nedlæggelse af institutioner og anlæg. Dette understreger den nære sammenhæng mellem landsplanlægningen og de dispositioner, der foretages af de enkelte ministerier og styrelser, f.eks. inden for undervisnings-, social-, trafik- og energisektoren. Det er vigtigt at sikre sig, at væsentlige sektorhensyn er kendt, og at oplysninger om planlagte sektordispositioner foreligger så tidligt som muligt, således at de kan indgå i de landsplanmæssige forudsætninger for den regionale planlægning.

G. Planlægning i kystområderne

Ved en ændring af planloven, der trådte i kraft den 1. juli 1994, er der lovfæstet særlige regler om planlægningen i kystområderne. Samtidig bortfaldt cirkulære nr. 215 af 19. december 1991 om planlægning og administration af kystområderne.

De nye bestemmelser vedrører planlægningen i region-, kommune- og lokalplaner samt landzoneadministrationen. En del af bestemmelserne er derfor nævnt i det følgende i den sammenhæng, hvori de har betydning.

Der henvises i øvrigt til ministeriets »Vejledning om planlægning i kystområderne« (1995).

III Regionplanlægning (§§ 6-10)

A. Generelt

Regionplanerne fastlægger - for en periode på 12 år - rammerne for amtskommunernes udvikling med hensyn til anvendelsen af arealer til byvækst, den overordnede trafik- og infrastruktur, placeringen af større anlæg og virksomheder, beskyttelsen af areal- og naturressourcerne samt rekreation og turisme.

I Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan.

Om forholdet til landsplanlægningen henvises til kap. II.

Den første »generation« af regionplaner blev tilvejebragt i årene 1974-80. Regionplanerne er siden revideret hvert 4. år. I 1993 har amtsrådene vedtaget »fjerde generation« af regionplaner, og »femte generation« vil blive vedtaget i 1997. Revisionerne foretages bl.a. på baggrund af tilkendegivelser eller »udmeldinger« fra de statslige myndigheder om emner, der bør behandles ved revisionerne, jf. den statslige udmelding til regionplanrevision 1997 (juni 1995).

I denne udmelding er der sat focus på seks regionplanemner, som vægtes højt i de nationale mål, og som amterne derfor særligt må forholde sig til. Emnerne er: kystnærhedszonen, drikkevand og grundvand, vandkvalitet, natur- og landskabsbeskyttelse og kulturhistorien i landskabet.

Planlovens bestemmelser om de indholdsmæssige krav til planerne er for så vidt angår nogle emner begrænset i forhold til de tilsvarende bestemmelser i lands- og regionplanloven.

Denne begrænsning af de indholdsmæssige krav til regionplanerne skyldes ønsket om at fastsætte en klarere arbejdsdeling mellem amtsråd og kommunalbestyrelser, således at amtsrådene som hovedregel varetager både planlægning og enkeltsagsadministration i det åbne land, medens de tilsvarende opgaver i by-erne inden for de fastsatte afgrænsninger i byzoner og sommer-husområder, som hovedregel varetages af kommunalbestyrel-serne.

B. Retsvirkning/gennemførelse

De retningslinier for arealanvendelsen, der efter planlovens § 6, stk. 3 og 4, skal indeholdes i en regionplan, er efter lovens § 9 bindende for den kommunale planlægning og anlægsvirksomhed. Regionplanlægningen har således efter planloven kun indirekte (gennem lokalplanlægningen og landzoneadministrationen) bindende retsvirkning for de private grundejere. For regionplanretningslinier, der udlægger områder, hvor skovrejsning er uønsket, gælder dog ifølge Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 24. juli 1991 om skovplantning på landbrugsejendomme, at skovtilplantning på disse ejendomme ikke må foretages, medmindre amtsrådet, hvor særlige forhold taler herfor, meddeler tilladelse hertil.

Det er kun den del af regionplanen, der er udarbejdet med hjemmel i lovens § 6, stk. 3, og 4, eller § 3, der er bindende for kommunernes planlægning og anlægsvirksomhed. Retningslinier udarbejdet med hjemmel i § 6, stk. 5, eller tidligere godkendte regionplanretningslinier, som ikke har hjemmel i planlovens § 6, stk. 3, og 4, eller § 3, har ikke denne retsvirkning.

Efter lovens §§ 28 og 29 skal amtsrådet fremsætte indsigelse mod forslag til kommune- og lokalplaner, hvis forslagene er i strid med de ovenfor omtalte retningslinier. Pligten til at fremsætte indsigelse gælder dog ikke, hvis forholdet er af underord-net betydning for regionplanlægningens formål.

Efter lovens § 9, 1. pkt., har såvel amtsråd som kommunalbestyrelser pligt til at virke for gennemførelse af regionplanen - forstået som den plan, der har hjemmel i § 6, stk. 3 og 4 og § 3 - herunder ved udøvelse af beføjelser i henhold til lovgivningen. Bestemmelsen betyder, at amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal tilstræbe en gennemførelse af regionplanens retningslinier ved administrationen af planloven og anden lovgivning, men den giver ikke ret til at undlade et konkret skøn i det enkelte tilfælde, når der er pligt til at foretage et skøn efter lovgivningen.

Efter lovens § 9, 2. pkt., må amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes planlægning og anlægsvirksomhed ikke stride mod regionplanlægningen for de forhold, der er omfattet af § 6, stk. 3 og 4. I § 2 i samlebekendtgørelsen (nr. 847 af 30. september 1994) er det fastsat, hvornår beslutninger om at ændre en regionplan har retsvirkning som regionplanlægning efter lovens § 11, stk. 2, § 13, stk. 1, og § 29, stk. 2, dvs. de bestemmelser, der fastslår, at kommuneplaner og lokalplaner ikke må stride mod regionplanlægningen, og at amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod kommune- og lokalplanforslag, der er i strid med regionplanlægningen for de forhold, der er nævnt i § 6, stk. 3 og 4. Beslutningerne skal for at have retsvirkning som regionplanlægning være udtrykkeligt angivet og formuleret som en retningslinie i den offentliggjorte indkaldelse og/eller beretning efter lovens § 22 og 23 eller i en særskilt skriftlig meddelelse til kommunerne i amtet samt Miljø- og Energiministeriet. En »skriftlig meddelelse« kan være et regionplanforslag, men det kan også være et brev, hvori amtsrådet meddeler, at regionplanen vil blive ændret for så vidt angår et eller flere emner.

Ved lov nr. 185 af 14. april 1993 blev frigørelses- og afståelsesafgiftsfondene opløst, og fondenes midler tilfaldt amtskommunerne henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Planlovens § 10 blev i den forbindelse ændret, således at amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner kan yde lån til de samme formål, som fondene havde kunnet.

C. Regionplanens form og indhold

En regionplan består dels af retningslinier (planlovens § 6, stk. 3, 4 og 5) dels af en redegørelse for planens forudsætninger (planlovens § 6, stk. 7).

I lovens § 6, stk. 3 og 4 er opregnet, hvilke emner en regionplan skal indeholde retningslinier for, mens det af § 6, stk. 5 fremgår, at regionplanen kan indeholde retningslinier for andre forhold.

Det er kun retningslinier for de emner, der er nævnt i § 6, stk. 3 og 4, der er bindende for den kommunale planlægning (kommune- og lokalplanlægning) og for den kommunale administration, jf. nedenfor afsnit B.

Det er vigtigt, at en regionplan klart opdeles i en retningsliniedel og en redegørelsesdel, og at det tydeligt fremgår, med hvilken hjemmel de enkelte retningslinier er udfærdiget, således at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken del af planen der er bindende i forhold til den kommunale planlægning og administration.

Klarhed i sondringen mellem retningslinier og redegørelse er ligeledes væsentlig for de statslige myndigheders bedømmelse af et regionplanforslag og dermed for miljø- og energiministerens beslutning om at fremsætte indsigelse overfor forslaget, jf. planlovens §§ 28 og 29. Se nærmere kap. VI, afsnit E og nedenfor under pkt. 3, hvor redegørelsens betydning ved fortolkningen af retningslinierne er beskrevet.

Retningslinier, der skal fastlægge rammerne for kommunernes planlægning, skal være så præcise, at der ikke kan være tvivl om indholdet, og de tilhørende kortbilag skal være i et sådant målestoksforhold, at offentligheden kan bedømme forslaget, jf. NKO nr. 38, april 1994.

1. Retningslinier

I planlovens § 6, stk. 3, nr. 1-13 er nævnt de emner, som alle regionplaner skal indeholde retningslinier for. I stk. 4 er fastsat supplerende regler om kravene til retningslinierne i regionplanerne i hovedstadsområdet.

Det er indholdet af disse retningslinier, der er bindende for den kommunale planlægning og administration, jf. lovens § 9.

Efter lovens § 6, stk. 5, kan regionplaner indeholde retningslinier for andre forhold. Disse retningslinier bliver - i modsætning til tidligere - kun bindende i det omfang, dette er fastsat i regler eller beslutninger efter planlovens § 3, jf. lovens § 6, stk. 3, nr. 13.

Planstyrelsen har i forskellige vejledninger om regionplanlægning, navnlig vejledning nr. 3 fra 1978 og nr. 5 fra 1983 beskrevet, hvorledes regionplanretningslinier vil kunne/bør formuleres. Hovedprincipperne i disse vejledninger, der har været lagt til grund for regionplanlægningen i de forløbne år, er fortsat gældende, og der kan derfor stadig findes vejledning i dem, selvom lovbestemmelserne både på planområdet og sektorområderne er ændret.

I planlovens §§ 5 a, stk. 1, 5 b og 6 a er der fastsat særlige krav til regionplanlægningen (og kommune- og lokalplanlægningen) i den i § 5 a, stk. 3, definerede kystnærhedszone. En redegørelse for disse krav til planlægningen findes i Miljø- og Energiministeriets »Vejledning om planlægning i kystområderne« (1995).

De regionplanemner, der nævnes i planlovens § 6, stk. 3, er:

Nr. 1 Retningslinier for arealudlæg til byzoner og sommerhusområder

En regionplan skal indeholde retningslinier for afgrænsningen af byzoner og sommerhusområder, og disse retningslinier skal fastsættes ud fra overvejelser om det samlede arealforbrug i planperioden til byformål og byvækstens fordeling mellem kommunerne.

Regionplanmyndighedens overvejelser om det overordnede bymønster og centerstrukturen i amtskommunen indgår i grundlaget for afgrænsningen af byzonerne, ligesom de overordnede centres størrelse og funktion fastlægges efter § 6, stk. 3, nr. 1.

Det er en regional og national interesse, at der ikke er inddraget for meget jord til byformål. Ved afgrænsningen skal der endvidere tages hensyn til de øvrige interesser, der er i området, og der må lægges vægt på en hensigtsmæssig udnyttelse af investeringer i for eksempel trafik- og serviceforsyning.

Planlægningen inden for de afgrænsede by- og sommerhusområder skal som hovedregel ske i kommuneplanen. Regionplanen skal dog fastsætte retningslinier også for anvendelsen af byzoneområder og sommerhusområder i det omfang, dette er nødvendigt for varetagelsen af de øvrige interesser, der er omhandlet i § 6, stk. 3 og 4.

Nr. 2 Retningslinier for beliggenheden af større offentlige institutioner samt større trafikanlæg og andre større tekniske anlæg

Ved begrebet »større« forstås i denne sammenhæng funktioner, der har betydning for mere end en kommune og dermed er regionale eller nationale.

Retningslinierne efter stk. 3, nr. 2, omfatter den regionale infrastruktur, dvs. veje, jernbaner, havne, flyvepladser, energiforsyning, m.m. i amtskommunen.

Transformerstationer til elforsyning er kun regionplanpligtige, når de opføres i forbindelse med eller forudsætter større ledningsanlæg.

For så vidt angår højspændingsanlæg henvises til »Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg«, udarbejdet af en arbejdsgruppe under Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen (1995).

Retningslinierne efter nr. 2 omfatter endvidere lokaliseringen af større tekniske produktionsanlæg m.v., herunder affaldsbehandlingsanlæg. For så vidt angår de nedenfor under nr. 4 omtalte VVM-anlæg skal der udarbejdes en særlig redegørelse og eventuelt tilvejebringes supplerende retningslinjer for beliggenheden og udformningen af det konkrete projekt, når anlægget er aktuelt.

Endelig omfattes lokaliseringsprincipperne for etablering, udvidelse eller nedlæggelse af større offentlige institutioner som sygehuse, gymnasier, amtskommunal administration o.m.a., smh. om de overordnede centerfunktioner under nr. 1.

Nr. 3 Retningslinier for beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav

Virksomheder, »hvortil der ... stilles særlige beliggenhedskrav«, er f.eks. forurenende industrivirksomhed, rensningsanlæg, affaldsanlæg, lufthavne, flyvepladser, motorbaner, knallertbaner, skydebaner og forsvarets øvelsespladser samt skyde- og øvelsesterræner.

En del af virksomhederne er omfattet af miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om godkendelse af særligt forurenende virksomhed.

I Planstyrelsens og Miljøstyrelsens »Håndbog om miljø og planlægning« (1991) er det angivet i virksomhedsbeskrivelserne, om en virksomhedstype bør lokaliseres i områder forbeholdt virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Retningslinierne skal fastlægge lokaliseringen eller kriterierne for lokaliseringen af de særligt forurenende virksomheder på grundlag af de væsentligste forureningsaspekter og beskyttelseshensyn, dvs. støj, grundvandsbeskyttelse, vandforsyning, luftforurening, affaldsbortskaffelse, beskyttelse af overfladevand, spildevandsafledning og trafikale forhold.

Nr. 4 Retningslinier for beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad

Bestemmelsen omhandler de såkaldte VVM-anlæg. Retningslinierne for disse anlæg udformes først, når regionplanmyndigheden har kendskab til konkrete anlægsplaner.

Retningslinier for et sådant anlæg vil derfor typisk blive fastlagt i et tillæg til regionplanen, der alene omhandler det pågældende anlæg.

Det er ikke alene beliggenheden, men også udformningen af sådanne anlæg, herunder miljøkrav, regionplanen skal indeholde retningslinier for. Der henvises til afsnit D nedenfor om VVM-proceduren.

Nr. 5 Retningslinier for beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande

Bestemmelsen forudsætter, at regionplanmyndigheden opstiller mål for butiksforsyningen i den centerstruktur, der fastlægges i regionplanen.

På grundlag af målene skal der fastsættes retningslinier om, hvor store arealer til butiksformål der kan etableres i de enkelte centeroplande, og om, hvor arealerne kan placeres.

Der skal endvidere fastsættes retningslinier om den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande, jf. NKO nr. 73 juni 1995.

Nr. 6 Retningslinier for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af de særlig værdifulde landbrugsområder

Grundlaget for disse retningslinier er amtsrådets planlægning på baggrund af landbrugsplanlægningen i henhold til landbrugsloven. Der henvises til Landbrugs- og Fiskeriministeriets cirkulære nr. 115 af 11. juli 1995 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen og til bekendtgørelse nr. 367 af 1. august 1983 om udarbejdelse og godkendelse af landbrugsplaner samt ministeriets Vejledning i landbrugsplanlægning (1982).

Nr. 7 Retningslinier for beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket

Bestemmelsen sikrer, at de områder, som ønskes tilplantet med skov på grundlag af en afvejning i forhold til de øvrige areal- og miljøinteresser og rekreative hensyn i det åbne land, udpeges som skovrejsningsområder i regionplanerne. Tilsvarende udpeges de områder, hvor tilplantning med skov er uønsket af landskabelige, kulturhistoriske eller andre grunde.

Efter landbrugsloven kan landbrugs- og fiskeriministeren fastsætte regler om skovtilplantning, herunder om, at der ikke må foretages skovtilplantning på landbrugsejendomme inden for områder, hvor skovtilplantning er uønsket efter en endeligt vedtaget regionplan, jf. bekendtgørelse nr. 567 af 24. juli 1991.

Nr. 8 Retningslinier for varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser

»Bevaringsværdier« i det åbne land omfatter landskaber, hvortil der knytter sig særlige kulturhistoriske interesser, som f.eks. hedearealer eller herregårdslandskaber.

Der kan efter bestemmelsen i nr. 8 også fastsættes retningslinier for omgivelserne omkring kirker og kirkegårde i det åbne land.

Nr. 9 Retningslinier for beliggenheden af arealer til fritidsformål

Bestemmelsen omfatter - udover sommerhusområder, jf. nr. 1 - arealer til feriehoteller, feriecentre, campingpladser, lystbådehavne, regionale idrætsanlæg og forlystelsesanlæg, regionale ud-flugtsstier og efter omstændighederne arealer til kolonihaver og fritidshaver.

Nr. 10 Retningslinier for anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden

Disse retningslinier udarbejdes bl.a. på baggrund af den kortlægning af råstofforekomsterne på landjorden, som amtsrådet gennemfører efter råstofloven.

Nr. 11 Retningslinier for anvendelsen og beskyttelsen af vanddressourcerne

Disse retningslinier udarbejdes bl.a. på baggrund af den planlægning for den fremtidige anvendelse af vandressourcerne, som amtsrådet udarbejder efter vandforsyningsloven.

Nr. 12 Retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande

Retningslinierne udarbejdes på grundlag af den amtskommunale kortlægning af og målsætning for vandkvaliteten i recipienterne til brug for den sammenfattende planlægning i regionplanen. De bestemmelser om recipientkvalitetsplanlægning, der tidligere fandtes i miljøbeskyttelsesloven er bortfaldet i 1991.

Nr. 13 Retningslinier for realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3

Bestemmelsen giver hjemmel til at fastsætte bindende regionplanretningslinier for andre emner end de ovenfor nævnte (nr. 1-12), såfremt dette sker på baggrund af forskrifter efter lovens § 3, f.eks. landsplandirektiver.

Bestemmelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse).

Det fastsættes i bekendtgørelsens § 7, stk. 1, at regionplanerne skal indeholde retningslinier til sikring af, at støjbelastede arealer i landzone ikke udlægges til støjfølsom anvendelse.

Retningslinierne i regionplanerne skal sikre, at nye kommune- og lokalplaner for støjfølsom arealanvendelse i landzone overholder et støj- og vibrationsniveau, der ikke overstiger grænserne i de nedenfor nævnte vejledninger fra Miljøstyrelsen om støj fra veje, jernbaner, lufthavne og flyvepladser, motorsportsbaner samt skydebaner. For så vidt angår andre støjkilder skal retningslinierne tage udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj fra virksomheder.

De relevante vejledninger er følgende:

nr. 1/1995 Skydebaner

nr. 3/1984 Trafikstøj i boligområder

nr. 5/1984 Ekstern støj fra virksomheder

nr. 7/1984 Støj fra motorsportsbaner

nr. 6/1985 Støj og vibrationer fra jernbaner

nr. 5/1994 Flyvepladser

Kommende vejledning for militære øvelsespladser samt skyde- og øvelsesterræner.

Hvad der forstås ved henholdsvis støj og støjfølsom anvendelse er angivet i disse vejledninger.

2. Supplerende retningslinier for hovedstadsområdet

Planloven stiller særlige krav til regionplanlægningen i hovedstadsområdet under hensyn til, at hovedstadsområdet er et stort byområde.

Efter planlovens § 6, stk. 4, skal regionplaner i hovedstadsområdet, dvs. Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner, udføres på grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed. Dette krav skal ses i sammenhæng med den gensidige oplysningspligt, som amtskommuner og kommuner er pålagt efter planlovens § 7 og den i bemærkningerne til lovforslaget forudsatte pligt for dem til at høre samt forhandle regionplaner og tillæg hertil med de øvrige regionplanmyndigheder i regionen.

Udover emnerne i § 6, stk. 3, jf. ovenfor, skal regionplaner i hovedstadsområdet efter planlovens § 6, stk. 4, indeholde retningslinier for:

Nr. 1 Fordeling af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen herfor

Bestemmelsen indebærer, at regionplanretningslinierne skal fastsætte de overordnede mål for bolig- og erhvervsbyggeriets omfang og beliggenhed.

Udtrykket byggeaktivitet dækker over såvel byggeri ved nyudlæg som byggeri i eksisterende byområder, dvs. at bestemmelsen f.eks. giver hjemmel til fastsættelse af kvoter for boliger og erhvervsbyggeri. Der kan ligeledes fastsættes retningslinier for byfornyelsen.

Med ordet »rækkefølge« sigtes ikke til præcise tidsangivelser, men dels til en forudsat rækkefølge for f.eks. udlæg og byggemodning af byzonearealer (etapedeling), dels til en angivelse af et indbyrdes afhængighedsforhold mellem forskellige anlægsdispositioner og byggeaktiviteten.

Nr. 2 Vandforsyningen og spildevandsafledningen

Da hovedstadsområdet er et stort sammenhængende byområde, må vandforsyning og spildevandsplanlægning på en ganske anden måde end i det øvrige land finde sted på tværs af kommune- og amtsgrænser, og der kan i den forbindelse være behov for rammer og arealreservationer.

Trafikplan

Det fremgår endvidere af planlovens § 6, stk. 6, at regionplanretningslinierne for hovedstadsområdet skal fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive trafikplan for det samlede område.

Dette er begrundet i det tætte samspil mellem planlægningen af bebyggelse og den kollektive trafik i hovedstadsområdet, jf. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (lov nr. 274 af 5. maj 1989 som ændret senest ved lov nr. 505 af 30. juni 1993). Det fremgår af denne lov, at Hovedstadsområdets Trafikselskab skal varetage den almindelige rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet, og at selskabet i samarbejde med DSB og med inddragelse af letbanerne skal udarbejde en samlet plan for den kollektive persontrafik.

Denne plan skal sikre koordinering af trafikbetjeningen i henseende til den overordnede linieføring, frekvens og korrespondance mellem tog og bus samt driftsperiode. Planen skal endvidere beskrive, hvorledes trafikken i hovedstadsområdet forholder sig til trafikken med tog og bus til og fra området. Sammenhængen mellem regionplanlægningen og planlægningen af den kollektive trafik kan regionplanmyndighederne således alene sikre gennem deres deltagelse i Hovedstadsområdets Trafikselskab.

3. Redegørelse

Efter planlovens § 6, stk. 7, skal en regionplans retningslinier ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte planlægning og administration. Indholdet af redegørelsen er oplysende og ikke direkte bindende for den kommunale planlægning og administration.

Redegørelsen er imidlertid en integreret del af regionplanen, der - ligesom bemærkningerne til et lovforslag - udgør baggrunden for amtsrådets vedtagelse af regionplanforslaget og for brugernes forståelse og fortolkning af regionplanretningslinierne. Redegørelsens oplysninger bl.a. om baggrunden for - og forståelsen af de enkelte regionplanretningslinier er endvidere nødvendige for miljø- og energiministerens bedømmelse af, om der skal fremsættes indsigelse mod et regionplanforslag og endelig for amtsrådets vurdering af, om der er behov for at revidere, eventuelt udarbejde tillæg til regionplanen, fordi forudsætningerne for planen er ændret.

De generelle forudsætninger, der skal angives i redegørelsen, omfatter for det første en beskrivelse af de eksisterende forhold i regionen, herunder i henseende til natur, landskab, befolkning, erhverv, beskæftigelse og trafik- og forsyningsanlæg. Andre forudsætninger kan bestå i beregninger og prognoser og i særlige landsplanmæssigt motiverede forudsætninger.

Redegørelsen skal tillige indeholde oplysninger om den målsætningsdiskussion, der har været ført i forbindelse med planlægningsarbejdet, og en begrundelse for valget mellem de forskellige alternativer.

I planlovens § 6 a, stk. 3, er der fastsat særlige krav til redegørelsen for så vidt angår arealer i kystnærhedszonen, jf. vejledningen om planlægning i kystområder.

Såfremt regionplanen indeholder retningslinier for større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, følger det af lovens § 6, stk. 8, at der stilles særlige krav til indholdet af redegørelsen, jf. nedenfor afsnit D om VVM proceduren.

D. VVM-proceduren

Siden 1989 har det været en del af regionplanlægningen at udføre en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM) af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, jf. nu planlovens § 6, stk. 3, nr. 4, og stk. 7 samt § 7, stk. 3, og § 8.

Denne del af regionplanlægningen kan dog kun gennemføres, når det pågældende anlæg eller projekt er konkretiseret så meget, at de foreskrevne krav, kan opfyldes, jf. kap. 2 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse). Disse anlæg eller projekter vil derfor normalt blive vurderet i tillæg til regionplanen.

VVM-direktivet er den korte betegnelse for det EF-direktiv, der er baggrunden for VVM-bestemmelserne i planloven. Den officielle titel er: Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF). Reglerne i direktivet skulle implementeres (omsættes til nationale regler) senest den 3. juli 1988.

Bestemmelserne om VVM i planloven og samlebekendtgørelsen er nærmere omtalt i det følgende. For så vidt angår større husdyrbrug henvises til ministeriets vejledning om tilvejebringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræfarme.

1. De danske VVM-regler

Efter planlovens § 6, stk. 3, nr. 4 skal der fastlægges regionplanretningslinier for beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at kunne påvirke miljøet i væsentlig grad, og efter lovens § 6, stk. 8, skal sådanne retningslinier ledsages af en redegørelse, der indeholder en vurdering af de miljømæssige konsekvenser.

Efter lovens § 8 kan miljø- og energiministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke anlæg der er omfattet af lovens § 6, stk. 3, samt, hvilke mindsteoplysninger der er nødvendige, for at en miljømæssig vurdering kan foretages.

Sådanne bestemmelser er fastsat i kap. 2 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør lov om planlægning (samlebekendtgørelse). I forhold til den tidligere bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991 er listen over anlæg, der er omfattet af VVM-bestemmelserne (bilag 1) udvidet fra 14 til 34 anlægstyper. Endvidere er tilføjet en yderligere liste over anlæg (bilag 2) - hovedsagelig industrianlæg - der under visse nærmere angivne betingelser også er omfattet af VVM-reglerne, jf. nedenstående afsnit.

Det tidligere bilag 2 er nu bilag 3. Indholdet er i det væsentlige det samme, men der er dog fastsat visse ændrede krav til behandlingen af alternativer samt foretaget visse justeringer for så vidt angår kravet til oplysningerne og vurderingerne. Desuden er det stillet som et krav, at de socioøkonomiske konsekvenser af miljøpåvirkningerne skal beskrives. Det vil sige, at de erhvervsmæssige og social-økonomiske konsekvenser, der vurderes at kunne opstå som følge af projektets miljøkonsekvenser, skal fremgå af redegørelsen.

Planloven omfatter kun anlæg på land, men anlæg på søterritoriet er også omfattet af VVM-direktivet. Det gælder anlæg, der kræver tilladelse fra Trafikministeriet, og disse anlæg er omfattet af Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 371 af 1. juli 1988 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet. Tilsvarende er råstofindvinding på havet og anlæg på havet, der er omfattet af undergrundsloven, for så vidt angår VVM reguleret efter bestemmelser i henholdsvis råstofloven (lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992 som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995) og undergrundsloven (lovbekendtgørelse nr. 552 af 29. juni 1995).

2. Undtagelser fra VVM-reglerne

Bekendtgørelsens kap. 2 indeholder bestemmelser om, hvornår et anlæg, der ellers ville være omfattet af VVM-reglerne, er undtaget.

Undtaget er således anlæg, der tager sigte på det nationale forsvar. Det er i givet fald forsvaret, der afgør, om et forsvarsanlæg er omfattet af denne undtagelse.

Undtaget er endvidere anlæg, der vedtages i enkeltheder ved særlig lov, dvs. en anlægslov, som detaljeret beskriver anlægget. Miljøkonsekvensvurderingen bliver i disse tilfælde en del af lovforslagets behandling. Det er i givet fald vedkommende ministerium, der må tage stilling til, om et anlæg er omfattet af denne undtagelse.

Desuden er anlæg opført på bilag 2, som kan opfylde de i henhold til lov om miljøbeskyttelse fastsatte generelle bestemmelser om lokalisering og forureningsbegrænsende foranstaltninger, også kaldet »branchebekendtgørelser« undtaget fra reglerne om miljøkonsekvensvurderinger. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 793 af 13. december 1989 om miljøkrav i forbindelse med etablering og drift af autoværksteder m.v. er en sådan branchebekendtgørelse.

Der gælder også en undtagelse for midlertidige forsøgsprojekter, som ikke anvendes mere end et år, jf. § 4, stk. 2.

3. Kun anlæg og projekter er omfattet

I planloven og samlebekendtgørelsen anvendes betegnelsen »anlæg« om de foranstaltninger, der er omfattet af reglerne. Det skal angive, at reglerne kun omfatter anlægsarbejder og konkrete projekter hertil, i modsætning til planer om anlæg. Der er således intet til hinder for, at der - uden VVM-redegørelse - tilvejebringes generelle bestemmelser i lokal-, kommune- eller regionplaner, som indeholder rammer/retningslinier for anlæg, som kan være VVM-pligtige. Men en lokalplan, der opfylder lokalplanpligten i anledning af et konkret projekt, der er VVM-pligtigt, kræver, at der forud eller samtidig tilvejebringes et regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse. Hvis lokalplanpligten er opfyldt, fordi der allerede er tilvejebragt en lokalplan med nærmere regler, som omfatter anlægget, vil det umiddelbart kunne gennemføres i henhold til lokalplanen.

Anlæg eller projekter, der er omfattet af VVM-reglerne, vil i mange tilfælde skulle have godkendelse eller tilladelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven, okkerloven, naturbeskyttelsesloven eller råstofloven, jf. bestemmelserne i bekendtgørelserne nr. 848 og 849 af 30. september 1994 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed og om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM). I mange tilfælde kræves (tillige) landzonetilladelse i henhold til planlovens § 35, stk. 1, eller tilvejebringelse af lokalplan i henhold til lovens § 13, stk. 2.

Nogle anlæg kræver dog ikke sådanne tilladelser eller godkendelser, men kan alligevel være omfattet af VVM-reglerne. Det gælder f.eks. for veje, jernbaner, sporveje og visse rørledninger. Når det er en offentlig myndighed, der udfører anlægget, må denne myndighed påse, at arbejdet ikke påbegyndes, før der foreligger et endeligt vedtaget regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse. Anlæg inden for de nævnte kategorier vil dog ofte være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i samlebekendtgørelsens § 4, fordi de gennemføres på grundlag af en detaljeret anlægslov.

4. Afgrænsning af anlæg og projekter

Anlæg anført i bilag 1 til samlebekendtgørelsen er omfattet af VVM-reglerne, når der er tale om nyanlæg eller væsentlige ændringer af bestående anlæg, der kan sidestilles med nyanlæg.

Anlæg angivet på bekendtgørelsens bilag 2 er under nærmere angivne forhold ved nyanlæg omfattet af kravet om VVM, jf. bekendtgørelsens § 3 stk. 2 .

Vurderingen af, om et anlæg eller et projekt er omfattet af VVM-reglerne, kaldes i faglitteraturen screening. Screeningbegrebet anvendes dog fortrinsvis i forbindelse med vurderinger, hvortil der er knyttet særlige kriterier. Den vurdering, der fo-retages i forbindelse med samlebekendtgørelsens bilag 2 projekter er en typisk screening.

Afgørelsen af, om et anlæg er omfattet af bestemmelserne - dvs. resultatet af screeningen - er et retligt spørgsmål, som efter § 58, stk. 1, nr. 3, i planloven kan påklages til Naturklagenævnet.

Vurderingen af, om et anlæg er VVM-pligtigt bør finde sted på det tidspunkt, hvor en bygherre første gang henvender sig til kommunen eller amtskommunen med henblik på at opnå tilladelse til at opføre et anlæg, der er angivet på bilag 1 eller 2 til bekendtgørelsen. Kommunen/amtskommunen bør på dette tidspunkt sammen med bygherren vurdere, om anlægget må forventes at være omfattet af planlovens bestemmelser om VVM. I givet fald bør bygherren opfordres til at kontakte amtskommunen, hvis dette ikke allerede er sket.

Hvis en bygherres henvendelse om et kommende projekt inspirerer til planændringer, må der tages stilling til, om ændringen kan gennemføres uden VVM-vurdering eller om der i så fald vil være tale om en omgåelse af VVM-reglerne, fordi der reelt er tale om et konkret projekt. Det skyldes, at regionplanen eller en lokalplan for visse anlæg helt eller delvis udgør grundlaget for vurderingen af, om disse anlæg er omfattet af VVM-bestemmelserne. Det gælder således for de i bilag 1 under nr. 10, 21, 22 og 25 angivne anlæg og for alle bilag 2 anlæg, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 1. Det indgår også i vurderingen af, om en ændring af et bestående anlæg kan sidestilles med et nyanlæg, om ændringen forudsætter nye lokalplanbestemmelser for anvendelsen af området eller er i strid med regionplanens målsætning for kvaliteten og anvendelsen af et vandområde, jf. nedenfor under pkt. 5.

Planændringer, der ikke begrundes i et konkret projekt, kan gennemføres, selvom den ændrede plan på et senere tidspunkt muliggør anlæg, der ville blive omfattet af VVM-reglerne, hvis planen ikke var blevet ændret.

Er der tale om et lokalplanforslag om et konkret VVM-pligtigt anlæg, må lokalplanen ikke vedtages endeligt, uden at der tilvejebringes et regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse. Amtet må i givet fald være forpligtet til at nedlægge veto mod forslaget, jf. planlovens § 29, stk. 2.

Resulterer screeningen i, at et anlæg er omfattet af bestemmelserne om VVM, kan det anbefales, at arbejdet med miljøkonsekvensvurderingen iværksættes på det tidligst mulige tidspunkt i projektforløbet for, at man kan inddrage mulige resultater af miljøkonsevurderingen i projekteringen.

Hvis anlægget forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan, kan proceduren og sagsbehandlingen fremmes ved samtidig offentliggørelse af forslaget til regionplantillæg og forslaget til lokalplan.

Opmærksomheden henledes på Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 848 om ændring af bekendtgørelse om god-kendelse af listevirksomhed af 30. september 1994 og bekendtgørelse nr. 849 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM) af 30. september 1994, hvorefter der kun kan gives dispensationer, tilladelser eller godkendelser i henhold til lov om vandforsyning, naturbeskyttelse, råstoffer, vandløb, okker og miljøbeskyttelse på grundlag af endeligt vedtagne regionplanretningslinier udarbejdet i overensstemmelse med planlovens VVM-bestemmelser.

For så vidt angår godkendelse af listevirksomhed i henhold til lov om miljøbeskyttelse er det endvidere fastsat i bekendtgørelse nr. 848 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed af 30. september 1994, at der samtidig med offentliggørelsen af regionplanforslaget - typisk et regionplantillæg - også skal fremlægges forslag til afgørelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven for det anlæg, der foreslås regionplanretningslinier for. Dette krav om samtidighed skal sikre en hensigtsmæssig sagsbehandling for såvel myndigheder som bygherre, idet det herved sikres, at de relevante oplysninger indgår i såvel miljøvurderingerne i henhold til planloven som miljøgodkendelsen i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

5. Anlæg, der altid er omfattet af VVM-reglerne bilag 1

Anlæg opført på bilag 1 til samlebekendtgørelsen er altid omfattet af VVM-reglerne ved nyanlæg og ved væsentlige ændringer, der kan sidestilles med nyanlæg.

Ved nyanlæg forstås enhver nyetablering af den pågældende anlægstype på arealer eller i bygninger, hvor denne ikke tidligere har været placeret. Er det et eksisterende anlæg eller en eksisterende produktion som flyttes til en ny placering

i nærheden af den tidligere, kan det bero på en konkret vurdering, om der er tale om et »nyanlæg«.

Ved nyanlæg forstås også udvidelse af et eksisterende anlæg, som ikke tidligere har været VVM-pligtigt, således at anlægget efter udvidelsen er omfattet af kriterierne for VVM-pligt.

Det vil sige, at en udvidelse af f.eks. antallet af svin på en landbrugsejendom, således at man fra mindre end 250 dyreenheder kommer over 250 dyreenheder, jf. bilag 1, nr. 23, er et nyanlæg, som skal behandles efter VVM-reglerne.

Også ændringer af et eksisterende anlæg kan betyde, at et anlæg, som ikke tidligere har været omfattet af VVM-bestemmelserne, nu bliver omfattet. Dette vil være tilfældet, hvis ændringer i bygningsanlæg eller produktion betyder, at anlægget bliver omfattet af bekendtgørelsens bilag 1 .

Specielt vil ændringer i forbindelse med anmeldelsespligtige risikobetonede aktiviteter ofte medføre krav om (fornyet) miljøkonsekvensvurdering - VVM. Det vil være tilfældet, når der på grund af en væsentlig øget risiko kræves fornyet anmeldelse i henhold til risikobekendtgørelsens § 5 - Miljøministeriets be-kendtgørelse nr. 520 af 5. juli 1990 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre større uheld.

Væsentlige ændringer af bestående anlæg, der kan sidestilles med nyanlæg.

Ved bestående anlæg forstås anlæg, der tidligere har været un-dergivet en VVM-vurdering, eller som var lovligt etableret ved samlebekendtgørelsens ikrafttræden den 15. oktober 1994.

Det er en forudsætning for, at ændringer på et bestående anlæg kan sidestilles med nyanlæg, at det omgivende miljø kan blive påvirket væsentligt som følge af ændringerne. Virkningerne på omgivelserne kan bestå i, at disse bliver udsat for forurening (støj, luftforurening eller forurening af grundvand og vandløb). Virkningerne kan også være fysiske, visuelle indgreb i omgivelserne som følge af placeringen eller udformningen af et større anlæg (som f.eks. markante industrianlæg, veje og luftledninger). Endelig kan virkningerne være indgreb i særlige natur- og kulturværdier (som f.eks. etablering af anlæg i særlige naturområder eller ved kulturminder).

Ændringer på bestående anlæg vil som regel kunne sidestilles med nyanlæg, hvis

1. ændringen forudsætter, at der tilvejebringes lokalplanbestemmelser for anvendelsen af området, eller

2. ændringen medfører væsentlig større påvirkninger af omgivelserne for så vidt angår støj og luftforurening end allerede tilladt, eller

3. ændringen vil være til hinder for, at den i regionplanen fastlagte målsætning for kvaliteten og anvendelsen af det pågældende vandområde vil kunne opfyldes, eller

4. ændringen er anmeldelsespligtig efter § 5 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 520 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld af 5. juli 1990 og vil medføre en væsentlig øget risiko for et større uheld med alvorlige følger for personer udenfor virksomheden eller for miljøet, eller

5. ændringen vil udgøre en væsentlig øget risiko for grundvandsforurening.

Kommentarer til enkelte af anlægstyperne i bilag 1.

Samlebekendtgørelsen med bilag er optaget som bilag til vejledningen. I det følgende kommenteres nogle af anlægstyperne.

  • (8). Større landanlæg i forbindelse med havne, der kan besejles og anløbes af skibe med over 1350 tons.

Punktet omfatter blandt andet de anlæg, der er omfattet af VVM-direktivets bilag I, nr. 8, men som falder uden for Trafikministeriets bekendtgørelse om anlæg på søterritoriet. Punktet indeholder dog en række anlæg, som ikke umiddelbart falder ind under direktivets punkt 8.

Den angivne skibsvægt er taget direkte fra direktivets tekst.

Ved større landanlæg forstås anlæg, som på grund af størrelse, placering eller funktion må antages at virke dominerende i det pågældende havnemiljø. Som eksempler på sådanne anlæg kan nævnes færgeterminaler med rutetrafik, store arbejdspladser, så som skibsværfter, store monteringsanlæg og lign. Som eksempler på anlæg, der har været undergivet VVM kan nævnes byggepladserne for elementerne til den kommende Øresundsbro, udvidelsen af B&W-skibsværft og Helsingør færgeterminal.

  • (9). Anlæg til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering.

Punktet er taget direkte fra VVM-direktivets bilag I, nr. 9.

Begrebet »giftigt og farligt affald« er ikke nærmere angivet i direktivet. Da direktivet ikke har nogen reference til EF-direktiv 91/689/EØF om farligt affald, der har afløst EF-direktiv 78/319/EØF om giftigt og farligt affald kan dette ikke formelt lægges til grund for en vurdering af om en given affaldstype falder indenfor begrebet. Tilsvarende gælder for Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 804 af 15. december 1989 om olie og kemikalieaffald.

Såvel direktivet som bekendtgørelsen må dog tages som udgangspunkt i vurderingen af, om en affaldstype må betragtes som giftig og farlig. Begrebet kan således godt være mere omfattende end det fremgår af nævnte regler.

Naturklagenævnet har således i en afgørelse om deponering af havneslam øst for Lynetten i Københavns Kommune på trods af Miljøstyrelsens udtalelse om, at der ikke var tale om giftigt og farligt affald i henhold til bekendtgørelsen af 17. december 1991 (den gamle samlebekendtgørelse), besluttet, at havneslammet bl.a. på grund af indholdet af tungmetaller måtte betegnes som giftigt og farligt i relation til VVM-bestemmelserne, jf. NKO nr. 71.1995.

Oplag, dvs. opbevaring indtil deponering eller anden anvendelse er ikke omfattet af samlebekendtgørelsens bilag I men af bekendtgørelsens bilag 2, nr. 4 c, 8 b og 8 d, hvilket indebærer, at oplag kun under visse omstændigheder omfattes af VVM-bestemmelserne.

  • (10). Veje med en årsdøgnstrafik på mere end 10.000 køretøjer samt overordnede veje med en påtænkt linieføring gennem områder, der i en endelig vedtaget regionplan er udlagt til naturområder.

Punktet refererer til VVM-direktivets bilag II, nr. 10 d. Kriterierne sikrer, at meget benyttede veje samt veje, der må forventes at ville belaste miljøet - naturen, landskabet, bevaringsværdier og lign. omfattes af VVM-bestemmelserne.

Ved overordnede veje er der især tænkt på hovedlandeveje og amtskommunale veje, men undertiden også kommunale veje, som indgår i eller skal indgå i det overordnede vejnet.

Betegnelsen naturområder har forskellig benævnelse i de enkelte amter.

Pr. 30. september 1994 var benævnelserne som følger:

  

 Københavns Kommune:    Planlægningsmæssige beskyttelsesområder  

 Københavns Amt:        Landskabelige, biologiske, geologiske  

                        og kulturhistoriske interesseområder  

 Frederiksborg Amt:     Meget værdifulde landskaber  

 Roskilde Amt:          Særligt værdifulde landskaber  

 Vestsjællands Amt:     Beskyttelsesområder, landareal  

 Storstrøms Amt:        Regionale Naturområder  

 Bornholms Amt:         Særligt naturområde  

 Fyns Amt:              Særlige beskyttelsesområder  

 Sønderjyllands Amt:    Naturområder  

 Ribe Amt:              Naturområde  

 Vejle Amt:             Egentlige naturområder  

 Ringkøbing Amt:        Naturområder  

 Århus Amt:             Naturområder  

 Viborg Amt:            Særlige beskyttelsesområder  

 Nordjyllands Amt:      Regionale naturområder  

Naturområderne gengives ofte med mørkegrøn signatur på regionplankortene.

  • (12). Flyvepladser, hvis støjkonsekvensområder medfører væsentlige støjgener i områder, der er bebygget, udlagt til boligformål eller anden støjfølsom anvendelse.

Punktet svarer til VVM-direktivets bilag II, nr. 10 d.

Ved væsentlige støjgener forstås støjbelastninger over de vejledende grænseværdier - jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5, 1994 Flyvepladser.

Kriterierne er fastsat således, at væsentlige ændringer i bestående flyvepladsers støjforhold, samt etablering af nye flyvepladser, hvor de vejledende støjgrænser ikke kan overholdes i relation til boliger og anden støjfølsom anvendelse omfattes af VVM-reglerne.

  • (13). Rørledninger på mere end 1 km til transport af giftige, miljøfarlige eller brandfarlige væsker udenfor den pågældende virksomheds eget område.

Punktet svarer til VVM-direktivet bilag II, nr. 10 h. Punktet omfatter rørledninger, der løber udenfor den pågældende virksomheds område med henblik på at transportere de pågældende væsker over større afstande eller til anden virksomhed eller forbruger. Flaskegas er bl.a. en væske, der er omfattet af bestemmelsen.

Det vil ofte være nødvendigt at få foretaget en risikovurdering og fastlægge sikkerhedszoner omkring linieføringen.

For så vidt angår udlæg af sikkerhedszoner se afsnittet under anmeldelsespligtige risikoanlæg - under nr. 17.

  • (14). Transmissionsledninger for naturgas og liniestationer i forbindelse med transmissionsledninger, dog undtaget stikledninger med højt tryk med en længde på 1 km eller derunder.

Punktet svarer til VVM-direktivet bilag II, nr. 10 h.

Ved transmissionsledninger forstås rørledninger, som anvendes ved et drifttryk, som medfører en ringspænding på 20% af SMYS eller mere, jf. Arbejdsminsteriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. juli 1988 og Arbejdstilsynets tillægsbestemmelser af 19. august 1985 til ASME-Guide for Gas Transmission and Distribution Piping Systems, udgave 5, 1983, som revideret februar 1985.

Det overordnede hovedtransmissionsnet er omfattet af VVM-bestemmelserne. Tilsvarende gælder for visse dele af det regionale gasnet, når dette forsyner forbrugere, der har behov for et højt gastryk. Dette kan f.eks. gælde decentrale kraftvarmeværker.

Det er væsentligt i forbindelse med disse transmissionsledninger at få fastlagt sikkerhedszoner omkring linieføringen, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. juli 1988 om naturgasanlæg efter lov om arbejdsmiljø samt Arbejdstilsynets vejledning om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg. Denne vejledning indeholder bl.a. en række bestemmelser om afstande mellem naturgasanlæg og bygninger beregnet til ophold for mennesker. Disse afstandsbestemmelser blev udarbejdet i forbindelse med planlægningen og etableringen af naturgastransmissionssystemet i et samarbejde mellem alle berørte myndigheder i Naturgaskoordinationsudvalget under Energistyrelsen, herunder Miljøstyrelsen, Statens Brandinspektion og Arbejdstilsynet.

Grundlaget for fastlæggelsen af sikkerhedszoner ved tilvejebringelsen af landsplandirektivet for naturgaslageret i Stenlille var den af Dansk Naturgas udarbejdede tekniske VVM-redegørelse, udtalelser fra Arbejdstilsynet og Energistyrelsen herom, samt Miljøministeriets vurdering af anlæggets virkninger på miljøet.

For så vidt angår udlæg af sikkerhedszoner henvises til afsnittet om anmeldelsespligtige risikoanlæg - under nr. 17.

  • (17). Anlæg og virksomheder, som er anmeldelsespligtige efter § 5 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 520 af 5. juli 1990 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld.

Punktet rummer blandt andet VVM-direktivets bilag I, nr. 6, og en del af bilag II, nr. 3 c, 3 d, 3 e og 6.

De anmeldelsespligtige risikoanlæg blev optaget som følge af de anbefalinger, som det af Miljøministeren nedsatte risikoudvalg afgav i 1988 med rapporten - »Risiko og risikokommunikation«.

De anmeldelsespligtige risikoanlæg er i øvrigt omfattet af EF's »Seveso-direktiv« ( direktiv af 24. juni 1992 om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (82/501/EØF) og direktiv af 19. marts 1987 og 24. november 1988 om ændring af direktivet ), der i øvrigt for tiden er under revision.

Sigtet er bl.a. at få gennemført en risikovurdering med henblik på at opnå en hensigtmæssig placering bl.a. ved at udlægge sikkerhedszoner om anlægget, således at fremtidige aktiviteter ikke kommer i konflikt med den pågældende aktivitet.

Sikkerhedszoner kan ikke altid udlægges erstatningsfrit, og det kan undertiden være nødvendigt, at virksomheden erhverver de pågældende arealer, der er omfattet af sikkerhedszoner, for at kunne tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for at sikre en såvel umiddelbar som fremtidig hensigtmæssig arealanvendelse.

Sikkerhedszoner tilvejebringes ofte i to niveauer. Den mest risikofyldte zone, hvor en evakuering ved det værst tænkelige uheld ikke vil være mulig, og hvor permanent ophold for uvedkommende derfor bør undgås, og en mindre risikofyldt zone, hvor evakuering af normalt mobile vil kunne finde sted, og hvor kun svært evakuerbare institutioner bør undgås. Til denne kategori hører plejehjem, hospitaler, børneinstitutioner og lign.

Ved ændringer af eksisterende anlæg er det ikke altid muligt at udlægge sikkerhedszoner uden væsentlige arealerhvervelser eller erstatninger. I så fald bør ændringerne så vidt muligt kun gennemføres, hvis de samlede risikoforhold mindskes eller ændringen ikke medfører behov for at udvide sikkerhedszonen i relation til de bestående forhold. I sådanne tilfælde kan amtsrådet vælge ikke at udlægge sikkerhedszoner om anlægget.

Som eksempel på udlæg af sikkerhedszoner som konsekvens af en VVM-vurdering kan der henvises til Miljøministeriets cirkulære af 25. februar 1991 om naturgaslager ved Stenlille.

  • (21). Nyplantning af skov på mere end 30 ha i områder, hvor skovrejsning i henhold til en endeligt vedtaget regionplan er uønsket.

Punktet svarer til VVM-direktivet, bilag II, nr. 1 d.

Kriterierne er sat således, at dispensationer til skovrejsning inden for regionplanens uønskede områder i henhold til Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 24. juli 1991 ikke kan have et sådant omfang, at der reelt rejses egentlig skov i områderne, uden at dette omfattes af VVM-reglerne.

Dette er ikke til hinder for, at et amt ved et regionplantillæg eller en revision af regionplanen kan ændre på afgrænsningen af skovrejsningsområderne. Ændringer, der er affødt af et konkret projekt, vil imidlertid kun kunne ske ved overholdelse af VVM-reglerne.

  • (23). Svine- og fjerkræfarme med en kapacitet på ejendommen på 250 dyreenheder eller derover.

Miljø- og Energiministeriet har udarbejdet en særlig vejledning om tilvejebringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræfarme (1996).

  • (25). Råstofindvinding fra åbne brud med en årsproduktion på mere end 200.000 m53 eller en indvindingsperiode på mere end 10 år med undtagelse af almindeligt forekommende sand-, grus- og stenforekomster inden for de i en endeligt vedtaget regionplan udpegede graveområder.

Punktet svarer til VVM-direktivet, bilag II, nr. 2 a, 2 c, 2 e, 2 h, 2 i, 2 j og dele af 2 k.

Bestemmelsen indebærer, at indvinding af »sjældne« råstoffer i store mængder eller over en længere periode - mere end 10 år - omfattes af VVM-bestemmelserne. Tilsvarende omfattes store indvindinger eller indvindinger over 10 år af almindeligt forekommende sand, grus og sten også af VVM-bestemmelserne, hvis indvindingen skal finde sted udenfor de regionplanlagte graveområder.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at amtet ved et regionplantillæg eller en revision af regionplanen kan ændre udlægget af graveområder. Ændringer der er affødt af en ansøgning om råstofindvinding, vil imidlertid kun kunne ske ved overholdelse af VVM-reglerne.

  • (32). Dæmninger og andre anlæg til opstuvning eller varig oplagring af vand, hvor vandarealet øges med 300 ha eller mere.

Punktet svarer til VVM-direktivet, bilag II, nr. 10 f.

Kriteriet er fastsat således, at kun dæmninger, der medfører en forøgelse af vandarealet med 300 ha eller mere er omfattet af VVM-bestemmelserne. Dette kan være tilfældet i forbindelse med naturgenopretningsprojekter, hvor kun en del af et lavbundsareal ønskes oversvømmet. I sådanne tilfælde udgør dæmningsanlægget et ikke uvæsentligt indgreb i landskabet og naturforvaltningen.

  • (33). Detailhandelscentre, der på grund af størrelsen har regional betydning.

Punktet svarer til VVM-direktivet, bilag II, nr. 10 a og10 b.

Der henvises til NKO nr. 88, 1996

  • (34). Feriebyer og hotelkomplekser med et etageareal på mere end 50.000 m2.

Punktet svarer til VVM-direktivet, bilag II, nr. 11 a.

Punktet var oprindelig medtaget i VVM-reglerne i 1989, men blev udtaget i forbindelse med kystcikulæret i 1991, idet det havde vist sig at medføre en række VVM-tillæg, der ikke forekom at have tilstrækkelige miljømæssige konsekvenser til at kunne retfærdiggøre brugen af VVM-redskabet.

Det er i forbindelse med implementeringen af VVM-direktivets bilag II vurderet, at planlovens bestemmelser medfører en sådan sikring af kystområderne, at der kun er behov for, at de meget store anlæg omfattes af VVM-reglerne. De fastsatte kriterier svarer til, at kun de største »vandlande« vil være omfattet af VVM-bestemmelserne.

6. Anlæg der kan være omfattet af VVM-reglerne - bilag 2

Anlæg og projekter, der er opført på bilag 2 til samlebekendtgørelsen er kun omfattet ved nyanlæg.

Ændringer af eksisterende anlæg, der er opført på bilag 2, er derimod ikke omfattet af VVM-reglerne.

Hvad forstås ved nyanlæg?

Ved nyanlæg forstås enhver nyetablering af den pågældende anlægstype på arealer eller i bygninger, hvor denne ikke tidligere har været placeret. Er det et eksisterende anlæg eller en eksisterende produktion som flyttes til en ny placering i nærheden af den tidligere, kan det bero på en konkret vurdering, om der er tale om et »nyanlæg«.

Hvornår er nyanlæg omfattet?

I henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 2 er anlæg, der er angivet på bilag 2, ved nyanlæg omfattet af bestemmelserne om vurdering af virkninger på miljøet (VVM), når anlægget

  • 1) på grund af den ønskede placering forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan, eller
  • 2) må forventes at medføre væsentlige støjgener for omgivelserne, eller
  • 3) må forventes at medføre væsentlige emissioner af forurenende stoffer til luften, eller
  • 4) må forventes at blive en hindring for at opfylde den i en endeligt vedtaget regionplan fastlagte målsætning for vandkvaliteten og anvendelsen af det pågældende vandområde, eller
  • 5) må forventes at udgøre en væsentlig risiko for grundvandsforurening.

ad 1

Anlægget vil være omfattet af kravet om VVM, hvis den ønskede placering efter bestemmelsen i planlovens § 13, stk. 2, om lokalplanpligt ved større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan og anlægget ønskes placeret i et område uden lokalplan eller i et lokalplanområde, hvor lokalplanen ikke indeholder nærmere regler om anlægget, jf. planlovens § 13, stk. 5. Anlægget er derimod ikke omfattet af kravet om VVM, hvis der alene er lokalplanpligt efter bestemmelsen i planlovens § 19, stk. 2, fordi det ikke er i overensstemmelse med andre bestemmelser i en lokalplan. Et anlæg bliver heller ikke omfattet af kravet om VVM, fordi kommunalbestyrelsen beslutter at tilvejebringe en lokalplan, uden at den er forpligtet til det.

ad 2

Anlægget vil være omfattet af kravet om VVM, hvis det med den ønskede placering ikke vil kunne overholde de vejledende grænseværdier for ekstern støj fra virksomheder - jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984. For motorsportsbaner henvises til Miljøstyrelsens vejledning om støj fra motorsportsbaner - vejledning nr. 7/1984.

ad 3

Anlægget vil være omfattet af kravet om VVM, hvis det vil medføre en luftformig emission af stoffer, der er særligt farlige for sundheden eller særligt skadelige for miljøet i et omfang, som overskrider de vejledende massestrømsgrænser og emissionsgrænser, jf. Miljøstyrelsens vejledning om begrænsning af luftforurening fra virksomheder (hovedgruppe 1) - vejledning nr. 6/1990.

ad 4

Anlægget vil være omfattet af kravet om VVM, hvis det ikke vil kunne aflede alt spildevandet til et godkendt rensningsanlæg eller ikke vil kunne udlede spildevandet direkte til et vandområde uden at dette er en hindring for opfyldelsen af den i en endeligt vedtaget regionplan fastlagte målsætning for vandkvaliteten og anvendelsen af det pågældende vandområde.

ad 5

Anlægget vil være omfattet af bestemmelserne om VVM, hvis det indebærer processer eller forudsætter oplag, der ved uheld eller lignende kan være til fare for grundvandet. Det vil især have betydning i områder, hvor grundvandsressourcen i henhold til en endeligt vedtaget regionplan tillægges stor samfundsmæssig betydning. Det vil derimod ingen betydning have i områder, hvor grundvandsressourcen er uden samfundsmæssig betydning i henhold til retningslinierne for anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne i en endeligt vedtaget regionplan.

Der gælder særligt strenge regler i Vadehavsregionen eller områder udlagt i henhold til EF's fuglebeskyttelsesdirektiv (Direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979) og Habitatdirektivet (43/92/ EØF af 21. maj 1992) - jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994. I disse områder forudsætter nyanlæg i alle tilfælde en VVM-vurdering, og også ændringer af eksisterende bilag 2 anlæg kan være omfattet, hvis anlægget/ændringerne kan indebære forringelser eller medføre forstyrrelser, som har betydelige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget.

Vadehavsområdet er afgrænset inden for rammerne af Det trilaterale Vadehavssamarbejde mellem Danmark, Tyskland og Holland efter en beslutning på regeringskonferencen i Leeuwarden i 1994. Den danske del af Vadehavsområdet omfatter de områder, der er afgrænset ved bekendtgørelse nr. 619 af 26. juni 1992 om fredning og vildtreservat i Vadehavet og de EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder, der er afgrænset i bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.

Bilag 2 - procedurer m.m.

Kriterierne, der er nævnt ovenfor, skal sikre at VVM-direktivets brede miljøhensyn er varetaget, dvs. at væsentlige miljøpåvirkninger skal forhindres, og landskabelige, kulturhistoriske, arkæologiske og biologiske interesser skal varetages. Kriterierne er dog samtidig valgt således, at de burde kunne opfyldes af alle nyanlæg, der er opført på bilag 2 til samlebekendtgørelsen. Det bør derfor normalt være undtagelsen, at anlæg opført på bilag 2 omfattes af VVM-reglerne.

Det er ikke hensigten, at der skal foretages en egentlig foreløbig miljøkonsekvensvurdering alene med det sigte at afklare forholdet til VVM-reglerne, idet bygherrens viden om eget projekt bør være tilstrækkeligt til at danne grundlag for denne vurdering - screening.

Skulle det senere - i forbindelse med miljøgodkendelsesarbejdet - vise sig, at forudsætningerne for, at projektet ikke er omfattet af VVM-bestemmelserne, ikke holder, indebærer det, at VVM-proceduren må igangsættes på dette tidspunkt i godkendelsesprocessen. De oplysninger, der allerede er afgivet i forbindelse med miljøgodkendelsesarbejdet vil skulle indgå i VVM-proceduren, så forsinkelsen vil ikke i væsentlig grad påvirke myndighedernes arbejde, men den vil være til ulempe for bygherren.

Bygherren har således en klar interesse i at kende sit projekts miljøkonsekvenser på forhånd og - på grund af proceduren for sagsbehandlingen - at tilstræbe projektet udformet således, at VVM-proceduren undgås.

Skulle et anlæg opført på bilag 2 derfor blive omfattet af VVM-reglerne, bør en anden lokalisering eller udformning overvejes, idet dette alt andet lige også miljømæssigt vil være bedre end at gennemføre anlægget på baggrund af VVM-proceduren.

Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier kun er vejledende. Et anlæg, der ikke vil kunne overholde de vejledende grænseværdier, vil alligevel kunne godkendes, hvis det efter afsluttet VVM-vurde-ring fortsat ønskes fremmet.

Bestemmelserne er - som nævnt ovenfor under pkt. 4 - ikke til hinder for, at kommunerne på forhånd kan lokalplanlægge for anlæg omfattet af bilag 2, hvorimod lokalplanforslag, der er begrundet i et konkret projekt, tidligst vil kunne få retsvirkning samtidig med den endelige vedtagelse af de for anlægget eller projektet nødvendige regionplanretningslinier med tilhørende VVM-redegørelse - jf. NKO nr. 71, juni 1995.

I disse tilfælde vil det som regel være hensigtmæssigt at udarbejde forslag til regionplantillæg, evt. kommuneplantillæg og lokalplan parallelt og benytte samme offentlighedperiode.

Anlæg, hvor kommunen eller amtet er bygherre, kræver særlig opmærksomhed, idet det i sådanne sager kan være svært at afgøre, hvornår der er et konkret projekt, der omfattes af VVM-bestemmelserne fordi overvejelsen ikke bliver aktualiseret af en henvendelse udefra. Som regel vil disse projekter blive omfattet af VVM-bestemmelserne, når kommunalbestyrelsen eller amtsrådet ønsker at træffe beslutning om etableringen af anlægget. Derimod er der ikke tale om et anlæg i relation til VVM-bestemmelserne, hvis kommunalbestyrelsen eller amtsrådet alene ønsker at reservere arealer til en fremtidig disposition. Sådanne reservationer vil uden VVM-redegørelse kunne optages i de 4 årlige planrevisioner.

De enkelte anlæg på bilag 2.

Alle de enkelte anlægstyper på bilag 2 vil ikke blive gennemgået i det følgende, men visse anlæg har en sådan karakter, at der bør knyttes enkelte særlige bemærkninger til dem.

Dette gælder for følgende anlæg:

4 c. Anlæg til oplagring af olie samt petrokemiske og kemiske produkter.

Dette punkt omfatter også kommunale modtagestationer for olier og kemikalier.

8 a. Rensningsanlæg.

8 b. Områder til oplagring af slam fra rensningsanlæg.

Disse anlæg vil ofte være omfattet af VVM-bestemmelserne, da arealudlæggene som regel sker i forbindelse med ønsket om at etablere det pågældende rensningsanlæg.

8 c. Anlæg til bortskaffelse af industri- og husholdningsaffald.

Punktet omfatter ikke containerpladser, i det omfang disse anvendes til opsamling af affald, og der derfor ikke er tale om bortskaffelse. Bortskaffelsen sker herefter eksempelvis ved deponering eller forbrænding.

8 f. Permanente baner til motorvæddeløb samt prøvekørsel af biler eller motorcykler.

Herunder falder også anlæg til træningsformål og uden publikumsfaciliteter - jf. NKO nr. 71, juni 1995.

7. VVM-redegørelsens indhold - scoping

Minimumsindholdet af den redegørelse, der efter lovens § 6, stk. 8, skal ledsage regionplantillægget er fastlagt i bilag 3 til samlebekendtgørelsen. Indholdskravene svarer bortset fra nogle få udvidelser til kravene i VVM-direktivets bilag III.

Hvor VVM-direktivet åbner mulighed for at vurdere, hvilke emner, der skal indgå i VVM-redegørelsen i forbindelse med det enkelte anlæg - scoping - er der ikke i de danske regler åb-net for denne mulighed. Dette er undladt for at undgå en klagemulighed over mangler i det valgte undersøgelsesindhold. Til gengæld indebærer de danske regler, at alle de forhold, der er anført i bilag 3 til samlebekendtgørelsen skal indgå i VVM-redegørelsen. Dette gælder også, selvom den pågældende miljøparameter ikke påvirkes eller forekommer irrelevant i forhold til anlægget. Det bør i sådanne tilfælde anføres, at det pågældende miljø - det kan være f.eks. flora eller fauna - ikke vurderes at blive påvirket væsentligt af anlægget.

Selvom alle de forhold, der er nævnt i bilaget, skal indgå i redegørelsen anbefales det alligevel, at amtet, før det indkalder ideer og forslag, jf. planlovens § 22, klargør, hvilke emner og miljøkonsekvenser der kan tænkes at ville udgøre hovedproblemerne i VVM-redegørelsen. Amtet kan ved at tilkendegive det-te i indkaldelsen af ideer og forslag (den forudgående offentlighedsfase) sikre sig, at borgerne indledningsvis har haft lejlighed til at forholde sig til de væsentligste dele af undersøgelsesindholdet, og dermed sikre sig mod at væsentlige forhold er overset.

VVM-redegørelsen skal i henhold til bilag 3 til samlebekendtgørelsen indeholde,

  • 1) en nærmere beskrivelse af det påtænkte anlæg, der normalt bør baseres på de oplysninger, som bygherren alligevel skal afgive i forbindelse med de for anlægget nødvendige godkendelser og tilladelser, såsom landzonetilladelse, råstoftilladelse, miljøgodkendelse o.lign,

Anlægget eller projektet, der skal miljøkonsekvensvurderes, omfatter i den forbindelse alle anlæg, herunder også nødvendige afledte anlæg, som derfor skal indgå i beskrivelsen og vurde-ringen af de miljømæssige konsekvenser. Dette kan f.eks være de nødvendige adgangsveje, kølerør, højspændingsledninger og gasledninger til et kraftværk - jf. NKO nr. 16 november 1993.

  • 2) en oversigt over de væsentligste alternativer og alternative placeringer, som har været undersøgt, herunder 0-alternativet jf. neden for og endelig en begrundelse for valg af løsningsmodel under hensyn til miljøkonsekvenserne. Kravene til alternativer er udvidet i forhold til VVM-direktivets krav for at sikre amtet mulighed for at få undersøgt alternativer, udover dem, som bygherren selv har ønsket at undersøge. Udvidelsen bevirker dog, at også alternativer, som offentligheden foreslår under indkaldelsen af ideer og forslag, skal behandles mere eller mindre indgående - jf. NKO nr. 16, november 1993.

Amtet er ikke forpligtet til at behandle alternativer, der ligger uden for amtets grænser, uanset om disse måtte blive foreslået af offentligheden eller medlemmer af amtsrådet - jf. NKO nr. 71, juni 1995.

Hvis bygherren har undersøgt alternativer uden for amtet, bør dette dog fremgå af redegørelsen, ligesom bygherrens begrundelse for ikke at vælge at realisere alternativet uden for amtet bør fremgå af redegørelsen.

Ved 0-alternativet forstås en beskrivelse af de konsekvenser en undladelse af at gennemføre projektet vil give. Denne beskrivelse må i mange tilfælde bygge på bygherrens oplysninger om, hvilke konsekvenser en manglende godkendelse af anlægget vil få. 0-alternativet er en god referenceramme til vurdering af anlæggets miljøkonsekvenser.

VVM-redegørelsen skal endvidere indeholde

  • 3) en beskrivelse af de omgivelser, som i væsentlig grad kan blive berørt, en beskrivelse af anlæggets betydelige virkninger på omgivelserne, samt en beskrivelse af de socioøkonomiske konsekvenser af miljøpåvirkningerne, det vil sige, at de erhvervsmæssige og socialøkonomiske konsekvenser, der vurderes at kunne opstå som følge af projektets miljøkonsekvenser, skal fremgå af redegørelsen.

Beskrivelsen af omgivelserne vil oftest kunne baseres på amtets egne oplysninger, som er indhentet i forbindelse med den øvrige regionplanlægning og naturforvaltning. Undertiden kan det dog være nødvendigt at bede bygherren om yderligere oplysninger eller nærmere undersøgelser af specielle forhold af væsentlig betydning. Dette kan ske med henvisning til lovens § 7, stk 3.

Det kan i denne forbindelse være en hjælp at udarbejde en checkliste, der sikrer, at alle relevante forhold inddrages i beskrivelsen og vurderingen. En sådan checkliste kan med fordel indgå direkte i redegørelsen, hvis der til listen er knyttet en tilkendegivelse af, hvilke omgivelser der skønnes ikke at ville bli-ve påvirket i væsentlig grad, idet den så kan fritage for at gengive dette i et selvstændigt afsnit. Redegørelsesteksten kan herefter koncentreres om de omgivelser, der påvirkes i væsentlig grad og konsekvenserne heraf.

Beskrivelsen af anlæggets betydelige virkninger på omgivelserne, herunder navnlig befolkning, fauna, flora, jord, vand, luft klimatiske forhold samt den arkitektoniske og arkæologiske kulturarv kan med fordel referere til de mål for områdets beskyttelse som fremgår af den gældende regionplan eller de regler, der skal sikre beskyttelsen af de pågældende omgivelser - det være sig naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven eller lignende. I de tilfælde, hvor der i regionplanen eller mere generelt er fastsat kvalitetsmål - eksempelvis for kvaliteten af vandløb og kystvande, vil det være naturligt og hensigtsmæssigt at relatere anlæggets påvirkning til disse kvalitetsmål.

Beskrivelsen af de landskabelige og arkitektoniske konsekvenser bør ledsages af en visualisering af det pågældende anlæg i de omgivelser, hvor anlægget tænkes placeret, og gerne med en angivelse af, hvorledes arealerne tager sig ud før anlæggets etablering og efter anlægget er etableret.

For så vidt angår de socioøkonomiske konsekvenser af anlæggets miljøpåvirkninger er det væsentligt at gøre sig klart, at disse kun er tilstede, hvis anlægget har sådanne miljøkonsekvenser, at det vil kunne påvirke andre igangværende eller for området naturlige aktiviteter - hvad enten disse er erhvervsmæssige eller rekreative.

VVM-redegørelsen skal også indeholde

  • 4) en beskrivelse af anlæggets såvel kortsigtede som langsigtede virkninger på miljøet som følge af de mere forureningsmæssige konsekvenser. Denne beskrivelse skal også indeholde oplysninger om, hvilke beregningsmetoder der er anvendt til denne vurdering.

Redegørelsen skal desuden indeholde

  • 5) en beskrivelse af de foranstaltninger, der tænkes anvendt for at nedbringe miljøpåvirkningerne. Dette kan f.eks. være brugen af renere teknologi, som også bør indgå i overvejelserne og i

givet fald fremgå af VVM-redegørelsen - jf. NKO nr. 16, november 1993.

Sluttelig men ikke mindst skal redegørelsen indeholde

  • 6) et ikke teknisk resume og
  • 7) en oversigt over eventuelle mangler ved oplysningerne og vurderingen af miljøpåvirkningerne.

Disse to sidste indholdskrav er meget vigtige, idet de ofte udgør det egentlige bedømmelses- og beslutningsgrundlag. Det er derfor væsentligt at få klarlagt redegørelsens vurderinger og konklusioner samt dens begrænsninger i forhold til det miljø og det anlæg, der er vurderet.

En manglende opfyldelse af de indholdsmæssige krav i henhold til bilag 3 til samlebekendtgøresen er et retligt spørgsmål, som kan påklages til Naturklagenævnet i henhold til lovens § 58, stk. 1, nr. 3.

8. Offentliggørelse

Da forslaget til regionplantillæg med VVM-redgørelse skal ud til offentlig debat er det væsentligt, at redegørelsen udtrykker amtets vurdering af anlægget og dets miljømæssige konsekvenser. Hvis bygherren ønsker at præsentere offentligheden for sin egen vurdering, er han naturligvis ikke afskåret fra dette, idet bygherrens præsentation vil kunne indgå som et hvert andet indlæg i den offentlige debat.

Se tillige afsnittet om planers tilvejebringelse.

Forslag til miljøgodkendelse

Samtidig med offentliggørelsen af forslaget til regionplantillæg med VVM-redegørelse skal der, hvis anlægget kræver godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, offentliggøres et forslag til miljøgodkendelse af det anlæg, der foreslås retningslinier for, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 30. september 1994 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. Forslaget til miljøgodkendelse skal vedtages af amtsrådet til offentliggørelse sammen med regionplanforslaget, og det skal være offentliggjort ligesom regionplanforslaget, dvs. i mindst 8. uger.

Bekendtgørelsen indeholder en mulighed for, at den samtidi- ge offentliggørelse kan fraviges. I så fald skal begrundelsen for den senere offentliggørelse tydeligt fremgå af redegørelsen til regionplanforslaget. Offentliggørelsen skal i alle tilfælde ske inden udløbet af offentlighedsperioden for regionplanforslaget, og forslaget til miljøgodkendelse skal fortsat offentliggøres i mindst 8 uger. Det senere udsendte forslag til miljøgodkendelse skal sendes til de personer, myndigheder, foreninger o. lign., som har fået tilsendt forslaget til regionplantillæg.

Der skal gøres opmærksom på, at begrebet »forslag til miljøgodkendelse« ikke er defineret i miljøbeskyttelsesloven. Men forslaget skal indeholde de emner, der udgør grundlaget for og indholdet af en miljøgodkendelse.

Miljøgodkendelsen sker i øvrigt efter normale procedurer efter miljøbeskyttelsesloven. Dog kan miljøgodkendelse tidligst meddeles samtidig med den endelige vedtagelse af regionplantillægget.

I mange sager vil der kunne forventes en direkte samtidighed, således at der kan gives miljøgodkendelse umiddelbart efter den endelige vedtagelse af regionplantillægget. I andre situationer vil miljøgodkendelsen skulle afvente mere detaljerede informationer om virksomheden - f.eks. efter en licitation. Eventuelt kan der blive tale om delgodkendelser.

Der skal også gøres opmærksom på, at ordningen ikke indebærer en forskydning af kompetencen mellem amt og kommune, således at der i visse sager - f.eks. i forbindelse med større svinefarme - vil være tale om, at amtet udarbejder regionplantillægget, mens kommunen udarbejder forslaget til miljøgodkendelse. Ordningen forudsætter således et samarbejde mellem amt og kommune.

Andre godkendelser og tilladelser

Der er ikke krav om, at andre nødvendige godkendelser og tilladelser offentliggøres som forslag samtidig med regionplantillægget, men reglerne er ikke til hinder for en sådan offentliggørelse af godkendelses- og tilladelsesforslag. Derimod kan de tilladelser og godkendelser, der er angivet i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 848 og 849 af 30. september 1994, ikke gives før, der foreligger et endeligt vedtaget regionplantillæg med VVM-redegørelse for det pågældende anlæg. Det samme forudsættes for så vidt angår landzonetilladelser.

Offentliggørelse af afgørelse om, at et anlæg ikke er VVM-pligtigt?

For alle anlæg omfattet af bilag 2 skal den pågældende myndighed - typisk kommune eller amt - når den modtager en ansøgning, vurdere, om anlægget er omfattet af VVM-bestemmelserne. Det er amtet, der afgør, om en VVM-vurdering skal gennemføres. Indgår der i afgørelsen heraf spørgsmål, der henhører under kommunens kompetence, som f.eks. spørgsmålet om lokalplanpligt, må amtet i så henseende lægge kommunens vurdering til grund. I en lang række tilfælde vil det umiddelbart uden problemer kunne afgøres, om et anlæg er omfattet af VVM-bestemmelserne, hvorfor screeningen kan gennemføres af den myndighed, der modtager ansøgningen.

I tvivlstilfælde må kommunen rette henvendelse til amtet, som herefter må træffe afgørelse om, hvorvidt det pågældende anlæg er omfattet af VVM-bestemmelserne.

Amtets afgørelse om, at der ikke er VVM-pligt, skal efter planloven ikke offentliggøres, men den lægges til grund for den videre sagsbehandling. Offentligheden får derfor først kendskab til afgørelsen i forbindelse med offentliggørelsen af de for anlægget nødvendige tilladelser, og planlovens klagefrist for så vidt angår spørgsmålet om VVM-pligt løber først fra dette tidspunkt.

Bygherren kan derfor have et begrundet ønske om, at en afgørelse om, at et projekt ikke er VVM-pligtigt bliver offentliggjort. Det kan være tilfældet, hvor bygherren ønsker at give offentligheden lejlighed til på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen at få prøvet denne afgørelse ved Naturklagenævnet, således at det undgås, at anlægget på et senere tidspunkt sinkes af en klage til nævnet.

Amtet er ikke forpligtet til at offentliggøre afgørelsen, men bør være imødekommende overfor bygherren, hvis denne ønsker at betale offentliggørelsen af afgørelsen med en klagevejledning.

Hvis anlægget er omfattet af VVM-reglerne, sker der en offentligørelse af afgørelsen samtidig med indkaldelsen af ideer og forslag - den forudgående offentlighedsfase, jf. planlovens § 22, stk. 2.

IV Kommuneplanlægning (§§ 11-12)

A. Generelt

Kommuneplanen fastlægger - for en periode på 12 år - de overordnede mål for den enkelte kommunes udvikling.

De centrale emner for en kommuneplan er arealanvendelse, bebyggelsesforhold, trafik og byformål i øvrigt, samt rekreative områder og beskyttelse af areal- og naturressourcer.

Kommuneplanen kan, hvis kommunalbestyrelsen ønsker det, i koordination med sektorplanlægning og budgetlægning bruges som en handlingsplan for den samlede kommunale aktivitet.

Kommuneplanen udgør det nødvendige bindeled mellem på den ene side lands- og regionplanlægningen, og på den anden side de bestemmelser om anvendelse m.v. af den enkelte faste ejendom, der fastlægges i lokalplaner. Kommuneplanen må ikke stride mod regionplanlægningen for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4 og regler eller beslutninger efter § 3.

B. Kommuneplaners form og indhold

Kommuneplanen består af to hovedafsnit. Det ene afsnit fastlægger kommunens hovedstruktur, jf. planlovens § 11, stk. 4. Det andet hovedafsnit fastlægger rammerne for indholdet af senere lokalplaner, jf. lovens § 11, stk. 5. Endelig skal kommuneplanen i henhold til lovens § 11, stk. 7 ledsages af en redegørelse om planens forudsætninger.

Planlovens §§ 5 a, stk. 1, 5 b og 11 a fastsætter særlige krav til kommuneplanlægningen i kystnærhedszonen og de kystnære dele af byzonerne. Der henvises til Miljø- og Energiministeriets Vejledning om planlægning i kystområderne (1995).

1. Hovedstrukturen

Hovedstrukturafsnittet indeholder en sammenfattende planlæg-ning for hele kommunen af de emner, der er omhandlet i § 11, stk. 4. Herigennem udtrykkes kommunalbestyrelsens overordnede mål for udvikling og arealanvendelse i kommunen, herunder udbygning med boliger og arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning, rekreative områder samt områder der tilbageføres til landzone.

I kommuneplanens hovedstruktur kan der foretages en afgrænsning af landsbyer. Når denne afgrænsning er entydig, har kommunalbestyrelsen kompetence til at meddele landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk. 4, nr. 2 og kap. VII, afsnit C. Kommuneplanens landsbyafgrænsninger, som angives i tekst og på kortbilag, er alene en kompetenceafgrænsning mellem amtsråd og kommunalbestyrelse, der hverken forudsætter eller i sig selv er udtryk for en egentlig planlægning. Landsbyafgrænsningerne medfører ingen ændring i, hvordan landzonebstemmelserne skal administreres i landsbyerne. For så vidt angår spørgsmålet om entydig afgrænsning i en kommuneplan henvises til Planstyrelsens eksempelsamling: By- og landzoneloven - eksempler på kompetenceafgrænsninger omkring landsbyer (1984).

2. Rammedelen

I henhold til planlovens § 11, stk. 5, skal kommuneplanen indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele af kommunen.

Rammerne udgør således et supplement til og en uddybning af hovedstrukturens bestemmelser og planlægningsovervejelser. Samtidig giver rammerne offentligheden mulighed for at vurdere, hvordan kommuneplanen gennem lokalplanlægningen vil påvirke det enkelte områdes bygge- og anvendelsesmuligheder.

Rammerne skal udgøre et fyldestgørende grundlag for vurderingen af, om indholdet i en lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen. Rammerne skal derfor være så præcise med hensyn til angivelse af anvendelse, bebyggelsens art og omfang m.v. samt enkeltområdernes geografiske afgrænsning, at denne vurdering kan finde sted.

Præcise rammer er endvidere en forudsætning for, at kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod bebyggelse m.v. efter planlovens § 12, stk. 3, jf. nedenfor afsnit C.1.

Samtidig må der fastholdes en sådan fleksibilitet i rammerne, at der for det første er mulighed for variationer ved fastlæggelse af de konkrete bestemmelser i lokalplanerne, og for det andet, at lokalplanlægningen ikke afføder krav om unødvendige tillæg til kommuneplanen.

Der bør ikke under rammerne inddrages større landzonearealer til byformål, end der må antages at blive brug for i planperioden.

I § 11, stk. 5, er nærmere angivet de emner, der skal behandles i rammerne, hvis den pågældende emnekreds er aktuel i kommunen. Rammedelen kan således indeholde retningslinier om følgende:

Nr. 1 Fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelse

Nr. 2 Bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser eller bymiljøer

Rammedelen indeholder næsten altid en opdeling i enkeltområder, navnlig i relation til nr. 1) og 2). Opdelingen kan ske efter, hvad der findes mest hensigtsmæssigt i den enkelte kommune. Opdelingen kan således foretages på grundlag af det pågældende områdes anvendelse og art og således, at det enkelte område udgør en naturlig helhed. For enkeltområderne skal der fastsættes rammebestemmelser, der angiver, hvilket indhold fremtidige lokalplaner kan få.

Hvis kommunalbestyrelsen fastsætter rammer for lokalplanlægningen i kommuneplanen, der indeholder bebyggelsesprocenter for områder under et, bør grænserne for det enkelte område fastsættes således, at området ikke gennemskæres af større veje eller jernbaner, og at større arealer, der udlægges til offentligt formål, som ikke forudsætter bebyggelse, herunder parker og større parkeringspladser, ikke indgår i området.

Der gælder særlige underretningsregler for lokalplanforslag for dele af et område, hvor der er fastsat en bebyggelsesprocent for det samlede område, jf. kap. VI, afsnit C.

Nr. 3 Byfornyelsen i eksisterende bysamfund

Se bl.a. eksempler i kommuneplanorientering nr. 7. Endvidere kan der henvises til Boligministeriets publikation: Byfornyelsesinformationssystemet, december 1990.

Nr. 4 Forsyningen med offentlig og privat service

Se eksempler i kommuneplanorientering nr. 9, 1983.

Nr. 5 Institutioner og tekniske anlæg, herunder varmeforsyningsforhold

Se eksempler i kommuneplanorientering nr. 9, 1983.

Nr. 6 Områder til fritidsformål

Omfatter foruden præcisering af de regionale retningslinier, jf. kap. III, pkt. B, afsnit 1, kommunale fritidsanlæg f.eks. parker, grønne områder, kolonihaver, sports- og idrætsfaciliteter m.m.

Nr. 7 Trafikbetjeningen

Se nedenfor pkt. 4 om trafiksikkerhed og trafikkens miljøkonsekvenser i kommuneplanlægningen, samt kommuneplanorientering nr. 10, 1984 om samme emne.

Nr. 8 Overførsel af arealer til byzone og sommerhusområder og

Nr. 9 Rækkefølgen for udbygning af arealer til byformål og sommerhusområder

Med ordet rækkefølge stilles der ikke krav om en egentlig tids-følgeplan, men alene krav om angivelse af i hvilken rækkefølge udbygningen skal ske.

Rækkefølgen har bl.a. betydning i relation til lovens § 13, stk. 3, om pligten til at udarbejde et lokalplanforslag og fremme sagen mest muligt og i relation til forbudsbestemmelsen i lovens § 12, stk. 2, jf. nedenfor afsnit C.

Rækkefølgeangivelsen har også betydning for kommunalbestyrelsens mulighed for at ekspropriere til gennemførelse af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen efter lovens § 47, stk. 1, jf. kap. X.

Retningslinier for støj

I medfør af planlovens § 3, stk. 1 er det i samlebekendtgørelsen i § 7, stk. 2 fastsat, at kommuneplanerne skal indeholde retningslinier til sikring af, at støjbelastede arealer i byzone og sommerhusområder ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre der i lokalplanen fastsættes bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger.

Retningslinierne i kommuneplanerne betyder, at nye lokalplaner for støjfølsom arealanvendelse i byzone og sommerhusområder skal indeholde bestemmelser der sikrer, at ny bebyggelse og anvendelse overholder et støj- og vibrationsniveau i overensstemmelse med de nedenfor nævnte vejledninger fra Miljøstyrelsen om støj fra veje, jernbaner, lufthavne og flyvepladser, motorsportsbaner samt skydebaner. For så vidt angår andre støjkilder skal retningslinierne tage udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj fra virksomheder.

De relevante vejledninger er følgende:

nr. 1/1995 Skydebaner

nr. 3/1984 Trafikstøj i boligområder

nr. 5/1984 Ekstern støj fra virksomheder

nr. 7/1984 Støj fra motorsportsbaner

nr. 6/1985 Støj og vibrationer fra jernbaner

nr. 5/1994 Flyvepladser

Kommende vejledning for militære øvelsespladser samt skyde- og øvelsesterræner.

Andre retningslinier

Efter § 11, stk. 6 kan kommuneplanen, hvis kommunalbestyrelsen ønsker det, indeholde retningslinier for andre forhold af betydning for arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene i kommunen.

Det kan f.eks. være retningslinier om arealer, der skal tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone. Se kap. IX, afsnit B.1.

3. Redegørelsen

Ifølge planlovens § 11, stk. 7, skal kommuneplanen ledsages af en redegørelse om planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte planlægning og administration. Indholdet af redegørelsen er oplysende og ikke direkte bindende for den kommunale planlægning og administration.

Redegørelsen er imidlertid en integreret del af kommuneplanen, der udgør baggrunden for kommunalbestyrelsens vedtagelse af kommuneplanforslaget og for brugernes forståelse og fortolkning af kommuneplanen.

De forudsætninger, der skal angives i redegørelsen er for det første planens forhold til den overordnede planlægning (§ 6, stk. 3 og 4 samt beslutninger efter § 3), der udgør bindinger for kommuneplanen.

Endvidere skal redegørelsen indeholde oplysninger om befolknings- og erhvervsstruktur, landskabs- og bebyggelsesforhold, mål for befolknings- og erhvervsudvikling, den kommunale sektorplanlægning samt kommunens økonomiske planlægning, herunder den planlagte tidsfølge for investeringer i bygge- og bymodning, samt byfornyelse.

Redegørelsen skal tillige indeholde oplysninger om den målsætningsdiskussion, der har været ført i forbindelse med planlægningsarbejdet, og en begrundelse for valget mellem de forskellige alternativer.

Endelig skal der redegøres for den hidtil førte planlægning, herunder afgrænsning af byzoner og sommerhusområder, lokalplaner, igangværende bolig- og erhvervsbyggeri, kommuneatlas, registranter over bevaringsværdig bebyggelse, m.v.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at ajourføre redegørelsen i forbindelse med den årlige budgetlægning. Dermed vil kommunalbestyrelsen bl.a. have et til stadighed ajourført grundlag for overvejelserne om revision. Denne fremgangsmåde følges i mange kommuner, hvor man lægger vægt på kommuneplanen som en handlingsplan for alle kommunale aktiviteter.

4. Særlige temaer i kommuneplanlægningen

Miljøvurderinger i planlægningen

Det fremgår af lovens formålsbestemmelse, at det i planlægningen skal tilstræbes at forebygge forurening af luft, vand og jord samt støjgener.

I forbindelse med kommuneplanarbejdet i tilknytning til kommuneplanen bør kommunalbestyrelsen beslutte, hvilke mål kommunen vil prioritere for nedbringelse af forureningen. Grundlaget for beslutningerne må være en redegørelse for de miljømæssige forhold i kommunen sammenholdt med de krav, der stilles til kvaliteten af miljøet fra staten/amtet gennem regionplanen. Der kan i tilknytning til kommuneplanen opstilles en handlingsplan, som angiver rækkefølgen for, hvornår hvilke problemer skal tages under behandling.

Forudsætningerne for kommuneplanlægningen fremgår bl.a. af regionplanens miljøretningslinier. Herudover må kommunen inddrage sin egen sektorplanlægning. De forureningsmæssige forhold, der må sikres overblik over i planlægningen, er typisk:

- vandindvinding (sårbarhedskortlægning)

- vandkvalitet (kortlægning og målsætning)

- affaldsdepoter og jordforurening i øvrigt

- støjkortlægning

- lugtgener fra virksomheder

- trafik

- spildevandbortskaffelse i eksisterende og nye byområder.

Hertil kommer en kortlægning af:

- miljøfølsomme aktiviteter og arealer forbeholdt hertil.

Forholdet til trafikken, herunder den dertil hørende kortlægning, er behandlet i følgende afsnit.

Det anbefales, at kommunens miljøstrategi beskrives i kommuneplanens hovedstruktur sammen med en tidsplan for indsatsen, herunder for eventuelle anvendelsesskift for eksisterende bolig- og erhvervsområder.

Rammedelens anvendelsesbestemmelser må regulere arealernes anvendelse i overensstemmelse med målene for varetagelsen af miljøhensyn og med hensyntagen til de gensidige genevirkninger mellem forskellige anvendelsesformål.

Rækkefølge- og anvendelsebestemmelser kan håndhæves efter bestemmelserne i lovens § 12, stk. 2 og 3, jf. nedenfor afsnit C.

Yderligere information og vejledning om miljøovervejelser i planlægningen kan findes i »Håndbog om miljø og planlægning« 1991 udgivet af Miljøstyrelsen og Planstyrelsen.

Trafik og miljø som tema i kommuneplanen

Trafikken i byerne hører i dag til de væsentligste kilder til belastning af miljøet, herunder såvel det lokale som det globale miljø. Ca. 40% af al vejtrafik i Danmark udføres i bymæssig område og trafikanlæg optager omkring 1/4 af byernes areal. Især i de større byer optræder problemer med trafiksikkerhed, støj, luftforurening m.v. i en grad, som kalder på en samlet planlægning for at reducere problemerne.

En begrænsning af de trafikskabte miljøproblemer må på den baggrund betragtes som en af de væsentligste opgaver for den fortsatte vedligeholdelse og ajourføring af kommuneplanerne.

De trafikskabte problemer i byerne og behovet for en indsats i kommuneplanlægningen er fremhævet i Regeringens trafikredegørelse »Trafik 2005« fra 1993 samt i Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan fra 1988.

I Trafik 2005 er der opstillet nationale mål for reduktion af trafikkens miljøbelastning, herunder støjproblemer, luftforurening og energiforbrug. Det er vigtigt, at kommunerne bidrager til, at disse mål opfyldes.

I Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan er der forudsat en lokal indsats til reduktion af antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken med 15-20% inden år 2000.

Som ansvarlige for byernes vejnet, den lokale kollektive trafikbetjening og planlægningen af arealanvendelsen gennem kommuneplanlægningen, kan kommunerne styrke den fremtidige indsats i byerne mod trafikkens miljøbelastning. Også økonomisk vil det være en fordel at samle plan- og beslutningsgrundlaget vedrørende hele den kommunale indsats til forbedring af miljø og sikkerhed på trafikområdet i kommuneplanlægningen.

Trafikforhold, lokalisering af byfunktioner samt andre forhold af betydning for trafiksikkerhed og miljø indgår i kommuneplanen i såvel hovedstruktur som rammer og redegørelse. I forbindelse med kommuneplanrevisionerne kan der derfor på hvert af disse områder arbejdes målrettet på at formindske trafikkens belastning af miljø og trafiksikkerhed.

I hovedstrukturen kan fastlægges de overordnede mål for miljøforbedring og forbedring af trafiksikkerhed. I rammerne kan fastlægges nærmere bestemmelser om udformning og omdannelse af vej-, sti- og busnet.

Hastighedsklassificering af vejstrækninger og parkering på veje kan reguleres efter færdselsloven. På disse områder bør kommunen derfor tage initiativ til et samarbejde med politiet.

Et vigtigt kommunalt værktøj til at koordinere indsatsen i forhold til de trafikskabte miljø- og sikkerhedsmæssige problemer er lokale trafik- og miljøhandlingsplaner, der udarbejdes som temaplan i forbindelse med revision af kommuneplanen.

Hvordan dette arbejde metodisk kan gribes an, redegøres der for i publikationen »Miljø- og trafik i kommuneplanlægningen«, der blev udgivet af Miljøministeriet i 1992. Vejledningen retter sig først og fremmest mod kommuner med et sammenhængende bysamfund med omkring 10.000 indbyggere eller derover. Miljøministeriet vil i løbet af 1996 udsende en pjece, der vil omhandle fremgangsmåder, som er tilpasset problemerne og ressourcerne i mindre kommuner.

I en lokal handlingsplan for trafik og miljø indgår en kortlægning af de trafikskabte miljø- og sikkerhedsmæssige problemer, herunder problemer med uheld, støj, luftforurening, energifor-brug og CO2-emissioner, utryghed og barriereeffekt for dyr og mennesker samt belastning af det visuelle miljø. Der opstilles mål for reduktion af problemerne. Målene bør tage udgangspunkt i de mål, der er opstillet i den færdselssikkerhedspolitiske handlingsplan samt i de nationale mål, der er opstillet i trafikredegørelsen Trafik 2005. Målene behøver ikke i alle tilfælde være de samme som de nationale. Der kan være lokale forhold, der gør, at der kan opstilles mere ambitiøse mål, eller at det ikke realistisk kan forventes at nå helt så store reduktioner af problemerne, som det er udtrykt i de nationale mål. I handlingsplanen redegøres der for de påtænkte initiativer til begrænsning af problemerne indenfor planperioden, disse initiativer koordineres med budgetlægningen. Den samlede handlingsplan konsekvensvurderes, for at sikre at de opstillede mål nås.

Af de ca. 90 kommuner i Danmark med bysamfund på omkring 8-10.000 indbyggere har ca. totrediedel af kommunerne udarbejdet en sådan handlingsplan.

Udover at udarbejde en lokal handlingsplan for trafik og miljø, der er koordineret med den øvrige kommuneplanlægning, bør der i forbindelse med senere lokalplaner og kommuneplantillæg redegøres for konsekvenser for trafiksikkerhedsforhold og trafikkens miljøbelastning ved disse.

I hovedstadsområdet, hvor der er tale om et bysamfund, der går på tværs af både kommune- og amtsgrænser, vil arbejdet berøre ikke blot kommuneplanlægningen, men også regionplanlægningen. Det betyder, at de indledende kommuneplan-overvejelser om disse spørgsmål i hovedstadsområdet må samordnes med regionplanlægningen og den kollektive trafikplanlægning.

Bymidteplanlægning

Efter kommuneplanlovens § 10 kunne kommuneplanforslag med bebyggelsesprocenter større end 110 ikke vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen, før de var tiltrådt af miljøministeren. Begrundelsen herfor var, at Folketinget ønskede en sikkerhed for, at den eksisterende bebyggelsestæthed i de centrale byområder blev nedsat i forbindelse med sanering og byfornyelse.

Reglen om statslig godkendelse af kommuneplaner med bebyggelsesprocenter over 110 er ophævet ved planloven. Det skyldes såvel ønsket om en yderligere decentralisering, som det forhold, at der overalt i landet var tilvejebragt kommuneplaner med reducerede bebyggelsestætheder for de centrale byområder.

Denne reducerede bebyggelsestæthed forudsættes generelt fastholdt. Miljø- og energiministeren vil i tilfælde af fravigelse fra denne målsætning kunne indkalde et forslag til kommuneplan efter lovens § 3, og om fornødent pålægge kommunalbestyrelsen at reducere bebyggelsesprocenterne.

C. Retsvirkning

1. Hvornår indtræder kommuneplanens retsvirkninger

Hovedreglen er, at en kommuneplans retsvirkninger indtræder ved kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af planen iht. planlovens § 27, stk. 1.

Dette gælder således kommunalbestyrelsens lokalplankompetence og forpligtelsen i henhold til planlovens § 12, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse.

Ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen kan planen tillige danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning om tilbageførsel af arealer til landzone.

Overførsel af landzonekompetencen til kommunalbestyrelsen i henhold til planlovens § 35, stk. 3, nr. 2, sker ligeledes ved den endelige vedtagelse af planen.

Forbudsbestemmelserne i § 12, stk. 2 og 3, jf. nedenfor, kan derimod først anvendes, når kommuneplanen er offentligt bekendtgjort.

Forbud efter § 12, stk. 2 og 3

Bestemmelserne i § 12, stk. 2 og 3 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at gribe konkret ind over for udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om ændret anvendelse, der er i strid med bestemmelser i kommuneplanen.

Ved offentliggørelse af kommuneplanforslag og ændringer her-til skal kommunalbestyrelsen oplyse om denne mulighed for at nedlægge forbud, jf. § 24, stk. 1, 3. pkt. og § 30, stk. 2. Se også kap. VI, afsnit B.

§ 12, stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt. angår kun byzonearealer. Den giver kommunalbestyrelsen mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen, jf. § 11, stk. 5, nr. 9, og stk. 7.

Bestemmelsen kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor der ikke er lokalplanpligt. Er byggeriet så omfattende, at det er lokalplanpligtigt, kan kommunalbestyrelsen nægte at tilvejebringe den nødvendige lokalplan med henvisning til, at planen ville være i strid med kommuneplanen.

Bestemmelsen i stk. 2, 2 pkt., fastslår, at forbud ikke kan nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.

§ 12, stk. 3

Bestemmelsen finder både anvendelse i byzone- og sommerhusområder.

Bestemmelsen i § 12, stk. 3, gør det muligt for kommunalbestyrelsen at forhindre kommuneplanstridige handlinger i form af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer.

Forbud kan nedlægges mod opførelse af bebyggelse m.v., der er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen ikke behøver at nedlægge forbud efter lovens § 14 og tilvejebringe lokalplan for at få hjemmel til at modsætte sig den kommuneplanstridige bebyggelse eller anvendelse.

Forudsætningen er imidlertid, at rammebestemmelserne i kommuneplanen er så klare og præcise, at der ikke kan være tvivl om, at den ønskede bebyggelse eller anvendelse er i strid med planens retningslinier. Hvis anvendelsesbestemmelserne er brede og ikke nærmere præciseret, kan bestemmelsen ikke anvendes. Se NKO nr. 60, 1995.

I stk. 3, 2. pkt., er det bestemt, at forbudsbestemmelsen ikke kan anvendes i områder, der i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål. Denne begrænsning er fastsat under hensyn til de særlige regler i lovens § 48 om kommunalbestyrelsens pligt til at overtage arealer, der er udlagt til offentligt formål.

Er der en lokalplan eller byplanvedtægt for området, kan forbudsbestemmelsen heller ikke anvendes.

Det følger af bestemmelsens ordlyd, at den ikke kan anvendes til forbud mod nedrivning af bebyggelse eller udstykning.

Forbud kan kun nedlægges før den omhandlede bebyggelse eller anvendelse er etableret. Se ovennævnte NKO nr. 60, 1995. Kommunalbestyrelsen vil typisk blive opmærksom på sagen i forbindelse med en ansøgning om byggetilladelse.

Hvis kommunalbestyrelsen i situationer, hvor der er mulighed for at forbyde f.eks. bebyggelse med hjemmel i planlovens § 12, stk. 3, accepterer, at bebyggelsen kan opføres på visse betingelser, er det vigtigt, at ejeren bliver gjort bekendt med grundlaget for kommunens afgørelse, og at han accepterer fremgangsmåden.

Det skyldes, at hjemlen for de stillede betingelser skal være klarlagt, hvis det senere skulle blive nødvendigt at håndhæve dem, og at byggetilladelse ikke i sig selv giver hjemmel til at stille betingelserne.

Fremgangsmåden bør derfor være, at kommunen gør ejeren bekendt med, at kommunen ikke umiddelbart kan nægte ham tilladelse til byggeriet, men at der i § 12, stk. 3 (og § 14) er hjemmel til at nedlægge forbud. Vil ejeren herefter indgå på de vilkår, som kommunen mener at måtte stille for en fravigelse af kommuneplanen, må de aftalte vilkår pålægges ejendommen som en privat servitut, dvs. af ejeren med kommunen som påtaleberettiget og med kommunens samtykke efter planlovens § 36.

2. Fravigelser fra kommuneplanen

Efter § 12, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen, jf. dog §§ 19 og 40.

Henvisningen til §§ 19 og 40 om dispensationer fra henholdsvis lokalplaner og forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder viser, at det ikke er udelukket at dispensere fra en lokalplan m.v. selvom dispensationen vil indebære, at man samtidig fraviger kommuneplanen.

Men det betyder ikke, at kommunalbestyrelsens pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse er ophævet.

Det følger af dispensationsreglerne, at det, der kan gennemføres ved dispensation, ikke må have et sådant omfang, at der er lokalplanpligt efter § 13, stk. 2 eller § 19, stk. 2. Hvis det er tilfældet, kan den pågældende foranstaltning kun gennemføres på grundlag af en lokalplan. Da en lokalplan ikke må være i strid med kommuneplanen, kan foranstaltningen kun udføres, hvis der (udover lokalplanen) tilvejebringes en ændring af kommuneplanen. Reglerne om lokalplanpligt sætter således en grænse for, i hvilket omfang en kommuneplan kan fraviges i forbindelse med dispensation.

Kommunalbestyrelsen skal i øvrigt, før den meddeler dispensation, vurdere, om omstændighederne i det konkrete tilfælde taler for en dispensation.

Ved vurderingen skal der tages stilling til, om dispensationen er forenelig med pligten til at virke for kommuneplanens gennemførelse. I vurderingen må derfor indgå dels karakteren af den eller de bestemmelser i kommuneplanen, som en dispensation kan komme i strid med, dels de mulige følger af en dispensation, herunder virkningen for tilsvarende ønsker om dispensation.

Kommunalbestyrelsen må i øvrigt foretage den samme vurdering i de tilfælde, hvor et byggeønske m.v., der er i strid med kommuneplanen, ikke kræver dispensation efter § 19, fordi det er i overensstemmelse med en gældende byplanvedtægt. Kommunalbestyrelsen må i disse tilfælde vurdere, om pligten til at virke for kommuneplanens gennemførelse gør det nødvendigt

at forhindre den pågældende foranstaltning med et forbud efter § 14.

D. Gennemførelse

Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgerne, dvs. at de ikke i deres forskellige dispositioner er forpligtede til at overholde planen. Men kommunalbestyrelsen kan som ovenfor nævnt ved forbud iht. § 12, stk. 2 og 3, eller ved forbud iht. § 14 og efterfølgende udarbejdelse af en lokalplan håndhæve kommuneplanen konkret.

Efter planlovens § 12, stk. 1, har kommunalbestyrelsen pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen.

De kommunale myndigheder skal således i deres faktiske virksomhed og administrative virksomhed arbejde for, at kommuneplanen omsættes til virkelighed.

En lignende bestemmelse findes i planlovens § 9, hvorefter amtsrådene og kommunalbestyrelserne skal virke for gennemførelse af regionplanens retningslinier for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, jf. kap. III, afsnit C.

Bestemmelsen i § 12, stk. 1, giver navnlig kommunalbestyrelsen ret til at administrere andre love, f.eks. miljø- og vejlovgivningen, ud fra hensyn til kommuneplanen. Dette ville ellers være ulovligt som magtfordrejning.

Efter planlovens § 10, stk. 1, nr. 2, kan en amtskommune yde lån til finansiering af erhvervelse af fast ejendom, etablering af anlæg, bygninger og andre foranstaltninger til virkeliggørelse af region- og kommuneplanlægningen, jf. kap. III, afsnit D.

V Lokalplanlægning (§§ 13-21)

A. Generelt

Lokalplanen indeholder - i det omfang, der er hjemmel til planens bestemmelser - en regulering af udstykning, bebyggelse, anvendelse af bebyggelse og ubebyggede arealer med mere, der er direkte bindende for grundejerne.

Den bindende virkning betyder, at planens bestemmelser skal overholdes ved fremtidige udstykninger, bebyggelse osv. Planen har derimod som hovedregel ikke nogen betydning for en lovligt eksisterende bebyggelse eller anvendelse, der således kan fortsætte som hidtil uanset lokalplanen.

Der er heller ikke knyttet nogen handlepligt til en lokalplan. En virkeliggørelse af planen, f.eks. opførelse af et ved lokalplanen tilladt byggeri forudsætter derfor, at vedkommende grundejer(e) kan og vil opføre bebyggelsen. Skal en virkeliggørelse gennemtvinges, må det ske ved ekspropriation, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere herom kap. X.

Lokalplaner er før planloven tilvejebragt efter reglerne i lov om kommuneplanlægning, der var gældende fra 1. februar 1977. Lokalplaner er gældende, indtil de ændres ved en ny lokalplan jf. § 68, stk. 1, eller ophæves uden tilvejebringelse af en ny lokalplan i de specielle tilfælde, hvor der er hjemmel hertil jf. § 33, jf. nærmere herom kap. VI, afsnit D.

Byplanvedtægter og forskellige andre planer og beslutninger i henhold til den tidligere bygge- og byplanlovgivning er også fortsat gældende, indtil de ændres eller ophæves ved en lokalplan, jf. § 68, stk. 2.

B. Lokalplanret

Efter planlovens § 13, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen på ethvert tidspunkt beslutte at udarbejde et lokalplanforslag.

Det betyder ikke, at kommunalbestyrelsen også har sikkerhed for, at lokalplanen kan vedtages endeligt og derefter virkeliggøres. Vedtagelsen af planen forudsætter nemlig, at den er i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt., at der ikke er nedlagt veto af regionplanmyndigheden eller statslige myndigheder efter § 29 eller § 29 a, og at lokalplanen heller ikke er i strid med regler eller beslutninger (landsplandirektiver) efter § 3. Disse betingelser i planlovens § 13, stk. 1, 2. pkt. udgør rammerne for kommunalbestyrelsens lokalplanret.

Herudover er det en betingelse, som ikke er angivet i loven, men som følger af almindelige regler, at lokalplanen - ikke uden særlig hjemmel - må være i strid med anden lovgivning.

De enkelte bestemmelser i lokalplanen skal have hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, og planen som helhed og de enkelte bestemmelser skal have en planmæssig begrundelse, jf. herom under afsnit E, pkt. 2.

Virkeliggørelsen af planen kan herudover være afhængig af tilladelse eller dispensation efter anden lovgivning, f.eks. miljøbeskyttelses-, landbrugs-, naturfrednings-, skov-, kirke- eller kystbeskyttelseslovgivning m.v. eller statens højhedsret over søterritoriet, idet en lokalplan kun med særlig hjemmel kan erstatte tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning, jf. nærmere herom afsnit F, pkt. 6.

C. Lokalplanpligt

Bestemmelserne om lokalplanpligt i planlovens § 13 svarer bortset fra nogle redaktionelle ændringer til bestemmelserne i kommuneplanlovens § 16. Den praksis, der er udviklet, er derfor i det væsentlige fortsat vejledende. Naturklagenævnet har dog skærpet praksis i byområder med kulturhistoriske interesser og højt prioriterede naturområder.

Oplysninger om praksis findes i de »Afgørelser og vejledende udtalelser«, som Planstyrelsen udsendte fra 1986 til oktober 1992, og i de »Naturklagenævnet orienterer«, som nævnet har udsendt siden november 1993. Der er endvidere oplysninger om praksis i de kommenterede lovsamlinger: Karnovs Lovsamling og Lov om planlægning, kommenteret af Anne Birte Boeck (1994).

I det følgende afsnit nævnes de momenter, der indgår i vurderingen af, om der er lokalplanpligt, og nogle grupper af bygge- og anlægsarbejder, hvor der typisk vil være lokalplanpligt. Opregningen er ikke udtømmende.

1. Lokalplanpligt ved større udstykninger og bygge- eller anlægsarbejder m.v.

Efter planlovens § 13, stk. 2, skal der tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse.

Afgørelsen af, om der er lokalplanpligt, beror på kommunalbestyrelsens konkrete vurdering. Følgende forhold må indgå i bedømmelsen:

* Ved vurderingen af om en konkret foranstaltning udløser lokalplanpligt, må der først og fremmest lægges vægt på om den fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø.

* Det må også vurderes, om den konkrete foranstaltning bør ses i en større planlægningsmæssig sammenhæng.

* Det er også et moment, der må indgå i vurderingen, at borgerne skal have lejlighed til at øve indflydelse på planlægningen. I planlovens formålsbestemmelse er anført, at kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang bør inddrage kommunens beboere i planlægningsarbejdet, og det fremgår af såvel bemærkningerne som betænkningen over forslaget til kommuneplanloven, at et af hovedhensynene bag bestemmelsen har været at sikre offentlighedens medindflydelse på planlægningen.

* Endvidere må der tages hensyn til selve omfanget af foranstaltningen. I bemærkningerne til forslaget til kommuneplanloven siges det, at det ikke er muligt at præcisere kriteriet »større« udstykninger eller bygge- og anlægsarbejder nærmere. Kriteriet rummer en vis elasticitet, og fortolkningen af ordet »større« må variere under hensyntagen til det pågældende bysamfunds størrelse og karakter.

Ved lokalplanvurderingen kan det endvidere tages i betragtning, om det pågældende projekt er behandlet i kommuneplanen. I kommuneplanen kan der f.eks. være taget stilling til placeringen af et bygge- eller anlægsarbejde, således at hensynet til borgernes inddragelse i planlægningen er tilgodeset. Hvis også de relevante statslige myndigheder har haft lejlighed til at tage stilling til arbejdet, vil tilvejebringelse af lokalplan e.o. kunne undlades.

Eksempler på bygge- og anlægsarbejder, der typisk vil forpligte kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe en lokalplan, er etablering af et nyt boligområde, anlæg af omfartsvej i byzone, opførelse af højhuse eller større etageboligbebyggelse, hotelbyggeri og lign. i et sommerhusområde, større erhvervsbebyggelse og bygninger til offentligt formål og i almindelighed nyopførelse af bebyggelse som led i en byfornyelse.

Opførelse af tæt-lav boligbebyggelse vil i almindelighed forudsætte, at en lokalplan er tilvejebragt. Opførelse af ny bebyggelse, der i omfang og art ikke afviger væsentligt fra den bebyggelse, der allerede findes i det pågældende område, kan dog som hovedregel foretages uden lokalplan.

Er der tale om byggeri, der skal udføres i etaper, sammenlægges etaperne ved bedømmelse af lokalplanpligten. Hvis en eller flere mindre bygninger udføres sammen med andre foranstaltninger, som f.eks. vej- og parkeringsanlæg, må lokalplanpligten vurderes på grundlag af det samlede bygge- og anlægsprojekt.

Et moment, der også må spille en rolle i vurderingen, er udformningen af et byggeri f.eks. med hensyn til højde og etageantal, dvs. om byggeriet passer ind i det eksisterende miljø.

Hvis udstykning sker med henblik på gennemførelse af et lokalplanpligtigt bygge- eller anlægsarbejde, skal lokalplanen være gennemført, før udstykningen registreres i martriklen, selvom udstykningen i sig selv ikke ville udløse lokalplanpligt. Dette følger af udstykningslovens § 20, stk. 1.

Lokalplanpligten gælder også ved større tilbygninger til - eller ombygninger af eksisterende bebyggelse.

Bestemmelsen fortolkes endvidere således, at også en væsentlig ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer udløser lokalplanpligt, i samme omfang som nybyggeri. Det gælder også, selvom ændringen efter kommunalbestyrelsens vurdering vil betyde en miljømæssig forbedring i forhold til den eksisterende anvendelse.

Store nye vejanlæg i og ved byer og bymæssig bebyggelse udløser lokalplanpligt. Det samme gælder udbygning af eksisterende veje, der bevirker, at vejen får en sådan kapacitetsforøgelse, at det kan sidestilles med etablering af en ny vej. Regulering af trafikken på det eksisterende vej- og gadenet - herunder flytning af vejtilslutninger og lukning af veje- forudsætter normalt ikke tilvejebringelse af lokalplan.

Der er endvidere lokalplanpligt ved store vejanlæg i og ved rekreative områder, dvs. arealer, der er genstand for en intensiv rekreativ udnyttelse som f.eks. campingpladser, sommerhus- og kolonihaveområder og udflugtsområder.

Samspillet mellem på den ene side vejlovgivningen og ekspropriationsprocesloven og på den anden side planlovens bestemmelser om lokalplanlægning er omtalt under afsnit E, pkt. 2, nr. 4.

Etablering af cykel- og gangstier vil normalt kunne foretages uden tilvejebringelse af lokalplan.

Vindmøller i byer og bymæssig bebyggelse vil normalt udløse lokalplanpligt, bortset fra industriområder.

I det åbne land er der lokalplanpligt for vindmølleparker, dvs. ved opstilling af flere møller - efter tidligere praksis 8-10 møller, men de større møller, der nu opstilles, kan betyde, at grænsen flyttes. Konkrete forhold, herunder meget store vindmøller, kan bevirke, at der er lokalplanpligt ved opstilling af enkelte møller.

Andre store anlæg i det åbne land kan ligeledes udløse lokalplanpligt. Se som eksempel NKO nr. 58.1995 (radarstation i særligt naturområde).

Etablering af en losseplads kræver normalt en lokalplan.

Der er endvidere lokalplanpligt ved »større« nedrivninger af bebyggelse.

En forudsætning for at nedrivning af bebyggelse kan være lokalplanpligtig er for det første, at bebyggelsen er anvendelig til bolig- og erhvervsformål. Der vil således ikke være lokalplanpligt ved nedrivning af boligbebyggelse, hvor der efter byfornyelsesloven eller boligtilsynsloven enten er nedlagt forbud mod såvel beboelse som ophold, eller alene er nedlagt forbud mod beboelse, men hvor bebyggelsen ikke lovligt kan anvendes til andet formål. For nedrivning af erhvervsbebyggelse er det en forudsætning for lokalplanpligt, at bebyggelsen ikke er nedslidt eller utidssvarende.

For det andet må der være tale om »større« nedrivning. Ved vurderingen af, om en nedrivning er af en sådant omfang, at der er lokalplanpligt, kan der som udgangspunkt lægges vægt på samme momenter, som ovenfor anført vedrørende nybyggeri m.v.

For så vidt angår selve bygningsmassens størrelse vil lokalplanpligtgrænsen dog som hovedregel ligge noget »højere« ved nedrivning end ved nyopførelse. Der forudsættes derfor normalt en større bebyggelse for at udløse lokalplanpligt ved nedrivning end ved nyopførelse.

Det skal videre bemærkes, at særlige bevaringsinteresser er sikret varetaget gennem bygningsfredningsloven og ved bevarende lokalplaner. Bevaringshensynet vil derfor ikke i sig selv kunne være et afgørende moment for lokalplanpligt for så vidt angår den enkelte bygning. Et bevaringsværdigt miljø indgår derimod i den almindelige vurdering af, om der er lokalplanpligt. Se NKNO nr. 61.1995 (Gl. Dok).

2. Kommunalbestyrelsens pligt overfor den private til at udarbejde lokalplan efter § 13, stk. 3

Planlovens § 13, stk. 3, bestemmer, at i de tilfælde, hvor en ønsket foranstaltning, der kræver udarbejdelse af lokalplan efter lovens § 13, stk. 2, er i overensstemmelse med kommuneplanen, påhviler det kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og derefter fremme sagen mest muligt.

Hvis der således er overensstemmelse mellem et byggeønske og kommuneplanen, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en lokalplan snarest, medmindre kommunen ved nedlæggelse af et § 14-forbud igangsætter en ændring af planlægningen. Ordet »snarest« må fortolkes således, at kommunalbestyrelsen uden unødigt ophold må tage initiativ til udarbejdelse af et lokalplanforslag, og senest 1 år efter modtagelse af ansøgningen om tilladelse til gennemførelse af den pågældende foranstaltning må have offentliggjort et lokalplanforslag.

Hvis der derimod ikke er overensstemmelse mellem det rejste byggeønske og de overordnede retningslinier, er kommunalbestyrelsen ikke forpligtet til at udarbejde en lokalplan.

Den ovenfor omtalte uoverensstemmelse mellem byggeønske og de overordnede retningslinier kan være tidsmæssig, hvis byggeønsket er i strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen, jf. også § 12, stk. 2.

Efter § 13, stk. 3, kan kommunen forlange, at den, der har interesse i foranstaltningens gennemførelse, yder kommunen bistand ved udarbejdelse af lokalplanen.

Bistanden vil især kunne bestå i udarbejdelse af udkast til bestemmelser i lokalplanen, hvorimod kommunen selv må bekendtgøre lokalplanforslaget.

Kommunalbestyrelsen vil ikke kunne kræve betaling i tilfælde, hvor kommunens tekniske forvaltning selv udfører lokalplanarbejdet.

3. Sikkerhedsstillelse ved visse lokalplaner

Efter planlovens § 13, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen i nogle tilfælde forlange, at den ejer, der ønsker en lokalplan tilvejebragt, stiller en sikkerhed dels for kommunens udgifter til lokalplanarbejdet dels for kommunens udgifter til en eventuel overtagelse af ejendommen efter frigørelsesafgiftslovens § 8.

Der skal være tale om et landzoneareal, som ejeren ønsker overført til byzone med henblik på udførelse af et bygge- eller anlægsarbejde. Det er uden betydning, om projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen, således at kommunen efter § 13, stk. 3, er forpligtet til at udarbejde lokalplan, eller om der skal tilvejebringes et kommuneplantillæg.

Der kan forlanges stillet en sikkerhed af en sådan størrelse, at kommunen kan få dækket sine udgifter til lokalplanen og det eventuelle kommuneplantillæg. Er der stillet sikkerhed, kan udgifterne kræves betalt, hvis bygge- eller anlægsarbejdet ikke er påbegyndt inden 4 år efter, at arealet er overført til byzone.

Er der tale om en landzoneejendom, der er omfattet af frigørelsesafgiftslovens § 8, det vil sige en landbrugs-, gartneri-, planteskole eller frugtplantageejendom, kan kommunen endvidere forlange, at ejeren stiller sikkerhed for, at kommunen kan få dækket udgifterne til overtagelse af arealet efter den nævnte bestemmelse, hvis ejeren ikke udfører projektet, men forlanger, at kommunen skal overtage arealet.

Efter frigørelsesafgiftslovens § 8 har kommunen i 4 år efter overførelsen af en af de nævnte ejendomme til byzone pligt til at overtage arealet til den vurdering, som frigørelsesafgiften beregnes efter. Pligten gælder dog kun, hvis arealet ikke er overgået til anden anvendelse. Der kan derfor forlanges stillet sikkerhed af en sådan størrelse, at kommunens udgifter til overtagelse af arealet for vurderingsbeløbet, herunder advokatomkostninger, kan dækkes.

4. Lokalplanpligt når en lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykninger eller bygge- eller anlægsarbejder

Efter § 13, stk. 5, »ophæves« lokalplanpligten, hvor en byplanvedtægt eller reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykninger eller bygge- eller anlægsarbejdet.

Afgørende for, at betingelsen er opfyldt, er ikke, om der foreligger en lokalplan/byplanvedtægt eller en reguleringsplan for det pågældende areal, men derimod om disse planer indeholder »nærmere regler« om selve det forhold, der betinger lokalplanpligten, dvs. om arealets anvendelse, bebyggelsens placering og omfang, bygningshøjde, vejforhold m.m.

Hvis f.eks. en byplanvedtægt eller en lokalplan udlægger et areal til offentlige formål uden at præcisere nærmere, hvad arealet skal benyttes til, vil der foreligge lokalplanpligt, når kommunalbestyrelsen ønsker at konkretisere det offentlige formål.

Ligeledes vil der foreligge lokalplanpligt efter § 13, stk. 2, hvis en byplanvedtægt eller lokalplan tilkendegiver, at bebyggelse kun må opføres på grundlag af en bebyggelsesplan, eller at bebyggelsesplaner forudsætter et tillæg til planen, før den kan realiseres.

5. Lokalplanpligt til sikring af kommuneplanens virkeliggørelse

Efter planlovens § 13, stk. 2, påhviler det kommunalbestyrelsen at tilvejebringe en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er identisk med forpligtelsen efter lovens § 12, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse.

Om fortolkningen heraf henvises til kap. IV, afsnit C, pkt. 2.

D. Forbud efter § 14

Efter planlovens § 14 kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet kan nedlægges for et tidsrum af indtil et år.

Forhold, som kan hindres ved en lokalplan, er det samme som forhold, der kan reguleres i en lokalplan efter bestemmelserne i § 15.

§ 14-forbudet kan vedrøre både retlige og faktiske dispositioner. Det svarer til retsvirkningerne af en lokalplan, jf. § 18.

Forbud kan nedlægges for et år, men kan også nedlægges for et kortere tidsrum. Hvis der nedlægges forbud mod et projekt, der har været længe under behandling i kommunen, må forbudets gyldighedsperiode fastsættes under hensyn til den tid, der allerede er medgået til sagens behandling.

Et forbud efter § 14 kan påklages efter § 58, stk. 1.

E. Form og indhold

1. Generelt

Planloven indeholder ikke detaljerede krav til en lokalplans form, men nogle krav fremgår indirekte af bestemmelser i loven, og der er i øvrigt en indarbejdet praksis for opdelingen i en tekst med de bindende bestemmelser opstillet i paragraffer eller punkter, et eller flere kort, hvortil der henvises i teksten og redegørelse i tilknytning til planen.

Oplysninger om planens retsvirkninger skal efter planloven været indeholdt i planen (ligesom formålsangivelsen). Oplysning om planens retsvirkninger skulle efter kommuneplanloven gives i en beskrivelse af lokalplanforslaget i forbindelse med offentliggørelsen af forslaget.

Kravet om oplysning om, hvorvidt lokalplanens virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder end kommunalbestyrelsen er ved planloven flyttet fra lokalplanen til den ledsagende redegørelse.

Lokalplaner tilvejebragt efter planlovens regler skal således indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger (§ 15, stk. 1), og de skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området (§ 16, stk. 1) samt om virkeliggørelsen er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder (§ 16, stk. 2). For lokalplanforslag i kystnærhedszonen og de kystnære dele af byzonerne er der særlige bestemmelser i § 16, stk. 3 og 4.

Angivelsen af lokalplanens formål har betydning i forbindelse med fastlæggelsen af grænserne for kommunalbestyrelsens kompetence til at dispensere fra planen, jf. herom under af- snit G.

2. Lokalplanens retningslinier

Planlovens § 15, stk. 2 indeholder et katalog over emner, der kan reguleres i lokalplan. Kataloget svarer til det, der fandtes i kommuneplanlovens § 18, stk. 1.

Lokalplanens bestemmelser skal have hjemmel i § 15-kataloget og de skal have en planmæssig begrundelse. Eksempler herpå er særligt nævnt under nr. 8, men kravet om saglig planmæssig begrundelse gælder for alle lokalplanretningslinier.

De enkelte emner er:

Nr. 1 Overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer som planen omfatter

Arealer, der i henhold til den tidligere gældende lovgivning er overført til byzone eller sommerhusområde, bevarer denne status, jf. § 34.

Siden ikrafttrædelsen af kommuneplanloven har overførsel fra landzone til byzone eller sommerhusområde alene kunnet ske ved bestemmelse herom i en lokalplan. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer lokalplanen.

Tilbageførsel af arealer til landzone sker ved kommunalbestyrelsens beslutning på grundlag af kommuneplanen eller efter ejerens begæring og ikke ved lokalplan, jf. kap. IX.

Lokalplaner for landzonearealer

I nogle tilfælde vil det være naturligt, at det geografiske område for en lokalplan ikke overføres til byzone eller sommerhusområde. Det gælder typisk, hvor en lokalplan regulerer anlæg i det åbne land, f.eks. en knallertbane, en golfbane, en offentlig badestrand med tilkørsels-, parkerings- og sanitære anlæg eller et stisystem. Ligeledes bør f.eks. vindmølleparker, lossepladser og mindre flyvepladser i det åbne land bibeholdes i landzone.

I langt de fleste tilfælde af byggeri og anlæg er det imidlertid åbenbart, at der må ske overførsel til byzone eller sommerhusområde. En egentlig byudvikling må således forudsætte, at arealet bliver byzone.

Men der kan f.eks. være behov for en lokalplanlægning af udstyknings, vej- og bebyggelsesforholdene i et eksisterende mindre landsbysamfund, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at den nødvendige planlægning tillige medfører en ændret zone-status.

Hvis der derimod er tale om udlæg af et større areal til bymæssig bebyggelse i forbindelse med et eksisterende landsbysamfund, må planlægningen medføre en ændring af zonestatus.

Regionplanen kan indeholde retningslinier om visse projekter og lign., der forudsætter byzonestatus, jf. kap. III, afsnit B, pkt. 1.

Uden for landsbyer kan en lokalplan for arealer i landzone, der skal anvendes til jordbrugsformål, ikke indeholde bestemmelser efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 9, jf. § 15, stk. 5, jf. nærmere nedenfor pkt. 3 »Særligt om indholdet i nogle lokalplaner«.

Gennemførelsen af en landzonelokalplan indebærer, at landzonekompetencen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. § 35, stk. 2.

Nr. 2 Områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål

Ved »områdets anvendelse« forstås en generel angivelse af områdets anvendelse, f.eks. til parcelhusbebyggelse, etageboligbebyggelse eller industriformål. Nr. 2 adskiller sig herved fra nr. 8 og 9, der muliggør en detaljeret regulering af bebyggelse og ubebyggede arealer.

Efter nr. 2 kan der i en lokalplan foretages arealreservationer til offentlige formål. Sikringen af et areal til offentlige formål medfører, at kommunen på grundejerens begæring må overtage arealet efter reglerne i lovens § 48. Nr. 2 omhandler både statslige, amtskommunale og primærkommunale formål, men også formål med almen karakter kan i øvrigt være omfattet af nr. 2. Når kommunalbestyrelsen udlægger et areal til offentlige formål af hensyn til en statslig eller amtskommunal myndighed, bør kommunen sikre sig, at den pågældende myndighed vil overtage arealet, hvis kommunen bliver forpligtet til det.

Det offentlige formål behøver ikke at være specificeret nærmere. Det er fastslået i en højesteretsdom om den tilsvarende bestemmelse i byplanloven (Ugeskrift for Retsvæsen 1952/ 781). Men en uspecificeret reservation til offentlige formål kan ikke danne grundlag for ekspropriation efter § 47 eller opfylde en eventuel lokalplanpligt efter § 13, stk. 2.

Når kommunalbestyrelsen tilvejebringer en lokalplan for et område, der hidtil har været anvendt til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, hvorefter området fremtidig skal anvendes til boligbebyggelse, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på de begrænsede muligheder for at dispensere efter planlovens § 19. Hvis det ikke er kommunalbestyrelsens hensigt så hurtigt som muligt at omdanne det pågældende område til et rent boligområde, kan kommunalbestyrelsen optage bestemmelser i lokalplanen, der gør det muligt uden tilvejebringelse af en ny lokalplan at tillade genopførelse, f.eks. efter brand, af tidligere lovligt, eksisterende erhvervsbebyggelse.

Nr. 3 Ejendommes størrelse og afgrænsning

Efter nr. 3 kan der i en lokalplan fastsættes bestemmelser, der har betydning ved udstykning og andre matrikulære forandringer.

Opdeling i ejerlejligheder kan ikke reguleres efter nr. 3, men opdelingen kan være i strid med bestemmelser om lejlighedsstørrelser efter nr. 7.

Efter nr. 3 kan der fastlægges en udstykningsplan, der viser de enkelte parcellers afgrænsning og størrelse. Men bestemmelserne kan også være udformet som mindstegrundstørrelser og mindstefacadelængder (grundbredder) og eventuelt tillige angive en maksimal grundstørrelse.

For så vidt angår lokalplaner, der omfatter enfamiliehuse, henledes opmærksomheden på bestemmelserne i byggelovens § 10 A, jf. Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 122 af 5. juli 1991. For så vidt angår dispensation fra byplanvedtægter og lokalplaner med bestemmelser, som hindrer udstykning af enfamiliehuse henvises til afsnit G.1.

Nr. 4 Vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer med henblik på adskillelse af trafikarterne

Udtrykket »vej- og stiforhold« omfatter beliggenheden, retning og bredden (længde- og tværprofilet) af en vej eller andet færdselsareal, nedlæggelse af en vej eller sti og fastlæggelse af byggelinier, hjørneafskæringer af krydsende veje og andre færdselsarealer. En bestemmelse i lokalplan om nedlæggelse af en vej eller sti indebærer dog ikke, at vejen eller stien dermed er nedlagt. Nedlæggelsen må gennemføres enten ved anvendelse af vejlovgivningens regler eller ved ekspropriation efter § 47. Hvis en privat fællesvej derimod er endeligt fastlagt i en lokalplan, skal vejen ikke udlægges efter bestemmelserne i lov om private fællesveje.

Ordene »andre forhold af færdselsmæssig betydning« omfatter bl.a. bestemmelser om adskillelse af trafikarterne (bilvej, cykelsti, fodgængersti), ordning af parkeringsforhold (f.eks. parkeringslommer ved vejside eller holdebanearealer langs vejbane), etablering af vendepladser og regulering af hegning mod vej. De nævnte bestemmelser vedrører typisk kommunens egne vejanlæg, medmindre lokalplanen udarbejdes efter aftale med vejbestyrelsen for et overordnet vejanlæg. Om forholdet til de overordnede veje i øvrigt (statsveje og amtsveje) henvises til bemærkningerne i det følgende.

Der bør ved fastsættelse af bestemmelser om adskillelse af trafikarter tages hensyn til synshandicappedes og bevægelseshandicappedes behov for henholdsvis markering af adskillelser, der kan mærkes af en mobilitystok, og kanter, der kan forceres af en kørestol.

Særligt om samspillet mellem på den ene side vejlovgivningen og ekspropriationsprocesloven og på den anden side planlovens bestemmelser om lokalplanlægning.

I samlebekendtgørelsens § 8 er der fastsat særlige bestemmelser om lokalplanlægning i forbindelse med statslige og amtskommunale vejanlæg.

Kommunerne skal herefter lægge vejanlægget til grund for lokalplanlægningen. Det samme gælder ved sideanlæg for så vidt angår de i projektet fastlagte retningslinier af vejteknisk og færdselsmæssig betydning, f.eks. om belysning og standardiserede servicebygninger.

Lokalplanlægningen omfatter således alene en regulering af de arealer, der grænser til det ved projektet fastlagte område.

Det er en forudsætning for, at reglerne kan virke hensigtsmæssigt, at der etableres et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og anlægsmyndighed/ekspropriationsmyndighed, herunder at kommunalbestyrelsen i disse sager fremmer lokalplanarbejdet mest muligt.

I vejlovgivningen er der fastsat bestemmelser, der sikrer, at

kommunalbestyrelsen inddrages i beslutninger om overordnede vejprojekter.

Planlovens bestemmelser om lokalplanlægning finder anvendelse i forbindelse med både kommuneveje, landeveje og hovedlandeveje, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat ved lov.

Hvis gældende lokalplaner eller byplanvedtægter allerede regulerer forholdene, må en ny lokalplan gennemføres, hvis vejprojektet har ændret forudsætningerne for den gældende plan eller vedtægt, medmindre overensstemmelse lovligt kan opnås ved dispensation efter planlovens § 19.

Ved vejanlæg, der gennemføres efter ekspropriationsprocesloven, skal den afsluttende ekspropriationsforretning for den enkelte etape normalt afvente lokalplanens endelige vedtagelse.

Såfremt kommunen efter behandling af lokalplanforslaget fremsætter ønske om ændringer i vejprojektet, skal ekspropriationskommissionen/vejbestyrelsen lade dette ønske indgå ved godkendelse/fastlæggelse af det endelige projekt.

Såfremt ekspropriationskommissionen/vejbestyrelsen efter lokalplanens endelige vedtagelse og offentliggørelse træffer beslutning om ændring af det projekt, som har været grundlag for lokalplanen, og ændringen er så væsentlig, at den indebærer en fravigelse fra lokalplanen, kan ekspropriationen ikke afsluttes (med retsvirkning for de berørte grundejere), før der er tilvejebragt overensstemmelse med projektet i medfør af den kompetence, der er tillagt kommunalbestyrelsen ved planlovens § 19, eller en ny lokalplan med grundlag i det ændrede projjekt er endeligt vedtaget og offentliggjort. Bemærkningen overfor om gældende lokalplaner eller byplanvedtægter finder tilsvarende anvendelse.

Iværksættelse af anlægsarbejder kan ikke ske før lokalplanen er endelig vedtaget og offentliggjort, jf. dog planlovens § 17, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger kan tillade, at anlægsarbejder, der er i overensstemmelse med et offentliggjort forslag til lokalplan, påbegyndes efter udløbet af indsigelsesfristen.

Eventuelle konflikter i forbindelse med lokalplanlægningen for de til vejen tilgrænsede arealer løses efter reglerne i planlovens § 29, der omhandler indsigelser mod lokalplanforslag fra regionplanmyndighed og statslige myndigheder, f.eks. vejmyndigheder, fredningsmyndigheder m.v.

Nr. 5 Beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til elforsyning

Efter nr. 5 kan der fastsættes bestemmelser i en lokalplan om placeringen af spor- og ledningsanlæg, herunder elmasttraceer og transformatorstationer, men ikke om den tekniske udførelse af disse anlæg.

Nr. 6 og 7 Bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde, hvori en bebyggelse skal opføres

Bebyggelsers omfang og udformning, herunder med henblik på regulering af boligtætheden

Ordet »bebyggelser« i nr. 6 g 7 omfatter såvel egentlige bygninger som andre faste konstruktioner og anlæg, der i byggelovgivningen omfattes af begrebet bebyggelse.

Nr. 6 og 7 giver hjemmel for lokalplanbestemmelser, der fastlægger byggefelter eller en egentlig bebyggelsesplan.

Men der kan også i en lokalplan fastsættes en maksimal bebyggelsesprocent, som gælder for den enkelte ejendom. For industriområder kan der foreskrives et maksimalt rumindhold af bebyggelsen (den såkaldte kubikmeter-regel) kombineret med en bestemmelse om, at det bebyggede areal ikke må overstige en vis procentdel af grundens areal.

Bestemmelser om en gennemsnitlig bebyggelsesprocent for et område, der kan være hensigtsmæssige rammebestemmelser i kommuneplanen, bør ikke anvendes i lokalplaner, fordi de ikke regulerer, hvad der må bygges på de enkelte ejendomme.

Bestemmelse i en lokalplan om den terrænhøjde (kote), hvori bebyggelsen skal lægges, erstatter og supplerer de generelle bestemmelser herom i bygningsreglementet.

Der bør ved fastsættelsen af bestemmelser om bebyggelsens beliggenhed tages hensyn til, at terrænforskelle ikke bliver til hinder for bevægelseshæmmedes færden på grunden.

Bestemmelser om mindste byggekoter kan anvendes i kystområder med henblik på at hindre omfanget af skader ved stormflod.

Med hjemmel i nr. 7 kan der foreskrives en bestemt ydre fremtræden af en ny bebyggelse ud fra arkitektonisk-æstetiske hensyn, f.eks. med hensyn til højder, tagformer og facadeudformning, herunder skiltning. Bestemmelserne skal fastsættes i lokalplanen. Det vil sige, at planen ikke kan nøjes med at foreskrive, at f.eks. facadeudformningen skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Nr. 7 hjemler også lokalplanbestemmelser om lejlighedsstørrelser i en etageboligbebyggelse og bestemmelser om butiksstørrelser.

Der kan ikke i en lokalplan fastsættes bestemmelser, som regulerer de byggetekniske/konstruktive forhold samt boligindretningsmæssige forhold, eller som angiver en udvidelse af byggelovgivningens anvendelsesområde.

Nr. 8 Anvendelse af de enkelte bygninger

Efter nr. 8 kan der i en lokalplan fastsættes detaljerede bestemmelser om anvendelsen af de enkelte bygninger.

Byplanmæssigt begrundede anvendelsesbestemmelser kan f.eks. være bestemmelser, der skal sikre, at et område anvendes miljømæssigt forsvarligt både inden for området og i forhold til omgivelserne.

Den planlægningsmæssige begrundelse kan også være hensynet til at sikre tilfredsstillende trafikale forhold, hensynet til at undgå en trafikal, støjmæssig belastning af et område eller hensynet til bevaring af ældre bygninger eller bebyggelsens karakter.

Der bør tages hensyn til bevægelseshæmmede ved fastsættelsen af anvendelsesbestemmelserne i visse lokalplaner, jf. afsnittet under 3 »Særligt om indholdet i nogle lokalplaner«.

En lokalplan bør ikke gøres mere detaljeret, end formålet med planen kræver. Det kan således være uhensigtsmæssigt, at en lokalplan er knyttet for stærkt til et bestemt projekt, hvis projektet senere opgives.

Anvendelsesbestemmelser, der kun tillader en meget begrænset udnyttelse af en ejendom, kan efter omstændighederne være ugyldige eller kan give den pågældende grundejer krav på erstatning eller overtagelse af ejendommen efter princippet i planlovens § 48.

Spørgsmålet om, hvor detaljeret en plan kan være, har bl.a. været fremme i en landsretsdom, der angik en byplanvedtægt. Efter denne måtte den pågældende ejendom kun med byrådets tilladelse anvendes til andet end hotel, restaurationsvirksomhed, pensionat eller lignende. Det blev antaget, at tillægget havde hjemmel i byplanlovens § 2, stk. 2, nr. 5. Endvidere blev det antaget, at det ikke var udelukket, at grundlovens § 73 kunne give hjemmel for erstatning, når ganske særlige hensyn talte herfor. I det foreliggende tilfælde fandtes der dog ikke

lidt noget tab, der kunne berettige til erstatning efter denne bestemmelse (Ugeskrift fra Retsvæsen 1979/939).

Nr. 9 Udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt samt belysning af veje og andre færdselsarealer

Angivelse af terrænregulering betyder, at der i en lokalplan kan foreskrives en bestemt terrænregulering som betingelse for bebyggelse, eller lokalplanen kan forbyde, at der foretages terrænregulering.

Sådanne bestemmelser i en lokalplan fortrænger byggelovens bestemmelser, jf. byggelovens § 13, stk. 2.

Nr. 10 Bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område, der inddrages til bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse

Formålet med nr. 10 har været, at en lokalplan skal kunne hindre, at landskabstræk ødelægges i forbindelse med byggemodningen af et nyt område.

Nr. 11 Tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse

Udtrykket »anlæg« omfatter fælles opholds- eller parkeringsarealer for flere selvstændige ejendomme. Det kan være tekniske (fælles)anlæg såsom en fælles varmecentral, et fælles antenneanlæg for TV-modtagelse eller et fælles garageanlæg. Der kan ikke stilles krav til fællesantenneanlæg om tilslutning til hybridnettet.

Fællesanlæg kan også være særlige bygninger til fælles formål, f.eks. fælles vaskeri, selskabslokaler, hobbyrum og børneinstitutioner.

Lokalplanen kan gøre det til en betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse, at de pågældende anlæg er etableret. Dispensation fra betingelsen kan gøres betinget af, at ansøgeren over for kommunen stiller sikkerhed for en forholdsmæssig del af de forventede omkostninger ved den senere etablering af anlægget.

Særligt om tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Såvel planloven som varmeforsyningsloven giver kommunalbestyrelserne hjemmel til at beslutte, at ny bebyggelse ved ibrugtagningen skal tilsluttes et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 11, kan der i en lokalplan optages bestemmelse om »tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse«.

Planlovens regler tilgodeser det planlægningsmæssige aspekt og kan således finde anvendelse på et tidspunkt, der ligger forud for de meget konkrete vurderinger, der er en forudsætning for anvendelse af varmeforsyningslovens regler.

Efter varmeforsyningsloven kan der først pålægges tilslutningspligt i forbindelse med - og på grundlag af kommunalbestyrelsens godkendelse af et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Tilslutningspligt kan kun pålægges, hvis den pågældende bebyggelse, der skal tilsluttes det kollektive varmeforsyningsanlæg, kan opnå forsyning fra anlægget ved byggeriets ibrugtagning, idet den pågældende bygning må forventes at blive opført uden eget fyringsanlæg.

Såfremt det af et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg fremgår, at varmeforsyning fra anlægget først vil blive etableret efter det tidspunkt, hvor byggeriet kan tages i brug, kan der ikke pålægges tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven, medmindre der uden udgift for ejeren etableres en midlertidig varmeforsyning.

De to regelsæt må betragtes som supplerende hinanden. Planlovens bestemmelse kan anvendes umiddelbart af kommunerne på et meget tidligt stadium i den kommunale planlægning. Er kommunerne så langt i deres varmeplanlægning, at varmeforsyningslovens bestemmelser kan anvendes, anbefales det, at kommunerne benytter denne lovs hjemmel.

I det omfang planloven anvendes, bør pligten pålægges således, at den angår pligt til at tilslutte sig et kollektivt varmeforsyningsanlæg uden specifikation af, om opvarmningsformen er naturgas eller fjernvarme. Dette fastlægges efterfølgende i varmeplanlægningen.

Det bemærkes, at opvarmning med naturgas er omfattet af reglerne om kollektiv varmeforsyning, hvorimod elopvarmning ikke er det.

Uanset efter hvilken lov kommunalbestyrelserne træffer beslutning om tilslutningspligt, må retsvirkningerne være de samme. Varmeforsyningslovens regler om grundejernes rettigheder og pligter må være afgørende. Det skyldes, at de yder grundejerne større beskyttelse end planloven, hvis reguleringer som udgangspunkt må betragtes som almindelige erstatningsfrie reguleringer.

Hvad indebærer tilslutningspligten?

Efter varmeforsyningsloven indebærer pålæg af tilslutningspligt ikke en forpligtelse til at skulle aftage varme fra anlægget. Derimod indebærer tilslutningspligten pligt til at betale et eventuelt tilslutningsbidrag samt at betale årlige faste afgifter i overensstemmelse med det pågældende selskabs anmeldte priser og betingelser. Desuden kan forsyningsselskaber etablere de tekniske anlæg, stikledninger m.v., som skal tableres af selskabet som forudsætning for ejendommens tilslutning.

En tilslutningspligt efter planloven, såvel dennes § 15, stk. 2, nr. 11, som § 43 er af samme indhold.

Hvad er konsekvensen af, at det kollektive varmeforsyningsanlæg ikke eksisterer ved byggeriets ibrugtagelse?

I henhold til varmeforsyningsloven skal kommunen og forsyningsselskabet, hver med halvdelen, uden ekstra udgift for brugerne sikre bebyggelsen en midlertidig varmeforsyning, såfremt etableringen af det kollektive varmeforsyningsanlæg forsinkes i forhold til den i projektet fastsatte tidsfrist.

Grundejere, hvis ejendomme i henhold til planlovens § 15, stk. 2, nr. 11, eller § 43 er omfattet af et krav om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, som endnu ikke eksisterer, har krav på en lignende retsstilling som den, der er tillagt grundejerne i varmeforsyningsloven. Ejeren af ejendommen kan derfor kræve, at forsyningsselskabet installerer et midlertidigt varmeforsyningsanlæg til bebyggelsen uden ekstra udgift for ejeren. Udgifterne til det midlertidige anlægs etablering dækkes, hver med halvdelen, af kommunen og forsyningsselskabet. Hvis kommunen ikke vil imødekomme ejerens krav, må den meddele dispensation fra lokalplanen. En dispensation indebærer, at der herefter ikke er tilslutningspligt på ejendommen.

Klageregler

Klage over tilslutningspligt pålagt i medfør af varmeforsyningsloven behandles efter varmeforsyningslovens regler.

Klage over bestemmelser om tilslutningspligt i en lokalplan skal derimod behandles af Naturklagenævnet efter reglerne i planlovens § 58, stk. 1.

Nr. 12 Foretagelse af afskærmningsforanstaltninger såsom anlæg af beplantningsbælte, støjvold, mur og lign. som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af ubebygget areal

Nr. 12 omfatter ikke kun støjafskærmning, men også æstetisk

begrundede afskærmningsforanstaltninger f.eks. ved en ny losseplads eller oplagsplads.

Efter byggelovens § 4, stk. 3, kan der inden påbegyndelsen af et byggearbejde stilles krav om sikkerhed for udførelse af afskærmningsforanstaltninger, der er forlangt i en lokalplan, som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse.

Nr. 13 Oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder, erhvervsområder eller områder for fritidsbebyggelse, herunder om medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg

Der kan henvises til Planstyrelsens vejledning i kommuneplanlægning nr. 7 »Grundejerforeninger og lokalplanlægning« (1983).

Bestemmelserne omfatter ikke lejere, se NKO nr. 57, 1995.

Nr. 14 Bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres

Når det i en lokalplan er bestemt, at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og tilladelsen nægtes, kan ejeren efter § 49 forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Overtagelsespligten eksisterer kun, hvis tilladelse til nedrivning afslås, ikke ved afslag på en ansøgning om tilladelse til at ombygge eller ændre bebyggelsen.

Spørgsmålet om berettigelsen af et overtagelseskrav afgøres af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jf. § 50. Se også kap. X, afsnit B.

Nr. 15 Friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse kan blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade, der kan medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom

Bestemmelsen kan f.eks. finde anvendelse i stormflodstruede områder, jf. afsnit XI i Ministeriet for Offentlige Arbejders betænkning af januar 1984 om stormflodsforsikring, og for arealer, hvor der pga. forurening fra affaldsdepoter kan være fare for brugerne af bebyggelsen. Se om et tilfælde, hvor der ikke var fare for skade på grund af en mulig forurening NKO nr. 51, 1994.

Nr. 16 Ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål, og hvis servitutten ikke vil bortfalde som følge af § 18

Der henvises til kap. XI.

Nr. 17 Sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse

Nr. 18 Isolering af eksisterende boligbebyggelse mod støj og

Nr. 19 Forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse, således at sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens tilladelse eller efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder i nr. 7 hjemmel til, at der i en lokalplan kan fastsættes bestemmelser om bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af boligtætheden. Der kan således blandt andet fastsættes bestemmelser om lejlighedsstørrelser, når det sker som led i reguleringen af boligtætheden.

Ved nr. 17, er der præciseret, at der i en lokalplan også kan træffes bestemmelser om sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse.

I nr. 18, er det præciseret, at der i en lokalplan kan træffes bestemmelser om isolering mod støj. Efter denne bestemmelse kan der i en lokalplan fastsættes en dB(A)-grænse, som skal være gældende indendøre efter gennemført støjisolering.

En lokalplan indebærer ikke handlepligt, og vedtagelsen af en lokalplan er ikke til hinder for, at den hidtidige lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte. Realiseringen af en lokalplan sker derfor normalt først, når grundejerne selv ønsker at opføre ny bebyggelse, ombygge eller ændre anvendelse af ejendommene.

Efter bestemmelserne i byfornyelseslovens § 7, stk. 6, kan kommunalbestyrelsen imidlertid i en byfornyelsesbeslutning forlange visse nærmere angivne lokalplanbestemmelser om bebyggelsen og dens anvendelse opfyldt. Den særlige betydning af disse bestemmelser er, at kommunalbestyrelsen kan få iværksat en gennemførelse af lokalplanen.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 19, giver mulighed for i en lokalplan at træffe bestemmelse om, at der ikke må foretages større byggearbejder (ombygninger og moderniseringer) på eksisterende bebyggelse, uden at det sker enten med kommunalbestyrelsens tilladelse eller efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.

Formålet med denne bestemmelse er at hindre, at der sker et samfundsmæssigt spild, og at en ønskelig byfornyelse fordyres unødvendigt. Kommunalbestyrelsen må ved afgørelsen af, om der skal meddeles tilladelse i et konkret tilfælde, tage hensyn til, om bebyggelsen kan forventes bibeholdt så længe, at byggearbejderne er rimelige.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om større byggearbejder, må der tages hensyn til omkostningerne ved de pågældende arbejder i forhold til værdien af den eksisterende bebyggelse.

Bestemmelsen skal give kommunalbestyrelsen en mulighed for

at forhindre ombygninger og moderniseringer, der ikke vil kunne hindres efter de almindelige regler i planlovens § 18.

Hvis kommunalbestyrelsen ved en sådan lokalplanbestemmelse hindrer en ønsket modernisering, kan ejeren under visse betingelser forlange ejendommen overtaget mod erstatning af kommunen efter bestemmelsen i planlovens § 49, stk. 3.

3. Særligt om indholdet i nogle lokalplaner

Efter planlovens § 15, stk. 3, skal en lokalplan for et område, der overgår til byformål eller til sommerhusbebyggelse, indeholde bestemmelser til sikring af de forhold, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.

Bestemmelsen fastsætter minimumskravene til lokalplaner for arealer, der skal skifte anvendelse til et byformål eller sommerhusbebyggelse. De skal indeholde de nødvendige bestemmelser om områdets anvendelse, udstyknings- og vejforhold.

Efter planlovens § 15, stk. 4, kan en lokalplan for et landzone-område bestemme, at lokalplanen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse. Se i øvrigt om »bonus« afsnit F, pkt. 6.

Bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 5 fastsætter en begrænsning i, hvad der kan reguleres i landzonelokalplaner for arealer uden for landsbyer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse. Sådanne lokalplaner kan ikke indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr. 3 (om ejendommes størrelse og afgrænsning), nr. 6 (om bebyggelsers beliggenhed), nr. 8 (om anvendelse af de enkelte bygninger) eller nr. 9 (om udformning og anvendelse af de ubebyggede arealer).

Begrænsningen, der skyldes hensynet til landbrugets driftsforhold, gælder kun uden for landsbyer. Ved landsbyer forstås ifølge bemærkningerne til lovforslaget samlede bebyggelser i landzone, der er omfattet af en lokalplan, eller som er entydigt afgrænset i en kommuneplan, jf. bestemmelsen i § 35, stk. 3, nr. 2.

Arealerne skal endvidere fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse. En lokalplan for f.eks. et teknisk anlæg eller særlige industrier i landzone er således ikke omfattet af begrænsningen.

Hvis en lokalplan åbner mulighed for en flersidig arealanvendelse, gælder undtagelsesbestemmelsen i § 15, stk. 5, for landzonearealer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse.

Lokalplaner, der giver mulighed for opførelse af mere end et enfamiliehus til helårsbeboelse, skal være i overensstemmelse med byggelovens § 10 A.

Byggelovens § 10 A, der trådte i kraft den 1. april 1991, fastsætter, at, når der opføres mere end et enfamiliehus til helårsbeboelse på en ejendom, skal bebyggelsen opføres og anbringes således, at hver boligenhed med tilhørende grundareal kan udstykkes til en selvstændig ejendom. Bestemmelsen indebærer, at de omhandlede lokalplaner ikke må indeholde forbud mod udstykning af enfamiliehusene, og at bestemmelser om bebyggelsesprocent og mindstegrundstørrelse m.v. skal have et sådant indhold, at husene kan udstykkes. Der kan i øvrigt henvises til Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 122 af 5. juli 1991, Vejledning om koordinering af lovgivningen om bebyggelse og ejendomsdannelse (byggelovens § 10 A og forholdet til kommuneplanloven, zoneloven, udstykningsloven, ejerlejlighedsloven, andelsboligforeningsloven m.v.)

For så vidt angår dispensation efter byggelovens § 22, stk. 3, fra bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplaner, der er tilvejebragt før byggelovens § 10 A trådte i kraft, henvises til afsnit G.1.

Lokalplaner, der omfatter eller grænser op til kirker og kirkegårde.

Den kirkelige lovgivning indeholder særlige bestemmelser om folkekirkens bygninger til kirkeligt brug og om kirkegårde. Der henvises til lovbekendtgørelse nr. 454 af 11. juni 1992 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 527 af 19. juni 1992 om folkekirkens bygninger.

Opførelse og nedrivning af kirker kræver kirkeministerens godkendelse. Udvidelse, ombygning og ændringer i kirkebygninger kræver stiftsøvrighedens godkendelse. De kongelige bygningsinspektører, Nationalmuseet og Akademiet for de skønne Kunster samt kirkegårdskonsulenterne yder Kirkeministeriet og stiftsøvrighederne sagkyndig bistand i forhold, der vedrører kirker og kirkegårde.

Kommunalbestyrelserne bør være opmærksomme på disse bestemmelser, hvis der udarbejdes forslag til lokalplaner, der omfatter kirker og kirkegårde. Der kan med hjemmel i planlovens § 15 fastsættes bestemmelser om placering og udformning af kirkelige bygninger i en lokalplan, og opførelsen af et større kirkebyggeri vil kræve en lokalplan efter planlovens § 13, stk. 2. Men det anbefales, at kommunerne allerede under udarbejdelsen af sådanne lokalplanforslag tager kontakt til stiftsøvrigheden.

Som følge af den særlige regulering i den kirkelige lovgivning anses der ikke at være hjemmel til i en lokalplan at fastsætte bestemmelser om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af kirkegårde. Bestemmelser om diger eller hegn omkring kirkegårde skal opfylde kravene i den kirkelige lovgivning og fastsættes efter aftale med de kirkelige myndigheder.

Bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 2, nr. 14 om bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives ombygges eller på anden måde ændres, kan ikke anvendes for så vidt angår folkekirkens kirker og bygninger på kirkegårde.

Stiftsøvrigheden skal efter planlovens § 25 have tilsendt lokalplanforslag, der omfatter kirker og kirkegårde, samt lokalplanforslag, der på væsentlig måde berører kirkernes nærmeste om-givelser. Stiftsøvrigheden kan efter planlovens § 29, stk. 4, fremsætte indsigelse mod sådanne lokalplanforslag.

Kirkernes umiddelbare omgivelser er i mange tilfælde sikret ved »kirkeomgivelsesfredninger«.

Der bør tages særligt hensyn til adgangsforholdene for bevægelseshæmmede i visse lokalplaner.

I nogle lokalplaner fastsættes der anvendelsesbestemmelser, hvorefter bebyggelsens stueetage kun må anvendes til butiksformål og lign. Det betyder, at blandt andet liberale erhverv, herunder klinikker inden for sundhedsvæsenet, henvises til en placering over stueplan. Omfatter lokalplanen eksisterende bebyggelse uden elevator kan det medføre, at disse klinikker får adgangsforhold, der er vanskelige for bevægelseshæmmede.

Det henstilles derfor, at der ved tilvejebringelsen af lokalplaner, som forbeholder bebyggelsens stueetager til butiksformål o. lign., tages hensyn til adgangsforholdene for bevægelseshæmmede for så vidt angår lægekonsultationer og andre klinikker inden for sundhedsvæsenet. Det kan ske ved, at klinikkerne undtages fra forbudet mod placering i stueetagen, eller ved, at der i bestemmelserne indsættes en mulighed for dispensation til klinikkerne inden for sundhedsvæsenet.

4. Redegørelsen

Efter lovens § 16, stk. 1, skal en lokalplan ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området. Redegørelsen skal indeholde en beskrivelse af såvel den eksisterende som den planlagte arealanvendelse inden for lokalplanområdet og de tilgrænsende arealer, som forslaget har miljø- og planmæssige konsekvenser for (konsekvensområdet). Der kan i øvrigt henvises til Planstyrelsens lokalplanvejledning, information nr. 2, 1989.

Kravet om en redegørelse for lokalplanens sammenhæng med kommuneplanen og den øvrige planlægning, herunder regionplanlægningen er begrundet i, at offentligheden og andre myndigheder skal have mulighed for at vurdere planforslaget uden omfattende undersøgelser og indhentning af supplerende oplysninger.

Ved »øvrig planlægning for området« forstås ifølge bemærkningerne til lovforslaget som nævnt regionplanlægning, relevant sektorplanlægning, eventuelle landsplandirektiver og statslige anlægsbeslutninger.

Efter § 16, stk. 2, skal redegørelsen angive, om lokalplanens virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder end kommunalbestyrelsen.

Redegørelsen for de nødvendige tilladelser eller dispensationer er begrundet i et hensyn til de borgere, der vil disponere i tillid til lokalplanens bestemmelser. Manglende eller mangelfulde oplysninger vil efter omstændighederne kunne påføre kom-munen et erstatningskrav.

Efter planlovens § 16, stk. 3 og 4, stilles der særlige krav til redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen og de kystnære dele af byzonerne. Der henvises til ministeriets »Vejledning om planlægning i kystområderne« (1995).

Efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder skal redegørelsen til planforslag, der omfatter eller berører EF-fuglebeskyttelsesområderne og Ramsarområderne, og som indebærer bygge- og anlægsaktiviteter, indeholde en vurdering af forslagets virkninger på de beskyttede arter.

I »berører« ligger, at også planforslag om bebyggelse og anlæg udenfor beskyttelsesområderne er omfattet, hvis de kan have virkninger inde i området. Se NKO nr. 59 1995 (forslag uden redegørelse var ugyldigt).

F. Retsvirkninger

1. Lokalplanforslag

Et offentliggjort lokalplanforslag har den foreløbige retsvirkning, at ejendomme inden for området ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold, jf. § 17, stk. 1.

Da forslaget kan blive ændret under proceduren omfatter forbudet også bebyggelse og anvendelse, der er i overensstemmelse med forslaget.

Selvom udstykning ikke er nævnt, er det antaget i praksis efter den tilsvarende bestemmelse i kommuneplanlovens § 22, at udstykning i parceller til bebyggelse er omfattet.

En byggetilladelse, der er udstedt før offentliggørelsen af planforslaget, berøres ikke.

Den foreløbige retsvirkning gælder indtil den endelige vedtagne lokalplan er offentliggjort dog højst et år efter offentliggørelsen, jf. § 17, stk. 4. Et-års fristen gælder også, når der er fremsat indsigelse efter reglerne i § 29.

Efter udløbet af indsigelsesfristen kan kommunalbestyrelsen tillade, at en ejendom bebygges eller udnyttes efter forslaget, såfremt dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om et byggearbejde m.v., der er lokalplanpligtigt efter § 13, stk. 2. Tilladelse kan dog ikke meddeles, sålænge der er en indsigelse efter § 29 eller i tilfælde, hvor miljø- og energiministeren har overtaget lokalplanforslaget efter § 3, stk. 4, jf. § 17, stk. 2 og 3.

Betingelserne for, at kommunen kan tillade f.eks. et byggeri igangsat efter offentlighedsperiodens udløb er således, at byggeriet er i overensstemmelse med lokalplanforslaget, at der ikke samtidigt kræves en ændring af kommuneplanen, at der ikke er lokalplanpligt efter § 13, stk. 2, og at der ikke er nedlagt veto efter § 29 eller truffet beslutning efter § 3, stk. 4.

Hvis der er lokalplanpligt efter § 19, stk. 2 kan der ikke meddeles tilladelse, før den nye lokalplan har retsvirkning, dvs. at den er offentliggjort, jf. § 18.

2. Lokalplaner

Ifølge planlovens § 18 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan. Denne bestemmelse fastslår, at en lokalplan er bindende for de ejen-domme, der ligger inden for planens område.

Lokalplanens retsvirkninger indtræder ved planens offentliggørelse.

3. Forhold etableret før lokalplanen

Lovlig, eksisterende bebyggelse eller lovlig anvendelse, som er etableret før offentliggørelsen af lokalplanforslaget, og som ikke er i overensstemmelse med denne, kan fortsættes som hidtil. En lokalplan medfører ikke en »handlepligt« til at ændre lovligt, bestående forhold i overensstemmelse med planen. Ejerskifte medfører heller ikke pligt til at ændre de eksisterende forhold.

4. Forhold etableret efter lokalplanen

Et byggeri eller ændret anvendelse af en ejendom, der etableres, efter at lokalplanens retsvirkninger er indtrådt, skal være i overensstemmelse med planen, medmindre der meddeles dispensation efter § 19. Efter § 18 regulerer planen kun fremtidige dispositioner, som ejeren eller brugeren ønsker at foretage. Derimod kan der ikke i en lokalplan påbydes nogen handlepligt for ejeren eller brugeren f.eks. til at gennemføre et i lokalplanen omhandlet byggeri.

5. Ændret ejendomsanvendelse

Selv om ændringer i en ejendoms anvendelse inden for et lokalplanområde skal være i overensstemmelse med denne, kan der dog ske ændringer, som formelt ikke er i overensstemmelse med planen, såfremt ændringerne er en fortsættelse af »den hidtidige lovlige brug af ejendommen.«

Det kan undertiden være vanskeligt konkret at afgøre, hvornår en ændret anvendelse af en ejendom indebærer en overtrædelse af en lokalplan eller byplanvedtægt. Det gælder f.eks., hvor en erhvervsmæssig aktivitet intensiveres.

En højesteretsdom, der findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1980/ 30 fastslog, at en tømmerhandels etablering af oplagsplads på en ubenyttet del af en ejendom, der tilhørte virksomheden, ikke var i strid med en byplanvedtægt, der udlagde området til håndværks- og servicevirksomhed. Højesteret fandt således i denne sag, at der kunne ske en udvikling af erhvervsvirksomheden.

Hvis der derimod er tale om indretning af ny virksomhed, der medfører en væsentlig anden anvendelse end den hidtidige, skal lokalplanen (byplanvedtægten) respekteres. Det er fastslået i en højesteretsdom vedrørende en ændring af et mindre øldepot til automobilhandel. Dommen findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1965, side 659.

Hvis der er gået 3 år, siden ejendommen har været anvendt, kan en genoptagelse af den sidste virksomhed ikke finde sted. Retten til at udnytte ejendommen i strid med lokalplanen er bortfaldet, jf. § 56, stk. 2.

6. Forholdet til anden lovgivning - bonus

En lokalplan kan ikke uden særlig hjemmel tilsidesætte anden lovgivning. Eksempler på en sådan hjemmel er byggelovens §§ 6 A - 6 C og 7-9, der indeholder hjemmel til, at en lokalplan kan fravige byggelovens regler om mindstegrundstørrelser, bebyggelsesprocenter, friarealer, afstands- og højdebestemmelser. En lokalplan kan dog ikke fravige beregningsreglerne i bygningsreglementet. En lokalplan kan ikke ophæve landbrugspligten i henhold til landbrugsloven, eller bygge- og beskyttelseslinier i henhold til naturfredningsloven. For så vidt angår ophævelse af landbrugspligt kan der henvises til bestemmelserne i § 9, stk. 2-5 i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 115 af 11. juli 1995 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Efter planlovens § 15, stk. 4, kan en lokalplan for et område, der skal blive i landzone, indeholde bestemmelse om, at lokal-planen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1 (landzonetilladelser), som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse. Bestemmelsen giver hjemmel til den såkaldte bonusvirkning af lokalplaner, for så vidt angår landzonetilladelser.

Det er en betingelse, at lokalplanen udtrykkeligt angiver, hvilke tilladelser der anses for meddelt, jf. § 36, stk. 1, nr. 5. Kravet om udtrykkelig angivelse af meddelte tilladelser er opfyldt, når lokalplanens beskrivelse af de tilladte byggerier m.v. opfylder de betingelser, der ville kræves i landzonetilladelse til det samme projekt.

Bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 7 giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at lokalplaner får bonusvirkning på andre områder, når der (også) tilvejebringes hjemmel hertil i de love, der regulerer disse områder. Sådan hjemmel er (endnu) ikke tilvejebragt.

G. Dispensation fra lokalplaner

1. Generelt

Efter planlovens § 19, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelser i en lokalplan (eller byplanvedtægt

m.m.), hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Bestemmelsen omfatter ikke dispensationer fra forbud mod helårsbeboelse i en lokalplan for et sommerhusområde. For sådanne dispensationer gælder reglerne i § 40, jf. henvisningen til denne bestemmelse i § 19, stk. 1.

Formuleringen af dispensationskompetencen svarer til bestemmelsen i kommuneplanlovens § 47, stk. 3, i den affattelse bestemmelsen fik ved lovændringen i 1985.

Principperne i en lokalplan er anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med lokalplanen. Dispensationer fra sådanne anvendelsesbestemmelser kan kun meddeles til mindre betydende fravigelser. Hvis et område f.eks. er udlagt som industriområde, kan der ikke meddeles dispensation til indretning af en dagligvare butik.

Principperne omfatter også den planlagte struktur, fordelingen mellem friaraler og bebyggede arealer. Dispensation kan således som regel ikke meddeles til indgreb i grønne områder og fælles friarealer. Hvis et areal f.eks. er udlagt til fælles friareal for en parcelhus- eller sommerhusbebyggelse, kan der ikke dispenseres til udstykning af parceller til bebyggelse, således at fællesarealet derved indskrænkes.

De bestemmelser i lokalplanen, som mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering, hører normalt ikke til principperne i lokalplanen, dvs. at der som hovedregel kan dispenseres fra sådanne bestemmelser. Men i nogle tilfælde kan de detaljerede bestemmelser være fastsat netop for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen, f.eks. i et bevaringsværdigt område.

I så fald hører de bebyggelsesregulerende bestemmelser til principperne i lokalplanen med den begrænsede adgang, der er til dispensation herfra.

Eksempler på afgørelser vedrørende dispensation fra lokalplaner findes i NKO nr. 40, 1994.

Der kan kun dispenseres fra bestemmelser i en lokalplan, der er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutninger (landsplandirektiver) efter § 3 eller aftale med en statslig eller regional myndighed, hvis miljø- og energiministeren eller den pågældende myndighed samtykker, jf. § 19, stk. 3.

I planlovens § 20 er der præcise regler om, hvem der skal have forudgående orientering og lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, før der kan dispenseres.

Efter § 20 kan dispensation kun meddeles efter forudgående naboorientering, medmindre kommunalbestyrelsen skønner, at en forudgående orientering er af underordnet betydning for de personer og foreninger, der efter bestemmelsen normalt skal orienteres, jf. § 20, stk. 2. Skønnet vil efter omstændighederne kunne gå ud på, at orienteringen begrænses til en del af de foreskrevne personer og foreninger, hvis dispensationen er af underordnet betydning for de øvrige.

Minimumsfristen for naboorienteringen er 2 uger. Helligdage bør ikke medregnes i fristen.

2. Dispensation efter byggelovens § 22, stk. 3, fra nogle lokalplanbestemmelser

Når der opføres mere end et enfamiliehus til helårsbeboelse på en ejendom, skal bebyggelsen efter byggelovens § 10 A opføres og anbringes således, at hver boligenhed med tilhørende grundareal kan udstykkes til en selvstændig ejendom med lovlig vejadgang.

En dispensation fra denne bestemmelse, der meddeles efter byggelovens § 22, stk. 3, indbefatter dispensation fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser, som kommunalbestyrelsen har kompetence til at dispensere fra, og som ville være til hinder for en udstykning. Det omfatter også de bebyggelsesregulerende bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt.

Dispensation meddeles efter byggelovens regler, herunder byggelovens bestemmelser om naboorientering, og eventuel klage over en dispensation skal afgøres af klagemyndigheden efter byggeloven.

Bestemmelsen har betydning for så vidt angår byplanvedtægter og lokalplaner tilvejebragt før 1. april 1991, idet disse planer kan indeholde bestemmelser, som er til hinder for udstykning af enfamiliehuse, jf. oven for afsnit E.3.

3. Grundejerforeningers og beboerforeningers afgørelser i henhold til planlovens § 21, stk. 1

I henhold til planlovens § 21, stk. 1, kan en kommunalbestyrelse bemyndige en grundejerforening eller med de pågældende grundejeres samtykke en beboerforening til at meddele dispensationer fra en lokalplan eller en af de efter § 68, stk. 2, opret-holdte planer m.v., hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Hvis kommunalbestyrelsen har givet en grundejerforening eller beboerforening en sådan bemyndigelse, kan en afgørelse, der er truffet af foreningen, påklages til kommunalbestyrelsen, jf. planlovens § 58, stk. 6. Klagen skal være indgivet inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse. Foreningens afgørelse skal indeholde oplysning om, at afgørelsen kan påklages til kommunalbestyrelsen, og at klagefristen er 4 uger fra afgørelsens meddelelse samt oplysning om bestemmelsen i lovens § 62, stk. 2.

Om klagefristberegningen henvises til kap. XII, afsnit D.

De afgørelser, der er truffet af grundejerforeningen eller beboerforeningen, kan påklages til kommunalbestyrelsen til fuld efterprøvelse af såvel retlige som skønsmæssige spørgsmål.

For de af kommunalbestyrelsen trufne afgørelser i anledning af klage over en grundejerforenings eller beboerforenings afgørelse gælder de i kap. XII, afsnit A, pkt. 1 nævnte regler.

4. Lokaludvalg nedsat i henhold til § 65 d i lov om kommunernes styrelse

Kommunalbestyrelsen kan efter § 65 d i lov om kommunernes styrelse nedsætte lokaludvalg med selvstændig beslutningskompetence inden for geografisk afgrænsede dele af kommunen. Udvalgets kompetence fastlægges i et regulativ, der godkendes af indenrigsministeren.

Lokaludvalg kan bl.a. få tillagt kompetencen til at tilvejebringe lokalplaner og dispensere fra lokalplaner og byplanvedtægter inden for områder, der i kommuneplanens rammer er udlagt til boligformål. Kompetencen til at udstede påbud og forbud efter planlovens § 43 vedrørende servitutter inden for de nævnte områder kan ligeledes tillægges lokaludvalget.

De afgørelser inden for planlovens område, der træffes af et lokaludvalg kan påklages til Naturklagenævnet i samme omfang, som hvis de var truffet af kommunalbestyrelsen.

5. Betingelser

Tilladelser eller dispensationer kan betinges. Det følger af almindelige regler og fremgår indirekte af bestemmelsen i planlovens § 55.

Hvilke betingelser, der lovligt kan stilles, er ikke angivet i planloven, men det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at en dispensation skal være begrundet i hensyn, der kan varetages efter den pågældende lov - i dette tilfælde planloven, og at betingelsen skal stå i et rimeligt forhold til den dispensation, der meddeles.

Regler om kommunalbestyrelsens adgang til at fravige bl.a. bestemmelser i lokalplaner og byplanvedtægter om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund betinget af, at der sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond, er fastsat i Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 10 af 17. januar 1994 om kommunale parkeringsfonde.

Lovlige betingelser er bindende for andre indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår deres ret er stiftet.

Kommunalbestyrelsen skal lade betingelser »af varig interesse« tinglyse. Det sker på ejerens bekostning, jf. § 55, 2. pkt.

6. Forældelse

En tilladelse eller dispensation bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. § 56, stk. 1.

De dispensationer fra bebyggelsesregulerende bestemmelser, som er indbefattet i en dispensation fra byggelovens § 10 A, forældes ikke, da dispensationerne er udnyttet i forbindelse med opførelse af byggeriet.

En tilladelse eller dispensation kan ikke forlænges. Men der vil i givet fald kunne meddeles en ny tilladelse eller dispensation efter de almindelige regler, herunder om forudgående naboorientering.

VI Planers tilvejebringelse og ophævelse (§§ 22-33)

A. Generelt

Kommunalbestyrelser og amtsråd har som planmyndigheder ret til at tilvejebringe nye planer, eller til at ændre eller ophæve eksisterende planer. I visse situationer har planmyndigheden endvidere pligt til at tilvejebringe en plan og/eller ændre og ophæve en eksisterende plan.

Det følger af amtsrådets og kommunalbestyrelsens ansvar for planlægningen, jf. planlovens §§ 6, stk. 1, 11, stk. 1 og § 13, stk. 1, at de kommunale myndigheder til enhver tid kan beslutte at ændre de eksisterende planer i overensstemmelse med de i lovens kap. 6 nævnte ændringsprocedurer og under iagttagelse af bestemmelserne i §§ 6, stk. 2 og 11, stk. 2 og § 13, stk. 1, hvorefter planerne ikke må stride mod den overordnede planlægning eller regler eller beslutninger efter § 3 (rammestyringsprincippet).

Det påhviler amtsrådet og kommunalbestyrelsen at ajourføre og revidere region- og kommuneplanen hvert fjerde år, jf. § 22, stk. 1. Se nedenfor afsnit B, pkt. 2.

Om pligten efter planlovens §§ 9 og 12, stk. 1, til at virke for region- og kommuneplanens gennemførelse henvises til kap. III, afsnit C og kap. IV, afsnit C.

Såfremt den overordnede planlægning ændres, må den øvrige planlægning indrettes herefter senest ved førstkommende revision. Miljø- og energiministeren vil i øvrigt kunne fastsætte bindende forskrifter herom, jf. § 3.

B. Fælles regler for tilvejebringelse af planer

1. Generelt om offentligheds- og høringsregler m.v.

Ifølge § 1, stk. 2, nr. 4, er det et selvstændigt formål med planloven, at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet. Det er op til planmyndigheden at vurdere, hvordan dette konkret kan ske. Loven indeholder kun nogle minimumsregler om offentliggørelse af planforslag, jf. § 24, stk. 1, og om forudgående offentlighed, dvs. indkaldelse af ideer, forslag m.v. tidligt i planlægningsarbejdet ved ændringer af region- og kommuneplaner, jf. §§ 22 og 23.

Den forudgående offentlighed skal sikre, at borgerne på et tidligt tidspunkt i planlægningsarbejdet får mulighed for at debattere planlægningsmulighederne, fremsætte forslag og derved give deres synspunkter til kende, før der er udarbejdet et planforslag, dvs. før planmyndigheden har lagt sig fast på en bestemt løsning. Reglerne om forudgående offentlighed medfører ikke indskrænkninger i borgernes muligheder for at udtale sig senere, når et egentligt planforslag er udarbejdet.

2. Revision af kommune- og regionplaner og tillæg til kommune- og regionplaner (forudgående offentlighed)

Planlovens § 22, stk. 1, fastsætter en revisionspligt for kommune- og regionplaner hvert fjerde år.

Forslag til revision af en regionplan skal vedtages og offentliggøres senest 2 måneder inden udgangen af den kommunale valgperiode, jf. § 1 i samlebekendtgørelsen. Dvs. at forslag til revision af regionplanerne i 1997 skal offentliggøres senest 1. november 1997.

Kommuneplaner skal revideres 4 år efter den seneste revision af kommuneplanen.

Efter § 22, stk. 2, skal planmyndigheden før udarbejdelsen af forslag til kommune- og regionplanrevisioner eller tillæg til planerne, indkalde ideer, forslag m.v.

Det er op til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet at bestemme formen og proceduren for den forudgående offentlighed. § 22, stk. 3, indeholder dog nogle (minimums)regler for proceduren. Indkaldelsen skal offentligt bekendtgøres og indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i planen. Bestemmelsen skal forstås således, at spørgsmålet om den kommende planlægning skal lægges åbent frem med henblik på en debat om de fremtidige forhold. Ved tillæg til kommune- og regionplaner for anvendelsen af bestemte arealer bør der i indkaldelsen redegøres for eventuelle begrænsninger eller restriktioner i den øvrige planlægning og i lovgivningen med henblik på en hensigtsmæssig afgrænsning af debatten.

Pligten til at gennemføre en forudgående offentlighed ved ændringer af kommuneplaner gælder ikke, hvor planforslaget kun går ud på mindre ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur, jf. § 22, stk. 2, 3. pkt. Der tænkes her navnlig på ganske små rammeændringer foranlediget af et lokalplanforslag som f.eks. mindre reguleringer af grænserne mellem områder med forskellige anvendelsesbestemmelser eller justeringer af bestemmelser om maksimal højde, bebyggelsesprocent m.v. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at planforslaget alligevel skal i forudgående offentlighed, ligesom offentligheden kan inddrages i det indledende lokalplanarbejde, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Spørgsmål, om et planforslag er omfattet af kravet om forudgående offentlighed, er af retlig karakter og kan påklages efter § 58, stk. 1.

Fristen for indgivelse af forslag og ideer m.v. fastsættes af kom-munalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet. Fristen bør fastsættes i forhold til karakteren af det påtænkte tillæg. Efter lovens forarbejder forudsættes fristen dog at være mindst 14 dage. Ved revisioner skal fristen være minimum 8 uger, jf. § 23, stk. 3.

Planloven stiller ikke krav om, at regionplanmyndigheden i forbindelse med indkaldelsen af ideer og forslag skal orientere berørte myndigheder, men det må - som hidtil - anses for god planlægningspraksis, at amtskommunerne undervejs i planlægningsarbejdet orienterer om og forhandler relevante spørgsmål med berørte myndigheder.

3. Beretning ved kommune- og regionplanrevisioner

Efter § 23, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet i forbindelse med de 4-årlige revisioner udarbejde en samlet beretning om den hidtidige planlægning og de ændringer der foreslås i den reviderede plan, samt en vurdering af den forventede udvikling. Beretningen skal offentliggøres samtidig med indkaldelsen af forslag og ideer til revisionen af regionplanen/kommuneplanen, jf. § 23, stk. 2. Samtidig med offentliggørelsen sendes beretningen til Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen og øvrige statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres, jf. § 23, stk. 2, 2. pkt. Om berørte ministerier se nedenfor pkt. 5.

Beretningen skal bl.a. indeholde en samlet redegørelse om de planændringer, der er tilvejebragt i planperioden, jf. § 23, stk. 1.

Efter § 23, stk. 4, skal amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen forestå en oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat om planrevisionens målsætning og nærmere indhold. Loven indeholder ikke nogen regulering af denne forpligtelse.

4. Offentliggørelse af forslag til region-, kommune- og lokalplaner

Reglerne om offentliggørelse af planforslag findes i § 24. Når kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet har vedtaget et lokal-, kommune- eller regionplanforslag, skal planforslaget med den tilhørende redegørelse, jf. §§ 6, stk. 7, 11, stk. 7 og 16, offentliggøres.

Offentliggørelsen kan ske ved annoncering i de stedlige periodiske blade, dvs. de lokale og regionale dag- og/eller ugeblade, som dækker det geografiske område. Kommune- og regionplanforslag, der ikke alene vedrører et bestemt begrænset areal, skal endvidere offentliggøres i Statstidende, jf. Statstidendeloven. Offentliggørelsen skal indeholde oplysninger om fristen for indsigelser m.v. mod planforslaget. Indsigelsesfristen skal være mindst 8 uger, jf. § 24, stk. 3.

Offentliggørelsen skal endvidere for kommuneplanforslags vedkommende oplyse om retsvirkningerne efter lovens § 12, stk. 2 og 3, jf. kap. IV, afsnit C. For lokalplanforslags vedkommende skal der oplyses om retsvirkningen efter lovens § 17, jf. kap. V, afsnit F, pkt. 1.

Samtidig med offentliggørelsen af planforslaget sendes forslaget til miljø- og energiministeren (Landsplanafdelingen) og øvrige berørte statslige og kommunale myndigheder, jf. § 25, se endvidere nedenfor pkt. 5.

Forslag til kommune- og lokalplaner skal altid sendes til amtsrådet i den amtskommune, kommunen ligger i. Forslag til regionplaner og tillæg skal sendes til kommunalbestyrelserne i amtskommunen. Det må bero på en konkret vurdering, om forslag til kommune- og lokalplaner tillige skal sendes til nabo-kommunerne, og om forslag til regionplantillæg skal sendes til naboamterne. Hvis planforslagene vedrører anlæg, der kan medføre kommunegrænseoverskridende miljømæssige konsekvenser, f.eks. ved planlægningen af støjende og forurenende anlæg som flyvepladser og kraftvarmeværker, bør nabokommunerne og naboamterne orienteres om planforslagene.

Planmyndigheden må i forbindelse med det enkelte planforslag tage stilling til, hvilke statslige myndigheder der kan have interesser, der berøres af forslaget. Hvis en statslig myndighed selvstændigt tilkendegiver at have interesser i en konkret plan eller bestemte typer planer, skal planforslaget sendes til den pågældende myndighed.

Bliver planforslaget ikke fremsendt eller på anden måde forelagt de berørte myndigheder, vil det kunne medføre, at planforslaget ikke kan vedtages inden for den fastsatte frist. Planens gyldighed vil endvidere kunne anfægtes.

I det følgende er der for en række statslige myndigheder angivet, hvilke planforslag de skal have fremsendt. Listen er ikke udtømmende.

5. Underretning af statslige myndigheder

Regionplanforslag:

Arbejdsministeriet, Holmens Kanal 20, 1060 København K

Boligministeriet, Slotsholmsgade 1, 1216 København K

Finansministeriet, Christiansborg Slotsplads 1,

1218 København K

Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Strukturdirektoratet,

Toldbodgade 29, 1253 København K.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Fiskeridirektoratet,

Stormgade 2, 1470 København K.

Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K

I overensstemmelse med den nuværende praksis ønsker Forsvarsministeriet, at regionplanforslag samtidig sendes til de af forsvarets myndigheder, der er beliggende i de respektive amter. Adresseliste over de relevante myndigheder er af Forsvarsministeriet sendt til samtlige regionplanmyndigheder. Listen ajourføres af Forsvarsministeriet, når der er behov herfor.

Indenrigsministeriet, 1. økonomiske kontor,

Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K

Erhvervsministeriet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K

Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K

Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21,

1220 København K

Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K

Socialministeriet, Holmens Kanal 22, 1060 København K

Sundhedsministeriet, Holbergsgade 6, 1057 København K

Trafikministeriet, Frederikshoms Kanal 27,

1220 København K

Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen,

Højbro Plads 4, 1200 København K

(regionplantillæg bedes indsendt i 5 eksemplarer)

Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K

Skov- og Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø

Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø

Energistyrelsen, Amaliegade 44, 1256 København K

Erhvervsfremme Styrelsen, Tagensvej 137, 2200 København N

Kommuneplanforslag:

Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen (1 eksemplar).

Forsvarets Bygningstjeneste, Frederiksholms Kanal 30, Postboks 24, 1001 København K.

Eventuelle berørte andre statslige myndigheder. For Landbrugs- og Fiskeriministeriets vedkommende sendes forslagene til Strukturdirektoratet, Toldbodgade 29, 1253 København K (1 eksemplar) og til Fiskeridirektoratet, Stormgade 2, 1470 København K (1 eksemplar).

Da de statslige myndigheder ikke - som ved lokalplanforslag - har mulighed for at nedlægge veto mod et kommuneplanforslag, vil de typisk kun betragte et tilsendt forslag som en orientering, dvs. at kommunen ikke kan gå ud fra, at et anlæg, der er optaget i kommuneplanen, er accepteret, selvom den statslige myndighed på området ikke har reageret over for forslaget.

Lokalplanforslag:

Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen: Alle lokalplanforslag (2 eksemplarer).

Herudover skal lokalplanforslag sendes til amtskommunen samt til statslige myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget. Det vil typisk kunne dreje sig om følgende statslige myndigheder, idet det skal præciseres, at der i det konkrete tilfælde kan være tale om andre end de anførte.

Miljøstyrelsen: Planforslag, der berører miljøbeskyttelsesinteresser, skal sendes i et eksemplar til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K. Formålet hermed er at give Miljøstyrelsen mulighed for ud fra et statsligt synspunkt at fremkomme med bemærkninger til planforslag, der kan indebære risiko for miljømæssige problemer. De væsentligste miljøforhold er indarbejdet i region- og kommuneplanerne, således at Miljøstyrelsen kun sjældent inddrages i lokalplanlægningen. Styrelsen foretager da heller ikke længere systematisk gennemsyn af de indsendte lokalplaner. På den baggrund anmoder Miljøstyrelsen om, at der i forbindelse med indsendelse nærmere redegøres for, hvilke miljømæssige forhold der er anledning til, at lokalplanforslaget sendes til Miljøstyrelsen. Indsendelse af en lokalplan til Miljøstyrelsen er således ikke ensbetydende med en egentlig miljømæssig bedømmelse af planen. Hvis en aktivitet, for hvilken der er udarbejdet lokalplan, forudsætter tilladelse, godkendelse m.v. efter anden lovgivning, vil denne lovgivning fortsat være gældende uanset udarbejdelse af lokalplan. Bonusprincippet i § 15, stk. 7, er kke anvendt på miljølovgivningen. Indsendelse af planforslag vil ikke præjudicere Miljøstyrelsens afgørelser som klagemyndighed ved behandlingen af sager efter miljølovgivningen. Dette understreger behovet for, at kommunalbestyrelserne ved udarbejdelsen af forslag til lokalplaner er opmærksom på miljømæssige problemer, hvis løsning er en forudsætning for realisering af lokalplanen.

Skov- og Naturstyrelsen: Samtlige lokalplanforslag, medmindre de udelukkende vedrører centrale bydele inde i større byområder, skal sendes i to eksemplarer til Skov- og Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø.

Det må understreges, at reguleringerne i forhold til naturbeskyttelsesloven, selv om Skov- og Naturstyrelsen er underrettet om et lokalplanforslag i henhold til § 25, fortsat vil være gældende, medmindre bygge- og beskyttelseslinierne ophæves, eller der meddeles dispensation. Orientering efter § 25 kan derfor ikke erstatte en konkret ansøgning om ophævelse af bygge- og beskyttelseslinier eller tilladelse i de tilfælde, hvor en sådan er nødvendig. Lokalplanforslag bør ikke sendes til orientering til fredningsnævn eller Naturklagenævnet.

Lokalplanforslag, der vedrører arealer ejet af Miljø- og Energiministeriet, private skovarealer og/eller sandflugtsarealer samt arealer, der grænser op til disse, skal tillige sendes til Statsskovdistrikterne. Distrikterne fremgår af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 596 af 6. september 1989 om landets opdeling i skovlovkredse. Skov- og Naturstyrelsen vil blive inddraget, idet distrikterne vil videresende forslagene med bemærkninger.

Forsvarets Bygningstjeneste: Lokalplanforslag, der vedrører arealer ejet eller lejet af Forsvarsministeriet og arealer, der grænser op til disse, lokalplanforslag inden for støjkonsekvensområderne for forsvarets flyvestationer, skydebaner, øvelsespladser samt - skyde- og øvelsesterræner, samt lokalplanforslag, der i øvrigt må antages at berøre forsvarets aktiviteter og interesser, herunder flysikkerhed og telekommunikation, skal sendes til Forsvarets Bygningstjeneste, Frederiksholms Kanal 30, Postboks 24, 1001 København K.

Strukturdirektoratet: Lokalplanforslag, der vedrører jordbrugs- og fiskerimæssige interesser, skal sendes til Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri, Toldbodgade 29, 1253 København K. Hvad angår de jordbrugsmæssige interesser kan henvises til § 8 i Landbrugs- og Fiskeriministeriets cirkulære nr. 115 af 11. juli 1995 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Fiskeridirektoratet, Stormgade 2, 1470 København K, i det omfang forslagene vedrører fiskerimæssige interesser, herunder opfyldninger i kystzonen, inddæmninger, havneanlæg og ændret anvendelse af de ferske vande.

Trafikministeriet: Der henvises til Trafikministeriets brev af 1. februar 1995 (j.nr. 94-170-1) vedrørende delegation af behandling af lokalplaner til Trafikministeriets styrelser og institutioner.

Ifølge brevet er det den pågældende institution, der afgør, om veto mod et lokalplanforslag skal nedlægges. Opnås der ikke under forhandlingen med kommunen enighed om forslaget, skal institutionen inddrage Trafikministeriet, Planlægningsafdelingen.

Lokalplanforslag inden for nedennævnte områder skal sendes til de angive styrelser og institutioner.

Vejdirektoratet: Lokalplanforslag, der berører eksisterende eller planlagte hovedlandevejanlæg, skal sendes til Vejdirektoratet, Niels Juels Gade 13, box 1569, 1020 København K.

Privatbanerne: Lokalplanforslag, der berører eksisterende eller planlagte privatbanearealer eller omfatter arealer til trafikformål eller bebyggelse med relation til privatbaner, skal sendes til Jernbanetilsynet, Vester Voldgade 123, 3. sal, 1552 København V.

Kystinspektoratet: Lokalplanforslag, der berører arealer omfattet af kystbeskyttelseslovens § 16 eller arealer i Ribe- og Tøndermarsken skal sendes til Kystinspektoratet, Højbovej 1, Postboks 100, 7620 Lemvig.

Statshavneadministrationen i Esbjerg: Lokalplanforslag, der berører statshavnearaler i Esbjerg Havn, Hvide Sande Havn, Rømø Havn, Thorsminde Havn og Thyborøn havn skal sendes til Statshavnsadministrationen Esbjerg, Hulvejen 1, Postboks 2, 6701 Esbjerg.

Statshavnsadministrationen i Frederikshavn: Lokalplanforslag, der berører statshavnearealer i Anholt Havn, Frederikshavn Havn, Hammerhavn, Hanstholm Havn, Helsingør Havn, Hirtshals Havn og Skagen Havn skal sendes til Statshavnsadministrationen Frederikshavn, Havnepladsen 7, Postboks 190, 9900 Frederikshavn.

Statens Luftfartsvæsen: Lokalplanforslag der vedrører flyvepladser (såvel offentlige, som private og militære), arealer omfattet af indflyvningsplaner (jf. luftfartslovens §§ 62-65), projekter der ved deres højde kan være til fare for luftfartens sikkerhed i forbindelse med radionavigationshjælpemidler, projekter til anlæg eller indretninger af 100 m højde eller derover, samt lossepladser, der tilføres spiseligt affald, og råstofindvinding, der efterlader gravesøer, når det pågældende areal enten ligger inden for en afstand af 10 km fra en flyveplads, der er godkendt til rute- og charterflyvning, eller arealet ligger således, at en flyveplads overflyves af fugle på vej mellem arealet og eventuelle rugesteder, skal sendes til Statens Luftfartsvæsen, Ellebjergvej 50, Postboks 744, 2450 København SV.

Trafikministeriet: Lokalplanforslag der vedrører lufthavnene i Kastrup eller Tune bedes sendt til Trafikministeriet, Departementet, Planlægningsafdelingen.

Trafikministeriet: Lokalplanforslag der berører anlæg i tilknytning til Storebæltsforbindelsen eller Øresundsforbindelsen , bedes fremsendt til Trafikministeriet, Departementet, Planlægningsafdelingen.

Trafikministeriet: Lokalplanforslag der berører arealer i Københavns Havn bedes fremsendt til Trafikministeriet, Departementet, Planlægningsafdelingen.

Telestyrelsen: Lokalplanforslag, der vedrører vindmøller og vindmølleparker, skal i henhold til aftale med Telestyrelsen, sendes til Tele Danmark A/S, c/o TELECOM A/S, Telegade 2, 2630 Taastrup.

Energistyrelsen: Lokalplanforslag, der åbner mulighed for ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bygninger og arealer inden for 200 m fra transmissionsledningerne for olie og naturgas, skal efter aftale med Energistyrelsen sendes til D.O.N.G. A/S, Agern Alle 24-26, 2970 Hørsholm .

Endvidere skal tilsvarende lokalplanforslag inden for 200 m fra regionale fordelingsledninger for naturgas med tryk for 40 bar, sendes til Energistyrelsen, Amaliegade 44, 1256 København K.

Kirkeministeriet: Lokalplanforslag, der omfatter kirker og kirkegårde, og lokalplanforslag, der berører kirkernes og kirkegårdenes nære omgivelser, skal efter aftale med Kirkeministeriet sendes til vedkommende Stiftsøvrighed.

Endeligt vedtagne planer bedes sendt til Miljø- og Energiminiseriet, Landsplanafdelingen i følgende antal eksemplarer:

  

 Lokalplaner og kommuneplantillæg: 3 eksemplarer  

 Kommuneplaner:                    2 eksemplarer  

 Regionplaner, revisioner          2 eksemplarer  

 Regionplantillæg                  5 eksemplarer  

6. Mindretalsbeskyttelse, § 24, stk. 2

Efter § 24, stk. 2, kan ethvert medlem af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet forlange, at eventuelle afvigende meninger offentliggøres sammen med planforslaget. Det er en forudsætning, at det pågældende medlem har fået sin afvigende mening om planforslaget tilført beslutningsprotokollen ved behandlingen af forslaget. Medlemmet kan endvidere kræve at få offentliggjort en kort begrundelse for hvert enkelt punkt eller eventuelt samlet for flere punkter. Begrundelsen formuleres af det eller de medlemmer, der har forlangt den afvigende mening protokolleret.

I praksis sker det ved, at mindretalsudtalelsen med begrundelse fremlægges sammen med lokalplanforslaget, og at det i annoncerne om lokalplanforslaget oplyses, at der er en eller flere mindretalsudtalelser.

7. Indsigelsesfrist, § 24, stk. 3

Fristen for indsigelser mod planforslag er efter § 24, stk. 3, fastsat til mindst 8 uger. Indsigelsesfristen gælder for alle planforslag, og fristen gælder også for statslige myndigheders indsigelser efter §§ 28 og 29. Den har derimod ikke betydning for ministerens indkaldebeføjelser efter § 3, stk. 4, idet miljø- og energiministeren har mulighed for at kalde et planforslag ind, indtil det er vedtaget.

8. Endelig vedtagelse, § 27, stk. 1, 1. pkt.

Medmindre der er fremsat veto eller truffet beslutning efter §§ 3, 28 og 29, kan planmyndigheden vedtage planforslag endeligt, når 8 ugers fristen efter § 24, stk. 3, er udløbet.

For lokalplaner, hvor der er kommet rettidige indsigelser, gælder dog, at forslaget først kan vedtages endeligt 4 uger efter indsigelsesfristens udløb, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt. Ordet »indsigelse« skal forstås bredt og vedrører også ændringsforslag, betingede tilsagn, nye ideer og andre tilkendegivelser, der er fremkommet i offentlighedsperioden, og som ikke fuldt ud støtter forslaget.

Vedtagelsen sker i kommunalbestyrelsen/amtsrådet. Det har tidligere været antaget, at der for så vidt angår visse lokalplaner kunne ske en delegation af kompetencen til at vedtage planen i et udvalg. Men denne antagelse er efter Landsplanafdelingens opfattelse ikke holdbar.

9. Betinget vedtagelse

Efter § 27, stk. 2, kan endelig vedtagelse af lokal- og kommuneplanforslag gøres betinget af gennemførelsen af de nødvendige ændringer i den overordnede planlægning, medmindre der er fremsat indsigelse efter §§ 28-29, eller der er truffet beslutning efter § 3, stk. 4, jf. § 27, stk. 1. Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på kommuneplanens forhold til regionplanen i situationer, hvor amt og kommune er enige om indholdet af planændringerne, og de statslige myndigheder ikke har bemærkninger.

10. Ændringer ved endelig vedtagelse, § 27, stk. 3

Der vil efter lovens § 27, stk. 3, kunne foretages ændring af planforslaget i forbindelse med planens endelige vedtagelse.

Såfremt ændringen på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der har gjort indsigelse på dette punkt, kan endelig vedtagelse ikke ske, før de pågældende - inden for en fastsat frist - har haft lejlighed til at udtale sig.

Ved væsentlige ændringer i regionplanforslag skal miljø- og energiministeren altid have lejlighed til at udtale sig, før den endelige vedtagelse.

Hvis der er tale om en så omfattende ændring, at det reelt er et nyt planforslag, skal offentliggørelse og underretning ske efter samme regler som ved nye planforslag. Se som eksempel herpå NKO nr. 46, 1994.

Ændringer af et planforslag kan efter omstændighederne udløse lokalplanpligt i et naboområde, jf. NKO nr. 36, 1994.

Det er de samme regler der gælder for planforslagene på de tre niveauer, men det følger af forholdets natur, at vurderingen af ændringens væsentlighed og dens eventuelle betydning for and-re end dem der har foranlediget ændringen, må vurderes ud fra, hvad der er væsentligt for henholdsvis lokalplaner, kommuneplaner og regionplaner.

Spørgsmål om rækkevidden af § 27, stk. 3, er et retligt spørgsmål og omfattet af klageadgangen i § 58, stk. 1.

11. Offentliggørelse af den endeligt vedtagne plan

Den endelige vedtagne plan offentliggøres af amtsråd henholdsvis kommunalbestyrelse og sendes til samme myndigheder, som planforslaget er sendt til, jf. § 30, stk. 1.

Efter lovens § 30, stk. 2, skal offentliggørelsen af kommuneplaner og lokalplaner indeholde oplysninger om planernes retsvirkninger efter henholdsvis § 12, stk. 2 og 3, jf. kap. IV, afsnit C og § 18, jf. kap. V, afsnit F samt klagevejledning, jf. kap. XII, afsnit J.

Manglende klagevejledning betyder, at klagefristen ikke kan beregnes fra offentliggørelsen.

En lokalplan bortfalder, hvis den ikke er offentligt bekendtgjort senest 8 uger efter den endelige vedtagelse, jf. § 32, stk. 2. Det betyder, at kommunen må starte forfra med offentliggørelse af et lokalplanforslag.

C. Supplerende regler for lokalplaner

Ved offentliggørelsen af lokalplanforslag skal kommunalbestyrelsen give oplysning om lokalplanens foreløbige retsvirkninger efter planlovens § 17, jf. § 24, stk. 1, 3. pkt. De foreløbige retsvirkninger er beskrevet i kap. V, afsnit F, pkt. 1.

Samtidig med offentliggørelsen af lokalplanforslag skal kommunalbestyrelsen give skriftlig underretning herom til ejere, lejere og brugere, foreninger m.v., samt eventuelle servitutpåtaleberettigede, efter reglerne i § 26. Underretningen skal oplyse om lokalplanforslagets foreløbige retsvirkninger efter § 17 og om fristen for indsigelse mod planforslaget. Eventuelle mindretalsudtalelser efter § 24, stk. 2, i forbindelse med kommunalbestyrelsens vedtagelse af lokalplanforslaget skal være indeholdt i underretningen.

Opmærksomheden henledes på museumslovens § 36 a, der indeholder en pligt for kommunalbestyrelsen til at underrette de kulturhistoriske museer i området om visse lokalplanforslag.

Ved tilvejebringelse af lokalplaner for en del af et område, hvor der i kommuneplanen er fastsat en bebyggelsesprocent for området under et, må kommunalbestyrelsen underrette samtlige ejere af ejendomme i området, hvis lokalplanforslaget indeholder byggemuligheder, der overskrider den bebyggelsesprocent, som er fastsat for området under et. Det er efter Miljø- og energiministeriets opfattelse en følge af almindelige forvaltningsretlige regler, at en sådan underretning skal ske, idet ejerne af ejendomme uden for lokalplanområdet i denne situation er parter i sagen, fordi der sker en reduktion af den bebyggelsesprocent, der er til rådighed i den resterende del af området.

Når lokalplanen er endeligt vedtaget, jf. § 27, skal planen offentliggøres. Om offentliggørelsen se ovenfor under afsnit B, pkt. 11.

Et lokalplanforslag skal vedtages endeligt inden 3 år efter forslagets offentliggørelse, ellers er forslaget bortfaldet, jf. § 32, stk. 1. Det gælder, uanset hvad der er baggrunden for, at den endelige vedtagelse ikke er sket.

Samtidig med offentliggørelsen skal kommunalbestyrelsen fremsende underretning om den endeligt vedtagne lokalplan til ejere af de ejendomme, der er omfattet af planen, enhver, der rettidigt har fremsat indsigelse m.v. mod planforslaget, samt de myndigheder, der er nævnt i § 25 og de (lokale) foreninger, der er nævnt i § 26, stk. 1, nr. 3, jf. planlovens § 31, stk. 1. Underretningen skal ske skriftligt f.eks. ved fremsendelse af et eksemplar af den offentliggjorte bekendtgørelse.

Den endeligt vedtagne lokalplan skal på kommunalbestyrelsens foranledning tinglyses på de ejendomme, der er omfattet af lokalplanen, jf. § 31, stk. 2. Tinglysningen er ikke et gyldighedskrav, men manglende tinglysning kan medføre erstatningsansvar for kommunen.

D. Ophævelse af lokalplaner i visse situationer

Ophævelse af byplanvedtægter og lokalplaner kan normalt kun ske ved en ny lokalplan.

Planlovens § 33 åbner mulighed for, at kommunen ved en beslutning i kommunalbestyrelsen kan ophæve en lokalplan eller byplanvedtægt i to situationer. For det første, når et areal tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone, jf. kap. IX. For det andet, når en landzonelokalplan har mistet sin betydning, f.eks. fordi det i planen forudsatte projekt er blevet opgivet. I begge situationer er det en betingelse, at kommunalbestyrelsen har vurderet, at en planlægning for området ikke længere er nødvendig, jf. § 33, stk. 1.

Beslutningen kan kun gå på fuldstændig ophævelse af lokalplanen. Hvis enkelte af planens bestemmelser ønskes opretholdt, skal der gennemføres en ny lokalplan efter de almindelige tilvejebringelsesregler. Hvis lokalplanen/byplanvedtægten omfatter et større område end det, der ønskes tilbageført til landzone, kan planen dog ophæves alene for de tilbageførte arealer.

I praksis vil ophævelse komme på tale ved ubebyggede arealer eller arealer, hvor den eksisterende bebyggelse fortsat anvendes til det hidtidige lovlige formål, f.eks. landbrugsdrift. Efter § 33, stk. 2, kan beslutning om ophævelse først træffes, når ejerne inden for en frist af 8 uger har haft lejlighed til at udtale sig. Og efter stk. 3 skal kommunalbestyrelsen give underretning om ophævelsesbeslutningen til ejerne, amtsrådet og miljø- og energiministeren (Landsplanafdelingen).

Bestemmelsen indeholder ingen formel forpligtelse til underretning af panthavere eller brugere af de berørte ejendomme, men det er ministeriets opfattelse, at en sådan underretning også bør ske til andre personer, der har en ejendomsretlig interesse i anvendelsen af det pågældende areal og dermed er »part« i sagen, jf. forvaltningslovens § 19.

Kommunalbestyrelsen skal lade den ophævede plan aflyse fra tingbogen, jf. § 33, stk. 4.

E. Indsigelsesmuligheder over for planforslag (veto)

Som beskrevet i kapitel II, afsnit C har miljø- og energiministeren efter planlovens § 3 en række konkrete beføjelser, bl.a. over for planforslag, f.eks. indkaldebeføjelser.

Herudover kan der med hjemmel i planlovens §§ 28 og 29 fremsættes indsigelser mod planforslaget med den virkning, at planen ikke kan endeligt vedtages.

1. Indsigelser mod regionplanforslag og kommuneplaner i Københavns og Frederiksberg Kommuner

Efter planlovens § 29, stk. 1, kan miljø- og energiministeren til varetagelse af statslige interesser fremsætte indsigelse mod et regionplanforslag og forslag til kommuneplaner i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Denne indsigelsesret erstatter godkendelsesordningen for regionplaner i den tidligere gældende lovgivning.

2. Indsigelser mod kommuneplanforslag

Efter planlovens § 29, stk. 2, skal amtsrådet fremsætte indsi-gelse mod et kommuneplanforslag, såfremt forslaget er i strid med regler eller beslutninger efter § 3, eller regionplanlægningen for de emner, der er nævnt i lovens § 6, stk. 3 og 4 (dvs. de bindende regionplanretningslinier), jf. kapitel III, afsnit B, pkt. 1.

Pligten til at fremsætte indsigelse gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning for regionplanlægningens formål.

Efter planlovens § 29 a skal amtsrådet endvidere fremsætte indsigelse mod kommuneplanforslag for arealer i kystnærhedszonen, hvis de er i strid med reglerne i lovens §§ 5 a, stk. 1, 5 b og 11 a. Der henvises til »Vejledning om planlægning i kyst-områderne«, (1995).

3. Indsigelser mod lokalplanforslag

Efter planlovens § 29, stk. 2, skal amtsrådet fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag efter samme kriterier som for kommuneplanforslag.

Efter § 29 a skal amtsrådet endvidere for lokalplanforslag, der omfatter arealer i kystnærhedszonen, fremsætte indsigelse, hvis forslaget er i strid med bestemmelserne i § 16, stk. 3.

Efter lovens § 29, stk. 3, kan en statslig myndighed fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som myndigheden skal varetage. Denne beføjelse tilkommer alene de statslige myndigheder. Den omfatter således ikke de statslige selskaber som f.eks. postvæsenet, der tidligere har været en statslig myndighed. Disse selskaber må i givet fald rette henvendelse til ressortministeriet om evt. nedlæggelse af veto.

4. Proceduren for indsigelser

Proceduren for indsigelser, der er fastlagt i planlovens § 28, er ens for alle typer indsigelser uanset myndighed og plantype.

En indsigelse, som altid skal være begrundet, skal fremsættes over for den myndighed, der har tilvejebragt planforslaget, dvs. over for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, inden udløbet af indsigelsesfristen.

Når indsigelse er fremsat, kan planforslaget først endeligt vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer. Kan enighed ikke opnås, kan parterne indbringe uafklarede spørgsmål for miljø- og energiministeren til afgørelse.

VII Zoneindeling og landzoneadministration (§§ 34-38)

A. Generelt

Hovedformålet med zoneinddelingen og landzonebestemmelserne er at modvirke byspredning ved at hindre uønskede og ukontrollerede bebyggelser og anlæg i det åbne land og at sikre, at egentlig byudvikling sker, hvor der gennem region-, og kommune- og lokalplanlægning er åbnet mulighed herfor.

Udgangspunktet er, at landzonen skal friholdes for anden (uplanlagt) bebyggelse m.v. end den, der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.

I kombination med region-, kommune- og lokalplanlægningen skal landzoneadministrationen sikre en udvikling, der er hensigtsmæssig både udfra miljøbeskyttelse-, samfundsøkonomiske, rekreative, landskabelige, naturbeskyttelsesmæssige, jordbrugsmæssige og trafikale hensyn, samt hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af råstofressourcerne.

Landzonebestemmelserne er således af central betydning for jordbrugserhvervene, befolkningens rekreative interesser og beskyttelsen af areal- og naturressourcer og et vigtigt virkemiddel til sikring af gennemførelse af den sammenfattende fysiske planlægning.

Grundlaget for vurderingen af de konkrete landzonesager er region- og kommuneplanernes retningslinier for udviklingen i det åbne land og i landsbyerne. Disse retningslinier er netop fastlagt på baggrund af afvejninger af de nævnte beskyttelses- og erhvervsinteresser i bred forstand og med baggrund i den kortlægning og planlægning, som er tilvejebragt for hvert af de enkelte interesseområder.

Det er i denne forbindelse også væsentligt at fremhæve den sammenhæng, der er mellem landzonebestemmelserne og ejendomsvurderingerne m.v. af landzonearealer.

B. Zoneinddelingen

Planlovens § 34 viderefører den inddeling af hele landet i by-zoner, sommerhusområder og landzoner, som gennemførtes ved by- og landzonelovens ikrafttræden i 1970.

Den zoneinddeling, der er sket i henhold til den tidligere planlægning, opretholdes uændret og gælder, indtil den ændres efter reglerne i planloven.

Overførelse af nye landzonearealer til byzone/sommerhusområde kan kun ske ved en lokalplan i henhold til planlovens § 15, stk. 2, og i overensstemmelse med region- og kommuneplanens retningslinier for byudviklingen.

Arealer kan tilbageføres til landzone fra byzone eller sommerhusområde ved kommunalbestyrelsens beslutning. Planlovens kap. 10 indeholder bestemmelser herom, se kap. IX.

C. Landzonemyndigheden

Hovedreglen er, at amtsrådet har kompetencen til at meddele tilladelser i henhold til planlovens § 35, stk. 1, jf. stk. 4.

I følgende tilfælde er det dog kommunalbestyrelsen, der er landzonemyndighed:

* i Københavns og Frederiksberg Kommuner,

* i landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan, jf. kap. IV, afsnit B, pkt. 1,

* i landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan.

D. Kravet om landzonetilladelse

1. Hovedregel og undtagelser

Hovedreglen er, at der i landzone ikke må udstykkes, bygges eller foretages ændring i anvendelsen af bygninger eller arealer uden tilladelse fra landzonemyndigheden, jf. planlovens § 35, stk. 1.

Der er således som udgangspunkt et krav om forudgående tilladelse til enhver ændring i det bestående.

Vejanlæg kræver dog ikke tilladelse, jf. NKO nr. 75, juni 1995.

Der gælder en række undtagelser fra kravet om tilladelse, jf. planlovens §§ 36 og 37.

1. Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4 til samdrift med en bestående landbrugsejendom, jf. afsnit F, pkt. 1.

2. Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2, jf. afsnit F, pkt. 2.

3. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. afsnit F, pkt. 1, 2 og 3.

Der kræves dog tilladelse for så vidt angår beliggenhed og udformning af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugs- eller en skovbrugsejendom eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet, dersom bygningerne ikke opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. lovens § 36, stk. 2 og afsnit F, pkt. 1, 2 og 3.

4. Ibrugtagning af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. afsnit F, pkt. 1, 2 og 3.

5. Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter 1. juli 1992, (hvor bestemmelsen trådte i kraft), eller er fastsat i en fredning efter naturbeskyttelsesloven.

6. Indvinding af råstoffer i jorden, jf. afsnit F, pkt. 6.

7. Byggeri, der efter bygningsreglement for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig, jf. afsnit F, pkt. 7.

8. Byggeri, der i bygningsreglement er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-, forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse, jf. afsnit F, pkt. 6.

9. Til- og ombygning af helårshus, hvorved husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2, jf. afsnit F, pkt. 7.

10. Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig, jf. afsnit F, pkt. 7.

11. Endvidere kan overflødige driftsbygninger på en landbrugsejendom tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, samt lager og kontorformål uden tilladelse, men efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, dersom en række betingelser er opfyldt, jf. lovens § 37 og afsnit F, pkt. 5.

2. Definitioner

Udstykninger

Ved udstykning forstås, at det registreres i martriklen, at arealer fraskilles en eller flere samlede faste ejendomme og fremtidig udgør en ny samlet fast ejendom, jf. udstykningslovens § 6.

Der kræves ikke tilladelse fra landzonemyndigheden til andre matrikulære ændringer end udstykning, f.eks. ikke til arealoverførsler, der består i, at areal fraskilles en fast ejendom og tillægges en anden eksisterende fast ejendom.

Arealoverførsel til uændret anvendelse kan således ske uden landzonetilladelse, også selv om et landzoneareal hermed tillægges en byzoneejendom.

Det betragtes heller ikke i sig selv som en ændret anvendelse, at et areal overføres fra en landbrugsejendom til en boligejendom som have.

Hvis der ved arealoverførslen tilsigtes en ændret anvendelse og/eller bebyggelse af det overførte areal, kræver anvendelsen/ bebyggelsen tilladelse efter landzonebestemmelserne, medmindre anvendelsen og/eller bebyggelsen er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 36, stk. 1, eller § 37.

Matrikelmyndigheden må ikke registrere en arealoverførsel, dersom formålet er ændret anvendelse/bebyggelse, som forudsætter landzonetilladelse, førend tilladelse fra landzonemyndigheden er meddelt, jf. udstykningslovens § 20 om udstykningskontrollen i relation til anden lovgivning.

Bebyggelse

Udtrykket »bebyggelse« skal forstås på samme måde som efter byggelovens § 2. Dvs., at tilladelseskravet ikke alene gælder ved opførelse af bygninger, men også ved etablering af andre faste konstruktioner og anlæg, eksempelvis antenneanlæg og vindmøller. Også de i byggeloven nævnte transportable konstruktioner er, når de ikke rent forbigående anvendes bygningsmæssigt, omfattet af bestemmelsen.

Opførelse af ny bebyggelse omfatter ikke alene selvstændige bebyggelser, men også til- og ombygninger i forbindelse med eksisterende byggeri.

Ændret anvendelse

Ved ændret anvendelse forstås en anden benyttelse af en bygning eller et areal end hidtil.

Ændringen må antage en vis fast karakter.

En ganske kortvarig ændring i benyttelsen af en bygning eller et areal er således ikke ændret anvendelse, der kræver tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. En periode på under 6 uger anses for kortvarig.

Landbrugsejendomme

Efter landbrugslovens § 2, stk. 2, forstås ved en landbrugsejendom en ejendom, der i matriklen er noteret som en landbrugsejendom.

Skovbrugsejendomme

Ved skovbrug forstås såvel skovbrug, der i medfør af skovloven er undergivet fredskovspligt, som ikke-fredskovspligtige skove.

E. Fælles for administrationen af tilladelseskravet m.v.

1. Varetagelse af hensyn, der er fælles for alle ansøgninger

Landzonemyndigheden skal ved udøvelsen af sine beføjelser efter landzonebestemmelserne virke for gennemførelsen af region- og kommuneplanen, jf. lovens §§ 9 og 12.

Det indebærer, at landzonemyndigheden skal udøve et konkret skøn inden for de rammer, som findes i planlægningen.

Det følger af planlovens § 35, stk. 2, at der ikke må meddeles landzonetilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse, hvis foranstaltningen er lokalplanpligtig efter lovens § 13, stk. 2, før lokalplanen for den pågældende foranstaltning er offentligt bekendtgjort. Se om lokalplanpligt ved byggeri i eller ved en landsby NKO nr. 45, 1994.

Landzonemyndighederne skal desuden ved den enkelte ansøgning navnlig påse, at der ikke meddeles tilladelser, der vil kunne komme i strid med naturbeskyttelseshensynet og hensynet til rekreative interesser.

Hensynet til det landskabelige udsyn fra veje, f.eks. udsyn til landsbykirker og fortidsminder skal også fortsat varetages i forbindelse med tilladelser til byggeri.

Ved ansøgning om bebyggelse m.v. bør der lægges betydelig vægt på de trafikale hensyn. Det bør således indgå i vurderingen, om der er forsvarlige trafikale adgangsforhold, og om den ansøgte foranstaltning vil kunne virke hindrende for en fortsat hensigtsmæssig afvikling af trafikken. Der skal specielt gøres opmærksom på, at visse virksomheder, der i særlig grad kan virke trafikskabende, f.eks. detailforretninger og virksomheder med udstillingsmæssigt sigte, kun bør tillades, hvor dette efter landzonemyndighedens skøn kan ske uden færdselsmæssige ulemper. I tvivlstilfælde kan der indhentes en udtalelse fra vejbestyrelsen, hvis denne er en anden end landzonemyndigheden.

Ved ansøgning om bebyggelse m.v. skal der også tages hensyn til, om der kan tilvejebringes forsvarlige kloakforhold.

Afgørelsen af, om en ændret benyttelse af bestående bebyggelse vil kunne tillades, skal træffes på grundlag af de samme overvejelser, som ved ansøgninger om tilladelse til opførelse af ny bebyggelse. Det gælder også, selv om der ikke foretages en ombygning i forbindelse med den ændrede benyttelse.

Det må imidlertid også tages i betragtning, at bygningen allerede findes det pågældende sted, og at der derfor kan være særlige hensyn at tage til bevarelsen og udnyttelsen af eksisterende værdier, navnlig hvis den ønskede anvendelse ikke er mere belastende for miljøet end den hidtidige.

En hidtidig lovlig udnyttelse fra tiden før by- og landzonelovens ikrafttræden den 1. januar 1970 kan fortsætte uændret uden tilladelse i henhold til landzonebestemmelserne. Eventuelle senere om- og tilbygninger eller en ændret anvendelse kræver tilladelse fra landzonemyndigheden.

For arealer indenfor kystnærhedszonen gælder, at der kun må meddeles tilladelse, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. planlovens § 35, stk. 3.

Landzonemyndigheden bør være imødekommende med at meddele tilladelser på de små øer, særligt til erhverv og helårsbeboelse, når det ansøgte ikke strider mod planlægningen.

Inden for de udpegede EF-fuglebeskyttelsesområder må der ikke gives landzonetilladelse, såfremt tilladelsen vil medføre forringelse af områderne eller medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, områderne er udpeget for, jf. § 4, stk. 1, i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.

Inden for Ramsarområderne skal myndighederne administrere landzonebestemmelserne på en sådan måde, at myndighederne fremmer beskyttelsen af områderne, jf. § 4, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse.

Bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder er under revision, så den også kommer til at omfatte EF-habitatområder. Den reviderede bekendtgørelse forventes udstedt i 1997.

Landzonemyndigheden skal endvidere påse, at der ikke gives tilladelse til bebyggelse i kystnære områder, hvor der kan være risiko for oversvømmelse eller for at bebyggelsen nedbrydes af havet. Ansøgninger om bebyggelse i sådanne områder bør forelægges kystinspektoratet til udtalelse. I tilfælde af skader som følge af stormflod er det dog stormflodsrådet, der afgør, om der kan ydes erstatning.

Tilladelse til genopførelse af nedbrændt bebyggelse bør normalt meddeles, medmindre planlægningen eller andre omstændigheder klart taler imod, f.eks. i tilfælde, hvor den nedbrændte bygning ikke var lovligt opført, eller tilfælde, hvor bebyggelsen under alle omstændigheder ville have haft en begrænset levetid under hensyn til dens alder og vedligeholdelsesstand.

Istandsættelse af en lovligt eksisterende bygning, der er beboet eller indtil for nylig har været beboet, kræver ikke landzonetilladelse. Men hvis en bygning har været forladt i længere tid og er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, skal landzonemyndigheden lægge de samme hensyn til grund ved behandlingen af en ansøgning om »istandsættelse« som ved ansøgninger om opførelse af ny bebyggelse.

2. Forholdet til anden lovgivning

Hvis et spørgsmål er detailreguleret efter anden lovgivning, som varetager hensyn, der også varetages af landzonebestemmelserne, skal landzonemyndigheden lade særmyndighedens vurdering af hensynet indgå ved afgørelsen af landzonesagen. Landzonebestemmelserne indebærer i øvrigt ingen ændringer i anden lovgivning f.eks. om udstykning, opførelse af ny bebyggelse og ændret benyttelse af bestående bebyggelse og af ubebyggede arealer i landzone. Denne lovgivning finder derfor fuldt ud anvendelse på forhold, der tillades efter landzonebestemmelserne.

Ansøgeren bærer selv ansvaret for, at bestemmelserne i anden lovgivning er overholdt, og må selv drage omsorg for, at andre nødvendige tilladelser indhentes.

Da det i forbindelse med landzonetilladelser tillige ofte er påkrævet med tilladelser efter bl.a. naturbeskyttelsesloven, landbrugsloven, vejlovgivningen, byggelovgivningen eller miljøbeskyttelseslovgivningen, henstilles det dog til landzonemyndigheden i videst muligt omfang at søge at tilrettelægge administrationen med henblik på en samtidig sagsbehandling.

Særligt i de tilfælde, hvor der i landzonetilladelsen skal foretages en afvejning af hensyn, der også indgår i behandlingen efter anden lovgivning, er det vigtigt, at sagsbehandlingen ko-ordineres. Som eksempel kan nævnes vejlovgivningen. Trafikale hensyn indgår i vurderingen efter landzonebestemmelserne, men der skal ofte også meddeles en tilladelse efter vejlovgivningen. Hvis det er samme myndighed, der administrerer de to områder i den konkrete sag, bør sagen afgøres samtidig efter begge love. Men også, hvor amtsrådet er myndighed efter den ene lovgivning og kommunalbestyrelsen efter den anden, bør sagerne koordineres.

Samme forhold som vejlovgivningen gør sig gældende i forholdet mellem landzonebestemmelserne og naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinier.

3. Ansøgninger og anmeldelser

Når kommunalbestyrelsen modtager ansøgning om byggetilladelse, følger det af Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 130 af 31. juli 1995 om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager, at kommunalbestyrelsen skal påse, at de fornødne tilladelser efter anden lovgivning, bl.a. planloven, er meddelt. Det samme gælder, når er i henhold til bygningsreglementet foretages anmeldelse af byggeri, der kan opføres uden byggetilladelse, f.eks. driftsbygninger til en landbrugsejendom, jf. bygningsreglementets kap. 1.6 og kap. 13.

Er kommunen i tvivl om, hvorvidt et anmeldt byggeri er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift, skal sagen forelægges landzonemyndigheden til vurdering.

Ligeledes skal kommunalbestyrelsen ved anmeldelse efter planlovens § 38 ikke alene påse, at betingelserne efter § 37 er opfyldt, men bør også i videre omfang undersøge, om der er hindringer for den anmeldte virksomhed. Se nærmere om § 37 afsnit F, pkt. 5.

Det anbefales, at kommunen i forbindelse med behandlingen af anmeldelsen anmoder anmelderen om at overveje spørgsmålet om oplag, således at dette spørgsmål kan afklares allerede i forbindelse med anmeldelsen inden etableringen af virksomheden.

Anmeldelser efter § 38 skal indeholde alle oplysninger til brug for kommunalbestyrelsens vurdering af, om betingelserne i § 37 er opfyldt.

Er betingelserne efter § 37 ikke opfyldt, skal kommunalbestyrelsen gøre indsigelse inden 2 uger fra anmeldelsens modtagelse.

Gøres der ikke indsigelse inden 2 uger, kan etablering ske i henhold til § 37.

Det påhviler dog fortsat kommunalbestyrelsen at påse, at ulovlige forhold i henhold til § 37 berigtiges også efter udløbet af 2-ugers fristen, jf. lovens § 51, stk. 1.

Hvis der er en lokalplan for området, skal kommunalbestyrelsen påse, at anvendelsen er i overensstemmelse hermed, eller om dispensation er påkrævet.

Inden for 2-ugers fristen må ibrugtagen ikke ske, medmindre kommunalbestyrelsen skriftligt har meddelt anmelderen, at betingelserne er opfyldt, jf. dog under afsnit F, pkt. 5.

Hvis betingelserne i § 37 ikke er opfyldt, kan ibrugtagen ikke ske, før der er opnået sædvanlig landzonetilladelse, eller forholdet er bragt i overensstemmelse med betingelserne i § 37.

Bestemmelsen i § 37 indskrænker ikke kommunalbestyrelsens mulighed for at nedlægge et forbud efter planlovens § 14 med henblik på at udarbejde en lokalplan. Opmærksomheden henledes dog på, at der uden for landsbyer gælder begrænsninger i kommunalbestyrelsens mulighed for at lokalplanlægge for arealer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 5.

Selvom kommunalbestyrelsen finder, at det anmeldte er i overensstemmelse med bestemmelserne i planlovens § 37, og anvendelsesændringen ikke kræver byggetilladelse, bør kommunalbestyrelsen inden udløbet af 2-ugers fristen gøre anmelderen opmærksom på de relevante bestemmelser i anden lovgivning, der eventuelt kan hindre virksomhedens etablering.

Udover planloven, byggeloven og miljølovgivningen bør kommunalbestyrelsen navnlig være opmærksom på, om der eventuelt stilles krav efter vejlovgivningen, naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven og arbejdsmiljøloven.

Kommunalbestyrelsen bør ligeledes gøre anmelder opmærksom på, at udvidelser af en bygning, der er taget i brug efter § 37, vil kræve landzonetilladelse, medmindre udvidelsen er uvæsentlig, jf. § 37, stk. 1, nr. 1.

F. Administration af de enkelte anvendelsesønsker

1. Landbrug

Udstykning

Udstykninger til oprettelse af nye landbrug, gartnerier og frugtplantager m.v. kræver tilladelse, jf. lovens § 35, stk. 1.

I tilfælde, hvor formålet med en udstykning er etablering af et jordbrug, der kan tillades efter landbrugslovgivningen, bør landzonetilladelse gives, medmindre denne arealanvendelse er i strid med region- og kommuneplanlægningen.

Når der sker udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4 til samdrift med en bestående landbrugsejendom, kræves der ikke tilladelse til frastykning af bygningsparcellen, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 1.

Der kræves altid tilladelse til udstykning af en eksisterende medhjælperbolig, jf. planlovens § 35, stk. 1.

Der bør aldrig tillades udstykning af en medhjælperbolig, der benyttes som sådan.

En overflødig medhjælperbolig kan derimod normalt tillades udstykket, hvis der er overvejende sandsynlighed for, at den under hensyn til ejendommens størrelse, driftsform og øvrige boliger samt antallet af beskæftigede på ejendommen også på længere sigt vil være overflødig, jf. NKO nr. 50, 1994.

Boliger

Opførelse og ibrugtagning af boliger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kræver ikke tilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Udformningen og beliggenheden af boliger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, kræver dog tilladelse, jf. § 36, stk. 2, se nedenfor om placering og udformning af landbrugsbebyggelse.

En passende beboelsesbygning er erhvervsmæssigt nødvendig for en landbrugsejendom. Beboelsesbygninger på landbrugsejendomme er traditionelt noget større end almindelige parcelhusboliger.

Naturklagenævnet har i en afgørelse udtalt, at opførelse af en ny beboelsesbygning på en landbrugsejendom kræver landzonetilladelse, hvis dens bruttoetageareal overstiger 250 m2 mere end uvæsentligt, jf. NKO nr. 31, 1994.

Når der kræves landzonetilladelse til opførelse af et stuehus, må det indgå i vurderingen af ansøgningen, om bebyggelsen har en sådan størrelse og karakter, at det kan forringe ejendommens erhvervsmæssige udnyttelse og vanskeliggøre, at ejendommen kan sælges til en landmand til jordbrugsmæssig drift.

Det forhold, at flere personer i fællesskab kan erhverve en landbrugsejendom, medfører ikke ret til opførelse eller indretning af flere boliger eller opførelse af en beboelsesbygning, hvis størrelse overstiger, hvad der anerkendes på tilsvarende landbrugsejendomme i almindeligt selveje.

Opførelse af en erhvervsmæssigt nødvendig medhjælperbolig kræver ikke tilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3.

I dag anses der dog normalt ikke at være et erhvervsmæssigt behov for mere end en bolig på en landbrugsejendom.

En eventuel medhjælper kan ofte lige så godt bo i et nærliggende bysamfund som på selve landbrugsejendommen, medmindre der er en speciel produktion, der kræver overvågning døgnet rundt.

Ved bedømmelsen af konkrete ansøgninger må der endvidere lægges vægt på, om ejendommen også på længere sigt kan danne grundlag for flere personers fulde arbejdsindsats.

Ved opførelse af medhjælperboliger og lign. skal bestemmelserne i byggelovens § 10 a overholdes, således at en eventuel senere udstykning ikke kan hindres af bebyggelsesregulerende bestemmelser eller vejlovgivningen.

Hvis medhjælperboligen er erhvervsmæssigt nødvendig, skal der som nævnt ovenfor ikke meddeles landzonetilladelse til selve opførelsen. Da boligen skal placeres i overensstemmelse med byggelovens § 10 a, vil der formentlig i større omfang end hidtil blive tale om, at bebyggelsen kræver tilladelse til beliggenhed og udformning, fordi opførelsen ikke vil ske i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, jf. planlovens § 36, stk. 2 og nedenfor om placering og udformning af landbrugsbebyggelse.

Anvendelsesskift til landbrugsformål

Tidligere beboelsesbygninger, der påny ønskes inddraget som helårsbeboelse eller andet, der er erhvervsmæssigt begrundet i ejendommens drift som landbrugsejendom, er undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Driftsbygninger

Opførelse og ibrugtagning af driftsbygninger, der er et erhvervsmæssigt nødvendigt led i driften af en landbrugsejendom, kræver ikke tilladelse jf. § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Avls- og driftsbygninger, herunder fodersiloer m.v., der udelukkende ønskes opført til jordbrugsmæssige formål i tilknytning til en landbrugsejendoms drift, må principielt anses for nødvendige for den pågældende ejendoms drift.

Er der tvivl om, hvorvidt et ønsket byggeri er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendom, eller er der tale om opførelse af et byggeri af et sådant omfang, at det kan stride mod landbrugslovens § 7, stk. 2, bør landzonemyndigheden indhente en vejledende udtalelse fra jordbrugskommissionen herom. Landzonetilladelse kan dog være nødvendig til f.eks. en større svinefarm, selvom en tilladelse efter landbrugsloven ikke er fornøden.

Om opførelse af driftsbygninger uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer henvises til afsnittet nedenfor om placering og udformning af landbrugsbebyggelse.

Størrelsen af de nødvendige bygninger kan variere betydeligt i omfang og er ikke alene afhængig af størrelsen af ejendommens jordtilliggende, men også af den valgte driftsform.

På mindre ejendomme kan der f.eks. være en produktion, der kræver ret store driftsbygninger set i forhold til ejendommens arealstørrelse, f.eks. hvis animalsk produktion i væsentligt omfang er baseret på indkøbt foder.

Det er derfor ikke muligt at fastsætte et fast forhold mellem ejendommens driftsbygninger og arealets størrelse.

Ved afgørelsen af de konkrete sager må der bl.a. lægges vægt på, om virksomheden antager industriel karakter, og om der er en passende driftsmæssig sammenhæng mellem den produktion, der er knyttet til ejendommens jorder, f.eks. med hensyn til frembringelse af foder m.v., udspredning af gødning eller med henblik på sikring af helårsbeskæftigelse i virksomheden.

Det er ligeledes af betydning, hvor store arealer, der anvendes til bygninger, dyrefolde m.v. og hvor store arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt. Også produktionens karakter, herunder om der sker en forarbejdning af produkterne, og antallet af personer, der på årsbasis beskæftiges i virksomheden, bør indgå i vurderingen.

Det er ejeren af landbrugsejendommen eller forpagteren, der har forpagtet hele ejendommen, der frit kan opføre de erhvervsmæssigt nødvendige bebyggelser.

Ifølge landbrugslovens § 12, stk. 1, nr. 5 kan et areal for et tidsrum på indtil 30 år udlejes til opførelse af bygninger til jordbrugsmæssig produktion uden tilladelse fra landbrugsministeriet.

Der kræves ikke landzonetilladelse til en lejers opførelse af bygninger, såfremt lejeren alene optræder som investor, mens det i øvrigt er hensigten, at den produktion, der skal finde sted i driftsbygningerne, skal indgå som et led i den jordbrugsmæssige produktion på ejendommen.

I andre tilfælde forudsætter bygninger opført af en lejer landzonetilladelse.

Der bør meddeles tilladelse til en lejer i det omfang, byggeriet kunne have været opført frit af ejeren.

Pelsdyrhaller

Såfremt pelsdyravl indgår som et led i en landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse, må pelsdyrhaller i almindelighed anses for erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift som landbrugsejendom.

En forudsætning for, at pelsdyrhaller kan opføres uden tilladelse fra landzonemyndigheden, er dog, at der er et passende forhold mellem bygninger og ejendommens jordtilliggende.

Det vil således være afgørende for spørgsmålet om bebyggelsens erhvervsmæssige nødvendighed, at en væsentlig del af halm m.v. til dyrene frembringes på ejendommens jorder, og at gødning fra farmens dyrehold kan finde anvendelse på jorderne.

Dette krav vil i almindelighed være opfyldt, hvis forholdet mellem bygninger og jordtilliggende svarer til pelsdyrhaller på tilsammen ca. 500 m2 bebygget areal pr. ha landbrugsjord, der hører til landbrugsejendommen, herunder eventuel skov, udyrkede arealer m.v.

Ved det bebyggede areal forstås alene det samlede overdækkede areal, men derimod ikke eventuelle uoverdækkede gangarealer mellem pelsdyrhallerne eller andre uoverdækkede gangarealer m.v. inden for de indhegnede områder.

Er der tale om en større pelsdyrfarm, dvs. en farm forsynet med mere end 1500 m2 pelsdyrhaller, må sagen under alle omstændigheder forelægges landzonemyndigheden med henblik på en vurdering af, hvorvidt byggeriet forudsætter landzonetilladelse.

Denne vurdering bør ikke have form af en planlovsbehandling, men bør alene være en administrativ konstatering af, om tilladelse kræves.

Opmærksomheden henledes på, at lokalisering af pelsdyrfarme skal ske i overensstemmelse med Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme.

Drivhuse

Drivhuse må principielt anses for nødvendige for en landbrugsejendoms drifts som gartneri, og drivhuse på gartneri- ejendomme kan opføres uden tilladelse.

Hvis der i forbindelse med gartneridriften etableres aktiviteter, f.eks. detailsalg, emballerings-, forarbejdnings- eller anden virksomhed af et ikke uvæsentligt omfang, forudsætter disse aktiviteter dog landzonetilladelse.

Placering og udformning af landbrugsbebyggelse

Ifølge planlovens § 36, stk. 2 skal der indhentes tilladelse fra landzonemyndigheden til beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, der ikke opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Bestemmelsen omfatter både driftsbygninger og beboelsesbygninger, herunder medhjælperboliger.

Opførelse af små bebyggelser, såsom læskure og lignende typiske primitive bygninger, kræver dog ikke tilladelse. I tvivlstilfælde forelægges spørgsmålet for landzonemyndigheden.

Bestemmelsen giver landzonemyndigheden mulighed for at varetage landskabelige og trafikale hensyn i relation til byggeriets placering og udformning, bl.a. i form af vilkår for tilladelsen. Bestemmelsen kan imidlertid ikke anvendes til generelt at nægte tilladelse til opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på en landbrugsejendom m.v., jf. NKO nr. 22, 1994.

Såfremt ejendommens bygninger ikke ligger samlet, forstås ved de hidtidige bebyggelsesarealer de arealer, hvorpå hovedparten af ejendommens driftsbygninger ligger, eller det areal, hvorpå ejendommens stuehus hidtil har ligget.

Ved opførelse af beboelsesbygninger »i tilknytning til de nævnte arealer« forstås efter praksis opførelse inden for en afstand af indtil ca. 20 m fra bebyggelsen, idet en beboelsesbygning i almindelighed vil skulle placeres tæt ved den eksisterende bebyggelse. For så vidt angår driftsbygninger kan der være forhold, som betinger, at driftsbygninger placeres uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Der kan være tale om driftsmæssige, tekniske og/eller miljømæssige forhold, som gør en placering væk fra de hidtidige bebyggelsesarealer mere hensigtsmæssig eller ligefrem nødvendig. Der må foretages en konkret vurdering ud fra driftsmæssige og miljømæssige forhold og således, at ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed. Se om placering af gyllebeholdere, NKO nr. 63, 1995.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. og på bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme.

Fællesanlæg

Der kræves tilladelse til opførelse af driftsbygninger med tilknytning til flere landbrugsejendomme, f.eks. fællesstalde eller fællesanlæg for behandling og forarbejdning af korn, foderstoffer, lucerne, grøntpiller, halm, minkfoder, fælles gylleanlæg og maskinstationer m.v. Det vil imidlertid som oftest være i overensstemmelse med landzonebestemmelsernes formål at give til-ladelse til det pågældende byggeri.

Såfremt landzonemyndigheden skønner, at bebyggelser som nævnt i det foregående vil kunne være i strid med bestemmelserne i landbrugslovens § 7, stk. 2, om, at en landbrugsejendom skal drives på en forsvarlig erhvervsmæssig måde, bør der indhentes en vejledende udtalelse fra jordbrugskommissionen/ strukturdirektoratet.

Ophævelse af landbrugspligten

Ophævelse af landbrugspligten på en landbrugsejendom betragtes ikke i sig selv som en ændret benyttelse, som kræver landzonetilladelse.

Heller ikke de tilfælde, hvor landbrugspligten ophæves på restparcellen, efter at jorden er frastykket, betragtes som ændret anvendelse, der kræver tilladelse. Det forudsætter dog, at beboelsesbygningen på restparcellen fortsat anvendes til helårsbeboelse eller overgår til fritidsbeboelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10. Det forudsættes endvidere, at de tidligere avls- og driftsbygninger på restparcellen alene udnyttes som udenomsrum eller overgår til anvendelse efter planlovens § 37, jf. afsnit F, pkt. 5.

2. Skovbrug

Ved administrationen af landzonebestemmelserne bør der anlægges samme synspunkter både for fredskov og for ikke-fredskov.

Udstykning

Udstykning til oprettelse af skovbrugsejendom kræver tilladelse fra landzonemyndigheden.

Udstykning af fredskovpligtige arealer på mindst 35 ha efter landbrugslovens § 4, stk. 2 er dog undtaget fra kravet om tilladelse fra landzonemyndigheden jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 2.

Under hensyn til den særlige ejendomsstruktur indenfor skovbruget vil landzonemyndigheden normalt ikke kunne modsætte sig udstykninger, der sker som led i sammenlægning af fredskovsarealer til oprettelse af en ny fast ejendom. Det er dog under forudsætning af, at skovene ligger så tæt på hinanden, at de vil udgøre en helhed.

For så vidt angår udstykning af overflødiggjorte beboelsesbygninger henvises til afsnit F, pkt. 5.

Bebyggelse

Opførelse og ibrugtagning af bebyggelse, der er erhvervsmæssigt nødvendig for driften af en skovbrugsejendom, kræver ikke landzonetilladelse, lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Boliger

På grund af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en bestemt arealstørrelser som betingelse for opførelse af et beboelseshus, men under normale forhold må der forudsættes et bevokset areal på mindst ca. 100 ha.

Medhjælperboliger

For medhjælperboliger er hovedreglen, at medhjælpere lige så godt kan bo i et nærliggende bysamfund. Medhjælperboliger bør derfor kun tillades i yderst velbegrundede tilfælde.

For at kunne anses som erhvervsmæssigt nødvendig må en beboelsesbygning således skulle bebos af en person, der anvender sin fulde arbejdsindsats i skoven med udsigt til varig beskæftigelse og kun i tilfælde, hvor skovdriften nødvendiggør beboelse i skoven.

Der gøres i denne forbindelse opmærksom på, at en del af skovbrugsejendomme består af sammenkøbte parceller, således at skoven består af flere særskilte ejendomme i matrikulær henseende.

Det nødvendige arealmæssige grundlag for en beboelse må i givet fald forlanges sikret ved sammenlægning til en samlet fast ejendom, der ikke kan deles uden udstykning.

På store skovbrugsejendomme vil der på grund af de senere årtiers udvikling ofte være overflødige skovtjenestehuse, som kan være udlejet til personer, der ikke er beskæftiget på ejendommen. I sådanne tilfælde kan nye beboelseshuse ikke anses for nødvendige. Såfremt ønsket om et nyt beboelseshus begrundes med nødvendigheden af en bedre boligstandard end den eksisterende, vil det kunne stilles som betingelse, at det overflødiggjorte gamle hus nedrives.

Driftsbygninger

For at kunne anses som erhvervsmæssigt nødvendig, må en bygning skulle tjene skovdriften og for eksempel ikke jagt- eller landbrugsmæssige formål, ligesom der ikke må være tale om bygninger til brug for entreprenørvirksomhed i andre skove end den, hvori de opføres.

Der må lægges vægt på, at bygningerne ikke er indrettet på en måde, der gør dem egnet til natophold eller rekreativ anvendelse.

I skove med en størrelse, der nødvendiggør en traktor, kan en garage på indtil 40 m2 uden fast gulv være nødvendig. Kun i skove med et bevokset areal over ca. 50 ha kan maskinhuse på over 40 m2 anses for nødvendige. I tvivlstilfælde bør der indhentes udtalelse fra skovmyndighederne.

Bygninger til opbevaring af skovede effekter vil i almindelighed ikke være nødvendige. Derimod vil et skur på indtil 5-6 m2

næsten altid blive anset for erhvervsmæssigt nødvendigt til opbevaring af redskaber m.v.

3. Fiskeri

Opførelse og ibrugtagning af byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for udøvelsen af fiskerierhvervet, kræver ikke landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Udøvelse af fiskerierhvervet omfatter både saltvands- og ferskvandsfiskeriet. Det er det traditionelle fiskerierhverv, nemlig typisk fjord- og kystfiskeri, der er fritaget for tilladelseskravet.

Redskabsskure og bådehuse er eksempler på bebyggelser, der kan være erhvervsmæssigt nødvendige for udøvelsen af fiskerierhvervet, og derfor kan opføres uden tilladelse.

Etablering af dambrug, der indgår som led i en landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse, kræver ikke tilladelse. I øvrigt vil de fleste dambrug kræve tilladelse på grund af virksomhedens industrielle eller atypiske præg. Det gælder således de større og mere intensivt drevne dambrug, overdækkede dambrugsbassiner og landbaserede saltvandsbrug. For at kunne opfylde øgede krav til renseforanstaltninger, miljøteknik m.v. går udviklingen for dambrug som hovedregel mod større enheder og højere teknologi.

Det følger af foranstående, at boliger i tilknytning til dambrug som hovedregel ikke kan betragtes som erhvervsmæssigt nødvendige for udøvelse af fiskerierhvervet. Opførelse af boliger til dambrug vil derfor normalt forudsætte landzonetilladelse.

Andre bebyggelser med tilknytning til fiskerierhvervet, såsom fiskemels- og fiskekonservesfabrikker, auktionshaller og lagerhaller kræver landzonetilladelse, men bør i øvrigt næsten altid henvises til erhvervsarealer i byzone.

4. Jordbrugstilknyttede erhverv

Pelsdyrfarme m.v.

Opførelse af pelsdyrfarme og lign. på ikke-landbrugspligtige ejendomme kræver altid tilladelse i henhold til planlovens § 35, stk. 1. Se om pelsdyrfarme på landbrugsejendomme afsnit F.1. Opmærksomheden henledes på Miljøministeriets bekendtgørelser nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. og nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme.

Dyrepension m.v.

Opførelse af bygninger m.v. til virksomheder af ikke-jordbrugsmæssig karakter som f.eks. rideskole, ridehal, hestepension, dyrehospital, dyrepension, hundekennel m.v. kræver tilladelse fra landzonemyndigheden.

Ved behandlingen af konkrete ansøgninger skal der lægges særligt vægt på beskyttelse af rekreative områder og naturområder.

5. Andre erhverv

Nybyggeri

Opførelse af byggeri til brug for industri, håndværk, kontor, liberale erhverv, hotel, kroer, restaurationer m.v. kræver tilladelse fra landzonemyndigheden. Sådanne erhvervsbyggerier bør som hovedregel placeres i byzone. Derfor bør der kun undta-gelsesvis og kun i overensstemmelse med konkrete lokaliseringsretningslinier i region- og kommuneplanlægningen, f.eks. for udpegede landsbyer, gives tilladelse til opførelse eller mere end uvæsentlige udvidelser af sådanne erhvervsvirksomheder.

Eksisterende, overflødige landbrugsbygninger

Ifølge lovens § 37 kan bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, uden tilladelse efter § 35, stk. 1, tages i brug til håndværks- og industriformål, samt lager og kontorformål m.v. på betingelse af, at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang, og at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.

Der vil endvidere kunne etableres et mindre ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.

Ibrugtagelsen må kun ske efter forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. planlovens § 38 og afsnit E, pkt. 3.

Bestemmelsen i § 37 omhandler etablering af nye virksomheder inden for bestående bygningsmæssige rammer. Bestemmelsen omfatter såvel overflødiggjorte bygninger på en eksisterende landbrugsejendom som bygninger på et nedlagt landbrugs restparcel, såfremt bygningerne ikke varigt er overgået til anden anvendelse.

Bygningerne må ikke mere være nødvendige for en landbrugsejendoms drift. Dette er typisk tilfældet, hvis bygningerne ikke har været anvendt gennem længere tid, f.eks. på grund af en omlægning af ejendommens drift.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger, der efter by- og landzoneloven eller planlovens § 35 er tilladt anvendt til anden erhvervsmæssig anvendelse på åremål eller på vilkår om eventuelt tilbageførsel til landbrugsmæssig udnyttelse i tilfælde af, at der igen måtte opstå behov for driftsbygninger på ejendommen, betragtes stadig som »overflødiggjorte landbrugsbygninger« og er derfor omfattet af § 37. Sådanne bygninger kan således efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. § 38, uden landzonetilladelse skifte anvendelse indenfor rammerne af § 37.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger, som efter by- og landzoneloven eller planlovens § 35, stk. 1, er tilladt anvendt til andet formål uden tidsmæssig begrænsning, betragtes derimod ikke længere som landbrugsbygninger. § 37 finder derfor ikke anvendelse på disse bygninger, og der kræves landzonetilladelse til ændret anvendelse, selvom der er tale om en anvendelse til et af de formål, som ellers ikke kræver tilladelse efter § 37. Den nødvendige tilladelse bør dog gives, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Ændret anvendelse af bygninger, der er taget i brug efter § 38-anmeldelse eller anmeldelse efter § 8 a i by- og landzoneloven, kræver fornyet § 38-anmeldelse, da kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at vurdere, om den nye anvendelse opfylder betingelserne i § 37.

Etableringen kan alene ske i bestående overflødiggjorte landbrugsbygninger, der ikke »om- eller tilbygges i væsentligt omfang«, jf. § 37, stk. 1, nr. 1.

Det er for det første en betingelse, at der er tale om egentlige bygninger, der er egnede til formålet. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse på f.eks. drivhuse, staklader eller presenningshaller, uanset den tidligere anvendelse heraf.

Det er for det andet en betingelse, at de overflødiggjorte landbrugsbygninger er af rimelig standard, der ikke nødvendiggør omfattende istandsættelser eller om-/tilbygninger. Hensigten med bestemmelsen er nemlig at muliggøre en rimelig udnyttelse af bestående værdier. Genopbygning af en ruin eller af en meget ringe bygning kræver derfor landzonetilladelse efter § 35, stk. 1, sammenhold ovenfor afsnit E, pkt. 1 om istandsættelser. Det samme gælder »væsentlige om-/tilbygninger«.

Kravet om, at der ikke må foretages væsentlige om- eller tilbygninger, betyder, at der som hidtil kan foretages alle de for erhvervsetablering nødvendige indre ombygninger, herunder ombygninger til opfyldelse af krav, der stilles af myndighederne som betingelse for etableringen, f.eks. krav efter sundsheds- og arbejderbeskyttelseslovgivningen.

De ikke væsentlige om- eller tilbygninger, der er tilladt efter bestemmelsen, omfatter også mindre, udvendige om- eller tilbygninger. Der kan f.eks. i forbindelse med etablering af virksomheden være behov for at opføre en mindre tilbygning for at skabe tilfredsstillende indgangsforhold til virksomheden.

Ved afgørelsen af, om der er tale om en »væsentlig om-/tilbygning«, må kommunalbestyrelsen som udgangspunkt lægge vægt på, om bygningens ydre fremtræden og karakter stort set bevares, og om de indvendige ombygninger er økonomisk rimelige, set i forhold til bygningens samlede værdi.

Hvis der først efter virksomhedens etablering opstår behov for om- eller tilbygninger, skal der ske fornyet anmeldelse efter § 38 til kommunalbestyrelsen, som skal have lejlighed til at vurdere, om arbejdet frit kan udføres efter § 37.

§ 37 omfatter håndværks- og industrivirksomhed, lager - og kontorformål m.v., herunder f.eks. elektronikvirksomhed og konsulentfirmaer og andre liberale erhverv samt forenings- og fritidsformål, f.eks. hjemstavnsforeninger, naturskoler og naturvejledningscentre, der kan indpasses i de pågældende bygninger.

Hotel- og restaurationsvirksomhed, detailhandel og beboelse er derimod ikke omfattet.

Hvis en virksomhed, der er etableret efter § 37, senere udvider anvendelsen af bygningen med erhvervsaktiviteter, der falder udenfor de virksomhedstyper, som er nævnt i § 37, kræves der landzonetilladelse til den nye aktivitet.

§ 37' s formulering er ikke til hinder for, at der etableres flere

virksomheder i en eller flere bygninger på samme ejendom, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Antallet af beskæftigede er uden betydning for afgrænsningen af § 37's anvendelsesområde.

Efter § 37, stk. 2, kan der - også uden landzonetilladelse - i tilknytning til virksomheden i bygningerne etableres et »mindre, ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse«.

Oplag kan kun accepteres efter § 37, hvis det har tilknytning til den erhvervsmæssige anvendelse af bygningerne.

Et oplag er typisk »ikke skæmmende«, hvis det ikke kan ses fra tilstødende ejendomme eller fra offentlig vej. Oplagets omfang skal være »mindre«, også i forhold til omfanget af de bygninger, der rummer virksomheden.

Oplaget skal almindeligvis kunne placeres på gårdspladsen eller eventuelt på en overflødiggjort møddingsplads eller på lignende steder i direkte tilknytning til de bygninger, hvori virksomheden indrettes.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 37, stk. 2, træffe nærmere bestemmelse om et sådant »tilknyttet oplag«. Kommunalbestyrelsen vil normalt som en reaktion på anmeldelsen herom træffe bestemmelse om placeringen og størrelsen og om afskærmende beplantning. Bestemmelserne kan om fornødent tinglyses på ejendommen, jf. § 55, 2. pkt.

Spørgsmålet om omfang og placering m.m. af et oplag skal ikke nødvendigvis være afklaret før etableringen af virksomheden. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning herom senere, men det anbefales, at det så vidt muligt afklares i forbindelse med anmeldelsen inden etableringen.

6. Tekniske anlæg

Hovedreglen er, at udstykning, opførelse af bebyggelse, samt ibrugtagning af bebyggelse og arealer til tekniske anlæg kræver landzonetilladelse. Vejanlæg kræver dog ikke tilladelse, jf. NKO nr. 75. 1995.

Råstofindvinding

I § 36, stk. 1, nr. 6 er indvinding af råstoffer (ændring af anvendelse) dog undtaget fra kravet om landzonetilladelse. Derimod vil indvindingen som regel kræve tilladelse efter råstofloven.

Udstykning af arealer i forbindelse med råstofudnyttelse bør ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende. En eventuel tilladelse bør i så fald betinges af, at arealet efter ophørt råstofindvinding sammenlægges med en landbrugs- eller skovbrugsejendom, medmindre arealet i henhold til en endelig planlægning skal anvendes til ikke jordbrugsmæssige formål.

Ved udstykning af landbrugsejendomme til råstofindvinding bør sagen koordineres med behandlingen efter landbrugsloven. Hvis der som betingelse for ophævelse af landbrugspligt stilles krav om arealets sammenlægning med en landbrugsejendom, når råstofindvindingen ophører, bør dette vilkår ikke fastsættes i landzonetilladelsen.

I forbindelse med udnyttelse af råstoffer i jorden kan det være nødvendigt at etablere bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for råstofudnyttelsen. Tilladelsen bør gives, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Offentlige forsynings- og varslingsanlæg m.v.

Byggeri, som i bygningsreglementet er fritaget for krav om byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik- og forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse er undtaget fra kravet om tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 1, nr. 8.

Offentlige trafik- og forsyningsanlæg omfatter f.eks. jernbanebroer, transformatorstationer og elmaster. Der kræves landzonetilladelse til opstilling af vindmøller, uanset om de ejes af el-selskaber, offentlige myndigheder eller private. Der kræves også landzonetilladelse til de antennemaster, der opstilles af mobiltelefonselskaber og andre.

Vindmøller

Opstilling af vindmøller kræver landzonetilladelse. Der bør som hovedregel stilles vilkår om møllens fjernelse uden udgifter for det offentlige, når møllen har været ude af drift i et år.

Regionplanerne indeholder retningslinier for lokalisering af vindmøller. Retningslinierne omfatter typisk udpegning af områder til egentlige vindmølleparker, samt en opdeling af det åbne land i zoner med forskellige kriterier for opstilling af vindmøller.

Denne opdeling spænder fra »det åbne land i øvrigt«, hvor der ikke er andre restriktioner, end hvad der følger af landzonebestemmelserne og anden lovgivning - først og fremmest frednings- og miljølovgivning - til zoner, hvor opstilling af vindmøller kun kan tillades undtagelsesvis, når det konkret påvises, at landskabelige og andre hensyn ikke taler derimod.

Det af regeringen nedsatte Vindmølleplaceringsudvalg har i februar 1992 afgivet betænkning II, der indeholder anbefalinger vedrørende den fysiske planlægnings muligheder for at realisere energihandlingsplanens vindkraftmålsætning.

Miljø- og energiministeren har ved cirkulære nr. 21 af 28. januar 1994 om planlægning for vindmøller pålagt kommunerne at offentliggøre forslag til kommuneplaner eller kommune-plantillæg, hvori der for hele kommunen tages stilling til, hvor og i hvilket omfang der kan opføres vindmøller.

Andre tekniske anlæg

Opstilling af antenneanlæg, som ikke er omfattet af § 36, stk. 1, nr. 8, og ændret benyttelse af et ubebygget areal, f.eks. nyindretning af lossepladser, oplagspladser såsom jorddeponier, og lignende kræver tilladelse efter § 35, stk. 1.

En række af disse anlæg vil være behandlet i regionplanlægningen og vil i mange tilfælde være lokalplanpligtige.

7. Boliger

Udstykning, opførelse og ibrugtagning af bygninger til beboelse kræver landzonetilladelse.

Udstykning til boliger

Ved vurderingen af ansøgninger om udstykning af arealer, der er bebygget med enligt beliggende beboelseshuse, som ikke længere anvendes til deres oprindelige formål, som f.eks. funktionærboliger må der tages hensyn til, om udstykningstilladelsen vil kunne medføre, at der senere fremkommer ønsker om en yderligere beboelsesbygning på den oprindelige ejendom.

Det bør tillige være en forudsætning for at meddele tilladelse, at husets bygningsmæssige tilstand ikke er så ringe, at det er uegnet til beboelse, således at der ved udstykningen reelt tilsigtes fremskaffet en byggegrund.

Boligbyggeri

Ved ansøgning om tilladelse til bebyggelse må der tages udgangspunkt i muligheden for i stedet at udnytte de udlæg af byzone, som er sket gennem planlægningen.

Som hovedregel gælder derfor, at landzonetilladelse til opførelse og indretning af boliger kun bør meddeles, når et ansøgt byggeri ikke med rimelighed kan henvises til et planlagt område.

I områderne omkring de eksisterende byzoner bør landzonemyndigheden således være yderst tilbageholdende med at give tilladelser til udstykning og bebyggelse.

Herudover gælder generelt, at enligt beliggende enfamiliehuse ikke bør tillades opført i det åbne land.

Ved stillingtagen til en konkret ansøgning om et byggeri i landzone bør der endvidere henses til, om der kan sikres beboerne en rimelig adgang til offentlig og privat service (skoler, og dagligvarebutikker m.v.), om der kan tilvejebringes forsvarlige kloakforhold og trafikforhold, samt om beboerne kan sikres mod forureningsulemper, herunder utilfredsstillende støjforhold.

Forventninger om, at kloakforholdene og andet kan bringes i orden ad åre, er ikke tilstrækkeligt.

Endvidere må udstykningen og bebyggelsen kunne indpasses på en hensigtsmæssig måde i de eksisterende bebyggelses- og vejforhold, uden at støjramte arealer inddrages.

Ansøgninger om at opdele eksisterende (større) overflødiggjorte/tomme boliger på en landbrugsejendom i flere boligenheder bør dog imødekommes medmindre planlægningsmæssig eller andre væsentlige interesser taler afgørende imod.

Til- eller ombygning af et helårshus kræver ikke landzonetilladelse, hvis det samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 9. Det forudsættes herved, at der er tale om en bygning af en vis standard. Det er således ikke tilladt at foretage tilbygning uden landzonetilladelse til et byggeri, som ikke kan istandsættes uden sådan tilladelse.

Byggeri, der er fritaget for krav om byggetilladelse efter bygningsreglementet for småhuse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig er også undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. § 36, stk. 1, nr. 7. Det drejer sig bl.a. om carporte, udhuse på højst 50 m2 og småbygninger på højst 10 m2, der opføres i tilknytning til eksisterende boliger. Sådanne bygninger kan derimod ikke uden tilladelse opføres på selvstændig beliggende lodder. Bestemmelsen i § 36, stk. 1, nr. 7 giver imidlertid også mulighed for, at der uden landzonetilladelse kan indrettes boligareal i udhuse, herunder tidligere avlsbygninger, jf. Bygge- og Boligstyrelsens orienteringskort af 5. maj 1992 (4. kt. j.nr. B4-6631-64). Det afgørende er, om der etableres flere boligenheder, der hver for sig har køkken og wc-rum og som enten ligger i adskilte bygninger eller - hvis de ligger i samme bygning - er udskilt med et lejlighedsskel.

Boligbyggeri i landsbyer

I landsbyer må landzonemyndigheden tage hensyn dels til ønsket om en styrkelse af landsbyernes udviklingsmuligheder, dels til de bevaringshensyn, som ofte findes både mht. bygninger, haver og grønninger. Retningslinier for landsbyernes udvikling, bebyggelse og bevaring findes efterhånden i de fleste region- og kommuneplaner, og mange landsbyer er endvidere omfattet af lokalplaner.

Ved ansøgninger om bebyggelse i landsbyer bør der ikke lægges vægt på, om ansøgeren har et familiemæssigt tilknytningsforhold til området.

Derimod kan et erhvervsmæssigt tilknytningsforhold være et væsentligt kriterium, der berettiger til at give landzonetilladelse til en bolig, idet denne kan være med til at sikre forudsætningerne for den pågældende erhvervsvirksomhed i landsbyen og dermed opretholdelsen af et vist serviceniveau.

Med udstykningsreformen blev der indsat to nye bestemmelser i byggelovens §§ 10 a og 22. Disse bestemmelser indebærer krav om, at de fysiske forhold i forbindelse med opførelse af flere enfamiliehuse på en ejendom ikke senere må hindre en udstykning af de enkelte boliger til selvstændige ejendomme.

Bestemmelserne omfatter også opførelse af flere enfamiliehuse på grunde i landsbyer. Ved vurderingen af ansøgninger om tilladelse til opførelse af flere enfamiliehuse på samme ejendom, må der derfor tages hensyn til den senere udstykningsmulighed.

Der bør ikke meddeles tilladelse til flere boligenheder på samme grund, medmindre landzonemyndigheden samtidig er indstillet på at meddele tilladelse til udstykning af de enkelte boligenheder.

I tilfælde, hvor der før 1. april 1991 er givet zonetilladelse til at opføre flere boliger på en grund, bør landzonemyndigheden vurdere en ansøgning om udstykning i lyset af intentionerne med ændringen af byggelovens § 10 A. Der bør således meddeles landzonetilladelse til udstykning, medmindre væsentlige hensyn taler imod.

Ændret anvendelse af boliger

En helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig er undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10.

Såfremt et helårshus efter mere end 3 års benyttelse som fritidshus igen ønskes anvendt til helårsbrug, foreligger der en ændret anvendelse, som kræver landzonetilladelse, se afsnit G, pkt. 4.

Det samme gælder, når et »ægte« sommerhus i landzone ønskes taget i brug til helårsbeboelse.

Ansøgningen bør som udgangspunkt behandles som nyopførelse af et helårshus.

Har sommerhuset oprindeligt været et helårshus, kan der dog efter omstændighederne meddeles tilladelse til igen at tage huset i anvendelse til helårsbeboelse. Der bør ved afvejningen lægges afgørende vægt på længden af den periode, hvor huset ikke har været anvendt til helårsbeboelse, og på hvor mange helårshuse, der ligger i nærheden. Endvidere bør husets kvalitet indgå i bedømmelsen.

Hviler huset tidligere status som helårshus på en tilladelse, afhænger det af tilladelsens indhold, herunder vilkårene, hvorvidt retten til helårsbeboelse er bortfaldet, se afsnit G, pkt. 4.

Opmærksomheden henledes på, at planlovens § 41, der giver pensionister og efterlønsmodtagere en lovbestemt ret til helårsbeboelse i sommerhusområder, ikke gælder for fritids- og sommerhuse i landzone.

I forbindelse med planlovens vedtagelse blev det dog tilkendegivet, at det fandtes rimeligt, at landzonemyndigheden meddeler personlig tilladelse til helårsbeboelse i de tilfælde, hvor et »sommerhusområde« i landzone kan sidestilles med et planlagt sommerhusområde, og hvor hensynet til beskyttelse af det åbne land i øvrigt ikke taler imod. Det forudsættes desuden, at ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne i planlovens § 41, jf. kap. VIII, afsnit D.

En personlig tilladelse for en pensionist til at benytte et sommerhus til helårsbeboelse betyder ikke, at huset skifter status til helårshus. Udvidelse af huset kræver således en landzonetilladelse.

8. Rekreative formål

Anlæg til rekreative formål søges ofte placeret i naturskønne områder og gerne nær kysterne. Opmærksomheden henledes derfor på § 35, stk. 3.

Rekreative parceller

Der bør ikke meddeles tilladelse til udstykning med henblik på f.eks. jagt, ophold og lignende private rekreative formål. Det gælder, uanset at der ikke søges om tilladelse til bebyggelse.

Sådanne udstykninger ønskes ofte foretaget i områder, hvor de landskabelige og rekreative interesser er store, og de kan medføre en belastning af landskabet i henseende til hegning, opstilling af skilte, beplantning og terrænændringer m.v. Udstykningerne vil endvidere kunne forårsage landbrugsmæssige ulemper i form af gene for en rationel landbrugsdrift og for fremtidige strukturomlægninger.

Moseområder, heder, strandenge, mindre skovområder, særligt kuperede partier, m.v., som ikke er i intensiv drift, har altid været en værdifuld bestanddel af det danske landskab, og en udskillelse af sådanne arealer i selvstændigt matrikulerede ejendomme vil være i strid med landzonebestemmelsernes formål.

Ferieformål

Nyindretning af ferielejligheder på landbrugsejendomme og andre ejendomme i landzone kræver landzonetilladelse.

Ansøgninger om at opdele eksisterende overflødiggjorte bygninger på landbrugsejendomme i et mindre antal ferielejligheder bør imødekommes medmindre planlægningsmæssige eller andre væsentlige interesser taler afgørende imod.

Efter sommerhusloven kan der meddeles tilladelse til udlejning af op til 10 ferielejligheder/værelser i tiloversblevne bygninger på landet. Det er endvidere normalt en forudsætning, at ejeren bor på ejendommen. Udlejningstilladelse der meddeles af Skov- og Naturstyrelsen forudsætter normalt forudgående landzonetilladelse.

Det kræver ikke landzonetilladelse at tage tiloversblevne boliger, f.eks. medarbejderboliger i brug til ferieformål, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 10. Tilsvarende kræver bondegårdsferie, jf. sommerhuslovens § 1, stk. 2, hvor familien »rykker sammen«, heller ikke landzonetilladelse.

Udstykning, opførelse og ibrugtagning af bebyggelse til hytter, vandrehjem og lign. kræver landzonetilladelse. Ved afgørelsen bør der bl.a. lægges vægt på naturbeskyttelsesmæssige hensyn, samt behovet for nærhed til offentlig trafikforsyning, bysamfund m.v.

Ibrugtagning af arealer til koloni- og nyttehaver, campingplads og afholdelse af en lejr i en periode på over 6 uger kræver ligeledes landzonetilladelse.

Etablering af en campingplads kan udløse lokalplanpligt, jf. NKO nr. 7, 1993.

Der kræves ikke landzonetilladelse til etablering af en primitiv lejrplads med ganske få telte, såfremt der alene er tale om lejlighedsvis teltslagning af midlertidig karakter på en mindre del af en ejendom, der i øvrigt anvendes til andre formål. Det gælder, uanset om der betales et mindre vederlag for benyttelsen, og om der gives adgang til ejendommens toilet m.v.

Idrætsanlæg

Tennisbaner, foldboldanlæg, lystbådehavne, svømmerhaller og lign., bør som udgangspunkt placeres i byzone. Golfbaner, motocross- og skydebaner placeres derimod typisk i landzone. Såfremt arealerne vil kunne genanvendes til jordbrugsmæssige formål, vil der normalt efter landbrugsloven blive stillet vilkår om tilbageførsel til jordbrugsmæssig drift ved ophør af anlæggets brug.

Ved placering af idrætsanlæg i landzone kræves en landzonetilladelse, hvor der bør lægges vægt på at søge anlægget placeret så nær ved brugerkredsen som muligt, dog under iagttagelse af landskabelige og miljømæssige hensyn m.v.

Søer

Etablering af en kunstig sø er en ændret anvendelse, som kræver tilladelse, medmindre søen er erhvervsmæssigt nødvendigt som led i ejendommens udnyttelse som landbrugsejendom.

Det kræver derimod ikke landzonetilladelse at afbryde pumpningen i et inddæmmet område.

Ved afgørelsen af, om der bør meddeles tilladelse til etablering af en sø, skal der lægges vægt på, om søen vil være i strid med planlægningen for området, herunder særligt beskyttelsen af naturinteresser.

Der bør således udvises betydelig tilbageholdenhed, hvor søen ønskes etableret i store sammenhængende vådområder eller i ådale eller langs åer med særlige beskyttelseshensyn. Etableringen af søer vil endvidere ofte være omfattet af naturbeskyttelsesloven som følge af beliggenhed nær ved åer, vådområder m.v. Der henvises til afsnit E, pkt. 2.

Rigtigt anlagte søer kan på den anden side blive et værdifuldt indslag i landskabet. Genskabelsen af søer kan ligeledes være et værdifuldt indslag i landskabet og vil ofte blive gennemført som et naturgenopretningsprojekt efter naturforvaltningsloven. Det er imidlertid vigtigt, at det i forbindelse med landzoneadministrationen nøje vurderes, om et projekt til genskabelse af en sø strider mod planlægningen for området eller mod hensynet til naturinteresserne. Se om anlæg af søer særligt til fiskeri (put and take) NKO nr. 41, 1994.

Både- og badebroer

Opmærksomheden henledes på, at Ministeriet for Offentlige Arbejder ved bekendtgørelse nr. 489 af 28. september 1981 har bemyndiget amtsrådet til at imødekomme eller afslå ansøgninger om tilladelse til på søterritoriet at anbringe visse mindre bade- og bådebroer. Etableringen af landforbindelsen til sådanne mindre bade- og bådebroer, der er udført efter retningslinierne i Ministeriet for Offentlige Arbejders cirkulære, forudsætter ikke landzonetilladelse efter planloven.

G. Formkrav m.v. til landzoneafgørelser

1. Skriftlighed og underretning

Ifølge planlovens § 35, stk. 5 skal ansøgeren og kommunalbestyrelsen have skriftlig meddelelse om afgørelser truffet efter § 35, stk. 1. I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed skal amtsrådet have skriftlig meddelelse om afgørelsen.

Afgørelsen skal begrundes i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60. Det betyder, at der i alle afgørelser skal gives klagevejledning. Se eksempler på klagevejledninger i kap. XII, afsnit J.

En tilladelse skal endvidere indeholde oplysning om,

1. at tilladelsen ikke må udnyttes før klagefristens udløb (§ 60, stk. 4, 1. pkt.),

2. at klage kan indgives af enhver med retlig interesse i sagens udfald,

3. at rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet (§ 60, stk. 4, 2. pkt.),

4. at ansøger vil blive underrettet om en eventuel klage,

5. at en tilladelse bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter den er meddelt (§ 56, stk. 1).

2. Offentliggørelse

Tilladelser efter § 35, stk. 1 skal offentliggøres, jf. planlovens § 35, stk. 7. Se eksempel på offentliggørelse i kap. XII, afsnit J.

Manglende offentliggørelse medfører en suspendering af klagefristen og vil efter omstændighederne kunne medføre erstatningsansvar for landzonemyndigheden.

Offentliggørelse kan undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan, jf. planlovens § 35, stk. 7, 2. punktum.

3. Betingelser

Det følger af almindelige regler og indirekte af planlovens § 55, at tilladelser efter § 35, stk. 1, kan betinges.

Hvilke betingelser, der lovligt kan stilles, er ikke angivet i planloven, men det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at en betingelse skal være begrundet i hensyn, der kan varetages efter den pågældende lov, og at betingelserne skal stå i et rimeligt forhold til afgørelsen.

Betingelser er bindende for andre indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår deres ret er stiftet.

Rammerne for, hvilke betingelser der kan stilles, skal således ses i lyset af formålet med landzonebestemmelserne og i øvrigt vurderes i forhold til beslægtet lovgivning. Der bør ikke i landzonetilladelser stilles vilkår om forhold, som mere præcist kan fastsættes efter anden lovgivning. Det gælder f.eks. tilladelser vedrørende forhold, som også er behandlet efter landbrugs-, miljø- eller naturbeskyttelseslovgivningen.

Landzonemyndigheden vil dog kunne supplere eller stramme betingelser stillet efter beslægtet lovgivning, men det skal i så tilfælde være begrundet i landzonebestemmelsernes andre formål.

Således vil hensynet til bevarelsen af landskabelige værdier kunne betinge opstillingen af vilkår om en særlig placering og udformning af en ny bebyggelse, om at udendørs oplag ikkemå finde sted eller om beplantning og hegning omkring skæmmende anlæg m.v.

Tilsvarende vil en ny bebyggelse eller anvendelse af bestående bygninger eller arealer, der må antages at ville foregribe eller stride mod kommende planlægning, kunne gøres midlertidig. F.eks. således at tilladelsen kun er gældende et bestemt antal år, eller så længe den pågældende person/firma ejer ejendommen og driver virksomhed derfra.

Endelig kan der i tilfælde, hvor tilladelsen er særligt begrundet i ansøgerens forhold være grund til at meddele tilladelsen som en personlig tilladelse for ansøgeren, f.eks. ved en pensionists ansøgning om tilladelse til helårsbeboelse i et sommerhus beliggende i landzone.

Landzonemyndigheden drager omsorg for, at betingelserne tinglyses på ejendommen. Omkostningerne ved tinglysningen påhviler ejeren, jf. planlovens § 55, 2. punktum.

Der er udpantningsret for det udlagte beløb.

4. Forældelse

I henhold til planlovens § 56, stk. 1, bortfalder en tilladelse efter § 35, stk. 1, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt.

3-årsfristen regnes i tilfælde af en eventuel klagebehandling fra datoen for den endelige afgørelse.

Udnyttelsen af en landzonetilladelse må således - hvis den ikke skal forældes - påbegyndes inden 3-årsfristen udløber.

Ifølge planlovens § 56 bortfalder en hidtidig ret til en udnyttelse af en ejendom, som ville kræve tilladelse efter § 35, stk. 1, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Hvis retten til at udnytte en ejendom hviler på en tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, eller på en tilladelse efter de tidligere bestemmelser i by- og landzoneloven, og udnyttelsen er påbegyndt, så bortfalder retten ikke på grund af ophold i udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som vilkår i det konkrete tilfælde.

VIII Sommerhusområder (§§ 39-41)

A. Generelt

Sommerhusområder er områder, som i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, og områder, der i en lokalplan er overført til sommerhusområde, jf. planlovens § 34, stk. 3.

Det er ikke tilstrækkeligt, at området er udlagt i kommuneplanen.

Planloven indeholder i kapitel 8 nogle regler om benyttelsen af ejendomme i sommerhusområder. Reglerne er en videreførelse af de bestemmelser, der tidligere har stået i kapitel 2 i lov om sommerhuse og campering m.v.

Der findes en del områder med sommerhusbebyggelse i landzone. Disse områder er etableret på grundlag af en tilladelse efter by- og landzoneloven eller efter den tidligere bygge- og byplanlovgivning. Områderne omfatter f.eks. »aftaleområderne«, hvor der mellem amtsråd og kommunalbestyrelse er indgået aftale om, at der i et nærmere bestemt omfang ville kunne tillades opførelse af sommerhuse. De særlige regler om anvendelse af ejendomme i sommerhusområder gælder ikke for disse områder, der offentligretligt er reguleret af landzonebestemmelserne i planlovens §§ 35 og 36.

I kystnærhedszonen (3 km) må der ikke udlægges nye sommerhusområder, og eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, jf. planlovens § 5 b, nr. 3.

B. Bebyggelse m.v.

I sommerhusområder må der, medmindre andet er fastsat i en lokalplan eller i en af de planer, der er opretholdt ved § 68, stk. 2, ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse indrettes mere end en bolig på en selvstændigt matrikuleret ejendom, jf. planlovens § 39.

Bestemmelsen omfatter dels opførelse af mere end en beboelsesbygning, dels indretning af flere boliger i en eksisterende bygning.

Kommunalbestyrelsens tilladelse efter planlovens § 39 kræves alene, når der etableres mere end en bolig, men ikke ved opførelse af f.eks. gæstehuse og annekser uden køkken.

C. Forbud mod helårsanvendelse

1. Det generelle forbud

Der gælder et generelt forbud mod helårsanvendelse af boliger i sommerhusområder, jf. planlovens § 40, stk. 1. Bestemmelsen har samme indhold, som den bestemmelse, der tidligere var i sommerhusloven.

Anvendelse til de virksomheder, der er omfattet af sommerhuslovens § 1, stk. 4, dvs. hoteller eller virksomhed med uddannelsesmæssigt, kulturelt eller forskningsmæssigt sigte, er efter lovbemærkningerne og hidtidig praksis ikke omfattet af forbudet mod helårsanvendelse.

En bolig i et sommerhusområde må bortset fra kortvarige ferieophold m.v. ikke anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til 31. marts, (dvs. i vinterhalvåret) medmindre boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev udlagt til sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er bortfaldet, jf. planlovens § 40, stk. 1.

Ved at fastholde sommerhusområderne til de i planlægningen forudsatte rekreative og fritidsmæssige formål sikres det, at der ikke opstår et uhensigtsmæssigt pres for at udlægge nye sommerhusområder i landskabeligt værdifulde områder, især ved de ubebyggede kyststrækninger. Sommerhusområderne er også planlagt med henblik på, at boligerne kun må anvendes i sommerhalvåret. Det betyder, at konvertering til helårsanvendelse af husene i mange tilfælde indebærer betydelige udgifter til ny infrastruktur og udvidelse af den kommunale service.

Forbudet mod helårsanvendelse omfatter efter lovbemærkningerne enhver bebyggelse, der er bestemt til beboelsesformål, eller som naturligt opføres i tilknytning hertil, f.eks. gæstehus, anneks eller garage. Det er således ikke alene selve beboelsesbygningen, der ikke må anvendes til vinterbeboelse. Forbudet gælder alle bygninger på en ejendom i et sommerhusområde, og det omfatter også overnatning i en campingvogn, der er opstillet på ejendommen.

Ved kortvarige ferieophold i vinterhalvåret forstås sammenlagt højst 3-4 uger samt weekender og helligdage. Det betyder, at boligen i sommerhusområdet lovligt kan benyttes til beboelse af ejeren eller en eller flere lejere i sammenlagt ca. 30 uger årligt.

Reglerne i § 40 gælder både for ejerens egen brug af huset og for ejerens udlejning af huset til andre.

2. Dispensation efter planlovens § 40, stk. 2

Efter § 40, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra forbudet mod helårsbeboelse. Dispensation kan efter lovbestemmelsen kun meddeles i særlige tilfælde og som en personlig dispensation til ejeren. Dispensationen bortfalder ved ejerskifte, og når boligen ikke længere anvendes til helårsbeboelse. Det bør i overensstemmelse med hidtidig dispensationspraksis fastsættes, at en ægtefælle eller samlever efter ejerens død kan fortsætte helårsbeboelsen på samme vilkår som ejeren.

I hidtidig praksis er bestemmelsen blevet administreret meget restriktivt, idet det har været et klart formål at forhindre almindelig helårsbeboelse i sommerhusområder. Der er således som hovedregel kun meddelt dispensation i følgende tilfælde:

* Til ejere eller forpagtere af daglivarebutikker og hoteller, restauranter og virksomhed med uddannelsesmæssigt, kulturelt eller forskningsmæssigt formål, når det har været nødvendigt af hensyn til virksomhedens drift.

* Til personer, der i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen fejlagtigt af kommunen har fået oplyst, at denne lovligt kunne benyttes til helårsbeboelse.

* Ved alvorlig sygdom og invaliditet, hvor en rimelig tilværelse kun har kunnet opnås i sommerhuset, mens helbredsmæssige årsager i øvrigt normalt ikke har bevirket, at der er givet dispensation.

I Vejledning af 3. juli 1989 om dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder henstillede Miljøministeriet endvidere, at der ud fra menneskelige hensyn tillige meddeles dispensation til folkepensionister, der har ejet sommerhuset i mindst 5 år, og som ønsker at nyde deres otium i huset.

Det har ved planlovens vedtagelse været en klar forudsætning, at dispensationsbestemmelsen stadig skal administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis og vejledninger, herunder den nævnte henstilling om dispensation til folkepensionister, der har ejet sommerhuset i 5 år. Der vil imidlertid på grund af de nye regler i planlovens § 41, jf. nærmere herom nedenfor, kunne tænkes visse udvidelser af begrebet »særlige tilfælde«, således at personer, der konkret kan sidestilles med personer, der har en ret efter § 41, får meddelt dispensation til helårsbeboelse.

»Særlige tilfælde« i planlovens § 40, stk. 2 omfatter efter ministeriets opfattelse ikke anvendelse til vinterudlejning.

Dispensationer efter § 40, stk. 2, skal som andre dispensationer træffes efter en konkret vurdering. I vurderingen af, om der bør meddeles dispensation, bør indgå, om hensynet til fastholdelse af det pågældende sommerhusområde som et rekreativt område gør det påkrævet, at antallet af helårsbeboelser inden for området begrænses. Det vil således efter ministeriets opfattelse være lovligt, at der ud fra en vurdering af det enkelte sommerhusområdes karakter fastsættes en overgrænse for antallet af helårsbeboelser i området, således at der, når grænsen overskrides, ikke kan meddeles flere dispensationer. Ved vurderingen kan der lægges vægt på, hvor mange der benytter den nedenfor omtalte ret efter planlovens § 41.

Før dispensation meddeles, bør kommunalbestyrelsen vurdere, om huset er egnet til helårsbeboelse. Men der bør ikke stilles krav om, at huset opfylder alle de i bygningsreglementet fastsatte krav til en helårsbolig, da dispensationen alene meddeles til ansøgeren (og evt. ægtefælle eller samlever).

Kommunens afgørelse om dispensation er endelig og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 40, stk. 3.

En dispensation bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter at den er meddelt, jf. planlovens § 56, stk. 1. En ret til helårsbeboelse i en bolig, der var helårsbolig, før området blev udlagt til sommerhusområde, bortfalder, hvis retten ikke har været udnyttet i 3 år, jf. planlovens § 56, stk. 2. En udnyttet dispensation bortfalder ved ejerskifte og ved fraflytning, jf. planlovens § 40, stk. 2.

D. Planlovens § 41 »pensionistreglen«

Med virkning fra 1. oktober 1991 blev der indført nye regler om pensionisters ret til at bo hele året i en bolig på en ejendom i et sommerhusområde, når pensionisten har ejet ejendommen i 8 år, jf. planlovens § 41.

1. Retten til helårsbeboelse

Retten efter § 41 er en personlig ret for dem, der opfylder betingelserne. Der skal således ikke søges nogen tilladelse, heller ikke nogen byggetilladelse, jf. nedenfor, om kravene til huset. Men kommunen er efter forvaltningsloven forpligtet til at vejlede de pensionister, der ønsker oplysning f.eks. om hvorvidt der kan være risiko for, at en bolig er kondemnabel.

Retten efter § 41 er alene en ret til helårsbeboelse. Bestemmelsen giver ikke i øvrigt adgang til en udnyttelse, der er i strid med de for området gældende anvendelsesbestemmelser. Der kan således ikke i kraft af § 41 etableres erhverv i boligen i strid med de anvendelsesbestemmelser, der gælder for området.

Hvis anvendelsen af området er reguleret i en lokalplan, der fastlægger anvendelsen til sommerhusbebyggelse, vil etablering af erhvervsvirksomhed være afhængig af, om den ønskede virksomhed kan anses for at være en mindre betydende fravigelse fra lokalplanen, som kommunalbestyrelsen kan dispensere til, evt. på vilkår, jf. planlovens § 19.

Er området ikke omfattet af lokalplanbestemmelser, kan kommunalbestyrelsen eventuelt gribe ind mod erhvervsudøvelsen med et forbud på grundlag af kommuneplanens anvendelsesbestemmelser, hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på problemet, før virksomheden er etableret, jf. planlovens § 12, stk. 3.

Hvis der er en privat deklaration for området, vil erhverv kunne være i strid med deklarationen. Deklarationen kan håndhæves af de påtaleberettigede, og kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud efter planlovens § 43 for så vidt angår erhvervsudøvelsen.

2. Hvilke områder

Bestemmelserne i planlovens § 41 omfatter kun boliger i sommerhusområder, se afsnit A.

Helårsbeboelse i sommerhuse uden for sommerhusområder er ikke omfattet af § 41 og kræver i alle tilfælde en dispensation eller tilladelse.

Udover den offentligretlige regulering kan anvendelsen af en bolig - både i sommerhusområder, byzone og landzone - være begrænset af private servitutter, hvor f.eks. en grundejerforening kan være påtaleberettiget. Sådanne servitutter er heller ikke ophævet ved planlovens § 41, og et forbud mod helårsbeboelse heri kan derfor håndhæves ved domstolene af dem der har påtaleret, herunder kommunalbestyrelsen, hvis den har påtaleret f.eks. på vegne af en grundejerforening. Kommunalbestyrelsen vil derimod ikke kunne håndhæve sådanne bestemmelser efter planlovens § 43.

3. Hvilke personer har ret til helårsbeboelse

Det er angivet i § 41, stk. 2, hvilke personer der anses for pensionister. Det er

- alle, der er fyldt 67 år

- personer over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn

- førtidspensionister i henhold til lov om social pension

Den førstnævnte gruppe omfatter folkepensionister, dvs. de pensionister, der er omfattet af henstillingen om dispensation i Miljøministeriets vejledning af 3. juli 1989. De har nu ret til helårsbeboelse, når de har ejet ejendommen i 8 år.

Den anden gruppe omfatter alle over 60 år, der har en pension fra stat eller kommune eller en privat pensionsordning. Pension kan være både egenpension og pension efter en ægtefælle. Endvidere omfatter denne gruppe alle, der modtager efterløn efter reglerne i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring. Personer, der får overgangsydelser, er ikke omfattet.

Den tredje gruppe omfatter førtidspensionister i henhold til lov om social pension - uden aldersbegrænsning.

Fælles for de tre grupper er, at pensionisten skal have ejet ejendommen i 8 år og fortsat skal være ejer af den. Det er ikke nødvendigt, at ejendommen har været bebygget. Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelsen må forstås således, at pensionisten skal have ejet ejendommen i de sidste 8 år. Betingelsen er ikke opfyldt ved at pensionisten tidligere har ejet ejendommen i en periode.

Er der tale om et hus på lejet grund, er det huset, der er ejendommen, dvs. at huset skal have været ejet i 8 år.

Er huset i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i denne relation som sameje. Tilhører huset den ene af ægtefællerne som særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.

Efter § 41, stk. 3, kan en pensionists ægtefælle, samlever eller nært beslægtede sammen med pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Ved nært beslægtede forstås slægtninge i op- og nedstigende linie, dvs. forældre, børn, børnebørn samt søskende. Men også andre kan bo sammen med pensionisten, hvis de hører til husstanden. Det fremgår af § 41, stk. 4. Bestemmelserne giver derimod ikke ret til at udleje eller udlåne en del af boligen til helårsbeboelse.

Hvis pensionisten flytter, bortfalder retten til helårsbeboelse også for ægtefælle/samlever eller andre medlemmer af husstanden. Men pensionisten kan genoptage beboelsen, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.

Efter pensionistens død har ægtefællen/samleveren og en nært beslægtet, der har boet sammen med pensionisten, ret til at fortsætte helårsbeboelsen. En arving, der ikke har boet i huset sammen med pensionisten, har således ikke denne ret.

Dør pensionisten uden at efterlade sig ægtefælle/samlever, har også en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret til at fortsætte helårsbeboelsen. Den pågældende behøver ikke at være i slægt med pensionisten.

Bestemmelserne i § 41, stk. 3 og 4, er en udvidelse i forhold til hidtidig praksis i forbindelse med personlige dispensationer til helårsbeboelse, idet det efter denne praksis kun har været ægtefæller eller en samlever, der har haft ret til at fortsætte hel-årsbeboelsen på ejendommen. I bemærkningerne til forslagene til de vedtagne bestemmelser i folketingsudvalgets betænkning anføres, at bestemmelserne »åbner mulighed for, at andre medlemmer af pensionistens husstand end ægtefæller eller samlever efter pensionistens død kan fortsætte med at benytte sommerhuset til helårsbeboelse. Reglen vil f.eks. gælde for et hjemmeboende barn. Retten bortfalder ved fraflytning. Retten omfatter ikke medlemmer af ægtefællens, samleverens eller f.eks. barnets senere husstand.«

4. Krav til huset

Retten til helårsbeboelse bortfalder efter § 41, stk. 1, 2. pkt., hvis boligen kondemneres.

Efter hidtidig praksis har det været en betingelse for at dispensere fra helårsforbudet, at huset kunne anses for egnet til helårsbeboelse. Ved lovbestemmelsen er spørgsmålet om husets egnethed til helårsbeboelse overladt til pensionisten selv således, at det eneste krav, der stilles til huset er, at det ikke er kondemnabelt som helårsbolig. Der skal derfor ikke foretages byggesagsbehandling efter byggeloven i anledning af anvendelsesskiftet til helårsbeboelse.

Bestemmelsen betyder, at sommerhuset ikke må være belastet med en sådan brandfare eller sundhedsfare, at kommunalbestyrelsen (boligkommissionen, hvis en sådan er oprettet i kommunen) vil kunne nedlægge forbud mod, at huset anvendes til beboelse eller ophold for mennesker i medfør af byfornyelseslovens kap. VIII om boligtilsyn.

En kondemneringskendelse, der afsiges efter at pensionisten er flyttet til sommerhuset, vil udløse ret til genhusning, men bestemmelsen i byfornyelseslovens § 74 a om et særligt tilskud til en ejer af en ejerbolig, der kondemneres, finder ikke anvendelse. Det vil derfor være både i kommunens og ejerens interesse, at eventuelle tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der kan være en ri-siko for kondemnering, søges afklaret, før pensionisten flytter.

Kondemneringer kan i nogle tilfælde påklages til byfornyelsesnævnet efter reglerne i byfornyelsesloven.

5. Forholdet til boligreguleringsloven

Efter § 41, stk. 1, 3. pkt., finder bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ikke anvendelse på boliger, der benyttes til helårsbeboelse efter 1. pkt.

Kapitel VII i boligreguleringsloven indeholder de bestemmelser, hvorefter en (helårs)bolig ikke må nedlægges eller overgå til midlertidig anvendelse uden kommunens tilladelse, samt de bestemmelser, hvorefter kommunen kan anvise lejere til en lejlighed, der ikke benyttes.

Bestemmelserne i boligreguleringslovens kap. VII finder således ikke anvendelse på sommerhuset. Baggrunden herfor er, at retten efter § 41 er en personlig ret, der bortfalder ved fraflytning. Husets status som sommerhus ændres ikke af bestemmelserne i § 41.

Der er ikke med reglerne i planlovens § 41 sket ændringer for så vidt angår anvendelsen af boligreguleringslovens kap. VII på pensionistens hidtidige bolig. Det er den kommune, hvor den hidtidige bolig er beliggende, der afgør, om anvendelsen af boligen er i strid med kap. VII. Afgørelsen heraf vil som udgangspunkt afhænge af, om pensionisten tager bopæl i sommerhuset, og derved skal tilmelde sig folkeregistret på sommerhusadressen. Det skyldes, at pensionisten har ret til at bo i sommerhuset i vinterhalvåret, men ikke nogen pligt hertil. Det er således ikke udelukket, at pensionisten kan bevare sin hidtidige bolig, selvom en del af vinterhalvåret tilbringes i sommerhuset.

IX Tilbageførsel af arealer til landzone (§§ 45-46)

A. Generelt

Tilbageførsel af arealer fra byzone eller sommerhusområde til landzone sker ved en beslutning, der træffes af kommunalbestyrelsen. Regler om grundlaget for beslutningen og en erstatningsbestemmelse findes i planlovens §§ 45 og 46.

Bestemmelser om grundskyld og frigørelsesafgift findes i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og frigørelsesafgiftsloven, jf. nedenfor.

B. Proceduren for tilbageførsel til landzone

1. Grundlaget for tilbageførsel

Kommuneplanen

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbageføre arealer fra byzone eller sommerhusområde til landzone i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. planlovens § 45, stk. 1.

Størrelsen og beliggenheden af de arealer i byzone og sommerhusområder, der skal tilbageføres til landzone, fastlægges i kommuneplanens hovedstruktur, jf. planlovens § 11, stk. 4, og den nærmere afgrænsning af arealerne må ske på et kortbilag. Der skal ikke udarbejdes en lokalplan for tilbageførslen, og der skal derfor ikke fastlægges rammer herfor i kommuneplanens rammedel. Afgrænsningen af arealerne i kommuneplanen indebærer bl.a., at regionplanmyndigheden skal påse overensstemmelsen med regionplanlægningen.

Kommunerne kan efter denne regel tilbageføre arealer til landzone uanset deres størrelse.

Hvis tidshorisonten for den faktiske udnyttelse til byformål af arealer, der er lagt i byzone, viser sig at blive længere end forudsat, bør kommunerne nøje følge udviklingen med hensyn til disse arealer.

Byzonearealer, som ikke forventes udnyttet indenfor kommuneplanens 12-årige planperiode, bør overtages af kommunen eller tilbagesføres til landzone.

For så vidt angår sommerhusområder i kystnærhedszonen henledes opmærksomheden på planlovens § 5 b, nr. 3, hvorefter eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål. Der henvises til Vejledning om planlægningen i kystområderne (1995).

Bestemmelsen i planlovens § 6, stk. 3, nr. 1, indeholder hjemmel til, at regionplanerne kan indeholde retningslinier for tilbageførsel af arealer til landzone.

Retningslinierne kan således indeholde en generel angivelse af rummeligheden for så vidt angår arealer, som skal tilbageføres. Når særlige regionplanmæssige interesser gør det fornødent, kan regionplanen tillige indeholde en mere præcis angivelse af størrelsen og beliggenheden af nærmere afgrænsede arealer.

Det følger endvidere af rammestyringsprincippet, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til senest ved næste ordinære revision af kommuneplanen, jf. planlovens § 22, stk. 1, at optage bestemmelse om tilbageførsel af arealer til landzone i kommuneplanen, hvis regionplanen indeholder retningslinier herfor, jf. planlovens § 11, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen er endvidere forpligtet til at virke for, at de pågældende arealer tilbageføres til landzone, jf. lovens § 12, stk. 1.

Afgrænsningen kan ikke indarbejdes i et planforslag som en ændring, der foretages af kommunalbestyrelsen ved den endelige vedtagelse af planen.

Udover den inddragelse af offentligheden, som sker i forbindelse med kommuneplanforslagets behandling, er det i planlovens § 45, stk. 3, fastsat, at grundejerne skal have mulighed for at udtale sig inden en frist, der skal være mindst 8 uger.

Denne høring skal ske ved brev til de berørte grundejere. Høringen af berørte grundejere kan foregå samtidig med, at kommuneplanforslaget eller forslaget til kommuneplantillæg er i offentlig høring, således at beslutning om tilbageførsel kan ske samtidig med forslagets endelige vedtagelse. Høring kan også foretages forud for tilvejebringelse af kommuneplantillægget.

Såfremt der er et længere tidsrum mellem grundejerhøringen og beslutningen om tilbageførsel, må kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om ejendommen har skiftet ejer i den mellemliggende periode. I så fald skal den nye ejer høres, inden der træffes beslutning.

Ejers begæring

Hovedreglen om tilbageførsel af arealer til landzone er, at kommunalbestyrelsen på grundlag af kommuneplanen foretager den nødvendige justering af zonegrænserne.

I planlovens § 45, stk. 2, er der endvidere givet kommunalbestyrelsen adgang til at tilbageføre et areal til landzone efter ansøgning fra ejeren.

Dette kan ske, når arealet grænser til landzone, og når tilbageførslen er ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn. For så vidt angår sommerhusområder i kystnærhedszonen henledes opmærksomheden på planlovens § 5 b, nr. 3, jf. ovf.

Det er forudsat, at der er tale om små arealer. Spørgsmålet afhænger af de konkrete forhold. En tilbageførsel efter denne bestemmelse må dog normalt forudsætte, at arealet ikke overstiger ca. 5 ha.

Hvis tilbageførslen undtagelsesvis har regionplanmæssig betydning, skal kommunalbestyrelsen optage forhandling med regionplanmyndigheden, inden arealet tilbageføres til landzone.

2. Beslutning om tilbageførsel

Når grundlaget er til stede, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om at tilbageføre arealer til landzone. Denne beslutning kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Naturklagenævnet, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Beslutningen skal, jf. bestemmelsen i planlovens § 45, stk. 4, meddeles til ejerne af arealerne, panthaverne og andre rettighedshavere, samt til amtsrådet og miljø- og energiministeren.

Underretningen er af rent oplysende karakter, og kommunalbestyrelsens tilbageførselsbeslutning skal således ikke tiltrædes eller efterprøves af ministeriet eller amtsrådet. Efter bestemmelsen i planlovens § 45, stk. 5, skal ejerne og panthaverne samtidig have oplyst reglerne om fremsættelse af erstatningskrav.

3. Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter

Det vil som regel være nødvendigt at ophæve lokalplaner eller byplanvedtægter for arealer, der skal tilbageføres.

Det kan ske ved kommunalbestyrelsens beslutning, jf. planlovens § 33, jf. nærmere kap. VI, afsnit D.

For at undgå usikkerhed om retsvirkningerne af en tilbageførselsbeslutning, anbefales det, at der træffes beslutning om ophævelse af eventuelle byplanvedtægter eller lokalplaner samtidig med beslutningen om selve tilbageførslen.

Høring af grundejere og andre i forbindelse med ophævelse af en sådan plan bør derfor ske samtidig med den grundejerhøring, der skal foretages forud for beslutningen om tilbageførsel, jf. planlovens § 45, stk. 3, og afsnit B, pkt. 1.

C. De økonomiske følger af en tilbageførselsbeslutning

1. Erstatningssager, herunder behandling ved taksationskommissioner

Reglerne om erstatning i forbindelse med tilbageførsel af arealer til landzone er fastsat i planlovens § 46.

Herefter er der adgang til at fremsætte krav om erstatning for faktisk afholdte udgifter med henblik på ejendommens udnyttelse i byzone.

Bestemmelsen må fortolkes således, at den også omfatter udgifter, der er afholdt med henblik på udnyttelse i sommerhusområde.

Også private ejere, der selv har begæret en tilbageførsel, kan fremsætte krav om erstatning.

Reglen begrænser erstatningskravet til positive udgifter, der er afholdt som følge af ejendommens placering i byzone. En eventuel mistet spekulationsgevinst kan ikke kræves erstattet efter bestemmelsen.

Som eksempel på, hvilke udgifter, der kan kræves erstattet, kan nævnes udgifter til en landinspektør, arkitekt og advokat for bistand med henblik på arealets udnyttelse i byzone eller sommerhusområde, f.eks. udarbejdelse af bebyggelsesplan eller lignende og ansøgninger samt deltagelse i møder med myndigheder m.v.

Krav om erstatning skal fremsættes skriftligt over for kommunalbestyrelsen senest 12 uger efter, at ejerne har fået meddelelse om kommunalbestyrelsens beslutning efter planlovens § 45, stk. 1 og 2, jf. § 46, stk. 3.

Kommunalbestyrelsen skal, jf. bestemmelsen i § 46, stk. 3, underrette amtsrådet og miljø- og energiministeren (Landsplanafdelingen) om fremsatte erstatningskrav.

Hvis der opnås enighed med ejeren om erstatningskravet, skal kommunalbestyrelsen forelægge aftalen for amtsrådet og ministeren, der begge skal tiltræde aftalen, jf. planlovens § 46, stk. 4, idet disse myndigheder hver afholder 1/3 af udgifterne til erstatning, jf. § 46, stk. 5.

Opnås der ikke enighed med ejeren skal kommunalbestyrelsen efter planlovens § 46, stk. 4, indbringe erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Behandlingen af erstatningssagerne foregår efter reglerne i lov om offentlige veje, jf. planlovens § 50.

Det henstilles, at kommunalbestyrelsen sender kopi af afsagte kendelser til Landsplanafdelingen, således at ministeriet kan følge praksis i kommissionerne.

2. Udgifter til sagsomkostninger og erstatninger

Som nævnt ovenfor skal amtsrådet og staten (Miljø- og Energiministeriet) afholde hver 1/3 af kommunens udgifter til sagsomkostninger og erstatning.

De udgifter, kommunen kan kræve delvis refunderet, omfatter således erstatningsbeløb med renter samt de sagsomkostninger, der i vejsager skal afholdes af vejbestyrelsen i medfør af § 62, stk. 2, i lov om offentlige veje.

Til sagsomkostninger henregnes ikke kommunens udgifter til evt. advokatbistand.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at udbetale sagsomkostninger og erstatninger til henholdsvis taksationsmyndighed og grundejer.

Når udgifterne er afholdt, kan kommunalbestyrelsen rejse krav om betaling af 1/3 af udgifterne over for vedkommende amtsråd og ministeriet.

Kravet bilægges fornøden dokumentation, herunder kopi af taksationsmyndighedens eventuelle kendelse. Ministeriet og pågældende amtsråd drager omsorg for, at betaling til kommunen af deres del af udgifterne sker hurtigst muligt herefter.

3. Godtgørelse for grundskyld

Regler herom er fastsat i § 29 A, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Loven henhører under Indenrigsministeriet. Om forståelsen af bestemmelserne har Indenrigsministeriet oplyst følgende:

Godtgørelsen beregnes på grundlag af et forskelsbeløb, der skal ansættes af vedkommende vurderingsråd for hvert år i den periode, der ydes godtgørelse for.

Forskelsbeløbet skal ud fra en sammenligning med vurderingen af tilsvarende ejendomme i landzone angive forskellen mellem på den ene side den faktisk ansatte afgiftspligtige grundværdi på grundlag af beliggenheden i byzone og på den anden side den afgiftspligtige værdi, som ejendommen må antages at ville være blevet vurderet til, hvis den på det pågældende tidspunkt havde ligget i landzone.

Om beregningen af forskelsbeløbet henvises til Statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse af 5. august 1985 om godtgørelse for grundskyld af arealer, der tilbageføres til landzone.

Når forskelsbeløbene er fastsat, beregnes godtgørelsen ved at gange beløbene med summen af den kommunale og amtskommunale grundskyldspromille, der har været gældende for de enkelte skatteår.

Til beløbene for de enkelte år ydes der et tillæg på 4% for hvert år frem til det tidspunkt, hvor godtgørelsen udbetales. Der skal ikke beregnes rente af tillægget.

Den godtgørelse, der tilkommer ejeren, udgør halvdelen af de samlede opgjorte beløb med tillæg for de enkelte år i godtgørelsesperioden. Godtgørelsen er skattefri for modtageren.

Udbetalingen af godtgørelsen skal ske i to omgange. Det må ses i forbindelse med, at tilbageførslen til landzone først slår igennem i ejendomsbeskatningen 1 til 2 år efter tilbageførslen.

Udbetalingen af den samlede godtgørelse skal ske til ejeren af arealerne på tilbageførselstidspunktet. Det kræves ikke, at den pågældende er ejer på det tidspunkt, hvor udbetalingen finder sted. Erhvervelse ved arv betragtes som ejerskifte. Godtgørelsesperioden beregnes i sådanne tilfælde fra og med det kvartal, hvori dødsfaldet indtræder, selv om dødsboet fortsat måtte være under behandling på tidspunktet for tilbageførslen til landzone.

Godtgørelsesordningen gælder ikke for ejendomme, der på tilbageførselstidspunktet ejes af det offentlige.

Godtgørelsen udbetales af kommunen. Men kommunen kan over for vedkommende amtskommune modregne den del af en udbetalt godtgørelse, der vedrører amtskommunal grundskyld, ved førstkommende indbetaling af amtskommunernes ejendomsskatter.

4. Godtgørelse for frigørelsesafgift og grundskyld til staten af landbrugsejendomme

Regler om tilbagebetaling af frigørelsesafgift er fastsat i § 8 A i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

Regler om tilbagebetaling af den særlige grundskyld til staten er fastsat i § 5 A i lov nr. 541 af 28. december 1979 om grundskyld til staten af landbrugsejendom. De i Statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse af 5. august 1985 angivne retningslinier for ansættelsen af beregningsgrundlaget ved godtgørelse af grundskyld af arealer, som tilbageføres til landzone, gælder tilsvarende ved tilbagebetaling af den særlige grundskyld til staten.

X Ekspropriation, overtagelse (§§ 47-50)

Ekspropriationsbestemmelserne i planlovens kap. 11 er en sammenskrivning af reglerne om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner og ekspropriation til byudvikling i kommuneplanlovens § 34 og i lov om ekspropriation til byudvikling. Indholdet af reglerne er uændret.

De gældende regler om kommunal overtagelsespligt som følge af planlægningsmæssige dispositioner er ligeledes uændrede.

Amtsrådene har ikke efter planloven adgang til at ekspropriere, men miljø- og energiministeren kan efter planlovens § 3, stk. 4, i særlige tilfælde beslutte at overtage en kommunalbestyrelses beføjelse til at ekspropriere.

A. Ekspropriation

Efter planlovens § 47, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller privates rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning

- for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt eller

- for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen.

1. Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner

Ekspropriation efter § 47, stk. 1, kan ske til virkeliggørelse af den detaljerede planlægning i en lokalplan/byplanvedtægt. Det er en forudsætning for anvendelse af ekspropriationsbestemmelsen, at lokalplanen konkret beskriver den anvendelse/bebyggelse, hvortil der ønskes eksproprieret. Ekspropriation efter rammelokalplaner er ikke mulig.

Såfremt kommunalbestyrelsen alene ønsker at realisere lokalplanformål, hvortil ekspropriation kan ske i medfør af anden lovgivning, f.eks. arealerhvervelse til offentlige veje og parkeringspladser, jf. lov om offentlige veje § 43, bør denne lovgivnings ekspropriationsregler anvendes.

Ekspropriation på grundlag af en lokalplan/byplanvedtægt forudsætter endvidere, at ekspropriationen er af væsentlig betydning for virkeliggørelsen. Det er en betingelse for ekspropriation, at det er nødvendigt for kommunen at få rådighed over det pågældende areal, f.eks. fordi der skal udføres anlæg på arealet. Det er endvidere en betingelse, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er nært forestående. Se som eksempel på nødvendighedskravet NKO nr. 56, 1995.

Væsentlighedskravet indebærer, at ekspropriation ikke kan finde sted, hvis ekspropriationsformålet kan realiseres på en for ejeren mindre indgribende måde, eller hvis ejeren - bortset fra offentlige formål - selv kan og vil realisere ekspropriationsformålet.

Kravet om, at anvendelsen af det pågældende areal skal være nært forestående, betyder bl.a., at de nødvendige tilladelser efter anden lovgivning skal være meddelt eller kan forventes at blive meddelt inden for en kortere frist.

Det er - bortset fra offentlige formål - ikke nogen betingelse, at det er kommunen eller en anden offentlig myndighed, der realiserer ekspropriationsformålet. Der er adgang til at overdrage et eksproprieret areal til en privat, der vil disponere over arealet i overensstemmelse med planen.

2. Ekspropriation til byudvikling

Ekspropriation til byudvikling kan ske, inden den detaljerede (lokal-)planlægning er gennemført. Omvendt er det ikke udelukket at ekspropriere til byudvikling, fordi der foreligger en lokalplan for (en del af) området.

Bestemmelsen tager sigte på ekspropriation af større i det væsentlige ubebyggede arealer, typisk landzonearealer. Betingelsen for, at der kan eksproprieres, er, at det på grundlag af kommuneplanen og dens rækkefølgebestemmelser kan godtgøres, at ekspropriationen er af væsentlig betydning for at sikre den planlagte byudvikling.

3. Fremgangsmåde

For så vidt angår fremgangsmåden ved ekspropriation, henviser planloven til lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49, jf. planlovens § 47, stk. 3. Det betyder, at der efter reglerne i vejloven skal afholdes åstedsforretning, og at kommunalbestyrelsen først efter udløbet af den i vejlovens § 48 fastsatte frist kan træffe ekspropriationsbeslutning.

En lokalplan kan ikke danne grundlag for en ekspropriationsbeslutning, før planen har fået endeligt bindende virkning ved den offentlige bekendtgørelse, jf. § 30. Indledende skridt til ekspropriationen, som afholdelse af åstedsforretning m.v., bør ikke finde sted, før indholdet af lokalplanen er kendt, dvs. før lokalplanen er endeligt vedtaget.

4. Ekspropriation af rettigheder

Planlovens § 47 giver endvidere hjemmel til ekspropriation af private rettigheder over fast ejendom, f.eks. leje-, brugs- eller servitutrettigheder.

Med hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 16, kan der uden ekspropriation i en lokalplan træffes bestemmelse om ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål. Private rådigheds- og tilegnelsesservitutter kan derimod kun fjernes ved ekspropriation.

5. Klage over ekspropriationsbeslutninger

Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2, kan ekspropriationsbeslutningen påklages til Naturklagenævnet.

Klageadgangen er ikke begrænset til retlige spørgsmål. Også spørgsmål om ekspropriationens hensigtsmæssighed og rimelighed kan påklages.

Hvis der ikke er enighed om ekspropriationserstatningens størrelse, fastsættes denne af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jf. planlovens § 50.

B. Krav om overtagelse

Efter planlovens § 48 kan en ejer forlange sin ejendom overtaget af kommunen, når den i lokalplan eller byplanvedtægt er udlagt til et offentligt formål. Der er dog kun overtagelsespligt, hvis ejendommen på grund af den pågældende bestemmelse ikke kan udnyttes økonomisk rimeligt i overensstemmelse med anvendelsen af de omliggende ejendomme.

Der vil efter omstændighederne kunne kræves overtagelse af et areal, der i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, selvom der endnu ikke er en lokalplan, jf. KFE 1992, 139.

Der gælder lignende regler, hvis det kun er en del af ejendommen, der er udlagt til offentligt formål.

Det er ikke en betingelse, at ejendommen udtrykkeligt er udlagt til et offentligt formål. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis en ejendom reelt udlægges til et offentligt formål, f.eks. hvis den udlægges som friareal for et større område end bebyggelsen i lokalplanen kan begrunde.

Det er heller ikke en betingelse, at krav om overtagelse fremsættes i forbindelse med lokalplanens fremkomst. Ejeren kan fremsætte kravet, når han anser betingelserne for opfyldt.

Er der ikke enighed om kommunens eventuelle forpligtelse til at overtage arealet eller erstatningens størrelse, afgøres disse spørgsmål af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jf. planlovens § 50. Kommunen er på ejerens begæring forpligtet til at indbringe sagen for taksationskommissionen.

Krav om overtagelse af ejendom kan endvidere fremsættes i tilfælde, hvor en lokalplan/byplanvedtægt indeholder forbud mod nedrivning af bebyggelse uden kommunalbestyrelsens tilladelse, og tilladelse nægtes. Der gælder også i denne situation en begrænsning i kommunens forpligtelse til overtagelse. Det er en betingelse, at den pågældende ejendom ikke kan udnyttes økonomisk rimeligt svarende til udnyttelsen af ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, der ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Også i disse tilfælde er det taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, der i tilfælde af uenighed træffer afgørelse om, hvorvidt der er overtagelsespligt, og fastsætter erstatningens størrelse, jf. planlovens § 50.

Bestemmelsen i § 49, stk. 3, om forbud mod større byggearbejder er omtalt i kap. V, afsnit E, pkt. 2.

XI Servitutter (§§ 42-44)

A. Generelt

De bestemmelser i planloven, der har særlig betydning i forbindelse med servitutter, er § 15, stk. 2, nr. 16 (ophævelse af tilstandsservitutter), § 18 (lokalplanens retsvirkninger), §§ 42-44 (samtykke til stiftelse af servitutter og påtaleret). Reglerne svarer helt til bestemmelserne i kommuneplanloven.

Det må erindres, at de private servitutter, der indgår i kommuneplanlægningen, også reguleres af privatretlige regler. Det gælder servitutter pålagt af kommunen som grundsælger, og servitutter hvor kommunalbestyrelsen er indsat som påtaleberettiget. I disse tilfælde har kommunalbestyrelsen efter de privatretlige regler visse forpligtelser overfor de grundejere, der er omfattet af servitutten. Spørgsmålet om kommunalbestyrelsens overholdelse af dem kan ikke påklages efter kommuneplanlovens § 58, men kan af grundejerne indbringes for domstolene.

B. Samtykke

Efter § 42 kan en ejer af fast ejendom kun med forudgående samtykke fra kommunalbestyrelsen pålægge ejendommen servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelse i en lokalplan.

Det samme gælder for ændring af bestående servitutter, hvis ændringen er ensbetydende med pålæg af en ny servitutbestemmelse.

Ophævelse af eksisterende servitutter ved aftale mellem parterne kræver ikke kommunalbestyrelsens samtykke.

§ 42 omfatter såvel ejendomme i privat som i kommunens eje.

I § 42, stk. 1, 2. pkt., bestemmes det, at kommunalbestyrelsen ikke kan meddele samtykke i tilfælde, hvor der foreligger lokalplanpligt, jf. lovens § 13, stk. 2. Også denne bestemmelse gælder såvel for private ejendomme som for ejendomme i kommunens eje. I § 42, stk. 2, er der fastsat nogle formelle regler om samtykkeerklæringen.

Kommunalbestyrelsen kan nægte samtykke, når den skønner, at servitutten har uheldige virkninger for kommunens byplanarbejde.

De servitutter, der kræver samtykke, er alle (private) servitutter om emner, der kan reguleres i en lokalplan (bebyggelse og an-vendelse af ejendomme, færdselsforhold osv. jf. planlovens § 15). Det er ikke nogen betingelse, at den konkrete servitutbestemmelse med samme formulering kan optages i en lokalplan.

C. Påtaleret

Efter planlovens § 43 kan kommunalbestyrelsen ved påbud eller forbud sikre overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.

Bestemmelsen i § 43 omfatter samme gruppe servitutter, som kræver samtykke efter § 42, dvs. private servitutter om emner, der kan reguleres i en lokalplan. Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen en adgang til at håndhæve disse servitutter uanset, om kommunen har påtaleret i henhold til servitutten. Det er naturligvis en forudsætning, at kommunalbestyrelsen varetager et planlægningsmæssigt formål ved udøvelsen af påtaleretten. Se vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, december 1991.

Et forbud eller påbud efter § 43 kan gennemtvinges efter reglerne i planlovens §§ 63 og 64, dvs. gennem en straffesag. Retlige spørgsmål i forbindelse med kommunalbestyrelsens anvendelse af § 43 kan påklages efter planlovens § 58. Kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at anvende § 43 kan derimod ikke påklages.

Har kommunalbestyrelsen påtaleret i henhold til servitutten, kan den (også) håndhæves gennem en civil retssag. Da der er væsentlig forskel i retsvirkningerne, skal kommunalbestyrelsen altid angive, hvis et forbud eller påbud er udstedt i henhold til planlovens § 43, og der skal i så fald gives klagevejledning til Naturklagenævnet, jf. ovenfor.

XII Klageregler i planloven (§§ 58-62)

A. Hvilke forhold kan påklages

Naturklagenævnet kan som klagemyndighed kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med et amtsråds eller en kommunalbestyrelses afgørelser efter loven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3.

Dette gælder dog ikke landzoneafgørelser og beslutninger om ekspropriation. Disse afgørelser kan Naturklagenævnet undergive en fuldstændig efterprøvelse, jf. § 58, stk. 1, nr. 1 og 2.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation til helårsbeboelse i sommerhusområder er endelige og kan ikke påklages, jf. § 40, stk. 3.

Grundejerforeningers og beboerforeningers afgørelser i sager om dispensation fra lokalplaner m.v. kan påklages til kommunalbestyrelsen til fuldstændig efterprøvelse, jf. § 58 a. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan derefter kun påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.

Særligt om retlige spørgsmål

På baggrund af lovens forarbejder og den udviklede praksis kan nævnes følgende eksempler på retlige spørgsmål:

Hvis en afgørelse indebærer en fortolkning af planloven eller af en af de planer, der er tilvejebragt efter planloven, er der tale om et retligt spørgsmål. Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsens afgørelse indebærer en fortolkning af de før kommuneplanlovens ikrafttræden tilvejebragte planer m.v. (først og fremmest byplanvedtægter), der i henhold til planlovens § 68 fortsat er gyldige. Fortolkningen af private servitutter i forbindelse med samtykke, påbud og forbud efter planlovens kap. 9 er ligeledes retlige spørgsmål, jf. kap. XI i vejledning om planloven.

Det er et retligt spørgsmål, om en regionplan eller en kommuneplan har det i loven foreskrevne indhold, og om bestemmelserne i en lokalplan har hjemmel i planlovens § 15.

Det er også et retligt spørgsmål, om en regionplan strider mod regler og beslutninger efter § 3 (landsplandirektiver m.v.), og om en kommune- eller lokalplan strider mod regionplanlægningen for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4 eller mod regler og beslutninger efter § 3 (landsplandirektiver m.v.), jf. § 11 stk. 2 og § 13, stk. 1, 2. pkt.

Ligeledes er det et retligt spørgsmål, om procedureregler og kompetenceregler i forbindelse med udarbejdelse af de nævnte planer og meddelelse af dispensationer og tilladelser m.v. er overholdt. Det er også et retligt spørgsmål, om forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretlige regler om f.eks. usaglig forskelsbehandling og inhabilitet er overholdt.

Det er et retligt spørgsmål, om et bygge- eller anlægsarbejde m.v. i henhold til planlovens § 13, stk. 2, er »større« og dermed udløser lokalplanpligt. Det er tilsvarende et retligt spørgsmål, om kommunalbestyrelsen har kunnet dispensere fra en lokalplan, eller om tilvejebringelse af en ny lokalplan har været nødvendig, fordi en dispensation ville være i strid med principperne i planen, jf. planlovens § 19, stk. 1 og 2.

Det er også et retligt spørgsmål, om betingelserne i planlovens § 37, stk. 1, for uden tilladelse at tage en overflødiggjort landbrugsbygning i brug til andet erhvervsformål, er opfyldt.

Det er ligeledes et retligt spørgsmål, om betingelserne i § 41 foruden tilladelse at benytte en bolig i et sommerhusområde til helårsbeboelse er opfyldt.

Det er derimod ikke et retligt spørgsmål, om der bør dispenseres fra f.eks. en lokalplan. Naturklagenævnet kan - bortset fra landzoneafgørelser og beslutninger om ekspropriation - ikke efterprøve, om kommunalbestyrelsens beslutning er rimelig eller hensigtsmæssig.

Der kan ikke klages til Naturklagenævnet over en kommunes eller et amts udøvelse af tilsynspligten efter planlovens § 51, jf. NKO nr. 27, 1994.

B. Hvem kan klage?

I planlovens § 59 angives de klageberettigede som miljø- og energiministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald.

Det er Naturklagenævnet som klagemyndighed, der afgør spørgsmål om klageberettigelse. 1. instansen har derfor pligt til at videresende enhver modtaget klage til Naturklagenævnet, men kan ved videreforsendelsen udtale sig om sin vurdering af spørgsmålet. For så vidt angår klager over foreningers afgørelser henvises til punkt C.

Af hidtidig praksis fremgår, at udtrykket »retlig interesse« kan have forskellig betydning afhængigt af, hvad der klages over. Lovens krav om »retlig interesse« er lettere opfyldt, når der klages over retlige spørgsmål i forbindelse med planers indhold eller tilvejebringelse, end når klagen angår en konkret forvaltningsafgørelse, f.eks. efter planlovens kapitel 9 (servitutter) eller § 47 (ekspropriation).

Ikke blot enkeltpersoner kan klage. Praksis efter kommuneplanloven har anerkendt klageberettigelse også for organisationer og foreninger m.v. med lokalt tilhørsforhold til det pågældende område. Praksis efter by- og landzoneloven har på grundlag af lovens forarbejder accepteret klager også fra landsdækkende foreninger, der har formål, der ligger tæt op ad,

hvad der tilsigtes med landzonebestemmelserne, f.eks. Danmarks Naturfredningsforening.

C. Klagemyndighed

1. Naturklagenævnet

Efter planlovens § 58, stk. 1, afgør Naturklagenævnet alle klager over amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes afgørelser, der træffes med hjemmel i planloven. Nævnets afgørelser er endelige og kan ikke påklages til hverken miljø- og energiministeren eller anden administrativ myndighed, jf. § 58, stk. 3.

Klager over lokaludvalgs afgørelser med hjemmel i planloven afgøres ligeledes af Naturklagenævnet.

2. Særligt om formandsafgørelser

Efter § 58, stk. 2, kan Naturklagenævnets formand på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke har meget væsentlig interesse for varetagelse af lovens formål. Det fremgår af lovens forarbejder, at det forventes, at kun ganske få sager om året vil blive underkastet en egentlig nævnsbehandling. Langt den overvejende sagsmængde forventes afgjort af formanden på nævnets vegne.

3. Særregel om grundejer- og beboerforeningers afgørelser

Grundejer- og beboerforeningers afgørelser efter § 21, stk. 1, kan påklages til kommunalbestyrelsen, jf. § 58 a. Kommunalbestyrelsens afgørelse i disse sager kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Naturklagenævnet, jf. § 58, stk. 1, nr. 3.

D. Klagefrist

Planlovens § 60, stk. 1, fastsætter en frist på 4 uger for klager over afgørelser efter loven. Som afgørelser anses også endeligt vedtagne planer. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentlig bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen.

En afgørelse anses almindeligvis for at være meddelt (modtaget af) den pågældende dagen efter, at myndigheden har afgivet afgørelsen til postbesørgelse. Hvis denne dag er en lørdag eller en helligdag, anses afgørelsen for modtaget den følgende hverdag.

Klagen anses for rettidig, når den er modtaget af klagemyndigheden hhv. den myndighed, der har truffet afgørelsen, senest 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen/afgørelsen er offentliggjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

I nogle tilfælde træffes en afgørelse indirekte, f.eks. kan afgørelser om lokalplanpligt træffes indirekte i forbindelse med meddelelse af en byggetilladelse, som ikke offentliggøres. I sådanne tilfælde regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor den klageberettigede bliver bekendt med afgørelsen eller dog burde have indset, at en sådan afgørelse var truffet. Denne regel vil ligeledes kunne finde anvendelse på et amtsråds afgørelse om planoverensstemmelse. Der gælder ikke nogen generel pligt for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet til at orientere de klageberettigede om sådanne afgørelser.

E. Til hvem kan klagen indgives?

1. Klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2 og 3

Klage over amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 58, stk. 1, nr. 3, - retlige spørgsmål - indgives til Naturklagenævnet, Vermundsgade 38 B, 2100 København Ø. Det samme gælder klage efter § 58, stk. 1, nr. 2, over kommunalbestyrelsers ekspropriationsbeslutninger efter § 47, stk. 1, jf. § 60, stk. 2, sidste pkt.

2. Klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1

Klage over amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 35, stk. 1 - landzonebestemmelserne - indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Amtsrådet/kommunalbestyrelsen videresender klagen til Naturklagenævnet, Vermundsgade 38 B, 2100 København, under vedlæggelse af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, jf. § 60, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Når sagen sendes til Naturklagenævnet må ejendommens matrikelbetegnelse være oplyst, og der bør - foruden alle sagens akter - vedlægges relevant plan- og kortmateriale samt redegø-res for det ansøgtes forhold til region-, kommune- og eventuel lokalplanlægning. Såfremt sagsforløbet ikke klart fremgår af sagens akter, bør amtsrådet/kommunalbestyrelsen redegøre herfor. Endvidere bør amtsrådet/kommunalbestyrelsen tage stilling til eventuelle nye argumenter eller oplysninger fra klageren og kan i øvrigt fremsætte bemærkninger til klagen.

Amtsrådet/kommunalbestyrelsen skal sende klageren en kopi af brevet til Naturklagenævnet.

3. Klage efter planlovens § 58 a

Klage over grundejer- og beboerforeningers afgørelser efter § 21, stk. 1 - dispensation fra lokalplaner og byplanvedtægter m.v. - indgives til kommunalbestyrelsen.

F. Krav om skriftlighed

Det fremgår af planlovens § 60, at en klage skal være skriftlig. Kravet om skriftlighed er indført med planloven. Klager modtaget som telegrammer eller pr. telefax anses som skriftligt indgivet.

G. Opsættende virkning

1. Retlige klager

Rettidig klage i henhold til planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, har ikke umiddelbart opsættende virkning, men Naturklagenævnet kan tillægge en klage over en af kommunalbestyrelsen truffet afgørelse opsættende virkning. Hvis et bygge- eller anlægsarbej-de er iværksat, kan Naturklagenævnet endvidere påbyde dette standset, jf. lovens § 60, stk. 3. Den tilsvarende bestemmelse i kommunaplenloven er kun blevet benyttet, når der var rimelig grund til at tro, at den påklagede afgørelse led af betydelige mangler, og at afgørelsen af sagen ville blive påvirket af, om det påklagede arbejde fik mulighed for at fortsætte.

Klager over påbud og forbud kan også tillægges opsættende virkning af Naturklagenævnet.

2. Landzoneklager

En tilladelse efter § 35, stk. 1, må ikke udnyttes før klagefristens udløb, jf. § 60, stk. 2, 1. pkt.

Rettidig klage over en landzoneafgørelse efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet konkret bestemmer andet, jf. planlovens § 60, stk. 4, 2. pkt.

3. Ekspropriationsklager

Rettidig klage over ekspropriationsbeslutninger efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2, har efter § 60, stk. 4, opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Naturklagenævnet konkret bestemmer andet.

H. Underretning

Den, der har modtaget en tilladelse, skal underrettes om klagen, jf. § 60, stk. 5. Den pågældende er part i klagesagen og har derfor ret til at gøre sig bekendt med og udtale sig om sagen, før den afgøres, jf. forvaltningslovens kapitel 5, navnlig §§ 19 og 21.

I sager, hvor klagen sendes direkte til Naturklagenævnet, jf. afsnit E, pkt. 1, vil nævnets sekretariat indhente en udtalelse fra kommunalbestyrelsen/amtsrådet og samtidig bede myndigheden om at underrette den pågældende.

I sager om landzonetilladelse, hvor klagen sendes til amtsrådet/kommunalbestyrelsen, jf. afsnit E, pkt. 2, skal den pågældende 1. instans straks underrette den, der har modtaget en tilladelse, om klagen, jf. § 60, stk. 5, 2. pkt.

I. Søgsmål

Afgørelser efter planloven kan indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63 om domstolskontrollen med forvaltningen. Såvel amtsråds og kommunalbestyrelsers som Naturklagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene. Det er som hovedregel ikke nogen betingelse, at den administrative rekurs er udtømt. Sag kan således anlægges, selvom klagemuligheden til Naturklagenævnet ikke er udnyttet.

Efter planlovens § 62, stk. 1, skal sag være anlagt inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt. Er der udfærdiget offentlig bekendtgørelse, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.

Planloven indeholder nogle undtagelser fra hovedreglen om, at søgsmål kan anlægges, før den administrative rekurs er udtømt.

Søgsmål til prøvelse af afgørelser, der er truffet af en forening efter § 21, stk. 1, kan således ikke anlægges, før klageadgangen til kommunalbestyrelsen efter § 58 a er udnyttet, jf. § 62, stk. 2.

Endvidere kan spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne efter § 50, ikke indbringes for domstolene, før overtaksationskommissionens afgørelse foreligger, jf. § 62, stk. 4.

J. Klagevejledning

Efter planlovens § 35, pkt. 5, skal en afgørelse efter § 35, stk. 1, indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60 (klageberettigelse, klagefrist og klagens indgivelse, herunder om opsættende virkning af klagen), og efter planlovens § 35, stk. 7, skal offentliggørelse af en tilladelse efter stk. 1 indeholde oplysning om samme bestemmelser.

Kravet om oplysning om klagereglerne i en landzoneafgørelse er opfyldt, når indholdet af bestemmelserne er indskrevet i selve afgørelsen eller medsendt som bilag til afgørelsen i form af en klagevejledning.

Ud over de nævnte bestemmelser i § 35, stk. 5 og 7, indeholder planloven ikke særlige bestemmelser om klagevejledning. Det vil sige, at de almindelige regler gælder, jf. forvaltningslovens § 25. Efter denne bestemmelse skal afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en vejledning om klageadgang, hvis afgørelsen ikke fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om, hvem der kan klage, eventuel opsættende virkning, at klagen skal indgives skriftligt, angivelse af klageinstans og oplysning om, hvem klagen skal sendes til og om klagefristens længde. I sager, der kun kan påklages efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, skal klagevejledningen oplyse om, at der kun kan klages over retlige spørgsmål.

Klagevejledningen skal endvidere oplyse om søgsmålsfristen i planlovens § 62, stk. 1, jf. forvaltningslovens § 26.

Der skal gives klagevejledning ved alle slags afgørelser, f.eks. tilladelser, dispensationer, påbud og forbud.

Der skal også gives klagevejledning ved offentliggørelse af endeligt vedtagne planer, jf. § 30. De oplysninger, en klagevejledning skal indeholde, må fremgå af den offentlige bekendtgørelse (annoncen) om planens vedtagelse. Klagevejledningen er en betingelse for, at klagefristen efter § 60 løber fra datoen for bekendtgørelsen (annoncen).

Ligeledes skal der gives klagevejledning, når der efter § 20, stk. 3, sker underretning om en meddelt dispensation til dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger til ansøgningen.

Pligt til at give klagevejledning ved meddelelse af afgørelser gælder også for foreningers afgørelse efter § 21, stk. 1. Miljø- og energiministeriet skal tilråde kommunalbestyrelsen at indskærpe dette over for foreningen, hvis en grundejer- eller beboerforening bemyndiges til at udøve beføjelserne efter § 21, stk. 1. Opmærksomheden henledes endvidere på, at klage over foreningers afgørelse skal indsendes til kommunalbestyrelsen.

Eksempler på klagevejledning:

1. Afgørelser i plansager og underretning ved dispensation, der ikke offentliggøres

»I henhold til planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige, at De f.eks. kan klage, hvis De ikke mener, at kommunalbestyrelsen har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. De kan derimod ikke klage over, at kommunalbestyrelsen efter Deres opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Klage indgives til Naturklagenævnet, Vermundsgade 38 B, 2100 København Ø. Klagen skal være modtaget af Naturklagenævnet inden 4 uger fra modtagelsen af denne afgørelse.

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

2. Offentliggørelse af planer

»I henhold til planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens hensigtsmæssighed.

Klage indgives til Naturklagenævnet, Vermundsgade 38 B, 2100 København Ø. Klagen skal være modtaget af Naturklagenævnet inden 4 uger fra datoen for denne annonces offentliggørelse.

Hvis De vil indbringe spørgsmål om planens lovlighed for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra datoen for denne annonces offentliggørelse«.

3. Landzonesag (afslag)

»De kan klage over denne afgørelse efter reglerne i planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. § 60, stk. 2.

Klage skal indsendes til (amtets/kommunens adresse). Klagen skal være modtaget af amtet/kommunen inden 4 uger efter, at De har modtaget afgørelsen.

  • (Amtet/kommunen) vil videresende klagen til Naturklagenævnet med de bemærkninger, klagen giver anledning til, og vedlægge sagens akter. De vil modtage kopi af (amtets/kommunens) brev til Naturklagenævnet.

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

4. Landzonesag (tilladelse på vilkår)

»De kan klage over denne afgørelse efter reglerne i planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. § 60, stk. 2.

Klage skal indsendes til (amtets/kommunens adresse). Klagen skal være modtaget af amtet/kommunen inden 4 uger efter, at De har modtaget afgørelsen/tilladelsen er offentliggjort.

  • (Amtet/kommunen) vil videresende klagen til Naturklagenævnet med de bemærkninger, klagen giver anledning til, og vedlægge sagens akter. De vil modtage kopi af (amtets/kommunens) brev til Naturklagenævnet.

Rettidig klage har den virkning, at tilladelsen ikke må udnyttes, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolen, skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

5. Offentliggørelse af landzonetilladelse, jf. § 35, stk. 7

»Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan inden 4 uger fra datoen for denne annonces offentliggørelse klage over afgørelsen. En klage skal være skriftlig og indgives til (amtets/kommunens adresse). Klagen skal være modtaget af (amtet/kommunen) inden 4 uger fra datoen for denne annonces offentliggørelse. (Amtet/kommunen videresender klagen til Naturklagenævnet. Rettidig klage har den virkning, at tilladelsen ikke må udnyttes, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.«

6. Ekspropriationssager

»De kan klage over denne afgørelse efter reglerne i planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Klage indgives til Naturklagenævnet, Vermundsgade 38 B, 2100 København Ø. Klagen skal være skriftlig og den skal være modtaget af Naturklagenævnet inden 4 uger fra modtagelsen af denne afgørelse.

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

Bilag 1

Oversigt over bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger

Bekendtgørelser

Nr. 85 af 2. februar 1994 om tilladelse til forsøg i Sønderjyllands Amtskommune i medfør af lov om planlægning.

Nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.

Nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse).

Nr. 848 af 30. september 1994 om ændring af bekendtgørelse om listevirksomhed.

Nr. 849 af 30. september 1994 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM).

Cirkulærer, landsplandirektiver

Nr. 35 af 28. februar 1978 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (1. reservationsetape).

Nr. 129 af 2. august 1979 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (2. reservationsetape).

Nr. 109 af 26. maj 1981 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (3. reservationsetape samt tillæg til 1. reservationsetape). Ændret ved cirk. nr. 89 af 16. august 1985.

Nr. 14004 af 12. juni 1981 om udbygning af Københavns lufthavn, Kastrup, samt bygge- og anvendelsesbestemmelser for områder, der er berørt af miljømæssige gener fra lufthavnen.

Nr. 14000 af 5. maj 1982 om reservation af arealer til en rørledning for transport af råolie og kondensat fra Vesterhavet til Fredericia.

Nr. 14006 af 1. oktober 1984 om fastlæggelse af arealer til en naturgasledning fra Gevninge til elværket ved Kyndby.

Nr. 183 af 26. november 1984 om lokalplanforslag og zonelovsansøgninger vedrørende arealer indenfor 200 meters afstand på hver side af transmissionsledningerne for olie og naturgas.

Nr. 51 af 13. maj 1985 om placering af to IHAWK raketeskadriller på Højstrup Øvelsesplads i Odense kommune.

Nr. 89 af 16. august 1985 om ændring af cirkulære nr. 109 af 26. maj 1981 om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark.

Nr. 8 af 5. februar 1986 om placering af en sendestation til FM/TV-1 i hovedstadsområdet.

Nr. 48 af 6. maj 1986 om placering af TV-2 sendestationer.

Nr. 116 af 1. oktober 1986 om placering af depot(er) i hovedstadsområdet for afsvovlingsprodukter fra kraftværker.

Nr. 129 af 13. oktober 1988 om placering af landanlæg til en fast Storebæltsforbindelse mellem Halsskov og Knudshoved.

Nr. 145 af 10. november 1988 om arealudlæg til placering af specialdepoter for flyveaske og afsvovlingsprodukter fra kraftværker.

Nr. 34 af 17. marts 1989 om region- og lokalplanlægning for Christiania.

Nr. 68 af 27. marts 1990 om afgrænsning af arealer, der er omfattet af ordningen om tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder.

Nr. 31 af 25. februar 1991 om naturgaslager ved Stenlille.

Nr. 221 af 23. december 1992 om etablering af et registreringscenter for asylansøgere i det tidligere Avnstrup Plejehospital.

Nr. 92 af 24. maj 1993 om reservation af arealer til en 400 kV højspændingsforbindelse fra Bjæverskov ved Køge på Sjælland til Tyskland.

Nr. 10 af 17. januar 1994 om kommunale parkeringsfonde.

Nr. 21 af 28. januar 1994 om planlægning for vindmøller.

Vejledninger og øvrigt materiale

Nr. 14004 af 31. december 1978. Udarbejdelse af regionplanforslag.

Udarbejdelse af regionplanforslag.

Vejledning i regionplanlægning nr. 3/1978 (udsolgt)..

Nr. 14013 af 31. december 1983. Regionplantillæg 1984/85.

Regionplantillæg 1984/85.

Vejledning i regionplanlægning nr. 5/1983 (udsolgt).

Nr. 14014 af 31. december 1983. Grundejerforeninger og lokalplanlægning.

Grundejerforeninger og lokalplanlægning.

Vejledning i kommuneplanlægning nr. 7/1983.

Nr. 14021 af 31. december 1984. Planlægning af kolonihaver.

Planlægning af kolonihaver.

Kommuneplanorientering nr. 11/1984 (udsolgt).

Nr. 14022 af 31. december 1984. Fortætning af parcelhusområder.

Fortætning af parcelhusområder.

Kommuneplanorientering nr. 12/1984 (udsolgt).

Nr. 14023 af 31. december 1984. By- og landzoneloven.

By- og landzoneloven - kompetence.

Eksempler på kompetenceafgrænsninger omkring landsbyer, 1984.

Nr. 14000 af 1. juli 1987 Lokalplanvejledning.

Lokalplanvejledning, 1989.

Otium i sommerhuset, 1991.

Vejledning om planlægning i kystområderne, 1995.

Vindmøller i kommuneplanlægningen, 1994.

Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg, 1995.

Husstandsmøller i kommuneplanlægningen, 1995.

Bilag 7

Skema til brug for vurderingen af om anlæg omfattet af Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. spetember 1994 bilag 2 er omfattet af bekendtgørelsens regler om miljøkonsekvensvurdering - VVM

Indhold

  

 I.     Indledning  

 II.    Landsplanlægning  (§§ 2-5)  

        A.    Generelt  

        B.    Bindende forskrifter  

              1.    I forhold til regionplanlægningen  

              2.    I forhold til kommune- og lokalplanlægningen  

              3.    Retsvirkninger  

        C.    Miljø- og energiministerens konkrete beføjelser  

              1.    Påbud  

              2.    Indkaldebeføjelser  

              3.    Indsigelsesbeføjelse  

              4.    Flygtningelandsbyer og asylcentre  

        D.    Landsplanredegørelser  

        E.    Forsøg  

        F.    Undersøgelser og oplysninger  

        G.    Planlægning i kystområderne  

 III.   Regionplanlægning (§§ 6-10)  

        A.    Generelt  

        B.    Retsvirkning/gennemførelse  

        C.    Regionplanens form og indhold  

              1.    Retningslinier  

              2.    Supplerende retningslinier for hovedstadsområdet  

              3.    Redegørelse  

        D.    VVM-proceduren  

              1.    De danske VVM-regler  

              2.    Undtagelser fra VVM-reglerne  

              3.    Kun anlæg og projekter er omfattet  

              4.    Afgrænsning af anlæg og projekter  

              5.    Anlæg, der altid er omfattet af VVM-reglerne -  

                    bilag 1  

              6.    Anlæg der kan være omfattet af VVM-reglerne -  

                    bilag 2  

              7.    VVM-redegørelsens indhold - scoping  

              8.    Offentliggørelse  

 IV.    Kommuneplanlægning (§§ 11-12)  

        A.    Generelt  

        B.    Kommuneplanens form og indhold  

              1.    Hovedstrukturen  

              2.    Rammedelen  

              3.    Redegørelsen  

              4.    Særlige temaer i kommuneplanlægningen  

        C.    Retsvirkning  

              1.    Hvornår indtræder kommuneplanens retsvirkninger  

              2.    Fravigelser fra kommuneplanen  

        D.    Gennemførelse  

 V.     Lokalplanlægning (§§ 13-21)  

        A.    Generelt  

        B.    Lokalplanret  

        C.    Lokalplanpligt  

              1.    Lokalplanpligt ved større udstykninger og bygge-  

                    eller anlægsarbejder m.v.  

              2.    Kommunalbestyrelsens pligt overfor den private til  

                    at udarbejde lokalplan efter § 13, stk. 3  

              3.    Sikkerhedsstillelse ved visse lokalplaner  

              4.    Lokalplanpligt når en lokalplan, en byplanvedtægt  

                    eller en reguleringsplan indeholder nærmere regler  

                    om udstykninger eller bygge- eller anlægsarbejder  

              5.    Lokalplanpligt til sikring af kommuneplanens  

                    virkeliggørelse  

        D.    Forbud efter § 14  

        E.    Form og indhold  

              1.    Generelt  

              2.    Lokalplanens retningslinier  

              3.    Særligt om indholdet i nogle lokalplaner  

              4.    Redegørelsen  

        F.    Retsvirkninger  

              1.    Lokalplanforslag  

              2.    Lokalplaner  

              3.    Forhold etableret før lokalplanen  

              4.    Forhold etableret efter lokalplanen  

              5.    Ændret ejendomsanvendelse  

              6.    Forholdet til anden lovgivning - bonus  

        G.    Dispensationer fra lokalplaner  

              1.    Generelt  

              2.    Dispensation efter byggelovens § 22, stk. 3, fra  

                    nogle bestemmelser  

              3.    Grundejerforeningers og beboerforeningers  

                    afgørelser i henhold til planlovens § 21, stk. 1  

              4.    Lokaludvalg nedsat i henhold til § 65 d i lov om  

                    kommunernes styrelse  

              5.    Betingelser  

              6.    Forældelse  

 VI.    Planers tilvejebringelse og ophævelse (§§ 22-33)  

        A.    Generelt  

        B.    Fælles regler for tilvejebringelse af planer  

              1.    Generelt om offentligheds- og høringsregler m.v.  

              2.    Revision af kommune- og regionplaner og tillæg  

                    til kommune- og regionplaner (forudgående  

                    offentlighed)  

              3.    Beretning ved kommune- og regionplanrevisioner  

              4.    Offentliggørelse af forslag til region-, kommune-  

                    og lokalplaner  

              5.    Underretning af statslige myndigheder  

              6.    Mindretalsbeskyttelse, § 24, stk. 2  

              7.    Indsigelsesfrist, § 24, stk. 3  

              8.    Endelig vedtagelse, § 27, stk. 1, 1. pkt.  

              9.    Betinget vedtagelse  

             10.    Ændringer ved endelig vedtagelse, § 27, stk. 3  

             11.    Offentliggørelse af den endeligt vedtagne plan  

        C.    Supplerende regler for lokalplaner  

        D.    Ophævelse af lokalplaner i visse situationer  

        E.    Indsigelsesmuligheder over for planforslag (veto)  

              1.   Indsigelser mod regionplanforslag og kommuneplaner  

                   i Københavns og Frederiksberg Kommuner  

              2.    Indsigelser mod kommuneplanforslag  

              3.    Indsigelser mod lokalplanforslag  

              4.    Proceduren for indsigelser  

 VII.   Zoneinddeling og landzoneadministration  

        (§§ 34-38)  

        A.    Generelt  

        B.    Zoneinddelingen  

        C.    Landzonemyndigheden  

        D.    Kravet om landzonetilladelse  

              1.    Hovedregel og undtagelser  

              2.    Definitioner  

        E.    Fælles for administrationen af tilladelseskravet m.v.  

              1.    Varetagelse af hensyn, der er fælles for alle  

                    ansøgninger  

              2.    Forholdet til anden lovgivning  

              3.    Ansøgninger og anmeldelser  

        F.    Administration af de enkelte anvendelsesønsker  

              1.    Landbrug  

              2.    Skovbrug  

              3.    Fiskeri  

              4.    Jordbrugstilknyttede erhverv  

              5.    Andre erhverv  

              6.    Tekniske anlæg  

              7.    Boliger  

              8.    Rekreative formål  

        G.    Formkrav m.v. til landzoneafgørelser  

              1.    Skriftlighed og underretning  

              2.    Offentliggørelse  

              3.    Betingelser  

              4.    Forældelse  

 VIII.  Sommerhusområder (§§ 39-41)  

        A.    Generelt  

        B.    Bebyggelse m.v.  

        C.    Forbud mod helårsanvendelse  

              1.    Det generelle forbud  

              2.    Dispensation efter planlovens § 40, stk. 2  

        D.    Planlovens § 41 »pensionistreglen«  

              1.    Retten til helårsbeboelse  

              2.    Hvilke områder  

              3.    Hvilke personer har ret til helårsbeboelse  

              4.    Krav til huset  

              5.    Forholdet til boligreguleringsloven  

 IX.    Tilbageførsel af arealer til landzone (§§ 45-46)  

        A.    Generelt  

        B.    Proceduren for tilbageførsel til landzone  

              1.    Grundlaget for tilbageførsel  

              2.    Beslutning om tilbageførsel  

              3.    Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter  

        C.    De økonomiske følger af en tilbageførselsbeslutning  

              1.    Erstatningssager, herunder behandling ved  

                    taksationskommissioner  

              2.    Udgifter til sagsomkostninger og erstatninger  

              3.    Godtgørelse for grundskyld  

              4.    Godtgørelse for frigørelsesafgift og grundskyld  

                    til staten af landbrugsejendomme  

 X.     Ekspropriation, overtagelse (§§ 47-50)  

        A.    Ekspropriation  

              1.    Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner  

              2.    Ekspropriation til byudvikling  

              3.    Fremgangsmåde  

              4.    Ekspropriation af rettigheder  

              5.    Klage over ekspropriationsbeslutninger  

        B.    Krav om overtagelse  

 XI.    Servitutter (§§ 42-44)  

        A.    Generelt  

        B.    Samtykke  

        C.    Påtaleret  

 XII.   Klageregler i planloven (§§ 58-62)  

        A.    Hvilke forhold kan påklages  

        B.    Hvem kan klage?  

        C.    Klagemyndighed  

              1.    Naturklagenævnet  

              2.    Særligt om formandsafgørelser  

              3.    Særregel om grundejer- og beboerforeningers  

                    afgørelser  

        D.    Klagefrist  

        E.    Til hvem kan klagen indgives?  

              1.    Klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2 og 3  

              2.    Klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1  

              3.    Klage efter planlovens § 58 a  

        F.    Krav om skriftlighed  

        G.    Opsætttende virkning  

              1.    Retlige klager  

              2.    Landzoneklager  

              3.    Ekspropriationsklager  

        H.    Underretning  

        I.    Søgsmål  

        J.    Klagevejledning  

              Eksempler på klagevejledning  

              1.    Afgørelser i plansager og underretning ved  

                    dispessation, der ikke offentliggøres  

              2.    Offentliggørelse af planer  

              3.    Landzonesag (afslag)  

              4.    Landzonesag (tilladelse på vilkår)  

              5.    Offentliggørelse af landzonetilladelse, jf. § 35,  

                    stk. 7  

              6.    Ekspropriationssager  

Bilag 1 Oversigt over bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger Bilag 2 Lov om planlægning Bilag 3 Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse) Bilag 4 Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 30. september 1994 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed Bilag 5 Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 849 af 30. september 1994 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning (VVM) Bilag 6 Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder Bilag 7 Skema til brug for vurderingen af om anlæg omfattet af Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994, bilag 2, er omfattet af bekendtgørelsens regler om miljøkonsekvensvurdering - VVM
Officielle noter

Ingen