Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Momsregistrerede virksomheder omfattet af loven
Bilag 2
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække

 

Hermed bekendtgøres lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 8. juli 2004, med de ændringer der følger af § 7 i lov nr. 404 af 1. juni 2005, lov nr. 435 af 15. maj 2006 og § 67 i lov nr. 538 af 8. juni 2006:

Kapitel 1

Lovens formål, anvendelsesområde m.v.

§ 1. Loven har til formål at regulere jordbrugets anvendelse af gødning og fastsætte krav om etablering af plantedække med henblik på at begrænse udvaskningen af kvælstof.

§ 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri opretter et register over virksomheder, der anvender gødning efter denne lov.

Stk. 2. Den, der driver virksomhed med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf, jf. lovens bilag 1, skal anmelde sin virksomhed til registrering i det i stk. 1 nævnte register, hvis virksomhedens årlige momsregistrerede omsætning fra planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf overstiger 20.000 kr., og

1) virksomhedens samlede husdyrbesætning overstiger 10 dyreenheder,

2) husdyrtætheden overstiger 1,0 dyreenhed pr. ha, eller

3) virksomheden modtager mere end 25 t husdyrgødning eller anden organisk gødning i planperioden.

Stk. 3. Andre, der driver virksomhed med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf, jf. lovens bilag 1, kan anmelde sin virksomhed til registrering i det i stk. 1 nævnte register, hvis den årlige momsregistrerede omsætning fra planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf overstiger 20.000 kr.

Stk. 4. Ministeren kan i særlige tilfælde og efter ansøgning tillade, at virksomheder, der er delregistrerede i henhold til lov om merværdiafgift (momsloven), alene registreres for en del af virksomheden i det i stk. 1 nævnte register.

Stk. 5. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen. Beviset benyttes som dokumentation for retten til at købe afgiftsfri gødning. Som alternativ dokumentation kan benyttes direkte opslag i det i stk. 1 nævnte register, jf. stk. 8.

Stk. 6. Virksomheder, der er registreringspligtige, skal anmeldes til registrering i det i stk. 1 nævnte register senest 21 dage efter registreringspligtens indtræden. Andre, jf. stk. 3, kan anmelde virksomheden til registrering i løbet af en planperiode, jf. § 4. Registreringerne har virkning for hele planperioden. Ministeren kan dog i særlige tilfælde registrere virksomheder med virkning for tidligere planperioder.

Stk. 7. Når virksomheden ikke længere har pligt til at være registreret, jf. stk. 2, eller den registrerede ikke længere ønsker sin virksomhed registreret, jf. stk. 3, kan den registrerede anmode om, at virksomheden afmeldes fra registeret med virkning fra førstkommende 1. august. Ved overdragelse eller ophør af virksomhed skal den registrerede senest 21 dage efter overdragelsen eller ophøret foretage afmeldelse fra registeret. Ministeren kan afmelde en virksomhed fra registeret fra førstkommende 1. august, hvis virksomhedens momsregistrerede omsætning fra planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf falder til under 20.000 kr. årligt.

Stk. 8. Den, der driver momspligtig handel med gødning, kan få adgang til ved opslag i det i stk. 1 nævnte register at konstatere, om en køber er berettiget til at købe afgiftsfri gødning eller ej.

Stk. 9. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om registerets opbygning og ajourføring, om anmeldelse til registrering og om krav om dokumentation for, at betingelserne for optagelse i registeret er opfyldt, samt fastsætte regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse til registrering skal indeholde. Desuden kan ministeren fastsætte nærmere regler om gødningshandleres adgang til oplysning om købere af afgiftsfri gødning.

Stk. 10. Ministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan en dyreenhed skal opgøres.

§ 3. Lovens bestemmelser om plantedække, jf. kapitel 3, omfatter virksomheder med planteavl eller husdyravl eller kombinationer heraf, jf. lovens bilag 1, som har en årlig momsregistreret omsætning, der overstiger 20.000 kr. fra planteavl eller husdyravl eller kombinationer heraf , og som har et samlet areal på 10 ha eller derover. Ved opgørelse af arealet medregnes forpagtede og lejede arealer.

§ 4. Ved planperioden forstås perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september. Afmeldes en virksomhed af det i § 2, stk. 1, nævnte register efter § 2, stk. 7, 2. pkt., løber planperioden dog kun til dato for afmeldelsens modtagelse.

Kapitel 2

Gødskning

§ 5. I planperioden må registreringspligtige eller registrerede virksomheders forbrug af kvælstof til gødningsformål, jf. §§ 10-14, ikke overstige virksomhedens kvote for kvælstof, jf. §§ 6-9.

§ 6. For planperioden skal virksomhedens samlede kvote for kvælstof beregnes som summen af kvoterne for de enkelte marker i virksomheden. For hver enkelt mark beregnes kvoten på grundlag af markens størrelse, afgrøde, forfrugten og afgrødens kvælstofnorm i det pågældende klimaområde og jordbonitet.

Stk. 2. Virksomhedens samlede kvote for kvælstof skal korrigeres efter kvælstofprognosen for planperioden.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter kvælstofnormer for afgrøderne ved standardudbytte for klimaområder, jordboniteter og særlige vandingsbehov samt planperiodens kvælstofprognose og kan ved fastsættelsen tage hensyn til udbyttestigninger, der gennem forsøgsresultater kan dokumenteres at ville kunne realiseres uden restriktionerne i kvælstoftilførslen. Ministeren fastsætter regler om, hvorledes markens størrelse og afgrøde fastsættes. Ministeren kan ved kvælstofnormerne fastsætte forskellige normer for forskellige regioner i landet. Ministeren kan endvidere fastsætte regler for tildeling af en kvælstofnorm til hvede til brødfremstilling, herunder fastsætte en øvre grænse for det areal, som kan tildeles denne norm.

Stk. 4. For virksomheder, der driver gartneri, planteskoler, dyrkning af frugt og bær eller skovbrug, kan ministeren fastsætte afgrødernes kvælstofnormer, samt regler om beregning af virksomhedens samlede kvote for kvælstof.

§ 7. (Ophævet.)

§ 8. Virksomhedens samlede kvote for kvælstof kan korrigeres, hvis det forventede udbytte for en afgrøde afviger fra afgrødens fastsatte standardudbytte, jf. § 6, stk. 3. Korrektion for højere forventet udbytte kan alene ske, hvis der foreligger dokumentation for, at der i tidligere planperioder er høstet højere udbytter end standardudbyttet for den pågældende afgrøde.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om dokumentationen for højere forventede udbytter.

Stk. 3. Ministeren kan iværksætte et pilotprojekt om anvendelse af balanceregnskaber som dokumentation for højere forventede udbytter. Ministeren kan fastsætte regler om deltagelse i projektet, herunder om antallet af og kriterier for udvælgelsen af virksomheder, der kan deltage.

§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at virksomhedens kvælstofkvote for en mark efter ansøgning kan forhøjes, hvis der på grund af ekstreme vejrligstilfælde bortfyger eller udvaskes kvælstof. Ministeren kan herunder fastsætte regler om ansøgningens udformning og indhold.

§ 10. For planperioden skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof beregnes som summen af forbruget af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11, 11 a og 12, i anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, og i handelsgødning, jf. § 14.

§ 11. Den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning beregnes som virksomhedens produktion af kvælstof i husdyrgødning tillagt planperiodens primo- og fratrukket planperiodens ultimolager af kvælstof i husdyrgødning samt tillagt modtaget og fratrukket afsat kvælstof i husdyrgødning inden for planperioden, jf. stk. 4.

Stk. 2. Virksomhedens produktion af kvælstof i husdyrgødning beregnes på grundlag af normer for det totale indhold af kvælstof i husdyrgødning, virksomhedens gennemsnitsbesætning og staldsystemer. Produktionen af kvælstof i husdyrgødning skal for visse dyrearter korrigeres for afvigelser i produktionsniveau. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, for hvilke dyrearter korrektion af kvælstofindholdet i husdyrgødning skal finde sted. Produktionen af kvælstof i husdyrgødning kan korrigeres for afvigelser i ydelsesniveau samt i fodermængde og -sammensætning. Korrektioner foretages på grundlag af korrektionsfaktorer, jf. stk. 5, og afvigelserne skal dokumenteres ved driftsbilag.

Stk. 3. Virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Virksomhedens ultimolager af kvælstof i husdyrgødning fastsættes af virksomheden efter regler fastsat i medfør af stk. 5.

Stk. 4. Virksomheden kan fratrække kvælstof i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødningen er afsat til en registreret virksomhed, jf. § 2, til biogas- og fællesanlæg eller til forarbejdningsanlæg. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at kvælstof i husdyrgødning, der afsættes ud af landet, kan trækkes fra i virksomhedens samlede forbrug af kvælstof. Endvidere kan virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for virksomheden, trække kvælstoffet i det afsatte gødningsprodukt fra i virksomhedens samlede forbrug af kvælstof.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter nærmere regler om opgørelse af virksomhedens besætning, normer for det totale indhold af kvælstof i husdyrgødning, korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau, indhold og udformning af aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning samt fastsættelse af virksomhedens ultimolager af kvælstof i husdyrgødning, herunder at virksomheder, der udbringer husdyrgødning i perioden 1. august-30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august-30. september.

Stk. 6. Indholdet af kvælstof i afgasset biomasse, hvori indgår anden organisk gødning end husdyrgødning, beregnes efter regler fastsat af ministeren.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler om, at kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning afsat til et miljøgodkendt anlæg, der forbrænder affald, kan fratrækkes i jordbrugsvirksomhedens forbrug af kvælstof. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, som jordbrugsvirksomheder har afbrændt i eget miljøgodkendt forbrændingsanlæg, på visse nærmere fastsatte betingelser kan fratrækkes i virksomhedens forbrug af kvælstof.

§ 11 a. Den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde kvælstof i den forarbejdede husdyrgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli, tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af forarbejdet husdyrgødning. Hertil lægges den mængde kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, der i henhold til aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning er modtaget i planperioden.

Stk. 2. Virksomhedens primolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Virksomhedens ultimolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes af virksomheden efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder, der udbringer forarbejdet husdyrgødning i perioden 1. august – 30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august – 30. september.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter for hver husdyrgødningstype den andel af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i husdyrgødning.

Stk. 2. Ministeren fastsætter regler for den andel af den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning.

Stk. 3. Ved blandinger af husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastsættes den andel, der skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof, som gennemsnittet af de fastsatte andele for de enkelte gødningstyper vægtet i forhold til den totale mængde kvælstof i gødningstyperne. For afgasset biomasse kan andelen dog fastsættes som andelen for svinegylle.

§ 13. Den totale mængde af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde af kvælstof i den gødning, der er leveret til virksomheden i planperioden.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler for bestemmelse af kvælstofindholdet i anden organisk gødning end husdyrgødning. Ministeren fastsætter endvidere for hver type af anden organisk gødning end husdyrgødning den andel, som skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning. Ministeren kan herudover fastsætte regler om lageropgørelser for alle typer af anden organisk gødning end husdyrgødning.

§ 14. Virksomhedens forbrug af kvælstof i handelsgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde af kvælstof i den handelsgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af kvælstof i handelsgødning.

Stk. 2. Afgiftsbelagt kvælstof i handelsgødning, jf. lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m., anvendt på arealer, der ikke er omfattet af § 6, medregnes ikke i virksomhedens forbrug af kvælstof.

Stk. 3. Virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Virksomhedens ultimolager af kvælstof i handelsgødning fastsættes af virksomheden efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder, der udbringer handelsgødning i perioden 1. august-30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august-30. september.

§ 15. Hvis den registrerede før udløb af planperioden ophører med at eje eller have brugsret til et areal, hvortil der er en kvælstofkvote, jf. § 6, skal den registrerede virksomheds kvælstofforbrug på arealet beregnes, jf. §§ 10-14, for den forløbne del af planperioden. Den, der overtager arealet eller brugsretten hertil, skal, såfremt denne virksomhed er registreret efter § 2, have skriftlig oplysning om forbruget og kvoten. Forbruget og kvoten for den samlede planperiode henregnes herefter til den virksomhed, der har overtaget arealet eller brugsretten hertil, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Hvis skriftlig oplysning som nævnt i stk. 1, 2. pkt., ikke gives, henregnes kvælstofforbruget til den, der har overdraget arealet eller brugsretten hertil.

Stk. 3. Hvis et areal eller brugsretten hertil overdrages før udløbet af planperioden og kvælstofforbruget på arealet for den forløbne del af planperioden overstiger kvoten for det pågældende areal for hele planperioden, henregnes den del af kvælstofforbruget, der overstiger kvoten, til den, som har overdraget arealet eller brugsretten hertil, medmindre den, der overtager arealet eller brugsretten hertil, erklærer, at kvælstofforbruget kan henregnes til denne.

Stk. 4. Hvis den virksomhed, der overtager arealet eller brugsretten hertil før udløb af planperioden, ikke er registreret eller er registreringspligtig efter § 2, henregnes forbruget for den forløbne del af planperioden til den, som har overdraget arealet eller brugsretten hertil. Kvoten for den samlede planperiode henregnes til den virksomhed, der har overdraget arealet eller brugsretten hertil.

§ 16. Hvis den registrerede virksomhed før udløb af planperioden overdrager oplagret husdyrgødning, oplagret forarbejdet husdyrgødning eller anden organisk gødning, skal virksomheden opgøre en ultimobeholdning på overdragelsestidspunktet, jf. § 11, stk. 3. Oplysninger om ultimobeholdning gives skriftligt til den, der overtager den oplagrede husdyrgødning, den oplagrede forarbejdede husdyrgødning eller anden organisk gødning. Ultimobeholdningen henregnes til denne, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis den virksomhed, der overtager ultimobeholdningen, ikke har fået skriftlig oplysning om ultimobeholdningen, fastsættes ultimolageret for den virksomhed, der overdrager ultimobeholdningen, til 0.

Stk. 3. På grundlag af ultimobeholdningen, jf. stk. 1-3, opgøres kvælstofforbruget for planperioden for den virksomhed, der overdrager den oplagrede husdyrgødning, den oplagrede forarbejdede husdyrgødning eller anden organisk gødning, for den forløbne del af planperioden indtil overdragelsestidspunktet.

§ 17. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om den form, de i §§ 15 og 16 nævnte oplysninger skal have, om oplysningernes opdeling i forskellige gødningstyper, marker m.v., samt om hvordan oplysningerne skal kunne dokumenteres og kontrolleres.

Kapitel 3

Plantedække

§ 18. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om etablering af plantedække, herunder om, hvilke afgrødetyper der kan anvendes, og på hvor stor en del af virksomhedens areal plantedækket skal etableres.

Stk. 2. Ministeren kan for de virksomheder, som alene skal opfylde lovens krav om plantedække, jf. § 3, fastsætte regler om kontrol samt om, hvilke optegnelser virksomheden skal føre.

§ 19. (Ophævet.)

§ 20. (Ophævet.)

Kapitel 4

Planlægnings- og regnskabskrav

§ 21. Virksomheder, der er omfattet af § 2, skal for hver planperiode foretage en gødningsplanlægning for dyrkede og udtagne arealer. Planlægningen skal foretages inden en dato fastlagt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren fastsætter nærmere regler om planlægningen, herunder dens udformning og indhold.

§ 22. Virksomheden skal hvert år udarbejde gødningsregnskab for den afsluttede planperiode og indsende en underskrevet kopi heraf til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ved afmeldelse fra det i § 2, stk. 1, nævnte register, jf. § 2, stk. 7, skal virksomheden senest ved udgangen af den 6. måned efter afmeldelsen udarbejde gødningsregnskab for den forløbne del af planperioden og inden samme dato indsende en underskrevet kopi heraf til ministeren.

Stk. 2. Oplysninger om husdyrbesætning, herunder antal dyr pr. husdyrtype, staldtype og besætningsnummer i den afsluttede planperiode, skal indberettes til ministeren.

Stk. 3. Virksomheder, der har et slutlager af anden organisk gødning end husdyrgødning, skal indberette størrelsen af dette lager til ministeren. Indberetningen for den afsluttede planperiode skal ske i gødningsregnskabet.

Stk. 4. Gødningsregnskabet skal opgøres på grundlag af virksomhedens gødningsplanlægning, jf. § 21, samt de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger om husdyrbesætning, lagre m.v. og angive

1) virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. §§ 6-9, og virksomhedens samlede forbrug af kvælstof, jf. §§ 10-14,

2) oplysninger om husdyrbesætning og det samlede areal med et gødningsbehov,

3) virksomhedens samlede areal, hvorpå der er etableret et plantedække, jf. kapitel 3, og

4) oplysninger om virksomhedens aftaler om forpagtning til brug for udbringning af husdyrgødning og om virksomhedens husdyrgødningsaftaler.

Stk. 5. Ministeren fastsætter regler om udformning og indhold af de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger, om det i stk. 1 og 4 nævnte gødningsregnskabs udformning og indhold, om opbevaring af bilag m.v. samt om opgørelsen af arealer med gødningsbehov. Ministeren fastsætter regler om frister for indberetning af de i stk. 1-3 nævnte oplysninger.

§ 23. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udarbejder skemaer, der skal anvendes til virksomhedens gødningsplanlægning og udarbejdelse af gødningsregnskabet.

Stk. 2. Ministeren kan godkende andre skemaer, herunder skemaer, der er baseret på edb-programmer.

Stk. 3. Virksomhedens gødningsplanlægning og gødningsregnskabet skal opbevares i mindst 5 år.

Kapitel 5

Gødningsleverandører

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, skal indberette, hvortil der er afsat gødning, herunder den afsatte gødningstype og -mængde samt kvælstofindholdet i den afsatte mængde. Indberetningen skal omfatte al gødning, der er solgt eller afsat henholdsvis med og uden afgift, jf. lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg, forarbejdningsanlæg samt forbrændingsanlæg skal indberette, hvorfra de modtager gødning, herunder gødningstypen og -mængden, samt kvælstofindholdet i den modtagne gødning.

§ 24 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for anlæg til forarbejdning af husdyrgødning og for forarbejdet husdyrgødning.

Kapitel 6

Administration af loven

§ 25. Afgørelser efter loven træffes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren fører tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af loven eller regler fastsat i medfør heraf.

§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler, hvorefter visse afgørelser truffet efter regler fastsat i henhold til § 6, stk. 3, 3. pkt., kan træffes af et privat organ. Ministeren fastsætter samtidig regler om det private organs sagsbehandling og om instruktion og tilsyn.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte afgørelser kan indbringes for ministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt klageren. Afgørelsen skal indeholde oplysning om klageadgang og om fristen herfor. Ministeren kan ændre afgørelsen, uden at der foreligger klage.

Stk. 3. Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med vedkommende minister henlægge sine beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders eller institutioners afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 26 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation ved jordbrugsvirksomheders ansøgning om at få tildelt en kvælstofkvote til brødhvede i medfør af denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan for de i stk. 1 nævnte ansøgninger fastsætte regler om, at ministeren eller den, som er blevet bemyndiget til at varetage opgaver i henhold til denne bestemmelse, ved henvendelse til jordbrugsvirksomheder alene anvender digital kommunikation.

Stk. 3. Ministeren kan for de i stk. 1 nævnte ansøgninger fastsætte nærmere regler om vilkår og formater for anvendelse af digital kommunikation, herunder om brugen af digital signatur.

§ 27. Virksomheder, der er omfattet af loven, skal efter anmodning fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollen, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens regler.

§ 27 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af loven og regler, der er udstedt i medfør heraf. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan i forbindelse hermed foretage sammenstilling og samkøring af oplysninger, herunder personoplysninger, i kontroløjemed.

§ 28. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til virksomheder, der er omfattet af loven, for at udøve de beføjelser, loven eller regler fastsat i medfør heraf tillægger ministeren. Efter samme regler har ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, adgang til hos virksomhederne på stedet at gennemgå deres regnskaber og forretningsbøger m.v. I det omfang de nævnte oplysninger er registreret elektronisk, omfatter adgangen til dem også elektronisk adgang hertil. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan udtage prøver til undersøgelser uden at skulle betale herfor. Virksomhedens ejer og de hos denne ansatte skal yde ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen.

§ 28 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse dels af indberettede oplysninger, dels af resultater på grundlag af kontrol samt vedtagne administrative bødeforelæg på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse indberettede oplysninger, kontrolresultater eller sanktioner ikke skal offentliggøres.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på internettet på grundlag af et af ministeren oprettet it-system vedrørende indberettede oplysninger, kontrolresultater og sanktioner. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra it-systemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra it-systemet at få meddelt oplysninger, som har været offentliggjort. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

Kapitel 7

Straffebestemmelser

§ 29. Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 2 og stk. 6, 1. pkt., § 5, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1-4, § 23, stk. 1 og 3, og §§ 24 og 27, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 5 udmåles en skærpet bøde med udgangspunkt i overtrædelsens omfang målt i kg kvælstof og i kg kvælstof pr. ha.

Stk. 3. I regler, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 4. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udfærdiget i medfør af loven er 4 år.

Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af et anklageskrift tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Kapitel 8

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 31. Loven træder i kraft den 1. august 1998. § 2 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 7, stk. 5, nr. 3, i lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994, ophæves. Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 3 og 4.

Stk. 3. Regler, der er udstedt i medfør af den i stk. 2 nævnte bestemmelse, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

§ 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter med henblik på den planperiode, som en virksomhed for første gang er registreret i, regler om beregning af virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11 og 11 a, samt visse gødningsprodukter af anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt., regler om opgørelse af virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14, samt regler om bestemmelse af forfrugt, jf. § 6.

Stk. 2. Ministeren fastsætter overgangsregler for virksomheder, der har forlænget planperiode 1997/98 i henhold til § 5 i bekendtgørelse nr. 624 af 15. juli 1997 om jordbrugets anvendelse af gødning.

§ 33. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Lov nr. 455 af 7. juni 2001 er trådt i kraft den 1. juli 2001. Ved loven er § 6, stk. 3, og § 26 ændret.

 

Lov nr. 1085 af 19.december 2001 er trådt i kraft den 21. december 2001. Ved loven er § 20, stk. 2, tilføjet.

 

Lov nr. 370 af 6. juni 2002 er trådt i kraft den 1. juli 2002. Ved loven er regler om eftervirkning af husdyrgødning ophævet, og der er indført regler om forarbejdet husdyrgødning, jf. ændringer af § 7, § 10, § 11, stk. 4, § 11 a, § 12, § 13, stk. 2, § 16, stk. 1, § 21, stk. 4, § 24, § 24 a og § 32, stk. 1. Endvidere er der ved ændring af § 29, stk. 1, indført sanktionsmulighed for manglende overholdelse af lovens § 2, stk. 7, 2. pkt.

 

Lov nr. 203 af 25. marts 2003 er trådt i kraft den 1. august 2004. Ved loven er reglerne om gødningsplanlægning forenklet og der er indført regler om digitalkommunikation, jf. ændringerne af § 2, § 3, § 14, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24 og § 26 a.

 

Lov nr. 437 af 9. juni 2004 er trådt i kraft den 1. august 2004. Ved loven er reglerne om plantedække og efterafgrøder m.v. justeret, og der er indført mulighed for at iværksætte et pilotprojekt om anvendelse af balanceregnskaber, jf. ændringerne af § 6, stk. 3, § 8, § 13, stk. 2, § 18, §§ 19 og 20, og § 22. Herudover er bilag 2 ophævet.

 

Lov nr. 404 af 1. juni 2005, der er trådt i kraft den 3. juni 2005, indeholder hjemmel til, at fødevareministeren kan delegere sine beføjelser efter loven til en statslig institution uden for ministerområdet jf. ændringen vedr. § 26, stk. 3 og 4.

 

Lov nr. 435 af 15. maj 2006 træder i kraft den 1. august 2006. Ved loven er der skabt hjemmel til, at jordbrugsvirksomheder, kan trække kvælstofindholdet i husdyrgødning der afbrændes eller afsættes ud af landet, fra i gødningsregnskabet. Loven indeholder hjemmel til samkøring af oplysninger i kontroløjemed, samt regler om offentliggørelse af gødningsregnskaber. Herudover vil frister for indberetning af oplysninger kunne fastsættes administrativt. Med loven er §§ 11, 22 og 24 ændret, og § 27a og § 28a indsat.

 

Lov nr. 538 af 8. juni 2006 træder i kraft den 1. januar 2007. Lovens § 67 indeholder konsekvensrettelse af henvisningen til retsplejeloven i § 30, stk. 2. Ændringen er en følge af politi- og domstolsreformen.

 

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 29. juni 2006

Hans Christian Schmidt

/Pernille Balslev-Erichsen



Bilag 1

Momsregistrerede virksomheder omfattet af loven

Branchekoder:

01

 

 

 

Landbrug, jagt m.v.

 

 

01.1

 

 

Planteavl

 

 

01.11

 

Agerbrug

 

 

 

01.11.10

Kornavl

 

 

 

01.11.90

Agerbrug i øvrigt

 

 

01.12

 

Gartnerier og planteskoler

 

 

 

01.12.10

Gartnerier

 

 

 

01.12.20

Planteskoler

 

 

01.13

01.13.00

Dyrkning af frugt og bær

 

 

 

 

 

 

01.2

 

 

Husdyravl

 

 

01.21

 

Kvægavl

 

 

 

01.21.10

Malkekvæghold

 

 

 

01.21.90

Anden kvægavl

 

 

01.22

 

Heste-, fåre- og gedeavl

 

 

 

01.22.10

Stutterier

 

 

 

01.22.20

Fåre- og gedeavl

 

 

01.23

01.23.00

Svineavl

 

 

01.24

01.24.00

Fjerkræavl

 

 

01.25

 

Anden husdyravl

 

 

 

01.25.10

Pelsdyravl

 

 

 

01.25.90

Opdræt af andre dyr

 

 

 

 

 

 

01.3

01.30

01.30.00

Planteavl kombineret med husdyravl (blandet drift)

 

 

 

 

 

02

02.0

 

 

Skovbrug

 

 

02.01

02.01.00

Skovbrug

 



Bilag 2

(Ophævet.)